Slotsholmsgade 10-12
DK-1216 København K
T +45 7226 9000
W sum.dk
Folketingets Sundhedsudvalg
Dato: 07-05-2024
Enhed: Patientsikkerhed og Lovkvalitet
Sagsbeh: emid
Sagsnr.:2023 - 656
Dok. nr.: 147556
Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr. 3 (L 158), som Folketingets
Sundhedsudvalg har stillet til indenrigs- og sundhedsministeren den 24. april 2024.
Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Kirsten Normann Andersen (SF).
Spørgsmål nr. 3:
”Vil
ministeren redegøre for, hvordan dialog og læring fremover sikres systematisk
gennem formaliseret samarbejde, når Det Rådgivende Praksisudvalg nedlægges?”
Svar:
Jeg er fuldstændig enig i, at sundhedsvæsenet skal fokusere på at uddrage læring af
både fejl og af positive historier.
Læring skal ske lokalt på de enkelte behandlingssteder men også centralt gennem
f.eks. klage- og tilsynssystemet. Som det fremgår af lovforslagets bemærkninger, har
der dog ikke siden 2018 i Det Rådgivende Praksisudvalg været bemærkninger til
Styrelsen for Patientklagers praksis. Af den grund finder jeg ikke længere, at udvalget
er relevant og dermed bidrager til læring.
Jeg hæfter mig i denne sammenhæng derfor også ved de øvrige forslag til
læringsindsatser, som arbejdsgruppen vedrørende afdækning af
patientklagesystemet anbefalede i sin rapport. Det bemærkes bl.a., at
offentliggørelse af flere principielle afgørelser og andre afgørelser, der omhandler
hyppigt forekommende behandlingssituationer, og prioritering af udfærdigelse af
praksissammenfatninger, vil kunne bidrage til øget læring. Det nævnes også, at læring
også skal sikres ved, at ledelsen på behandlingssteder lokalt fastlægger retningslinjer
om håndtering af afgørelser fra patientklagesager.
Styrelsen for Patientklager har også tilkendegivet, at styrelsen også fremover ønsker
et tæt netværk med eksterne interessenter, blandt andet også de faglige
organisationer. Ifølge styrelsen er den feedback, som styrelsen modtager fra både
faglige og andre organisationer værdifuld i arbejdet med løbende at sikre kvalitet og
effektivitet i behandlingen af klagesager.
Styrelsen har oplyst, at styrelsen vil afholde møder, selvom Det Rådgivende
Praksisudvalg afvikles, med blandt andre de faglige organisationer, herunder også
møder, hvor flere organisationer deltager. Møderne vil blive afholdt mere ad hoc og
behovsbestemt, og der vil på møderne også kunne orienteres og gennemgås
afgørelser fra Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn. Møderne vil desuden kunne
indeholde mere generel dialog om styrelsen, for eksempel om dens administration og