Folketingets Udlændinge og Integrationsudvalg
København den 8. maj 2024
Behandlingen af L147
I forbindelse med udvalgets behandling af dette lovforslag er vi blevet opmærksom på besvarelse af
spørgsmål 18, hvoraf der fremgår en udtalelse fra Rigspolitiet NSK om betydningen af ophævelsen
af kravet om dansk bankkonti til udenlandske arbejdstagere.
Transparency International Danmark er i almindelighed optaget af, at der sikres de danske
myndigheder gode muligheder for at bekæmpe og forebygge hvidvask. Vi ser derfor med
bekymring på en svækkelse heraf, som den fremgår af udtalelsen fra Rigspolitiet.
Danmark har – også som følge af vores position som et af de lande, hvor der er en international
opfattelse af et lavt niveau af korruption – en særlig international forpligtelse til ikke at svække på
reglerne om hvidvask.
De internationale kæder i økonomisk kriminalitet – steal – hide – spend – vil gøre Danmark særligt
attraktiv som et godt sted at placere frugten af økonomisk kriminalitet, hvis muligheden for kontrol
svækkes. Vi tillader os at stille spørgsmålet. Hvordan ville Folketinget reagere, hvis lande som
Danmark normalt betragter som skattely, svækkede på deres kontrol eller ikke bidrog hertil?
I forhold til den særlige målgruppe som dette lovforslag vedrører – udenlandske arbejdstagere –
bemærker vi at
Misbrug af magt finder sted på arbejdsmarkedet. En arbejdstager kan presses til
kriminalitet som f.eks. at acceptere en lønudbetaling, der er mindre end der står i
ansættelseskontrakten, eller måske til at føre penge til udlandet som en del af en hvidvask operation.
Udenlandske arbejdstagere er særligt udsatte, fordi konsekvenserne ved en afskedigelse kan være
større. De kan f.eks. være nødt til at forlade landet, hvis de står uden arbejde.
Vi skal således opfordre Folketinget til at tage denne del ud af lovforslaget.
Transparency International Danmark arbejder generelt for åbenhed i lovgivningsarbejdet herunder
også lobbyisme. For den gode ordens skyld skal vi derfor oplyse, at vi løbende har fulgt dette
arbejde gennem en god dialog med 3F.
Med venlig hilsen
Jesper Olsen
Formand
© Transparency International Danmark