Det næste punkt på dagsordenen er:

3) 1. behandling af lovforslag nr. L 145:

Forslag til lov om ændring af lov om ophavsret og lov om videregående kunstneriske uddannelsesinstitutioner under Kulturministeriet. (Modernisering af regler om aftaleindgåelse m.v. og fastsættelse af nærmere regler om eksaminer, prøver og bedømmelser).

Af kulturministeren (Jakob Engel-Schmidt).

(Fremsættelse 20.03.2024).

Forhandlingen er åbnet – og jeg kigger mig lidt omkring. Hr. Mogens Jensen bedes gå direkte til talerstolen.

Jeg beklager, formand. Jeg tror, vi nu er ved at indfinde os.

Tak til ministeren for det her lovforslag. Det er vigtigt, for det handler om ophavsret, og det er jo en vigtig grundpille i vores samfund. Med det her lovforslag foretager vi en række tilpasninger af ophavsretsloven, sådan at den også virker i en moderne verden og ikke mindst i forhold til de udfordringer, som bl.a. sociale medier og techgiganter giver os, når det kommer til ophavsretten.

Hovedelementerne i lovforslaget her – og jeg vil ikke gå rundt om dem alle, men bare nævne de vigtigste – er jo, at vi med det her forslag giver DR og TV2 også andre udbydere bedre værktøjer til at indgå ophavsretsaftaler i forhold til brug af musik, som er et indhold, som mange af de her platforme anvender. Vi giver også en mulighed for mægling i de tilfælde, hvor der opstår konflikter i forhold til ophavsretsaftaler. Vi giver mulighed for, at også producenter af forskelligt indhold får ret til at få de samme informationer som andre rettighedshavere, når det gælder streamingtjenesters og andres brug af deres ophavsrettigheder. Det kan jo handle om, hvor mange mennesker der har set en given tv-serie eller lyttet til noget bestemt musik. Det er jo afgørende oplysninger at have, når man skal aftale en pris på det materiale, så selvfølgelig skal producenterne også have ret til de oplysninger, som andre rettighedshavere har.

Endelig specificerer vi også muligheden for at lave parodier og bruge parodier som en del af udarbejdelse af indhold. Der ligger en undtagelse, således at parodier kan laves på baggrund af ophavsretten, og det gives der nu lovmæssigt mulighed for med det her forslag. Det er jo for mig at se de væsentligste ting i lovforslaget i forhold til ændringer af ophavsretten.

Så er der jo det i forhold til de kunstneriske uddannelser under Kulturmnisteriet det, at man nu genindfører muligheden for, at man også fra centralt hold kan fastsætte retningslinjer for eksamener og prøver og bedømmelser, altså også på de videregåede kunstneriske uddannelser. Så alt i alt er det her for mig at at se snusfornuftigt lovforslag, som Socialdemokratiet kan støtte.

Tak for det. Der er en enkelt kort bemærkning fra hr. Mikkel Bjørn, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Jeg er nysgerrig på, hvorfor det er, at regeringen og Socialdemokratiet er så optagede af det her med, at vi skal have kønsløshed i vores lovgivning. Altså, hvorfor er det, at lovforslag pludselig skal have kønsløse betegnelser fra den ene dag til den anden? Og mener Socialdemokratiet og regeringen, at det er en udvikling, som der er folkelig forankring i og opbakning til? For det er ikke mit indtryk som medlem af Dansk Folkeparti, at danskerne er meget optagede af, at vandmand i fremtiden skal hedde vandperson eller noget helt tredje.

Altså, det virker sådan lidt latterligt for mig, men jeg ved ikke, hvad Socialdemokratiet tænker om den udvikling.

Ordføreren.

Det er jo rigtigt, som ordføreren gør opmærksom på, at det er sådan, at hele branchen på det her område, alle de organisationer, som repræsenterer de mennesker, som det her omhandler, har bedt om, at du bruger betegnelser i lovgivningen, som måske mere dækker den sande tilstand i dag, i forhold til hvem der er ophavsretshavere til det ene og det andet.

Der har vi i Socialdemokratiet pragmatisk sagt, at hvis det er et ønske fra dem, som loven omhandler, at det skal indrettes på den måde, så accepterer vi det. Derfor har vi accepteret, at det er en del af det her lovforslag.

Hr. Mikkel Bjørn.

Er det virkelig nogle kreative folk på de kunstneriske uddannelser, der skal bestemme, hvilket sprog vi bruger i vores lovgivning? Altså, det synes jeg jo ærlig talt er udtryk for en glidebane. Og det er jo ikke kun noget, vi har set i forhold til lovgivning om de kunstneriske uddannelser. Altså, vi har jo hørt kulturministeren ad flere omgange tale for den her udvikling med kønsløse betegnelser, woke og alt muligt andet, og det er bare der, hvor jeg som medlem af Dansk Folkeparti og, tror jeg også, som repræsentant for rigtig mange danskere synes, at det her er ufornuftigt.

Er det virkelig en ambition, som Socialdemokratiet deler? Eller har man kun lavet det her, fordi der er nogle kunstneriske folk, som synes, det er en god idé? Når vi laver lovgivning, skal det vel være et udtryk for det, som den danske befolkning synes er en god idé.

Hr. Mogens Jensen.

Jo, men det ændrer jo ikke på, at det her lovforslag omhandler og har betydning for en lang række personer, og det er de organisationer, der repræsenterer de her personer, der beder om, at man bruger et mere tidssvarende sprog. Det har vi ikke problemer med.

Vi ser pragmatisk på det her. Det kan måske i nogle tilfælde give mening at ændre sproget, og i andre tilfælde ikke. I det her tilfælde synes vi det giver mening, og vi kan ikke se, at det har betydning for andre end de personer, som det omhandler.

Fru Helle Bonnesen, Det Konservative Folkeparti. Værsgo.

Tak. Mener hr. Mogens Jensen, at det her med de kønnede ord er noget, som så burde sprede sig til andre lovgivningsområder også?

Ordføreren.

Jamen jeg synes, at man må tage pragmatisk stilling til de her ting. Jeg har det selv sådan, at der er nogle sammenhænge, hvor jeg synes at det giver mening, og andre sammenhænge hvor jeg ikke synes det. Jeg er selv bestyrelsesformand, men jeg har ikke noget problem med at blive kaldt bestyrelsesleder; jeg kan virkelig ikke se, det gør den store forskel, andet end at bestyrelsesleder jo i hvert fald i langt højere grad udtrykker, at her både en mand og en kvinde bestride sådan en post.

Fru Helle Bonnesen for sin anden korte bemærkning.

Men kan hr. Mogens Jensen ikke se, at det måske kunne være lidt uhensigtsmæssigt, at vi har et samfund, hvor vi så har et sprogbrug, afhængigt af hvilken branche vi er i, og hvis nu der er andre brancher, der føler, at de ikke har lyst til at skifte sproget, så begynder vi at have en hel masse forskellige betegnelser og dermed noget uklarhed i det danske sprog?

Ordføreren.

Jamen jeg har det sådan med sproget i vores lovgivning, som jeg har det med sproget i det hele taget i vores samfund: Det ændrer sig. Og hvis vi kigger på, hvad vi bruger af ord i dag, i forhold til hvad vi brugte af ord for 20 år siden, har det ændret sig på en lang, lang række områder. Det giver mening, at vi moderniserer vores sprog, og at vores sprog ændrer sige. Men jeg synes, at man pragmatisk må tage stilling til, hvornår man synes det skal gøres, og hvornår det ikke skal gøres.

Fru Katrine Daugaard, Liberal Alliance. Værsgo.

Det lyder, hvis jeg forstår ordføreren korrekt, som om at det er branchen, som gerne vil have det her, og dermed branchen, som skal bestemme, hvordan vi lovgiver herinde. Jeg er helt med på, at det er en meget woke branche, og derfor mener jeg også, at man skal være varsom med, hvor meget man egentlig lytter, for det er jo bl.a. også en branche, der rigtig gerne vil have resultatlighed på rigtig mange områder. Så er det virkelig Socialdemokratiets side holdning, at vi skal lytte til hver enkelt branche? Og vil det så betyde, at hvis brandmændene lige pludselig gerne vil have, at det skal hedde brandperson, så skal vi også lytte til det?

Ordføreren.

Liberal Alliance må jo gøre, hvad de vil. Socialdemokratiet lytter til folk, der kommer med forslag, især når det her handler om deres egen branche og deres egen virkelighed og den måde, den skal udfolde sig på. Og der har man haft det her ønske i den her sammenhæng, og vi har ikke kunnet se noget problem i, at vi indfører det her i lovgivningen – som sagt en pragmatisk tilgang, som jeg synes er det rigtige i den her situation.

Fru Katrine Daugaard.

Men der er jo forskel på at lytte og så på at gennemføre. Man bør vel også lyttet til andre. Nu har jeg selv været en del af musikbranchen og er af en anden holdning, og dem er der jo også. Skal man ikke også lytte til dem?

Ordføreren.

Man skal lytte til alle, og så skal man træffe sit valg. I det her tilfælde har vi truffet det pragmatiske valg, at vi ikke kan se, at det her giver et problem i forhold til ophavsretslovgivningen.

Hr. Søren Espersen, Danmarksdemokraterne. Værsgo.

Der er nogle, der har bedt om at få lavet sproget om, og så synes regeringen, det da er en god idé; vi laver sproget om. Der er jo 400, har jeg ladet mig fortælle, betegnelser, der ender på -mand, i det danske sprog, så jeg synes, man skal være meget opmærksom på, hvad det er for en glidebane, man bevæger sig ud på. Så jeg vil opfordre ordføreren til at bekræfte, at regeringen ikke sådan bare uden videre laver sproget om, fordi det passer nogle.

Ordføreren.

Nej, man tager stilling til, i hvilket omfang man vil ændre sit sprog – det synes jeg man skal – fra situation til situation og fra gang til gang. Men det er jo altså ikke nogen ny udvikling i Danmark, at vores sprog udvikler sig, og at man bruger nye ord i dag, som man ikke brugte for 20 år siden. Det kan man finde på rigtig, rigtig mange områder, og det hører også med til en moderne udvikling af vores samfund, at sproget udvikler sig.

Hr. Søren Espersen.

Det er jo også noget andet end at sige, at nu laver vi sproget om. Selvfølgelig er der nye ting, der kommer til, men de er jo groet nedefra. I det her tilfælde bliver det så et statsdirektiv om, at man skal ændre i sproget, og det er det, jeg synes er så underligt.

Selvfølgelig udvikler sproget sig også på en somme tider overraskende måde, men det må man finde sig i, men det her er bare staten, der bestemmer, uden at der været, tror jeg, kæmpestor folkelig opbakning til det.

Ordføreren.

Det er jo ikke sådan, at hr. Søren Espersen ikke kan fortsat kan sige ophavsretsmand eller ophavsmand, hvis hr. Søren Espersen gerne vil det. På den måde bestemmer staten jo ikke over sproget, heldigvis. Men sproget udvikler sig; det har det gjort igennem hundredvis, måske endda tusindvis, af år, og det er det her også udtryk for. Og rent pragmatisk kan Socialdemokratiet ikke se noget problem i, at vi ændrer de her ord i vores ophavsretslovgivning.

Tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger, så vi siger tak til hr. Mogens Jensen fra Socialdemokratiet. Jeg byder nu velkommen til hr. Jan E. Jørgensen fra Venstre.

Tak for det. Det, vi behandler i dag, er først og fremmest en ændring af ophavsretsloven, men også loven om kunstneriske uddannelser. Og der er tale om en modernisering af loven. Der er kommet input fra en lang række forskellige organisationer m.v. – professorer og folk, der bruger ophavsretsloven som værktøj – og de har gjort opmærksom på, at der er behov for en modernisering.

Eksempelvis er en del af bestemmelserne i ophavsretsloven ikke forenelige med EU-retten, og da EU-retten jo i så fald har forrang, kunne der komme nogle problemer dér. Det retter vi op på. Der har været ønske fra bl.a. TV 2 og DR om, at det blev nemmere at forhandle rettighedsaftaler hjem på områder, hvor man streamer, altså modsat flow. Der var den ret omtalte sag om Berlingskes brug i en vittighedstegning af Den Lille Havfrue, hvor de efterladte efter den billedhugger, som i sin tid lavede Den Lille Havfrue, har været vrede over, at den blev brugt som parodi. Og de fik sådan set medhold både i byretten og landsretten, men højesteret kom heldigvis frem til et andet resultat. Men der lovfæster vi nu en parodiregel, sådan at hvis man bruger ophavsretligt beskyttet materiale som led i en parodi, en sketch, et meme osv., må man godt det inden for rimelighedens grænser. Man må eksempelvis ikke bruge det sådan i et politisk øjemed som at vise, at den, der har lavet værket, måske er enig med en selv. Og sådan er der en lang række andre moderniseringer af ophavsretsloven, som er ganske fornuftige, og som er nogle, vi har lyttet til, og som vi har nedfældet i loven.

Så sker der jo det, der ofte sker herinde i Folketinget, at det, som loven sådan set handler om, og der, hvor den får en betydning ude i virkeligheden, er vi ret ligeglade med. Og så finder man en eller anden lille ting af mere eller mindre symbolsk betydning, som man kaster sig over, og det er jo også det, som debatten allerede nu her under den første ordførers tale har vist: at det, som virkelig kan sætte sindene i kog, er forslaget om at modernisere loven, sådan at i de begreber, hvor man bruger udtryk, som kunne siges at være kønnede – det mener jeg nu ikke selv de er – laver man det om. Og det er eksempelvis ordet tredjemand, som fremover skal hedde tredjepart. Så er det ordet ophavsmand, der fremover skal hedde ophavsperson. Forligsmand skal hedde mægler, og sådan er der andre eksempler.

Det er bestemt ikke et forslag, der er kommet fra Venstre, og jeg har selv svært ved at forstå problemet. Altså, jeg bruger selv en række udtryk uden at tænke dem som kønnede. Jeg tjekkede f.eks. lige aftaleloven – jeg er jo selv advokat – og i aftaleloven står der konsekvent »han«, og der står »tredjemand«, og om det har jeg aldrig nogen sinde tænkt: Nå, så gælder aftaleloven nok ikke for kvinder. Sådan har jeg aldrig tænkt, og der er heller ikke nogen dommer eller advokat ved sine fulde fem, der ville tænke sådan, fordi vi på dansk jo bruger eksempelvis begrebet mand ikke kun som en mand, men også som, ja, en person. Og slår man op i en dansk ordbog og ser, hvad en ophavsmand er, så står der, at det er en person, der har frembragt et værk. Så på den måde er der jo ikke et problem.

Altså, jeg ville egentlig foretrække, at vi sagde til vores små drenge: Jamen prøv at høre, du kan godt blive jordemoder, og du kan godt blive sygeplejerske, og at vi sagde til vore små piger: Du kan sådan set godt blive skraldemand, og du kan også godt blive brandmand; du kan blive lige præcis det, du har lyst til – fremfor at vi gik ind og forsøgte at ændre nogle udtryk.

Ordet ophavsmand på engelsk er en originator, og på fransk er det en auteur. Der har de slet ikke de problemer, men det har vi jo altså her i Danmark. Jeg synes lidt, det er noget pjat at gå ind og ændre det, hvis jeg skal være helt ærlig, og jeg undrer mig da også lidt over, at det altid er begreber i toppen, vi taler om. Jeg møder ikke mange små drenge, der græder over, at det hedder en bussemand og en nullermand og foretrak, at det hed en busseperson og en nullerperson. Det gør jeg altså ikke. Men det kan da godt være, at der er nogen, der har det problem derude. Jeg tvivler.

Når vi fra Venstres side ikke har valgt at gøre et kæmpestort nummer ud af det her, er det altså, fordi det er et ønske fra hele branchen. Altså en lang, lang liste, som har afgivet høringssvar, bakker op om ændringen. Og så har jeg det sådan, at hvis de selv i deres kontrakter osv. bruger andre begreber end dem, der står i lovgivningen, skal lovgivningen så ikke følge med? Jo. Altså, det er som sagt ikke noget, vi gør et stort nummer ud af. Vi lever med det, men havde nok ikke selv valgt at gå i brechen for det her.

Tak for det. Der er foreløbig fire indtegnet for korte bemærkninger. Først er det fru Helle Bonnesen, Det Konservative Folkeparti. Værsgo.

Jeg vil gerne have lov til at sige tak til Venstres ordfører for på det her område at stå så tydeligt frem at sige, at man jo faktisk synes, det er noget pjat med de her kønnede ord, og at det faktisk ikke hører til i det her lovforslag, som handler om nogle helt andre ting. Derfor ærgrer det mig lidt, at Venstre er gået med til det. Mener ordføreren virkelig, at ord er ligegyldige, og at man bare kan gå rundt og ændre på dem?

Nu nævnte ordføreren selv ordet jordemoder. Det har jo intet med mor at gøre. Det kommer af ordet gjord, som er det klæde, man tager rundt om et barn. En anden betydning er, at det er et synonym for den mor, den kvinde, der har bragt det liv frem. Så det har intet med mor og intet med den person, der står og tager imod barnet, at gøre. Mener ordføreren ikke, at vi er i gang med at udvande vores oprindelse i vores sprog?

Ordføreren.

Jeg synes, det er en sindssygt spændende debat; jeg synes, den er rigtig spændende. Jeg interesserer mig selv meget for sprog, ikke bare dansk sprog, men også andre sprog. Jeg synes, det er interessant at se, hvordan ord er opstået, hvordan de udvikler sig osv., og vi kan jo ikke som lovgivningsmagt hindre det. Hvis det nu spreder sig og alle derude siger ophavsperson i stedet for ophavsmand, kan vi jo ikke gøre så meget ved det. Altså, det kan vi ikke, for vi kan ikke styre sproget. Så spørgsmålet er: I hvor vidt et omfang skal vi så lade lovgivningen følge den udvikling, der er i sproget, og i hvor vidt et omfang skal vi sige stop?

Jeg tror – jeg kan ikke dokumentere det, men jeg tror det – at lige præcis i mediebranchen og kulturbranchen er man nok længst fremme, nogle ville sige længst tilbage, på det her område, og at der fylder det rigtig meget. Det tror jeg ikke det gør så frygtelig mange andre steder; det tror jeg ikke det gør. Og bare lige for at svare på spørgsmålet vil jeg sige, at nej, vi har bestemt ikke noget ønske om, at det skal hedde en jordefar, en jordeperson eller andet. Jeg ville synes, det var ret kunstigt at skulle opfinde et nyt ord på den måde.

Fru Helle Bonnesen, værsgo.

Men som vi også har diskuteret tidligere, er sproget jo meget noget, der kommer nedefra, og de ændringer, der sker i det danske sprog, er noget, der bliver talt, og så bliver det efterhånden indarbejdet. Her taler vi om noget, der kommer oppefra, og det er meget usædvanligt. Ville ordføreren også acceptere den slags ske på andre brancheområder som f.eks. ordførerens eget, advokatområdet?

Ordføreren.

Jeg er 59 år, og der er mange ting, som jeg har svært ved at forstå. Jeg tror, det var Gorm den Gamle, der sagde høfdi hafdi hæfdi hufd , som vistnok betyder, at det er umuligt at forstå de unge mennesker. Det var i øvrigt en Kaptajn Klyde-sketch.

Altså, sproget har udviklet sig, og dansk har udviklet sig ganske betragteligt, og spørgsmålet her er, om det kommer oppefra, eller om det kommer nedefra. Som sagt er det jo et ønske fra dem, der beskæftiger sig med ordet, og når ophavsmændene selv synes, at de er ophavspersoner, i hvert fald gør deres organisationer, skal vi så som Folketing sige, at vi altså gerne vil have, at de bliver ved med at sige ophavsmand? Jeg synes ikke, den er helt så nem, men altså, vi er nok ikke særlig uenige.

Hr. Mikkel Bjørn, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak for det. Jeg er glad for høre, at Venstre ikke synes, det er særlig fornuftigt, at vi skal til at gøre vores lovforslag kønsløse.

Jeg må også som dansklærer bare sige, at det jo er udtryk for en forvanskning af det danske sprog. Det danske sprog er – om end ikke lige så meget som tysk – i høj grad et kønnet sprog, og at derfor have en ambition om, at dansk skal være et kønsløst sprog, at vi skal ændre alle de kønnede betegnelser til ikke længere at være kønnede, synes jeg er udtryk for en manglende forståelse for, hvordan det danske sprog simpelt hen er struktureret.

Derfor er jeg da også nysgerrig på, om Venstre vil være med på at stemme for et ændringsforslag, der simpelt hen alene foreslår, at det her skal blive ved med at hedde det, det hedder i dag, og at vi så fjerner den her ambition om at gøre det kønsløst. Det håber jeg da at man vil.

Ordføreren.

Jeg har det selv stramt med de ord, der hedder noget med person. Jeg synes, det virker lidt kunstigt, og man tænker lidt: Ja, selvfølgelig er det en person – det er jo ikke en hund eller en kat eller noget andet. Og jeg er da sikker på, at hvis man begyndte at kalde de dele af Venstres bagland, som går meget op i CO2-afgiften, landpersoner, så ville de blive virkelig rasende. Så jeg har det selv lidt stramt med de her udtryk, der hedder noget med person.

Men når man nu f.eks. ændrer ordet forligsmand til ordet mælger, så har jeg ikke noget problem med det, må jeg sige. Jeg har heller ikke noget problem med, at man ændrer ordet tredjemand til ordet tredjepart. Men jeg når et ord hedder noget med person, synes jeg i hvert fald, at det begynder at skurre i mine ører. Så lad os tage en drøftelse under udvalgsbehandlingen.

Hr. Mikkel Bjørn.

Forskellen her er jo, at når der sker sproglige forandringer – det synes jeg jo også ligger sprogets natur, altså at det forandrer sig over tid – så er det ikke, fordi kulturministeren kommer og siger: Nu vil jeg gerne have en anden sprogbrug end den, danskerne gennemsnitligt har, så nu synes jeg, I skal bruge nogle andre ord. Det er sproget selv, der forandrer sig, det er folk selv, der begynder tage initiativ til at begynde at bruge sproget på en anden måde.

Er det ikke forkert, at en kulturminister på den her måde går ud og udstikker en retning for, hvordan danskerne skal bruge sproget, i stedet for at lade det udvikle sig naturligt?

Ordføreren.

Jamen her er det jo nok i virkeligheden omvendt. Altså, her er det et ønske fra dem, som bruger opretshavsloven som et værktøj i deres hverdag. Det er ophavsmændenes organisationer, der selv har bedt om at få ændret ordet til ophavspersoner, fordi det bliver brugt i kontrakter og andet i dag.

Så det er måske hr. Mikkel Bjørn og mig, der i hvert fald lige præcis på det her område ikke er i takt med den måde, man bruger sproget på lige præcis i de her kredse.

Hr. Søren Espersen, Danmarksdemokraterne. Værsgo.

Jeg kan godt forstå, at hr. Jan E. Jørgensen er ærgerlig over, at det her bliver sådan et omdrejningspunkt. Det her var faktisk et lovforslag, der givetvis kunne blive vedtaget i fryd og gammen, fordi det er et rigtig godt forslag, der ligger her. Så er det ikke lidt ærgerligt, at man fra regeringens side kom til at gøre det her til et omdrejningspunkt, når det kunne være helt anderledes?

Jeg synes måske, man skulle overveje, om ikke man kunne dele det her lovforslag i to, så vi andre kan slippe for at skulle stemme for noget, som vi ikke bryder os om, men jeg synes, det er ærgerligt, og jeg vil lige spørge hr. Jan E. Jørgensen, om ikke også han lidt har fortrudt, at man har taget det her med, så det bliver omdrejningspunktet.

Ordføreren.

Det kan godt være, at det er mig, der er naiv, for jeg havde ikke helt set, at det ville blive så stor en sag; det vil jeg være ærlig og indrømme. Jeg synes ikke, det er helt så enkelt. Vi er nok på samme side, og som jeg også startede med at sige, synes jeg, at det her lidt er noget fjol. Er der så også en masse andre udtryk, vi skal ændre? Og hvis vi skal i gang med at gennemgå al lovgivning for at finde ud af, hvor der står »han« og overveje, om vi så skal skrive »vedkommende« osv., så bliver det noget af en opgave, som der skal bruges ufattelige ressourcer på. Det ville jeg synes var virkelig fjollet.

Er det sådan, at der kommer ønsker om at ændre loven fra dem, som benytter loven i deres dagligdag, så synes jeg omvendt også, at man er sådan lidt tunghør, hvis man så siger: Nej, det vil vi ikke. I har værsgo at kalde jer det, som vi synes I skal kalde jer. Altså, det er jo i virkeligheden lidt det omvendte, og der er jeg altså også så liberal, at jeg siger, at hvis folk selv synes, at de skal kaldes et eller andet, så er det fint med mig.

Fru Katrine Daugaard, Liberal Alliance. Værsgo.

Jeg synes, det er meget interessant at høre, hvor langt Venstre vil gå her, for i forrige uge så vi jo f.eks. de videregående kulturelle uddannelser udsende et charter, hvor man nu foreslår, at der skal tages højde for køn, hudfarve, hvor man bor, hvilket land man kommer fra, i forhold til ansøgere til de kulturelle videregående uddannelser – og ikke kun til dem, men søreme også til de ansatte.

Det er jo ret vidtgående ting, som kulturbranchen ønsker at indføre, og hvor det her jo egentlig bare er en lille del af det, og dermed har ordføreren jo ret i, at det meget hurtigt bliver til en glidebane, så hvor langt glider Venstre med?

Ordføreren.

Nu er vi vist ude på et eller andet overdrev, må jeg sige. Jeg tror ikke, at LA's ordfører har nogen som helst forventning om, at jeg skulle synes, at det der var en god idé. Jeg har ikke selv hørt om det. Det synes jeg selvfølgelig lyder vildt, fordi det jo dybest set er diskrimination, der lægges op til. Det tager jeg bestemt afstand fra, men det har jo ikke noget som helst med det her lovforslag at gøre – som i overhovedet ikke. Det viser måske også bare, at vi måske nogle gange skal passe på, at vi ikke sådan kører alting ud på et eller andet retorisk overdrev.

Fru Katrine Daugaard.

Men nu var det jo ordføreren selv, som kom ind på glidebanen – altså, at ting starter et sted. Så jeg vil gerne spørge ordføreren, om ikke Venstre kunne være med til, at vi deler det her lovforslag op i to og ikke starter den glidebane.

Ordføreren.

Jeg tror egentlig ikke, at jeg nævnte noget om glidebane. Sprogligt – og det er måske det eneste område – har jeg egentlig altid selv været meget konservativ. Jeg stavede miljø med i og e og u i stedet for j og ø i mange år og var meget fortørnet, da Dansk Sprognævn mente, at mayonnaise skulle staves med j og o og æ og i stedet for y og o og a og i og s og e.

Men der er altså igen nok også grænser for, hvad vi som lovgivningsmagt skal blande sig i, og hvad vi ikke skal blande os i, og her er der jo en lov, der bruger de her udtryk, som nogle andre synes skal være nogle andre. Vi kan vælge at gøre det til en stor sag. Vi kan også vælge at sige nå ja.

Tak for det. Og nu er der ikke flere korte bemærkninger, så vi siger tak til hr. Jan E. Jørgensen fra Venstre. Jeg byder nu velkommen til fru Charlotte Broman Mølbæk fra Socialistisk Folkeparti.

Tak for det, formand. Den teknologiske udvikling buldrer af sted, og den giver os en masse muligheder og gør på mange måder vores hverdag nemmere. På den anden side end den positive er der udfordringerne, og vi er faktisk langt bagud, når det gælder lovgivning om og regulering af de mange nye teknologier og kunstig intelligens.

Det er en god idé at få implementeret en lov, som i langt højere grad afspejler den teknologiske udvikling, og vi sikrer den gode balance mellem brugere, borgere og rettighedshavere. Den digitale udvikling har fart på, og det er vigtigt, at vi konstant forsøger at følge med den overordnede udvikling på området og opdaterer lovgivningen i forhold til EU-ret.

Desuden indeholder de nye regler om aftalelicensordninger tiltag, der skal styrke ophavsmænds og udøvende kunstneres retsstilling i aftaler om erhvervsmæssig udnyttelse af ophavsrettigheder. Og det er vigtigt, for selv om den teknologiske udvikling buldrer af sted, skal vi sikre, at kunstværker, tekst, film, musik, bøger, artikler osv. ikke bare udnyttes af andre, uden at der foreligger en aftale.

Der skal sikres ordentlige forhold for en rimelig og fair forhandlingssituation for den enkelte kunstner eller ophavsindehaver. Vi ser techvirksomheder, de store globale techgiganter, der bruger kunstneres og mediers indhold uden aftale og uden deling af data i det. Her i Danmark har vi en lang tradition for stærke kollektive aftaler om rettigheder, og det er vigtigt for SF, at vi opretholder det i den nye teknologiske virkelighed.

Vi har været glade for at læse alle høringssvarene med de mange gode input, men som også giver et indtryk af, at vi er landet et godt og afbalanceret sted med tilretning af ophavsretten, og det er faktisk ikke et helt nemt område at komme i mål med; området er komplekst, og der er mange hensyn, der skal tages.

Jeg synes, det er et vigtigt område, vi lovbehandler i dag, for det, det faktisk handler om, er sådan set, at mennesker skaber nogle fantastiske værker, journalistisk indhold, artikler, som vi kan nyde, og så får de betaling for deres arbejde. Det er kun fair.

Lovforslaget italesætter også en ændring af de bestemmelser, der indeholder specifikke kønsbetegnelser på de kunstneriske uddannelser, og det er vi i SF glade for at der lægges op til bliver fjernet. Tiden for det er langt passeret, og vi skal have et opgør med de alt for mange kønnede betegnelser i vores samfund. Så lad os da endelig få ryddet op i det.

Vi har nogle bemærkninger til det stykke, der handler om parodi og karikaturer, og vi ønsker i udvalgsbehandlingen at få præciseret, hvorvidt pengene skal gå til dem, der udfører parodien, eller det oprindelige værk. Hvor er skillelinjerne? Det er vigtigt for os at understrege, at vi værner om ytringsfriheden og muligheden for, at vi i et demokratisk land fortsat skal have retten til at udtrykke os gennem parodier og karikaturer – vi skal bare lidt nærmere på, hvad det kommer til at betyde i praksis.

Ydermere er jeg optaget af oplysningspligten, som har en kattelem indlagt i den lov, der lægges op til. Der er det sådan set skrevet, at hvis forpligtelsen er uforholdsmæssig stor, kan man begrænse det til de oplysninger, man med rimelighed kan forvente. Vil man ikke bare altid som stor techvirksomhed kunne bruge den undtagelse?

Der synes jeg, vi skal prøve at arbejde lidt videre med nogle bemærkninger omkring, hvordan vi kan sikre, at man ikke bare altid kan sige: Nej, det er for stor en opgave – den undlader vi at levere på. For det er vigtigt, når man som kunstner har været med i eksempelvis en film, så man også ved, hvor mange gange andre har set den film, for der er også betaling i det.

SF stemmer for lovforslaget med forbehold for de nævnte bekymringer, som vi vil arbejde videre med i det kommende udvalgsarbejde.

Tak for det. Der er ingen korte bemærkninger, så vi siger tak til fru Charlotte Broman Mølbæk fra Socialistisk Folkeparti. Jeg byder nu velkommen til fru Katrine Daugaard fra Liberal Alliance.

Jeg skal gøre det kort og godt. Vi skal i dag forholde os til endnu et lovforslag, hvor man har samlet alt godt fra havet, og vi ønsker i Liberal Alliance, at lovforslaget deles op, således at vi kan stemme nej til den del, som vedrører kønsneutrale betegnelser. Vi finder det overflødigt og ser det som et forsøg på at føje et segment, som, uanset hvad vi laver, vil finde grunde til at føle sig stødt over det ene eller det andet.

Så er der delen om ophavsret, og her finder vi det positivt, at man laver en række forbedringer og tydeliggørelser, som gør det lidt nemmere at manøvrere og nå til enighed på et ellers ret komplekst område.

Til sidst er der delen omkring de kunstneriske uddannelser, som jeg kan forstå skyldes en forglemmelse. Denne forglemmelse står nu i vejen for at kunne lave bekendtgørelser vedrørende optagelsesprøver og eksamener på de videregående kunstneriske uddannelser, og det kommer der med lovforslaget atter styr på.

Jeg har dog brug for en tilkendegivelse fra ministeren af, at man ikke hermed ønsker eller har i sinde at ensrette de videregående kunstneriske uddannelser, og at man ikke har i sinde at ensrette deres optagelseskrav og måder, de eksaminerer på, for det ville være en stor skam og det er afgørende for LA. Tak.

Tak for det. Der er ingen korte bemærkninger, og vi siger tak til fru Katrine Daugaard fra Liberal Alliance. Jeg byder nu velkommen til hr. Søren Espersen fra Danmarksdemokraterne.

Tak. Diskussionen bliver helt anderledes, end man havde regnet med på forhånd. Det bliver nævnt, at det er ærgerligt, at sådan en lille ting skal vælte læsset. Det sker nu heller ikke. Men jeg synes bare, at det er væsentligt at sige, at det er vigtigt.

Altså, vores sprog er jo vigtigt, og vi skal ikke nødvendigvis i Folketinget være i forefront, når det drejer sig om at ændre sproget – sådan som jeg nu lige har gjort ved at sige forefront. Men jeg synes, at det er meget væsentligt at sige, at det betyder noget for os, og at det betyder noget for rigtig mange ude i Danmark, når sådan noget diskuteres. Det er noget, der i den grad kan få følelserne frem, og det har jeg fuld forståelse for. Så det er lidt ærgerligt, kan man sige, at det kommer til at overskygge et lovforslag, som er rigtig godt, og som vi ikke havde nogen problemer med at stemme for.

Det er en modernisering af loven, og det er rigtig godt, at det nu indskrives i loven – også det her med parodier, som vi har været fremme med, efter at Højesteret sidste år fastslog, at Berlingske ikke krænkede arvingerne til Den Lille Havfrue ved at bringe en karikaturtegning og et fotografi af Den Lille Havfrue med mundbind. Vi kan alle sammen huske, hvordan det så ud.

Lovforslaget er som nævnt et forsøg på at modernisere ophavsretsloven, og det lykkes vældig godt, synes jeg. Det giver også DR og TV 2 nogle bedre muligheder for at indgå aftaler om brug af musik på deres onlineplatforme og sikre, at film- og tv-producenter har krav på oplysninger om, hvordan deres produktioner bruges.

Så kommer det her med de sproglige ændringer af kønnede betegnelser som ophavsmænd osv. Vi har været det igennem. Når man diskuterer de her ting, mand og mand imellem, kan man altid grine lidt af det, fordi det virker komisk at begynde at lave noget om, der slet ikke giver nogen mening. Og så græder vi alligevel på samme tid, fordi det i den grad er noget, der griber ind i sproget.

Jeg tror alligevel ikke, at vi kommer til at se tisseperson blive brugt – og heller sneperson. Skal vi gå ud og lege i sneen og lave en sneperson? Nullerperson har jeg også lige fundet som et eksempel på noget, der er direkte latterligt.

Jeg er bange for, at når vi går ind i den her debat fra Folketingets side, vil mange ude i landet synes, at vi er meget latterlige. Det her er en latterlig diskussion. Sproget skal ændres af sig selv nedefra og ikke i statsdirektiver. Tak.

Må jeg lige tilføje noget? Undskyld, formand. Som det også er sagt af fru Katrine Daugaard, vil jeg opfordre ministeren til at skille lovforslaget ad, så det med de kønsneutrale betegnelser kommer i et selvstændigt lovforslag. Tak.

Tak for det. Der er en enkelt kort bemærkning fra hr. Jan E. Jørgensen, Venstre. Værsgo.

Tak for det. Nu bliver jeg i tvivl om, hvad man må sige fra Folketingets talerstol, men et af de ord, som hr. Søren Espersen anvendte, findes jo både i en hankønsversion og en hunkønsversion, skal jeg bare lige gøre opmærksom på, med henholdsvis mand og kone sidst i ordet.

Men spørgsmålet går på noget andet. Hvis der nu i loven i dag stod begrebet ophavsrettighedshaver, altså den, der har ophavsretten, som jo er et ord, der findes og bruges og benyttes, ville Danmarksdemokraterne så have stillet et ændringsforslag til loven og sagt: Det vil vi ikke have, der skal stå ophavsmand?

Ordføreren.

Det ved jeg ikke. Jeg synes bare, at vi kan få det her løst ved at få det delt op i to, sådan at vi kan stemme for en god lov og slippe for det andet. Jeg synes egentlig, at det er en smartere måde at gøre det på.

Hr. Jan E. Jørgensen.

Man kunne jo også vælge at komme med et udtryk, som ikke virker så fjollet som ophavsperson, for det er vi enige om ikke er helt hensigtsmæssigt. Men ophavsrettighedshaver er et juridisk udtryk, der benyttes og bruges, og hvis det var det, der stod i lov om ophavsret i dag, så føler jeg mig overbevist om, at Danmarksdemokraterne ikke var blevet enormt fortørnede og havde tænkt: Det er da noget mærkeligt noget, at der står det; der skal stå noget andet.

Så det var sådan set mere for at høre, om vi måske kunne finde et andet ord end det lidt fjollede ord ophavsperson.

Ordføreren.

Jeg synes ikke, at vi skal gå og finde på nogle ord og finde på noget, som så måske lyder bedre i egne ører. Jeg synes, at vi skal lade sproget udvikle sig stille og roligt. Det er min pointe: at det ikke skal foregå via et direktiv fra Folketinget eller regeringen, men at det skal vokse op nedefra. Og så kan det da være, at det en dag bliver fuldstændig normalt; det skal jeg da ikke udelukke.

Hr. Mikkel Bjørn, Dansk Folkeparti.

Tak for det. Og tak for alt det med sproget. Altså, jeg mindes nu, at det kun var mig selv, der gjorde opmærksom på, at jeg syntes, det var et problem, da ministeren fremlagde det her i sin tid, men jeg er glad for, at der er andre partier, der deler bekymringen for det her kønsløse sprogbrug.

Men jeg er lidt nysgerrig på, hvad Danmarksdemokraterne egentlig mener om implementeringen af EU-lovgivningen på ophavsretsområdet, som jo også ligger i det her lovforslag. Altså, eksempelvis fremgår det af bemærkningerne, at EU-Domstolen i fremtiden skal tage stilling til, om eksempelvis en karikatur og en pastiche skal fortolkes ensartet på hele Unionens område, altså at det lades op til EU at bestemme, hvad der er en karikatur.

Er det ikke et problem, noget, som Danmarksdemokraterne også er bekymrede for, i lighed med Dansk Folkeparti? Jeg ved, at Danmarksdemokraterne jo er tilhængere af EU, og derfor er jeg lidt nysgerrig på, hvordan man ser på den her del af lovforslaget.

Ordføreren.

Jeg tror, at jeg er meget enig i det, der bliver sagt. Jeg har ikke været opmærksom på, at det står i bemærkningerne. Det vil vi da kigge på, helt bestemt.

Hr. Mikkel Bjørn.

Vi tænker nemlig i Dansk Folkeparti på at stille et ændringsforslag, der tager EU-delen ud af det her lovforslag, og vi har ikke erfaring for, at Danmarksdemokraterne plejer at stemme for den del, fordi man jo er tilhængere af EU.

Så derfor er jeg nysgerrig på, hvad hr. Søren Espersen tænker om det ændringsforslag. Er det noget, Danmarksdemokraterne vil bakke op om?

Ordføreren.

Jamen send teksten til mig, og så kigger vi på det. Tak.

Tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger, så vi siger tak til hr. Søren Espersen fra Danmarksdemokraterne. Jeg byder nu velkommen til hr. Henrik Frandsen fra Moderaterne.

Tak for ordet, hr. formand. Jeg skal lige starte med at sige, at jeg i dag vikarierer for Moderaternes kulturordfører, Tobias Grotkjær Elmstrøm.

Det lovforslag, vi behandler i dag, indeholder i virkeligheden to love. Første lov drejer sig om ophavsretten, som vi nu optimerer og tilpasser den teknologiske virkelighed, vi står over for med bl.a. AI og ChatGPT. Det er nødvendigt for at sikre, at vores dygtige danske kunstnere, musikere og forfattere fortsat får penge for deres værker. Ellers risikerer vi at ende i en situation, hvor techgiganter udnytter og bruger ophavsretsbeskyttet materiale uden at betale indholdsproducenterne for deres arbejde, og det kan vi ikke have.

Den anden lov genetablerer, at kulturministeren kan fastsætte nærmere regler om eksamener og bedømmelser på de videregående kunstneriske uddannelser. Reglerne fastsættes selvfølgelig i samarbejde med uddannelsesinstitutionerne og det relevante fagpersonale. Så det er også rigtig fornuftigt. Jeg kan også læse i høringssvarene, at der er en bred opbakning til de foreslåede bestemmelser, hvilket jo er meget glædeligt.

Så for at gøre en lang sag kort: Moderaterne står selvfølgelig bag forslaget. Tak for ordet.

Tak for det. Der er ingen korte bemærkninger, så vi siger tak til hr. Henrik Frandsen fra Moderaterne. Jeg byder nu velkommen til fru Helle Bonnesen fra Det Konservative Folkeparti.

Tak. Her er endnu et eksempel fra regeringens side på, at der er samlet lidt til bunke. Vi behandler flere ting på en gang, så lad os bryde dem lidt op.

Første del handler om modernisering af loven, så den teknologiske udvikling bedre afspejles. Den her del af forslaget er rigtig, rigtig kompleks. Det er forholdsvis godt og gennembearbejdet. Der har været ualmindelig stor interesse for området, og det kan man jo også se på de mange høringssvar, som i øvrigt er overvejende positive.

Der er nogle få opfølgende ting, som vi måske kan diskutere ved andenbehandlingen. Men jeg forventer, at andenbehandlingen kan være afklarende, og at vi kan støtte denne del. At det virkelig er komplekst, og at det virkelig har givet mange bølger, viser sig i vores alle sammens indbokse. Så sent som i dag har jeg fået henvendelser fra folk fra branchen, der har mindre ting, de gerne vil have op.

Jeg vil også gerne sige, at jeg anerkender, at den her del af forslaget er den bærende og store del. Jeg vil også sige, at den debat, der her har været, har handlet om en meget lille del af det, men sådan er det jo typisk. Når vi er enige om de store brikker, behøver vi heller ikke bruge så meget tid på dem.

Så har forslaget endnu en del, hvor en minister bliver bemyndiget til egenrådigt at bestemme mere – og den her gang er det regler for eksamener, prøver og bedømmelser på de kunstneriske uddannelser. Vi er noget bekymret for den her trend, og vi ser det jo i stigende grad i flere og flere lovbehandlinger og på flere og flere ministerområder. Her er der på den ene side tale om en genindførelse af noget, der har været der tidligere, og mere eller mindre at standardisere et princip, som kendes fra andre sammenhænge. Så her hælder vi også til at støtte det.

Men så kommer vi så til, at man benytter lejligheden til at sige: Okay, nu tager vi fat på de sproglige ting – som jo reelt intet har at gøre med resten af lovgivningen. Man sniger værdiladet sprogbrug en ad bagdøren og foreslår nogle ord, som end ikke findes i den danske Retskrivningsordbog. Og her stopper støtten fra konservativ side.

Så beklager jeg over for visse personer her i salen, at jeg kom til at ordet man, som jo nok kommer af ordet mand. Men det her er i vores øjne et kulturforslag, hvor vi ser en forfladigende form for politisk korrekthed, og det virker historieløst. Ordet mand stammer fra det gamle nordiske sprog og har en gammel germansk oprindelse. Det kan spores tilbage til et oldnordisk ord – maðr, hvis jeg ellers udtaler det rigtigt – og det betyder simpelt hen menneske. Så vi er i gang med at fjerne oprindelser, vi er i gang med at fjerne historie, og vi er i gang med at fjerne vores egen fortælling.

En anden meget moderne ting ud over det her med at fjerne ord i vores sprog er jo også at være inkluderende. Så nu vil jeg høre, om man, når nu man fra regeringens side gerne vil tage sproget på wokesiden, også gerne vil være inkluderende og på den måde inkludere resten af salen og indbyde til og sørge for, at forslaget bliver delt op, så vi i hvert fald kan få den del af det, som er vigtig, igennem med et så stort stemmetal som muligt. Hermed tak for ordet.

Tak for det. Der er foreløbig én kort bemærkning. Hr. Mikkel Bjørn, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak for det. Jeg håber jo i lighed med fru Helle Bonnesen, at der kan findes opbakning til en opdeling af det her lovforslag, så vi kan stemme imod det her kønsløse nonsens, som Kulturministeriet forsøger at implementere. Så vil jeg godt takke Konservatives ordfører for at gøre opmærksom på det, som jeg synes det lyder som om der simpelt hen er nogle der fuldstændig har misforstået, nemlig at ordet mand i den her sammenhæng ikke betyder »mand«, men betyder »person« eller »menneske«. Det henviser til det væsen, vi alle sammen er, nemlig det menneskelige væsen, som kvinderne jo altså i lige så høj grad kan betragtes som. Så det virker for mig fuldstændig absurd, at vi på den måde skal gøre vores sprog fuldstændig kønsløst og fjerne den sproglige tradition, som det danske sprog bygger på. Så jeg er glad for, at både Konservative, Danmarksdemokraterne og Liberal Alliance deler holdningen med os i Dansk Folkeparti om, at det her selvfølgelig ikke er noget, vi skal have mere af.

Ordføreren.

Jamen tak for det. Ja, vi er enige. Vi skal alle sammen huske vores historie. Vi skal alle sammen huske, hvor vi kommer fra, hvorfor tingene hedder det, de gør, og hvad det er for en historie, vi har med os. Det er vi i gang med at fjerne, og det er vi rigtig kede af.

Tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger. Vi siger tak til fru Helle Bonnesen fra Det Konservative Folkeparti. Jeg byder nu velkommen til hr. Søren Søndergaard fra Enhedslisten.

Enhedslisten vil ende med at stemme for forslaget, og generelt støtter vi forslaget. Vi støtter også generelt de ændringer, som er sat ind efter høringsprocessen. Nogle af dem synes vi faktisk er gode. F.eks. synes vi, at det er vigtigt, at den præcisering om karikaturtegninger også kommer ind i loven. Man kan diskutere, hvor meget tvivl der var om det egentlige retslige indhold, for der har domstolene jo været inde at tage stilling, men det er godt, at det bliver præciseret i loven, så det støtter vi. Vi støtter også, at loven efter ønske fra dem, der skal arbejde med den, opsummerer kønsbetegnelser. Vi er sådan set ret tilfredse med, at vi ikke taler oldnordisk. Vi vil også konstatere, at det ikke bare er sproget, der udvikler sig; det er jo også samfundet, der udvikler sig.

I mange år havde vi i Danmark noget, der hed en forligsmand. Jeg kan love, at det ikke var noget oldnordisk; det var noget relativt nyt. Men det hed en forligsmand, og det var jo nok, fordi alle, der betjente den post på arbejdsmarkedet, var mænd. På et tidspunkt var det så lige pludselig en kvinde, der fik jobbet. Hvad gjorde man så? Så kaldte man hende en forligskvinde. Altså, I kan selv slå op på jeres computer, og så vil I kunne slå op på forligskvinde Mette Koefoed Bjørnsen, som jeg tror hun hed. Sådan udvikler sproget sig jo, og det synes jeg bare er naturligt. Det vil vi ikke sætte os imod, og vi vil ikke insistere på at tale oldnordisk.

Der er i forbindelse med vores støtte til det her et par ting, som vi vil tage op i udvalget og diskutere. Måske kan man blive enige om nogle tilføjelser eller ændringsforslag. Måske kan man ikke, og så kan man lade det ligge. Men en af de spørgsmål, som hele tiden rejser sig, er, om et af formålene med det her, nemlig at lægge nogle bindinger på techgiganterne, er beskrevet godt nok. Jeg bemærkede i hvert fald den artikel, der var i Politiken her den 8. april, hvor Snapchat og TikTok ikke bare fortæller, at de nægter at følge de danske regler, men også fortæller, hvorfor de ikke skal, og er fuldstændig ligeglade med de danske regler. Det synes jeg er bekymrende, og vi må jo have en diskussion om, hvad vi eventuelt kan gøre ved det, hvis det også bliver tilfældet i forbindelse med nogle af de ting, vi lægger op til her.

En anden ting, som også er kommet ind her til sidst, og som nogle udefra har gjort os opmærksom på – og jeg er meget enig i den bemærkning, som SF's ordfører kom med – er den uklare formulering, der er i § 67 a. Det gælder ikke bare i det nye lovforslag, vi skal vedtage her; det har sådan set været der hele tiden. Der lægges nemlig op til følgende:

»Er den administrative byrde ved at give oplysningerne uforholdsmæssig stor, er forpligtelsen begrænset til de oplysninger, der med rimelighed kan forventes.«

Det spørgsmål, som jo rejser sig, er jo: Hvad kan med rimelighed forventes? Det skal vi nok få rigtig mange diskussioner og overvejelser ud af, hvis ikke vi allerede nu prøver at give et bud på det. Så det var også noget, vi kunne diskutere i udvalgsbehandlingen. Om vi når at blive enige om et eller andet, der kan ændres, eller vi venter til en senere gang, får vi som sagt at se, men når vi nu har det oppe, er der jo ingen grund til ikke at diskutere det.

Til sidst vil jeg nævne, at jeg af forskellige grunde også har et helt generelt problem med bunkebryllupper, og det har jeg også her. Det er ikke noget med, at man i forhold til en lov ændrer ved noget indhold i den lov. Det synes jeg ikke er et bunkebryllup. Jeg synes, det er naturligt, at man, når man har en lov oppe, så kan ændre forskellige ting i den lov. Det er sådan set meget singulært. Det, der derimod er et bunkebryllup, er jo, at man forbinder to ting, som er nogle ting, der hører til i nogle forskellige love, og som absolut ikke har noget med hinanden at gøre. Det ene er ophavsretsloven, og det andet er lov om videregående kunstneriske uddannelser under Kulturministeriet.

Jeg synes sådan rent principielt – og det er også derfor, jeg gør opmærksom på det, uden at det får nogen konsekvenser for, hvordan vi stemmer – at lovforslag, der er så forskellige og handler om så forskellige ting, skal fremsættes som to separate lovforslag. Det er en uvane ikke at gøre det, og nogle ministerier er værre end andre. Jeg synes ikke, at Kulturministeriet plejer at være slemme til det, men der er nogle ministerier, der er rigtig slemme til, når man nu har noget oppe, lige at lægge fem, seks eller syv forskellige love ind under det. Det synes jeg er en uskik. Tak, formand.

Der er en enkelt kort bemærkning. Fru Helle Bonnesen fra Det Konservative Folkeparti. Værsgo.

Tak. Jeg vil så bare spørge, om det så skal forstås som, at Enhedslisten også ønsker, at man deler det her lovforslag op i flere enkelte forslag.

Ordføreren.

Ja altså, som jeg klart gjorde opmærksom på, ønsker vi det delt op der, hvor der er tale om to forskellige love. Altså, den ene lov handler om uddannelser; det er én lov. Og så er der en anden lov, der handler om ophavsretsloven; det er en helt anden lov. Men selvfølgelig kan man ikke dele alle forslag og alt indhold i ophavsretsloven op i selvstændige lovforslag. Altså, hvad skulle idéen være i det.

Der er ét lovforslag, og det tager man stilling til, og så kan man stille nogle ændringsforslag, og dem kan man få vedtaget, eller man kan få dem forkastet, og får man dem forkastet, så må man jo overveje, om det får konsekvenser for ens stillingtagen til hele loven. Men selve det, at der er én lov, der handler om mange emner, er ikke noget problem. Problemet er, når der er én lov, der omhandler flere love.

Så er det hr. Jan E. Jørgensen, Venstre. Værsgo.

[Lydudfald] hensyn til spørgsmålet om ét lovforslag, der behandler ændringer af mange forskellige love – det er vi enige i. Jeg burde selv have været opmærksom på det her. Nu kan man sige, at det, der vedrører kunstneriske uddannelser, er jo en mikrolillebitte del, og det havde næppe været den store debat her i salen. Så i lige præcis det her tilfælde kan man måske godt forsvare, at det er blevet til ét lovforslag. Men det er noget, vi bør være opmærksomme på, altså at vi ikke står og behandler revl og krat i samme ombæring. Så det er bare for sige, at det er vi sådan set enige i.

Ordføreren.

Det vil jeg selvfølgelig straks kvittere for. Altså, jeg kan jo godt se, at det måske er praktisk for ministeriet at putte forskellige ting ind, men jeg tror bare, at man principielt skal holde sig til, at man tager ét emne, altså én lovændring ad gangen og ikke blander helt forskellige love om helt forskellige emner ind i det.

Hr. Jan E. Jørgensen.

Jo, men ikke kun praktisk for ministeriet, det kan også være praktisk for os ordførere, at vi ikke efter det her så skulle have haft en ny ordførerrunde, hvor vi havde talt om et lovforslag, som er lillebitte, af teknisk karakter osv., men at vi i hvert fald som udgangspunkt siger, at sådan skal det være, og så må det være undtagelsen, at vi puljer, og der skal være konkrete årsager til det, og vi skal ligesom nikke til det. Så tror jeg, vi kan finde hinanden, og det tror jeg vil gavne folkestyret.

Ordføreren.

Jeg noterer hr. Jan E. Jørgensens bemærkning.

Fru Katrine Daugaard, Liberal Alliance. Værsgo.

Jeg vil bare høre ordføreren, om ikke ordføreren kunne være med til at dele det op i tre. For jeg lytter til – vi skal jo lytte, har vi fået at vide i dag – at der er stemning for, at man deler det op i end EU-del, en kønsneutrale betegnelser-del og en kulturel uddannelse-del. Hvad tænker ordføreren om det forslag?

Ordføreren.

Jamen det synes jeg ikke giver nogen mening, og det har ikke noget at gøre med indholdet her, det er helt principielt. Altså, vi laver nogle ændringer til ophavsretsloven; det er én lov – der laver vi nogle ændringer. Der kommer så et forslag fra Kulturministeriet og fra kulturministeren om, hvordan man ændrer det. Det har en række ændringer – det har jo ikke bare tre eller to. Altså, jeg må lige gøre opmærksom på, at de ændringer, der ligger her i forhold til ophavsretsloven, indholdsmæssigt kan deles op i mange flere. Hvorfor stemmer vi ikke separat om det, der står om karikaturtegninger? Det kunne vi jo også tage ud og så sige: Det er en helt speciel lov, det kigger vi på helt separat. Det synes jeg bare ikke giver nogen mening, og derfor er svaret på spørgsmålet nej.

Fru Katrine Daugaard.

Jamen altså, hvis man f.eks. tager parodidelen ud, deler jeg egentlig kritikken af EU's retstilstand på området, men LA støtter det, da det nu engang er retstilstanden, også herhjemme. Det ville da være mærkeligt, hvis ikke dansk lovgivning også reflekterer det, som domstolene rent faktisk dømmer herhjemme.

Ordføreren.

Jo, men det er jo et spørgsmål om, at man vælger at præcisere det ved at skrive det ind i loven. Altså, det er jo det, man gør. Der har jo allerede været lidt debat med Dansk Folkepartis ordfører i forhold til henvisningen til EU-dommen, som jeg i øvrigt synes er ganske fremragende. Prøv at læse, hvad det er, EU-dommen slår fast. Altså, det er sjældent, at det er så godt og så præcist og giver så brede rammer, som EU-dommen giver. Så nej, jeg kan ikke se nogen idé i at dele det her op.

Nu er der ikke flere korte bemærkninger, så vi siger tak til hr. Søren Søndergaard fra Enhedslisten. Jeg byder nu velkommen til fru Zenia Stampe fra Radikale Venstre.

Tak for det. I Radikale Venstre kan vi også støtte forslaget, som jo er lige så vigtigt, som det er kompliceret, i hvert fald for så vidt angår de ændringer eller moderniseringer af ophavsretsloven, som måske sådan lidt forenklet sagt skal sikre, at danske indholdsproducenter og rettighedsindehavere ikke bliver brugt af techgiganter, uden at der er blevet indgået en aftale, uden at de får betaling, og uden at data bliver delt med dem. Det er et problem, som vores rettighedsindehavere og indholdsproducenter har rejst over for os adskillige gange, og det er godt, at vi politisk endelig slår ring om vores egne indholdsproducenter og beskytter dem mod den rovdrift, som nogle teknologiske giganter har udsat dem for over en række år.

Så er der også noget i forhold til videregående uddannelser, og det vil jeg ikke gå så meget ind i. Det handler jo sådan set bare om hjemmel til, at ministeren kan fastsætte regler for eksamener, prøver, bedømmelser osv.

Så er der lige diskussionen omkring sprog, som jeg overhovedet ikke havde bemærket, før der pludselig lå en artikel på Altinget, tror jeg det var, om emnet. Jeg har egentlig ikke lyst til at sige så frygtelig meget om det. På den ene side synes jeg, at det er, undskyld, jeg siger det, en lidt latterlig ting at diskutere i den her sammenhæng. Omvendt er det jo selvfølgelig en større principiel debat om vores sprog. Nu er det bare sådan i Danmark, at den sprogpolitik, som har været fundamentet under vores sprog og vores sprogs udvikling igennem, jeg tror snart sagt alle år, er, at det er praksis, der bestemmer. Hvis folk begynder at bruge nogle bestemte ord, sågar bruge nogle bestemte alternative staveformer, og hvis de gør det tilstrækkelig ofte og tilstrækkelig meget, retter vi politikere og staten ind. I det her tilfælde er det altså ikke kulturministeren eller politikerne, der trækker noget ned over hovedet på folk. Det er et miljø, der selv bruger nogle andre ord og beder os om at anvende de ord, når vi snakker om deres branche.

Vi politiserer ikke sproget; vi tager til efterretning, hvor det bevæger sig hen, og jeg tror helt ærligt ikke, at man kalder det en rengøringsdame, en kassedame, en kontordame eller en kantinedame længere. Men hvis en mand havde fået et rengøringsjob for 20 år siden og kom og sagde til nogle af de partier, der er meget optaget af det her spørgsmål i dag, om ikke vi kunne finde et andet ord end rengøringsdame, fordi vedkommende syntes, det var sådan lidt træls at sige til kammeraterne, at vedkommende arbejdede som rengøringsdame, skulle man så have sagt til vedkommende: Du har værsgo at blive ved med at blive kaldt rengøringsdame, for det er en god gammel dansk tradition, at man skal hedde rengøringsdame, og så kan vi alle sammen huske på, at det job, du besidder, en gang kun var et kvindejob? Ærlig talt tror jeg ikke, det var den reaktion, man havde fået fra de partier, der i dag er meget optaget af, at vi skal blive ved med at bruge endelsen -mand i diverse sammenhænge.

Der er en kønnet skævvridning, nu skal vi passe på med at bruge engelske ord, for det må man ikke, men det er det, som man også kalder bias, i forhold til at det åbenbart er meget farligt at sige kvinde eller person i stedet for mand. Personligt går jeg ikke specielt meget op i det. Jeg er fuldstændig ligeglad med, om jeg hedder formand eller forkvinde, men jeg må bare konstatere, at de generationer, der er noget yngre end mig, kommer og siger til mig – vi har selv haft diskussionen i Radikale Venstre: Jeg gider altså ikke at blive kaldt formand, når nu jeg er forkvinde; kan vi så ikke sige, at man selv må vælge, om man skal hedde forkvinde, formand eller forperson? Så har jeg da ikke lyst til at sige til dem: Arh, kammerat, du har bare at lade dig kalde formand, selv om du er kvinde, for sådan var det i gamle dage; i gamle dage var formænd altid mænd, og derfor skal du også blive kaldt mand, selv om du er kvinde. Undskyld, det er jo ikke bare gammeldags; det er underligt.

Derfor støtter vi hele forslaget, og vi støtter en opsplitning imellem de to substantielt forskellige forslag, altså det, der handler om videregående uddannelser, og det, der handler om ophavsretsloven, selv om vi sådan set godt kan forstå det pragmatiske i nogle gange at bunke de der forslag, når det ene er så fuldstændig ukontroversielt. Men vi støtter altså ikke at opsplitte i forhold til det her med sproget. Det synes vi ærlig talt er en lillebitte smule latterligt.

Hr. Søren Espersen, Danmarksdemokraterne.

Jeg tænkte på ordet sygeplejerske, som man jo egentlig fortsatte med at bruge, selv om det blev mænd, der overtog det job. Det skabte jo en helt anden version, da de så blev kaldt »sygeplejer«, som vi nu ved er noget helt specielt. For det har en særlig funktion, og »sygeplejersker«, hvad enten det er mænd eller kvinder, har også en særlig funktion, og det er for mig et godt eksempel på noget, der er succesrigt. Tænk, hvis vi var begyndte at fjumre rundt med det og finde på alle mulige mærkelige ting, men nu beholdt vi det der, hvor det var, og det er bare en bemærkning, og fru Zenia Stampe må selv om, om hun vil svare på det eller ej.

Ordføreren.

Jeg er fuldstændig enig. Jeg slog faktisk lige op på nettet, om der findes en mandlig version af »sygeplejerske«, og det gør der ikke. For en »sygeplejer« er jo noget andet, og det har åbenbart ikke været et problem for de mænd. Jeg har i hvert fald ikke hørt nogen mandlige sygeplejersker problematisere, at de blev kaldt »sygeplejersker«. Omvendt var jeg, hvis de havde problematiseret det og spurgt, om vi ikke kan lave en mandlig endelse, og om vi ikke kan kalde det sygeplejere, altså ikke den, der havde sagt: Nej, du skal have en feminin endelse, for det der er altså traditionelt et kvindejob, og det skal vi holde fast i.

Desuden tror jeg heller ikke længere, at der, når det drejer sig om den der endelse »-ske«, som, hvad man kan sige, sprogligt bevidste mennesker ved er en kvindelig endelse, er så mange, der tænker over, at det faktisk er en kvindelig endelse, og det er måske derfor, at det ikke har betydet så meget for de mange mandlige sygeplejersker, der i dag er ude på de danske hospitaler.

Hr. Søren Espersen.

Jeg vil bare lige sige, at »en sygeplejer« er noget helt andet end »en sygeplejerske«. Så man har taget begge ordene til sig, og man bruger dem i forhold til begge køn, altså en kvindelig sygeplejer og en mandlig sygeplejer og en kvindelig sygeplejerske og en mandlig sygeplejerske, og det er for mig at se et godt eksempel på noget, der er endt godt, men det tror jeg ikke at noget af det her gør, og især ikke, hvis det bare er starten på noget, der kommer til at fortsætte. Jeg kunne godt se for mig, at det ville komme i mange af de lovforslag, der kommer, og det synes jeg vil være en katastrofe.

Men det er en interessant debat, og det er bestemt også noget, som vi her i Folketinget på en eller anden måde bør drøfte, altså hvad vi egentlig gør, hvis det fortsætter.

Ordføreren.

Ja, og jeg er så udogmatisk, at jeg, selv om jeg godt kan lide grammatik, så ikke er tilhænger af én fælles generel løsning for alt. Altså, hvis man på det område er glade for og tilfredse med, at en »sygeplejerske« nu er det, en »sygeplejerske« har været, og at en »sygeplejer« er noget andet, og det kan både mænd og kvinder leve med, så er det jo godt.

Jeg har ikke brug for, at kvindelige kunstnere bliver kaldt »kunstnerinder«, og jeg tror egentlig heller ikke, der er særlig mange kvindelige kunstnere, der har brug for det, men det må jo være op til det enkelte område og menneskerne derude, hvad de ønsker at kalde sig selv, og det kan være helt forskelligt fra område til område. Og hvor er det vidunderligt, at vi ikke lever i et kommunistisk samfund, hvor det er os herinde, der skal beslutte, hvad folk skal kaldes.

Fru Helle Bonnesen, Det Konservative Folkeparti.

Fru Zenia Stampe nævnte det, at man, hvis der inden for et lokalpolitisk eller ungdomsrelateret område – sådan forstod jeg det var – kom et ungt menneske og sagde, at man gerne ville kaldes det og det, så skulle stille sig i vejen. Men der er jo også en forskel mellem, at der inden for et lukket miljø er en frihed, og at vi her taler om nogle standardiseringer i det danske samfund.

Synes fru Zenia Stampe, at det er i orden, at man branche for branche vælger, hvad titlerne skal være, afhængigt af, hvad branchen synes, i forhold til at vi har et sprogbrug, der er nemt at finde ud af?

Ordføreren.

Jamen jeg synes jo lige præcis, at ordet standardisering siger alt. Altså, jeg ønsker ikke sådan et standardiseret sprog, hvor vi har én fælles regel, der går ned igennem det hele. Hvis man på nogle områder er meget optaget af at bruge neutrale udtryk, så er det fint for mig, og hvis man på andre områder har det fint med at fastholde nogle mere kønnede udtryk, så er det også fint for mig. Folket bestemmer, praksis bestemmer, og det er ikke Christiansborg, der bestemmer, og sådan bliver det i øvrigt i sidste ende alligevel. På den måde er den her diskussion lidt sjov. Man kan godt fastholde de der ord, men på et eller andet tidspunkt har praksis og sproget selv besluttet, hvor de vil bevæge sig hen.

Der er vi altså ikke trendsættere herinde, sorry, undskyld, at jeg siger det. Der er meget, vi kan styre herfra, men ikke sproget, det tager vi til efterretning.

Jeg kan styre sproget, og det er hellere »undskyld« end »sorry«. Fru Helle Bonnesen? Nej, der er ingen kommentarer, og dermed siger vi tak til fru Zenia Stampe, Radikale Venstre. Den næste ordfører på talerstolen er hr. Mikkel Bjørn fra Dansk Folkeparti.

Tak for det. Vi behandler her endnu et af de her såkaldte samleforslag, som jo er en pærevælling af alt muligt, som ministeriet mener at vi skal adressere lovgivningsmæssigt, og udfordringen med samleforslag er jo, at der er dele, som partierne kan støtte, og at der så er dele, som partierne ikke kan støtte. Eksempelvis er der dele, som vi i Dansk Folkeparti godt kan støtte, og der er dele, som vi er betydelig mere skeptiske over for, og der er også nogle dele, som vi er direkte imod, og lad os starte med det, der er ligetil.

Dansk Folkeparti er lodret imod, at dansk lovgivning skal være woke, og at vi skal tage såkaldte kønnede betegnelser, og jeg vil hellere kalde dem gode danske ord, ud af lovgivningen. Der er eksempelvis »ophavsmand«. Hvorfor er det et problem, at det hedder »ophavsmand«, som det nu engang har heddet på dansk i rigtig mange år? Ligeledes kunne det jo være et problem, at det hedder »sygeplejerske«, hvor suffikset »-ske« betegner en kvinde, der har en bestemt stilling, som »husholderske«, »ledsagerske« osv., og sådan kan vi blive ved, indtil det danske sprog til sidst ender i en eller anden mærkelig ahistorisk position. Det er fuldstændig latterligt, at vi på den måde skal gøre vold på det danske sprog for at imødekomme en eller anden modedille fra venstreorienterede amerikanske kunstnerkredse, og det burde man i ministeriet holde sig for gode til, hvilket vi også gjorde ministeriet bekendt med, da vi fik præsenteret det her lovforslag.

Så er der også nogle forslag, der handler om at tilpasse dansk lov til EU-retten. Det er vi som udgangspunkt altid skeptiske over for, og sondringen mellem, hvornår noget eksempelvis betragtes som en offentlig fremførelse, henholdsvis en overføring til almenheden, understreger jo, hvilket cirkus vi kommer ind i, når EU blander sig. En overføring er nu underlagt EU-lovgivningen, mens en direkte fremførelse ikke er underlagt EU-lovgivningen, og endelig kan en fremførelse også have karakter af en overføring, hvor det så beror på en konkret vurdering af, hvorvidt overføringen retter sig mod et betydeligt ubestemt antal modtagere, hvorvidt der er tale om en EU-regulering eller ej, og det er jo ligesom at gense »Familien Gyldenkål vinder valget«. Kulturministeriet er så nået frem til, at man på grund af EU ikke kan fastholde opfattelsen af, at en fremførelse er offentlig, når der er mere end 40 personer til stede. I stedet skal der nu foretages en konkret bedømmelse af, om brugen af et værk i eksempelvis en erhvervsvirksomhed skal betragtes som offentlig. En foredragsholder vil heller ikke længere pr. automatik kunne afspille f.eks. et videoklip uden at indhente samtykke fra ophavsmanden, og igen vil det bero på en konkret vurdering, om man skal indhente samtykke eller ej. Retstilstanden bliver altså væsentlig mere uklar takket være EU, og det er ellers ikke noget, vi i Folketinget bryster os af, altså at vedtage en lovgivning, der gør retstilstanden mere uklar, selv om vi ofte gør det.

Så er der spørgsmålet om en indførelse af § 24 b i lov om ophavsret, hvor det tillades at anvende værker, når det sker med henblik på parodi, karikatur eller pastiche. Her har der hidtil været et ulovbestemt parodiprincip, der har handlet om, at det har været tilladt med henvisning til forarbejderne til ophavsretsloven at parodiere og karikere allerede eksisterende værker, og nu vil Kulturministeriet så indføre en egentlig paragraf, der skal regulere det her. Problemet er, at Danmark dermed bliver omfattet af EU-reguleringen i infosocdirektivet og skal fortolke, hvad det er, der er en parodi, en karikatur eller en pastiche, i lyset af EU's regler, og så bliver det altså noget mere speget. Det fremgår direkte af bemærkningerne til lovforslaget, at EU-Domstolen i sin fremtidige praksis vil bestemme, at begreberne karikatur og pastiche skal fortolkes ensartet på hele Unionens område, og vi overlader det altså til EU at bestemme, hvad der er en karikatur. Af EU-Domstolens dom C 201/13 fremgår det også, at en ophavsmand har en særlig ret til ikke at få gjort sit værk til genstand for en karikatur eller en parodi, hvis karikaturen eller parodien videregiver et diskriminerende budskab, f.eks. hvis en parodi forbinder ophavsmanden til det parodierede værk med racediskriminerende budskaber, og det, som EU lægger i betegnelsen racediskriminerende budskaber, skal jo nok læses som »indvandringskritiske budskaber«. Med andre ord skaber vi en retstilstand, hvor et politisk parti eller en forening, der er indvandringsskeptisk, vil have en snævrere adgang til at undslå sig en ophavsretsmæssig krænkelse med henvisning til en parodi, en pastiche eller en karikatur end andre, og det er efter vores mening en helt uantagelig retstilstand, der går direkte imod Grundtvigs berømte sætning om, at friheden skal være lige for Loke såvel som for Thor.

Vi kan i Dansk Folkeparti grundlæggende ikke bakke op om det her lovforslag, men vil vi foreslå, at det skilles ad, så vi kan stemme for den del, der drejer sig om de kunstneriske uddannelser, og som vi egentlig godt kan bakke op om. Tak for det.

Der er ingen korte bemærkninger, så vi siger tak til ordføreren. Jeg ser ikke Alternativets ordfører i salen, så dermed går vi til kulturministeren.

Kære kollegaer, tak for jeres bemærkninger. De er værdsat – både de opbakkende og de mindre opbakkende. Det er altid rart at debattere i Folketingssalen.

Ophavsretten er en vigtig grundpille i vores samfund i forhold til skabelse og beskyttelse af kunst og kultur. Samtidig sikrer den jo borgernes adgang til indhold, ligesom den sikrer, at vores kunstnere modtager den retmæssige betaling for brug af det indhold, som de har skabt.

Det lovforslag, som vi behandler i dag, handler om at sikre den rette balance mellem rettighedshavere, brugere af rettigheder og borgere i forhold til adgang til ophavsretligt beskyttet indhold, og det handler jo også om at sikre motivationen eller incitamentet, om man vil, til at skabe nyt indhold, altså ny kunst.

Det skal ses i lyset af, at den meget hastige teknologiske udvikling jo konstant beriger, men også udfordrer den måde, som vi skaber og bruger kunst på, sommetider også med den AI-læring, der finder sted, og som overtræder dansk lovgivning og strider mod de rettigheder, som vores kunstnere har. Så det er vigtigt, at den ophavsretlige regulering følger med udviklingen og tilpasses de måder, man bruger onlinemuligheder og kunstig intelligens på. Det er sådan set essensen af lovforslaget.

Med andre ord handler lovforslaget om at bidrage til at sikre gode rammer for aftaleindgåelse og brug af indhold i den tid, vi sammen lever i. Og lovforslaget kommer vidt omkring. Et nedslagspunkt kunne være de gode rammer for aftaleindgåelse, som bl.a. DR, TV 2 og andre udbydere af onlineindhold får bedre værktøjer til at indgå i forhold til brug af musik, som streames fra onlineplatforme. Det vil gøre reglerne mere teknologineutrale. Derudover sikres en bedre adgang til mægling, som gør, at de enkelte aftaleparter også kan få hjælp fra en mægler, når forhandlingerne går i hårdknude. Det kan være i forbindelse med aftaler om kunstig intelligens. Og der jeg helt enig med hr. Søren Søndergaard i, at i det omfang, at de store techgiganter og platformsvirksomheder ikke lever op til dansk lovgivning, har vi et problem, vi er nødt til at håndtere. Vi oplevede det for nylig, da Meta og TikTok, mener jeg det var, ikke dukkede op til et mæglingsmøde initieret i henhold til den danske lovgivning af DPCMO, hvilket jeg har meget svært ved forstå. Det vil jeg gerne tale videre med hr. Søren Søndergaard og i øvrigt også Folketingets partier om. En anden ting, som lovforslaget behandler, er, at producenter af audiovisuelt indhold nu vil få ret til at modtage samme information fra streamingtjenester som kunstnere får, når deres ophavsretlige produktioner bruges.

Mine kollegaer herinde husker sikkert, at vi i sidste samling implementerede de fleste dele af EU's rettighedsdirektiv. Det burde have været implementeret tilbage i 2021-2022, men man nåede det ikke grundet coronakrisen. Derfor skyndte vi os at implementere alt det, der var EU-retligt krav om, og det, vi så er i gang med nu, er moderniseringen og anden halvleg, om man vil.

Flere af jer har nævnt eksempler på forbedret adgang til indhold i forhold til de parodiundtagelser, der indføres, og det er også noget, vi synes er vigtigt. Ophavsret er vigtigt, men jo ikke i en form, hvor den bliver så rigid, at den stopper for, hvad der betragtes som almindelige handlinger, og som hr. Mikkel Bjørn var inde på, indfører vi nu den retstilstand, som har været gældende igennem længere tid, ved at formulere en enkelt paragraf.

Endelig indeholder lovforslaget en mindre ændring, som genetablerer muligheden for, at der kan fastsættes centrale retningslinjer for eksamener, prøver og bedømmelser på de videregående uddannelser under Kulturministeriet. Jeg er helt enig med hr. Søren Søndergaard og fru Katrine Daugaard i, at man her kunne have lavet to lovforslag. Når jeg ikke har gjort det, skyldes det simpelt hen, at ændringen er så lille og egentlig retter op på en praksis, som har eksisteret igennem længere tid, at jeg synes, det ville være et unødigt ressourceforbrug at skrive to fra hinanden forskellige lovforslag. Det håber jeg at Tingets medlemmer kan tilgive mig. Men jeg har noteret mig, at det i det omfang, vi arbejder med mere komplicerede emner, er vigtigt, at man også fra Kulturministeriets side kun fremsætter de bunkelovforslag, som man af og til ser, hvis det er absolut nødvendigt.

Det meste af debatten her i Folketingssalen har jo ikke handlet om det, lovforslaget handler om, og det bedrøver mig, men det er muligvis min egen skyld. Jeg vil gerne sige meget tydeligt her i salen, at jeg ikke går ind for kønsneutral lovgivning, og vi har i regeringen ikke truffet nogen beslutning om at indføre kønsneutral lovgivning. Jeg er medlem af et parti, der lytter til folk, og det her har været et stort ønske fra en lang række organisationer som f.eks. Autor, Dansk Artist Forbund, Dansk Komponistforening, Dansk Musiker Forbund, Danske Populær Autorer, IFPI Danmark, Koda og Musikforlæggerne for bare at nævne nogle stykker.

Faktisk er det ikke særlig vigtigt for mig som politiker, som menneske og som medlem af Folketinget, og det har det tilsynelande heller ikke været for mange af de borgerlige partier, for hvis det havde været vigtigt, havde man nok sagt noget på de mange møder og gennemgange, vi har indkaldt til og inviteret til.

Jeg vil gerne rose hr. Mikkel Bjørn, der jo som et af de eneste medlemmer af Tinget og af Kulturudvalget meget klart har sagt til mig, at såfremt det her bliver gennemført, kan man ikke stemme for lovforslaget. Det har været klar tale fra dag et. At man nu fra flere partiers side med De Konservative og Det Konservative Folkepartis ordfører og i øvrigt også fru Mette Abildgaard i spidsen og andre gør det her til en stor sag, uden at man i de mange møder, vi har haft sammen, gør opmærksom på, at man ville se så fjendtligt på den her ændring, som har været foreslået af branchen selv og egentlig ikke har haft nogen særlig betydning for regeringspartierne eller mig som kulturminister, synes jeg faktisk ikke er ordentligt. Det må jeg sige. Havde man gjort det, havde jeg som altid været indstillet på at finde et kompromis med kollegerne, ligesom vi har gjort på så mange andre områder, og det synes jeg sådan set er et brud med den gode samarbejdsånd, vi har haft hidtil.

Jeg forstår godt, at man tager det som nemme politiske point, og jeg er også opmærksom på, at jeg selv er ude om, at man kan hidse sig så gevaldigt op. Hr. Vistisen, der er medlem af Europa-Parlamentet for Dansk Folkeparti, har kaldt det idiotisk og skrevet andre grimme ting om min person. Det kan jeg sagtens leve med. Det gælder også flere medlemmer af Liberal Alliance og flere medlemmer af Det Konservative Folkeparti. Mit ønske er dog, og det synes jeg også vi har gjort i salen i dag, at vi taler ordentligt til hinanden og i øvrigt også informerer om, hvad det er, vi kan lave aftaler sammen om eller ikke lave aftaler sammen om. Havde det været et ønske fra flere af de mennesker, der sidder her i dag, at ændre lovforslaget, dele det op i flere dele, ville jeg gerne have diskuteret det. Men det er der dog ingen der har sagt i den indledende proces, der har været, og de mange møder, der har været afholdt over træstammer, varm kaffe og frugt skåret i skiver ovre i Kulturministeriet.

Når jeg lige bruger lidt kalorier på det, er det egentlig, fordi jeg holder utrolig meget af kollegerne og jer alle sammen og vil gerne have et godt samarbejde. Jeg har stor forståelse for, at vi har politiske uenigheder, selvfølgelig har vi det, men jeg synes også, at det bliver svært at imødekomme ønsker, som ikke er fremsat. Derfor kommer regeringen ikke til at splitte lovforslaget op i nogen som helst dele. Til gengæld vil jeg gerne gøre opmærksom på, at der i høringsmaterialet jo ikke er en eneste organisation eller et eneste menneske, der problematiserer lovforslagets anvendelse af definitioner på ophavsmand eller mægler. Det er der nogen der politisk er uenige i, og det har jeg stor politisk forståelse for, men når man ser på høringslisten, er der kun opbakning.

Så vil jeg gerne imødekomme dem, der kan være kritiske, og sige, at regeringen da er mere interesseret i at ændre person til ophavsretshaver, hvis det kunne imødekomme nogle af de kritiske bemærkninger, stemmer og holdninger, der er blandt Folketingets partier. Men et er at have en værdidebat om et sprogligt greb, som jo ikke er fremsat af regeringen, men for de mennesker, det hele handler om, noget andet er at kræve et lovforslag opdelt, efter at vi ad flere omgange har mødtes og man dér ikke har nævnt det. Det vil jeg gerne tillade mig her fra Folketingets talerstol at anholde som værende en lille smule uden for den samarbejdsnorm, vi har med hinanden, for det giver ikke mig som minister mulighed for at imødekomme et eventuelt fornuftigt og rimeligt krav, der har været. Den eneste, der har gjort opmærksom på den kritik, har været hr. Mikkel Bjørn. Ros for det! Det har andre, der nu er meget kritiske og har brugt utrolig mange tabloidmillimeter i pressen, desværre ikke ulejliget sig med, og det synes jeg sådan set ikke om.

Med de ord og den glædelige bemærkning vil jeg takke for debatten og ser frem til at besvare de mange spørgsmål, jeg kan se der allerede er folk der har trykket sig ind for at afgive. Tak for ordet, formand.

Det er fuldstændig korrekt. Og vi begynder med hr. Mikkel Bjørn, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak for det. Kulturministeren kan bare sådan fremadrettet se Dansk Folkeparti som sådan en ledestjerne, i forhold til hvad der er fornuftigt og ufornuftigt i forhold til det her.

Ministeren siger, at det slet ikke er noget, der optager ham, og at det faktisk er ligegyldigt, og at det bare en mindre detalje og sådan noget, men det er jo noget, vi har kunnet observere både i kulturministerens udtalelser i forskellige medier, og da vi lavede medieaftale og meget andet, at det er en ambition for kulturministeren at forsøge at gøre vores lovgivning lidt mere woke, end den er i dag.

Jeg tror sådan set, at den brede opfattelse af kulturministeren ude i det danske samfund er, at han er forholdsvis woke anlagt. Det er vi ikke i Dansk Folkeparti, men jeg er bare nysgerrig på, om ikke ministeren anerkender, at det er sådan en betegnelse, som ofte bliver puttet på hans person, og om han ikke også mener, at der måske er en vis legitimitet i den form for kritik, hvis man kan kalde den det.

Ministeren.

Tak for spørgsmålet. De eneste, der kalder mig woke, er jo medlemmer af Dansk Folkeparti, Danmarksdemokraterne og primært Liberal Alliance. Konservative har nævnt det fra talerstolen i dag, men før har jeg dog ikke hørt det.

Jeg betragter mig selv som værende en moderne mand. Jeg går ind for ligestilling. Jeg går ind lige muligheder. Jeg går ind for ligeløn for lige arbejde. Jeg går ind for, at de kvinder, der er glemt i danmarkshistorien, bliver støbt i bronze, så fremtidige generationer møder lige så mange dygtige kvinder, der har gjort sig bemærket og gjort en forskel for vores samfund, end at de møder 49 statuer af vores grundlovskonge. Hvis man mener, at det er problem, kan vi altid have en god debat.

Hr. Mikkel Bjørn.

Undskyld, formand, hvis jeg bare lige må gøre det færdigt.

Det her med, hvordan man betegner personer i lovgivningen om ophavsret, kan simpelt hen ikke få mit blodtryk til at flytte sig overhovedet, og det er også derfor, at hvis man politisk taktisk vurderer det her i et analyseprogram, er det jo klart, at det burde jeg måske have reageret på og tænkt: Det er ikke besværet værd, for det er ikke noget, der rører mig særlig meget.

Nu har jeg fremsat lovforslaget sammen med kollegaerne. Vi har imødekommet de mere end 50 høringsinteressenter, der har bakket op om det her, og derfor tror jeg ikke, at vi kommer til at lave det om, dog med et bud på, at vi kan ændre »person« til »-haver«, og det synes jeg sådan set imødekommer langt den største del af den kritik, der måtte være rejst.

Nu har jeg overskredet taletiden så utrolig langt ...

Jeg kom også til at afbryde en kunstpause.

Hr. Mikkel Bjørn.

Hvis vi kan se det som en lille imødekommelse, synes jeg da, at rettighedshaver er et bedre ord end ophavsmandsperson. Det synes jeg er et fuldstændig absurd begreb.

Men jeg håber da, at det her vil være sådan, at kulturministeren hermed har slået fast, at den her wokeideologi, som han i noget tid har forsøgt at fremme på kulturområdet, har fået sit ophør med lovbehandlingen af det her forslag i dag, og at vi fremadrettet oplever en kulturkonservativ kulturminister, som alene fokuserer på at værne om Danmark og dansk kultur.

Ministeren.

Mit erklærede mål og Moderaternes erklærede mål i Kulturministeriet er, at vores kulturliv skal fylde noget mere og være noget mere for flere. Det er også derfor, vi har haft en bred debat i Folketingssalen om, at den direkte produktion i det kulturelle Danmark kan måle sig med landbrugets. 160.000 arbejdspladser, en direkte produktion på over 100 mia. kr. er jo de økonomiske faktorer.

At jeg så har et ønske om, at flere deltager, og at jeg en gang imellem kan undre mig over, at kvindelige musikere tjener under 50 pct. af det, deres mandlige kolleger gør for samme arbejde, synes jeg sådan set er relativt vigtigt at påpege.

Jeg tror i virkeligheden, det ville være skidt både for hr. Mikkel Bjørn og Dansk Folkeparti, hvis jeg frafaldt de holdninger, for hvad i alverden skulle man så som kulturordførere for Dansk Folkeparti og Danmarksdemokraterne og Konservative bruge tiden på, hvis man ikke kunne kritisere ministeren for at mene noget lidt progressivt på de områder?

Helle Bonnesen, Det Konservative Folkeparti.

Ministeren siger, at den her diskussion ikke kan få hans blodtryk op. Jeg kan jo godt blive en lille smule nervøs for, at det er lige præcis er det, der er i gang nu. (Kulturministeren (Jakob Engel-Schmidt): Nåh!) Men jeg vil også sige, at jeg faktisk er lidt ked af, at ministeren forlod lokalet eller i hvert fald forlod sin plads, da jeg var på talerstolen, for jeg brugte jo netop min start på talen på at sige, at det her handler om ophavsret, og at det var den vigtige del i det, og at det var gennembearbejdet, og at der har været mange høringer, og at det tilsyneladende er noget, der er bredt funderet her i salen. Så er det jo typisk sådan, at det, der får stor opbakning, også er det, der ikke er uenighed om. Så det er da meget naturligt, at vi bruger tiden netop der, hvor uenigheden er. Kan ministeren ikke forstå det?

Ministeren.

Jeg vil gerne undskylde, at jeg var nødt til at forlade salen, og uden at skulle udpensle, hvad der foregik, vil jeg sige, at naturen kaldte, og at jeg bad om formandens tilladelse til at være væk i halvandet minut. Det er jeg ked af foregik, da fru Helle Bonnesen havde ordet.

Jeg vil gerne kvittere for den ros, jeg opfattede det som, at fru Helle Bonnesen nævner, at der har været en god proces omkring det substantielle indhold i lovforslaget. Det er jeg sådan set enig i. Og jeg håber også, at opfattelsen bredt blandt Folketingets partiers repræsentanter har været, at Kulturministeriet har gjort alt, hvad man har kunnet gøre med de gode kollegaers hjælp for at kunne gennemgå hver en paragraf og hvert et forhold, der måtte være relevant. Mit ønske havde egentlig blot været – når det giver anledning til så stor utilfredshed, at flere organisationer har ønsket en sproglig forandring – at man på de møder, vi har haft, hvor det jo blev præsenteret, gjorde opmærksom på, at det var af så betydende karakter for repræsentanterne fra nogle af de partier, der ytrer sig kritisk, at man havde sagt, at man ville have det ændret, eller at det umuliggjorde, at man kunne stemme for de fornuftige dele af lovforslaget. Det har man altså kun gjort fra hr. Mikkel Bjørns side, og det undrer mig stadig væk.

Fru Helle Bonnesen.

Så kan det undre mig, at ministeren er i tvivl om den konservative linje i det her, for jeg synes jo, vi gang på gang har haft diskussioner. Så jeg er overrasket over, at det kan være en overraskelse for ministeren, at Konservative er det parti, der gerne vil bevare dansk kulturarv, gerne vil bevare dansk sprog, gerne vil bevare dansk sprogbrug, og at det i øvrigt skal komme nedefra, ikke oppefra. Så det var bare en kommentar.

Ministeren.

Det her kommer i høj grad også nedefra. Det er ikke noget, jeg som minister eller som medlem af Folketinget har iværksat.

Fru Katrine Daugaard, Liberal Alliance.

Jeg har hverken kaldt det her lovforslag eller ministeren idiotisk. Jeg har heller ikke sagt, at LA ikke kan stemme for, hvis det ikke opdeles. Men jeg har sagt, at jeg synes, det er et fjollet forslag, og jeg har sagt, at jeg synes, det er overflødigt at ændre på. Jeg synes også, det er en glidebane.

Og det blev nævnt på det møde, hvor ophavsretsdelen blev gennemgået. Så det er ikke rigtigt, hvad ministeren siger, nemlig at det her skulle være første gang, det nævnes, og at det er en total overraskelse, at der sidder en række partier, som synes, det er fjollet i mere eller mindre grad, for det blev nævnt på det møde, vi har haft.

Så kunne jeg godt lige tænke mig at høre, om ministeren gad at uddybe det med, at mænd tjener mere end kvinder for det samme arbejde. Jeg er uddannet musiker. Sidder man i en musikskolestilling f.eks., får mænd ikke mere end kvinder for det samme arbejde.

Ministeren.

Tak til fru Katrine Daugaard for de bemærkninger. Jeg beklager, hvis jeg har præsenteret Liberal Alliances holdning forkert på talerstolen – det har ikke været min mening. Jeg er udmærket klar over, at betegnelsen for køn ikke er noget, som fru Katrine Daugaard støtter.

Det, jeg forsøgte at kommunikere både til Danmarksdemokraterne, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti, er, at har man et ønske om at opdele lovforslaget, er det altså normal kutyme, at man nævner det under de tekniske gennemgange, der er, før det bliver fremsat, så det kan imødekommes, i stedet for at bruge det til at tjene lidt billige værdipolitiske point. Det synes jeg sådan set ville have været ordentligt at gøre, og det vil jeg sådan set forbeholde mig retten til at synes, for det er sådan, jeg selv som ordfører, når jeg har været i opposition, har gjort en minister opmærksom på, at jeg har haft en anden holdning, at jeg gerne ville støtte noget substantielt, og at det, hvis jeg skulle stemme for det, krævede en opdeling. Havde man gjort det for flere måneder siden på de mange møder, vi har haft, havde sagen måske været en anden. Og det synes jeg egentlig er ordentligt, at jeg kommunikerer på talerstolen, så den måbende befolkning, der måtte finde det her interessant, også bliver gjort opmærksom på, at det ikke har været tilfældet for de partier, der har været så kritiske.

Fru Katrine Daugaard.

Jeg blev ikke klogere i forhold til der, hvor vi rent faktisk kan sige, at mænd og kvinder i kulturbaggrund laver det samme arbejde, f.eks. som musikskolelærer. På rigtig mange andre områder af det kunstneriske felt kan man jo netop ikke sige, at man laver det samme arbejde, fordi det faktisk er meget forskelligt arbejde, man leverer, og det er meget forskelligt, hvor eftertragtet man er osv. Men jeg spurgte faktisk også i min tale ministeren ind til den her del med de kunstneriske uddannelser, og om der ligger et motiv om ensretning bag. Og det synes jeg faktisk ikke jeg fik svar på, så det kunne jeg godt lige tænke mig få et svar på.

Ministeren.

Tak, formand. Jeg skal forsøge at gøre det så hurtigt som muligt. Der ligger ikke et ønske om ensretning. Der ligger et ønske om at lovliggøre den praksis, der har fundet sted de sidste mange år. Og hvis ikke det er blevet forklaret godt nok i lovforslaget, så skylder jeg at gøre det bedre. Tak for at give mig mulighed for at præcisere det.

Jeg er sikker på, at musikskolelærere tjener det samme for det samme arbejde. Min bemærkning udspringer af det forhold, at KODA's årlige offentlige analyse viser, at af 100 pct. udbetaling til musikbranchen med et antal kvinder og mænd, der er nogenlunde lige stort, tilfalder 90 pct. af provenuet mænd, mens kun 10 pct. tilfalder kvinder. Ergo er det en af de største indkomstforskelle i hele det danske samfund.

Dermed tak til ministeren. Der ikke er flere, der har bedt om ordet.

Det betyder, at forhandlingen er sluttet.

Jeg foreslår, at lovforslaget henvises til Kulturudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.