I Enhedslisten har vi hele tiden været imod hele den parallelsamfundspakke, som regeringen kalder den nu, og som det her forslag eller videreførelsen af det er en del af eller kommer fra. De partier, som står bag, sagde, at hele intentionen bag den pakke var, at man ønsker et Danmark, som bygger på frihed og retssikkerhed og ligestilling. Men ligesom resten af lovgivningen under den hat trækker det her også i den stikmodsatte retning. Det duer simpelt hen ikke at lave lovgivning og særlige regler, som skal gælde for kun nogle bestemte grupper af elever. Det er stigmatiserende, og det duer slet ikke, at det så kun er, fordi de går på skoler, hvor mere end 30 pct. af eleverne bor i et boligområde, som har fået stemplet »udsat«.
Det her kunne godt være regler, der var kommet til at gælde i min egen folkeskole, og jeg har selv boet on/off 10 år i Gellerupparken i Aarhus, lige nu off, fordi den lejlighed, jeg flyttede tilbage til, efter min blok var blevet revet ned, nu også bliver revet ned, og jeg skulle flytte fire gange for at blive boende.
Folk får det altså ikke bedre af at få revet deres hjem ned eller få taget nogle penge fra sig, så de bliver endnu fattigere, og Gellerup er jo så også et af Danmarks fattigste boligområder. Det er forskelsbehandling, og det er det, der bliver konsekvensen, hvis man stemmer det her igennem, og det er overhovedet ikke okay, og det stiller en stor gruppe elever alt andet end lige, og så lægger det et urimelig hårdt pres på dem helt fra skolestart.
Nu er der jo lige kommet den her nye folkeskoleaftale, hvor man gerne vil sætte skolerne mere fri og droppe så meget stram styring inde fra Christiansborg, og så kan jeg simpelt hen ikke forstå, at man ikke også vil droppe de her obligatoriske sprogtest, for det er noget af det, vi rigtig gerne vil have ryddet op i fra Enhedslistens side. Der er for mange prøver, for mange tests, for mange eksamener; vi har nordisk rekord i det, og vi har alt, alt for mange børn, der slet ikke har det godt med at gå i skole eller slet ikke har det godt overhovedet. De får det ikke bedre af at gå i skole, hvor det er meget teaching to the test og at blive målt og vejet i et væk. Og hvis man så i forvejen er lidt ekstra udsat, skal man endnu mere igennem sådan en testmølle, og man bliver altså ikke bedre til dansk af at blive testet mere i dansk.
Jeg tænker, at der er nogle lærere derude, som har en faglighed, som man taler rigtig meget om at vi skulle sætte mere fri, og som godt kan finde ud af at vurdere, om der vil være brug for en sprogtest eller brug for en ekstra indsats, uden at man skal styre det stramt herindefra. Jeg vil bare sige, at jeg i hvert fald har fuld tillid til, og det har Enhedslisten også, at det kan lærerne godt finde ud af at vurdere.
Og så er der også hele det her med, at det faktisk sætter skub i børns sproglige udvikling at være sammen med deres klassekammerater. Jeg tænker godt, at der var nogle børn, der kunne blive sat gevaldigt tilbage af at skulle gå et år om, og at det ikke ville gøre noget godt for ens trivsel.
Hele det her med selv at skulle ud i at købe ekstra undervisning, hvis ens børn dumper tre omgange sprogtest, eller hvis ens børn skal bruge deres sommerferie på ekstra undervisning, synes jeg var en rigtig dårlig idé, og jeg synes, det er endnu værre, at forældre, der har det rigtig svært og har nogle børn, der har det rigtig dårligt, som har svært ved at komme af sted i skole, også skal gøres endnu fattigere, og at man tænker, at det vil være den gode løsning på problemet med, at det er svært at komme af sted i skole, eller at man som familie står i en rigtig svær situation.
Som socialrådgiver, der har arbejdet med udsatte børn og unge, kan jeg bare sige, at der ikke er nogen, der får det bedre af at blive fattigere. Altså, vi er så rigt et land i Danmark, men der er forældre, der nærmest ikke har råd til at spise tre gange om dagen, fordi de prioriterer, at deres børn skal have mad. Der er børn, hvis familier ikke har råd til, at de kan gå til fodbold eller noget andet, der vil være fedt, når det ikke er så fedt at gå i skole, og så ryger den mulighed da helt sikkert, hvis man tager endnu flere penge fra familier, der i forvejen har rigtig svært ved at få økonomien til at hænge sammen.
Jeg synes overhovedet ikke, at det er i orden, og jeg synes, at de partier, der er for det her forslag, skulle tænke sig rigtig godt om, om de egentlig vil hjælpe de her børn eller de bare vil slå deres forældre oven i hovedet og ødelægge deres økonomi.