Det sidste punkt på dagsordenen er:

20) 1. behandling af lovforslag nr. L 138:

Forslag til lov om ændring af personskatteloven, ligningsloven og forskellige andre love. (Udmøntning af dele af aftale om reform af personskat).

Af skatteministeren (Jeppe Bruus).

(Fremsættelse 20.03.2024).

Forhandlingen er åbnet, og den første ordfører er fra Socialdemokraterne hr. Anders Kronborg, som står kampklar. Værsgo.

Tak for det. I Socialdemokratiet sagde vi før valget i november 2022, at vi ville styrke velfærden, og at vi ville lette skatten for helt almindelige lønmodtagere. Der har heldigvis været råd til begge dele, og det er derfor også en tilfreds skatteordfører fra Socialdemokratiet, som her i dag står på talerstolen. I dag behandler vi store dele af den brede aftale, som vi indgik i december 2023 om en reform af personskatten, i øvrigt en aftale, der som alle andre gode aftaler, der er lavet bredt og med mange partier, indeholder kompromiser, som alle kan se sig selv i. Jeg er meget tilfreds med, at vi kan give balancerede skattelettelser til dem, der er i beskæftigelse, og til den enlige forsørger.

Danmark er et samfund, der bygger på, at de bredeste skuldre bærer de tungeste læs, og derfor er det også fornuftigt, at vi indfører en toptopskat på dem, som tjener mere end 2,5 mio. kr. om året. »Toptopskat« er jo sådan et nyt ord, må man sige, i den politiske sprogbrug, og man kunne også have valgt at kalde det en millionærskat, men vi lever nok med, at det hedder en toptopskat. Lovforslaget omhandler den brede aftale om reformen af personskat, som regeringen før jul indgik med Danmarksdemokraterne, Det Konservative Folkeparti og Radikale Venstre, og så erindrer jeg også, at Pernille Vermund stod foran glasdøren i Finansministeriet som repræsentant for Nye Borgerlige, lige inden hun meldte sig ud og skiftede til Liberal Alliance. Vi ønsker at gennemføre en skattereform, der sikrer, at arbejdende danskere kan beholde en større del af deres løn selv, og at dem med de allerhøjeste indkomster bidrager med lidt mere til fællesskabet, og det synes jeg er lykkedes meget godt med den her reform.

Jeg vil gerne fremhæve forhøjelsen af beskæftigelsesfradraget og det ekstra beskæftigelsesfradrag til enlige forsørgere og det ekstra beskæftigelsesfradrag til beskæftigede seniorer, der har 2 år eller mindre til pensionsalderen. Den her reform kommer alle beskæftigede personer til gode, og med de historisk mange danskere, som er i arbejde – hjulene kører, og det går godt i Danmark – er det skønnet, at 3,3 millioner danskere får en skattelettelse. Eksempelvis kan en pædagog, der er alene, med aftalen få lige op til 700 kr. ekstra om måneden. Er det penge, der kan mærkes i budgettet? kan man jo spørge.

Ja, i en tid, hvor der har været stigende fødevarepriser, og i en tid, hvor der har været inflation, så er det faktisk noget, der kan mærkes i husholdningen. Nu kan der være råd til det par nye fodboldstøvler, som drengen skal have for at være med i fodboldklubben, og man kan have råd til den ekstra cirkusbillet, når cirkusset komme til byen, eller for den sags skyld en biografbillet eller en tur på McDonald's, altså alt det, som også er med til at skabe glæde i familielivet. Det giver flere penge mellem hænderne for millioner af danskere og mere målrettede skattelettelser til den enlige forælder og de arbejdende seniorer. Det er med til at skabe en retfærdig og socialt balanceret reform.

Forslaget indeholder også en omlægning af toptopskat til mellemskat og en indførelse af to nye topskatter samt en ændring i boafgiften, så søskende, der arver, ikke skal betale tillægsafgift. Jeg synes sådan set, når man ser på reformen samlet set, at det er en fin buket. Jeg kan både få øje på røde roser, jeg kan få øje på blå kornblomster, og jeg kan få øje på en mælkebøtte hist og pist, og hvis jeg kigger rigtig godt efter, tror jeg faktisk også, jeg kan se en rodeotyr fra Danmarksdemokraterne i buketten. Så alt i alt er det et godt og et bredt kompromis, som flere af Folketingets partier står bag, og det synes jeg i virkeligheden er noget af det smukkeste ved vores folkestyre, altså at vi kan sætte os ned om et bord og så lave en bred skattereform, som så mange partier fra højre til venstre og på midten er en del af. Derfor vil jeg også bare her til sidst sige tak for det gode forløb og den forhandlingsvilje, der har været, og at vi jo også ser rigtig meget frem til det videre forløb i Skatteudvalget, og at vi også ser meget frem til at modtage konstruktive indspark fra de partier, der skulle have en anden holdning. Tak for ordet.

Tak til ordføreren for ordførertalen. Den første spørger er fru Victoria Velasquez, Enhedslisten. Værsgo.

Tak for talen. Det eneste, jeg bare ikke forstår af talen, hvis jeg skal være helt ærlig, er, at ordføreren siger, at der er råd til begge dele, både velfærd og skattelettelser – nok med henvisning til at Socialdemokratiet gik til valg på og lovede velfærd frem for skattelettelser – men det passer jo ikke. Lige nu bliver budgetter genåbnet, og der bliver skåret ned. Over 73 pct. af lærerkredsene sagde, at der skal skæres på skolerne. Der skal skæres 4,7 mia. kr. på grund af økonomiaftalerne i regionerne og i kommunerne. Der bliver ikke holdt hånden under fyringer. Vi har lige set, at sygeplejersker bliver fyret, selv om der faktisk er brug for, at vi ansætter flere.

Det med, at det skulle være socialt ansvarligt, forstår jeg heller ikke. Hvordan er det socialt ansvarligt, at en direktør får 1.200 kr. i skattelettelser, mens en sosu kan se frem til 200 kr.? Det er da kun med til at få uligheden til at vokse endnu mere. Og folkepensionisten og førtidspensionisten, der om noget har været ramt af den stigende inflation, får 0 kr. Hvordan hænger det sammen?

Så er det ordføreren.

Jeg tror, er jeg er nødt til først at rette en misforståelse, for det er jo simpelt hen ikke korrekt, når ordføreren fra Enhedslisten fortæller, at Socialdemokratiet gik til folketingsvalg i 2022 på et slogan om velfærd frem for skattelettelser. Det er rigtigt, at hvis vi kigger tilbage i historiebøgerne, var der nogle valgkampe, hvor det slogan eksisterede i den socialdemokratiske valgkamp, men vi gik rent faktisk her til valg på at lave skattelettelser, bl.a. beskæftigelsesfradraget, som gavner den enlige forsørger.

I en tid med inflation og stigende priser synes vi i Socialdemokratiet faktisk også, det er velfærd, at vi giver lidt flere penge til sosu-assistenten, der er enlig mor til et par børn, og til vinduespudseren, der er enlig mor til et par børn. Det synes vi faktisk er sund fornuft, så man også har råd til at tage den ekstra biograftur med ungerne for at få lidt familietid med dem.

Så er det fru Victoria Velasquez.

Men I giver jo ikke flere penge til sosu'en; I giver flere penge til direktøren. Uligheden kommer til at vokse med den her aftale, og den sosu, der kommer til at blive fyret på grund af de nedskæringer, der er i kommunen og regionen, kommer jo til at få endnu færre penge. I forbindelse med den finanslov, der lige er landet, fik vi at vide, at med henvisning til inflationen ville vi få den skrabede finanslov, som vi fik. Så der er jo ikke engang blevet adresseret det problem, vi har i forhold til velfærden.

Det er derfor, jeg ikke forstår, hvordan man kan sige, at der er råd til begge dele, altså når der er blevet skåret massivt i velfærden, der skal skæres endnu mere og vi kommer til at se ind i skattelettelser, som er så skæve. Hvordan hænger det sammen?

Ordføreren.

Altså, jeg bliver faktisk oprigtigt i tvivl om, om Enhedslisten har sendt en ordfører, der overhovedet har læst den her personskatteaftale, som er indgået mellem flere partier i Folketinget. Ordføreren spørger mig til og fortæller, at der ikke bliver givet skattelettelser til den enlige sosu-assistent. Det gør der jo. Jeg har lige redegjort for, at den enlige sosu-assistent kan få op til lige knap 700 kr. om måneden. Lige knap 700 kr. om måneden kan altså mærkes, hvis man er enlig sosu-assistent med et par børn. Det er min påstand. Det er muligt, at Enhedslisten ønsker at straffe den her sosu-assistent med øgede skatter; det gør vi ikke i Socialdemokratiet.

Den næste korte bemærkning er til hr. Sigurd Agersnap, SF.

Tak for det. Det er jo rigtigt, at Socialdemokratiet gik til valg på skattelettelser målrettet bunden, og jeg har også hørt ordføreren, hr. Anders Kronborgs, formand udtale, at nu kom der skattelettelser målrettet bunden. Hvem mener ordføreren at de her skattelettelser er målrettet?

Altså, når man tager højde for, at direktøren får en større skattelettelse end dem med de laveste indkomster på arbejdsmarkedet, også selv om de er enlige forsørgere; når man tager højde for, at dem, der tidligere har betalt topskat og nu overgår til mellemskat, er dem, der får de største skattelettelser; når man tager højde for, at de 10 pct. rigeste får en 14 gange større skattelettelse end de 40 pct. fattigste på vores arbejdsmarked, hvem mener ordføreren så at de her skattelettelser er målrettet?

Ordføreren.

Det er jo indiskutabelt, at i forhold til den her personskattereform går tre fjerdedele til skattelettelser i bunden; det er fuldstændig indiskutabelt. Og så synes jeg jo, der er en balance, som ordføreren for SF glemmer i sit spørgsmål, og det er, at vi jo går ind og indfører en ny toptopskat, altså en millionærskat for dem, der tjener 2,5 mio. kr. og derover. Det synes jeg er en balance i den her reform, som er fornuftig.

Derfor er det jo, når man går ind og aflæser, hvad den her skattereform giver på ulighedsskalaen – nu kan vi jo være ærlige over for hinanden – en af de skattereformer, som, hvis vi også ser historisk på det, skaber det mindste udsving på Ginikoefficienten; mig bekendt ligger det på 0,08.

Spørgeren.

Ja, og det er jo også sådan, at toptopskatten – det ved både ordføreren og jeg – for rigtig mange af toptopskatteyderne er ret let at omgå, fordi man kan få udbetalt udbytter, og så stiger uligheden ret markant i den her reform.

Lad mig spørge til det med det socialdemokratiske princip om, at de bredeste skuldre skal bære det største læs: Er ordføreren ikke enig i, at nu letter man læsset for alle dem, der før betalte topskat, op til at de har tjent 2,5 mio. kr.? Alle dem, der tjente mellem 750.000 kr. og 2,5 mio. kr., får nu den største skattelettelse.

Ordføreren.

Nu var der lidt tidligere en ordfører her fra Enhedslisten, og vedkommende havde også en kollega herinde i salen i sidste periode, der hed Henning Hyllested. Før hr. Henning Hyllested kom i Folketinget, var han tillidsmand for havnearbejderne i Esbjerg. Mange af dem betaler topskat i dag. De knokler på havnen, og det er rigtigt, at de får en skattelettelse, ligesom smeden, der knokler på værkstedet, får en skattelettelse. Jeg synes sådan set, det er ganske rimeligt, at dem, der går og knokler, kan beholde lidt flere af deres penge.

Næste korte bemærkning er til hr. Lars Boje Mathiesen, uden for grupperne.

Tak. Der lægges op til, at den her lov skal træde i kraft den 1. juni 2024. Når man så kigger på, hvornår de forskellige ting skal træde i kraft, er mange af dem først i 2026. Med ordførerens egne ord er folk nu ramt af inflation og stigende priser. Hvorfor vente?

Ordføreren.

Det er jo klart, at når vi kigger ud over årene, skal det jo også finansieres, og vi vil stadig gerne have et rum også til velfærd, men det er ikke ude i 2026, det først begynder at blive rullet ud. Det starter jo med at blive rullet ud allerede fra finansåret 2025.

Spørgeren.

Ja, det er rigtigt, at der er nogle elementer, der gør det, men mange af elementerne, langt størstedelen af elementerne, rulles først ud i 2026. Det er jo sådan, at hvis man kigger på det nuværende strukturelle overskud, som man har på finansloven, så er der midler, både via det økonomiske råderum og andet, til at prioritere det her, hvis det var noget, man ønskede. Det er jo en prioriteringssag. Man siger, at det ønsker man ikke. Derfor siger jeg bare, når det er sådan, at man siger nu her, at man gerne vil hjælpe folk med stigende regninger, at det jo er nu, de mærker det, mærker inflationen, at det er nu, de mærker, at afgifter stiger, og at det er nu, de mærker, at priserne er steget. Nu kan vi så måske kigge ind i en inflation, som på sigt bliver lavere igen, men det er jo det, der nu er problemet for dem i 2025.

Tak. Ordføreren.

Jeg synes jo i virkeligheden, hvis jeg skal være helt ærlig, at når vi ser på andre ting herinde i det her hus, der tager tid, så er det her jo sådan set gået forholdsvis hurtigt, altså, mange partier er blevet enige om en aftale. Nu førstebehandler vi sagen i dag, og allerede fra 2025 begynder det her at blive rullet ud. Så er det klart, at så skal der være balancer, for der er også andre ting, som vi ønsker, og det er det muliges kunst.

Næste korte bemærkning er til hr. Mads Olsen, SF.

Tak. Ordføreren siger jo, at der er plads til både skattelettelser og velfærd, men for under 1 måned siden meddelte en borgmester, at hun ikke ville genopstille ved valget, fordi det med at spare og spare simpelt hen slider på hende. Hun kommer jo fra Socialdemokratiet, så derfor synes jeg, det er lidt sjovt. Altså, hvem skal man dog tro på? Skal man tro på ordføreren, eller skal man tro på borgmesteren derude med hånden på kogepladen? Er der råd til skattelettelser og velfærd, eller hvem har ret her?

Ordføreren.

Nu synes jeg efterhånden, det bliver en lille smule kafkask. For siden regeringsskiftet i 2019 er det jo faktuelt sådan, at man har ændret nulvækst til faktisk at blive en vækst i forhold til det offentlige forbrug. Kommunerne har gentagne gange, år efter år, fået flere penge i økonomiaftalerne, end da der var en borgerlig regering i Danmark.

Jeg er også bare nødt til at sige, at for os er det altså velfærd, at vi giver f.eks. sosu-assistenten lidt flere penge, og jeg tror ikke, det er gået ordførerens næse forbi, at vi jo også har haft diskussioner blandt partierne i regeringen, fordi vi er forskellige. F.eks. har jeg selv haft nogle sværdslag med hr. Mohammad Rona, som gerne havde set, at vi havde sænket selskabsskatten. Jeg tror, det var 5-6 procentpoint, som Moderaterne ønskede. Der sagde Socialdemokraterne fuldstændig nej, og at det ville skabe øget ulighed. Men det er jo noget af det, som man, dengang SF sad på skatteministerposten, lavede en historisk sænkning af. Her bruger vi altså tre fjerdele af pengene i reformen på at sænke skatten for helt almindelige lønmodtagere i bunden.

Spørgeren.

Så hvis der sidder nogen socialdemokratiske byrødder og lytter med her, er ordførerens budskab, hvis jeg forstår det rigtigt, at hvis de føler, de skal spare og spare, er det simpelt hen en klagesang, der ingen basis har i jorden. Er det en korrekt gengivelse? Jeg har svært ved at tolke det på andre måder.

Ordføreren.

Altså, jeg har selv siddet i en kommunalbestyrelse i 12 år, før jeg kom herind i Folketinget, og jeg medgiver, at ofte kan det være vanskeligt at få budgetterne til at hænge sammen i kommunerne. Det var også derfor, vi ønskede, at der faktisk skulle flere penge til kommunerne. Derfor gik man også ind og lavede kommuneaftalerne, der øgede rammen, man er gået ind og har lavet udligningsaftaler, og man har i finansloven, i øvrigt også sammen med SF, været med til at sende flere penge ud til kommunerne. Så jeg må bare anholde det og sige, at SF altså også har været med til i den her periode at lave skattelettelser, f.eks. fradraget på de faglige kontingenter.

Den næste korte bemærkning er til fru Trine Pertou Mach, Enhedslisten.

Tak for det, og tak til ordføreren for så iltert at forsvare et lovforslag, som jo i virkeligheden primært giver skattelettelser til dem i toppen. Det er jo meget loyalt og solidarisk over for sine regeringspartere. Men jeg vil gerne tilbage til det her med uligheden.

Vil ordføreren ikke bekræfte, at de mennesker, der absolut har mindst i vores samfund – det er førtidspensionister, folkepensionister, arbejdsløse og syge – ikke får noget ud af den her aftale? Og hvem er det så i virkeligheden, den er målrettet?

Ordføreren.

Men det er jo indiskutabelt, at tre fjerdele af de her skattelettelser går til bunden, og det er også rigtigt, når fru Trine Pertou Mach siger, at der i den her aftale ikke decideret er noget til pensionisterne. Men det er der jo taget højde for i andre aftaler. F.eks. har vi lige lavet en aftale om en grøn flyafgift, hvor vi samtidig går ind og løfter ældrechecken til dem, der har allerallermindst, med et historisk løft. Så der er jo en helhed og en sammenhæng i forhold til regeringens politik.

Så kan jeg simpelt hen ikke forstå noget. At det er lykkedes at komme igennem med en toptopskat, som oversat er en millionærskat, som beskatter dem i vores samfund, der tjener 2,5 mio. kr. og derover, yderligere, burde da være noget, som gjorde, at Enhedslisten tog den røde fane og jublede. Så det kan jeg simpelt hen ikke forstå at man ikke er mere begejstret for.

Spørgeren.

Enhedslisten ville tage fanen og juble, forhåbentlig sammen med Socialdemokratiet, næste gang, hvor den slags beskatninger virker.

Det er ikke rart at høre ordføreren bekræfte, at den her personskattereform i virkeligheden ikke er målrettet dem i bunden, men nogle andre samfundsgrupper. Så er jeg bare nødt til at spørge ordføreren: Hvad er ambitionen egentlig for Socialdemokratiet? Er det et mindst muligt udslag i uligheden, eller er det i virkeligheden at styrke ligheden?

Ordføreren.

Jeg synes jo i virkeligheden, at ambitionen er, at det skal kunne betale sig at gå på arbejde for helt almindelige lønmodtagere. Jeg synes, det er velfærd. Jeg synes også, det er solidarisk, når vi kan se, at priserne i vores samfund er steget, bl.a. på grund af inflationen, at vi så går ind og hjælper nogle af dem, der virkelig har slået sig på inflationen. Derfor anser jeg faktisk også det ekstra beskæftigelsesfradrag i forhold til enlige forsørgere som god og solidarisk politik.

Den næste korte bemærkning er til hr. Peter Kofod, Dansk Folkeparti.

Tak for det. Politik er jo en spøjs størrelse en gang imellem, for jeg tror jo, at hvis det havde været en borgerlig regering, der havde lagt et lovforslag på bordet, hvor man sænkede topskattesatsen med 7,5 procentpoint, så ville Anders Kronborg og andre tordne imod det og tale om den sociale massegrav, som man gjorde det tilbage i 00'erne og i 2010'erne. Den sociale massegrav kom jo ikke, og jeg tror heller ikke, at den sociale massegrav kommer af det her, skal jeg da skynde mig at sige, selv om vi ikke er en del af den her aftale og man sænker topskattesatsen. Men det er bare pudsigt, som politik kan forandre sig.

Vi er jo ikke en del af den her aftale. Jeg har forståelse for, at man putter forskellige elementer sammen, og der er jo enkelte elementer i den her aftale, som vi egentlig synes kan være okay. Altså, lægger man alt det her med topskat osv. osv. væk, er der jo nogle krummer til seniorer i beskæftigelse, og det vil vi da egentlig gerne stemme for, men jeg har ikke lyst til at stemme for resten af pakken.

Så kunne man forestille sig, at aftalepartierne ville splitte aftalen op på en måde, så man kan lave noget af det, der handler om seniorer i job, som er fornuftigt, bredere end det, der ellers er med lovforslaget her?

Ordføreren.

Nej, helt generelt er en aftale en aftale, og den står vi ved, og den står vi på mål for. Og så har ordføreren jo i øvrigt fuldstændig ret i det, som jeg også sagde i min tale, nemlig at i den her buket er der røde roser, og der er blå kornblomster, og der kan også findes et par rodeotyre; dem ved jeg ikke om man kan få som blomster.

Det er jo i virkeligheden også det, der har været ambitionen, nemlig at skabe et kompromis, som flere af os kan se os selv i. Og det er jo rigtigt nok, at en topskattegrænse ikke har groet i den socialdemokratiske baghave; det har det derimod, at vi hæver beskæftigelsesfradraget for enlige forsørgere, og at vi laver en toptopskat for dem, der tjener allermest i det her samfund. Men det er jo i virkeligheden også det, der har været fantastisk, at vi i løbet af den her regeringsperiode har kunnet få hr. Jan E. Jørgensen med på en aftale om at hæve fradraget for de faglige kontingenter, der styrker den danske model, og så har jeg været nødt til på andre områder at give indrømmelser til f.eks. Venstre.

Spørgeren.

Synes hr. Anders Kronborg ikke, at Socialdemokratiet har betalt en meget høj pris for den her aftale? Altså, hvis man kigger på den her aftale, er der jo ikke noget til førtidspensionisten eller pensionisten; så er der jo ikke noget til de grupper i vores samfund. De får 0 kr. Men hvis man tjener det samme som et folketingsmedlem – bare for at bruge det eksempel – vil det være adskillige tusinde kroner om året, man får i skattelettelser.

Jeg har ikke noget imod, at folk, der er i arbejde, får skattelettelser, men det, vi har haft noget imod, er den balance i det, hvor vi synes, at man godt kunne have løftet det noget mere for pensionisten på bekostning af det andet. Så synes hr. Anders Kronborg ikke, at man har betalt en enormt høj pris for at få hr. Jan E. Jørgensen og andre gode folk med i den her aftale?

Tak. Så er det ordføreren.

Nej, det synes jeg ikke vi har, bl.a. fordi tre fjerdedele går til skattelettelser i bunden. Nogle af de elementer, som hr. Peter Kofod retfærdigvis nævner, kan man se i andre aftaler, f.eks. med et historisk løft af ældrechecken til pensionisterne og i forhold til en grøn flyaftale. Der undrede det selv mig, at et parti som Dansk Folkeparti, som jo – det anerkender jeg – stod fadder til ældrechecken, slet ikke ville være med i en aftale, hvor vi går ind og giver et så historisk løft til netop de fattigste af vores pensionister.

Så jeg synes, det er en meget, meget fin balance. Derimod kan man jo også nævne lønløftet, som er sket i den her regeringsperiode, og sådan kunne jeg blive ved.

Tak til hr. Anders Kronborg, Socialdemokratiet. Næste ordfører er hr. Jan E. Jørgensen, Venstre. Velkommen.

Tak. Se, hvis nogen i valgkampen havde spurgt, om jeg i denne valgperiode ville opleve en socialdemokratisk statsminister skrive skattestoppet ind i regeringsgrundlaget, så ville jeg nok have kigget måbende på vedkommende og sagt: Nej, hvad tror du selv? Og hvis nogen havde spurgt mig, om der i et Folketing med rødt flertal ville kunne skaffes 90 mandater bag de største personskattelettelser i 10 år, så havde jeg sagt: Det kommer ikke til at ske. Og hvis nogen havde spurgt, om topskatten ville blive lettet i et rødt Folketing med en socialdemokratisk statsminister, så ville jeg have sagt, at det var helt, helt umuligt at forestille sig.

Når end ikke et blåt flertal og en Venstrestatsminister kunne sænke personskatten, ville det da slet ikke kunne lade sig gøre med socialdemokrat i spidsen med et solidt rødt folketingsflertal. Ikke desto mindre står jeg nu her i dag og er med til at førstebehandle et lovforslag, der gennemfører de største skattelettelser i 10 år, og som sender mere end 10 mia. kr. tilbage til danskerne. Jeg står i dag og kan konstatere, at ingen socialdemokrater taler om skattelettelser eller velfærd; de taler nu alle sammen om skattelettelser og velfærd.

Vi er nu klar til at give danskerne flere af deres egne penge tilbage og lade hårdtarbejdende danskere få en større gevinst ud af deres flid. For selvfølgelig skal hårdt arbejde kunne betale sig. Med en markant forbedring af beskæftigelsesfradraget kommer over 3 millioner danskere til at betale mindre i skat, og i alt vil næsten 2 millioner danskere opleve, at de betaler mindre i skat på den sidst tjente krone, hvilket vil motivere til at gøre en ekstra indsats.

Alle her i salen ved, at vi mangler arbejdskraft i bl.a. sundhedsvæsenet og i forhold til den grønne omstilling. Tænk på, hvad det kommer til at betyde for samfundet, når det kan betale sig at tage en ekstra vagt i sundhedsvæsenet, eller hvad det vil betyde for den grønne omstilling, at installatører og elektrikere nu tilsvarende får lov til at beholde mere til sig selv og får lyst til at tage ekstra opgaver. For der er jo strengt taget opgaver nok, der skal løses i sundhedsvæsenet, i den grønne omstilling, i forsvaret og i et privat erhvervsliv, som jo altså finansierer hele gildet, og som også mangler arbejdskraft. Derfor skal vi sikre vækst og velstand ved at sænke skatten for på den måde at kunne få den tryghed, velfærd og grønne omstilling, som vi ønsker.

For helt ærligt, vi har i dag en topskat, som bliver betalt af mere end en halv million danskere. Med den omlægning, vi nu laver, trækker vi 280.000 ud af den kategori. Det er 280.000 danskere, som vil opleve, at skatten på den sidst tjente krone falder markant, og at det nu bedre kan betale sig at tage en ekstra tørn. Og nej, det er ikke kun læger og advokater og direktører osv., der får de her fordele. Der er ikke mindre end 100.000 faglærte arbejdere, hr. formand, der får lov til at beholde flere penge selv. Derudover leverer reformen samlet set et forøget arbejdsudbud på over 5.000 fuldtidspersoner.

Dem, der ønsker at finde fejl ved reformen, og endda dem i den liberale lejr, som ikke ønsker at stemme for det, vil jeg minde om, hvor svært det var at lave ændringer med personskatterne, da vi havde en VLAK-regering med et blåt flertal. Der skete ingenting. Jeg forstår sådan set godt modstanden mod toptopskatten – jeg heller ikke selv tilhænger af den og har svært ved at se den overleve, hvis der igen kommer 90 blå mandater – men den samlede pakke er altså stadig væk 100 gange bedre, end at der ingenting sker. Og hvorfor er det, at man hellere vil undvære et flot blomsterbed, som hr. Anders Kronborg talte om, bare fordi der står en enkelt tidsel? Og mon ikke vi kan få tidslen fjernet på et tidspunkt efter et valg? Selvfølgelig kan man altid drømme om mere eller bedre, men når alt kommer til alt, har man her muligheden for at stemme for en lov, der sender 10 mia. kr. tilbage til befolkningen. Det giver en almindelig børnefamilie en skattelettelse på knap 6.000 kr. om året, og den enlige forsørger i arbejdet vil få en skattelettelse på 8.000 kr. årligt. Jeg ved godt, hvad jeg vælger.

Se, Venstre er et gammelt parti. Jeg faldt over den her pjece fra 1960 med overskriften »Skatten ned, humøret op«. Det er et slogan, der stadig holder, og som jeg kan anbefale flere på den blå side af hegnet at følge, så man kan komme i lidt bedre humør. Dengang foreslog vi skattelettelser for 800 mio. kr. Nu gennemfører vi skattelettelser for 10 mia. kr. Det er da ikke helt skidt, selv om jeg godt ved, at der har været en smule inflation siden dengang. Eksemplet er mest taget med for at vise, at vi altid i Venstre har været på skatteborgernes side. Dengang i 1960 sagde vi, at det skal kunne betale sig at arbejde, det skal kunne betale sig at tjene penge, og at det skal kunne betale sig at spare op. Det mener vi stadigvæk den dag i dag, og derfor er vi glade for dette lovforslag.

Der er en kort bemærkning til hr. Sigurd Agersnap, SF.

Tak for talen – i højt humør. Jeg deler hr. Jan E. Jørgensens overraskelse, og jeg forstår godt jublen, når man kommer fra et Venstresynspunkt. Det er et meget imponerende forhandlingsresultat i det Folketing, der ellers er sammensat her. Jeg vil gerne spørge til det, hr. Jan E. Jørgensen egentlig sagde om toptopskatten, altså at den mener man egentlig i Venstre godt kan fjernes efter et valg. Jeg har forstået det sådan på Socialdemokraterne, at den er det helt afgørende for, at det her kan betragtes som nogenlunde socialt balanceret. Men er det Venstres politik, at den kan man pille ud af vores skattesystem igen efter et nyt valg?

Ordføreren.

Venstre har mig bekendt ved samtlige valg gået til valg på at sænke skatterne, og den allerhøjeste skat af dem alle sammen, som jo nu bliver toptopskatten, vil vi da selvfølgelig gerne have sænket. Om det kan lade sig gøre, kan jeg jo ikke sige noget om. Jeg ved ikke, hvilke regeringskonstellationer der kommer. Jeg ved ikke, om vi igen kommer i regering med Socialdemokratiet osv. Jeg siger bare, at den altså ikke er skrevet ind i grundloven. Den er skrevet ind i en lov, og lov kan ændres af mennesker modsat De Ti Bud og andre ting.

Spørgeren.

I forhold til det her med, hvad Venstre går til valg på, altså at sænke skatter, vil jeg sige, at mig bekendt gik Venstre ikke til valg på at sænke topskatten. Man gik til valg på at sænke skatten i bunden, men ikke topskatten. Derfor er det jo endnu mere overraskende, når man kigger udefra, at man lige pludselig er kommet frem til, at man faktisk skal sænke topskatten.

Vil ordføreren bare ikke bekræfte, at det er noget, Venstre har arbejdet for, fordi man gerne vil have, at de bredeste skuldre bærer lidt mindre af læsset, altså at de største skattelettelser skal gives der, hvor man betaler en højere skattesats?

Ordføreren.

Vi vil først og fremmest have, at de bredeste skuldre laver noget mere, altså arbejder noget mere, og at det kan betale sig at gøre en ekstra indsats. Det er jo det, der er hele formålet bag skattelettelserne. Det er jo ikke kun ud fra et retfærdighedssynspunkt, at vi synes, at det er ret og rimeligt, at man kan beholde nogle flere penge selv, og at det skal kunne betale sig at arbejde. Det er jo også, fordi når noget kan betale sig, gør folk mere af det, der kan betale sig. Vi kan godt alle sammen være lige fattige. Det synes vi i Venstre er en rigtig dårlig idé. Vi vil hellere have, at vi sammen skaber rigdom, så vi også har råd til at finansiere den velfærd og den grønne omstilling, som jeg ved at vi deler et ønske om.

Næste korte bemærkning er til hr. Mads Olsen, SF.

Jeg er lidt nysgerrig på den geografiske ulighed, og hvordan Venstre forholder sig til den. Faktum er jo, at den gennemsnitlige skatteborger i Allerød Kommune og Furesø Kommune får dobbelt så meget ud af den her aftale som en gennemsnitlig borger i Lolland Kommune eller i Thisted Kommune. Selv formanden for Landdistrikternes Fællesråd er heller ikke tilfreds med den her aftale. Så jeg er lidt nysgerrig efter at høre, hvorfor Venstre er med til at øge den geografiske ulighed i kroner og øre i den her aftale.

Ordføreren.

Den havde jeg simpelt hen ikke set komme. Altså, det var da en besynderlig indvending at have. Det er jo, fordi borgerne de steder tjener mere, arbejder mere og dermed i forvejen betaler mere i skat, så de i øvrigt kan være med til at bidrage til den udligningsordning, som sikrer, at også kommuner som Lolland osv., hvor der ikke er lige så mange, der tjener lige så mange penge, har et godt og sundt velfærdssystem.

Spørgeren.

Jeg er lidt overrasket over, at Jan E. Jørgensen kalder den besynderlig. For ikke nok med, at borgerne i udkantsområderne af Danmark skal se deres busrute blive nedlagt og slagtet, så får de heller ikke lige så meget ud af skatteaftalerne herinde på Christiansborg. Altså, kan Jan E. Jørgensen ikke godt forstå, hvorfor man som borger i Lolland Kommune godt kan føle sig lidt frustreret over at blive glemt herinde på Christiansborg?

Ordføreren.

Prøv at høre, der er ingen, der bliver glemt i Lolland Kommune. Lolland Kommune får et ganske stort tilskud via udligningsordningerne, som jo altså kommer fra de kommuner, hvor borgerne tjener flere penge, end man gør i Lolland Kommune. Jeg er da helt sikker på, at i Lolland Kommune så man gerne, at der var mere vækst. Det tror jeg i øvrigt også der kommer, ikke mindst når vi får en Femernforbindelse. Men at gøre det til et spørgsmål om geografisk ulighed er jo absurd. For den ulighed opstår jo, fordi der er borgere i Danmark, som finansierer en større del af gildet end borgere i andre dele af Danmark. Det skal vi da ikke have ondt af. Jeg må sige, at jeg ikke helt forstår indvendingen.

Der er ikke flere korte bemærkninger. Tak til hr. Jan E. Jørgensen, Venstre. Næste ordfører er hr. Sigurd Agersnap, Socialistisk Folkeparti. Velkommen.

Tak for ordet, formand. Jeg vil gerne starte med et citat:

Hvad er en skattelettelse værd, hvis ens gamle mor ligger på plejehjem med en våd ble 12 timer i træk, fordi der ikke er personale nok på arbejde? Hvad er det værd med en skattelettelse, hvis man afleverer sit barn i en daginstitution og man tænker: Hvis han falder på den der løbecykel, han lige har lært at køre på, er der så overhovedet nogen til at trøste ham? Eller hvad er en skattelettelse værd, hvis man afleverer sine børn i en skole eller de forhåbentlig selv cykler derhen, hvis de har nået den alder, og man kan se, at undervisningen ikke har en tilstrækkelig kvalitet, fordi der ikke er penge nok? Så er vi nødt til lige at træde et skridt tilbage i Danmark, se hinanden i øjnene og se, hvad det vigtigste her i Danmark egentlig er. Citat slut.

Ordene er ikke mine. Det er Mette Frederiksens i en video på Socialdemokratiets facebookside, og jeg kunne ikke have sagt det bedre selv. Hvad skal jeg med en skattelettelse, når der er brug for pengene i vores velfærdssamfund? Hvad skal jeg med en skattelettelse, når pengene mangler på vores nedslidte skoler? Hvad skal jeg med en skattelettelse, når der fyres folk i plejesektoren eller på sygehusene, eller når daginstitutionerne i landets kommuner lukker tidligere på grund af nedskæringer?

Nogle har så forsøgt at påstå, også heroppe i dag, at det slet ikke er et valg mellem skattelettelser eller velfærd – at man kan vælge både-og. Det kunne jo være fedt. Prøv at tænk på, hvor let politik så ville være. Du kan få både i pose og i sæk. Men det lyder for godt til at være sandt, og det er for godt til at være sandt. Når man bruger pengene på skattelettelser, er de der ikke til at investere i vores velfærdssamfund.

Selv om nationaløkonomi og privatøkonomi ikke er helt det samme, kan jeg huske fra min barndom, at når jeg brugte lommepengene på fodboldkort i stedet for fredagsslik, så var der ikke noget fredagsslik. Den holder også her, for når regeringen bruger 6,75 mia. kr. fra råderummet, kan de penge ikke bruges på velfærd. Det er klart, at andre penge kan bruges på velfærd, men de penge kan ikke bruges på velfærd. Har man ikke et pengetræ i baghaven, må man vedstå sig, at politik er prioriteringer, og regeringen og aftalepartierne har så prioriteret skattelettelser. Det er tilmed en skattelettelse, som primært er til dem med de højeste indkomster. Direktøren får 1.000 kr. i skattelettelse om måneden. Kassemedarbejderen får under 100 kr. om måneden. Så er det rigtigt, at man kan ændre på eksemplerne og sige, at hvis man er enlig forsørger med en lav indkomst, så får man en højere skattelettelse. Det er rigtigt. Det udgør samlet 2 pct. af dem, der får en skattelettelse. Det er ikke dér, de store penge ligger.

Fire ud af ti får ikke en skattelettelse. Det er kontanthjælpsmodtageren, den studerende, pensionisten og førtidspensionisten. De 10 pct. rigeste i samfundet får en skattelettelse, som er 17 gange højere end den tiendedel med mindst. Det er skævt, og det er asocialt. Det svækker velfærdssamfundet, mens de rigeste bliver rigere, og det er den forkerte vej at gå. At skære på velfærden og skænke skattelettelser til de velhavende har skubbet vores samfund i retning af større ulighed og større splittelse, og det svækker velfærdssamfundet.

Så jeg vil slutte med et citat:

Når jeg ved, at der er mange ældre og der bliver flere ældre, heldigvis, der har behov for en ældrepleje med værdighed, så vil jeg være sikker på, at der er medarbejdere nok på arbejde, også om natten, også omkring vores demente og også omkring dem, der har behov for genoptræning, før vi begynder at give skattelettelser. Og når vi ved, at vi skal leve af uddannelse i fremtiden og det bedste for alle os, der er forældre og bedsteforældre, er at give vores børn og børnebørn en god uddannelse, så de får et godt fundament at stå på, så vil jeg saftsuseme hellere bruge penge på skole og på uddannelse, end jeg vil bruge dem på nogle skattelettelser. Citat slut.

Ordene er endnu en gang Mette Frederiksens, og jeg er meget enig. Eller som den socialdemokratiske borgmester i Frederikshavn har sagt om regeringens skatteudspil: »Jeg har spurgt: Kan I overhovedet stave til velfærd?« Det har hun sagt, fordi hun mener, at pengene burde bruges på velfærd i stedet. Det her er ikke kun et spørgsmål om ideologi. Det er også et spørgsmål om at sikre vores velfærdssamfund og sørge for, at det kan leve op til det, vi forventer i fremtiden. Der skal velfærden og ikke skattelettelser prioriteres. For Danmark er et for lille land til store forskelle og et for lille land til store skattelettelser.

Jeg skulle hilse fra Alternativet og sige, at de også er imod skattelettelserne. Tak for ordet.

Den første bemærkning er til et medlem, som allerede står klar, og det er hr. Anders Kronborg, Socialdemokratiet.

Tak for det. Jeg er enig i flere nuancer, som ordføreren kommer med, og en af dem handler jo om, at vi skal sikre velfærdssamfundet. Derfor synes jeg, at ordføreren også overser en væsentlig detalje i den her skattereform, og det er, at den også øger arbejdsudbuddet. Vi skal jo have folk i vores velfærdsinstitutioner, folk, der skal passe de gamle, folk, der skal tage en ekstra vikartime på skolerne, og folk, der som pædagoger også har lyst til at tage en ekstra tørn og kan mærke, at det kan betale sig at arbejde.

Jeg kan jo fornemme, at SF også er ved at presse sig på, så de igen bliver regeringsduelige. Jeg skal ikke komme ind på nu, hvad de ellers var med til af selskabsskattelettelser tidligere. Men jeg kunne godt tænke mig at spørge SF, for jeg ved jo, at der formentlig jo også kommer nogle krav: Vil SF gøre det til et krav at fjerne beskæftigelsesfradraget i forhold til de enlige forsørgere, når en pædagog kan se frem til at få op til 600 og lidt over 50 kr. ekstra om måneden? Vil SF kræve det fjernet?

Ordføreren.

Vi laver krav frem til et valg, og medmindre nogen kan sige, at der er et valg lige på trapperne, så er det ikke nu, at vi begynder at fastsætte krav. Så hvis hr. Anders Kronborg siger, at det er lige oppeover, begynder vi selvfølgelig at nævne nogle krav. Men ja, ellers er vi ikke klar til at gøre det endnu.

Så vil jeg sige, at skattelettelser er en meget ineffektiv måde at skabe det relevante arbejdsudbud på. Det er der flere økonomer der har været ude at sige. Det er rigtigt, at skattelettelser øger det generelle arbejdsudbud, men der, hvor vi har et særligt behov, er jo inden for specifikke velfærdsområder lige nu. Det er sosu-medarbejderne, og det er pædagogerne. Det, der er den store opgave i forhold til at øge arbejdsudbuddet der, er uddannelse; det er at sørge for, at de 43.000 unge, der står uden job og uddannelse, kommer i uddannelse; det er at sørge for, at flere seniorer kan tage et arbejde; og så er det selvfølgelig også, at der er europæisk arbejdskraft, der kommer til Danmark. Det er de store knapper, man kan skrue på i forhold til arbejdsudbud. Skattelettelser er meget ineffektive til det.

Spørgeren.

Det kan jo sagtens være af nogle strategiske hensyn, at SF gerne lige vil vente nogle måneder med at lægge hånden på kogepladen og så helt konkret sige, hvad man vil og ikke vil. Omvendt kunne jeg så spørge: Når SF er så uenige i flere af de her elementer, kunne SF så finde på at fremsætte et beslutningsforslag her i Folketinget, hvor man konkret foreslår at fjerne den særlige forhøjelse af beskæftigelsesfradraget for enlige forsørgere, der giver den enlige mor, som f.eks. er pædagog, mange flere hundrede kroner om måneden, så hun f.eks. har råd til at betale den gave, hun skal have med til børnefødselsdagen for at være en del af fællesskabet. Vil SF foreslå, at det bliver fjernet? (Tredje næstformand (Karsten Hønge): Tak! Det hører vi nu). Er det en god idé?

Ordføreren.

I SF har vi jo sagt, at vi er imod den her skattereform. Vi er ikke imod en skatteomlægning som sådan. Hvis man gør sådan, at dem med de højeste indkomster i samfundet skulle betale mere i skat, så vil vi gerne lette skatten for dem med de laveste indkomster. Det er bare ikke det, den her skattereform gør. Det er det modsatte: Den letter skatten mest for dem, der tidligere betalte topskat.

Det er jo lidt mærkeligt at spørge oppositionen: Vil I fremsætte beslutningsforslag om det? Jeg har endnu ikke oplevet, at regeringen har stemt for særlig mange af dem. Hvis Socialdemokratiet er villige til at ændre på skattereformen på baggrund af et beslutningsforslag, fremsætter vi da gerne forslag om f.eks. at genindføre topskatten ved den samme grænse.

Næste korte bemærkning er til hr. Jan E. Jørgensen, Venstre.

Tak for det. Jeg vil sådan set godt følge lidt op på det, min ærede kollega Anders Kronborg var inde på, altså det her med, hvad SF vil gøre, hvis der nu kommer et rødt flertal igen – det kan man jo ikke helt afvise; vælgernes veje er uransagelige. Vil man så kræve de her skattelettelser rullet tilbage? Jeg synes, at der lidt er sådan en fejhed over SF. Man tordner mod en masse skattelettelser, men når de så først er gennemført, ja, så lever man med dem. Man foreslår ikke, at de bliver annulleret, og at skatten sættes op igen.

Ordføreren.

Det vil vi gerne. Vi vil gerne rulle topskattelettelsen tilbage. Det, jeg prøvede at svare den socialdemokratiske ordfører, var, at vi jo ikke har noget imod, at man letter skatten for dem med de laveste indkomster, hvis det modsvares af, at man hæver skatten på f.eks. kapitalgevinster eller på de allerhøjeste indkomster. Så det er klart for os, at der er elementer i den her skattereform, som vi er imod og også vil rulle tilbage, f.eks. topskattelettelsen.

Spørgeren.

Bare for at få det helt på det rene: Vil det sige, at SF vil gå til valg på, at skatten skal stige med 10 mia. kr.?

Ordføreren.

Jeg står ikke i dag og siger, hvad vi går til valg på, medmindre I siger, at det er lige oppeover. Det er sådan, at SF ikke mener, man skal lette topskatten. Og vi vil gerne have den tilbage på den grænse, der var før. Det er derfor, vi står uden for den her skatteaftale, og det er derfor, vi har kritiseret den hele vejen. Det er vores politik, og vi kæmper for at finde et flertal, der vil genindføre topskatten.

Næste korte bemærkning er til hr. Lars Boje Mathiesen, uden for grupperne.

Jeg undrer mig nogle gange lidt over den socialistiske retorik. Nu er det sådan cirka 6,5 mia. kr. efter tilbageløb, ikke? Det er cirka 0,5 pct. af det samlede budget. Hvorfor er det, at man ikke begynder at fokusere på de 99,5 pct. andre midler, der bliver brugt i det offentlige? Det kunne jo være, at ikke alle 99,5 pct. bliver brugt på grundlæggende kernevelfærd. Det kunne godt være, at man kunne lave omprioriteringer i de 99,5 pct., således at det ikke var de sidste 0,5 pct., som altid var det, der betød, at vi fik den bedste velfærd eller vi ikke fik noget som helst velfærd, overhovedet.Så hvorfor er det, at man ikke kigger mere på de 99,5 pct. fra Socialistisk Folkepartis side i stedet for at insistere på de sidste 0,5 pct.?

Ordføreren.

Jeg tror, at det her er det største forslag, jeg har været med til at behandle herinde, altså af økonomisk betydning for statskassen. Jeg kan i hvert fald ikke mindes, at jeg har set et forslag, der var større, i forhold til hvad for et provenu man brugte fra den samlede statslige økonomi. Så det er jo et kæmpe forslag.

Så kan man godt sige, at resten af statens økonomi selvfølgelig er meget større. Det er det altid. Vi sidder jo altid med forslag, som er små bidder af den samlede økonomi, men det er jo ikke sådan, at vi herinde bare kan sige, at de øvrige 99 pct. skal man ændre i morgen. Det her er et forslag, som er større end langt de fleste forhandlinger, der har været i finanslove de sidste mange år. Altså, beløbet er jo kæmpestort.

Spørgeren.

Nu er jeg selvfølgelig også tynget. Jeg har siddet i Folketinget fra 2019. Så jeg har været med til at træffe beslutninger omkring større midler. Jeg er udmærket godt klar over, at hvis den politiske vilje er der, så kan man sagtens prioritere at flytte rundt på flere midler. Så det er ikke sådan, at man ikke kan det.

Anerkender ordføreren, at hvis man omprioriterede i de 99,5 pct., så ville man frigive nogle midler. Det kunne jo f.eks. være, at man privatiserede DR; så ville det frigive omkring 3,5-3,7 mia. kr., som man så kunne bruge på grundlæggende kernevelfærd. Det er jo mere end halvdelen af det her, som man så i hvert fald kunne hente ind. Det var også en måde, man kunne finde pengene på.

Ordføreren.

Vi mener ikke, at man skal privatisere DR. Vi mener, at de penge, der er i råderummet, bør bruges på at styrke vores velfærdssamfund for at lukke det gab på 43 mia. kr., der har været siden 2015, fordi velfærden ikke følger med den udvikling, der er i velstanden af resten af samfundet.

Så er der ikke flere korte bemærkninger. Tak til hr. Sigurd Agersnap, SF. Næste ordfører er hr. Steffen W. Frølund, Liberal Alliance. Velkommen.

Tak for det, formand. Så står jeg alligevel til sidst heroppe i træet og kigger ned, selv om det faktisk her er historien om en regering, som helt ultimativt ville indføre en ny, dybt skadelig og kraftigt kritiseret toptopskat. Det er en skat, som LA i forhandlingerne gjorde alt for, at Danmark skulle undgå. Resten af aftalen er en rigtig fin lille pakke, synes vi.

Vi kan være rigtig glade for, at der ikke var video på inde hos finansministeren, for så ville folk helt sikkert tro, at Alex Vanopslagh og jeg var blevet medlemmer nede hos Enhedslisten. Det er nemlig min måde at sige på, at vi foreslog en perlerække af andre dybt skadelige skatter, alene fordi de var marginalt mindre skadelige end toptopskatten. Vi var fra LA's side klar på alting på nær toptopskatten. Regeringen var ikke klar på noget, medmindre det var toptopskatten. Så vi var de kompromisvillige, og regeringen de stejle. Vores forhandlingsforslag blev fejet af bordet, og toptopskatten skulle indføres.

Den fjerner arbejdsudbud, den skader dansk konkurrenceevne, overvismanden siger, den sænker produktiviteten, den er en særskat på danske C20-direktører, den kan omgås af cirka halvdelen af de ramte, den indfører skævhed, skattetænkning og forvridning, den fjerner et godt princip om parallelitet mellem løn- og kapitalindkomst, og den skaber en glidebane til at øge kapitalskatterne for at lukke den skævhed. Den er rent ud sagt dårligt tænkt. Hvorfor gør man det så? Det vides ikke. Ingen vil vedkende sig den. Moderaterne fandt på den, men var klar på at forhandle den væk. Venstre går ikke ind for sådan noget, men endte med at være dem, der argest forsvarede den. Socialdemokraterne, som alle mand i valgtests har svaret, at de ikke vil indføre sådan noget, griner hele vejen tilbage til kontorerne med deres millionærskat, ind- og bannerført af M og V – skakmat. S fik deres vilje; de andre tog slagene.

De argumenter for skatten, som har været forsøgt, går på provenu og på social balance, og alle ved, at provenuet ikke kommer. Det er bare en beregningsteknisk måde at opstille det på, så man i tabelsvarene endda må tage forbehold for, at provenuet vil være mindre. Folk omlægger nemlig deres løn til kapitalindkomst i stor stil, og så halveres provenuet. Det svarer ministeren korrekt, når vi spørger. Men selv hvis vi leger, at provenuet kommer, giver det to bittesmå pipetter med statsindtægt. Råderummet alene har været opjusteret igennem de sidste få år med mere end 100 gange så meget, som toptopskatten angiveligt skulle indbringe. Alligevel skal vi lige opkræve lidt mere.

I en tid med en bugnende statskasse giver det overhovedet ikke mening at skulle øge nogen skatter, og når andre skatter med samme provenueffekt er blevet afvist i forhandlingerne, var det jo ikke provenuhensyn, som var argumentet. Det ville heller ikke give mening, så det er affejet. Det efterlader social balance som det tilbageværende argument, altså et andet ord for Ginikoefficienten. Al den skadevirkning bare for at millimeterfintune ligheden i Danmark fra – hold nu fast! – 30,28 til 30,22 og så endda kun med halv effekt, når folk reagerer og omgår skatten, som de vil gøre. Selv med lup er det så svært at se, at intet menneske ville ane, om tallet var det ene eller det andet.

Det er altså ikke god eller nødvendig politik. Det er det omvendte. Det er en bremse på os alle af misundelsesårsager. Vi stemmer nej til at indføre toptopskatten, som desværre bliver meget svær at komme af med igen. For LA står for vækst, velstand, fremdrift, fairness og optimisme over at mikroskopoptimere Ginikoefficienten. Alle skattelettelser er dog gode skattelettelser. Resten er en fin lille pakke. Den burde være langt større set i lyset af det råderum og de bugnende kasser, vi råder over, men det er bedre end ingenting. Så det er godt med sænkelserne og dårligt med toptopstigningen.

Der er korte bemærkninger. Først er det til hr. Anders Kronborg, Socialdemokratiet.

Jeg kan jo huske den dag, hvor vi blev enige om aftalen og der var stuvende fuldt på gangen foran Finansministeriet. Der var snurrende kameraer, og partiledere stod og var glade, de smilede, og nu giver ordføreren for Liberal Alliance sådan lidt et ironisk overblik over partierne i forhandlingsforløbet. Men der var et parti, som ordføreren ikke nævnte, nemlig partiet Nye Borgerlige. Nye Borgerlige er jo en del af den her aftale. Den daværende formand for Nye Borgerlige stod sammen med os andre storsmilende og var stolt af den her brede aftale. Den daværende formand for Nye Borgerlige valgte selvfølgelig selv at melde sig ud af Nye Borgerlige, men kort tid efter meldte hun sig ind i Liberal Alliance.

Jeg synes bare et eller andet sted, det er synd, når man er så glad for en aftale som den her, har været med til at forhandle den her aftale og storsmilende stod foran Finansministeriet og roste den her aftale. Så jeg vil bare høre, om Liberal Alliance giver fru Pernille Vermund lov til at komme ind at stemme for den aftale, som hun selv har været med til at forhandle igennem.

Ordføreren.

Det er ikke sådan, det fungerer i Liberal Alliance. Fru Pernille Vermund er blevet medlem af Liberal Alliance; Liberal Alliance er ikke blevet medlem af fru Pernille Vermund. Så fru Pernille Vermund stiller op med vores politik, som det er i dag.

Spørgeren.

Det er jo fair nok, men vil ordføreren så ikke medgive, at det er et lidt fortegnet billede, hvis en stor profil som fru Pernille Vermund lige kan komme ind i Liberal Alliance med den her skattereform i rygsækken, som hun som partileder har været med til at forhandle? Kan ordføreren ikke godt se, at der altså er en del gode elementer i den her aftale?

Ordføreren.

Jeg ved ikke, om det har noget med fru Pernille Vermund at gøre, men jeg kan da sagtens se mange gode elementer i den her aftale. Men der er et kæmpestort, rigtig dårligt element, som der overhovedet ingen saglige grunde er til i den aftale, og det er noget, som ingen vil vedkende sig. Det er årsagen til, at Liberal Alliance ikke er med i den.

Næste korte bemærkning er til hr. Jan E. Jørgensen, Venstre.

Tak for det. Jeg er rigtig, rigtig glad for, at Liberal Alliances ordfører er klatret ned fra træet. Det var også lidt trættende at skulle stå og råbe op i trækronerne. Det er noget nemmere at tale sammen her. Desværre er talen jo en lang dokumentation for, at man har tænkt sig at klatre op igen, lige så snart forhandlingen her i salen er afsluttet, for man vil stadig væk ikke være med til at sænke skatten for 10 mia. kr., fordi der er ét element i den store aftale, som man ikke bryder sig om.

Det, jeg bare vil spørge om, er, hvordan har man det som medlem af Liberal Alliance med at skulle trykke på den røde knap, når vi gennemfører de største skattelettelser i 10 år på personskatten?

Ordføreren.

Vi har det fuldstændig glimrende med det, nemlig at den bydende nødvendighed af at reformere det danske skattesystem er noget, der bliver indset på kryds og på tværs. Så det er da dejligt, at Liberal Alliance-politik med at sænke skatterne bliver gennemført. Men det er da en fuldstændig elendighed set med vores øjne, at det skal gøres på en måde, hvorpå der også skal ske nogle rigtig dårlige ting i den aftale, når det var helt unødvendigt, at de skulle være der. Så når der er en samlet pakke på bordet, hvor der sker nogle gode ting, er vi glade for de ting; når der sker nogle dårlige ting med den pakke, stemmer vi samlet set imod, hvis det ene vejer tungere end det andet.

Spørgeren.

Det er jo en meget smart taktik. Så kan man lade os gøre arbejdet, og man kan selv bare nyde frugten. Skatten bliver sænket uden Liberal Alliances stemmer, og Liberal Alliance får ikke skidt på hænderne ved at skulle være med til toptopskatten. Det er jo en smart måde at agere på, og det er sådan, små protestpartier agerer, men nu ser Liberal Alliance jo ud til at vokse i meningsmålingerne osv. Så er det ikke på tide, at partiet tager ansvar? Jeres formand har skrevet en hel bog om det. Er det ikke på tide at tage ansvar, melde sig ind i kampen, komme i arbejdstøjet og rent faktisk lave politik i stedet for bare at snakke om politik?

Ordføreren.

Jeg kan slet ikke se behovet for at skulle have skidt på hænderne her. Det er der ingen grund til. Det er ikke noget skidt, der er værd at samle op. Så at tage ansvar for at samle unødvendigt skidt op ved jeg ikke om er et godt billede på den måde, jeg synes vi skal agere på, lige meget hvor stort et parti vi ender med at være.

Næste korte bemærkning er til hr. Hans Kristian Skibby, Danmarksdemokraterne.

Tak. Jeg synes måske ikke, at det er helt rimeligt bare at kalde det for skidt, som ligger i det her lovforslag. Det tror jeg faktisk heller ikke den gennemsnitlige Liberal Alliance-vælger mener, når der trods alt kommer skattelettelser på tocifrede milliardbeløb. Det er da mig bekendt ikke noget, der sker hver dag her i Folketinget.

Jeg fæstner mig bare ved, at ordføreren brugte meget af sin ordførertale på netop at præcisere, at årsagen til, at man ikke vil være med, er toptopskatten. Jeg er sådan set enig med ordføreren i, at det heller ikke er en blomst for at blive i blomsternes verden, som er vokset hos Danmarksdemokraterne. Den er ligesom forældreløs. Det har man ligesom kunnet konstatere. Jeg noterer mig jo også, at der var flere ordførere, der sagde mælkebøtte, røde roser, kornblomster, og jeg ved ikke hvad. Jeg synes jo, at man måske lidt glemmer tidslerne, og der vil jeg gerne medgive, at der også var en enkelt tidsel, og det var måske den her bemeldte toptopskat.

Jeg vil bare gerne spørge ordføreren, om det virkelig er nok til at stå uden for, når man eksempelvis hæver bundfradraget på beskæftigelse med næsten 5 mia. kr. Er det virkelig nok?

Ordføreren.

Det korte svar er: Ja, det var nok. Vi synes ikke, at der er nogen saglige argumenter for at gøre noget dumt bare for at skulle gøre noget godt. Der er ingen grund til at gøre det. Der er ikke nogen, der vil stå på mål for, at det skulle gøres. Argumenterne, man har forsøgt sig med, er alle sammen fejet af bordet. Det er sådan en ting, der bare får lov til at stå af stædighed. Så det her billede med, at vi skulle være oppe i et træ, er jeg ikke helt sikker på jeg kan genkende.

Her til sidst vil jeg gerne bare lige nævne, at det her med skidt selvfølgelig ikke er omtale af et helt lovforslag, men det gælder selvfølgelig lige den her ene torn. Det er jo et andet billede på det at kalde det en torn; det af toptopskatten, vi kalder skidt. Der er ingen grund til at få skidt på hænderne ved at samle en toptopskat op.

Spørgeren.

Jeg synes bare, at det, som ordføreren sagde til Jan E. Jørgensensom som noget af det allersidste, var, at det her skidt ikke var værd at samle op. Sådan tror jeg faktisk, at ordene faldt. Men jeg synes nu ikke, at ordføreren kommer sådan ret godt rundt ved at forsvare det lidt besynderlige i, at tre fjerdedele af det her netop går til at øge arbejdsudbuddet, ved at der også kommer et højere beskæftigelsesfradrag. Det er noget af det, der gør det mere interessant for folk at gå på arbejde, og det er jo et af kerneelementerne i det her initiativ. Der er det bare underligt, at sådan et liberalistisk, virksomhedsorienteret parti vælger at stå helt uden for det bare på grund af denne her lille bitte tidsel.

Ordføreren.

Vi var da også utrolig ærgerlige over, at det skulle være et ultimativt krav fra regeringen, at man skulle spise en toptopskat for at være med til alle de andre gode ting, som vi gerne så ske, så den frustration deler jeg da. Jeg så da gerne, at vi kunne stemme for alle de gode ting, men et lovforslag kan jo godt indeholde elementer, som ikke er gode, selv om det indeholder elementer, der er gode, og derfor bliver der jo ting, man skal tage på balancen, og det tror jeg vi alle sammen kender efter lidt tid herinde.

Næste korte bemærkning er til hr. Mohammad Rona, Moderaterne.

Tak for det, og tak for en sjov redegørelse omkring toptopskat. Det var sådan primært det, talen handlede om. Nu sad jeg jo også i det forhandlingslokale dengang, og nu vil jeg ikke afsløre, hvad der kom fra Liberal Alliance, men jeg kan sige, at det, der kom, da var lidt useriøst, hvis jeg skal være helt ærlig. Men det her er også bare lige for at forstå det helt rigtigt. Man siger jo nej til, at man giver et bedre råderum til helt almindelige familier, man siger nej til at lette skatten for helt almindelige danskere, man siger nej til at lave et arbejdsudbud på over 5.000 her, og så siger man jo også nej til vælgerne. For så vidt jeg husker, gik Liberal Alliance også til valg på at lette skatten, også for helt almindelige danskere.

Ordføreren.

Jamen det er sådan set fuldstændigt rigtigt redegjort for. Der er ikke så meget mere at sige til det. Vi vil rigtig gerne sænke skatterne. Jeg tror ikke, der er et eneste menneske i det her land, der ikke tænker Liberal Alliance sammen med nogle, der gerne vil sænke skatterne, så alt det er jo supergodt. Men hvorfor det skulle pakkes ind i, at der også lige var en skat, der skulle stige, er der ikke nogen, der har kunnet argumentere for. En pakke kan samlet set godt være dårlig. En stor pakke, der handler om de søde kæledyr med de store øjnes fremme, vil vi da gerne stemme for, men hvis den handlede om, at det skulle gå ud over marsvinene, for at vi kunne gøre alt det gode, ville vi da måske stoppe også det. Sådan er det jo bare. Der er da nogle steder, hvor det kan være for dårligt samlet set i en pakke og gå ud over nogle, det ikke bør gå ud over.

Spørgeren.

Det vil sige, at hver gang man skal stemme om et lovforslag, om det handler om skat, eller om det handler om noget andet, skal man i Liberal Alliances folketingsgruppe altid købe hele pakken, altså, så er der ikke nogen sætninger i en aftaletekst eller noget som helst, som kan stå forkert. For hvis det bare står en lille smule forkert, er man ude. Er det rigtigt forstået?

Ordføreren.

Jeg kan jo vende den om. Vil der være situationer, hvor Moderaterne ikke er med i aftaler? Ja, det vil der da. Hvorfor vil de ikke være det? Der kunne da i en aftale altid være et godt element, men sådan er det jo. Vi går jo alle sammen på kompromis, men nogle gange er aftaler ikke gode nok, for at det kan opveje det kompromis, der bliver krævet, og det var det ikke for vores vedkommende her.

Næste korte bemærkning er til hr. Lars Boje Mathiesen, uden for grupperne.

Jeg kan godt lide det principfaste Liberal Alliance; det kommer nok ikke som nogen overraskelse. Jeg synes, det klæder Liberal Alliance engang imellem lige at trykke på den knap. Men så er der noget, der undrer mig, for hvis den logik skal følges, undrer jeg mig over, at Liberal Alliance kan gå med i en blodrød finanslov, hvor man fik et lillebitte element, som man også har vedkendt var meget, meget lidt. Man skulle spise den store skovsnegl, der handlede om, hvilken samfundsudvikling vi har i samfundet med øget stat og en øget styring af befolkningen, og så forsvinder den logik jo.

Ordføreren.

Jeg kan bedst forklare det på den måde, at en rød finanslov var kørt fuldstændig af sted alligevel. Vi kunne kaste os ind, og så kunne vi ændre et komma, så det blev marginalt mindre slemt. Det ville vi gerne. Det her var også kørt af sted alligevel, så vi kunne få alt muligt godt, vi gerne ville have, men ikke behøve at stemme for noget, vi ikke ville have. Så det er med to omvendte fortegn det samme, vi snakker om.

Spørgeren.

Jeg vil da godt nok sige noget til det der med, at Liberal Alliance er principfast. Jeg vil gerne sidde og forhandle finanslov med Liberal Alliance. Hvis det er sådan, at regeringen planlægger at øge det offentlige forbrug, og det den har gang var med 2,1 pct., så siger de bare næste gang, at de har planlagt at forøge det med 2,3 pct., at nu får I det så ned på 2,1 pct., og at så er I med i den aftale. Så bliver det da en god forhandling. Altså, jeg vil da godt købe en brugt bil på den måde.

Kan ordføreren ikke høre, at hvis Liberal Alliance på den måde fralægger sig principperne omkring, hvad man grundlæggende gerne vil politisk med samfundet, i en finanslovsforhandling på den der måde, har man jo opgivet på forhånd?

Ordføreren.

Nogle gange kan man godt prøve at gøre en ulykke lidt mindre slem. Det synes jeg også er et nobelt nok initiativ. Det kunne være sådan, man skulle betragte finansloven. De ting, vi fik igennem, var jo bl.a. en sænkelse af afgiften på elbiler, som jeg syntes var et rigtig godt tiltag isoleret set, godt at tage op. Så er der andre gange, hvor man må sætte foden ned og sige, at der altså også er ting, som ville køre af sted alligevel, men som vi ikke kan se os selv i, fordi vi ikke behøver at være med i en aftale, som gør noget dårligt også, og det er tilfældet her.

Vi behøver ikke tilråb fra salen, hr. Lars Boje Mathiesen. Så er der ikke flere korte bemærkninger. Tak til hr. Steffen W. Frølund fra Liberal Alliance. Den næste ordfører er hr. Hans Kristian Skibby, Danmarksdemokraterne.

Tak. Det er da rigtigt, at det lovforslag, som nu her bliver lagt frem, er et lovforslag, som beror på en politisk aftale, hvor der både er røde, mindre røde og nærmest også nogle blå partier, og det kan jo altid give lidt godt kissejav herinde i Folketinget, hvor der er nogle, der synes, at nogen går for langt, og der er andre, der synes, at de ikke går langt nok, og sådan må det nu engang være, når kompromiser skal nås.

Det, vi noterede os i Danmarksdemokraterne, da man lagde op til de bemeldte skatteforhandlinger, var jo, at man for at spise skovsneglen, havde jeg nær sagt, skulle være indstillet på, at det blev en aftale, som alene berørte, at det skulle være skat på arbejde, som kom til at blive indeholdt i aftalen. Det var et bærende fundament, og det var et fundament, som regeringen havde et flertal for, inden forhandlingerne gik i gang. Det var selvfølgelig også en udfordring for Danmarksdemokraterne at vurdere, hvordan vi ville tilgå det, men det ændrer jo ikke på, at man selvfølgelig kommer til forhandlingerne, når der bliver forhandlinger, og at man også kigger på, hvad det så konkret er for nogle delelementer, der kommer til at ligge inden for udmøntningen, og hvordan pengene bliver prioriteret.

Der var flere årsager til, at Danmarksdemokraterne valgte at støtte det og gå med, og det er simpelt hen grundlæggende, fordi langt, langt det meste i den her aftale er delelementer, som går i den rigtige retning. Så er det også rigtigt, at der er nogle små tidsler. Som jeg også talte om før over for Liberal Alliances ordfører, syntes vi også i Danmarksdemokraterne, at det var lidt underligt, at man fra regeringens side ligesom rent culpøst og forsætligt valgte at putte en pænt stor tidsel ned i buketten, og vi noterede os jo også lige før, at Socialdemokraternes ordfører nævnte kornblomsterne og ikke mindst de røde roser, men også et par mælkebøtter, og ordføreren noterede sig så også, at der var kommet en rodeotyr med. Jeg må nok sige, at jeg har svært ved at se, hvordan man propper en rodeotyr ned i en blomsterbuket, men det kan man, når man har sådan en fantasi, som Socialdemokraterne jo må have, siden de er endt med at blive socialdemokrater. Sådan må det jo være.

Men det ændrer ikke på, at vi sådan set har bidt til bolle, og at vi altså også støtter, at der må være plads til en enkelt tidsel eller to. Vi er grundlæggende glade for, at tre fjerdedele af den her skattelettelse går til at sænke skatten på arbejde, ved at vi forhøjer beskæftigelsesfradraget for rigtig, rigtig mange mennesker. Det er faktisk 4,8 mia. kr., som går til den del af det, og der er også et ekstra beskæftigelsesfradrag til enlige forsørgere. Så er det også sådan, at der i de to sidste år, man er på arbejdsmarkedet som seniorer, kommer et ekstra beskæftigelsesfradrag, og det er selvfølgelig også nogle ting, som kan være med til at øge arbejdsudbuddet.

Vi anerkender sådan set, at det, hvis man kigger sådan lidt isoleret på det, og siger, at der nu kommer 5.000 mere i form af et matematisk øget arbejdsudbud, så måske ikke er et prangende antal i forhold til 10 mia. kr., og at det godt kunne være, at pengene kunne have været fordelt på en anden måde. Men det må fremtiden jo vise, når vi nu begynder at se, hvordan det kommer til at virke i den virkelige verden, i takt med at man udruller de bemeldte skattelettelser.

Men Danmarksdemokraterne er med i aftalen, og vi kan støtte lovforslaget.

Der er en kort bemærkning til hr. Mads Olsen, SF.

Jamen jeg er faktisk lidt nysgerrig igen over den geografiske ulighed her, for den gennemsnitlige skatteborger i Allerød og Furesø får dobbelt så meget ud af den her skatteaftale som en gennemsnitlig skatteborger på Lolland eller i Thisted. Nu siger Danmarksdemokraterne jo, at den her aftale trækker i den rigtige retning, men er det i virkeligheden den rigtige retning at øge den geografiske ulighed, der er i Danmark?

Ordføreren.

Det er i hvert fald i den rigtige retning, at man sikrer, der kommer et højere beskæftigelsesfradrag for dem, der er i arbejde. Det er klart, at hvis man har en højere indkomst og man får et højere beskæftigelsesfradrag, kommer det til at ramme. Det er jo klart; der er mange, man skal dele det over i forhold til den indtægt, der er forskellige steder. Det betyder selvfølgelig også, at når man skal, jeg havde nær sagt putte krummerne ned i mange fuglenæb, er der ikke særlig mange krummer, når man skal dele det med så mange borgere – der er godt 3,3 millioner skatteborgere her i Danmark, altså folk, der går på arbejde. Så den del af det anerkender vi. Men vi har jo også læst noget af det, der kommer fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd osv., nogle af dem, der har analyseret, hvor den her skattelettelse lander bedst. Der er jo, og det anerkender vi sådan set blankt, en skævvridning i forhold til den del af det, men det ændrer ikke på, at grundlæggende går de 4,8 mia. kr. af den her skatteaftale til at øge beskæftigelsesfradraget fra folk, der er i vedvarende arbejde her i Danmark, og det mener vi er langt mere positivt end det, der taler imod.

Spørgeren.

Men grunden til, at den her skatteaftale rammer geografisk skævt, er jo også, fordi den rammer socialt skævt. Det er jo, fordi dem, der bor på Lolland, generelt set ikke betaler lige så meget i skat som dem, der bor i Allerød. Men man kunne jo sagtens have lavet en skatteaftale, der primært gavnede dem i bunden. Det ville jo både gavne Ginikoefficienten og den sociale ulighed, men det ville jo også gøre, at det ville se modsat ud på den geografiske ulighed. Så ville dem på Lolland og i Thisted lige pludselig få dobbelt så meget som dem i Allerød og Furesø. Hvorfor har man ikke gjort det i stedet for?

Ordføreren.

Der er mange måder at tilrettelægge det på. Som sagt ligger det som en del af den aftale, der mere eller mindre var skitseret, inden man overhovedet gik i forhandling. Det skal man jo også lige være klar over. Det, der blev meldt ud, var jo egentlig et mere eller mindre arkitektonisk færdigt aftaleudkast fra regeringens side, og så lavede man en forhandlingsreserve på de her meget berømte 500 mio. kr. Og så må man ligesom vælge. Det var lidt ligesom det, hr. Lars Boje Mathiesen var inde på om det med, om man har lyst til at være med til at kære sig lidt om skovsneglen eller ej. Og der har vi altså valgt at bide til bolle, fordi det faktisk gør det bedre for 3,3 millioner arbejdstagere.

Næste korte bemærkning er til hr. Sigurd Agersnap, SF.

Tak til ordføreren for både talen og også svarene her om, at rigtig meget i aftalen jo var skitseret, inden det blev forhandlet. Det var jo den her forhandlingsreserve, der kunne forhandles om. Men jeg kunne godt tænke mig at høre Danmarksdemokraternes holdning til topskattelettelser. Jeg har kunnet se, at Danmarksdemokraterne svarede frem til valget, at det vigtigste var at lette skatten i bunden, men man gik ind for skattelettelser. Men er det Danmarksdemokraternes politik, at der skal gennemføres topskattelettelser, og er det også noget, man vil arbejde for fremadrettet?

Ordføreren.

Nu ved jeg ikke, om ordføreren var her i salen, da jeg tidligere stillede spørgsmål til Liberal Alliances ordfører, for der sagde jeg faktisk klart og tydeligt, at tidslen i den her blomsterbuket er toptopskatten – ingen tvivl om det.

Spørgeren.

Jo, jeg var her i salen, og det, jeg spørger til, er jo ikke toptopskatten. Det er topskattelettelserne. Altså, det er, om det er Danmarksdemokraternes politik, både om det var det før valget, men også om det er det i dag, med topskattelettelser – ikke toptopskatten.

Ordføreren.

Okay. Det kom jeg til at misforstå. Det er rigtigt. Altså, der ligger jo også den almindelige flytning af topskattegrænsen til 750.000 kr. osv., og det er ikke der, hvor vi havde vores aktier i den her aftale. Det kan jeg lige så godt sige hudløst ærligt. Det er ikke os, der har foreslået, at der skulle være en ændring i måde, man beregner topskatten på, og hvor snittet skulle ligge. Vi har kun kunnet løfte lidt af opgaven i forhold til at få indplaceret nogle at de her delelementer omkring bundfradrag og så ikke mindst selvfølgelig også de ændringer, der kommer i vores bo- og arveafgifter og sådan nogle småting. Men man får ikke særlig meget for de 500 mio. kr., der var i forhandlingsreserve – desværre.

Så er der ikke flere korte bemærkninger. Tak til hr. Hans Kristian Skibby, Danmarksdemokraterne. Næste ordfører er hr. Mohammad Rona, Moderaterne. Velkommen.

Tak for ordet, formand. Vi har høj beskæftigelse og en bomstærk økonomi. Der er ca. 3 millioner danskere på arbejde – dygtige medarbejdere, der får vores private erhvervsliv og offentlige sektor til at hænge sammen og køre rundt. Vi bliver heldigvis flere børn og flere ældre, men andelen af personer i den erhvervsdygtige alder falder. Derfor risikerer vi en længerevarende mangel på medarbejdere i fremtiden.

Regeringen har landet en aftale med en række af Folketingets partier, som skal lette skatten på arbejde. Danskerne kan nu se frem til at kunne beholde en større del af deres løn selv, så det bedre kan betale sig at arbejde, men så der også bliver lidt luft i husholdningsbudgettet. Samtidig beder vi også dem med de allerhøjeste indkomster om at bidrage lidt mere til fællesskabet.

Moderaterne gik til valg på en ny mellemskat, en lettelse af topskatten og en ny toptopskat, hvor de bredeste skuldre skal løfte en smule mere. Det er ret vildt at tænke på, at man så i dag står her og førstebehandler et lovforslag, som man stort set er gået til valg på. For i dag behandler vi, som min kollega allerede har sagt, et lovforslag, der udmønter store dele af den aftale om en reform af personskat, vi indgik i slutningen af sidste år. Og stor tak til de partier, der gik med til en ambitiøs skatteaftale.

Vi letter skatten i bunden, omlægger topskatten til en ny mellemskat og indfører en topskat og en ny toptopskat. Beskæftigelsesfradraget til enlige forsørgere forhøjes, der indføres et ekstra beskæftigelsesfradrag til seniorer og en forhøjelse af bundfradraget i boafgiften, og tillægsboafgiften for søskende afskaffes. Det giver et øget arbejdsudbud på 5.300. Regeringen har nu samlet set gennemført reformer, som vil øge arbejdsudbuddet med ca. 30.000 i 2030. Det er mere end tre gange så meget som de to foregående regeringsperioder tilsammen. Så selvfølgelig støtter Moderaterne op om det her.

Der er ingen korte bemærkninger. Tak til Mohammad Rona, Moderaterne. Næste ordfører er fru Tina Cartey Hansen, Det Konservative Folkeparti. Velkommen.

Tak. Det er kun nogle få uger siden, at mange danskere sad i onlinekø i flere timer for at se, om vi nu ville få penge tilbage skat, eller om vi skulle af med lidt. Spændingen er udløst, og nu venter rejsebureauer og andre på, at vi rent faktisk får pengene udbetalt næste fredag og kan bruge dem. For det er jo blevet en folkesport at tjekke årsopgørelsen, og fremover bliver den for langt de fleste af os lidt sjovere at se på. For med dette lovforslag ændrer vi en række forhold om personskat til gavn for folk i arbejde.

I Det Konservative Folkeparti mener vi, at det skal kunne betale sig at arbejde. Det er vigtigt med skat til at finansiere vores alle sammens velfærd, men vi ser gerne, at danskerne selv kan råde over lidt mere af deres løn. Derfor er vi naturligvis glade for den brede aftale om personskattelettelser, vi er en del af.

Det er meget positivt, at grænsen for at betale topskat ændres. Det er også med glæde, at vi Konservative kan se, at loven forhøjer beskæftigelsesfradraget og laver et ekstra fradrag til enlige forsørgere og seniorer tæt på pensionsalderen.

En ting, der ikke rigtig har været nævnt indtil videre, men som vi er glade for, og som har været vigtig for os at få med i aftalen, er, at vi ændrer reglerne for arv mellem søskende. Dog noterer vi os også flere høringssvar, hvor man stiller sig undrende over for, at det kun gælder ved dødsfald og ikke ved overdragelse af en familievirksomhed mellem levende søskende. Når vi dykker ned i høringssvarene, henviser ministeren til, at det emne ikke er en del af aftalen og må tages i andet regi. Selv om vi Konservative gerne havde set, at aftalen om skattelettelser generelt var gået endnu længere, så har vi også respekt for, at gaver mellem søskende generelt ikke er en del af den nærværende aftale. Vi håber dog, at vi kan se på området ved en anden lejlighed, og vi vil minde ministeren om det.

Nu har der været lidt snak om blomster her til eftermiddag, og jeg har ikke helt luret, hvilken blomst jeg er – måske den grønne firkløver. Jeg ved det ikke helt, så vi må lige se, om vi kan sætte en grøn blomst ind i buketten. Men der er også en torn, og den torn er jeg selvfølgelig også nødt til at nævne. Det er selvfølgelig indførelsen af toptopskatten.

Det er imod Konservatives tankegang, at vi straffer dem, der bidrager allermest, men i min korte tid her på Borgen har jeg lært, at nogle gange må man tage det sure med det søde. Derfor er vi Konservative med i aftalen, selv om vi er imod en toptopskat eller millionærskat eller misundelsesskat, eller hvad vi nu ellers kunne finde på at kalde den. Vi ser os selv som et konstruktivt parti, der hellere vil være med til at forhandle og sætte retning end at stå udenfor denne vigtige aftale, der gør, at danskerne kan beholde flere af de penge, de arbejder for hver dag.

Så på vegne af Det Konservative Folkeparti glædes jeg på danskernes vegne over alt det gode, vi har opnået med dette lovforslag. Tak.

Der er en kort bemærkning til hr. Jan E. Jørgensen, Venstre.

Jeg vil såmænd blot rose Det Konservative Folkeparti. Man kan jo godt mærke, at der er nogle partier, der har gået til politik i mange år, og andre, der er forholdsvis nye i det her game, og i politik kan man jo ikke få sin vilje igennem hundrede procent. Men kan man få 95 pct. igennem, skulle man da være et skarn, hvis man stillede sig uden for noget, bare fordi det kniber med de sidste 5 pct., så det var sådan set bare for at takke Konservative for den realistiske tilgang til skatteforhandlingerne, som partiet har udvist.

Ordføreren.

Tak for det. Vi ser også os selv som et pragmatisk parti, der er til at tale med, så tak for rosen.

Ønsker hr. Jan E. Jørgensen ordet for sin anden korte bemærkning? Nej, og så er der ikke flere korte bemærkninger. Tak til fru Tina Cartey Hansen, Konservative Folkeparti. Næste ordfører er fru Trine Pertou Mach, Enhedslisten. Velkommen.

Tak for det. Jeg er vikar for Enhedslistens ordfører, hr. Pelle Dragsted, som desværre er forhindret i at være her i dag.

Enhedslisten kan ikke støtte den her reform af personskatten. Det er der tre hovedgrunde til. Den første er, at vi ønsker mere velfærd frem for skattelettelser. Vi kan ikke se, at der er brug for skattelettelser; tværtimod er der virkelig brug for flere ressourcer til vores velfærd, til sundhed, til psykiatrien, til folkeskolerne og til den grønne omstilling, så den bliver gjort på en retfærdig måde.

Dengang vi diskuterede og forhandlede finansloven for 2024, var en af finansministerens pointer, at på grund af inflationen måtte velfærden holde for. Der var ikke plads til store håndsrækninger, i hvert fald ikke håndsrækninger, der var store nok til at bremse fyringer af sygeplejersker i regionerne og nedskæringer rundt omkring i kommunerne, som er noget, der rammer vores kollektiv trafik hårdt, osv. Dengang traf regeringen et valg, nemlig man ikke ville undgå de besparelser i kommunerne, og den her aftale er også udtryk for et valg, nemlig et valg om, at man hellere vil give skattelettelser end velfærd.

Det store spørgsmål er selvfølgelig, hvad det betyder for velfærden, og hvad det betyder for kommuner og regioner, når man går i gang med den næste runde økonomiaftaler. Det er jo ikke inflationen, man kan bruge som argument, og spørgsmålet er, hvad det så er, der vil blive brugt, eller om regeringen med økonomiaftalerne for næste år faktisk ønsker at tage udfordringerne i vores sundhedsvæsen, ældreplejen og folkeskolen seriøst og investere massivt i dem.

Den anden grund til, at vi ikke er begejstrede for den her personskattereform, er, at skattelettelserne er ulighedsskabende; de øger uligheden. Det var noget af det, vi var inde på tidligere, da den socialdemokratiske ordfører var på talerstolen.

Man kan godt se, hvilke partier, det er, der står bag skatteaftalen, og sådan skal det selvfølgelig også være. Men det betyder også, at det set med Enhedslistens briller er en ret usolidarisk aftale. Igen er det dem med de højere indtægter, som kan indkassere de absolut største skattelettelser. F.eks. vil det betyde, at advokater og direktører får omkring 1.200 kr. kroner mere om måneden, hvor sosu'er og de butiksansatte må nøjes med et sted men 150 og 300 kr. Det er pilskævt, og det er unødvendigt.

Samtidig er det sådan, at de mennesker, der har absolut mindst i vores samfund som folkepensionister, førtidspensionister, syge, arbejdsløse og studerende, lige nøjagtig får nul kroner med den her skatteaftale, og det er ellers dem, der er hårdest ramt af inflationen og generelt har brug for en bedre økonomisk ballast og en hjælpende hånd fra det politiske liv.

Tænketanken Cevea har for nylig offentliggjort en analyse, der viser, at folk, der modtager kontanthjælp, fuldstændig er hægtet af indkomstudviklingen i samfundet. Den kedelige tendens fortsætter med den her skattereform. Det er usolidarisk, og det er også unødvendigt.

Så er der endelig det med toptopskatten. Jeg har ikke et blomsternavn til den, men jeg kan bare konstatere, at vi mener, den er helt forkert, for den virker jo i virkeligheden ikke. Den er hullet som en si. Undersøgelser viser, at 98 ud af de 100 rigeste danskere vil kunne undgå at betale den, fordi de kan udbetale aktieindkomster i stedet for lønindkomster, og den slags måder at sno sig omkring den på, betyder jo, at den i virkeligheden mere bliver et symbolsk end et reelt redskab til at beskatte nogle af de mennesker i vores samfund, der har mest.

Derfor har jeg en lille anbefaling fra Enhedslisten her: Man kan rette op på det her ved at hæve topsatsen for aktie- og kapitalskatten og begynde at diskutere beskatninger på den front, hvis man rent faktisk vil noget med den del af vores befolkning, som i stedet for lønindkomster kan udbetale aktieindkomster til sig selv.

Så konklusionen er, at vi ikke kan støtte den her personskattereform. Vi mener, det er usolidarisk og pilskævt og også fuldstændig unødvendigt. Hvis man lyttede til flertallet i befolkningen, er det faktisk sådan, at et flertal af danskerne er villige til at betale mere i skat for at få mere velfærd. Det synes vi ikke de skal gøre. Det er der ikke nogen grund til. Jeg tror også, det mere er et udtryk for, at man faktisk virkelig gerne vil mere fælles velfærd og er villig til at gå så langt som til at bidrage yderligere til fællesskabet. Man skulle set med vores øjne hellere have brugt den her aftale til at sikre, at dem, der har mest, bidrager noget mere til fællesskabet. Tak.

Den første korte bemærkning er til hr. Lars Boje Mathiesen, uden for grupperne.

Hvorfor er det, at Enhedslisten ikke kan unde den enlige forsørger eller to par i lavindkomstgruppen at få en lidt lettere hverdag med lidt flere penge på lommen? Enhver, der bare har fingeren nogenlunde på pulsen, ved, at de er presset økonomisk de her år på grund af stigende afgifter og stigende priser på en lang række områder.

Ordføreren.

Det kan vi også. Det er jo ikke det, der er pointen for os, når vi afviser den her personskattereform. Den er, at dem i toppen af samfundet, som har rigeligt og ikke har brug for en hjælpende hånd, ikke var presset af inflationen og ikke er presset generelt, bør bidrage noget mere. Så en mere solidarisk skattereform vil vi meget gerne være med til.

Spørgeren.

Hadet til de velhavende er ganske enkelt større end kærligheden til dem, der har mindst. Det er jo det, som ordføreren står og siger. Fordi Enhedslisten simpelt hen hader millionærerne så meget, er man ikke villig til at give en forbedring til dem, som har mindst, hvis det så også samtidig kan gavne nogle af dem, som har mere. Det er jo det, man står og siger. Det er en frygtelig tankegangen i grunden.

Ordføreren.

Hvis spørgeren rent faktisk hørte efter, hvad jeg sagde, og ikke lagde mig en masse ord i munden, så ville spørgeren også være klar over, at det faktisk ikke var det, jeg sagde, og at det ikke var den tankegang, der kom til udtryk. Det er ikke Enhedslisten, der bringer had ind i den her Folketingssal.

Næste korte bemærkning er til hr. Anders Kronborg, Socialdemokratiet.

Tak for det, og også tak for en, synes jeg, konstruktiv debat herinde i salen. Jeg prøver jo tit at forstå Enhedslistens skattepolitik, også fordi det sådan set er rart at vide, hvad partierne mener, og jeg studsede i hvert fald meget over den udmelding, der kom fra Enhedslisten i september 2022, lige da vi sådan var på vej til et folketingsvalg. Der meldte Enhedslisten noget ud på deres egen hjemmeside, så der er ikke nogen, der har været inde at redigere, eller journalister, der har misforstået citater osv. Der står:

»Enhedslisten kræver massive skattelettelser i bunden til millioner af danskere.«

Massive skattelettelser til millioner af danskere, står der. Det er meldt ud i september 2022, og nu hører jeg her 2 år efter, at de skattelettelser har vi ikke behov for mere. Hvad har ændret sig?

Ordføreren.

Jeg ved ikke, hvor det citat kommer fra, men jeg kan forestille mig, at det, det betyder, er, at vi gerne vil have et skattesystem, der øger ligheden. Det kan man bl.a. gøre ved at give skattelettelser i bunden, men også ved at bede dem i toppen om at bidrage noget mere. Jeg forestiller mig, at det er noget i den retning, det her har handlet om.

Spørgeren.

Jamen noget af det, der står i Enhedslistens udspil her, er, at inflationen river og flår i trygheden i samfundet, og at inflationen og prisstigningerne er kommet til os udefra osv. osv. Det er jo derfor, jeg synes, at det faktisk betyder noget, når vi går ind og ser på det særlige beskæftigelsesfradrag for enlige forsørgere, som f.eks. gør, at en pædagog kan få op til lige knap 700 kr. mere om måneden. Det er jo for at afhjælpe præcis det problem, som Enhedslisten før et folketingsvalg selv sagde der var, og nu siger at der ikke er behov for at se på. Hvorfor er der ikke behov for det nu, når der var det lige før et folketingsvalg?

Ordføreren.

Jeg tror, at hr. Anders Kronborg skal prøve at tænke på, hvad det er, pakken med den her personskattereform går ud på. Ordføreren var selv på talerstolen før, og der har været flere, der har stillet spørgsmål til ordføreren om det. Det, der er anken mod den her model, er jo, at man lader dem i toppen af samfundet få langt mere ud af den her skattereform end de mennesker, som ordføreren lige nu gør sig til talsmand for og vil gøre noget for. Vi vil vældig gerne sammen med Socialdemokraterne øge ligheden markant i det danske samfund, og der er skat et rigtig godt redskab.

Den næste korte bemærkning er til hr. Jan E. Jørgensen, Venstre.

Tak. Det er jo altid fascinerende med politiske uenigheder, og derfor er det jo altid sjovt at tale med Enhedslisten – ikke at der ikke er ting, vi er enige om, for det er der bestemt, men på skatteområdet står vi jo ret forskellige steder.

Med hensyn til det her med at beskatte de rige ville jeg egentlig tro, at Enhedslisten var blevet så begejstret for den her toptopskat, at man havde kastet sig frådende ind i forhandlingslokalet for at være med til at brandbeskatte de allerrigeste i vores samfund. Men hvis vi nu foretager det tankeeksperiment, at Enhedslisten rent faktisk havde noget at skulle have sagt og var afgørende for et flertal, hvor meget mener man så egentlig at de her meget, meget rige mennesker med ekstremt brede skuldre skal betale i skat af den sidst tjente krone?

Ordføreren.

Pointen er jo ikke at brandbeskatte. Pointen er at bruge skattesystemet til at sikre et virkelig velfungerende velfærdssamfund, hvor der ikke er for langt mellem dem, der har mest, og dem, der har mindst. Det er måske det, der er den største forskel mellem Enhedslisten og Venstre, når det gælder, hvad vi vil bruge skattesystemet til.

Spørgeren.

Jeg hørte ikke et svar på mit spørgsmål. Altså, hvor meget skal der til, før Enhedslisten er tilfredse? Hvor høj en marginalskat skal vi op på, før Enhedslisten siger: Nu bidrager de rige tilstrækkeligt; nu må de godt beholde resten af deres penge? Hvad skal vi bare sådan cirka op på?

Ordføreren.

Vi har ikke et tal for det, for det handler om det samlede skattesystem og den måde, vi har skruet skattesystemet sammen på. Det, der er vores store ønske, er, at dem, der tjener allermest, bidrager med noget mere til fællesskabet, sådan at dem, der har allermindst, kan få nogle skattelettelser, og at vi i øvrigt kan have en velfærd, som tjener os alle sammen.

Så er der ikke flere korte bemærkninger. Tak til fru Trine Pertou Mach, Enhedslisten. Næste ordfører er fru Samira Nawa, Radikale Venstre. Velkommen.

Mange tak. Jeg synes, at store dele af debatten her i dag og også en god del af talerne har været præget af ideologi. Nogle har tilkendegivet modstand mod lovforslaget på grund af toptopskatten, andre har tilkendegivet modstand mod lovforslaget, fordi der følger skattelettelser med. I Radikale Venstre er vi ikke styret af blind ideologi, når det gælder skatter og afgifter. Vi ser snarere skat som et værktøj til at realisere vores ambitioner om et grønt og klimavenligt Danmark med et stærkt velfærdssystem, hvor det kan betale sig at arbejde. Og med den aftale, som vi lavede i december sidste år, og som vi nu gennemfører store dele af, rammer vi også en god del radikal politik.

For nogle år siden fremlagde vi en 2030-plan, hvor vi bl.a. foreslog at sænke skatten på arbejdsindkomsten i alle indkomstlag. Vores forslag lød på højere jobfradrag, højere beskæftigelsesfradrag og højere topskattegrænse. Vi mener ikke, at en toptopskat eller genindførelse af mellemskatten er den allermest elegante måde at indrette skattesystemet på. Skattesystemet er rigelig kompliceret i forvejen, så når der indføres nye trin, gør det det ikke ligefrem nemmere at overskue. Og det er egentlig bare sagt for at sige, at der også med Radikale Venstres briller er elementer i aftalen, som vi gerne havde set var gjort anderledes. Men helt generelt ser vi den her aftale og skattelettelserne som en investering i vores fælles vækst og velfærd, og så er det en måde at få flere mennesker til at gå fra f.eks. deltid til fuldtid eller lægge en ekstra indsats. Og det er jo ret afgørende for, at den meget efterspurgte arbejdskraft i både den private og offentlige sektor kan findes. Og det er, synes vi, at tage et ansvar at gennemføre sådan et lovforslag

Her til sidst i min tale vil jeg bare fremhæve et mindre element fra aftalen, som så ikke lige er en del af lovforslaget, men som alligevel betyder ret meget for os i Radikale Venstre, nemlig de penge, der med aftalen bliver afsat til udsatte unge uden job og uddannelse. Det er unge, der har forsøgt at tage en uddannelse, men er snublet i et stadig mere strømlinet uddannelsessystem. Det er unge, hvoraf en stor del mistrives og er ensomme, og også dem giver vi et bedre økonomisk incitament til at komme i beskæftigelse, og vi giver dem dermed en hjælpende hånd med aftalen.

Alt i alt er Radikale Venstre for lovforslaget. Tak for ordet, formand.

Der er ingen korte bemærkninger. Tak til fru Samira Nawa, Radikale Venstre. Næste ordfører af hr. Peter Kofod, Dansk Folkeparti. Velkommen.

Tak for det, formand. Vi var egentlig svært begejstrede i Dansk Folkeparti, da vi sidste år blev inviteret til forhandlinger om det her vigtige spørgsmål, for vi synes egentlig, det er godt, at vi diskuterer, hvad man bidrager med til fællesskabet, og hvordan vi skruer vores samfund sammen. Så derfor havde vi også nogle høje forventninger, men vi blev ret hurtigt skuffede over de forhandlinger, som vi gik ind til. Det var tydeligt for os, at regeringen på et meget tidligt tidspunkt havde lagt sig fast på nogle konditioner, som ikke var det, vi havde stillet vores vælgere i udsigt ved det sidste folketingsvalg.

Jeg kan godt afsløre, at vi kommer til at stemme nej til lovforslaget, som det ligger nu, og vi er jo ikke en del af aftalen, men jeg vil ikke stå her og tale om den sociale massegrav, eller hvor forfærdeligt det hele er, for sådan er det selvfølgelig ikke. Det hele skal nok gå alligevel. Men det, vi lagde frem for vores vælgere før valget, var et meget stort fokus på, at den ældre del af befolkningen, pensionister og førtidspensionister, skulle have et markant løft. Det er der ikke i den her aftale lagt spor ud til. Så man kan sige, at vægten i aftalen og det lovforslag, vi står med nu, er anderledes end det, vi stillede vores vælgere i udsigt, og derfor kan det heller ikke være den sådan største overraskelse, at vi endte uden for aftalen.

Der er også delelementer, som vi synes er meget positive, og som ligger lige for hos os, f.eks. den belønning, der er til seniorer, der bliver lidt længere på arbejdsmarkedet. Det var også derfor, jeg spurgte den socialdemokratiske ordfører, da han var på talerstolen, om man kunne forestille sig, selv om vi ikke er en aftalepart, at man kunne splitte lovforslaget op, så vi kunne stemme for de dele, som vi var meget begejstrede for, og så undlade at stemme for noget andet. Og det er et tilbud, som selvfølgelig stadig væk står ved magt, hvis regeringen skulle få lyst til det.

Men det klare udgangspunkt for os er, at vi ikke kommer til at støtte forslaget, som det ligger nu. Tak.

Der er en enkelt kort bemærkning til hr. Lars Boje Mathiesen, uden for grupperne.

Det kan jeg faktisk godt have respekt for. Men jeg kunne godt tænke mig, hvis ordføreren kunne udfolde i hvert fald lidt af ræsonnementet bag. For jeg har også nogle gange været inde og forhandle aftaler, hvor jeg simpelt hen ikke syntes, jeg fik nok, og så ville jeg ikke være med i aftalen, men så ville jeg alligevel godt stemme for det, for jeg syntes grundlæggende, at der var nogle gode ting. Jeg ved, at DF også nogle gange har stemt for noget, hvor man ikke er med i aftalen, så hvad er ræsonnementet bag?

Ordføreren.

Ræsonnementet er, at hvis man ser på den økonomi, der er en del af den her aftale, og hvis vi så havde flyttet vægten, så det havde fordelt sig mere over, at vi kunne have set, at der havde været en klar fordel af, at vi f.eks. havde været ovre i de forhandlinger, og at man var kommet os i møde med noget af det, havde det været langt nemmere at stemme for. Men det er bare ikke vores indtryk fra det forhandlingsforløb, som i øvrigt også var ret kort, at vi har kunnet flytte nærmest nogen kommaer. Altså, det har været noget, regeringen har lagt på bordet stort set, og så har vi haft nogle meget, meget stærke interesser politisk i at gøre noget andet, fordi vi mener noget andet. For vi mente det, vi sagde i valgkampen med, at særlig pensionister og førtidspensionister skulle have noget ud af at lave sådan en aftale. Det kan være, det er mine evner, der ikke rækker, men vi kom simpelt hen ikke i mål med noget. Der ligger en lillebitte smule, hvis man bliver længere på arbejdsmarkedet som senior, det er glædeligt, men vi kom bare ikke særlig langt. Så det vil være at stå og flage en sejr, som ikke findes, hvis vi skulle sige, at det her var fantastisk.

Spørgeren.

Jeg tror nu ikke, ordføreren skal tillægge sine forhandlingsevner så meget, det er nok mere, fordi det var bestemt på forhånd, hvad der kom til at ske derinde. Men hvad er der for nogle elementer? Det eneste, som jeg kan se DF vil være meget imod, er topskat. Og det forstår jeg ikke, der lægger man sig jo tit ovre ved Enhedslisten og SF, som er imod folk, der tjener penge, og de skal betale mere i skat, og staten og politikerne skal tage flere penge. Men de andre elementer, altså et stigende beskæftigelsesfradrag, hjælp til de enlige, noget til seniorer – hvad er det, der i den her aftale nu gør, at man ikke kan stemme for den nede i Folketingssalen? For det er jo det, det handler om nu. Nu handler det ikke om, om man er med i aftalen, nu handler det om, om man kan stemme for det, der kommer i salen.

Ordføreren.

Balancen i det er simpelt hen forkert. Jeg hader ikke rige mennesker overhovedet, jeg under folk, der tjener mange penge, at de får lov til det, og at de også beholder en del af det selv, men balancen i den her aftale er forkert. Altså, 0 kr. til pensionister og førtidspensionister, og så er der på den anden side en meget stor sænkelse af topskatten. Jeg synes bare, der er noget galt med den balance, der er. Så vi kunne sagtens have været en del af noget, hvor man havde skabt en bedre balance. Altså, vi kunne sagtens være en del af en aftale, der sænker skatter, men det, der er her, er simpelt hen for langt fra det, som vi gik til valg på og mener.

Der er ikke flere korte bemærkninger. Tak til hr. Peter Kofod, Dansk Folkeparti. Vi er nu igennem ordførerrækken, og den næste, der får ordet, er hr. Lars Boje Mathiesen, uden for grupperne.

Jeg ser mig nødsaget til at komme med et simpelt matematisk regnestykke, simpelt hen fordi socialisterne herinde i Folketingssalen ikke forstår det: Hvis man tjener 1 mio. kr. og man betaler 40 pct. i skat, så betaler man 400.000 kr. i skat; hvis man tjener 300.000 kr. og man betaler 40 pct. af det i skat, så betaler man 120.000 kr. i skat. Hvorfor kommer jeg så med det regnestykke? Det gør jeg, fordi det er, som om venstrefløjen, hver eneste gang man vil sænke skatten procentuelt for nogle mennesker, står og siger: Hov, jamen så giver det jo en større skattelettelse til folk, der tjener mere. Ja! Sådan fungerer det; det er simpel matematik.

Men jeg er glad for den her debat i dag, for jeg synes, at partierne, i hvert fald partier som Enhedslisten, melder fuldstændig klart ud: De hader ganske enkelt folk, der har penge, mere, end de elsker folk, der ikke har penge. For dem er lighed vigtigere, end at folk får mere og folk får lidt mere til sig selv. Og det er jo den klassiske sociale tanke og socialistiske tanke, og den er jeg da glad for kommer frem i dag. For Enhedslisten er det vigtigere, at alle bliver lige fattige og har lige lidt til sig selv, i forhold til at nogle skulle få lidt mere end andre.

Som borgerligt menneske har jeg det stik modsat. Jeg har ikke noget imod, at min nabo får lidt mere, end jeg får, hvis jeg også får det bedre. Det kan jeg godt unde min nabo, og jeg tror, at vi får et bedre samfund, hvis vi godt kan unde hinanden det godt, i stedet for at der er misundelse og jantelov. Derfor er det også trist, at man lige har set sig nødsaget til at smide den her toptopskat ind, som alle jo godt ved er symbolpolitik. Det kommer ikke til at rykke noget som helst på nationaløkonomien. Det kommer ikke til at gøre noget som helst. De fleste kommer til at finde muligheder for at omlægge det, så de ikke bliver ramt af det. Det ved jeg, og det svarer Finansministeriet også selv, når man spørger.

Så jeg synes godt, at vi kan sætte ambitionsniveauet op. Vi har, hvad er det, 1.283 mia. kr. hvert evig eneste år. Nu er det så 6,5 mia. kr., som man rykker rundt på ved at lave skattelettelser. Altså, det er 0,5 pct.; det er ikke alverden. Jeg synes godt, at vi kan hæve ambitionsniveauet. Der er masser af steder, hvor vi kunne gøre det bedre. Vi har nu en gylden mulighed for rent faktisk at lave, synes jeg, de mest retfærdige skattelettelser, som vi kommer til at se i nyere tid, fordi vi har et massivt økonomisk råderum. Hvad er vi oppe på – det er vel 60 mia. kr. nu? Det eneste rigtige at gøre med de penge er selvfølgelig at sige, at dem skal danskerne ikke aflevere.

Man skal huske på: Hvad er det økonomiske råderum? Det er en skat, som ikke er nødvendig at betale; det er en skat, du ikke skulle betale, hvis politikerne bare kunne stoppe med deres fråseri og overforbrug, for så var det ikke nødvendigt at betale den. Tingene fungerer fint. Men så har man opfundet det her begreb, nemlig det økonomiske råderum, som på magisk vis lige giver politikerne mulighed for at bruge penge, som ikke er kommet i kassen, men som de forventer engang kommer i kassen. Det eneste rigtige at bruge det økonomiske råderum til er selvfølgelig at lade de penge blive i borgernes lommer.

Jeg er godt klar over, at man har haft store overskud i statskassen de sidste par år, og måske budgetterer man lidt forfejlet, når man laver sin finanslov, og sådan nogle ting. Men der synes jeg jo bare, at det er dejligt, og de penge skal jo så gå til at betale af på den statsgæld, som vi stadig væk har, og hvor vi faktisk stadig væk betaler milliarder – sidste gang var det så positivt i forhold til renterne, men ellers betaler vi ofte renter af den statsgæld, som vi har. Og det er da godt at afvikle den, fordi renteniveauet vil ryge op igen, og på sigt ville det er jo frigive nogle milliarder, som man så kan bruge på velfærd, ved at man ikke har en så stor statsgæld, så det er også fornuftigt.

Men hvis man vil gøre noget i den offentlige sektor, skal man kigge på den store pose penge. Man skal kigge på de omkring 1.280 mia. kr., som man har, og så skal man lave de nødvendige og modige prioriteringer af dem. Man kunne lave en langt bedre grundlæggende kernevelfærd, end hvad vi har p.t. Der er en grund til, at der er så mange, der jobsikrer sig i det private. Der er en grund til, at vi er oppe på 2,7 millioner , som har en privat sundhedsforsikring. Flere og flere vælger privatskoler. Altså, i stor stil vælger folk jo det offentlige fra, fordi de ikke synes, at det, der er der, er i orden.

Så det er jeg fuldstændig enig i at vi skal gøre langt bedre, men det kan vi sagtens gøre for de penge, vi har. Vi behøver ikke at tage flere af danskernes penge. Tværtimod er det skammeligt, at vi har verdens højeste skattetryk, og det er utrolig grådigt, at man ikke mener, at folk skal have deres penge tilbage.

Der er en kort bemærkning til hr. Sigurd Agersnap, SF.

Nu ved jeg jo, at hr. Lars Boje Mathiesen er uddannet skolelærer. Mig bekendt er han dog ikke matematiklærer. Der var ellers lige et forsøg på at forklare os socialister, hvordan man laver procentregning. Jeg er helt med på, hvordan man regner med procenter, også ud fra store tal. Men det er jo ikke sådan, at den her skattelettelse bare er den samme procentvise skattelettelse for alle indkomstgrupper. Altså, hvis man kigger på det både i kroner og øre, men også i procent af disponibel indkomst, kan man se, at direktøren jo også procentvis får en større skattelettelse end arbejderen. Mener hr. Lars Boje Mathiesen ikke, at det er korrekt ud fra tallene?

Det var mit spørgsmål, og så vil jeg bare sige, at den fremlæggelse af det økonomiske råderum, der handler om, at det er opkrævede skatter, der er for meget i forhold til at finansiere velfærden, simpelt hen er forkert. Basalt set er det helt forkert. Altså, det økonomiske råderum er det, der er tilbage efter en nulvækst i det offentlige i 2030. Det vil sige, at det de facto er en nedskæring, fordi vi ved, at der kommer flere børn og ældre. Så det er det, der er tilbage, hvis ikke man følger med det demografiske træk.

Hr. Lars Boje Mathiesen.

Det kommer jo så an på nogle ting, altså, oftest regner man jo det økonomiske råderum med i forhold til de 65, og så har man det demografiske træk fremefter. Så man har jo sådan set begge tal. Men det er fuldstændig korrekt, altså at den her skattereform heller ikke er lavet, som jeg ville lave den, hvis jeg kunne bestemme. Hvis jeg havde 90 mandater til at lave en skattereform, lavede jeg en ensrettet skat for alle, et fast grundlæggende fradrag – det kunne måske være på 10.000 kr. – så folk ikke skulle betale skat til andre, for at de kunne finansiere sig selv og deres tilværelse. Og derefter skulle der være én flad skat for alle.

Jeg vil gerne være med til at rydde op i en lang række fradrag, som man har i forhold til det ene og det andet, altså rydde op i hele den jungle. At sætte den samme procentsats for alle, der betaler skat, synes jeg er rimeligt. Jeg kan ikke se, hvorfor en taxachauffør, som måske gerne vil have sin egen vognmandsbutik på et tidspunkt, og som så tager nogle ekstra vagter, skal straffes til forskel fra en, som kun vil have et 37-timersarbejde. Jeg kan ikke se det. Jeg kan ikke se, hvorfor vi straffer folk, som gør en ekstra indsats i samfundet, eller folk, der gerne vil noget, eller folk, der har en højere løn. Jeg synes, det er umoralsk.

Spørgeren.

Vil hr. Lars Boje Mathiesen så ikke bare bekræfte, at hans regneeksempel var forkert i forhold til den her skattereform? Hans regneeksempel ville være korrekt, hvis man lavede den samme procentvise skattelettelse for alle; så ville den i kroner og øre være større for dem med de højeste indkomster. Men det her er jo en procentvis større skattelettelse for dem med de højeste indkomster.

Hr. Lars Boje Mathiesen.

Nu var mit regnestykke ikke baseret på den her skattereform. Det var baseret på, hvordan man skulle indrette systemet, og det var for lige at forklare det, når man ikke kan forstå, hvorfor der kommer en større skattelettelse. Det er jo det, som venstrefløjen undrer sig over, altså hvorfor der, når man sænker noget procentuelt, så skal ske en større skattelettelse i kroner og øre for dem, der har høje indkomster; så giver det sig selv. Men det er jo klassisk.Nu er det så ikke nok for venstrefløjen med det demografiske træk. Så man har opfundet det udvidede demografiske træk, fordi vi nu lever op til det demografiske træk hver eneste dag i forhold til grundloven. Og det er jo det, altså trangen til at tage andre folks penge stopper ganske enkelt ikke på venstrefløjen.

Der er ikke flere korte bemærkninger. Tak til hr. Lars Boje Mathiesen, uden for grupperne. Så er tiden kommet til, at vi byder velkommen til skatteministeren. Velkommen.

Tak for det, og tak for en god og lang og livlig debat om et vigtigt forslag, som repræsenterer en aftale lavet mellem vores regering og en række partier. Derfor vil jeg sige tusind tak for både den positive modtagelse og for den energi, der har været i debatten om det her forslag. Det er rigtigt, at vi i dag behandler lovforslaget, der skulle udmønte hovedparten af den brede aftale om reform af personskat, som regeringen før jul indgik med Danmarksdemokraterne, Det Konservative Folkeparti, Radikale Venstre og Nye Borgerlige – dengang de eksisterede. Regeringen og de øvrige aftalepartier ønsker at gennemføre en skattereform, der sikrer, at danskerne kan beholde en større del af deres løn selv, så det bedre kan betale sig at arbejde, samtidig med at dem med de allerhøjeste indkomster skal bidrage med mere til fællesskabet.

Aftalen vil gøre det mere attraktivt at yde en ekstra indsats på arbejdsmarkedet, og jeg er særlig glad for, at over tre fjerdedele at de midler, vi har afsat, faktisk går til at lette skatten i bunden for arbejdende danskere. Som det første vil jeg gerne fremhæve, at det har været særlig vigtigt for mig, at vi med lovforslaget kan lette skatten for den enlige forsørger i arbejde. En pædagog, der er alene, kan med skattereformen få op til 665 kr. ekstra om måneden, og det er penge, der kan mærkes i budgettet.

Jeg noterede mig, at der var en debat om, hvordan det så var i forhold til procenter osv., og derfor har jeg fremskaffet mig dette faktaark, som jeg har fået ovre i »graven« her, som det hedder, hvor embedsmændene sidder. Det hedder »graven« i folkemunde, og det er ikke, fordi embedsmændene sidder der. Jeg har fået dette faktaark omkring, hvordan det så ser ud baseret på de familietyper, der sidder på den aftale, der er blevet indgået. Der kan man se, at af dem, der er i arbejde, er dem, der får mest ud af det i procent af deres disponible indkomst, den enlige forsørger, den enlige arbejder med et barn. De kan samlet set få 8.000 kr. om året, hvilket svarer til 2½ pct. af den disponible indkomst. Hvis du så har en direktørfamilie med to børn, hvor den ene voksne tjener over 3 mio. kr. om året, er der et minus på grund af toptopskatten, mens en direktørfamilie med to børn, hvor man holder sig under, vil få ikke 8.000 kr., men 14.800 kr. om året for to. Det svarer til 1,4 pct. af deres disponible indkomst. Derfor er det målt på den disponible indkomst den enlige forsørger, der procentuelt får mest ud af det her. Hvis det drejer sig om enlige folkepensionister, der er i beskæftigelse i både 1 og 2 år, kan de med det, vi har lagt op til i forhold til at øge seniorpræmien, faktisk komme op over den procentsats.

Jeg synes, det hører sig til at få lidt fakta ind i debatten her, og det understreger sådan set den pointe, som jeg lige kom ind på, nemlig at det er jeg glad for. Det er også, fordi, som den udmærkede og gode ordfører for Socialdemokratiet jo sagde tidligere i debatten, vi i Socialdemokratiet faktisk gik til valg på at sænke skatten ved at øge beskæftigelsesfradraget for enlige forsørgere. Det hører jo også med til debatten.

Ud over beskæftigelsesfradraget for enlige forsørgere letter vi skatten, som jeg lige var inde på, for seniorer, der fortsætter med at lægge en stor indsats på arbejdsmarkedet frem mod pensionsalderen. De får et ekstra beskæftigelsesfradrag for de sidste 2 år før pensionsalderen, og vi forhøjer det almindelige beskæftigelsesfradrag, som kommer alle beskæftigede til gode.

Så er det også rigtigt, at den nuværende topskat med den her aftale bliver halveret og omlagt til en mellemskat, mens der indføres en ny topskat med en højere topskattegrænse. Det vil sige, at vi får nogle flere trin ind i vores skattesystem. Det gør det lidt mere kompliceret, det anerkender jeg, men som socialdemokrat må jeg også sige, at det bliver lidt mere progressivt, forstået på den måde, at jo mere, du tjener, jo mere kommer du til at betale procentuelt i skat. Det flugter jo med det, jeg vil sige er kernesocialdemokratisk, altså at de bredeste skuldre også skal løfte de største byrder, nemlig fordi der jo er en balance i den her reform, hvor vi indfører toptopskatten. Nu var der en debat om, hvem der egentlig står fadder til den. Men jeg vil da gerne sige og gentage det, jeg også har sagt tidligere, at jeg synes, det er godt, at vi nu får indført en toptopskat, så dem, der tjener allermest, også skal bidrage mere og dermed sikre, at der også er en fornuftig balance i den her skattereform.

Ud over det – og det har ikke været omtalt så meget i dag – sørger vi for med reformen her, at det bliver muligt at arve lidt mere uden at skulle betale boafgift, og at søskende, der arver, ikke skal betale tillægsboafgift. Det er bl.a. også et resultat af, at nogle af de partier, herunder De Konservative, som jo var med i aftalen, også fik nogle indrømmelser i den her gode aftale. Nu er De Radikale har ikke længere, men det gælder også i forhold til Radikale i forhold til også at have fokus på de unge, som vi skal sørge for får gode incitamenter til både at komme i uddannelse og i arbejde. Så jeg vil gerne sige tak for en god debat. Jeg glæder mig til at svare på spørgsmål både nu og i lovbehandlingen, og jeg ser frem til den videre behandling af lovforslaget i Folketinget. Tak for ordet.

Der er en kort bemærkning til hr. Sigurd Agersnap, SF.

Tak for det. Nu sidder jeg også med et faktaark foran mig, og det er det fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd. Jeg ved ikke, om det er det samme, ministeren har, men det kan godt være svært at følge med i alle tallene, så hvis der er nogen, der ser med derhjemme, vil jeg faktiske anbefale, at man finder nogle af faktaarkene frem for at gennemgå det. For det, ministeren siger, er jo rigtigt, altså at der er ét sted, én familiegruppe, hvor det ikke er sådan, at direktøren, der tjener lige under topskattegrænsen, får den største skattelettelse, og det er for den enlige med ét barn. Der får man som enlig arbejder 8.000 kr., og det er 2,5 pct. af ens disponible indkomst, og man får 17.100 kr. som direktør, og det er 2,5 pct. af ens indkomst. Alle de andre steder er det sådan, at direktøren med det samme antal børn som arbejderne eller funktionæren får en større skattelettelse. Den højtlønnede får også en større skattelettelse end arbejderen. Så man skal passe på, at der ikke går for meget cherrypicking i de eksempler.

Så vil jeg spørge til paralleliteten i skattesystemet. Vi har jo i lang tid haft en parallelitet i skattesystemet, altså at det, man betalte i udbytteskat, var det samme, som man betalte i indkomstskat. Det forsvinder nu. Er det noget, ministeren er bekymret for?

Ministeren.

Bare lige til det første vil jeg sige, at nu er der jo forskellige faktaark, og så kan vi lægge dem ud, og så kan man sammenligne dem. Altså, det, jeg taler om, er den procentvise del af ens disponible indkomst, og der er det altså sådan i forhold til det faktaark, jeg står med her – og det kan vi så battle om senere – at det er den enlige forsørger ud over den enlige pensionist, som får den største procentuelle stigning ud fra ens disponible indkomst.

Det andet spørgsmål er, om der, når vi indfører toptopskatten, så er nogen, der kan indkomstforskyde ved at udbetale mindre i løn og ved så at have nogle muligheder for at få penge udbetalt på en anden måde, som udbytte eller andre ting. Det begreb eksisterer allerede i dag, og det er klart, at det også vil eksistere, når vi nu indfører toptopskatten. Det kan man sige er en del af den præmis, der ligger i den reform, vi lægger frem, så det ved vi jo godt. Jeg er også nødt til at sige, at den mekanisme eksisterer allerede i dag, så det er jo en anden lidt mere grundlæggende diskussion, vi skal have, hvis vi skal imødekomme det.

Spørgeren.

Det har jo været sådan hidtil, at man har forsøgt at ramme nogenlunde ens i forhold til topskattesatsen og så den, man kunne få på sine aktieudbytter, hvis man havde mange aktier, for at man netop ikke fik den her forskydning af indkomst. Den forskel bliver meget, meget større med toptopskatten, og derfor er jeg lidt interesseret i, om ministeren er optaget af at få lukket den problematik. Det kan godt være, at det ikke er her og nu, men over årene, fordi det ellers vil udhule vores indkomstskat, hvis folk får udbetalt det som udbytte i stedet.

Ministeren.

Jamen altså, allerede i dag kan du jo sådan set, hvis du er selvstændig og bruger virksomhedsordningen, spare op og udbetale dig løn fordelt over årene og dermed også gøre det i relation til den indkomstbeskatning, du har, ligesom hovedaktionærer i et vist omfang kan planlægge deres årlige lønindkomst. Så der er jo nogle mekanismer allerede i dag, og vi er ikke klar til at gå ind og afskaffe virksomhedsordningen. Men det er klart, at det jo er nogle af de mekanismer, som eksisterer i dag, selv om – det anerkender jeg fuldt ud – at når vi nu indfører en toptopskat, bliver forskellen mellem det og så aktieavancebeskatning jo større, end den er i dag.

Den næste korte bemærkning er til hr. Mads Olsen, SF.

Ministeren har tidligere sagt, at det her var en balanceret aftale, men hvordan kan den være balanceret, når de 10 pct. rigeste får 17 gange så meget ud af den her aftale som de 10 pct. fattigste?

Ministeren.

Altså, tre fjerdedele af pengene, vi bruger her, bruger vi jo på at lette skatten i bunden. Og så mener jeg, at vi lige har haft en faktuel gennemgang af, hvem det er, der procentuelt ud af deres disponible indkomst får mest ud af det her.

Spørgeren.

Men procentuelt får den første decil, de 10 pct. fattigste, 0,28 pct., mens den tiende decil får 0,70 pct., så de får altså også flere penge på den måleparameter.

Jeg vil også gerne stille et andet spørgsmål. Hvis vi måler på, hvad den konkrete borger derude får, så får direktøren jo ifølge DR's beregner 1.000 kr. mere om måneden, mens kassemedarbejderen får under 100 kr. mere. Ville det ikke have været mere retfærdigt, at det var omvendt, altså at man sørgede for, at kassemedarbejderen fik mere ud af den her aftale, end direktøren gjorde, både procentuelt og i reelle kroner?

Ministeren.

Der er jo et ligestillingsaspektet her, for hvis den medarbejder, der sidder i kassen i Netto, er enlig forsørger, får vedkommende jo sådan set mere ud af det, end hvis vedkommende var gift. Jeg indrømmer, at når man laver en skattereform, er det jo fair nok at diskutere de her niveauer. Jeg er sådan set glad for, at vi indfrier det valgløfte, vi som socialdemokrater gik til valg på, nemlig at indføre en skattelettelse ved at hæve beskæftigelsesfradraget for alle og særligt for dem, der er enlige forsørgere.

Der er en kort bemærkning fra hr. Jan E. Jørgensen.

Tak. Det er mest for at sige tak til skatteministeren for et godt samarbejde i denne og andre sager. Jeg vil også sige, at når man står på talerstolen, kan det være svært at stå og google osv, men det kan man jo gøre hernede fra sin plads, så nu kommer der en lille redningsaktion. Det er sådan i dag, at de 10 pct. rigeste betaler 31,8 pct. af samtlige skatter og afgifter i Danmark, så vi skal takke de rigeste 10 pct. og være glade for, for de betaler sådan set næsten en tredjedel af samtlige skatter og afgifter.

Ministeren.

Jeg kan bekræfte, at det ikke er velanset at stå og google på talerstolen. Så tak til hr. Jan E. Jørgensen.

Ønsker spørgeren yderligere en kort bemærkning? Nej. Så er der ikke flere korte bemærkninger. Tak til skatteministeren