Grønlandsudvalget 2023-24
L 134 Bilag 2
Offentligt
15-02-2024
FM2024/27
Forslag til Inatsisartutbeslutning om, at Grønlands Selvstyre tilslutter sig Forslag til Lov
om ændring af retsplejelov for Grønland (Henvisning af civile retssager til Grønlands
Landsret)
(Naalakkersuisoq for Erhverv, Handel, Råstoffer, Justitsområdet og Ligestilling)
Forelæggelsesnotat
(Naalakkersuisoq for Erhverv, Handel, Råstoffer, Justitsområdet og Ligestilling)
1. behandling
Det er en høj prioritet for Naalakkersuisut at sikre, at de områder, som den danske regering har
ansvaret for, er effektive og tidssvarende.
I den danske retsplejelov er der mulighed for at henvise principielle civile retssager af
vidererækkende samfundsmæssig betydning til behandling ved landsretten i 1. instans. Et
eksempel på anvendelse af bestemmelsen i den danske retsplejelov er sagen, som er anlagt af
grønlandske juridisk faderløse mod den danske stat. En anden potentiel sag kunne være
spiralsagen.
Nærværende forslag fremsættes således på baggrund af en anmodning fra Naalakkersuisut til
Justitsministeriet om, at der i den grønlandske retsplejelov indføres samme mulighed, som
gælder i Danmark, idet der må forventes at kunne komme lignende principielle sager i de
kommende år.
Forslaget indebærer, at der i den grønlandske retsplejelov indsættes en regel om henvisning af
en civil retssag til Grønlands Landsret til behandling i 1. instans efter anmodning fra en part,
hvis sagen er af principiel karakter og har generel betydning for retsanvendelsen og
retsudviklingen eller væsentlig samfundsmæssig rækkevidde i øvrigt.
Det foreslås, at disse sager skal behandles med tre dommere i Grønlands Landsret, sådan at
landsretten tiltrædes af to landsdommere fra Danmark, svarende til den gældende ordning, når
Grønlands Landsret er ankeinstans for Retten i Grønland. Afgørelsen fra Grønlands Landsret
vil herefter kunne ankes direkte til Højesteret uden en forudgående ansøgning til
Procesbevillingsnævnet, som tilfældet er i dag, hvor Grønlands Landsret er ankeinstans.
Det foreslås, at ordningen ligesom i Danmark skal omfatte almindelige civile retssager. Disse
behandles efter gældende regler ved Retten i Grønland i 1. instans. Ordningen vil således ikke
omfatte familiesager, som i dag behandles i kredsretten i 1. instans.
Lovforslaget er dermed endnu et led i det igangværende arbejde om at opdatere justitsområdet,
så det er effektivt og tidssvarende.
Med disse ord vil Naalakkersuisut overlade punktet til behandling i Inatsisartut.
______________________
FM 2024/27
INAIANN – Sags nr.: 2023 - 25726
1