Det sidste punkt på dagsordenen er:

19) 1. behandling af lovforslag nr. L 128:

Forslag til lov om ændring af lov om anvendelse af tvang i psykiatrien m.v. (Styrkelse af mindreårige patienters rettigheder, anvendelse af metaldetektorer, videregivelse af oplysninger til politiet i forbindelse med fælles udkørsel til borgere m.v.).

Af indenrigs- og sundhedsministeren (Sophie Løhde).

(Fremsættelse 29.02.2024).

Forhandlingen er åbnet, og den første ordfører er Socialdemokratiets ordfører, hr. Rasmus Horn Langhoff. Værsgo.

Tak for ordet. Det lovforslag, vi skal behandle nu, indeholder fem tiltag inden for psykiatriområdet. Der er tale om tiltag, der bl.a. skal forbedre mindreåriges rettigheder, skabe mere tryghed for personalet og sikre et bedre samarbejde mellem myndigheder inden for psykiatriområdet. Det er fem gode tiltag, som jeg lige kort vil gennemgå her.

Det første tiltag handler om at styrke retssikkerheden for unge patienter under 15 år. I dag bliver det ikke betragtet som tvang, hvis en mindreårig modsætter sig en behandling, som forældrene har givet samtykke til. Det bliver der lavet om på med det her forslag. Det vil fortsat være muligt for forældre at give samtykke til den behandling, men hvis ikke den mindreårige også samtykker, vil det altså blive betragtet som tvang. Helt konkret betyder det altså, at en mindreårig får ret til en patientrådgiver og får ret til at klage, altså en klar forbedring af mindreåriges stemme i vores psykiatri.

For det andet udvider vi med det her lovforslag muligheden for, at man lokalt kan skabe mere tryghed på de psykiatriske afdelinger og i ambulatorier. Fremover vil det også være muligt at bruge metaldetektorer for at forhindre, at f.eks. våben smugles ind på psykiatriske afdelinger. Vi har jo en trist episode i erindring fra for 4 år siden på retspsykiatrisk afdeling i Slagelse, hvor en 18-årig smuglede to skydevåben ind i en flødeskumskage og befriede en bandeleder fra retspsykatrien dernede og truede personalet og andre borgere. Her giver vi altså nogle redskaber til, at det altså ikke er noget, der må gentage sig. Formålet er naturligvis at højne sikkerheden for både personale og patienter, og det er vigtigt at understrege, at det altså er op til en lokal beslutning, om man vil indføre de her metaldetektorer, så det er altså et ekstra værktøj, man får i kassen de steder, hvor der er brug for at styrke trygheden.

For det tredje bliver det med lovforslaget muligt for sundhedspersoner at videregive oplysninger til politiet i forbindelse med fælles udkørsel til patienter med psykiske lidelser. Formålet er, at alle skal være klædt godt på til mødet med patienten, og at politi og sundhedspersoner sammen kan aftale den mest hensigtsmæssige tilgang, alt sammen for at undgå en konfliktoptrapning, hvis det er muligt. Det er altså også et forslag, der skal gavne både myndigheder og især patienter.

For det fjerde bliver der ændret i reglerne om adgang til domstolsprøvelse og administrative frihedsberøvelse og bæltefiksering, så der skabes mere gennemskuelige regler til gavn for patienterne. Som reglerne er i dag, kræver det nemlig uenighed, altså en tvist mellem patient og region, før det er muligt at få prøvet en sag om erstatning ved retten. Det vil altså sige, at hvis der ikke er en tvist, kan man ikke få prøvet en sag om erstatning, og det kan jo virke noget paradoksalt. Derfor vil det også fremover være muligt at få prøvet sin sag ved domstolene, altså uanset om der har været en tvist eller ej.

Som det sidste punkt bliver der også lagt op til en nærmere undersøgelse af den nuværende notatpligt, som skal foretages hver femtende minut ved bæltefiksering af patienter. Har vi fundet det rigtige med lige præcis 15 minutter? Det bliver der lagt op til i lovforslaget at vi får kigget nærmere på, bl.a. ved at inddrage relevante patientorganisationer, inden vi laver en eventuel ændring. Det synes vi, der er sund fornuft i, og det kan vi altså også bakke op om i Socialdemokratiet.

Det er altså alt i alt en række fornuftige forslag, som styrker både retsstillingen for patienter og trygheden for medarbejdere og patienter.

Mange tak for det. Der er ikke nogen korte bemærkninger. Vi siger tak til ordføreren, og vi kan gå videre til Venstres ordfører, og det er hr. Christoffer Aagaard Melson.

Vi har i de senere år set for mange eksempler på, at både brugere og ansatte i psykiatrien er blevet overfaldet, nogle gange endda med det ultimativt værste til følge, nemlig at de er døde. Det skal vi have gjort noget ved, både for brugerne af psykiatriens skyld og for de ansatte i psykiatriens skyld. Vi har sat gang i en række initiativer, og nogle af dem behandler vi så i dag.

Det drejer sig om, at vi vil tillade brugen af metaldetektorer på psykiatriske ambulatorier og afdelinger. Det skal være muligt at bruge rutinemæssigt i retspsykiatrien og ved mistanke i almenpsykiatrien. Det skal dog understreges, at det her ikke bliver relevant alle steder. Der bliver mulighed for, at man lokalt tager stilling til, om det giver mening hos det enkelte sted, altså hvordan man gør det. Det synes vi er rigtig godt, og det tror vi kan være med til at skabe tryghed og sikkerhed, i forhold til at midlerne vil blive brugt der, hvor det giver størst mulig mening.

Vi synes også, at endnu et af forslagene, der er med her, er rigtig sund fornuft i forhold til at øge trygheden og sikkerheden for både borgere med psykiatriske lidelser og for personalet, nemlig det her med, at politiet og sundhedspersonalet, der skal med politiet ud, får mulighed for at snakke sammen om patienten. Det er sundt fornuft, at man kan forberede sig sammen og bruge hinandens faglighed til, hvordan man skal tackle en given situation, så den ikke unødvendigt eskalerer og ender med at blive farlig, så det er også rigtig godt.

Forslaget indeholder også nogle ting i forhold til styrkelse af patienternes retssikkerhed, som vi er glade for. Det er bl.a. det her med, at under 15-årige også kan få mulighed for at få en patientrådgiver, hvis de mod deres vilje bliver udsat for et indgreb. Derudover bliver der jo også kigget på det her med, om vi har de rigtige rammer i forhold til bæltefikseringer osv.

Så alt i alt synes vi det her det er nogle rigtig fornuftige skridt, hvor den store ting, synes jeg, helt sikkert er, at vi nu kommer i gang med at få øget trygheden for personalet og for brugerne af psykiatrien.

Det skal også nævnes, at det her ikke står alene. Vi har jo også aftalt i fællesskab, at der skal afsættes midler, der kan bruges på træning, f.eks. af personalet, så man bliver bedre til at håndtere situationer, hvor patienter bliver aggressive, og få deeskaleret situationen, i stedet for at de bliver farlige.

Vi har bl.a. sat ind med det her initiativ om, at man de steder, hvor man er bange for at blive opsøgt på f.eks. sin hjemmeadresse, hvad vi også har set nogle eksempler på, skal have mulighed for også at lade være med at opgive sit navn til patienten. Det er rigtigt gode tiltag, som vi i dag er med til at udmønte. Tak for ordet.

Mange tak for det. Der er ikke nogen korte bemærkninger. Tak til ordføreren. Vi går videre til SF's ordfører, og det er fru Anne Valentina Berthelsen.

Tak for ordet. Det her forslag handler jo grundlæggende, i hvert fald den store del af det, om rettigheder. Vi støtter i SF grundlæggende intentionen om, at man ved det her forslag sigter mod at give unge, som udsættes for tvang, ret til en personlig patientrådgiver, og vi ser det som en klar forbedring for mindreårige patienter under 15 år og deres retssikkerhedsmæssige garantier som patienter. Det behøver hermed ikke være med forældrenes samtykke længere. Det synes jeg er ret væsentligt, for når vi taler om patienter, der udsættes for tvang, synes jeg, at unge under 15 år i stort omfang bør have de samme rettigheder som alle andre patienter, og det er det, som det her forslag sigter imod. Det er meget positivt.

Men det er jo et lidt sammensat forslag, og hvad angår den del, som handler om videregivelse af oplysninger til politiet, er det SF's holdning, at sådan nogle tiltag skal balanceres meget nøje i forhold til behovet for at bevare en åben og tillidsfuld atmosfære i psykiatrien. Det er positivt, at politiet i nogle tilfælde kan klædes ordentligt på, så de ved, hvilken patient de nu engang kommer ud til, for på den måde at mindske behovet for unødvendig magtanvendelse og helt i bedste fald undgå det.

Men når vi jo siden 2014, mindst, har diskuteret, hvordan vi nedbringer brugen af magtanvendelse i psykiatrien, bliver jeg måske en lille smule forundret, når vi begynder at tale om metaldetektorer for at sikre patienten og de mennesker, der er omkring patienten, altså hvorfor man så betragter det som en måde at nedbringe magtanvendelsen på. Jeg er sådan set lidt bekymret for det her tiltag. Vi anerkender behovet for retssikkerhed, i SF, men det afgørende er, at sikkerhedsforanstaltningerne ikke fører til stigmatisering. Jeg tror, det kan være til skade for patientens velbefindende og bedring, hvis patienten, hver gang de kommer hjem, skal tjekkes i en metaldetektor. Man kunne være bekymret for, at det giver en form for falsk tryghed og i sidste ender øger brugen af magtanvendelse, og det er jo ikke sådan en nødløsning, vi har behov for.

Vi har behov for afstigmatisering og for foranstaltninger, såsom at man laver nogle alternative løsninger med mere fagligt personale, som kan dække det behov for sikkerhed, som man forsøger at adressere her. Der er også nogle ændringer, hvad angår at man tillader retten at behandle sager afgjort af Patientklagenævnet, uanset om der er en tvist om lovlig frihedsberøvelse. Det støtter vi i SF, altså det her skridt mod større retssikkerhed for patienterne, men vi vil gerne være sikker på, at den proces er tilgængelig og forståelig for alle de patienter, som nu engang bliver en del af den, og at der ydes tilstrækkelig støtte til dem i den situation, hvor der er nogle, der vælger at føre deres sag videre i systemet. Alt i alt støtter SF det her lovforslag. Det er en lidt sammensat omgang, må vi sige, men samlet set er fint for os.

Mange tak for det. Der er ikke nogen korte bemærkninger, tak til ordføreren. Vi går videre til Liberal Alliances ordfører, og det er fru Louise Brown.

Tak, formand. Jeg skulle lige til at sige, at jeg synes det samme, som hende der lige sagde noget, for et langt stykke hen ad vejen er jeg enig med SF's ordfører. Vi har her at gøre med et lovforslag, hvor der er flere forskellige forslag, der sambehandles, og det kan i nogle tilfælde være en udfordring. For mig er det her sådan et forslag. Vi kommer til at stemme for det her forslag, men jeg har brug for også at påpege, at jeg også har lidt bekymringer; mere om det senere.

I Liberal Alliance hilser vi ethvert tiltag, der styrker den enkelte retssikkerhed, velkommen, og derfor er det også positivt, at børn under 15 nu oplever at få styrket deres rettigheder. Der bør ikke være forskel på ens retssikkerhed eller rettigheder i øvrigt, bare fordi man er et barn. Det er klart, at der er ting i livet, hvor man som barn må bero sig på, at ens forældre ved bedst og vil en det bedste. Det tror jeg vi alle sammen har prøvet. Jeg kunne f.eks. ikke forstå, hvorfor jeg ikke måtte komme til New Kids on the Block-koncert herovre i København, da jeg var 11 år gammel og boede i Randers. Jeg syntes, min mor var meget debil, og jeg forstod ikke, hvorfor hun ikke bare kunne stole på mig. I dag kan jeg jo godt se, hvad det handlede om, men når det er sagt, er der jo også de her helt gængse rettigheder, som ikke bør udviskes, bare fordi man er et barn, og det gælder bl.a. ens rettigheder, når det kommer til brugen af tvang og derfor er vi positive over for det her forslag.

Vi er også positivt indstillet i forhold til andre ting, der behandles i det her forslag, f.eks. videregivelse af oplysninger mellem sundhedspersoner og politi i forbindelse med en fælles udkørsel. Det ser vi som en hjælp for den pågældende borger. På den her måde kan personalet give borgeren den bedst mulige behandling fra start. Også rettens prøvelse af spørgsmål om erstatning for frihedsberøvelse eller tvangsfiksering er noget, hvor man selvfølgelig skal have den mulighed, hvis man føler, at man har været udsat for tvang uretmæssigt.

Men der, hvor kæden hopper en lille smule af for mig, er i forhold til stykket om anvendelse af metaldetektorer på psykiatriske afdelinger og ambulatorier, lidt ligesom SF's ordfører tidligere var inde på. Jeg anerkender til fulde, at personalet alle steder skal kunne føle sig trygge, når de går på arbejde, og jeg er også med på, at det ikke er noget, vi indfører alle steder på alle afdelinger, men at det er en mulighed.

Jeg tror bare ikke helt på, at det her er vejen frem, samtidig med at vi taler om afstigmatisering af psykiatrien, og det ligger mig faktisk rigtig meget på sinde. Jeg er bange for, at vi med det her forslag kan sætte et skræmmebillede op, som jeg ikke bryder mig om. Det er altså stadig væk et fåtal af psykisk syge mennesker, der finder på, ja, i værste tilfælde at slå et andet mennesker ihjel, og jeg er bange for, at vi med den del af forslaget kommer til at øge stigmatiseringen. Vi kommer måske til sådan indirekte at sige, at den her gruppe mennesker er farlige, og at personalet ikke tør gå på arbejde.

Der er desværre mennesker derude, som er så syge, at de ikke er i kontakt med kontakt med deres raske jeg, og de her mennesker skal have hjælp. De skal ikke udstilles yderligere. Jeg tror ikke på, at vi med lovgivning kan undgå, at der sker ulykker i vores psykiatri, desværre, men det er, fordi det er mennesker, vi har med at gøre, og når man er syg og ikke er ved sine fulde fem, så retter man sig jo ikke efter en lov, bare fordi der er en lov. Derfor er jeg bange for, at sådan en lovgivning her heller ikke vil have den effekt, som vi ønsker, men tværtimod måske kan være med til øge stigmatiseringen.

Men jeg vil sige, at det så også er den eneste lidt øv-ting, der er i forhold til det her, for det er et godt forslag, og vi kommer også til at stemme for det. Der er blot den her lille ting, som ikke helt huer vores menneskesyn. Tak.

Tak for det. Der er en kort bemærkning fra hr. Christoffer Aagaard Melson.

Tak til ordføreren for bemærkningerne. Jeg har et spørgsmål i forhold til den sidste del her, hvor man jo åbner op, ikke for at der skal gøres noget, men for, at vi stoler på, at de medarbejdere, der er decentralt i psykiatrien, bedst ved, hvad der skal til for at sikre, at både brugere eller indlagte og medarbejdere trygt kan gå på arbejde. Plejer Liberal Alliance ikke at sige, at man stoler på, at dem, der står ude i den spidse ende, selv kan tage beslutning om, hvad der er det rigtige? Er det ikke lidt anderledes i forhold til det, i Liberal Alliance normalt siger, om, at man skal stole på de ansatte derude, når man nu siger, at de ikke må bruge de her redskaber, f.eks. metaldetektorer, selv om de synes, det er det rigtige i den konkrete situation? Vi kommer jo ikke og siger, at de skal gøre det; vi vil bare give dem de muligheder, så de selv kan foretage en vurdering.

Ordføreren.

Tak for spørgsmålet. Jeg anerkender, hvad ordføreren siger. For mig er det bare noget dybere. For mig handler det om et menneskesyn. Jeg synes også, at de ansatte til enhver tid skal kunne føle sig sikre, når de går på arbejde, og det skal de øvrige beboere – eller hvad man kalder mennesker, der er sådan et sted – også kunne. Selvfølgelig er det dejligt, at der står »kan« og ikke »skal«, for det er fint, at der er en valgmulighed her. Det er bare selve tanken om, at det er det, der er nødvendigt, altså at vi har metaldetektorer sådan nogle steder, som jeg ikke bryder mig om.

Så vil jeg sige, at jeg bare godt kunne frygte, at det måske kunne blive en glidebane, og at det blev en helt naturlig ting. Jeg kan huske, da min bror gik på gymnasiet på Niels Brock i 1990'erne, og de satte en metaldetektorer op – det var bare helt vildt, at det pludselig var nødvendigt med sådan nogle ting. Det bryder jeg mig ikke om.

Hr. Christoffer Aagaard Melson.

Det er jo desværre blevet nødvendigt rigtig mange steder. Man skal igennem sådan en, når man skal ind i Folketinget, i lufthavnen og rigtig mange steder, så jeg har tillid til, at man de steder, hvor man vil gøre det, godt kan finde ud af gøre det på en måde, så det ikke virker stigmatiserende.

Men vil ordføreren ikke give mig ret i, at det, der er allermest stigmatiserende, jo er, når vi ser de her situationer, hvor det går galt, og hvor folk unødigt mister livet? Er ordføreren ikke enig i, at vi bliver nødt til at gøre noget, hvis vi ikke skal gøre folk bange for at bruge psykiatrien, men egentlig også for at arbejde i psykiatrien, og at man skal have nogle muligheder for at handle lokalt?

Ordføreren.

Altså, der skal jo selvfølgelig være muligheder for at handle lokalt, og derfor siger jeg også, at det er dejligt, at der står »kan« og ikke »skal«. Men jeg synes bestemt ikke, at det øger stigmatiseringen, når vi ser, at der sker meget grimme uheld, for det bliver først stigmatiserende, hvis vi gør det til noget skamfuldt, noget, man kan gøre for, eller noget, man selv er skyld i. De her mennesker er jo psykotiske, når det sker. Det er jo ikke noget, de selv kan gøre for. Hvis man kunne spørge dem, når de var ved deres fulde fem, om de ville have gjort det, ville enhver jo sige nej. Så for mig er det ikke stigmatiserende.

Mange tak for det. Der kom lige et ekstra spørgsmål. Det er fra fru Mette Thiesen.

Tusind tak. Jeg blev bare lidt nysgerrig på ordførerens argumentation, for under normale omstændigheder er vi meget enige. Det, at man kan bruge metaldetektorer, er jo netop også for at beskytte dem, som er så syge, at de måske ender med at slå et andet menneske ihjel. Altså, vi har lige haft en sag, hvor der var en, der var på uledsaget udgang, hvilket man også kan undre sig over, som købte en kniv nede i det lokale supermarked og gik tilbage og stak en ned, som havde irriteret ham igennem længere tid. Det er jo lige præcis det, som f.eks. metaldetektorer skal bruges til, netop at beskytte de mennesker, der er så syge, at de nogle gange er i en psykose eller andet, der gør, at de faktisk kan komme til at gøre skade på andre. Og hvor er det dog frygteligt, hvis vi svigter det menneske, som pludselig står med en kniv i hånden og stikker et andet menneske ihjel, kommer til sig selv efter den her psykose, eller hvad det har været, og finder ud af, at vedkommende faktisk er morder. Så kan ordføreren ikke se, at det faktisk er en beskyttelse af medarbejderne, men sådan set også af de personer, som er så syge, at de har brug for, at vi tager ekstra hånd om dem?

Ordføreren.

Tak for spørgsmålet. Jo, jeg kan sagtens følge argumentationen. Det er jo dem, vi skal passe på. Jeg forstår godt, hvor det kommer fra. Igen må jeg bare sige, at jeg synes, at det er stigmatiserende. Kigger man på høringssvar fra DIGNITY, og hvad de ellers hedder de forskellige, er det jo også noget af det, de påpeger, altså at det kan være med til at øge stigmatiseringen, når det her bliver en ting, altså når metaldetektorer pludselig er en ting på de her steder. Og ja, der er også metaldetektorer i Folketinget, men vi har også alle sammen, mange af os i hvert fald, og en stor del af kommunalpolitikerne rundt i hele Danmark lige været samlet på et sted i Aalborg, hvor der ikke var noget som helst af den art, og det gik jo fint. Så jeg synes også, at vi nogle gange gør tingene en lillebitte smule mere omstændelige, end de er. Jeg kunne meget bedre tænke mig, at vi greb til nogle andre midler end f.eks. metaldetektorer.

Fru Mette Thiesen.

Jeg er ikke overraskende meget, meget uenig. Jeg mener også, at man i psykiatrien med åbne øjne skal sige, at nogle gange skal man også bruge tvang, fordi der er nogle mennesker, der er så syge, at de kan være til skade både for sig selv og for rigtig mange andre. Det, jeg også er optaget af, og det, vi i Dansk Folkeparti er meget optaget af, er, at vi ikke har nogen medarbejdere i den meget, meget hårde psykiatri, som går på arbejde med livet som indsats; det ser vi desværre at der er rigtig mange der gør. Så hvis de fagfolk derude vurderer, at de skal bruge en metaldetektor, fordi de har nogle psykiatriske patienter, som er så dårlige, at de kan risikere eksempelvis at tage kniv med eller andet, så mener jeg, at det er den helt rigtige vej at gå. Men det er jo et kan og ikke et skal.

Ordføreren.

Der var vist ikke rigtig noget spørgsmål der. Ja, det er et kan og ikke et skal, det er jeg også glad for at det er. Igen handler det for mig om signalet, vi sender, og signalet, vi sender til de mennesker, som er i psykiatrien. Og så må jeg bare sige, at det jo er et fåtal, det her handler om. Fordi man har en psykisk sygdom, er det jo ikke ensbetydende med, at man er farlig og render rundt og gør vanvittige ting. Det er jo et fåtal, hvor det er aktuelt, heldigvis.

Mange tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger, så vi siger tak til ordføreren. Så kan vi gå videre til Danmarksdemokraternes ordfører, og det er hr. Jens Henrik Thulesen Dahl.

Tak. Det, vi er i gang med, er så det sidste af forslagene fra sundhedsministeren i dag, og det handler igen om psykiatrien. Man kunne sige meget om langsommeligheden i de politiske tiltag i forhold til indsatser på psykiatrien. Danmarksdemokraterne kan bakke fuldstændig op om den indledende sætning i fremsættelsesteksten: Det er afgørende, at det psykiatriske område bliver løftet markant og varigt, efter at psykiatrien længe har været underprioriteret og udfordret. Det vil jeg så ikke tale så meget mere om i dag, for jeg kunne snakke meget om, hvor langt vi kunne være nået. Men jeg vil egentlig bare glæde mig over, at vi med dagens lovforslag faktisk tager nogle ret vigtige skridt, og jeg vil glæde mig over, at vi senere på året skal fortsætte de overordnede drøftelser om hele 10-årsplan for psykiatrien.

Det forslag, som vi behandler lige nu, indeholder en række gode elementer til forbedring af det psykiatriske område. Det er godt at ligestille patienter under 15 år med ældre patienter i forhold til rettigheder, så de har ret til patientrådgiver, ret til at klage til Patientklagenævnet. Måske er det så mig, der ikke helt kan gennemskue teksten, men jeg kan have en bekymring for, at børnene gives mulighed for at give informeret samtykke, og at forældremyndighedsindehaveren kan frasige sig stillingtagen. Er det ikke forældrenes opgave at tage vare på deres børn og tage stilling for de mindreårige? Jeg håber, at vi i udvalgsbehandlingen kan få helt klarlagt, hvad det er for et ansvar, som lægges på de mindreårige i forhold til at tage stilling, og hvordan det sikres, at forældrene inddrages i beslutninger om mindreårige.

Så er der et andet punkt i lovforslaget, der handler om sikkerhed, som det nok er gået op for alle med den diskussion, der lige har været. Det er godt og nødvendigt at arbejde med at højne sikkerheden på de psykiatriske afdelinger og ambulatorier. Vi så jo desværre igen for nylig en ulykkelig situation, hvor en patient på uledsaget udgang fra retspsykiatrisk afdeling havde været en tur i Føtex, havde købt en kokkekniv, som han tog med tilbage til afdelingen og desværre brugte til at myrde en anden patient. Jeg kan kun tænke, at det måske kunne have været afværget, hvis der havde været en metaldetektor, som alle skulle igennem, når de skulle ind på afdelingen. Samtidig er jeg fuldstændig enig i, at det ikke må være en sovepude i forhold til at have tilstrækkeligt med kvalificeret personale på de enkelte afdelinger. Men det forekommer jo ikke at være et problem med manglende personale på den pågældende retsmedicinske afdeling.

Så problematiseres det i nogle af høringssvarene, at en kontrol kan gå ud over relationerne mellem personale og patienter. Umiddelbart vil jeg egentlig tænke, at det var et problem, hvis en kontrol er mistankebaseret, hvorimod det ved en kontrol, som gælder alle – det kunne være en metaldetektor, som alle går igennem – i og for sig ikke burde give problemer. Med lovforslaget er det kun muligt på retspsykiatriske afdelinger og ambulatorier. Jeg tænker derfor, at vi i udvalgsarbejdet skal have en drøftelse af, om ikke det helt generelt vil være den enkelte afdeling, der bestemmer, om en kontrol skal være mistankebaseret eller rutinebaseret.

Men når det er sagt, er der faktisk en lang række gode forslag og tiltag i forslaget, som gør, at vi samlet set fra Danmarksdemokraternes side støtter forslaget. Tak for ordet.

Mange tak for det. Der er ikke nogen korte bemærkninger. Tak til ordføreren. Vi kan gå videre til Moderaternes ordfører, og det er hr. Lars Arne Christensen. Værsgo.

Tak for ordet, formand. Tidligere på aftenen behandlede vi L 125 om etablering af et lettilgængeligt kommunalt behandlingstilbud til børn og unge. I en rapport skriver Psykiatrifonden, at hver tredje i Danmark på et tidspunkt i livet får en psykisk sygdom. Hvert år har mere end 700.000 voksne symptomer på psykisk sygdom. I hver skoleklasse sidder der et eller to børn med så store psykiske problemer, at de har brug for professionel hjælp. Som jeg sagde til L 125: Moderaterne har det som prioritet, at vi løfter psykiatrien.

L 128, som vi behandler nu, er et noget anderledes lovforslag om psykiatrien. Det er et lovforslag, som har forskellige vigtige elementer. Hvert element vil være en forbedring af psykiatrien til gavn for patienter, pårørende og for ansatte.

Et element i dette lovforslag omhandler børn og unges retstilstand i psykiatrien omkring brugen af tvang. Der er tale om ulykkelige og følsomme sager. Jeg vil ikke som sådan tale om tvang i psykiatrien. Jeg vil fremhæve, at vi med L 128 i dag styrker rettighederne for mindreårige i psykiatrien. At man før ikke har haft en række rettigheder, fordi man er mindreårig, er en fejl. Og det vil vi rette op på med dette lovforslag, så psykiatriske patienter får samme garanti og rettigheder uanset alder. Og derfor vil man fremover, når man er patient under 15 år, som bliver udsat for tvang, også få retten til en patientrådgiver og samtidig retten til at klage til det psykiatriske patientklagenævn.

Med den kommende 10-årsplan for psykiatrien intensiverer vi behandlingen af de sværest psykisk syge, og der er derfor også brug for at diskutere sikkerheden i psykiatrien. Det skal være sikkert for vores sundhedspersonale at gå på arbejde og for patienter at være indlagt. Vi kan ikke acceptere, at personale eller patienter bliver udsat for chikane, angreb eller i værste fald bliver dræbt. Det vil kræve et langt og sejt træk at sikre bedre forhold i psykiatrien. Det tager vi fat på nu, hvor vi også sikrer bedre sikkerhed på afsnittene. Fremover vil retspsykiatrien derfor få mulighed for at bruge metaldetektorer på patienter eller besøgende.

L 128 indeholder også et forslag om, at sundhedspersoner i forbindelse med udkørsel til personer med mulige psykiske udfordringer fremover kan videregive relevante sundhedsoplysninger til politiet. Det skal sikre, at politiet og sundhedspersonerne sammen kan vurdere den mest hensigtsmæssige håndtering af den pågældende borger. Det er også med til at styrke sikkerheden.

Alt i alt er det et lovforslag, der har til formål at flytte psykiatrien i en bedre retning. Moderaterne stemmer naturligvis for. Tak for ordet.

Mange tak for det. Der er ikke nogen korte bemærkninger, så vi siger tak til ordføreren. Og så går vi videre til Det Konservative Folkepartis ordfører, og det er fru Lise Bertelsen. Værsgo.

Tak for ordet, formand. I Det Konservative Folkeparti ser vi positivt på styrkelsen af rettighederne for mindreårige patienter under 15 år. Vi forstår samtidig de overvejelser og bekymringer, der fremgår i høringssvarene, i forhold til om der bør være en nedre aldersgrænse og behovet for patientrådgiver med børnefaglig viden. Dog fremgår det i sundhedsloven, at informationer om helbredstilstande og behandlingsmuligheder skal gives på en hensynsfuld måde og være tilpasset til modtagerens individuelle forudsætninger med hensyn til alder, modenhed, erfaringer osv. Det betyder, at sundhedspersoner skal tilpasse informationer om behandlingsmuligheder ud fra den mindreårige patients alder og modenhed, hvilket jeg har tillid til at vores dygtige sundhedspersonale formår at gøre.

I Det Konservative Folkeparti ligger det os meget på sinde at styrke sikkerheden i psykiatrien, både for medpatienter, men også for dem, der arbejder der. Vi er helt bevidste om, at forslaget om at kunne anvende metaldetektorer kan virke stigmatiserende og kun er ét greb i værktøjskassen blandt flere. Vi er i Det Konservative Folkeparti også bevidste om, at det er en kapacitetsopbygning, der skal til for også at kunne forebygge voldsomme hændelser og mindske anvendelse af tvang i psykiatrien.

For Det Konservative Folkeparti er det altafgørende med et godt og sikkert tværgående samarbejde mellem psykiatrien og politiet. Det er derfor vigtigt, at sundhedspersonale, der varetager den fælles udkørsel med politiet, kan videregive relevante oplysninger, når der er mistanke om, at en person, man kører ud til, har en psykisk lidelse, som der skal tages højde for for eksempelvis at kunne berolige og konfliktnedtrappe situationen.

For Det Konservative Folkeparti er det vigtigt, at alle psykiatriske patienter, der har været frihedsberøvet eller tvangsfikseret, får ens og let adgang til at få prøvet spørgsmålet om erstatning.

I forhold til notatpligt for den faste vagt for bæltefikserede patienter og faste intervaller for den lægefaglige vurdering bliver det, når man læser høringssvarene, rigtig tydeligt, at det er vurderinger truffet ude i virkeligheden, der giver mening. Der vil foretages en nærmere undersøgelse af notatpligt hvert 15. minut ved bæltefiksering, da notathyppigheden kan være både konfliktoptrappende og være urovækkende for patienten, og en lempelse skal være i overensstemmelse med erfaringer og vurderinger fra de kliniske afdelinger netop ude i virkeligheden. Det må anbefales, at landets psykiatriske afdelinger inddrages i denne vurdering.

Det Konservative Folkeparti ser positivt på forslag til lov om ændring af lov om anvendelse af tvang i psykiatrien samlet. Tak for ordet.

Mange tak for det. Der er ikke nogen korte bemærkninger, så tak til ordføreren. Vi går videre til Enhedslistens ordfører, og det er fru Runa Friis Hansen.

Tak for ordet. En journalist spurgte mig for nylig, om jeg var for eller imod et forslag. Jeg svarede, at jeg var mellemfornøjet. Sådan har jeg det også lidt med den her blandede bolsjepose af forslag i ét.

Forslaget indebærer, at rettigheder for mindreårige patienter under 15 år styrkes. Det er positivt og på sin plads. Forslaget medfører også, at sundhedspersoner kan videregive relevante sundhedsoplysninger til politiet i forbindelse med fælles udkørsel til personer med eventuelle psykiske lidelser eller udfordringer. Det er rigtig vigtigt, både for personer med psykisk lidelse og for politiets arbejde. Med forslaget får vi også nogle forbedringer i retsplejeloven i forhold til erstatning for patienter med psykisk lidelse, og det er jeg glad for.

Så kommer vi til den del med metaldetektorer. Det har vi snakket rigtig meget om. Så jeg har faktisk streget noget af min tale, fordi det er blevet sagt; der er jo ingen grund til, at vi skal trække aftenen yderligere. Vi kan sagtens se for og imod, men vi er bekymrede ligesom mange af de ansatte, i forhold til at man giver tilladelse til metaldetektorer i psykiatrien. Langt hen ad vejen tror vi, at det er falsk tryghed, og at den nuværende visitation, man har i psykiatrien, vil være bedre at bruge energien på at forbedre. Det er også noget af det, der står i nogle af de høringssvar, vi har fået.

Region Hovedstaden pointerer, at erfaringer fra psykiatrien er, at en velfungerende krops- og bagagescannerløsning til patienter ved retspsykiatriske foranstaltninger kræver, at der ansættes og uddannes kvalificeret og dedikeret personale til at bemande løsningen. Øget brug af metaldetektorer i psykiatrien vil kræve, at der laves nye retningslinjer, kurser og arbejdsgange for personalet i visiteringen af patienter og pårørende. Erfaringen viser desuden, at en metaldetektor jo også kan give en falsk tryghed, fordi der findes våben, der ikke bliver taget i en metaldetektor. Det kan være strikkepinde eller knive, der er fremstillet af et materiale, som ikke er metal. Så vi skal i hvert fald være meget opmærksomme på, at der fortsat sker en rigtig grundig visitation, således at der ikke bare smugles andre våben ind.

De her metaldetektorer tænker vi kan være en slags symptomløsning i stedet for bruge penge på yderligere investeringer i reel behandling af de her patienter, som virkelig har behov for et meget intensivt behandlingstilbud. Institut for Menneskerettigheder finder det problematisk, at der åbnes op for det her med intervallerne, altså at den faste vagts notater ved bæltefikserede patienter ændres fra den notatpligt, der er på nuværende tidspunkt, og som er på 15 minutter. Vi håber, at ministeren vil fastholde, at det fortsat skal køres på en hensigtsmæssig måde, både for patienter og det personale, altså lægerne, som er en lille smule udfordret – sådan som vi forstår det på høringsnotatet – fordi det er så ofte, at der skal læses rigtig meget. Det har vi stor forståelse for, men det er også vigtigt, at der stadig væk er en vis stramhed omkring patientens retssikkerhed.

Sammenfattende kan jeg godt se mig og Enhedslisten i det her forslag, og der er mange gode ting i forslaget. Og så er der åbenlyse ting, som ikke er groet i vores baghave, og sådan er det jo med aftaler. Jeg tror, at jeg er der, hvor jeg startede. Jeg er mellemfornøjet, men vi stemmer for, fordi vi er en del af den samlede aftale, og fordi man kan regne med os, og at en aftale er en aftale. Tak for ordet.

Der er ingen korte bemærkninger. Tak til fru Runa Friis Hansen, Enhedslisten. Den næste ordfører er hr. Stinus Lindgreen, Radikale Venstre. Velkommen.

Tak, formand. Lovforslaget her indeholder jo en række elementer, som tidligere ordførere har redegjort fint for. Jeg vil knytte et par kommentarer til udvalgte dele.

Det er helt oplagt positivt at styrke mindreårige patienters retssikkerhed ved anvendelse af tvang. Jeg vil dog understrege, at tvang, særlig tvang over for mindreårige, må og skal være den sidste udvej. Tvang i psykiatrien kan aldrig undgås hundrede procent, men jeg vil godt minde om, at vi i 10-årsplanen for psykiatrien har fokus på alternativer til tvang. Men når det er nødvendigt, er jeg helt på linje med de høringsparter, der påpeger, at man ved tvang mod mindreårige bør have hyppigere tilsyn og lægevurderinger end ved voksne. Det håber jeg at man vil tage med videre i arbejdet.

Det er også fint i tråd med en anden del af lovforslaget, der gør op med den faste notatpligt hvert 15. minut og i stedet lægger op til, at der skal være en fagligt begrundet tilgang til tilsynet med bæltefiksering. Naturligvis skal der være tilsyn, og selvfølgelig må og skal tvang også her kun bruges i så kort tid som nødvendigt, men rammerne skal give mening. Det er også fornuftigt, hvilket flere også påpeger i høringssvarene.

Men selv om forslaget samlet set er godt, har jeg en enkelt reservation, nemlig omkring metaldetektorer. Jeg sidder som bekendt også i Region Hovedstaden, og jeg er derfor også bekendt med detaljerne omkring den tragiske sag fra sidste år, hvor en patient dræbte en læge. Den slags sager skal naturligvis føre til, at vi gør, hvad vi kan, for at skabe en sikker psykiatri for personale, patienter og pårørende. Det er også et arbejde, der pågår i Region Hovedstaden netop i de her tider.

Netop det her forslag med metaldetektorer er ikke den rigtige vej at gå. Løsningen på de udfordringer, der er – og de er rigtige – er bedre fysiske rammer, bedre normering og flere ressourcer. Rigtig mange høringsparter peger på, at vi med metaldetektorer risikerer at skabe en falsk tryghed; vi skaber et stort ressourcetræk, hvis det skal bruges fornuftigt; vi skaber mistillid mellem patient og behandler, hvilket kan øge konfliktniveauet og være med til at føre til flere farlige situationer.

Det er også imod den aftale om psykiatrien, som vi alle sammen har indgået, og hvor vi jo vil gøre op med stigmatisering. Her gør vi noget, som stigmatiserer psykisk syge som værende farlige patienter og nogen, som vi skal være bange for. Det mener jeg ikke er i tråd med det, vi aftalte. Vi bør i stedet for tage reelle skridt for at skabe en sikker og værdig psykiatri, som vi alle sammen kan være bekendt. Denne del er vi i Radikale Venstre imod, men ellers støtter vi lovforslaget. Tak for ordet.

Der er ingen korte bemærkninger. Tak til hr. Stinus Lindgreen, Radikale Venstre. Næste ordfører er fru Mette Thiesen, Dansk Folkeparti. Velkommen.

Tak. Alle øjner muligheden for at komme lidt tidligere hjem. Tilbage på sporet vil jeg i forhold til det her lovforslag, som er meget alvorligt, og som vi i Dansk Folkeparti faktisk synes indeholder nogle rigtig, rigtig gode punkter – vi er også med i aftalen – så det kommer nok ikke helt bag på nogen, sige, at vi faktisk synes, at der er mange af de her ting, der er rigtig fine. Ikke overraskende for debatten i dag mener vi ikke på nogen måde, det er stigmatiserende med de her metaldetektorer, tværtimod. Som vi også har drøftet tidligere, er det nogle gange også et spørgsmål om at kunne beskytte nogle mennesker, som måske har svært ved – i perioder i hvert fald – at beskytte sig selv. Så det ser vi overhovedet ikke som noget som helst problematisk, tværtimod.

Jeg slår mig faktisk mere på den del om, at man skal indhente oplyst samtykke fra børn, hvor forældrene allerede har givet samtykke. Jeg er jo så gammeldags, at jeg mener, at børnene er forældrenes, og at forældrene selvfølgelig har forældreansvaret over børnene, indtil børnene myndige. Så det her skred generelt i sundhedsvæsenet med, at 15-årige i princippet skal kunne tage voksenbeslutninger i forhold til rigtig mange ting i sundhedsvæsenet, er ikke noget, jeg støtter. Tværtimod synes jeg, det er en dårlig idé. Men lad nu det ligge.

Tvang er desværre nogle gange en del af behandlingsmulighederne i forhold til mennesker, som er meget, meget syge, og det er ikke, fordi det er noget, som skal fremmes, men vi er også nødt til at anerkende, at det er en del af det nogle gange, og der skal vi selvfølgelig også sikre, at vores medarbejdere rundtomkring ikke ender med at gå på arbejde med livet som indsats, som vi desværre har set eksempler på nogle gange.

Generelt set synes jeg, der er nogle gode takter i det her lovforslag. Det gælder bl.a. det her med fælles udkørsel f.eks. Det er der faktisk mig bekendt ikke nogen, der har nævnt, men det synes jeg faktisk er en ret god idé, altså det her med, at man kan have en fælles udkørsel til patienter, som har det rigtig, rigtig svært. Det synes jeg giver sindssyg god mening. Det gælder ligeledes det her med, at man også nogle gange ikke skal registrere lige så mange gange, hvis man f.eks. bæltefikserer. Der er også en masse bureaukrati i det, som man afskaffer, hvor vi jo er nødt til have en tillid også til de fagpersoner, der står ude hos patienterne. Så jeg synes faktisk, der er nogle ting ved det her lovforslag, som er rigtig, rigtig fine.

Det her med, at man skal scanne med metaldetektorer, er ikke den del, vi slår os på i Dansk Folkeparti. Vi så langt hellere, at man fjernede den del med, at mindreårige patienter på en eller anden måde skal stilles som en voksen, fordi det er børn, og børn skal ikke tage voksenbeslutninger. Vi støtter forslaget, men kommer ligeledes ligesom alle mulige andre, der har stået heroppe på talerstolen før mig, til at stille en hel masse spørgsmål i udvalgsbehandlingen, og så tænker jeg, at vi også filer lidt og får svaret på nogle spørgsmål og måske også får rettet lidt til, som vi plejer med de her ting. Ja, lad det være ordene herfra.

Der er en kort bemærkning fra hr. Stinus Lindgreen, Radikale Venstre.

Tak for det, og tak for talen. Langt hen ad vejen er vi jo enige. Jeg kunne blot godt tænke mig at høre ordførerens refleksioner. Altså, én ting er, at vi selvfølgelig er politiske partier med forskellige holdninger og derfor også kan have forskellige syn på, hvorvidt metaldetektorer er stigmatiserende eller ej, og hvorvidt det giver en falsk tryghed eller ej. Men der er jo en lang række høringssvar fra dem, der rent faktisk arbejder med det, og som repræsenterer patienter, hvor de siger, at det her er et problem. Gør det ikke indtryk på ordføreren?

Ordføreren.

Vi får rigtig mange høringssvar, og dem læser vi forhåbentlig alle sammen – det gør jeg i hvert fald – og tager til efterretning. Jeg er bare ikke enig i det her. Jeg mener ikke, det er stigmatiserende at sige, at det kan være en beskyttelse over for et menneske, der eksempelvis har en psykose, at man sikrer, at vedkommende ikke har en kniv eller en skruetrækker eller noget andet, der kan gøre rigtig stor skade på nogle andre. Jeg er ret sikker på, at når de mennesker, vi har oplevet i psykiatrien, som har haft de her meget, meget svære tilfælde, eksempelvis psykoser eller andet, der har gjort, at de har gjort voldsom skade enten på sig selv eller nogle gange på andre, er kommet til sig selv igen, hvis man kan sige det sådan, så havde de nok ønsket, at der havde været nogen, der kunne have passet bedre på dem og sikret, at de måske ikke havde haft en kniv, men at de kun havde haft deres hænder eller noget andet, der havde gjort, at selv om det stadig væk havde været et overfald, så havde det i hvert fald ikke haft dødelig udgang.

Så nej, den del er jeg ikke enig i, for det her handler for mig at se både om at beskytte personalet – det handler det rigtig meget om – men det handler altså også om at beskytte et menneske, som er i en situation, hvor man ikke kan beskytte sig selv.

Spørgeren.

Det er vi jo fuldstændig enige om. Altså, vi vil jo alle sammen have en sikker psykiatri, hvor både patienter, personale og pårørende kan være og kan komme på besøg uden at være i fare. Kan vi sikre det hundrede procent? Nej, det kan vi nok aldrig – men hvis vi kan gøre noget, skal vi gøre det. Men når nu flere peger på, at det her rent faktisk risikerer at gøre det værre, altså være konfliktoptrappende og føre til flere farlige situationer, hvordan finder ordføreren så den rette balance her? Det er ikke nødvendigvis sort-hvidt. Men altså, der er rigtig mange både af dem, der repræsenterer dem, der arbejder i psykiatrien, og dem, der repræsenterer patienterne i psykiatrien, der siger, at det her ikke er den rigtige løsning.

Ordføreren.

Det her er jo en mulighed, man har. Og jeg vil så sige, at det godt kan være, at man mener, at det i nogle tilfælde vil være konfliktoptrappende, men hvis vedkommende allerede har en kniv, tænker jeg, at så er det bedre at finde den i opløbet i stedet for først at finde den, når situationen måske desværre har haft dødelig udgang, som vi har set nogle eksempler på. Så nej, i forhold til den her del er jeg ikke bekymret for en stigmatisering.

Så kan vi tale om alt muligt andet. Vi har også talt om det her med telefonlinjen, i forhold til hvis man får det rigtig dårligt psykisk, og om den skal ligge under 112 eller ligge separat, og der har jeg været stor advokat for, at den skulle ligge under 112 for netop ikke at stigmatisere og for netop at ligestille somatik og psykiatri. Men det her synes jeg ikke er stigmatiserende.

Så er der ikke flere korte bemærkninger. Tak til fru Mette Thiesen, Dansk Folkeparti. Nu er vi igennem ordførerrækken, og den næste, der får ordet, er indenrigs- og sundhedsministeren. Velkommen.

Tak for det, formand, og tak igen til Folketingets partier for bemærkningerne og den generelle modtagelse af lovforslaget her. Som flere af ordførerne også har bemærket, indeholder lovforslaget her en række forskellige ændringer og initiativer i forhold til psykiatrien. Et af de steder, hvor vi retter et særligt fokus, er på børn og unge. Med lovforslaget i dag har vi et særligt fokus på brugen af tvang i psykiatrien og ikke mindst på børn og unges retsstilling, når tvang kommer i brug. Vi ønsker fra regeringens side at give alle psykiatriske patienter samme retssikkerhedsmæssige garantier og rettigheder uanset alder.

Det er baggrunden for, at vi foreslår, at alle psykiatriske patienter, også patienter under 15 år, som bliver udsat for tvang, får ret til en patientrådgiver helt på linje med alle over 15 år, hvilket dermed også handler om at give dem en ret til at kunne klage til Det Psykiatriske Patientklagenævn. Samtidig vil lovforslaget sikre, at forældre ikke bliver stillet i det dilemma, at deres samtykke til behandling betyder, at deres barn mister retten til at få en patientrådgiver og mister retten til eventuelt at kunne klage. Så dermed er det et vigtigt element i forhold til at sikre en ligestilling og en styrkelse af de retssikkerhedsmæssige garantier og rettigheder for patienter uanset alder.

Fremover sikres det, ved slet og ret at erkende det, at tvang er tvang. Vi har tidligere skelnet mellem tvang og magtanvendelse alt efter alder. Nu siger vi: Tvang er tvang. Uanset forældrenes beslutning skal man kunne have retten til at kunne få en patientrådgiver og muligheden for at kunne klage. Ændringen af børns retsstilling ændrer dog ikke på, at vi jo fortsat skal have et stort og vigtigt fokus på, hvordan vi kan lykkes med at bruge tvang i psykiatrien mindst muligt, hvad flere ordførere også har været inde på i deres taler i dag. Det arbejde fortsætter vi jo med i en rækkespor, men jeg tror også på, at vi med det markante løft, vi har sat i gang, med en samlet 10-årsplan for psykiatrien, kan være med til at sikre, at vi får forbedret kvaliteten i behandlingen, og jeg tror på, at det en af de vigtigste veje i forhold til at reducere anvendelsen af tvang i psykiatrien.

En anden vigtig ændring af psykiatriloven i lovforslaget, vi behandler her, handler om sikkerhed. Her er bagtæppet jo desværre meget, meget dystert. Vi har de senere år set flere tragiske og voldsomme hændelser i psykiatrien. Så sent som i sommer sidste år blev en overlæge dræbt på et retspsykiatrisk ambulatorium, hvor en patient med kniv fik adgang. Jeg har desuden kunnet læse mig til, at Region Hovedstaden har registreret yderligere to hændelser, hvor patienter havde medbragt henholdsvis en kniv og en økse. Og i påsken dræbte en retspsykiatrisk patient en medpatient på en retspsykiatrisk afdeling. Vi ved selvfølgelig ikke, om metaldetektorer ville have forhindret det tragiske drab i påsken. Jeg er også helt på det rene med, at kontrolforanstaltninger jo ikke gør det alene og aldrig kan eller skal stå alene, men man må alt andet lige kunne formode, at det i hvert fald med mindre sandsynlighed var kommet ind på afdelingen, og det er i sig selv både forebyggende og tryghedsskabende.

Lad mig også slå fast her i salen i dag, at det jo ikke er tanken, at alle afdelinger eller ambulatorier nu pludselig har behov for eller lyst til at anvende metaldetektorer i psykiatrien. Der er meget store forskelle, alt afhængigt af hvilke afdelinger vi taler om. Vi brugte også meget tid på at diskutere det i kredsen af ordførere her, og her handler det jo sådan set om at have tillid til at stille en redskabskasse til rådighed og tro på, at de dygtige medarbejdere, der er i psykiatrien, er i stand til lokalt at træffe nogle af de beslutninger, som man mener man har brug for at indføre, måske midlertidigt, i en periode. Derfor synes jeg også, det er vigtigt, at det her handler om at give mulighed for det, altså ikke at sige, at det skal indføres, eller sige, at nu skal alle gøre sådan, men give mulighed for, at sundhedspersonale kan anvende metaldetektorer, hvis der vel at mærke lokalt vurderes at være et behov for det.

Det er ikke lig med, at der så ikke skal være fokus på andre metoder. Vi skal generelt have styrket og udbygget kapaciteten i psykiatrien, men det er en stor prioritet for os, at vi har fokus på, at vores sundhedspersonale skal kunne gå sikkert på arbejde, og derfor synes vi også, det er afgørende, at vi giver en mulighed for, at afdelinger og ambulatorier har de nødvendige redskaber, som skal til for at højne sikkerheden. Regeringen foreslår derfor, at man kan anvende metaldetektorer på patienter eller besøgende, vel at mærke ved mistanke om, at eksempelvis farlige genstande bliver forsøgt medbragt. Og vi ønsker også at give mulighed for, at metaldetektorer rutinemæssigt kan blive brugt på retspsykiatriske ambulatorier og retspsykiatriske afdelinger.

Et andet element i i lovforslaget handler om at gøre rammerne for arbejdet med sårbare borgere klare. Helt konkret foreslår regeringen, at vi sikrer nogle mere klare rammer for, at sundhedspersonale kan videregive de nødvendige sundhedsoplysninger til politiet, når sundhedspersonale og politi har fælles udkørsel til sårbare borgere. Formålet er både at sikre den bedste håndtering af sårbare borgere, men også at højne sikkerheden for såvel sundhedspersonalet som politiet.

Desuden stiller regeringen også forslag om, at en psykiatrisk patients krav om erstatning kan blive prøvet ved domstolene efter et særligt kapitel i retsplejeloven, uanset om der er en tvist i sagen. Det har ikke været fremme i forbindelse med debatten her, men jeg synes, det er væsentligt at nævne, for forslaget handler jo om, at vi sådan set gerne vil rette op på en lidt uheldig konsekvens på grund af formuleringen af de gældende regler. Det handler i bund og grund om, at man som borger selvfølgelig skal have mulighed for at kunne få prøvet sin sag, hvis man har fået medhold i det psykiatriske patientklagenævn. Det skal man kunne gøre, uanset om regionen er enig i nævnets afgørelse eller ej.

Endelig ønsker vi fra regeringens side at ændre på bestemmelserne omkring notatpligt for den faste vagt for bæltefikserede patienter. Det handler bl.a. om, at vi vil gøre det muligt for den til enhver tid siddende indenrigs- og sundhedsminister at ændre på hyppigheden af, hvor ofte notaterne vil skulle udarbejdes. Det er i dag hver 15. minut, og formålet med bestemmelsen er at gøre det muligt at undersøge nærmere, og det er meningsfuldt, at den faste vagt skal udarbejde et notat hver 15. minut. Det er vigtigt for mig at understrege, også med de bemærkninger, der har været i løbet af behandlingen her i dag, at relevante interessenter vil skulle inddrages forud for en eventuel ændring. Det fremgår også direkte af lovforslagets bemærkninger. Og det vil i øvrigt heller ikke være muligt helt at ophæve notatpligten.

Tak til partierne for modtagelsen af lovforslaget og opbakningen til de forskellige ændringer, som vi her foreslår. Jeg ser frem til den videre udvalgsbehandling af lovforslaget. Tak.

Der er en kort bemærkning til hr. Stinus Lindgreen, Radikale Venstre.

Tak for det, og tak for talen, og tak for et generelt set godt lovforslag. Jeg kunne godt tænke mig at spørge til noget andet end metaldetektorer, nemlig tvangsforanstaltninger over for mindreårige. Det bliver jo påpeget af flere høringsparter, at man bør have hyppigere tilsyn og lægevurderinger, når vi snakker om mindreårige, i forhold til når vi snakker om voksne. Jeg vil blot høre, om ministeren har gjort sig nogen tanker om det. Det er jo fint i tråd med at have en mere, jeg skulle til at kalde det lempelig tilgang til det, men det er ikke det rigtige ord. Det, jeg mener, er en mere faglig tilgang til, hvor ofte man skal føre tilsyn, f.eks. hvad angår reglen om 15 minutter ved bæltefiksering. Det behøver måske ikke være sådan, det kunne være på en anden måde. Hvordan ser ministeren på, om der kunne være en aldersdifferentiering, om jeg så må sige?

Ministeren.

Umiddelbart tror jeg, at man skal være varsom med at lave en specifik aldersdifferentiering, men til spørgsmålet om hyppigheden, vil jeg sige, at jeg synes, der er forskellige elementer, man kan tage med i de videre overvejelser. Det er også derfor, jeg i mine afsluttende bemærkninger her i dag understreger, at der jo er en mulighed for at ændre i hyppigheden for, hvor ofte notaterne vil skulle udarbejdes. Men jeg synes også, det er vigtigt, at man forud for en eventuel ændring sikrer, at man får inddraget relevante interessenter på området, såvel som jeg også synes, det er væsentligt i dag, også med de bemærkninger, der har været, at slå fast, at det jo ikke er muligt at ophæve selve notatpligten.

Spørgeren.

Det er jeg egentlig enig i. Jeg tror, det er en meget klog tilgang at få et mere bredt syn på det her. Og det kan være, at alder spiller en rolle. Det kan være, at de faglige folk siger, at det gør det ikke, men så kan vi blive så meget klogere.

Men så lad mig dog alligevel lige spørge til det med metaldetektorer: Når nu der har været så mange høringsparter – dem, der arbejder i psykiatrien; dem, der har ansvar for psykiatrien; dem, der har patienter i psykiatrien – der siger, at det her risikerer at skabe nogle problemer både i forhold til stigma, men også i forhold til falsk tryghed, et øget ressourcetræk, at det ikke er den rette vej at gå, hvad tænker ministeren så om det?

Ministeren.

Jeg har naturligvis også lyttet meget grundigt, også til den diskussion, der har været, og jeg kunne egentlig godt forstå det, hvis det var, at vi i dag præsenterede et lovforslag, hvor vi sagde, at nu har vi fra regeringens side bestemt eller fremsat et lovforslag om, at nu skal der indføres metaldetektorer på de og de afdelinger på den og den måde.

Det er ikke det, vi foreslår her i dag. Det er sådan set også at lytte til nogle af de ønsker, der har været og i øvrigt også er med i, kan jeg senest konstatere, de anbefalinger, som er kommet i Region Hovedstaden, hvor man jo bl.a. også ser på en række forskellige initiativer til at kunne øge trygheden for medarbejderne i psykiatrien. Der er en af de konkrete anbefalinger, at man skal undersøge muligheden for at kunne anvende metaldetektorer.

Den mulighed kan man kun undersøge og arbejde videre med, hvis der også er en konkret adgang til, at man kan bringe den i anvendelse, rent lovgivningsmæssigt, og det er jo den »kan«-bestemmelse, mulighedsbestemmelse, som vi åbner op for her i dag, og hvor jeg sådan set også har tillid til, at de dygtige medarbejdere – personale, ledere – vi har inden for psykiatrien, jo ikke vil behandle den her mulighed som noget, man så bare lige tager til sig og siger: Så indfører vi det over det hele.

Det tror jeg man vil gøre sig mange og også grundige overvejelser omkring. Og jeg har også en grundlæggende tillid til, at de i sidste ende er bedre til at træffe den beslutning og lave den vurdering, i forhold til hvad der giver mening på eksempelvis et konkret retspsykiatrisk ambulatorium – også bedre, end vi er i stand til herinde fra Folketingssalen.

Så er der ikke flere korte bemærkninger. Tak til indenrigs- og sundhedsministeren.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at lovforslaget henvises til Sundhedsudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.