Tak, formand. Og tak for ordførernes bemærkninger og modtagelsen af lovforslaget, som jo kort fortalt handler om, hvordan vi kan sørge for at bringe patienten endnu mere i centrum i sundhedsvæsenet, og hvordan vi i endnu højere grad får mest muligt ud af de sundhedstilbud, som vi har i det samlede sundhedsvæsen. Og her spiller apotekerne en rigtig vigtig rolle.
Apotekerne varetager allerede i dag væsentlige opgaver som en del af et samlet sundhedsvæsen. Går man ind på et hvilket som helst apotek, finder man medarbejdere med værdifulde kompetencer og erfaring, som kan bruges til at aflaste det øvrige sundhedsvæsen. Apotekerne håndterer mange ting – alt fra korrekt udlevering af receptpligtig medicin efter lægens anvisning til rådgivning om medicin, dosering, bivirkninger og interaktion med andre lægemidler. Apotekernes indsats i den forbindelse handler ikke mindst om at sikre korrekt medicinering og er dermed også central og afgørende i forhold til patientsikkerheden.
Apotekerne løser også i stigende omfang sundhedsfaglige opgaver med direkte borgerkontakt. De har f.eks. medicinsamtaler med borgere med kroniske sygdomme, de rådgiver omkring rygestop, foretager inhalationstjek og udfører en lang række andre sundhedsfremmende opgaver. Med andre ord spiller apotekerne en vigtig og stadig større rolle i vores sundhedsvæsen – en rolle, som vi fra regeringens side gerne vil være med til at understøtte, alt sammen til gavn for dem, det handler om i sidste ende, borgerne og patienterne.
Jeg tror ikke, jeg vil løbe alle detaljerne i lovforslaget igennem, som jeg medgiver på en række punkter er noget kompliceret i forhold til de mange detaljer, men jeg vil alligevel gøre et par nedslag, også i forhold til de bemærkninger, der har været i Folketingssalen her i dag. Vi ønsker som nævnt fra regeringens side at understøtte apotekernes kerneopgave. Det gør vi jo bl.a. ved at øge apotekernes honorar for udlevering af og rådgivning om receptpligtig medicin, og på den måde giver vi også med lovforslaget her apotekerne et større incitament til at fokusere på medicinopgaven frem for på salg af cremer, tandpasta m.v.
Samtidig gør vi også styringen af apotekernes økonomi mere fleksibel, så eventuelle overskridelser af apotekernes indtjeningsramme ikke pr. automatik fører til lavere indtjening på lægemidler. Vi ønsker at give mulighed for, at de kan vaccinere borgerne under de offentlige vaccinationsprogrammer, vi ønsker at skabe fundamentet for, at f.eks. farmakonomer skal kunne afholde medicinsamtaler, og med den nye lov vil apotekerne i højere grad blive belønnet for at sælge medicin og ydelser, der kommer borgerne og patienterne mest til gavn, og dermed handler det jo om at styrke apotekernes fokus på den sundhedsfaglige opgave.
Som en del af lovforslaget foreslår vi også fra regeringens side, at der indføres et nyt tilskud, et såkaldt tilgængelighedstilskud, som flere ordførere også har været inde på i deres taler her i dag. Tilskuddet skal gives til apoteker, der opfylder et forsyningsmæssigt behov. Konkret foreslår vi, at der ydes tilskud til apoteker, der har et lavt salg af lægemidler, og som ligger langt fra andre apoteker. Tilgængelighedstilskuddet vil særlig være med til at sikre driften af apoteker i vores landdistrikter, der ofte har et lavere omsætningsgrundlag, og skal dermed også være med til at sikre, at borgerne fortsat har adgang til et apotek i alle dele af landet.
Jeg vil i den forbindelse komme med et par bemærkninger til Enhedslistens ordfører, som ikke er i salen nu, men som dog havde en række spørgsmål i forhold til gerne at ville betrygges i, at man sikrer tilgængeligheden af lægemidler i landets yderområder. Og lad mig her bare slå fast, at det er helt afgørende for regeringen at sikre, at alle danskere har en rimelig adgang til lægemidler. Det må ikke blive uforholdsmæssigt besværligt at komme til et apotek, bare fordi man bor uden for de store byer. Vi har jo efter de gældende regler og den gældende lovgivning bestemmelser om, at en borger maksimalt må have 15 km til det nærmeste apotek. Og lad mig her i dag understrege, at det holder vi fast i med det lovforslag, vi har fremsat, og med lovforslaget vil der også stadig være støtte til apoteker i landdistrikterne, hvor omsætningsgrundlaget ikke er så stort, som det er i byerne. Det er det, vi vil sikre via det her tilgængelighedstilskud, og med lovforslaget afsætter vi i øvrigt flere penge, end der i dag udbetales i udligningstilskud. Dermed vil tilgængelighedstilskuddet erstatte den nuværende udligningsordning, hvorfra der i dag udbetales 7,8 mio. kr. i tilskud til apoteker. Med det nye tilgængelighedstilskud er der afsat en pulje på 10 mio. kr.
Ud over at fintune apotekernes økonomisystem stiller vi også forslag om at skabe bedre rammer for, at apotekerne kan aflaste det øvrige sundhedsvæsen og altså vedblive med at spille en større rolle i forhold til at være en del af det samlede sundhedsvæsen. Vi ønsker eksempelvis at skabe mere fleksibilitet for patienter og større tilgængelighed. Det er derfor, vi stiller forslag om, at patienter fremover skal kunne få udleveret deres lægemidler lokalt frem for at skulle en tur på sygehuset. Det skal ske, ved at sygehusafdelinger fremover får mulighed for at udlevere vederlagsfri lægemidler til sygehuspatienter gennem sygehusapoteker og private apoteker.
Jeg vil også komme med et par enkelte ord i forhold til spørgsmålet omkring digitalisering af apotekersektoren, som flere ordførere også har været inde på i deres taler. Altså, først og fremmest synes jeg jo, det er væsentligt at være opmærksom på, at apotekerne også som private erhvervsdrivende har en interesse i at digitalisere, da digitalisering kan være med til at effektivisere deres egen forretning. Og selvfølgelig skal vi også fra lovgivers side sikre og understøtte, at der også er gode muligheder online.
Når det sagt, fremgår det også af lovforslaget, at afgiftsprovenuet fra den øgede frihandelsafgift bl.a. vil blive brugt på at finansiere ny og øget sundhedsfremmende aktivitet på apotekerne. I den forbindelse lægger vi fra regeringens side op til i samarbejde med apotekerne at fokusere på, hvordan sundhedsydelser kan digitaliseres, så tilgængeligheden og fleksibiliteten for borgerne øges mest muligt. Konkret vil vi i forbindelse med bruttoavanceaftalen, som skal forhandles senere i år, drøfte med Apotekerforeningen, men også med Foreningen af Danske Online Apoteker, hvordan noget af provenuet fra frihandelsafgiften kan anvendes til at tilskynde til mere digitalisering.
Som en sidste, men ikke uvæsentlig detalje, som jeg godt vil fremhæve til slut, og som ikke har været så meget fremme i debatten, foreslår vi også med lovforslaget at udvide beskyttelsen af ordet apotek. Det kan måske lyde en lille smule banalt, men vi synes faktisk, det er afgørende for patientsikkerheden og i øvrigt også troværdigheden, at forbrugerne ikke vildledes i den faglige rådgivning, som de får. Derfor ønsker vi at præcisere, at butikker, der beskæftiger sig med sundhed, f.eks. ikke vil kunne kalde sig for et apotek eller, med formandens tilladelse til at bruge et engelsk udtryk, et pharmacy.
Endelig vil jeg fremhæve, at vi ønsker at give Lægemiddelstyrelsen mulighed for at sikre, at et vagtapotek ikke skal holde åbent i tidsrum, hvor det ikke bliver brugt, blot fordi reglerne er rigide.
Med de bemærkninger vil jeg endnu en gang sige tak til Folketingets partier for opmærksomheden og de faldne bemærkninger her i forbindelse med førstebehandlingen. Jeg står naturligvis fuldt ud til rådighed i forhold til besvarelse af de spørgsmål, der måtte være på bagkant af førstebehandlingen. Tak for ordet.