Det næste punkt på dagsordenen er:

17) 1. behandling af lovforslag nr. L 126:

Forslag til lov om ændring af sundhedsloven, lov om social service, lov om autorisation af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virksomhed og lov om anvendelse af tvang i psykiatrien m.v. (Flytning af ansvar fra kommuner til regioner for misbrugsbehandling i forbindelse med regional integreret dobbeltdiagnosebehandling og omlægning af de særlige pladser på psykiatrisk afdeling).

Af indenrigs- og sundhedsministeren (Sophie Løhde).

(Fremsættelse 29.02.2024).

Forhandlingen er åbnet. Første ordfører er fru, nej, hr. Rasmus Horn Langhoff. Værsgo.

Sådan er det i disse moderne tider – det er bare helt fint.

Vi har alle set skrækeksempler på, hvordan mennesker med psykiske lidelser og misbrug ender med at falde helt ud af behandlingssystemet eller aldrig blive lukket ind, enten fordi de ikke kan få psykiatrisk behandling, før de eksempelvis er stoffri, eller fordi de ikke kan få misbrugsbehandling, før de er stabile i deres psykiatriske behandling. Så ender de med at løbe fra Herodes til Pilatus for til sidst at give op. Vores system i dag er ikke for dem, der har allermest brug for det. Der er lavet kasser og systemer, som giver mening i en verden, hvor ressourcer og overblik hersker.

Det er derfor med stor glæde, at jeg står her i dag, hvor vi skal behandle et lovforslag som det her, der netop styrker sammenhængen i behandlingen for en stor gruppe mennesker med dobbeltdiagnoser. Når vi taler om dobbeltdiagnoser, er det jo desværre nok en underdrivelse for mange mennesker; det er ikke ualmindeligt, at man har en, to eller tre samtidige diagnoser, eller at man har en, to, eller tre samtidige typer misbrug. Og vi har nok alle sammen hørt om mennesker eller mødt mennesker, der både har en psykisk lidelse eller psykiske lidelser og har et alkoholmisbrug og måske endda også et stofmisbrug, og som falder ud af systemet. Det skyldes ikke kun, at vores behandlingssystem ikke kan håndtere det, men det skyldes også det her delte ansvar, vi har, mellem kommuner og regioner, hvor behandlingen af psykiske lidelser og misbrug traditionelt har været adskilt.

Med det her forslag tager vi et vigtigt skridt mod at afhjælpe nogle af disse udfordringer. Ved at flytte ansvaret for misbrugsbehandlingen fra kommuner til regioner i forbindelse med en regional integreret dobbeltdiagnosebehandling sikrer vi også en mere koordineret og effektiv helhedsorienteret indsats til gavn for den enkelte patient og borger. Det betyder, at mennesker med dobbeltdiagnoser ikke længere behøver at navigere mellem forskellige behandlingsindsatser og sektorer, men i stedet kan få den nødvendige behandling samlet i ét.

Visitationen i det her nye tilbud sker ud fra Sundhedsstyrelsens faglige retningslinjer for visitation til integreret behandling. En af de centrale ændringer i lovforslaget er, at regionerne nu får ansvaret for at tilbyde behandling til mennesker, der er visiteret til den her dobbeltdiagnosebehandling, inden for en frist på 14 dage. Det sikrer, at behandlingen påbegyndes hurtigt og effektivt, hvilket er afgørende for at sikre en bedre og mere værdig behandling af patienterne.

Desuden sikrer lovforslaget fortsat adgang til vederlagsfri medicin, så patienterne får den rette behandling, uanset hvor i landet de befinder sig og uanset deres økonomiske situation.

Endelig vil lovforslaget også give regioner mulighed for at samarbejde med private og kommunale behandlingssteder for at sikre, at der er tilstrækkelige behandlingsmuligheder til rådighed for alle. Det er afgørende for at sikre, at ingen falder igennem sprækkerne i systemet, og at alle får tilbudt den hjælp, de har brug for.

Samlet set repræsenterer det her lovforslag et væsentligt skridt mod at forbedre behandlingen for mennesker med dobbeltdiagnoser og mod at sikre værdighed og ikke mindst en mere sammenhængende og effektiv indsats på tværs af regioner og kommuner, så vi altså forhåbentlig i fremtiden undgår, at man bliver afvist det ene sted på grund af ens diagnose, og at man risikerer at blive afvist det andet sted på grund af ens misbrug. Så det er et godt lovforslag, som Socialdemokratiet bakker op om. Tak for ordet.

Tak til ordføreren. Der er ikke nogen korte bemærkninger, så vi går videre i ordførerrækken til hr. Christoffer Aagaard Melson fra Venstre.

Tak for det. Vi er i Venstre også rigtig glade for begge dele af det her lovforslag, og jeg vil starte med den del, der handler om det her nye tilbud, hvor man, hvis man har behov for at få behandling for en psykiatrisk lidelse og samtidig et misbrug, nu kan få behandling det samme sted, og at man ikke skal løbe fra det ene sted til det andet sted.

Man siger jo, at man skal kende et samfund på, hvordan man behandler dem, der har det sværest eller er svagest, og her er der en gruppe, som vi vitterlig ikke har gjort det let for historisk, ved at man har skullet modtage behandlingen både i regionen og i kommunen i en situation, hvor det at skulle forholde sig til komplekse offentlige myndigheder og have hjælp flere steder har været meget, meget svært. Så derfor synes vi, det er rigtig godt, at vi endelig får taget fat om at give den her gruppe et tilbud, hvor man kan få sin behandling ét sted, og alle de her problemstillinger, der har været med, at myndighederne ikke har talt sammen, tror jeg også vi kommer til at løse med det her. Der kommer selvfølgelig nogle nye overgange, som man som kommuner og regioner stadig skal være rigtig gode til at håndtere, hvis vi skal hjælpe de her mennesker på den rigtige måde. Men vi synes, det er et skridt i den rigtige retning, og vi glæder os meget til at følge, hvordan det her bliver implementeret. For djævlen ligger selvfølgelig også i detaljen i forhold til, hvordan vi kommer videre. Men det er rigtig dejligt, at en overset gruppe endelig kommer herop i Folketingssalen, og at vi nu får kigget på, om vi har givet dem de rigtige tilbud. Det synes vi ikke man har gjort historisk, og derfor er vi rigtig, rigtig glade for det her lovforslag.

Så er der den anden del, som handler om, at vi nu får løst udfordringen med de her kommunale pladser. Nu har jeg også en fortid som kommunalbestyrelsesmedlem i Vejle Kommune og ved også, at det er noget, der har skabt meget, meget stor frustration, når man egentlig havde fået indrettet lovgivningen med en rigtig god intention om at hjælpe nogle mennesker, som havde brug for aflastning fra nogle af de kommunale tilbud, man har. Problemet er bare, at man på grund af visitationskriterierne ikke har kunnet få de her pladser fyldt op, og derfor har man som kommune, der gerne ville bruge pengene på noget andet og noget fornuftigt, i rigtig mange tilfælde betalt for tomme pladser. Det har igennem årene skabt meget, meget stor frustration at se pengene, der burde være gået til at hjælpe borgere, gå til tomme sengepladser.

Så derfor er jeg også personligt rigtig, rigtig glad for, at den her regering har fået sat sig ned og fået lavet en aftale med kommuner og regioner om, hvordan vi løser det her, så de her sengepladser rent faktisk kommer til gavn for de mennesker, som vi gerne vil hjælpe, og hvor der vitterligt kan være et behov for at få en aflastning i det regionale system, fordi det er nogle mennesker, der kan være meget, meget svære at håndtere i de kommunale bosteder, som vi har i dag.

Så der er to rigtig, rigtig gode elementer i det her lovforslag, og derfor støtter vi op om begge dele.

Tak til ordføreren. Der er ikke nogen korte bemærkninger, så vi går videre i ordførerrækken til fru Anne Valentina Berthelsen fra Socialistisk Folkeparti. Værsgo.

Tak for det. Det her lovforslag har jo til hensigt at styrke indsatsen, omsorgen og behandlingen i forhold til nogle af de allermest sårbare borgere, vi har, nemlig dem, som kæmper både med psykiske lidelser og misbrugsproblemer. Lovforslaget bringer nogle nødvendige ændringer ind, som både vi i SF og organisationer har efterspurgt meget længe. Det er vi rigtig glade for. Det tæller bl.a. ændringer, som sigter mod en mere sammenhængende og helhedsorienteret indsats for at behandle dobbeltdiagnoser og så samtidig den anden del om at få omlagt de særlige pladser til regionale tiltag.

Jeg har dog stadig et par forbehold, og det er lidt vigtigt for mig at fremhæve, at det bliver afgørende, at vi sikrer, at omlægningen af de særlige pladser ikke bare bliver til sådan en administrativ øvelse, men at den fører til reel forbedring i behandlingstilbuddene til patienterne. De nye pladser skal være tilgængelige og fleksible, så de kan møde de individuelle behov hos patienterne og samtidig sikre, at overgangen ikke medfører et tab af nødvendige pladser eller ressourcer i psykiatrien, som lige præcis falder uden for det, sådan som Dansk Psykiatrisk Selskab også påpeger.

Vi er lidt bekymrede for, hvordan den her omlægning vil påvirke den regionale psykiatris kapacitet og fleksibilitet. Men vi anerkender jo problematikken, især med lav belægningsgrad og ubenyttede pladser. Sådan som VIVE også har påpeget det i deres evaluering i 2021, må løsningen bare ikke blive en nedskæringsøvelse, men en mulighed for at genoverveje og forbedre tilbuddet til patientgrupper med særlige behov.

Jeg vil godt lige understrege vigtigheden af en stærk inddragelse af både patienter, pårørende og fagfolk i den videre proces, og det er jeg sikker på ministeren er opmærksom på. Der skal være en klar plan for, præcis hvordan de her nye tilbud vil blive implementeret, og hvordan overgangen håndteres, så der ikke er nogen patienter, der efterlades i et vakuum uden støtte – så ender vi hurtigt i sådan en diskussion mellem KL og Danske Regioner, som ingen af os har lyst til at starte.

Vi er i SF også lidt opmærksomme på den regionale tilgang til dobbeltdiagnosebehandlingen. Overførslen af ansvar for misbrugsbehandling til regionerne er jo en anerkendelse af, at de her problemer ofte er indbyrdes forbundne, og at en integreret tilgang er ret nødvendig for at yde den bedste hjælp, og det er jo super positivt, men vi skal sikre, at ændringen følges op med tilstrækkelig finansiering og ressourcer, så regionerne er i stand til at opfylde den her nye rolle, uden at det går ud over andre områder af sundhedsvæsenet.

Jeg er lidt bekymret for borgere, som ikke passer ind i den her meget sammensatte gruppe, og som ikke får den nødvendige behandling. Vi skal sikre, at misbrugere og den psykiatriske behandling har samme tidsfrist, så der ikke er nogen grupper, der bliver overset eller nedprioriteret. Til sidst vil jeg understrege behovet for en kontinuerlig evaluering – det tror jeg også at ministeren er opmærksom på – af både den integrerede behandling af dobbeltdiagnoser og omlægningen af de særlige pladser. Det kræver dialog og en villighed til at justere kursen baseret på, hvad der virker i praksis, hvis det her skal fungere.

Så samlet set støtter vi lovforslaget, men vi vil gerne have ministeren til at svare på nogle af de forbehold, vi har, og måske betrygge os en lille smule i, at det nok skal gå.

Tak til ordføreren. Der er ikke nogen korte bemærkninger, så vi går videre i ordførerrækken til fru Louise Brown fra Liberal Alliance – som stod klar. Værsgo.

Tak, formand. Hvad kom egentlig først – hønen eller ægget? Eller hvorfor drak Jeppe? Det er nogle af de ting, der er svære at svare på, men som heller det ikke altid giver mening at skille ad. Nogle mennesker har et misbrug, fordi de også har en psykisk lidelse, som de kun kan holde ud at være i, hvis de f.eks. drikker alkohol. Nogle mennesker udvikler en psykisk lidelse på grund af et længerevarende misbrug.

Uanset hvad der er årsag til det ene eller til det andet, kan vi ikke være bekendt at lade de her mennesker være kastebolde i et rigidt system, hvor regionspsykiatrien ikke kan hjælpe borgeren, før kommunens misbrugsbehandling har hjulpet, og hvor kommunens misbrugsbehandling ikke kan sættes i gang, før regionspsykiatrien har behandlet borgerens psykiske udfordringer. Det er simpelt hen ikke i orden, at vi behandler vores medmennesker sådan. Og når det er sagt, må det også være til stor frustration for medarbejderne begge steder; de vil jo bare gerne hjælpe og behandle og gøre det, de er bedst til.

Allerede i 2020 konstaterede den daværende regering, at der var store udfordringer på området og blev enige om at ændre på den nuværende fordeling af ansvar mellem kommuner og regioner, og så endelig med aftalen om en 10-årsplan for psykiatrien var der enighed om at fortsætte arbejdet med et samlet regionalt dobbeltdiagnosetilbud, som det så fint hedder. Indfasningen vil ske trinvis og begynde allerede i september i år, og det ser jeg frem til.

Det er også glædeligt, at man i ministeriet har lyttet til de mange høringssvar angående 14-dagesbehandlingsgaranti, så der med det her forslag nu vil gælde en 14-dagesfrist for den integrerede dobbeltdiagnosebehandling som helhed, således at regionen skal igangsætte en behandling inden for 14 dage efter modtagelse af visitationen. Desuden vil det være muligt at benytte sig af det udvidede frie sygehusvalg, såfremt regionen ikke kan tilbyde behandling inden for 14 dage. I Liberal Alliance er vi glade for det her forslag. Tak for ordet.

Tak til ordføreren. Der er ikke nogen korte bemærkninger, så vi går videre i ordførerrækken til hr. Jens Henrik Thulesen Dahl fra Danmarksdemokraterne. Værsgo.

Tak for det. Det har i mange år været et kendt problem, at vores sundhedsvæsen har haft meget vanskeligt ved at håndtere mennesker med dobbeltdiagnose – psykisk lidelse og misbrug. Mange er eksemplerne på patienter, som cykler frem og tilbage i systemet med forventninger om, at man får afklaret sin psykiske lidelse og så derefter får styr på sit misbrug eller omvendt. Derfor er det her lovforslag også godt og længe ventet.

Patienter med psykisk lidelse og samtidig misbrug har hidtil været fanget i et limbo, hvor behandlingen af deres psykiske lidelse er foregået i regionerne, mens misbrugsbehandlingen er foregået i kommunerne. Det har skabt problemer med at skabe den sammenhæng, der er forudsætningen for en god behandling af målgruppen. Derfor er det fornuftigt at etablere ét samlet regionalt tilbud for mennesker med dobbeltdiagnose. Med lovforslaget flyttes ansvaret for misbrugsbehandlingen fra kommunerne til regionerne, så det kan integreres med behandlingspsykiatrien. Tilbuddet forbindes med en ret til behandling 14 dage efter henvisning til tilbuddet.

I Danmarksdemokraterne kan vi have en bekymring for de patienter, som ikke passer ind i konceptet. Hvis man er afvist af det regionale tilbud, hvem har så ansvaret for at sikre et tilbud? Det vil vi gerne i udvalgsbehandlingen have en drøftelse af, nemlig hvordan samarbejdet mellem sektorerne kan blive mere forpligtende. En del elementer er løst via høringssvarene, og det er godt, at ministeren er lydhør over for det, bl.a. med vederlagsfri lægemidler i forløbene, men i forbindelse med at sikre et ansvar for den enkelte patients forløb kan jeg blive bekymret, når jeg læser ministerens svar i høringsnotatet, hvor der står:

»I forhold til høringsudkastet er lovforslaget ændret, således at det nu af bemærkningerne fremgår, at for at kommunen bliver gjort bekendt med, at en henvist person ikke vil få sit behov for alkohol- eller stofmisbrugsbehandling dækket i regi af det regionale integrerede dobbeltdiagnosebehandlingstilbud, bør regionen orientere kommunen i de tilfælde, hvor den henviste person ikke visiteres til regional integreret dobbeltdiagnosebehandling, og at orienteringen bør gives i umiddelbar forlængelse af, at der ikke er fundet grundlag for visitation.«

Det er det her »bør«, jeg er bekymret for. For burde der egentlig ikke stå »skal«, så man sikrer, at informationerne trods alt kommer derhen, hvor de skal? Det tænker jeg vi må få set lidt på i udvalgsarbejdet.

I udvalgsarbejdet vil det også være relevant at få uddybet, hvordan det kommende forløb for udvikling af tilbuddet skal forløbe. I dag er der jo en lang række private aktører på området, som har en kapacitet at byde ind med. Jeg håber, at vi kan få uddybet, hvordan de kan få mulighed for at byde ind, så man også kan bruge de kapaciteter og de ressourcer, der findes der, i det her system. Men samlet set er det et godt forslag, og Danmarksdemokraterne kan støtte det. Tak.

Tak til ordføreren. Der er ikke nogen korte bemærkninger, så vi går videre i ordførerrækken til fru Nanna W. Gotfredsen fra Moderaterne. Værsgo.

Tak for ordet, formand. Det er gennem mere end 25 år som gadejurist ude på gader og stræder landet over, ikke mindst lige præcis blandt dem, vi taler om her i dag, skønne, skønne mennesker, jeg har kendt ufattelig mange og stadig gør, der lever så ekstremt svære liv og ofte med en svær psykisk lidelse og en svær og kompleks rusmiddelafhængighed, og jeg hørte lige min kollega fru Louise Brown sige »allerede i 2020«.

Men det er altså i årtier, vi har haft det her, og jeg kan ikke huske en tid, et øjeblik, hvor vi ikke har diskuteret det her: Hvem skal tage sig af det? Hvem har opgaven? Vi har prøvet at tale os ud af det, og det er ikke blevet løst, og så kom der i 2014 en vejledning fra Sundhedsstyrelsen, hvor der på side 7 krystalklart står, at man hverken må afvise det ene eller det andet sted, og det er det, der er sket i ét væk. Jeg ved ikke, om det var en regering på tværs, der skulle til, før man tog et lovgivningsgreb, men det er i hvert fald det, vi gør nu, altså et første skridt her på behandlingsområdet i forhold til vores allermest udsatte, dem med det største og mest komplekse hjælpebehov, og det sker i hvert fald også i en tid, hvor jeg ikke husker, at den gruppe nogen sinde har fyldt mere i noget regeringsgrundlag.

Så det er et skridt, vi nu tager, og jeg vil glæde mig til at se og følge psykiatriens udfoldelse af en integreret dobbeltdiagnosebehandling, og jeg vil håbe på, og jeg understreger også, at det er praktisk og indiskutabelt nødvendigt, at vi ser en opblomstring af en egentlig rusfaglighed, og jeg ved godt, at jeg ikke må bruge udenlandske ord, men ordet findes ikke på dansk, så det er rusfaglighed oversat fra norsk. En rusfaglighed er nødt til at blomstre op inden for psykiatrien med en forståelse af, at der ikke er det der misbrugsord. Det, der foregår, er jo en regulær selvmedicinering, og det foregår i mangel af bedre muligheder. Det fungerer for folk, og vi er nødt til at forstå det fra deres ståsted og sætte os i den andens sted – det er det, psykiatrien skal gøre – og forstå, at det her ikke er et problem, men at det er folks løsning på de egentlige problemer, ledsaget af en forståelse af en fleksibel tilgang til abstinensbehandlingen, en forståelse, der gerne skal blive så stor, så bred og så dyb, at man også vil forstå, hvor individualiserede behandlingsindsatser der skal til. Vi taler om mennesker, der er fuldstændig lige så forskellige, som vi andre er det, og de har brug for, at vi nu gør det her og meget mere, at vi sikrer én dør ind, og at de ikke bliver afvist, og at døren ikke bliver smækket i for næsen af dem.

Vi skal kunne være bekendt og være kendt for, hvordan vi behandler vores mest udsatte, og derfor støtter Moderaterne det her første skridt på behandlingsområdet, og vi ser meget frem til snarest mulige yderligere skridt på feltet.

Tak til ordføreren. Der er ikke nogen korte bemærkninger, så vi går videre i ordførerrækken til fru Lise Bertelsen fra Det Konservative Folkeparti. Værsgo.

Tak for ordet, formand. Det har desværre længe, ja, i årevis, været velkendt, at patientgruppen, der indeholder mennesker med både en psykisk lidelse og en misbrugsproblematik, har været en meget udfordret gruppe at behandle. Ansvaret har været todelt mellem regioner og kommuner. Behandlingen af den psykiske lidelse har ligget hos regionerne, mens ansvaret for stofmisbrugsbehandlingen har ligget hos kommunerne. Med nærværende lovforslag ønskes det at flytte ansvaret fra kommunerne til regionen og at give mennesker med dobbeltdiagnoser en mere sammenhængende behandling i et integreret dobbeltdiagnosebehandlingstilbud i regionalt regi. Det skylder vi simpelt hen den her i forvejen meget sårbare gruppe.

Ligeledes vil man med lovforslaget omlægge de særlige pladser i psykiatrien, de særlige pladser, der desværre ikke har indfriet det formål, som de havde, og som desværre har stået ubenyttede hen. I en evaluering peger VIVE på, at rammevilkår har stået i vejen for en optimal udnyttelse af pladserne, og at der er behov for længerevarende tilbud, som er tilpasset den her komplekse målgruppe, hvor der mange gange er behov for endnu længere tid for at opnå en bedring i deres tilstand.

Vi har på ingen måder råd til i psykiatrien, at der står pladser ubenyttede hen, og vi har heller ikke råd til, at den her sårbare gruppe ikke får et godt og sammenhængende behandlingsforløb. Derfor bakker Det Konservative Folkeparti op om forslaget. Tak for ordet.

Tak til ordføreren. Der er ikke nogen korte bemærkninger, så vi går videre i ordførerrækken til fru Runa Friis Hansen, Enhedslisten. Værsgo.

Tak for ordet. Det her er så vigtigt. Der har længe været et udtalt behov for et samlet og et koordineret tilbud til mennesker med dobbeltdiagnoser, og intentionen med at sikre en mere sammenhængende og helhedsorienteret indsats mellem kommuner og regioner er helt nødvendig, hvis vi skal hjælpe dobbeltdiagnosepatienter og ikke mindst deres pårørende.

Ligesom Bedre Psykiatri og andre interesseorganisationer håber vi, at lovforslaget vil føre til et samlet og integreret tilbud forankret i regionerne og også med en rigtig høj kvalitet, et tilbud, der sigter mod at koordinere behandlingen af misbrug, psykisk lidelse og somatiske problematikker, for det er ofte noget, der bliver glemt. Det har alt for længe været helt tilfældigt, om man får den rette behandling som patient med en dobbeltdiagnose. Alt for mange er faldet ned mellem to stole. I forhold til økonomien står det lidt uklart for mig, om der følger nok penge med til regionerne i forhold til vederlagsfri medicin, men det er jeg sikker på at ministeren kan afklare.

Omlægningen af de særlige pladser er en rigtig god idé. Enhedslisten var i sin tid imod konstruktionen – det var dog før min tid som ordfører – i forhold til at indføre det. Vi sagde, at det var uhensigtsmæssigt, måske endda på nordjysk lidt bøvlet og træls. Så vi er rigtig positive over for, at det nu omlægges. I et af de modtagne høringssvar bemærkes det, at der ikke er taget stilling til indholdet af selve tilbuddet, og om der skal være det samme tilbud i alle regioner. Det synes jeg er noget af det første, vi skal drøfte i vores udvalg og med ministeren.

Vi er rigtig glade for det her forslag. De her mennesker fortjener en værdig hjælp, så tak for det, og vi støtter det.

Tak til ordføreren. Der er ikke nogen korte bemærkninger, så vi går videre i ordførerrækken til hr. Stinus Lindgreen, Radikale Venstre. Værsgo.

Tak for det. Tak for nogle rigtig gode taler fra mine ordførerkolleger. Det er virkelig positivt, at der er så stort fokus på en gruppe, der ellers ofte overses. I årevis har en af de mest udsatte patientgrupper været kastebold i det offentlige system og har ikke fået den rette hjælp. Personer, der har en psykisk lidelse og en samtidig stof- eller alkoholproblematik, har skullet søge hjælp i både kommuner og regioner og er desværre ofte blevet tabt begge steder. Hjælp med afvænning ligger i kommunalt regi, mens hjælp med de psykiske lidelser hører under psykiatrien i regionerne. Denne opdeling er uhensigtsmæssig og skaber problemer for de personer, det hele handler om. Nu – endelig – samles ansvaret ét sted, nemlig i regionerne, hvilket er noget, vi i Radikale Venstre har argumenteret for længe, så en stor tak til ministeren for endelig at tage dette vigtige skridt. Jeg noterer mig også, at der bredt set, omend ikke fra alle, er opbakning til løsningen blandt høringsparterne. Det er også fornuftigt, at der nu endelig tages hånd om de særlige pladser, så vi bruger ressourcerne bedst muligt i vores sundhedssystem.

Da der her er tale om en patientgruppe, der er kompleks og divers, er det vigtigt, at der sikres et tilbud, der udover naturligvis at have høj faglighed også har en høj grad af fleksibilitet. Lige her er kassetænkning næppe den rette vej. Og hvis vi skal nå denne udsatte gruppe, skal vi gøre det på den rigtige måde. Hvordan vil man håndtere, at gruppen måske ikke har stabilt fremmøde eller altid overholder en aftale? Måske har de ikke den store tillid til det offentlige system. Hvordan sikrer vi, at de ikke alligevel tabes i systemet? Kan vi udvise den rette grad af fleksibilitet? Det er noget af det, jeg gerne vil høre mere om i udvalgsarbejdet.

Jeg noterer mig også en af kommentarerne fra Gadejuristen om, at stofbrugere ofte har en højere tolerancetærskel over for visse typer af medicin, hvilket ikke afspejles i de almindelige retningslinjer for anbefalet dosis. Hvordan kan den udfordring håndteres, så der gives den bedste behandling til alle patienter? Også det vil jeg gerne have afklaring på, når vi skal diskutere det her i udvalget.

Men i Radikale Venstre bakker vi op om lovforslaget, og jeg skulle igen hilse fra Alternativet, der stadig ikke kan være her, og sige, at det gør de også.

Tak til ordføreren. Der er ikke nogen korte bemærkninger, så vi går videre i ordførerrækken til fru Mette Thiesen, Dansk Folkeparti.

Jeg synes, jeg tit har stået på den her talerstol og bare generelt været ude til arrangementer osv. for at tale om dobbeltdiagnoser og talt om, hvordan ganske almindelige mennesker bliver kastebold i et fuldstændig umenneskeligt system – frem og tilbage mellem region og kommune. Og som der også blev sagt heroppe fra talerstolen tidligere: Hvad kom først, hønen eller ægget? Det er der nok ikke rigtig nogen der kan sige noget om. For var det, at man havde nogle psykiske udfordringer og selvmedicinerede lidt med enten noget alkohol eller nogle stoffer, eller var det, at man havde et for højt alkoholforbrug og tog nogle stoffer, som så gjorde, at man fik nogle psykiske udfordringer? Det kan være enormt svært at afgøre.

Igennem så mange år synes jeg vi har været opmærksomme på den her problematik, og igennem så mange år har vi talt om, at der skulle gøres noget ved det, og igennem så mange år er der mennesker, der er faldet igennem samfundets hænder eller net og er faldet ud i intetheden. Nogle af dem formåede heldigvis at rejse sig, fordi de måske har haft en familie, der kunne hjælpe dem. Der er desværre også rigtig mange, som er faldet helt igennem og måske er endt med at dø af det. Så jeg synes, det er en stor fornøjelse at stå med det her lovforslag i dag – endelig.

Som der også er blevet sagt heroppe fra talerstolen, er der en hel masse ting, som vi skal have afklaret i udvalgsbehandlingen. Der er spørgsmål, som skal stilles og besvares. Men det her er et kæmpe, kæmpe skridt i den rigtige retning, fordi det er så vigtig en dagsorden. Vi må simpelt hen ikke tabe mennesker på den her måde. Det må ikke være sådan, at når man endelig tager en beslutning i forhold til at komme og række ud efter hjælp, møder man en lukket dør eller får at vide, at man skal gå ned ad vejen og finde en anden dør, og når man så kommer til den dør, er den også lukket. For så ender man med at miste den motivation, som kan være så ekstremt svær at finde, når man f.eks. er både i et misbrug og har nogle psykiske udfordringer, måske også endda er i hjemløshed og har alle mulige andre ting, man også skal slås med.

Så selvfølgelig bakker vi op om det her i Dansk Folkeparti. Vi glæder os til udvalgsbehandlingen og har en masse spørgsmål til det. Det er et kæmpe skridt i den rigtige retning. Det har taget alt for lang tid at nå hertil, men det er dejligt, at vi er nået hertil – endelig. Tak.

Mange tak for det. Der er ikke nogen korte bemærkninger. Tak til ordføreren. Så kan vi gå videre til hr. Lars Boje Mathiesen. Værsgo.

Tak. Jeg skal gøre det kort. Det tager ikke lang tid. Der er sagt meget. Nu var jeg lidt kritisk over for det andet forslag. Det her synes jeg har nogle lidt klarere konturer omkring, hvad der kommer til at ske, og hvad formålet er med det, og hvad man kommer til at tilbyde, og hvem man adresserer med det. Så jeg er noget mere positiv over for det her, end jeg var over for det tidligere. Så det kan jeg selvfølgelig godt støtte.

Mange tak for det. Der er ikke nogen korte bemærkninger. Tak til ordføreren. Så er vi igennem ordførerrækken, og så kan vi give ordet til indenrigs- og sundhedsministeren.

Tusind tak til ordførerne for de mange gode taler og bemærkninger. Jeg er helt enig i, at vi i dag tager et rigtig vigtigt skridt mod at forbedre hjælpen til nogle af samfundets mest udsatte mennesker. Vi har fra starten som regering sat os et fælles mål om, at vi gerne vil være med til at stå i spidsen en ny og mere værdig tilgang til de allermest udsatte borgere i vores samfund. Det er en politik, hvor vi tager langt bedre hånd om dem, som har allermest behov for det.

Det her lovforslag handler netop om de mennesker, der både slås med et behandlingskrævende misbrug og en psykisk lidelse – dem, som har brug for behandling af både en psykisk lidelse og et alkohol- eller stofmisbrug, dvs. dem, som har en dobbeltdiagnose. Det har været vigtigt for mig og for regeringen at sikre den her sårbare gruppe et samlet tilbud af høj kvalitet, fordi vi netop her taler om en gruppe af mennesker, som i dag ofte lever et marginaliseret liv. De er klemt af et system, som de ikke kan finde rundt i. De har i for mange år ikke fået den nødvendige hjælp og behandling. Det skyldes ikke mindst en uhensigtsmæssig opdeling af ansvaret, eller at systemet er gået forud for dem, som det hele handlede om, nemlig mennesker. For behandling af psykiske lidelser er som bekendt i dag et regionalt ansvar, mens behandling af misbrug er et kommunalt ansvar, og det delte ansvar har igennem en længere årrække været og er stadig et problem for behandlingen af mennesker med en dobbeltdiagnose. Det ønsker regeringen derfor at lave om på med det her lovforslag.

Det er jo et problem, som vi har kendt længe. Og også tak til de forskellige ordførere, som har været med til at sætte et par historiske bemærkninger på, hvad der er gået forud for, at vi kan stå her i salen i dag. Som Dansk Folkepartis ordfører vist bemærkede som den sidste her fra talerstolen, er det her et kæmpe skridt i den rigtige retning. Det er jeg helt enig i. Det er godt nok også en løsning, der har ladet vente på sig, men nu er det så også, at vi med lovforslaget siger, at der skal ske noget.

Vi kommer til nu at gennemføre den aftalte flytning af ansvaret fra kommuner til regioner for misbrugsbehandling i forbindelse med regional integreret dobbeltdiagnosebehandling, og vi kommer til at gennemføre den aftalte omlægning af de særlige pladser på psykiatrisk afdeling. I det faglige oplæg til 10-årsplanen for psykiatrien var der jo en klar anbefaling om at etablere et regionalt integreret dobbeltdiagnosetilbud – en anbefaling, som også mange år forud for det faglige oplæg havde været diskuteret og foreslået. Baggrunden for anbefalingen var, at et regionalt integreret tilbud ville sikre mennesker med dobbeltdiagnoser en mere sammenhængende, men også mere helhedsorienteret behandling.

Da jeg tiltrådte som ny indenrigs- og sundhedsminister, vidste jeg godt, at der formentlig herinde i Folketinget blandt partierne ville være opbakning til at gå videre med anbefalingen om et regionalt integreret tilbud. Men at komme derfra og så til, at vi kan stå her i dag med lovbehandlingen, tør jeg også godt indrømme ikke har været sådan helt uden det, jeg tror jeg vil kalde for lidt robuste forhandlinger og drøftelser med både kommunerne og regionerne. Det lykkedes vi heldigvis at komme i mål med i forbindelse med økonomiaftalerne for 2024, hvor vi netop indgik en særskilt aftale om, at nu skulle vi ikke længere bare snakke om det her. Nu skulle vi handle på det her, og nu var vi nødt til at tage et opgør med, at det var systemerne, der spændte ben for, at vi kunne sætte mennesket i centrum, også de mennesker, der har behov for en helt særlig indsats.

Vi lykkedes med at blive enige med Danske Regioner og KL om rammerne for det regionale integrerede dobbeltdiagnosetilbud, og det er en aftale, som jeg er utrolig tilfreds med, og som jeg også gerne vil sige tak til kommunerne og regionerne for at være med til at indgå. For det nye tilbud vil være med til at løfte kvaliteten i behandlingen af mennesker med dobbeltdiagnoser, og jeg er utrolig tilfreds med, at vi også samtidig med aftalen blev enige med KL og regionerne om at omlægge de nuværende 114 særlige pladser på psykiatrisk afdeling til de 88 pladser i et længerevarende tilbud forankret i den regionale psykiatri målrettet samme målgruppe.

Siden de særlige pladser på psykiatrisk afdeling blev oprettet i sin tid, hvor der i øvrigt også var gået lange drøftelser og forhandlinger forud, så har der været en generel udfordring med lav belægningsgrad og ubenyttede pladser, hvilket også flere ordførere har bemærket i forbindelse med lovbehandlingen her i salen i dag. Det er et faktum, som også blev slået fast i den evaluering, som VIVE, altså Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, lavede. Man pegede netop på, at rammevilkårene stod i vejen for en optimal udnyttelse af pladserne. Og man må sige, at ikke mindst i en presset psykiatri har vi et kæmpestort ansvar for at bidrage til at sikre, at vi udnytter den eksisterende kapacitet på den bedst tænkelige måde til gavn for patienterne. Her vil netop aftalen om omlægningen af pladserne bidrage til, at vi kan få en bedre kapacitetsudnyttelse, og i øvrigt også til en større fleksibilitet i psykiatrien.

Tak til alle partierne i dag for den meget positive opbakning til regeringens lovforslag. Jeg tør næsten på forhånd love, at vi kan stille med en helt grøn tavle, når vi på et tidspunkt skal til tredjebehandlingen og skal stemme om lovforslaget. Inden da venter der selvfølgelig først en udvalgsbehandling, som jeg også ser frem til, og hvor jeg står til rådighed for besvarelse af de spørgsmål, der måtte være fra ordførerne. Men tak for behandlingen her i dag.

Mange tak for det. Der en kort bemærkning fra hr. Stinus Lindgreen.

Tak for det, og tak for talen og for et godt lovforslag. Nu kan jeg selvfølgelig stille udvalgsspørgsmål, men jeg vil lige høre ministeren i forhold til det, jeg var inde på med den her patientgruppe, som jo er kompleks og divers, og som har nogle udfordringer i forhold til f.eks. at overholde en aftale, møde op til tiden og alt det her, og som også, som der blev påpeget, har en anden tolerancetærskel over for visse typer medicin. Er det noget, som ministeren og ministerens gode folk har gjort sig nogen tanker om, hvordan man skal håndtere i praksis?

Ministeren.

Generelt mener jeg jo, at den her regering kommer med mange gode lovforslag. Jeg synes ikke, den radikale ordfører behøver lyde så overrasket i sin konstatering af, at det også er tilfældet i forbindelse med lovbehandlingen her i dag. Spøg til side.

Der har også været nedsat en tværregional arbejdsgruppe, som med udgangspunkt både i national og international viden samt i øvrigt også med udgangspunkt i de regionale erfaringer har udarbejdet en samlet forløbsbeskrivelse for ambulante forløb og for indlagte. Der har jo også igennem længere tid været en bred deltagelse af klinikere og patient- og pårørenderepræsentanter samt kommunal repræsentation, og jeg ved, at Danske Regioner også snart forventes at kunne udsende forløbsbeskrivelsen i endelig form til regionerne, nu også til brug for den videre implementering og lokale forberedelser.

Hr. Stinus Lindgreen.

Tak. Blind høne finder også korn, så det er jo positivt, at der også kommer gode lovforslag fra regeringen. Så kan jeg jo lige sige, nu to ordførere har spurgt om det, at det var ægget, der kom først. Ægget er ca. 340 mio. år gammelt, og hønen er kun 58.000 år gammel, bare for at besvare det spørgsmål. Så har ministeren svaret, hvis det skulle dukke op i udvalgsarbejdet.

En af de ting, der bliver påpeget, er jo det her med medicintolerance. Er det noget, man kigger på? Der er jo nogle retningslinjer for den dosis, man giver – jeg kender ikke svaret, det er derfor, jeg spørger – og hvis der er nogle personer, som har en anden tolerancetærskel, hvordan håndterer man så det ud i virkeligheden?

Ministeren.

Jeg tænker, at det er et af de spørgsmål, som jeg meget gerne vil have lov til at få fulgt videre op på i forbindelse med den videre udvalgsbehandling, også for at kunne svare mere fyldestgørende, end jeg er i stand til fra talerstolen her i dag. Så vil jeg blot afslutningsvis, nu vi lige har haft påske, takke den radikale ordfører for den historiske opklaring i relation til både hønen og ægget i disse tider.

Mange tak for det. Så er der ikke flere korte bemærkninger, og vi siger tak til ministeren.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at lovforslaget henvises til Sundhedsudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg dette som vedtaget.

Det er vedtaget.