Slotsholmsgade 10-12
DK-1216 København K
T +45 7226 9000
W sum.dk
Folketingets Sundhedsudvalg
Dato: 26-04-2024
Enhed: Psykiatri og Misbrug
Sagsbeh: emma
Sagsnr.:2023 - 7624
Dok. nr.: 141486
Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr. 18 (L 125), som Folketingets
Sundhedsudvalg har stillet til indenrigs- og sundhedsministeren den 8. april 2024.
Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Anne Valentina Berthelsen (SF).
Spørgsmål nr. 18:
”Hvor
mange ekstra psykologer vurderer ministeren, at vil man kunne ansætte i
hver af de 98 kommuner, hvis man forventer at screening og behandling i det
kommunale behandlingstilbud primært skal varetages af autoriserede psykologer
eller psykologer på vej mod autorisation under supervision?
”
Svar:
En vurdering af antallet af psykologer i det nye behandlingstilbud skal tages med
forbehold for, at behandlingstilbuddet også vil beskæftige andre relevante
faggrupper, og at kommunerne har mulighed for organisere behandlingstilbuddet i
tværkommunalt samarbejde.
I de nationale faglige rammer udfoldes, hvilke faggrupper og kompetencer det vil
være hensigtsmæssigt at have i det lettilgængelige behandlingstilbud. Her fremgår
det, at screening og behandling primært bør varetages af autoriserede psykologer
eller psykologer på vej mod autorisation. Andre faggrupper, eksempelvis
sygeplejersker, socialrådgivere eller pædagoger med relevant efteruddannelse og
erfaring med at arbejde terapeutisk med børn og unge, kan ligeledes gennemføre
screening og behandling i tilbuddet efter en konkret vurdering af kompetencer og
erfaring og med kontinuerlig adgang til psykologfaglig sparring og under
psykologfaglig ledelse.
Kommunerne kan tilvejebringe udredning og behandling ved at etablere tilbuddet på
egne institutioner eller ved at indgå aftaler herom med andre kommuner. På den
måde kan der tages højde for de lokale forudsætninger for sikre et behandlingstilbud
af høj kvalitet med de fornødne kompetencer. Kommunerne kan således vurdere om
målgruppen for behandlingstilbuddet i kommunen er tilstrækkelig til at etablere
behandlingstilbuddet på egen hånd, eller om det vil give bedre faglig mening at aftale
opgaveløsningen med andre kommuner ved at etablere et tværkommunalt
behandlingstilbud. Her bør et tungtvejende hensyn være at sikre et behandlingstilbud
af høj kvalitet med de fornødne kompetencer.
Rent beregningsteknisk vil den afsatte økonomiske ramme betyde, at der vil være ca.
280 effektive årsværk til at varetage screening og behandling i det kommunale
behandlingstilbud, hvis det antages at disse opgaver udføres af psykologer alene.