Det næste punkt på dagsordenen er:

16) 1. behandling af lovforslag nr. L 125:

Forslag til lov om ændring af sundhedsloven. (Etablering af lettilgængeligt kommunalt behandlingstilbud til børn og unge med psykisk mistrivsel og symptomer på psykisk lidelse).

Af indenrigs- og sundhedsministeren (Sophie Løhde).

(Fremsættelse 29.02.2024).

Jeg skal lige høre, om sundhedsministeren er på trapperne. Ja, der kom sundhedsministeren.

Forhandlingen er åbnet, og den første ordfører er hr. Rasmus Horn Langhoff, Socialdemokratiet. Værsgo.

Tak for det. Ja, det havde været synd, hvis ikke ministeren kunne få hørt den tale, jeg har planlagt at holde.

For godt 2 år siden modtog Folketinget Sundhedsstyrelsens faglige oplæg til en 10-årsplan for mental sundhed og psykiske lidelser. Sundhedsstyrelsen havde inddraget en lang række patientorganisationer, faglige selskaber og eksperter i arbejdet, og øverst på listen over prioriterede indsatser stod netop opbygningen af et lettilgængeligt tilbud i kommunerne til børn og unge med psykisk mistrivsel, og at dette tilbud skulle være ensartet og af høj kvalitet. Det skulle være et tilbud, som skulle have én indgang og have klare faglige rammer målrettet børn og unge med mistrivsel og psykiske symptomer; et tilbud, som skulle indeholde mulighed for udredning og lettere behandlingstilbud.

I dag kan vi så sige til alle dem, der var med i det store faglige arbejde: Der er blevet lyttet til jer. For i dag tager vi nemlig et afgørende skridt til at levere på den anbefaling, fordi vi tager udfordringen med børn og unges mistrivsel meget alvorligt, og fordi vi ikke ønsker, at børn havner i psykiatrien, hvis det kunne være blevet forebygget med en tidligere indsats.

Baggrunden kender vi desværre. Vi hører jo historier om børn af unge, som ikke er syge nok til at komme ind i psykiatrien, men som jo alligevel har brug for professionel hjælp. Og det er jo desværre sådan, at når man venter længe nok med at hjælpe dem, der har små problemer, så er konsekvensen, at problemerne vokser sig store, og så ender de her børn altså med at blive syge nok til at komme i psykiatrien. Havde det ikke været klogere, at vi hjalp med en lille indsats hurtigere? Det er jo netop det, som det her lovforslag skal indføre.

I dag kan det for mange af de her børn og unge og deres familier være vanskeligt at navigere rundt i de forskellige tilbud: Hvad for en dør skal man banke på? Hvem kan hjælpe mig? Og imens bliver mistrivslen bare værre og værre, og til sidst ender man måske alligevel i psykiatrien, hvor ventelisterne er lange. Det skal vi gøre bedre, og vi skal blive meget bedre til at gribe de her børn og unge og deres familier langt tidligere end i dag.

Vi har brug for et tilbud, der fungerer som en samlet indgang; som enten kan tage hånd om dem og sætte behandling i gang, eller som kan hjælpe dem videre ... Kan vi ikke få lidt ro i salen?

Jeg anmoder om noget ro i salen, så ordføreren kan tale. Værsgo.

Vi har brug for et tilbud, der fungerer som en samlet indgang; som enten kan tage hånd om dem og sætte behandling i gang, eller som kan hjælpe dem videre til et andet tilbud, som passer til netop deres behov, og som kan koordinere i forhold til de øvrige indsatser, der måske er i gang i forhold til barnet, familien og skolen. Kort sagt: Når både barnet og familien er i en sårbar position, er der brug for et sted, man kan henvende sig og få hjælp. Og nogle gange er det altså en lille, men hurtig indsats, der skal til for at hjælpe effektivt.

Med lovforslaget i dag skal alle kommuner fremover oprette et lettilgængeligt tilbud, som skal tilbyde udredning og behandling af børn og unge med psykisk mistrivsel og symptomer på psykisk lidelse – et tilbud af høj faglig kvalitet med dygtige, professionelle medarbejdere, hvor børn og unge kan henvende sig uden en forudgående henvisning og enten komme i behandling eller blive hjulpet videre, hvis man på tilbuddet vurderer, at barnet altså ikke er i målgruppen for den behandling, der bliver tilbudt. Tilbuddet skal baseres på de nationale faglige rammer, som Sundhedsstyrelsen sammen med en række andre styrelser og organisationer har udarbejdet, så vi sikrer, at tilbuddet får en høj kvalitet, og at det udbydes i hele landet. Og så får vi indarbejdet mange af de anbefalinger, som er kommet fra eksempelvis patientorganisationerne.

Der skal være kommunal frihed, med hensyn til hvordan man præcis vil organisere tilbuddet ude i kommunerne. Det afgørende er, at der findes et tilbud i alle kommuner, så ingen børn og unge falder ned mellem to stole eller ender med at stå uden hjælp. På samme måde er det afgørende, at behandlingen i tilbuddet skal ske i sammenhæng med den øvrige hjælp, så der sker en helhedsindsats omkring barnet eller den unge. For når man som ung eller forælder står i en sårbar situation, er det sidste, man har brug for, at skulle kæmpe med at navigere rundt mellem forskellige offentlige myndigheder.

Der er blevet fundet penge til det her tilbud, som nu skal ud i kommunerne, når vi forhåbentlig får vedtaget det her lovforslag, og så bliver det op til indenrigs- og sundhedsministeren at fastsætte de nærmere regler ud fra den faglige ramme.

Forslaget i dag løser ikke alle udfordringer med børn og unges mistrivsel. Vi skal gøre mere, både i de tilbud, vi har i sundhedssystemet, og i forhold til de tilbud i vores samfund, som kan være med til at presse børn og unge ud i mistrivsel. For mistrivsel er ikke den unges problem, det er et samfundsproblem, og det skal vi se nærmere på, når trivselskommission kommer med sine anbefalinger. Med dagens lovforslag er der blevet lyttet til de mange organisationer, der har rettet ønske om en lettilgængeligt tilbud, og det er et rigtig stort skridt på vejen.

Jeg vil gerne afrunde med at takke alle de af mine kolleger – det er jo alle Folketingets partier – som var med til at lave den 10-årige handlingsplan for psykiatrien. Det er det første år, vi går i gang med nu, og det her lovforslag står jo på skuldrene af den aftale.

Opsummeret kan Socialdemokratiet varmt bakke op om forslaget.

Tak til ordføreren. Der er en kort bemærkning til hr. Lars Boje Mathiesen, uden for grupperne. Værsgo.

Tak. Præcis hvad er succeskriteriet?

Ordføreren.

Jeg tror, det er svært at sætte et tal på, præcis hvad der skal til. Men det, der i hvert fald er succeskriteriet for Socialdemokratiet, er, at de får et lettilgængeligt tilbud; at alle derude oplever, at der er en indgang, at de har et sted, de kan henvende sig – altså at hvis man mistrives psykisk som barn og ung, så er det tilbud der om at få en hurtig indsats, og at man ikke skal blive afvist, som det desværre er tilfældet i dag, eller at man skal ende i den egentlige psykiatri med den venteliste, der er. Så succeskriteriet er, at der er et hurtigt og lettilgængeligt tilbud – at det er det, der bliver oplevet.

Spørgeren for den anden korte bemærkning. Værsgo.

Så for at bruge ordførerens ord er succeskriteriet, at alle har følelsen af, at der er et hurtigt tilbud til dem. Lever det her forslag op til, at alle derude kan få følelsen af, at der er et hurtigt tilbud, et godt tilbud til dem? Og hvis det ikke er alle, der kan få den der følelse, hvad er så det næste skridt? Altså, når jeg spørger, er det, fordi vi ofte igangsætter en masse ting herinde, men vi er ikke så villige til at sætte specifikke succeskrav på det, og det synes jeg mangler, så derfor spørger jeg ind til det, helt oprigtigt.

Ordføreren.

Det her er jo et første skridt af en meget lang og stor indsats, der skal foretages her de næste 5, 6, 7, 8, 9, 10 år. Det, der er succeskriteriet her, er, at vi får det her tilbud op at køre; at det kommer til at fungere i alle landets kommuner, at der ikke bliver lange ventelister, og at man ikke føler, at man bliver afvist i døren, men at det her reelt bliver et tilbud, der kommer op at køre. Det er succeskriteriet. Og så har ordføreren helt ret i, at det jo ikke kan stå alene, naturligvis kan det ikke det. Vi skal hele tiden bygge ovenpå, også sådan at det her tilbud kommer til at være noget, der med tiden kommer til at gælde andre end bare børn og unge.

Tak til ordføreren. Der er ikke flere korte bemærkninger. Vi går videre i ordførerrækken til hr. Christoffer Aagaard Melson fra Venstre. Værsgo.

Tak for det. For Venstre er det hjerteblod, at alle, der har brug for sundhedsvæsenet, får en hurtig og god behandling. Det har desværre for tit ikke været tilfældet for dem, der kæmper med mental mistrivsel og psykiske lidelser, herunder børn og unge. Det er en udfordring, som det ikke er lykkedes for tidligere Folketing og regeringer at løse. Derfor er jeg stolt af, at vi endelig har lavet en fuldt finansieret og langsigtet plan, der sikrer, at flere i fremtiden får en hurtig og god behandling, også når det er det mentale helbred, der er problemer med.

En af de udfordringer, som jeg har mødt rigtig meget i min tid som sundhedsordfører, og som jeg ved også er gået igen hos rigtig mange andre, er frustrationerne hos børn og unge og familier, der føler, at det er rigtig svært at få hjælp, og at man skal være rigtig syg, før man kan få den hjælp, man har behov for.

Jeg havde bl.a. et møde med en ung kvinde, som i mange år simpelt hen kæmpede for at blive syg nok til at få hjælp, selv om hun havde det rigtig, rigtig dårligt. Nogle af de her mennesker kommer vi, tror jeg, til at hjælpe med det her forslag, for vi skaber rammerne for et lettilgængeligt kommunalt tilbud, der forhåbentlig kan gribe børn og unge, inden problemerne er blevet rigtig alvorlige, og sikre, at der er et sted i nærområdet, man kan henvende sig til, der har kort ventetid.

En del af forslaget er også, at regionsrådene skal hjælpe kommunalbestyrelserne både med vejledning og sparring, så vi sikrer en tæt koordinering mellem det kommunale og det regionale område, og så vi sikrer, at de to systemer arbejder sammen, hvilket desværre ikke altid har været tilfældet i dag i forhold til nogle af de børn af unge, som der kommer et tilbud for her. Så alt i alt er det et skridt i den rigtige retning, som jeg tror kommer til at gøre en forskel for mange af de børn og unge, der i dag står meget, meget lang tid på venteliste, og som har den der følelse af, at de skal jagte en diagnose eller få det endnu dårligere for at få hul igennem til de muligheder, man har for at få hjælp i dag.

For at komme lidt ind på succeskriterierne, kan jeg sige, at de jo også er, at vi sikrer, at flere bliver hjulpet tidligere, inden de er så syge, at det måske kan være svært at komme op af hullet igen, og at man ikke skal være ude af skolesystemet og andre ting, før man kan få sparket en dør op til hjælp, som nogle gange ikke behøver at være så omfattende, som den bliver, hvis man ender i det psykiatriske system.

Så med de ord kan jeg sige, at vi støtter op om lovforslaget fra Venstres side.

Tak. Der er en kort bemærkning til hr. Lars Boje Mathiesen, uden for grupperne. Værsgo.

Hvad er tidshorisonten på det? Når det her tilbud er oppe at køre, hvor lang tid skal der så gå, fra barnet henvender sig, til at de kan komme ind i det her tilbud?

Ordføreren.

Der er lige indgået en aftale i dag med regioner og kommuner, hvor man har aftalt, at man gerne skal have en aftale om en samtale allerede i løbet af 14 dage, hvilket jo er en stor, stor forbedring i forhold til den virkelighed, som man ser i psykiatrien i dag. Idéen med det her tilbud er også, at det især i de områder, hvor der går meget lang tid, før man kan få hjælp i det psykiatriske system, skal være et sted, man kan påbegynde en form for behandling, inden man kan få tid. Det er jo den virkelighed, der er i den mere specialiserede psykiatri, og så er der et sted, man kan få en indledende behandling, så man forhåbentlig ikke får det dårligere, mens man er på venteliste.

Spørgeren med sin anden korte bemærkning. Værsgo.

Tak. Så forældrenes unge, som har et behov, har med den her aftale garanti for, at de inden for 14 dage kommer til en samtale, hvis de unge har ondt i sjælen. Er det sådan, jeg skal forstå det? Det er et rent opklarende spørgsmål.

Ordføreren.

Ja, det er den aftale, der ligger med kommuner og regioner nu.

Tak. Så er der en kort bemærkning til fru Runa Friis Hansen, Enhedslisten. Værsgo.

Jamen det er faktisk lidt det samme spørgsmål, for jeg havde ikke hør – og det er jo glædeligt, hvis det er rigtigt – at der er indgået en behandlingsgaranti på 14 dage – men er det »bør«, eller er det »skal«?

Ordføreren.

Nu kigger jeg ned på ministeren. Det er en ambition, som man har aftalt, og det er det, som kommunerne – med de rammer, der er lagt – mener, de kan leve op til.

Så er det fru Anne Valentina Berthelsen, Socialistisk Folkeparti. Værsgo.

Tak. Tak for talen til ordføreren. Nu tænker jeg, at jeg lige vil hjælpe lidt. Jeg tror, at den aftale, man har indgået i dag med kommuner og regioner, er, at man i kommunerne skal tilstræbe, at børn og unge kan få en samtale inden for 14 dage. Det betyder ikke nødvendigvis, at det er det, der kommer til at ske, og det er faktisk lidt det, jeg gerne vil spørge ordføreren til, for jeg forestiller mig, at der i så fald vil være meget stor forskel på, hvilke kommuner som kommer i mål med den tilståelse, afhængig af hvad for en økonomi de har, og hvilke kommuner der ikke gør. Er ordføreren enig i det? Og synes han, at det er problematisk? Det er ikke for at sige, at det er problematisk som sådan, for det er jo dejligt, at man forsøger at give en samtale inden for 14 dage, og det er rigtig godt i udgangspunktet, men jeg aner sådan en lille geografisk skævhed – eller i hvert fald en mulighed for det – hvor kommuner med knap så mange midler måske får sværere ved at opfylde den her tilstræbelse. Er ordføreren enig?

Ordføreren.

Der er jo altid kommunale forskelle, også i forhold til hvem det lykkedes for at rekruttere. Men altså, jeg tænker, at det her jo er en aftale, som også skal evalueres, og så kan man også i samtaler mellem kommunerne evaluere, hvordan det går, og hvor tæt de er på at nå i mål med den kvalitet, som vi gerne vil have. Men jeg tror da, at når kommunerne indgår sådan en aftale, er det jo, fordi de tror på, at det kan lade sig gøre.

Spørgeren for anden korte bemærkning. Værsgo.

Det håber jeg også. Jeg håber, at ordføreren har ret. Det er jo fint, hvis vi kan evaluere det på et tidspunkt; men forhåbentlig er ordføreren enig i, at hvis den evaluering så viser, at der fra kommune til kommune er alt for stor forskel på, hvor hurtigt man kan komme til, afhængigt af hvor mange midler de har til at opfylde den tilstræbelse om, at børnene kan få en samtale inden for 14 dage, så bliver vi nødt til at tage op til revision, om vi måske skal gøre lidt mere for at sikre, at det lykkes.

Ordføreren.

Ja, jeg synes, at vi nu for første gang i rigtig, rigtig mange år i fællesskab tager nogle seriøse skridt for at prøve at løse nogle af de her udfordringer, men hvis vi ikke løser dem, og hvis vi ikke lever op til det, vi gerne vil, så skal vi selvfølgelig kigge på det igen. Jeg tror på, at vi nu har skabt rammerne for noget, der kommer til at fungere, og som er efterspurgt hos rigtig mange af de mennesker, jeg mødes med i hvert fald. Men selvfølgelig, hvis det ikke fungerer, og hvis kommunerne ikke kan leve op til det, skal vi selvfølgelig kigge på det. Der er jo også skrevet ind i aftalen, at de skal spare med regionerne om det her, og at kommunerne også skal samarbejde med hinanden på tværs for at løfte opgaven, hvis kommunen geografisk er for lille. Så jeg tror, at der er de redskaber derude til at komme i mål.

Tak. Så er der ikke flere korte bemærkninger, så vi siger tak til ordføreren og går videre i ordførerrækken til fru Anne Valentina Berthelsen, Socialistisk Folkeparti. Værsgo.

Tak for det. Vores børn og unge mistrives i en grad, som er helt uacceptabel. Heldigvis er det ikke dem alle sammen, der mistrives, men vi kan tydeligt se, at der er en stigende tendens blandt vores børn og unge til, at de har det skidt. Der er både flere, end vi plejer at se, der får diagnoser, men der er også en hel del, som bare har ondt i livet, og som har svært ved at håndtere det.

Årsagerne er mange, og dem vil jeg ikke diskutere her, men der er ikke nogen tvivl om, at det lettilgængelige tilbud for SF er et rigtig godt skridt på vejen til at hjælpe med at løse det her problem, i hvert fald symptomatisk. Da vi i sin tid lavede aftalen om psykiatrihandlingsplanen, var det her jo hjerteblod for SF, og jeg synes, det er en af de vigtige ting i forhold til at sikre en tidligere hjælp til børn og unge, der har det skidt, og at det forhåbentlig på den måde også kan forebygge, at der er nogle af dem, der på sigt bliver alvorligt syge, og som ikke får hjælp, før det bliver rigtig, rigtig alvorligt, i forhold til det, som de går og døjer med, og derfor er det her jo ubetinget positivt. Det er også rigtig positivt, at det, som vi jo egentlig har aftalt, er, at det skal være ensartet, og det betyder også geografisk. Vi skal tilbyde det samme til børn og unge, uanset hvor de befinder sig i landet, og det synes jeg er ret vigtigt. Jeg kommer fra Lolland, og det er her ligesom andre steder i landet, hvor pengene i kommunerne er lidt små, og hvor der er mange med store udfordringer inde på livet, kærkomment, at man i hvert fald forsøger at sikre, at der er en ens adgang til at få hjælp for børn og unge, uanset hvor de er henne.

Jeg vil så tillade mig at stille et par spørgsmål til ministeren, om ikke andet i udvalgsbehandlingen, fordi jeg dog synes, at der er nogle ting, som bør belyses lidt bedre. For det første synes jeg ikke, at samtænkningen med PPR i skolerne er helt tydelig for mig. Jeg kan se, at der står, at det ikke vil kunne være et kriterium for en henvisning fra det lettilgængelige tilbud til børne- og ungdomspsykiatrien, at der foreligger en PPV, altså en pædagogisk-psykologisk vurdering. Jeg har også noteret mig, at der er nogle, der synes, at det er positivt af hensyn til at sikre, at der ikke går ressourcer i PPR med at teste i forbindelse med det lettilgængelige tilbud. Men jeg har måske behov for, at der bliver sat lidt flere ord på, hvordan samtænkningen og organiseringen i forhold til PPR konkret skal være, og det kan vi jo spørge til i udvalgsbehandlingen, hvis ikke ministeren fyldestgørende svarer på det i den tid, hun har her. Derudover synes jeg, at der er rejst et par relevante bemærkninger i høringssvarene, bl.a. af Landsforeningen mod spiseforstyrrelser og selvskade, som spørger lidt til civilsamfundets rolle i forhold til det her, ikke mindst i de dele af civilsamfundsorganisationerne, som er så små, at de ikke er lokalt forankrede, men som måske opererer lidt mere på nationalt plan. Hvordan kan de bidrage i den her sammenhæng, og har de egentlig en rolle at spille? Det tror jeg også det kunne være fint at vi fik sat lidt flere ord på.

Så er der til sidst noget, og det er måske det største, og der, hvor skoen trykker mest, og det er, at jeg synes, det i høringssvarene går igen, at det her tilbud ikke nødvendigvis er finansieret godt nok. Der ligger 250 mio. kr., og det er vi i SF med på, og det har vi selv været med til at aftale, men der er jo løbet ret meget vand i åen siden, og jeg tænker egentlig ikke nødvendigvis, at 250 mio. kr. er nok til det, vi gerne vil her. Det bemærker Lægeforeningen bl.a. også, og der er flere andre, der i høringssvarene siger, at det godt kan gå hen og blive en anelse underfinansieret, og det synes jeg vi skal følge meget nøje. Jeg kunne godt tænke mig at høre ministerens kommentar til det og bud på, om det her egentlig dækker det, vi gerne vil. Når vi gerne vil have et ensartet tilbud, kræver det jo sådan set også, at der er penge ude i kommunerne, som jeg også sagde før, og det er jeg ikke sikker på at det her rækker til, selv om det er en god start.

Alt i alt støtter SF det selvfølgelig, og vi glæder os på børnenes vegne, men vi bliver også nødt til at følge det her meget tæt.

Tak til ordføreren. Der er ikke nogen korte bemærkninger, så vi går videre i ordførerrækken til fru Louise Brown fra Liberal Alliance. Værsgo.

Tak. Vi har gennem længere tid hørt om de udfordringer, vi alle ved eksisterer i vores børne- og ungdomspsykiatri. Alt for mange børn og unge ender i det psykiatriske system. Det er jo klart, at man, hvis man har brug for hjælp, så skal have det, men i dag sker det desværre alt for ofte, at et barn eller en ung i mistrivsel må vente og vente og ofte i umenneskeligt lang tid, hvilket kan få store konsekvenser, ikke bare for den pågældende, men også for dennes familie. For når et barn eller en ung er i mistrivsel, har det en effekt på hele familien omkring den pågældende. Man bliver ikke rask eller får det bedre af bare at vente og sådan at være parkeret. Tværtimod, tror jeg. Man får måske endda en opfattelse af, at ens udfordringer ikke er slemme nok til, at man kan få hjælp, og det kan være med til at forstærke følelsen af mistrivsel. Det bliver en ond spiral, og noget, der måske kunne være taget i opløbet, vokser sig større og større og kan i sidste ende ende i en så omfattende mistrivsel, at en indlæggelse er det eneste rigtige.

I dag er der alt for mange børn og unge, der ikke får den rette hjælp i tide, og som derfor til sidst ender i psykiatrien. Det forsøger vi med det her lovforslag om etableringen af et lettilgængeligt kommunalt tilbud at rette op på. Med lovforslaget her forpligter vi kommunerne på at tilbyde udredning og behandling til børn og unge med psykisk mistrivsel og symptomer på psykisk lidelse. Hvis vi nu kan hjælpe de her børn og unge meget tidligere i deres forløb, kan vi måske også afbøde, at deres mistrivsel udvikler sig til noget, der er virkelig behandlingskrævende. Der er rigtig mange kommuner, der allerede i dag er gode til at gøre det her, men der er også steder, hvor det ikke sker, og med den her lov kan vi forhåbentlig sikre, at der, uanset hvor man bor, er et lettilgængeligt tilbud til rådighed, hvor man kan få den første fornødne hjælp. Det er afgørende for det barn eller den ung, det handler om, men det er godt nok også ret afgørende for familien omkring den pågældende. Der er ikke noget værre end at se sit barn have ondt, det være sig fysisk eller psykisk, og det ikke at kunne hjælpe må være enormt frustrerende. Derfor er vi i Liberal Alliance naturligvis positive over for det her forslag og bakker selvfølgelig op herom. Tak for det.

Tak til ordføreren. Der er ikke nogen korte bemærkninger, så vi går videre i ordførerrækken til hr. Jens Henrik Thulesen Dahl fra Danmarksdemokraterne. Værsgo.

Tak for det, formand. Det her lovforslag handler om lettilgængelige behandlingstilbud til børn og unge med mistrivsel og symptomer på psykisk lidelse. Det centrale for os i Danmarksdemokraterne er ordet lettilgængelig, for vi har i dag en overbelastet børn- og ungepsykiatri. Vi hører dagligt om udfordringer med børns og unges trivsel. Den centrale tanke med aftalen bag det her lovforslag er, at der skal være et tilbud om behandling, som skal søge at forebygge de større problemer, og som skal hjælpe børn og unge, før de bliver syge, før de får brug for psykiatrisk behandling. Derfor er den diskussion, der har været omkring lovforslaget om ventetidsgaranti, også helt reel, og jeg noterer mig, at både ministeren såvel som KL og Danske Regioner er ude at bakke op om hurtig hjælp.

I forbindelse med forhandlingerne og de beskrivelser af tilbuddet, som vi så på i fællesskab, fik jeg et billede af en åben dør, et tilbud, hvor man ikke skulle bestille tid, men hvor man kunne gå ind ad døren og få hjælp og vejledning til, hvordan man kunne komme videre. Jeg ved ikke, om det er naivt at tro, at det kunne være sådan, men jeg tror, at det er rigtig, rigtig vigtigt for effekten af tilbuddet, at det ikke på nogen måde er tungt og bureaukratisk at komme til, men nemt og ligetil.

Så ved jeg godt, at det er en ny opgave, som kommunerne selvfølgelig er tilbageholdende med at love for meget om, så det ikke gør det usikkert, hvad vi reelt kan forvente. Jeg sidder selv i en kommunalbestyrelse og ved ganske udmærket, hvor presset man er økonomisk, og det er derfor helt afgørende, at økonomien også følger med de ekstra opgaver, som vi herindefra pålægger kommunerne. Vi ved udmærket godt ude i kommunerne, at der på sigt kan være en god økonomi i at forebygge, men hvis man kan se, at besparelsen kommer i de regionale tilbud, hjælper det jo ikke kommunekassen. Nu er det jo ikke i dag, at vi skal diskutere struktur, men snart, forhåbentlig, kommer Sundhedsstrukturkommissionen med deres forslag, for det er på sigt helt centralt, at gevinster ved forebyggende aktiviteter også på den ene eller den anden måde tilfalder den kasse, som betaler for aktiviteterne.

Samtidig står vi også foran udfordringen med at have tilstrækkeligt med fagpersoner til at løse de opgaver, som vil komme i forbindelse med opbygningen af det her tilbud. Derfor følger der naturligvis også en opgave for os herinde med at arbejde for, at der bliver uddannet tilstrækkeligt med fagpersoner til at gøre det.

I Danmarksdemokraterne ser vi meget frem til etableringen af det lettilgængelige tilbud. Vi glæder os til at følge implementeringen, og vi er også meget spændt på at se, hvordan økonomi og incitamentsstruktur kommer til at hænge sammen, så vi rent faktisk kan få det ud af det her, som jeg tror vi alle sammen herinde går og håber på. Tak for ordet.

Tak til ordføreren. Der er ikke nogen korte bemærkninger, så vi går videre i ordførerrækken til hr. Lars Arne Christensen fra Moderaterne. Værsgo.

Tak for ordet, formand. Psykiatrien har i for lang tid og igennem skiftende regeringer været underprioriteret. Det forsøger vi nu at gøre op med. I november 2023 fik vi afsat ½ mia. kr. i finansloven til at styrke kapaciteten og højne kvaliteten af behandlingen i børne- og ungdomspsykiatrien. Da der oprindelig var tale om at styrke psykiatrien med en tidsplan, valgte vi i Moderaterne at stå udenfor. Vi mente dengang ikke, at planen var ambitiøs nok, og desuden var vi bekymrede for, at pengene ikke fra starten blev anvist. Men situationen er heldigvis en anden i dag. Den halve milliard, der blev afsat i efteråret 2023, skal nu gøre nytte i kommunerne, og det skal bl.a. ske ved at etablere let tilgængelige behandlingstilbud i kommunerne, hvor børn, unge og deres forældre kan henvende sig og få hurtig hjælp uden henvisning. Det er nemlig tankevækkende, at så mange børn og unge har ondt i livet, og det er noget, vi sammen bør sørge for at ændre på. Man skal ikke gå rundt og døje med at have det dårligt, og det gælder både fysisk og psykisk.

Et lettilgængeligt behandlingstilbud i kommunerne skal være et tilbud, som børn og unge og forældre gratis og lettilgængeligt i alle kommuner skal kunne anvende uden henvisning. Tilbuddet skal kunne forkorte tiden, fra at børn og unge oplever symptomer, til den rette behandling igangsættes. Målet er, at alle børn og unge får en hurtig og ensartet adgang til en behandling, som afspejler sig i deres individuelle behov, og inden den psykiske mistrivsel forværres. Det er en proaktiv måde at tænke psykiatri på.

Som jeg indledningsvis sagde, er det her en udmøntning af en aftale fra september 2022, som vi i Moderaterne står uden for, men midlerne er anvist nu, så vi stemmer naturligvis for lovforslaget. Løsningen for psykiatrien bliver ikke noget, vi udarbejder på en dag, selv om vi er mange, der gerne så det sådan. Det vil kræve tid og ressourcer. Det lettilgængelige tilbud er et af mange elementer, og det er vi i Moderaterne glade for. Tak for ordet.

Tak til ordføreren. Der er ikke nogen korte bemærkninger, så vi går videre i ordførerrækken til fru Lise Bertelsen, Det Konservative Folkeparti. Værsgo.

Tak for ordet, formand. Lovforslaget har til formål at implementere de lovgivningsmæssige rammer for initiativet om et lettilgængeligt behandlingstilbud i kommunen til børn og unge med psykisk mistrivsel og symptomer på psykisk lidelse, og det er en opfølgning på aftalen om en 10-årsplan for psykiatrien og mental sundhed. Med aftalen blev aftalepartierne enige om at etablere et lettilgængeligt behandlingstilbud i kommunen til børn og unge med psykisk mistrivsel og symptomer på psykisk lidelser. Forskning viser, at jo tidligere der tilbydes en relevant hjælp til den enkelte med mistrivsel, jo større er muligheden for at forebygge de negative konsekvenser af psykisk mistrivsel og psykisk lidelse. Som tidligere medarbejder i børne- og ungdomspsykiatrien igennem knap 25 år har jeg set, hvad ventetid gør ved mistrivsel. Det forværrer, og i værste tilfælde kan ventetiden give endnu flere afledte symptomer som angst og depression. Derfor er vi i Det Konservative Folkeparti positive over for det lettilgængelige tilbud, der har til hensigt at forkorte tiden, fra at børn og unge oplever symptomer på psykisk mistrivsel, til den rette behandling iværksættes.

Jeg har i mit tidligere virke set, hvor stor betydning det har for indsatsens virkning, om den er velkoordineret og effektiviseret, eller om et barn, den unge eller familien havner mellem to eller ti stole i en labyrint i det kommunale system. Sigtet med det nye tilbud er, at det skal være en koordineret og helhedsorienteret indsats, som, hvor det er relevant, kobles til barnet, den unges øvrige liv, altså både skole eller ungdomsuddannelser og eventuelle andre indsatser, der pågår i familien. Med indsatsen har man taget et opgør med vanlig silotænkning og samarbejder på tværs af områder med udgangspunkt i det for barnet bedste – lettilgængelig, hurtig og koordineret indsats af relevante fagpersoner i nærmiljøet. Med det nye initiativ sikres mulighed for udredning og behandling uden for behandlingspsykiatrien til børn eller unge i psykisk mistrivsel og med symptomer på psykisk lidelse. Og med en hurtig og mere målrettet indsats tror vi i Det Konservative Folkeparti på, at vi får grebet de børn og unge i rette tid, så de ikke ender i måneder og års mistrivsel.

Jeg er slet ikke tvivl om, at mange vil kunne hjælpes allerede i den kommunale indsats og forebygge behovet for visitering til regionspsykiatrien, mens andre selvfølgelig fortsat har brug for den relevante udredning og behandling i regionspsykiatrien. Det afgørende er, at visiteringen foregår hurtigt for den enkelte og er mest effektiv og meget mere effektiv, end den er i dag.

Vil vedtagelsen af lovforslaget ændre på noget fra den ene dag til den anden? Til det er svaret nej. Af de mange indkomne høringssvar er der fremkommet rigtig mange relevante og forskellige bekymringer, som jeg også deler, og som vil have min opmærksomhed fremadrettet, herunder både evaluering, monitorering, ventetider, kapacitet og effekten af tilbuddet, klageadgang og meget andet. Men med det her lovforslag kommer vi i gang med at implementere de lovgivningsmæssige rammer, og det er for Det Konservative Folkeparti vigtigt at komme i gang.

Som jeg indledte med, vil jeg også afslutte med, at tidsfaktoren er afgørende. Forskning viser, at jo tidligere der tilbydes en relevant hjælp til den enkelte med mistrivsel, jo større er muligheden for at forebygge de negative konsekvenser af psykisk mistrivsel og psykisk lidelse. Derfor stemmer Det Konservative Folkeparti for lovforslaget. Tak for ordet.

Tak til ordføreren. Der er ikke nogen korte bemærkninger, så vi går videre i ordførerrækken til fru Runa Friis Hansen, Enhedslisten. Værsgo.

Tak for det, og tak for ordet. Det er vigtigt med en tidlig indsats. Vi er i Enhedslisten rigtig glade for, at vi nu kommer i gang med at etablere lettilgængelige kommunale behandlingstilbud til børn og unge med psykisk mistrivsel og symptomer på psykisk lidelse. Det er vanvittig vigtigt, at vi sikrer børn og unge en lettere vej, og det her er bestemt et godt skridt i den rigtige retning. Alt for mange står uendelig lang tid på venteliste. Alt for mange har forladt deres skoletilbud, og alt, alt for mange har ikke det børneliv eller det ungdomsliv, som de fortjener.

Psykiatrifonden angiver i deres høringssvar, at det er vanskeligt at forestille sig, at den økonomiske ramme er tilstrækkelig i forhold til det tilbud, da estimatet for målgruppens størrelse er meget uvist, hvilket stiller kommunerne i en vanskelig situation i forhold til personale og økonomiske ressourcer. Jeg har derfor i starten af sidste måned stillet ministeren et skriftligt spørgsmål, hvor jeg spørger ministeren om, hvor mange børn og unge ministeren vurderer der vil være i målgruppen for behandling i forhold til netop det her tilbud. Jeg har ikke fået et svar endnu, men det er jeg sikker på at jeg snart får.

Jeg tænker, at Psykiatrifonden helt med rette er bekymret i forhold til økonomien ude i kommunerne, så længe vi ikke har en idé om, hvor mange der har brug for tilbud. Institut for Menneskerettigheder anbefaler, at tilbuddet evalueres, og at det vurderes, om tilbuddet lever op til sit formål, og om det lykkes at skabe kendskab til tilbuddet, og det er vi meget enige i. Forslaget er godt, intentionen er god, alle partier i Folketinget siger til sig selv og hinanden, at psykiatrien er vigtig, og at psykiatrien skal prioriteres. 10-årsplanen er vigtig, og vi er glade for at være med, men vi håber, vi kan få en fælles anerkendelse af, at det jo ikke løser det hele, og at der hele tiden opstår nye ting på det her område, som vi er nødt til i fællesskab at løse, og det bliver ikke gratis.

Vi støtter forslaget. Tak for ordet.

Tak til ordføreren. Der er ikke nogen korte bemærkninger, så vi går i videre i ordførerrækken til hr. Stinus Lindgreen, Radikale Venstre. Værsgo.

Mange tak for ordet, formand. Den stigende mistrivsel blandt børn og unge har fyldt og fylder desværre stadig meget i såvel medierne som i den politiske debat: børn og unge med tegn på angst eller depression eller de mange eksempler på stigende skolevægring, hvor børn og unge har fravær fra undervisningen i hele og halve år. Det er selvsagt hårdt for det enkelte barn eller den enkelte unge selv, der kæmper med problemerne, men det påvirker også hele familien – søskende, forældre, der alle vil være mærket af de udfordringer, der er. Det har derfor en række negative konsekvenser, der kan vokse sig utrolig store, og derfor vil den hurtige, målrettede hjælp have stor effekt for flere.

Som med så meget andet i sundhedsvæsenet er forebyggelse bedre end behandling, hvor det er muligt. Ikke alt kan forebygges, men også her er den tidlige indsats afgørende for at hjælpe den enkelte unge så hurtigt som muligt, så problemerne ikke udvikler sig yderligere og måske ender med en reel psykiatrisk diagnose.

Med lovforslaget her sikres et lettilgængeligt tilbud i alle landets kommuner, hvor der vil være nem adgang for børn og unge med psykisk mistrivsel eller symptomer på psykisk lidelse. Det skal være et evidensbaseret tilbud, der har dokumenteret effekt, hvilket for os i Radikale Venstre har været helt afgørende, for det, vi tilbyder, skal jo helst virke.

Som det påpeges i høringssvarene, er der nogle opmærksomhedspunkter, som jeg i Sundhedsudvalget vil sørge for at følge op på. Dels er der den aldersgruppe af børn fra 0 til 6 år, der ikke omfattes af lovforslaget her. Det vil være relevant at følge op på udviklingen og se, om tilbuddet skal udvides, eller om der tænkes på en anden hjælp til denne gruppe. Dels peges der også på børn og unge med alkohol- eller rusmiddelproblematikker, og det er også en problemstilling, vi bør følge nøje, og vi bør se, hvor stort problemet er, og om der skal tages yderligere skridt for at hjælpe dem ude i kommunerne.

I Radikale Venstre bakker vi naturligvis op om forslaget her, og jeg skulle hilse fra Alternativet, der desværre ikke kunne være her, og sige, at de også bakker op.

Tak til ordføreren. Der er ikke nogen korte bemærkninger, så vi går videre i ordførerrækken til fru Mette Thiesen fra Dansk Folkeparti. Værsgo.

Der er tidligere blev sagt her fra talerstolen, hvad det her lovforslag omhandler, så det vil jeg ikke gå så meget ind i. Jeg vil egentlig bare konstatere, at vi har en udfordring, i forhold til at rigtig mange børn og unge mistrives, og min kongstanke har sådan set altid været – og det er jeg også glad for at der er begyndt at være mere og mere konsensus om i Folketinget, og det er mig bekendt også noget, som kom med i den seneste aftale om folkeskolen; noget, som vi i Dansk Folkeparti også har kæmpet for i lang tid – at man langt tidligere sætter ind i forhold til de her unge mennesker.

Jeg er selv skolelærer. Jeg har været lærer i rigtig mange år og set rigtig mange børn, som er kommet til mig. Og det kan være alt fra, at man er blevet storebror og synes, det er rigtig svært, og det kan også være mor og far, der er i gang med en svær skilsmisse. Der kan være rigtig mange ting, der påvirker børn, så de ligger vågne om natten og om dagen går og har det rigtig, rigtig dårligt. Derfor har jeg altid advokeret for, at man skulle have skolepsykologerne tilbage på skolerne, at man skulle have mulighed for at sætte ind langt tidligere. Nogle gange kan det bare være med en snak, og andre gange kan det selvfølgelig være, at det er nogle børn, som skal videre til psykiatrien. Det handler grundlæggende bare om forebyggelse og rettidig omhu.

Det her med det lettilgængelige behandlingstilbud i kommunerne synes jeg er en rigtig god idé. Det er jo også en del af den aftale, som vi i Dansk Folkeparti er en del af. Det, der sådan set er vigtigst for mig og for os, er, at vi selvfølgelig også sikrer, at det nogle kvalificerede medarbejdere, som sidder derude og har de her tilbud, at der er en faglig afklaring, at man får evalueret løbende, at vi får målt effekterne, altså hvordan påvirker det her egentlig, får vi aflastet nogen, gør det, at der er færre, der kommer den vej? Og midlerne skal selvfølgelig også bruges klogt.

Så handler det her jo om kommunale tilbud, men det kan sagtens være, at der er nogle private tilbud, som måske har specialiseret sig i nogle af de her ting, og som man også kunne henvise til – det er jeg lidt nysgerrig på – hvis der er nogle unge mennesker, som har det rigtig svært. Det er nogle af de ting, som jeg kommer til at dykke ned i i forbindelse med udvalgsbehandlingen, for det synes jeg i hvert fald at vi som minimum skal være nysgerrige på

I Dansk Folkeparti vil vi jo gerne have, at pengene følger den enkelte fra dag et, og det gælder selvfølgelig også sådan noget som de her tilbud.

Men jeg tror, vi kommer rigtig, rigtig langt, hvis vi er langt bedre til at forebygge. Og det handler også grundlæggende om at anerkende, at al såkaldt mistrivsel ikke nødvendigvis er noget, der skal behandles i psykiatrien. Det kan som sagt sagtens for os voksne være små problemer, som vokser sig meget store i et lille barns sind, og hvor man måske ikke har nogen voksne at snakke om det med. Jeg tror, vi alle sammen kender det der med, at problemer godt kan vokse sig store, hvis man ikke snakker med andre om dem, selv om det måske er nogle små problemer. Så det er egentlig bare en opfordring til, at man også kigger på det. Selvfølgelig har vi som forældre også et kæmpe ansvar, det er klart; det er jo vores børn. Jeg har bare tit som lærer oplevet, at der sad nogle børn og havde det svært, og der kan det være svært som lærer at nå at have den der gode, lange grundlæggende snak, og der savner jeg altså det, som man i bund og grund havde tidligere, nemlig de her skolepsykologer, som måske bare kunne komme og observere og tage en snak med det enkelte barn.

Men det er et godt forslag, som vi selvfølgelig støtter, da det er en del af en aftale, som vi i Dansk Folkeparti også er en del af. Men lad os da endelig ikke lade det blive ved det; lad os da brede det ud i langt højere grad. Vi støtter forslaget.

Tak til ordføreren. Der er ikke nogen korte bemærkninger, så vi går videre til hr. Lars Boje Mathiesen, uden for grupperne. Værsgo.

Tak. Jeg er ked af, hvis jeg kommer til at ødelægge den gode jubelstemning heroppe fra talerstolen, men jeg tror altså ikke rigtig på det. Jeg ville ønske, og jeg håber inderligt, at det virker.

Lad os bare starte med økonomien. Der skal deles 250 mio. kr. ud på 98 kommuner. Hvis jeg læser beslutningsforslaget rigtigt, og at det er 250 mio. kr., der skal deles ud, så bliver det 2,5 mio. kr. til hver. Hvis man vil give den gennemsnitlige kommune 2,5 mio. kr., skal vi måske skal vi lige sætte ambitionsniveauet efter, hvad man får for det, hvis man regner med, at der skal være en behandlingsgaranti på 14 dage, eller at det i hvert fald skal være muligt at få en samtale inden for 14 dage, og hvis det så også skal været det sted, hvor man skal sidde og behandle.

2,5 mio. kr. er måske nok til at ansætte 3-4 mennesker i en kommune, og de skal så både sidde og tage de her samtaler og lave en koordinerende indsats mellem PPR og skolerne og skal derefter gå videre til psykiatrien, og samtidig skal de have et eller andet behandlingstilbud. Som jeg forstår det her, så er der altså et eller andet her, som simpelt hen ikke hænger sammen, hvis man skal gøre alt det her i alle kommuner får 250 mio. kr. om året. Jeg vil da være glad, hvis jeg har misforstået det, men der står i forslaget, at det er 250 mio. kr. og så lidt højere de andre år.

Jeg ved godt, at der er indgået en aftale med regionerne på, tror jeg, 676 mio. kr. om året, og den har jeg læst, men den indeholder jo også en lang række andre ting. Så jeg har svært ved at se, at de ord, der bliver sagt om det her forslag oppe fra talerstolen om, hvad det skal løse, og hvad det skal gøre, og at det skal gøre det let tilgængeligt, og at folk skal kunne tage kontakt, og så kommer man i gang, og så skal de ikke sidde og vente 3-4 måneder. Jeg kan simpelt hen ikke se det for mig i det, som ligger her. Jeg håber inderligt, at jeg kommer til at tage fejl, og at der rent faktisk kommer skred i det, men jeg har også knap 20 års erfaring i den verden, og som jeg ser det her, kommer det her ikke til at flyve og indfri de forventninger, som jeg hører ordførerne har til det her.

Som sagt håber jeg, at jeg tager fejl, men jeg synes simpelt hen ikke, det hænger sammen.

Tak til ordføreren. Der er ikke nogen korte bemærkninger. Så går vi videre til indenrigs- og sundhedsministeren. Værsgo.

Tak for det. Og tak til alle Folketingets partier for bemærkningerne og modtagelsen af regeringens lovforslag om etablering af et lettilgængeligt kommunalt behandlingstilbud til børn og unge med psykisk mistrivsel og symptomer på psykisk lidelse. Lovforslaget i dag handler jo grundlæggende om, hvordan vi kan blive i stand til langt tidligere at gribe de børn og unge, der ikke trives, for psykisk mistrivsel og symptomer på psykisk lidelse kan have enorme konsekvenser for den enkelte og ikke mindst også for de pårørende. Det kan for nogle betyde flere måneders misset skolegang. Nogle børn og unge er måske væk fra skole i helt op til et år eller mere – det giver et ordentligt dyk i selvværdet, indlæringsvanskeligheder og bekymrede forældre, der må gå på orlov fra deres arbejde.

Desværre går udviklingen – og særligt hos piger – den forkerte vej. Skolebørnsundersøgelsen fra 2022 viste f.eks., at kun 11 pct. af pigerne i 9. klasse siger, at de har en høj livstilfredshed. I 2018 var tallet 19 pct. Det synes jeg er dybt bekymrende, og det understreger, at vi skal gøre mere for at gribe ind tidligere.

Mange vil jo nok sige, at sådan kan det til tider være at være teenager – eller sådan havde jeg det i hvert fald også selv en gang imellem, da jeg gik i skole. I nogle tilfælde kan det også være rigtigt, men for nogle børn og unge vil der være tale om almindelige forbigående reaktioner på generelle livsomstændigheder, som vil gå over af sig selv, og for andre vil der være behov for en langt tidligere indsats i nærmiljøet. Men faktum er, at der er flere og flere børn og unge, der har det skidt; flere, der er i risiko for at få det værre; flere, der vil få behov for endnu mere hjælp og støtte, hvis det er, at vi ikke formår at gribe tidligere ind.

Det gør vi nu med lovforslaget her, i form af at vi som noget helt nyt etablerer et lettilgængeligt behandlingstilbud i kommunerne. Vi ved, at tid er en væsentlig faktor, når vi taler om psykiatrien. Vi ved også, at op imod halvdelen af alle psykiske lidelser indtræffer inden 14-årsalderen. Tidlig opsporing og behandling har derfor også stor betydning for, hvor meget og hvordan psykisk sygdom udvikler sig.

Hele ambitionen med det lettilgængelige behandlingstilbud er netop at forkorte tiden, fra at børn og unge oplever symptomer på psykisk mistrivsel eller symptomer på psykisk lidelse, til at den rette behandling og hjælp er igangsat. Og det er på den måde også med til at forebygge, at man ikke får det så skidt, at man er overladt til at vente og vente og på et tidspunkt har fået det så skidt, at man kan slippe igennem nåleøjet og har behov for hjælp fra den regionale børne- og ungdomspsykiatri.

Jeg er rigtig glad for, at vi nu her med aftalen, som vi også har offentliggjort i dag, med Kommunernes Landsforening og Danske Regioner er lykkedes med at lave en aftale omkring udmøntningen af aftalen til mere end 2 mia. kr., der jo bl.a. skal sikre, at børn og unge i psykisk mistrivsel skal kunne komme til den første samtale i det nye let tilgængelige behandlingstilbud inden for 14 dage. Kommunerne går i gang med, og nogle er allerede i gang med at etablere det nye tilbud her i år, og senest til næste år i 2025 skal det være fuldt ud etableret. Jeg har store forhåbninger til det nye let tilgængelige behandlingstilbud, og jeg kan også konstatere, at tilbuddet og også den udmøntningsaftale, som vi i regeringen har indgået med Kommunernes Landsforening og Danske Regioner her umiddelbart før påske, bliver taget positivt ned.

En af dem er forperson for Børne- og Ungdomspsykiatrisk Selskab, Nina Tejs Jørring; hun har også tidligere i ugeskrift for læger udtalt sig positivt om det lettilgængelige tilbud og meldt ud, at hvis man kan behandle tidligt, kan man forhindre et lille problem i at vokse sig stort. Det synes jeg er en meget væsentlig pointe. For vi hører, at når børn unge i dag kommer i kontakt med sygehus psykiatrien, er de ofte dårligere end tidligere.

Selv om det er mit grundlæggende indtryk, at der er stor og bred opbakning blandt aktørerne på psykiatriområdet, men også her i Folketingssalen, til det tilgængelige behandlingstilbud, så er det ingen hemmelighed, og det afspejler debatten og bemærkningerne, der er faldet her i salen, også, at der er en vis bekymring, i forhold til om den afsatte økonomiske ramme nu også er stor nok. Og med rammen mener jeg de 250 mio. kr. årligt til etablering og drift, som vi politisk i et bredt flertal afsatte med psykiatriaftalen fra før valget. Oveni det blev der også med økonomiaftalen for 2024 aftalt, at de 100 mio. kr., som var afsat til kommunerne sidste år, skulle udmøntes til kommunerne, så de sidste år også kunne komme i gang med opbygningen af tilbud.

Nogle kommuner har været i gang igennem et godt stykke tid. For andre kommuner vil det her være en helt ny opgave. Der vil også være kommuner, som måske selv er for små til at kunne etablere det lettilgængelige behandlingstilbud i deres egen kommune, og som vil have behov for at gøre det i samarbejde med andre kommuner. Med det faktum, at opgaven for nogle er ny, og det faktum, at det er et helt nyt behandlingstilbud, vi etablerer i kommunerne, så synes jeg også, at det er rimeligt at være klar omkring, at det her også kommer til at tage noget tid at implementere. Det er ikke sådan, at om 14 dage eller 2 måneder er det her oppe at køre i alle 98 landets kommuner, og så er det hele bare i orden.

Det, der er væsentligt for mig, er nu, at vi sikrer med forhåbentlig en bred vedtagelsen af loven her, at vi kan komme i gang med at etablere det nye lettilgængelige behandlingstilbud i kommunerne, så vi kan gribe og sætte ind langt tidligere i forhold til de børn eller unge, som har behov for en langt tidligere indsats, og at vi nu også har sikret, at der er enighed med dem, der også skal stå for etableringen og i øvrigt også rådgivningen, nemlig kommunerne og regionerne, omkring udmøntningen af forslaget. Og lad mig også for en god ordens skyld gøre opmærksom på, at det som en forudsætning for arbejdet med de faglige rammer, der ligger til grund for det lettilgængelige behandlingstilbud, har ligget til grund, at den afsatte økonomiske ramme på de 250 mio. kr. årligt har skullet iagttages.

Den økonomiske ramme har med andre ord været kendt på forhånd, fastsat af det brede udsnit af Folketingets partier, som var med til at indgå aftalen, og jeg vurderer også, at vi bredt politisk har en stor interesse i løbende at få fulgt op på og med i, hvordan det går med etableringen og sikringen af, at de store ambitioner, vi har på det her område, også bliver ført ud i livet.

Jeg tror ikke, tiden tillader at gå i detaljer med samtlige elementer i lovforslaget, men jeg vil alligevel gøre et par nedslag. Det er først og fremmest i forhold til forslaget om at forpligte kommunerne til at tilbyde vederlagsfri udredning og behandling til børn og unge med psykisk mistrivsel og symptomer på psykisk lidelse.

Vi foreslår også som centralt, at regionerne forpligtes til at rådgive, spare og vejlede kommunerne i relation til tilbuddet. Når vi foreslår det, er det netop også for at sikre, at behandlingstilbuddet systematisk understøtter et mere koordineret og sammenhængende behandlingsforløb for barnet eller den unge. Med andre ord lægger vi op til, at både kommuner og regioner så at sige stepper op og sammen sikrer et lettilgængeligt behandlingstilbud af høj kvalitet. Det skal ske også i et tæt samarbejde med den regionale børne- og ungdomspsykiatri.

Som afrunding vil jeg blot slå fast, at det er min og regeringens forventning, at loven vil kunne træde i kraft pr. 1. juli 2024, men med den bemærkning, som også tidligere er nævnt, at det vil tage noget tid at løbe det her i gang i landets 98 kommuner, også selv om vi er ivrige herinde fra Folketingets side af, al den stund at nogle er rigtig langt og andre først nu skal til at gå i gang. Men når det så er sagt, har jeg også en forventning om, at behandlingstilbuddet hurtigt kommer til at kunne tage imod og tilbyde behandling til børn og unge, der er i målgruppen. Vi har også sat en skarp deadline, i forhold til hvornår kommunerne også skal have implementeret tilbuddet for dermed også at sikre, at børn og unge kan få en langt hurtigere og lettilgængelig hjælp, end tilfældet er i dag.

Med de ord vil jeg takke for Folketingets opmærksomhed og de faldne bemærkninger fra partierne, og jeg ser frem til den videre udvalgsbehandling af lovforslaget og står naturligvis til rådighed for besvarelse af de spørgsmål, som udvalget måtte have undervejs.

Tak til indenrigs- og sundhedsministeren. Der er en række spørgsmål. Først er det fra hr. Lars Boje Mathiesen, uden for grupperne. Værsgo.

Tak. Jeg er nysgerrig efter at høre, hvilken analyse der ligger bag, altså, vi har jo en ventetid ved PPR på 15-18 måneder osv. Er analysen, at det er et strukturelt problem, at der er så lang venteliste, og at det at indsætte en ny enhed, som, sådan som jeg læser forslaget, skal være sundhedsfaglig og ikke f.eks. socialfaglig eller pædagogisk, vil rykke ved ventetiden ved PPR? Altså, mener man, at ved at indsætte den her ekstra enhed kommer presset til at rykke over? Jeg er nysgerrig efter at høre, hvilken analyse der ligger bag.

Ministeren.

Analysen handler jo grundlæggende om, at der i dag mangler noget i midten, altså imellem PPR på den ene side og behandling i børne- og ungdomspsykiatrien på den anden side. Faktum er, at der jo i dag er for mange børn og unge, for hvem en indsats i regi af PPR måske ikke er tilstrækkelig, men som har behov for et behandlingstilbud på et tidligt tidspunkt og ikke blot så at sige må vente og vente, indtil de psykiske symptomer måske er af en sådan karakter, at man på et tidspunkt har behov for egentlig behandling fra børne- og ungdomspsykiatrien. Så det her handler om at kunne gribe børn og unge, langt tidligere end tilfældet er i dag, og som noget nyt etablerer det lettilgængelige behandlingstilbud forankret i landets kommuner ude tæt ved de børn og unge.

Spørgeren for anden korte bemærkning. Værsgo.

Ja, det forstår jeg godt, men ofte er det jo en socialfaglig indsats, som ikke er nok, og det er tilstrækkelig PPR, som er udfordringen, og derfor tager det tid. Skal jeg forstå det sådan, at det her lettilgængelige tilbud er afgrænset, ved at det er et sundhedsfagligt tilbud og ikke et socialfagligt og pædagogisk tilbud? For det står der i lovforslaget at det ikke skal være, men det skal sendes hen til nogle, som så kan løfte den del. Så skal jeg forstå det sådan, at det her kun handler om det sundhedsfaglige, som er skridtet før i børnepsykiatrien eller noget andet?

Ministeren.

Først og fremmest tror jeg, jeg vil henvise spørgeren til at dykke ned i de faglige rammer, som ligger til grund for lovforslaget. Her fremgår det også, at behandlingen i tilbuddet, som udgangspunkt skal bestå i netop sundhedsfaglige dokumenterede og evidensbaserede metoder. Der findes jo allerede en række veldokumenterede forløb og metoder, som anvendes og gennemføres i kommunalt regi i dag, og som også understøtter kvalitet og ensartethed. Og så er det jo vigtigt også at være opmærksom på, at vi i den efterfølgende udmøntning af bekendtgørelsen og vejledningen til tilbuddet kommer til at fastsætte de nærmere regler for behandlingstilbuddet med det formål, at det lettilgængelige behandlingstilbud også bliver af en ensartet og høj kvalitet på tværs af landets kommuner.

Tak. Så er det hr. Stinus Lindgreen, Radikale Venstre. Værsgo.

Tak for det, og tak for talen. Jeg har blot et enkelt spørgsmål, for det, jeg vil spørge om, blev ikke så grundigt belyst i høringsnotatet, og det var en af de ting, jeg var inde på, nemlig de børn, som af gode grunde ikke er omfattet af det her lovforslag, altså de 0-6-årige. Har ministeren gjort sig nogen tanker om den gruppe af børn og om, hvordan vi måske kan håndtere det fremadrettet? Jeg er vidende om, at det ikke er en del af det, vi står og diskuterer her, men jeg synes, det er en relevant problemstilling.

Ministeren.

Det er jeg helt enig med ordføreren i, og jeg anerkender, at der også for de yngste kan være behov for en tidligere indsats end den, vi er i stand til at levere i dag. I første omgang er det jo med lovforslaget her fastsat, at behandlingstilbuddet er til børn og unge fra børnehaveklassealderen og til og med det 17. år. Jeg mener på sigt, at det kan være relevant også at tænke i at udvide tilbuddet til at inkludere børn i aldersgruppen 0-6 år, med den tilføjelse, at der jo ikke er nogen garanti for, at de alleryngste profiterer af præcis det samme tilbud som de lidt ældre børn og unge. Så det synes jeg er vigtigt at have med i overvejelserne, og jeg synes også, det er noget af det, vi skal følge tæt, også i forhold til det fokus, der skal være på at følge implementeringen af tilbuddet og den efterfølgende evaluering, der er aftalt, lige såvel som vi med kommunerne og regionerne med den aftale, vi har indgået, jo nu har givet hinanden håndslag på at følge området tæt.

Spørgeren for sin anden korte bemærkning. Værsgo.

Jeg er helt enig i, at det ikke er givet, at især de helt små børn nødvendigvis skal have samme tilbud. Det giver sig selv, så det er jeg meget enig i. Jeg kunne godt tænke mig at høre, om det er noget, der er i gang, eller om ministeren havde tænkt sig at bede Sundhedsstyrelsen kigge på, hvad man egentlig gør i andre lande, og hvad vi egentlig ved om hjælp til de helt små børn.

Ministeren.

I forhold til spørgsmålet om, hvorvidt de helt små børn skal inkluderes i det tilbud, der er i det lovforslag, vi nu førstebehandler i dag, og som vel at mærke også lige skal implementeres og iværksættes ude i den virkelige verden, ude i landets kommuner og regioner, er det, jeg gør opmærksom på, at jeg synes, at vi kan overveje, om det er relevant at inkludere de yngste. Til de videre overvejelser om det har vi, som ordføreren også selv pointerer her, behov for bidrag fra de faglige selskaber, Sundhedsstyrelsen og andre, men det er noget af det, jeg synes vi skal tage med i den videre opfølgning og evaluering af det lettilgængelige behandlingstilbud i kommunerne.

Tak til indenrigs- og sundhedsministeren.

Der er ikke flere, der har bedt om ordet, og så er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at lovforslaget henvises til Sundhedsudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.