Retsudvalget 2023-24
L 114 Bilag 2
Offentligt
BILAG
Høringssvar ang. L 114
(Sendt til Justitsministeriet d. 19. januar 2024)
 L 114 - 2023-24 - Bilag 2: Henvendelse af 29. februar 2024 fra Matthias Smed Larsen
2832666_0002.png
Justitsministeriet, Politikontoret
Slotsholmsgade 10
1216 København K
Sendt via e-mail til [email protected]
Ang.: Høring over ændring af lov om våben og eksplosivstoffer m.v., lov om krigsmateriel og
lov om jagt og vildtforvaltning (Strammere kontrol med våbentilladelser, øget sikkerhed
ved besiddelse af våben og opbevaring af ammunition m.v.) (ministeriets sag nr. 2023-
04751)
Udkastets § 1, nr. 3 (indsættelse af et nyt stk. 2 i våbenlovens § 2 g) bemyndiger Justitsministeren til
at »fastsætte nærmere regler om dokumentation af ansøgerens helbredstilstand i forbindelse med an-
søgning om tilladelser, godkendelser, samtykker eller dispensationer […] herunder om afslag som
følge af ansøgerens helbredstilstand.« I de almindelige bemærkningers pkt. 2.3.3 og i de specielle
bemærkninger til § 1, nr. 3, anføres det at bemyndigelsen vil kunne bruges til at fastsætte »mere
standardiserede kriterier for afslag på våbentilladelse, herunder regler om, at visse alvorlige psykiske
lidelser ikke kan eller rent undtagelsesvist bør kunne meddeles våbentilladelse.«
En sådan udmøntning af bemyndigelsesbestemmelsen rejser en række principielle – herunder men-
neskeretlige – problemstillinger, der bør give anledning til overvejelser om grænserne for bemyndi-
gelsen, og som minimum bør adresseres i lovforslagets bemærkninger.
1
�½�½�½
I. SPØRGSMÅLET OM »FARLIGHED« ·
Indførelsen
af en kategorisk mulighed for at afvise våbentilladelse
til personer med »visse alvorlige psykiske lidelser« hviler implicit på en præmis om at sådanne per-
soner enten vil misbruge deres adgang til våben eller på anden måde forårsage fare med våbnet.
Selv om der ganske vist er visse problemstillinger der er særligt udtalte når personer med psykiske
lidelser besidder våben, f.eks. risikoen for overlagt selvskade og selvmord, bør man have for øje, at
der ikke er nogen solid empirisk evidens for at personer med psykiske lidelser – herunder såkaldte
»alvorlige« psykiske lidelser der ofte forbindes med farlighed – er betydeligt farligere for deres om-
givelser end den almindelige befolkning, i hvert fald når der sammenlignes med andre grupper som
samfundet ikke på samme måde særbehandler i lovgivningen.
2
Dette faktum har betydning dels for en evt. menneske- og diskriminationsretlig analyse, jf.
III
og
IV
nedenfor, og dels for lovgivningens signalværdi: Ved at indføre regulering der hviler på en præmis
om at personer med »alvorlige« psykiske lidelser
en bloc
er mere farlige end deres omgivelser i et
sådant omfang, at det retfærdiggør en kategorisk afvisningsregel frem for en almindelig vandelsvur-
dering der evt. kan inddrage den psykiske lidelses betydning in concreto, sendes der et signal til det
1)
2)
Vejledning nr. 9964 af 23. november 2023 om lovkvalitet, pkt. 4.2.6.2.
P. Bartlett (2012) »A mental disorder of a kind or degree warranting confinement: examining justifications for psychi-
atric detention«,
The International Journal of Human Rights,
16(6), s. 831-844, på s. 837; P. Gooding (2017)
A New
Era for Mental Health Law and Policy: Supported Decision-Making and the UN Convention on the Rights of Persons
with Disabilities,
Cambridge University Press, s. 82-85; A. Nilsson (2021)
Compulsory Mental Health Interventions
and the CRPD: Minding Equality,
Hart Publishing, s. 58-62.
1/6
 L 114 - 2023-24 - Bilag 2: Henvendelse af 29. februar 2024 fra Matthias Smed Larsen
2832666_0003.png
omkringliggende samfund om, at denne præmis afspejler virkeligheden.
3
Sådanne stigma udgør et
stort problem for personer med psykiske lidelser,
4
og man bør derfor være ekstremt varsom med at
reproducere dem i lovgivningen.
�½�½�½
Der blev i 2018 fremsat et beslutningsforslag i
Folketinget om, at psykiatriske patienter skulle have ret til at blive erklæret raske i deres journaler.
5
Forslaget udsprang af, at NGO’en Bedre Psykiatri havde berettet om at personer med psykiske lidel-
ser
de facto
blev diskrimineret i forbindelse med en række retlige processer såsom ansøgning om
kørekort. Forslaget blev ikke vedtaget, men resulterede i en redegørelse over, hvornår lovgivningen
forskelsbehandler personer med psykiske lidelser.
6
II. SPØRGSMÅLET OM DIAGNOSERS »FORÆLDELSE« ·
Af redegørelsen fremgår det at langt de fleste egnetheds- og vandelsvurderinger i lovgivningen på
Justitsministeriets ressort gav mulighed for at inddrage ansøgerens psykiske tilstand
som led i den
samlede vurdering,
men at der ikke
de jure
gælder nogen kategorisk slutning mellem en given psykisk
lidelse og afslag på en ansøgning.
7
Med den anvendelse af bemyndigelsen i udkastets § 1, nr. 3, der
beskrives i bemærkningerne, vil der imidlertid blive indført en sådan kategorisk slutning. Ud over de
menneske- og diskriminationsretlige konsekvenser heraf, jf. nedenfor, aktualiserer dette også den
problemstilling der lå til grund for ovennævnte beslutningsforslag: Skal en diagnosticering af en af
de »alvorlige« psykiske lidelser, som Justitsministeriet udpeger, betyde, at man aldrig nogensinde vil
kunne opnå våbentilladelse, uanset at lidelsen har været i komplet remission i længere tid?
�½�½�½
III. FN’S HANDICAPKONVENTION ·
Artikel 5
af FN’s Handicapkonvention, der er tiltrådt og ratificeret af
Danmark, indeholder et forbud mod diskrimination af personer med handicap. Handicap i konventi-
onens forstand omfatter også personer med psykiske lidelser (psykosociale handicap), jf. artikel 1, 2.
pkt.
Artikel 5, stk. 1, forpligter de kontraherende stater til at anerkende, at »all persons are equal before
and under the law and are entitled without any discrimination to the equal protection and equal benefit
of the law.« Artikel 5, stk. 2, forpligter bl.a. de kontraherende stater til at »prohibit all discrimination
on the basis of disability«.
FN’s Handicapkomité, der har kompetence til at udstede vejledende fortolkninger af konventionen,
fortolker tilsyneladende ordene »equality […] under the law« således, at de forbyder enhver form for
3)
4)
5)
6)
7)
A.F. Petersen (2021)
Stigmatisering af psykisk sygdom – sundhedsret, menneskeret og samfundsøkonomi,
Ex Tuto, s.
132 ff.
Sundhedsstyrelsen (2022)
Fagligt oplæg til en 10-årsplan: Bedre mental sundhed og en styrket indsats til mennesker
med psykiske lidelser,
s. 82 ff.
Folketingstidende 2018-19 (1. samling), tillæg A, B 28 som fremsat. Forslaget blev af forslagsstillerne foreslået ændret
under udvalgsbehandlingen således at der var tale om »en ret til, at borgere med en tidligere psykiatrisk diagnose på
eget initiativ kan få foretaget en speciallægelig vurdering af sygdommens fortsatte tilstedeværelse og risikoen for frem-
tidig forekomst. Retten indtræder i situationer, hvor den pågældende f.eks. møder helbredskrav fra offentlige eller
private instanser.« Folketingstidende 2018-19 (1. samling), tillæg B, betænkning over B 28, s. 2.
SUU alm. del – bilag 330, folketingsåret 2021-22.
Undersøgelsen afdækkede ikke, om der i administrationen af disse regler skete en sådan kategorisk forskelsbehandling
de facto.
2/6
 L 114 - 2023-24 - Bilag 2: Henvendelse af 29. februar 2024 fra Matthias Smed Larsen
2832666_0004.png
direkte diskrimination baseret på handicap, medmindre der er tale om såkaldt positiv forskelsbehand-
ling. I komitéens »General Comment« nr. 6 anføres således følgende:
»Equality under the law« is unique to the Convention. It refers to the possibility to engage in legal relationships.
While equality before the law refers to the right to be protected by the law, equality under the law refers to the
right to use the law for personal benefit. Persons with disabilities have the right to be effectively protected and to
positively engage. The law itself shall guarantee the substantive equality of all those within a given jurisdiction.
Thus, the recognition that all persons with disabilities are equal under the law means that
there should be no laws
that allow for specific denial, restriction or limitation of the rights of persons with disabilities,
and that disability
should be mainstreamed in all legislation and policies.
8
Denne udlægning bekræftes af komitéens praksis i individuelle klagesager, hvor det tilsyneladende
kun er indirekte diskrimination baseret på handicap, der kan retfærdiggøres.
9
Komitéen har i sin prak-
sis i øvrigt været overordentligt kritisk over for ideen om at personer med psykosociale handicap skal
underlægges særforanstaltninger på grund af deres angivelige farlighed eller utilregnelighed, idet så-
danne problematikker ifølge komitéen må håndteres på samme måde som alle andre personer hånd-
teres, når de begår eventuelle ulovligheder.
10
Den danske stat har ikke haft samme fortolkning af artikel 5,
11
men det må forventes, at indførelsen
af en kategorisk afvisningsregel af den art der omtales i bemærkningerne til udkastets § 1, nr. 3, vil
blive anset som værende i strid med handicapkonventionen af handicapkomitéen, såfremt den får
lejlighed til at tage stilling til reglen som led i den generelle overvågning af Danmarks overholdelse
af konventionen eller som led i en konkret klagesag.
Den svenske jurist Anna Nilsson har anlagt en mere begrænset fortolkning af handicapkonventionens
diskriminationsforbud, idet hun vurderer at direkte forskelsbehandling med udgangspunkt i handicap
i visse tilfælde er tilladeligt, så længe forskelsbehandlingen kan retfærdiggøres gennem en diskrimi-
nationsretlig proportionalitetsvurdering.
12
Dog anfører hun, at en sådan udlægning af konventionen
stadigvæk implicerer et opgør med visse aspekter af den måde de fleste stater regulerer personer med
psykiske lidelser. Da der, som nævnt ovenfor, ikke eksisterer noget solidt empirisk grundlag for på-
standen om at personer med psykiske lidelser – herunder »alvorlige« psykiske lidelser – er betydeligt
farligere end resten af samfundet, i hvert fald sammenlignet med andre grupper, vil forskelsbehand-
ling baseret på et fareræsonnement ifølge Nilsson have svært ved at leve op til det menneskeretlige
FN-dokument CRPD/C/GC/6, engelsk version, afsnit 14 (kursiveret her).
M.S. Larsen (2023)
A Strasbourg Impasse? The Relationship between the CRPD and Positive Obligations under the
ECHR in the Area of Coercion in Psychiatry,
University of Copenhagen, s. 31-37. I nogenlunde samme retning S.
Gurbai (2020) »Beyond the pragmatic definition? The right to non-discrimination of persons with disabilities in the
context of coercive interventions«,
Health and Human Rights Journal,
22(1), s. 279-292.
10)
FN-dokument A/72/55, engelsk version, bilaget, afsnit 13 f.
11)
Børne- og Socialministeriet (15. november 2017) »Response from the government of Denmark with regards to draft
general comment on article 5 of the Convention – equality and non-discrimination«, sag nr. 2017-5395, dokument nr.
516555, s. 2. Uanset om man anerkender handicapkomitéens fortolkning af konventionens diskriminationsforbud, må
det antages at den forståelse af diskriminationsforbuddet der kom til udtryk i forbindelse med Danmarks ratifikation
af konventionen (Folketingstidende 2008-09, tillæg A, B 194 som fremsat, s. 7956) er mere begrænset end en læsning
af konventionens ordlyd i lyset af dens hensigt og formål, jf. Weinerkonventionen om traktatrettens artikel 31, stk. 1,
giver anledning til.
12)
Nilsson (2021) op.cit. En kortere gengivelse af Nilssons synspunkter findes i A. Nilsson (2014) »Objective and rea-
sonable? Scrutinising compulsory mental health interventions from a non-discrimination perspective«,
Human Rights
Law Review,
14(3), s. 459-485.
8)
9)
3/6
 L 114 - 2023-24 - Bilag 2: Henvendelse af 29. februar 2024 fra Matthias Smed Larsen
2832666_0005.png
krav om sammenhæng mellem forskelsbehandlingen og det forfulgte formål (»relevance«).
13
En ka-
tegorisk afvisningsregel baseret på tilstedeværelsen af en psykisk lidelse vil således også være pro-
blematisk ud fra denne mere moderate fortolkning af handicapkonventionen.
�½�½�½
14 af Den Europæiske Menneske-
rettighedskonvention, der er tiltrådt og ratificeret af Danmark, og inkorporeret ved lov, forpligter de
kontraherende stater til at sikre »the rights and freedoms set forth in this Convention […] without
discrimination on any ground such as sex, race, colour, language, religion, political or other opinion,
national or social origin, association with a national minority, property, birth or other status.« Opsam-
lingskategorien »other status« omfatter handicap,
14
og Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol
drager inspiration fra FN’s Handicapkonvention ved fortolkningen af artikel 14 for så vidt angår dis-
krimination på baggrund af handicap.
15
Menneskerettighedsdomstolen fortolker dog ikke altid men-
neskerettighedskonventionen på en måde der stemmer overens med FN’s Handicapkomités fortolk-
ning af handicapkonventionen, herunder i sager om psykosociale handicap.
16
I modsætning til artikel 1 af protokol nr. 12 til menneskerettighedskonventionen – som Danmark ikke
har tiltrådt – indeholder artikel 14 af menneskerettighedskonventionen ikke et generelt anvendeligt
diskriminationsforbud, men alene et diskriminationsforbud relateret til »the rights and freedoms set
forth in this Convention«. Det er imidlertid ikke et krav at en af de materielle rettigheder i konventi-
onen er
krænket,
før artikel 14 kan bringes i spil. Det er tilstrækkeligt at den foreliggende sag emne-
mæssigt falder ind under en af rettighedernes »ambit«.
17
Der er – undertegnede bekendt – ikke nogen retspraksis fra menneskerettighedsdomstolen, der tager
stilling til det diskriminationsretlige aspekt af en regulering som den foreliggende, eller i hvilket om-
fang en våbentilladelse falder inden for de materielle rettigheders »ambit«. Selv om menneskeret-
tighedsdomstolen ikke fortolker konventionen i fuldstændig overensstemmelse med hvordan handi-
capkomitéen fortolker handicapkonventionen, og ej heller til fulde har anerkendt den empirisk fun-
derede kritik af den etablerede psykiatriret,
18
jf. også
I
ovenfor, anerkender den i stigende grad udvik-
linger i psykiatri- og menneskeretten
19
og vil antageligvis med tiden se mere og mere kritisk på
IV. DEN EUROPÆISKE MENNESKERETTIGHEDSKONVENTION ·
Artikel
Nilsson (2014) op.cit., s. 475-478.
Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 30. april 2009 i sagen
Glor v. Switzerland,
sag nr. 13444/04, §
80.
15)
Larsen (2023) op.cit., s. 66-68.
16)
Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 31. januar 2019 i sagen
Rooman v. Belgium,
sag nr. 18052/11, §
205; Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols beslutning af 15. september 2021 angående
Request for an advi-
sory opinion under Article 29 of the Convention for the Protection of Human Rights and Dignity of the Human Being
with regard to the Application of Biology and Medicine: Convention on Human Rights and Biomedicine,
sag nr. A47-
2021-001, § 68.
17)
Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 23. juli 1968 i
The case “relating to certain aspects of the laws
on the use of languages in education in Belgium”,
sag nr. 1474/62 m.fl., afsnittet »The Law«, underafsnit I.B, § 9; Den
Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 6. april 2000 i sagen
Thlimmenos v. Greece,
sag nr. 34369/97, § 40.
18)
Larsen (2023) op.cit., s. 70 f.
19)
Jf.,
mutatis mutandis,
Larsen (2023) op.cit., s. 69 og 89.
13)
14)
4/6
 L 114 - 2023-24 - Bilag 2: Henvendelse af 29. februar 2024 fra Matthias Smed Larsen
2832666_0006.png
reguleringer som denne, der udpeger en hel persongruppe som værende en fare på et spinkelt grund-
lag,
20
jf. også diskussionen af dommen i
Kotilainen and Others v. Finland
nedenfor.
Artikel 8 af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention beskytter bl.a. retten til privatliv (»pri-
vate life«). Der kan med hjemmel i lov (»in accordance with the law«) gøres indgreb i retten til pri-
vatliv i det omfang det er »necessary in a democratic society« for at værne om en række interesser,
herunder »the protection of the rights and freedoms of others«. I denne sammenhæng er det relevant
at fremhæve, at menneskerettighedsdomstolen har fortolket konventionens artikel 2 om retten til liv
således, at de kontraherende stater er underlagt en positiv forpligtelse til at træffe generelle og kon-
krete foranstaltninger (»framework duty« hhv. »operational duty«) for at sikre mod at privatpersoner
frarøver hinanden livet.
21
En central sag angående artikel 8 og 2 vis-a-vis våbenlovgivning er
Kotilainen and Others v. Fin-
land,
22
hvor Finland var indklaget for ikke at have grebet ind i over for en »skoleskyder« der havde
udvist tegn på, at han ikke burde være i besiddelse af våben. Menneskerettighedsdomstolen fandt, at
Finland ikke havde overholdt sine positive forpligtelser efter artikel 2, idet myndighederne burde
have reageret på konkrete indikationer på, at skoleskyderen ikke burde være i besiddelse af våben.
23
Domstolen afviste imidlertid også, at det skulle være en del af statens positive forpligtelser
altid
at
indhente oplysninger om ansøgeres mentale helbred som en del af ansøgninger om våbentilladelse,
og fremhævede vigtigheden af konkrete vurderinger:
»This conclusion is not affected by the argument advanced by the applicants according to which the police author-
ity ought to have obtained the perpetrator’s medical and military records to verify data regarding his mental health.
The Court observes that the confidentiality of health data is a vital principle in the legal systems of all the Con-
tracting Parties, and is also protected under Article 8 of the Convention.
The Court has acknowledged that respect
for such confidentiality is crucial not only for the sake of the patients’ sense of privacy but to preserve their confi-
dence in the health service and to ensure that people are not discouraged from seeking diagnosis or treatment,
which would undermine the preventive efforts in healthcare. The domestic law must therefore afford appropriate
safeguards to prevent any such communication or disclosure of personal health data as may be inconsistent with
the guarantees in Article 8 of the Convention. While there are undoubtedly many circumstances in which it is
necessary and justified for the police authorities to be able to obtain certain medical data in order to carry out their
functions in law enforcement and crime prevention,
access by the police to an individual’s medical data cannot be
a matter of routine.
Such access must remain subject to specific requirements of necessity and justification
based
on the concrete circumstances.
The presence of such necessity or justification cannot be established with the ben-
efit of hindsight.«
24
Selv om passagen omhandler indhentelsen af sundhedsoplysninger – hvorimod nærværende hørings-
svar fokuserer på udkastets § 1, nr. 3, om muligheden for at indføre en kategorisk afvisningsregel for
visse psykiske lidelser – fremstår det dog klart, at menneskerettighedsdomstolen er af den opfattelse,
at reguleringen af dette område bør være baseret på
konkrete
vurderinger i de enkelte sager, og ikke
regulering af personer med »alvorlige psykiske lidelser«
en bloc.
Sml. L.N. Henningsen (2022) »The emerging anti-stereotyping principle under article 14 ECHR«,
European Conven-
tion on Human Rights Law Review,
3(2), s. 185-219.
21)
Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. oktober 1998 i sagen
Osman v. the United Kingdom,
sag nr.
23452/94, § 115.
22)
Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 17. september 2020 i sagen
Kotilainen and Others v. Finland,
sag nr. 62439/12.
23)
Kotilainen and Others v. Finland,
op.cit., §§ 84-90.
24)
Kotilainen and Others v. Finland,
op.cit., § 83 (kursiveret her, henvisninger til retspraksis udeladt).
20)
5/6
 L 114 - 2023-24 - Bilag 2: Henvendelse af 29. februar 2024 fra Matthias Smed Larsen
2832666_0007.png
Det kan således konkluderes, at Den Europæiske Menneskerettighedskonvention ikke
forpligter
Dan-
mark til at indføre en kategorisk afvisningsregel som den der beskrives i lovforslagets bemærkninger.
Det kan ligeledes konkluderes, at menneskerettighedsdomstolen vil være betænkelig ved en regule-
ring der ikke tillader en case-by-case evaluering, og at domstolen antageligvis med tiden vil se mere
og mere kritisk på regulering af personer med psykosociale handicap, der baseres på spinkle antagel-
ser om denne persongruppes angivelige farlighed.
�½�½�½
I forlængelse af skyderiet i Fields i 2022 udtalte et daværende folketingsmedlem »[j]eg mener sim-
pelthen ikke, at det at være i det psykiatriske system og det at have et våben på nogen som helst måde
hænger sammen«.
25
Henset til hvor mange mennesker der er »i det psykiatriske system«, og deres
mangfoldighed, illustrerer citatet den betydelige risiko for stigmatisering og spinkle antagelser i for-
bindelse med reguleringer som denne. Selv om lovforslaget alene giver
muligheden
for at indføre
kategoriske afvisningsregler som dem der beskrives i forarbejderne, må det antages at det er regerin-
gens hensigt at udnytte bemyndigelsen på netop denne måde. Alternative måder at anvende bemyn-
digelsen – der ikke i samme omfang aktualiserer problemstillingerne i
I
-
IV
ovenfor – bør derfor på
det kraftigste overvejes, og bemærkningerne justeres i overensstemmelse hermed. Uanset hvad, bør
de menneskeretlige implikationer beskrevet i
III
og
IV
ovenfor skrives frem og adresseres i bemærk-
ningerne.
�½
Med venlig hilsen
Matthias Smed Larsen, cand.jur.
19. januar 2024
25)
K.S. Petersen (7. juli 2022) »Efter skyderi i Fields vil et politisk flertal kigge våbenlovgivningen efter i sømmene«,
TV
2 Lorry.
6/6