Den politiske kamp mellem naturbeskyttelse og miljøregulering på den ene side og retten til at forurene på den anden side har altid været en central politisk kamp. Det er jo kampen mellem forskellige hensyn: Skal vi have nogle hurtige virksomheder, der er kan få deres varer hurtigere ud, eller skal vi beskytte vores natur og miljø? I 1980'erne og 1990'erne lykkedes det på baggrund af nogle store miljøskandaler ude i Europa at lave en hel masse international lovgivning om nogle konventioner, hvor man ligesom sagde, at naturen skal vægtes meget højt og beskyttes. Man lavede f.eks. et meget smukt dokument, der hedder »World Charter for Nature«. Det kom så senere ned i EU-direktiverne, og der havde vi en rigtig, rigtig stærk EU-regulering i forhold til at sige, at vi alle sammen har besluttet, at hensynet til natur og miljø er en meget, meget vigtig del af vores samfund. Det betyder ikke, at der ikke er andre hensyn, men det skal vægtes tungt.
Nu har vi så haft en politik i de sidste mange år, hvor man i højere grad i Danmark forsøger at udvande den her lovgivning, hvor vi har besluttet, at naturen og miljøet skal beskyttes godt. Derfor har man forsøgt systematisk at favorisere retten til at forurene frem for hensynet til miljø og natur. Det skete til at starte med, da Anders Fogh Rasmussen fjernede en hel masse miljøfaglige råd og nævn; det skete senere hen, man flyttede Miljøstyrelsen til Odense, og det gjorde, at hele administrationen blev stillet dårligere. Og der kommer så en ekstra indsats her, hvor man så netop siger, at det her ikke bare handler om, at vi er politisk uenige om politiske hensyn, men at det også handler om, hvordan den faglige kompetence er fordelt i vores administration. Det betyder, at det fra efter denne lovs vedtagelse, hvis loven ligesom også får præcedens andre steder, vil være sådan, at vi politisk kan beslutte en hel masse ting. Men vi har ikke de fagligt kompetente myndigheder, og derfor skal vi stoppe den her lovbehandling. Det nytter ikke noget, at vi gør Vejdirektoratet til miljømyndighed.
Det er vigtigt, at vi har de her, hvad hedder det, checks and balances i vores system, så der er forskellige myndigheder, som varetager forskellige hensyn. Derfor er jeg bare bekymret over den der magtforskydning, der sker, for der sker dels en magtforskydning fra hensynet til miljø og natur og klima til en ensidig fokus på transportpolitiske hensyn, dels en yderligere afdemokratisering forstået på den måde, at det også er kommunalbestyrelsens beslutningskraft, man inddrager her. Det vil sige, at man centraliserer rigtig meget af vores demokratiske beslutningskompetence i ét organ i ét Transportministerium.
Hvorfor er det så et problem? Jamen det viser alt i den her proces jo tydeligt. Ja, der har været masser af undersøgelser, der har været masser af processer, men de er jo ikke lavet fagligt kompetent. De bliver ved med at få kritik. Hvorfor kan vi ikke få en lovgivning i det her land, hvor vi kan være stolte af, at der bliver lavet nogle ordentlige undersøgelser, og at der bliver lyttet til dem, og så finder man løsninger inden for de rammer, sådan at alle hensyn bliver varetaget? Jeg tror ikke på, der er nogen i det her Folketing, der synes, det er en god idé, at man har en medarbejder, der skal møde asbest på arbejdet, eller at man skal få forurenet drikkevand. Jeg tror simpelt hen ikke på det. Så der går et eller andet galt i vores politiske proces. Og noget af det skyldes, at man har altså ikke lytter til den faglige kritik på politisk plan, men det handler også om, hvordan vi organiserer vores offentlige forvaltning.
Derfor synes jeg, det er meget vigtigt, at vi er kritiske over for den her afbureaukratisering, fordi det netop også handler om, at borgerne bliver afskåret fra deres klageret. Det er noget, vi også har set i forhold til Lynetteholmen, så igen er det her ikke en enlig svale. Det er en politisk bevægelse, vi ser, hvor man tilbageruller borgernes ret til at gøre indsigelse over for de politiske processer, der kommer til at være. Tilmed er der allersidst netop nævnt det her med, at når man indskrænker klageretten, er det en overskridelse af det, der hedder Århuskonventionen, som netop siger, at det er ekstra vigtigt med offentlig inddragelse og indsigt i den her type af processer, når det handler om miljø og natur. Men allervigtigst er det også, at man tilmed også har skrevet ind, at der ikke må kunne blive anlagt en retssag, hvis det har mange økonomiske konsekvenser. Det betyder, at hvis broen først bliver bygget, vil den aldrig nogen sinde kunne blive fjernet igen, heller ikke selv om den er EU-retsstridig.
Så på en eller anden måde er det sådan ligesom en fuld cirkel, hvor viden ikke bliver taget seriøst. Vi har myndigheder, som skal fjernes, for Vejdirektoratet skal have overmyndighed over andre myndigheder. Borgere og journalister skal ikke have rettigheder, og det har vi et andet lovforslag, vi lige har diskuteret tidligere i dag, om, nemlig om offentlighedsloven. Så jeg vil næsten sige, at Vejdirektoratet står tilbage som sådan en solkonge i det her samfund, som kan skalte og valte uden noget fagligt grundlag. På en måde synes jeg, det er lidt tragikomisk, at det ligesom er en demokratisk beslutning i et Folketing, hvor nogle borgere har valgt nogle repræsentanter i god tro og med tro på, at de vil varetage deres interesser – folkesundhed, miljø, hele den offentlige stat – og så har vi et Folketing, hvor man langsomt tilbageruller både borgernes rettigheder, men også de administrative praksisser. Det var ordene.