Det her handler om, at vi har en vandsektor, som man med det her lovforslag forsøger at fremme den økonomiske tænkning og styring af. Det giver ikke god mening, når det handler om en sektor, der egentlig ikke kan konkurrenceudsættes, men det har også store konsekvenser for vores naturressourcer. Det er selvfølgelig naturligt, at mange partier på højrefløjen med arven fra Anders Fogh Rasmussen fortsætter den her blinde udbygning af konkurrencestaten og nu når til vores vandsektor, som trods alt har været en af de sidste sektorer, man har ønsket at konkurrenceudsætte, fordi man nok godt ved, at det er ret farligt at gøre det. Men det sker på den her bevidste måde, hvor man direkte gør det på bekostning af beskyttelsen af vores naturressourcer. Jeg håber, at højrefløjen en dag vågner op og ser, at ressourceudnyttelse ikke er det, vores virksomheder og vores stat skal konkurrere på. Vi kan gøre det bedre.
Men jeg er så langt mere skuffet over, at venstrefløjen stemmer det her igennem. Venstrefløjen er efterhånden en skygge af sig selv, hvor man ikke længere kan se, at man stemmer neoliberal konkurrencepolitik igennem. Partierne i salen på venstrefløjen ved jo godt, at den neoliberale konkurrencestat hverken kan løse miljø- eller klimapolitik. Det ved venstrefløjen godt. Vi ved godt, at det ikke er konkurrencestaten, der skal forvalte vores naturressourcer. Vi ved godt, at neoliberalismen er en forkert teori. Den kommer ikke til at løse de problemer, vi gerne vil løse.
Jeg ved jo godt, at der er masser af venstrefløjspolitikere, som hver dag står og begræder det, hvis der forskellige steder er en drikkevandsboring, som er blevet forurenet, eller vores grundvand ikke er sikret. Men herinde stemmer man altså neoliberal politik igennem. Det er virkelig mærkeligt. Hvis det bare var farven på gardinerne i det her rum, det handlede om, kunne jeg jo så være ligeglad, men her taler vi altså om vores drikkevand, vores grundvand, vores miljøpolitik og også vores klimapolitik, og derfor undrer det mig virkelig meget, at der ikke har været en vild politisk debat i den her sal, og at vi bare har et enigt Folketing, der synes, at det er fint at konkurrenceudsætte, benchmarke og effektivisere vandsektoren.
Jeg ved godt, at venstrefløjen legitimerer det her ved at sige, at det ville have været værre, hvis venstrefløjspartierne ikke også havde været der til at trække det i den anden retning. Men jeg mener, at det er et kæmpestort selvbedrag fra venstrefløjens side, og derudover mener jeg også, at pragmatismen er virkelig farlig. Når vi taler om naturressourcer, kan det have irreversible konsekvenser, så det er jo ikke bare noget med, at man kan sige, at man har trukket det lidt i den rigtige retning. Det er jo her den politiske kamp skal stå. Men jeg ser bare en venstrefløj, som er fuldstændig tavs i hele den her proces.
Tilmed gider Folketinget ikke engang at beslutte det her politisk. Det, man gør med det her lovforslag, er, at man giver erhvervsministeren og Erhvervsministeriet retten til at finde ud af, hvordan vi gør det her i praksis. Til de folketingsmedlemmer, der ikke har læst lovforslaget, kan jeg fortælle, at der over 1.600 gange i det her lovforslag står, at man bemyndiger ministeriet til at gøre noget. Det vil sige, at i forhold til hele den politiske substans i det her, den ideologiske kamp og de politiske beslutninger, som traditionelt set har udløst kæmpe kampe i den her sal, siger man: Det må Erhvervsministeriet om, det ligger i Konkurrencestyrelsen, den politiske kamp tager de sig af.
Det sidste, jeg vil sige, er, at borgerne i det her land faktisk ikke har stemt nogen partier ind i det her Folketing for ikke at tage vare på vores miljø og vores vandsektor. De har faktisk stemt et flertal ind, nogle røde partier, som skulle sikre en bedre miljøpolitik og en bedre klimapolitik, og det, de får, er neoliberal politik. Det er virkelig, virkelig skuffende.
Så jeg vil bare sige, at I med åbne øjne stemmer neoliberal politik igennem; konkurrencestaten skal ud i det yderste led, helt ud til vores vandsektor. Det er skræmmende. Tillykke til højrefløjen for at vinde over venstrefløjen, som stort set står tilbage som en skygge af sig selv. Så jeg kan bare sige, at jeg advarer imod at stemme for det her. Hvis man vil snakke om vandpolitik og om at beskytte vores vandressourcer fremadrettet, er det altså ikke neoliberalismen, der er den rigtige vej i forhold til at styre vores politik.