Slotsholmsgade 10-12
DK-1216 København K
T +45 7226 9000
W sum.dk
Folketingets Finansudvalg
Dato: 21-11-2023
Enhed: Finansiering
Sagsbeh: enir
Sagsnr.:2023 - 5488
Dok. nr.: 47244
Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr. 2 (L 1), som Folketingets Finansudvalg har
stillet til indenrigs- og sundhedsministeren den 7. november 2023. Spørgsmålet er
stillet efter ønske fra ikkemedlem af udvalget (MFU) Karina Lorentzen Dehnhardt
(SF).
Spørgsmål nr. 2:
”Vil
ministeren redegøre for, hvordan et fuldt finansieret landevejsprincip, som
annonceret i regeringens finanslovsudspil ”Fremtidssikring af Danmark –
Ansvarlige
investeringer i den grønne omstilling, velfærd, uddannelse, tryghed og et Danmark i
balance”, august 2023, kommer til at fungere i praksis, herunder om øerne fortsat vil
få muligheden for selv at tilrettelægge, hvordan de benytter sig af tilskuddet?”
Svar:
Med regeringens finanslovforslag for 2024 er der afsat en reserve i
perioden 2024-2027 til bl.a. at indføre et fuldt landevejsprincip på færgeområdet.
Der er i alt 21 kommuner med færgeruter, som i dag modtager et årligt tilskud efter
udligningslovens § 21 b til nedsættelse af færgetakster på passagerområdet på 33
ruter. Tilskuddet på samlet 99,3 mio. kr. i 2024 er baseret på politiske aftaler,
hvormed der er indført et fuldt landevejsprincip i 46 ud af årets 52 uger. Altså for
hele året med undtagelse af 6 uger, svarende til højsæsonen for turister i
sommerferieperioden.
Det er kommunernes ansvar at udmønte tilskuddet efter udligningslovens § 21 b
efter lokale forhold og hensyn. Kommunerne skal årligt over for Indenrigs- og
Sundhedsministeriet redegøre for, at tilskuddet er anvendt til formålet.
En udvidelse af denne ordning til et fuldt landevejsprincip for hele året vil indebære,
at tilskuddet til de 21 kommuner efter udligningslovens § 21 b forhøjes med 51 mio.
kr. i 2024-niveau.
Den nærmere udmøntning af reserven til et fuldt landevejsprincip forventes fastlagt i
forbindelse med finansloven for 2024.
Med venlig hilsen
Sophie Løhde