Tusind tak for det. Så har vi taget hul på en ny dag, hvor vi kan kaste os over denne opgave i bevidstheden om, at vi har 23 timer tilbage af det nye døgn til at få løst denne sag. Det er dejligt. Nej, seriøst, tak for forespørgslen, som bestemt på alle måder er relevant. Jeg synes, det er vigtigt – og det ligger i direkte forlængelse af den debat, vi lige har haft – at starte med at understrege, at Danmarks regering fra dag et, som jo er den 7. oktober, på det kraftigste har fordømt Hamas' terrorangreb mod Israel, og i samme splitsekund har vi sammen med EU opfordret til øjeblikkelig løsladelse af alle gidsler uden forbehold, og det er jo et synspunkt og et standpunkt, vi har holdt fast i, og som også jævnfør den sidste debat har været styrende i forhold til vores stillingtagen til internationale tiltag, bl.a. den resolution i FN's Generalforsamling, der blev nævnt, der var initieret af Jordan, hvor det her forhold ikke var tilstrækkeligt belyst. For det var det forhold, der accelererede den situation, vi befinder os i, og derfor skal der være fokus på det.
Så så vi jo for nylig en udveksling af gidsler, et vigtigt lys i det mørke, der ellers er faldet over Israel og Gaza siden den 7. oktober. Det var en lettelse, at nogle af gidslerne blev frigivet. Der var mange stærke følelser knyttet til det. Selv oplevede vi det tæt på, for en af de pårørende til et af de gidsler, der blev frigivet, havde jeg besøg af på Asiatisk Plads for nogle uger siden, og når man mærkede den sorg og vrede og bekymring, der var hos den person, kan man næsten også fysisk fornemme den glæde, der knytter sig til, at den pårørende blev frigivet. Men der sidder mange endnu. Derfor håber jeg selvfølgelig også, at der kan opstå en situation, hvor der kan frigives yderligere gidsler. Det er Hamas, der har nøglen til det, og det er så også en nøgle, der samtidig kan åbne døren til det, der er brug for, nemlig pauser i kamphandlingerne, der kan dæmme op for den humanitære katastrofe og forhåbentlig også skabe et vindue til, at man så kan forhandle vilkår for permanent våbenhvile og på et tidspunkt også et politisk perspektiv for en varig løsning af situationen.
Danmark arbejder på alle niveauer i et tæt samarbejde med internationale parter for frigivelse af gidslerne. Under min egen rejse til Israel og Palæstina drøftede jeg den her situation med den israelske udenrigsminister, Eli Cohen, og så har jeg også haft mulighed for at drøfte det med mine udenrigsministerkolleger i flere af de centrale lande i regionen. I forhold til den konkrete sag, som nævnes i forespørgslen, kan jeg oplyse, at der er tale om en dansk-israelsk statsborger, som siden den 7. oktober har været taget som gidsel i Gaza. Der er jo i sagens natur tavshedspligt i personsager, og derfor er det begrænset, hvad jeg kan dele i det forum, vi befinder os i her, men jeg kan sige, at vi er i løbende kontakt med de pårørende og yder dem konsulær bistand. Jeg har selv haft mulighed for ved flere lejligheder at mødes med familierne til nogle af gidslerne både i Danmark, men også under mit besøg i Israel, herunder også familien til det dansk-israelske gidsel, som jeg både har mødt i Danmark og i Israel. Og jeg har jo, som jeg også refererede til før, hørt de hjerteskærende personlige beretninger og har haft mulighed for at uddybe, hvad vi fra dansk side gør. Det er dybt, dybt tragisk, og jeg vil gerne udtrykke min dybeste medfølelse med gidslerne og deres pårørende.
Generelt i forhold til den her sag kan jeg oplyse, at den håndteres i regi af en nedsat myndighedsgruppe bestående af Udenrigsministeriet og relevante myndigheder. Vi er i tæt, løbende kontakt med relevante israelske myndigheder i sagen, og det er bl.a. den særlige taskforce for savnede og kidnappede, og det er i sagens natur det israelske udenrigsministerium, for det er i sagens natur sådan, at Israel spiller en særlig rolle i denne sag, også fordi det danske gidsel også er israelsk statsborger og har dybe rødder i Israel. Vi er også i dialog med USA, og vi er i dialog med indflydelsesrige lande i regionen, herunder ikke mindst Qatar, som har spillet, og hvis der åbner sig muligheder på ny, formentlig også vil være dem, der kommer til at spille en helt central rolle i gidselforhandlingerne. Jeg har bl.a. bragt den konkrete sag op under mine samtaler med Qatars udenrigsminister og Egyptens udenrigsminister, og vores ambassade i regionen er aktiv i sagen. Samtidig er der tæt kontakt til Den Internationale Røde Kors Komité, i både Israel, i Qatar og i Genève med henblik på deling af konkrete oplysninger om det dansk-israelske gidsel.
Endelig og afslutningsvis kan jeg sige, at Udenrigsministeriet er i kontakt med ligesindede lande, som også har gidsler i Gaza, og på den måde sikrer vi os værdifuld viden og erfaringsdeling i forhold til håndtering af gidselsagerne.
Med det sagt må vi desværre nok også se i øjnene, at Danmark ikke alene kan sikre frigivelsen af gidslerne, ej heller det dansk-israelske gidsel. Derfor rækker vi også aktivt ud. Men det er også værd at notere sig, at det danske gidsel jo også er israelsk statsborger og derfor har de israelske myndigheders absolutte og fulde bevågenhed. Men vi gør, hvad vi kan, og vi gør det jo via diplomatisk samarbejde med andre parter. Med det vil jeg bare sige, at jeg ser frem til debatten. Tak for ordet.