Det næste punkt på dagsordenen er:

5) Forespørgsel nr. F 6:

Forespørgsel til børne- og undervisningsministeren:

Hvad kan regeringen oplyse om folkeskoleelevers indflydelse på undervisningen, herunder om muligheden for at dyrke faglige interesser og vælge fag, der understøtter dette?

Af Lotte Rod (RV) og Martin Lidegaard (RV).

(Anmeldelse 27.10.2023. Fremme 03.11.2023).

Jeg gør opmærksom på, at afstemning om eventuelle forslag til vedtagelse udsættes til torsdag den 22. februar 2024.

Vi skal nu i gang med en forespørgselsdebat, og det indebærer, at ordførerne skal logge sig af deres normale pladser og derefter rykke frem på de forreste rækker og logge sig ind, og derfor holder vi en kort pause.

Jeg tror, at vi er ved at være der, hvor vi kan starte. Så vi starter med begrundelsen. Det er ordføreren for forespørgerne, Lotte Rod. Velkommen til.

Verden er et forunderligt sted. Pludselig er der fuldt af vintergækker neden under hækken. Hvor kommer de fra? Hvorfor vender Månen altid den samme side ned mod os? Hvorfor har vi egentlig lige holdt fastelavn? Hvad for et bogstav starter det med? Hvor mange stavelser har det? Hvad hedder det mon på tysk? Tænk, hvis man fandt sådan en blyantsstump som den der fra »Otto er et næsehorn« og det, som man tegnede, faktisk blev levende.

Folkeskolen skal give elever kundskaber og færdigheder og lysten til at lære mere. Folkeskolen skal skabe rammer for oplevelser, fordybelse og virkelyst, så eleverne udvikler erkendelse og fantasi og får tillid til egne muligheder og baggrund for at tage stilling og handle. Folkeskolen skal forberede eleverne til deltagelse, til medansvar og til rettigheder og pligter i et samfund med frihed og folkestyre.

Som Danske Skoleelever siger, skal skolen være et rart sted at komme, uanset hvem man er. Eleverne skal have medindflydelse på deres egen hverdag. De skal have indflydelse på undervisningen, og de skal have gode muligheder for at dyrke faglige interesser og selv vælge fag. For skolen er lidt som en kikkert. Kigger man fra den ene side, ser man det, som samfundet og vi herinde har bestemt at vores børn skal lære, men vender man den om, ser man det unikke: de erfaringer og den livsverden, som eleverne kommer med. Sådan sagde de så smukt i Det Musiske Udvalg i 1990'erne. Skolen bliver jo først demokratisk, når vi formår at gøre begge dele. Eller som kloge skolefolk skrev i Den Blå Betænkning i 1960'erne: Elever må anbringes i meningsfulde situationer.

Derfor har jeg indkaldt til den her debat i Folketinget i dag. Det er, fordi jeg gerne vil have, at elever skal have større indflydelse og mere medbestemmelse på undervisningen og på hele deres hverdag i skolen.

Vi siger tak til ordføreren.

Så går vi til besvarelsen, og det er børne- og undervisningsministeren. Velkommen.

Tak. Tak til fru Lotte Rod og Radikale Venstre for at tage initiativ til den her forespørgselsdebat om elevernes indflydelse på undervisningen i folkeskolen og muligheden for at dyrke deres faglige interesser og vælge fag, der understøtter de faglige interesser. Lad mig starte med at sige det, som jeg tror vi kan blive enige om, nemlig at elevinddragelse er vigtigt. Og heldigvis har vi også i Danmark mange engagerede elever, som har gode holdninger og idéer til, hvad der skal ske i skolen og i verden omkring dem. I folkeskolens formålsparagraf står der, som vi lige har hørt, at folkeskolen skal forberede eleverne til deltagelse, medansvar, rettigheder og pligter i et samfund med frihed og folkestyre. Børn og unge skal lære, at de har et ansvar for fællesskabet, men også, at de selv er vigtige for fællesskabet, og at det, hvis de vil have indflydelse, også kræver, at de bruger deres stemme.

Det kan jo bl.a. ske igennem elevrådet, som elever i folkeskolen har ret til at danne, hvis skolen har mindst op til 5. klassetrin. Elevrådet er jo en mulighed, som eleverne har for at få indflydelse på skoledagen og på skolens udvikling, og det er også en god anledning til at engagere sig og lære vigtigheden af at deltage i et demokrati. Det kan f.eks. være, når der skal vælges, hvilke valgfag skolen skal udbyde til næste år, eller når skolebestyrelsen skal til at vedtage en ny mobilpolitik – eller noget helt tredje. Elevrådet hjælper eleverne til at turde mene noget, der ikke kun er bedst for dem selv nu og her, men som også er bedst for alle elever på skolen, altså for hele fællesskabet, og det er jo kernen i demokratiet at kunne se ud over sig selv.

Elevindflydelse er et bærende element i regeringens folkeskoleudspil. Vi ved jo, at elevernes motivation falder i udskolingen i de ældste klasser, men vi ved også, at hvis eleverne får indflydelse på egen undervisning, kan det være med til at øge motivationen. Derfor har vi også foreslået en række initiativer, der skal være med til at sikre øget motivation gennem valgfrihed for eleverne og sikre en bedre balance mellem alt det teoretiske i skolen, alt det praktiske og alt det kreative indhold, der er i folkeskolens fag. Med udgangen af januar blev der nedsat en ekspertgruppe, som er gået i gang med at formulere anbefalinger til et nyt og et mere enkelt læreplansformat, som bl.a. skal give mulighed for at tilrettelægge undervisningen med fokus på elevernes ønsker og deltagelsesmuligheder. Og så foreslår vi konkret, at der i udskolingen indføres flere valgfag, bl.a. dobbelt så mange timer til det praktisk-musiske valgfag, og at der også udbydes et lokalt valgfag i 7. til 9. klasse. Valgfaget skal besluttes lokalt, og der kan udbydes fag, som efterspørges, eller som der er særlige lokale forudsætninger for at tilbyde. Det kan f.eks. være et forløb i samarbejde med en lokal idrætsforening. Ved det lokale valgfag vil det selvfølgelig være oplagt også at inddrage eleverne i, hvad de mener der skal udbydes på skolen – det vil så i det her tilfælde være de ældste elever – så eleverne også er med til at forme deres egen skoledag. Der stilles ikke krav til, hvor lang tid valgfaget skal vare, det kan altså godt være f.eks. 6 måneder. Det betyder altså, at eleverne også får mulighed for at vælge mellem flere forskellige valgfag i løbet af et skoleår.

Eleverne vil i højere grad kunne dyrke deres faglige interesser, men vi giver også plads til en større nysgerrighed, for valgfagene er bestemt ikke kun til dem, der ved, hvad de vil med deres liv, og hvor de har deres interesser, det er mindst lige så meget til alle dem, der er åbne for muligheder og er nysgerrige, og til alle dem, der bliver overrasket over, hvor meget de elsker at stå på en scene, hvis de skal have drama, eller rode i motoren på en Toyota, hvis de nu har motorlære. Når eleverne i de ældste klasser i højere grad får mulighed for at forme fag og eget skoleforløb, tror jeg også, at vi kan skabe en mere interessant og en mere varieret undervisning, som vil øge lysten til at lære og dermed smitte af på elevernes faglige niveau, og at vi med større indflydelse og ansvar for egen skolegang også vil opleve, at skolen i højere grad bliver elevernes skole. Tak for ordet.

Tak til ministeren. Der er nu adgang til én kort bemærkning fra ordførerne, og indtil videre er der i hvert fald én på. Det er fru Lotte Rod. Værsgo.

Jeg er også varm tilhænger af, at elever skal kunne have flere valgfag. Men jeg kunne godt tænke mig at spørge ministeren ind til: Hvordan vil ministeren egentlig være med til at sikre, at eleverne kan få større medindflydelse på den almindelige undervisning?

Ministeren.

Det vil jeg først og fremmest, ved at vi får udarbejdet nye læreplaner, som også skaber rum til, at undervisningen kan indeholde andet end de mange mål, der i dag er i de eksisterende læreplaner. Jeg har selv en oplevelse af, at hvis man skal igennem alt det, vi beskriver i Fælles Mål i dag, så er der meget lidt tid tilbage til at fordybe sig i forløb, som kan være noget, læreren finder relevant, eller noget, som engagerer eleverne. Og jeg tror, der er behov for, at vi får koncentreret os om kernestoffet i fagene og derudover åbner mulighed for, at man f.eks. kan forfølge de interesser eller de lokale muligheder, der er i et lokalsamfund.

Så er der en kort bemærkning til hr. Sigurd Agersnap.

Tak for det. Jeg er enig i mange af de gode elementer, ministeren fremhæver, fra regeringens folkeskoleudspil – det er tanker, vi også har gået med i SF. Et af de spørgsmål, jeg har til udspillet, er det her med, at skolebestyrelserne får en større rolle på skolerne, og det involverer jo også elevrepræsentanter, så hvad er regeringens overvejelser om, hvordan man styrker elevrepræsentanterne og elevrådene i den større indflydelse, der skal ligge ude hos skolebestyrelserne?

Ministeren.

Det er rigtigt, at vi lægger op til, at der skal være lidt færre bindinger i folkeskolelovgivningen og til gengæld lidt flere beslutninger, der bliver truffet lokalt – nogle af skolelederen, andre af skolebestyrelsen. Og når vi siger skolebestyrelsen, er det jo så inklusive de repræsentanter, som elevrådene har ret til at udpege. Jeg er selv optaget af, at vi i samarbejde med Danske Skoleelever også får diskuteret, hvordan vi så får klædt de elever godt nok på til at fylde det tomrum ud. Og jeg er særlig interesseret i, at eleverne og forældrene får mulighed for at fylde det tomrum ud, så det ikke kun bliver skolens ansatte, de professionelle på skolen, der er i stand til at fylde de nye frihedsmuligheder ud.

Der er ikke flere korte bemærkninger i den her omgang, så vi siger tak til ministeren.

Vi går nu over til forhandlingen og de almindelige regler for korte bemærkninger. Derfor er den første taler ordføreren for forespørgerne, fru Lotte Rod. Velkommen.

Tak. Børn er ikke uperfekte voksne. De er hele mennesker, som voksne kan lære af, ligesom børn kan lære af voksne. Det børnesyn fik vi, dengang mine forældre gik i skole, og det var et kæmpe nybrud, fordi man begyndte at tage eleven alvorligt i sin egen ret. Det kom med Den Blå Betænkning, som blev skrevet af hundredvis af skolefolk, og den er faktisk ret sjov at læse i dag, for den er stadig utrolig aktuel.

Der er stadig for mange børn i skolen, som ikke lærer grundlæggende kundskaber og færdigheder, men der er også noget, der er forandret siden dengang. Flere og flere børn og unge mistrives, og folkeskolens formål om virkelyst og fantasi trues af en præstationskultur, hvor det handler mere om at give de svar, man tror læreren gerne vil høre, end om at være nysgerrig. Elever sidder for meget stille og går død i kedelig portalundervisning. Undervisningen er for overfladisk og handler for meget om, hvad man skal til eksamen. Så på én gang er vores elevsyn blevet for meget individualiseret og i virkeligheden for lidt demokratisk.

Men skolen skal helt grundlæggende tage afsæt i demokratisk dannelsestænkning, hvor eleverne gøres medskabende i forhold til undervisningen. Elever skal opleve, at de inden for fællesskabet har værdi som den, de er, så de tillidsfuldt kan opbygge dømmekraft og mod på livet. Alle elever skal opleve sig som en del af et skole- og et klassefællesskab, hvor de kan tage chancer og fejle, og hvor alt ikke er ens skyld eller ens ansvar. For det er så vigtigt, at man som elev ikke bare er et eller andet tilfældigt ansigt i gruppen, men det må heller ikke kamme over, så den enkelte elev får et for stort ansvar.

Jeg har gennem årene mødt ret mange lærere, som siger, at deres første opgave er at lære eleverne at være lidt mindre mig og lidt mere vi, fordi mange børn har vænnet sig til, at det er dem, der er udgangspunktet her og nu, og de ikke er vant til at orientere sig i fællesskabet og bevidst bidrage til det. Og derfor har vi en vigtig opgave i at skabe et fællesskab i klassen, hvor hver en elev oplever sig som betydningsfuld, men også som medansvarlig for klassefællesskabet, og hvor man bliver set og anerkendt af læreren.

Det er en fælles forpligtelse, at elever i deres forskellighed alle får chancen for at være og lære på mange forskellige måder i skolen, og derfor skal skolen også være et sted med mange oplevelser som lejrskole, udflugter og aktiviteter, der ikke nødvendigvis kan måles eller bedømmes.

Det er læreren, der kender fagene og ved, hvordan de er nøgler til at åbne verden for eleverne. Læreren skal mestre fagenes indholdsområder, deres sprog og fagdidaktik. Læreren skal være bevidst om, hvilke muligheder der er i det indhold, den øvelse eller den oplevelse, som eleverne er i gang med. Det er lærerens opgave at skabe et møde mellem fagets sprog, begreber og indhold og elevernes forståelse af verden, for deri ligger der jo både en værdsættelse af de erfaringer, forståelser og holdninger, som eleven kommer med, og en anerkendelse af, at fagene skal udfordre og udvide elevernes horisont. Og det er jo ikke, fordi alt i skolen bare skal være nemt eller lettilgængeligt for eleverne, tværtimod, for skolen har også til opgave at møde eleverne med noget nyt og fremmed.

Derfor tror jeg også på, at fagene skal være synlige i skolen. Jeg vil væk fra hvide vægge og borde på række og i stedet sætte stemningen med faglokaler, ting, som eleverne selv har lavet, og i det hele taget et levende og legende skolerum. Jeg vil væk fra de mange mål og døde opgaver på en skærm og den overdrevne skriftliggørelse, så der er plads til de samtaler, der opstår i relationen mellem elever og lærere.

For nysgerrighed og det gode klassespørgsmål skal kunne forme undervisningen og der skal være fuld af kunst og kultur. Alle elever skal møde kunst i skolen, og de skal få lov til selv at være skabende. Skolen skal på tværs af alle fag rumme oplevelser, praktiske opgaver, konkrete øvelser samt kritisk og abstrakt tænkning i en rimelig balance. Og som de sagde dengang i Det Musiske Udvalg: Elever skal få indtryk, de skal give udtryk, og de skal sætte aftryk.

Så vil jeg gerne læse en vedtagelsestekst op. På vegne af os i Radikale Venstre, SF, Danmarksdemokraterne, Liberal Alliance, Konservative, Enhedslisten og Alternativet skal jeg fremsætte følgende:

Forslag til vedtagelse

»Folkeskolen skal give elever kundskaber og færdigheder samt lyst til at lære mere.

Folkeskolen skal skabe rammer for oplevelse, fordybelse og virkelyst, så eleverne udvikler erkendelse og fantasi og får tillid til egne muligheder og baggrund for at tage stilling og handle.

Folkeskolen skal forberede eleverne til deltagelse, medansvar, rettigheder og pligter i et samfund med frihed og folkestyre.

Som Danske Skoleelever siger, skal skolen være et rart sted at komme, uanset hvem man er. Eleverne skal have medbestemmelse på deres egen hverdag.

Folketinget lægger vægt på, at hele skolens virke er præget af åndsfrihed, ligeværd og demokrati, og at elever derfor har indflydelse på undervisningen og har gode muligheder for at dyrke faglige interesser og selv vælge fag.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 42).

Tak for det. Forslaget til vedtagelse vil indgå i den videre forhandling.

Jeg kan se, at der ikke er nogen korte bemærkninger, så jeg siger tak til ordføreren. Så går vi til den første ordfører ud over ordføreren for forespørgerne, og det er fru Astrid Krag fra Socialdemokratiet. Velkommen.

Tak for det, formand, og tak til Radikale Venstre for at tage initiativ til en god forespørgselsdebat her i dag om elevers indflydelse på undervisning i skolen og deres mulighed for at dyrke deres faglige interesser og vælge fag.

Der kan vist ikke herske megen tvivl om, at det er vigtigt for eleverne, at de oplever, at de har selvbestemmelse, og at de bliver inddraget i rammerne for deres skoledag. Det har stor betydning for, hvor motiveret man er til at deltage og til at lære. Spørgsmålet, som vi er samlet for at drøfte her i dag, er så, hvordan det står til, og om vi fra politisk side er gode nok til at understøtte eleverne i, at de reelt kan få indflydelse og føle, at de har indflydelse på deres hverdag.

Det første handler om, hvad status er, og om, hvordan det står til. Vi ved jo desværre fra undersøgelser, at eleverne klasse for klasse mister motivationen, som deres skoletilværelse skrider frem. Særlig når vi når udskolingen, ser vi udfordringer med mangel på motivation, manglende lyst til at lære og en oplevelse af en skole, som er for kedelig, for ensformig og for stillesiddende. Heldigvis ved vi også rigtig meget om, hvad der virker. Forskning fortæller os, hvad der øger elevernes motivation og lyst til at lære, og man kan i øvrigt også tale med nogle af de store elever om, hvordan de har det. Vi ved, at indflydelse betyder noget, når det kommer til motivation. Elever, som har indflydelse på undervisningen, er mere motiverede og lærer mere, f.eks. når de får en aktiv rolle at spille, i forhold til hvordan undervisningen udformes, og hvordan man underviser. Vi ved, at det motiverer, når undervisningen er tæt på virkeligheden, når man kan anvende det og bruge det til noget og det ikke bare ord på papir, og når der er et klart sigte med det. F.eks. motiverer det at fremstille konkrete produkter, ligesom det øger forståelsen af teori og styrker det faglige udbytte, hvis man skal finde konkrete løsninger på konkrete problemer og ikke bare sidde med snuden i en bog.

Når vi så kender problemet, nemlig at eleverne mister motivationen i udskolingen, og vi ved, hvad der virker, hvad er så vores svar? Fra regeringens side har vi lagt et nyt kvalitetsprogram for folkeskolen frem for ikke så lang tid siden, og vi sidder nogle af os netop nu og forhandler om det og drikker mange kopper kaffe over det. Her har vi foreslået en række initiativer, som også ministeren har været inde på, som skal øge motivationen, give eleverne mere valgfrihed, højne trivslen og det faglige niveau og sikre mere variation i undervisningen med en bedre balance mellem bogligt, praktisk og kreativt indhold. Vi foreslår, at der skal være flere valgfagstimer, flere forskellige valgfag i udskolingen, mere selvbestemmelse, mere indflydelse på sit skoleforløb og mere variation i undervisningen.

Konkret handler det, som ministeren også har været inde på, om at indføre et praktisk-musisk valgfag i 8.-9. klasse ud over det, der allerede findes i 7.-8. klasse, og forhøje timetallet, så man får flere timer med valgfag. Vi vil også forpligte skolerne til at tilbyde en bredere palet af valgfag, så der er noget for enhver smag, ligesom vi har foreslået, at man skal have et nyt lokalt valgfag igennem hele udskolingen. Som ministeren var inde på, kan det jo så udformes i samarbejde med en lokal fritidsklub eller med en virksomhed. Jeg tror, ministeren nævnte et autoværksted, og det kunne også være andre lokale virksomheder end lige autoværksteder. Det kunne være en genbrugsstation, eller man kan lære om sportsgrene, idrætsforeninger, arbejdsmarkedet, genbrug af materialer, eller hvad det nu er, der er af lokale muligheder, og som optager eleverne. Det åbner virkelig for, at man kan få nogle spændende undervisningsforløb, og også, at eleverne kan få indflydelse.

Vi har allerede en vigtig instans, når det kommer til at give eleverne indflydelse, nemlig elevrådet. Jeg tror, at der er mere end én kollega herinde, som har taget sine første spæde politikerskridt i netop et elevråd. Det er jo en ret, som alle folkeskoleelever har, retten til at danne elevråd, og en af folkeskolens fremmeste opgaver er da også at understøtte børn og unge i at deltage, tage medansvar og kende deres rettigheder og pligter i det samfund, de er en del af. Vi har heldigvis rigtig mange engagerede børn og unge i Danmark. Det kunne vi senest se med de mange, mange tusind, der deltog i skolevalget. De har gode idéer, og de har stærke holdninger til den verden, de lever i, også nogle gange holdninger, der kan være svære for os, der er gået hen og blevet lidt halvgamle, at forstå.

I elevrådet kan de gode idéer og holdninger om stort og småt i hverdagen omsættes til virkelighed, om det så er udformning af skolens skærmpolitik, om der skal prioriteres penge til en multibane til brug i skolegården, hvad for nogle valgfag der skal udbydes, om der skal være morgensang, eller hvad det nu er, der er på dagsordenen rundtomkring i landets elevråd. Det er heldigvis virkeligheden rigtig mange steder, og det betyder noget, at eleverne oplever, at deres engagement i en sag og i deres hverdag flytter noget. Det er vigtigt, at skolen også lærer børnene, at de har et medansvar for fællesskabet og har noget at skulle sige.

Tak for debatten her. Jeg ser frem til både at følge resten af den og til de forhandlinger, vi sidder midt i, og så har jeg også en vedtagelsestekst.

På vegne af Socialdemokratiet, Moderaterne og Venstre, de tre regeringspartier, skal jeg fremsætte følgende:

Forslag til vedtagelse

»Alle elever i folkeskolen har ret til at danne et elevråd, hvis skolen har 5. eller højere klassetrin. Gennem elevrådet har eleverne mulighed for at få indflydelse på skoledagen og skolens generelle udvikling.

Undersøgelser viser, at elevernes motivation falder i udskolingen, men at mere praktisk undervisning og indflydelse på egen undervisning kan være med til at øge motivationen.

Folketinget ønsker at øge motivationen blandt eleverne. Folketinget ønsker derfor at give eleverne i de ældste klasser mere valgfrihed i forhold til deres eget skoleskema og at sikre en bedre balance mellem det teoretiske, praktiske og kreative indhold i folkeskolens fag.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 43).

Tak for det, og det vil ligesom det andet også indgå i den videre forhandling.

Vi har indtil videre en enkelt kort bemærkning. Det er til fru Lotte Rod. Værsgo.

Tak for talen. Jeg kunne godt tænke mig at spørge lidt mere ind til elevernes medbestemmelse i den almindelige undervisning. Så hvis man tager de socialdemokratiske briller på, hvordan ser elevernes medbestemmelse så ud?

Ordføreren.

Jeg synes jo, at en af de roller, en dygtig lærer har, er at kende sine elever og i virkeligheden også at se sine elever. Det ved vi også fra undersøgelser er noget af det, der betyder meget for, om eleverne oplever, at det er rart at gå i skole, og at de kan lære noget. Det er – ud over det, om de har venner og føler sig trygge på den måde, socialt – også, om de oplever, at lærerne faktisk ser dem. I det tror jeg ligger, at en lærer, som ser sine elever, også ser elevernes styrker og svagheder, hvordan den enkelte elev bedst lærer, og kan tilrettelægge en undervisning på en måde, der ikke er ensformig, men hvor man sikrer, at lige så forskellige som vi er, lige så forskelligt som vi lærer, skal man også kunne få undervisning på mere end en måde, så vi er sikre på, at vi får alle børn og unge med.

Spørgeren.

Hvad er så ordførerens vurdering af, hvad det vigtigste er at gøre politisk? Altså, hvad for nogle barrierer skal vi af med, og hvad skal der til for, at der kan blive mere af det?

Ordføreren.

Jeg læste her i starten af måneden en bog, der hed »Pissedårlig undervisning«, som er skrevet af Alexander von Oettingen, som vi i fællesskab har sat i spidsen for det ekspertudvalg, der skal lave folkeskolens fagplaner, altså de her nye, forsimplede læringsmål for skolen. Jeg tror sådan set, ministeren har fat i det helt rigtige, når han siger, at det, at vi har så mange tusind mål, og at der er så meget presset ind, som man skal kunne klikke af, jo gør, at det faktisk kan være sværere at lave noget andet end »pissedårlig undervisning« og lave det, som von Oettingen også peger på, nemlig en undervisning, hvor læreren ser det enkelte barn og kan tage højde for, at børn er forskellige.

Så er det fru Anne Hegelund.

Tak. Jeg synes, det lyder rigtig godt, at eleverne kommer til at få mere at skulle have sagt i forhold til deres egen undervisning. Så har jeg bare et spørgsmål. Hvordan skal det kunne lade sig gøre at have lærere, der har overskud og tid til at gribe elevernes idéer og også til at forberede undervisning, hvor man involverer eleverne mere, både i forhold til formen og indholdet af undervisningen? Det håber jeg meget at I har blik for.

Ordføreren.

Tak for det spørgsmål. Vi ved jo alle sammen, at der generelt i folkeskolen, i nogle egne af landet mere end i andre, er meget store problemer med overhovedet at få ansøgere, som har en læreruddannelse, når der bliver slået lærerstillinger op. Det er klart, at det at have den faglige ballast med og have den didaktiske viden, man får, når man bliver læreruddannet, har en del at sige i forhold til også at have det faglige overskud, der gør, at man ikke bare kan nå de pensumbokse, man skal, men også kan tilrettelægge undervisning, hvor man får alle børn med. Derfor er det noget, vi skal tage meget alvorligt.

Jeg er glad for og forventer mig en del af den nye læreruddannelse, og noget af det, som vi ved kan gå galt, og som vi ved fra evaluering af den gamle, er jo det her praksischok, altså at selv om man har taget en uddannelse, så er den hverdag, man møder, når man kommer ud og møder eleverne, ikke helt, som man havde troet. Der håber jeg meget, vi kommer til at se en bedring, når vi får de nye kuld af skolelærere ud.

Spørgeren.

Tak. Det lyder godt, at I vil gøre noget for de nye lærere, men jeg tænker ikke kun, at det er de nye lærere, der har udfordringer med, om der er tid og overskud nok til at inddrage eleverne så meget, som man rigtig gerne vil derude. Nu bliver der kigget på læreplaner, men var der andre ting, man kunne rydde op i for at sørge for, at der blev mere tid og overskud til faktisk at give eleverne noget mere at skulle have sagt? Jeg tænker f.eks. på det her med meget fokus på eksamen og alt det, man skal lære for at kunne gå op til eksamen og klare sig godt. Kunne det ikke komme i vejen?

Ordføreren.

Tak for det. Nu skal man jo ikke stå og kalde folk gamle, men jeg tror da, at det i virkeligheden er de gamle lærere, som er mest fly forbandet over, at vi i løbet af årene har lagt så mange tusind mål ned over deres undervisning. Det er jo virkelig med til at indskrænke deres handlerum og det at bruge den erfaring, man som lærer opbygger gennem årene, med, hvordan man kan indrette undervisningen forskelligt. Det har vi indskrænket, så jeg tror, at der er nogle af de – uden at kalde dem gamle – erfarne lærere, der i allerhøjeste grad glæder sig over, at vi nu er parat til på den måde at løsne taget omkring de mange mål.

Så vil vi også kigge på de fysiske rammer – en ret stor investering i de fysiske rammer – som jo også har noget at sige, i forhold til hvordan man kan indrette undervisningen.

Så er det fru Helena Artmann Andresen.

Tak for det. Jeg hører bestemt ikke til dem, der siger, at alting var bedre i gamle dage, men jeg vil vove at påstå, at folkeskolen faktisk var bedre før folkeskolereformen. Når man taler med lærere, siger de, at de før folkeskolereformen faktisk havde tid til at kigge eleverne i øjnene og gøre noget impulsivt, men det har de ikke længere på grund af alle de her bindende mål. En del af de partier, der var med til at lave folkeskolereformen, har efterhånden anerkendt, at det var en fejl, men jeg har endnu ikke hørt en socialdemokrat tage de ord i munden, at folkeskolereformen var en fejl. Så jeg vil bare høre, om ordføreren mener, at den var det.

Ordføreren.

Tak for det spørgsmål. Jeg er enig i, at man ikke skal forfalde til en romantisk idé om, at alting var bedre i gamle dage, ligesom man heller ikke nødvendigvis meget firkantet kan sige, at bare fordi noget bliver forandret, så er det til det bedre.

Jeg tror da, det er en ret bred erkendelse her i Folketingssalen, at det at komme op på at have så mange mål og at have hegnet vores undervisning så meget ind – med, hvad det giver af begrænsninger af, hvordan man kan bruge sin kreativitet og tilrettelægge undervisningen – har givet nogle uhensigtsmæssigheder, og at det har betydet, at fokus er blevet drejet mere over på at kunne leve op til alle de mål, vi herinde har formuleret, hvilket har betydet, at man ikke har kunnet have det samme blik for sine elever i den klasse, man står i.

Derfor er jeg også glad for, at vi er blevet enige om, at der skal gøres op med det, og jeg er utrolig glad for det kommissorium, vi er blevet enige om, og den ekspertgruppe, vi har nedsat. På den måde kan man jo heldigvis blive klogere og rette ind. Og det med at lave en så rigid målstyring af vores skole er jeg glad for at vi går væk fra nu.

Spørgeren.

Det vidste jeg egentlig godt at Socialdemokratiet mente. Jeg havde håbet på et lidt skarpere svar; det kunne jeg godt have tænkt mig. Men ros til regeringen for det, de har lagt frem på folkeskoleområdet. Det er jo ikke nogen hemmelighed, at vi i Liberal Alliance gerne ville have gået skridtet videre og frisat skolen endnu mere og altså gjort den helt selvejende, men der ved jeg godt at vi ikke er helt enige. Men jeg synes trods alt, at regeringen skal have ros for det, der er lagt frem på folkeskoleområdet.

Ordføreren.

Jamen tak for det. Jeg vil også sende rosen den anden vej. Vi har en fælles optagethed af det her, som jeg synes er utrolig ordentlig og meget lidt polemisk, og som handler om, hvordan vi får den bedste skole, og også om, hvordan vi sikrer, at vi får en skole, hvor man i højere grad kan have en stærk ledelse og stærk lokal indflydelse, også fordi vi tror på, at det er sådan, vi får flest unge ud i den anden ende, som både kan læse, skrive og regne ordentligt, men som også har alt det andet med sig, som man skal have, når man er færdig i vores fælles skole.

Vi siger tak til ordføreren. Der er ikke yderligere korte bemærkninger, og så er det fru Anni Matthiesen fra Venstre. Velkommen.

Tak, formand, og tak til Radikale Venstre for at rejse debatten her i salen i dag. I Venstre er vi altid glade for at diskutere de her emner, også når det drejer sig om, hvordan vi får sikret mere lokal medbestemmelse. Det gælder naturligvis også for vores børn, at de skal have lov til at have lokal medbestemmelse, og jeg synes faktisk, at der i det folkeskoleudspil, som vi har præsenteret fra regeringens side, og som vi jo netop sidder og forhandler sammen, er nogle gennemgående temaer, som gør, at det giver bedre muligheder for lokal medbestemmelse. I udspillet har vi nemlig sikret et stort fokus på at øge den lokale frihed og også at løfte elevernes motivation for skolegang, særlig i udskolingen.

I Venstre mener vi, at medbestemmelse og motivation hænger uløseligt sammen. Eleverne skal nemlig have gode muligheder for at byde ind og være med til at få indflydelse på deres egen skolegang. Som ministeren også var kort inde omkring, er det jo bl. a. også at kunne få indflydelse på valgfagene.

De unge skal i udskolingen have større mulighed for det med at afsøge deres interesser. Jeg kan sige så meget, at det er noget af det, som betyder rigtig meget for mig, altså det med, at man også tør bruge det lokale miljø og trække det med ind i skolehverdagen, uanset om det er idrætsforeningerne eller for den sags skyld erhvervslivet. Jeg tror på, at man kan inddrage nogle af de lokale kompetencer i skolehverdagen til gavn for eleverne.

Eleverne skal også via elevrådet og en god dialog med deres klasselærer kunne dele deres tanker og deres idéer. Det tror vi i Venstre at den større lokale frihed kan være med til at understøtte, så vi er helt overbeviste om, at medbestemmelse er med til at øge motivationen hos vores kære elever. Når man oplever, at ens stemme også bliver hørt i skolehverdagen, er jeg sikker på, at det kan være med til at motivere eleverne endnu mere til også at tage af sted i skole og for den sags skyld stå op, når vækkeuret ringer, for på den måde at være med til at præge den lokale skolehverdag. Tak for ordet.

Tak til ordføreren. Der er indtil videre en enkelt kort bemærkning, og den er til fru Lotte Rod.

Tak for en god tale, og især tak for den del, der handlede om det, som er vores begges hjerteblod, altså det her med, at skolen skal være åben for lokalsamfundet. Jeg kunne godt tænke mig at få ordføreren til at sætte lidt flere ord på det her med, hvad Venstre tænker om, at der skal være mere rum for, at elever på den måde kan få indflydelse på den almindelige undervisning, og om det med, at hvis man netop interesserer sig for et eller andet, skal der være tid til, at det er det, man fordyber sig i.

Ordføreren.

Vi sidder som sagt og forhandler lige nu og her, og jeg synes, at vi er kommet godt i gang, og jeg håber, at vi når godt i mål med en fælles aftale. Men noget af det, jeg drømmer om, er jo bl.a., at eleverne også skal have lov til at spille ind, i forhold til hvad der kunne være af lokale valgfag på deres skole. Der håber jeg virkelig, at eleverne får mulighed for at bringe deres tanker og idéer på bane, sammen med skolebestyrelsen for den sags skyld, i forhold til at sætte en retning og se på, om det ikke er oplagt, at de foreninger, der er tæt på, eventuelt også får lov til at deltage og måske endda får lov til og mulighed for at udbyde nogle lokale valgfag. Det er det håb, jeg har.

Spørgeren.

Der bliver der jo også en vigtig politisk opgave i forhold til ikke at komme til at lave alle mulige regler, fordi der er valgfag, der så gør, at det slet ikke kan lade sig gøre. Men det er også i forhold til den almindelige undervisning. Noget af det, som mange lærere siger til mig, er, at der simpelt hen er så mange eksamener og så mange krav til eksamen, at man er nødt til at skynde sig igennem det hele, fordi man skal bruge det til eksamen, og det er det, der står allermest i vejen for, at man kan få lov til at fordybe sig og tænke, hvis der er en elev, der spørger om et eller andet: Okay, jeg havde egentlig planlagt noget andet, men nu er det det her, vi gør. Er Venstre enig i det, og hvad skal vi gøre ved, at der er så mange eksamener? Vil Venstre være med til at sørge for, at vi får nogle færre eksamener, sådan at man kan få mere plads til, at elever kan få indflydelse på undervisningen?

Ordføreren.

Det er jo noget af det, vi kommer til at diskutere i forhandlingslokalet. Jeg kommer ikke til her i dag at fortælle helt nøjagtig, hvad det er, Venstre vil kæmpe for inde i forhandlingslokalet. Men jeg kan sige så meget, at vi er enige om netop det med eksamensdelen, og det er jo også noget af det, vi kommer til at skulle drøfte i folkeskoleforligskredsen, og det glæder jeg mig rigtig meget til.

Vi siger tak til ordføreren. Der er ikke yderligere korte bemærkninger. Så er det hr. Sigurd Agersnap fra SF. Velkommen.

Tak for ordet, formand, og tak til Radikale Venstre for denne vigtige forespørgselsdebat. I SF nærer vi en grundlæggende tro på, at undervisningen og skoledagen bliver bedst, hvis man inddrager eleverne, og hvis man sørger for at give eleverne den selvbestemmelse, som de har krav på. Folkeskolen skal ikke kun uddanne børn, men den skal også danne hele borgere ud fra principper om demokratisk medbestemmelse og medansvar. Den skal danne til et helt liv i samfundet, og folkeskolen er en livsoplysning, som Grundtvig kaldte det.

I dag står det desværre ikke bare stille med elevinddragelsen, men det går faktisk tilbage. På alt for mange skoler er børnene blevet sat uden for døren, når de voksne har snakket om skolens fremtid, og det er på høje tid, at vi ikke blot åbner døren for eleverne, men at vi også giver dem nøglen til reel medbestemmelse, ikke kun over deres egen hverdag, men også over den samlede skole. Vi må aktivt arbejde for at inddrage deres meninger i de beslutninger, som også omfavner dem. Det øger motivationen for undervisningen, og det forbedrer trivslen, og det er vores tro, at det også kan forbedre vores skoler.

Det er nedslående at kunne konstatere, at op imod 70 pct. af eleverne i folkeskolen ikke føler, at de har indflydelse på deres skolemiljø, og det er også trist at kunne læse, at jo højere man kommer op i klassetrinnene, desto mere svækkes elevernes oplevelse af indflydelse. Kigger man på det internationalt, er vi ifølge UNICEF næstsidst blandt en større række af lande, når det kommer til oplevelsen af indflydelse. Det vidner selvfølgelig om, at danske folkeskoleelever har en stor ambition om at blive hørt i skolen og få inddragelse, og det er det gode. Men det dårlige er jo, af det viser, at de ikke får afløb for den ambition om at få medindflydelse.

Folkeskolen skal for de mange være mødet med vores hverdagsdemokrati, med det demokrati, som forgrener sig i alle dele af det danske samfund, i foreningslivet, her i Folketinget og også gerne ude på skolerne. Det skal indebære muligheden for, at den enkelte elev kan vælge mellem forskellige måder at lære om industrialismen på, at man kan bidrage til, hvad for en undervisningsform der er i klasselokalet, at man kan have større frihed i forhold til valget af valgfag, som vi har snakket om, og som vi roser i regeringens folkeskoleudspil. Det kan indebære ønsket om mere bevægelse og en mere åben skole med inddragelse af foreninger og virksomheder i lokalområdet og at anerkende, at styrkerne kan ligge i andet end i læsehastighed og titabeller, og at vi skal give mere plads til det.

Hvad kan vi så gøre i praksis? For det er jo det relevante spørgsmål, og vi deler alle sammen her i lokalet rigtig mange af ambitionerne. I praksis handler det om, at der i mange skoler er for langt mellem det ideal om medbestemmelse, vi har, og så hverdagen i en økonomisk presset skole, hvor man har travlt. Jeg tror ikke på, at det er manglende vilje til medindflydelse fra skolelederne eller lærernes side, men det er jo, at demokratiet og medinddragelsen af borgere og af elever altid er besværligt; det er mindre besværligt at træffe beslutningerne selv. Men vi tror på, at det ikke er det, der skaber de bedste beslutninger.

Det er ikke nødvendigvis kæmpestore ændringer, der skal til, men det handler om at gøre små og betydningsfulde justeringer. Ligesom man på en arbejdsplads kræver en arbejdsmiljørepræsentant, kunne det også på vores folkeskoler være obligatorisk med undervisningsmiljørepræsentanter blandt eleverne. Det er i dag en mulighed, og det kunne blive noget, vi forpligtede os på og forpligtede skolerne på. Vi kunne styrke elevrådene, vi kunne sørge for flere midler til elevrådskontaktlærerne, så man har bedre mulighed for at omfavne den store opgave, det er at inddrage elevrådene, og vi kunne sikre, at der under skoleudviklingssamtaler ikke bare er én elevrepræsentant, men flere elevrepræsentanter til stede.

Det er nogle af de muligheder, vi i SF kan se der er for at styrke medbestemmelsen og medinddragelsen i vores folkeskole. Vi skal udnytte, at eleverne gerne vil komme til orde, og at de har vigtige bidrag, ikke kun for elevernes skyld, men også for vores folkeskoles skyld. Tak for ordet.

Tak til ordføreren. Der er en kort bemærkning til fru Lotte Rod.

Tak for talen. Ordføreren har jo sagt en masse om den almindelige undervisning, så jeg tror, at jeg denne gang vil spørge om det modsatte af det, jeg har spurgt de andre om, nemlig lidt om valgfagene. Hvad er SF's politik for, hvor mange valgfagstimer elever skal have i udskolingen?

Ordføreren.

Jeg kan ikke sætte et tal på her og nu, men vi synes, det er fornuftigt at kigge på et større timetal til valgfag, og også, at der er en større bredde i, hvad man kan vælge mellem af valgfag. Så noget af det, der har været oppe i debatten, om, at man også lokalt på den enkelte skole skal kunne præge, hvad det er for nogle valgfag, og medinddrage eleverne i det, synes vi er fornuftigt, og vi synes, at de bør fylde mere i den samlede skoledag.

Der er ikke flere korte bemærkninger. Vi siger tak til ordføreren, og så er det fru Helena Artmann Andresen fra Liberal Alliance. Velkommen til.

Tak. Tak til Radikale Venstre for at sætte fokus på folkeskoleelevernes indflydelse på undervisningen og muligheder for at dyrke faglige interesser og vælge fag. I Liberal Alliance synes vi ikke, at eleverne har stor nok mulighed for at få indflydelse på undervisningen, som det er i dag. Dog er det også vigtigt for os at sige, at eleverne ikke må ende op med ansvaret for egen læring. Det kræver, at vi får en folkeskole, hvor vi går væk fra at have alt for travlt med målstyret undervisning, og hvor lærerne har tid til at tale med eleverne om, hvad de godt kunne tænke sig at fordybe sig i. Mere end hver fjerde elev får ikke lyst til at lære mere af undervisningen. Lærerne har så travlt med at sætte flueben ved mere end de tusind bindende læringsmål, og det er ikke kun lærerne, der oplever travlheden, for eleverne mærker det også.

Det vil komme eleverne til gavn både fagligt og trivselsmæssigt, hvis vi får fagligt personale på skolerne igen, der har tid til at kigge eleverne i øjnene. Læring er ikke altid noget, man skal og kan sætte flueben ved, og det skal vi turde at give plads til. Lærerne fortæller, hvordan de før folkeskolereformen hurtigt kunne eksekvere på det, hvis der var nogle elever, der fik en god idé, f.eks. i natur og teknik, og tage på udflugt. Det vil vi gerne give elever og lærere bedre muligheder for igen. I Liberal Alliance har vi aldrig syntes, at folkeskolereformen var en god idé, og vi synes bestemt heller ikke, at de lange skoledage er en god idé. Vi ønsker at gøre det nemmere for skolerne at lade eleverne møde ind senere, hvis skoleledelsen og eleverne synes, at det giver mening på deres skole.

Lokale valgfag synes vi også er en virkelig god mulighed for at lade eleverne fordybe sig i deres interesser. På min gamle folkeskole havde de et samarbejde med den kommunale ungdomsskole. Eleverne kunne vælge robotteknologi, foto, motorlære og spansk. På selve skolen afhang de lokale valgfag af, hvad eleverne efterspurgte, og hvad der var lærere der var særlig engageret i. F.eks. havde vi en idrætslærer, Morten, som elskede at løbe og elskede at lære fra sig om løbeteknikker og om, hvordan man kunne forbedre sin præstation med kost. Der var utrolig mange elever, der var på hans valgfag, og det var ikke, fordi alle havde en passion for løb, men det var, fordi de kunne mærke engagementet igennem læreren. Der var også matematik og engelsk på højniveau, og det ønsker vi i Liberal Alliance bliver udbredt til flere folkeskoler. Vi vil give skolerne mere frihed og dermed give skolen mulighed for at give eleverne mere indflydelse på deres skoledag. Tak for ordet.

Tak til ordføreren. Der er en kort bemærkning til fru Lotte Rod.

Tak for talen, og tak for samarbejdet om at prøve at få rettet op på nogle af fejlene ved folkeskolereformen og komme af med målstyringen. Jeg kunne godt tænke mig at spørge ordføreren lidt ind til det her med eksamenerne. For en ting er jo, at vi kommer af med de mange mål, der er for fagene, og som har bundet meget af undervisningen, men hvis ikke vi gør noget ved eksamenerne, vil de jo stadig være bundet af at skulle være underlagt de ekstremt mange krav, der er til eksamenerne. Hvad tænker Liberal Alliance om det?

Ordføreren.

I vores eget folkeskoleudspil har vi selv foreslået at afskaffe bl.a. den tværfaglige eksamen. Vi er ikke lukkede over for at kigge på, om man skal nedbringe antallet af eksamener endnu mere. For jeg synes også, at det er ærgerligt at høre, når man taler med lærere, at dannelsen af eleverne ikke er i højsædet. Det handler mere om, at de skal til eksamen, og det synes jeg er ærgerligt, for så går der altså noget tabt i undervisningen. Så det er vi åbne over for at kigge på.

Vi siger tak til ordføreren. Der er ikke yderligere korte bemærkninger. Så er det hr. Lars Arne Christensen fra Moderaterne. Velkommen.

Tak for ordet, formand. Lad mig kort nævne, at det i dag er første gang, jeg står på Folketingets talerstol. Og tak til Radikale Venstre for denne forespørgsel om folkeskoleelevers medindflydelse. Medindflydelse er også elevdemokrati, som betyder en del for mig. Jeg blev i 8. klasse valgt som elevrådsformand for 1.200 elever. Det var svært at sidde i en skolebestyrelse med voksne og varetage elevers interesser omkring slidte bøger, dårlige skoletoiletter og gamle gymnastiksale. Faktisk blev rektor overordentlig sur, da jeg på et skolebestyrelsesmøde første gang fremførte min kritik. Rektor blev faktisk så sur, at jeg derefter fik et fast ugentligt møde, hvor vi i god ro og orden kunne tale med hinanden. Jeg lærte således tidligt, at det er muligt at få indflydelse på sin skole til gavn for sine skolekammerater.

I dag står jeg så på Danmarks fineste talerstol og håber at kunne gøre gavn for alle borgere. Fra denne talerstol er mange idéer blevet italesat gennem tiderne. En idé, jeg har delt med mange, er et brud med dansk fløjpolitik. At Moderaterne er en del af en regering over midten viser, at idéer kan blive til virkelighed. Jeg har det samme håb i dagens forespørgselsdebat om elevers indflydelse på deres undervisning.

I Moderaterne mener vi, at elevdemokrati, hvor elever har indflydelse på deres hverdag, er et vigtigt element. Vi mener, at det er vigtigt, at unge og børn bliver hørt, at de får indflydelse på deres hverdag, og at de kan mærke, at deres ønsker og synspunkter bliver taget alvorligt af voksne. Derfor er det også bekymrende, at andelen af elever i 6.-10. klasse, der oplever, at de voksne på skolen lytter til elevrådet, er faldet fra 42 pct. i 2021 til 34 pct. i 2023. Og omvendt er andelen af elever, der mener, at de aldrig bliver lyttet til, når der træffes beslutninger, steget fra 7 til 12 pct. Men hvorfor egentlig det?

Forleden mødtes jeg med UNICEF. De kan ud fra en undersøgelse belyse, at danske børns kendskab til egne samt respekt for andres rettigheder halter. Folkeskolens formål er at forberede eleverne til deltagelse, medansvar, rettigheder og pligter i et samfund med frihed og demokratisk folkestyre. Men når elever ikke fuldt ud har kendskab til egne eller respekterer andres rettigheder eller for så vidt selv bliver respekteret af de voksne, så bliver medbestemmelse og inddragelse og sluttelig demokrati nogle svære størrelser.

Men indflydelse er ikke blot elevdemokrati. Det er også, når eleverne kan tilrettelægge deres dagligdag. Det kræver naturligvis, at eleverne både kan og er motiveret til at kunne. Her viser en undersøgelser fra Danmarks Evalueringsinstitut, EVA, desværre, at elevernes motivation falder, jo længere de går i skole. Udskolingen byder måske på ensformighed, der påvirker elevernes motivation til at lære nyt. Det er Moderaternes forventning, at flere valgfag og øget kvalitet af undervisningen vil styrke elevernes motivation, og det arbejde er allerede i gang. For lige nu forhandler vi jo i folkeskoleforligskredsen et nyt kvalitetsprogram til folkeskolen. Så vi får forhåbentlig snart flere valgfagstimer, frisættelse fra snærende rammer og mål og dermed mere medbestemmelse blandt eleverne over deres dagligdag. For børn og unge er forskellige, og derfor bør deres skolegang også være det.

Folkeskolen skal kunne rumme elever med forskellige talenter og interesser. Bedst er det, hvis alle elever kan være med til at vælge. Men her har vi desværre en undersøgelse fra KL, der viser, at motivationen og præstationerne blandt drenge ikke er god. Drengene sakker bagud i folkeskolen. Siden 2011 er karakterforskellen imellem drenge og piger mere end fordoblet til pigernes fordel fra en forskel på 0,38 karakterpoint i 2011 til 0,83 karakterpoint i 2022. Børn og unge er forskellige. Men det nytter ikke, at drengene sakker så meget bagud, at de får mindre ud af deres skolegang end pigerne.

I undersøgelsen nævnes også den boglige og teoretiske tilgang og den stadigt stigende brug af it i undervisningen i skolen som et problem for motivation af drenge. Det glæder mig, at der i regeringens kvalitetsprogram lægges op til en bedre balance mellem boglighed, teori og praktik i undervisningen. På den måde får eleverne i fremtiden mulighed for at dyrke deres faglige interesser og vælge fag, der understøtter både elevernes forskellighed og en større grad af elevinddragelse end i dag.

Det gælder f.eks. også indførelse af teknologiforståelse, der ligger mig meget på sinde. Børn skal fremover lære at anvende og forstå digitale teknologier og deres betydning. Det udbydes allerede i eksisterende fag og som nyt, selvstændigt valgfag. Det betyder, at børn fremover kan tilvælge nødvendige faglige kompetencer og færdigheder som eksempelvis programmering. Det giver en konstruktiv og kritisk tilgang til anvendelse af og deltagelse i udviklingen af digitale teknologier og til at forstå deres betydning. Det tror jeg kommer til at gavne motivationen og dermed medindflydelse. Tak for ordet.

Tak til ordføreren, og tillykke med den første tale. Det er altid stort. Der er en enkelt kort bemærkning. Det er fra fru Lotte Rod. Værsgo.

Også tillykke med talen fra mig, og velkommen i vores fællesskab herinde. Det er jo ikke, fordi vi ikke hørte efter, men der er jo visse ritualer, man skal gøre første gang. Så der er en overraskelse til ordføreren om lidt.

Jeg kunne godt tænke mig at spørge ordføreren, hvad Moderaterne egentlig ser som de største barrierer for, at elever kan få mere indflydelse på undervisningen.

Ordføreren.

Vi har jo en række faste læringsmål. Vi har ca. 4.300; dem vil vi gerne reducere. Det giver jo os en mulighed for at se på, hvordan det så skal være skruet sammen. Dengang, da jeg gik i skole – ud over at vi spillede fodbold i alle frikvartererne og der var sne hver vinter – havde vi også nogle gange nogle idéer til, hvilke bøger vi skulle læse. Skulle vi analysere et stykke musik i engelsk? Skulle det være Pink Floyd, vi skulle kigge på? Skulle vi læse »Vi børn fra Bahnhof Zoo« i tysk? Skulle vi lære kildekritik ved at kigge i Maos »Den Lille Røde«?

Der var nogle muligheder, hvor vi kunne spille ind. Det syntes jeg var et gode, og det tænker jeg er noget som man kan kigge ind i og altså åbne det rum for børnene, så de får lidt indflydelse på de elementer, der skal være i undervisningen, selv om vi selvfølgelig er meget optagede af, at undervisningen bliver struktureret og veltilrettelagt.

Tak til ordføreren. Der er ikke yderligere korte bemærkninger. Så går vi til fru Karina Adsbøl fra Danmarksdemokraterne. Velkommen.

Tak for det, formand. Det, fru Lotte Rod læste op i sin vedtagelsestekst, som flere af os stod bag,var, at folkeskolen skal være et rart sted for alle elever at være. Det er vi helt enige i, og derfor har vi også fulgt bekymrede med i de presseartikler, der har været, og det, medierne også er opmærksomme på i øjeblikket. For jeg synes, at i øjeblikket kan man snart ikke åbne en avis uden at læse noget om folkeskolen, der indikerer, at folkeskolen ikke er et rart sted at være. Så der er jo i hvert fald en opgave foran os omkring de ting. Men jeg har også set frem til forespørgslen i dag. Skolens læringsmiljø skal jo netop være trygt og positivt, og derfor er det også vigtigt, at man inddrager eleverne i undervisningen, for så tror jeg også, at man får motiverede elever.

Jeg var inde at kigge på en tidligere rapport fra EVA, der skulle forberede mig til debatten i dag. Under »Elevinddragelse« havde flere af lærerne i interviewet forklaret, at de som lærere jo har ansvaret for undervisningen og også selv bestemmer indholdet, og at netop det forhold får dem til at betvivle, at de i tilstrækkelig grad formår at inddrage eleverne.

EVA havde også lavet et inspirationshæfte fra 2018, som omhandler god undervisning set med elevernes øjne, og det hæfte stiller skarpt på fem elementer, som kendetegner undervisningen, når den ifølge eleverne er god, motiverende og lærerig. De fem elementer er, at eleverne får passende faglige udfordringer, at eleverne har gode relationer til lærerne, at eleverne har en aktiv rolle i undervisningen, at der er variation i arbejdsformerne, og at der er mulighed for fordybelse og koncentration.

Personligt finder jeg det også vigtigt, at man har gode relationer til lærerne. Det betyder også noget for indlæringen, at man er tryg i klassen, og at man har en fortrolig og tillidsfuld relation til lærerne. Nu har jeg også arbejdet meget på socialområdet, og der ved vi faktisk også, at det for mange tidligere anbragte børn har haft stor betydning, at de lige har haft en rigtig, rigtig god lærer.

Der er flere måder, man kan inddrage eleverne på. Det kan være specielle emnevalg, arbejdsformer og undervisningsmaterialer, og jeg mener også, at det er vigtigt, at man kender sine elevers kompetencer, deres styrker ogderes niveauer. På den måde kan man også tilrettelægge den bedste undervisning.

Vi har tidligere drøftet øgede frihedsgrader i folkeskolen her i Folketingssalen, og her mener vi, at det først og fremmest skal komme eleverne og også deres familier til gode, og at de skal kunne mærke en positiv forskel. Det kan godt være, at jeg tidligere har sagt det på den her talerstol, men jeg bliver nødt til at sige, at det at få besøg fra Kildebjergskolen i Mørkøv, som troppede op her på Christiansborg for at sige tak til os – nogle af mine kollegaer var med dernede – synes jeg bare var en fantastisk oplevelse. For her fortalte eleverne jo netop, hvor glade de var for frihedsforsøget, da de jo mente, at de havde fået mere indflydelse og mere medbestemmelse. Bl.a. havde en af eleverne sat fokus på ordblindhed, og det er utrolig vigtigt, og det får mig til at tænke på noget, vi også skal drøfte videre, nemlig det i forhold til diskussionen omkring talblindhed. Det burde også have et større fokus i folkeskolen.

Danmarksdemokraterne vil jo gerne være en del af forligskredsen og indgå i en dialog om, hvordan vi får den bedste folkeskole, herunder, at der skal værefærre mål og mere praktisk undervisning. Men jeg ved jo også, at de drøftelser allerede pågår. Vi ønsker også at bevare 10. klasse. Her har mange netop mulighed for at få indflydelse på deres undervisning og opnå kundskaber, faglighed og erfaringer, og det kan hjælpe dem til at åbne verden op. Det gælder også for de mange unge, der vælger at tage på efterskole i 10. klasse. Man kan sagtens have en diskussion om det faglige indhold i 10. klasse, løfteevnen og efterskolernes ansvar. Men faktum er, at i mange tilfælde leverer efterskolerne et tilbud, som de unge er utrolig glade for, og som bidrager til at udvikle dem fagligt og socialt.

I Danmarksdemokraterne ser vi også med stor bekymring på den udfordring, at alt for mange forlader folkeskolen uden at kunne regne, læse eller skrive i tilstrækkelig grad. Det kan der være mange årsager til. En del af det handler måske også om, at vi ikke har formået at koble de faste fag, som eleverne har, altså matematik, dansk, fysik og engelsk, med tværgående emner, problemstillinger og tilgange, der i højere grad kunne give eleverne mulighed for at finde ud af, hvad der interesserer dem, og hvad de er gode til, og så give dem mulighed for at dyrke det i det undervisningsmiljø, de lærer bedst i.

Jeg kan se, at tiden er ved at være gået og formanden har rejst sig, så jeg vil sige tak for ordet.

Vi siger tak til ordføreren. Der er en kort bemærkning til fru Lotte Rod.

Tak for talen – og for at sætte mange fine ord på, hvad Danmarksdemokraterne tænker. Jeg kunne i virkeligheden godt tænke mig at spørge lidt ind til – når nu ordføreren lægger så meget vægt på det her med forholdet mellem elever og lærere, og at det er vigtigt, at man er tryg ved sin lærer – hvad Danmarksdemokraterne egentlig mener er vores vigtigste politiske opgave for at sikre, at der kan være en stærk relation mellem lærer og elev.

Ordføreren.

Det synes jeg egentlig er et meget bredt spørgsmål. Tit og ofte bliver man jo spurgt som politiker om, hvad der er det vigtigste, men det er rigtig svært, for der er jo simpelt hen så mange vigtige ting i forhold til netop det. Det handler jo om mange ting, og det er ikke bare én ting, så jeg synes faktisk, at det er et meget stort spørgsmål, ordføreren stiller mig. For et er, at det handler om, at man har de rammer, der skal være, men det handler jo også om, at man har en ledelse på skolen; så jeg synes faktisk, at det ikke kun er én ting, det handler om, for at der er en god relation. Det handler jo også om hele forældresamarbejdet; jeg synes, der er flere faktorer, der spiller ind i det spørgsmål.

Der er ikke flere korte bemærkninger. Vi siger tak til ordføreren. Så er det fru Lise Bertelsen fra Det Konservative Folkeparti. Velkommen.

Tak for ordet. Og tak til fru Lotte Rod, Radikale Venstre, for den her meget vigtige debat. For Det Konservative Folkeparti er det vigtigt, som det også fremgår af vedtagelsesteksten, at børn og unge finder mening med det, de skal lære, at skolen er et rart sted at komme, og at man som elev skal have indflydelse. Det er simpelt hen helt centralt for en god folkeskole, ligesom det for Det Konservative Folkeparti også er vigtigt, at skoledagen er kort med høj kvalitet i undervisningen, og at dannelse er helt centralt. Derfor skal vores fælles historie fylde, da det er den, der er med til at binde os sammen som mennesker, som folk og i et demokratisk fællesskab.

Folkeskolen skal være med til som institution at videreformidle de grundlæggende værdier, Danmark er bygget på. Det er af afgørende betydning for børn, unge og sågar voksne at finde mening i det, de beskæftiger sig med, og derfor er det også vigtigt, at vi sammen får skabt nogle gode muligheder for læring med involvering og mulighed for at have indflydelse både for elever og for lærere. Tak for ordet.

Tak til ordføreren. Der er en kort bemærkning til fru Lotte Rod.

Tak for talen og for at lægge vægt på vores kultur og vores historie. Det giver mig lyst til at spørge lidt ind til noget af det, som jeg også var inde på i min tale, nemlig det her med, at skolen hen over årene er blevet meget mere skriftlig, og at det gør, at der er mindre rum for de mundtlige fortællinger og i det hele taget for vores historiefortælling. Er Konservative enige i det?

Ordføreren.

Ja, det er jeg enig i. Jeg tænker også, at vi skal tilbage til det mere mundtlige og mere sproglige.

Vi siger tak til ordføreren. Og så er det fru Anne Hegelund fra Enhedslisten. Velkommen.

Tak for ordet. Og tusind tak til Radikale Venstre for at sætte fokus på elevernes indflydelse på undervisningen. Også tak til UNICEF og Red Barnet og Danske Skoleelever for at gøre os opmærksom på, at eleverne i hvert fald ikke føler sig nok hørt, som det er i dag. Jeg håber virkelig, at nogle af de gode ting, der er i regeringens udspil til en ny folkeskole, kan være med til at give mere rum og plads og tid til, at elevernes idéer og det, de går op i, kan få lov at fylde meget mere i deres hverdag.

I Enhedslisten vil vi gerne have et mere demokratisk samfund og også en mere demokratisk skole, og de to ting hænger jo sammen. Vi mener, at det er dem, som det handler om, der skal bestemme over deres egen hverdag, og det kunne være rigtig fedt, hvis lærere og elever og forældre sammen fandt ud af, hvordan skolen lokalt skal køre. Og især eleverne skulle helst have meget mere at skulle have sagt, hvis det skal give mening for dem med undervisningen, og hvis de skal blive mere nysgerrige og få mere lyst til at lære, når de er færdige med folkeskolen. Og lige nu er det jo noget, der går ned ad bakke gennem elevernes skoletid.

Hvis alle elever skal kunne få en god skoledag, skal de nok også have mere indflydelse på, hvad der skal fylde i den skoledag. Og jeg håber virkelig, at det her med at få ryddet op i for mange mål og for stram styring herinde fra Christiansborg kommer til at hjælpe. Men for os at se er det også rigtig vigtigt at få ryddet op i de alt for mange prøver og test og eksamener, som kommer til at være styrende for, hvad for noget undervisning man får som elev, og som jo også kommer til at afgøre, hvor meget tid og overskud og rum man som lærer har til at gribe elevernes gode idéer og tage dem med i undervisningen. Jeg tænker, at for rigtig mange elever er det der med bare at lære at gå i skole og lære at gå til eksamen ikke det, der giver mening; det er ikke det, der gør en nysgerrig og giver en mere lyst til at lære. Så det håber jeg virkelig at regeringen vil tænke over, altså om det ikke også kunne være et sted at få ryddet op – ud over at få ryddet op i nogle andre ting fra folkeskolereformen.

Vi håber som sagt, at det her kan blive et første skridt på vejen til en folkeskole, hvor elever, lærere og forældre har meget mere at skulle have sagt, og det gælder både i skolebestyrelsen, i elevrådet og helt ude i fællesskabet i klassen. Hvis man skal klædes godt på til at deltage i demokratiet, starter det helt tæt på, lige fra at ens lærer har tid til at lytte til en og høre en og se en, og til, at man kan mærke, at der bliver handlet på det, man siger – også hvis det er inspektøren, der skal lytte til elevrådet, eller det er her i Folketinget, man skal lytte til Danske Skoleelever. Tak.

Tak til ordføreren. Der er en kort bemærkning til fru Lotte Rod.

Tak for talen. Jeg tror, jeg vil vende mit spørgsmål på hovedet og spørge Enhedslisten: Kan elever egentlig få for meget indflydelse på undervisningen?

Ordføreren.

Jeg tænker, at det måske er godt, at det er i et fællesskab mellem lærere, elever og forældre, at man finder ud af, hvordan skoledagen bedst kører. Så er det også noget med, om det er i fællesskab som klasse eller som skole, altså alle eleverne i elevrådet f.eks., at man selv beslutter ting, eller om det er det her med, at man bare selv individuelt skal skrue sit skoleskema sammen. F.eks. synes vi, at teknologiforståelse hellere skulle være obligatorisk end et valgfag, så alle har det samme fundament for at deltage aktivt i demokratiet og i vores samfund, når man kommer ud på den anden side af folkeskolen.

Der er en kort bemærkning til fru Helena Artmann Andresen. Værsgo.

Tak. Jeg vil bare lige spørge, om ordføreren kunne uddybe, hvor meget eleverne skal have at sige ifølge Enhedslisten, for det lyder nærmest for mig, som om man skal sidestille lærere og elever. Og er Enhedslisten ikke enig i, at det stadig væk er vigtigt, at læreren er autoriteten, og at elever ikke skal have ansvar for egen læring, hvilket nogle gange godt kan være en pædagogik, der findes lidt ude på venstrefløjen?

Ordføreren.

Jeg tænker, det er rigtig vigtigt, at det er et samspil og et samarbejde mellem lærere, elever og forældre, så det ikke bare er op til eleverne selv, men noget, man finder ud af i fællesskab.

Vi siger tak til ordføreren. Så er det hr. Alex Ahrendtsen fra Dansk Folkeparti. Velkommen til.

Tak, formand. Jeg og Dansk Folkeparti er nok på nogle områder et andet sted end mine ærede kolleger. Dermed ikke sagt, at børn ikke skal inddrages, for det skal de, men kun der, hvor det er relevant. Det er det f.eks. i elevråd. Det giver god mening, at man har et elevråd på en skole. Det er en demokratisk måde at inddrage eleverne på. De lærer, hvordan et råd fungerer, hvordan man bliver valgt til det, og hvordan man stiller op. Dernæst er det jo oplagt, at man bliver inddraget i undervisningen, især hvis læreren er god til at motivere eleverne, for så bliver de jo en del af undervisningen. Man lærer også mere, når man er inddraget. Det giver jo næsten sig selv. Det giver også god mening, at eleverne har mulighed for at vælge valgfag, dvs. forfølge deres interesser.

Alt dette er godt nok, men resten er de voksnes ansvar – og »de voksne« vil sige skolelederen, læreren, pædagogen og resten af skolens personale, som jo også opfylder en pædagogisk funktion, f.eks. hvis man har det, der svarer til en gammeldags pedel og et rengøringspersonale, hvis man skulle være så heldig at gå på en skole, hvor der er sådan noget.

Det, der er de voksnes ansvar, er at skabe rammer, regler og regelmæssighed. Det er at være en myndighed, en myndig voksen. Det er at skabe disciplin og at skabe ro og sørge for, at der bliver afholdt prøver, uddelt karakterer og gennemført test. Det er de voksnes ansvar. De voksne ved bedre. Skolelederen ved bedre, fordi han er leder. Læreren ved bedre, fordi han er uddannet til at undervise børnene. Han eller hun har lært noget om sit fag og sit fags indhold. Det er hans eller hendes opgave at formidle det til elever, som ikke selv ved det.

Elevens opgave er så at tage imod efter anvisning fra forældrene. Det vil sige, at du, lille Olfert, skal opføre dig ordentligt, når du er i skole. Gør du ikke det, bliver vi sure og vrede, og så siger vi til læreren, at du skal have en eftersidning.

Hvorfor er det så vigtigt at få sagt i dag? Vi er jo i disse år vidner til et forfald ude på skolerne. Borup Skole, Munkevængets Skole og Agedrup Skole er bare toppen af isbjerget med vold og, som det værste, seksuelle krænkelser.

Grunden til, at det er kommet så vidt, ligger langt tilbage. Vi skal tilbage til den tyske romantik, hvor man opdagede barnet og opdagede, hvor vigtig legen var. Det var en vigtig opdagelse. Problemet er, at det i har udartet sig til i dag, hvor den voksne er trådt tilbage og hvor barnet er kommet frem, men barnet kan ikke håndtere det. Ofte har børn brug for rammer og regler. Det giver struktur; det giver sikkerhed. Mange voksne træder af forskellige årsager tilbage fra at være myndige, også fordi der ofte er problemer forbundet med at være det. Der er det Dansk Folkepartis, Folketingets og regeringens opgave at sørge for, at den voksne træder frem igen. Og vi voksne skal have støtte fra Skolelederforeningen, Danmarks Lærerforeningen og også fra pædagogerne og deres fagforening, så vi atter bliver myndige voksne, der tager ansvaret på os for at opdrage, for at undervise og for at retlede og vejlede vore børn i den rigtige retning.

For på de skoler, hvor den voksne ikke er myndig og sætter rammer og strukturer, udarter det sig, og i de værste tilfælde bliver det Darwins skole. Det bliver som på Borup Skole, Munkevængets Skole og Agedrup Skole. Det skal stoppe nu, og jeg forventer, at ministeren fremlægger planer for, hvordan vi kan ændre det.

Dansk Folkeparti har kæmpet i 10 år for at få skærpet ordensbekendtgørelsen. Det vil vi fortsætte med. Vi har lagt det frem og ind i forhandlingerne, uanset at der har været disse sager. Det er den ene ting. Så forventer vi også som den anden ting, at man ude på skolerne ændrer kulturen, så man fremover er myndige voksne ansvarlige pædagoger, ledere og skoleledere. Tak for ordet.

Tak til ordføreren. Der er en kort bemærkning til fru Lotte Rod. (Alex Ahrendtsen (DF): Jeg har lige glemt at læse vedtagelsesteksten). Den får ordføreren lov til at læse op. Værsgo.

Dansk Folkeparti har jo sit eget forslag til vedtagelse, og jeg skal derfor på vegne af Dansk Folkeparti fremsætte følgende:

Forslag til vedtagelse

»Folketinget forventer, at det er lærerens kompetence til at undervise, der er udgangspunktet for undervisningen.

Derfor er det beklageligt, at elever har for stor indflydelse på undervisningen og læringsmiljøet i grundskolen, eksempelvis gennem utilpasset og uhensigtsmæssig adfærd, som forstyrrer undervisningen.

Dette resulterer i en ustruktureret undervisning og underminerer lærerens autoritet og evne til at undervise. Fokus bør være på at etablere klare rammer for undervisningen og sikre, at lærerne har de nødvendige værktøjer til rådighed til at håndhæve de rammer, som er så afgørende for et trygt læringsmiljø. Dette inkluderer også muligheden for at sanktionere elever, der bryder reglerne, for at opretholde et respektfuldt læringsmiljø. Elever i grundskolen skal kun inddrages på lærerens foranledning.

Elever i grundskolen vil få rig lejlighed til på et senere tidspunkt i deres uddannelsesforløb såsom i gymnasiet, på en erhvervsskole, på universitetet eller lignende at vælge fag og specialisering efter interesse, evner og ønske.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 44).

Tak for det. Forslaget til vedtagelse indgår i forhandlingerne. Og så er der en kort bemærkning fra fru Lotte Rod. Værsgo.

Noget af det er vi jo simpelt hen bare fuldstændig uenige om. Jeg mener jo ikke, man skal straffe elever for at reagere på nogle rammer. Jeg synes jo, man så skal lave rammerne om.

Men der var én ting, som ordføreren sagde, som vi er enige om, nemlig i hele starten af talen, hvor Dansk Folkepartis ordfører sagde det her med, at det giver mening og det er relevant, at elever har indflydelse på undervisningen. Så hvordan vil Dansk Folkeparti fremme det?

Ordføreren.

Man har jo allerede en mulighed for at få indflydelse på sin hverdag gennem elevrådet og gennem deltagelse i undervisningen. Det må være rigeligt. I min tale har jeg ikke nævnt noget om straf. Det er ordførerens eget ordvalg. Det, vi taler om, er myndige voksne, der skaber struktur, rammer, regelmæssighed og ro, hvilket er så afgørende for børn i dag. På nogle skoler svigter man totalt, og derfor har vi disse ulykkelige sager rundtomkring i landet.

Vi siger tak til ordføreren. Der er ikke yderligere korte bemærkninger. Så er det børne- og undervisningsministeren.

Tak for debatten. Jeg vil ikke komme med nogen lang tale, men bare et par enkelte bemærkninger. Det ene, jeg vil sige, handler om penge, som ikke har fyldt så meget i diskussionen, men dog alligevel lidt, og det er noget, som jeg synes generelt fylder meget i folkeskolediskussionen, fordi mange politiske diskussioner slutter med budskabet: Send flere penge. Jeg har prøvet at grave lidt i, hvor mange penge vi bruger på folkeskolen i dag. Vi bruger 92.000 kr. pr. elev i gennemsnit på 1 skoleår – nogle steder markant mindre og nogle steder mere, afhængigt af hvordan udfordringerne er på skolen – og det her beløb er jo inklusive specialundervisning, som også er en del af folkeskolens samlede undervisning. En af udfordringerne i folkeskolen for tiden er jo, at skolen lykkes med at inkludere færre og færre børn, og det betyder, at flere og flere børn går i specialklasser og specialskoler, hvor udgifterne pr. elev er markant højere, og det er så samtidig med til at udhule økonomien i de mere almene folkeskoletilbud, og det er lidt en ond spiral, folkeskolen er kommet ind i.

Med regeringens folkeskoleudspil foreslår vi at lægge yderligere penge oven i de 92.000 kr., og det gør vi med fuldstændig åbne øjne, fordi vi mener, at det er nødvendigt. Men jeg tror også, det er vigtigt for os som politikere, der laver lovgivningen omkring skolerne, at alle diskussioner ikke ender med: Send flere penge – men at vi diskuterer, hvordan vi så inden for rammerne af et af verdens dyreste skolesystemer vil lykkes med at få mere kvalitet ud i den anden ende. Og et bidrag til den diskussion er den debat, vi har haft i dag, så det er jeg glad for.

Den anden ting, jeg vil sige noget om, er formålet med skolen. Skolen er jo – sådan ser jeg selv på det – de voksnes gave til børnene. Det er at sige til den næste generation, at de ikke selv behøver at opfinde den dybe tallerken, for vores generation har sådan set skrabet noget til bunke, som vi gerne vil levere videre. Det er noget viden og nogle færdigheder og indsigter, som de ikke behøver at opfinde selv, fordi vi allerede har regnet en del ud, både om naturen, om menneskets historie og i forhold til nogle færdigheder, som kan bearbejde den virkelighed, man er en del af. Derfor tror jeg også, det er vigtigt at holde fast i, at når det nu er de voksnes gave til børnene, så nytter det ikke noget, at vi beder børnene om selv at vælge fra hylderne, hvad det er for en gave, de skal have. Altså, vi må holde fast i, at de voksne og i sidste ende Folketinget er dem, der bestemmer sig for, hvad der er skolens indhold, altså hvad det er for nogle fag, og hvad indholdet af de fag, der skal formidles videre, er. Det nytter jo ikke noget, at vi spørger børnene, hvad de gerne vil lære i skolen, for så er der ingen grund til at holde skole.

Når det er sagt, ved vi jo, både fordi vi lever i et demokratisk samfund, men også fordi vi ved, at det motiverer eleverne, og fordi det bare er almindelig sund fornuft, at vi også skal inddrage eleverne i de beslutninger, der træffes på skolerne. Derfor har vi regler om elevråd, og derfor er vi interesseret i, at der skal være flere valgfag, særlig for de ældste elever. Men vi bliver nødt til at holde fast i, at det er de voksne, der bestemmer, hvad det er, man skal lære i skolen. Ellers giver det ikke meget mening i det hele taget at have en skole.

Det sidste, jeg vil sige, handler om den demokratiske betydning af de praktiske fag. Når jeg siger de praktiske fag, tænker jeg særlig på billedkunst, madkundskab, håndværk og design, som jo både er nogle færdigheder, man kan tillære sig i skolen, men som jo også er en måde at påvirke sine omgivelser på, og derfor mener jeg også, at de fag har et demokratisk ideal i sig. I regeringen arbejder vi også på – vi har i hvert fald foreslået det – at for de ældste elever skal det også være muligt at vælge teknologi som et valgfag, og her er det vigtigt for mig, at teknologi ikke bare bliver et spørgsmål om, at man bliver forbruger af teknologi, men at man faktisk også kan bruge teknologi til at påvirke sine omgivelser, og dermed har det fag også et demokratisk ideal.

For vi politikere er jo vant til, at folk hele tiden spørger om, hvad vi mener, men de fleste borgere i det her samfund kan sagtens gå en dag, en uge eller en måned, uden at nogen faktisk spørger, hvad de mener, og hvad de mener at der skal forandres i samfundet. Der er det at opdrage næste generation til at påvirke sine omgivelser, f.eks. gennem musikken eller gennem håndværk og design, også en mulighed for at opdrage demokratiske borgere, der er i stand til at påvirke det samfund, de er en del af. Og det ønsker vi altså at knytte et ekstra fag til, nemlig teknologi, fordi den mulighed for, at man kan påvirke sine omgivelser og ikke blive en passiv forbruger af teknologien, også er ved faktisk at kunne forstå at anvende den, og derfor er teknologi for mig også et praktisk fag.

De tre ting – at penge ikke kan være det eneste svar, at de voksne er nødt til at beslutte, hvad det faktisk er, man skal lære, og at de praktiske fag også har et demokratisk ideal i sig – er de vigtigste notater, jeg tager med mig videre fra forespørgselsdebatten.

Så synes jeg også altid, når vi diskuterer folkeskolen, at vi skal diskutere med hinanden, hvordan det egentlig går med det, vi allerede har besluttet, og som vi er enige om, f.eks. elevrådsbekendtgørelsen. Hvis man læser den, er den smuk, og den bærer efterkrigstidens demokratiske idealer i sig, nemlig at det er vigtigt at opdrage næste generation med indflydelse på deres egen dagligdag. Men hvordan går det egentlig med det? Hvor mange skoler har faktisk et velfungerende elevråd? Hvor mange steder understøtter skoleledelsen faktisk, at de i praksis er med til at påvirke de beslutninger? Og den diskussion bliver kun vigtigere, hvis vi fra Folketingets side beslutter at frisætte mere, fjerne flere bindinger i folkeskoleloven og lægge flere beslutninger ud lokalt; så bliver det endnu vigtigere, at vi får fulgt op på, om de idealer og de beslutninger, der er i elevrådsbekendtgørelsen, faktisk også materialiserer sig i den virkelige verden. Det er i hvert fald også en ting, jeg vil tage med mig videre fra debatten. Tak for ordet.

Tak til ministeren. Der er indtil videre en enkelt kort bemærkning. Det er fru Lotte Rod.

Der er ligesom tre niveauer af politik. Der er formål og værdier, der er reglerne, og så er der rammerne. Når folkeskolereformen var så stor en fejl, var det, fordi man lavede alle mulige regler, men svigtede både i forhold til formålet og rammerne. Nu skal vi gøre det modsatte. Vi skal både lede mere i forhold til formålet, og vi skal lave nogle ordentlige rammer. Derfor er det jo tankevækkende. I dag har vi sådan en fin debat om værdierne. Vi er otte ud af ni partier her i Folketingssalen, som taler varmt for vigtigheden af, at elever får mere indflydelse på deres undervisning; det har en værdi i sig selv. Men samtidig er virkeligheden derude jo bare, at der er 1.000 færre lærere end sidste skoleår – det har vi lige fået nyheden om i dag. Altså, der er forsvundet 1.000 lærere. Derfor bliver regeringen jo nødt til at forholde sig til, om der er de rette rammer, for at det i virkeligheden kan lade sig gøre.

Ministeren.

Jamen vi vil gerne forholde os til det. Vi mener, at faglokalerne har en for ringe standard, og at de ikke er i stand til at møde de ønsker, vi har, i forhold til at der skal kunne være mere undervisning i faglokaler. Derfor er der afsat over 2,5 mia. kr. over 3 år til at styrke faglokalerne i folkeskolen. Vi mener også, at der er behov for flere ressourcer til at ansætte flere folk, og derfor har vi også lagt et udspil frem med noget ekstra økonomi til bl.a. undervisere, der skal kunne hjælpe de elever, der har det sværest i dansk og matematik.

Så det er ikke, fordi vi ikke mener, at rammerne skal styrkes. Det er blot, fordi de pædagogiske diskussioner og indholdet fortaber sig, hvis den eneste diskussion, der kommer, er om de økonomiske rammer omkring skolen. Så får vi en fattig diskussion, og så kommer vi heller aldrig i mål. For hvornår er nok nok? Hvis ikke det er 92.000 kr., hvornår er det så, at vi føler os i stand til at drive en kvalitetsskole? Det burde man faktisk kunne gøre for den økonomi, der er nu.

Spørgeren.

Men min og Radikale Venstres pointe er, at vi skal gøre begge dele. Vi har lige haft værdiformålsdiskussionen i dag. Vi er otte ud af ni partier her i Folketinget, som taler for, at elever skal have mere indflydelse på deres undervisning. Men samtidig skal regeringen da tage alvorligt, at der på 1 skoleår er blevet 1.000 færre lærere. Hvad er regeringens holdning til, at mens vi vil alt det her gode, er virkeligheden derude, at lærerne kommer til at løbe stærkere?

Værsgo til ministeren.

Jeg kender ikke lige den undersøgelse om 1.000 færre lærere. Jeg ved, at der ikke er masser af arbejdsløshed blandt skolelærere i Danmark. Så om det er et udtryk for, at der er kommet færre uddannede lærere i folkeskolen eller mindre personale i folkeskolen, ved jeg ikke. Mit bedste gæt er nok, at det mest handler om det sidste. Det er også en udfordring, men det er dog en anden udfordring, end hvis der gik masser af arbejdsløse lærere rundt og bare ikke var ansat.

I øvrigt vil vi gerne forholde os til rammerne. Vi har som sagt afsat ekstra økonomi til anlægsrammen, altså til nye faglokaler, og til ekstra personale. Vi bliver også bare nødt til som politikere at kigge hinanden i øjnene og sige, at der ligger 92 tusindkronesedler foran hvert eneste barn i den danske folkeskole i gennemsnit. Kan vi ikke lave kvalitet for det? Det skal vi simpelt hen kunne lave kvalitet for, uden at svaret bliver, at der skal lægges et par ekstra sedler oven i bunken. Det er mange penge. Det skal vi kunne levere kvalitet for.

Tak. Så er det Anne Hegelund fra Enhedslisten som spørger. Værsgo.

Jeg kunne bare godt tænke mig at vide, hvordan regeringen vil sørge for, at der bliver bedre arbejdsforhold, mere tid og mere plads til at inddrage eleverne, hvis ikke der skal sendes flere penge. Jeg tænker ikke, at det er nok, at der bliver ryddet op i stram styring og læringsmål, når lærerne derude oplever, at de ikke har tid nok til at forberede sig eller til overhovedet at få det til at hænge sammen, som det ser ud nu, hvor der også er så mange lærere, der forsvinder fra folkeskolen.

Er der andre ting, man kunne forestille sig der skulle ryddes op i? Nu har jeg nævnt prøver, tests og eksamener, og ja, I vil gerne rydde op i læringsmål, men var der nogen andre ting, man kunne rydde ud i, sådan at der ikke bare kommer en liste med flere opgaver til lærerne og en af dem også bliver mere inddragelse af eleverne?

Værsgo til ministeren.

Jeg er meget enig i, at vi ikke bare skal ankomme med endnu flere opgaver til skolelærerne. Jeg synes i forvejen, at den danske folkeskole løser vel rigeligt problemer i vores samfund. Nogle af de aktuelle historier viser også, at udfordringer, der ikke nødvendigvis er skolens skyld, alligevel ender med at blive skolens opgave.

Vi foreslår også i vores udspil at fjerne en række af de bindinger, der er i den eksisterende lovgivning. Ud over læreplanerne er der også bare en masse proceskrav i den eksisterende lovgivning, som vi ønsker at fjerne og sige man må beslutte lokalt.

Derudover vil vi jo gerne afsætte flere ressourcer. Vi har fremlagt økonomi til det, og vi sidder og forhandler det nu, så vi er sådan set enige i, at særlig de elever, der har det sværest, er der behov for at kunne give noget ekstraordinært, særlig i dansk og matematik, for at de ikke bliver koblet af folkeskolens øvrige fag.

Derudover er det vores ambition, at kommunerne kunne aftale, at nogle af de efteruddannelsesmidler, der er i skolen, skal bruges på klasseledelse og specialpædagogik, fordi der er nogle udfordringer i skolen i dag, som for mange lærere ikke er i stand til at håndtere, fordi kompetencerne eller rammerne til det ikke er til stede. Det handler bl.a. om elever med særlige behov, som der er nogle lærere der står ret alene med.

Tak. Værsgo til spørgeren for yderligere opfølgning.

Tak for svaret. Jeg synes jo også, det lyder som et godt skridt på vejen til at løfte kvaliteten i folkeskolen. Jeg er bare nervøs for, at der ikke bliver ryddet nok op, i forhold til hvor mange nye opgaver eller nye ting der skal fokus på, som følger med det her udspil, og den krise, man lidt står i med ikke at kunne skaffe nok arbejdskraft.

Hvis man spørger lærerne, hvordan det er at være lærer ude i folkeskolen, tænker jeg, at langt de fleste ikke tænker, at det er vildt gode arbejdsforhold. Så tror I, at det her løft er nok til, at der kommer flere lærere derude?

Tak. Værsgo til ministeren.

Det er aldrig godt nok, men jeg synes godt, at vi allerede i dag kan være stolte af vores folkeskole, selv om vi ikke er tilfredse med den. Det er jo en god dansk disciplin at tale om de toge, der ikke går tiden, og dermed også om alt det, der ikke fungerer i folkeskolen. Men der er masser, der fungerer i den danske folkeskole. Der er tusindvis af lærere, der går glade på arbejde. Der er tusindvis af børn, der kommer glade hjem fra skole. Der er masser, der fuldfører folkeskolen og har været glade for at gå der, starter på en ungdomsuddannelse og får et godt liv. Det er dog hovedfortællingen, og så har vi så nogle udfordringer, vi skal have håndteret.

Jeg synes, det er fint, at vi politikere bruger tiden på at diskutere problemerne, men nogle gange kan jeg også godt blive lidt træt, hvis jeg åbner en avis og kan læse om den store krise i folkeskolen. Altså, der er udfordringer og store udfordringer nogle steder, men jeg synes, det er forkert at sige, at folkeskolen bare er i en eksistentiel krise, og at der er lærerflugt og sådan noget, for grundlæggende set er det jo et fedt sted at arbejde, og det er en meningsfuld opgave, man har fået, og langt de fleste elever er glade for at gå i skole; det viser trivselsmålingerne også.

Tak. Så er det fru Karina Adsbøl fra Danmarksdemokraterne som spørger. Værsgo.

Tak for det. Ministeren sagde i sin tale, at skolen er de voksnes gave til børnene, men for nogle er det en hadegave, og når jeg siger det, mener jeg i forhold til dem, der mistrives, og dem, der lider af skolevægring, og i forhold til bl.a. nogle af de elever, vi også har læst om i dagspressen, som er udsat for diverse krænkelser, negativ social kontrol og andre ting, som det har været dokumenteret. Jeg kunne godt tænke mig at høre ministeren om, hvordan ministeren egentlig vil skabe de bedste rammer. Mener ministeren i forhold til hele folkeskolereformen og hele inklusionsreformen, som gik ud på, at alle skulle inkluderes, at det er den bedste vej at følge, at alle simpelt hen skal inkluderes i folkeskolen? Det lyder rigtig, rigtig godt, men er ministeren ikke også bekymret for, at det kan ende med eksklusion af nogle andre elever, fordi der måske er nogle, der har mere behov for noget behandling frem for at skulle være et sted?

Ministeren.

Jeg tror, at med den folkeskole, som vi har tradition for at have i Danmark, kommer vi ikke op på en inklusionsgrad på 100 pct., som man i nogle andre europæiske lande eksperimenterer med i nogle områder. Det ville ikke være gavnligt i Danmark, tror jeg. Dengang man lavede inklusionsmålsætningen, var det jo 96 pct., der skulle kunne rummes i en almindelig folkeskoleklasse. Nu tror jeg, at vi er på omkring 93-94 pct., og det tal er faldende, så der er stadig færre børn, som folkeskolen lykkes med at inkludere. Mit bedste bud er, at en af årsagerne til, at inklusionsdagsordenen dengang gik galt, var, at man havde en målsætning, men man havde ikke redskaberne, og så nytter det jo ikke noget. Så presser du bare børn ind i nogle fællesskaber, som ikke kan rumme dem, og så er det jo dømt til at gå galt, og det gjorde det jo også, nogle steder mere end andre.

Jeg mener, at vi heldigvis er et andet sted nu. Der er langt flere gode erfaringer med at rumme børn med særlige behov inden for nogle ordentlige pædagogiske rammer, hvor det faktisk lykkes, og hvor også de børn, der ikke har særlige behov, hvis man kan tale om det på den måde, faktisk er glade for at gå. Men det kræver specialpædagogiske kompetencer og nogle ressourcer og nogle rammer til at håndtere de børn, der f.eks. har adhd eller noget andet – så kan det godt lade sig gøre. Så jeg er noget mere fortrøstningsfuld nu, end jeg ville have været for 10 år siden. Men vi skal passe på med ikke bare at gentage fejlene, altså at lave en målsætning uden at skabe forudsætningerne for, at det kan lykkes.

Tak. Værsgo til spørgeren.

Nu nævner ministeren selv ressourcer og rammer, og ministeren nævnte også, at det kostede 92.000 kr. pr. elev. Men hvordan vil man så sikre fra ministeriets side, at der er de rammer og de ressourcer, der skal være, netop for at sikre, at dem, der har behov for den ekstra hjælp og støtte, også får det? Ministeren nævnte i sin tale, og det synes jeg nemlig er essentielt, noget om kvalitetssikring, for man kan sagtens aftale noget om rammer og regler herinde, men hvordan sikrer man netop kvaliteten i det, man laver, og hvordan sikrer man så også, at det i den sidste ende lykkes.

Ministeren.

Jamen vi er i den heldige situation, at mens vi diskuterer det, er der allerede masser af kommuner og skoler, der handler på det her og faktisk har rimelig god succes med f.eks. at starte nye klasser op på en folkeskole. Lad os sige, at en skole starter tre klasser. Så har man måske 1. A, hvor de er 24 elever, og 1. B, hvor de er 24 elever, og så 1. C, hvor de måske kun er 16 elever og to lærere fast. Det er så til gengæld nogle børn med nogle særlige behov, og så har man et specialpædagogisk program, som er i stand til at rumme de børn, der har nogle særlige behov.

Det viser sig efter forsigtige, foreløbige erfaringer, at det faktisk gør, at man kan få skabt et læringsmiljø, hvor man kan fastholde børn med særlige behov i den almindelige folkeskole. Men det kræver, at man investerer ressourcerne tidligt, for det gør også, at alle de andre børn får et godt undervisningsmiljø. Det tager lang tid at slå sådan en kolbøtte i folkeskolen, for det betyder jo, at når der så starter nye klasser, skal man tage højde for, at der er nogle, der måske skal være i nogle særlige pædagogiske miljøer. Men lige så langsomt kan man undgå, at så mange børn i 3., 4., 5., 6. klasse bliver ekskluderet til specialskoler, hvor gennemsnitsprisen kan være 400.000 eller 500.000 kr. pr. barn.

Det er den økonomiske kolbøtte, vi skal slå, hvor vi får brugt ressourcerne tidligt og får uddannet personale, der er på skolerne, i stedet for at de sidder nede på forvaltningen. Vi har f.eks. også foreslået en efteruddannelse af pædagoger og lærere i specialpædagogik for netop at sikre, at ressourcerne er på skolen, på lærerværelset blandt kollegerne, og at det ikke er nogen, man kan ringe til nede på forvaltningen.

Så siger vi tak til børne- og undervisningsministeren.

Der er ikke flere, der har bedt om ordet, så forhandlingen er sluttet.

Afstemningen om de fremsatte forslag til vedtagelse vil som nævnt først finde sted torsdag den 22. februar 2024.

Inden vi går i gang med næste punkt på dagsordenen, skal vi lige have skiftet pladser.