Det næste punkt på dagsordenen er:

48) Forespørgsel nr. F 31:

Forespørgsel til beskæftigelsesministeren:

Vil regeringen redegøre for konsekvenserne af afskaffelsen af store bededag?

Af Karsten Hønge (SF), Charlotte Munch (DD), Sólbjørg Jakobsen (LA), Dina Raabjerg (KF), Victoria Velasquez (EL), Nick Zimmermann (DF) og Torsten Gejl (ALT).

(Anmeldelse 16.04.2024. Fremme 18.04.2024).

Vi skal nu i gang med endnu en forespørgselsdebat, og det indebærer, at ordførerne skal forblive på de forreste rækker.

Jeg gør også opmærksom på, at afstemningen om eventuelle forslag til vedtagelse udsættes til tirsdag den 4. juni 2024.

Der er en begrundelse fra ordføreren for forespørgerne, hr. Karsten Hønge, Socialistisk Folkeparti. Værsgo, 3 minutter.

Afskaffelsen af store bededag trækker mange og meget forskellige negative spor efter sig. For nogle af de partier, der er medindkaldere til forespørgslen, er de vigtigste argumenter, at de økonomiske beregninger ikke hænger sammen, for andre er det, at indgrebet med at afskaffe store bededag har belastet forholdet og overhovedet samarbejdsklimaet og relationerne mellem Folketinget og folkekirken, og for andre partier var det vigtigste argument, at indgrebet, tyveriet af lønmodtagernes fridag, var et brud med den aftalemodel, som er på arbejdsmarkedet.

Så partierne bag indkaldelsen er enige om, at det var en helt usædvanlig dårlig idé at afskaffe store bededag, men hvor hvert enkelt parti kan have forskellige argumenter, som de synes er vigtigere end andre argumenter. Vi er dog samlet i enighed om, at det var en stor og en i nogle sammenhænge måske nærmest historisk fejl af regeringen at afskaffe store bededag. Partierne er blevet enige om et forslag til vedtagelse, og det tager vi således opmuntrede først senere.

Tak til hr. Karsten Hønge. Så går vi over til beskæftigelsesministeren for besvarelsen. Værsgo.

Tak for det. Som ordføreren for forslagsstillerne netop har redegjort for, er afskaffelsen af store bededag som helligdag en politisk beslutning, som har skabt både opmærksomhed og debat af meget forskellig karakter, ikke bare i Folketinget, men også uden for disse mure. Det har jeg respekt for, og derfor er det også godt, at vi har mulighed for at drøfte beslutninger, også efter de er truffet, og konsekvenserne af dem.

Intentionen om at fjerne en helligdag fremgår af vores regeringsgrundlag Ansvar for Danmark, og det er netop at tage ansvar for Danmark og sørge for, at både finansieringen af de nødvendige prioriteringer og den nødvendige arbejdskraft til vores arbejdsmarked er til stede. Ved at afskaffe en helligdag bidrager stort set alle danskere til en øget finansiering af vores fælles forsvar og fælles sikkerhed, og det øger samtidig beskæftigelsen.

Nu er vi godt en måned på den anden side af den første gang, hvor fjerde fredag efter påske ikke var en helligdag, og jeg kan konstatere, at folk gik på arbejde. Jeg har også noteret mig, at bagerne fortsat både bagte og solgte hveder, så danske familier kunne fastholde traditionen med at spise lune hveder med smør. En række konfirmationer er blevet afholdt. Nogle blev flyttet til en anden dag, men nogle familier tog også en fridag for at fejre den fredag, der havde været planlagt længe. De lønmodtagere, der gerne ville holde fri af andre grunde, tog en fridag.

Derudover vil jeg gerne kvittere for parternes arbejde med at få overenskomstforhandlingerne på det offentlige område i mål og i den forbindelse tage højde for lovændringen. Som en del af ok-24 blev der taget højde for afskaffelsen af store bededag og det løntillæg, lønmodtagerne fik ret til. I stedet for at lønmodtagerne på det offentlige område skulle have et særskilt tillæg for store bededag, har parterne aftalt at forhøje den særlige feriegodtgørelse i overenskomsterne. Det er fornuftigt.

Afskaffelsen af store bededag som helligdag betyder kort sagt, at den almindelige fuldtidsarbejdende dansker får forøget sin årlige arbejdstid med 7,4 timer, og at vi går fra 11 til 10 helligdage pr. år – alt sammen selvfølgelig med løn. Danskerne er et arbejdsomt folkefærd, og det er fundamentet for vores stærke velfærdssamfund. Samlet set står jeg og regeringen ved den politiske beslutning om at afskaffe store bededag som helligdag. Vi har brug for, at alle bidrager, og det her er en solidarisk måde at gøre det på. Tak for ordet.

Tak til ministeren. Der er en kort bemærkning til hr. Karsten Hønge, Socialistisk Fokeparti. Værsgo.

Jeg hørte jo flere gange ministeren bruge ordene om, at det her handler om at tage ansvar. Det lykkedes nærmest ministeren at få det til at lyde som noget sådan prokuratoragtigt noget. Nu har vi taget ansvar, og vi har sådan set bare flyttet en helligdag, altså en fridag, over til at være en arbejdsdag. Så skulle det ligesom være ude af verden. Må jeg bede ministeren om at gå ind i substansen af det? Den er, synes jeg måske især fra et socialdemokratisk synspunkt, at man her vælger at tage ansvaret for at forringe den danske model.

Det er den aftalemodel, der er så genial og så sufistikeret, at den gør, at vi har et arbejdsmarked, der er et af de fredeligste i Europa, i hvert fald når det kommer til det private arbejdsmarked. Her vælger en socialdemokratisk ledet regering at placere en vejsidebombe i forhold til den tillid, man kan have til, at vi når frem til aftalerne igennem forhandlinger. Så hvordan er ministerens refleksioner over, at man i fagbevægelsen oplevede det her som en lodret konfrontationspolitik?

Tak. Jeg vil lige gøre opmærksom på, at der er tale om én kort bemærkning her i første runde. Værsgo til ministeren.

Mange tak for det. Jeg skal se, om jeg kan nå rundt om det hele, for der blev sagt lidt forskelligt. Når der ikke er opfølgende spørgsmål, skal man selvfølgelig prøve at favne det.

Først og fremmest bliver der spurgt om, om det her er at tage ansvar, og om det i virkeligheden var sådan en nødvendighed. Jeg tror ikke på nødvendighedens politik. Jeg tror ikke på, at der er nogen som helst af de beslutninger, vi træffer herinde, som man ikke kan udfordre og diskutere. Der er mange måder at skaffe både øget beskæftigelse og penge på. Jeg mener, og det har jeg ment hele vejen igennem, at det her er en måde at få alle arbejdende danskere til at løfte en lille smule i flok på, altså 7,4 timer om året med løn. Der ville være andre måder, man kunne gøre det tilsvarende på, altså hvor man kunne få en mindre gruppe til at betale en meget højere pris. Det har jeg ikke ønsket, at vi gjorde.

Så er det hr. Mikkel Bjørn, Dansk Folkeparti.

Jeg er blevet lidt nysgerrig, for ministeren har sagt det her med, at den beslutning er begrundet i et ønske om at tage ansvar. Jeg er nysgerrig på, hvad det egentlig er, man tager ansvar for. Nu hørte jeg statsministeren sige i går, at hun ikke havde nogen ambitioner om, at danskerne skulle arbejde mere. Alligevel bruger ministeren i sin tale det som begrundelse for nødvendigheden af afskaffelsen af store bededag, altså at fuldtidsarbejdende dansker nu får en forøget arbejdstid.

Der er jeg lidt nysgerrig på, hvad det egentlig er, der er op og ned. Har regeringen en ambition om, at danskerne skal arbejde mere, eller har den ikke?

Ministeren.

Tak for det. Det er jo bl.a. at tage ansvar, når man sørger for, at vi kan styrke vores forsvar og sikkerhed i en tid med krig, og det er det, det her bidrager til. Det mener jeg er at tage ansvar. Det skal man selvfølgelig finansiere. Jeg mener så til gengæld også, at man jo skal passe på med rækkefølgen i ting. Når vi i vores regeringsgrundlag siger, at vi vil gå fra 11 til 10 helligdage, øger det i praksis arbejdstiden 7,4 timer for fuldtidsarbejdende danskere, og det er jo at øge arbejdstiden, men det er jo ikke det samme, som at man halvandet år efter fortsat har en ambition om, at danskerne skal arbejde mere.

Så er det fru Sólbjørg Jakobsen, Liberal Alliance. Værsgo.

Tak. Jeg hørte også statsministeren i går under afslutningsdebatten sige, at hun havde undervurderet den modstand, der ville være ved afskaffelsen af store bededag. Jeg er også enig med ministeren i, at man altid skal tage ansvar, også for Ukraine og danskernes sikkerhed. Men der er jo mange måder at få flere penge i statskassen på. Der er også mange måder at øge den strukturelle beskæftigelse på. Set i bakspejlet fortryder ministeren så beslutningen eller processen?

Ministeren.

Nej, jeg står ved den her beslutning, men jeg kunne aldrig finde på at påstå, at det var den eneste vej til noget af det, der er kommet ud af den, f.eks. at skaffe penge eller øge beskæftigelsen. Det er der mange veje til. Det her var den, vi valgte. Så man kan tage statsministerens ord i går som en refleksion over, om man var bevidst om, hvad det var for en debat, man startede. Men selve beslutningen står jeg fuldt ved.

Så er det fru Dina Raabjerg, Det Konservative Folkeparti.

Tak. Jeg hører det sådan, at ministeren ikke fortryder processen. Det var sådan, jeg tolkede svaret, der kom, på Liberal Alliances ordførers spørgsmål. Men når man laver sådan en beregning på, hvad ting koster, hvad et forslag koster – jeg er selv økonom og har lavet sådan nogle beregninger, mens jeg har været offentligt ansat – kan man jo kun regne på det, man ved, og så er det jo en rigtig god idé at have en god, lang høringsproces, så man kan få input til alt det, som man ikke ved og ikke kan se.

En af de ting, som man har fundet ud af efterfølgende, er, at ansatte i folkekirken, som jo ikke rigtig blev hørt, ikke er omfattet af kompensation for helligdagsarbejde. De mister så heller ikke en fridag, og derfor har de heller ikke fået en kompensation ligesom resten af befolkningen.

Så jeg kunne godt tænke mig at høre ministeren, hvad ministeren synes om så mangelfuld en høringsproces, og hvad hun tænker det har gjort for den beregning, der er kommet ud af det.

Ministeren.

Vi bestræber os generelt på, at der skal være fulde høringsprocesser. Vi bestræber os også generelt på, at der skal være en fuld lovbehandling i Folketingssalen. Det var der i den her sag, men der var også en forkortet høringsperiode, og det var faktisk af hensyn til de overenskomstforhandlinger, som man nødig ville have overlap med. Det har selvfølgelig den konsekvens, at vi ikke fik den fulde høringsperiode. Det skal man altid bestræbe sig på, men jeg mener også, at man er nødt til at forholde sig til, hvad der i øvrigt pågår på det danske arbejdsmarked. Derfor var det den her vej frem, vi valgte.

Så er det fru Victoria Velasquez, Enhedslisten. Værsgo.

Tak for det. Ministeren siger, at alternativerne ville være over for mindre grupper at gøre noget, der gør mere ondt. Der tænker jeg bare, hvorfor ikke vælge at gøre mere godt? Ledigheden lige nu blandt fleksjobbere er på 20 pct. Det er jo helt vildt højt. Der er over 50.000 mennesker, der er blevet sygemeldt med arbejdsrelateret stress, og selv efter 4 år er mange af dem ikke tilbage på deres arbejdsplads igen. Det var også fra ministerens eget ministerie, vi kunne se tallene på, hvor hårdt det rammer, også arbejdsudbuddet, med de arbejdsulykker, som der er. Vi har så mange lavthængende frugter i forhold til at skabe så god en seniorpolitik, at folk, uagtet hvor god vi laver en tidlig pension, seniorpension og alle de andre tilbagetrækningsordninger, der overhovedet skulle kunne være, ikke kunne drømme om at gøre brug af dem, fordi de har lyst til at blive på deres arbejdsplads.

Derfor får jeg lyst til at spørge ministeren: Hvorfor var de muligheder ikke bedre end at afskaffe store bededag?

Ministeren.

Jeg mener faktisk, det er et spøgsmål om både-og. Jeg mener også, at regeringen er i fuld gang med det, og i forhold til de ting, der bliver nævnt her, jo i meget høj grad i samarbejde med spørgeren og spørgerens parti. Det er både i forhold til at se på arbejdsulykker og at se på, hvordan vi giver flere seniorer lyst til at arbejde mere osv., og også i forhold til et rummeligt arbejdsmarked. Alle de der elementer er helt uhyre vigtige, og dem skal vi også gøre brug af.

Så er det hr. Torsten Gejl, Alternativet. Værsgo.

Tak, formand. Nå, men altså, vi skal jo have løst det her problem. Jeg ser her på en overskrift fra Berlingske, hvor der står:

»Mette Frederiksen til partierne: Hvis I vil have store bededag tilbage, må I finde pengene«.

Det er selvfølgelig lige lovlig groft, at regeringen har brugt pengene, og at så skal vi finde dem, men fred være med det. Der er et par muligheder, som jeg tænkte ministeren kunne vælge imellem. F.eks. kunne vi bruge de milliarder, vi sparer i den beskæftigelsesreform, vi kommer til at lave. Det burde være nok til at finansiere, at vi får bededag tilbage. Eller vi kunne måske bruge de her mange milliarder, der er fundet i råderummet. Så vidt jeg kan se, er det i hvert fald nok til at få de fem første bededage tilbage. Hvordan tænker ministeren det kunne løses bedst?

Ministeren.

Altså, nu er det jo faktisk ikke sådan, at jeg har brugt pengene, og at hr. Torsten Gejl skal finde dem. Det er mere et spørgsmål om, at hvis man vil trække finansieringen tilbage, altså de penge, som det her forslag har givet, må man også selv finansiere det. Men som jeg startede med at svare, står vi fuldt ud på mål for den politiske beslutning, der er truffet her. Til gengæld glæder jeg mig samtidig også til at lave en beskæftigelsesreform, der også frigiver nogle penge, vi så også kan bruge på noget rigtig godt.

Tak til ministeren. Vi går nu over til forhandlingen og de almindelige regler for korte bemærkninger. Så er det ordføreren for forespørgerne, hr. Karsten Hønge, Socialistisk Folkeparti. Husk forslaget til vedtagelse. Værsgo.

Omfattende protester i hele landet dokumenterede, at regeringen var på kollisionskurs med befolkningen, og især Socialdemokratiet lider fortsat, helt åbenlyst og berettiget, under tyveriet af fridagen. Jeg lagde selvfølgelig også mærke til statsministerens undskyldninger og bortforklaringer ved afslutningsdebatten i går. Det var for lidt, og det var for sent – medmindre statsministeren foreslår at levere tyvekosterne tilbage til de hårdtarbejdende danskere.

Når vi diskuterer en dag, der har sådan et religiøst tilhørsforhold, kan man vel godt bruge et bibelsk udtryk: Når man har syndet, kan man godt få tilgivelse, men så skal man altså også gøre skaden god igen, og man skal sværge, at man aldrig synder igen. Og her er der stadig væk noget vej at gå for ministeren og Socialdemokraterne. Men det er aldrig for sent at omvende sig, og vi ved jo alle sammen, at de første skal blive de sidste og de sidste skal blive de første.

Ved at afskaffe store bededag løber man om hjørner med lønmodtagerne, og folk har gennemskuet det. Regeringen snublede over sine egne ben og lignede Bambi på isen. Forslaget var uforberedt, og det var uigennemtænkt, og regeringen involverede ikke fagbevægelsen eller arbejdsgiverne på forhånd. Det var en arrogant måde at behandle vigtige samarbejdspartnere og arbejdsmarkedet på. Det var kort sagt en grov provokation af lønmodtagerne.

For det er lønmodtagerne, der skal betale gennem ekstra arbejde, men hvad med bidrag fra aktieejerne og arbejdsgiverne? Og i øvrigt har man jo altid kunnet arbejde på store bededag og andre helligdage, bare til en højere betaling. Nu skal alle arbejde mere, bare til en lavere løn. Det er en forkert vej at gå, når en epidemi af stress ruller hen over landets arbejdspladser.

Regeringen blander sig direkte i forhold, som ellers aftales mellem fagbevægelsen og arbejdsgiverne. Det undergraver det, som vi så stolt kalder den danske model, og det er hovedløst. Hvad er det næste, der skal finansieres ved at gafle lønmodtagernes fridage? Hvis ikke vi og fagbevægelsen sætter hælene i nu, risikerer vi, at overenskomsterne fremover bliver alle regeringers malkeko, når der skal findes penge til et eller andet. Perspektivet er skræmmende.

Store bededag kan så gå hen at blive statsministerens og beskæftigelsesministerens Via Dolorosa – for nu igen at benytte en reference til Bibelen; smertens vej var ydmygelser og pine. Fagbevægelsen og arbejdsgiverne vil ikke bare fikse politiske idéer. Ledere af stærke, uafhængige faglige organisationer er ikke stikirenddrenge. Det endte fra regeringens side med en uhørt magtdemonstration over for et arbejdsmarked, som ellers bæres af samarbejde og respekt, og her må jeg minde både statsministeren og beskæftigelsesministeren om, at Via Dolorosa endte ved Golgata.

Det er galt nok, at regeringen hugger en fridag i en tid med stress. Det er galt nok, at regeringen direkte tager løntillæggene fra de ansatte og putter dem i arbejdsgivernes lommer. Men det værste er alligevel, at regeringen hamrer en betonpæl gennem den danske model. Folketinget rejste en skamstøtte af beton ved at tromle hen over fagbevægelsen og arbejdsgiverne og det store mindretal af partier, og Socialdemokratiet sad i førersædet i damptromlen. Det både overrasker og skuffer mig.

Regeringen blander sig direkte og detaljeret i forhold, som ellers aftales mellem fagbevægelsen og arbejdsgiverne. Det undergraver det tillidsfulde samarbejde på arbejdsmarkedet og kaster grus i maskineriet mellem parterne på arbejdsmarkedet og mellem parterne og Folketinget. Regeringen leger med den ild, som kan brænde Danmarks unikke og sofistikerede model for arbejdsmarkedet ned – den her helt særlige konstruktion, som giver os et dynamisk og fleksibelt arbejdsmarked, både på det private og det offentlige område.

Tyveriet af store bededag var uigennemtænkt, og det var hovsaagtigt, og jeg har endnu ikke set et eneste argument for, at det skulle presses igennem. Men vi har brug for pengene, hører vi hele tiden. Finansministeriet og formanden for De Økonomiske Råd, den såkaldte overvismand, Carl-Johan Dalgaard, var på det tidspunkt vildt uenige om den økonomiske gevinst. Professor Bo Sandemann Rasmussen sagde også dengang om Finansministeriet, at de brugte hokuspokusberegninger. Han sagde også, at det var som at trække et eller andet op af en hat og sige, at det er det, vi tror på i dag.

På en god dag er det højst usikre økonomiske beregninger og et skud i tågen; til gengæld kan vi være sikre på, at projektilet rammer lønmodtagerne. Regeringens argumenter er i øvrigt under alle omstændigheder fup og fidus. Hvis der skulle være en gevinst ved øvelsen, ja, så kunne den ekstra arbejdsdag jo lige så godt finansiere regeringens lettelser af topskatten eller den lavere arveafgift, i stedet for at den som påstået skulle gå til forsvaret. Regeringen blander sig direkte i forholdet mellem fagbevægelsen og arbejdsgiverne, og man skal passe på med at kaste grus i et maskineri, som ellers fungerer så fantastisk i Danmark.

Så har jeg et forslag til vedtagelse fra de partier, der har indkaldt til forespørgslen, og det lyder sådan her:

Forslag til vedtagelse

»Folketinget konstaterer, at de forudsætninger, som regeringen lagde til grund for afskaffelsen af store bededag, var forhastede og delvis forkerte. Det var endvidere et brud med den danske aftalemodel for arbejdsmarkedet og problematisk for forholdet mellem Folketinget og folkekirken.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 87).

Tak. Forslaget til vedtagelse er af Danmarksdemokraterne, Liberal Alliance (Karsten Hønge (SF): Det Konservative Folkeparti), ja, Enhedslisten, Alternativet og Socialistisk Folkeparti. Det var godt, vi fik det på plads.

Der er en række korte bemærkninger. Den første er fra fru Victoria Velasquez, Enhedslisten. Værsgo.

Jeg kan ikke lade være med at trække på smilebåndet over ordførerens tale og ville næsten ønske, den kom før demonstrationen, der bare fyldte hele Slotspladsen, for der er flere af de her smukke billeder, som jeg synes fortjener at komme på sådan et skilt ved en demonstration på Slotspladsen. Så det kan være, vi får en anledning igen. Tusind tak for de stærke billeder, som jo netop på så mange forskellige måder understreger, hvorfor det, regeringen har gjort, er så forkert.

Jeg kunne godt tænke mig at spørge lidt ind til noget af det, som ordføreren kommer ind på: Hvorfor er det, at statsministeren på den ene side går og siger, at hun ingen planer har om at øge arbejdstiden, mens hun samtidig er med til at øge arbejdstiden? Det er mig en gåde. Hvordan kan man på den ene side sige, at man ikke ønsker at gøre det og så på samme tid afskaffe en fridag, som betyder, at flere skal arbejde mere, og samtidig er der også en stigende pensionsalder osv. osv.? Det vil jeg gerne spørge ordføreren om.

Ordføreren.

Jeg tænkte om statsministeren, da hun erkendte sine fejltagelser og alligevel ikke ville gøre det helt og blandede det sammen været nogle sære bortforklaringer og undskyldninger, men dog alligevel som slutresultat måtte erkende, at i hvert fald statsministerens måde at tale om danskernes arbejdsmoral på ramte ved siden af bolden – jeg tror, det var det billede, statsministeren brugte – at det er ret simpelt at analysere, hvad det er, der er sket. Statsministeren er sammen med regeringen slået ind på Via Dolorosa, der jo er vejen af smerte og lidelse. Jeg tror godt de i horisonten kunne skimte Golgata – valgdagen – og derfor valgte de at komme med andre signaler i går. Golgata kan virke lidt skræmmende.

Ønskes anden korte bemærkning? Værsgo.

Ja tak, for noget kan også undre i samme omgang – og nu, hvor jeg får ordet igen, vil jeg da gribe muligheden for at tale om noget andet politik fra regeringen. De økonomiske vismænd har jo lige sagt, at noget, der sænker arbejdsudbuddet og arbejdstiden er, når man giver skatterabatter, i forhold til hvad man arver. Så jeg vil høre, om ordføreren finder det skævt, at man på den ene side afskaffer en fridag, som jo rammer særlig skævt, og så på den anden side holder fast i at give skatterabatter til nogle af dem, der står til at arve, og som man kan se dermed også arbejder mindre.

Ordføreren.

Altså, politik er jo hver eneste dag at vælge. Her har vi en regering, der har valgt meget præcist at ramme lønmodtagerne, komme med de mest forkølede vandrehistorier, myter og sange fra de varme lande om, hvorfor det skulle være nødvendigt at arbejde mere, mens vi i øvrigt har en økonomi, der mildest talt er stærk, og så vælger man i øvrigt ud fra den stærke økonomi at gøre livet lettere for de aktieejere, der i øvrigt ikke engang bidrager til det her ekstra arbejde. Jeg er egentlig ikke overrasket over Venstre, men jeg er overrasket over Socialdemokratiet.

Tak. Så er det hr. Kim Valentin, Venstre.

Det passede meget godt, at jeg lige blev nævnt der. Tak til ordføreren for talen. Jeg kunne godt tænke mig at dykke lidt ned i følgende problemstilling. Hvis vi kigger på vores velfærdssystem – det er jo noget, SF går meget op i – og vi kigger lidt frem i tiden, er der jo ikke de hænder, der skal være i velfærdssystemet. Det ved alle. Og det håber jeg også at SF vil erkende, altså at vi har brug for flere hænder i vores velfærdssystem.

Hvordan har SF tænkt sig at løse den problemstilling, at vi rent faktisk kommer til at mangle hænder i vores sundhedsvæsen, i vores ældresektor og rigtig mange andre steder? Altså, det adresserer man slet ikke her. Det at fjerne en helligdag gør ondt, og det er rigtig ærgerligt, at det skal være sådan, men det skaffer 8.500 flere hænder derude. Altså, hvad er det, man i stedet for vil i SF for at hjælpe velfærdssystemet?

Ordføreren.

Er det rigtigt, at der mangler hænder? Det tror jeg ikke. Der mangler hænder, der ved, hvad de laver. Og det er noget helt andet. Det er jo helt håbløst at omtale danske lønmodtagere med kvalifikationer som hænder, som om det er noget materiel, der går rundt og flytter på ting. Det er det ikke.

Så når vi ved, at vi fremover med sikkerhed kommer til at have for mange mennesker uden uddannelse og med sikkerhed kommer til at mangle mennesker med uddannelse, gad vide, hvad broen mellem de to udfordringer så hedder? Den hedder uddannelse. Hvis vi i dag mener at kunne betale for, at vi har 75.000 mellem 17 og 29 år, der hverken er i arbejde eller i uddannelse – det er 45.000, hvis jeg sætter aldersgrænsen ned til 25 år – er jeg bare bange for, hr. Kim Valentin, at det, når man gør den slags ting, så bliver sådan en slags overspringshandlinger, som forhindrer en i at gøre det, der er nødvendigt, og det, der gør, at vi får et samfund, der hænger sammen.

Så punkt 1: Der mangler ikke hænder; der mangler hænder, der ved, hvad de laver. Punkt 2: Hænder, der ved, hvad de laver, skal vi gå i gang med at finde. Og så har vi i øvrigt en arbejdskraftreserve i Danmark, hvis vi beslutter os for, at det er det, vi vil gøre. Jeg vil bare sige til hr. Kim Valentin, at det jo er helt uden ende, hvis det skulle være løsningen at tage fridagene. Så nytter 8.500 jo ingenting, for så skal vi have mange flere dage. Men det er måske også planen for Venstre.

Tak. Spørgeren for sin anden korte bemærkning.

Regeringen foreslår jo, at vi finder 45.000 par hænder. Det er det, der står i regeringsgrundlaget. Og så kan man godt lave noget semantik og sige, at det er forkert, og alle sådan nogle ting, men jeg hører ikke SF komme med et eneste løsningsforslag. Og det er jo ikke mig, der finder på det. Det er alle, der snakker om, at vi mangler arbejdsudbud. Kan SF løse det?

Ordføreren.

Ja, og jeg vil påstå, at vi løser det på en måde, som gør, at vi får et samfund, der rent faktisk hænger sammen, ved at bruge de ressourcer, vi har her i landet. Jeg tænker bare på, hvordan det egentlig må være at være 24 år uden arbejde og uddannelse og få at vide, at den eneste mulighed, man har for at skaffe ekstra arbejdskraft i Danmark, er at tage fra de folk, der i forvejen har et arbejde, og sætte dem til at arbejde mere, i stedet for at man selv bliver brugt.

Jeg vil bare advare imod at tro, at det er løsningen – med alle de beregninger, man i øvrigt kan sætte spørgsmålstegn ved. På en god dag – hvis jeg overhovedet accepterer, at det skulle være 8.500 – er det jo ingenting, i forhold til hvad der så skulle blive brug for. Hvor mange andre fridage skal man så tage fra lønmodtagerne, hvis det regnestykke skal hænge sammen? Det her er også en Via Dolorosa-vej at gå nedad.

Tak. Så er det hr. Mikkel Bjørn, Dansk Folkeparti.

Tak for det. Nu kom hr. Karsten Hønge selv med nogle forslag til, hvor man ellers skulle have fundet de her penge. Hr. Kim Valentin er meget optaget af de hænder, som vi angiveligt mangler. Nu har jeg læst, at de seneste 6 år er udgifterne til offentlig administration vokset med 11,2 mia. kr. Tror hr. Karsten Hønge, at det er et sted, hvor vi eventuelt ville kunne finde nogle penge, måske også nogle hænder, hvis man var villig til det?

Ordføreren.

Ja, det er jeg ret sikker på. Det er ikke, fordi jeg vil påstå, at det er noget, som kun jeg mener, for jeg tror også, at der i regeringen oprigtigt ligger en interesse i at få begrænset administrationen, men det er bare ikke lykkedes. Jeg tror, at vi her har en fælles opgave på tværs af partierne i ikke at falde i den her eksplosive udvikling af administration i Danmark. Jeg vil virkelig ikke påstå, at vi har patent på den.

Jeg tror, at vi må se på det på helt nye måder, for det er helt rystende at se, hvor meget administration øjensynlig har det med at vokse, især antallet af folk med lidt længere uddannelser, der beskæftiger sig med ting, der sikkert er brug for – for vi har bedt dem om det, og ellers gør de det vel ikke. Så vi har ansvaret her eller i kommunerne. Man kan godt nogle gange undre sig over, at nogle af sektorerne kan vokse så eksplosivt, herunder kommunikation i nogle af kommunerne.

Men jeg tror, at hr. Mikkel Bjørn har ret i, at der her vil være enorme ressourcer at finde. Jeg tror, at det også er den fælles opgave for os at få en samfundsudvikling, der måske kunne basere sig på tillid til de folk, vi har ansat, i stedet for hele tiden at lave nye kontrol- og effektiviseringssystemer.

Spørgeren for sin anden korte bemærkning.

Det er jeg glad for at høre, for det er noget, der optager os meget i Dansk Folkeparti. Altså, fra vores stol at se skævvrider det jo Danmark, hvis den fremtid, vi ser ind i, er en fremtid, der er fyldt med endnu flere akademikere end i dag og endnu færre af de mennesker, der løfter et helt almindeligt arbejde som sygeplejerske, skolelærer eller noget helt tredje. Så jeg er glad for, at SF bakker op om det, og jeg håber, at vi sammen kan være med til at mindske den offentlige administration.

Ordføreren.

Jeg tror faktisk, at vi på lange stræk kan have samme ambitioner, ikke bare i SF og Dansk Folkeparti, men jeg vil faktisk også strække det ud til at sige de fleste partier i Folketinget. Vi har bare ikke formået at finde nøglen til det, nærmest tværtimod. Det er, som om der er kommet en udvikling hen imod, at jo flere vi ansætter, jo flere projekter bliver der også opfundet. Det er, som om det genererer mere. Dem, der er der, finder på ting og udvikler ting, som vi egentlig ikke har bedt om. I udgangspunktet er det os, der har bedt om det, men der sker øjensynligt også en eller anden selvforstærkende virkning i den offentlige administration, som der virkelig er brug for at vi får gjort noget ved.

Tak. Så er det fru Dina Raabjerg, Det Konservative Folkeparti. Værsgo.

Tak for ordet. Og tusind tak for en brandtale; jeg kunne virkelig mærke hjertet hos ordføreren i den. Der blev fokuseret meget på, at det her ramte lønmodtagerne. Synes ordføreren ikke, at der også var andre, der blev ramt af den her afskaffelse af store bededag?

Ordføreren.

Jo, i høj grad, nemlig de børn, der nu ikke har deres forældre hjemme den dag, og som ellers kunne have set frem til at have en forårsfridag, hvor de kunne være sammen med familien, altså tage ud og nyde at være lidt sammen i forhold til en stresset hverdag.

Jeg synes, at taberne i det her, er familierne. Især i en situation, hvor man jo godt nok som enkeltperson i Danmark arbejder mindre, end man har gjort førhen, men hvor vi har fået en erhvervsstruktur i Danmark, der gør, at begge parter arbejder, og at vi som familier arbejder utrolig meget i Danmark, sætter det rigtig mange familier under pres. Og det er jo derfor, at arbejdspladserne hver eneste dag modtager så mange opkald med sygemeldinger, der bunder i stress.

Så det er jo dem, jeg ser som ofrene for det her, og især er det jo endnu mere grotesk, at de ender med at blive ofre for en sag, som viste sig at være fup og fidus, altså hvor vi i første omgang blev bundet en historie på ærmet om, at der var brug for pengene til forsvar, fordi man fremrykkede en oprustning, som jo bagefter viste sig ikke at hænge sammen. Så det er et trist regnestykke.

Ønskes der en anden kort bemærkning?

Ja, når jeg får lov. Fup og fidus siger ordføreren. Kan ordføreren uddybe, hvad der er fup og fidus i det her?

Ordføreren.

Det fup og fidus-agtige opstod, da regeringen startede med at argumentere for, hvorfor man skulle til at arbejde på en dejlig forårsfridag, altså det var, fordi man skulle fremrykke investeringerne i forsvaret fra 2033 til 2030. Det ville koste de her ekstra penge, og det kunne det her så betale.

Til det må man bare sige, at det at fremrykke investeringerne jo umiddelbart er en engangsinvestering, altså det, at det kommer før, hvorimod det at stjæle fridagen jo er en indkomst, der kommer fremover. Og det blev også gennemskuet af folk, at det ikke kunne passe i forhold til det med, at de 3 år blev fremrykket. Når de er rykket frem, er det jo betalt, og så kan man jo ikke resten af sit liv blive ved med at arbejde ekstra med den begrundelse. Men folk gennemskuede det jo.

Tak. Jeg vil bare lige gøre opmærksom på, at vi er i gang med forhandlinger, og der har man mulighed for to korte bemærkninger, hvis man trykker sig ind.

Nu er det fru Karin Liltorp, Moderaterne. Værsgo.

Tak for det. Jeg vil lige følge op på det, Venstres ordfører spurgte om, for jeg blev lidt forvirret over svaret. Anerkender SF den præmis, at vi faktisk mangler arbejdskraft i Danmark, eller ej? Og mener SF så bare, at vi kan finde den arbejdskraft et andet sted end ved, som vi har gjort det her, at øge arbejdsudbuddet?

Ordføreren.

Det er helt åbenlyst, at i nogle brancher nogle steder i landet mangler man arbejdskraft. Der er andre brancher andre steder i landet, hvor man ikke mangler det. Der er mange steder, hvor alt for mange arbejdsgivere læner sig tilbage i lænestolen og åbner munden og regner med, at kvalificeret arbejdskraft kommer flyvende som stegte duer ind i munden på dem; det gør de ikke. Så det er rigtigt, at der er nogle steder, der mangler arbejdskraft, men andre steder gør man ikke. Det er der meget forskel på.

Så er det bare, jeg siger: I det omfang, vi mangler arbejdskraft, skal vi bruge de ressourcer, vi har her i landet, for på den måde får man et samfund, der hænger sammen, i stedet for yderligere at skabe forskel mellem mennesker ved at sige, at hvis du først har kvalifikationerne og er i arbejde, så skal du endelig arbejde mere, og så kan man stå og vinke til de mennesker, der aldrig kom med. Det minder mig lidt om tømreren, altså tømreren, der kravlede op ad stigen og op på taget, og når han så selv kom op på taget, trak han stigen med sig, og så kunne han stå og vinke til dem, der stod nede på jorden, ikke? Det synes jeg er en dårlig måde at indrette et samfund på.

Spørgeren for den anden korte bemærkning.

Tak for det. Nu ved jeg ikke, om ordføreren er opmærksom på, at der er meget, meget få arbejdsløse i Danmark, så jeg går ud fra, at hvis vi skal finde den ekstra arbejdskraft i Danmark, så må vi snakke om den gruppe mennesker, der i forvejen ikke er i arbejde. Det drejer sig om 20 pct. af den danske befolkning, så det lyder jo dejlig besnærende, for så er der jo masser af mennesker, der kan tage fat på opgaven.

Der vil jeg bare gerne minde om, at de her 20 pct. jo har været uden for arbejdsmarkedet siden 1980. Så hvis det var så nemt at få dem med i arbejdsstyrken, ville jeg måske have forventet, at SF havde gjort noget ved den opgave tidligere i løbet af de 40 år, der er gået.

Ordføreren.

Jamen det har også altid været en topprioriteret opgave og ikke kun for SF. Det ville da være blær at påstå, for det har da været en topprioriteret opgave for adskillige partier. Vi er bare slet ikke i mål med den. Der findes brancher, hvor man mangler arbejdskraft, og mit svar på det er, at man må opkvalificere de mennesker, vi har.

Selv om vi er nået langt længere i forhold til at få seniorer til at blive på arbejdsmarkedet, er der jo fortsat en kæmpe ressource der. Tænk sig, at det er på under halvdelen af vores arbejdspladser, at den nærmeste leder eller arbejdsgiveren overhovedet har en samtale med de seniorer, der er på arbejdspladsen, om, hvad deres planer er, og at de måske kan blive på arbejdspladsen.

Vi har 50.000 mennesker med handicap, der siger, at de gerne vil stå til rådighed. Det er selvfølgelig ikke 37 timer om ugen og for fuld skrue, men de vil alligevel gerne stå til rådighed i nogle timer. Jeg synes bare, at de mennesker må føle sig forrådt ved tanken om, at vi beder de mennesker, der i forvejen arbejder, om at arbejde endnu mere, mens de selv bliver efterladt på jorden, og så kan man som tømrer vinke til dem.

Tak. Og inden ordføreren forlader talerstolen, skal jeg lige bede ordføreren om at gentage, hvem det er, der står bag forslaget til vedtagelse.

Det er stadig væk min skrift, der volder problemer; det gør den også for mig.

Forslaget til vedtagelse er fremsat af følgende partier: Danmarksdemokraterne, Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti, Enhedslisten, Alternativet, SF og Dansk Folkeparti.

Tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger, så vi går videre til ordførerne. Det er hr. Jens Joel, Socialdemokratiet. Værsgo.

Tak for det, formand. Jeg ved ikke, om det er, fordi hr. Karsten Hønge i virkeligheden deler fagforening med Jesus, men jeg synes, der var mere religiøsitet i den tale, end jeg plejer at høre fra hr. Karsten Hønge. Man kan selvfølgelig også godt blive optændt af den hellige ild i en anden sags tjeneste.

Diskussionen om store bededag har vi haft rigtig mange gange, og det kan jeg sådan set godt forstå, for det betyder rigtig meget for rigtig mange mennesker. Men når vi siger, at det handler om at tage ansvar for det, vi gerne vil som samfund i det hele taget, er det også bare for at sige, at det jo ikke er enten-eller med store bededag, det er jo en del af de brikker, som vi ønsker at lægge i forhold til at sikre, at vi faktisk kan håndtere de udfordringer, vi står over for de kommende år. Og ja, vi har meget store udgifter til forsvar og sikkerhed – faktisk allerede nu større, end vi regnede med, da forslaget om store bededag blev fremsat. Der sker jo desværre det, at vi må erkende, at vi alle sammen skal gøre mere, også mere, end vi havde regnet med for bare 1 år siden. Det er vigtigt at gøre.

Fordi vi har et ønske om bredt i Folketinget, at vi gerne vil gøre det bedre på velfærdsområdet, end vi har gjort de sidste mange år, så mangler vi sådan set både midler at investere, som regeringen skitserer med 2030-planen, eksempelvis investeringer i vores velfærdssamfund, men vi mangler jo også dygtige medarbejdere. Der er jeg enig med hr. Karsten Hønge i, at det jo også handler om at uddanne dem i nogle af de brancher, vi har brug for. Men vi har både brug for midler og medarbejdere. Og vi har også brug for at skrue op for vores indsats i forhold til miljøbeskyttelse og bekæmpelse af klimaforandringerne, der mangler vi i øvrigt også hænder til at sikre, at vindmøllerne kommer op, til at sikre, at de nye elsystemer rent faktisk fungerer til at introducere og producere de mange nye teknologier, som skal gøre, at vi kan give en bedre klode videre til de næste generationer.

I den her diskussion har vi brug for alle mand på dæk. Derfor er jeg sådan set enig i, at vi er nødt til at få de unge mennesker uden for arbejde og uddannelse ind. Det er derfor, at vi også fra regeringens side – jeg håber i samarbejde med andre partier – kommer til at tage fat på udfordringen med det, vi har kaldt potentialegruppen. Vi skal også have flere af fleksjobberne i job. Den her regering har også afskaffet modregningen, sådan at hvis man arbejder efter pensionsalderen, så er der en gulerod til det, sådan at der både er mulighed for at trække sig tidligere, hvis man har behov for det, fordi man er slidt ned, men der er også mulighed for at blive ved efter pensionsalderen, fordi der i dag er for mange seniorer, som egentlig gerne vil, og som også har kræfterne til det, og som ikke har en plads.

Vi skal også skære ned på administrationen. Nu er det klart, at nogle af de administrative medarbejdere, vi ansætter, er jo faktisk folk i domstolene, der skal få bunkerne til at blive mindre. I sidste uge lavede vi en aftale om social dumping, hvor vi jo ansætter nogle til at sørge for, at der ikke bliver snydt på arbejdspladserne. Så nogle af de offentligt ansatte, vi ansætter, er jo nogle, vi gerne vil have til at løfte en opgave. Men ja, vi skal også kigge på at frigøre administrative ressourcer og flytte kræfterne et sted hen, hvor vi har mere brug for det. Det her er bare for sige, at når vi valgte at gøre det, vi gjorde i forhold til at afskaffe store bededag som en helligdag, var det, fordi vi gerne ville sikre flere midler til nogle af de opgaver, vi gerne vil løfte i fællesskab, men også for at sikre medarbejdere. Det leverer, om man så må sige, begge dele, men det leverer jo ikke nok, det er jeg enig med hr. Karsten Hønge i. Det er ikke et spørgsmål om, at der skal skrues yderligere op for arbejdstiden, overhovedet ikke, men det er bare et udtryk for, at vi med det her sammen med en bedre indsats for de unge, der står udenfor, sammen med flere seniorer på arbejdsmarkedet, sammen med at flere de fleksjobbere, som lige nu er på ledighedsydelse, faktisk får lov til at bidrage, kan gøre det.

Når vi valgte en løsning som den, vi gjorde med store bededag, er det også et udtryk for, at man beder alle lønmodtagere om at bidrage en smule mere. Og ja, jeg synes faktisk, at det er en mere sympatisk løsning at løfte i flok end det, man så for eksempelvis 10-15 år siden, da man ryddede op efter finanskrisen, men hvor man jo faktisk gjorde det ved at skære på dagpengene og på efterlønnen, og derfor var det en lille gruppe af lønmodtagerne, der måtte bære en større del af omkostningerne. Vi mener, at det er bedre, at vi løfter i flok, men vi har ikke på nogen måde prøvet på at give indikationer af, at det ikke var meget at bede om, for det er jo meget at bede om, men det er også det, vi bygger rigtig meget af vores velstand og det samfund, vi har, på, nemlig ved at vi alle sammen bidrager, men det er også et spørgsmål om at gøre alt det andet.

Så skal jeg læse et forslag til vedtagelse op, som er på vegne af Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne og også Det Radikale Venstre, som dermed også støtter op om det, selv om de ikke har mulighed for at være til stede i salen lige nu:

Forslag til vedtagelse

»Et flertal i Folketinget vedtog lov om konsekvenser ved afskaffelsen af store bededag som helligdag den 28. februar 2023. Folketinget konstaterer, at der fortsat er flertal for denne beslutning.

Folketinget står i de kommende år over for vigtige prioriteringer og udfordringer. Et flertal i Folketinget har ambitioner og ønsker om at forbedre både vores sikkerhed og forsvar, sikre værdig og ordentlig omsorg for ældre, børn og syge og at styrke vores indsats for beskyttelsen af klima og miljø.

Det kræver både medarbejdere og finansiering. Folketinget noterer sig, at afskaffelsen af store bededag som helligdag var en løsning, hvor alle lønmodtagerne i fællesskab bidrog til at øge den arbejdskraft, vi har til rådighed, og sikre en årlig ekstraindtægt til staten.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 88).

Tak for det. Forslaget til vedtagelse vil indgå i den videre forhandling.

Så er der en række korte bemærkninger. Fru Victoria Velasquez, Enhedslisten. Værsgo.

På en eller anden måde synes jeg, det skurrer lidt i ørerne, når man siger, at det er en løsning i fællesskab, for lad os være ærlige: Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne sagde ikke det her, da folk skulle til stemmeurnerne. De sagde faktisk ikke til vælgerne, at det her var noget, man havde tænkt sig at gøre. Meningsmålinger viser, og det er jo også helt vildt, at det er 70 pct., og nogle har vist endnu mere, af befolkningen, som var direkte modstandere af det. Det er for mig i hvert fald bare et meget mærkeligt fællesskab og en meget mærkelig løsning i fællesskab, når det er med nogle, der så klart siger, at de ikke har lyst til at være med til det.

Noget, der faktisk plejer at være en løsning i fællesskab, er netop overenskomsterne. Det er jo faktisk en udvidelse af det danske demokrati. Så jeg vil høre, når vi kigger tilbage, hvilke overvejelser ordføreren har gjort sig ved igen at skulle lave sådan nogle helt eklatante angreb på den danske model.

Ordføreren.

Jeg siger, at det her er udtryk for en løsning, hvor vi bidrager i fællesskab til at løfte en kollektiv opgave. Man kan jo sige, at ja, det er meget nemmere at skaffe bred opbakning til, at vi gerne vil gøre mere for at beskytte klima og miljø, eller at vi gerne vil gøre mere for at investere i velfærden. Også med hensyn til vores sikkerhed er der en meget bred opbakning til, at vi gerne vil gøre de her ting, og selvfølgelig er det nemmere at skaffe opbakning til de ting, man gerne vil investere i, end at få opbakning til, hvordan man gerne vil gøre det. Når vi valgte at gøre det her, og når jeg kalder det at løfte i fællesskab, og igen er det jo en af rigtig mange ting, vi gør, var det et udtryk for, at her kan alle lønmodtagere bidrage med 1 arbejdsdag mere om året til at få løftet den samlede opgave, som vi skal løfte som fællesskab. Det er det, der ligger i, at vi gør det sammen, og jeg siger, at det synes jeg var anderledes, da man i 2010-2011 aftalte, at det var dagpengemodtagerne og efterlønnerne, der skulle betale for genopretningen, kan man sige, af økonomien.

Tak. Spørgeren for en anden kort bemærkning.

Men igen: Er det så, fordi vi danskere er for dumme til at gennemskue, at det er den måde, man skal finde øget arbejdsudbud på? Er det, fordi vi så ikke ønsker at skulle finde løsninger i fællesskab? For når vi sammen med 70 pct. af danskerne siger, at vi ikke bakker op om den løsning, og man så alligevel holder fast i at gøre det, synes jeg bare ikke, det er særlig meget en løsning i fællesskab. Det er jo noget, folk bliver tvunget til at gøre uden om overenskomsterne. Hvad tænker ordføreren om det?

Ordføreren.

Jeg synes ikke, der er nogen, der er dumme, eller nogen, der mener noget forkert. Altså, alle partier er villige til at byde ind på, hvordan man vil løse det her, og det er selvfølgelig fuldstændig fair, at danskerne også har en holdning til, hvordan de synes det skal finansieres. Men det er jo vores opgave som politikere at få de ender til at mødes. Det har man jo ikke et ansvar for som borger, men man har da et ansvar for som borger at pege på nogle partier, som har nogle planer for, hvordan man faktisk kan få enderne til at mødes, og hvordan vi faktisk kan indfri de mål, vi har for klima, miljø og velfærd eller forsvar og sikkerhed, på en eller anden måde. (Fjerde næstformand (Karina Adsbøl) Tak!). Om man så synes, det er en solidarisk ...

Der blev sagt tak! Det er nu hr. Karsten Hønge, Socialistisk Folkeparti. Værsgo.

Flere økonomer har jo undervejs, lige fra starten af og til i dag, sat store spørgsmålstegn ved regeringens beregninger af, hvad man får ud af at afskaffe store bededag. Det er alt fra overvismand Carl-Johan Dalgaard til professor Bo Sandemann Rasmussen, der faktisk kaldte det hokuspokusberegninger. Men hvis vi nu alligevel antager uagtet alle de spørgsmål, der er stillet, og al den grund, der er til at tro, at det ikke ender henne i 8.500 ekstra på arbejdsmarkedet, hvis vi nu bare for legens skyld siger, at det giver 8.500 ekstra, så må vi også erkende, at det jo kun er en dråbe i havet, hvis man ser det over for det, man mener man mangler. Så hvorfor er det, vi skal tro på, at regeringen ikke vil gå videre ad den vej ved at inddrage lønmodtagernes rettigheder?

Altså, man bruger som argument, at en fjernelse af store bededag virkelig skulle være et væsentligt bidrag, og det er trods alt kun på en god dag med solskin og medvind på cykelstierne, at det skulle blive 8.500. Så har vi grund til at tro, at der er andet i skuffen, hvor man vil gafle lønmodtagernes rettigheder? Jeg synes ikke rigtig, regnestykkerne hænger sammen.

Tak. Ordføreren.

Men hr. Karsten Hønge spørger jo selv, om vi ikke også skal gøre det bedre i forhold til de unge mennesker, som står uden for arbejdsmarkedet, om vi ikke også skal gøre det bedre i forhold til arbejdsmiljøet og den gevinst, der er dér i forhold til at forebygge stress, og om vi ikke skal gøre det bedre i forhold til de seniorer, der gerne vil ind. Det, vi bare siger, er, at vi ikke kommer hele vejen, for man kan ikke indfri den ambition, vi har, uden at gøre noget som helst, som ikke også møder modstand fra partier i Folketinget. Men nej, der er ingen planer om at ændre på arbejdstiden fremadrettet, uanset hvor meget hr. Karsten Hønge prøver at stille det op sådan.

Værsgo til spørgeren for en anden kort bemærkning.

Så synes jeg måske, det eneste ordentlige ville være at give den fridag tilbage til lønmodtagerne. Det er alligevel ikke noget, der fylder ret meget i forhold til de store udfordringer, så hvad er idéen i, at lønmodtagerne, i øvrigt ensidigt, skal bidrage ved at betale her?

Der er jo ingen tvivl om, at det var spørgsmålet om store bededag, der var et hårdt slag mod Socialdemokraterne. Jeg kunne godt tænke mig at spørge hr. Jens Joel: Hvordan føles det egentlig at gå ad Via Dolorosa-vejen med smerte og ydmygelse for sit parti?

Ordføreren.

Jamen hr. Karsten Hønge er da meget velkommen til at foreslå noget andet. Jeg mener ikke, det er en dråbe i havet, når man diskuterer 3 mia. kr. og 8.500 i medarbejdere, som kan tage fat, i en situation, hvor vi faktisk mangler det. Der er da ikke mange af de forslag, jeg har hørt hr. Karsten Hønge komme med, som på samme måde kan levere. Og ja, det er rigtigt, at det kun er en fjerdedel af det, vi faktisk har leveret, men det er dog også en væsentlig andel.

Så er det hr. Torsten Gejl, Alternativet. Værsgo.

Tak, formand. Jeg sidder og tænker på, hvordan vi overhovedet fik velfærdssamfundet til at løbe rundt, før vi afskaffede store bededag. Det er, som om det finansierer alting, altså forsvar og 8.500 hænder, så vidt jeg forstår – medmindre det er flere, for folk har jo to hænder. Så er det 17.000 hænder?

Jeg dvæler stadig væk ved den her overskrift, som jeg synes er rigtig, rigtig spændende, hvor fru Mette Frederiksen siger til partierne, at hvis I vil have store bededag tilbage, må I finde pengene. Hvis I vil have store bededag tilbage, må I finde pengene. Jeg er interesseret i nogle mellemregninger for at få det løst. Betyder det, at man har talt om: Okay, vi giver os; de får den sgu tilbage, men vi har brug for hjælp til at finde pengene? Der er simpelt hen tale om en tilbagerulning eller et tilbagetog. Eller er der sådan lidt mere tale om: Vi siger, at de selv skal betale, og så holder de nok mund? Hvad er det for nogle penge? Kunne man bruge lidt af råderummet som startkapital og så finde ud af det sammen?

Tak. Vi skal lige være varsomme med ordforrådet. Der var lige en lille fortalelse, tror jeg. Værsgo for besvarelse.

Tak. Nu prøver jeg at sige det igen. Nej, det er ikke sådan, at der ikke var noget velfærdssamfund, inden man afskaffede det her. Vi prøver på ikke at give indtryk af, at det er det eneste, regeringen gør. Nu har vi snakket om det her i mere end et år, så jeg gentager det en gang til for prins Knud. Det er 8.500 mennesker, som hver har to hænder. Men de har jo først og fremmest noget mellem ørerne, sådan at de kan varetage de opgaver, som vi har brug for, at de varetager.

Vi gør os ikke nogen illusioner om, at det her er sølvprojektilet, som løser det hele alene. Det, vi siger, er, at det her, altså den prioritering og den fælles indsats for alle lønmodtagere, er en vigtig del af den samlede finansiering, løsning og sikring af medarbejdere, som skal til at løse en ret stor opgave, som jo består af mange forskellige ting. Det er jo ikke, fordi jeg siger, at der ikke er noget med klima, at der ikke er noget velfærdssamfund, eller at der ikke noget med sikkerhed uden afskaffelsen af store bededag. Det er totalt de opgaver, der er stillet.

Tak. Formanden er meget striks med tiden af hensyn til medlemmerne af Folketinget. Værsgo til spørgeren for en kort bemærkning.

Så kom klimaet også med. Der er ingen grænser. Vi skal så finde de her penge sammen nu, hvor råderummet er der, og jeg ved godt, at det er engangspenge, men det ruller jo nærmest hvert år efterhånden, altså at vi fylder den her gigantiske sparegris op. Kunne man, bare for at få lidt vejledning, måske forestille sig nu, hvor vi skal komme med forslag til, hvordan vi financierer det, at vi finder 2-3 års råderumsmidler, for der er jo efterhånden rigtig mange penge, og at vi bruger de år til at finde et eller andet, der kører lidt mere varigt? Hvilke økonomiske rammer skal vi så regne med?

Tak. Ordføreren.

Jeg tror, at man må imødese, at der både er et finansieringsspørgsmål, og at der er et spørgsmål om medarbejdere, altså dem, vi har brug for i ældreplejen, og dem vi har brug for i børnehaverne, på skolerne eller for den sags skyld i den private industri, hvor de laver de grønne løsninger. Så der er både de hænder, vi talte om før, som jo er hoveder og mennesker, der kan arbejde, og så er der en finansiering. Begge dele skal man jo svare på, hvis man gerne vil noget andet. Jeg er ikke af den opfattelse, at de penge, vi nu har i råderummet, betyder, at vi kommer til at have for mange penge til de ambitioner, vi har i forhold til klima, miljø og velfærd. Men det kan vi da sagtens tage en diskussion om, altså om du mener, der er færre problemer, end jeg gør.

Så er det hr. Mikkel Bjørn, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak for det. Lad os sige, at vi nu pludselig på et tidspunkt står i en situation, hvor der er borgerligt flertal og en borgerlig regering, som, måske med opbakning fra SF og Enhedslisten og andre partier, rent faktisk kan sikre den beskæftigelse, som Socialdemokratiet efterspørger, og kan finde de penge, som forsvaret har brug for; måske er det oven i købet en situation, hvor der slet ikke er brug for så mange beskæftigede, som der er i øjeblikket, og hvor der måske kan findes penge til forsvaret ad andre veje. Vil Socialdemokratiet så bakke op om og hernede i salen stemme for en genindførelse af store bededag? Det er jeg nysgerrig på at vide.

Ordføreren.

Sagt med al respekt, hr. Mikkel Bjørn, er man nødt til at være lidt mere konkret. For det er lidt tænkt, når man siger, »hvis« vi har en borgerlig regering, som kan skaffe et stort arbejdsudbud og en masse penge på en måde, der bliver støttet af SF. Det kan jeg jo ikke udelukke teoretisk set kunne være muligt. Jeg har bare svært ved lige at komme på det greb, som ville vinde den brede opbakning. Derfor synes jeg, at hr. Mikkel Bjørn er nødt til at være mere præcis i stedet for bare at spørge, om vi ville støtte det, hvis alle var enige om det. Hvis der fandtes løsninger, som var ukontroversielle, og som alle var enige om, så ville man jo nok støtte dem.

Tak. Spørgeren for sin anden korte bemærkning.

Jeg vil så spørge på en lidt anden måde. Er det fuldstændig utænkeligt, at Socialdemokratiet kan forestille sig et scenarie, hvor man ville stemme for genindførslen af store bededag? Ordføreren kan selv bestemme omstændighederne, men er det fuldstændig utænkeligt, at Socialdemokratiet kunne finde på at genindføre store bededag?

Ordføreren.

Jeg har faktisk svært ved at forestille mig en anden løsning, som er et svar på de udfordringer, vi står over for, og som faktisk kan skaffe en bredere opbakning i Folketingssalen. Det kan godt være, jeg er fantasiforladt, ja, men når vi har kigget på det og valgt den her løsning, er det jo, fordi vi mente, at alternativerne var værre, og der er jeg sådan set enig med beskæftigelsesministeren. Det er aldrig sådan, at der kun er en mulighed. Det er jo altid en prioritering, men det er jo, fordi vi har vurderet, at alternativerne var værre.

Tak. Så er det fru Dina Raabjerg, Konservative Folkeparti. Værsgo.

Tak for ordet. Nu har vi den her debat, et år efter at man vedtog afskaffelsen af store bededag. Og det, jeg synes kunne være interessant, er, om ordføreren ved noget om, hvad konsekvenserne egentlig er, set i forhold til de forudsætninger, der lå bag lovforslaget. Nu har der været overenskomstforhandlinger, og vi har været i gang med en implementering. Hvad er der egentlig kommet ud af det af ekstra arbejdskraft, og hvordan ser den økonomiske effekt egentlig ud? Ved ordføreren noget om det?

Ordføreren.

Der er jo ikke som sådan nogen nye beregninger eller beviser. Det er stadig væk de samme forudsætninger, man i øvrigt regner med. Når man opskriver vores råderum, er det jo et udtryk for, at vi har en høj beskæftigelse, men det er jo faktisk også et udtryk for nogle af de aftaler, vi har lavet, herunder store bededag. Så det større råderum, vi arbejder med lige nu, er jo bl.a. en konsekvens af den effekt, som den beslutning, vi traf for et år siden, havde.

Det er rigtigt, at vi alle sammen hørte historier om, hvad der skete på store bededag, og om nogle havde flyttet deres arbejdsdag til en anden dag og sådan noget. I samfundsøkonomisk øjemed er det ikke afgørende, om man arbejder mere den ene eller den anden eller den tredje dag. Men der er ikke noget, der tyder på, at de beregninger og de forudsætninger, som vi for et år siden lagde til grund, ikke har været mødt af virkeligheden, og at der ikke er blevet arbejdet – tværtimod. Det virkede jo, som om samfundet faktisk arbejdede relativt normalt på store bededag, også selv om der var nogle ekstraordinære konfirmationer, der stadig væk blev fastholdt.

Tak. Spørgeren for sin anden korte bemærkning.

Når der nu fra forskellige sider har været kritik af beregningerne og forudsætningerne, kunne Socialdemokratiet så være interesseret i at støtte et forslag om, at man rent faktisk laver nogle genberegninger, laver en evaluering, så man finder ud af, hvad effekten rent faktisk har været, og hvad det rent faktisk har frigivet af midler?

Ordføreren.

Vi har jo ikke nogen indikationer på, at det skulle være anderledes. Det, man regnede man, var et gennemslag på 75 pct., ikke? Altså det, at man har en normarbejdstid på 37 timer, betyder, at de fleste arbejder 37 timer, men det betyder jo ikke, at alle arbejder 37 timer. Det er også klart, at det antal arbejdsdage, man har på et år, siger noget om, hvordan de fleste arbejder, men det er ikke sikkert, at alle arbejder sådan. Og der er ikke noget, der tyder på, at der er færre, der har reageret, om man så må sige, som man havde forventet, end det, som vi lagde til grund for et år siden.

Så er det hr. Steffen Larsen, Liberal Alliance. Fru Dina Raabjerg har haft to korte bemærkninger.

Tak. Jeg kan jo høre på ordføreren, at det reelt set er 8.500 ekstra hænder, der tilsyneladende mangler, hvis vi vælger at genindføre store bededag. Så kan vi jo kigge på tallene og konstatere, at regeringen endda mener, at der er for mange administrative ansatte i staten. Formodentlig vil man til at skære i dem, hvilket vil være dejligt. Det synes vi rigtig godt om i Liberal Alliance. Der kan vi så konstatere, at fra 2017 til 2023 havde vi en vækst på 22 pct. i antallet af administrative ansatte i staten. Det er 16.195 ekstra. Og totalt er det godt 74.500 administrative ansatte.

Så må man sige, at hvis vi bare halverede det antal af administrative offentligt ansatte, fik vi også 8.500 ekstra hænder, der kunne komme ud andre steder og arbejde, hvor de måske kunne lave noget mere produktivt end det, de laver i dag. For man må også indrømme, at det er svært at se, at der har været en produktivitetsstigning i staten af, at vi har ansat de her 16.195 administrative ansatte. Jeg er med på, at rundt regnet 1.000 af dem er endt i skattevæsenet til kontroller, men grundlæggende er der utrolig mange af dem, hvor vi ikke ser nogen som helst effekt andet end flere lønkroner.

Ordføreren.

Altså, jeg deler det, som jeg forstår er ordførerens ambition, altså at vi skal være bedre til at skrue ned for administrationen og dermed også være bedre til at prioritere de kræfter, vi har i fællesskab, til nogle andre opgaver. Den ambition deler jeg. Og velkommen i beskæftigelsesordførerkredsen. Jeg ved også, at hr. Steffen Larsen er på retsområdet i rigtig mange sammenhænge. Om end det er en administrativ ansat, mener jeg jo ikke, at man kan sige, at man ikke dér har en effekt af, at man får en dommerfuldmægtig ekstra, i forhold til at nedbringe sagsbunkerne eller et eller andet ved domstolene. Så det er jo ikke sådan, at bare fordi man er administrativ medarbejder, laver man ikke noget fornuftigt.

Men vi deler til fulde ambitionen om, at hvis vi skal i mål samlet set med de opgaver, vi gerne vil løse, er vi også nødt til at prioritere mere, og så er vi nødt til at skære ned på det bureaukrati, vi pålægger staten at levere. For det er jo ikke medarbejdernes skyld; det er som regel noget, vi har vedtaget. Det er vi nødt til at gøre bedre, for vi skal bruge vores kræfter bedre.

Tak. Spørgeren for sin anden korte bemærkning.

Nu kan jeg afsløre for ordføreren, at netop på retsområdet har man jo i mange år faktisk minimeret mængden af administrative ansatte. Man fjernede bl.a. rigtig mange HK'ere, som havde administrative jobs i domstolene. Så jeg vil påstå, at det er et af de områder, hvor der er, hvis man går ind og kigger på tallene, faktisk har været et fald i antallet af administrative ansatte. Så jeg synes, at det er et dårligt eksempel, som ordføreren kommer med, i forhold til at man skulle kunne se en stigning. Nu har vi godt nok indført en domstolspakke, der faktisk skal øge mængden af administrative ansatte, men det kommer først til at ske fra næste år på det område. Så det er altså ikke en nylig ting. Men jeg vil stadig sige, at vi har 16.195 ekstra ansatte, og der er ikke nogen, der har mærket et løft i kvaliteten i det offentlige. Dem kunne man jo tage at bruge bedre.

Tak. Ordføreren.

Jeg vil nok være påpasselig med at sige, at vi ikke har mærket nogen kvalitet i forhold til de offentligt ansatte, der er blevet ansat. Men jeg er til gengæld enig i det, som jeg vil tillade mig at tolke som overskriften i det, nemlig at vi er nødt til at gøre det anderledes, og at vi er nødt til at bruge noget mindre krudt på det. Og ja, jeg refererede til, at man faktisk med åbne øjne politisk har valgt at ansætte nogle flere ved domstolene, fordi vi havde et ønske om at nedbringe sagsbehandlingstiderne og det også er vigtigt for borgerne. Så der vil være en gevinst. Men ja, vi skal bruge vores ressourcer klogt og derfor også minimere bureaukratiet.

Tak til ordføreren. Der er ikke flere korte bemærkninger. Vi går videre i ordførerrækken til hr. Kim Valentin fra Venstre. Værsgo.

Tak til formanden, tak for ordet. Afskaffelsen af store bededag er jo ikke nogen nem beslutning, men det er en nødvendig beslutning. Det nemmeste ville faktisk være at lade være og så bare lade problemerne ligge og sige: Det må de næste jo løse. Det gør regeringen ikke.

Det er en beslutning, der er nødvendig, og som handler om at sikre et trygt Danmark med f.eks. et stærkt forsvar og et robust velfærdssamfund, herunder ikke mindst bedre sundhed. Det kræver rigtig mange flere hænder til alle de her opgaver – i private virksomheder og i vores velfærdssektor. Og vi får flere ældre, og vi vil gerne have en større service. Alle de her ting kræver jo noget, og jeg ser ikke nogen her, der har foreslået en bedre løsning på at skaffe 8.500 flere i arbejdsudbud og 3 mia. kr. i permanent finansiering. Nu er jeg selvfølgelig heller ikke den sidste på talerstolen, men der har ikke været nogen indtil videre, der har præsenteret et forslag, der kan det. Det er en udfordring til jer alle sammen, altså om I kan præsentere et forslag, der kan lige præcis det.

Jeg ved godt, at den her beslutning ikke er populær. Det er den ikke. Det vidste vi også godt, da vi gik ind i den. Derfor er det selvfølgelig heller ikke noget, som vi tager let på, men det er nødvendigt. Det er så også en beslutning, der kræver, at vi alle bidrager en lille smule ekstra – en lille smule ekstra. Men det er vigtigt for at sikre den finansiering, der skal til for at forbedre vores samfund.

Det sker jo så ikke mindst i en tid, hvor det er afgørende, at vi kæmper imod usikkerhed i verden, og at vi har et robust forsvar til at klare det. Vi står over for nye trusler, og vi skal være klar til at beskytte vores land og vores frihed. Når jeg siger det her, er det, fordi det er en af de helt væsentlige problematikker, at vi er klar til at finansiere det. Da vi lavede det her forslag, troede vi, at det var ét tal, vi skulle bruge på forsvar, men nu har det vist sig, at vi skal bruge mange, mange flere penge. Derfor er det en nødvendighed, at vi kigger alle steder – på arbejdsudbud, men også på finansiering.

Med afskaffelsen af store bededag sikrer vi penge, der kan investeres i et stærkere forsvar: flere soldater, bedre udstyr, øget beredskab. Det er alt sammen for at beskytte vores nationale interesser og sikre et trygt Danmark for os alle. Men beslutningen handler også om mere end forsvaret. Afskaffelsen giver os en række økonomiske fordele. Vi øger arbejdsudbuddet, vi styrker de offentlige finanser, og vi øger vores bnp. Det er penge, der skal bruges ansvarligt. Her siger vi, at en stor del skal gå til vores forsvar.

En af de helt store udfordringer er også mangel på arbejdskraft. 45.000 står der i regeringsgrundlaget at vi skal skaffe. Jeg tvivler selv på, om det er nok. Når jeg snakker med virksomheder, står de og skriger på arbejdskraft. Når jeg ser på vores velfærdssamfund, kommer de til at mangle massivt mange kvalitative arbejdstagere. Alternativet er jo at skære i dagpenge og efterløn eller anden velfærd eller sætte skatten op. Og det er der heller ikke nogen der vil. Ja, det kræver mange tiltag, og et af dem er altså at bede om, at alle bidrager en lille smule mere. Det er en langsigtet investering i vores samfund.

Afslutningsvis vil jeg sige, at afskaffelsen af store bededag som helligdag er en beslutning, som regeringen står ved, og det er også en beslutning, der er bred i Folketinget hen over midten. Radikale er også med i den. Et flertal i Folketinget står bag. Tak.

Tak til ordføreren. Der en række korte bemærkninger. Den første bemærkning er til hr. Karsten Hønge, Socialistisk Folkeparti. Værsgo.

De økonomiske beregninger betyder meget for hr. Kim Valentin. Hvilke refleksioner gør hr. Kim Valentin sig så over, at adskillige økonomer, nogle af landets førende økonomer, dels kalder det hokuspokusberegninger, dels at de stort set alle sammen er enige om, at uanset hvordan man beregner det på kort sigt, er effekten på bare lidt længere sigt væk. Det er stort set alle, der siger, at så forsvinder det i nul på bare lidt længere sigt, for så vil lønmodtagerne lave andre aftaler. Det var det ene spørgsmål.

Det andet er: Når man nu er så forblændet, som jeg nærmest synes hr. Kim Valentin er, at store bededag skal levere det her afgørende bidrag til at få flere mennesker ind på arbejdsmarkedet, når det nu er sådan en genial beslutning, kan jeg forstå, at stjæle store bededag fra lønmodtagerne, fordi det er det her afgørende bidrag, så må det være oplagt at spørge: Hvor ser hr. Kim Valentin og Venstre så ellers, at man kan få den samme gevinst eller endnu bedre gevinster? Hvis det er så genialt, går jeg ud fra, at hr. Kim Valentin har planer om at fremsætte andre forslag, hvor man også tager fridage eller ferier.

Ordføreren.

Jeg sagde ikke på noget tidspunkt, at det var et afgørende bidrag. Jeg sagde faktisk, at det var en del af det, der kom frem. Jeg sagde, at de havde sat 45.000 som mål. Det her er 8.500. Nu har jeg i hvert fald sagt det igen.

I forhold til det her med økonomer vil jeg sige, at økonomer jo har det med at have forskellige meninger, det er ikke en eksakt videnskab. Jeg er selv økonom. Jeg ved, at beregninger kan laves på mange måder. I Danmark sætter vi de ypperste økonomer ind i vores Finansministerium. Det tror jeg at langt de fleste vil være enig med mig i. Det er de dygtigste økonomer, der sidder der. Vi regner kun på én måde, for alt andet vil jo være forkert. Vi kan ikke have to tal. Og selvfølgelig vil de her økonomer i Finansministeriet jo altid ræsonnere, reflektere, men når de siger 8.500, er det, fordi de har regnet på det, og så er det, fordi de mener det. Det kan være, det bliver 10.000, det kan være, det bliver 6.000. Ja, der er en usikkerhed, men det er det tal, vi kører med.

Tak. Spørgeren for sin anden korte bemærkning.

Ja, det er rigtigt, at der i den korte beregning kun er uenighed om, hvor stor effekten er, men jeg har oplevet langt de fleste økonomer sige, at på bare lidt længere sigt går det mere eller mindre i nul. Det er rigtigt, at der er nogen, der forsvarer, at man på kort sigt vil opleve en forøgelse af arbejdsstyrken på 8.500, men jeg har ikke hørt ret mange forsvare, at det også på længere sigt er gevinsten. Der er vi bare igen inde på, at hvis det betyder så meget, hvis det er så genialt fundet på, at man skal få lønmodtagerne til at arbejde mere, for så lykkes tingene i samfundet øjensynligt, så vil det da være oplagt, at man finder på flere andre ting at tage fra lønmodtagerne. Så vil jeg bare lige minde hr. Kim Valentin om Via Dolorosa – smertens vej med ydmygelser og pine mod Golgata. Der var mere end ét kors, der var tre. Hvem er de andre?

Ordføreren.

Der er så mange spørgsmål at svare på. Men det, jeg vil sige, er, at der jo er mange måder at komme til større arbejdsudbud. International arbejdskraft er en vigtig vej. At få vores seniorer i gang er også en vigtig vej. Det her er en vigtig vej. At kigge på, om vi kan bruge vores arbejdskraft offentligt på en anden måde, er jo også, synes jeg, en vigtig vej, for vi skal finde 45.000 og måske flere.

Tak. Så er det Victoria Velasquez, Enhedslisten. Værsgo.

Tak for det. Jeg synes nogle gange, at der, når der bliver talt om det her med arbejdsudbud og antallet af mennesker, man faktisk kunne få i arbejde, snakkes om, at vi ikke kun skal afskaffe store bededag, men at vi ligesom skal gøre mere. Jeg synes, at det fortæller meget om en regering, at man egentlig startede med at afskaffe store bededag i stedet for nogle af de andre ting, når der er så stort et flertal i befolkningen, der er imod. Altså, det er jo helt vildt, at 70 pct. er erklærede modstandere af noget, en regering har gjort lige efter et valg, hvor man ikke var ærlig og fortælle, at man ville afskaffe den

Men noget andet, jeg også synes er interessant, er, hvorfor man i Venstre ikke har sagt, at man ville starte et andet sted. Hvorfor er man ikke startet med f.eks. fleksjob? De seneste tal viser, at der er 30.000, der siger, at de gerne vil have et arbejde, men som ikke får det. 30.000 fleksjobbere, der bare står klar, men med et arbejdsmarked, der åbenbart ikke vil rumme dem. Hvorfor har Venstre ikke presset på med fleksjobvirksomhed eller med at stille krav til virksomheder eller noget helt tredje? Hvad er årsagen til det? Er det, fordi man har brugt al energien på store bededag?

Ordføreren.

Der er to spørgsmål i det her. Det ene er, at ledelse jo ikke er at tage populære beslutninger; ledelse er at tage de nødvendige beslutninger. Det er derfor, jeg starter med det, jeg siger, nemlig at det her var en nødvendig beslutning at tage fra start af, altså at finde tilstrækkelig meget arbejdskraft til, at man fandt 3 mia. kr. og 8.500 i én beslutning. Det løser noget, for vores virksomheder, det løser noget for det offentlige, og det løser noget for den permanente finansiering.

Den anden del er, at ja, vi skal også prøve at få nogle af dem, der er på kanten af arbejdsmarkedet, ind. Derfor har vi f.eks. også kigget på, hvordan vi kan lave et nyt jobcenter, hvor vi både kigger på, om vi kan gøre noget ved den måde, vi aktiverer folk på kanten på, om vi kan gøre det på en bedre måde, om vi kan få flere ind der, og om det er sådan, at vi rent faktisk kan lette noget finansiering. Vi har jo sat et mål op, der hedder 3 mia. kr., vi skal finde der. Så det er bestemt ikke det eneste sted.

Tak. Fru Victoria Velasquez for sin anden korte bemærkning.

Det synes jeg bare ikke er et særlig godt argument. For det første kommer det til at udligne sig selv, i forhold til at man jo uden om overenskomsterne har snuppet en forårsfridag. Bare i Enhedslistens overenskomst kan vi se, at der var et krav om en ny fridag, og det er der så også kommet, den har de fået. Sådan er det i rigtig mange kommuner i rigtig mange andre overenskomster. Så det kommer, det har vi økonomerne også bekræftet, til at udligne sig selv.

Noget andet er, at man jo faktisk ikke har stillet krav. I det kommissorium, der ligger i forhold til nytænkning af beskæftigelsesindsatsen og nedlæggelsen af jobcentrene, er der ikke noget omkring fleksjob. Så det er jo faktisk ikke helt rigtigt, for man har jo ikke sat ind der først. Hvorfor har man ikke gjort det, før man afskaffede store bededag?

Tak. Ordføreren.

Rækkefølgen er selvfølgelig interessant, men det her var en beslutning, der på én gang løste to ting meget hurtigt. Jobcenteret er noget, der løser noget på sigt, og det tager lang tid, og derfor er det vigtigt at gøre begge dele. Jeg siger ikke, at en af tingene er det eneste, vi skal gøre, for vi skal gøre begge dele, og begge dele står også i regeringsgrundlaget.

Tak. Så er det fru Dina Raabjerg, Det Konservative Folkeparti. Værsgo.

Tak. Jeg blev lige inspireret – det, jeg kommer til at sige nu, var egentlig ikke det, jeg ville spørge om. Da jeg var færdig på universitetet, blev jeg ansat i Finansministeriets økonomistyrelse som sådan en økonomibisse, der skulle sidde at lave beregninger på, hvad forskellige forslag til overenskomstforhandlingerne kostede. Det er sådan noget med at kigge ned i nogle statistikker, lave nogle antagelser, lave nogle beregninger og håbe på, at modparten æder det. Det er det, du kalder de ypperste økonomer; det er sådan nogle fjolser som mig, der lige er blevet sluppet ud af universitetet.

Men det var som sagt ikke det, jeg ville spørge om. Jeg ville sige: Nu har vi fået en dag ekstra, også til at arbejde her som Folketingets medlemmer. Hvor meget mere tænker ordføreren at vi har leveret med den ekstra dag?

Tak. Vi skal lige være varsomme, i forhold til at vi ikke anvender direkte tiltale. Værsgo til ordføreren.

Jeg vil ikke udtale mig om, hvor dygtig en økonom ordføreren er. Det må ordføreren jo selv kunne bedømme. Jeg har ingen erfaring i forhold til at kunne bedømme, hvor god en økonom ordføreren er.

Hvad har vi så fået ud af den her beslutning? Jeg vil give jer, dem, der er imod det, ret i en ting, og det er, at det ikke er en populær beslutning. Det er også derfor, jeg siger det. Det er ikke en populær beslutning, men jeg synes, at det er en nødvendig beslutning, og det er ikke altid sådan, at ledelse, og slet ikke ledelse af et land, består af en lang række af populære beslutninger.

Der er også nogle beslutninger en gang imellem, som ikke nødvendigvis er populære, men som man er nødt til at tage, og det synes jeg faktisk at det her er udtryk for. Vi får 3 mia. kr. ud af det, 8.500 i arbejdsudbud. Det er det, vi går efter.

Tak. Jeg vil godt lige sige til ordføreren: Vi anvender ikke direkte tiltale. (Kim Valentin (V): Ja, undskyld). Så er det spørgeren for sin anden korte bemærkning.

Virker mikrofonen nu? Yes. Jeg fik i hvert fald stensikkert ikke svar på mit spørgsmål, som handlede om, hvor meget mere Folketingets medlemmer arbejder. Men over halvdelen af lønmodtagerne i Danmark er jo funktionærer, som er funktionæransat og ikke timelønnet, og som laver det arbejde, de bliver sat til, og som typisk ikke har nogen højeste arbejdstid.

Så derfor går mit spørgsmål egentlig på: Kan man overhovedet regne med, at der kommer noget som helst ekstra ud af halvdelen af befolkningen?

Ordføreren.

Ja, vi arbejder jo også på store bededag. Det er den ene ting – undskyld, at jeg ikke forstod det spørgsmål første gang. Den anden ting er, at ja, selvfølgelig kan man regne med, at der kommer noget ud af det.

Hvor meget der kommer ud af det, er jo usikkert. Altså, der er usikkerhed i beregningen, men det er jo ikke sådan, at der kommer 0 kr. ud af det, og derfor må jeg sige: Der er ikke noget, der kan få mig til at tro på, at der er et andet tal, der er bedre end 3 mia. kr. i permanent finansiering og 8.500 i arbejdsudbud.

Hr. Steffen Larsen, Liberal Alliance.

Mange tak. Jeg kan jo starte med at konstatere, at hvis vi nu havde holdt fri i Folketinget den dag, hvor vi vedtog den her lov, havde vi nok undgået mange ulykker. Men hr. Kim Valentin siger, at afskaffelsen af store bededag var for at få mere arbejdskraft, men han nævner også som alternativ til det, at man så skulle have foreslået f.eks. f.eks. højere skatter. Men kan hr. Kim Valentin, som jeg kan forstå er økonom, ikke lige bekræfte, hvad højere skatter gør, hvis vi kigger på Lafferkurven i forhold til arbejdskraftudbuddet? Tak.

Ordføreren.

Det er jo et perfekt spørgsmål til mig – tak for det – for det er jo absolut ikke Venstrepolitik at sætte skatten op. Men jeg har bare set nogen foreslå det, og derfor siger jeg, at det ønsker jeg ikke. Det er jo derfor, vi siger, at det her løser opgaven perfekt, hvis ellers man accepterer den præmis, at man skal arbejde lidt længere, og det er jeg klar over ikke er en populær beslutning. At sætte skatten op medvirker jo til at sætte arbejdsudbuddet ned, og derfor er det ikke nogen særlig god idé.

Hr. Steffen Larsen.

Det er jo sådan, at hr. Kim Valentin nævner det i sin tale som et eksempel på noget, man kunne have gjort i stedet for.

Men hvem var det i regeringen, der mente, at afskaffelsen af store bededag var en god idé? Det har vi stadig ikke helt fået et klart svar på. Der er nogle, der sådan er kommet med nogle hints, men hvem var det dog, der mente, at det var en god idé? Det kunne vi godt tænke os at få at vide.

Så vil jeg også sige, at væksten i administration alene siden 2017 har kostet væsentlig mere end cirka tre store bededag. Så kunne man måske have lidt mindre vækst i den offentlige sektor og så faktisk have beholdt store bededag og opnået det samme.

Ordføreren.

Jeg foreslog ikke at sætte skatten op; jeg sagde, at der var nogen, der havde foreslået det. Og der står – bare så man lige er klar over det – i regeringsgrundlaget står der jo faktisk nævnt skattestop, som Venstre har kæmpet en del for at få ind. Så det ville også være underligt, ikke? Så jeg aner ikke, hvem der foreslog store bededag, for jeg sad ikke med der. Og det er ikke noget, jeg siger, fordi jeg ikke vil sige det, men jeg ved det ikke – jeg sad der ikke.

Så er det hr. Mikkel Bjørn, Dansk Folkeparti.

Tak for det. Jeg bemærkede, at hr. Kim Valentin omtalte afskaffelsen af store bededag som en nødvendig beslutning, men at beskæftigelsesministeren sagde, at hun ikke syntes, det var en nødvendig beslutning; hun troede ikke på nødvendighedens politik. Det lyder jo nærmest, som om Venstre har været mere optaget af afskaffelsen af store bededag end Socialdemokratiet. Så jeg er lidt nysgerrig på, om det egentlig er Venstres idé at afskaffe store bededag, og om det er et udtryk for en uenighed i regeringen om, om det her var en nødvendig beslutning?

Ordføreren.

Det er jo sådan en polemik, vil jeg sige, og ordføreren skal have lov til at mene det, han mener. Det, jeg siger, er, at det ikke er nogen populær beslutning. Det er en nødvendig beslutning, fordi det skaffer 8.500 flere i arbejdsudbud, og fordi vi skaffer 3 mia. kr. mere i permanent finansiering. Det er det, jeg siger. Og jeg aner ikke, hvem det er, der har foreslået det i forhandlingsrummet – det ved jeg ikke.

Hr. Mikkel Bjørn.

Så vil jeg høre: Hvorfor er det, at Venstres ordfører er så optaget af, at det skal være sådan en pakkeløsning, at det skal være sådan én model, der løser alle problemerne på én gang? Hvorfor kan man ikke løse beskæftigelsesproblemet med ét værktøj og løse problemet med ressourcer til forsvaret med et andet værktøj? Altså, hvorfor er det ekstra godt, at det er en pakkeløsning, i stedet for at man bruger nogle forskellige værktøjer til at løse de forskellige problemer?

Ordføreren.

Jeg har bare ikke set nogen gode forslag, der løser begge dele på én gang, og jeg har slet ikke set nogen gode forslag, der løser tingene, hvor der så tilmed er et flertal bag ved – det har jeg slet ikke set. Så derfor er det en god idé her, men det er det jo ikke altid. Altså, ser vi f.eks. på jobcentrene, er det jo noget andet. Der går vi ud og laver en helt stor omlægning. Og så finder vi 3 mia. kr. i den proces. Så det er jo noget helt andet.

Dermed kan vi så sige tak til ordføreren for Venstre. Næste ordfører er fru Charlotte Munch, Danmarksdemokraterne. Værsgo.

Tak. Så blev stemningen jo lidt mere intens end ved den foregående sag. Det er formodentlig ikke nogen hemmelighed, at Danmarksdemokraterne ikke støttede afskaffelsen af store bededag, og Danmarksdemokraterne var jo også langtfra de eneste, der var imod en afskaffelse af store bededag. Selv om kritikken har været massiv fra både fagbevægelsen, kirken og regeringens eget bagland, valgte regeringen alligevel at overhøre alle kloge og relevante kritikpunkter og tromle en beslutning om afskaffelse af store bededag igennem. Det er en beslutning, som har fået store konsekvenser for den danske model, for folkekirken og for de danske familier, for de har alle fået trukket en beslutning ned over hovedet.

Statsministeren anerkendte selv under afslutningsdebatten i går i Folketinget, at man har undervurderet den folkelige modstand mod afskaffelsen af store bededag. Alligevel vil man ikke trække beslutningen om afskaffelsen af helligdagen tilbage. Der tegner sig et mønster, hvor statsministeren dækker sig ind under, at alle begår fejl, men man er ikke villig til at rette op på dem, når man bliver bevidst om fejlene. Store bededag er fortid, og i år var første gang i mere end 300 år, at helligdagen var en hverdag, og hvad så vi? Vi så eksempler på virksomheder, der gav medarbejderne fri i protest, og daginstitutioner og skoler, der holder fri, mens forældrene skal på arbejde. Konsekvenserne af afskaffelsen viser sig nu, og det er tydeligt, at den folkelige modstand er massiv.

Vi ved, at afskaffelsen af store bededag er et stort indgreb i danske familiers liv. Det er et indgreb i vores arbejdsmarkedsmodel og i vores kristne historie. Regeringen har med stor sikkerhed stjålet en helligdag fra danskerne, som de holder af, også selv om det er meget usikkert, hvad de økonomiske konsekvenser på sigt bliver. Tak for ordet.

Der kom lige to korte bemærkninger i sidste øjeblik. Den første er fra hr. Karsten Hønge, Socialistisk Folkeparti.

Jeg kunne godt tænke mig at høre, om fru Charlotte Munch kunne sætte lidt flere ord på, hvilke ar det her indgreb har påført forholdet mellem Folketinget og folkekirken. Altså, hvilke refleksioner og hvilke diskussioner er det, det har rejst i de kirkelige kredse, at man her føler sig tromlet af et snævert flertal?

Ordføreren.

Tak. Det er jo bl.a. det her med, at man tager en helligdag, altså noget, som er så kirkeligt, som det naturligvis er, ved at man tager store bededag. Det er i øvrigt også noget, som har fyldt rigtig meget, både i forhold til den kirkelige del, men naturligvis også i forhold til konfirmander, som ikke længere kunne blive konfirmeret. Så det er sådan noget, der hele tiden lapper ind over hinanden, både når vi taler om den danske befolkning og om kirken og fagbevægelsen og arbejdsmarkedet osv. osv.

Hr. Karsten Hønge.

Hvad tænker fru Charlotte Munch præcis om det tillidsbrud, som jeg kan høre at mange i kirken følte at det var, i forhold til at man mente, at man havde et samarbejde mellem de folkevalgte og folkekirken. Som jeg hørte det, var det noget, der kom meget bag på mange i kirken. Det med folkekirken er ikke et parallelsamfund, jeg selv har et tæt forhold til, men jeg kan da registrere, at det betød meget for mange, at de oplevede det som et tillidsbrud. Var det det, som fru Charlotte Munch kom ind på?

Ordføreren.

Det er lige præcis det, der handler om: Det er et tillidsbrud. Det er også derfor, at jeg inddrog de andre parter i det her, for det er et tillidsbrud over hele linjen.

Så er det fru Victoria Velasquez, Enhedslisten.

Tak. Jeg tænker lidt i forhold til det her med, at det bliver sat op imod det, at hvis man ikke – og uden at fortælle det under valgskampen – vil være ærlig om at afskaffe store bededag på den meget ikkeflotte måde, det blev gjort på uden om overenskomster og alle de her ting, så er det, fordi man ikke vil tage ansvar, man ikke vil tage lederskab. Hvad synes ordføreren om den form for argumentation?

Ordføreren.

Jeg mener simpelt hen, at det er en meget grov beskyldning, for det, det handler om for mig og for mit parti – og sådan tror jeg faktisk det gælder for de fleste i oppositionen – er, at man sætter sig ned og lytter til de parter, som kan bidrage til rigtig mange ting, f.eks. arbejdsmarkedets parter. Det havde jo været et rigtig, rigtig godt værktøj til at finde en løsning, som måske andre kunne se sig i.

Spørgeren.

Tak. På en eller anden måde synes jeg også, det er en måde at tale ret meget ned til befolkningen på. Lad os bare tage corona: Danskerne var bare så klar til at stå i fronten, tage nogle enormt svære opgaver, særlig også da vi ikke engang vidste, hvad det var for en virus, vi havde med at gøre. Der blev virkelig taget lederskab, der blev virkelig organiseret ting lokalt dér, hvor beslutninger – uagtet hvad vi skulle beslutte herinde – ikke var nået ud, og de formåede at løfte det og lykkes med det. Er ordføreren enig i, at det også lidt er et udtryk for mistillid til befolkningen at tro, at de ikke ville have kunnet tage lederskab, hvis de havde vidst det ved valget?

Ordføreren.

Det er et stort tillidsbrud over for befolkningen – det er et kæmpe tillidsbrud. For det er jo netop, som ordføreren selv er inde på, at sige, at folk ikke selv, borgerne i Danmark ikke selv kan tage ansvar. Jeg tror simpelt hen ikke på, at løsningen er den rigtige. Jeg tror, man kunne have fundet frem til nogle langt, langt bedre og meget mere brugbare løsninger, hvis man havde gidet lytte til befolkningen, til arbejdsmarkedets parter osv.

Hr. Kim Valentin, Venstre.

Tak for det, og tak til ordføreren for en god tale. Der var dog en ting, jeg lige manglede, og det var at høre, hvad Danmarksdemokraternes alternative forslag til at skaffe 8.500 flere borgere i arbejdsudbud og 3 mia. kr. i permanent finansiering var. Kunne ordføreren uddybe det sådan relativt specificeret?

Ordføreren.

Det er meget nemt, for vi har jo fremlagt hele vores finansiering til det her. Så den kan jeg eventuelt eftersende, hvis den er blevet væk i mailboksen hos ordføreren fra Venstre. Når det så er sagt, tror jeg, de 8.500 medarbejdere kunne findes på mange andre måder.

Jeg siger ikke, det har været en let løsning for regeringen. Det siger jeg slet ikke. Jeg siger, det er en ualmindelig voldsom og, hvad skal jeg kalde den, ualmindelig sådan provokerende måde at gøre det på, at man ikke spørger nogen, at det skal hastes igennem det hele. De 8.500 kunne bl.a. være, som hr. Karsten Hønge faktisk var inde på, vores seniorer; det kunne være vores handicappede. Der er masser, der står klar til faktisk at komme på arbejdsmarkedet. Jeg deltager ofte i debatter, hvor seniorerne higer efter at komme ud på arbejdsmarkedet.

Hr. Kim Valentin.

Lad os ikke komme mere ind på arbejdsudbuddet. Vi har jo også aktiveret seniorerne ved f.eks. at gøre modregningerne meget mindre og fjerne modregningen på arbejdsindkomst. Så det har regeringen jo allerede også gjort. Så det er jo både og.

Men hvordan finder man så 3 mia. kr.?

Ordføreren.

Jeg vil godt lige afslutte med at sige – og nu ved jeg godt, at ordføreren ikke havde lyst til at få det svar – at det altså bare er sådan, at vi ikke har aktiveret alle seniorerne. Det kan sagtens være, at vi har gjort nogle tiltag, og dem har vi selv været med i, og dem synes jeg i øvrigt også er rigtig gode, men vi har ikke aktiveret alle seniorerne, for så var der jo ingen grund til, at vi deltog i alle de debatter, som jeg deltager i i et væk, om netop seniorer, der rigtig gerne vil ud på arbejdsmarkedet. Vi har allerede finansieret – og nu har jeg kun et par sekunder tilbage af min taletid – hele det her store bededagsregnskab, og jeg sender det gerne til ordføreren.

Dermed tak til Danmarksdemokraterne. Den næste ordfører på talerstolen er hr. Steffen Larsen, Liberal Alliance.

Tak for ordet, hr. formand. Det er over 1 år siden, at regeringen sammen med Radikale Venstre afskaffede store bededag. I år er det så første gang, at danskerne må arbejde en ekstra dag for at opfylde regeringens ambitioner på forsvars-, klima- og velfærdsområdet – eller hvad nu årsagen var, for det er stadig lidt uklart for mig. I Liberal Alliance mener vi stadig, at det ikke var den rette beslutning at afskaffe store bededag – en dag, der ofte blev brugt sammen med familien, måske i sommerhus, til konfirmation eller hos de gamle. Der er så mange andre måder, man kan skaffe ekstra finansiering til regeringens projekter på, hvis det var det, man ønskede. Men regeringen ville snuppe en fridag.

Jeg kan faktisk ikke forstå, at man ikke undersøgte, hvor man kunne skære i den offentlige administration, for det er her, der er et stort besparelsespotentiale. Som jeg nævnte har der siden 2017 været en vækst på 22 pct. i den offentlige administration. Og lad mig da konstatere, at tilbage i 2017 lod centraladministrationen og staten til faktisk at fungere. Det var ikke sådan, at det hele var ved at falde fra hinanden, og at vi absolut manglede flere djøf'er at ansætte. Selv regeringen dengang, der var VLAK-regeringen, havde en ambition om at sænke antallet af offentligt ansatte i administrationen. Det samme havde den følgende socialdemokratiske regering, og ja, det lykkedes heller ikke, de fik også øget antallet, og den nuværende regering har søreme haft samme ambition. Nu melder man så ud, at man har en konkret plan om at afskaffe i hvert fald 1.000 administrativt ansatte, og så må vi se, hvad det bringer med sig.

Lige nu må vi jo konstatere, at det er cirka tre store bededage i omkostninger, hvis vi tager de mest positive økonomiske briller på i forhold til regeringens plan, som det vil kunne give i øget arbejdsudbud med den pukkel af øgede administrative ansatte. Hvis vi kigger på mængden af hænder, er det 8.500 ekstra hænder, man påstår, det giver, med 16.195 ansatte, hvis de bare var placeret andre steder i staten, hvor det var frontlinjepersonale, eller hvis de var på hospitalerne i en stilling der, ville det jo være sådan, at vi ikke så det samme problem. Så vi kan konstatere, at pengene bliver administreret forkert, og det er jo ikke det, som er meningen. Ligeledes må vi sige, at det er et problem, når vi vælger at ansætte så mange administrative ansatte, når det i virkeligheden er frontlinjepersonale, der er behov for. Det kunne vi også forstå på hr. Kim Valentins tale. Jeg er meget enig i, at det er frontlinjepersonale, der er brug for ude i velfærdssamfundet, og så kan det jo undre, at det ikke er der, vi ser en øgning i antallet af ansatte og ikke har set en øgning i antallet af ansatte.

Lad os bare tage hospitalsvæsenet som et eksempel. Ja, antallet af administrative ansatte er steget med næsten 2.000 i den periode. Har vi fået flere sygeplejersker? Nej, det tal er ikke rigtig steget. Har vi fået flere læger? Nej, det tal er heller ikke rigtig steget. Nå, okay. Jamen hvad har vi så fået? Jo, vi fået flere administrative ansatte, der kan sidde og flytte papirer rundt, sådan at de kræftramte i Østjylland f.eks. kan blive til noget excelarksroderi, så vi ikke får sendt dem til operationer i andre regioner, som de ellers har brug for på mave- og tarmkræftafdelingen. Nej, det kunne i stedet blive djøfiseret i sådan en grad, at vi helt glemte patienterne. Det er altså ikke et positivt indtryk, man får af, hvad det er, der sker. Men vi kunne have løst problemet, vi kunne have finansieret det på andre måder, men regeringen ville død og kritte af med en helligdag, og ingen kan finde ud af, hvem det var, der kom med den idé. Og det er da rigtig ærgerligt, for så kan vi ikke placere et ansvar. Men nok om det. Lad os høre, om der er nogen, der vil tale om ansvar.

Måske. Fru Karin Liltorp, Moderaterne.

Tak for det. Nu kan jeg jo ikke undgå at bemærke, at ordføreren flere gange har nævnt alle de her overflødige offentligt ansatte, der er i administrationen. Jeg kunne godt tænke mig at vide, om ordføreren har den opfattelse, at alle, der arbejder inden for den offentlige administration, dybest set er ligegyldige eller ikke laver noget, der overhovedet skaber værdi. For det er jo en nem konklusion at have om nogle folk, man faktisk dybest set ikke aner hvad laver. Men har ordføreren en eller anden viden om, at det arbejde, de alle sammen laver, er overflødigt?

Ordføreren.

Jeg er overbevist om, at det ikke er overflødigt, hvad de laver alle sammen. Men jeg er også overbevist om, at langt hovedparten af vores administrative systemer i staten fungerede fint før 2017. Derfor kan det undre, at vi skulle bruge 22 pct. flere i administrationen.

Et sted, hvor jeg ved at vi havde et problem, er f.eks. i skattevæsenet. Her har man ansat 1.000 ekstra. Okay, er 1.000 så det rigtige antal? Det må vi jo tvivle på, når vi ser resultaterne af Vurderingsstyrelsen. Der tror jeg godt at vi kan konkludere, at der var nogle problemer. Det er måske for mange kokke, der fordærver maden dér. Hvem ved? Vi får nok aldrig et rigtigt svar på, hvad der gik galt. Igen fortoner ansvaret sig ligesom i tågerne.

Så har vi andre steder i staten, hvor vi har fået flere administrative ansatte. Lad mig komme med et godt eksempel. I f.eks. regionerne har vi fået rigtig mange flere administrative ansatte på hospitalerne. Men har vi oplevet et løft af nogen service? Har vi oplevet, at sygeplejerskerne skal løbe langsommere og faktisk har mere tid? Nej, det har vi ikke. Så hvad hjalp det?

Spørgeren.

Jeg skal heller ikke kunne sige, hvad det hjalp. Men det lyder, som om ordføreren har en dyb indsigt i det her område. Og hvis det er korrekt forstået, er jeg sikker på, at der er nogen, der gerne vil have den liste, som ordføreren har lavet, over alle dem, der er overflødige, så vi kan få dem fyret i en fart og få dem ansat på hospitalerne, hvis det er det, der er hensigten.

Ordføreren.

Vi må jo nok hellere få dem omskolet eller uddannet til noget mere brugbart, hvis vi skal have dem ud på hospitalerne. For det nytter jo ikke noget bare at tage administrative ansatte fra ét sted i staten og sende dem ud på hospitalerne og være administrative ansatte dér. Det er måske der, hvor vi har problemet lige nu, altså at vi nogle steder har for mange administrative ansatte.

Et andet sted, jeg bemærkede, var på f.eks. undervisningsområdet. Der er man nødt til nu at købe en ny ejendom til 600 mio. kr. i København midt på Kalvebod Brygge for at få plads til alle de nye ansatte i STUK og STIL. Man har jo fordoblet antallet af ansatte i de to styrelser over de sidste par år. Det er også en mærkværdig brug af ressourcer.

Vi kommer vidt omkring. Hr. Kim Valentin, Venstre.

Tak, og tak til ordføreren, som jeg endda kan forstå er vikar i dag. Det klarer ordføreren ganske glimrende. Mit spørgsmål går på, at ordføreren siger, at der er kommet en masse nyt administrativt personale. Vil ordføreren anerkende, at der er brug for et demografisk løft i vores sektor? Det vil sige, at vi bliver flere ældre, og at der kommer flere problemer derude. Hvor stor en andel af dem, der er blevet ansat, går rent faktisk til det demografiske løft?

Ordføreren.

Ja, det er jo et godt spørgsmål. Det kan man ikke rigtig se ud af den her mængde administrative ansatte. Men en anden ting er, at hvis det er det demografiske løft, vi taler om, er det jo sjovt, at det ikke er flere sosu'er og ikke er flere sygeplejersker, vi taler om, men at det netop er flere administrative ansatte, der er dukket op. Der ved jeg godt, at der også skal noget ledelse til for at få nogle folk ud. Men jeg bemærker, at ledelsen jo burde være væsentlig færre folk end de frontlinjeansatte. Her lader det til, at ledelsen nogle steder begynder at overstige antallet af frontlinjeansatte. Så tror jeg egentlig ikke, at vi får løst det problem, som vi gerne ser løst, og som jeg er overbevist om at hr. Kim Valentin også gerne ser løst, nemlig at vi får håndteret det demografiske træk i velfærdssektoren.

Spørgeren.

Det var jo lidt af svaret, men jeg fik trods alt ikke at vide, hvor mange der gik, for det tal kender ordføreren ikke. Men kan ordføreren så være med på, at det, som Liberal Alliance foreslår, er, at man fyrer folk og eventuelt sætter skatterne ned? For det er den model, som Liberal Alliance går med. Men det vil den anden side af salen jo slet ikke være med til, og derfor er der overhovedet ikke flertal for noget af det. Tværtimod er der flertal for den model, regeringen foreslog.

Ordføreren.

Jamen det er jo derfor, Liberal Alliance gerne så, at der var et blåt flertal efter næste valg, sådan at blå partier sammen kunne finde løsninger på det her. Hvis nu dem på den anden side af salen ikke var med på, at vi fandt besparelser i den offentlige administration, og hvis det at fyre en enkelt administrativ ansat er det samme som en – hvordan var det, Villy Søvndal i sin tid sagde det, selv om man havde en enorm offentlig vækst under Anders Fogh Rasmussen i sin tid? – velfærdsmassakre, så må vi jo konstatere, at der kunne man godt tænke sig, at der var et blåt flertal, som kunne samarbejde om det.

Hr. Karsten Hønge, Socialistisk Folkeparti.

Vi har jo også i debatten i dag flere gange været omkring forskellige aspekter af de økonomiske beregninger, som nu skulle begrunde det her tyveri af en fridag fra lønmodtagerne. Man kan jo sige, at økonomerne på kort sigt kan vældig uenige. Nogle kalder det hokuspokusberegninger, men de er dog et stykke hen ad vejen enige om, at det vil give noget arbejdskraft. Til gengæld har de fleste, som jeg har set det, været enige om, at på bare lidt længere sigt vil det fade ud og faktisk ende i nul.

Jeg kunne godt tænke mig at høre hr. Steffen Larsens refleksioner over det her med, at man laver et dramatisk indgreb over for lønmodtagerfamilier og man laver et tillidsbrud over for folkekirken, for at opnå noget, der på en god dag og på kort sigt giver noget, og som på længere sigt ingenting giver. Hvad er hr. Steffen Larsens refleksioner over en regering, der regerer på den måde?

Ordføreren.

Jeg ser det ikke som noget positivt. Jeg tror på langsigtet politik, og jeg kan forstå, at det ikke undrer ministeren, at jeg ikke ser det som noget positivt. Sådan har det jo været hele debatten igennem. Jeg må jo konstatere, at jeg tror på, at man er nødt til at lave langsigtede planer og langsigtede strukturelle reformer, når man skal kigge på, hvordan vi bedst optimerer velfærdsstaten og vores samfund som helhed.

Så det her med at gå ind, gribe en fridag og hive den ud er en langsigtet strukturel ændring, ved at der så ikke er den fridag, men resultatet er jo, at arbejdsgiverne og arbejdstagerne fortsat kan lave deres egne aftaler. Vi ser jo også, at utrolig mange virksomheder bl.a. giver fri den dag i stedet for at øge lønningerne, hvilket jo også er blevet pålagt dem. Der er jo mange andre måder, man kan komme rundt om den situation på. Vi må også konstatere, at rigtig mange lønmodtagere i Danmark jo ønsker sig en fridag.

Spørgeren.

SF og Liberal Alliance ligger selvfølgelig langt fra hinanden på en række områder, måske især når det kommer til arbejdsmarkedspolitik, og så erindrer jeg alligevel med stor glæde Liberal Alliances ordførers indlæg ved førstebehandlingen af det her lovforslag. Det koncentrerede sig om, at det her var konfiskation og ekspropriation af privat ejendom, fordi det er aftaler mellem to private parter, der ligger. Regeringen bryder ind og nærmest eksproprierer dem. Hvad tænker hr. Steffen Larsen om det?

Ordføreren.

Som jeg jo netop nævnte, er det jo sådan, at arbejdsgiverne og arbejdstagerne i Danmark har lov til selv at lave kontrakter og aftaler med hinanden. Det synes jeg jo er dejligt. Det er et frit initiativ, og så længe foreningsfriheden gælder for de folk, der skal være medlem af foreningerne, har jeg jo ingen kvababbelser over, at man forhandler den vej rundt. Det synes jeg er smukt og godt. Jeg synes jo netop, at det her er en art ekspropriation, for det, der sker, er, at den private ejendomsret eller i hvert fald den private kontraktret bliver udsat for et indgreb fra statens side, og det huer mig ikke.

Fru Dina Raabjerg, Det Konservative Folkeparti.

Tak. Jeg vil gerne følge op på den snak, der var lige før, om antallet af offentligt ansatte. Kunne ordføreren tænke sig, at der måske kunne være en sammenhæng mellem en meget stor reguleringsivrighed i Folketinget og i staten, hvor vi snart sagt har regler for alt, og så hvor mange ansatte der skal være til at administrere og udmønte alle de regler og ikke mindst følge op på dem?

Ordføreren.

Hvis man f.eks. ser på, hvordan de her penge, der er blevet øremærket til forskellige ting, herinde fra Folketinget og ud til kommunerne, er indrettet, så er der jo bl.a. blevet forhandlet ind, at der skal være en administrationsandel af de milliarder, der er blevet givet ud, til f.eks. det her med, at der skal være flere pædagoger i børnehaverne. Der må vi konstatere, at det så betyder, at for hver gang man ansatte to eller tre pædagoger ude i børnehaverne, skulle der ansættes en ekstra administrativt ansat i kommunerne.

Det synes jeg jo er en mærkværdig måde at tilgå det på, hvis det var pædagoger, det var formålet at skaffe. Og så må man jo sige, at hvis en leder i en børnehave ikke kan administrere f.eks. to-tre pædagoger ekstra, bliver det jo også lidt mærkværdigt at se, at man fra KL's og Folketingets side ligesom påtvinger, at der skal være flere administrativt ansatte på den leder. Det synes jeg er en mærkværdighed.

Der ønskes ingen opfølgning. Dermed tak til ordføreren fra Liberal Alliance. Så er det fru Karin Liltorp fra Moderaterne.

Tak for ordet. Rent økonomisk har afskaffelsen af store bededag været en stor succes. Det betyder, at vi har øget arbejdsudbuddet med 8.500 fuldtidspersoner og vi har styrket de offentlige finanser med ca. 3 mia. kr. årligt, og det er da meget pænt. Desuden vil jeg vove den påstand, at mange arbejdsgivere, især i produktionsvirksomheder, er glade for beslutningen, selv om de måske har været lidt bange for at sige det højt. Jeg har selv arbejdet det meste af mit liv i produktionsvirksomheder, der fremstiller medicin, og jeg ved, at det kunne være rigtig svært at få det hele til at gå op på grund af de mange fridage, der var i løbet af foråret.

Men nej, det er heller ikke gået hen over hovedet på mig, at der har været stor folkelig modstand, og at der nogle steder stadig er det. Med min store interesse i den menneskelige psyke har jeg prøvet at forstå, hvad det primært drejer sig om. For jeg er slet ikke i tvivl om, at størstedelen af danskerne meget gerne vil arbejde en dag for ukrainernes skyld. Jeg er sikker på, at de meget gerne vil arbejde ekstra for at sikre penge til at forsvare os mod Putin, ja, i det hele taget er jeg ganske sikker på, at man sagtens kunne vinde opbakning til, at vi sammen skal tjene flere penge til en konkret og værdig sag, så derfor er det jo sjovt at dykke ned i, hvad der er gået galt.

Langt hen ad vejen tror jeg det drejer sig om kommunikation og om mangel på samme, og der var måske ikke tilstrækkelig samtale. Det har den efterfølgende debat i høj grad vist. For ligesom vi har ret til at ytre os, har vi også en pligt til at lytte til hinanden. Vi skal kunne tale sammen, også om svære ting og også om ting, vi er uenige om – samtalen må aldrig stoppe – og det er jo heldigvis det, vi gør her i dag.

I Moderaterne synes vi dog stadig, at det var den rigtige og nødvendige beslutning, og at der var et godt, sagligt argument for at afskaffe store bededag, så derfor mener vi ikke, at det var en fejl at afskaffe den. Vi får i den grad brug for pengene i betragtning af de problemer, samfundet står over for, og afskaffelsen af en helligdag, hvor vi alle bidrager ved at arbejde lidt mere, ser vi som den mest solidariske måde at gøre det på. Tak for ordet.

Så er det hr. Karsten Hønge, Socialistisk Folkeparti.

Jeg har lagt mærke til, at Moderaterne lige fra deres fødsel og til i dag forklarer, at en af kerneværdierne er samarbejde. Det er måske også det at være moderat, at man modererer. Jeg prøver sådan positivt at forstå, at det i sig selv er en værdi for partiet bare det at etablere samarbejde og dialog. Hvordan har fru Karin Liltorp det så egentlig med, at en af de første handlinger, Moderaterne var med til, var et indgreb, der splittede Folketinget, der splittede forholdet mellem Folketinget og arbejdsmarkedets parter – ikke kun fagbevægelsen, men også arbejdsgiverne – og splittede forholdet mellem Folketinget og folkekirken? Hvad er så idéen i at være moderat?

Ordføreren.

Der er meget glad for, at ordføreren anerkender, at Moderaterne faktisk er baseret på et fundament af samtale – at vi skal lytte til hinanden. Nogle gange kommer man jo ud i nogle situationer, hvor samtalen måske ikke har været tilstrækkelig, og jeg tror også, det var det, jeg kendte i min samtale. Men dermed ikke sagt, at beslutningen var forkert.

At beslutningen har været med til at splitte i så høj grad, som ordføreren nævner, køber jeg så ikke helt ind i. Jeg ved godt, at det nogle steder har skabt frustration, men at der decideret er tale om en stor splittelse, har jeg ikke oplevet. Jeg har stadig væk de samme venner som før, og jeg oplever, at der er flere arbejdsgivere, der synes, det har været en ganske fin ordning.

Hr. Karsten Hønge.

Jo, jo, men jeg forestiller mig ikke sådan splittelse på det personlige plan. Jeg tror godt, at vi som danskere kan hæve os op over den slags uenigheder. Det er ikke så meget det, jeg tænker på. Jeg tænker mere på den helt åbenlyse splittelse, det har skabt i samfundet som sådan: En halv million mennesker skriver under på en underskriftsindsamling om, at man ikke vil have den afskaffet; vi har kæmpestore demonstrationer på Slotspladsen; det har sat dybe skel mellem Folketinget og fagbevægelsen og arbejdsgiverne og, som vi også har været inde på tidligere, skabt nogle ret alvorlige ar i samarbejdet mellem folkekirken og Folketinget. Hvordan har man det egentlig med, at en af de første store handlinger, Moderaterne bidrog med i dansk politik, var at splitte Folketinget og så i øvrigt skade Folketingets forhold til samarbejdspartnere?

Ordføreren.

Jeg kan godt høre, at ordføreren er meget glad for at bruge ordet splitte. Jeg ser det som en uenighed, og jeg erkender fuldt ud, at samtalen op til afskaffelsen af store bededag ikke på alle måder var perfekt. Men splittelse ser jeg ikke. Jeg synes, at samtalen kunne have været bedre, for jeg tror faktisk, at langt de fleste efterfølgende i dag har fundet ud af, at det ikke var så skidt en idé, og jeg oplever, at fagbevægelsen stadig væk meget gerne vil tale med os.

Hr. Steffen Larsen, Liberal Alliance.

Ja, når jeg hører udvekslingen mellem hr. Karsten Hønge og ordføreren, kommer jeg næsten til at tænke på Hemingways ord »show it, don't tell it«, for jeg hører utrolig meget om det her med samarbejde fra Moderaterne. Men jeg synes ikke altid, jeg ser det i samme grad.

Nå, men vi må videre. Det er en stor succes, siger ordføreren. Jeg vil nok påpege, at det er en meget kortsigtet succes, hvis man kigger på tallene og på økonomernes beregninger, og endda nærmere en kortsigtet fejltagelse, for de 8.500 par hænder er kortsigtede. Det er der ret stor økonomisk enighed om. Derfor kan det næppe være en stor succes. Så er spørgsmålet, hvor man så vil finde disse 8.500 par hænder, når de fortoner sig i fremtiden?

Ordføreren.

Nu har vi allerede nogle gange i løbet af debatten været inde på, at økonomers beregninger også er behæftet med store usikkerheder, for som bekendt er det svært at spå, og især om fremtiden. Nu kommer jeg som bekendt selv fra en produktionsvirksomhed, som jeg nævnte, og for mig er det ikke svært at forstå, at når man arbejder 1 dag mere, kommer der flere penge i kassen. Det er ganske simpel økonomi, hvor man faktisk ikke engang behøver at være økonom for at lave den her beregning.

Spørgeren.

Jo, men det kræver jo så som sagt, hvis den her øgede økonomi skal komme, at produktiviteten stiger af det. Og spørgsmålet er så, om den gør det. At flere skal arbejde 1 dag mere, kan godt betyde, at noget produktivitet vil stige. Men det her minder jo egentlig mindre om en handling, der er foretaget af netop de årsager, som ellers er nævnt. Det her minder jo netop om en handling, der er lavet, fordi Dansk Industri syntes, det var en god idé, at flere skulle arbejde 1 dag mere, og det er jo en anden ting. Det er jo en ganske anden ting.

Ordføreren.

At Dansk Industri muligvis er glade for beslutningen, er jeg da kun glad for. Men overordnet er jeg glad for, at vi faktisk skaffer så mange flere penge i statskassen, så jeg ser ikke, at der er et mismatch imellem, at vi skaffer flere penge i statskassen og Dansk Industri er glade. Jeg ser det som en økonomisk gevinst, og jeg ser ikke, at den enkelte taber så meget, som det har været oppe her i debatten.

Så er det fru Victoria Velasquez fra Enhedslisten.

Jeg er rigtig glad for, at ordføreren erkender, at man faktisk ikke har lyttet, og at der har været problemer med kommunikationen og samarbejdet. I dag er rammen for debatten bl.a. konsekvenserne af afskaffelsen af store bededag, og derfor vil jeg gerne spørge lidt ind til det her med, at ordføreren så alligevel er så skråsikker omkring, at hvis man havde lyttet, var man alligevel landet på at afskaffe store bededag. For på en eller anden måde synes jeg lidt, at man modsiger sig selv i argumentationen, når det handler om reelt at lytte. Altså, så bliver det mere sådan, at man bare lader, som om man lytter. For hvis man virkelig lytter og vil have et samarbejde, kan man jo ikke på forhånd vide, hvad det munder ud i.

Derfor kunne jeg godt tænke mig at spørge Moderaternes ordfører: Hvad ville konsekvensen være – måske ikke nødvendigvis for outputtet – hvis man faktisk havde lyttet?

Ordføreren.

Det er jo ganske korrekt. Det er svært at spå om, hvad den endelige løsning havde været, hvis man havde taget en længere samtale om det her. Men jeg tror bestemt ikke, det er usandsynligt, at vi var havnet med den samme løsning. Jeg tror, at det, der har stødt mange, er følelsen ikke at blive hørt. Men hvis de så var blevet hørt, tror jeg, at endnu flere ville have kunnet se, at det faktisk var en god løsning, som var med til at skabe et overskud, der kunne betale regningen for nogle af de fremtidige udgifter, vi har, og at det samtidig var en meget solidarisk måde at løse problemerne på.

Spørgeren.

Vi kan faktisk også risikere, at det bliver lige omvendt. Der er eksempelvis kommet en ny rapport omkring de over 50.000 mennesker med arbejdsrelateret stress. Det koster samfundet mange, mange milliarder. Så det er det der med, at man i stedet for at tænke på, hvordan man arbejder klogere, bare skruer op for arbejdstiden, til trods for at man ved, hvilke konsekvenser det har, når man ikke får mulighed for at restituere. Så kan ordføreren ikke være bange for, at det her faktisk trækker samfundet i den forkerte retning, og at man måske kunne have skubbet samfundet i en bedre retning, hvis man faktisk havde lyttet?

Ordføreren.

Jeg ved godt, at der har været meget drama herinde og snak om en dramatisk ændring. Jeg vil bare minde om, at den almindelige dansker går fra at have ca. 140 fridage om året til nu at have 1 mindre. Så vi snakker om noget i størrelsesordenen ½ pct., og det er selvfølgelig også noget, men at tage det som gidsel i en stressdebat synes jeg er meget forfejlet. Den præmis køber jeg ikke.

Fru Dina Raabjerg, Det Konservative Folkeparti.

Tak. Jeg hører, at ordføreren bekræfter, at når man laver sådan nogle beregninger, er de behæftet med usikkerheder, og jeg hører også en anerkendelse af, at man laver nogle antagelser om fremtiden og spår om en effekt. Alligevel hører jeg ordføreren sige sådan meget kategorisk, at man har øget det med 8.500 flere medarbejdere, og at der er skaffet finansiering. Men det ved vi vel reelt ikke, for der foreligger jo ikke nogen reel opfølgning på de beregninger. Er det ikke korrekt forstået?

Ordføreren.

Det er korrekt forstået, at jeg ikke på den måde sidder med finanserne selv, for jeg lytter jo til, hvad jeg får fortalt. Og jeg kan gå tilbage til det og sige, at det, jeg med sikkerhed kan bekræfte, er, at når man på en produktionsvirksomhed får lov til at producere en ekstra dag, øges indtjeningen, og det synes jeg jo ikke er sådan meget svært at forstå. Det er det, jeg ligesom bider mærke i. Og det er muligt, at nogles arbejde ikke fylder så meget, men jeg er sikker på, at mange ville sige, at hvis vi politikere blev hjemme lidt oftere, kunne det spare samfundet for meget. Men der er altså produktionsvirksomheder, der reelt skaber overskud.

Spørgeren.

Kunne det ikke være rigtig godt for os alle sammen og for den her debat, hvis vi rent faktisk fik en reel opfølgning på, hvordan det gik med afskaffelsen af store bededag, i forhold til hvordan produktiviteten steg og hvor mange penge vi fik frigivet ved det?

Ordføreren.

Det er muligt, men hvis ordføreren nu beder mig om at love, at der kommer en opgørelse, vil jeg bestemt ikke gøre det herfra. Men jeg synes da, det vil være helt reelt at spørge Novo Nordisk, om de mener, at det er dem, der skaber det største overskud for Danmark, og om de mener, at de faktisk tjener flere penge ved at lade de ansatte arbejde en dag mere, og der er jeg ikke sådan i stor tvivl om, hvad svaret er.

Fru Charlotte Munch, Danmarksdemokraterne.

Tak. Ordføreren siger, at det er svært at spå om, hvor vi var landet, men kunne man ikke forestille sig, at man, hvis man nu havde lavet sådan en regulær forhandling og havde fået lidt input fra eksempelvis arbejdsmarkedets parter, måske havde fået et lidt bredere grundlag og var landet et sted, hvor man måske ikke havde hastet det sådan igennem, men rent faktisk havde lyttet til nogen? Kunne man ikke forestille sig, at man var landet lidt bedre?

Ordføreren.

Det kan sagtens være, at man ville være landet et andet sted, og jeg synes også, at jeg efterhånden har anerkendt et par gange, at processen måske ikke var fuldstændig skøn. Men jeg tror også, at der er en stor sandsynlighed for, at den ville være endt samme sted. Så om det ene eller det andet udfald er realistisk, vil jeg, igen, ikke spå om. Men jeg synes, den er endt et fint sted, og jeg tror bare, at hvis vi havde taget en længere debat, ville vi have mødt mindre modstand mod den aktuelle beslutning

Spørgeren.

Det er fint. Så bliver ordføreren ved med at nævne det her med, at man selv har været i en produktionsvirksomhed og ved, at når man arbejder mere, producerer man også mere. Det lyder meget logisk. Det er bare sådan, at rigtig mange virksomheder rent faktisk siger, at deres medarbejdere arbejder meget mere effektivt, hvis de holder lidt fri indimellem og ikke arbejder så mange dage. Så derfor er tendensen mere, at man går ned i tid, end at man går op i tid. Men det var sådan set ikke et spørgsmål.

Mit spørgsmål er ganske kort og klart: Hvis man i den her regering mangler penge, hvilken dag tager man så næste gang?

Ordføreren.

Det er også meget svært at spå om. Jeg tror ikke, der overhovedet er nogen planer om at tage flere dage. Det kan jeg jo ikke stå her og love, men der kan sagtens blive brug for at skaffe mere finansiering, og så kigger man på, hvordan det kan gøres. Det kan jo bl.a. være ved at øge arbejdsudbuddet på mange andre områder, og der er jo heldigvis flere muligheder.

Hr. Mikkel Bjørn, Dansk Folkeparti.

Nu bliver jeg en lille smule bekymret, for indtil nu synes jeg, regeringen har sagt, at det er helt udelukket, at der bliver afskaffet flere fridage, og nu siger Moderaterne, at det faktisk er svært at spå om, hvilke fridage der lige om lidt kan risikere at blive afskaffet, hvis man mangler flere penge. Er det den besked, danskerne derude skal høre fra et af regeringspartierne i dag, altså at der godt kan komme flere helligdage, der bliver afskaffet, hvis man pludselig står og mangler flere penge eller synes, der mangler nogle flere i beskæftigelse eller noget helt tredje?

Ordføreren.

Jeg ved, at Dansk Folkeparti ville elske det, hvis det var det, ordføreren heroppe sagde, men det var det bestemt ikke. Der er ingen planer om det. Men jeg kan på ingen måde gøre rede for, hvad en fremtidig regering vil gøre efter næste folketingsvalg. Men nej, der er absolut ingen aktuelle planer om at afskaffe flere helligdage.

Hr. Mikkel Bjørn.

Vil Moderaterne udelukke, at de kunne finde på at bakke op om afskaffelsen af flere helligdage for at finde ressourcer eller skaffe flere i beskæftigelse?

Ordføreren.

Der er absolut ingen planer i den nuværende regering om at afskaffe flere helligdage.

Dermed tak til ordføreren for Moderaterne. Næste ordfører er fru Dina Raabjerg, Det Konservative Folkeparti.

Tak for ordet, formand. Regeringens argument om at afskaffe store bededag var, at man kunne skaffe 8.500 fuldtidsarbejdspladser til arbejdsmarkedet og skaffe en masse rare milliarder til forsvaret. Siden da er pengene væltet ind i råderum, så det behov for flere penge forsvandt næsten hurtigere end høringsperioden. Staten har bidraget til manglen på arbejdskraft ved at fortsætte sin ubegrænsede ansættelsesglæde.

Med afskaffelsen af store bededag som helligdag gjorde regeringen i vores bog sig skyldig i flere synder. Man har blandet sig unødigt i arbejdsmarkedsmodellen med de to parter. Man havde en høringsproces på, jeg tror, det kun var en uge. Man ignorerede danske værdier, kultur og historie. Man kørte den danske folkekirke over og stillede spørgsmål ved biskoppernes ret til at ytre sig. Man fremlagde økonomiske beregninger, som viste sig ikke at holde vand. Og så har man bidraget til politikerleden ved at indføre et ret stort indgreb lige efter et folketingsvalg uden overhovedet at have italesat det inden.

Så jeg er jo meget interesseret i at høre ministeren om, hvorvidt der har været en målbar stigning i arbejdsudbuddet og ikke mindst i produktiviteten: Hvor mange ekstra fuldtidsstillinger er der reelt blevet skabt som følge af den ekstra arbejdsdag? Hvordan har arbejdsmarkedets parter reageret på ændringen? Og har der været stigninger i krav om kompensation eller andre fordele under overenskomstforhandlingerne? Tak for ordet.

Fru Karin Liltorp, Moderaterne.

Tak, og tak for talen. Jeg synes, at det lige i starten af talen næsten lød som sådan en anklage mod regeringen, at nu var der mange flere penge, end man regnede med. Jeg skal bare lige forstå, om ordføreren ser det som en forbrydelse, at det er lykkedes for den nuværende regering at skaffe flere penge, end man oprindelig regnede med.

Ordføreren.

Det er altid rart, at der kommer nogle penge. Det er selvfølgelig ikke en forbrydelse, og ved ordføreren hvad? Det kunne jo være, det ovenikøbet var kommet, fordi man havde afskaffet bededag, at så havde milliarderne trillet ind, men det ved vi jo ikke, for vi har ikke fået nogen ordentlig evaluering af det. Personligt tror jeg, vi kan takke Wegovy for det, men det er helt anden snak.

Fru Karin Liltorp.

Nu gav ordføreren mig jo lige en ny idé, en ny tanke, for netop hvis det er Wegovy, vi kan takke for det, er det jo Novo Nordisk, og hvis der er nogen, der har glæde af, at vi får en ekstra arbejdsdag, er det jo netop Novo Nordisk. Det er jo ligesom dem, der sørger for, at Danmark har så stort et økonomisk overskud, som vi har i dag. Så jeg håber, vi kan have en fælles glæde over, at de på den måde kan tjene endnu flere penge, end de gjorde tidligere.

Ordføreren.

Jeg ved da ikke, om det skyldes store bededag, at Novo Nordisk producerer noget mere. Det kunne jo være, at det var, fordi forskerne, som har arbejdet med Wegovy, har nogle fridage indimellem, så de kan tænke rigtig klart, når de endelig kommer på arbejde.

Hr. Kim Valentin, Venstre.

Tak, og tak til ordføreren for talen. Jeg har et spørgsmål. Jeg blev lidt inspireret af, at ordføreren sagde, at ordføreren havde været ansat i Finansministeriets økonomikontor. (Dina Raabjerg (KF): Økonomistyrelse). Derfor er mit spørgsmål, om ordføreren kan bekræfte, at man jo ikke kigger på regnskab i staten, men at man kigger på budget og finanslov; man kigger fremad. Det vil sige, at når man regner ud, at der er 8.500 i arbejdsudbud, kigger man frem, og så regner man jo råderummet ud, og det er det, der er vigtigt. Det er det, som man budgetterer efter, og det er det, man så lægger velfærdsydelserne ind omkring. Derfor er det selvfølgelig super vigtigt, at man regner på det og kommer frem til nogle tal, nemlig 8.500 i arbejdsudbud og 3 mia. kr. i permanent finansiering. Kan ordføreren bekræfte, at det er den rigtige måde at regne på?

Ordføreren.

Man har jo kun de antagelser, som man har, når man sætter sig ned og laver en beregning. Det, som er vigtigt i den sag her, synes jeg, er, at vi også får fulgt op på, om de antagelser var korrekte.

Spørgeren.

Ja, og der har vi jo så den meget elegante form, at enhver folketingspolitiker kan sende et spørgsmål til finansministeren, så det vil jeg da anbefale at man gør. Jeg vil selv følge op på det. Jeg er da interesseret i, om det er 10.000, for så ser det jo bedre ud.

Ordføreren.

Jamen tusind tak. Det var da en glimrende idé. Skulle vi ikke tage at prøve at få skrevet det ind i nogle af de her vedtagelsestekster, der ligger på bordet?

Dermed tak til Det Konservative Folketing. Næste ordfører er fri Victoria Velasquez fra Enhedslisten.

Enhedslistens holdning til det angreb, det var at afskaffe store bededag – et angreb både på befolkningen, vores levevilkår, arbejdsforhold og, ja, frihed – er jo velkendt. Men lad mig bare understrege endnu en gang, at vi synes, det er forrykt, at regeringen sammen med Det Radikale Venstre simpelt hen har tvunget folket til at arbejde en dag mere på en forårsfridag, som mange mennesker værdsætter rigtig meget, og som giver lidt mere tid sammen med ens venner og familie, når det bliver lidt lysere og grønnere.

Vi synes, det er skadeligt og også farligt, at regeringen sammen med Radikale Venstre med lovmagt har grebet ind i de gældende overenskomster, og vi synes, det er en hån mod demokratiet, at man simpelt hen stjæler en fridag, lige oven på at der har været et folketingsvalg, hvor man ikke var ærlig omkring det. Og nu her, hvor vi skal diskutere konsekvenserne af det, er det jo interessant at se, at statsministeren er på retræte, eller næsten, for man holder jo stadig væk fast i, at vi ikke kan få vores forårsfridag tilbage. Måske er meldingerne kommet på grund af de konsekvenser, der har været, måske også fordi regeringen massivt har tabt opbakning og mistet sit flertal i meningsmålingerne, fordi folket har vist, at det koster dyrt at angribe lønmodtagerne; at det koster dyrt at ramme vores vilkår og rettigheder. Og jeg håber, det betyder, at regeringen fremover vil tænke sig om en ekstra gang, før den griber ud efter vores rettigheder og vores frihed. Blandt nogle af de konsekvenser, det har haft, er helt konkret et tillidsbrud.

En anden ting er i forhold til vores overenskomster, og så er det også det, at økonomien jo ikke hænger sammen her. Forudsætningerne rammer skævt. Desuden synes jeg, at det handler om demokratiet, og ikke kun, i forhold til at man ikke var ærlige om det under valget, og at man ikke lytter til befolkningen; at man simpelt hen tromler igennem med det, til trods for at der er et så massivt flertal i befolkningen imod det.

Her kommer jeg til at tænke tilbage på, da jeg var omkring de 20 år og forhandlede min første overenskomst igennem. Og det her med – jeg kan tydelig huske det – at skulle koordinere med kollegaerne og netop diskutere, hvad det er, der er vigtigt for os på vores arbejdsplads og have dialogen med arbejdsgiverne og alle de der forskellige forhold, er jo faktisk en udvidelse af demokratiet, i forhold til hvordan det er i rigtig mange andre lande. Altså det med, at når man går over dørtærsklen til en arbejdsplads, hvor der faktisk er en overenskomst, så har man større indflydelse på løn og arbejdsvilkår, end man har i rigtig mange andre lande, hvor det er noget, der er lovbestemt. Det er for mig en styrkelse af demokratiet, at vi faktisk har den danske aftalemodel, og det er derfor, jeg faktisk også mener, det har haft konsekvenser for vores demokrati, hvad man har gjort. Så jeg håber at det her gør, at det aldrig nogen sinde kommer på tale igen og bliver noget, man overvejer at gøre en gang til, men at vi tværtimod får vores fridag tilbage. Tak for ordet.

Fru Karin Liltorp, Moderaterne.

Tak, og tak for talen. Der kom jo mange store flotte ord, og der var noget med frihedsrettigheder, der var noget med demokrati, og det lød jo alt sammen meget dramatisk. Jeg vil gerne have ordføreren til at erkende, at der stadig væk er ca. 140 fridage om året, så det ikke er danskernes frihed som sådan, der er blevet inddraget. En anden ting, jeg godt kunne tænke mig at høre ind til, er det her brud på demokratiet. Er vi enige om, at det var en demokratisk valgt regering, der kom med det her forslag, og at det var Folketinget, der tog den her beslutning, og at det ikke var en form for diktatur?

Ordføreren.

Jeg vil sige, at jeg faktisk synes, at det er ret dramatisk. Nu diskuterer vi løbende, at regeringen lægger op til at skulle hæve pensionsalderen for f.eks. de unge, der er på arbejdsmarkedet i dag, men det er jo faktisk 3 måneders fri tid, som Moderaterne er med til at tage fra ungdommen – 3 måneder, som de kunne have brugt på at uddanne sig, måske rejse et sted hen i verden, de ikke har været før, være sammen med deres familie, bruge det til at udvide deres barsel, hvad ved jeg. Hvad kunne man have brugt 3 måneder på igennem et helt liv? Det er faktisk det, som Moderaterne tager fra ungdommen, og som de ikke kommer til at få tilbage. Det synes jeg er ret dramatisk.

Til den anden ting vil jeg sige, at jeg så bare er uenig med Moderaterne. Jeg mener, at det er en forsimpling af, hvad det er, overenskomsterne og den danske model er. Nu er Socialdemokratiets ordfører her ikke lige, men jeg ville synes, det var så pinligt som socialdemokrat at skulle stå side om side med den holdning. For det er da netop antidemokratisk over for vores overenskomstsystem at gå ind og bryde med dem og at gøre det fra Folketingets side af, i stedet for at det er noget, der er tæt på, og som vi selv har indflydelse på.

Spørgeren.

Tak. Jeg synes, det i virkeligheden er nogle meget alvorlige anklager mod demokratiet. Jeg vil bare gerne lige påpege, at det hele er foregået ganske, ganske demokratisk, uanset hvad ordføreren måtte mene. Og så blev det også nævnt, at så skulle man have været ærlig før valget. Jeg håber, vi er enige om, at før valget var der ingen anelse om, hvordan en fremtidig regering ville se ud, derfor var der jo ikke nogen viden om, hvilke kompromiser man skulle indgå for ligesom at finde de penge, der skulle til. Det kunne man jo på ingen måde have forudsagt før valget. Så jeg synes bare, at det er nogle grove anklager generelt. Til det med, at vi stjæler fra ungdommen, som er en anklage mod Moderaterne, vil jeg sige, at så stjæler folketingspolitikere jo altid fra folket. Vi kræver ligesom af alle, at de arbejder.

Ordføreren.

Helt konkret har man rent økonomisk lige fundet, hvad der svarer til 7½ gange store bededag. Så til det med, at de penge, som man får ved at afskaffe en forårsfridag, ikke kunne findes andre steder, vil jeg sige, at det kunne de da sagtens. Derudover har man siden 2011 givet over 50 mia. kr. i skattelettelser til primært de rigeste, og man lægger op til at give endnu flere milliardrabatter, bl.a. til arvinger. Og der ved vi, at de økonomiske vismænd har sagt, at det betyder, at de kommer til at arve mindre, men det må de åbenbart godt. Så de rige kan få mere frihed, men Folket skal arbejde mere.

Hr. Kim Valentin, Venstre.

Tak, og tak til ordføreren for en god tale. Mit spørgsmål går på, at det er nemt at være imod, og vi hører en masse, der er imod den her løsning, men hvad er alternativet? Så kan man selvfølgelig vælge at sige, at det alternativ, som Enhedslisten er kommet med, har jeg lige hørt, er, at vi kunne helt lade være; vi kunne altså bare helt lade være. Man kunne faktisk helt lade være med at lave politik. Men det tror jeg trods alt heller ikke Enhedslisten ville gøre. Jeg hører jo, at f.eks. Liberal Alliance vil lave en model, der hedder, at man vil sænke skatterne og øge arbejdsudbuddet – det er en anerkendt metode at gøre det på – og så vil man afskedige en masse offentligt ansatte for at finde nogle penge til at finansiere det her. Det vil I i Enhedslisten jo ikke være med på, så hvad er jeres løsning til at finansiere det hul, der vil være, hvis ikke man gjorde, som regeringen gjorde?

Ordføreren.

Noget af det sidste, vi faktisk gjorde, inden flertallet skiftede, var at prioritere over 1 mia. kr. i forhold til offentligt ansatte og at skære ned i forbindelse med jobcentrene. Så vi er egentlig helt med på, hvordan man både kan prioritere pengene klogere, men også prioritere pengene anderledes. Der er også mange stillinger, som vi gerne så blev brugt på nogle helt andre måder, og det kan vi glædeligt have en debat om.

For mig handler det faktisk ikke om at være imod. Min indignation og mit engagement handler om alt det, jeg er for. Det handler om at være for frihed, det handler om at være for rettigheder til lønarbejdere, det handler om at være for at have en forårsfridag, som man kan bruge sammen med dem, du holder allermest af. Og så handler om at være for at finde et arbejdsudbud der, hvor det er klogt, og hvor det giver mening, og der har vi flere konkrete forslag. Den ene ting er i forhold til de tusindvis af fleksjobbere, og den anden ting er i forhold til de tusindvis af seniorer, og den tredje ting er i forhold til de tusindvis, der er røget ud af arbejdsmarkedet på grund af psykiske arbejdsulykker, og den fjerde ting er på grund af de tusinde, som vil ryge ud af arbejdsmarkedet på grund af fysiske arbejdsskader. Derudover er der rigtig mange andre ting. Nå, nu bliver jeg stoppet. Men jeg vil meget gerne fortsætte listen, og jeg håber, at Venstre skriver ned.

Man kan snakke videre bagefter. Nu er det lige først hr. Kim Valentin, Venstre.

Tak. Jeg hører også, at ordføreren gerne vil bruge en masse penge. Det har jeg sådan set fuld forståelse for. Det er Enhedslistens politik. Det, jeg spørger til, er: Hvor er jeres løsning til det hul, i vil skabe, hvis ikke man gjorde det her?

Ordføreren.

Det er igen fuldstændig misforstået. Hvis vi faktisk rettede op på alle de arbejdsulykker, der er, og som rammer folk fysisk, hvor de ryger ud af arbejdspladsen, som koster i forhold til de ressourcer, som vi har, og som har en betydning for både den arbejdsplads, der er, men også de pårørende, som den pågældende har. Det er en milliardinvestering, for det koster os et tocifret milliardbeløb om året. Det samme gør sig gældende i forhold til det psykiske arbejdsmiljø. Så jeg synes simpelt hen, at det er en lidt firkantet måde at se det på. Du kan sagtens lave nogle investeringer, som kommer tifoldigt igen.

Tak til Enhedslisten. Næste ordfører på talerstolen er hr. Mikkel Bjørn, Dansk Folkeparti.

Dansk Folkeparti har været modstandere af afskaffelsen af store bededag, lige siden idéen første gang blev lanceret af det daværende socialdemokratiske folketingsmedlem Karen J. Klint, der i 2008 ønskede, at store bededag blev afskaffet til fordel for en fridag i forbindelse med afslutningen på islams hellige måned, ramadanen. Ja, der er trods alt sket meget på de 16 år, men hvor Socialdemokratiet trods alt ikke nåede i mål med forslaget om indførelsen af en helligdag i forbindelse med ramadanens afslutning, nåede Socialdemokratiet desværre i mål med afskaffelsen af store bededag, der som bekendt blev afskaffet sidste år. Det er også baggrunden for, at den nye midterregering, der består af Venstre, Socialdemokratiet og Moderaterne, skulle træffe store og nødvendige beslutninger. Indtil videre er det ikke blevet så meget stort og nødvendigt, men regeringen har dog trods alt fået afskaffet store bededag og også givet Koranen en særlig status i Danmark som fredhellig genstand, som man ikke må røre ved. Så måske Karen J. Klints forkærlighed for islam tilbage i 2008 stadig holder ved i visse kredse af Socialdemokratiet. I år har så haft det første år uden store bededag, og jeg er sikker på, at der er ganske, ganske mange danskere, der har savnet store bededag. Jeg savnede den selv. Ikke så meget på grund af trangen til at holde fri, men fordi det er en særlig dansk tradition med over 337 år på bagen. Det er den eneste kristne helligdag, der er noget helt særligt for Danmark.

Men tilbage til de store og nødvendige beslutninger. Det var en stor beslutning at afskaffe store bededag, men var det også en nødvendig beslutning? Regeringens regnestykke har ikke været så let at gennemskue, men der blev talt om et merprovenu på omkring 3-4 mia. kr. Regeringen fjernede en af vores helligdage for at skaffe 3-4 mia. kr., og siden har regeringen så fundet, jeg ved ikke hvor mange milliarder i råderummet. Er det i 52 mia. kr., man er oppe på nu ekstra i statskassen? Så hvor nødvendigt var det egentlig at afskaffe store bededag?

Danskerne er et af de folk i verden, der er mest produktive. Vi producerer ganske meget mere, når vi på arbejde, ens langt hovedparten af resten af verdens folk. Det er tilsyneladende kun Mette Frederiksen og EU med deres nye arbejdstidsregistreringsdirektiv, der oplever en hverdag, hvor danskerne dovnet Det gør de ikke! Jeg synes faktisk, at regeringen skylder danskerne en undskyldning for at have tyvstjålet store bededag uden overhovedet at nævne det i valgkampen og uden overhovedet at have brug for pengene og uden overhovedet på noget tidspunkt at have sandsynliggjort, hvorfor helligdagen skulle fjernes – i øvrigt hen over hovedet på folkekirken. Hvilken helligdag bliver så den næste regeringen fjerner? Kunne det være anden pinsedag, Kristi himmelfartsdag? Ja, jeg ved det ikke, og jeg giver ikke en flad femogtyveøre for regeringens løfte om, at de ikke vil fjerne flere helligdage. Vi kunne i øvrigt også høre på fru Karin Liltorp, at det heller ikke var udelukket. For man kan ikke stole på den her regering over en dørtærskel.

I Dansk Folkeparti har vi lovet, at vi vil arbejde for, at store bededag bliver genindført, hvis vi får magt, som vi har agt, og så får danskerne deres helligdag tilbage, og selvfølgelig skal de have det, for det har de også fortjent. Danskerne arbejder nemlig for langt størstedelens vedkommende hårdt i hverdagen, og så skal man også mulighed for at have et lille hvil en gang imellem, være sammen med familien og nyde nogle af de traditioner, der hører til store bededag som f.eks. konfirmation, gåturen ved voldene, de varme hveder, kræmmermarkedet i Døllefjelde-Musse osv. osv. Det er nok muligt, at dansk historie og dansk kulturarv ikke betyder en disse for regeringen, men det betyder noget for Dansk Folkeparti, og det betyder noget for danskerne, og derfor skal vi have genindført store bededag. Tak for ordet.

Der er ingen korte bemærkninger. Dermed tak til Dansk Folkeparti. Næste taler er hr. Torsten Gejl, Alternativet.

Tak, formand. Der findes ingen bedre finansiering, ingen bedre måde at finde 3 milliarder om året og 8.500 ekstra fuldtidspersoner ifølge Venstres hr. Kim Valentin. I Alternativet synes vi, det er omvendt. Når 70 pct. af befolkningen er imod den her idé om at afskaffe store bededag, så synes vi ikke, der findes nogen ringere måde at gøre det på. Hvis man endelig skulle finansiere det, kunne man jo finde nogle af pengene, i hvert fald en slags startkapital, i råderummet til at få store bededag tilbage de første par år, og så kunne man f.eks. aflyse en runde topskattelettelser. Mon ikke det så var finansieret et godt stykke frem i tiden. Med hensyn til beskæftigelsen og de 8.500 fuldtidspersoner skriger folk med handicap på at komme ind på arbejdsmarkedet. Vi er alt for ringe til at få mange tusind mennesker med handicap ind på arbejdsmarkedet, og der er stadig væk masser af ældre, som efter en tid på pension har lyst til at deltage igen, så der er efter vores mening en stor ressource, der kan bruges til det.

I Alternativet er vi som bekendt imod afskaffelsen af store bededag. Vi mener faktisk, at arbejdsmarkedet koger rent mentalt. Ifølge de seneste tal, jeg så, har 430.000 mennesker symptomer på alvorlig stress hver dag. Og svaret er at sætte arbejdstiden op. Her er jeg selvfølgelig glad for, at statsministeren er på tilbagetog og ikke længere mener, at vi skal blive længere ved samlebåndet. I Alternativet vil vi gerne have flere danskere ud af hamsterhjulet eller i hvert fald have hamsterhjulet til at køre lidt langsommere. Og vi håber, at Socialdemokraterne i stedet for at bekæmpe forsøg og projekter med nedsat arbejdstid som en sygdom i stedet for kommer ind i kampen, f.eks. i forhold til en 4-dagesarbejdsuge. Det er utrolig interessant, at mange steder indfører man en 4-dagesarbejdsuge med arbejdstidsnedsættelse, og faktisk højner man produktiviteten – ikke på grund af at man presser medarbejderne og stresser medarbejderne, men fordi der åbenbart kan skabes rammer, hvor der opstår bedre trivsel og bedre arbejdskultur. Jeg fatter ikke, at regeringen ikke er mere nysgerrig på det, når det breder sig i det danske samfund. Her synes jeg, at regeringen og fagbevægelsen skal påvirke vigtige beslutninger på det danske arbejdsmarked, ligesom man har gjort i 100 år, og sikre, at reduktionen af arbejdstid rundtomkring også kommer de laveste indkomstgrupper til gode.

Uanset hvad handler det nu om store bededag, og jeg synes, at der er nogle interessante overskrifter i Berlingske, som jeg har læst. Der siger statsministeren, at der jo kommer en dag, hvor hvert parti må svare på, om man vil have store bededag tilbage. Den dag behøver statsministeren ikke at vente på. I Alternativet vil vi gerne have store bededag tilbage allerede i dag. Det næste, som statsministeren, er, at hvis vi vil have store bededag tilbage, må vi selv finde pengene. Det vil jeg selvfølgelig gerne være med til at skaffe, men jeg synes, det er lidt groft, at statsministeren bruger pengene, og så skal vi andre skaffe dem, især når der er så mange penge i samfundet. Det er lidt ligesom, når man giver sine børn lommepenge, og så vil de alligevel have, at man skal betale deres is.

Før jeg kom i Folketinget, var jeg forretningsmand, og så ved jeg godt, ting koster penge, og derfor koster det også penge at få store bededag tilbage. Jeg synes, vi skal have det løst. Jeg synes, vi skal have store bededag tilbage ved at investere i de første par tilbagekøb af store bededag fra råderummet, og derefter kunne vi f.eks. aflyse et par runder topskattelettelser, så burde den være hjemme, og så finde de der 8.500 fuldtidspersoner blandt alle de mennesker med handicap, der gerne vil arbejde, og ældre, som gerne vil ind på arbejdsmarkedet. Så er det handlet af, formand, så kan vi få fri og gå hjem.

Fru Karin Liltorp, Moderaterne.

Tak. Og tak for talen. Nu er stress blevet nævnt et par gange, både i ordførerens tale og i en tidligere tale, og jeg vil bare lige høre noget. Nu tror jeg ikke på, at der er en direkte korrelation mellem, hvor mange timer vi arbejder, og stress i samfundet. Jeg tror, at stress afhænger af, hvor meningsfuldt man oplever at ens arbejde er, og at man ikke bliver stillet over for nogle opgaver, man ikke kan overskue.

Jeg vil bare lige høre, om ordføreren mener, at det er, fordi man nu kun har 139 fridage i stedet for 140 fridage, at man får stress i samfundet.

Ordføreren.

Det er et fair spørgsmål. Stress kommer ikke kun af arbejdstempo og arbejdstid; det er fuldstændig rigtigt. Der er mange forskellige faktorer. Men jeg mener, at når vi har et samfund, der har så meget stress, altså 430.000, der oplever alvorlige stresssymptomer hver dag, så er svaret ikke at sætte arbejdstiden op, altså, det er at overophede det mentale arbejdsmarked endnu mere.

Spørgeren.

Tak. Den anden ting, ordføreren nævnte, var, at Alternativet vil kæmpe for at få store bededag tilbage. Der blev jeg faktisk lidt interesseret, for jeg ser Alternativet som sådan et meget mangfoldigt parti, og jeg troede egentlig ikke, at store bededag havde sådan en specielt stor plads i Alternativets hjerte. Er det den eneste løsning, I ser? Hvis I nu gerne ville have en fridag tilbage, kunne man så ikke forestille sig andre løsninger? Eller hvorfor skulle lige være store bededag?

Jeg ved godt, at det ikke lige har noget med det at gøre, men jeg undrede mig faktisk over, at netop denne dag lå så tæt på Alternativets hjerte.

Ordføreren.

Altså, hvis regeringen kommer og tilbyder en anden dag på et godt tidspunkt, f.eks. i foråret, vil vi gerne overveje det.

Hr. Kim Valentin, Venstre.

Tak for ordet. Og tak til ordføreren for talen. Jeg vil godt anerkende en ting i talen, og det er det her forhold omkring stress. Det er et samfundsproblem, og vi må ikke tage let på det. Det synes jeg vi skal gøre meget ved. Det er så ikke en del af den her dagsorden, vil jeg sige.

Men jeg vil dog sige, at hvis ordføreren alligevel laver parallellen, i forhold til at danskerne skal arbejde mere, så synes jeg også, det er rimeligt at sige, at det også kan være meget stressende på en arbejdsplads, at man konstant mangler en position, der ikke er besat; for man mangler simpelt hen arbejdskraft i samfundet. Prøv at tale med sygeplejersker på hospitalerne om, at de konstant mangler kolleger derude. Der er da ikke noget mere stressende end det.

Så en del af løsningen er også, at vi skaffer mere arbejdskraft, altså international arbejdskraft, flere seniorer ud på arbejdsmarkedet og alle de løsninger, vi er kommet med.

Det er jeg meget enig i. Altså, jeg synes, at Venstre nogle gange taler om ledighed, som om det er noget, der forsvinder i morgen og aldrig kommer igen. Vi skal også passe på, at vi ikke gearer vores samfund til, at der aldrig er arbejdsløshed, og at der altid er fuld beskæftigelse, for det går op og ned. Da jeg var ung, var der 20 pct.s ungdomsarbejdsløshed i Aarhus. Der ville sådan en snak og sådan en diskussion her aldrig have fundet sted.

Men nu, hvor der er mangel på arbejdskraft, nu, hvor vi har muligheden, og nu, hvor arbejdsmarkedet kan opsuge mennesker, så skal vi simpelt hen være bedre til at få folk med handicap ind. Der er mange tusind mennesker med handicap og organisationer, der tigger og beder om at lave ordninger, mentorordninger, ordninger, hvor de kan få fat og så forhåbentlig, i forbindelse med at der er efterspørgsel efter arbejdskraft i nogle år fra nu af, kan bide sig ordentlig fast på arbejdsmarkedet i stedet for bare at ryge ud igen, når ledigheden stiger.

Spørgeren.

Jeg er faktisk hundrede procent enig i den del. Altså, vi skal være bedre til at få dem på kanten af arbejdsmarkedet ind på arbejdsmarkedet – specielt nu, hvor vi mangler dem. Det tror jeg er en rigtig vigtig del, som vi skal arbejde med hele vejen igennem.

Men det er jo også sådan, at arbejdskraft ikke kommer af sig selv. Der er noget demografi, og lige nu er vi mange, mange ældre, der skal passes på, og det var der ikke, da vi var unge. Altså, der var det noget andet. Så lige nu kigger vi ikke ind i, at vi får en stor ledighed.

Ordføreren.

Det ved vi jo ikke. Altså, i 2008 havde vi så lav ledighed, at man var nødt til at omskrive skolebøgerne, og i 2013-2014-stykker steg den igen. Nu er den så på vej ned igen. Altså, jeg tror, det er svært at sige, præcis hvordan det er. Der er mange, mange ting, der påvirker konjunkturerne. Men om det så er sådan, at vi står foran en højkonjunktur, der bider sig fast i lang tid, jamen så er det også muligt at få folk med udfordringer ind på arbejdsmarkedet, at få folk, der har sværere ved at bide sig fast, ind. Jeg mener, at der stadig er en stor ressource, vi kan bruge.

Dermed tak til ordføreren fra Alternativet. Så er det beskæftigelsesministeren.

Tak til rækken af ordførere, der på trods af en meget sen fyraften i nat og nu også igen en meget sen fyraften i dag alligevel formår at vise et passioneret folkestyre og, synes jeg også, på langt de fleste stræk have en virkelig ordentlig debat, som har været omkring arbejde, men også mangel på kollegaer, mennesker med handicap, seniorer, arbejdsulykker, stress, det rummelige arbejdsmarked, men også økonomi, politik og prioritering af de penge og medarbejdere, vi har. På mange måder synes jeg egentlig, at det at sidde i kredsen her her til aften har bragt os vidt omkring, men på en rigtig ordentlig måde, hvor vi også har fået nogle af de store spørgsmål vendt.

Det er ikke nogen overraskelse, tror jeg, for nogen af de tilstedeværende, at afskaffelsen af store bededag som helligdag og dermed det, at vi nu har 10 i stedet for 11 helligdage i vores land, er der fortsat meget forskellige synspunkter på. Det tror jeg ikke en forespørgselsdebat kan ændre på. Men når uenighederne er så store, har jeg i virkeligheden endnu større respekt for, at man har kunnet have en dialog undervejs også om dybden og bredden i de prioriteringsspørgsmål, vi også som politikere skal forholde os til. Så herfra vil jeg i virkeligheden bare sige tak for forespørgselsdebatten og for debatten.

Hr. Karsten Hønge, Socialistisk Folkeparti.

Vi hørte jo i går, at statsministeren forsøgte sig med en form for undskyldning. Jeg tror ikke, vi kommer tættere med den nuværende statsminister i hvert fald på at erkende, at der var nogle ting, der nok skulle have været grebet anderledes an i forhold til diskussionen om danskernes arbejdsmoral. Jeg kunne godt tænke mig at spørge beskæftigelsesministeren netop i hendes funktion som beskæftigelsesminister og så også med det tilhørsforhold, som ministeren har til Socialdemokratiet, hvilke refleksioner ministeren gør sig i forhold til fagbevægelsen. Det skabte jo virkelig nogle dybe kløfter og nogle hårde fronter mellem fagbevægelsen og regeringen og jo i den her situation også Socialdemokratiet. Hvilke initiativer kunne ministeren forestille sig kunne være med til at genopbygge den tillid, som jeg selv oplever som så åbenlyst udfordret, hvor man i fagbevægelsen har taget det meget ilde op, at man føler sig tromlet? Det er der vel ingen tvivl om at de gør. Så hvad er egentlig ministerens planer for at få den her tillid etableret?

Ministeren.

Jeg vil godt starte med at slå fast, at jeg har lidt mere end et tilhørsforhold til Socialdemokratiet. Jeg har et livslangt medlemskab af Socialdemokratiet, og det er jeg stolt af og glad for. Så dermed har jeg selvfølgelig også en stor optagethed af de her spørgsmål og også af relationerne til den arbejderbevægelse, partiet er født ud af. Jeg oplever heldigvis, at vi har en meget tillidsfuld dialog, men også et meget stort overlap i, både hvad det er for et arbejdsmarked, og i virkeligheden også hvad det er for et samfund, vi arbejder for. Det oplever jeg at vi har. Det er en glæde for mig som beskæftigelsesminister selvfølgelig at kunne trække på begge sider af arbejdsmarkedets parter i forhold til de erfaringer og de input, der er så værdifulde at få med, især når man laver beskæftigelsespolitik.

Karsten Hønge.

Det er jo en af de helt store, hvad skal man sige, søjler, som bærer vores velfærdssamfund, at vi har det her velfungerende fleksible og dynamiske arbejdsmarked, der bygger på forhandlinger og tillid mellem parterne på arbejdsmarkedet og mellem parterne på arbejdsmarkedet og det politiske system. Derfor synes jeg virkelig, der er brug for, at beskæftigelsesministeren eller socialdemokraten, hvilken rolle man nu måtte tage på sig, bliver nødt til at gå ind i nogen dybere refleksioner om, hvad der skal til, for at man viser den tillid til den danske model, at man ikke bare tromler hen over den, som da ministeren sad i førersædet på damptromlen, der kørte hen over det her aftalebaserede arbejdsmarked.

Ministeren.

Jamen det er fortsat mit svar, at jeg oplever, at vi har en tillidsfuld dialog og også en meget stor, mener jeg, gensidig gevinst ud af at samarbejde. Det nyder jeg på daglig basis at gøre. Og jeg mener, at vores arbejdsmarkedsparter i Danmark, herunder også den danske fagbevægelse, er et enormt stort aktiv, ikke bare for vores arbejdsmarked, men for vores samfundsmodel.

Fru Victoria Velasquez, Enhedslisten.

Tak for det. Jeg kunne godt tænke mig at blive lidt klogere på, hvorfor det var, at man ikke indgik i f.eks. trepartsforhandlingerne for at prøve på en eller anden måde at inddrage arbejdsmarkedets parter. For i regeringsgrundlaget stod der jo bl.a., at man gerne ville have en trepartsinstitution og de der forskellige dele, så man havde i hvert fald lavet en optakt til, at man egentlig ønskede at samarbejde mere med det, jeg synes er fantastisk udvidelse af det danske demokrati, som netop er parterne, som jo er repræsentanter for alle os, der er medlem af en fagforening, og i forhold til de overenskomster, der bliver forhandlet osv. Så hvad er årsagen egentlig til, at man ikke tog den beslutning med arbejdsmarkedets parter?

Ministeren.

Jamen det er en politisk beslutning, hvad for nogle helligdage vi har i det her land, og det var også en politisk beslutning her i Folketingssalen, at et flertal i Folketinget syntes, vi skulle have 10 i stedet for 11.

Spørgeren.

Jamen der er jo mange ting, som er en politisk beslutning, og når det er noget, der vedrører arbejdsmarkedet, plejer man jo også at drøfte det med arbejdsmarkedets parter. Altså, en del af det, jeg faktisk synes er positivt ved selv samme regeringsgrundlag, er jo f.eks. det her med annullationssøgsmål i forhold til EU-bestemt mindsteløn, netop med argumentationen om, at det ikke skal være lovgivere, der skal gå ind og blande sig i vores løn- og arbejdsvilkår. Det er noget, vi ordner i overenskomsterne, i aftalesystemet, med parterne.

Så igen vil jeg spørge: Hvorfor er det, man ikke tog den her politiske beslutning med parterne?

Ministeren.

Altså, annullationssøgsmålet handler jo netop om, at løn er noget, der forhandles langt væk fra Folketingssalen, og det mener jeg fortsat det skal være. Jeg mener heller ikke, det skal forhandles i Bruxelles, og jeg mener ikke, at Bruxelles har noget som helst at gøre med at diskutere lønninger i Danmark, og derfor har vi anlagt det annullationssøgsmål.

Hr. Steffen Larsen, Liberal Alliance.

Tak. Det er kommet frem, at regeringen har undladt at give Folketinget de fornødne oplysninger om lovforslagets adfærdseffekter. Vil ministeren egentlig ikke gerne lige oplyse, hvornår ministeren blev bekendt med, at hun ikke havde givet Folketinget de fornødne oplysninger? Tak.

Ministeren.

Altså, de fornødne oplysninger står til fulde i det lovforslag, vi lige har behandlet her i Folketingssalen, om mindreregulering af ydelserne, som er der, hvor adfærdseffekten ligger.

Spørgeren.

Jamen det er jo netop det her med adfærdseffekten af ydelserne. For hvad var den faglige begrundelse, i forhold til at lovforslaget oprindelig ikke medtog adfærdseffekten vedrørende stigningen i overførselsindkomsterne f.eks.?

Ministeren.

Altså, jeg vil meget gerne svare på alle de politiske overvejelser, men de faglige, økonomiske overvejelser om, hvad der optræder i økonomibilag til lovforslag, har vi heldigvis folk til. Derfor må man spørge i embedsværket, hvis man vil vide, hvornår man vurderer det ene, og hvornår man vurderer det andet. Det vigtigste for mig har været, at når man behandler et lovforslag, som er det, vi lige har gjort, har man selvfølgelig det fulde billede. Og det har været fuldt ud tilgængeligt i den lovproces, der har været.

Hr. Torsten Gejl, Alternativet.

Tak. Jeg er også lidt forvirret over det her med parter og treparter osv. Man har nedsat en trepart, som skal forhandle grønne spørgsmål, hvor NNF, Dansk Metal og Dansk Industri f.eks. skal forhandle klimaskov. Men når det så kommer til arbejdsmarkedsspørgsmål, skal de parter ikke være med, for så er det regeringen, der selv gør det. Forstår ministeren godt, at man kan blive lidt forvirret, i forhold til hvad treparter og sådan noget efterhånden skal, når det er sådan, at Dansk Metal sidder og forhandler klimaskov, men ikke må være med, når det handler om arbejdsmarkedsspørgsmål?

Ministeren.

Der er ikke nogen formel på, hvornår man inddrager bredere. Jeg synes, at det er klogt, at i de meget, meget store spørgsmål, vi har ude lige nu på det grønne område, og som kræver en omstilling af vores samfund og dermed også mod til at finde helt nye løsninger, er det vigtigt at have ikke bare en trepart, men en mangepart, inde ved bordet for at se, om det kan lykkes at tale sig frem til nogle helt nye veje at gå. Jeg synes, at det er opmuntrende, at ikke bare de parter, som ordføreren spørger til her, men også bredere end det, sidder inde ved bordet og er klar til at tage ansvar.

Hr. Torsten Gejl.

Ja, altså det er jo en grøn syvpart, selv om det er sådan, at der kun er én af parterne, der er grøn, hvilket jo ikke gør det mindre forvirrende. Men hvis nu ministeren skulle være helt ærlig og kunne rulle det her tilbage, er det så fuldstændig udelukket, at ministeren ville overveje på et tidspunkt at række hånden op og sige: Måske vi skulle involvere arbejdsmarkedets parter i, hvorvidt vi skal afskaffe store bededag?

Ministeren.

Jeg synes i virkeligheden ikke, at det er så frugtbart at begynde at betvivle og sige: Hvis man så kunne have drejet fra dér eller drejet fra dér, kunne man have fået en anden proces. For mig var det vigtigt at sørge for, at vi ikke kom for tæt på de overenskomstforhandlinger, der lå lige rundt om hjørnet. Samtidig blev det lanceret i et regeringsgrundlag, så katten var ligesom ude af tønden så at sige. Derfor kunne man ikke sige, at det forholder vi os til om et år, når vi har drøftet det, for det blev drøftet her og nu. Derfor var der nogle dele af den proces, som var svære at gribe anderledes an i mine øjne.

Dermed tak til beskæftigelsesministeren. Nu vil hr. Karsten Hønge afrunde debatten.

Som en af indkalderne til forespørgselsdebatten vil jeg bare takke partierne og ministeren for engagementet. Enige blev vi jo ikke, men det var hverken ambitionen eller planen. Men debatten har da bidraget til at gøre brudfladerne lidt tydeligere, når det kommer til så vigtige ting som finansiering af velfærdssamfundet, forholdene på arbejdsmarkedet og forholdet mellem Folketing og folkekirke. Det eneste, jeg ved med sikkerhed, er, at det her ikke er det sidste, der bliver sagt om store bededag. Tak for debatten.

Der er ikke flere, der har bedt om ordet, så nu er forhandlingen sluttet.

Afstemningen om de fremsatte forslag til vedtagelse vil som nævnt først finde sted tirsdag den 4. juni.