Det næste punkt på dagsordenen er:

3) Forespørgsel nr. F 29:

Forespørgsel til miljøministeren:

Vil ministeren redegøre for regeringens holdning til at kystsikre Danmark mod stormfloder m.v., som navnlig rammer små samfund i hele landet hårdt?

Af Peter Kofod (DF), Alex Ahrendtsen (DF), Mikkel Bjørn (DF), Pia Kjærsgaard (DF), Morten Messerschmidt (DF), Mette Thiesen (DF) og Nick Zimmermann (DF).

(Anmeldelse 19.03.2024. Fremme 02.04.2024).

Vi skal i gang med den her forespørgselsdebat, og det indebærer, at alle har logget sig af deres pladser og er rykket frem til de forreste rækker. Det kan jeg se er sket.

Jeg gør opmærksom på, at afstemning om eventuelle forslag til vedtagelse udsættes til tirsdag den 21. maj.

Så skal vi have en begrundelse for forslaget, og det er hr. Peter Kofod, Dansk Folkeparti, der er ordfører for forespørgerne. Værsgo for en begrundelse.

Tak for det. De danske kyster er udsatte. Det oplevede vi i 2023, hvor særlig stormfloden i oktober måned viste os, hvor meget skade naturens kræfter kan forvolde, når det går vildest for sig. En stribe kommuner med kyster mod øst blev hårdt ramt af vind og vejr og ikke mindst stigende vandstande, flere steder mere end 2 m over normalt niveau. Det var vilde billeder fra et ellers fredeligt land. Det siger sig selv, at det giver nogle helt enorme skader til en astronomisk pris, som vist ikke endnu er helt endeligt gjort op.

I dag skinner solen så, vejret er godt, og de fleste har lagt stormfloden bag sig. Men det går jo ikke, for det er nu, vi skal forberede os på den næste stormflod, på det vejr, som eksperterne siger bliver mere og mere ekstremt i fremtiden. Det er nu, vi skal investere klogt i at beskytte vores kyster, så vi kan spare tilsvarende efter det næste vilde vejr.

Jeg er helt med på, at regeringen vil sige, at der allerede bliver gjort noget, for det gør der jo også: med finansloven, hvor vi jo også er med i aftalen, og med klimatilpasningsplanen. Men spørgsmålet er alligevel, om der bliver gjort nok. Det vil jeg tillade mig at svare nej til. Jeg glæder mig til at høre ministerens besvarelse af forespørgslen og de forskellige partiers bud på, hvad vi skal gøre i fremtiden for at gøre vores land klar til en fremtid med mere vand og et mere ekstremt klima. Tak for ordet.

Tak til ordføreren. Og så giver jeg ordet til miljøministeren for en besvarelse. Værsgo.

Det er hævet over enhver tvivl, at klimaet vil ændre sig, og at vi vil se flere tilfælde af stormflod og andet ekstremt vejr; det er jo helt korrekt. I den sæson, vi lige er ved at gå ud af nu – efteråret og vinteren – så vi jo, hvilke voldsomme kræfter der er på spil, når havet viser tænder. Og vi må sige nu, at det er så tydeligt for enhver, hvis der var nogen, der var i tvivl, at alle steder i landet kan blive ramt. Det gælder i byerne såvel som i helt små lokalsamfund. Og de her hændelser viser jo også, hvor vigtigt det er, at vi i Danmark sætter tempoet op for klimatilpasningen og forebyggelsen i forhold til klimaforandringerne.

Så den her forespørgsel handler jo ikke om at bekæmpe klimaforandringerne. Det har vi masser af andre diskussioner om og indsatser for at gøre, bare for at deklarere det. Det handler om, at de her klimaforandringer altså er kommet, og at vi også er nødt til at ruste os bedre imod dem, så de to elementer går selvfølgelig hånd i hånd. Nu taler vi altså om at ruste os og forebygge skader fra klimaforandringerne. Det skal vi gøre over hele Danmark, og selvfølgelig er der i et land med så meget kyst især et meget stort pres på vores kyster. Vi ved også, at med den måde, vi lever på i Danmark, er mange, mange af Danmarks økonomiske værdier også tæt på vores kyster. Det er der en god grund til, men det er jo så også der, vi har risiko for oversvømmelse og ødelæggelse af vores værdier – både offentlige og private.

Jeg tror ikke, at der findes nogen i dag, som ikke tager klimaforandringerne dybt alvorligt. Det er vi tvunget til at gøre, og det viste som sagt også den sæson, vi netop er gået ud af. Der er intet, der tyder på, at det bliver mildere fremover. I alle scenarier, vi kigger ind i, bliver det mere kraftigt og mere alvorligt – spørgsmålet er kun hvor meget. Og det gælder sådan set, uanset hvor i landet det er. Det gælder også, uanset hvilken vandkilde det er, vi taler om.

Derfor er det her en af mange debatter om tiltag på det her klimatilpasningsområde, og det bliver helt sikkert ikke den sidste, for det vil kræve et vedholdende politisk fokus i de kommende årtier med flere og flere planer og tiltag, således at vi skal gøre, hvad vi kan, for at bringe os foran udviklingen. Og derfor er vi måske den første politiske generation, der for alvor har fat på det her, men vi bliver ikke den sidste. Men gør vi arbejdet godt og klogt, er der jo noget godt at bygge videre på fremover, og det er det, mit fokus skal være her.

Når vi taler om klimatilpasninger i forhold til oversvømmelser fra havet, er det et ansvar, som vi har alle sammen, og det vil sige os her i Folketinget, staten og vores kommuner, og borgerne har også vigtige roller i kystbeskyttelsen. Lad mig prøve at gennemgå dem sådan metodisk her.

Lad os starte med vores kommuner, som jo selvfølgelig kender de lokale forhold i deres byer og landområder. Kommunerne er jo planmyndigheder, og det er så dermed også kommunerne, der bestemmer, hvor der skal laves nye bydele – hvor det er trygt, hvor det er klogt at give tilladelse til at lave udvikling af nye bydele, og også, hvordan de her nye by- og landområder så sikres mod oversvømmelse.

Det er også sådan, at vores kommuner er myndighed i forhold til håndtering af regn- og spildevand og også i forhold til forvaltning af vandløb. Det er kommunen, der har den myndighedsopgave. Dermed er det jo også sådan, at kommunerne sammen med deres borgere kan beslutte at gennemføre de kystbeskyttelsesprojekter, som fungerer lokalt hos dem. Og det er ikke one size fits all; det er ikke én løsning, der gælder for alle. Der kan være mange forskellige løsninger, og det skal jeg nok komme tilbage til.

Det er også sådan, at kommunerne har mulighed for både at igangsætte og hjælpe borgerne med at gennemføre større fælles projekter. Man har også som kommune mulighed for at pålægge bidrag fra grundejerne, der får nytte af projektet. For udgangspunktet er, at kystbeskyttelsen er baseret på, at den, der har gavn af beskyttelsen, er med til at betale. Det kan være vanskeligt at definere det. Ofte har vi alle sammen gavn af det. Og det er det, der så er arbejdet. Men det er også sådan, at man selv skal være med til at betale for beskyttelsen af de værdier, som man ejer, og som så bliver beskyttet. Det kan gælde borgere, og det kan jo også gælde offentlige myndigheder, forsyningsselskaber, private virksomheder, der nyder godt af den konkrete beskyttelse i det konkrete lokalområde. Det er jo også sådan, at vores kommuner har en mulighed i loven for at finansiere kystbeskyttelsen helt eller delvis via de kommunale kasser, hvor man ønsker det. Det var kommunerne.

Jeg nævnte også staten. Og staten har også et enormt stort ansvar i forhold til den her opgave, bl.a. statens understøttelse af vores kommuner, selvfølgelig med kort, data og vejledning. Kystdirektoratet er i gang med at opdatere den nationale risikovurdering i forbindelse med oversvømmelsesdirektivets tredje planperiode, og baseret på de nyeste data videreudvikler Kystdirektoratets fagfolk bl.a. modeller for farekort i forhold til oversvømmelse og kysttilbagerykning, dvs. den detaljerede viden, man er nødt til at have, når man lokalt skal finde ud af, hvad man skal lave af tiltag lokalt; der skal man have de her farekort og oversvømmelsesscenarier, som bliver udarbejdet fra centralt hold – således at vi kyststrækning for kyststrækning har de scenarier, der er nødvendige for os at forberede os på.

Helt konkret er Kystdirektoratet lige nu ude at besigtige 240 km af Danmarks diger – netop for at vurdere, hvilken stand de er i. Noget af det, vi så i efteråret, var jo, at selv om man der var et dige, så blev det også skyllet væk af de enorme kræfter. Derfor er det jo helt afgørende, at vi ved, at digerne er i den stand, de skal være i. Og der har vi altså 240 km's dige, som Kystdirektoratet er i gang med at besigtige – selvfølgelig også med henblik på at vurdere, om der er behov for at styrke beskyttelsen af det område, som digerne skal beskytte.

Så er der den plan, som er i gang med at blive udrullet. Det er klimatilpasningsplan 1, som er en plan på 1,3 mia. kr. til klimatilpasning, der dækker bredt i hele landet, i byer og i mindre lokalsamfund. Jeg hørte ordførerens begrundelse, og bemærk, at den hedder 1, netop fordi jeg er helt sikker på, at der vil komme en 2'er, en 3'er og en 4'er. Der vil klart komme flere fremover, og der findes andre politikområder, hvor man også har flere planer, der har numre efter sig. Og gør man det rigtig godt i starten, kan man bygge videre på det. Gør man det dårligt, er der store huller i det, eller kommer man ikke i gang, så skal man starte forfra. Så derfor er det min opfattelse, at det er den kloge måde at gøre det på, altså at lave planer, der ligger oven på hinanden. Og den her plan har altså et samlet beløb på 1,3 mia. kr. Der er fokus på kystbeskyttelse og udfordringerne med at håndtere højtstående grundvand, og det arbejde er sat i gang, for planen er ved at blive udmøntet.

Lad mig her nævne tre ting fra den klimatilpasningsplan 1, som netop fokuserer på kystbeskyttelsen i hele Danmark, i byer og landområder. Først er der kystpuljen, og det er partierne bag Grøn Fond, som har aftalt at afsætte midler til den statslige kystpulje, til kystbeskyttelse. Der er 150 mio. kr. i år, og puljen medfinansierer projekter i hele landet og hjælper altså vores kommuner med at komme videre med den nødvendige beskyttelse mod oversvømmelser fra havet. Og erfaringen er, at der er god brug for de puljer, og at det også er en slags fødselshjælper, selvfølgelig ved at sænke priserne, fordi staten medfinansierer de her projekter, så vi får sat de byggerier m.m. i gang.

Hvis man laver en status over kystbeskyttelsespuljen fra statens side de seneste år, bare siden 2020, er vi nu oppe på i alt fra statens side at have afsat 580 mio. kr. til at hjælpe kommunerne med den her slags kystsikring. Nogle gange kan der i debatten – fordi alle har problemer – være et spørgsmål om: Hvad skal Vestkysten, hvad skal østkysterne – hvordan er det med det? Min tilgang må være, at vi må gøre det fuldstændig fagligt og gå til det efter anbefaling fra eksperterne, som sidder med det her hele tiden, og de scenarier, som de lægger foran os. Og her har vi altså fra 2020 til og med i år afsat 580 mio. kr. fra statens side til netop at hjælpe vores kommuner og dermed også vores grundejere med den nødvendige kystsikring rundt i hele Danmark.

Jeg nævnte diger, men det kan også være højvandsmure og sluseporte. Og ved nogle af kysterne har man også tilføjet eksempler på sandfodring. Et eksempel er Høll ved Vejle Fjord, hvor der i 2021 blev anlagt et 2 km langt dige, og det var netop med tilskud fra kystbeskyttelsespuljen. Det dige ved Vejle Fjord beskytter mod oversvømmelse af et område med 500 huse og sommerhuse, og det dige stod sin prøve ved stormene i efteråret. Der kan man jo se, hvor det gik galt, og hvor det gik godt, og de steder, hvor det gik godt, var typisk de steder, hvor der var nyere diger, som var blevet etableret og vedligeholdt tilstrækkeligt. Og det er jo det, vi skal lære af.

Jeg vil også nævne et sted, jeg selv har sommerhus, nemlig Enø ved Karrebæksminde, hvor grundejerne selv har finansieret at bygge et dige, hvor der også er strandfodring. Der beskytter man ca. 1.500 grundejere, fastboende og sommerhuse, og også der var der – det ved jeg, for jeg taler jo med naboerne dernede – kæmpe tilfredshed med, at det dige, man fik lavet, nåede at være færdigt. Det vil sige, at man ikke der havde problemer med oversvømmelse, som man havde det mange andre steder i nærområdet nede på det sydlige Sjælland. Så det viser, at det gør en forskel. Det gør virkelig en forskel at komme i gang med de her projekter. Og ofte er der også lokale ildsjæle, som får samlet naboer og sat det i gang. Det er vi nødt til at anerkende og give dem de bedst mulige vilkår for at gøre. Det er en kæmpe indsats, man gør, og nogle gange er det jo noget, der både koster penge lokalt og også generer havudsigten, for så kommer der et dige i stedet for en havudsigt. Det er ikke altid nemt, det ved vi godt, og der er store diskussioner ude lokalt, men vi skal sikre vores kyster bedre, og når man har gjort det, er man lykkelig for det. Det var to eksempler, jeg nævnte her. Det tredje eksempel vil jeg også nævne. Det er tilskud til digerne ved Vadehavet. Siden 2020 har staten givet et tilskud på 87 mio. kr. fra kystbeskyttelsespuljen til disse diger ved Vadehavet.

Et særligt problem, som ikke er nyt, som vi har haft i lang tid, men som også ville kunne eskalere fremover, er statens rolle i forhold til kystbeskyttelse ved den jyske vestkyst. Der er en særlig udfordring, som ikke gælder for andre områder i landet, i det her kontinuerlige pres, der er på den jyske vestkyst, og det er strækningen fra Lodbjerg til Nymindegab. Det er Danmarks mest udsatte kyst i forhold til erosion, og hvis vi forestillede os, at vi i Folketinget sagde, at vi ikke længere ville bevilge de midler, der skal til at gøre den indsats, der skal til, via Kystdirektoratet, så ville der være risiko for en tilbagerykning af kysten med op til 8 m pr. år på dele af kysten, år for år. Så det er helt nødvendigt, at vi fortsætter det arbejde.

Hvis der ikke gøres en permanent indsats for at bremse den her kysttilbagerykning, vil der jo ske det, at inden for få år vil meget store landarealer med bygninger, infrastruktur og byer være oversvømmelsestruede, og det er også grunden til, at partierne bag Grøn Fond afsatte godt 1 mia. kr. fordelt på 219 mio. kr. årligt fra 2025 til 2029 til netop sandfodring ved den jyske vestkyst. Det har stor betydning for beskyttelsen af de mange lavtliggende landområder, der ligger inde i landet bag kysten, og det er større byer og mindre bysamfund, som har behov for den her beskyttelse.

En sidste indsats, som jeg vil fremhæve her, er, at staten lige nu tilbyder intensiv og faglig hjælp til de mest udsatte områder. Mange steder er der, som jeg nævnte, nogle rigtig gode eksempler på, at man er i fuld gang fra kommunens og lokales side med indsatser, der beskytter mod oversvømmelser fra havet, og andre steder er man altså ikke så langt endnu. Og i tillæg til den generelle vejledning har vi prioriteret, at staten med de relevante kommuner indgår samarbejdsaftaler om kystbeskyttelse i seks af de områder, hvor faren og skadesomkostningerne er de største. Det gælder f.eks. hjælp til valg af tekniske løsninger, udarbejdelse af økonomiske beregninger, miljøvurderinger, betalingsmodeller, bidragsfordelingen mellem grundejere og sådan nogle elementer, som vi ved kan være det, som man snubler over. Kystdirektoratet har netop sendt forespørgsler ud til en række kommuner om, om de ønsker at deltage i projekter, der skal styrke den lokale kystbeskyttelse.

Men klimatilpasningen er altså et langt sejt træk. Der skal mere tempo på de her indsatser, og derfor skal vi også se på reglernes sammensætning. Er de gode nok til at sikre fremdrift? Er organiseringen den rigtige? Hvordan gør vi det nemmere for kommuner og borgere at gennemføre kystprojekter? Jeg har mødtes med borgmestre fra de ramte kommuner – i to store møder – hvor der netop var efterspørgsel på bedre regulering og bl.a. også en fremhævelse af bidragsfordelingen, altså hvordan vi får ramt den. Endelig vil jeg så også nævne, at vi i Folketinget har taget ansvar i de her ekstraordinære situationer med ekstraordinære stormflodspuljer for netop at hjælpe de kommuner, som blev ekstraordinært hårdt ramt.

Som afslutning vil jeg understrege udfordringerne med at tilpasse Danmark til klimaforandringerne. Det skal optage os alle sammen. Det er fuldstændig afgørende vigtigt, at vi beskytter de værdier mod den her nye virkelighed med stormfloder og andet ekstremt vejr. Og vi løser ikke alle problemerne ved én plan, men plan for plan og skridt for skridt skal vi have løst det her, og det må vi gøre sammen.

Tak til ministeren. Det var lige på klokkeslættet her, det var rigtig fint, og der er nu adgang til en kort bemærkning fra ordførerne, og den første er fra hr. Søren Egge Rasmussen, Enhedslisten.

Tak. Det er sådan, at Det Økonomiske Råd har været inde at kigge på, hvad det er for en stormflodsordning, vi nu har, og hvor de har påpeget, at det ikke er helt hensigtsmæssigt, at man bare genopfører huse nogle steder, hvor der er en stor risiko for, at de igen kunne blive ramt, og at man bør kigge på, om man ikke kunne komme frem til, at præmierne til stormflodsordningen blev ændret, så det var risikobaseret, så de mennesker, som bor der, hvor der er den største risiko for at blive oversvømmet, og hvor der måske også er nogle ejendomsværdier, som er meget høje, betalte en højere præmie end andre steder.

Det er, så vidt jeg husker, ikke noget, vi sådan politisk nu har taget ned og forholdt os til, men det er jo lidt uhensigtsmæssigt, at vi nogle steder har så meget bebyggelse, hvor vi kan se, at man, hvis det bliver genopført på samme vis, som det er nu, så igen risikerer at skulle betale erstatning til dem. Har ministeren nogle overvejelser om at bruge Det Økonomiske Råds anbefalinger?

Ministeren.

Ja, det er jo helt korrekt, at man nogle steder må vurdere, om det er klogt, og om det overhovedet er muligt at genopføre de ødelagte områder efter oversvømmelser, eller om der bare kommer nye oversvømmelser. Og som jeg også nævnte, træder kommunernes ansvar som myndighed for arealplanlægningen jo her i kraft, og det vil også sige, at kommunerne har et særligt ansvar for ikke at udstykke ny bebyggelse eller genopføre tekniske anlæg i områder, hvor der er en risiko for oversvømmelse og erosion. Det kræver så også, at de har en viden om det, og det er derfor, det er så afgørende, at vi fra statens side hjælper dem med den viden.

Hvad angår stormflodsordningen, ligger lovgivningen og reglerne i Erhvervsministeriet. Så jeg vil, når det drejer sig om det helt konkrete i forhold til finansieringen af den ordning, henvise til erhvervsministeren. Men det, jeg også kan sige fra vores miljømyndigheders side, er, at de bistår kommunerne med at kunne træffe de beslutninger og sikre, at man ikke genopbygger eller udbygger byer, anlæg eller andet nogle steder, hvor vi kan se, at det ikke giver nogen mening, fordi der her simpelt hen er en for stor risiko.

Tak. Så er der en kort bemærkning til hr. Peter Kofod, Dansk Folkeparti.

Tak for det, og tak for en, synes jeg, god tale, så det vil jeg gerne anerkende ministeren for. Men noget af det, ministeren ikke fik med i sin tale, handler om den data, som særligt oplagres hos forsikringsselskaberne. Forsikringsselskaberne har selvfølgelig – det siger sig selv – nogle økonomiske interesser, fordi det er enormt dyrt, når det går galt, men de sidder jo også på en meget stor tank af værdifuld viden om, hvor det er, man er ekstra udsat, og hvor man måske kan give kommunerne en hjælpende hånd, i forbindelse med at kommunerne alligevel løser deres opgaver med at beskytte vores kyster, eller det kan for så vidt også være med hensyn til stigende grundvand og alle mulige andre situationer.

Så det, jeg vil spørge ministeren om, er, om ministeren kunne se for sig, at man gjorde det nemmere for f.eks. forsikringsselskaberne at dele data med kommunerne, og at man gjorde det nemmere at udveksle den viden, der er mellem private aktører og offentlige myndigheder, for at prøve at få mere beskyttelse for pengene, om jeg så må sige.

Ministeren.

Ja, det er noget af det, som er i gang, altså netop en dialog med den danske forsikringsbranche for at sikre, at vi kan gøre brug af deres data og dele dem med myndighederne, med kommunerne. Så jeg kan bare bekræfte, at det er helt oplagt at gøre det. Man må jo også sige, at det i forhold til noget af det her er lidt mystisk, at man ikke har gjort det tidligere, men det er det, vi er i gang med.

Så er der en kort bemærkning til fru Marianne Bigum, Socialistisk Folkeparti.

Mange tak. Ministeren sagde selv, at vi nok kunne forvente en toer, en treer og en firer, men jeg ville høre, om ministeren kunne fortælle lidt mere om, hvornår vi så går i gang med det arbejde. I forhold til at bygge i de her klimaudsatte områder henviser ministeren også til, at dér må man stille viden til rådighed for kommunerne, som har ansvaret. Men man kunne jo også gøre mere fra national side. Man kunne ændre i planloven, og man kunne ændre i bygningsreglementet. Der er faktisk en del ting, vi nationalt kan gøre. Altså, vi kunne gøre mere end bare at stille viden til rådighed for kommunerne. Vil ministeren være med til det?

Ministeren.

Ja, og noget af det, som ligger i klimatilpasningsplan 1, er netop at arbejde hen imod toeren. Så det arbejde er sådan set sat i gang. Og noget af det er netop at se på: Er der noget reguleringslovgivning, som skal ændres? Det værste, vi kan gøre, er jo at sige: Det er de andres ansvar. Hvis staten siger, det er kommunernes, og de siger, det er grundejernes, og ingen rigtig har lyst, og der er én, der er imod, så bliver det ikke til noget, og så får vi ødelagt kæmpe værdier. Man skal ikke tage fejl af, at det jo er menneskelige, familiemæssige tragedier, vi har været vidne til bare i efteråret og i vinter i Danmark, og vi skal gøre, hvad vi kan for at ruste os.

Jeg vil overhovedet ikke afvise, at det bliver nødvendigt at ændre lovgivning eller andre af de elementer, der bliver nævnt her. Det er præcis noget af det, som vores embedsmænd i de grupper, der er nedsat som følge af klimatilpasningsplan 1, er i gang med at vurdere.

Tak. Så er der en kort bemærkning til fru Katrine Robsøe, Radikale Venstre. Værsgo.

Tusind tak for det. Jeg vil også godt takke for en god tale fra ministeren. Jeg vil egentlig godt fortsætte lidt i samme spor som hr. Søren Egge Rasmussen. For Det Miljøøkonomiske Råd kom jo med nogle anbefalinger, hvor de i hvert fald også problematiserede udfordringerne ved, at man har et personligt incitament til at beskytte sin bolig, kontra at vi har en kollektiv stormflodssikring. Og hver gang jeg ligesom har prøvet at tage det op med enten miljøministeren eller erhvervsministeren, bliver den lidt smidt mellem to ministerier, og det virker, som om den falder lidt imellem to ministerstole på nuværende tidspunkt.

Jeg har ikke det gyldne svar på, hvordan vi skal gøre det her fremadrettet, men jeg synes, det er vigtigt for os at have en diskussion om deres bekymring fremadrettet. Jeg vil derfor godt høre, om miljøministeren vil sørge for, at det her faktisk også er et perspektiv, vi i hvert fald kommer til at tage aktiv stilling til samlet som Folketing.

Ministeren.

Det er det. Og man skal overhovedet ikke tage det, jeg svarede hr. Søren Egge Rasmussen, som at kaste med aben eller at sætte sig mellem to stole. Det er overhovedet ikke det. Det ville være virkelig være uklogt, hvis det var der, vi var ude.

Sagen er jo den, at vi simpelt hen er nødt til at have mere håndfast organisering her. Det er ikke for at tage noget fra kommunens myndighed, men vi er jo nødt til at have det. Helt konkret er der i dag faktisk mulighed for, at man kan pålægge borgerne i et område at være medfinansierende til et nødvendigt kystbebyggelsesområde. Men vi må også bare konstatere, at viljen til at sørge for, at det her bliver til virkelighed, ikke er særlig stor alle steder. Det kan virke uforståeligt efter sådan en vinter her, men der er nogle steder problemer og årelange lokale diskussioner. Og viljen til at tage ansvar for at trumfe igennem, at nu skal vi have beskyttet kysten, kan være svær. Men vi er jo nødt til at beskytte vores fælles værdier, og det går ikke, at der kun er diger på halvdelen af kyststrækningen i et lokalområde. Det skal jo være hele kyststrækningen, der er dækket, ellers er det ligegyldigt.

Tak. Så er der en kort bemærkning fra hr. Kim Edberg Andersen fra Danmarksdemokraterne. Værsgo.

Tak for det, og tak til ministeren. Jeg synes faktisk, det er et svært felt at navigere i, fordi der er mange interessenter, og der er også mange der, som ministeren selv siger, ønsker at få et dige, og så er der nogle, der ønsker at have sin havudsigt. Jeg bliver bekymret, og jeg lytter mig til, at holdningen måske kan blive, at vi så i virkeligheden bare skal til at pålægge folk, at de får en ekstraregning. Hvis de har købt noget med havudsigt, skal vi åbenbart til at kunne bestemme, at her må der ikke kunne komme oversvømmelser i fremtiden. Det er dér, jeg bliver sådan bekymret. For jeg er jo enig i, at der er noget, der skal kystsikres, men jeg tror, vi har næsten 9.000 km kyststrækning, og jeg tror ikke, vi er klar over, hvor mange penge det vil koste at lave et dige på 9.000 km. Men jeg vil godt høre ministerens holdning, for hører jeg det rigtigt, når jeg hører, at ministeren er villig til ligesom at gå ind og sige: Okay, vi vælger politisk, at et område skal kystsikres, og så lader vi de enkelte matrikelejere i det område betale det, det koster, og som vi politisk har besluttet?

Ministeren.

Vi er nødt til at erkende, at det er helt uholdbart at have halve diger eller huller i digerne. Så er det jo fuldstændig ligegyldigt. Det ved hr. Kim Edberg Andersen også godt. Så er det helt fuldstændig ligegyldigt. Jeg har selv været nede og besigtige efter skaderne her i efteråret de få steder, hvor der har været digebrud – og det er jo et lillebitte digebrud – men hele baglandet er oversvømmet. Så ja, den private ejendomsret er vigtig, men dem, der har de værdier her, har jo også ret til at få den kollektivt finansierede stormflodspuljes støtte og få kompensation og erstatning for de er værdier, man har fået ødelagt. Og når man er med i den ordning, er man også forpligtet til at være med til at bidrage til, at man beskytter disse værdier.

Det, jeg prøvede at redegøre for i min indledning her, var, at det jo så ikke er sådan, at hele regningen nødvendigvis skal ende hos grundejerne. Dels er der typisk mange grundejere – på Vestkysten er der ikke mange grundejere, og derfor har staten ansvaret for det, så det bliver helt umuligt at fordele – dels har staten jo også et ansvar for at være med til at spæde til kassen, sådan at det ikke udelukkende havner hos grundejerne. Men vi kan ikke give fuldstændig frihed til, at hver enkelt nabo der langs kysten kan sige ja eller nej, for så er det simpelt hen umuligt.

Tak til ministeren. Der er ikke flere korte bemærkninger, så nu går vi over til forhandlingen og de almindelige regler for korte bemærkninger. Nu er det ordføreren for forespørgerne, hr. Peter Kofod, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak for det. Vi er nødt til at prioritere og gøre Danmark klar til det vilde vejr i fremtiden. Den hårde vind fra øst gav et pres på områder, der ellers kun sjældent udsættes for flere meter højere vandstand fra have og fjorde. Skaderne var enorme i store dele af Syd- og Sønderjylland og på den østlige del af Sjælland, Lolland-Falster, Fyn og øerne i havet sydpå.

I Dansk Folkeparti tog vi initiativ til en høring i en af de ramte kommuner, nemlig i Sønderborg, hvor lokale lodsejere, interessenter og interesseorganisationer, lokalpolitikere og interesserede borgere havde mulighed for at kigge forbi og komme til orde med deres oplevelse af situationen. Nogle af de ting, der kom frem den dag, havde en meget stor prisseddel på, andre var i den lettere og billigere ende at gennemføre. Men vi har selvfølgelig forskellige idéer, som vi håber at regeringen og Folketingets partier vil lytte beredvilligt til.

Der er i den lette ende, dvs. det, der ikke koster så mange penge, og der er vi nødt til at gøre noget ved den data, vi deler med hinanden. Jeg synes egentlig, ministeren i sin besvarelse af mit spørgsmål jo gjorde det klart, at man allerede er ret langt med det, og det er jeg enormt glad for at høre, for jeg ved, det er et stort ønske ikke bare for mange kommuner, men det vil også være det for en hel del af forsikringsselskaberne. Så det er rigtig godt, at man er i gang med det.

Men der er også de dyrere løsninger, og det handler om diger, fysiske anlæg, volde, der skal bremse vandet, når det først er på vej, og det er rigtig dyrt, og det vil nok komme til at koste milliarder af kroner i de kommende år. Men hvis man tænker på, hvor store tab der var alene i oktober sidste år, er det ganske enkelt en meget bedre investering at vende udgifterne om og bruge pengene på at beskytte vores kyster og landområder i stedet for at bruge penge på at udbedre skader, efter ulykken er sket.

Jeg ved jo godt, at der er afsat penge i finansloven, som jeg tror langt de fleste herinde, inklusive mig selv, jo er med i, og det er jo også en start, men det er trods alt ikke penge nok. Jeg ved også godt, at der er gang i en masse med Grøn Fond, men jeg tror stadig væk ikke, det er tilstrækkeligt. Vi har i vores 2030-plan finansieret det med 1 mia. kr. mere, fordi vi prioriterer det her rigtig højt.

Hvordan bygger man så på grunde i områder, der er udsatte i fremtiden? Det er der mange forskellige forslag til derude. Hvordan lader man kommunerne forberede sig, og er der benspænd for, at kommunerne kan kystbeskytte, som det er i dag? Det tror jeg mange vil svare bekræftende på. Hvordan er myndighedssamarbejdet? Er der alt for meget delt ansvar? Vi ser gerne, at ansvaret mere samles ét sted, hvor der sker en bedre koordinering. Det tror jeg også der er et stort ønske om derude. Og sådan kunne man jo blive ved med at remse op.

I går meldte regeringen så ud, at dansk økonomi heldigvis er bomstærk. Der er gode væksttal, og den offentlige sektor er i god gænge, og beskæftigelsen er stærk, og vi har penge til at genoprette vores forsvar og til at lade milliarder af kroner rulle efter krigen i Ukraine, og det er jo alt sammen godt. Men måske vi bare i fremtiden kunne skrue en lille smule op for beskyttelsen af vores egen dejlige land. Det ville være en investering i fremtiden, der er givet rigtig godt ud. Vi laver ikke finanslov lige nu i Folketingssalen, men lad det være en opfordring til regeringen om at tage det her vigtige tema med sig i fremtiden.

Jeg ved jo godt, at vores forslag til vedtagelse ikke bliver til noget i dag, men målet for mig og DF er at holde gang i en debat, som vi er bange for løber ud og bliver glemt, og så står vi der lige pludselig igen i en situation, hvor vandet er stærkt stigende, og hvor myndighederne peger på hinanden. Det er vi ikke tjent med. Så vi håber, at regeringen tager det her emne rigtig godt med sig i dag.

Jeg skal også læse følgende forslag til vedtagelse op, og det er fra Dansk Folkeparti – og det er en åben klub, så hvis man sidder derude som parti og tænker, at det lyder fornuftigt, så skal man være hjertelig velkommen:

Forslag til vedtagelse

»Folketinget konstaterer, at stadig mere ekstremt vejr udfordrer vores kyster og lavtliggende egne. Beskyttelse af de danske kyster er et nationalt anliggende og kan ikke overlades til kommunerne alene.

Folketinget erkender, at de nuværende investeringer i beskyttelse af vore kyster ikke er tiltrækkelige, og at vi i højere grad, end tilfældet er i dag, har brug for at investere i kystbeskyttelse. De store beløb, der skal bruges på at rydde op efter stormfloder, skal i stedet anvendes til kystbeskyttelse, så vi investerer i forebyggelse og undgår store reparationer og oprydning.

Folketinget opfordrer regeringen til at kulegrave hele området, så det bliver lettere for myndigheder, forsikringsselskaber og andre at dele information og data og styrke samarbejdet.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 71).

Tak for talen. Det fremsatte forslag til vedtagelse vil indgå i de videre forhandlinger.

Der er en kort bemærkning til ordføreren fra fru Anne Paulin, Socialdemokratiet.

Tak for en god tale og for at tage det her emne op. Jeg har et spørgsmål til finansieringen, som Dansk Folkeparti selv peger på i det her spørgsmål. Der er jo en række partier, som er med i aftalen omkring det grønne råderum eller den grønne fond, og dér prioriteres der jo midler til klimatilpasning. Det er 1,2 mia. kr. – eller 1,25 mia. kr. – frem mod 2030. Ordføreren peger så på, at Dansk Folkeparti har en plan om at prioritere 1 mia. kr. på det. I og med at DF ikke er med i aftalen om den grønne fond, og jeg kan egentlig ikke huske, hvorfor kan Dansk Folkeparti ikke er med til at prioritere de her penge til klima- og miljøindsatser, er det så rigtigt forstået, at samlet set, hvis det stod til Dansk Folkeparti, skulle vi bruge færre midler på det end det, der er prioriteret i den grønne fond?

Ordføreren.

Tak for spørgsmålet. Nej, altså, i vores 2030-plan finansierer vi jo 1 mia. kr. mere end det, partierne lægger op til. Så vi tager sådan set den investering med og lægger så 1 mia. kr. oveni, som er fuldt finansieret. Vi var ikke med, da aftalen blev indgået, og det ligger jo et par år tilbage. Jeg mener, der var en længere diskussion om, hvordan finansieringen af den grønne fond skulle være, og der endte vi så i sidste ende med ikke at være en del af den aftale. Det kan jeg bekræfte.

Der er ikke flere korte bemærkninger, så tak til ordføreren. Så går vi videre i ordførerrækken til fru Anne Paulin fra Socialdemokratiet. Værsgo.

Tak for det, og tak til Dansk Folkeparti for at rejse den her forespørgselsdebat om, hvordan vi sikrer Danmark bedre mod fremtidens vildere vejr, som jo desværre også allerede er her i nutiden, må man konstatere, når man kigger på, hvad der er sket det seneste års tid. Det er desværre et spørgsmål, som vi kommer til at skulle forholde os meget til nu og i de kommende år, for ødelæggelserne efter efterårets stormfloder har været meget voldsomme. Fra den ene dag til den anden har vandets kræfter mange steder gjort et stort indhug i strandene, veje er blevet skyllet væk, huse står tilbage med synlige skader, og der er store kultur- og naturværdier, som er gået tabt. De seneste stormfloder har mindet os om vigtigheden af, at vi skal forebygge, mens tid er, og helt konkret, hvor dyrt det bliver, når naturens kræfter får fat.

Med de puljer, som vi de seneste år har lavet til kystbeskyttelsesprojekter og diger, bruger staten historisk mange penge på klimasikring. Pengene er kommet ud at arbejde som bidrag til vigtige projekter rundtomkring forskellige steder i landet, men vi kan jo også se, at efterspørgslen er stor, og derfor er det vigtigt, at vi fortsætter det politiske fokus på klimatilpasning. I efteråret lancerede regeringen klimatilpasningsplan 1, som der efterfølgende er fundet finansiering til sammen med partierne bag den grønne fond. Ud over at finde nye penge til tilskud til lokale projekter og til at fortsætte den nødvendige sandfodring langs Vestkysten sætter planen også fokus på statens rolle som faglig sparringspartner i større klimatilpasningsprojekter. Det er fornuftigt, for vi skal understøtte, at man hurtigt og smidigt kan komme i mål med projekterne.

I Socialdemokratiet glæder vi os også over et andet element i klimatilpasningsplan 1, som er det her med, at regeringen skal fremsætte et lovforslag, som giver bedre muligheder for, at vi kan håndtere højtstående grundvand, som er en stor udfordring rigtig mange steder i Danmark, gennem kollektive løsninger og kollektiv finansiering.

Arbejdet med klimatilpasning stopper ikke med etteren, altså med klimatilpasningsplan 1, som ministeren også var inde på. Det er bebudet, at der skal komme en toer, og jeg tror, at det er vigtigt, at vi har de drøftelser med hinanden om, hvordan vi sikrer, at det arbejde bliver så godt som overhovedet muligt, herunder også spørgsmål omkring, hvordan vi bygger og planlægger for fremtiden, for det er attraktivt at bo ved vandkanten, men det er også sårbart. Vi glæder os i Socialdemokratiet til at fortsætte drøftelserne med Folketingets partier om, hvordan vi ruster vores land bedst muligt til ekstreme vejrhændelser.

Så har jeg en vedtagelsestekst, som jeg gerne vil læse op. Jeg vil gerne på vegne af Moderaterne, Venstre, SF, Konservative, Enhedslisten, Radikale Venstre og Socialdemokratiet fremsætte følgende:

Forslag til vedtagelse

»Folketinget konstaterer, at vi grundet klimaforandringer kan forvente hyppigere og mere ekstreme tilfælde af voldsomt vejr i Danmark, hvilket medfører øget behov for kystbeskyttelse. Senest i efteråret og vinteren 2023 blev flere steder ramt af oversvømmelser fra stormflod.

Folketinget anerkender, at partierne bag finansloven for 2024 har aftalt en ekstraordinær anlægspulje på 125 mio. kr. til genopretning af kommunal infrastruktur påvirket af stormfloderne.

Folketinget noterer, at partierne bag det grønne råderum har sikret midler til øget kystbeskyttelse, og at arbejdet er igangsat.

De seneste voldsomme vejrhændelser giver samtidig anledning til, at Folketinget konstaterer, at der er behov for strukturelle løsninger på klimatilpasningen.

Folketinget noterer, at regeringen primo 2025 vil fremlægge lovforslag om håndtering af højtstående grundvand.

Folketinget opfordrer regeringen til at arbejde videre mod en klimatilpasningsplan 2, med fokus på gennemførelse af langsigtede, forebyggende tiltag, så vores værdier, infrastruktur m.v. bliver modstandsdygtig i forhold til det forandrede klima.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 72).

Tak til ordføreren. Det fremsatte forslag til vedtagelse vil indgå i de videre forhandlinger.

Der er en række korte bemærkninger, og den første er til hr. Peter Kofod, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak for det, og tak for en god tale. Jeg blev lidt nysgerrig på det, som ordføreren sagde om at planlægge, hvor vi bygger i fremtiden, og hvor vi bor i fremtiden, for det er en relevant diskussion at tage fat i. Der bliver udstykket for mange sommerhusgrunde eksempelvis i områder, hvor man godt ved at der traditionelt har været problemer med vand. Det synes jeg er en relevant problemstilling.

Men der er jo også den anden problemstilling, og det er, at der er nogle danskere, der bor og kan lide at bo i meget øde egne, hvor omkostningerne for at holde vandmasserne væk vil være meget høje for fællesskabet. Jeg kommer fra et parti og repræsenterer et parti, der synes, at der skal bo danskere i alle egne af Danmark. Det betyder også, at hvis vi taler om en lille udsat ø, så kan det godt være, at prisen for at beskytte de få mennesker, der måtte bo der, vil være enormt høj, men det er en pris, vi er villige til at betale, for danskere skal bo i alle egne af Danmark. Er den socialdemokratiske ordfører enig i, at vi skal prioritere det, det måtte koste, og også sikre dem, der bor meget udsat og på steder, hvor der er få danskere?

Ordføreren.

Det er jo bl.a. derfor, vi også har lavet de her puljer, som kommunerne har kunnet søge fra for at få medfinansiering til projekter. For jeg er fuldstændig enig i, at det også er vigtigt, at vi sikrer forholdene de steder, hvor der måske bruger lidt færre mennesker. Men jeg synes samtidig, at man skal holde fast i det grundprincip, som ministeren jo også var inde på, med, at det er grundejerne, der i udgangspunktet er ansvarlige for finansieringen af de løsninger, der skal være med til at sikre deres værdier. Så er der så mange steder, hvor kommunerne går ind og i forskellig grad tager en eller anden form for finansieringsmedansvar, og de her nationale puljer er jo så også en yderligere mulighed for at få medfinansiering de steder, hvor man får tilsagn til sine ansøgninger.

Værsgo til den anden korte bemærkning til hr. Peter Kofod.

Tak for det. Det princip er jeg enig i, men jeg mener også, der er et andet princip, og det handler jo om f.eks. at bo et meget udsat sted, på en lille ø. Der var et eksempel fra stormfloden i oktober, hvor en lille ø i Sønderborg Kommune med fast brotilknytning blev hårdt ramt, og det siger sig selv, at hvis man kun skulle kigge på tal og økonomi, ville man sige, at det er bedre, at den der ø i fremtiden bare er et fuglereservat, hvor der ikke bor mennesker, for det er billigere. Men omvendt er det jo også et princip, at der har boet mennesker i mange år, og at vi derfor vil beskytte de værdier. Der er jeg bare på udkig efter at få at vide, hvad det socialdemokratiske princip i den sag er – om det er at sige, at man kommer til at bruge det, der skal bruges, for at sikre, at folk også i fremtiden kan leve og bo på og besøge den her ø.

Tak. Ordføreren.

I Socialdemokratiet er vi optaget af balance, og vi kunne aldrig finde på at have den tilgang, at man så at sige bare må sejle sin egen sø. Når det så er sagt, kan jeg jo heller ikke stå og sige, at staten bare skal finde det, der skal til, alle de her steder, for vi ved også, at klimatilpasning er dyrt. Det kræver finansiering. Vi har finansieret noget klimatilpasning i en aftale, som ordførerens parti ikke er med i, men det er dyrt, og derfor kommer der stadig væk til at være behov for lokal medfinansiering, og det er også det rigtige princip.

Tak. Så er det fru Mette Abildgaard, Det Konservative Folkeparti. Værsgo.

Tak for det, og tak til ordføreren for talen. Jeg tror, at vi er mange, der virkelig har gået og ventet på den her klimatilpasningsplan. Den blev varslet under den tidligere socialdemokratiske regering og lod vente på sig i nogle år. Derfor havde forventningerne nok også bygget sig op og var blevet store.

Derfor var der jo også, må man nok være ærlig og sige, en vis frustration over, at klimatilpasningsplan 1 ikke var mere dækkende. Jeg tror også, at det var derfor, man valgte at kalde det en etter. Så spekulerer jeg på, om ordføreren mon kan komme i tanke om nogen film, hvor toeren er bedre end etteren. For jeg håber så desperat, at toeren vil blive bedre i det her tilfælde end etteren, men jeg kan simpelt hen ikke selv komme i tanker om nogen.

Så vil jeg derudover også høre, om ordføreren og ordførerens parti kunne være åbne for at undtage klimatilpasningsprojekter fra anlægsloven. Det har bl.a. KL jo virkelig været ude at efterspørge, fordi det er et meget effektfuldt tiltag.

Ordføreren.

Jamen altså, jeg synes eksempelvis, at når vi kigger på Ringenes Herre-trilogien, er »De to Tårne«, som er toeren, markant bedre end etteren. Så det er set før. Og jeg tror også, at det er set før i politiske projekter, især når det, der allerede har været opsamlingen på lanceringen af klimatilpasningsplan 1, er, at der har været de her dialoger med kommunerne, som ministeren har haft, og at vi har dialoger og debatter som den her i Folketingssalen. Jeg fornemmer egentlig, at selv om der er nuancer, vi kan være uenige om, er alle meget optaget af, at vi skal lykkes med at komme videre ud ad det her spor. Jeg tror, at vi kan finde mange brede løsninger på det her i Folketinget.

Angående det om anlægsloftet er jeg simpelt hen ikke komfortabel med at rode mig alt for meget ud i, hvad der kan lade sig gøre i forhold til budgetlov og EU-regler osv. Men jeg anerkender – og det er vi jo også nødt til at forholde os til – at det er nogle enormt store byrder for kommunerne at skulle rydde op og sikre sig det. Så selvfølgelig skal vi kigge på, hvordan vi kan smidiggøre økonomien omkring det.

Tak. Så er det spørgeren for sin anden korte bemærkning. Værsgo.

Tak for svaret. Jeg er nok nødt til at bekende kulør og sige, at jeg simpelt hen ikke har set nogle af Ringenes Herre-filmene. Så jeg har simpelt hen svært ved at vurdere, om ordførerens svar på den måde er retvisende. Men jeg tager det som en anerkendelse af, at der i hvert fald er brug for en rigtig god toer.

Det er helt fair i forhold til anlægsloftet. Jeg har bl.a. talt om det med vores borgmester i Aabenraa, som står i det her dilemma. Skal man investere pengene i en stor pumpe eller udbygge det lokale plejehjem? Og man står med et kommunalvalg om et par år, og man ved godt, hvad borgerne lige nu og her efterspørger mest. Og det giver bare et dilemma i forhold til nogle meget langsigtede investeringer.

Ordføreren.

Det anerkender jeg fuldt ud. Der er mange ting, der konkurrerer mod hinanden, måske også især i de her år, hvor der har været inflation og meget pres på anlægsinvesteringer generelt. Det er blevet meget fordyret at lave anlægsprojekter. Så jeg er hundrede procent med på, at vi skal gå ind i det her med, hvordan vi kan smidiggøre økonomien så godt som muligt, for vi ved også, at jo før vi får lavet de nødvendige investeringer, jo bedre.

Så er det hr. Kim Edberg Andersen, Danmarksdemokraterne. Værsgo.

Tak for det, og tak til ordføreren. Jeg kommer jo fra et område i Danmark, hvor vi nok i generationer har vidst, at det der med at kæmpe imod naturen skal man nok bare som udgangspunkt indrømme er en kamp, vi kommer til at tabe uanset hvad. Så kan der være nogle forværringer, som vi kan gøre noget ved.

Jeg er gammel entreprenør, og virkeligheden er jo bare, at vi skal bruge 30 m³ jord pr. meter dige, vi laver. Så det er jo 30 mia. m³ jord, vi skal hælde ud for at dække bare kysten, og det gør, at vi bliver nødt til at prioritere. Så hører jeg ministeren forklare om sommerhusområder, og så kommer hr. Peter Kofod faktisk og forklarer om rigtige boliger. Og så synes jeg, at Socialdemokraterne bliver lidt vævende. For jeg synes jo, man bliver nødt til at prioritere. Så hvis man vælger at bo på 9. sal i en by og så købe et sommerhus ned til vandet, har man truffet et valg om, at det kan blive vådt, og så må man jo også på en eller anden måde være medfinansierende. Det er jeg enig i. Men hvis man bor på en ø, som på grund af det her – det kan eventuelt være klima eller noget – lige pludselig bliver ramt af 4,3 m høj vandstande, vil Socialdemokraterne så være med til at prioritere, at vi sikrer sådan nogle øer først med offentlige midler?

Ordføreren.

Jeg synes egentlig, at det er nogle gode pointer, som hr. Kim Edberg Andersen er inde på i forhold til det her med, at det jo i forhold til sommerhuse osv. også tit er folk, der betaler noget for at have den her fantastiske udsigt og måske ligge i første række, og derfor er det også fair, at man også er med til at finansiere, at ens værdier og ens herlighedsværdi bliver sikret. Jeg synes bestemt, at vi skal tage højde for de steder, hvor man ligger og man er særlig udsat, og det er jo også noget af det, som vi bl.a. har gjort igennem mange år med sandfodring på Vestkysten.

Nu siger ordføreren, at det kan være svært at kæmpe mod naturens kræfter, men det er jo et eksempel på, at vi trods alt har gjort det og brugt mange penge på at finansiere kystsikring i de områder. For ellers ville vi jo højst sandsynligt have set nogle store brud på kystlinjerne, som ville kunne have oversvømmet og ændret danmarkskortet i de områder ret markant.

Spørgeren for sin anden korte bemærkning.

Jeg tror ikke, at vi skal diskutere sandfodring, for virkeligheden er, at vi jo flytter det samme sand fra A til B. Der er masser af andre kystsikringer oppe ved kysten, som vi har fået nej til. Men det tager vi i en anden debat. Der er mange løsninger til at sikre vores kyst, som vi har fået nej til i Jylland, men fred være med det.

Et andet spørgsmål, jeg havde, handler jo dybest set om, at Socialdemokraterne nu vælger den her model med ikke at udtale sig om regeringens holdning, og jeg mangler den her holdning. Vil man, eller vil man ikke betale det, det koster? Så jeg bliver nødt til at spørge Socialdemokraterne: Har man gjort sig det klart, at hvis der f.eks. laves et dige i et sommerhusområde, skal man jo som kommune sikre, at alt det vand, der normalvis løber ud, jo skal pumpes væk. Er der et kommunalt ansvar, som Socialdemokraterne er villige til at se på i kommunerne?

Tak. Ordføreren.

Jeg er ikke sikker på, at jeg forstod spørgsmålet helt. Var det, om der er et kommunalt ansvar i kommunerne for klimatilpasning, eller hvad? Det er der jo i rigtig høj grad. Jeg vil også gerne fortsætte lidt med det her med, hvad det er for et ansvar, som man har i forhold til at hjælpe nogle af de steder, som er særlig udsatte. Specifikt med de puljer, som der har ligget, og som man har kunnet søge, har der jo bl.a. også været fokus på Vadehavsområdet som et sårbart sted, hvor der er nogle værdier, der hurtigt kan gå tabt ved stigende vandstande. Så på den måde ligger det jo allerede, synes jeg, i vores tilgang, at vi tager hensyn til nogle af de områder, der er særlig udsatte.

Så er det hr. Søren Egge Rasmussen, Enhedslisten.

Jeg vil godt følge op på De Konservatives spørgsmål omkring anlægsloftet, for der er jo en lang række kommuner, der faktisk har haft penge i kassen, og som også har skrivebordsprojekter om klimasikring, som de ikke gennemfører, fordi anlægsloftet forhindrer dem i at lave de fornuftige investeringer. Det gælder bl.a. her i Københavns Kommune. Jeg kan altså ikke se det rimelige i, at man bare skal lade pengene ligge i kassen, når man sådan set kan hjælpe borgerne og sikre værdier ved at lave nogle øgede investeringer. Så det er jo meget relevant, at ordføreren hilser finansministeren og andre, som kunne have indflydelse på, hvad det er for en økonomiaftale, der laves mellem KL og regeringen.

Vi er altså nødt til at slippe kommunerne fri og give dem lov til at bruge nogle penge. Det er jo ikke et spørgsmål om, af de vil lave statuer af borgmestre og den slags. De vil sådan set lave nogle projekter, som er til gavn for borgerne og til gavn for samfundet. Kan ordføreren ikke se, at vi har et problem med, at kommunernes rammer er for stramme?

Ordføreren.

Tak for spørgsmålet, som jo lidt er en gentagelse, og derfor bliver mit svar også lidt en gentagelse, altså at jeg ikke vil rode mig ud i at gøre mig alt for klog på, hvad der kan lade sig gøre, og hvad der ikke kan lade sig gøre inden for de budgetregler, der er. Men igen vil jeg komme med en anerkendelse og sige: Lad os se på økonomien omkring, hvordan man gennemfører de her projekter, og gøre så meget, som vi overhovedet kan, for at skubbe på for, at kommunerne kan komme i gang med de projekter, de gerne vil i gang med.

Spørgeren for den anden korte bemærkning. Værsgo.

Jamen jeg synes jo, man skal bruge den viden, der er. Og der må man bare sige, at der er en række kommuner, der egentlig har projekter, de gerne vil gennemføre, men det må de ikke gøre, fordi anlægsloftet er så strengt. Der er også anden viden. I hele Region Midtjylland har man lavet et coast to coast-projekt, som er støttet af EU, og hvor man har været inde at kigge på, hvad det egentlig er for noget klimasikring, der bør laves. Og så har man afsluttet projektet, men man har jo ikke gennemført det. Altså, man er jo ikke kommet frem til, at Kolindsund så bliver genetableret for at redde Grenaa fra oversvømmelse; man er ikke kommet frem til de løsninger, som der også skal være inde midt i landet, hvor det jo ikke er stigende vandstand, men sådan set monstervejret, som indimellem gør, at nogle byer bliver oversvømmet. Så der er sådan set noget viden derude, som vi skal bruge.

Synes ordføreren, det er rimeligt, når man har sådan et stort EU-projekt, at man så også får noget af det gennemført efterfølgende?

Ordføreren.

Jeg synes, at det lader til at være et rigtig godt projekt, som jo har været et vidensprojekt – det skal lige siges – og det har været til vidensdelen, at Region Midtjylland har fået nogle penge til at lave det her projekt. Det spørgsmål, som ordføreren rejser, er, hvordan man så kommer videre med det, når det er noget, der går på tværs af rigtig mange forskellige kommuner. Vand kender ikke kommunegrænser, og derfor synes jeg også, det er fornuftigt, at vi i klimatilpasningsplan 1 netop sætter fokus på, at vi skal have kigget på, hvordan det bliver lettere at gennemføre flere af de her tværkommunale projekter.

Tak til ordføreren. Der er ikke flere korte bemærkninger, så vi går videre i ordførerrækken, og nu er det hr. Erling Bonnesen fra Venstre. Værsgo.

Tak for det. Når stormene virkelig raser og vandet skyller ind over både land, veje og huse m.v., tror jeg det står klart for os alle sammen, at så er vi udfordret, og at vi skal gøre mere. Vi kan sige: Godt for det, som vi allerede har gjort og sat i værk og fortsat gør. Men jeg tror ikke, der er nogen som helst, der er i tvivl om, at vi fortsat skal gøre mere, og det tror jeg da også der er stor, bred politisk vilje til.

Når vi f.eks. ser en vej på Ærø blive skyllet væk – der har vi jo alle sammen også kunnet følge med her sidste gang, det var galt, og det blæste kraftigt – og det så sammen med andre store skader koster voldsomt meget mere, end Ærø i den situation selv kan klare, så er det oplagt, at vi jo så fra statens side må træde til, træde mere i karakter og hjælpe økonomisk. Det gjorde man også i den situation, i hvert fald et stykke ad vejen.

Flere andre eksempler kan trækkes frem, både fra det fynske område, men også fra andre steder i landet, som det også allerede tidligere er fremgået af debatten. Derfor er jeg også glad for, at vi med regeringen i spidsen, men også med en klar understregning fra en bred kreds af partier, der var med, kort efter den seneste storm og også i forbindelse med finansloven tog initiativ til, netop sammen med en bred kreds af partier i Folketinget, at få afsat forskellige puljer til at hjælpe. Altså, jeg hører ikke nogen sige, at man ikke vil hjælpe, og nu i min situation, eller som jeg i hvert fald også ser det ud fra mine udgiftsposter, er det med Ærø som eksempel, og der var vi flere, som allerede dengang sagde, at det var godt og er godt, men at der uden tvivl er brug for mere, ikke kun i Ærøs situation, men flere andre steder i landet.

Opgaven med at gøre mere ligger på bordet, og den skal tackles i forbindelse med forskellige sammenhænge. Det kan være gennem selvstændige initiativer, eller det kan være gennem finansloven m.v, som det også allerede er fremgået af debatten. Det må drøftes hvordan, når man nu kan se en status på området, i forhold til hvor langt man er kommet, men at der er brug for at gøre mere, er jeg sådan set ikke i tvivl om, og det er vi i Venstre ikke i tvivl om.

Det gælder ikke alene opfølgning efter de seneste voldsomme storme og skader. Det gælder også mere generelt den forebyggende del, altså omkring kystsikring, hvor udfordringerne er forskellige. Alt efter om man nu står på Vestkysten, om man står på Ærø, eller om man står andre steder i landet såsom hovedstaden, som også har været inddraget, så er der lige præcis forskellige udfordringer de forskellige steder. Det er ikke kun med stormene; der har også været nævnt højtstående grundvand m.v.

Så det er godt, at vi f.eks. er i gang med det, der har været nævnt. Der er klimatilpasningsplan nr. 1 – der kommer mere; det er vi helt sikre på – kystpuljen, stormflodspuljen, og at staten også kan hjælpe med praktiske ting som kort, data og vejledning, sådan at vi kan få tingene til at gå i hak, både i forhold til det, som vi har ansvaret for her fra Folketingets, statens og regeringens side, som ministeren også allerede fint har redegjort for, og så det sammen med de lokale myndigheder, kommunerne og i sidste ende selvfølgelig også borgerne, som på forskellig måde udsættes.

Så jeg vil sige: Godt for det, vi allerede har gjort og gør. Men der bliver brug for mere, og vi kan selvfølgelig også fra Venstre støtte det fremsatte forslag til vedtagelse. Og så har jeg også lovet at hilse fra Moderaternes ordfører, som på grund af sygdom ikke havde mulighed for at være til stede, men også støtter det fremsatte forslag til vedtagelse. Så vi ser frem til det fortsatte arbejde på området.

Tak til ordføreren. Der er ikke nogen korte bemærkninger, så vi går videre i ordførerrækken til hr. Kim Edberg Andersen fra Danmarksdemokraterne.

Tak for det, formand. Når vi som politikere herinde har forespørgselsdebatter, er der jo bare nogle af dem, hvor vi ved, inden vi går herned, at ingen kommer til at være imod. Man kan lave nejtesten her i forhold til at sige: Nej, vi vil slet ikke høre på, at folk skal have lov til at gøre det selv, eller at de forventer, at staten hjælper dem, hvis der er noget, der skader deres ejendom. Det kan vi jo ikke sige nej til. Så vi kommer til at høre en række ordførere, som kommer herop med divergerende holdninger, og som ligesom jeg siger: Selvfølgelig skal vi hjælpe med kystsikring.

Så stopper det jo også, i forhold til hvor nemt det så lige er, når man går videre derfra. Som nordjyde bliver jeg nødt til at sige, at vi jo har set områder, hvor man i forhold til den lokalplanlægning, der er blevet lavet inden for de sidste 20 år, pludselig bliver meget overrasket over, at de nye huse bliver oversvømmet, mens de huse, der er fra 1800-tallet, og som ligger i nøjagtig samme område, jo alle sammen er blevet bygget på de der små jordvolde, der var, for der var også oversvømmelser før. Det er det, jeg spørger ind til, når jeg spørger Socialdemokraterne, altså om der i forhold til noget af det kommunalpolitiske er et ansvar? Der synes jeg faktisk, der er noget, vi også skal se på. Det handler om lokalplanlægning, hvor kommunalbestyrelser ser bort fra, at de fede sommerhusområder altså er der, hvor der står vand om vinteren, og ser bort fra, at de gode udstykninger af byerne bliver bygget på mosebund, hvor vi ved at der ikke skal ret stor grundvandsstigning til, før man altså får fast svømmehal i kælderen. Og det er jo et sted, hvor vi bliver nødt til at veje statens ansvar for at hjælpe private voksne mennesker med deres valg på en tungere vægtskål. Det var derfor, jeg så var inde på, om det i forhold til et sommerhusområde er lige så vigtigt, at det er staten, der betaler det hele, som det f.eks. er i forhold til en ejendom på en ø som Ærø, hvor de har gjort det rigtigt. Der bor de 2 m over, hvad den højeste vandstand normalt er, og så bliver de ramt af de her hændelser, hvor vandstanden pludselig er 4,3 m, hvilket ingen mennesker havde forventet. Skal vi ikke prioritere at hjælpe de mennesker først?

I Danmarksdemokraterne har vi ikke den der facitliste, som bare har løsningerne på det hele, men vi anerkender, at der sker nogle ting, hvor nye områder i Danmark bliver ramt voldsommere, end de er blevet før. Der har vi som samfund pligt til at hjælpe, lige så vel som voksne mennesker, der har råd til at købe ejendom og sommerhus helt nede i vandkanten, også har pligt til at betale for den forsikring, de forhåbentligvis har sikret sig at få i samme område. Det stritter på mig, når vi så samtidig siger: Hvis du nu er blevet ramt af oversvømmelse, skal du nærmest ikke have lov til at genopføre dit hus. Det må jo være noget privat, altså noget, du sikrer via dit forsikringsselskab. Jeg er enig i, at hvis du forventer, at staten betaler din udgift, så har staten en mulighed, men hvis man nu kan forsikre sig ud af det, hvorfor skal man så ikke have lov til at bygge et hus på stylter lige nede ved strandkanten? Men der er der også et privat ansvar.

Der er ingen nemme løsninger på det her. Som nordjyde ved jeg jo godt, fordi jeg er opvokset med det, at naturen gør det her, altså den oversvømmer og den blæser. Det er virkeligheden. Noget, jeg også tror vi skal have kigget på, er besværlighederne ved at få lov til at kystsikre. I Nordjylland har vi i masser af år set måbende til, når en eller anden fra Miljøstyrelsen har siddet i en fjerdesalslejlighed i København og sagt: Nej, I må sørme ikke grave rør ned; det kan godt være, I ikke kan se dem, og det kan også godt være, at det ikke er sådan et hundrede procent videnskabeligt bevist, men vi kan simpelt hen ikke lide, at de der rør skal testes af. Det håber jeg på at der bliver en velvillighed til nu, så vi kan sikre, at vi får testet tingene af. Test dem dog for pokker af.

Der er noget kystbeskyttelse, som er meget, meget ødelæggende for, hvordan naturen kommer til at se ud. Det skal vi være forsigtige med. Det er lidt ligesom med de her vindmøller, vi død og pine skal have op alle steder, hvor der er noget skønhedsværdi. Der skal vi passe på med at kystsikre på en måde, som er grim. Og så bliver jeg bare nødt til at sige, inden jeg bliver skudt noget i skoene, der handler om den grønne fond: Der er tale om mange, mange kubikmeter jord, hvis vi skal sikre hele Danmark. Så vi bliver også nødt til som politikere at være ærlige over for danskerne og sige: Vi kommer ikke til at kunne beskytte alting alle steder hele tiden, for så skal vi bygge en 8 m høj vold på 8.574 km. Og der bliver jeg bare nødt til at sige, at uanset hvor meget beskæftigelse vi har nu, bliver der hverken tid til at sætte vindmøller eller solceller op eller til at lave ptx-anlæg, for så skal vi alle sammen stå med skovle og spader i de næsten 30 år for at lave den vold. Så vi skal også være ærlige over for vores borgere. Der er et personligt ansvar, og der er et statsligt ansvar, og som hr. Erling Bonnesen f.eks. siger: Når en vej bliver skyllet væk på en ø, hvor man har brug for den vej, og man der ikke selv kan betale, så må det være noget, vi prioriterer først.

Jeg er sikker på, at ministeren har de rigtige intentioner. Jeg håber selvfølgelig også, der kommer noget handling bag lynhurtigt. Det må vi se på. Jeg håber, der bliver indkaldt til et møde, hvor vi kan snakke om tingene, og så tror jeg faktisk, vi alle sammen kan blive enige mere eller mindre.

Tak til ordføreren. Og selv om ordføreren er nordjyde og en ganske rar mand, må man ikke bande i Folketingssalen.

Der er en kort bemærkning til fru Mette Abildgaard, Det Konservative Folkeparti. Værsgo.

Tak for ordførertalen, og vi tog det hele med, bandeord eller ej. Jeg synes jo, ordføreren gør sig mange rigtige og interessante overvejelser i forhold til behovet for en klimatilpasning. Men jeg synes jo også, at der, når vi har sådan en debat som den her, lige er en grund til at stoppe op og reflektere over, hvorfor der er behov for en klimatilpasning, altså hvad det er, der er sket i vores samfund og i verden, der gør, at vi står i den her situation.

Nu tilhører ordføreren jo et parti, der ikke har en historik på 100 år inde i det her hus – og det er der absolut ikke noget kritisk at sige om – men de meldinger, der indtil videre er kommet fra ordførerens parti om klima og en klimamålsætning osv., giver mig ikke en fornemmelse af, at det er den mest presserende opgave. I hvert fald mener man ikke, at det er så afgørende, at man lige når de der 2030-mål osv. Så er det ikke en lille smule som at tisse i bukserne for at få varmen, når vi bliver ved med at få de her klimaudfordringer og vi ikke tager dem alvorligt?

Ordføreren.

Jo, men dem, der tisser i bukserne, er jo ikke ordførerens parti. Men det var jo dem, som valgte at sætte sig ned og lave et politisk mål, hvor alt skulle reddes inden 2030, koste hvad det ville, og der bliver jeg bare nødt til at sige, at den kloge måde, altså den med hjernen, som Danmarksdemokraterne har valgt, er, at vi har valgt at lade være med at tisse i bukserne og så fortælle vores vælgere, at alt var lykkeligt, bare vi nåede det i 2030.

For det giver ingen mening, at man gør som en lemming og kaster sig ud over en vold, når vi f.eks. ved, at de, hvad angår en CO2-afgift på landbruget, selv når i mål. For det er som at tisse i bukserne, og det er at stikke sine vælgere blår i øjnene. For det vigtige her er også, fordi vi også ved, at vi skal nå videre end 2030, at nå i mål med noget, som er holdbart på den længere sigt, og uanset hvor mange penge vi så nu pumper ind i det, og selv hvis vi lige nu stoppede med at udlede CO2 i hele verden inden 2030, så ændrer det nok ikke på, at der kommer de her voldsomme storme eller noget andet, og at der er sket nogle skader, og vi skal der sikre det på den helt lange bane, også efter at vi skal genvælges. Og det synes jeg det ville være klædeligt for politikerne at se i øjnene.

Spørgeren for den anden korte bemærkning. Værsgo.

Der er heldigvis meget, vores to partier er enige om, men jeg tror også, jeg er nødt til at sige, at vi her godt nok har to fundamentalt forskellige standpunkter. Ja, vi har sat nogle 2030-mål, og ideelt set havde vi nået dem endnu tidligere. Men når vi kan se, at vi i forbindelse med den seneste stormflod udbetalte 1,2 mia. kr. i erstatning til danskerne, vil jeg også sige, at de penge havde jeg nok hellere brugt på at investere i nogle klimaløsninger, som havde gjort, at det ikke blev nødvendigt. Og jeg påstår ikke, at vi kunne have forhindret, at der nogen sinde mere kom en stormflod i Danmark, men der er jo i FN's klimarapporter gang på gang blevet peget på, at det her var risikoen, hvis ikke vi handlede.

Ordføreren.

Det er rigtigt, men virkeligheden er jo også bare, at det lige pludselig blev politisk opportunt at sige, at alt handlede om klimaet. For virkeligheden er, at vandet også stod højt i Esbjerg i 1800 tallet, altså næsten lige så højt som maks.-højden. For vi har jo aldrig kunnet styre naturen. Skal vi så komme i mål? Ja. Er det død og pine vigtigt, at Danmark når det i 2030, hvis vi gør det på en dum måde? Nej. For virkeligheden er jo, at vi skal have hele verden med på det her. For vi køber jo ind på, at vi skal CO2-reducere. Men det, vi ikke køber ind på, er, at vi gør det dummere og dyrere, end det er nødvendigt. For vi skal gøre det klogt og helst med noget, vi kan eksportere til hele verden, sådan at resten af verden også kommer med.

Tak. Nu kommer der rigtig mange korte bemærkninger. Det næste er fra fru Anne Paulin, Socialdemokratiet. Værsgo.

Jeg køber da fuldstændig udsagnet om, at naturen altid har været vild, og at der har været forskellige udsving, oversvømmelser osv., men vi ved jo – og det er jo gennemdokumenteret – at hvad angår de store påvirkninger, som vi ser i de her år, så peger alt i retning af, at grunden til, at det tager så meget fart, er, at det er menneskeskabte klimaforandringer.

Så kan ordføreren trods alt ikke bekræfte, at selv om der selvfølgelig altid kan være udsving, er de ting, som vi ser i de her år, hjulpet kraftigt på vej af menneskeskabte klimaforandringer, og anerkender ordføreren ikke, at de vildere situationer, vi får, ikke bare skyldes de udsving, som der altid har været i naturen?

Ordføreren.

Man skal jo altid passe på med at stille sig op som ordfører fra Nordjylland og påstå, at man er meteorologisk uddannet og har de vises sten i forhold til klimaet.

Men jeg vil referere til, at en minister fra ordførerens parti i går sagde, at noget af det, der faktisk var allerværst, var, at man i Afrika bruger bål til at lave mad og sådan noget, og at det kunne man løse ret hurtigt med en investering på 6-8 mia. kr. om året, altså en på globalt plan forholdsvis lille investering; men virkeligheden var bare, at de bål i Afrika havde større indvirkning end den samlede flytrafik i verden.

Det, jeg siger, er, at vi skal lade være med at stikke os selv blår i øjnene og kun se på det gennem danske briller. Hvis vi vil løse et globalt problem, skal vi se på det globalt. Nogle gange bliver det lidt til politisk vælgerfiskeri, hvor man taler om, om reglerne er stramme nok i forhold til en eller anden dansk problemstilling. Det, jeg egentlig bare siger, er, at selv om jeg ikke er meteorolog, er jeg sikker på, at CO2 udledt i Afrika kommer herop, ligesom CO2 udledt i Danmark bevæger sig andre steder hen. Derfor siger jeg: Verden kommer ikke til at være i mål med det her i 2030, og så er det måske bedre at nå i mål i 2032 eller 2033 og handle med hjernen i stedet for med maven.

Tak. Man skal huske at trykke sig ind, for ellers kommer ens navn ikke frem på skærmen heroppe. Værsgo.

Okay, vi kom vidt omkring der. Nu får ordføreren det til at lyde, som om det her 2030-mål er helt urealistisk, og at det bare var helt gak, at der var nogle politiske partier, der tænkte, at vi skulle give os i kast med at forsøge, om vi ikke kunne få det til at lykkes. Nu har vi for nylig fået klimafremskrivninger, som viser, at vi er snublende tæt på at nå i mål med 2030-målet. Jeg tror, at det er omkring 68 pct., som vi er nået op på med de indsatser, som vi har sat i gang.

Så anerkender ordføreren ikke, at det betyder noget, at vi har haft en politisk intention om det, og at det er blevet gjort på en socialt retfærdig måde?

Tak. Ordføreren.

Jeg ved ikke, hvor socialt retfærdig landmændene vil synes det er, når du lige om lidt tager 8.000 af deres arbejdspladser, men lad nu det ligge.

Jo, ordføreren anerkender, at man er snublende tæt på målet. Jeg var faktisk en af dem, der, da vi tidligere havde en forespørgsel med miljøministeren, sagde: Hold da op, I når da i mål. Det havde nemlig vist sig, at lavbundsjordene havde afgasset hurtigere, end man havde regnet med. Der tror jeg, fru Anne Paulin skal kigge lidt til venstre for sig og se, om de, ligesom mig, er helt enige i, at man er nået i mål. Jeg synes, det er vigtigt at sætte nogle rammer. Det synes jeg. Der, hvor jeg synes det er problematisk, er, hvis man i sin iver for at sætte en ramme, laver et slutmål, man ikke kan nå. Der bliver jeg nødt til at sige, at ordførerens egen formand sagde, at pucken altså ikke er ude ved enden af hockeystaven endnu.

Taletiden skal overholdes, ellers kan ordføreren komme til at sidde her i morgen tidlig stadig væk.

Så er det hr. Peter Kofod, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak for det. Det var en klog bemærkning, synes jeg, da miljøministeren startede med at sige, at klimadebatten var én ting og kystbeskyttelsesdebatten var en anden ting. Men nu er det jo gået galt, kan man sige, og nu diskuterer vi også klima i den her forespørgselsdebat, og der vil jeg bare anerkende Danmarksdemokraterne – jeg havde egentlig ikke tænkt mig, at jeg ville tage ordet til Danmarksdemokraternes ordfører, men det vil jeg så gøre alligevel – for ikke at hoppe med på den her meget, synes jeg, klimahysteriske vogn, hvor det hele skulle have været gjort i går, og hvor lille Danmark skal redde hele verden. Og i virkeligheden må man jo sige, at det hele kører videre derude. Altså, jeg har lige været i Texas. USA er et skønt land, men det var ikke sådan klimadebatten, der fyldte noget som helst.

Så den her meget klimanationalistiske debat, vi har, særlig i rige, privilegerede nordeuropæiske og vesteuropæiske lande, er jo ikke en debat, verden har taget til sig. Og jeg har bare den bekymring, at hvis vi gør alt muligt her, der jager industri væk og landbrug og arbejdspladser ud af landet, så kigger resten af verden på os og siger: Det vil vi i hvert fald ikke være en del af. Har ordføreren ikke også den frygt?

Tak. Ordføreren.

Ordføreren er jo snublende tæt på at være enig med ordføreren for Dansk Folkeparti i det her med, at hvis man gør det ud fra sådan en eller anden vælgeroptimering i stedet for med hjernen, kommer man til at lave løsninger, der er for dyre og for dumme, i forhold til hvad de kunne være, især hvis det er sådan, at den 31. december 2030 skal vi død og pine være i mål, men den fede løsning ligger i august samme år. Det er bare det, jeg siger.

Men min bekymring er, at politikere har en tendens til sådan en lemmingeeffekt; vi kan se, at vi får gode resultater ved et valg, og så ved vi ikke rigtig, hvordan vi skal male os ud af det hjørne igen. Så er der selvfølgelig nogle, som politisk mener, at det er lige meget. Altså, det er lige meget, hvad det vil koste; det må koste, hvad det koste vil. Og der bliver jeg bare nødt til at komme med den beskedne bemærkning, at selv om jeg hverken er meteorolog eller ekspert i atmosfæriske bevægelser, tror jeg, at CO2 udledt i Danmark også spreder sig over resten af kloden, og at solens lys skinner over hele kloden, og at det er en global ting, vi skal sørge for. Der er jeg jo bare en simpel nordjyde, som ikke forstår det så godt, men jeg tænker, at vi skal gøre det globalt og ikke bare i Nordjylland.

Tak. Så er det fru Katrine Robsøe, Radikale Venstre. Værsgo.

Tak for det. Jeg vil egentlig bare meget simpelt spørge, om ordføreren anerkender, at klimaforandringerne medfører mere voldsomt vejr.

Ordføreren.

Det gør klimaordføreren – nu lyver jeg fra talerstolen, for jeg er teknisk set ikke klimaordfører. Jeg er miljøordfører, og det er jo derfor, jeg stadig væk har fødderne nede på jorden; jeg behøver ikke svæve oppe i sådan et eller andet globalt helligt messetelt, hvor man siger, at alting er klima. Men ja, jeg tror selvfølgelig, at det har indflydelse. Men jeg ved, at fru Katrine Robsøe er en meget, meget klog kvinde, der er meget, meget dybt inde i stoffet, og fru Katrine Robsøe kan lige så vel rejse sig op lige om lidt og anerkende, at om vi så holdt op med overhovedet at eksistere i Danmark i morgen, så hjælper det faktisk ikke ret meget på den globale klimaeffekt.

Skal vi gå foran? Der kan være noget i det, selvfølgelig kan der det. Men der tror jeg, vi ville komme længere ved at sørge for, at Danfoss og Grundfos fik sat termostater på varmeapparaterne rundtomkring i Europa, end at vi slagtede landbruget i Danmark. Det er jeg sikker på, for vi bliver jo nødt til at være realistiske. Vi kommer til at drikke mælk og spise kød herhjemme også i fremtiden, og så er det jo bedre, at vi får noget danskproduceret

Så er det fru Marianne Bigum, Socialistisk Folkeparti.

Mange tak. Ordføreren siger, at vi har haft høj vand tidligere i Danmark, og at det ikke er noget nyt, men hele pointen er jo, at det kommer hyppigere, så vi kan ikke nå at tilpasse os, og det kommer også til at blive voldsommere; det er vi advaret om.

I forhold til det her med, at det hele skulle have været gjort i går, og hvad nu hvis der ligger en god løsning på den anden side af 2030, vil jeg sige, at hele pointen jo er, at vi lige nu møgforurener vores klima med klimagasser. De har gasser kommer til at ligge i atmosfæren i 100 år og påvirke. Det er derfor, det er akut handling nu, som er så vigtigt, for alt det, vi kan bremse nu, kommer vi ikke til at skulle leve med de langsigtede konsekvenser af. Jeg glæder mig til de fede løsninger, der også kommer til at ligge på den anden side af 2030, men vi er også nødt til at have akut handling, for vi er nødt til at få den her klimagas ud af atmosfæren.

Der er jo en ordfører, der har været i Texas, og der snakkede man ikke så meget om det, men det er jo ikke hele Danmark, der skal redde hele verden, og det er heller ikke kun hele Danmark, der gør det. For vi har også verdensmål, i øvrigt også for 2030, så vi har jo et verdensengagement i forhold til det her. Så er ordføreren enig i, at det faktisk er noget, verden står sammen om?

Tak. Ordføreren.

Nu er jeg jo ikke klog på, hvad Kina sagde, de ville nå i 2030. I forhold til det der med 70 pct.s reduktion bliver ordføreren nødt til lige at fortælle mig, om Kina også sagde ja til det. Jeg mindes, at det, de sagde ja til dengang, var, at de ville holde op med at lave kulkraftværker i 2030. Så jeg siger bare, at det er differentieret. Så i stedet for at bruge energien på at snakke om dansk landbrug i forhold til at nå de sidste 2 pct., kunne man måske ansætte en ambassadør, der kunne tage til Kina og sige: Se, vi har nogle fede løsninger. Det kunne være, de måske bare nåede 60 pct. eller 65 pct. eller et eller andet, så de ligesom kom med i kampen. De er 1,4 milliarder mennesker i stedet for de 5.000.000-6.000.000, vi er i Danmark.

Det, jeg siger, er, at vi skal gøre det med hovedet. Jeg anerkender fuldt ud, at vi skal derhen, men jeg er også bange for, at hvis vi kommer til at presse det ned i danskernes hals som sådan foie gras-gås, får man modstand i befolkningen. Og uanset hvor glade vi er for klima herinde, kommer vi til at ramme muren, og så kommer vi slet ikke i mål. Så jeg tror, vi skal have danskerne med. Det er faktisk endnu vigtigere, end hvad vi gør herinde – hvis vi kan overtale danskerne til at gøre det her selv. Så tror jeg, vi er meget i mål, og så bliver ministeren også glad, for så får han nogle nemmere dage på talerstolen, hvis danskerne selv sørger for at nå derhen.

Tak. Så er det spørgeren for sin anden korte bemærkning. Værsgo.

Tak. Sagen er jo bare den, at vi faktisk gør begge dele. Vi skal både have dansk handling, ligesom vi også laver international handling, og det gør vi allerede. De to ting er sådan set ikke hinandens modsætning. Derudover kan man jo altid sammenligne større lande med lille Danmark, og større kontinenter bliver også sammenlignet med lille Danmark, og så kan man sige, at det ikke betyder noget, hvad Danmark gør. Men hvis man kigger på pr. indbygger, har Danmark et voldsomt ressourceforbrug og et voldsomt CO2-aftryk. Er ordføreren enig i, at pr. indbygger har Danmark et særligt ansvar, fordi vi simpelt hen forurener mest?

Ordføreren.

Man siger rent teoretisk, at et velstillet samfund kan måles på brugen af energi. Kardashevskalaen, tror jeg, det hedder. I Danmark ønsker vi at være superteknologiske. Det er jo bekymrende, at man så møder en modstand herinde, hvis man f.eks. stiller sig op og siger: Jamen der er andre typer af vedvarende energi, hvor man gør det klogere, og dem skal vi se ind i. For virkeligheden er, at den gode løsning kommer til at kræve, at vi sørger for at få renere energi i meget større mængder til alle verdensborgere, for de kom også til at ønske at have et større energiforbrug for få en bedre livsstil.

Tak til ordføreren. Der er ikke flere korte bemærkninger, så vi går videre i ordførerrækken. Nu er det fru Marianne Bigum fra Socialistisk Folkeparti. Værsgo.

Tak. Nu fik vi også lige en rask klimadebat, men vi står her jo og snakker om klimatilpasning. Klimaforandringerne er her hér og nu, og vi kan se, at med klimaforandringerne kan vi kun forvente hyppigere og mere ekstreme tilfælde af voldsomt vejr i Danmark. Der er behov for klimatilpasning, herunder øget behov for kystbeskyttelse. Flere steder i Danmark er blevet ramt af oversvømmelser fra stormflod og storm inden for de sidste år.

Partierne bag finansloven fra 2024 har aftalt en ekstraordinær anlægspulje på 125 mio. kr. til genopretning af kommunal infrastruktur påvirket af stormfloderne, og i klimatilpasningsplan 1 har vi afsat 1,3 mia. kr. til klimatilpasning frem mod 2027. Men det er også tydeligt, at det, vi har igangsat, ikke er nok, og der skal mere til. De 1,3 mia. kr. afsat til klimatilpasningsplan 1 svarer cirka til udgifterne for én stormflod i 2023. Med de tiltagende klimaforandringer er det jo desværre ikke sidste gang, at vi kommer til at opleve omfattende skader ved de stigende vandmængder, som kommer både fra oven, fra siden og fra neden. Derfor vil jeg og SF gerne gentage vores kraftige opfordring til, at regeringen kommer i gang med arbejdet med en samlet national klimatilpasningsplan, der skal indeholde konkrete løsninger og finansieringer. Det haster.

Naturkatastrofer kostede ifølge European Environmental Agency i perioden 1980-2022 Danmark 66 mia. kr. i skader. Brancheorganisationen Forsikring og Pension vurderer konservativt, at danskerne i 2023 blev ramt af klimarelaterede skader for over 3 mia. kr., og det bliver kun værre. CONCITO vurderer, at op mod en tredjedel af Danmarks landmasse potentielt vil blive påvirket, og en COWI-analyse lavet for Realdania i 2017 anslår, at uden manglende handling vil vi i Danmark om 100 år have udgifter på 43 mia. kr. om året til at udbedre skader på grund af oversvømmelse.

Så hvad gør vi? For det første skal vi nedbringe forureningen med klimagasser herhjemme og globalt. Fremtidsudsigterne ved ikke at tage reduktionen af denne forurening seriøst og få den nedbragt er utrolig dystre. SF mener også, at der er behov for en afklaring af, hvilken rolle kommunerne, regionerne og staten hver især skal spille, og hvordan vi sikrer en sammenhængende politik og indsats. Derefter skal vi investere meget mere i klimaskadeforebyggelse frem for på bagkant, når skaden er sket. Sådan bruger vi pengene mest effektivt, og sådan passer vi bedst på Danmark.

Vi bliver også nødt til at have en ærlig snak om, at klimaforandringerne ikke forsvinder, og at vi ikke kan beskytte alt. Der er brug for en national plan for Danmarks fremtidige arealanvendelse, som også skal tænkes sammen med klimatilpasning. Naturgenopretning og store naturgenopretningsprojekter er en del af løsningen. Vi har drænet, pumpet, bygget diger, fjernet søer og vandløb og endda en flod i stor stil i Danmark. Det giver problemer for natur såvel som klimaskader, og genskabelse af naturlig hydrologi er en vigtig del af løsningen. De stigende vandmængder skal have steder, de kan lagres og forsinkes, vandet skal have sikre steder at løbe hen, og naturen skal have lov til at vende tilbage.

Vores klimatilpasningsstrategi kan ikke være at lade stå til og se, hvad der sker. Vi må beskytte det, som giver mening; imødekomme vandet, hvor det er muligt; tilbageføre landskaberne, så de kan håndtere vandet; og så skal vi med proaktiv planlægning undgå at bygge boliger og industri i klimarisikozoner. Fremtidens byudvikling må tage højde for klimaforandringerne. Tak.

Tak til ordføreren. Der er en kort bemærkning til hr. Kim Edberg Andersen, Danmarksdemokraterne.

Det er meget kort tid, for vi snakker jo lidt langsomt, men jeg vil prøve at gøre det, så hurtigt jeg kan, uden at komme ind på klima. Jeg hørte det faktisk mest på den måde, at det her var et klimaindlæg fra SF's side og stor respekt for det. Jeg mangler at høre en ting fra SF's side, og det er befæstninger. Det er det, vi gør i København. Vi befæster 39 km², og dem regner det også på. Alle ordførerne har snakket om klimatilpasning, og er der ikke et kommunalt ansvar i de her ting også, også i de store byer, for ligesom at sikre deres egne byer? For der er en masse skåltaler, og så laver man lige et enkelt område, som man kan bruge som skaterareal, når det ikke regner. Nu vil jeg igen sige, at jeg er gammel entreprenør, og jeg ved, hvor meget vand en by som København samler. Lad os nu sige, at man lavede et dige for at lave sikring, og har SF så en løsning på, hvordan København kommer af med den regn, som så ofte falder herinde? Ellers har jeg svært ved at se, hvordan vi løser det. Og hvor skal pengene til det komme fra?

Ordføreren.

Jo, der er heldigvis rigtig mange gode projekter i kommunerne, bl.a. København, hvor man allerede nu indbygger forsinkelsesbassiner for det her vand, hvor der er legearealer, hvor vandet, når det regner rigtig meget, kan ligge og så stille og roligt dryppe ud, så det ikke overbelaster f.eks. kloaksystemet. De projekter har vi også i København, og dem har vi også rigtig mange steder i kommunerne, og det synes jeg er en rigtig god måde at gøre det på. Det ligger bl.a. under forsyningsselskabernes ansvar. Jeg er gammel ingeniør, og jeg kan godt lide at lave den slags projekter, så det kan vi nok blive enige om at bygge.

Det er utroligt med alle de gamle ordførere her. Hr. Kim Edberg Andersen, Danmarksdemokraterne. Værsgo.

Jeg er frisk på det, og så mangler vi selvfølgelig bare, at der kommer nogle penge med, for ordføreren ved også, det her er vanvittig dyrt. I forbindelse med kloaksystem vil jeg, når vi snakker miljø, for det er jo et miljø, sige til folk, der ikke ved, hvad overløb er, at det er det, der sker, når vi bare skyller spildevandet ud sammen med regnvandet. Det er dér, jeg vil hen igen. Tidligere var Enhedslisten inde på det her med anlægsbudgetterne, men er virkeligheden ikke, at anlægsrammen bliver lukket ned for ikke at lave en overophedning i entreprenørbranchen, og så bliver alting bare alt for dyrt?

Ordføreren.

Jo, det er vistnok derfor, man gør det. Vi synes, det kunne give mening at kigge på at lempe det her på grønne tiltag som det her. Men i det hele taget skal tingene jo faktisk tænkes ind i de bygge- og anlægsprojekter, man har, allerede nu, og det har man jo også gjort i hvert fald i mere end 10 år nogle steder.

Tak til ordføreren. Vi går videre i ordførerrækken. Det er nu hr. Alexander Ryle fra Liberal Alliance. Værsgo.

Tak for det. I takt med klimaforandringerne og de højere temperaturer stiger vandstanden langs de danske kyster, og risikoen for oversvømmelse i kystzonen øges. Selv om der er stor usikkerhed om den fremtidige klimaudvikling, tyder alle scenarier på en øget risiko for oversvømmelse i forbindelse med storme, både i form af flere og mere voldsomme hændelser. Der er stor variation i, hvor hårdt de forskellige områder rammes, men særlig Vestkysten, Vadehavet og hovedstadsområdet er udsat. Her risikerer betydelige områder at blive oversvømmet ved en 100-årsoversvømmelseshændelse, og særlig i havnebyer, hvor der er store værdier i form af boliger, erhverv og infrastruktur tæt på kysten, vil det forventeligt have relativt store skader. Her i København, hvor jeg selv bor, kan en oversvømmelse føre til skader på ejendomme, stop af S-togsdriften, forurening og spredning af slam og spildevand fra pumpestationer og renseanlæg og påvirkning af varmeforsyningen. Og metrosystemet har ligeledes en lav tolerance i forhold til vand.

Hvis København skulle være så uheldig at blive ramt af en 1.000-årsstormflod fra syd, vil konsekvenserne være afbrudt fjernvarme fra Amagerværket i op til 3 måneder, at to ud af tre renseanlæg, der betjener København, vil være ude af drift i op til 2 måneder, og at metroen på visse strækninger kan være nødt til at lukke i 2 år. Så det er altså ikke småting, vi snakker om. Heldigvis er det muligt at mindske de fremtidige skadesomkostninger i forbindelse med oversvømmelser ved at foretage klimatilpasning i kystzonen, og det sker allerede mange steder i dag i form af f.eks. diger. Her i København er man f.eks. i fuld gang med at anlægge Københavns nye halvø Lynetteholmen, som bliver et væsentligt bidrag til den samlede stormflodssikring i København. Og i andre kommuner laver man andre løsninger, der passer til lokale behov og budgetrammer.

Men vi ser også, at der er meget store forskelle på, hvordan kommunerne håndterer kystsikringen. Nogle kommuner bruger mange penge på det, og andre har valgt at prioritere anderledes. Og i de kommuner, hvor politikerne ikke har prioriteret kystsikring, bliver erosionsproblemet typisk kun værre. Nogle af de kommuner beder så staten om hjælp nu, og der mener vi bare, at det er vigtigt at huske på, at det jo hverken er statens eller borgernes skyld, at der er prioriteret, som der er, ude i de enkelte kommuner. Vi må anerkende, at lokale beslutninger er dem, der har ført til de nuværende udfordringer i de kommuner, hvor man har valgt ikke at bruge penge på kystbeskyttelse. Derfor er det som udgangspunkt heller ikke vores holdning, at staten skal betale mere til kystsikring, måske med nogle få undtagelser. Vi ser derimod gerne, at kommunerne bliver bedre til at samarbejde om løsninger på tværs af kommunegrænserne og i tæt koordination med Kystdirektoratet. Hvorfor er det så, at det er så vigtigt med et tværgående samarbejde? Jo, det skyldes jo, som miljøministeren også var inde på tidligere, at hvis man kun gør det ét sted, skubber man bare erosionen videre ned ad kysten, og så nytter det ikke særlig meget.

Men det er ikke kun vand, der rammer kommunerne. Kommunerne oversvømmes også af regelforviklinger, borgerklager og en myriade af andre barrierer. Kommunernes Landsforening lavede for nylig en undersøgelse, som viste, at 51 pct. af landets kommuner havde måttet udskyde eller helt opgive at gennemføre kystbeskyttelsesprojekter inden for de seneste 5 år, og ifølge Birgit S. Hansen, der er formand for KL's Klima- og Miljøudvalg og i øvrigt også er socialdemokratisk borgmester i Frederikshavn, skyldes det især, at der mangler en sammenhængende lovgivning omkring natur- og kystsikring, så den ene lov ikke spænder ben for den anden. For kystbeskyttelsesloven er ikke den eneste lov, der er relevant, når man skal etablere beskyttelse mod vandmasserne, det er også miljøbeskyttelsesloven, vandløbsloven, oversvømmelsesloven, lov om vandplanlægning og habitatbekendtgørelsen. Og KL siger også, at årsagen til, at 32 pct. af kommunerne har bremset projekter, er lovgivning om naturbeskyttelse.

I Kalundborg Kommune fra kommunaldirektøren også påpeget, at det er et problem, at afgørelser på klager i forbindelse med klimasikringsprojekter kan tage mange år, for alt imens klagerne behandles, ser vi de kæmpe oversvømmelser, som vi f.eks. har oplevet denne vinter. Jeg har også talt med flere andre borgmestre og kommunaldirektører, som har en lang række forslag til løsninger, og det er alt fra bedre lånemuligheder, bedre muligheder for privat kystsikring, bedre forsikringsmuligheder osv. osv.

Så der er mange ting, man kan ud over statslige puljer og støtteordninger, og i Liberal Alliance vil vi gerne være med til at se på, om vi kan forenkle lovgivningen, speede processen op, få afgørelser af klager, og om vi kan lave nogle klare retningslinjer for fordeling af de økonomiske byrder. Tak for ordet.

Tak til ordføreren. Der er en enkelt kort bemærkning indtil videre, og den er fra hr. Peter Kofod.

Tak for det, og tak for en god tale. Når jeg tager ordet, er det alene, fordi jeg synes, jeg hørte ordføreren sige – og det kan være, at jeg hørte forkert – at staten ikke skulle bruge flere penge på det her i udgangspunktet, fordi det lå hos kommunerne. Det vil jeg gerne bede om en uddybning af, for sagen er jo også – og det blev også nævnt lidt til sidst i talen – at der er en ret stor forskel på, hvad kommunerne kan her, altså afhængigt af om det handler om at sikre indre by i København, hvor der bor mange mennesker på lidt plads med nogle meget høje ejendomsværdier, eller om det måske handler om at sikre nogle udsatte områder på Langeland eller den nordlige del af Als, som har en anden befolkningssammensætning, og hvor der er færre mennesker på meget plads. Der er jo på den måde en ret stor ulighed i det spørgsmål, så jeg vil gerne bede om en kommentar til det fra Liberal Alliance. Tak.

Ordføreren.

Grundlæggende mener vi jo, at det er vigtigt, at finansieringen af klimatilpasningsprojekter bæres af dem, som har nytte af dem. Det er i høj grad ejendomsejere, men der er jo også projekter, som har bredere samfundsøkonomisk indflydelse, f.eks. indflydelse på rekreative værdier og kulturarv, og der mener jeg godt, at det offentlige, herunder staten, kan bidrage til at løse det. Men jeg tror også bare, at vi må være ærlige og sige, at der er nogle områder, hvor det også kan være et vigtigt tilpasningstiltag at mindske byggeriet og mindske de aktiviteter, der er i det område, ligesom det også kan være hensigtsmæssigt at prøve at opfordre folk til måske at flytte væk fra de områder, som risikerer oversvømmelse, fordi klimatilpasning kan være meget omkostningsfyldt. Så staten kan godt bidrage med noget, men grundlæggende mener vi, at det er dem, der har nytte af investeringerne, som skal betale for det.

Så er det hr. Kim Edberg Andersen.

Det blev ret interessant. Det viser jo i hvert fald nok lidt, hvor vores partier er forskellige, og det er jo i forhold til det her med by kontra land. For jeg hørte en tale, hvor det blev sagt, at det var frygteligt, hvis man ikke kunne tage metroen, når det regnede. Det kunne Liberal Alliance godt se var livstruende. Men det er noget mere livstruende, hvis man på Ærø får skyllet den vej væk, som skal bringe lægen frem til den anden side af øen. Selvfølgelig er det mere omkostningsfuldt pr. person at lave en vej på Ærø, end det er at lave den inde i København. Det ved vi jo alle sammen. Men hører jeg Liberal Alliance sige, at de i Udkantsdanmark bare må sejle deres egen sø, fordi de nu engang ligger der, hvor de gør, og så er det bare sådan? For så bliver jeg noget bekymret for landet uden for byerne lige nu. Så jeg skulle bare lige være sikker på, om det var det, Liberal Alliance stod og sagde.

Ordføreren.

Det, jeg sagde, var, at i de områder – det er jo hovedsagelig kystbyer – hvor der er foretaget rigtig store investeringer i form af boliger, erhverv og infrastruktur, og hvor der også ofte er en masse kulturarv, er der jo et virkelig stort behov for at sætte ind. Og der kan også være et stort behov for at sætte ind, hvis man befinder sig et sted, hvor man har behov for en vej, men der mener jeg bare, kommunerne også har et ansvar for at sætte penge af til at kunne foretage de investeringer. Det har man jo gjort mange steder. Altså, der er rigtig mange kommuner, som prioriterer det her område, men der er også kommuner, som ikke gøre det, og der mener jeg helt grundlæggende, at kommunerne har et ansvar for at prioritere det her område, og de steder, hvor kysten trækker sig tilbage og der er nogle boligejere, som ville have glæde af, at det ikke skete, er det også dem, som må være med til at betale den regning.

Spørgeren.

Jeg tror ikke, at vi i Danmarksdemokraterne er uenige i, at kommunerne selvfølgelig også har et ansvar, og der er noget med planloven, i forhold til hvordan man har planlagt tingene, og der er sommerhusområder, hvor man ligesom tjener mange penge på at drive det i kommunen og have sommerhusområder. Man kan jo sige, at nød lærer nøgen kvinde at spinde, og man må da ikke håbe, at der sker det samme, som der skete i København i 1980'erne, nemlig at de havde brug for, at os, der har malkede køerne og lavede bøfferne, betalte regningerne herinde. For jeg ser ikke den samme velvilje fra de københavnske politikere nu, hvor der er nogle bekymringer. Det er bare dyrere pr. person, og derfor havde jeg håbet, at også privat ejendom måske kunne forvente større statsstøtte.

Ordføreren.

Man skal måske også bare tilføje, at der jo er en forskel, i forhold til hvis man bor et meget øde sted, hvor det dermed primært er i ens egen interesse, at det område, man bor i, er, som det er, hvorimod hovedstaden jo er hovedstad for hele landet. Der er rigtig mange virksomheder, der også lægger sig her, og der er folk fra hele landet, der arbejder her. Der er infrastruktur, der går igennem København, som påvirker resten af Sjælland, og der er måske behov for lidt mere, end der er i de områder, hvor der bare er en lille vej, som kommunerne efter min mening godt selv ville kunne sætte penge af til at fikse.

Vi siger tak til ordføreren. Der er ikke yderligere korte bemærkninger. Vi går videre til den næste ordfører, som er fru Mette Abildgaard fra Det Konservative Folkeparti. Velkommen.

Tak for det, formand. Tak til Dansk Folkeparti for at have taget initiativ til den her debat, som absolut er relevant at tage. Det her er nok et tema, som man generelt må sige har fyldt for lidt, både i forhandlingslokalet i ministeriet, men også her i Folketingssalen, i forhold til hvor stor alvor det har, og i forhold til hvor mange danskere det påvirker.

Vi kan forvente, at det, der i dag er hundredårshændelser, vil være tiårshændelser om 50 år. Det er altså skræmmende at tænke på. Jeg ved, at der er i hvert fald et par af ordførerne, der har små børn. Når de kan fejre deres 55-årsfødselsdag, er situationen så alvorlig. Det synes jeg virkelig kalder på handling nu.

Danmark er jo bare ekstremt udsat. Vi har mere end 9.000 km kystlinje i det her land. Vi har over en million danskere, der bor inden for 1 km fra kysten. Det er et kæmpe privilegium, at vi har adgang til kysten på den måde, men det giver naturligvis også bare nogle udfordringer. Der blev lavet den her CONCITO-analyse for ikke så lang tid siden, der viste, at 29 pct. af Danmarks areal er i risiko for at blive påvirket med ekstremt store udsving. På Lolland er det 38 pct. af boligerne, der er i højrisiko. I Herning er det 4,7 pct. af boligerne. På den måde er det forskelligt fordelt ud over landet. Det giver også nogle særlige udfordringer i forhold til den problemløsning, vi står over for.

Derudover er det en kombineret trussel. Altså, vandet kommer flere steder fra. Det kommer nedefra med stigende grundvand. Det kommer ovenfra med skybrud. Det bliver presset ind med stormflod. Det er jo kombinationen. Og jeg synes, at LA's ordfører meget glimrende opridsede de mange forskellige lovgivninger, der regulerer alt det her i dag. Det er måske noget af det, som jeg oplever er en af vores allerstørste strukturelle udfordringer på det her område, og som bl.a. Danske Regioner og KL også har efterlyst løsninger på. Det er at samtænke nogle af de her forskellige former for vandtrusler, der kommer.

Forespørgslen i dag nævner specifikt stormflodsordningen. Derfor vil jeg tillade mig at dvæle en lille smule ved den. Det er jo en kollektiv ordning, danskerne bidrager til via deres brandforsikring. Man giver 40 kr. LA's ordfører var inde på det her med en incitamentsstruktur, altså at de, der får mest ud af en dækning, også bør bidrage mest. Det grundlæggende princip er jeg sådan set enig i. Men der er det jo lidt specielt med den her stormflodsordning, at alle giver 40 kr., uagtet hvor i landet man bor.

Jeg er sådan set også helt enig med DF's ordfører i det med, at vi skal gøre en særlig indsats over for dem, der bor på eksempelvis småøer og andre steder, hvor man er meget udsat. Det Økonomiske Råd har været ude at pege på, om der er noget i incitamentsstrukturen i den her stormflodsordning, vi har i dag, som ikke er hensigtsmæssig. Det kan jeg sådan set godt være enig i. Jeg tror, at det er vigtigt, at vi får lavet en ret grundig evaluering af den ordning.

Der er også nogle små elementer i ordningen, som simpelt hen ikke giver mening i dag. Som jeg husker det, er man forpligtet til at opføre på ny på samme grund, hvis man bliver bevilget støtte. Det er jo helt åndssvagt, at man opfører et hus præcis samme sted, hvor man lige er blevet ramt af en stormflod. Altså, kunne vi ikke gøre et eller andet dér i forhold til den måde, den stormflodsordning er indrettet på?

En anden problematik, som jeg også synes der er i forhold til stormflodsordningen, er, at bl.a. de danske havne ikke er dækket af den. De er på den her såkaldte negativliste, hvilket betyder, at de ikke er dækket. De kan heller ikke blive dækket via private forsikringsordninger. Det er der ikke villighed til, fordi det er for risikabelt i Danmark at have en havn med de udfordringer, vi står over for. Den seneste stormflod betød, at 6 pct. af de danske havne blev så skadet, at de risikerer ikke at åbne igen. Det er jo en kæmpe katastrofe.

Det er en katastrofe for et land, der identificerer sig selv med vores kyster og vores havne. Det er en kæmpe katastrofe i de små lokalsamfund, hvor det er et lokalt samlingspunkt. Man mødes på havnen. Det tiltrækker turisme. Det giver liv i lokalsamfundet. Jeg har set nogle beregninger, der viser, at det ville svare til omkring 2 kr. pr. brandforsikring, man skulle øge præmien med, hvis man skulle dække de danske havne. Det vil jeg umiddelbart mene var godt givet ud, i og med at jeg mener, at alle danskere i et eller andet omfang har glæde af – også rent kulturelt – at vi har de havne, vi har i Danmark.

Så jeg synes, at der er meget med vores eksisterende stormflodsordning, som giver rigtig god mening at se efter i sømmene. Og jeg håber, at det, når man sidder og skriver filmmanuskriptet til toeren ovre i ministeriet, som jo gerne skulle blive bedre end etteren, er noget af det, der vil indgå deri.

Så vil jeg til sidst bare fremhæve det her med anlægsloftet, som virkelig er en udfordring for rigtig mange kommuner i dag. Jeg er også godt klar over, at der er kommuner, der ikke har frie midler, og for hvem det ikke har betydning. Men for dem, der har midlerne, er det en svær prioritering at skulle lave mellem den nye pumpe og det nye plejehjem osv. osv. Så der håber jeg, at man kunne finde en løsning med måske en 5-årig horisont. Jeg vil lade det være ordene, og tak for at rejse den her debat.

Tak til ordføreren. Der er en kort bemærkning til hr. Søren Egge Rasmussen.

Tak for at fremhæve anlægsloftet som noget, der skal kigges på. Nu er det jo ikke sikkert, finansministeren følger med i den debat, vi har lige nu, så det er vigtigt, at partier forsøger at påvirke de gode kontakter, de har ude i byrådene, borgmestre osv.

Jeg ved jo, at der er nogle kommuner, som har kigget på, hvad der skal til for at lave klimasikring i deres kommune. Så sidder de og ser på, hvad de så skal bruge af deres anlægsmidler, om de skal prioritere det ene eller det andet, og så bliver det jo til, at den her klimasikring bliver udskudt til næste år eller til om 5 år osv. Jeg synes, vi har en kæmpe mulighed med et godt samarbejde med kommunerne og med at slippe dem lidt fri. Det kunne jo godt være en økonomiaftale, der ligesom sagde, at anlægsloftet godt kan overskrides med så og så mange milliarder, hvis det drejer sig om klimasikring; man skal måske lige skrive en ansøgning for ligesom at få lov til at gå over anlægsloftet. Kan ordføreren se, at der kunne være en række konservative borgmestre, der kunne være med til at bringe det her videre ind i en politisk drøftelse, som kunne påvirke økonomiaftalen?

Ordføreren.

Vi har heldigvis gode konservative borgmestre, der også sidder centralt i KL, og det her er bestemt også noget, vi drøfter med dem. Det her er jo et helt centralt KL-ønske. Altså, det er jo dem, der har bragt det på banen og virkelig presset på for det, fordi de oplever den store efterspørgsel fra deres bagland. Jeg tror heldigvis, vi er ved at være der, hvor man som politiker begynder at blive belønnet for at tage ansvar for klimatilpasning, fordi alle kan se, at behovet er så ekstremt stort. Men det er klart, at når man står på den helt korte bane og skal vælge mellem skolen, der skal renoveres, eller den nye daginstitution, der skal bygges, er det bare en rigtig svær konkurrence at være i. Vi har foreslået, at man gjorde det med et 5-årigt sigte og sagde, at måske fra 2025, hvis vi kan komme i gang der, og 5 år frem laver vi en positivliste med tiltag, som vil være dækket, og at man så sætter en øvre ramme for at have lidt hånd i hanke med økonomien.

Spørgeren.

Tak for det. Det synes jeg er en interessant tanke. Det kunne være, det var det, der kunne få det til at blive realiseret, altså at det ikke er en permanent ordning, men noget, der gælder for en periode. Det kunne også være, man kunne have nogle kriterier for, hvad det er, man prioriterer. Jeg kunne godt forestille mig nogle klimatilpasningsprojekter, som ikke kræver rigtig mange mandetimer. Hvis det er et spørgsmål om at vådlægge nogle arealer, er det sådan set noget, som entreprenører ikke skal bruge mange arbejdstimer på. Dermed kunne vi så modvirke en overophedning af en bestemt sektor. Så det er noget, jeg vil opfordre til, at man går videre med til de borgmestre, så de kan påvirke forhandlingerne yderligere.

Ordføreren.

Jamen det gør jeg gerne. Jeg tror sådan set ikke, motivationen mangler hos dem. Jeg tror nærmere, at villigheden hos finansministeren er der, vi er udfordret. Jeg så lige, at miljøministeren fandt sin telefon frem, og jeg tænkte, at det var, fordi han fluks sendte en sms til finansministeren med besked om, at det her er et massivt pres i Folketingssalen i dag. På den måde tænker jeg vi er godt på vej.

Vi siger tak til ordføreren. Der er ikke flere korte bemærkninger, og vi går videre til næste ordfører. Det er hr. Søren Egge Rasmussen fra Enhedslisten.

Det er jo godt, hvis problemerne kan løses under sådan en debat her, ved at finansministeren får nogle SMS’er om, hvad han skal gøre i de her KL-forandringer. Vi kommer nemt ind i noget, hvor man kan sige, at ja, der bliver gjort noget – og det er så ikke helt tilstrækkeligt. Jeg anerkender, at der er nogle penge på finansloven. Vi har lige defineret, hvordan 150 mio. kr. skal bruges via Grøn Fond, og man kan bare kigge ind i, at der helt sikkert bliver flere ansøgninger, end der kan imødekommes. Det er den virkelighed, der er, og så kigger vi ind i, at vi har en lang række lokalsamfund med mindre havne osv., som ikke er kommet ovenpå efter den sidste katastrofe. Og det er jo en katastrofe lokalt, hvis man kigger ind i sådan noget, når der en turistsæson, hvor at man ikke kan åbne sin lille lokale havn i et mindre bysamfund, hvor man normalt plejer at have en væsentlig indtægt fra turisme og fra danske sejlere, som tager ud og nyder det gode vejr på havet. Så vi står i en situation, hvor vi politisk ikke har løst tingene.

Jeg synes, at det var en interessant, da vi havde udmøntningen af de 150 mio. kr. fra Grøn Fond, at vi fik ind, at der skulle være en vægtning af naturbaseret kystbeskyttelse. Vi ser i Enhedslisten meget gerne, at vi bruger de naturlige elementer, så det ikke ender med, at vi får alt for mange betonmure rundtomkring, men at vi spiller sammen med naturen og prøver at lave noget, hvor vi modellerer naturen og det bliver naturlige materialer, som bliver gennemgående.

Jeg er også nødt til at sige, at det, vi står i her, jo sådan set er en følge af de klimaforandringer, som vi jo ikke bare kan løse ved at bygge højere diger. Så derfor skal vi selvfølgelig have en klimapolitik og en klimahandling og et internationalt samarbejde, hvor vi løser klimaproblemerne. Vi kigger ind i noget, hvor vi de næste mange år får noget voldsommere vejr, som vi slet ikke er vant til at have, og derfor kræver det jo også, at der bliver virkemidler.

Fra Enhedslistens side ser vi meget gerne, at man kom frem til at have sådan et nationalt kystråd, hvor man kunne have et godt samarbejde mellem stat, kommuner og regioner og vælge de bedste løsninger. Jeg synes, det er interessant, når man nogle steder i landet formår at lave de rigtige analyser. Det har man bl.a. gjort i Region Midtjylland med coast to coast-projektet, hvor man har kigget hen over kommunegrænser og sagt: Hvad skal der til? Og man kan godt lave en løsning, hvor Kolindsund blev genetableret, og så kan man være med til at sikre, at Grenaa ikke i så stort omfang bliver oversvømmet, som det er sket tidligere.

Det er også tankevækkende, at nogle af de katastrofer, vi har haft, kunne have været meget værre. Under stormen Bodil var der lavvande ved Grenå, og hvis der havde været højvande, var det gået helt galt. Det var bare en tilfældighed – en tilfældighed. Det kunne sådan set være gået meget værre, og vi kigger ind i noget, hvor vi ikke kan vide, om de vandstande, vi har haft, og som har været helt ekstraordinære, har været toppen, eller om vi ser noget, der er endnu værre. Jeg synes, at vi er nødt til at prioritere det her, også ud over de relativt små midler, der er blevet afsat.

Jeg ser sådan set, at den her KL-forhandling, hvor man kom frem til, at anlægsloftet ville blive lempet, sådan set er en god løsning, og jeg synes, at alle partier bør bringe det videre, hvis de har nogen indflydelse i KL og har indflydelse på borgmestre og det, de bringer frem. Det er jo ikke kun at åbne nye daginstitutioner og skoler, der sådan er et pluselement for kommunalbestyrelser. Det er jo også sikre borgernes liv og værdier og sikre naturområder. Så jeg synes, at vi har forpligtigelse til at komme frem til at finde løsninger, og jeg synes, at man også godt kunne overveje, om man skulle give regionerne en øget kompetence.

Når man ser, hvad man har lavet coast to coast i Region Midtjylland, skal man så bare kigge tilbage og sige, at her var der godt nok en god rapport, og at den ligger i en skuffe? Eller kunne man have en virkelighed, hvor regionerne sådan set havde en kompetence til at sige, at nu er vi nødt til lave noget tværkommunalt og finde løsninger, der går hen over kommunegrænser. For det, der nogle gange er tilfældet, er, at vandproblemerne i en kommune er sådan, at halvdelen af vandet kommer fra en anden kommune. Vi er nødt til at arbejde sammen om at finde de her løsninger.

Der er også nogle, der har bragt ind, at der ligger en viden i forsikringsselskaberne. Ja, og der ligger også en kæmpe udgift, som vi alle sammen betaler ind til. Jo større de her udgifter bliver, i forhold til at klimaforandringerne rammer materielle værdier, jo mere stiger forsikringen jo bare stille og roligt. Kunne vi ikke gøre det smartere? Kunne vi ikke komme frem til, at vi finder på nye ordninger? Jeg er helt enig med Det Økonomiske Råd i, at den her stormflodsordning, vi har nu, ikke er hensigtsmæssig, for den giver bare en erstatning til at opføre nogle værdier det samme sted, som problemet er registreret én gang. Så jeg synes, det er en god debat, vi har haft, og jeg håber, vi også får forandret samfundet til det bedre oven på debatten.

Vi siger tak til ordføreren. Der er ingen korte bemærkninger. Vi går videre til næste ordfører, og det er fru Katrine Robsøe fra Radikale Venstre. Velkommen.

Tak for ordet, og tak til Dansk Folkeparti for at tage initiativ til den her forespørgselsdebat om et emne, jeg virkelig synes er vigtigt, og som, hvad jeg i den grad synes debatten her har båret præget af, har nogle nuancer og nogle ting i sig, som virkelig fortjener at blive diskuteret her i Folketinget. For vi står med en kæmpe udfordring.

Klimaforandringer rammer også meget direkte i Danmark. Det er ikke kun noget, der rammer uden for landets grænser, og vi kommer til at se ind i, at voldsomt vejr vil have store konsekvenser og også komme langt hyppigere, end hvad vi har set indtil videre. Vi har set mennesker, der har stået med vand i deres huse, og veje, der er blevet ødelagt, og der har været store skader materielt, som rammer de familier og de kommuner enormt hårdt, som har været særlig udsat i løbet af de sidste par år.

Vi gør allerede en del herinde fra, og det synes jeg også flere af mine kolleger har remset op. Men der er også behov for mere, og jeg tror også, at det kommer til at blive meget tydeligt, når vi får ansøgningerne ind på nogle af de puljer her. Der tror jeg, at der kommer til at være langt flere ansøgere, end hvad der rent faktisk vil være af midler i de puljer. Derfor er det jo også noget, vi fremadrettet kommer til at skulle diskutere og forhåbentlig finde midler til.

For der er nogle projekter, der er så store, at man altså ikke bare kan sige, at de skal ligge ude hos den enkelte borger eller den enkelte kommune. Dermed ikke sagt, at det her kun er et statsligt problem, for jeg mener faktisk, det er ret vigtigt, at vi tænker alle elementerne sammen her. Jeg mener, der er et ansvar hos den enkelte husejer, og at der er et ansvar hos kommunen.

Jeg synes, Enhedslistens tanker om, om der kan være noget mere ansvar hos regionerne, når der også skal tænke på tværs, er spændende, og det vil jeg gerne være med til at kigge mere på. Der ligger naturligvis også et ansvar herinde, og det synes jeg også at vi har vist med nogle af de tiltag, vi har lavet, altså at det er noget, vi er klar over. Men fra radikal side ønsker vi naturligvis også, at den villighed fortsætter, for efterspørgslen derude er virkelig stor.

Jeg håber virkelig, at miljøministeren vil tage det her op i forhold til den kollektive forsikringsordning og de bekymringer, som har været fra Det Miljøøkonomiske Råd i forhold til de balancer, der er, i forhold til om de retningslinier, der er i den ordning, er tidssvarende, og om det egentlig er det, vi bør have fremadrettet, i forhold til om du bare skal genopføre noget der, hvor du allerede er. Men det gælder også i forhold til det her med – jeg har ikke det endelige svar på, hvordan det skal stykkes sammen – de overvejelser, der er i, at vi har en kollektiv forsikringsordning, som alle betaler ind til, og som alle så får penge ud af, hvis de bliver ramt, og at vi samtidig så også dermed har en udfordring med, om man har de nødvendige individuelle incitament til at få sikret sin egen bolig.

Som sagt har jeg ikke det endelige svar på, hvordan det skal se ud, men jeg synes, vi indtil videre mangler og har til gode at have den diskussion. Jeg ved godt, at den ligger lidt i både miljø og i erhverv. Jeg har bare et ønske om, at den her ikke falder ned mellem de to ministerstole, men at vi rent faktisk lige får den samlet op her. Og det kunne være, at det var noget af det, der kom med, når nummer to af klimatilpasningsplanerne fra regeringen kommer.

I Radikale Venstre håber vi, at den bliver stor, for vi så gerne en samlet plan for klimatilpasningen i landet, og så håber vi naturligvis også, at der kommer penge med, også fra centralt hold. Radikale står i hvert fald klar til at være med til at forhandle og finde løsninger. Tak for ordet.

Tak til ordføreren. Der er ingen korte bemærkninger, og så går vi videre til miljøministeren.

Det var jeg ikke lige med på. Tak for det, formand. Jeg sætter stor pris på at få ordet; det er dejligt. Tak for det. Det er længe siden, jeg har været i sådan en debat her.

Jeg siger tak for debatten. Jeg kan sige, at en del af det arbejde, der er sat i gang som et led i vores plan, nemlig klimatilpasningsplan 1, jo netop er at finde veje til bedre organisering og tilretning af love og rammer. Noget af det er jo et konkret lovforslag, vi skal have på lovprogrammet her i næste samling. Det er i hvert fald vores plan, kan jeg anmelde her. Det er det, vi arbejder på nu, og jeg håber også, det lykkes os. Det handler om at ruste os bedre mod problematikken med højtstående grundvand, som jo bare stiger og stiger. Man er prisgivet som borger, når man har det her vand, der kommer nedefra. Det, jeg vil tilkendegive i forhold til det arbejde, der pågår, er, at jeg vil sikre mig den, synes jeg, konstruktive og gode diskussion i forhold til den store interesse, der er. Jeg har også noteret mig de uenigheder, der er om årsagerne og om handlepligten som nation, men hvad angår problemet, der skal løses, og som skal løses så klogt og godt som overhovedet muligt og så hurtigt som overhovedet muligt, mener jeg vi kan dele det. Derfor vil jeg sikre mig, at vi i det administrative arbejde, som sker iblandt styrelser og forskellige ministerier, får inddraget Folketingets partier og ordførerne her grundigt og i god tid, sådan at input og viden kan deles, og at ønsker og input kan tages under overvejelse, så vi får det bedst mulige grundlag for at gå videre, når vi skal videre i det, der vil være klimatilpasningsplan 2.

Tak for det. Der er nogle korte bemærkninger. Den første er til hr. Søren Egge Rasmussen.

Jeg så, at miljøministeren sendte en enkelt sms her under vores debat, og det er helt i orden. Især er det i orden, hvis det er sådan, at det var en sms til finansministeren om, at oven på den her debat på 2 timer har finansministeren lige løsningen til at lave en god aftale med KL, der muliggør, at anlægsloftet kan blive lempet, sådan at de her klimatilpasningsprojekter, som vi er nødt til at gennemføre, kan blive gennemført i højere grad og uden at dræne statskassen.

Altså, det må jo være en ren win-win-sag, at regeringen sådan er imødekommende over for kommunerne og giver borgmestre mulighed for at blive genvalgt, fordi de kan bruge de penge, der er i kassen, til at hjælpe med at redde borgerne. Så jeg kunne godt tænke mig at høre, om ministeren allerede har sendt den sms, eller om det er en sms eller anden type besked, som han vil bringe videre til regeringstoppen?

Ministeren.

Det er en problemstilling, som er på dagsordenen, når der forhandles, og det gør der nu, for forhandlingerne er startet, ikke økonomiaftale med kommuner og regioner, men med kommunerne. Det er jo et klart ønske fra KL, og det vil sige, at man er fuldt ud bevidst om det ønske, og den forhandling foregår jo så i det regi, altså mellem Finansministeriet og KL.

Spørgeren.

Det er vel fint nok, at der kører en samfundsdebat uden for de lukkede døre, og at vi kan være med til lægge et pres på, at det er fornuftigt. Men det lyder godt, at regeringen prioriterer noget her. Det må jo også være meget nemt at prioritere, fordi det jo ikke koster statskassen noget. Det må da være en af de gratis omgange, som en regering kan give til kommunerne. Så jeg ser frem til at kunne læse den KL-aftale, hvori man har imødekommet kommunernes krav om at lempe på anlægsloftet. Tak.

Ministeren.

Tak. Problemet er her, at der ikke er nogen gratis omgange. For vi skal jo også bruge anlægsinvesteringer i vores børnehaver, i ældreplejen og i kloakudvidelser. Der er mange, mange ting, som vi er nødt til at investere i i vores samfund, og det er alle sammen gode og kloge investeringer. Men jeg vil meget gerne stå på mål for, at lad os prøve at undersøge, hvordan man kan gøre det klogest muligt, men vi er også nødt til at erkende, at det ikke nytter noget bare at klippe alle tøjler, for vi skal også have styr på, at det ikke løber løbsk i forhold til inflation og den pressede bygge- og anlægssektor.

Hr. Peter Kofod.

Tak for det, og tak for en god debat. Jeg synes egentlig, at det har været enormt givtigt, at partierne har tilkendegivet nogle forskellige synspunkter i den her meget vigtige debat.

Jeg vil spørge ministeren om noget her i sidste runde. Når man nu skal i gang med at lave flere planer, flere aftaler og mere lovgivning på det her område, er der nogle, der er en del af en grøn fond, og der er nogle, der ikke er. Kan vi som partier regne med, at regeringen vil indbyde til forhandlinger i fremtiden, og at alle partier vil modtage den invitation? Eller er det en lukket fest for nogle? Har regeringen lagt sig fast på, at man f.eks. ikke vil inddrage Dansk Folkeparti, eller kan vi regne med, at vi bliver inviteret, når der sker nye ting? Og så kan man så altid vurdere på et senere tidspunkt, om vi kan være enige om det, vi gerne vil, og om vi også kan blive enige om noget finansiering. For så er det jo en anden sag.

Ministeren.

Jeg vil godt tilkendegive her, at jeg mener, at det vil være godt for folkestyret og løsningen af det her konkrete problem, at vi forsøgerat have en så bred inddragelse som overhovedet muligt. Det var det, jeg startede med at sige i min opsummerende tale. Det forsøger vi at gøre. Når det så kommer til de konkrete forhandlinger om, hvad der så skal være, og hvad vi har af midler, er det jo sådan, at partierne skal være med til at finde de midler for at være med til at lave den konkrete aftale. Men en så stor inddragelse som muligt på et tidligere tidspunkt mener jeg vil være godt, og det vil jeg bestræbe mig på at gøre.

Fru Marianne Bigum.

Tak. Jeg har to spørgsmål. Det ene handler om, at jeg vil høre, hvad ministeren siger til mit forslag om at se naturgenopretning og store naturgenopretningsprojekter som en del af løsningen i forhold til klimatilpasning. Det var det ene spørgsmål.

Det andet handler om, at ministeren tidligere nævnte, at der er nedsat en gruppe som en del af klimatilpasningsplan 1, der kiggede på noget og arbejdede og undersøgte og var i gang med at finde ud af nogle ting. Jeg vil høre, om ministeren ved, om det arbejde også indebærer at kigge på de her klimatilpasningsplaner, som kommunerne sådan set skulle have lavet inden udgangen af 2013. For der mangler åbenbart et overblik over, hvor langt man er med dem her, og hvor effektive de er. Ved ministeren tilfældigvis det? Ellers følger vi jo bare op på det.

Ministeren.

Jeg vil sige, at jeg sad og nød den tale, som blev holdt af fru Marianne Bigum, og det punkt, som handlede om naturgenopretning, og hvordan det ud over alle de andre gode elementer har en effekt på vores pressede vandmiljø og pressede biodiversitet. Det er en ofte overset pointe, at det faktisk også kan have en enormt god effekt på at afbøde effekterne af det alvorlige vejr ved at få noget natur, som meget bedre kan absorbere og kan bruges dér. Så det nød jeg, og det var lige vand på møllen. Så det var jeg meget, meget tilfreds med og helt enig i.

Jeg tror, at jeg vil vende tilbage til det andet element skriftligt. Hvis vi kan få et skriftligt spørgsmål om det, vil vi kunne svare på præcis det her. Det kan jeg ikke lige gøre på stående fod.

Spørgeren.

Det er helt fair, at vi må følge op på den sidste del. Jeg er glad for, at miljøministeren også synes, at det var spændende at høre, at natur kunne være en del af løsningen. Men er miljøministeren enig i, at naturgenopretningsprojekter skal være en del af klimatilpasningsindsatsen?

Ministeren.

Det dybt interessante er, at vi jo kan se noget af det helt sårbare natur, vi har. Jeg har mødtes med biologer, som har kunnet dokumentere, at nogle af de helt sårbare – sådan noget som klokkefrøer, som jo ikke lever i saltvand, men i ferskvand – blev udryddet på visse lokationer på grund af saltvand, der kom over digerne og altså smadrede levestederne. Så det vil sige, at det ikke kun er menneskelige værdier og materielle værdier; det er også naturværdier, der er på spil her. Men det er også naturværdier, som kan hjælpe os den modsatte vej. Det var det, jeg syntes var dejligt at høre.

Hr. Kim Edberg Andersen.

Med risiko for at være den, der ligesom punkterer ballonen, bliver jeg nødt til at sige, at jeg da ville være ked af det, hvis det, ministeren tager fra det, dybest set er, at der skal sendes penge ud, så socialdemokratiske borgmestre kan blive genvalgt, som hr. Søren Egge Rasmussen snakkede om. Det ville jeg da være ked af, hvis det er det, der bliver prioriteret. Og det gælder også, hvis det er hensynet til frøer, der ikke tåler saltvand, som ligesom skal bestemme over digeudbygningen.

Jeg er glad for, at ministeren anerkender, at det ikke kun skal være de partier, der er villige til at lade sig nagle fast til et klimakors, som skal ind i det her. For det her er faktisk vigtigere end bare at slynge ord ud, og det er jo et problem, som, uanset hvor meget klima vi snakker, ikke løser sig sådan lige foreløbig. Så det er to for skillingen.Altså, jeg er mere praktisk anlagt.

Men jeg mangler stadig væk at høre ministeren. Har ministeren faktisk en plan? Hvad skal der til for at klimasikre bebyggede områder i forhold til at få det her vand ind, og er det ladsiggørligt på f.eks. 10 års sigt?

Ministeren.

Ja, hvor er det utroligt, hr. Kim Edberg Andersen. Vi har haft så fin en debat, og så hører vi om klimakors, og at det kun er på grund af frøer eller genvalg af nogle borgmestre. Det mener jeg virkelig er en unfair opsummering af den debat, der har været mellem de her ordførere. Jeg vil sige, at vi skal prøve at holde os på sporet, og derfor er jeg glad for det spørgsmål, der kom fra hr. Kim Edberg Andersen, nemlig det om, om vi så kan få klimasikret de steder, hvor der er bebyggelse. Det er præcis det, formålet er, og vi tager fat på en stor del af det ved klimatilpasningsplan 1.

Men som jeg har anmeldt, er vi allerede i gang med at forberede arbejdet hen imod det, der skal være klimatilpasningsplan 2, og jeg vil så gentage min tilkendegivelse og sige, at jeg skal gøre mit yderste for at inddrage partierne i udarbejdelsen af denne. Om det så når det punkt, hvor man også kan forhandle om selve indholdet af det, er jo helt afhængigt af, om man vil være med til at finde de midler, der skal til. For det er helt korrekt, at det jo ikke er en gratis eller billig omgang. Det er store værdier, vi beskytter, og det er også store anlæg, som det kræver.

Spørgeren.

I forhold til det der med borgmesteren mener jeg altså, at hr. Søren Egge Rasmussen sagde, at man kunne åbne anlægskassen og der så var borgmestre, der kunne bruge det til at blive genvalgt på. I forhold til det med frøerne var det ministeren selv, der nævnte dem. Jeg tænker, at jeg godt må referere, hvad ministeren og de andre ordførere siger, uden at man så siger, at det er undertegnede, der forsøger at afspore debatten. Jeg refererede faktisk bare, hvad de andre har sagt.

Danmarksdemokraterne skal nok også være villige til at finde finansiering, men som ministeren ved, bliver det jo ikke hovedløst eller på grund af sådan en lemmingeeffekt. Det skal være noget, der har noget indflydelse, og så skal vi bestemt nok også hjælpe ministeren i mål med det her. For det her er jo noget, som alle danskere, uanset hvem de stemmer på, kan have en interesse i bliver løst, også på en kortere bane, end jeg forventer ministeren har i sinde. Jeg siger »forventer«, for jeg mangler stadig væk at høre om det der med, om man kunne gøre det på de 10 år.

Tak. Ministeren.

Vi mener, at der skal hastighed til, men det skal være på begge dele, og der er vi jo så ikke enige. Det er jo det, vi har hørt i debatten i dag. Vi mener, at der både skal en hastighed til for at begrænse klimaforandringerne, begrænse vores CO2-udslip og vise en vej til resten af verden, i forhold til hvordan det kan lade sig gøre, og at der skal en hastighed til at ruste os mod klimaforandringerne. Der er det jo trist, at debatten har vist, at vi så åbenbart er uenige med spørgerens parti, som mener, at der ikke skal være hastighed på den første del. Begge dele er vigtige, og den her debat handler om den sidste del, men begge dele er altså helt afgørende vigtige.

Der er ikke flere korte bemærkninger. Vi siger tak til ministeren.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Afstemningen om de fremsatte forslag til vedtagelse vil som nævnt først finde sted tirsdag den 21. maj 2024.