F 27 Om bedre hjælp og støtte til sorgramte.

Af: Marlene Harpsøe (DD) og Charlotte Munch (DD)

Til: Indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde (V) , Social- og boligminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) og Beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen (S)

Samling: 2023-24

Status: Foretaget

Forhandling den 22-05-2024

Hele debatten
Overblik over alle taler
Ordfører- og ministertaler

Del

Jeg accepterer Folketingets vilkår for deling

1. Folketinget tilbyder brugerne af ft.dk at dele tv-produktioner produceret af Folketinget.

2. Tv-produktioner fra Folketinget må anvendes uden at blive ændret eller bearbejdet. Endvidere må der ikke bygges videre på Folketingets tv-produktioner. Ophavsmanden (eks. politikere og øvrige talere) har eneret til at udgive samlinger af sine egne indlæg jf. den danske ophavsretslovs § 26

Du kan se alle vilkår her

3. Folketinget tilbyder brugerne at dele Folketingets tv-produktioner via embed-kode, der kopieres fra hjemmesiden.

4. Det er ikke tilladt at ændre i den kopierede embed-kode.

Luk redigering

Start her

Slut her

Varighed 00:26:13

Redigere Klip Godkend

Godkend

Del på Twitter

Del på Facebook

Kopiér link

Kopiér embed

Send til en ven

james

Afbryd Send

Se video af alle taler

Det sidste punkt på dagsordenen er:

4) Forespørgsel nr. F 27:

Forespørgsel til beskæftigelsesministeren, indenrigs- og sundhedsministeren og social- og boligministeren:

Vil regeringen oplyse, hvad regeringen agter at gøre for at sikre bedre hjælp og støtte til mennesker i ventesorg, familier, der pludseligt mister et barn eller en forælder, og mennesker i risiko for kompliceret sorglidelse?

Af Marlene Harpsøe (DD) og Charlotte Munch (DD).

(Anmeldelse 13.03.2024. Fremme 15.03.2024).

Da det er en forespørgselsdebat, vi skal i gang med, indebærer det, at ordførerne skal logge sig af deres normale pladser og rykke frem på de forreste pladser her i Tinget. Derfor holder vi lige en kort pause.

Mens vi venter på at blive klar, kan jeg gøre opmærksom på, at afstemning om eventuelle forslag til vedtagelse udsættes til torsdag den 23. maj 2024.

Tak for det. Så er vi klar til at fortsætte forespørgsel F 27, og den første, jeg giver ordet til, er ordføreren for forespørgerne, fru Marlene Harpsøe fra Danmarksdemokraterne.

Jeg vil først sige tak til alle jer ordførere, men også ministre, som er her i Folketingssalen i dag. Det er jo et både svært og alvorligt emne, som vi i Danmarksdemokraterne har sat på dagsordenen her – et emne, som for mange mennesker rundtomkring i landet også kan være decideret tabubelagt, men det handler om sorg.

Sorg er jo et grundvilkår her i livet. Sorg er kærlighedens pris, kan man sige. Vi oplever alle sammen igennem vores liv at miste og at miste, så det gør ondt. Det kan vi ikke ændre på. Det er et livsvilkår. Men det, der så er vigtigt, er at sikre, at de mennesker, som f.eks. oplever en kompliceret sorglidelse, og det er ca. 10-15 pct. af de mennesker, som mister, som oplever, at sorgen bliver meget kompliceret, og får brug for behandling, kan få både et pusterum, men også hjælp og støtte i den svære tid, som det er at opleve sorg.

Det er derfor, vi i Danmarksdemokraterne har indkaldt til den her forespørgselsdebat i dag. Der har sådan lidt hist og her været nogle drøftelser og debatter her i Folketingssalen omkring sorg, f.eks. forældre, der mister et barn. Senest havde vi et borgerforslag, som blev drøftet her i Folketingssalen, omkring muligheden for sorgorlov. Vi synes i Danmarksdemokraterne, at det er rigtig vigtigt, at vi tager en større principiel debat omkring, hvor det er, vi skal hen med det her område, hvor det er, det er vigtigt, at vi griber ind, sådan at mennesker, som oplever, at sorgen bliver fatal og ekstra svær, end den er i forvejen for de fleste, får den rette hjælp og støtte.

Det kan jo både være en sorg, som man oplever akut, fordi et menneske, som står en nært, pludselig forsvinder fra den ene dag til den anden. Det kan være en sorg, som bygges op over tid, fordi der er en, der er tæt på, som er alvorligt syg, og man kan opleve decideret ventesorg. Det er noget, der kan ramme både børn, unge, voksne og ældre, og særlig for børn kan det have afgørende betydning med de rigtige indsatser fra starten, så det ikke er noget, der sætter sig alvorligt fast i ens liv og ens livsforløb.

Derfor har vi taget initiativ til den her debat i dag, også med fremmøde af tre ministre, så vi ikke risikerer at sidde og debattere noget i dag, som en minister ikke kan svare på. Derfor er alle tre til stede. Så tak, fordi I er her i dag, og jeg ser frem til debatten.

Vi siger tak til ordføreren for forespørgerne, fru Marlene Harpsøe fra Danmarksdemokraterne.

Til besvarelse har vi som allerede nævnt tre ministre, og det bliver nu sådan, at hver minister får mulighed for at give sin besvarelse, og efter hver minister vil der være adgang til én kort bemærkning fra hver af ordførerne. Og den første minister, jeg byder velkommen, er beskæftigelsesministeren.

Mange tak for det, formand. Og tak til forespørgerne for at indkalde til den her forespørgselsdebat om bedre støtte og hjælp til mennesker i sorg. Debatten i dag handler om noget, som det er svært at tale om. Sorg og det at miste er noget, vi alle sammen håber ikke kommer til at ramme os eller vores nærmeste. Den sorg, det medfører, hvis der sker vores barn eller vores allerkæreste noget alvorligt, er noget af det sværeste, som vi som mennesker kan gå igennem. Det kan stille os i en rigtig svær livssituation, især hvis der ikke bliver taget godt hånd om sorgen, og derfor er forespørgselsdebatten i dag også rigtig vigtig. Så tak for initiativet.

Sorg er jo ikke noget, der bare går væk. Sorg er et livsvilkår. Det er noget, vi kan lære at leve med og at håndtere, men det er også noget, der i de flestes liv vil være der. Vi bærer minderne med os videre, når vi mister, men på et tidspunkt når vi også til et sted, hvor sorgen kan træde mere i baggrunden. Den proces kan tage tid, og den kan kræve både professionel hjælp, støtte fra vores nærmeste og forståelse og opbakning fra vores arbejdsplads.

Det vil også betyde, at meget af den her debat handler om, hvordan vi kan rumme sorgen og lære at leve med den. Og netop derfor er debatten også svær, for det findes der ingen opskrift på. Der findes ingen opskrift på, hvordan man sørger, hvor længe man sørger, og hvorvidt man bedst bearbejder sorgen på den ene eller den anden måde. Det er individuelt for os som mennesker. Nogle har brug for tid og ro til at være i deres sorg, andre har brug for at tale med mennesker, som har oplevet det samme som dem selv, og en helt tredje gruppe har brug for noget helt tredje. Derfor sætter jeg også så utrolig stor pris på de civilsamfundsorganisationer, der hver dag hjælper mennesker i sorg. Forældre & Sorg er et godt eksempel på sådan en organisation. De gør en rigtig vigtig indsats i at møde mennesker i deres sorg med den viden og kunnen og personlige erfaring, de bringer med sig ind i det møde. Det samme gør de mange patientforeninger, som også tilbyder rådgivning, sorggrupper og samtaler med pårørende, der har mistet en nærtstående.

For nogle mennesker kan sorgen være så voldsom, at den overskygger den hverdag og det liv og det arbejdsliv, den enkelte fortsat er en del af. Derfor kan nogle have brug for at blive væk fra arbejdet et stykke tid. Det kan f.eks. være aftalt frihed fra arbejde eller i de situationer, hvor sorgen har udviklet sig på en måde, der kræver en egentlig sygemelding. I Danmark har vi heldigvis et socialt sikkerhedsnet med sygedagpengesystemet, der kan holde hånden under mennesker, som rammes så hårdt af sorgen, at de må sygemelde sig.

Jeg hører fra arbejdsmarkedets parter, at man mange steder heldigvis er gode til at finde løsninger på de enkelte arbejdspladser ude lokalt, løsninger, der imødekommer den enkelte medarbejders behov, hvad enten det så er mere fleksibilitet, nedsat tid, hjemmearbejde eller færre opgaver eller en periode, hvor man slet ikke arbejder. Det er den enkelte arbejdsplads, der har ansvaret for at sikre den rigtige individuelle løsning i tæt dialog med medarbejderen i sorg. Det er også nogle af de tanker, der ligger bag den nye politiske aftale om sygedagpenge – at dialogen mellem den sygemeldte medarbejder og arbejdspladsen er vigtig. Det er arbejdspladsen, der kender medarbejderne, og som kan være med til at lægge en god plan for, hvordan den enkelte kommer tilbage til arbejdet. Her behøver jobcenteret ikke altid være inde over.

Ved siden af de individuelle aftaler, som allerede i dag hjælper mennesker i sorg, har vi også en særlig ret til sorgorlov til forældre, der mister et barn, fordi det at miste et barn er noget af det værste, der kan ramme et menneske. Derfor har vi indført en ret til, at der både er tid og økonomi til at få bearbejdet sorgen over at miste et barn.

Jeg er glad for, at vi har en struktur i vores samfund og på vores arbejdspladser, som kan hjælpe med at holde hånden under mennesker i sorg. Og jeg ser frem til resten af eftermiddagens debat og til at høre ordførernes tanker om løsninger. Først vil jeg give ordet videre til indenrigs- og sundhedsministeren. Nej, først vil jeg svare på spørgsmål. Naturligvis, formand – jeg beklager.

Der er foreløbig to med korte bemærkninger. Den første, der får ordet, er fru Marlene Harpsøe fra Danmarksdemokraterne. Værsgo.

Først vil jeg sige tak til beskæftigelsesministeren for en rigtig fin tale og anerkendelsen af, at sorg er forskellig fra menneske til menneske, og at det kræver forskellige indsatser, alt efter hvem man er, og hvilket sted man er i livet, men også tak for den anerkendelse af de forskellige civilsamfundsorganisationer, som løfter et kæmpestort stykke arbejde på det her område. Det vil jeg gerne kvittere for.

Noget, jeg gerne vil spørge ind til, er det her med mulighedheden for sorgorlov. Grunden til, at jeg spørger ind til det, er, at vi havde et borgerforslag tidligere det her år fra en række borgere, som havde et konkret ønske om, at man, hvis det er, man står i en situation, hvor man mister en ægtefælle helt pludseligt, og måske står med to små børn, så lige i et par uger kan trække stikket fra arbejdsmarkedet og vende tilbage så hurtigt som muligt derefter, når det er, man har fået fodfæste oven på den her svære sorg. Hvad tænker ministeren om at rykke videre med sådan et forslag?

Ministeren.

Jeg synes først og fremmest, at borgerforslaget har rejst en helt utrolig vigtig debat, både i behandlingen af selve forslaget, men jo også den videre debat, vi har her i dag, og i det hele taget at vi som politikere forholder os til det at befinde sig i en livskrise.

Regeringens helt konkrete stillingtagen til B 119 om sorgorlov har været anerkendende, i forhold til at der peges på en vigtig problemstilling, men samtidig også i forhold til den måde, vi vanlig går til den slags på – at hvis ting er udgiftsdrivende, så kan man finde et sted, hvor der er penge, f.eks. i en finanslovsforhandling, og forholde sig til det, men også mere i substansen af forslaget. Jeg tror, vi også er nødt til i diskussionen om, om der skal tages skridt, at have meget i mente, at det kan være individuelt, hvad man har brug for, i forhold til det der med at tro, at én model passer til alle. Jeg vil godt anerkende borgerforslaget, men ikke nødvendigvis den løsning, man lægger op til, som en løsning for alle.

Så går vi videre i talerkøen til fru Theresa Berg Andersen fra Socialistisk Folkeparti. Værsgo.

Tak for det. Jeg vil gerne følge op på fru Marlene Harpsøes spørgsmål. For det er jo rigtig fint, at vi har lavet en orlov til de forældre, der mister et barn. Jeg mener, at man også skal have orlov, hvis man mister en ægtefælle, inden for de regler, på de samme områder, som er på børneområdet, for man er jo ikke syg, når man mister; man er i sorg.

Så man kommer jo ind. Jeg hører ministeren sige, at man måske slipper for opfølgende samtaler, men det gør man jo ikke. Derfor mener jeg, at orlov kan give nogle andre muligheder, end at man skal melde sig syg – og så kan jeg ikke nå det sidste, jeg ville sige.

Ministeren.

Tak for det. Jeg synes, at det også i den her sammenhæng er vigtigt at holde fast i arbejdspladsernes ansvar, og jeg tror, at hvis vi for alvor skal skabe en situation for de fleste medarbejdere landet over, hvor de bliver set i deres sorg, også på en måde, der passer til den måde, de er i sorgen på, så er der nødt til også at være en arbejdsgiver, der har et ansvar. Langt de fleste tager det ansvar på sig, og jeg tror ikke, man får en mere individuelt tilpasset løsning ud af, at vi herinde lovgiver om noget helt overordnet set.

Samtidig anerkender jeg, at der er indført en sorgorlov, til når man mister et barn. Det er også en undtagelse fra den måde, vores arbejdsmarked fungerer på, og jeg vil i hvert fald synes, at man skal passe på med at tænke, at vi gør det hele til et politisk ansvar, og dermed ikke efterlader et rum til, at den enkelte arbejdsplads også har et ansvar. For jeg tror faktisk, det er der, de fleste løsninger, som er mest målrettet mod det menneske, der står i den her situation, findes.

Tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger, så vi siger foreløbig tak til beskæftigelsesministeren. Jeg byder nu velkommen til indenrigs- og sundhedsministeren.

Tak for det, og tak til forespørgerne for at sætte temaet om hjælp og støtte til sorgramte på dagsordenen her i Folketinget. Sorg er jo unægtelig noget, som vi alle sammen kommer til at opleve eller har oplevet og stiftet bekendtskab med.

Sorg er ikke udelukkende en reaktion på at miste en, man har kær, men kan opstå i mange forskellige sammenhænge. Sorg er på den måde også en naturlig del af livet, men det er selvfølgelig vigtigt, at man ikke hæmmes unødigt af sorgen – selv om sorgreaktionen i den akutte fase kan være forbundet med stærke følelser og tabet kan føles ubærlig smertefuldt. Heldigvis vil størstedelen af os gå igennem et helt naturligt sorgforløb, som er helende, og hvor følelserne over tid aftager – ikke at man glemmer sine kære, men at man lærer at finde sig til rette i et liv uden sine kære.

Men for nogle opleves sorgprocessen desværre ikke sådan. Selv om sorg er en betingelse i livet, er det uden tvivl vigtigt, at sorgramte tilbydes den relevante støtte, når det er, at der er behov. Det kan være en gruppe, for hvem sorgreaktionen forbliver så intens, at den opleves invaliderende og sætter begrænsninger i hverdagen. Det sker desværre for omtrent 10-20 pct. af voksne efterladte – en såkaldt kompliceret sorgreaktion, som kan resultere i forlænget sorglidelse eller fysiske eller psykiske lidelser som f.eks. angst eller depression. Her skal vi sørge for, at der er tiltag, der forebygger, at sorgramte udvikler kompliceret sorg, men der skal også være tiltag, der hjælper og støtter dem, der måtte opleve kompliceret sorgreaktion.

Derfor gør vi også en række vigtige tiltag på sundhedsområdet, som jeg vil tillade mig at fremhæve her i forbindelse med debatten i dag. Først og fremmest ydes der tilskud til behandling hos psykolog til særlig udsatte persongrupper. Det gælder bl.a. pårørende til personer, som er ramt af alvorlig, invaliderende sygdom, og pårørende ved dødsfald. Regeringen indgik derudover tilbage i oktober måned en bred aftale med Folketingets partier om støtte til børn, som er pårørende, herunder børn, som har mistet en forældre eller en søskende.

Derudover løfter civilsamfundet, som også beskæftigelsesministeren var inde på i sin tale, men også patientorganisationer en meget vigtig opgave i forhold til at sikre den nødvendige støtte og hjælp til sorgramte. En række af de civilsamfundsorganisationer er også nogle, som vi fra regeringen og Folketingets side har afsat midler til.

Eksempelvis har vi senest på den såkaldte SSA-reserve på Indenrigs- og Sundhedsministeriets område afsat 7,4 mio. kr. til videreførelsen af Det Nationale Sorgcenter. Centeret skal styrke forskning, indsamle og formidle viden til aktører og opbygge kompetencer og udbrede viden om tidlige indsatser og behandling. Centeret tilbyder herudover også specialiseret psykologbehandling til børn og unge, som har mistet eller har livstruende syge eller kronisk syge forældre eller søskende. Der er også et psykologtilbud til efterladte over 65 år. Derudover er der også med SSA-aftalen afsat midler til Sorglinjen. Sorglinjen er et landsdækkende tilbud, hvor pårørende og efterladte fra 13 år og op kan tale med frivillige, der selv har oplevet at miste et barn, en partner, en forælder eller en søskende.

Ud over de specifikke sorgtilbud spiller psykiatrien selvfølgelig også en rolle for dem, der udvikler kompliceret sorg, og som heraf også kan udvikle en behandlingskrævende psykisk lidelse. Her skal psykiatrien selvfølgelig også stå klar til at tilbyde hjælp – en psykiatri, hvor regeringen allerede nu er i fuld gang med en række initiativer, som led i at vi ønsker at give psykiatrien et historisk stort økonomisk løft netop til at sikre konkrete forbedringer.

Afslutningsvis vil jeg blot fremhæve, at der bag enhver sorgproces er et unikt menneske med sin egen historie. For det er jo ikke nødvendigvis sådan, at barnet, der mister en forælder efter længerevarende sygdom, eller den voksne, der pludselig mister en ægtefælle, har behov for den samme hjælp eller den samme støtte. Derfor synes jeg også, at det er vigtigt, at vi fokuserer på at tilbyde målrettede sorgtilbud, også til forskellige aldre og forskellige problematikker. Der er ikke to mennesker, der nødvendigvis er ens, men der skal ikke være nogen tvivl om, at vi selvfølgelig skal sørge for at understøtte og sikre tilstrækkelig hjælp til sorgramte.

Med de tiltag, jeg bl.a. har været inde på her i dag i forbindelse med debatten, mener jeg at vi er godt på vej i den rigtige retning. Med de ord vil jeg sige tak for de indledende bemærkninger.

Tak for det. Der er foreløbig to korte bemærkninger til ministeren. Fru Theresa Berg Andersen fra Socialistisk Folkeparti. Værsgo.

Tak for det. Det er jo ganske rigtigt, at vi afsatte en pulje på 7,4 mio. kr. i SSA'en, som skulle ud at virke, og som heldigvis virker rigtig godt, men hvad tænker ministeren om, at vi har et stort geografisk hul, når vi kigger ud i vores landdistrikter. Vi kan jo se, at den specialiserede viden, som man har i Sønderjylland, men også på Sjælland, ikke er eksisterende i Nordjylland. Altså, Det Nationale Sorgcenter har ikke en base dér, der tilbyder den hjælp, og vi ved jo, at regionen er særlig presset. Man har bl.a. været ude at spare langt over 304 mio. kr. på sygehusvæsenet, så der er et stort geografisk hul, som skal dækkes af SSA-reserven, som i forvejen er presset, fordi vi har enormt meget brug for vores civilsamfund.

Ministeren.

Geografisk ulighed i vores sundhedsvæsen mener jeg er for stort et spørgsmål, men i virkeligheden også for stort et problem til at kunne reduceres til et spørgsmål om en bevilling via SSA-reserven. Med det mener jeg, at vi jo desværre har forskellige områder i vores sundhedsvæsen, hvor adgangen til at kunne få specialiserede indsatser og hjælp i for mange tilfælde er afhængig af, hvor man er bosiddende som borger og som patient. Det er jo præcis et af de vigtige mål for regeringen i en kommende sundhedsreform også at få mindsket den geografiske ulighed i vores sundhedsvæsen, så det ikke er postnummeret, som er afgørende for, hvilken indsats, støtte eller hjælp man kan få.

Vi kommer nok næppe til at have et sundhedsvæsen, hvor vi altid kan tilbyde alt alle steder. Vi er omkring 6 millioner mennesker, men det er jo ikke nok til, at vi kan have specialiserede indsatser på alle niveauer i alle regioner. Det er bl.a. derfor, vi med specialeplanen også sørger for at sige, at der eksempelvis er nogle specialiserede behandlinger, som måske kun foretages på ét eller to sygehuse i Danmark. Der er det jo min erfaring, at man hellere som patient og som pårørende vil komme det rigtige sted hen end nødvendigvis have tilbuddet rundt om hjørnet. Men adgangen til at kunne få et tilbud af høj kvalitet skal vi være bedre til at sikre i hele landet.

Fru Marlene Harpsøe, Danmarksdemokraterne. Værsgo.

Først tak til sundhedsministeren for en rigtig god tale. Jeg vil, ligesom jeg roste beskæftigelsesministeren, også rose sundhedsministeren for nogle af de ting, der blev sagt her. Det er jo rigtigt, at vi er på vej i den rigtige retning.

Døden og sorgen er et emne, som er ekstremt tabubelagt og rigtig svært at sætte ord på for hver enkelt af os. Nogle har lidt lettere ved det, andre har rigtig svært ved det. Derfor tror jeg også, at det er noget af det, der har gjort det svært at få det til at være en politisk bestseller så at sige – altså at det er noget, der er så tabubelagt, som det er. Men det er virkelig vigtigt. Noget af det, der rent faktisk er arbejdet med, er nogle anbefalinger fra Sundhedsstyrelsen. For nogle år tilbage, i 2018, kom der nogle anbefalinger, som man kunne arbejde med bl.a. ude på de enkelte sygehusafdelinger, i forhold til at sikre tidlig opsporing af mennesker, som kunne være i risiko for at få en kompliceret sorglidelse. Hvad gør ministeren helt konkret for at følge op på det? For fra Det Nationale Sorgcenter hører jeg, at de har en oplevelse af, at de retningslinjer, der ligger, reelt ikke bliver fulgt derude.

Ministeren.

Først og fremmest vil jeg, som jeg også forsøgte i min indledende tale, pointere, at sorg er en naturlig proces. Så det er også vigtigt for mig, at vi ikke gør den naturlige sorgproces tabubelagt, for den kan og skal vi ikke forebygge. Det eksempelvis at miste en, man har kær, er forbundet med stor sorg. Men for den gruppe af sorgramte, hvor den naturlige sorg udvikler sig til egentlig kompliceret sorg, skal vi selvfølgelig sørge for at sætte ind. Vi skal både kunne yde nogle af de forebyggende indsatser, som jeg var inde på i min tale, så vi oplever, at den sorgramte altså kan få en mere forebyggende hjælp. Men vi skal også yde tilstrækkelig hjælp til dem, som er kommet derud, hvor de oplever kompliceret sorg og forlænget sorglidelse, eller hvor sorgen kan udvikle sig til en egentlig fysisk eller psykisk ledelse. Der har vi behov for eksempelvis mere specialiserede indsatser i vores sundhedsvæsen.

Tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger, så vi siger foreløbig tak til indenrigs- og sundhedsministeren, og jeg byder nu velkommen til social- og boligministeren.

Tak for det. Nu er der jo allerede sagt rigtig meget rigtig godt fra mine to kollegaer, men det her er et vigtigt emne og jo i øvrigt også et emne, der, som I andre også har sagt, vi alle sammen kan relatere til; vi kommer jo desværre alle sammen til som en del af livet at miste nogle af de mennesker, vi elsker, og derfor er det også noget, der rører hver enkelt af os og selvfølgelig også vores familie og omgivelser.

Samtidig er sorg også en udefinerbar størrelse, som rammer meget forskelligt. Det samme har mine to kollegaer været inde på. Det opleves forskelligt, det rammer forskelligt. For nogle er det komplekst, for andre er det det ikke, og derfor skal vi selvfølgelig også have forskellige greb til, hvordan vi griber dem, der er i sorg. Der er ikke nogen tvivl om, at uanset om man oplever ventesorg eller sorg, er man i en sårbar position, og der er brug for, at der er nogen omkring en, som er der for en, og som kan hjælpe og støtte en.

Det vil selvfølgelig ofte være venner, familie og kollegaer, men det kan også være, man har brug for noget andet og noget mere, og der er det vigtigt, at man får den støtte og hjælp, man har brug for, så sorgen ikke får greb om den enkelte på en måde, hvor man ikke længere fungerer i det daglige, og hvor sorgen også bider sig fast i længere tid end nødvendigt. Man har brug for et sikkerhedsnet, der griber en. Det anerkender vi som regering, og derfor er vi selvfølgelig også rigtig glade for den hjælp og støtte, der er i dag, hvis man bliver ramt af sorg.

Så vil jeg sige lidt om civilsamfundsorganisationerne, for der er ikke nogen tvivl om, at de på det her område løfter en stor opgave, og på socialområdet har vi også ad flere omgange prioriteret at tildele midler til de civilsamfundsorganisationer, der arbejder med sorg, både i forbindelse med SSA-forhandlingerne og på finansloven. Det gør vi selvfølgelig, fordi vi gerne vil understøtte de gode projekter og de vigtige opgaver, som bliver løst af både frivillige civilsamfundsorganisationer og professionelle civilsamfundsorganisationer.

De gør en kæmpe indsats for mennesker, der er ramt af sorg, og en kæmpe indsats for at få mennesker tilbage på fode igen, og det gælder både i forhold til muligheden for rådgivning og støtte, men også i forhold til at have et sted at gå hen, hvor man kan møde nogen, der er i en situation, som ligner ens egen. Så det er altså både det professionelle behandlingsvirke og i lige så høj grad der, hvor man kan skabe et netværk, for det kan være så vigtigt at have nogen at tale med om alt det svære, man går igennem, når man mister. Og der kan være meget forskellige betingelser og forhold, der har gjort sig gældende, bag den sorg, man står i, hvor det kan være vigtigt at have et fællesskab med nogen, der har haft samme frygtelige oplevelser som en selv.

I forhold til de fællesskaber løfter civilsamfundet en meget, meget vigtig opgave, og det er også vigtigt, at vi oven i det får styrket det lag, der handler om både forskning og viden på området, og at vi i øvrigt sørger for at få opbygget de rigtige kompetencer i forhold til at sætte ind med den rigtige støtte og indsats. Det er nogle af de elementer, vi har sat midler af til på både SSA-reserven og finansloven.

Foruden de mange frivillige indsatser fra civilsamfundsorganisationerne har kommunerne også nogle generelle forpligtelser, som det er værd at bide mærke i. Kommunerne har først og fremmest pligt til at opsøge og yde hjælp til borgere, der har behov for at få støtte. Det gælder også, hvis behovet skyldes, at de er ramt af sorg. Det kan være rådgivning i form af enkeltstående rådgivningssamtaler, eller det kan være i form af længere forløb. Og hvor nogle kan have behov for rådgivning, har andre måske behov for et mere specialiseret tilbud, og den situation, man står i, kan også være mere eller mindre kompleks. Det kan også være forebyggende indsatser i form af f.eks. psykologhjælp eller en støtteperson til børn og unge, der er ramt af sorg.

Her har kommunerne en række forskellige værktøjer, som de kan gøre brug af, og det vil sige, at vi samlet set om ikke andet er i gang med at opbygge et sikkerhedsnet, der skal være med til at sikre den enkelte, både børn og voksne, så man ikke falder helt igennem, hvis man er ramt af sorg. Den opmærksomhed var der ikke tidligere. Altså, bare da jeg f.eks. startede i politik, fandtes den opmærksomhed ikke, og der er der selvfølgelig alt for mange, der så er trimlet igennem sikkerhedsnettets i den sammenhæng for store masker. Der er det en stor glæde, at vi hen over årene er begyndt at bygge det sikkerhedsnet tættere. Tak for ordet.

Tak for det. Der er en kort bemærkning fra fru Marlene Harpsøe, Danmarksdemokraterne. Værsgo.

Også tak til social- og boligministeren for en rigtig fin tale. Der er jo, når man f.eks. er forældre, der har to børn, hvoraf den ene er syg og har rigtig meget kontakt med sundhedsvæsenet, så også et andet barn, et raskt barn, som også har en dagligdag, der skal leves. Og det bliver jo alt andet lige ikke altid, ligesom det plejer, når det er sådan, at man har nogle forældre, som har en opmærksomhed, der ofte særlig er rettet mod det syge barn. Men de har jo stadig væk et andet barn, som i den tid også har brug for særlig omsorg.

Hvad tænker ministeren i forhold til bl.a. skolernes mulighed for at tilbyde hjælp og støtte, men også det at have viden omkring de sorgprocesser og sorgreaktioner, som man altså kan finde hos børn, som også står i en vanskelig situation? Har ministeren nogle idéer til, hvordan vi kan klæde skolerne bedre på til at kunne agere i de her sammenhænge?

Ministeren.

Først og fremmest vil jeg sige, at en af de nyskabelser, der er på skolerne i dag, i forhold til da jeg selv gik i skole, er, at de de fleste steder har lærere, som bruger deres primære tid på at være dem, der tager sig af børn, som eksempelvis enten er ramt af sorg, i forbindelse med at de har mistet en forælder eller en søskende er syg, eller det kan også være, at forældrene ligger i skilsmisse eller andet. Nogle steder kalder man dem AKT-lærere, og det vil sige, at de har den særlige funktion, at de allerede, når barnets sædvanlige lærer opdager, at der her er en udfordring, så kan gå ind og støtte op omkring barnet og den unge, og AKT-læreren kan også hjælpe den sædvanlige dansklærer eller matematiklærer, eller hvem barnet nu er tæt på, med den viden, der skal til.

Derfor tror jeg godt, man kan sige, at vi i dag i forhold til for 20-30-40 år siden befinder os på en helt anden planet i forhold til at have evnen til at gribe børn. Det ændrer jo selvfølgelig ikke på, at vi altid kan gøre det her bedre, og fordi det er så relativt nyt og vi også er blevet meget bedre til det, så er vi også inde i en proces, hvor jeg også tror, at vi, hvis vi går 10 år frem i tiden, så vil være endnu bedre til det, end vi er i dag.

Tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger, så vi siger foreløbig tak til social- og boligministeren. Vi går nu over til forhandlingen og de almindelige regler for korte bemærkninger, og den første ordfører, jeg byder velkommen til, er ordføreren for forespørgerne, fru Marlene Harpsøe fra Danmarksdemokraterne.

Tak igen, fordi vi kan tage den her meget, meget vigtige, jeg vil kalde det en dialog, omkring mennesker, som er i sorg, og særlig mennesker, som udvikler komplicerede sorglidelser. For det er netop præcis dem, vi skal tale om i dag. For det handler ikke om dem, som har en helt naturlig sorgreaktion, men det handler om dem, som er i risiko for, at de også udvikler deciderede komplicerede sorgreaktioner, og det er omkring 10-15 pct. af dem, som årligt oplever sorg, hvor det udvikler sig til noget, der er rigtig svært, og som sætter sig ekstra svære ar på sjæl og krop, og som kan gøre det svært at passe et arbejde og passe et helt almindeligt liv, og som kan gøre det vanskeligt at undgå at udvikle stress, ptsd og depression, men sågar også hjerte-kar-lidelser og andre fysiske sygdomme. Det er dem, det handler om i dag, og jeg er først og fremmest rigtig glad for den opmærksomhed, som ministrene i dag retter på området.

I Danmarksdemokraterne har vi jo selvfølgelig et øje for, at man, uanset om man er et barn, man er ung, man er voksen, eller man er et ældre menneske, så skal have en hjælp og støtte, der er tilpasset ens livsfase. For det er forskelligt fra person til person, og hvor i livet man er, hvad det er for en støtte og omsorg, man har brug for. Jeg vil i dag særligt nævne børnene, og det vil jeg, fordi børnene er nogle, som for første gang støder mod det at opleve sorg. Derfor tænker jeg også, selv om jeg ikke er psykolog, men blot sygeplejerske, at det da må være ekstra svært for særlig børn at opleve sorg, f.eks. at opleve, at man har en søster eller en bror, som er svært syg og døende. Og der har vi både politisk, men også i sundhedsvæsenet et særligt ansvar for at sikre, at de får den rette hjælp og støtte i den vanskelige tid, det er, så vi også sikrer, at de ikke udvikler en kompliceret sorglidelse. For det kan sætte ar på sjæl og krop i en sådan grad, at man kan have svært ved at passe sin uddannelse, og at man i forhold til andre i højere grad bl.a. oplever mobning, men at man også oplever at have lyst til at tage sit eget liv. Det er noget af det, som børn og unge i dag kan opleve, hvis de kommer ind i en situation med en kompliceret sorglidelse, og derfor er det utrolig vigtigt, at man sætter ind i rette tid og på rette sted.

Det Nationale Sorgcenter er jo en organisation, som har udviklet en helt særlig specialiseret behandling, kan man sige, i forhold til mennesker i sorg, både hvis man er barn og man er ældre, eller man er andre steder i ens liv, og de har jo bl.a. været rigtig glade for at kunne bidrage med at udvikle en retningslinje på området med en række anbefalinger til, hvordan man kan arbejde for at opspore mennesker, som er i risiko for kompliceret sorg, men også i forhold til behandling. Men det, jeg også hører fra Det Nationale Sorgcenter, er, at de er rigtig kede af, at de her anbefalinger ikke rigtig bliver brugt derude. Der ligger altså noget, der er evidensbaseret, noget på papiret, men det, de oplever, er, at det ikke bliver brugt i praksis, i hvert fald ikke særlig meget, og der mener jeg og Danmarksdemokraterne, at det er rigtig vigtigt, at vi sørger for, at det, der faktisk foreligger, selvfølgelig også er noget, man arbejder med til dagligt. Det kan være små ting til at starte med, altså det der med, at man, når man har en indlagt patient, bare lige registrerer, om de har børn – om der faktisk er et par søskende på 7 og 9 år – sådan at man i det små stille og roligt begynder at arbejde med det, og at man rent faktisk også sikrer sig, at de derefter kan få et af de mange tilbud, der også er på området, bl.a. i form af vores dygtige civilsamfundsorganisationer på området.

Jeg kunne bruge rigtig meget tid på at tale, men jeg har kun 5 minutter, og jeg skal også nå at læse et forslag til vedtagelse op, så det vil jeg lige gøre, men man er selvfølgelig velkommen til at stille mig spørgsmål. Forslaget til vedtagelse er af Marlene Harpsøe (DD), Theresa Berg Andersen (SF), Dina Raabjerg (KF), Runa Friis Hansen (EL), Stinus Lindgreen (RV), Mette Thiesen (DF) og Torsten Gejl (ALT):

Forslag til vedtagelse

»Folketingets partier bemærker, at sorg er en naturlig reaktion, når man oplever, at pårørende går bort, bliver ramt af alvorlig sygdom eller på anden måde bliver ramt af en tragedie – ventet eller uventet.

Det er ikke alle, der har behov for sorginterventioner, men for nogle mennesker udvikler sorgen sig på en måde, hvor den intensiveres og bliver invaliderende.

Folketingets partier noterer sig, at Sundhedsstyrelsen har udarbejdet en retningslinje med anbefalinger til arbejdet med at forebygge komplicerede sorgreaktioner hos børn, unge, voksne og ældre, men at denne ikke bruges i praksis.

Derfor opfordrer partierne regeringen til at iværksætte de nødvendige initiativer, der kan sikre en systematisk opsporing og sammenhængende indsats af høj kvalitet for mennesker, som er i risiko for at udvikle komplicerede sorgreaktioner«.

(Forslag til vedtagelse nr. V 73).

Tak for det. Forslaget til vedtagelse vil indgå i de videre forhandlinger. Der er ingen korte bemærkninger, så vi siger tak til fru Marlene Harpsøe fra Danmarksdemokraterne. Jeg giver nu ordet til hr. Jens Joel fra Socialdemokratiet.

Tak for det, formand, og tak til forespørgerne for at rejse debatten. Jeg synes også allerede nu, selv om vi er langtfra er færdige med den, at jeg vil sige tak for i virkeligheden at holde den her debat på et meget sobert niveau. For det er selvfølgelig vigtigt, at man kan skelne imellem den sorg, som vi jo desværre alle sammen oplever som en del af livet, og så de mennesker, for hvem den kan opleves nærmest invaliderende og fuldstændig overvældende i perioder. Jeg tror, det er nemt for os alle sammen at relatere til, at det godt kan ske, og vi håber og gør selvfølgelig alle sammen vores bedste for at håndtere vores sorg på en måde, så det ikke skal ske. Men hvis vi har brug for hjælp, er det selvfølgelig også vigtigt, at der er et sted at række ud til. Derfor er jeg egentlig også glad for den debat, vi havde om borgerforslaget, for jeg tror, at det, at så mange skrev under på det borgerforslag, var udtryk for, at rigtig mange borgere også har den opmærksomhed på, at der skal være et sted at række ud til, der skal være noget at læne sig op ad, når man rammes af meget alvorlig sorg.

Det, der er så kompliceret i den her debat, er jo, at – og flere kolleger har sagt det rigtig fint før – det på flere måder er individuelt, fordi det er ekstremt individuelt, hvad der udløser sorgen. Det kan være meget forskelligt fra person til person, hvad der skal til, for at læsset vælter, for at man faktisk bliver ramt af en meget dyb sorg. Men det er også individuelt, hvis man bliver ramt af en dyb sorg, hvad der i givet fald skal til for at hjælpe personen ud af det. Derfor er det ret svært ligesom at sætte på formel. Jeg er sådan set rigtig stolt af, at vi har lavet en aftale i Folketinget, hvor man sagde, at hvis man mister et barn, har man ret til en sorgorlov.

Men den debat og den debat, der er kommet oven på borgerforslaget, har også gjort det klart for mig, at det jo også har sine grænser. Jeg blev konfronteret med en mor i Østjylland, som havde mistet et barn, der var i starten af 20'erne, og hun var også blevet ramt af en meget dyb sorg. Hun spurgte jo naturligt nok: Er min sorg ikke lige så berettiget, blot fordi mit barn er over 20, som hvis det havde været 18 år eller derunder? Det viser jo det med, at man har svært ved at sige, hvad det er, der udløser sorgen, men det viser også, at selv hvis vi så lavede regler for flere ting, der kunne udløse en ret til en orlov, uanset at det så ikke nødvendigvis er det, der er det rigtige for folk, er det også meget svært at sige, hvad det udløsende egentlig skal være. Ud over den åbenlyse diskussion om, hvor der kan findes finansiering, kan alle jo sætte sig ind i, hvor svært det må være at miste en ægtefælle, hvis man har et lille barn. Men man kunne jo også være enlig og have planlagt efter, at det var ens mor, der skulle være den primære person i hverdagen. Det er bare ekstremt svært at sætte på formel, hvornår man bliver ramt af en sorg, som er så alvorlig.

Derfor er vi nødt til at angribe det på en anden måde. Vi er på en eller anden måde nødt til at håndtere det i vores almindelige systemer, og systemer skal ikke forstås som noget, staten nødvendigvis gør, for det kan også sagtens være Forældre & Sorg eller Det Nationale Sorgcenter eller nogle af de virkelig dygtige aktører på området. Vi er nødt til at kunne håndtere det i vores sygedagpengeperiode på en måde, hvor man ikke betragter det som en sygdom, men hvor man godt kan se, at for nogle gælder det, at de er ude af stand til at arbejde i en periode. Vi er nødt til på en eller anden måde at tage det ind i vores øvrige måde at håndtere det på, for hvis man skal håndtere det på socialområdet, på sundhedsområdet eller på beskæftigelsesområdet, er man nødt til individuelt at kunne vurdere den sorg, der er tale om, for ligesom også at kunne tage hånd om det på den rigtige måde.

Derfor er jeg egentlig glad for, at vi har sådan en debat, som jo anerkender, at det ikke er noget, vi kan fikse ved at udskrive en recept på medicin herindefra, men at vi samtidig anerkender, at vi er nødt til som samfund at blive bedre til at tale om sorg, vi er nødt til at aftabuisere det, vi er nødt til at gøre det til en almindelig del af den måde, vi møder mennesker, som rammes af det ene eller det andet i samfundet.

Jeg vil slutte med at læse et forslag til vedtagelse op. På vegne af Socialdemokratiet, Venstre, Liberal Alliance og Moderaterne skal jeg fremsætte følgende:

Forslag til vedtagelse

»Folketinget anerkender, at mennesker, der rammes af ventesorg og sorg, ofte har behov for hjælp og støtte, og at der også i dag er borgere, der ikke oplever at få den hjælp, de har behov for. Sorg er kompleks og opleves individuelt, hvorfor det er forskeligt, hvordan den enkelte bedst mødes i sorgen, eksempelvis gennem forskellige støtteinitiativer som psykologhjælp, lokale fællesskaber, initiativer, der løftes af frivillige eller civilsamfundet, eller eventuelt frihed fra arbejdet. Folketinget bifalder, at der allerede findes mange forskellige tilbud til sorgramte, samt at der de senere år er afsat midler med eksempelvis SSA til relevante organisationer og foreninger, som gør en vigtig indsats for personer i sorg. Folketinget noterer, at man på de enkelte arbejdspladser også kan bistå med målrettede løsninger, og anerkender samtidig arbejdsmarkedets parters rolle i det arbejde. Individuelle løsninger udarbejdes allerede i dag på mange arbejdspladser, og det skal arbejdsgivere og kollegaer roses for.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 74).

Tak for det. Forslaget til vedtagelse vil indgå i de videre drøftelser. Der er foreløbig to korte bemærkninger. Først er det fru Theresa Berg Andersen fra Socialistisk Folkeparti. Værsgo.

Tak for det. Mit spørgsmål til beskæftigelsesministeren blev lidt mudret, da jeg spurgte om retten til orlov frem for en sygemelding, men heldigvis har vi en dygtig minister, der sidder derovre, som forstod, hvad jeg sagde. Og det, jeg forstod hun sagde til mig, var, at vi gjorde en undtagelse, dengang vi indførte retten til orlov til forældre, der mister et barn. Jeg skal bare lige forstå det, altså man foretrækker fortsat at holde ved en sygemelding, i forhold til at det er vejen frem, frem for at bruge orlov, når nogen kommer ind i en anden kompliceret sorg? Hvad er forskellen på de to elementer, når man er i sorg?

Ordføreren.

Det er rigtigt, som beskæftigelsesministeren sagde, altså at det jo var en absolut undtagelse til den måde, vi normalt håndterer det på, da vi fra Folketingets side lavede en ret til sorgorlov, hvis man mister et barn. Det er meget svært at lave den fulde beskrivelse af, hvad man kan komme ud i, som skulle give ret til det. Det er jo bl.a. et spørgsmål om, at det ikke altid er frihed fra arbejde, man faktisk har brug for, hvis man bliver ramt af sorg. Men det er også svært at sige, hvornår man bliver ramt af en sorg, der er så stor, for det er ikke de samme ting, der udløser det for alle, og det er derfor, at vi betragter det som en undtagelse og dermed også en anden diskussion end den, vi har omkring eksempelvis borgerforslaget, selv om vi selvfølgelig godt kan forstå, at der er nogle, som har oplevet det behov.

Fru Theresa Berg Andersen.

Det er jeg helt enig med ordføreren i. Jeg kan jo appellere til, at ordføreren kigger på et udspil, vi er kommet med i SF, der hedder: Et udspil om arbejdstid. For det kan jo være differentieret, ganske som ordføreren siger, i forhold til hvad man har brug for. Men der kunne jo være nogle andre muligheder, hvis man åbnede op for orlov; en orlov, der gav sorgramte ret til at gå eksempelvis 5 timer ned i tid i en vis periode i op til 5 måneder for at bearbejde deres sorg. For jeg tror også, det er vigtigt, at man måske for nogles vedkommende fastholdes på arbejdsmarkedet i forhold til at få en nogenlunde hverdag. Hvad tænker ministeren om et forslag som det?

Ordføreren.

Jeg er så ordfører. Det, jeg tænker, er, at jeg sådan set tror, at det er rigtigt, at det vil være individuelt, hvad der er behov for, og jeg tror også, man er nødt til at fastholde, at arbejdsmarkedets parter spiller en rigtig vigtig rolle i det her, hvilket man jo normalt gør, når der aftales fravær fra arbejdet. Derfor tror jeg også, at vi er nødt til at holde fast i, at det er en undtagelse, når vi har lavet den orlovsordning, vi har lavet, i forhold til at miste et barn under 18 år, fordi det jo faktisk er ret individuelt, også for arbejdspladsen, hvordan man ville kunne håndtere det.

Fru Marlene Harpsøe, Danmarksdemokraterne. Værsgo.

Jeg vil først spørge lidt ind til det her med virksomhederne og deres ansvar for at løfte mennesker, som er i sorg, når det handler om den periode, hvor de måtte have behov for at tage noget fravær fra virksomheden. For noget af det, som Det Nationale Sorgcenter jo faktisk siger, er, at ubehandlede, komplicerede sorgreaktioner øger risikoen for at komme på overførselsindkomst, men at hele 85 pct. af danske virksomheder ikke har en politik på området. Hvad siger det ordføreren i forhold til behovet for, at virksomhederne derude sætter det her mere på dagsordenen?

Ordføreren.

Først og fremmest er det mit helt klare indtryk, at der er rigtig mange steder, hvor man er gode til at håndtere det, og hvor man også er i stand til at imødekomme de behov, som medarbejderne har. Men når vi skriver i vores vedtagelsestekst, at arbejdsmarkedets parter også har et ansvar og en rolle i det med at sikre, at man faktisk får tilrettelagt det på en måde, så man kan håndtere sorgen ude på arbejdspladserne, så er det jo i en klar erkendelse af, virksomhederne selvfølgelig spiller en vigtig rolle.

Så det er ikke et spørgsmål om at skælde ud på alle virksomheder, for rigtig mange gør det heldigvis godt. Men vi bruger jo rigtig mange timer af vores liv på arbejdet, og derfor er det klart, at noget af det første, man vil støde ind i, er, at arbejdsgiveren og den sorgramte skal finde ud af, hvordan man håndterer det her. Så selvfølgelig spiller de også en rigtig stor rolle.

Fru Marlene Harpsøe

Tak. Det næste, jeg lige hurtigt vil stille et spørgsmål om, er børn og unge. Noget, Det Nationale Sorgcenter har fundet ud af, er, at unge, som mister en forælder, har væsentlig større fravær på ungdomsuddannelserne. Nogle af de børn i 7.-9. klasse, som mister en forælder, tager dobbelt så meget medicin mod psykiske symptomer, og knap hver fjerde unge, som er pårørende til en alvorligt syg forælder eller søskende, oplever mobning.

Hvad tænker ordføreren, vi kan gøre yderligere for at løfte området i forhold til børn af unge og de ar på sjælen, som det påfører dem?

Ordføreren.

Det er virkelig et svært spørgsmål at svare på, når man kun har 30 sekunder. Jeg tror, at alle, der arbejder med børn af unge – alle lærere og pædagoger – jo kender til, at man engang imellem har nogle i sin klasse, sin institution eller andet, som bøvler med noget, hvad enten det så er skilsmisse eller alvorlig sygdom eller noget andet. Og der er jo ikke nogen vej udenom, at de selvfølgelig også skal have nogle at læne sig op ad, og det er jo derfor, vi diskuterer, hvordan vi sikrer, at der er et PPR, og at der ligesom også er nogle, man kan støtte sig til.

Ordføreren har selv flere gange nævnt Det Nationale Sorgcenter, og jeg tror, at alene det, at vi har samtalen om det, også er med til at tydeliggøre, både at der findes ting, man kan trække på, men også, at vi selvfølgelig håber og tror, men også forventer, at man løfter den opgave. For det er børnene, der rammes rigtig hårdt i mange sammenhænge.

Tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger. Så vi siger tak til hr. Jens Joel fra Socialdemokratiet, og jeg byder nu velkommen til hr. Christoffer Aagaard Melson fra Venstre.

Tak for det. At miste nogen, der står en nær, er hårdt, og det ved vi alle sammen. Uanset hvad omstændighederne er, vil et dødsfald medføre sorg. Vi har alle sammen oplevet det eller vil komme til at oplevet det, og selv om vi ved, at det er uundgåeligt, så rammer det utrolig hårdt hver gang. Det er umuligt at forebygge, og det kan vi heller ikke, men sorg er nødvendigvis heller ikke noget skidt. Det er jo et tegn på, at vedkommende har betydet noget for sine medmennesker omkring sig, og at de har spillet en rolle i andres liv, og det er jo godt.

Derfor er sorg jo også noget helt berettiget og naturligt, men sorg er ikke en naturlig ting, og som flere andre også har været inde på, kan den sorg, som de fleste kommer igennem, og som heler, udvikle sig til mere komplicerede forløb for andre, som er sværere at komme over. Det kan bunde i ventesorg over et terminalt sygt familiemedlem, et pludseligt tab af et barn eller noget helt tredje. Når det sker, må vi som samfund og medmennesker udvise ekstra meget opmærksomhed og hjertevarme og næstekærlighed for at hjælpe de personer, der bliver hårdest ramt, over det. Derfor er jeg også glad for, at der også i civilsamfundet i de senere år er kommet flere tilbud om hjælp til at bearbejde sorgen igennem SSA-reserven. Der har vi afsat midler til Det Nationale Sorgcenter, Sorglinjen og Forældre & Sorg. Så er der også et væld af andre civilsamfundsorganisationer, f.eks. patientforeningerne, der gør et stort stykke arbejde, og der er jo ikke mindst også folkekirken og de andre trossamfund, som rigtig mange vender sig mod i en svær tid. Som en sagde på vores gruppemøde, er det allerbedste tilbud for de fleste jo faktisk en præst, som man kan snakke med, uden at man bliver registreret med et cpr-nr. et eller andet sted.

Så der er mange tilbud derude, der fungerer rigtig godt, og som vi alle sammen gør brug af på kryds og tværs. En ambition kan jo være, at vi bliver endnu bedre til at synliggøre alle de muligheder, der er for de mennesker, der er i sorg, og noget af det, man rundtomkring har hørt, er, at der måske godt kunne være en opmærksomhed på lige at få fortalt vedkommende, der har mistet en, at der er de her muligheder. For selv om alle vi, der er i det i det daglige, jo godt ved det, så er det måske ikke alle, der ved, hvor mange muligheder der egentlig er i civilsamfundet for at få hjælp. Det, at der er så mange, der står klar til at hjælpe, også som frivillige, er jo en fantastisk ting, og det er jo noget af det, vi virkelig skal stå sammen om som samfund, og dem skylder vi alle sammen en tak.

Selv om sorg er naturligt, oplever nogle som sagt en mere kompliceret sorg, der kan resultere i f.eks. en depression, og der er det jo selvfølgelig også vigtigt, at vi har et sundhedsvæsen, der træder til. Der er en mulighed for at få et tilskud til psykologbehandling, og så har vi jo også en psykiatri, der skal træde til, når det bliver rigtig slemt. Vi har jo generelt sat et stykke arbejde i gang med at styrke vores psykiatri, og det kommer jo alle til glæde, også voksne og børn, der bliver ramt af sorg og meget alvorlige sorgreaktioner, når vi generelt styrker vores psykiatri.

Som sagt er sorg jo så på ingen måde en simpel størrelse, og der er ingen one size fits all-løsning på det her, og derfor skal vi nok også passe på med at sige, at vi herinde fra Folketinget kan løse alle problemer. I sidste ende er det, der kommer til at være det langt vigtigste for os alle sammen, jo, at vi er der for hinanden, og den hjælp og den støtte, man får af dem, der står en nærmest, kollegaerne på ens arbejdsplads osv., altså dem, der kender en bedst. For det er individuelt, hvordan det skal tackles, og hvad vi har brug for i den svære situation.

Så der er også en opfordring, som jeg vil give videre fra en af vores kollegaer, som sidder lige ved siden af mig, og som har haft det her med at miste nogen, som man er meget tæt på, meget tæt på inde på livet af flere omgange, altså at vi skal turde snakke om det og være åbne om det. Det betyder rigtig meget, at man ikke lader, som om der ingenting er sket, og at man tør snakke om det. Så det er et godt råd fra Søren, at noget af det, der kan gøre den allerstørste forskel for en af dem, der står i en svær situation, er, at vi går hen og spørger dem, hvordan de har det, og at vi tør være åbne om det, og at vi så selvfølgelig også i dagligdagen tager hensyn til det, hvis de i en situation har brug for noget særligt. Det kan gøre en meget, meget større forskel end alt muligt andet, som vi kan sidde og beslutte herinde, at vi hver især tager et ansvar i dagligdagen. Tak for ordet.

Tak for det. Der er foreløbig en kort bemærkning. Fru Marlene Harpsøe, Danmarksdemokraterne. Værsgo.

Tak for en rigtig god tale, og særlig tak for de sidste ord, som jeg hører kommer fra Folketingets formand. For det er helt rigtigt, altså det her med tale om det og kunne stille hinanden spørgsmål: Hvordan har du det egentlig, er du okay, jeg tænker, det må være svært at være dig lige nu? Alle sådan nogle ord er så vigtige at turde kunne sige til hinanden, så man ikke som sorgramt føler sig ignoreret og alene med sin sorg. Så de ord vil jeg gerne sige tak for.

Når det så er sagt, vil jeg også gerne lige sætte fokus lidt på de helt ældre, dem, der sidder ude i de små hjem og måske har mistet en ægtefælle efter 50 års ægteskab, og hvor man kan komme til at tænke, at det jo er helt normalt at miste i den alder. Men alligevel er der også en del af dem, som udvikler en kompliceret sorglidelse, og hvor vi har omsorgs- og sundhedspersonale, som også godt kunne blive klædt bedre på til den opgave med at opspore dem, som kunne have brug for noget mere. Hvad tænker Venstres ordfører om det?

Ordføreren.

Tak for det, og tak for ordene. Jeg er helt enig. Det er en gruppe, der skal fokus på. Vi har faktisk lige arbejdet med en national forebyggelsesplan mod selvmord og har sat tal på, og det er faktisk den gruppe, der er allermest udsat for selvmord, altså de ældre, og det hænger jo sammen med, at de mister et menneske, der har været sammen med dem hele livet. Så det er en gruppe, man skal have et særskilt fokus på. Også hele debatten om ensomhed spiller sammen med det. Så der er selvfølgelig nogle grupper, som der, hvis der ikke er noget netværk omkring de mennesker, skal være en særlig opmærksomhed på.

Det er jo ikke sådan, at jeg siger, at vi skal gøre ingenting, eller at vi ikke skal gøre mere, men rigtig mange steder er det jo også et civilsamfund og naboer og venner, der gør den helt store forskel. Men selvfølgelig er der en gruppe, hvor netværket er væk, og som sidder tilbage, og dem skal vi som samfund tage et ansvar for får den hjælp, de har brug for.

Fru Marlene Harpsøe.

Ja, for der, hvor det bliver ekstra svært, er jo, hvis der f.eks. er tale om en, der ikke har en familie og ikke har noget netværk, der ligesom kan komme og bakke op, så man kan stå sammen. Som ordføreren også er inde på, er risikoen for selvmord særlig forøget. Blandt ældre er den faktisk 5-6 gange højere ved partners død end ellers, og 27 pct. af de ældre mænd, der har mistet en partner, tager antidepressiv medicin. Derfor er det et vigtigt fokusområde, når vi taler om det her med, at sorgen også kan slå rigtig, rigtig hårdt for folk, som er over 80 år.

Ordføreren.

Jeg er helt enig. Nu kunne vi næsten også have indkaldt ældreministeren, men det er jo også et område, som jeg ved alle ældreordførerne har fokus på vi skal gøre en særlig indsats på. Som sagt er det også en gruppe, vi har fokus på, bl.a. i forbindelse med arbejdet mod selvmord. Nu har jeg også siddet som kommunalpolitiker, og det er også en gruppe, man prøver at gøre noget ekstra for i de tiltag, man laver lokalt for at få dem inkluderet i et fællesskab. Men det er en opgave, man skal tage alvorligt, især med den samfundsudvikling, vi har. Der er nok desværre flere af dem, der sidder tilbage uden netværk.

Tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger, så vi siger tak til hr. Christoffer Aagaard Melson fra Venstre, og jeg byder nu velkommen til fru Theresa Berg Andersen fra Socialistisk Folkeparti.

Tak, og tak for ordet. Jeg er uddannet pædagog, og inden jeg kom i Folketinget i den her periode, har jeg arbejdet i 15 år som leder af et dagtilbud i Vesthimmerlands Kommune. Men i 2020 var jeg lige inde som suppleant for Lisbeth Bech-Nielsen, hvilket betød, at jeg tog orlov fra mit lederjob for en stund.

Jeg kender mange familier og har været tæt på familier hver evig eneste dag. Børn er størstedelen af deres vågne timer i daginstitution, og derfor kommer vi også meget tæt ind på livet af familier på godt og ondt. Vi kan tit, qua at vi kender børnene, også se og mærke, når noget ændrer sig markant i familier. Derfor er fagpersonale også ofte dem, der kan se, når der er brug for en ekstra håndsrækning i svære perioder. Det kan være, når vores børn går med en sorg, enten på grund af et dødsfald i den nære familie, eller fordi et nært familiemedlem er alvorligt syg.

Det kan også være, når der sker noget uventet og noget tragisk pludselig opstår, og sådan en fortælling har jeg med i dag. For da jeg i 2020 var suppleant her i Folketinget, sagde jeg farvel og på gensyn til alle mine børn i daginstitutionen. Her gik Victoria Marie, og imens jeg var af sted på Christiansborg, skulle Victoria Marie i sfo. Victoria var en god ven. Hun var 5 år, og hun var en livlig, glad pige, der glædede sig voldsomt til at blive storesøster 4 uger efter.

Men i 2020 skete der en alvorlig ulykke. Victoria var gået ud i haven for at lege, hvilket hun ofte gjorde, og hendes mor, Dorte, var ude at kigge til sin storsmilende datter, der løb rundt med hunden og legede, men på et splitsekund ændrede verden sig. Victoria var kravlet op i et legetårn med en snor, en snor fra en morgenkåbe. Hvordan det skete, er stadig fuldstændig ubegribeligt. Snoren var på tragisk vis kommet i klemme i et legetårn, og Victoria blev kvalt heri. På et splitsekund ændrede familiens liv sig for altid, og sorgen var ubærlig. Victorias mor har sagt sådan her til mig efter ulykken og for ganske nylig:

Alt var fuldstændig umuligt for os, og vi kunne ikke noget som helst. Vi kunne ikke engang mærke vores egne basale behov.

Jeg har været i kontakt med Victorias mor, fordi jeg godt kunne tænke mig at vide, hvordan man har klaret sig igennem en sag som den her, som fylder i alles bevidsthed. Det er tragisk, og det er ubærligt, og jeg spurgte hende efterfølgende til, hvad for en støtte og hjælp de har fået:

Det har været svært at få den nødvendige støtte og hjælp, fordi der har været pres på systemet, men vi havde økonomi, og økonomien gjorde, at vi kom igennem – vi er godt klar over, at sådan her er det ikke for alle.

Det er i disse øjeblikke, vores samfund virkelig skal vise støtte og løfte og vi skal vise medmenneskelighed, og heldigvis er det nu muligt med en sorgorlov til de forældre, som mister et barn, men jeg tror på, at vi kan langt mere end det. Mange familier kommer desværre til at opleve, at lynet slår ned i deres familie, og nogle oplever også, at en forælder dør. For den tilbageværende forælder venter der ikke kun ubærlig sorg, der venter også en masse praktiske opgaver. Der skal planlægges begravelse, man skal tage sig af børnene, og måske har man også brug for at få noget psykologisk hjælp og støtte til sig selv. Der skal styr på økonomi og på bolig, arbejde og skifteret, og bankkonti skal lukkes ned, lukkes op og deles ud.

Som det er nu, kan den tilbageværende forælder, når en medforælder dør, få 2 ugers orlov. Resten hviler på en almindelig sygemelding eller på arbejdsgivers forgodtbefindende. Heldigvis er der mange gode arbejdsgivere derude, men når man mister en livspartner, er man altså ikke syg, og derfor skal man ikke have sygedagpenge. Man skal have orlov uden forpligtigelser til at fortælle hvorfor på et jobcenter. Man er i sorg, man er i krise, og 14 dage er sjældent nok, når man har ansvaret for sig selv, sine børn og sin krise.

Det er store, reelle bekymringer, det fører med sig, når ens familie pludselig bliver revet op med rod. Der er intet at sige til, at det hårde psykiske pres kan medføre, at den tilbageværende forælder oplever en psykisk belastning og måske endda selv ender med sygdom senere hen. Længerevarende sorgorlov kan bidrage til, at fremme lighed og tryghed, ved at man kan vide, at man blot har en pause, uden at have frygten for at miste sit job.

Jeg mener også, at man skal arbejde med mulighederne for tilgængelig psykologstøtte og terapeutstøtte. Jeg tror, at sorggrupper og netværk er vejen frem. At dele sine følelser med andre kan være en uvurderlig støtte. I SF har vi et arbejdstidsudspil: Livet er ikke lineært. Vi bliver alle sammen ramt af små og store kriser. Vi foreslår, at vi indretter arbejdsmarkedet, så vi kan gribe hinanden, når vi har brug for det. Vi skal have lidt mere fleksibilitet, og så er der plads til at være et menneske. SF er klar til at tage fat på den her meget vigtige dagsorden.

Tak for det. Der er foreløbig én kort bemærkning. Fru Marlene Harpsøe, Danmarksdemokraterne. Værsgo.

Tak til SF's ordfører for en rigtig god tale, som jo også blev personlig qua den familie, som ordføreren har kendskab til. Jeg rejser mig blot for at sige tak. Også tak for opbakningen til den vedtagelsestekst, der ligger, hvor vi jo forsøger at lægge lidt pres på regeringen, i forhold til at den retningslinje, som foreligger, rent faktisk også reelt kommer ud at leve ude i virkeligheden. Så tak for opbakningen.

Ordføreren.

Selv tak. Og noget af det, jeg ikke nåede at komme ind på i min tale, og som jeg også gerne ville kvittere for, er jo, at vi, og det bliver også nævnt af socialministeren i dag, arbejdede rigtig meget med det her i SSA-puljer. Men jeg mener, at det bliver kæmpesårbart, når vi diskuterer så vigtigt et emne og så vigtige områder på en SSA-pulje, som oftest ikke er stationær, men noget, vi skal diskutere år efter år.

Så jeg håber virkelig også på, at det er noget, vi kan arbejde med fremadrettet og måske endda i et kæmpe samarbejde hen over midten for at få noget så vigtigt som det her på en eventuel finanslov.

Der er ikke flere korte bemærkninger, så vi siger tak til fru Theresa Berg Andersen fra Socialistisk Folkeparti. Jeg byder nu velkommen til fru Sólbjørg Jakobsen fra Liberal Alliance.

Mange tak, og tak for at tage initiativ til den her forespørgselsdebat. Jeg synes jo også, det er utrolig svært overhovedet at være uenig i et eneste af de ord, der er blevet sagt fra den her talerstol indtil videre. Sorg kan jo ramme alle, og det kommer også i mange former. Noget er mere naturligt end andet. Der er noget, som rammer mange, og der er noget, som rammer få. Det kan være en hjertesorg, det kan være sorg efter dødsfald, og det kan være sorg efter at miste nogen, måske ikke til døden, men at miste nogen i familien, som man ikke ser igen. Det kan være mange ting, og det kan også påvirke os meget forskelligt. Der er ingen tvivl om, at vi som individer kan være med til at gøre en kæmpe forskel for mennesker omkring os, og jeg tror også, det er den menneskelige kontakt med familie, med venner og med kollegaer, som optimalt kan støtte en igennem processen. Men for nogle er støttebehovet større eller anderledes, end at ens eget netværk kan løfte det, og for nogle er realiteten også, at netværket er tyndt, og at man står meget alene med byrden. Her skal vi selvfølgelig sørge for et sikkerhedsnet, og vi skal selvfølgelig også politisk varetage den opgave at sikre, at der er gode muligheder og støtteordninger inden for de forskellige regier, hvor vi kan gribe problemstillinger, der kan opstå på grund af sorg.

Nu er der indkaldt tre ministre i dag, for at vi kan ramme bredt, men jeg kunne også godt forestille mig en justitsminister, der skulle sidde at håndtere, hvordan man håndterer alle de retslige problemstillinger efter at miste en ægtefælle. Uddannelsesministeren kunne sidde og komme ind på, hvordan vi håndterer børn, der går i skole og bliver ramt af sorg. Ældreministeren kunne også sidde og komme ind på, hvordan indsatser kan se ud i forhold til de ældre, der ofte rammes af at miste en ægtefælle.

Det er vigtigt, at vi har indsatser i jobcentersystemet, når det kommer til sygemeldinger, hvis sorgen udvikler sig til en sygemelding. Det er vigtigt, at vi er opmærksomme på det inden for arbejdsmarkedets parter, og hvordan det er, vi får lavet nogle gode, fleksible vilkår. Det er vigtigt, at vi har et sundhedsvæsen, der kan gribe en, når der kommer sygdom, der kræver behandling, som sorg også kan munde ud i, desværre. Derfor vil jeg sige tak for at rejse den her debat. Vi har i Liberal Alliance læst begge vedtagelsestekster, og jeg synes, begge er gode. Jeg hælder mere til regeringens, men det er egentlig ikke, fordi jeg synes, man kan være imod nogen af dem. Det er kun godt, at vi sagligt debatterer, hvordan vi bedst løser det her. Tak for ordet.

Tak til ordføreren. Der er en kort bemærkning til fru Marlene Harpsøe, Danmarksdemokraterne. Værsgo.

Tak til LA's ordfører for en rigtig fin tale. Jeg kan sige, at jeg da er lidt ærgerlig over, at det ikke lige var forslaget til vedtagelse fra alle de andre partier, som LA valgte at støtte. Men vi kan jo arbejde videre på det, for jeg hører sådan set også LA's ordfører sige, at ordføreren sådan set finder de ting, der står i det, rigtige. Så det må vi arbejde videre med efterfølgende.

Jeg har ikke noget decideret spørgsmål, men blot en tak for talen og for deltagelsen i den her rigtig vigtige debat.

Ordføreren.

Selv tak, og tro mig, hvis vi tager kategorien politiske drillerier, ville det være ualmindelig sjovt at kunne sige, at vi måske stiller regeringen i mindretal, men så skal det gøres med noget, jeg mener, og her er jeg faktisk bare mere enig i den anden vedtagelsestekst, så det må vente til en anden gang. Men jeg er også glad for at læse den vedtagelsestekst, som de resterende partier har skrevet, og finder den også relevant.

Tak til ordføreren. Der er ikke flere korte bemærkninger. Vi går videre i ordførerrækken til hr. Lars Arne Christensen fra Moderaterne. Værsgo.

Tak for ordet, formand. Alle mennesker vil i løbet af deres liv opleve sorg. Det er forfærdeligt og hjerteskærende at miste. Følelsen af magtesløshed og ensomhed kan ramme i det øjeblik, hvor man mister, og ingen kan tage følelsen af sorg fra en. Jeg sætter stor pris på, at Marlene Harpsøe og Charlotte Munch stiller denne forespørgsel, for der er ingen tvivl om, at vi som samfund skal tage hånd om dem i sorg. De skal have den hjælp og støtte, som de har behov for, så sorgen ikke tager overhånd.

Det er netop behovet for hjælp, som jeg gerne vil lede samtalen hen på, ligesom min kollega fra Moderaterne Karin Liltorp gjorde, da vi i Folketinget tidligere på året behandlede B 119 om sorgorlov. For ligesom Karin Liltorp fremhævede, kan der ikke være tvivl om, at man under livskriser har brug for forståelse, og at det i den forbindelse er centralt, at man ikke mødes med urimelige krav fra omgivelserne, men i stedet modtager den støtte, som man individuelt har behov for.

På beskæftigelsesområdet er det derfor særlig vigtigt, at man støttes i at komme godt tilbage til ens arbejde. Arbejdspladsen kan i sorgperioder nemlig føles som en befrielse, hvor man kortvarigt slipper sin sorg. Det skal dog ske på en ordentlig måde, så man ikke hastes tilbage til hverdagens fart alt for hurtigt.

På socialområdet har kommunerne i dag en forpligtelse til at sikre den hjælp og støtte til borgerne, som de har behov for. Dette gælder også, hvis behovet for hjælp og støtte sker som følge af sorg. Støtten kan gives i form af rådgivningssamtaler til børn, unge og voksne. Men serviceloven indeholder også nogle centrale forpligtelser for kommunerne til at iværksætte forebyggende indsatser for børn og unge enten gennem støttepersoner, psykologhjælp, samtalegrupper eller lignende.

Der er dog også et stort behov for at møde ligesindede, når man rammes af sorg. Det er for os i Moderaterne helt centralt, at vi indgår i dialog med civilsamfundets organisationer, da de spiller en helt uvurderlig rolle for mennesker i sorg. Her skal vi selvfølgelig sikre, at de har sikker finansiering til at varetage deres opgaver. Heldigvis har vi i forbindelse med fordelingen af SSA-reserven og på finansloven prioriteret centrale organisationer, der yder en særlig støttende indsats til mennesker, der rammes af sorg. Her er der bl.a. afsat midler til Sorglinjen, hvor man har mulighed for at tale med pårørende, som selv har oplevet at miste. Der er også afsat midler til organisationen Forældre & Sorg, der støtter og rådgiver forældre, der har mistet deres barn.

Der er altså allerede en række helt centrale indsatser, som er med til at skabe et bredt sikkerhedsnet for børn og voksne, hvis man rammes af sorg. I Moderaterne er vi glade for, at forespørgerne bringer dette vigtige emne ind i Folketinget, og vi ser frem til at fortsætte dialogen med organisationerne på området, så vi sammen kan løfte indsatsen for mennesker, der rammes af sorg. Tak.

Tak til ordføreren. Der er en kort bemærkning til fru Marlene Harpsøe, Danmarksdemokraterne. Værsgo.

Tak til Moderaternes ordfører for en rigtig god tale. Det er jo noget, som vedkommer os alle – sorg. Vi kan alle sammen opleve det, og det er jo sådan set også påvist, at man kan udvikle en decideret kompliceret sorglidelse. Normalt er det jo sådan, at når folk har deciderede lidelser, har vi et sundhedsvæsen, som griber dem, men i Danmark er det arbejde jo egentlig lagt over til civilsamfundsorganisationerne. Om end de gør et rigtig, rigtig stort arbejde, er der så ikke en skævhed i, at man skal over til en civilsamfundsorganisation at få hjælp og støtte i sådan en tid, hvis det er, man udvikler en kompliceret sorglidelse, frem for at det er sundhedsvæsenet, der griber en? Hvad tænker Moderaternes ordfører om det?

Ordføreren.

Nu nævnte jeg jo sådan set også, at på socialområdet har kommunerne også et ansvar for at iværksætte en række aktiviteter, også for børn, unge og voksne, der er ramt af sorg. Tidligere drøftede vi også i forbindelse med ordfører, hr. Jens Joels tale erhvervsområdet og arbejdsmarkedets parter, og der blev der nævnt, at det var en ret lille del af virksomhederne, der havde en sorgpolitik.

Nu googlede jeg det lige og kunne se, at det var ca. 5 pct., der har en sprogpolitik, hvilket jo er et forsvindende lille antal. Omvendt kunne man også se i en undersøgelse fra Dansk Erhverv, at hvis man sorterede ved ikke-svarene fra, når man spurgte medarbejderne, var det faktisk 4 pct. af medarbejderne, som var tilfredse med den håndtering, som arbejdspladsen havde af sorg. Så vi kan mere, end tallene måske lige først afslører, når man kigger ind i, hvad vi kan omkring sorgorlov, men alt kan gøres bedre, og selvfølgelig kan vi også gøre mere på det her felt.

Spørgeren for anden korte bemærkning.

Mange tak for svar. Noget af det, jeg prøvede at spørge ind til, er, at hvis det er, man har en lidelse i dag, er det jo som udgangspunkt sådan, at det er sundhedsvæsenet, der griber en. Tænker ministeren ... ordføreren – nu var ordføreren lige ved at blive minister – ikke, at der er en skævhed i, at det ikke er sundhedsvæsenet, der egentlig løfter den opgave, når det er, vi taler om kompliceret sorglidelse?

Det var noget af en flot forfremmelse.

Ordføreren.

Det er klart, at hvis man ender i en situation, hvor man f.eks. får ptsd, altså hvis man ender med at få noget, der er diagnosticeret, og passe ind i sundhedsvæsenets regi, vil man jo også til sidst lande der, og det må vi selvfølgelig håbe for alt i verden, at vi ikke er der, at vi kan forhindre, at folk udvikler en decideret diagnostisk lidelse, men lander man der, griber sundhedsvæsenet selvfølgelig også ind.

Tak til ordføreren. Der er ikke flere korte bemærkninger. Vi går videre i ordførerrækken til fru Dina Raabjerg, Det Konservative Folkeparti.

Jeg synes, det var svært at forberede mig til den her forespørgselsdebat, for hvad pokker siger man om noget, der på den ene side er så naturligt som sorg, og så på den anden side noget, der gør så ondt som sorg? Vi kan jo ikke fjerne sorg. Det er en naturlig del af livet. Men vi kan lære at være der for folk i sorg. Jeg tror ikke, man kan lære at komme igennem sorg, men har man prøvet nogle gange at stå med pårørende eller kollegaer, der har mistet, så kan man godt lære at blive en rigtig god kollega og en god ven i sorgen. Men det er jo ikke noget, vi har for vane at sidde tale om, for det kan være svært for mange mennesker at vide, hvad de skal stille op med det.

Politisk har man flere gange lavet forskellige indsatser i forhold til sorg, og i 2019 ville man bekæmpe sorgen blandt ældre borgere. Senere har vi drøftet sorgorlov til forældre, der mister børn, senest i forhold til forældre, hvor børnene er under 18 år.

I forhold til det med at bekæmpe sorg, vil jeg sige, at når man siger det sådan, så siger man jo også, at sorgen på en eller anden måde at forkert, og sorg kan jo aldrig være forkert. Jeg har en god ven, der er præst. Dem har jeg faktisk mærkeligt nok flere af, og der er kommet flere til gennem årene – kommer der en, så kommer der åbenbart nogle flere.

En af dem sagde på et tidspunkt om det her med at bekæmpe sorgen: Tænk, hvis man kunne bekæmpe sorgen og udrydde den, fjerne den, så vi som mennesker kan slippe af med alt det tungsind og denne enorme smerte, som sorgen fører med sig.

Problemet er bare, at det kan man ikke. Sorg er ikke noget man kan fjerne. Den er et livslivsvilkår, en uundgåelig pris, man betaler, fordi man har elsket og mistet. Faktisk er det sorgens logik, at jo mere vi forsøger at skubbe den fra os, jo mere kommer den til at mase sig på, og jo mere vi bekæmper den, desto hårdere slår den tilbage.

Selvfølgelig er det en præst, der har sagt det, for er der nogen, der står med mennesker i sorg, så er det jo præster. Og fordi sorgen gør så ondt, kan man ikke bare fjerne den. Derfor har vi som mennesker og i vores fællesskaber på arbejde eller i skolen måske mange gange forsøgt at tie sorgen ihjel med det resultat, at der står nogle sørgende tilbage med en himmelråbende følelse af ensomhed.

Jeg tror, det er vigtigt, at vi i den her debat om sorg anerkender, at vi ikke kan fjerne den. Vi kan heller ikke fjerne den ensomhed, som både ældre og yngre står med, når de mister en nær pårørende. Men vi kan erkende, at sorgen er der, og vi kan anerkende den. Ikke som noget, der er forkert, men som en smuk ode til den kærlighed, som mennesker har oplevet i deres liv.

Sorgen skal ikke bekæmpes, og den skal ikke gøres forkert, men omfavnes af stærke fællesskaber, der kan rumme det her med, at der er dage, der kan være tunge, og dage, der kan være lette. Som sørgende skal man også have lov til at grine midt i sorgen. Jeg har personligt oplevet det med nære, som har mistet. Så sidder vi der og spiller kort, og det ene øjeblik vælter tårerne ud, og det næste øjeblik kan man vælte rundt på gulvet i grin. Og hvis folk omkring en kan rumme det, tror jeg også, det er lettere at være den, der er sørgende.

Jeg synes også, det er det budskab, der ligesom er i mange af de artikler og de indlæg, som vi har fået op til den her debat, nemlig at vi skal kunne rumme sorgen, og at den kommer til udtryk meget forskelligt.

I den konservative gruppe har vi selvfølgelig drøftet F 27, som den her forespørgselsdebat hedder, og noget af det, vi snakkede om, var, at man også skal huske søskende, når man taler om sorg. Det er tit, vi glemmer søskende. De kan godt være i risiko for at gemme på sorgen og ikke blive set, og så ligger den derinde og bliver ikke opdaget, indtil man pludselig måske få en lidt, i gåseøjne, utidig adfærd.

Vi talte også om det problem, at forældre, som måske har gået hjemme i 2 år med et kræftsygt barn, mister retten til sorgorlov, fordi de har stået uden for arbejdsmarkedet i en periode. Men de har jo stadig væk en sorg, når de står tilbage med deres tab efter barnet er dødt.

Jeg vil vende tilbage til det, jeg startede med at sige, at vi i den her debat skal huske at anerkende, at vi som politikere ikke kan fjerne sorg, og vi kan heller ikke lave en indsats, der gør det. Men vi kan støtte indsatsen hos de mange frivillige organisationer, som arbejder med sorgramte, og så kan vi sætte ind over for mennesker, som er i risiko for at udvikle kompliceret sorglidelse, altså der, hvor sorgen blive en sygdom.

Der er en kort bemærkning til fru Marlene Harpsøe, Danmarksdemokraterne. Værsgo.

Tak til den konservative ordfører. Ordføreren startede jo med at sige, at det havde været svært for ordføreren at forberede sig til debatten i dag. Men jeg synes virkelig, at den konservative ordfører havde meget på hjerte omkring sorg, så det var jo slet ikke svært at udfylde tiden i forhold til de budskaber, som var vigtige for ordføreren at levere i dag, bl.a det her med, at sorg ikke er noget, vi skal bekæmpe.

Det er jo en helt naturlig del af livet, men vi skal prøve at forebygge den komplicerede sorglidelse. Det er det, vi skal, og det kan jeg høre, at der var en stor, stor enighed omkring.

Da ordføreren var på talerstolen, talte ordføreren lidt om det her med, at der også skal være plads til grin og til, at man kan glædes over de minder, der er. Og det er rigtigt, for midt i sorgen kan der jo også findes momenter, hvor man tænker tilbage på dem, man har mistet, og på de gode minder, der er. Den del er der jo også i sorgen. Tak til ordføreren for en rigtig god tale, og tak for opbakningen til vedtagelsesteksten.

Ordføreren.

Velbekomme.

Tak til ordføreren. Der er ikke flere korte bemærkninger, så vi går videre i ordførerrækken, og vi er nu ved fru Mette Thiesen, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Sorg er hjemløs kærlighed. Det hørte jeg nogen sige for nogle år tilbage, og det har virkelig hængt ved. Jeg synes, det er en utrolig smuk beskrivelse, for det er kærlighed, der ikke har noget hjem. Man kan ikke give det til den person eller de personer, som man gerne vil, fordi de er væk; fordi man har mistet dem. Derfor synes jeg, det var en meget smuk beskrivelse.

For nogle år tilbage mødte jeg en mand, lad os kalde han Preben. Han var et sted i sit liv, hvor han var kommet så langt ud, at han levede på gaden. Han havde længe haft et alkoholmisbrug. Han kunne ikke have et arbejde, for han var grundlæggende set så skadet af det lange misbrug.

Jeg havde en lang snak med Preben om, hvorfor det var, han var endt på gaden; hvorfor det var, han var endt, hvor han var, og vi satte os ned og tog en snak. Han fortalte, at han jo ikke altid havde været sådan her. Han var engang en familiefar med en dejlig kone og to skønne piger, som jeg husker det, var det tvillingepiger – og i en frygtelig bilulykke havde han mistet sin kone og sin to børn, og så havde det ene taget det andet. For sorgen var så afgrundsdyb, at han slet ikke selv kunne komme ud af det. Han faldt fuldstændig ned i et sort hul; han begyndte at drikke; han kunne ikke passe sit arbejde. Han mistede sit arbejde, han mistede omgangskreds, han mistede sit hjem, han mistede hele fundamentet og var bare i frit fald, og han er nok grundlæggende set stadig væk i frit fald.

Hans historie gjorde sindssygt stort indtryk på mig, for der er jo altid nogle mennesker bag de her skæbner, som vi bl.a. møder som socialordførere, men grundlæggende set synes jeg, hans historie rummer så vigtige pointer i forhold til den drøftelse vi har i dag, om, hvordan vi tackler, når folk er i sorg.

En af mine bedste veninder i folkeskolen mistede begge sine forældre til kræft inden for 1 år, og dengang vidste jeg simpelt hen ikke, hvad jeg skulle sige. Jeg anede det ikke, og jeg ved ikke, om jeg nødvendigvis er blevet bedre til det som voksen, for det er så sindssygt svært at tale med mennesker, som har mistet dem, de elsker aller allerhøjst i hele verden.

Hvad skal man sige? At alting bliver godt igen? Det ved vi da ikke om det gør. Jeg skal nok være her; det er noget, der er vigtigt at sige, men der er så stor berøringsangst omkring det her, at selv voksne mennesker, som er pædagogisk uddannede som jeg selv, har rigtig svært ved at tackle det, og det er derfor, det er så vigtigt, at der er et beredskab.

Jeg har også selv som skolelærer oplevet rigtig mange børn, som på den ene eller den anden måde har mistet, eller som i hvert fald har mistet noget, som har haft værdi for dem, og det behøvede ikke nødvendigvis at være en person. Det kunne også være, at at mor og far blev skilt, eller andre ting, som har givet en rigtig rigtig dyb sorg i lillebitte menneske, som er i gang med en proces til at blive et stort menneske og på vej ud i livet, hvor sorgen så sætter meget dybe spor. Og det er jo egentlig derfor, jeg altid har advokeret for, at vi skal have skolepsykologerne tilbage på de enkelte skole,r og at vi skal gennemføre cand. pæd. psych-uddannelsen, sådan at man har nogen lokalt.

For jeg skulle hilse og sige, at som fagperson er det meget frustrerende at stå som lærer og vide, at der er et menneske her, som virkelig har brug for hjælp, men man har hverken tid eller kompetencer eller i øvrigt ressourcer til at tage sig den tid, som det tager at hjælpe det her lille menneske ud af af den krise, det befinder sig i, så det er bare ekstremt vigtigt.

Når jeg fortæller de her historier, både fra min egen barndom og ungdom og fra mit virke, kan man sige, som politiker, men også historier i forbindelse med min lærergerning, så er det jo, fordi vi støder på mennesker i sorg, og vi støder også selv på sorg igennem livet på forskellige arenaer, hvis man kan sige det sådan. Og det er bare så ekstremt vigtigt, at vi ikke ender med, at der er nogle mennesker, der falder igennem; at vi ikke oplever mennesker som Preben, som stadig væk er i frit fald, og som vi som samfund har tabt, fordi han fik lov at falde og falde frit og falde frit alt for længe. Jeg vil bare sige tak for at bringe debatten op. Den er meget vigtig. Tak for ordet.

Tak til ordføreren. Der er en kort bemærkning til fru Marlene Harpsøe, Danmarksdemokraterne. Værsgo.

Fra Danmarksdemokraternes side vil vi også gerne sige stor tak til Dansk Folkepartis ordfører for den her rigtig gode og nærværende tale om, hvad kompliceret sorglidelse kan føre til. Vi vil også anerkende, at det her er svært også for voksne mennesker at tale om. Selv om vi alle sammen selv har prøvet at stå i en situation, hvor vi har oplevet sorg, er det stadig væk svært at tale om, og derfor er det også endnu vigtigere, at vi politisk bringer det her op og tør tale om det i et politisk forum, i forhold til hvordan vi vil arbejde med det her. For ellers vil der komme flere som Preben, som kommer i frit fald efter en meget, meget tragisk periode med sorg. Så tak for at bringe den historie op, og tak for støtten til vedtagelsesteksten.

Ordføreren.

Selv tusind tak. Lad det i hvert fald være budskabet i dag: Man skal ikke give op, men i hvert fald prøve at tale om det og række en hånd ud, så der ikke er nogen mennesker, der ender i frit fald.

Tak til ordføreren. Nu er vi igennem de ordførere, der har ønsket ordet. Så nu går vi til indenrigs- og sundhedsministeren. Værsgo.

Mange tak, formand. Tillad mig på vegne af regeringens tre ministre at takke for en god og konstruktiv debat. Tak til ordførerne for rigtig mange, synes jeg, gode og tankevækkende taler. Jeg blev specielt selv meget berørt af ordførertalen fra SF's ordfører om Victoria, og hvordan alt på et splitsekund kan ændre et liv for altid for en familie.

Det er helt afgørende, at vi selvfølgelig sikrer, at den rette hjælp tilbydes til sorgramte. Men jeg synes også, at debatten i dag har understreget, hvordan sorg har mange ansigter og kan opleves meget individuelt og meget forskelligt fra person til person. Det er også derfor, vi skal sikre, at vi hjælper mennesker forskelligt og ud fra behov. Hvor det for en kan være det rigtige at tale med en præst, som jeg tror der var et eksempel på, kan der for andre være en nødvendighed af og et behov for et mere professionelt, egentligt behandlingstilbud.

For mig er det vigtigt, at der sikres målrettede sorgtilbud til forskellige aldre og til forskellige problematikker. Som jeg hører debatten her i dag, er vi i bund og grund alle sammen enige om, at der skal tages god hånd om mennesker i sorg. Der findes ikke blot en enkelt opskrift på, hvordan man sørger, hvor længe man sørger, og hvordan man bedst bearbejder sorgen. Det er meget individuelt for os som mennesker.

Til gengæld er det godt, at vi lever i et land og i et samfund, hvor vi har rigtig mange forskellige tilbud på tværs af bl.a. social- og sundhedsområdet, men også, at der er strukturer i vores samfund og på vores arbejdspladser, som kan hjælpe med at holde hånden under mennesker i sorg, og at vi også i Danmark har nogle helt fantastiske civilsamfundsorganisationer, der hjælper mennesker i sorg, og som yder en fantastisk vigtig indsats og bidrag.

Med de ord vil jeg fra regeringens side blot takke for en god debat her i dag og også de mange gode overvejelser og tanker, som er blevet delt undervejs. Tak.

Tak til indenrigs- og sundhedsministeren. Der er en kort bemærkning til fru Marlene Harpsøe, Danmarksdemokraterne. Værsgo.

Jeg vil også takke for en rigtig god debat i dag. For det er supervigtigt, at vi politisk italesætter det her område, som ellers så hurtigt kan blive glemt, fordi det er så tabubelagt, som det er. Derfor er det hamrende vigtigt, at vi politisk italesætter det, og jeg synes, at alle ordførerne og ministrene i dag er kommet med nogle rigtig gode indlæg til, hvordan vi bl.a. kan arbejde videre med det.

Nu er der jo nedsat sådan en slags arbejdsgruppe vedrørende en mere værdig død. Er sorg egentlig en del af det? Kan ministeren prøve at uddybe det?

Ministeren.

Først og fremmest tak for bemærkningerne fra ordføreren. Og jeg synes jo alene også, at det, at vi kan have debatten her i dag i Folketinget, og at vi her snakker åbent om tingene, er med til at bryde nogle tabuer, og at det i sig selv også leverer et bidrag. For det er, som jeg også tror jeg sagde i den foregående runde, også vigtigt, at vi ikke gør den naturlige sorgproces til noget, der er tabubelagt, men at det tværtimod er noget, vi kan tale med hinanden og vi kan tale sammen om.

I forhold til Udvalget for en mere værdig død har de jo sådan set inden for det kommissorium frie hænder og rammer til at udarbejde det refleksionsoplæg, som de skal aflevere til regeringen her sidst på året.

Spørgeren for den anden korte bemærkning. Værsgo.

Så vil jeg til slut spørge indenrigs- og sundhedsministeren, om debatten i dag har gjort, at ministeren har fået noget nyt med sig hjem, som ministrene endnu ikke har arbejdet med, og som ministeren og regeringen vil arbejde videre med. Er der kommet noget nyt ud af debatten i dag?

Ministeren.

Jeg synes jo altid, man får noget med sig hjem, når vi har debatterne her i Folketinget. For mig har det her jo i virkeligheden også været en understregning af, at der er den betydelige politiske enighed omkring vigtigheden af, at vi sikrer, at vi har forskellige former for vigtige tilbud på tværs af socialområdet og sundhedsområdet, og også den vigtige rolle, som arbejdsmarkedets parter spiller. Og det er jo ikke sådan, at vi i dag kan sige, at alting nu ser perfekt ud, som det er, men der er også fortsat et behov for at udvikle området, og det er i øvrigt også et arbejde, som jeg er i løbende dialog med de relevante organisationer omkring.

Tak til indenrigs- og sundhedsministeren. Der er ikke flere korte bemærkninger.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Afstemningen om de fremsatte forslag til vedtagelse vil som nævnt først finde sted torsdag den 23. maj 2024.

(Talen er under udarbejdelse)

Se video af alle taler

Det sidste punkt på dagsordenen er:

4) Forespørgsel nr. F 27:

Forespørgsel til beskæftigelsesministeren, indenrigs- og sundhedsministeren og social- og boligministeren:

Af Marlene Harpsøe (DD) og Charlotte Munch (DD).

(Anmeldelse 13.03.2024. Fremme 15.03.2024).

Mens vi venter på at blive klar, kan jeg gøre opmærksom på, at afstemning om eventuelle forslag til vedtagelse udsættes til torsdag den 23. maj 2024.

Tak for det. Så er vi klar til at fortsætte forespørgsel F 27, og den første, jeg giver ordet til, er ordføreren for forespørgerne, fru Marlene Harpsøe fra Danmarksdemokraterne.

Vi siger tak til ordføreren for forespørgerne, fru Marlene Harpsøe fra Danmarksdemokraterne.

Der er foreløbig to med korte bemærkninger. Den første, der får ordet, er fru Marlene Harpsøe fra Danmarksdemokraterne. Værsgo.

Ministeren.

Så går vi videre i talerkøen til fru Theresa Berg Andersen fra Socialistisk Folkeparti. Værsgo.

Ministeren.

Tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger, så vi siger foreløbig tak til beskæftigelsesministeren. Jeg byder nu velkommen til indenrigs- og sundhedsministeren.

Med de tiltag, jeg bl.a. har været inde på her i dag i forbindelse med debatten, mener jeg at vi er godt på vej i den rigtige retning. Med de ord vil jeg sige tak for de indledende bemærkninger.

Tak for det. Der er foreløbig to korte bemærkninger til ministeren. Fru Theresa Berg Andersen fra Socialistisk Folkeparti. Værsgo.

Ministeren.

Fru Marlene Harpsøe, Danmarksdemokraterne. Værsgo.

Ministeren.

Tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger, så vi siger foreløbig tak til indenrigs- og sundhedsministeren, og jeg byder nu velkommen til social- og boligministeren.

Tak for det. Der er en kort bemærkning fra fru Marlene Harpsøe, Danmarksdemokraterne. Værsgo.

Ministeren.

Forslag til vedtagelse

Det er ikke alle, der har behov for sorginterventioner, men for nogle mennesker udvikler sorgen sig på en måde, hvor den intensiveres og bliver invaliderende.

(Forslag til vedtagelse nr. V 73).

Jeg vil slutte med at læse et forslag til vedtagelse op. På vegne af Socialdemokratiet, Venstre, Liberal Alliance og Moderaterne skal jeg fremsætte følgende:

Forslag til vedtagelse

(Forslag til vedtagelse nr. V 74).

Tak for det. Forslaget til vedtagelse vil indgå i de videre drøftelser. Der er foreløbig to korte bemærkninger. Først er det fru Theresa Berg Andersen fra Socialistisk Folkeparti. Værsgo.

Ordføreren.

Fru Theresa Berg Andersen.

Ordføreren.

Fru Marlene Harpsøe, Danmarksdemokraterne. Værsgo.

Ordføreren.

Fru Marlene Harpsøe

Hvad tænker ordføreren, vi kan gøre yderligere for at løfte området i forhold til børn af unge og de ar på sjælen, som det påfører dem?

Ordføreren.

Tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger. Så vi siger tak til hr. Jens Joel fra Socialdemokratiet, og jeg byder nu velkommen til hr. Christoffer Aagaard Melson fra Venstre.

Tak for det. Der er foreløbig en kort bemærkning. Fru Marlene Harpsøe, Danmarksdemokraterne. Værsgo.

Ordføreren.

Fru Marlene Harpsøe.

Ordføreren.

Alt var fuldstændig umuligt for os, og vi kunne ikke noget som helst. Vi kunne ikke engang mærke vores egne basale behov.

Tak for det. Der er foreløbig én kort bemærkning. Fru Marlene Harpsøe, Danmarksdemokraterne. Værsgo.

Ordføreren.

Der er ikke flere korte bemærkninger, så vi siger tak til fru Theresa Berg Andersen fra Socialistisk Folkeparti. Jeg byder nu velkommen til fru Sólbjørg Jakobsen fra Liberal Alliance.

Tak til ordføreren. Der er en kort bemærkning til fru Marlene Harpsøe, Danmarksdemokraterne. Værsgo.

Jeg har ikke noget decideret spørgsmål, men blot en tak for talen og for deltagelsen i den her rigtig vigtige debat.

Ordføreren.

Tak til ordføreren. Der er ikke flere korte bemærkninger. Vi går videre i ordførerrækken til hr. Lars Arne Christensen fra Moderaterne. Værsgo.

Tak til ordføreren. Der er en kort bemærkning til fru Marlene Harpsøe, Danmarksdemokraterne. Værsgo.

Ordføreren.

Spørgeren for anden korte bemærkning.

Det var noget af en flot forfremmelse.

Ordføreren.

Tak til ordføreren. Der er ikke flere korte bemærkninger. Vi går videre i ordførerrækken til fru Dina Raabjerg, Det Konservative Folkeparti.

Der er en kort bemærkning til fru Marlene Harpsøe, Danmarksdemokraterne. Værsgo.

Det er jo en helt naturlig del af livet, men vi skal prøve at forebygge den komplicerede sorglidelse. Det er det, vi skal, og det kan jeg høre, at der var en stor, stor enighed omkring.

Ordføreren.

Velbekomme.

Tak til ordføreren. Der er ikke flere korte bemærkninger, så vi går videre i ordførerrækken, og vi er nu ved fru Mette Thiesen, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak til ordføreren. Der er en kort bemærkning til fru Marlene Harpsøe, Danmarksdemokraterne. Værsgo.

Ordføreren.

Tak til ordføreren. Nu er vi igennem de ordførere, der har ønsket ordet. Så nu går vi til indenrigs- og sundhedsministeren. Værsgo.

Med de ord vil jeg fra regeringens side blot takke for en god debat her i dag og også de mange gode overvejelser og tanker, som er blevet delt undervejs. Tak.

Tak til indenrigs- og sundhedsministeren. Der er en kort bemærkning til fru Marlene Harpsøe, Danmarksdemokraterne. Værsgo.

Nu er der jo nedsat sådan en slags arbejdsgruppe vedrørende en mere værdig død. Er sorg egentlig en del af det? Kan ministeren prøve at uddybe det?

Ministeren.

Spørgeren for den anden korte bemærkning. Værsgo.

Ministeren.

Tak til indenrigs- og sundhedsministeren. Der er ikke flere korte bemærkninger.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Afstemningen om de fremsatte forslag til vedtagelse vil som nævnt først finde sted torsdag den 23. maj 2024.

(Talen er under udarbejdelse)

Se video af alle taler

Med de tiltag, jeg bl.a. har været inde på her i dag i forbindelse med debatten, mener jeg at vi er godt på vej i den rigtige retning. Med de ord vil jeg sige tak for de indledende bemærkninger.

Forslag til vedtagelse

Det er ikke alle, der har behov for sorginterventioner, men for nogle mennesker udvikler sorgen sig på en måde, hvor den intensiveres og bliver invaliderende.

(Forslag til vedtagelse nr. V 73).

Jeg vil slutte med at læse et forslag til vedtagelse op. På vegne af Socialdemokratiet, Venstre, Liberal Alliance og Moderaterne skal jeg fremsætte følgende:

Forslag til vedtagelse

(Forslag til vedtagelse nr. V 74).

Alt var fuldstændig umuligt for os, og vi kunne ikke noget som helst. Vi kunne ikke engang mærke vores egne basale behov.

Med de ord vil jeg fra regeringens side blot takke for en god debat her i dag og også de mange gode overvejelser og tanker, som er blevet delt undervejs. Tak.

Folketinget

Resumé

Om forespørgslen

Forhandling

Forslag til vedtagelse

F 27 Om bedre hjælp og støtte til sorgramte.

Forhandling den 22-05-2024

Jeg accepterer Folketingets vilkår for deling