F 2 Om nedskæringer på ældreområdet.

Af: Pia Kjærsgaard (DF), Alex Ahrendtsen (DF), Mikkel Bjørn (DF), Morten Messerschmidt (DF), Mette Thiesen (DF) og Nick Zimmermann (DF)

Til: Ældreminister Mette Kierkgaard (M)

Samling: 2023-24

Status: Foretaget

Forhandling den 28-11-2023

Hele debatten
Overblik over alle taler
Ordfører- og ministertaler

Del

Jeg accepterer Folketingets vilkår for deling

1. Folketinget tilbyder brugerne af ft.dk at dele tv-produktioner produceret af Folketinget.

2. Tv-produktioner fra Folketinget må anvendes uden at blive ændret eller bearbejdet. Endvidere må der ikke bygges videre på Folketingets tv-produktioner. Ophavsmanden (eks. politikere og øvrige talere) har eneret til at udgive samlinger af sine egne indlæg jf. den danske ophavsretslovs § 26

Du kan se alle vilkår her

3. Folketinget tilbyder brugerne at dele Folketingets tv-produktioner via embed-kode, der kopieres fra hjemmesiden.

4. Det er ikke tilladt at ændre i den kopierede embed-kode.

Luk redigering

Start her

Slut her

Varighed 00:26:13

Redigere Klip Godkend

Godkend

Del på Twitter

Del på Facebook

Kopiér link

Kopiér embed

Send til en ven

james

Afbryd Send

Se video af alle taler

Det næste punkt på dagsordenen er:

27) Forespørgsel nr. F 2:

Forespørgsel til ældreministeren:

Hvad vil regeringen gøre for at imødegå de massive og uacceptable nedskæringer på ældreområdet, som mange kommuner for tiden lægger op til?

Af Pia Kjærsgaard (DF), Alex Ahrendtsen (DF), Mikkel Bjørn (DF), Morten Messerschmidt (DF), Mette Thiesen (DF) og Nick Zimmermann (DF).

(Anmeldelse 04.10.2023. Fremme 10.10.2023).

Jeg gør opmærksom på, at afstemningen om eventuelle forslag til vedtagelse udsættes til torsdag den 30. november 2023.

Vi skal nu i gang med en forespørgselsdebat, og det indebærer, at ordførerne skal logge sig af deres normale pladser og derefter rykke frem på de forreste rækker og logge sig ind. Vi holder lige en kort pause, indtil ordførerne er på plads.

Så tror jeg, alt er på plads, og vi kan gå videre. Det er ordføreren for forespørgerne, fru Pia Kjærsgaard. Værsgo.

Tak for det. Man har igennem lang tid, og måske specielt i den seneste tid, kunnet læse om rigtig mange nedskæringer på ældreområdet i kommunerne. Bl.a har flere borgmestre, rigtig mange, af forskellig politisk observans været ude at råbe vagt i gevær. Der bliver ligefrem sagt, at man ikke længere er stolt af den ældrepleje, man leverer i kommunerne, og i Dansk Folkeparti synes vi, at det er dybt bekymrende. Og så kan det godt være, at ministeren vil sige, at det ikke kun handler om økonomi, og at der jo er en ny ældrelov på vej. Det ser vi frem til at se. Vi er faktisk efterhånden meget utålmodige, for det er meget længe siden, at anbefalingerne til en ny ældrelov lå færdig. Nu har vi så lige hørt her i dag, at det altså ikke bliver foreløbig. Der står i lovgrundlaget, at det faktisk skal behandles i februar måned. Det tror jeg næppe vi når. Når vi det, inden vi går ind i den mødefri periode? Jeg synes, at man er noget bekymrede i forhold til, hvad det er, der skal ske.

Imens vi venter, lider ældreområdet i kommunerne stadig, og det handler altså også om økonomi. Regeringen har godt nok valgt at løfte den kommunale serviceramme for 2024 med 650 mio. kr., men KL siger selv, at det stadig vil være svært at få enderne til at mødes, og pengene er jo ikke øremærket ældreområdet. Vi er glade for, at der med en finanslovsaftale for 2024, som lige kom her i går, er afsat flere midler til ældreområdet. Det er et skridt i den rigtige retning, men det er langtfra nok. Det har bl.a. FOA allerede været ude at sige.

Det er derfor, vi har indkaldt til den her forespørgselsdebat, og det er jo egentlig meget passende, at den kommer i dag, af to årsager. Dels er der lige indgået en finanslovsaftale, hvor der er givet nogle penge, javel, til ældreområdet – langt fra nok – dels får vi her at vide, og det må jeg altså sige har overrasket mig her til formiddag, at den der ældrelov, som vi taler og taler om, ikke rigtig bliver til noget for nuværende.

Vi er her for at få nogle svar på, om regeringen og ministeren agter at gøre noget her og nu ved de nedskæringer, vi i de seneste år har set på ældreområdet. Vi hører hele tiden, at penge er der nok af. Vi synes, at nogle af dem skal ud til kommunerne, og at de skal øremærkes ældreområdet.

Med de ord ser jeg frem til en forhåbentlig god debat, ikke alene til gavn for vores ældre, men også for vores pårørende, som mange gange går og har det rigtig dårligt med, hvordan nogle i deres nærmeste familie bliver behandlet. Og i forhold til det der med, at man for nogen tid siden gentagne gange på TV 2 spurgte ældreministeren om, om ministeren selv ville være tryg ved at sende sine pårørende på plejehjem, vil jeg faktisk godt høre det svar i dag. For vi hørte det ikke på TV 2, selv om der blev spurgt rigtig mange gange om det. Så lad os få en god debat, og lad os gøre det til gavn for vores ældre medborgere. Tak.

Tak til ordføreren. Så giver jeg ordet til ældreministeren for besvarelse. Værsgo.

Tak for ordet, og også tusind tak til forespørgerne for at sætte fokus på i virkeligheden det faktum, at vores ældrepleje står over for rigtig store udfordringer. Jeg tager også fru Pia Kjærsgaards opfordring op. Jeg er meget enig, og jeg synes, det er meget vigtigt, at vi får den her drøftelse, så tak for det.

Allerførst vil jeg egentlig gerne slå fast, at jeg mener, at ældreplejen er en hjørnesten i vores velfærdssamfund, og den fortjener at have en kvalitet og være den hjørnesten, som den bør være. Derfor er det netop også et fokus for mig, at der kommer mere fokus på kvalitet, og at vi også får tilvejebragt de rigtige rammer, og det er jo netop det, vi skal gøre herinde fra Christiansborg for at sikre en ældrepleje af høj kvalitet. For jeg er sådan set meget enig med ordføreren og forespørgerne om, at det står klart, at ældreområdet står over for en række udfordringer, som vi ikke kan ignorere, og det gør vi heller ikke. Og vi skal også sikre, at vi har en ældrepleje med den rigtige kvalitet. Hvordan gør vi så det? Hvordan sikrer vi en ældrepleje med kvalitet, og hvilken ældrepleje er det overhovedet, vi ønsker at skabe?

Jeg mener helt grundlæggende, at kvalitet i ældreplejen ikke kun handler om penge. Kvalitet handler også om, at vi har de rette lovgivningsmæssige rammer, og det kræver bl.a. også kvalificeret arbejdskraft. Men økonomi spiller selvfølgelig en rolle, og derfor afsætter vi også med finansloven for 2024, hvad ordføreren for forespørgerne også var inde på, en ramme på 695 mio. kr. i perioden 2024-27 til at understøtte en værdig ældrepleje. Og tusind tak til den brede kreds af partier, som også deltog i finansloven. Der skal vi jo også finde ud af sammen med aftalepartierne, hvordan vi bedst udmønter og gør den største forskel med den her sum på 695 mio. kr. over de 4 år.

Ud over det vil vi i regeringen også prioritere, at pengene følger med, når der bliver flere børn og ældre, hvilket det jo er et held at der gør. Samlet har vi i regeringen med økonomiaftalen for 2024 løftet kommunerne med et realløft på 1,4 mia. kr, og derudover er regeringen og aftalepartierne med finansloven for 2024 blevet enige om at afsætte yderligere 650 mio. kr. til kommunerne i 2024. Det er som sagt penge, der tilføres ekstra, og som kommunerne kan vælge at prioritere til ældreområdet.

For det er nu engang også sådan, at vi jo har en stolt tradition i Danmark for at have kommunalt selvstyre. Kommunalt selvstyre indebærer, at vi fra statsligt hold sætter de overordnede rammer, og det er jo f.eks. gennem serviceloven, der fastsætter rammerne for ældreplejen, og det er gennem aftalen om kommunernes økonomi, som regeringen indgår med KL, og som hvert år sætter de overordnede økonomiske rammer for kommunerne. Herefter fastsætter kommunerne så selv deres serviceniveau, selvfølgelig inden for lovens rammer og med de forpligtelser, der ligger i det, og det indebærer f.eks. kommunalpolitiske beslutninger om, hvor stor en andel af budgettet der skal gå til ældreområdet, hvilke konkrete opgaver kommunen hjælper med, og hvor meget hjælp der skal gives. Det kommunale selvstyre indebærer også, at det er den enkelte kommune, der har ansvaret for at prioritere og skabe en god og værdig ældrepleje. Og det er kommunens ansvar at sikre, at hver enkelt ældre borger får den pleje og hjælp, de har behov for, og altid baseret på en konkret og individuel vurdering.

Det mener jeg sådan set er en god ansvarsfordeling, netop fordi hele kernen i det kommunale selvstyre jo bygger på et nærhedsprincip, hvor beslutninger om den konkrete hjælp træffes så tæt på borgeren som muligt. Lokalt ansvar og lokal frihed er et sundt demokratisk princip, og det er jeg faktisk meget optaget af at sikre og faktisk også styrke i modsætning til at indskrænke og lægge yderligere bindinger og regelsæt ned over vores kommuner. Med det kommunale selvstyre kan kommunerne altså prioritere inden for deres økonomiske ramme med afsæt i lokale forhold og lokale politiske prioriteringer, og vi kan da også godt se, hvis vi ser samlet på det, at kommuner år for år faktisk bruger flere penge på ældreområdet. Fra 2018 til 2022 er kommunernes udgifter til ældreområdet samlet set steget med 5,5 mia. kr., så det i 2022 var 53,6 mia. kr. svarende til en stigning på 11,5 pct., hvis vi ser det andelsmæssigt. Derfor mener jeg heller ikke, at de udfordringer, som kommunerne oplever på ældreområdet, og som jeg til fulde anerkender, alene kan reduceres til at være et spørgsmål om penge.

Kommunerne er nemlig også udfordret af, at vi bliver flere ældre, og den helt store udfordring er også, at vi forventelig mangler knap 15.000 social- og sundhedsuddannede i 2035. Vi kender også alle sammen historier – og fru Pia Kjærsgaard var også inde på det – om, hvordan kommuner allerede i dag har vanskeligt ved at rekruttere nye medarbejdere. Udfordringen med mangel på arbejdskraft kræver, at vi både uddanner flere, rekrutterer flere og også sørger for at fastholde de gode medarbejdere, som i dag arbejder i ældreplejen.

Hvis vi bare lige tager nogle af de nye analyser, så er der er en analyse fra Social-, Bolig- og Ældreministeriet i år, som viser, at udviklingen altså bare går den forkerte vej. For alene fra 2018 til 2021 er antallet af sosu'er og sygeplejeuddannede på ældreområdet faldet med ca. 3.000, og det svarer til, at der i 2021 var 280 ansatte pr. tusind borgere på 80 år eller derover, mens tallet i 2018 var godt 320 ansatte. Derfor mener jeg også, at det for at sikre kvalitet er en bunden opgave, at vi sikrer arbejdskraft gennem bedre uddannelser, gennem rekruttering både inden for og uden for landets grænser, og ved at vi kigger på løn og arbejdsvilkår.

En kommende ældrereform har bl.a. også som formål at skabe bedre og mere attraktive arbejdspladser, og det tror jeg i virkeligheden er en af de allervigtigste ting også til at sikre både rekruttering og fastholdelse, altså at vi skaber nogle nye arbejdspladser for vores medarbejdere i ældreplejen. Medarbejderne skal mødes med større tillid, og de skal have bedre mulighed for at bruge deres faglighed.

Samtidig må vi også se i øjnene, at det er en udfordring, at de medarbejdere, som vi har, og som vi også skal passe på, bruger alt for meget tid på dokumentation og på at navigere rundt i et system, der er sandet til. Der er alt for meget fokus på regler og kontrol frem for det, det hele handler om, nemlig vores ældre medborgere. Hele det her regeltyranni har jeg selv mærket gennem 14 år i det kommunale, så jeg ved lige præcis, hvordan det føles, og kan også se potentialet i, hvad der kan ske, når det kommer væk.

Det sætter sig ikke kun i den oplevede kvalitet for borgeren, men det sætter sig også i arbejdsglæden hos vores medarbejdere. Vi ser højt sygefravær, vi ser høj personaleomsætning, og det skaber alt sammen dårlige forudsætninger for at skabe kvalitet.

Ikke nok med det ser vi jo faktisk også et stigende antal danskere, som køber private sundhedsforsikringer eller tilkøber private ydelser, og det skal de selvfølgelig have lov til. Der er ikke som sådan noget galt med det. Men det må bare ikke skyldes, at vi har mistillid til den hjælp, som det offentlige leverer. Det er for mig at se fuldstændig afgørende, at man i Danmark kan være sikker på at få den pleje og hjælp, man har behov for, når man bliver gammel, og at vi ikke skal risikere at se en udvikling mod et A- og et B-hold.

Så jeg mener simpelt hen ikke, at penge alene kan sikre flere medarbejdere til ældreplejen. Flere penge kan heller ikke gøre op med det enorme dokumentations- og kontrolregime, som er blevet opbygget. Hvis vi skal sikre, at vi i fremtiden kan have tillid til en ældrepleje af høj kvalitet, bliver vi simpelt hen nødt til at tage nogle andre værktøjer i brug. Vi skal se på, hvordan man bruger ressourcerne anderledes, og vi skal indrette vores ældreområde på en ny måde.

Det er jo lige præcis derfor, jeg vil fremlægge et udspil til en reform af ældreområdet, som helt grundlæggende skal forandre den måde, ældreplejen i dag både styres, dokumenteres, kontrolleres og leveres på. Jeg mener, at ældreplejen skal tage udgangspunkt i den enkelte ældres livssituation, i den enkelte ældres ønsker og behov og styres af nogle få overordnede værdier. Det er det, jeg kalder at frisætte borgerne. Grundlæggende er mennesker forskellige. Det er vi herinde, og det er ældre mennesker også. Det ved I med garanti både selv, og det er også noget af det, undersøgelser peger på. Og det er det og den mangfoldighed, fremtidens ældrepleje skal kunne rumme. Derfor skal borgere have flere valgmuligheder, og der skal være større fleksibilitet i den hjælp, som borgeren tildeles, så hjælpen i langt højere grad kan tilpasses den enkelte ældre frem for at blive leveret i minutter og sekunder som en standardvare.

Vi skal også frisætte medarbejderen – sosu'en, ergoterapeuten, fysioterapeuten. Det skal være attraktivt at arbejde i vores ældrepleje, og medarbejdere skal mødes med respekt, de skal mødes med tillid. Vi skal have tillid til medarbejdernes faglighed, for det er det, medarbejderne er de bedste til i dialog med de ældre, altså at vurdere, hvordan den ældre bedst kan hjælpes.

Så skal vi endelig også frisætte det lokale ansvar. Grundlæggende tror jeg helt ind til benet på, at velfærd og ældrepleje bliver skabt i mødet mellem mennesker, om det så er mellem den ældre og den fagprofessionelle eller mellem mennesker og civilsamfundet. Derfor skal vores velfærdsinstitutioner i højere grad også forvaltes af borgere og ikke af bureaukrati. Det gælder også på vores plejehjem. Og i en lokal forvaltning må man prioritere lokalt og forventningsafstemme med hinanden.

Så skal vi også som led i at frisætte det lokale ansvar blive langt, langt bedre til at aktivere det virkelig stærke civilsamfund, som vi har i Danmark – også på ældreområdet, og jeg vil sige i særdeleshed på ældreområdet, som jo er et af de områder i vores samfund, hvor der er grupper, der er allermest aktive, når det gælder frivillige foreninger.

Til en afslutning vil jeg gerne gentage, at selvfølgelig betyder økonomien noget for, om vi har en god ældrepleje, og den ramme, der er. Men jeg mener altså, at udfordringerne på ældreområdet ikke kan reduceres til et spørgsmål om penge. Ældreområdet handler om at skabe kvalitet, og det kan penge alene ikke sikre. Det er derfor, vi har brug for en gennemgribende forandring. Jeg bliver også nødt til at sige, at jeg tror, det bliver et langt, sejt træk, for det er nogle store tandhjul, vi har gang i, nogle store spor, vi har gang i. Det er hele den måde, vi sammensætter vores regler og vores tilsyn osv. på, så det er ikke noget, vi gør med et snuptag. Det kræver en lang implementeringsproces. Det er der også brug for, for vi skal udvikle, vi skal ikke afvikle vores ældrepleje – et af de vigtigste områder i vores kernevelfærd.

Derfor glæder jeg mig virkelig også meget til at præsentere et ældreudspil, som jeg mener er ambitiøst, og som jeg mener kommer til at levere på den afbureaukratisering, vi har talt om igennem så mange år. Jeg glæder mig selvfølgelig også rigtig meget til at drøfte udspillet med Folketingets partier, og jeg er – bare for lige at slutte, hvor vi startede – rigtig glad for, at vi kan have den her snak. For ligesom den gør for jer, ligger ældreplejen også mig utrolig meget på sinde. Tak for ordet.

Tak til ældreministeren. Der er nu adgang til en kort bemærkning fra hver af ordførerne, og den første korte bemærkning er fra fru Pia Kjærsgaard.

Tak for det. Jeg synes, ministeren holdt en tale, hvor man bare sidder og nikker og siger ja, ja, ja. Men så er mit spørgsmål igen til ministeren: Bliver det i den her regerings levetid, at der kommer en ældrelov? For det er da fuldstændig rigtigt, at det er de store tandhjul og alt det der, man kan sige, men nu er der altså gået 2 år, siden statsministeren, som er statsminister for den her regering, sagde, at der skulle komme en ældrelov – 2 år, og der er stadig væk ikke sket noget. Som jeg sagde, fik vi i dag at vide, at den stadig væk var på trapperne, som vi har hørt så meget om. Vi bliver simpelt hen nødt til at kræve det af ministeren, så vi ikke igen skal stå her om 2 måneder. For det kommer vi ellers til at gøre. Vi rejser en ny forespørgselsdebat, hvis ikke der sker noget. Vi indkalder til samråd, presser ministeren, for det bliver vi simpelt hen nødt til. Så må ministeren presse – for jeg tror måske, det er det, der skal til – de to øvrige regeringspartier, og så må I se at blive enige, for det her går simpelt hen ikke.

Så er jeg altså meget imod, at ministeren hele tiden siger »den kommunale selvbestemmelse« osv. osv. Det er herindefra, pengene skal komme, og det drejer sig også om penge, minister – det gør det!

Tak. Ældreministeren.

Tak for spørgsmålet. Et af de spørgsmål, fru Pia Kjærsgaard stiller, er jo, hvornår ældreudspillet kommer. Det er rigtigt, som jeg også har været ude at sige i dag, at det kommer i starten af det nye år. Og hvorfor er det blevet skubbet? For det er også rigtigt, at jeg for en måned siden sagde, at jeg forventede, at det kom her før jul. Vi er ved at få de sidste ting på plads, og det er de små møtrikker i tandhjulene, der skal på plads. Jeg må simpelt hen bare sige, at årsagen til, at det er blevet skubbet, er, at jeg simpelt hen ikke vil gå på kompromis med at få leveret hele pakken med. Og vi er ved at sætte de sidste punktummer. Nu kom jeg jo ind for 1 års tid siden, og statsministeren var også i spørgetiden i dag inde på årsagen til, at det har taget noget tid, og den er, at der har været en lang, inddragende proces. Jeg har også været igennem en inddragende proces, for vi har hævet ambitionerne, og det afspejles også i, at vi er rundt og snakker og inddrager, og vi sørger for at komme hele vejen rundt, så vi virkelig får vendt ældreplejen og styringen og forvaltningen helt oppefra og ned, så det bliver en tillidsreform.

Så er det fru Katrine Daugaard, Liberal Alliance. Værsgo.

Jeg er også enig i, at udfordringerne med ældrepleje ikke kan reduceres til et spørgsmål om penge. Så lad mig spørge ind til noget andet. Ministeren kommer ind på den manglende arbejdskraft, og her undrer det mig, hvis arbejdsudbud er den nye valuta, som vi har hørt flere fra regeringen udtale, at regeringen har gang i så mange tilbagetrækningsordninger.

Altså, vi ser jo ikke regeringen levere på det her med arbejdskraft. Hvis vi fjernede Arnepensionen og efterlønnen, ville vi få 18.100 personer flere og 9,5 mia. kr. mere i statskassen. Kunne I være interesseret i at komme med nogle lidt større ambitioner i forhold til arbejdsudbud?

Ældreministeren.

Jamen jeg er sådan set ikke enig i, at regeringen ikke er ambitiøs i forhold til at levere arbejdsudbud. Vi har jo egentlig leveret mere arbejdsudbud i den første periode her, end man har gjort i de foregående år. Jeg mener, vi leverer mere arbejdsudbud, og nu snakker jeg specifikt om ældreområdet. Lige nu er der igangværende trepartsforhandlinger, hvor vi fra regeringens side har peget på, at det skal være menneskene ude i den borgernære velfærd, herunder sosu'er, som skal have hjælpen. Vi kigger ind i velfærdsteknologi, og det er i øvrigt også noget af det, der er en af takterne, som er beskrevet i forbindelse med finansloven – velfærdsteknologi, som jo også kan frigive noget arbejdskraft. Vi kigger på det i forhold til international arbejdskraft, som også er en erklæret målsætning for regeringen, og taskforcen om internationalt personale på sundheds- og ældreområdet er lige på trapperne.

Sådan er der faktisk flere ting, så jeg mener ikke, at vi ikke ambitiøse i forhold til arbejdskraftudfordringen.

Så er det fru Marlene Harpsøe, Danmarksdemokraterne. Værsgo.

Først tak til ældreministeren for en ganske fin og sympatisk tale her fra talerstolen. Men jeg har det også lidt ligesom fru Pia Kjærsgaard, altså: mere handling, mindre snak. Vi snakker, og vi snakker. Det er jo regeringen, der har forhandlingsmandatet til at tage initiativ til, at vi rent faktisk bliver indkaldt til forhandlinger. Og nu har det kørt i 2 år, og i mellemtiden har man holdt borgerne hen og man har holdt medarbejderne på ældreområdet hen med snak og snak, og nu hører jeg så, at de her forhandlinger igen er skubbet til efter nytår. Jeg synes på ingen måde, det er rimeligt over for de borgere, der står derude, og de medarbejdere, der står derude, der trygler os om at handle på det her nu.

Derfor vil jeg gerne høre ministeren, om ministeren kan garantere, at vi så i det mindste forhandler i januar måned om en ny ældrelov. Kan ministeren garantere det?

Ældreministeren.

Jeg deler jo udfordringsbilledet, i forhold til at der er kæmpe sprækker i vores velfærd. Der er meget, der fungerer godt i ældreplejen, men der er også nogle sprækker, som jeg også var inde på i min tale, og som fru Pia Kjærsgaard også var inde på.

Jeg vil gerne sige, at vi ikke kun snakker; vi arbejder. Det er jo et kæmpe reformspor, som er i gang, og det handler for mig om at gøre det med ordentlig kvalitet. Jeg er 51 år, og ligesom jer har jeg også haft fornøjelsen af at arbejde i en del år, så jeg ved også godt, at det er bedre at gøre det ordentligt end at lave noget sjusk. Og det er simpelt hen det, jeg er optaget af. Det er bare for at sige, at man selvfølgelig godt kan være optaget af proceduremæssige ting, i forhold til hvornår udspillet fremsættes, men i forhold til hvornår lovgivningen kommer til at træde i kraft, kommer det, at vi skyder udspillet til starten af det nye år, ikke til at have nogen betydning. Det er stadig væk planen, at det sker i 2025.

Så er det fru Mette Abildgaard, Konservative. Værsgo.

Jeg kan huske, da jeg hørte statsministerens nytårstale den 1. januar 2022. Jeg kan huske, jeg tænkte: Hold da op, nu får jeg som ældreordfører travlt; nu bliver der noget at se til. Jeg fik ikke travlt i 2022. Jeg fik heller ikke travlt i 2023, i hvert fald ikke som ældreordfører. For der kom aldrig det der udspil til ældrelov, og alle andre forhandlinger blev jo udskudt. Det med, at vi skulle se på modellen for tilsyn, blev jo skubbet, selv om der lå en færdig evaluering, for det skulle jo ligesom indgå i det her store arbejde. Så alt er bare blevet udskudt og udskudt.

Så jeg vil gerne spørge ministeren om, hvordan man definerer starten på det nye år. For vi har stået her mange gange før og fået at vide, at det kommer lige om lidt. Så hvorfor skulle vi tro på det den her gang? Så vil jeg gerne spørge om den her inddragende proces. Gav det ikke mening at få Folketingets partier med i den inddragende proces? Det her kommer til at være en stor forandring af vores ældreområde. Vi er ikke tjent med at blive lukket ind i et forhandlingsrum i ellevte time, hvor regeringen begynder at tænke, at nu skal det gå hurtigt, og så skal vi lande en hurtig aftale. Gav det ikke bedre mening, at vi blev inddraget og blev klogere sammen, i stedet for at vi blev holdt udenfor?

Ministeren.

Det, jeg vil sige til det spørgsmål, er i forhold til udmeldingen. Så glæder jeg mig også til at have travlt sammen med fru Mette Abildgaard i starten af året. For det er jo der, jeg kan sige, at jeg kommer med et udspil.

I forhold til hele det her med evalueringen og Per Okkels-rapporten vil jeg sige, at det faktisk også har været meget fremme i rapporten, at det jo var klar til at blive sat i værk. Og jeg er sikker på, at vi alle sammen kan Per Okkels-rapporten forfra og bagfra, altså det forberedende arbejde, der blev leveret for et år siden, men den pegede jo ikke på nogen konkrete løsninger. Per Okkels-rapporten pegede på nogle udfordringer og på nogle temaer, som var væsentlige at adressere.

Så kan man selvfølgelig altid arbejde på, hvor inddragende man skal være i processen. Altså, jeg har inviteret til nogle vidensmøder ovre i ministeriet. Der har også været et fremmøde, men jeg vil også tillade mig at sige et lidt skiftende fremmøde, i forhold til hvor mange der dukkede op der. Jeg er glad for, at fru Mette Abildgaard også tilkendegiver en interesse i at blive inddraget, og jeg glæder mig også til det samarbejde, vi skal have om det, når udspillet kommer.

Så er det hr. Kim Edberg Andersen, Nye Borgerlige. Værsgo.

Tak for det. Man skulle jo næsten tro, at vi var i valgkamp. Vi har fået en valgtale: Man har så mange gode visioner, der kommer gode løsninger lige om lidt, og der sker ingenting. Men det, jeg bider mærke i, er faktisk noget andet, for vi snakker om, hvad regeringen har tænkt sig at gøre. Der kommer en plan i morgen, kunne jeg forestille mig. Så går der lidt proces i den. Alle Folketingets partier siger: Vi vil gerne med til forhandling. Men så hører jeg faktisk – det ligger nok i detaljen – at det, regeringen har travlt med nu, er at lave en færdig plan, som vi får fremlagt, og så kan vi så vælge at stemme for, ellers gør man det ligesom med store bededag, og så får vi at vide, at vi ikke får lov til at være med i forhandlingerne på et eller andet andet område efterfølgende.

Så snakker ministeren en masse om alle de her ting, der mangler. Jamen det kan vi jo være enige om. Der sidder rigtig, rigtig mange vidende ældreordførere her, som man nok med god sindsro kunne tage med ind i et lokale og også høre ad. Jeg hører også, at ministeren fortæller om en masse problemstillinger på en masse ressortområder, som ministeren ikke selv har noget at gøre med. Men det, jeg ikke hører, og det, vi nok mangler at høre, er: Man er minister på området, så hvorfor er der gået næsten et år nu, hvor der ingenting er sket? Nu går der så på den gode side af et halvt år. Skal vi ikke se i øjnene, at vi nok kommer på den anden side af forhandlingen om overenskomsten på det offentlige, og så er vi i april måned næste år? Så hvorfor er det, at ministeren er den minister, hvis ressortområde jeg er allergladest for at have ordførerskabet for? Det er det, fordi det er det, jeg har allermindst arbejde med.

Tak. Ældreministeren.

Tak for spørgsmålet. Igen må jeg sige, at det jo ikke er sådan, at vi ikke laver noget. Vi bruger faktisk en masse tid på at arbejde på alle de spor, der kommer til at være i reformdelen. Nu er det jo ikke nu, at jeg står og laver udspillet. Vi prøver faktisk at tænke hele vejen rundt omkring ældreplejen, og der er ikke nogen snuptagsløsning. Det kan I selvfølgelig vurdere. Det skal jo også være op til jeres vurdering, når udspillet kommer. Jeg lover også, at det selvfølgelig bliver et udspil, som jeg inviterer jer ind til forhandling om.

Jeg håber da, at vi kan lave en bred aftale, for ældreplejen er en af hjørnestenene i vores velfærd. Det at have et bredt samarbejde hen over midten med så mange partier i Folketinget som muligt vil absolut kun være en fordel i forhold til at sikre kvalitet i ældreplejen. Så jeg ser frem til forhandlingerne, og jeg vil gerne sige, at jeg faktisk har arbejdet rigtig meget og brugt rigtig meget tid på at gøre mig virkelig umage. For jeg ønsker ikke at gå på kompromis med, at vi kommer til at lykkes med afbureaukratiseringen den her gang.

Tak. Jeg vil lige minde om, at når formanden rejser sig, er det, fordi taletiden er opbrugt. Det tror jeg alle kunne lære lidt af.

Så er det fru Kirsten Normann Andersen, SF. Værsgo.

Tak for det. Jeg lytter mig til, at ministeren ikke kommer med nogen garanti for, at der bliver indkaldt til forhandlinger i januar, selv om flere ordførere nu faktisk har spurgt om det. Jeg kan godt undre mig over, at ministeren selv synes, at det er vældig inddragende. I hvert fald kan man ikke sige, at den inddragelse, der pågår lige nu, får tingene til at gå vældig hurtigt. Tværtimod. Det synes jeg i og for sig burde give stof til eftertanke.

Men så vil jeg prøve at koncentrere mig noget om noget andet. Ministeren siger også, at der mangler personale, men at der ikke er mangel på penge. Der er bureaukrati, og det har der været 14 år, men det sikrer ikke, at Jens Erik får gjort rent. Han har stadig væk fået varsel om, at han kan få rengøring hver tredje uge i stedet for hver 14. dag, selv om han er blind. Så når Morsø Kommune må spare på ældreplejen, handler det ikke om penge, hvis jeg skal forstå ministeren korrekt. Men hvad handler det så om, minister?

Ministeren.

Tak for spørgsmålet. Det er også vigtigt for mig at sige, at det er ikke sådan, at ting ikke handler om penge, for økonomien sætter selvfølgelig en meget væsentlig ramme for det. Jeg mener, det er et sundt princip, og jeg mener, det er godt, at vi har et kommunalt selvstyre. Det er jo der, de lokale politiske prioriteringer skal foretages, for man kender sin kommune, og man kender de kvalitetsstandarder, man vil have. Og der er himmelvid forskel på, om man er Morsø Kommune eller Høje-Taastrup Kommune i forhold til de prioriteringer, som er væsentlige at foretage. Derfor synes jeg egentlig, det kommunalpolitiske princip, i forhold til hvordan man prioriterer pengene, er fornuftigt.

Man skal jo aldrig være totalt tonedøv over for det, som folk er i dialog om. Jeg taler også med borgmestre, men jeg må sige, at jeg virkelig er overbevist om, at den måde, vi bruger vores penge på, har en kæmpe betydning. Det kan vi jo f.eks. se der, hvor vi har faste teams. Det er nemmere at rekruttere og det er nemmere at fastholde folk dér, og det skaber bl.a. en bedre økonomi, og det skaber også ...

Tak! Så er det fru Lotte Rod.

Jeg vil gerne følge op på, hvad fru Pia Kjærsgaard og alle I andre sagde, for for nogle år siden havde vi en diskussion om en løftebrudsregering, og nu synes jeg faktisk, vi har fået noget, der næsten er værre, nemlig en stilstandsregering. For hele vores demokrati bygger jo på, at man deler sig efter anskuelse, men hvordan skal folk kunne gøre det, hvis regeringen siger alt det rigtige, men bare lader være med at gøre noget?

Derfor har jeg lyst til at spørge ministeren, om hun ikke er bekymret for, hvad det gør ved vores demokrati, at regeringen bliver ved med at sige alt muligt, men at virkeligheden derude er, at der ikke sker noget.

Ministeren.

Tak for spørgsmålet. Jeg må sige, at jeg simpelt hen er uenig i, at vi ikke gør noget. Altså, det, som den her regering, i hvert fald Moderaterne, også gik til valg på, og som vi i regeringen også har sagt, er, at vi vil tage speeden ud af politik, fordi vi vil gøre det ordentligt. For det her handler ikke om, at man afsætter x antal millioner kroner det ene eller det andet sted, eller at man fjerner en regel i et regelbaseret system. Det her handler om, at vi får taget fat om roden, i forhold til hvordan vi leder og forvalter tingene; det handler om, hvordan vi skruer vores krav sammen fra lovgiverside; det handler om, hvordan vi tilrettelægger vores tilsyn; det handler om, hvordan vi arbejder med kvalitet osv. Og det er altså ikke en snuptagsløsning.

Så jeg er uenig i, at vi ikke gør noget, for vi forbereder lige præcis, at vi kommer til at lykkes med at skabe nogle langt bedre rammer for, at medarbejdere kan lykkes med opgaven, og at ældre kan få den pleje og kvalitet, hvor de kan have selvbestemmelse.

Tak. Vi går nu over til forhandlingen og de almindelige regler for korte bemærkninger. Så er det ordføreren for forespørgerne, fru Pia Kjærsgaard, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak. Jeg kan faktisk sige, at jeg selvfølgelig har siddet og lyttet naturligvis dels til ældreministeren, dels til de ordførere, der har markeret, og jeg må bare sige, at det går lidt i hjertet på mig. Jeg er enig med fru Lotte Rod i, at det her jo er en stilstandsregering. Der sker jo intet. Hvad er det dog for noget?

Jeg må også ligesom fru Mette Abildgaard spørge: Hvorfor drager man ikke os ind i det? Det kunne jo være, man var kommet meget, meget nemmere igennem det, hvis man havde talt mere med ordførerne i forskellige sammenhænge og fået os ind. Ovre i ministeriet sker der jo intet. Jeg ved ikke, om andre ordførere bliver indkaldt, men det tror jeg næppe. Jeg er i hvert fald ikke blevet indkaldt. Jeg har været ovre at hilse på ministeren, og det var hyggeligt, men derudover er der jo intet sket – intet – i forhold til det her.

Jeg må sige, at vi altså er der, hvor jeg undrer mig dybt. Altså, jeg synes simpelt hen, at det må være så fantastisk at være ældreminister, og jeg blev glad, dengang da der for nogle år siden blev oprettet et ældreministerium, for jeg tænkte: Nu sker der noget. Det gjorde der ikke rigtig. Og der sker stadig væk ikke rigtig noget, og jeg synes, det er på høje tid, at vi virkelig løfter det ministerium, så de ældre og deres pårørende kan mærke, at der altså nu sker noget herinde hos os på Borgen, som værdsætter de ældre, og som virkelig gør noget.

Det, jeg selvfølgelig også er bekymret for, er, at borgmestrene rundtomkring – og som jeg sagde før, gælder det alle politiske farver – ikke er stolte af den ældrepleje, vi leverer. Det er der altså rigtig mange der siger. Og så skal vi igen sige – og det vil jeg også gøre her, for der skal ikke sidde nogle rigtige gode medarbejdere rundtomkring og føle, at vi træder på dem, det er vigtigt – at det, vi tager stilling til og diskuterer nu, jo er der, hvor det ikke fungerer. Det er der, hvor man trænger til at få tilført penge, jo, det gør man, hvor man trænger til at få en anden struktur, jo, det gør man, og hvor man trænger til en afbureaukratisering, jo, det gør man. I dag kunne vi se på forsiden af Berlingske, at der i den her regerings levetid er kommet flere kolde hænder. Det er da ikke det, der er meningen. Der er kommet over tusind flere til administration og bureaukrati. Det er jo det stik modsatte, vi har brug for. Vi skal have dem væk og få flere af dem, man med lidt af en floskel kalder de varme hænder, men nu siger jeg det i forbindelse med, at jeg nævner de kolde hænder.

Blinde Erik må altså nøjes med rengøring hver tredje uge. Tænk engang at være blind og gammel og så skulle ligge ned på alle fire, hvis man overhovedet kan det, for at finde ud af, hvor man lige spildte noget saftevand. Det kan være, det sker, dagen efter der har været nogen, og så går der altså 3 uger, inden der sker noget igen. Et rengøringsfirma har opsagt kontrakten med Vordingborg Kommune, fordi de krævede opgaver ikke længere kan udføres tilstrækkeligt inden for de givne økonomiske og tidsmæssige rammer. Det er bare et par eksempler på, hvordan det mange steder står til på området i kommunerne. Der er skåret helt ind til benet. Flere kommuner skærer jo ned på rengøringen til de ældre. Det kan have store konsekvenser for deres sociale liv. Jeg ville da ikke bryde om at invitere gæster hjem, hvis der var møgbeskidt hjemme hos mig, og sådan har de ældre det garanteret også.

Samtidig opfordres de ældre til for egne midler at investere i en robotstøvsuger. Altså, hvor trist kan det blive? Sådan en kan man ikke snakke med, og den kan heller ikke rigtig komme ind i hjørnerne, og den kan heller ikke tørre det stivnede saftevand på linoleumsgulvet op. Andre steder sparer man på klippekortordningen. Ældre Sagen påpeger i den forbindelse, at klippekortsordningen giver stærkt svækkede ældre mulighed for f.eks. at komme uden for deres egen dør i hverdagen, og at deres hjem bliver som et fængsel, hvis ordningen fjernes. Jeg synes ikke, det er en værdig måde at behandle vores ældre på. Der er behov for handling, og der er behov for midler, der er øremærket ældreområdet.

Så er der, som vi allerede har været inde på, behov for den her ældrelov, som vi er blevet stillet i udsigt. Jeg kan næsten ikke blive ved med at gentage spørgsmålet om, hvornår den bliver annonceret, og vi venter stadig. Vi skal i gang. Vi skal i gang med at udbrede faste tværfaglige teams, så det er folk, der kender den ældre, der står for plejen. Vi skal væk fra minuttyranniet og væk fra, at det er visitatorer bag et skrivebord, der udmåler hjælpen til den ældre. Det er skræmmende læsning, når det fremgår af ældreministerens egen redegørelse om ældreområdet, at over 30 pct. af de ældre ikke mener, de får den hjælp og støtte, der passer til deres personlige behov.

Vi skal have sikret, at hjælpen til de ældre gives på baggrund af de ældres løbende ønsker og behov og ikke systemets, og der kan jeg godt være lidt nervøs ved det, som ministeren hele tiden nævner som frisættelse, og jeg synes ikke, at vi har fået et svar på, hvem der skal frisættes. Er det borgeren, er det systemet, er det bureaukraten? Eller hvem er det, der skal frisættes? Vi mener også, at hjælpen skal tilrettelægges i et samarbejde mellem modtageren, de pårørende og de dygtige medarbejdere, som er tæt på, og som kender den ældre, og så skal vi selvfølgelig også sikre, at en frigørelse ikke bliver et spareprojekt. Der er så meget at gøre.

Så vil jeg lige læse et forslag til vedtagelse op, som er på vegne af Dansk Folkeparti og Socialistisk Folkeparti:

Forslag til vedtagelse

»Folketinget noterer sig, at alt for mange kommuner ser sig nødsaget til at skære ned på ældreområdet og herunder på ældreplejen. Folketinget finder dette uholdbart og ønsker, at regeringen prioriterer ældreområdet langt højere. Folketinget pålægger regeringen at finde de nødvendige midler til kommunerne ud over det, der er afsat på finansloven for 2024, til at rulle de seneste års besparelser på ældreområdet tilbage. Videre pålægger Folketinget regeringen at prioritere ældreområdet højere fremadrettet, så nedskæringer undgås«.

(Forslag til vedtagelse nr. V 11).

Tak for det. Så er der nogle korte bemærkninger, og den første er fra fru Rosa Eriksen, Moderaterne.

Tak. Og tak til Dansk Folkeparti og fru Pia Kjærsgaard for at indkalde til den her debat. Jeg er en lille smule forvirret. Dansk Folkeparti er med i finanslovsaftalen, hvor vi afsætter flere penge. Jeg kan høre, at fru Pia Kjærsgaard faktisk nævner mange af de samme ting, som ældreministeren nævner som tiltag på ældreområdet. Jeg er usikker på, hvad det er, fru Pia Kjærsgaard vil have ud over speedy politik. Er det største problem, at det går for langsomt, eller er det største problem, at der ikke er penge nok? For de tiltag, jeg hører fru Pia Kjærsgaard nævne, er netop, at vi kigger på strukturen i ældreplejen. Så jeg kunne godt tænke mig at spørge, om det handler om indholdet i ældreloven, om det handler om tempoet, eller om det handler om pengene.

Ordføreren.

Det handler simpelt hen om alle tre ting, og jeg har jo sagt, at vi skal se at komme i gang. Så det handler om strukturen, det handler om pengene – alle tre ting.

Ordføreren for en anden kort bemærkning. Man skal lige huske at trykke sig ind. Værsgo.

Tak for det. Jeg er lidt uenig med fru Pia Kjærsgaard. Vi jo kan se, at det på ældreområdet, som det er i dag, ikke virker. Vi kan se, at de ældre ikke er tilfredse, og det er ordføreren også inde på. Så det, vi vil, er jo at lave en grundlæggende strukturændring af vores ældreområde.

Har fru Pia Kjærsgaard ikke forståelse for, at det er et meget omfattende arbejde, som vi ikke skal haste igennem, men at vi netop skal lave et rigtig godt udspil, som der kan forhandles på baggrund af?

Ordføreren.

Jo, selvfølgelig. Jeg er bare så enig igen. Men man kan, som jeg siger, og som fru Mette Abildgaard også nævnte, også spørge, hvorfor man undlader at tage ordførerne ind. Jeg tror egentlig, at alle politikere på deres egne områder er meget engagerede, men jeg vil vove at påstå, at man nok specielt på ældreområdet er meget, meget engageret, fordi man forventer og håber på, at man selv bliver gammel og har det rigtig godt, også mens man er gammel, og man har måske nogle pårørende. Det er umådelig tæt på en. Så derfor er jeg meget enig i begge spørgsmål, der blev stillet.

Så er det fru Marlene Harpsøe, Danmarksdemokraterne. Værsgo.

Først tak til fru Pia Kjærsgaard for talen, men også for fru Pia Kjærsgaards utrættelige arbejde for de ældre her i Danmark.

Her i løbet af sommeren bed jeg mærke i, at der var nogle regeringspartier, der meldte ud, at nu skulle man til at se på mere brugerbetaling i ældreplejen. Og det, som man hørte var årsagen, var, at de ældre simpelt hen havde for høje forventninger. De ældre havde for høje forventninger til ældreplejen: I Danmarksdemokraterne må vi indrømme, at vi blev noget chokerede over den melding, for det er overhovedet ikke det, som vi ser derude at de ældre har. Tværtimod vil de jo bare gerne have den hjælp, som de har behov for nu, hvor alderdommen sætter sine tydelige spor og man har brug for hjælp til både det praktiske, men også til personlig pleje. Så jeg vil gerne høre, hvad fru Pia Kjærsgaard tænker om de meldinger, der i sommer kom fra regeringen.

Ordføreren.

Jeg synes, det var absurd, og jeg tog klart afstand. Jeg havde også en debat med hr. Christian Rabjerg Madsen fra Socialdemokratiet, som – det kan jeg vist roligt sige – ikke klarede sig særlig godt og også har været på tilbagetog siden. Man må bare sige, at det vist var en sommerballon fra en politisk ordfører, der blev sendt op på egne vegne. Det lyder jo i sig selv usædvanligt. Det passer sikkert heller ikke helt, men det var en sommerballon. Den blev banket godt og grundigt ned, og lad os håbe, at den bliver ved med at være det. For det er helt grotesk, at det, man kan foreslå fra Socialdemokratiets side, hvor man har klaret det rigtig, rigtig dårligt inden for ældreplejen, så er, at der bare skal være mere brugerbetaling. Jamen, det er for nemt, ikke?

Værsgo til spørgeren for sin anden korte bemærkning.

Tak til fru Pia Kjærsgaard for svaret. Det deler vi fuldstændig. Nu skal vi jo på et tidspunkt i gang med nogle forhandlinger om en ældrelov, og jeg og Danmarksdemokraterne har da den stærke bekymring, at regeringen kunne finde på at snige brugerbetaling ind ad bagvejen i forhold til den her ældrelov. Der kan jeg høre på fru Pia Kjærsgaard, at man også i Dansk Folkeparti har tænkt sig at være på vagt i forhold til det, og jeg håber, vi kan kæmpe sammen for at gøre alt, hvad vi kan, for at der kommer brugerbetaling ind, og at man sætter det i spil i forhold til, at de ældre har for høje forventninger. For det er jo ikke realiteten.

Tak. Så er det fru Pia Kjærsgaard.

Jamen det bliver ikke uden larm, skal jeg hilse og sige, hvis det skulle komme på tale. Men desværre er der jo allerede brugerbetaling. Hvis man vil have en robotstøvsuger, må man selv betale. Der er flere og flere private firmaer, der går ind, fordi det kommunale desværre ikke er godt nok, så der er allerede brugerbetaling i ældreplejen, og det havde jeg sådan set aldrig forestillet mig at vi skulle have i Danmark. Altså, hvis der er noget andet tidspunkt, end når man når skelsår og alder, og skal kunne sætte sig ned eller lægge sig ned eller gå en tur, eller hvad det kan være, og overhovedet ikke skal spekulere på andet, end at der er nogen, der sørger for en, så ved jeg ikke, hvornår det skulle være.

Tak, så er det fru Lotte Rod, Radikale Venstre. Værsgo.

Jeg vil gerne starte med at sige tusind tak til Pia Kjærsgaard for virkelig at brænde for det her område og for at rejse den her debat. Jeg kan se på klokken, at jeg ikke når at holde min egen tale, så jeg tog lige ordet for at gribe chancen for at nå at læse min vedtagelsestekst højt, for det er den måde, den kan komme ind i forhandlingen på. Så hermed et forslag til vedtagelse fra Radikale Venstre:

Forslag til vedtagelse

»Velfærd er at være noget for nogen. Mennesket er og skal altid være et mål i sig selv.

Men de seneste 20 års styring gennem dokumentation og økonomiske incitamenter har skabt trange vilkår for værdigheden i ældreplejen: Vi har gjort mennesker til en opgave, der skal løses og tjekkes af i et skema.

Det vil vi lave om på.

Folketinget ønsker, at ældreplejen skal være god, og ønsker derfor en klar prioritering. Vi vil lave en ny generationskontrakt med gode rammer for alle børn og unge og til gengæld differentiere i tilbuddene til ældre. Fremover skal flere ældre betale dele selv for at kunne sikre en ordentlig hjælp til dem, der har brug for det.

Folketinget ønsker samtidig, at regeringen indkalder til forhandlinger om at sætte medarbejdere fri til at udfolde deres faglighed. Det er ikke gjort med hensigtserklæringer, men kræver en helt anden politik baseret på tillid.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 14).

Tak. Det noterer vi, og det indgår i de videre forhandlinger. Jeg skal høre, om Pia Kjærsgaard ønsker ordet.

Nej, det kan jeg ikke rigtig forholde mig til.

Så er det fru Katrine Daugaard, Liberal Alliance. Værsgo.

Jeg vil også sige tusind tak til fru Pia Kjærsgaard for at indkalde til den her forespørgselsdebat. Jeg kunne godt tænke mig at høre, om fru Pia Kjærsgaard og DF anerkender, at det jo også har noget at gøre med det kommunale selvstyre, altså hvordan de vælger at bruge pengene.

Hvis vi tager sådan en kommune som Frederikshavn Kommune, er der f.eks. en borgmester, som selv har været ude at sige, at hun ikke mente, de leverede en ordentlig ældrevelfærd. Det er samtidig en kommune, som har utrolig mange administrativt ansatte. Her kunne de spare f.eks. 56 mio. kr., hvis de bare lagde sig ned på gennemsnittet. De kunne spare 190 mio. kr., hvis de blev lige så veldrevet som Horsens Kommune. Det er immer væk mange penge, man kunne bruge på ældrevelfærd i sådan en kommune.

Ja, tiden er gået. Værsgo til Pia Kjærsgaard.

Der er jo ingen tvivl om, at der adskillige steder burde være en omstrukturering. Altså, det er jo igen det der med bureaukratiet, administration osv. Men jeg må sige, at det der med at øremærke synes jeg faktisk vi skal. Jeg synes, at når vi sender penge herfra og ud til kommunerne møntet på de ældre, skal de øremærkes. For vi har alt for mange gange set, at det går til alt muligt andet.

Det duer jo ikke, at vi herinde efter mange diskussioner og forhandlinger vedtager et eller andet beløb til ældrepleje, og så går det til huller i vejene i stedet for. Det er ikke rimeligt. Altså, jeg mener helt klart, at det skal øremærkes, og jeg er i den her sammenhæng lidt træt af at høre om det kommunale selvstyre, som samtidig, berettiget, brokker sig over, at det ikke altid går helt godt. Så en klar øremærkning synes jeg ville være helt, helt rimeligt.

Værsgo for den anden korte bemærkning.

Men har det ikke også noget med ansvarlighed og ordentlighed at gøre, altså at lokalpolitikerne forvalter pengene ansvarligt? Horsens Kommune kan f.eks. godt finde ud af at levere en ordentlig ældrepleje uden at bruge 190 mio. kr. ekstra, eller det er det jo så ikke, men så uden at bruge så mange flere penge pr. borger, som man gør oppe i Frederikshavn.

Ordføreren.

Jo – det er det store regnestykke, og så har vi jo heldigvis demokrati og folkestyre og nogle vælgere, der lige må tænke sig om, når der sker sådan nogle ting.

Tak. Så er der ikke flere korte bemærkninger. Så går vi videre i ordførerrækken til fru Annette Lind, Socialdemokratiet. Værsgo.

Tak for det, formand. Mange tak til Dansk Folkeparti for at indkalde til den her forespørgselsdebat. Jeg synes helt principielt, at vi har haft for få diskussioner om ældreplejen i det år, hvor jeg har været ældreordfører. Jeg synes, man skal kigge på, hvad det er for en opgave, man står over for. Der bliver flere ældre, de ældre bliver ældre, de lever længere, der bliver flere multisyge, der bliver flere kronikere, der mangler medarbejdere, der er for mange vikarer, og så er der for meget bureaukrati.

Er det en let opgave at løse? Uanset hvad vi gør, er det svært, og det tror jeg vi alle sammen herinde kan anerkende, altså at den post, vi står over for, er stor. Så uanset om vi giver flere penge, om vi spørger, om der kan komme flere medarbejdere, eller om vi laver mindre bureaukrati, står vi på en uriaspost over for en stor opgave de næste mange år.

For Socialdemokratiet er det helt afgørende, at vi sikrer gode og værdige rammer for den kommunale ældrepleje, fordi vi mener, at alle selvfølgelig har ret til en alderdom med tryghed og værdighed. Ældre er jo heldigvis lige så forskellige som alle andre, og der er stor forskel på, hvad man ønsker, og hvad man har behov for. Men en ting er helt sikkert, og det er, at når man bliver gammel og har brug for hjælp, skal der være et stærkt velfærdssamfund, der står klar med hjælp.

Penge er ikke det eneste, der betyder noget, men jeg anerkender virkelig, at det spiller en stor rolle og en vigtig rolle. For selvfølgelig er der en sammenhæng mellem de penge, man har, og den ældrepleje, man kan levere. Jeg er jo medlem af Socialdemokratiet, som er et stort kommunalt parti, og derfor snakker jeg selvfølgelig med mange borgmestre og mange kommuner, og de føler sig presset på økonomien på grund af bl.a. den inflation, der har været eller er; ligesom mange andre danskere mærker mange kommuner i disse år også konsekvenserne af det hele, når priserne stiger.

Men samtidig er det vigtigt at slå fast, at der er blevet afsat flere penge til kommunerne de seneste år, og i årene før de år er der også tilført flere penge, også når der tages højde for, at der er blevet flere ældre. Med økonomiaftalen med kommunerne fra maj og med finanslovsaftalen fra tidligere på ugen er der afsat omkring 2 mia. kr. mere til kommunerne i 2024 i forhold til 2023. Det er altså et ganske pænt løft. Derudover er der i finanslovsaftalen afsat penge til værdig ældrepleje, og det har vi jo alle i det her rum været med til, og det er til faste teams og udsatte ældre.

Så der er sat mange penge af til ældreområdet næste år, men samtidig anerkender jeg igen som sagt, at kommunerne er pressede af andre årsager. På lang sigt har vi fremlagt en 2030-plan, hvor vi afsætter 19 mia. kr. alene til at sikre, at velfærden følger med, når der bliver flere børn og ældre, og derudover er der afsat penge til sundhedsområdet, som vi ved kommer til at fylde meget de næste år med flere ældre. For ganske få ældre er bare gamle; mange af dem er også syge.

Der kommer flere penge til ældreområdet næste år. Jeg tror også, at der er andre årsager til, at man lige nu ikke oplever den ældrepleje, vi ønsker os, og jeg vil kort komme ind på to af årsagerne.

For det første er den ene er jo selvfølgelig rekruttering: Vi mangler medarbejdere på sundheds- og plejeområdet. Det skal vi løse, for ellers kommer vi ikke nogen vegne. Vi sagde før folketingsvalget sidste år, at vi ville afsætte 3 mia. kr. til bedre løn og arbejdsvilkår i den offentlige sektor. Derfor har regeringen indledt forhandlinger med kommuner, regioner og de faglige organisationer om at sikre et lønløft til nogle at de områder inden for vores velfærdssektor, hvor vi har særlig stor mangel på arbejdskraft. Vi har også lige præsenteret en finanslov – en historisk bred finanslov – hvor vi styrker erhvervsuddannelserne, f.eks. social- og sundhedsskolerne, hvor vi har gjort det muligt at tage en uddannelse med 110 pct. af dagpengesatsen inden for bl.a. nogle af de velfærdsområder, hvor vi mangler arbejdskraft.

For det andet er vi nødt til at gøre noget ved det bureaukrati, vi ser derude. Vi hører igen og igen, at der bliver brugt alt for meget tid og alt for mange ressourcer på dokumentation og registreringer. Vi kan bruge nok så mange penge, men hvis vi ikke bruger tiden rigtigt, kommer det ikke de ældre til gavn.

Vi har rigtig mange dygtige medarbejdere i vores ældrepleje – dem vil jeg gerne rose, for jeg ved, de arbejder hårdt, og hver dag yder de en kæmpe indsats – men mange oplever også, at de ikke kan bruge deres faglighed fuldt ud, fordi deres arbejdsdag på forhånd er lagt i snævre skemaer. Vi vil have tilliden til medarbejderne tilbage, så de kan bruge tiden sammen med de ældre frem for at udfylde kontrolskemaer.

Tak til ordføreren. Der er en række korte bemærkninger. Men først er der lige en vedtagelsestekst til oplæsning. Værsgo.

Tak for det. Jeg har en vedtagelsestekst, som jeg gerne vil læse op på vegne af Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne:

Forslag til vedtagelse

»Folketinget anerkender, at ældreplejen er udfordret af bl.a. arbejdskraftmangel.

Folketinget konstaterer samtidigt, at regeringen prioriterer, at pengene følger med, når vi bliver flere børn og ældre (det demografiske træk).

Regeringen har med aftalen om kommunernes økonomi for 2024 tilført kommunerne et realløft på 1,4 mia. kr. Derudover afsættes der med finanslovsaftalen for 2024 650 mio. kr. til kommunerne. Regeringen har således med økonomiaftalen og finanslovsaftalen prioriteret et samlet realløft af kommunernes serviceramme på 2,1 mia. kr. i 2024, som kommunerne bl.a. kan prioritere til ældreområdet.

Yderligere er der i finanslovsaftalen for 2024 afsat en ramme på 695 mio. kr. i 2024-2027 til en værdig ældrepleje.

Folketinget anerkender, at flere penge ikke alene løser udfordringerne på ældreområdet og tilslutter sig derfor regeringens ambitioner om at gennemføre en omfattende frisættelse af ældreområdet.

Derfor opfordrer Folketinget til, at ældreministeren fremlægger et udspil til en ældrereform og indkalder til politiske forhandlinger.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 12).

Tak for ordet.

Tak. Så er der en række korte bemærkninger, og dem tager vi nu. Den første er fra fru Marlene Harpsøe, Danmarksdemokraterne. Værsgo.

Mange tak til ordføreren for ordførertalen. Jeg er jo en af dem, som ivrigt følger med i, hvad der siges og skrives alle steder, for kan man nu snart få noget at vide om den ældrelov og det udspil, som regeringen kommer med? Vi er jo alle sammen meget nysgerrige.

For nylig var der en artikel, og det var vistnok i Berlingske, med et interview med ældreministeren, hvor idéen med plejehjemsbestyrelser blev udfoldet. Så vi ved, at der kommer noget om plejehjemsbestyrelser. Man skal ifølge regeringen og dermed også Socialdemokraterne simpelt hen have de her bestyrelser med bl.a. repræsentanter fra det lokale erhvervsliv og lokale kulturinstitutioner osv. De skal ind og styre de her plejehjem. Derfor vil jeg bare gerne lige høre, om ordføreren kan uddybe, på hvilken måde de her plejehjemsbestyrelser skal løse nogle af de her udfordringer, der er i ældreplejen. Kan man uddybe det?

Ordføreren.

Der stod også i Berlingske, at jeg ikke kommenterer på det, for så længe man er i forhandlinger, synes jeg sådan set ikke, at man skal snakke om den sag. Det, som der er med plejehjemsbestyrelser, er jo, at der er rigtig mange forskellige måder at gøre tingene på, og der er rigtig, rigtig store friheder, som det er i dag. Der er både frihed til at kunne have borgerbestyrelser, og man kan have rent kommunale. Så i dag er der forsøgsordninger på mange måder, så der er meget at bygge på. Men lad os se, hvad vi bliver enige om i fællesskab.

Fru Marlene Harpsøe for sin anden korte bemærkning. Værsgo.

Ja, der fik vi lige et svar, jeg ikke havde regnet med, for jeg troede faktisk, at lige præcis det om plejehjemsbestyrelser var clearet af i regeringen. Det er det så ikke, og der sidder man så og forhandler og prøver at blive enige om nogle ting. Men måske kan den socialdemokratiske ordfører så give nogle flere perspektiver på, hvad der skal ske i forhold til bl.a. det her lokale selvstyre, og hvordan det bedre kan blive forankret, så man tager et ledelsesmæssigt ansvar for ældreplejen ude lokalt.

Ordføreren.

Jeg synes faktisk ikke, det er helt rigtigt at stå og diskutere nogle ting, som jeg kender til, og som vi skal have med i et udspil. Derfor synes jeg, at når udspillet kommer, diskuterer vi de her ting. I dag er det sådan med bestyrelserne, at man kan gøre det på rigtig mange forskellige måder. Vi vil gerne forbedre tingene, sådan at man giver flere muligheder og mere frit valg i forhold til de her ting, og det er det, som vi kommer til at præsentere.

Så er det fru Pia Kjærsgaard, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Aha, da vi kom lidt ind i det, forstod jeg, at det er regeringen, der forhandler. Jamen så forstår jeg bedre, hvorfor det tager så lang tid. Lige da ordføreren sagde det, tænkte jeg faktisk: Jeg har da ikke været til nogen forhandlinger. Men det er regeringen, der forhandler – god fornøjelse! Jeg vil bare sige, at så kan jeg komme med nogle forslag, altså lidt input. F.eks. ville plejehjemslæger være rigtig godt. Faste tværfaglige teams omkring den ældre har vi diskuteret, og det håber vi kommer igennem. Så er der selvvisitation af hjælpemidler til under 5.000 kr., for hvorfor skal man visiteres til et eller andet, der ikke koster ret meget? Det er jo igen den bureaukratiske vej. Nu er jeg ikke indkaldt til forhandlinger, men god fornøjelse i jeres tre partier. Jeg kommer bare med det her, for det bliver jeg jo nødt til. Dosisdispenseret medicin ville også være en rigtig, rigtig god idé. Jeg siger det bare her, og det er måske i virkeligheden også det allerbedste sted at sige det, for så er det ikke inde bag de lukkede døre, hvor de tre regeringspartier sidder og forhandler. Jeg tror, ordføreren kom til at forløbe sig lidt, men det kan jo ske en gang imellem.

Ordføreren.

Tak til fru Pia Kjærsgaard. Fru Pia Kjærsgaard er jo meget vidende på det her område, så jeg lytter da meget interesseret i forhold til tingene. Det er klart, at de ting, som fru Pia Kjærsgaard også nævner, er ting, som selvfølgelig også bliver diskuteret.

Det, man skal huske på – og nu er det blevet sagt, at det kommer efter nytår – er, at det, der er væsentligt, jo lige præcis ikke er, hvornår udspillet lige præcis kommer, men hvornår tingene træder i kraft, og det er der jo ikke ændret på. Tingene skal jo træde i kraft i 2025, og det har jeg ikke nogen tanker om skal ændre sig. Så der er meget Christiansborgsnak i det her. Det er måske mest væsentligt at se på, hvornår tingene skal træde i kraft, og at de også gør det.

Fru Pia Kjærsgaard for sin anden korte bemærkning. Værsgo.

Vi må jo se, om det kan nås. For der står jo, at lovforslaget skal komme i februar måned. Det ved vi allerede nu ikke kommer til at ske. Så der er sådan et ryk hele vejen igennem på det her. Jeg bliver mere og mere i tvivl om, om det overhovedet kan nås inden et folketingsvalg. Vi ved ikke, hvornår det kommer, men med den mangel på fremgang i det her, faktisk igennem 2 år, må jeg bare sige, at jeg er meget skeptisk. Men forhandl bare videre, og lad os på et tidspunkt få et resultat.

Ordføreren.

Jeg synes også, man skal huske lidt tilbage på, hvad det egentlig var, der skete under den tidligere regering. Den tidligere regering blev nødt til at udskrive et valg. Der var vi rigtig, rigtig langt, og man havde også givet penge til de første forsøg med faste teams osv. Hvis den regering ikke havde skullet udskrive valg, ville tingene jo have været i skred. Nu har vi haft en lang borgerinddragende proces, og det er vi faktisk ret stolte over. Så jeg synes sådan set ikke, det gør noget, om det handler om en måned eller måske lidt mere. Det, det handler om, er jo, at vi får lavet den her inddragende proces, også med forhandlinger med alle partier. For jeg synes jo, at når vi har udvalgsmøder, er vi faktisk ret enige om, hvilken retning vi skal gå.

Tak. Så er det fru Kirsten Normann Andersen, SF. Værsgo.

Tak for det. Jeg kommer lige en lille smule tilbage til det, som forespørgslen også handler om, for der bliver brugt ufattelig mange ord her, synes jeg. Mangel på personale nævnes af ordføreren. Det er jeg i øvrigt fuldstændig enig i. Jeg tror i øvrigt, det går bedre, for jeg tror, ministeren sagde, at nu manglede vi 15.000 i 2035, men i marts var det 17.000 i 2030, og det er da en forbedring – det må man jo sige.

På trods af at alle ved, at vi mangler personale, kan vi også se lige nu, at kommunerne opsiger personale på grund af besparelser. Så det personale, som vi har så vanvittig meget brug for, bliver opsagt på grund af besparelser. Er det så personalemangel, eller er det kommunernes budgetter, der er årsagen til, at Jens Erik og andre ikke kan få den hjælp, som de har brug for?

Ordføreren.

Jamen der synes jeg, at vi virkelig i sammenhæng skal hjælpe med at modgå det. Det er jo skidt, hvis man fyrer, fordi man mangler penge. Det demografiske træk bliver dækket. Jeg synes, at vi kan være ret stolte af faktisk i fællesskab nu at have lavet en finanslov, som jo netop modgår det her, ved at man siger, at der skal være meget mere fokus på erhvervsuddannelser, vi giver som permanent løsning 110 pct. af dagpengesatsen, og vi siger, at man skal have mere i løn. Det, der bare er rigtig besværligt, er, at man jo ikke kan vride armen om på ryggen på folk, der måske ikke vil tage den her uddannelse. Og derfor skal vi jo i fællesskab virkelig tale det op. De gør det knaldgodt derude i kommunerne, og det skal vi blive ved med også at bekræfte dem i, sådan at det i hvert fald ikke er, fordi man ikke har prestige nok i sit hverv, at man ikke ønsker den her uddannelse.

Spørgeren med den anden korte bemærkning.

Tak. Altså, det er jo ikke et svar på spørgsmålet, for vi er enige om, at man skal gøre en hel masse for at få mennesker i uddannelse. Men hvis det er sådan, at kommunerne ikke har råd til at ansætte dem, hvis kommunerne er nødt til at opsige personalet, hvis kommunerne ikke har råd til at tilbyde folk at arbejde på fuld tid, selv om de faktisk gerne vil det, så er det vel ikke et spørgsmål om, at vi mangler personale, men et spørgsmål om, at vi mangler penge. Og måske i forlængelse af det vil jeg nævne den sprække, som nogle har omtalt i Berlingske. Der kan man jo læse sig til, at regeringen muligvis kommer med et forslag om, at borgerne også skal have mulighed for at kunne tilkøbe ældrepleje. Er det løsningen, at borgerne selv må købe ekstra hjælp, hvis det er sådan, at de ikke kan få den hjælp, som de har brug for?

Ordføreren.

I Socialdemokratiet mener vi jo, som jeg også sagde i min ordførertale, at den grundlæggende ældrepleje skal betales af det offentlige, og det er vi jo også enige med SF i. Så det tror jeg ikke at vi har ændret holdning til overhovedet. Tilkøb er jo tit og ofte, hvis man vil have ekstra.

Så er det fru Katrine Daugaard, Liberal Alliance. Værsgo.

Nu talte jeg før om Arnepensionen og efterlønnen, som Socialdemokratiet jo er meget glad for, altså at trække raske mennesker ud af arbejdsmarkedet. Det er jo ikke noget, der gør rekruttering eller situationen med den manglende arbejdskraft bedre.

Jeg har heller ikke set regeringen lægge op til f.eks. at putte sosu på positivlisten i forhold til udenlandsk arbejdskraft. Jeg ser i det hele taget masser af tiltag, man kan lave i forhold til at få flere folk fra udlandet, som ikke bliver lavet.

Hvorfor sker der ikke noget? Og hvorfor siger man på den ene side, at man gerne vil tiltrække mere arbejdskraft, og så hiver man på den anden side raske mennesker ud af arbejdsmarkedet? Det giver da ingen mening.

Ordføreren.

Jeg er ked af den måde, som det bliver omtalt på i forhold til folk, der virkelig har knoklet på arbejdsmarkedet igennem rigtig, rigtig mange år. Det er sådan, at vi har lavet nogle ordninger, der gør, at folk, der har knoklet et helt, langt arbejdsliv, siden de måske var meget unge, kan få lov til at trække sig tilbage med værdighed. Det burde vi faktisk alle sammen synes var en rigtig god idé.

Det kan ikke passe, at nogen synes, at hvis man har haft et langt arbejdsliv – som f.eks. med Arnepensionen – man er kommet tidligt ud at arbejde, man har ydet deres, man har betalt skat, man har arbejdet over 40 år på arbejdsmarkedet og har brug for at kunne trække sig tilbage på en værdig måde, skal man ikke have mulighed for det.

Vi har en god økonomi i Danmark, og vi er rigtig mange mennesker, der arbejder. Vi har den laveste arbejdsløshedsprocent nogen sinde, så det betyder ikke, at danskerne ikke vil arbejde. Men de, der har arbejdet rigtig længe og hårdt, skal have mulighed for at trække sig tilbage med værdighed.

Spørgeren for sin anden korte bemærkning.

Jamen jeg er helt enig i, at det ikke er penge, vi mangler. Vi har masser af penge, men vi mangler arbejdskraft. Og det er 75 pct. af dem, der er på Arnepension, som selv ikke synes, at de er nedslidte. Det er 88 pct. af dem, som er på efterløn, som betegner sig selv som værende ikkenedslidt.

Altså, kan vi ikke kalde det for det, det er? Vi trækker raske mennesker ud af arbejdsmarkedet, alt imens ordføreren står og kalder på politik, der skaffer mere arbejdskraft. Det er jo ikke det, I gør.

Ordføreren.

Regeringen har truffet nogle valg, som heller ikke altid har været populære. Vi har bl.a. afskaffet store bededag for at få en arbejdsstyrke og få nogle timer, som man ikke ellers kunne finde.

Det er også sådan, at hvis det er, at man har arbejdet et langt arbejdsliv, og man måske ikke føler, at man er syg, så ved vi, at de, der har de korteste uddannelser, også er dem, der lever kortest. Og derfor er det også sådan, at vi giver dem en værdig måde at trække sig tilbage på for at kunne få et liv efter arbejdslivet.

Tak. Så er det fru Mette Abildgaard, Det Konservative Folkeparti. Værsgo.

Tak for det. Jeg må indrømme, at jeg blev en lille smule provokeret, da jeg hørte ordførerens tale, hvor ordføreren siger det her med: Jeg synes faktisk, vi diskuterer ældrepolitik for lidt. Ja, så skulle I måske indkalde til nogle forhandlinger, så vi kunne få mulighed for at drøfte det lidt videre end bare ved temamøder og orienteringer og den slags. Altså, vi skal jo derhen, hvor vi skal lave nogle forandringer, der gør en forskel for vores ældre i det her land.

Jeg har det på mange måder blandet med at kritisere ældreministeren, for ældreministeren har siddet et år og repræsenterer et parti, der ikke har det samme historiske ansvar, som Socialdemokratiet har, i den her sag. Det var den 1. januar 2022, og nu snakker ordføreren om, om man kan nå det inden for lovkataloget i februar 2024. Burde statsministeren ikke lige have nævnt det i nytårstalen: Hey, jeg vil i øvrigt lave en kæmpe reform af ældreområdet; I skal vide, at der kommer et lovforslag i februar 2024, hvis alt går vel? Det er jo så uærlig politik at love noget i en nytårstale, årets vigtigste tale fra en statsminister, og så ikke at have leveret på det 2 år efter. Det skylder Socialdemokratiet et svar på.

Det får ordføreren mulighed for nu. Værsgo.

Altså, som jeg sagde, er jeg hundrede procent sikker på, at hvis der ikke var kommet valg, havde vi også haft den her ældrelov præsenteret, for vi var jo meget, meget langt med det. Men man må da have respekt for, at der kommer en ny regering, og at man så skal tale sig ind på det, ovenikøbet en regering, som man ikke har set på samme måde hen over midten i 40 år – ikke siden 1978, tror jeg det var. Derfor er der selvfølgelig nogle ting, der skal diskuteres. Men samtidig synes jeg da, at vi skal kigge på, hvornår det skal træde i kraft. Der står, at det skal træde i kraft i 2025. Det kommer vi helt hundrede procent sikkert til at nå. Derfor synes jeg egentlig, der er meget Christiansborgsnak i diskussionen om, om vi skal vente en måned eller ej.

Fru Mette Abildgaard for den anden korte bemærkning

Det er ikke et spørgsmål om, om vi skal vente en måned eller ej; det er et spørgsmål om, at statsministeren, som altså havde den samme titel, som hun har, den dag vi står her i salen, den 1. januar 2022 lovede danskerne noget i sin tale. Hun var statsminister dengang, hun er statsminister i dag. Hun kunne ikke levere på det dengang, hun kan ikke levere på det nu.

Så hele diskussionen om, hvornår det her skal træde i kraft, er helt åndssvag, for vi skal jo se på, hvornår man lovede at gå i gang med det her arbejde. Det gjorde man for flere år siden. Og til det her med, at man var kommet så langt i den daværende regering, vil jeg sige, at hvis man virkelig var det, havde det også været lidt nemmere at gribe for den nuværende ældreminister og arbejde videre med – hvis man virkelig var så langt. Jeg vil sige, at jeg aldrig nåede at blive indkaldt til nogen forhandlinger eller se noget materiale fra den daværende minister, der også var socialdemokrat.

Ordføreren.

Jeg kunne egentlig godt tænke mig at spørge den anden vej: Hvis det var sådan, at fru Mette Abildgaards parti skulle danne regering med to andre partier, ville det så ikke være vigtigt, at man var på samme niveau, i forhold til hvordan man så på tingene? Det tager sin tid at diskutere de ting. Det er jo ikke, fordi man er uenige på den måde, men det handler selvfølgelig om, at man skal være på bølgelængde. Vi er tre vidt forskellige partier – det blev sagt helt fra start af – og samtidig med det har vi virkelig bevist med finansloven, at vi kan lave aftaler meget bredt i Folketinget. Det kommer vi hundrede procent sikkert også til på det her område.

Tak. Så er det hr. Kim Edberg Andersen, Nye Borgerlige.

Det er de vildeste stråmand, der bliver hevet op lige nu. Men rent matematisk er der det samme flertal nu som det, der åbenbart havde en god aftale før det sidste valg, og så har de bare kørt det igennem. Der er et flertal, og de partier eksisterer stadig væk. Der er et flertal, så lad nu være med at komme med stråmænd. Det, der er fakta, er, at vi har en statsminister, der lovede noget i 2022, som hun ikke har holdt, og hun har ikke tænkt sig at holde det. Og vi har en ordfører, der siger: Det kommer helt sikkert inden 2025. For det bliver bare banket igennem, det bliver et diktat, medmindre Moderaterne bliver ved med at spytte medlemmer ud, som de gør lige nu. Så når vi det jo ikke inden 2025, for så har I ikke et flertal.

Så kunne det ikke tænkes, at man trådte et skridt tilbage og ordføreren måske levede op til det, der blev sagt? Ordføreren siger selv, at fru Pia Kjærsgaard er meget vidende på området, og fru Kirsten Normann Andersen er jo meget vidende på området. Så skal man da tænke ud af boksen. Tænk, hvis man nu bare havde inviteret de to mennesker, men det gør man ikke, for man ved, at det er nok med den brede regering hen over midten, som har lavet Danmarks bredeste finanslov, som jeg dog bliver nødt til at sige at man nok skal være med at forsøge at sælge på den måde, for er virkeligheden ikke, at vi andre, ligesom det altid er, kun havde den mulighed enten at sige ja eller stå udenfor?

Tak. Så er det ordføreren.

Mig bekendt fik Nye Borgerlige ikke vredet armen rundt på ryggen i går eller i forgårs, inden finanslovsaftalen blev indgået. Jeg synes, at man skal tænke sig lidt om, i forhold til hvad det er for et område, vi skal arbejde med her. Det er et meget, meget bredt område, og vi har i Danmark tradition for at lave forligskredse, når vi snakker om folkeskolen, og når vi snakker om institutioner og mange andre områder, som har betydning. Hvorfor laver vi forligskredse? Det er jo selvfølgelig, for at vi ikke skal ændre meget afgørende love fra gang til gang. Jeg synes bestemt, at vi skal diskutere det, og jeg lytter meget gerne til fru Kirsten Normann Andersen og fru Pia Kjærsgaard, og hvem der ellers ved noget om det her. Det synes jeg også at vi skylder danskerne, men vi skylder også danskerne, at vi bliver enige først, og så kommer vi til at diskutere det med alle andre partier, og jeg håber virkelig, at det bliver et bredt forlig.

Spørgeren for sin anden korte bemærkning.

Vi skal blive enige først, og så spørger vi de andre partier, siger man. Jeg troede, at man spurgte Folketinget, og så blev der et bredt forlig. Men man kan jo stå med sit forlig helt alene, og så kan man selvfølgelig ændre det efterfølgende. Ordføreren var meget fast i kødet om, at folk skulle have lov til at trække sig tilbage fra arbejdslivet på en værdig måde – for så at rende ind i en ældrepleje, som set fra Nye Borgerliges synspunkt bestemt ikke er værdig på nogen som helst måde lige nu. Så skal vi bare tage retorikken væk og sige: Så længe man stemmer og gør det aktivt, er det fint, og så skal man have værdighed, men lige så snart man har brug for ældrepleje og ikke ændrer sin stemme, har Socialdemokraterne det fint med at behandle ældre, som de gør nu?

Tak! Tiden er gået. Ordføreren.

Jeg synes, at den måde, vi gør det på, er meget værdig, når vi lader folk trække sig tilbage tidligere. Nu ved jeg, at spørgeren er den sidste spørger lige her og nu, og jeg vil bare gerne opfordre til, at vi alle sammen taler om det her og bliver enige. Det klæder vores land, og vil klæde vores medarbejdere og kommunerne, at vi netop opnår enighed om det her område. Så jeg glæder mig til, at vi ser udspillet.

Tak til ordføreren. Der er ikke flere korte bemærkninger, så vi går videre i ordførerrækken til hr. Hans Christian Schmidt fra Venstre. Værsgo.

Tak for ordet, og særlig tak til Dansk Folkeparti og til fru Pia Kjærsgaard for at rejse den her debat. Det synes jeg er meget, meget vigtigt, og jeg vil gerne sige, at spørgsmålet og dermed jo også den fokus, vi sætter på de udfordringer, vores ældrepleje står over for, er en vigtig debat. Jeg kan jo også høre her, at det tager alle folketingsmedlemmer ned som en vigtig debat. Så fru Pia Kjærsgaard har endnu en gang ramt rigtigt med en forespørgsel, og jeg synes kun, det er godt, at vi bruger tid på det. Det hørte jeg også min kollega fru Annette Lind sige, og jeg hørte ministeren sige det, altså at det er vigtigt, at vi bruger tid på det, og det synes jeg er helt korrekt. Det er jo en dagsorden, vi skal gøre noget ved, og når vi snakker om ældreområdet, kan vi jo ikke undgå at snakke om økonomi. Derfor er jeg selvfølgelig glad for, og det har min kollega fru Annette Lind jo lige gennemgået, at regeringen også vil prioritere, at pengene følger med, når der kommer flere børn og for den sags skyld, som vi snakker om i dag, flere ældre i fremtiden. Bl.a. derfor har regeringen jo, som ministeren også har sagt, med økonomiaftalen for 2024 tilført kommunerne et realløft på 1,4 mia. kr.

Vi kan jo diskutere tal længe. Jeg har haft fornøjelsen af at være i Folketinget i mange år, og vi har tit diskuteret tal, men man skal bare huske, at det, som det hele kommer til at dreje sig om til sidst, er, om vi får noget ud af de penge, hvad vi får ud af dem, og om det er noget, som kommer befolkningen til gavn. Det er det, som vi hver især og for den sags skyld sammen skal stå til regnskab for. Det er jo heldigvis nogle penge, kommunerne selv kan vælge hvad de vil prioritere til. Det er ikke noget, vi fra Folketingets side skal styre, og det har vi også dårlige erfaringer med når vi blander os i. Så det jeg har helt klart tiltro til at vores kommunalbestyrelser sagtens kan.

Det er ikke altid – det må vi også erkende – at flere penge løser alle problemer, men vi må jo nødvendigvis sige, at penge også hænger sammen med de problemer, vi står over for her. Vi må så også sige, at den der bedre kvalitet, vi taler om, kan man ikke altid kun købe for penge. Der er mange andre ting også, og her i debatten har jeg lagt mærke til, at der har været mange bud på, hvad der kan gøres, for at kvaliteten bliver bedre. Vi burde jo nok snakke mere om, hvordan den bedste kvalitet kommer i hjemmeplejen, og hvordan vi sikrer, at ældreområdet bliver forvaltet med borgeren og med den ældre i centrum. Det er jo det, synes jeg, vi alle sammen må huske på: Den ældre skal altid være i centrum. Med de rigide regler og dokumentationskrav, vi har i dag, tror jeg desværre ikke, det altid er med den ældre i centrum, ældreplejen udføres. Det vil jeg sige ligeud til de ansatte. Man kan jo ikke vide, om nogle har tid til at se eller ved en anden lejlighed kommer til at høre noget af den debat, vi har her i dag, men jeg vil sige til de ansatte: Det er ikke jeres skyld. Det er jo os her i Folketinget, der har vedtaget det regelsæt, som man arbejder efter, og når man har siddet herinde, så længe som jeg har, ved man, at i hvert fald noget af det er sket på ens egen vagt. Det er man nødt til bare at erkende, og så har man også en forpligtelse til at få det lavet om.

Så vi bliver nødt til at tænke nyt, og vi bliver også nødt til hele tiden at ændre ældreplejen og ældreområdet, som vi kender det i dag, for vi ved godt, at det er nogle andre ting, der skal til. Jeg hørte også selv i nyhederne nogen fortælle om nogle ting rundtomkring i landet, som jeg synes man gør godt, og det synes jeg er dejligt; det er fint, og det kan vi lære af. Jeg er også glad for, at regeringen snart er klar til at præsentere det kommende udspil til en reform for ældreområdet, som grundlæggende jo skal tage et opgør med den måde, ældreområdet i dag styres, dokumenteres og leveres på. For jeg har den holdning, at hvis vi skal imødegå den massive beskæring på ældreområdet, som forslagsstillerne skriver, bliver vi nødt til at tænke nyt. Vi bliver her i Folketinget nødt til at tænke, som vi også ville tænke ellers, nemlig på den ældre. Den ældre er vi nødt til at sætte i centrum.

Jeg har godt lagt mærke til i debatten, at man meget diskuterer det der med, om man skulle have fremlagt det noget før. Jamen der er jo ingen grund til at skjule over for hinanden, at vi er mange, der gerne havde set, at vi selvfølgelig havde gjort det her noget hurtigere. Altså, hvis man følger med i de udsendelser og i de nyheder, der er, vil alle jo sige, at det da ville være dejligt. Jeg er ret sikker på, at vi kommer til at trække på hinandens erfaringer og hinandens viden, når vi skal løse det her problem. Det er et, vi har skabt sammen, og det er også et, vi kommer til at løse sammen. Sådan vil det blive. Tak for ordet.

Første korte bemærkning er til fru Marlene Harpsøe fra Danmarksdemokraterne.

Først tak til Venstre for talen. Jeg er selv kommet fra hjemmeplejen, før jeg kom i Folketinget, men jeg sidder også som formand for omsorgs- og sundhedsudvalget oppe i Helsingør, og nu ved jeg jo fra praksis, at der nogle gange er nogle ting – det er sådan nogle lavthængende frugter – som gør, at man som kommune står sådan lidt i vildrede og har brug for hjælp fra Christiansborg i forhold til at få udrullet nogle ting. Tingene kunne glide så meget nemmere ude lokalt i forhold til at løse nogle af de her lokale problemer, bl.a. med rekruttering, hvis det var, at man fik noget hjælp. Her tænker jeg bl.a. på dosisdispenseret medicin, som man må sige det går lidt langsomt med at få udrullet. Der er kommuner, der virkelig bøvler med det.

Senest kunne jeg også læse om, at der nu er kommet en helt speciel brille til at dryppe øjne med, som også kan frigive tid i ældreplejen for medarbejderne og også give den enkelte borger noget mere selvbestemmelse over eget liv. Det er jo fantastisk. Skulle vi ikke sammen prøve at gøre noget mere, for at vi kommer i gang med at plukke nogle af de der lavthængende frugter med det samme? For der skal så lidt til, hvis vi tager politisk ansvar.

Ordføreren.

Det kan jeg meget enkelt svare ja til.

Spørgeren.

Det er jeg selvfølgelig rigtig, rigtig glad for. Men der er også brug for, at vi tager det her ansvar. Jeg har jo tidligere taget bl.a. dosisdispenseret medicin op med ældreministeren. Nu har jeg også stillet spørgsmål omkring de her særlige briller til øjendrypning. Ude lokalt har vi virkelig brug for opbakning herfra.

Nu er det jo regeringen, der sidder og forhandler ældrelov i øjeblikket og skal blive enige med sig selv. Kunne man ikke også lige blive enige med sig selv også på det her område i forhold til at skubbe på for, at man får igangsat nogle af de der mindre lokale løsninger, som har så stor betydning ude lokalt, med det samme?

Tak. Ordføreren.

Jo, og jeg er sådan set bare taknemlig over, at der er nogle, der kommer med forslagene her. Måske skulle vi i virkeligheden bygge en vidensbank op, for der er jo nogle folk, der har en kæmpe erfaring derude, som kunne sende forslag ind til os og dermed også sige: Hvis der er en åben linje ind, kunne vi måske komme med nogle forslag til, hvordan man gør det.

Jeg har selv været ude at se det, når man laver dosering af medicin, og jeg må jo bare sige, at det er et kæmpeproblem for mange ældre at dosere det rigtigt. Derfor er det jo fantastisk, når det så sker, ved at man får det, altså at der er en virksomhed, der gør det, eller hvordan man nu foretager det. Så jeg er helt åben over for det.

Næste korte bemærkning er til fru Kirsten Normann Andersen, SF.

Mange tak, og tak for talen. Jeg vil gerne tilslutte mig koret, der siger, at vi nok havde håbet, at det var gået noget hurtigere med den der ældrelov. Det gør det så ikke, men et af problemerne er jo stadig væk, at samtidig med at det går langsomt, bliver vi flere og flere ældre, der får brug for mere pleje og behandling ... (Tredje næstformand (Karsten Hønge): Undskyld, der er sket noget med lyden). Der er simpelt hen nogen, der har slukket for mig. Nu er jeg blevet tændt igen.

Lige nu er kommunerne jo i en situation, hvor de er nødt til at opsige social- og sundhedspersonale, som vi ellers mangler. De har ikke råd til at ansætte dem på fuld tid, selv om vi har brug for det. Det er jo et udtryk for, at kommunerne er i knæ. Så burde regeringen ikke have holdt hånden under kommunerne i en situation, hvor budgetterne er så presset, fordi man er blevet flere og flere ældre – når man nu ikke kan levere på den der ældrelov, og når det nu går så langsomt, fordi det skal være så grundigt? Det er alt sammen fint nok, men i mellemtiden er der altså nogle ældre, der får skåret ganske alvorligt i deres hjælp. Synes Venstre ikke, at vi skulle have haft gjort noget ved det først?

Ordføreren.

Jeg er ikke helt så sikker på, at ældreloven kommer til at ændre det. Jeg prøver bare at lave en forventningsafstemning, for jeg er ikke helt sikker på, at det kommer til at give svarene på alle de spørgsmål. Men til gengæld er jeg sikker på, at fru Kirsten Normann Andersen har ret i noget her, nemlig at vi er nødt til at kigge på, hvad der skal til, for at vi kommer til at kunne bibeholde basisydelserne. Hvis ikke vi kan det, får vi et voldsomt problem, og det er helt sikkert, at hvis man er nødt til – og det har jeg læst – at fyre folk, så bliver det jo endnu sværere at få dem tilbage igen.

Jeg vil nu sige, at det heller ikke er sådan, at jeg oplever, at ministeren ikke er opmærksom på det. Altså, jeg tror, at det er godt, at vi har en minister, som kender noget til kommunerne og kender noget til, hvordan det er at få en hverdag strikket sammen. Jeg ved også, at hun som minister jo har været meget ude i landet. Og jeg tror, det er godt at indhøste en erfaring og viden, for at man kan komme med løsninger bagefter.

Spørgeren.

Det synes jeg jo faktisk er en lille smule bekymrende, hvis det er sådan, at det ikke er ældreloven, der skal løse det, for det er jo det løfte, som man har givet borgerne igen og igen igennem de sidste 2 år: Der kommer en ældrelov, og så løser vi alle problemerne. Jeg kan også godt være i tvivl om, om man kan løse det i en lov alene, men så meget desto vigtigere er det jo, at vi holder hånden under ældreplejen lige nu.

Altså, vi bliver flere og flere ældre, der får brug for mere og mere behandling, og kommunerne står lige nu og fyrer ansatte, som vi har så hårdt brug for, og skærer i plejen, så Jens Erik ikke kan få gjort rent andet end hver tredje uge. Er det ikke bare for fattigt?

Ordføreren.

Jeg kender jo lidt næsten jer alle sammen, så jeg tror, at I følger lidt med i, hvem der udtaler sig, og hvem der ikke gør. Jeg vil bare sige, at jeg ingen store interviews giver om det. For jeg vil godt lige se det an, og det har selvfølgelig noget at gøre med, at hvis man har været herinde i knap 30 år, ved man godt, at det er godt lige at se, hvad det ender med, inden man sådan lægger hovedet helt på blokken og siger: Det skal nok blive sådan og sådan. Så jeg vil godt lige se det an.

Men jeg synes, at fru Kirsten Normann Andersen har sendt nogle gode signaler i dag, som jeg synes at vi bliver nødt til at lytte til for at sikre, at kommunerne ikke skiller sig af med dem, som bagefter skal løse hele problemet.

Den næste korte bemærkning er til fru Katrine Daugaard, Liberal Alliance.

30 år herinde – så har man set lidt af hvert, kan jeg forestille mig. Ordføreren må i hvert fald have lagt mærke til, at regelmængden går op og op, at bureaukratiet øges, og at det er svært at skaffe hænder. Jeg kunne godt tænke mig at høre – for I er jo det liberale parti, der burde komme med løsningerne her – hvorfor der ingenting sker. Og hvorfor sker der i særdeleshed for lidt, når det gælder det, at man trækker raske mennesker ud af arbejdsmarkedet, og at man har svært ved at skaffe tilstrækkelig udenlandsk arbejdskraft hurtigt nok?

Ordføreren.

Nu overværede jeg jo debatten, og jeg hørte godt spørgsmålet til min socialdemokratiske kollega, så jeg tror, at I havde det fint med det, så det tror jeg bare jeg vil lade være ved det. Men om det andet er jeg da nødt til at sige, at det da er klart, at når det her tager tid, er det også, fordi det tager lang tid, før vi når til enighed om det. Vi har jo nogle forskellige vinkler, når vi kigger på det, og jeg synes da ikke, der er noget hemmeligt i det. De fleste, der har været herinde, ved jo godt, at hvis man tager tre partier, som er rimelig forskellige, og de skal have fundet ud af, hvordan pokker de får det ordnet, så tager det altså noget tid at snakke det igennem. Så tager det også noget tid, fordi man har lovet hinanden – og det har jeg også – at det er mere vigtigt, at det, vi laver nu, bliver godt, end at det går hurtigt.

Trods de 30 år i Folketinget må jeg sige, at det at bruge ordet pokker falder uden for, hvad Folketingets forretningsorden tillader. (Hans Christian Schmidt (V): Ja, det er rigtigt).

Spørgeren.

Men det er bare, som om man ikke kan få et klart svar fra nogen af regeringspartierne. Derfor prøver jeg så at spørge på en anden måde: Fru Pia Kjærsgaard stiller her i dag spørgsmålet om penge – eller lægger op til, at der mangler penge til ældrevelfærd – og ministeren svarer, at det gør der ikke, men at der tværtimod mangler arbejdskraft. Når hun så alligevel bliver spurgt ind til, hvordan regeringen vil finde de her hænder, er svaret, at der er lønforhandlinger lige nu. Er Venstre enig i, at det her er udfordringen, altså lønnen?

Ordføreren.

Fru Katrine Daugaard, jeg kan sige helt sikkert, at min erfaring er, at hvis ikke man får et svar, kan en af grundene være, at der ikke er et svar. Og der er ikke et svar lige nu på det spørgsmål. Sådan er det.

Næste korte bemærkning er til fru Pia Kjærsgaard, Dansk Folkeparti.

Tak for det. Jo, det der med de 30 år kan jeg slå med 10! (Hans Christian Schmidt (V): Det ved jeg). Men jeg vil godt lige høre ordføreren om noget, for vi taler jo om det her, som også bør være med i den her debat, naturligvis, nemlig at der er mangel på arbejdskraft. Det gav sådan lidt et gib i mig, da den socialdemokratiske ordfører sagde, at en af løsningerne på at få mere arbejdskraft var at afskaffe store bededag. Så jeg skal bare høre ordføreren: Er Venstre enig i det?

Ordføreren.

Venstre i regering har jo sagt, at når man afskaffede store bededag, var det for dels at skaffe midler, dels at skaffe hænder, så ja, det har Venstre tilkendegivet, også mens de har været i regering – og det er vi jo endnu.

Det andet, jeg vil sige til det, er, at jeg jo godt kender fru Pia Kjærsgaard, og jeg ved godt, hvor meget fru Pia Kjærsgaard normalt tager sig af hele ældreområdet. Derfor overraskede det mig ikke, at det blev fru Pia Kjærsgaard, der rejste den her forespørgselsdebat. Det overrasker mig heller ikke, at det er fru Pia Kjærsgaard, der har meget lidt tålmodighed og siger: Nu må der snart ske noget. Og jeg ved jo godt, at når man brænder for noget på den måde, har man selvfølgelig en lyst til, at der hurtigt skal ske noget. Men jeg tror, man skal tage det udgangspunkt, at når det ikke er sket endnu, skyldes det udelukkende, at man gerne vil gøre det på en ordentlig og rigtig måde. Så den glæde tror jeg man skal dele.

Fru Pia Kjærsgaard.

Det forstår jeg sådan set godt, og jeg tror egentlig, som jeg også sagde i min ordførertale, at ordførere, der beskæftiger sig med politik, måske i virkeligheden er mere passionerede. Vi er alle passionerede, men lige ældrepolitikken er altså virkelig noget, der rammer hjertet. Der vil jeg så bare høre: Når nu man gør sig stor umage internt i regeringen med at blive enige – og det forstår jeg godt – håber jeg bare, at der også vil være plads til, at vi andre kan få lov at give nogle indspark. Det er måske lidt det, jeg frygter vi ikke kan, nemlig at man, hvis man endelig på et eller andet tidspunkt når frem til en enighed med en flertalsregering, inklusive hr. Jon Stephensen, måske kan være tilbøjelig til at sige: Det var det. Jeg håber bare inderligt, seriøst, at vi andre også får mulighed for at komme ind med nogle gode idéer.

Ordføreren.

Det gør jeg også, for jeg er helt sikker på, at man ikke kan løse det her ved lige at klemme et flertal sammen. Det er noget, der skal række langt ud i fremtiden. Det segment, vi taler om her, den gruppe, vi taler om her, er helt sikkert nogle, der meget vil vurdere, om det her er på fast grund i lang tid, eller om det er noget, der lige kan laves med et flertal. Så jeg går helt klart ind for et bredt engagement. Jeg kan også høre det på debatten hernede, og det er jo en sand fornøjelse, tro mig, for jeg har jo hørt mange debatter gennem årene, og den her er da en fantastisk debat, for folk er jo dybt engagerede, så det er dejligt.

Der er ikke ønsker om flere korte bemærkninger. Tak til hr. Hans Christian Schmidt, Venstre. Næste ordfører er fru Kirsten Normann Andersen, Socialistisk Folkeparti. Velkommen.

Tak for det, og tak til Dansk Folkeparti for at tage initiativ til den her vigtige forespørgselsdebat om nedskæringer på ældreområdet. De store besparelser, som har ramt ældreområdet i hele landet, kalder simpelt hen på handling. Det er beskæmmende at se, at ældre får skåret i den helt nødvendige hjælp, som de har brug for.

Vi bliver bare flere og flere ældre. Det har vi vidst rigtig længe, og det betyder også, at vi vil få brug for mere ældrepleje og mere sundhedsbehandling. Vi ved også, at vi kommer til at mangle i omegnen af 17.000 social- og sundhedshjælpere og -assistenter i 2030. Det var i hvert fald det tal, som ældreministeren selv gjorde rede for i redegørelsen fra marts her i Folketinget. Det er et skræmmende stort tal, og det kalder på handling, også selv om jeg hørte, at ministeren i sin ordførertale her sagde, at vi vil komme til at mangle 15.000 ansatte i 2035, og det tillader jeg mig så også at kalde en forbedring, for det er trods alt mindre end i scenariet fra marts måned. Det er stadig væk et skræmmende stort tal. Derfor giver det heller ikke mening at spare på det personale, som vi mangler i så katastrofal grad, men det er desværre virkeligheden i flere kommuner, hvor budgetterne ganske enkelt ikke rækker til den nødvendige ældrepleje.

Ældre drømmer altså ikke om at blive afhængige af ældrepleje. Når behovet opstår, skal vi sikre, at hjælpen er der. Det er uværdigt, når Jens Erik får skåret i rengøringshjælpen. Ældrelov eller ej – det kan vi ganske enkelt ikke være bekendt, og regeringen skylder Jens Erik et svar. Og regeringen skylder i den grad også et svar til social- og sundhedshjælpere, social- og sundhedsassistenter, sygeplejersker og alle de andre sundhedsansatte, som stadig skal tage sig af flere og flere ældre, men med færre kolleger. Jeg tør godt garantere, at et presset arbejdsmiljø, hvor man også følelsesmæssigt er ved at blive rykket midtover, fordi det er mennesker, der har brug for hjælp, som man arbejder med, ikke er måden at fastholde mere personale på. Og den manglende prioritering af ældreområdet får heller ikke unge til at stå i kø for at tage uddannelsen til området. Jeg hørte det så sent som i går, hvor en ung sagde: Min mor siger, at jeg skal finde et andet job end et på ældreområdet, for det er alt for presset og det er uholdbart. Og det er jo den genfortælling, som man får derude lige nu, når man oplever de her besparelser på ældreområdet, på trods af at vi alle sammen ved, at vi har råd til helt at holde hånden under ældreområdet.

Jeg læste også med interesse interviewet med ældreministeren i Berlingske for nylig, hvor ministeren lod døren stå på klem for, hvad de ældre kan vente sig af en ny ældrelov. Jeg er ked af at sige det, men mere privatisering giver os altså ikke flere ressourcer. Det er bare mere privatisering. Frisættelse uden at sikre tilstrækkeligt med ressourcer er bare at overlade ansvaret til nogle andre. Men det er vores ansvar. Og at give mulighed for tilkøb af mere hjælp er jo grundlæggende bare et udtryk for, at den hjælp, som kommunen kan tilbyde i dag, er utilstrækkelig. Der er nemlig ikke nogen, der drømmer om, at de kan få et ekstra bad – ja, det kan godt være, de gør det, men så burde de også have det.

I dag kan man så læse, at projekt ældrelov er udskudt igen. Jeg synes sådan set, det er fair nok, hvis regeringen mener, at opgaven med en ældrelov er blevet for svær. Men i de sidste 2 år har regeringens svar til en trængt ældrepleje været, at der kommer et svar med ældreloven, og at den er lige på trapperne. Det må jo simpelt hen være verdens højeste trappeopgang, så må jeg egentlig ikke bare foreslå, at ministeren tager elevatoren ned igen og inviterer til forhandlinger nu.

Sammen med Dansk Folkeparti har SF fået afsat flere penge på finansloven til faste teams i ældreplejen. For når den ældre mødes af de samme få ansatte, øger det kvaliteten og tilfredsheden med den hjælp, man modtager, og det gavner i øvrigt også arbejdsmiljøet for det personale, der skal arbejde i ældreplejen, når de mentalt kan forberede sig på det arbejde, de skal lave i løbet af dagen. Så lad os i det mindste komme i gang med nogle af de indsatser, som vi ved virker. De ansatte har allerede skruet tempoet ganske alvorligt op. Nu synes jeg, regeringen skal gøre det samme. Tak for ordet.

Den første korte bemærkning til ordføreren er fra fru Marlene Harpsøe, Danmarksdemokraterne.

Først vil jeg sige tak til fru Kirsten Normann Andersen for at kæmpe for de ældre og også sige tak for, at vi kunne tage kampen sammen ved finanslovsforhandlingerne, for som fru Kirsten Normann Andersen ved, er vi også i Danmarksdemokraterne stærkt optaget af bl.a. spørgsmålet om mindre, faste teams i ældreplejen.

Nu har ministeren for nylig i Berlingske løftet sløret lidt for, hvad det er, i hvert fald ministeren vil på ældreområdet. Nu skal de så forhandle det færdigt i regeringen, og så må vi se, hvad det bliver til. Men det, man har åbnet op for, er jo bl.a. spørgsmålet omkring, at der skal være plejehjemsbestyrelser, sådan at det er lokale folk fra erhvervslivet eller de lokale kulturinstitutioner og lignende, som skal sidde i en bestyrelse og så sidde med økonomi og drift af et plejehjem. Og der vil jeg gerne høre, hvad SF's holdning er til det. Hvad tænker SF om det her med at give ansvar og vise tillid til medarbejderne f.eks. på et plejehjem? Hvordan harmonerer det med plejehjemsbestyrelser?

Ordføreren.

Jeg synes, det er svært at forholde sig til noget nyt strukturelt på ældreområdet, før man ligesom har set konturerne af det, men jeg synes, det er dejligt, når andre i civilsamfundet har lyst til at blande sig.

Det, vi vil være optaget af i SF, er en eneste ting, og det er at sikre, at der er ressourcer nok, og at der er personale nok til at udføre opgaverne ude hos de ældre. Og det er ikke struktur; det er at sørge for, at der er mennesker nok på arbejde til at gå ind til fru Hansen og tage sig af de opgaver, der skal løses – hverken mere eller mindre. Og det er i virkeligheden ikke særlig svært at organisere, og derfor er jeg også bekymret for den megen snak om, at der skal ses på strukturelle forandringer, og at man skal frisætte og alt muligt andet. Altså, personalet ønsker sådan set bare, at de har timer nok til at løse de opgaver, som de i øvrigt godt selv kan se at der er behov for bliver løst.

Spørgeren.

Også der er vi jo fuldstændig enige, så tak for de ord. For der står jo nogle medarbejdere derude, som bare gerne vil kunne slå til på deres arbejde. Når de kommer ind til Hanne eller til Hans, vil de bare gerne kunne levere det, som de er ansat til, og som de er uddannet til. Og det har de meget, meget svært ved i dag. Så tak for ordene. Jeg glæder mig til, at vi kan blive indkaldt til nogle forhandlinger på et tidspunkt, for vi er jo flere rundt om bordet her, der virkelig bare brænder for ældrepolitikken, og vi kunne gøre rigtig meget godt sammen, hvis vi bliver indkaldt til forhandlinger.

Tak. Ordføreren.

Jeg er helt enig. Og måske kunne jeg bare benytte min taletid her til at tilføje, at der også er rigtig mange friske ældre, som har lyst til at bidrage derude, hvis det er sådan, at vi sætter rammerne for det. Jeg mødte selv nogle af dem i sidste uge, som egentlig bare gerne ville have, at caféen på lokalcenteret også havde åbent om eftermiddagen, så man kunne få en kop kaffe, når man alligevel havde inviteret strikkeklubben eller havde kortklub eller spillede banko, eller hvad man nu gjorde. Altså, det er i virkeligheden så lidt, der skal til, men som også kan være med til at forebygge ensomhed og alt muligt andet og skabe de relationer, som er så vigtige for en god ældrepleje.

Næste korte bemærkning er til fru Rosa Eriksen, Moderaterne.

Tak. Jeg synes, den her debat bliver forsimplet. Jeg har arbejdet ude i det her felt det meste af mit arbejdsliv, så jeg kender det. Jeg synes selvsagt også, det er en god idé at indføre de her nære teams omkring borgeren. Men det er ikke noget, vi bare gør i morgen. Da jeg arbejdede i hjemmeplejen, kom jeg som sygeplejerske for at ordne et sår, og ssa'en stod der for at dosere medicin, og ssh'en stod der for at hjælpe med den basale morgenpleje, og lige inden vi gik ud ad døren, kom fysioterapeuten. Det må være så ubehageligt for de ældre. Men det er også et komplekst problem, og jeg vil gerne spørge ordføreren: Hvordan kan vi tage det ned, at det er et komplekst problem, og at det tager tid at få løst? Og så glæder jeg mig meget til at se SF til forhandlingerne, for jeg ved, at der er stor erfaring.

Ordføreren.

Jeg forstår sådan set bare ikke, at spørgeren kalder det forsimplet. For spørgeren peger jo meget godt selv på, at der nogle gange er brug for forskellige kompetencer, afhængigt af hvad det er for en situation, man kommer i. Men når man har muligheden for at arbejde i de her faste tværfaglige teams, lærer man også fra sig. Det vil sige, at andre også får mulighed for at lære. Jeg har f.eks. selv skiftet utrolig mange sår i min tid, så man lærer undervejs, hvordan man håndterer de forskellige opgaver i forskellige situationer, og på den måde kan man også være ekstra på vagt, hvis det er sådan, at der er behov for at foregribe begivenhedernes gang. Hvis man kan se, at det går ned ad bakke, kan man handle på det i tide og hjælpe til i tide. Og det kan man altså kun, hvis man kender de mennesker, man kommer ind hos, og ikke skal til at lede efter, hvor kopperne er, hvor kaffen er, og hvor alt muligt er. Men fordi man kender borgeren, ved man også, hvordan man går til det.

Spørgeren.

Ja, det kender jeg. Det er et helvede – undskyld! – at køre som vikar i hjemmeplejen, for hver gang man kommer ind i et nyt hjem, ved man ikke, hvor sårkassen står. Jeg vil også gerne spørge til det her med arbejdskraft, altså at der kommer til at mangle al den her arbejdskraft. Måske har jeg ikke fulgt ordentligt med, men hvad er SF's løsning på det? Penge løser det jo ikke alene, for vi mangler jo mennesker. Der er simpelt hen en for lille generation, så hvad er SF's løsning på det?

Jeg er glad for, at fru Rosa Eriksen selv sagde undskyld. Fru Rosa Eriksen har ikke været medlem af Folketinget så lang tid som andre, men alligevel vil jeg sige, at deciderede bandeord og henvisninger til noget, der umuligt kan være et geografisk sted, hører uden for forretningsordenen. Ordføreren.

Tak for ordet, og tak for spørgsmålet. Jeg har jo faktisk forsøgt at svare på det, også i min ordførertale her. Jeg ved godt, vi kommer til at mangle personale, og vi kommer til at skulle tænke ud af boksen. Vi skal tænke i dosisdispenseret medicin og velfærdsteknologi og have farmaceuterne til at lave noget af lægernes arbejde osv. osv. Men lige nu står kommunerne og fyrer det personale, som vi kommer til at mangle så massivt i fremtiden. Og at de ansatte ikke engang kan få ansættelse på fuldtid vidner om, at der mangler penge, og ikke at der mangler personale.

Der er ikke flere korte bemærkninger. Tak til fru Kirsten Normann Andersen, SF. Næste ordfører er fru Rosa Eriksen, Moderaterne.

Tak for ordet. I Moderaterne ser vi også med bekymring på nedskæringerne på ældreområdet rundtom i landets kommuner. Det kan og skal vi selvfølgelig gøre noget ved. Vi giver nu kommunerne flere penge både på den korte og på den lange bane, så kommunerne får det økonomiske fundament, der skal til for at give borgerne en god og ikke mindst værdig ældrepleje. Vi har stor respekt for det kommunale selvstyre, for kommunerne kender deres borgere og deres medarbejdere allerallerbedst. De ved, hvor skoen trykker, og de ved også, hvordan de får mest ud af pengene. Men en god ældrepleje handler ikke kun om penge. Det handler om andre og lige så vigtige elementer.

I Moderaterne mener vi, at der skal være tillid og tryghed i vores ældrepleje. Der skal være tillid til, at medarbejderne hver dag i mødet med den enkelte borger – med faglighed og i dialog med den enkelte borger – finder ud af, hvad der hjælper den her borger bedst. Standardløsninger og minuttyranni er ikke en løsning, som vi ønsker i Moderaterne, hverken for borgere eller for medarbejdere. Vi ønsker en ældrepleje med høj faglighed og fleksible løsninger, der passer til den enkeltes behov, hvor den ældre møder en medarbejder, der har rammer til at give den omsorg og pleje, den ældre har brug for. Det er måske en snak og en gåtur frem for det tilrettelagte bad. Vi ønsker fleksible løsninger, der ikke fastlåser borgerne og medarbejderne i minutter, planer og papir, og hvor man ikke på forhånd skal kunne sige, at det er på fredag, at du skal have et bad, hvis nu fredag er en solskinsdag, der indbyder mere til en gåtur og en is i stedet for en tur på badeværelset. Og så skal vi have tryghed for de ældre og deres pårørende, der baseres på, at borgeren møder de samme medarbejdere dag ud og dag ind.

Ældre medborgere skal ikke opleve, at deres hjem bliver forvandlet til en banegård, hvor den ene medarbejder efter den anden farer ind og ud. Det giver tryghed, at det er det samme personale, der er omkring den ældre. Det giver tryghed for både den ældre og de pårørende, at de kommer på fornavn med sosu-medarbejderne. Den tryghed kommer af at vide, at det er den hjemmevante sosu, der kommer og passer på deres mor eller far. Når vi nu sender flere penge til kommunerne, håber vi også, at de penge omsættes til tillid til medarbejderne og tryghed i vores ældrepleje og omsorg for de ældre og deres pårørende. Tak for ordet.

Der er en kort bemærkning til hr. Kim Edberg Andersen, Nye Borgerlige.

Tak for det. Lad os starte med pengene – 1 mia. kr. Min kommune er en halvprocentskommune, og vi har ca. 30.000 indbyggere, så det er så 5 mio. kr. Sidste år manglede vi 20 mio. kr. på ældreområdet, så vi er ikke i mål. Vi hører regeringen sige, at det demografiske træk bliver dækket, så vi må gå ud fra, at regeringen mener, at hvis bare vi behandler de ældre lige så ringe næste år, som vi gør i år, er alle glade. Virkeligheden er jo i forbindelse med det her med, om man kan komme ud at gå, når der er solskin, at man skal håbe på, at solen skinner den ene gang hver tredje uge, hvor man i øjeblikket får et bad ude i kommunerne. Det er så vildt at høre et regeringsparti stå og lovprise, hvor godt de har det. Så godt har de ældre det altså ikke!

Kræver det penge? Ja, det gør det, og der er to måder at skaffe dem på: Enten kan man på den socialdemokratiske måde sende flere derud, eller også kan man prøve at effektivisere. Det er selvfølgelig et fyord, men man kan prøve at gøre det mere effektivt, så vi får mere for pengene. Jeg har hørt alle tre regeringspartier nu, og ingen af dem har sagt noget som helst, alle os, der ikke har fået lov til at være med i forhandlingerne, kan bruge til ret meget. Men jeg kan forvente, at vi får et diktat lige om lidt. Er det korrekt, at vi får en færdig pakke, som vi enten kan stemme ja eller nej til, inden 2025, hvor det skal udmøntes.

Ordføreren.

Min klare forventning som ordfører er, at vi ikke får et færdigt oplæg, vi bare skal stemme ja eller nej til. Selvfølgelig skal vi have en drøftelse af det udspil, ministeren kommer med. Og jeg er så glad for, at du siger det der, Kim, undskyld, hr. Kim Edberg. Jeg er rigtig glad for, at du italesætter ...

Vi bruger ikke direkte tiltale, hverken »du« eller »De«. Man omtaler i tredjeperson.

Undskyld. Jeg er glad for, at det bliver omtalt, som at det ikke bare er en solskinsdag for alle borgere derude nu, og det er lige netop det, vi skal have gjort noget ved. Det er et kæmpe tandhjul med mange møtrikker, og vi skal sørge for, at de møtrikker sidder rigtigt. Når vi kommer med vores udspil, kunne det være, at der var noget, vi havde overset, og så er det, vi skal have en forhandling, hvor I også skal komme med jeres input.

Nu skal jeg ikke tærske langhalm på det, men »I« er også direkte tiltale. Jeg er helt med på, at vi har stor tålmodighed, fru Rosa Eriksen, og jeg er sikker på, at ordføreren nok skal komme på bølgelængde med vores forretningsorden. Den er heller ikke helt nem. Men »I« og »jeres« er også direkte tiltale, og det undgår vi også.

Spørgeren.

Så Moderaterne lover de ældre, at der skal være solskin hver dag, kan jeg gå ud fra, for det er åbenbart løsningen på det. Tak for det. Det er jeg ikke sikker på vi kommer helt i mål med, men vi kan jo håbe på det, for det er altid rart, når solen skinner, og det gør den ikke i ældreplejen lige nu.

Jeg bed også mærke i, at ordføreren ligesom de andre ordførere faktisk uden blusel siger, at lige så snart man har en aftale, kommer vi ind til en orientering. Tak for det. Vi bukker ærbødigst for flertallet i Folketinget og finder stor glæde i, at vi i det mindste får lov til at blive orienteret, når I kommer med en færdig plan. Tak skal I have.

Ordføreren.

Det, jeg mente, var, at vi selvfølgelig skal forhandle. Det er, som det altid er i Folketinget. Ambitionerne for Moderaterne er, at de fleste dage for de ældre skal være solskinsdage, og derfor skal vi lave det om. Da jeg arbejdede i hjemmeplejen, blev jeg lært op af en ældre sygeplejerske, og hun sagde til mig: Du må ikke spørge, hvordan de ældre har det, selv om de er kede af det, for så tager det for lang tid. Så jeg er fuldstændig med på, hvad problemerne er derude, og det, der gjorde mig rasende, da jeg var der, var netop, at jeg så mødte tre andre kollegaer i samme hjem, som kunne være ude at yde omsorg for nogle andre borgere.

Næste korte bemærkning er til fru Kirsten Normann Andersen, SF.

Tak for det. Tillid til de ansatte har vi også i SF, også i den grad. En tur ud i solen synes vi også at alle ældre skulle have ret til. Der er godt nok langt imellem, at det overhovedet bliver til virkelighed. Lige nu ser det ud, som om det bliver meget værre, og det er jo derfor, der er indkaldt til den her forespørgselsdebat. For lige nu sparer kommunerne også på ældreplejen, og de fyrer medarbejdere i ældreplejen. Ansatte kan ikke få fuld tid, selv om de faktisk ønsker det, så det personale, som vi har så hårdt brug for, mister vi lige i øjeblikket på grund af besparelser i kommunerne. Mener Moderaterne, at det er en klog prioritering af midlerne, at nu sparer vi bare i bund, og så kan vi se, om vi kan få brug for nogle af dem igen på sigt? Eller burde vi i virkeligheden have holdt hånden under dem? Synes Moderaterne, at det er et problem, at kommunerne skal spare så meget, som de rent faktisk gør lige nu på ældreplejen?

Ordføreren.

Jeg mener, vi har en ældrepleje, der ikke virker. Jeg mener, at vi har skabt for mange regler, og at kommunerne har skabt for mange regler for sig selv, fordi vi ikke herindefra har givet dem de rigtige rammer, og det koster rigtig mange penge. Det koster rigtig mange penge, at der står tre-fire fagpersoner i et hjem, som kunne være ude hos andre borgere og yde omsorg.

Så vil jeg godt lidt anfægte det her med, at det ser helt skidt ud alle steder. Redegørelsen for ældreområdet i 2023 viser, at ca. 81 pct. af dem, der modtager ældrepleje, faktisk er tilfredse. Er vi tilfredse herinde? Nej, for vi vil gerne give folk et rigtig godt ældreliv, og det er derfor, vi i Moderaterne har taget speed ud af politik og mener, at det er enormt vigtigt, at den her ældrelov virkelig bliver gennemarbejdet, så vi ikke laver fodfejl. Det gør vi nok alligevel, men vi vil kæmpe alt, hvad vi kan, for ikke at gøre det.

Spørgeren.

Jeg er ikke sikker på, jeg har forstået det der med at tage speed ud af politik, men nu prøver jeg. Hvis den kan tages ud af politik, kan den så overføres til nogle social- og sundhedshjælpere, så de kan arbejde endnu hurtigere? Altså, det er jo bare et bud. Jeg synes, det er et underligt svar. Jeg synes, det er sært, at Moderaterne kan stå her og sige, at ældreplejen virker, når vi samtidig lytter til eksempler som det med Jens Erik, der ikke kan få gjort rent andet end hver tredje uge, selv om han er blind, og selv om medierne i stor stil, også på det seneste, har dokumenteret igen og igen, hvor svært det er for ældre at få den hjælp, som de har brug for. Hvordan kan Moderaterne mene, at det virker?

Ordføreren.

Hvis Moderaterne mente, at det virkede, så ville vi jo ikke lave en ny ældrereform. Det er netop det, der er problemet. Vi bliver nødt til at kigge på, hvordan vi har indrettet os, og igen vil jeg sige: Ja, medarbejderne løber for stærkt, og det gør de selvfølgelig, når de skal stå fire fagpersoner i samme hjem hos den samme borger i stedet for at være i de her faste teams, hvor de netop, som ordføreren også talte om, kender borgeren og også kan sørge for, at borgeren får den allerhøjeste livskvalitet.

Næste korte bemærkning er til fru Katrine Daugaard, Liberal Alliance.

Jeg hører ordføreren tale meget om det her med, at det skal være det samme personale, der kommer ud til borgeren, og det tror jeg ikke nogen kan være uenig i er en god ambition at have. Men lige nu står vi over for, at 37 pct. af de nuværende stillinger ikke bliver ikke besat. Taler man med det private, hører man til gengæld, at de ikke har problemer med at få besat deres stillinger. Hvordan tror ordføreren det hænger sammen?

Ordføreren.

Det er jo, fordi der er problemer i ældreplejen, og dem skal vi have gjort op med. Det er enormt vigtigt, at vi gør de kommunale arbejdspladser til attraktive arbejdspladser. Det vil også give enorm arbejdsglæde og kontinuitet i arbejdet, hvis man som medarbejder kender de borgere, man skal ud til, og netop ikke skal fare rundt og lede efter sårkassen eller skal finde ud af, hvor kaffen står, for det skaber en masse utryghed at skulle det, og det er jo med til både at give forråelse og stress hos medarbejderne.

Spørgeren.

Jeg tror, at noget af det, vi virkelig skal kigge på i det offentlige – og nu spørger jeg lidt ledende – er i forhold til ledelse. Det svar, det private giver, er, at de leder på en anden måde; de leder nært, hvor vi langt hen ad vejen i det offentlige har klyngeledelse, altså ledere, der er ledere for en masse tilbud. Er det her noget, Moderaterne har lyst til at spille ind i og få taget livtag med i en ny ældrelov?

Ordføreren.

Jeg kan ikke sige, hvad der kommer i ældreloven, men jeg kan sige, at det er vigtigt for Moderaterne, at vi får en bedre ledelse, for selvfølgelig drypper det ned på medarbejderne, når vi har en ledelse, der ikke fungerer. Jeg tror, at mange af de mellemledere, som jeg helt personligt har mødt, simpelt hen har for mange kasketter på og har for mange opgaver. Så jeg vil give ordføreren fuldstændig ret i, at når vi skal forhandle, skal vi helt sikkert også snakke om den nære ledelse.

Næste korte bemærkning er til fru Marlene Harpsøe, Danmarksdemokraterne.

Først tak til fru Rosa Eriksen for en fin tale og også for at tale for de her mindre, faste teams, for jeg kender udmærket til det der med at lede efter sårkassen og tandbørsten, og jeg ved ikke hvad, ude hos de ældre. Det er svært som medarbejder, men det er jo heller ikke sjovt som borger at stå i, for der kommer en, der ikke kender borgeren og ikke kender hjemmet – det er ikke sjovt. Så det skal vi have lavet om på, og derfor er jeg også glad for, at vi faktisk har lavet en finanslovsaftale nu, der bl.a. gør noget i forhold til at udbrede de her mindre, faste teams.

Men ordføreren kom også ind på det her med, at borgernes selvbestemmelse skal øges. Det kunne være, at man skulle vælge en gåtur frem for et bad eller lignende; det var noget af det, som ordføreren var inde på. Der er jo mulighed for at få frit valg i dag, men måske ordføreren også kunne komme med nogle kommentarer til det. Skulle vi ikke også gøre et eller andet i forhold til at udbrede muligheden for frit valg af leverandør, frit valg af måltid, frit valg af bolig osv.? Måske kunne ordføreren sige lidt om det.

Ordføreren.

Jeg glæder mig helt vildt til de der forhandlinger, for vi er alle sammen så engagerede. Det, der er vigtigt, er, at beslutningerne kommer tættere på borgeren, så det netop er den faste ssa'er eller ssh'er, som er tæt på borgeren, der kan være med til at understøtte borgeren i de behov, borgeren har, så man skaber den her livskvalitet.

I forhold til frit valg tror jeg også, der er et par knaster, men det er vist nogle lidt større knaster, vi skal have styr på for at skabe den samme kvalitet. Men i Moderaterne er vi ikke bange for det frie valg, og vi er slet ikke bange for, at private udbydere skal have lige så gode vilkår som de offentlige.

Spørgeren.

Tak for det klare svar. Jeg glæder mig også til forhandlingerne, hvor jeg håber at vi sammen kan løfte lige præcis det her.

Noget andet, jeg også er meget optaget af, ud over det der med det fysiske, som de ældre har brug for hjælp til, er hele den mentale dimension, altså trivslen og det psykiske velvære. Kan vi ikke gøre noget mere for, at hjemmeplejens medarbejdere rent faktisk bedre kan identificere ensomhed blandt ældre, med henblik på at vi får aktiveret civilsamfundet, så man kommer ud i nogle sociale fællesskaber og får nogle meningsfulde aktiviteter? Kunne vi ikke gøre noget der?

Ordføreren.

Det kunne vi helt sikkert, og jeg har rigtig mange gode idéer, som jeg ikke har fået afsendt. Men vi har jo f.eks. Socialkompasset, som man godt kunne sørge for at medarbejderne er mere inde i, så man også ved, hvor man får fat i civilsamfundet, hvis man står med en sårbar ældre. Det har jeg selv stået med, hvor jeg måtte google det for at finde ud af, hvor der var et fællesskab til den her ældre, som jeg kunne se havde brug for det.

Så jeg glæder mig til forhandlingerne, og jeg glæder mig så meget til alle de gode indspark, der allerede kommer nu.

Der er ikke flere korte bemærkninger. Tak til fru Rosa Eriksen, Moderaterne. Den næste ordfører er fru Marlene Harpsøe, Danmarksdemokraterne.

Først vil jeg sige tak til fru Pia Kjærsgaard for at indkalde til den her meget, meget vigtige forespørgselsdebat i Folketingssalen i dag. Der er ingen tvivl om, at vi på ældreområdet skal tage et politisk ansvar herinde for at forbedre det. Det er der en klar forventning om derude, og nu jeg jo igen blevet valgt til Folketinget den 1. november sidste år, og det er da også med det klare formål at sætte ind på lige præcis ældreområdet, som er et område, hvor der virkelig er brug for at vi sætter ind med akut hjælp og gør vores indflydelse gældende.

Her vil vi i Danmarksdemokraterne rigtig gerne tage ansvar, og vi glæder os til, at regeringen på et tidspunkt indkalder til forhandlinger. Så vil vi i hvert fald gerne bidrage positivt til, at resultatet af de forhandlinger bliver så godt som overhovedet muligt. For vi skal have mindre snak og mere handling, og det er et kæmpe problem, at der i de her år sker nogle nedskæringer ude lokalt i ældreplejen. Det er jo også noget, som jeg oplever i min egen kommune i Helsingør, hvor jeg sidder som formand for omsorgs- og sundhedsudvalget, altså at man, fordi økonomien ikke stemmer, skal tage nogle meget, meget svære beslutninger, som man godt ved har indflydelse på den enkelte borgers dagligdag, og som man ikke ville have taget, hvis ikke der var det her økonomiske jerngreb omkring kommunerne. Så det skal der gøres op med.

Det er derfor, at vi også i Danmarksdemokraterne er meget optaget af, at pengene selvfølgelig følger borgerne, og at der også i forhold til det demografiske træk, der er på området, følger penge med. Sådan må og skal det være, for vi skal have borgeren i centrum for både omsorgen og plejen derude. Det skal også være sådan, at vi i højere grad benytter os af de her mindre, faste, men også tværfaglige teams i hjemmeplejen. Jeg har jo selv stået derude – for et års tid siden havde jeg min sidste vagt; det var vel i julen 2022 – og jeg kunne se, hvad det betød, når man kom ud til en borger, man ikke kendte. Men jeg kunne også se nogle kollegaer, som bare blev gladere ved, at man var i gang med at indføre de her mindre, faste teams. For det første havde man et kollegialt samarbejde med nogle, som man var tæt med hver dag, men man kom også ude hos borgere, som man kendte. Og det har en meget, meget stor betydning for trivslen og velværet i forhold til at kunne lide sit arbejde, at man kan komme ud til Hans og Gerda, som man kender og ved hvordan gerne vil have det; at man ved, hvordan de foretrækker at få den pleje og omsorg, som de fortjener, og som skal være af høj faglig kvalitet. Men det har også en kæmpe betydning for de ældre, altså for dem, som skal modtage omsorgen og plejen, at man ikke skal se et nyt ansigt hver dag. Der er nogle, hvis hjem er en banegård af mennesker, der render ind og ud, og de har også pårørende, som oplever det samme renderi af mennesker ind og ud – mennesker, som de kender, og mennesker, som de ikke kender – og det er overhovedet ikke rart at være i.

Noget af det, vi også er optaget af i Danmarksdemokraterne – og det er jo ikke blevet nævnt her i dag – er det her med fritidsjobs. Det kunne vi godt tænke os noget mere af. Nogle af de unge mennesker, som går i gymnasiet eller i nogle af de ældste klasser i folkeskolen, kunne man godt få flere af ud på plejehjemmene til at sidde og spille kort med de ældre og få en følelse af, hvad det egentlig vil sige at arbejde med de ældre. Jeg tror, at det vil være en god indgangsvinkel til at få tændt et lys hos flere unge mennesker i forhold til rent faktisk at gå ind i ældreplejen som en karrierevej.

Så skal vi også have et opgør med unødvendig dokumentation og dobbelt dokumentation. Der må jeg bare sige, at det slider alt for meget derude, at man skal dokumentere selv den mindste lille detalje. Der er selvfølgelig ting, der skal dokumenteres, bl.a. i forhold til medicin, i forhold til ændringer i sår, og hvad ved jeg. Der er mange ting, der skal dokumenteres, men der er også ting, det er fuldstændig unødvendigt at dokumentere, hvilket vi selvfølgelig skal gøre op med, og det er vi meget optaget af hos os.

Jeg kunne holde en meget, meget lang tale om alt lige fra velfærdsteknologi til, hvordan vi sikrer mere selvbestemmelse, men jeg vil slutte af med at fortælle lidt om noget, jeg også er optaget af, og det er det her med, hvordan vi forebygger ensomhed. For noget af det, jeg også har oplevet derude i hjemmeplejen, er, at der godt nok sidder mange alene, altså f.eks. sidder i en kørestol og ikke har særlig meget kontakt med andre end dem, der kommer i hjemmet og skal levere den basale pleje og omsorg. Det kan vi simpelt hen godt gøre bedre, og vi skal blive bedre til at identificere den ensomhed, som er derude, men også til at sørge for, at man kan blive koblet til nogle sociale fællesskaber, der er i lokalområdet. Det er jeg meget optaget af.

Til sidst vil jeg gerne oplæse et forslag til vedtagelse, som jeg fremsætter på vegne af Danmarksdemokraterne, Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti og Nye Borgerlige:

Forslag til vedtagelse

»Folketinget bemærker, at det snart er 2 år siden, at den forhenværende regering med den nuværende statsminister, Mette Frederiksen, i spidsen lovede, at en ny ældrelov med få, men klare værdier og færre dokumentationskrav skulle sikre mere tid til kerneopgaverne, omsorg og nærvær i ældreplejen. Siden er meget lidt sket, mens presset på medarbejderne og eksemplerne på omsorgssvigt fortsat fylder. Derfor opfordrer Folketinget regeringen til at indkalde til forhandlinger med henblik på at frisætte og fremtidssikre ældreplejen, så kvalitet, nærvær og omsorg for borgerne er i højsædet. Samtidig bemærkes det, at det er nødvendigt, at der skabes et fair konkurrencegrundlag gennem øget økonomisk gennemsigtighed. Det skal sikres, at borgerne har kendskab til deres frie valg og rettigheder, samt at det offentlig-private samarbejde forbedres, så flere kan byde ind på service-, omsorgs- og plejeopgaver og ressourcerne i form af midler og medarbejdere dermed står mål med opgaverne i ældreplejen.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 13).

Tak. Forslaget til vedtagelse vil indgå i Folketingets videre forhandlinger. Der er ikke ønske om korte bemærkninger. Tak til fru Marlene Harpsøe, Danmarksdemokraterne.

Den næste ordfører er fru Katrine Daugaard, Liberal Alliance.

Jeg tror, vi er mange, som bekymrer os over, at kommunerne vælger at spare på alt det, der burde være enhver kommunes kerneopgave at sikre, heriblandt god ældrevelfærd. Danmark har et af verdens højeste skattetryk, og så kunne man vel med rette forvente at få noget af verdens bedste velfærd for pengene. Det får vi desværre ikke. Der er blevet ansat 40.000 flere offentligt ansatte under den nuværende statsminister, og 10.000 af dem er administrativt ansatte. Jeg tror ikke, der er særlig mange danskere, som kan mærke, at velfærden skulle være blevet særlig meget bedre i den årrække. Jeg hører ofte den argumentation, at det er et valg imellem velfærd og skattelettelser, men hvad, hvis spørgsmålet snarere er, hvordan pengene bliver brugt. Det undrer mig faktisk, at ingen har været inde på det i deres taler her i dag.

Kommunerne har ansat 198 pct. flere journalister siden 2006. Kommunerne har ansat 739 pct. flere chef- og specialkonsulenter siden 2011. Kommunerne har ansat 74 pct. flere akademikere siden 2006. I Vejle Kommune har man f.eks. brugt 180.000 kr. på en gåturskonsulent. Gåturene blev aldrig til noget, men er det overhovedet noget, en kommune skal bruge penge på?

I Københavns Kommune brugte man 40 mio. kr. på et bycykelprojekt, som nu er lukket og slukket. Det er næppe heller kernevelfærd. I Aarhus Kommune brugte man i 2016 266.281 kr. på et jordbærbed! Når Svendborg Kommune f.eks. bruger 29,3 mio. kr. på at afholde landsstævne og prioriterer at bygge et nyt teater på havnen over skoler og ældrevelfærd, prioriteres pengene forkert. Når Odense Kommune uddeler 560.000 kr. til kulturprojekter som for eksempelvis en kaffesalon eller lydoplevelser eller i årevis har brugt hundredtusindvis af kroner på at sende kommunalchefer på eksklusive fodboldrejser med Odense Boldklub, ja, så bruges pengene forkert.

Sådan nogle ting her kan man altså finde i rigtig mange kommunale budgetter, hvis man dykker ned i dem. I Vordingborg Kommune er antallet af akademikere steget med 70 pct. siden 2010, hvilket svarer til 131,6 flere fuldtidsbeskæftigede akademikere. Samtidig har Vordingborg Kommune brugt 500.000 kr. på kunst til det nye rådhus, 105.000 kr. til pr og kommunikation om Pavillon K's forestillinger, 50.000 kr. til et Gøngemarked, 21.000 kr. til at omdanne en færge til et piratskib i efterårsferien og 40.000 kr. til et gavlmaleri på Stege Roklubs bygning. Samtidig har man valgt at nedprioritere ældreområdet, og rengøringen hos de fleste har været så ringe, at de, der leverede rengøringen, ikke længere vil lægge navn til standarden.

Kommunerne ser heller ikke ud til i tilstrækkelig grad at lære af hinanden. I Mariager Kommune bruger man f.eks. 301 mio. kr. på administration og ledelse, hvilket er 8.845 kr. pr. indbygger. Tallet er hermed 8 pct. højere end landsgennemsnittet. Valgte Mariager Kommune at nedbringe deres administrative udgifter til gennemsnitsniveauet, ville man kunne spare 26 mio. kr. om året i administration. Nedbragte de udgifterne til niveauet i den kommune med de laveste administrationsudgifter, som er Horsens Kommune, så ville de kunne spare 121 mio. kr. Det er penge, som kunne bruges på ældrevelfærd.

Det samme gør sig gældende, hvis vi flyver nordpå op til Frederikshavn Kommune, hvis borgmester selv har udtalt, at hun ikke er særlig stolt af kommunens niveau af ældrepleje. Her kunne kommunen på samme måde spare henholdsvis 56 mio. kr. ved at lægge sig på landsgennemsnittet og 190 mio. kr. ved at være lige så veldrevet som Horsens Kommune. Det er altså kæmpebeløb, vi taler om her, som hvert år bruges på kernevelfærd, eller som kunne bruges bedre ude i kommunerne.

Det er Liberal Alliances holdning, at der ikke mangler penge i kommunerne, men at der derimod mangler sund fornuft.

Der er en kort bemærkning til fru Rosa Eriksen fra Moderaterne.

Tak. Og tak for talen. Jeg vil gerne spørge om noget, ordføreren ikke kom ind på i sin tale. Det håber jeg er okay. Jeg vil spørge ordføreren, hvordan Liberal Alliance ser at vi skaffer alle de medarbejdere, vi kommer til at mangle i vores ældrepleje i fremtiden.

Ordføreren.

Jeg tror først og fremmest, at man skal ind at kigge på arbejdsmiljøet, og her kom jeg jo ind på ledelse i spørgsmålet til ordføreren selv. Arbejdsmiljøet tror jeg er afsindig vigtigt, i forhold til at man har meget svært ved at fastholde medarbejdere i det offentlige i særdeleshed. For det er jo ikke de samme udfordringer, man har i det private, og derfor synes jeg også, man skal lære mere af hinanden og være mere åbne over for: Hvad er det, dem, der ikke har de her problemer, faktisk er rigtig gode til?

Jeg tror også, man skal være langt bedre til at rekruttere både udenlandske sygeplejersker og sosu'er. Beløbsgrænsen mener jeg også godt kunne sænkes noget. Og derudover skal vi gøre meget mere for at få flere til at arbejde på fuld tid, og her har vi jo i Liberal Alliance foreslået, at man kunne gøre de første 7.000 kr. skattefri, samt at man fjerner topskatten. Det tror vi på, eller det ved vi vil skabe øget arbejdsudbud.

Spørgeren? Nej, okay. Den næste korte bemærkning er til fru Annette Lind, Socialdemokratiet.

Tak for det. Det var noget af en tale, tænkte jeg, hvor man sådan står og kritiserer den ene kommune efter den anden. I talen var det også sådan, at man blandede drift og anlæg. Jeg ved ikke, om ordføreren har været i en kommunalbestyrelse. Men mener ordføreren, at man kan blande drift og anlæg, og går det af samme kasse?

Ordføreren.

Jeg kan også sagtens kritisere regeringen, for dér bliver der jo også ansat afsindig mange administrativt ansatte, og vi har selv hørt statsministeren svare på spørgsmål herom i dag. Aviserne er fyldt med det i dag. Så vi er ikke en pind bedre herinde, eller I er ikke en pind bedre. Det skal vi da også have gjort noget ved.

I forhold til drift og serviceramme er det to forskellige ting. Men nu ved jeg ikke, om ordføreren så har været ude i kommunerne at se. Der er jo masser af plejehjem og skoler osv., som man sagtens kunne vælge at bruge pengene på at renovere eller gøre bedre i stedet for at bruge dem på de ting, som jeg netop har opremset.

Spørgeren.

Så ordføreren mener altså godt, at man bare kan tage noget fra en anlægskasse og så lægge det over i driften. Altså, mig bekendt kan man ikke det. Og ordføreren står og siger, at så bruger man 40.000 kr. på et gavlmaleri, og dem kunne man have brugt på ældreplejen. Men anerkender ordføreren ikke, at der er en driftskasse og en anlægskasse?

Ordføreren.

Jo, det var præcis det, jeg lige svarede. Det er to forskellige kasser. Men man kan godt tage noget fra anlæg, f.eks. fra kunstprojekter, og bruge det på at renovere et plejehjem til en højere standard. Det er jo ikke sådan, at der står fejlfri plejehjem rundtomkring i kommunerne, eller skoler, der ikke trænger til at blive renoveret. Dem er der sådan set masser af.

Næste korte bemærkning er til fru Pia Kjærsgaard, Dansk Folkeparti.

Tak for det. Når man taler om rekruttering af arbejdskraft, tror jeg, at vi alle sammen er enige om, at der virkelig mangler det. Men jeg har sådan en meget stor kærlighed og svaghed for, at ældre, seniorer, kan komme på arbejdsmarkedet. Jeg vil godt høre, om det slet ikke er med i Liberal Alliances mange forslag til, hvordan man egentlig kan spare, og hvordan man kan få flere på arbejdsmarkedet. For det er en meget, meget høj prioritet hos Dansk Folkeparti, og det gavner begge sider: en, der er lidt oppe i årene og gerne vil bruge noget tid på arbejdsmarkedet stadig væk, men ikke på fuld tid, og også hele arbejdsmarkedet.

Jeg må indrømme, at det der med, at nu skal vi også have flere på fuld tid, er jeg bange for. Jeg er simpelt hen så bange for den tvang, der ligger i det. Det er jeg. Det tryk, der ligger i det, er jeg meget uenig i. Det er jeg. Der skal være mulighed for at komme på fuldtid, når man vil det, men jeg er altså også lidt bange for, at folk, der trives glimrende med deltid, er unge familier, som vil føle et vist pres. Det var sådan to spørgsmål i et. Tak.

Ordføreren.

Det er jeg da enig i, og det er også derfor, at vi i LA ikke finder arbejdsudbud i at tvinge folk til noget eller i at tage deres helligdage fra dem, men derimod i, at det bedre kan betale sig at arbejde, og at man får mere ud af det, hvis man ønsker at arbejde mere. Vi ønsker også større frihed, i forhold til at familierne selv kan vælge, hvornår de vil arbejde, f.eks. at de kan arbejde mindre, når de har små børn, og selv tage sig mere af dem.

Så spurgte ordføreren til seniorerne. Seniorerne ønsker vi bestemt også skal have bedre mulighed for at arbejde. Jeg mener, at man f.eks. kunne droppe begrænsningerne på bibeskæftigelser osv. Der er mange ting, vi kan gøre. Derfor har jeg jo også været efter regeringen, fordi den p.t. trækker raske mennesker ud af arbejdsmarkedet, bare fordi de er ældre, ikke fordi de er nedslidte.

Så er der ikke flere korte bemærkninger. Tak til fru Katrine Daugaard, Liberal Alliance. Næste ordfører er fru Mette Abildgaard, Det Konservative Folkeparti.

Tak, formand. Mange tak til Dansk Folkeparti for at indkalde til den her forespørgselsdebat, som giver os en kærkommen lejlighed til at diskutere noget, som ligger alle her i salen meget på sinde, hvilket man tydeligt har kunnet mærke i dag, nemlig en værdig behandling af samfundets ældre – de ældre, som har knoklet på arbejdsmarkedet, og som har knoklet i familielivet med at opbygge en sund familie og et godt velfærdssamfund. Nu er det vores ansvar at sikre, at vi tager os ordentligt af deres generation. Det er det, vi i Konservative kalder generationskontrakten.

Naturligvis skal vi også sikre, at der er den fornødne økonomi til at tage os af vores ældre, men jeg vil nødig detailstyre fra Christiansborgs side. Vi må udstikke rammerne via økonomiaftalerne med kommunerne, og så må man lokalt prioritere. Det er også derfor, at vi i Konservative af principielle årsager har været forbeholdne over for nationale minimumsnormeringer i daginstitutionerne. Jeg har selv to børn i børnehave, og jeg går også op i, at der skal være ordentlige normeringer, men jeg mener, at det er en lokal prioritering, både for børn, men også for ældre. Det er derfor, vi hvert fjerde år vælger 2.436 personer til at sidde i vores kommunalbestyrelser. Men jeg kan konstatere, at vi i dag bruger knap 54 mia. kr. på ældreområdet, og vi kommer til at skulle bruge mere i de kommende år, i takt med at der kommer flere ældre. Det siger sig selv.

Men jeg tror ikke, det er klogt, at debatten om kvalitet i vores ældrepleje bliver reduceret til at handle om kroner og øre. Prøv bare at se på nogle af de TV 2-dokumentarer, man har kunnet se de seneste år, hvor der desværre er sket nogle massive svigt af vores ældre. Beboerne på Nørremarken fik ikke hjælp til de basale behov som mad, medicin og hygiejne, på trods af at medarbejderne tydeligvis i dokumentaren havde god tid. Vi har også set på brutal vis, hvordan en erfaren medarbejder prioriterede at shoppe tøj på nettet, mens en ældre lå i sine sidste timer uden en hånd at holde i. Det handler også om ledelse, og det er derfor, vi Konservative har foreslået, at lederne i ældreplejen skal have hovedet ud af ringbindene og i højere grad ud at være en del af plejen, mindst 1 dag om ugen, for at opleve kulturen og sikre værdigheden i behandlingen af de ældre. Mere synlig og nærværende ledelse tror jeg også er noget af det, der skal til for at mindske det meget høje sygefravær på det her område.

Vi har heldigvis også massevis af dygtige medarbejdere i vores ældrepleje, som vi skal give mere frihed til at bruge deres faglighed. De skal arbejde i mindre, faste teams, som flere også har været inde på, i hjemmeplejen, og de skal i højere grad selv kunne visitere efter behov og løbende tilpasse efter behov. At sikre, at det er velkendte ansigter, der kommer i de ældres hjem, er også en af de vigtigste opgaver, vi politikere kan tage på os. Det giver tryghed, og den kontinuitet er nødvendig, for det er de ældres behov.

Rekrutteringsudfordringerne på ældreområdet er enorm, og det er også noget af det, der har fyldt i debatten i dag. Vi har allerede nu alt for mange ubesatte stillinger. I Rudersdal Kommune har vi en konservativ borgmester, og vi har også en konservativ formand for et særligt rekrutteringsudvalg, man har nedsat. Her har man arbejdet målrettet og med ret god succes med at bryde den negative udvikling i forhold til de her rekrutteringsudfordringer. Man har nedbragt brugen af eksterne vikarer og lavet et internt kommunalt vikarbureau. Man har lavet mere fleksible vagtskemaer, hvor man eksempelvis har lavet længere vagter, for man kunne se, at medarbejderne nødig ville arbejde flere dage, men at de faktisk gerne ville tage længere vagter. På den måde er det lykkedes at få dækket det ind. Man har tiltrukket arbejdskraft, der er kommet hertil, og som har gjort en fin indsats, og så har man også brugt nogle af de her unge mennesker, som er kommet ind og har været med til at løfte en opgave på plejehjemmene. Der er tale om mange forskellige initiativer, men som faktisk har vist sig at fungere rigtig godt i Rudersdal. Jeg tror, der er meget, vi kan lade os inspirere af.

Vi er også nødt til at se på, hvordan vi kan bruge velfærdsteknologi til at løfte nogle af opgaverne i fremtiden, så nogle af de her ægte varme hænder med menneskeligt varmt blod løbende ud i de yderste fingerled bliver brugt så godt som overhovedet muligt. Jeg er ikke sikker på, det f.eks. er ved at gøre rent i fremtiden. Jeg tror, vi skal turde at tage nogle af de diskussioner, der også er svære, på ældreområdet. I takt med at vi jo må konstatere, at medarbejderudfordringerne er så store, er vi også nødt til at se på, hvad de allervigtigste kerneopgaver er. Vi skal sikre de ældres frie valg, som for mange ældre desværre ikke kender til i dag. Vi i Konservative så også gerne, at man udvidede det frie valg og eksempelvis gav frit valg i forhold til servicelovens § 83 a, som handler om de her rehabiliteringsforløb, som jo bliver brugt mere og mere.

Jeg kunne nævne tusind ting mere, og jeg glæder mig rigtig meget til, at vi skal forhandle i ministeriet, og så håber jeg absolut, at vi ses i starten af det nye år. Tak for ordet.

Der er ingen ønsker om korte bemærkninger. Tak til fru Mette Abildgaard, Det Konservative Folkeparti. Næste ordfører er fru Runa Friis Hansen, Enhedslisten – nå, hun er ikke til stede, men jeg har da lige set hende. Så er den næste ordfører, jeg ser i salen – for jeg kan forstå, at hr. Christian Friis Bach ikke er ordfører på området, så der er ingen fra De Radikale – hr. Kim Edberg Andersen, Nye Borgerlige. Velkommen.

Tak for det, formand. Jeg er jo nok den sidste ordfører i dag på et ret vigtigt spørgsmål: Hvad har man tænkt sig at gøre ved udfordringerne og ved nedskæringerne? Jeg har fået en masse gode input, men jeg har bare ikke fået et eneste fra regeringspartierne, for de sagde, at de lige skulle være færdige med at lave deres egen plan, og så ville den blive vist frem for os senere, og så kan vi få lov til at stemme for. Et af de bedste argumenter for at stemme for var jo dybest set det samme, som det var med finansloven, hvor der kom et færdigt finanslovsforslag, og så kom der en lille bid, som de resterende partier i Folketinget kunne få lov til at byde ind på, hvor man så bagefter sagde: Vi har alle sammen lavet en fælles finanslov.

Ja, der jo ikke nogen, der tvinger armen om på ryggen af ansvarlige partier, og naturligvis skal regningerne betales, men der er heller ikke nogen, der tvinger en regering til at sidde i et lukket lokale, fordi de er de eneste, der kender de vises sten. Det her er en elefant af et problem, og en elefant spiser man nu engang bedst i skiver. Og der sidder rigtig, rigtig mange gode slagterkvinder her i udvalgene, som ved noget om det her område – de ved, lige nøjagtig hvordan man kunne skære den her elefant op, sådan at man løste tingene.

Vi begyndte at snakke om det her i 2022, den allerførste dag, og der er ikke sket noget endnu. I vores kommune, Rebild Kommune, fik vi for nogle år siden en opgørelse, der viste, at en ældre på vores plejehjem levede i ca. 2 år og 3 måneder. Det vil sige, at dem, der kom på plejehjem samme dag, som statsministeren satte sig ned og fortalte, at nu kommer der en ældrelov, ikke når at opleve den, for de er faktisk gået bort inden, fordi vi snakker og snakker, for vi skal jo løse det hele på en gang. Vi kan ikke bare plukke de lave frugter først og løse noget af det lidt ad gangen. Vi er blevet lovet solskin hver eneste dag af Moderaterne, og det glæder jeg mig også til, for jeg kan også godt lide solskin. Virkeligheden er, at man enten kan få bad eller solskinstur, og da man nu stort set i hele Danmark bliver tilbudt et bad hver tredje uge, må man gå ud fra, at hvis der kom mere solskin, kunne man forvente, at folk muligvis valgte en solskinstur frem for et bad en gang imellem, når man havde lyst til det, og ikke når det var blevet planlagt eller antallet skåret ned til ét i en kommunalbestyrelse.

Der er et problem med det kommunale selvstyre i forhold til det her. Det er ikke, fordi det er onde mennesker. Jeg har selv siddet der, og jeg synes ikke, jeg hverken var ondere eller bedre, da jeg sad i kommunalbestyrelsen, end da jeg kom i Folketinget, men virkeligheden er, at man laver en spareøvelse. Man skærer lige 5 pct., og hvem brokker sig ikke? Det gør de ældre ikke. Derfor siger 81 pct. så også, at de er meget tilfredse med deres pleje, for de ældre mennesker brokker sig ikke. Det gør de ikke. Vi ved det alle sammen. Og alligevel skal vi høre de her flyvske taler fra Folketingets talerstol om, at der jo ikke er nogen, der brokker sig, så de kan godt vente lidt endnu.

Summa summarum må man håbe på, at regeringen viser sig at være lige så kloge, som de selv regner med at de er, for når vi engang får et diktat, som vi plejer at få herinde, må vi jo håbe, at det diktat er det rigtige. For det er påfaldende at høre, at man fra talerstolen, hvis man er fra et regeringsparti eller er minister, siger, at det ikke er så vigtigt, hvornår man kommer med det, for det når at blive færdigt til tiden alligevel. Man kunne lige så godt have sagt til os: Vi kommer med det lige der i november, den 30. november, for så kan vi nå at stemme det igennem, om I vil eller ej, og så når vi jo i mål alligevel.

Jeg må bare påpege, at man ikke kommer ret langt på så stort et område, hvis ikke man har et samlet Folketing med. Jeg er ordfører på rigtig mange områder, og jeg har prøvet begge dele, og jeg bliver bare nødt til at sige, at de bedste – de bedste – aftaler, vi har lavet, er dem, hvor vi har siddet alle Folketingets partier og budt ind, og ikke dem, hvor der er kommet en færdig pakke, som man så har kunnet få lov til at flytte nogle kommaer i. Jeg glæder mig til at se ældreministeren komme med den færdige plan. Jeg er sikker på, at hun er meget klogere, end jeg er, på det område, og det har alle regeringspartierne tydeligvis også fortalt alle de andre ordførere i dag: Vi er klogere; vi ved, hvad der skal til, og I får selvfølgelig en orientering, når vi kommer i mål. Tak for ordet.

Der er en kort bemærkning til fru Rosa Eriksen, Moderaterne.

Tak. Vi snakker, og vi snakker. Og jeg hører også, at ordføreren snakker. Kunne ordføreren ikke fortælle om, hvad ordføreren tror der skal til ude i vores ældrepleje? Det er jeg nemlig oprigtigt nysgerrig på. Hvad tænker Nye Borgerlige der skal til for at løfte den ældrepleje, som ordføreren påpeger ikke virker i dag?

Ordføreren.

Moderaternes ordfører glemmer, at jeg tidligere har været medlem af et parti, hvor det med ældreplejen blev skabt, så for mig sidder det på rygraden. Så jo, vi skal sørge for, at medicinen kommer færdigpakket, så man ikke bruger tid på det; at der er en drikkekop, der fortæller, hvor meget man har drukket; og at der kan være en robotstøvsuger, hvis det gør, at dem, vi sender ud, har bedre tid.

Men rekrutteringen hjælper vi ikke ved at give folk 10 pct. mere i understøttelse, mens de læser til sosu-assistent eller sosu-hjælper, for virkeligheden er – og det er der, hvor man tager fejl, hvis man tror, at det her handler om penge – at hvis vi skal have folk i ældreplejen, så det fungerer, skal vi have folk, der har lyst til at pleje mennesker. Og hvordan sørger vi for, at de har lyst til at være der? Det gør vi, ved at vi frigør den tid. Så kan man snakke om penge, men vi frigør tid til, at de mennesker, der er derude, kan få lov at hjælpe. Så kan man få fire mennesker, som Moderaternes ordfører stod og sagde var frygteligt, men hvis den ældre kender dem alle sammen og de alle sammen har det godt med den ældre, så synes de nok, det er hyggeligt, at de er der alle fire. Men de ser dem kun en gang hver tredje uge, og de har travlt med at kigge på deres iPads samtidig, for de skal lige huske at registrere tiden, så de 1.200 ekstra offentligt ansatte bliver ansat.

Spørgeren.

I al den snak hører jeg jo egentlig ordføreren komme ind på mange af de samme ting, som jeg hører at mange af de andre kommer ind på. Så det kunne jo tyde på, at der faktisk kunne komme en bred aftale, hvor det ikke bare er noget, man får trukket ned over hovedet.

Nu nævner du dosispakket medicin, så jeg vil gerne spørge ordføreren: Hvordan skal vi håndtere den dosispakkede medicin, vi kender i dag, hvis borgeren får medicinændringer? Hvem skal betale for al den medicin, der skal smides ud?

Ordføreren.

Man kunne jo også tænke i forhold til dosispakket medicin, at man ikke sendte til 6 år ad gangen, men at man så gjorde det sådan rimelig tit. I Region Nordjylland har vi faktisk rimelig godt styr på det. Vi er ikke bekymrede for det, så sæt det endelig i gang. I Region Nordjylland har vi både maskineriet og er klar til det. Vi kunne også sætte den lokale farmaceut til at sørge for at lave dosispakker. Det kan de faktisk også godt.

Men det er fuldstændig rigtigt, at ordføreren for Nye Borgerlige ikke kommer med noget nyt. De eneste, som kommer med noget fornuftigt her, er jo alle de ordførere, som sjovt nok ikke må være med i forhandlingerne, for de bliver ikke indkaldt til det. Det er da pudsigt, at man ikke vil lytte, undtagen når man står hernede.

Der er ikke flere korte bemærkninger. Tak til hr. Kim Edberg Andersen, Nye Borgerlige. Så er vi igennem ordførerrækken, og den næste, der får ordet, er ældreministeren.

Tak, formand. Jeg vil også gerne indlede med igen at sige tak til fru Pia Kjærsgaard for at få foranstaltet den her forespørgselsdebat. Jeg tror, det har været tydeligt for os alle sammen – det har i hvert fald været tydeligt for mig – at det er noget, der optager os alle sammen. Det er også tydeligt for mig, at det er noget, rigtig mange faktisk ved noget om i Ældreudvalget, og jeg synes i virkeligheden, at det er en stor gave, at der både er et stort engagement, men tydeligvis også en stor viden om et område, der optager os alle, og i hvert fald også et område, der optager mig rigtig meget.

Jeg vil gerne understrege, at ældreplejen er en hjørnesten i vores velfærdssamfund, og jeg ønsker så meget, at vi fremover kan tale om, at det er kvalitet i ældreplejen, vi er optaget af, og så have fokus på, hvordan vi opnår det, som vi ønsker. Det gør vi selvfølgelig ved at løse nogle af alle de problemer, vi taler om, men vi skal holde fast i, at ældreplejen er et kernevelfærdsområde, hvor der skal være kvalitet for vores borgere. Det rimer i virkeligheden også rigtig meget på, at vi har kvalitet for vores medarbejdere, og at der er arbejdsglæde derude. For det, at vi har trygge og dygtige medarbejdere, der er nemme at rekruttere, og som vi kan fastholde, er faktisk også en forudsætning for, at vi kan have en god ældrepleje.

For lige at gå tilbage til spørgsmålet i forespørgslen vil jeg sige, at jeg er enig i, at penge selvfølgelig udgør en vigtig ramme. Jeg var i min indledende tale også inde på, at pengene skal følge med, og vi har også prioriteret ældreplejen på andre områder. Men jeg mener også, der er nogle helt grundlæggende problemer omkring rekruttering og arbejdskraft og manglende tillid til vores ældrepleje derude, især i forhold til om vi kan få den pleje, vi mener vi har brug for, og ikke mindst omkring alt bureaukratiet og den måde, vi har skruet vores ældrepleje sammen på.

Jeg sad også og lyttede til, hvor fællesmængderne er, og hvor uenighederne er, og jeg hørte også på tværs af partierne en række ordførere udtrykke stor bekymring over det, der handler om rekruttering, bureaukrati og tillid. Det er jeg sådan set glad for, og jeg tror faktisk, det er vigtigt, at vi deler opfattelsen af problembilledet, for allerede dér er vi, i hvert fald på nogle stræk, kommet langt.

Så synes jeg også, der er en pointe i at tale om det både på den korte bane og på den lange bane, hvilket jeg også hørte bl.a. fru Kirsten Normann Andersen var inde på. På den korte bane er jeg rigtig glad for, at vi i går med finansloven for 2024 fik landet en bred aftale – og det er jo blandt alle partierne, der er her i dag – hvormed vi afsætter 695 mio. kr. over de næste 4 år til en værdig ældrepleje. Det handler bl.a. om det her med teams, som flere også har været inde på.

Jeg tror så heller ikke, at vi bare lige kan løse problemerne på den korte bane, og det hænger sammen med, at der altså ikke er nogen lette løsninger. Jeg tror egentlig også, at vi tidligere har troet, vi kunne lave vores afbureaukratisering ved alene at fjerne en regel her og der og i ny og næ. Årsagen til, at vi ikke har kunnet det, er simpelt hen, at der ikke er nogen lette løsninger. Det handler ikke kun om at indføre noget velfærdsteknologi. Det handler ikke kun om at fokusere på medarbejdere. Det handler ikke kun om at tænke på afbureaukratisering. Vi skal have fat i alle krumtapperne og alle hjulene.

Men den positive nyhed synes jeg er, at der er løsninger. Der er ingen lette løsninger, men de er der, og jeg arbejder rigtig meget for, at vi kan få samlet dem i det her udspil, for jeg tror i modsætning til nogle andre – jeg tror, det var hr. Kim Edberg Andersen, der var inde på det – nemlig ikke på, at der er nogle småting, man kan gøre her. Vi bliver nødt til at tage fat i ret meget ad gangen og ikke kun spise elefanten i bidder, for pointen er egentlig at forstå, at tingene hænger sammen, hvis vi skal lykkes.

Men grundlæggende mener jeg egentlig, at der er gode udsigter, for når jeg er rundt hos kommuner og interessenter, oplever jeg en stor parathed til, at vi skal gøre noget på ældreområdet. Jeg oplever faktisk også en rigtig stor parathed her i dag blandt ordførerne til, at vi skal gøre noget. Igen vil jeg sige, at det jo i sig selv virkelig er en positiv konstatering, når vi kommer med et udspil til forhandling. Jeg synes faktisk også, at jeg oplever en parathed og også nogle fælles opfattelser, i hvert fald hvad angår nogle af løsningerne.

Nu vil jeg ikke stå her og tage æren for at være den eneste, der siger det, for jeg hører faktisk, at vi er mange, der siger det, men noget af det, jeg er optaget af, er det her med de tværfaglige teams. Jeg tror, at det er virkelig rigtigt set, af alle de årsager, som flere har været inde på. Det højner fagligheden, det styrker kontinuiteten, og det øger arbejdsglæden hos medarbejderne. Jeg er selv meget optaget af, at vi kommer væk fra den unødige dokumentation og væk fra minuttyranniet. Det var der også flere af jer der nævnte, så det kan jeg heller ikke stå og tage æren for alene. Det er det her med at have tillid til medarbejderne, tillid til deres faglighed og tillid til, at ledere skal have et meget større råderum. Det er jeg heller ikke den eneste der siger. Det hører jeg også mange af jer andre være inde på.

Der er flere af jer, der nævner velfærdsteknologi i forbindelse med dosisdispensering og brilledryp. Der var en meget god artikel om det fra Nordjylland et sted, tror jeg det var. Der er jo en række af ting inden for velfærdsteknologi. Vi har sensorer på bleer og lagner, vi har vendelagner, og vi har mulighed for at lave skærmbesøg osv. Der er et hav af velfærdsteknologier, og den positive nyhed er sådan set, at der er masser af teknologi. Men vi mangler implementering og skalering, og det er også noget af det, jeg afgjort synes vi skal kigge videre på.

Hvad angår aktivering af civilsamfund, er jeg meget med på, at det er noget af det, vi skal. Det er der også flere af jer der er inde på. Og for i virkeligheden at slutte med det allervigtigste vil jeg sige, at det handler om, at vores ældre borgere, som har tjent vores samfund igennem mange år, selvfølgelig skal kunne se ind i at få en værdig og tryg ældrepleje. De skal også se ind i at få en ældrepleje med livskvalitet og livsglæde. Der ved vi bare, at ældre er forskellige, ligesom vi er forskellige, og det, vi skal kunne imødekomme i den ældrepleje, vi kommer til at skabe, er respekten for den mangfoldighed og differentiering. Derfor bliver ikke kun omsorg og nærvær, men også selvbestemmelse, utrolig vigtigt.

Det er det, vi arbejder på i regeringspartierne. Vi har vores drøftelser, hvilket er helt naturligt. Det er faktisk, fordi vi alle sammen, ligesom vi her i kredsen har været det, er optaget af at gøre det bedst mulige. Vi har virkelig høje ambitioner. Vi vil ikke bare nøjes med at have noget, vi kan være bekendt. Vi vil ikke nøjes med kun at gøre det lidt bedre. Vi vil sikre nogle rammer, der er holdbare i fremtiden, holdbare i år frem i tiden, og det, lovgivning kan gøre, er jo at sikre nogle strukturer, der holder på lang sigt, og som kan understøtte en god og bæredygtig ældrepleje fremover.

Vi arbejder på et udspil, og bare lige for at sige det helt klart bliver det ikke et diktat eller en orientering. Det ville jeg heller ikke forvente at I som Folketing ville lade jer spise af med. Det ville jeg i hvert fald ikke selv synes var ordentligt. Jeg kommer til at fremlægge et udspil, og jeg kommer til at invitere til forhandlinger. Ud fra nogle af de gode takter, der er i dag, håber og tror jeg, at vi får en rigtig god drøftelse, sådan at vi også kan få en bred og fin aftale på tværs af partierne.

Tak til ministeren for talen. Jeg vil også bare sige her, at når man siger »jer« eller »jer andre«, bruger man også direkte tiltale.

Der er et par korte bemærkninger. Det er først fru Kirsten Normann Andersen fra SF. Værsgo.

Tak for det. Jeg vil nu egentlig godt tage æren for de der tværfaglige teams. I SF foreslog vi det her i Folketingssalen i 2017, og vi var helt alene om at bakke op om forslaget, så den tager jeg gerne på mig.

Men i virkeligheden tænker jeg, at der er ét essentielt problem her: Vi havde ikke haft den her forespørgselsdebat, hvis ældreloven for længst var kommet og havde løst nogle af alle de udfordringer, som vi har ude i ældreplejen, der gør, at tingene kan hænge sammen. Der er vi bare ikke nået til endnu, og vi venter stadig væk, og ministeren vil heller ikke garantere, at det bliver i januar, vi bliver indkaldt til forhandlinger. Det er jo det, der gør det her så sårbart.

Derfor står vi jo også og beder ministeren om at forholde sig til spørgsmålet: Hvad gør vi så der, hvor man har været nødt til at spare så meget, at man både opsiger personale, borgere mister deres hjælp, og i yderste konsekvens er der også personale, som ikke kan få job i de her områder? Mener ministeren ikke, man bør have løsninger på den korte bane, mens vi venter på dem på den lange bane?

Ministeren.

Tak for spørgsmålet. Jeg synes jo, at noget af det, vi gør på den korte bane – senest omkring finansloven for 2024, hvor vi har afsat 695 mio. kr. over de 4 år – bl.a. er til noget omkring teams. Det er jo også noget, vi hører fra bl.a. Ældre Sagen, som er ude og sige, at hvis det er sådan, at vi skal lave noget på den korte bane, er det her omkring teams jo utrolig vigtigt, fordi det er det, der også er med til, at vi kan rekruttere og fastholde medarbejdere.

Så tror jeg virkelig, at hvis vi skal løse problemerne helt grundlæggende, skal vi have fat i at reformere hele områder, og det er i hvert fald der, jeg vil lægge min energi. Jeg er virkelig glad for, at ordføreren har arbejdet for de tværfaglige teams siden 2018. Nu har jeg været – godt nok på socialområdet – i kommuner, hvor jeg også har arbejdet med tværfaglige teams, og jeg kan også bare sige, at jeg helt kan forestille mig og lige kan se for mig og har mærket på egen krop, hvordan vi netop skaber en bedre tværfaglighed, skaber en bedre kvalitet, skaber en større imødekommenhed mod selvbestemmelse og lykkes bedre med opgaven og forbedrer arbejdsglæden.

Tak. Værsgo til fru Kirsten Normann Andersen.

Tak for det. Jeg tror bare, jeg vil slutte af her med mit sidste spørgsmål med endnu en gang at prøve at appellere til ministeren: Mener ministeren, det er godt nok, at man kun får gjort rent hver tredje uge, når man er en blind mand, som ikke selv er i stand til at se, hvor der er blevet spildt på gulvet? Er det en rimelig hjælp, eller handler det i virkeligheden stadig væk om penge og ressourcer? Og vil ministeren ikke anerkende, at når man sparer så meget, mangler der altså nogle penge?

Ministeren, værsgo.

Tak for spørgsmålet, som jo læner sig rigtig meget op ad det, vi havde et samråd om forleden dag, og måske er lidt mere snævert end det, forespørgselsdebatten her er inde på. Jeg mener, at alle ældre i vores land skal kunne få den praktiske hjælp og pleje, de har brug for. Det er i øvrigt også det, der ligger i vores lovgivning, som jo af den her stolte forsamling er blevet besluttet for år tilbage, nemlig at man skal lave en konkret individuel vurdering af behovet. Det er kommunernes ansvar, jævnfør vores ganske fornuftige princip, der er lovfæstet i grundloven, om kommunalt selvstyre, så det skal være svaret på det.

Tak. Så vil jeg gerne give ordet til fru Marlene Harpsøe fra Danmarksdemokraterne. Værsgo.

Mange tak til ministeren. I Danmarksdemokraterne fylder det her med ensomhed rigtig meget. Vi skal bryde ensomheden; der er alt for mange ældre, der sidder derude og ikke har kontakt med andre end de omsorgsfulde medarbejdere, der kommer fra hjemmeplejen. De skal ud og møde nogle mennesker, for livet skal leves hele livet. Indtil man ikke er mere, skal livet leves. Derfor var jeg selvfølgelig også glad for, at det rent faktisk lykkedes – efter en idé fra os i Danmarksdemokraterne – at åbne plejehjemmene op for livet uden for plejehjemmene, for civilsamfundet. Det lykkedes rent faktisk at komme igennem med noget i forbindelse med SSA-aftalen, som vi har lavet for det kommende år. Så det er vi rigtig glade for i Danmarksdemokraterne.

Men der er jo også mennesker, som sidder derhjemme, isoleret i deres eget hjem. Det kan jo ikke være rigtigt, og vi er for dårlige i dag til at identificere dem og sørge for, at de også kan komme ud og være en del af nogle sociale relationer, et fællesskab, men også meningsfulde aktiviteter. Så jeg vil gerne høre ministeren, hvad ministeren helt konkret vil gøre for at bryde ensomheden derude.

Ministeren.

Jeg kan sige, at jeg er meget, meget enig i, at bekymringen om ensomhed er voldsomt stor også på ældreområdet. Vi har jo i omegnen af 100.000 ældre mennesker, som faktisk er ensomme. Jeg mener også, at det er noget af det her med at aktivere det lokale fællesskab og aktivere civilsamfundet – det er også nogle af de takter, der i øvrigt også er skrevet ind i regeringsgrundlaget – som også skal være indeholdt i en ældrereform. Så det kommer også med, at vi skal aktivere. For noget af det, som lokale fællesskaber og mennesker netop kan, er jo at forlænge hverdagslivet. Og nu siger du, at livet skal leves hele livet, og jeg er meget, meget enig. Og noget af det, civilsamfundet kan, er jo at bringe netop hverdagslivet ind i det og fastholde hverdagslivet for ældre mennesker også.

Fru Marlene Harpsøe.

I dag er det jo sådan, at man primært kommer i en borgers hjem for at sikre den her helt basale pleje og omsorg og praktiske hjælp. Det har borgerne så en rettighed til. Den er udfordret i øjeblikket, det må man nok sige, på grund af besparelser rundtomkring, men det er en rettighed. Kunne ministeren forestille sig, at man også lavede en rettighed i forhold til at sikre den mentale trivsel, det mentale velvære, og sikre, at de ældre rent faktisk har en rettighed til at indgå i nogle sociale relationer og meningsfulde aktiviteter?

Ministeren, værsgo.

Tak for spørgsmålet. Der er jo selvfølgelig mange greb, man kan bruge for at sikre, at vi får aktiveret civilsamfundet mere. Jeg er nu rigtig meget optaget af, at vi bevæger os fra en velfærdsstat til et velfærdssamfund, som netop handler om, at vi skaber vores velfærd sammen. Jeg tror egentlig mere, at vi skal aktivere en kulturbevægelse i forhold til at styrke vores medborgerskab og det ansvar, vi også har for vores fællesskab. Men jeg tror også, at der ligger noget i at styrke vores fagprofessioner og vores fagpersonale ude omkring de ældre i forhold til at være dygtigere til at kunne samarbejde tæt med civilsamfundet.

Så vil jeg gerne give ordet til fru Pia Kjærsgaard fra DF. Værsgo.

Tak. Jeg vil bare gerne spørge ministeren: Ville ministeren være tryg ved at sende sine ældre pårørende på et plejehjem, sådan som situationen er i dag? Nu taler jeg generelt. Ville ministeren være tryg ved det?

Ministeren, værsgo.

Det ville jeg i udgangspunktet være, for der eksisterer rigtig mange gode steder ude i vores ældrepleje. Samtidig er det også virkelig vigtigt, at vi ikke reducerer det her til et ja-nej-spørgsmål, for der er virkelig mange nuancer.

Som fru Pia Kjærsgaard f.eks. selv var inde på, siger rigtig mange kommuner: Vi kan faktisk ikke være vores ældrepleje bekendt. Vi ser områder, hvor hver fjerde stilling ikke bliver besat. I hver femte forladte stilling i 2022 havde medarbejderen været ansat i mindre end et år. Vi ser eksempler på forråelse. Så jeg mener virkelig, at der er nogle bekymringer, som også gør, at jeg synes, at man ikke bare unuanceret kan svare ja eller nej.

Fru Pia Kjærsgaard, værsgo.

Det var jo det spørgsmål, som vi stillede mange gange under en tv-udsendelse, og jeg synes faktisk, at man er forpligtet til at svare generelt på det. Vi er da helt enige i, at der er nogle gode steder, men ville man generelt være tryg, hvis ens pårørende pludselig en dag fik behov for at komme på plejehjem?

Ministeren.

Jeg vil gentage mit svar. Det er jeg. I udgangspunktet ville jeg være tryg. Så i udgangspunktet ja. Og så vil jeg sige, at der er nuancer. For der er en række bekymringer, sprækker og kæmpe udfordringer, hvilket debatten jo her i dag også er afstedkommet af, som vi simpelt hen bliver nødt til at tage ansvar for.

Så vil jeg gerne give ordet til hr. Kim Edberg Andersen fra Nye Borgerlige. Værsgo.

Det spørgsmål ændrede sig lige lynhurtigt. I udgangspunktet vil man være tryg, men det er jo det, der er hele problemstillingen. Jeg har hørt en masse håndvask om, at det her er kommunernes problemstilling, og at det er kommunalt selvstyre, men er vi ikke enige om, at i sidste ende er det ministerens ansvar, at man ikke kun i udgangspunktet, men altid bare er tryg ved at blive en del af den del af danskerne, som har brug for ældrepleje? Vil ministeren ikke lige svare mig på det?

Det er svært at sætte en tidsramme, der virker logisk, fordi det har taget så mange år bare at komme hertil, men kan jeg om 2 år, når jeg sender ministeren på plejehjem, være tryg ved, at ministeren bliver behandlet ordentligt og værdigt?

Værsgo til ministeren.

Så ville jeg i hvert fald være en af dem, der kom på plejehjem inden min folkepensionsalder, hvis det er om 2 år, men det er jo så, som det er. Altså, jeg arbejder for, at vi alle skal være trygge ved at komme på et plejehjem eller få brug for ældrepleje, og jeg mener, at det selvfølgelig ikke er kommunernes ansvar alene. Det her er et delt ansvar. Vi har et kæmpe ansvar på Christiansborg i forhold til at tilvejebringe rammer for, at kommunerne kan levere den ældrepleje, som hver eneste konkrete ældre og individuelt vurderede ældre har brug for.

Kim Edberg Andersen, værsgo.

Man kan jo godt høre ministerens erfaring i at snakke udenom fra det offentlige. Men skal vi ikke lige tage den en gang til: Vil ministeren garantere, at ministeren om 2 år kan svare fru Pia Kjærsgaard på spørgsmålet om, om man vil være tryg ved at sende sine pårørende ind i ældreplejen? Vil ministeren sige nu, at om 2 år kan vi her i Folketinget alle sammen svare samstemmende, at det er vi trygge ved, for i Danmark bliver man behandlet værdigt, uanset hvorhenne, af hvem eller hvordan. Vil ministeren svare på det?

Ministeren.

Ja, vi skal være trygge ved at kunne sende vores ældre på plejehjem eller i hjemmeplejen. Samtidig bliver vi også nødt til at acceptere, at vi ikke kan lave et samfund, der er fejlfrit. Vi bliver nødt til at acceptere, at vi ikke kan have en nulfejlskultur, og i virkeligheden tror jeg, at det er den her bestræbelse, der handler om, at vi tror, vi kan kontrollere os ud af det og undgå og forebygge fejl, der i virkeligheden mange steder også har skabt en utryghed i forhold til at fortælle, hvornår der er fejl på vej. F.eks. omkring forråelse ved vi, at det faktisk ikke handler om dårlige kompetencer. Det handler om utrygge arbejdsmiljøer.

Tak for det. Så vil jeg gerne give ordet til fru Katrine Daugaard fra LA. Værsgo.

Ministeren sagde i sin indledende tale, at en værdig ældrepleje ikke skulle reduceres til et spørgsmål om penge. Så spurgte jeg ministeren ind til arbejdskraft, og så lød svaret, at der blev forhandlet trepartsforhandlinger lige nu, altså at lønnen blev forhandlet. Reducerer det det så ikke til et spørgsmål om penge, hvis det er løn, ministeren mener er svaret på en værdig ældrepleje?

Ministeren, værsgo.

Tak for spørgsmålet, og tak for igen at pege på, hvor vigtig arbejdskraft er. I virkeligheden er det jo vores tids nye valuta, i hvert fald hvis du spørger mig. Løn og arbejdsvilkår er selvfølgelig vigtigt, men vi har også brug for at kigge ind i velfærdsteknologi. Vi har brug for at skabe nogle gode arbejdspladser, hvor det er muligt at rekruttere folk, og hvor vi ikke sidder i en situation, hvor hver fjerde stilling ikke kan blive besat, eller hvor hver femte stilling, som opsiges, faktisk kun er nogle, der har været der i et år.

Så vi har brug for at skabe nogle gode arbejdspladser, og det er bl.a. det, som en ny ældrelov skal levere på. Så er der hele spørgsmålet om international arbejdskraft, som vi også har forpligtet os i regeringsgrundlaget til at levere mere på. Og så er der en række andre ting, bl.a. jo store bededag, som også har leveret arbejdskraft osv. Så jeg mener egentlig, at vi i den her regering både allerede har vist mange konkrete resultater på arbejdskraft og også har mange nye tiltag i pipelinen.

Fru Katrine Daugaard, værsgo.

Så forstår jeg bare ikke, at det er løn, der skulle være svaret. For når man spørger i det private, mener de jo f.eks. ikke, at lønnen har noget at gøre med, at de både har meget nemmere ved at fastholde deres medarbejdere og ikke har problemer med manglende arbejdskraft. Så der er jo noget her, der ikke stemmer overens – og nu har jeg ikke mere tid. Undskyld!

Ministeren, værsgo.

Tak for spørgsmålet, og jeg er faktisk meget enig med fru Katrine Daugaard i, at løn ikke gør det hele. Men jeg tror, vi kommer til at se – og det er også det, vi har lagt op til i regeringsgrundlaget – at når vi kommer til at skulle lykkes med arbejdskraftudfordringerne, som jo ikke kun er på ældreområdet, men faktisk på mange andre områder, bl.a. det grønne område, så bliver vi ligesom nødt til at have en buket af forskellige tiltag. Og der tror jeg, at løn og arbejdsvilkår er en af de blomster i buketten, vi har brug for at kigge på

Så vil jeg gerne sige tak til ældreministeren. Der er ikke flere korte bemærkninger, og så har jeg forstået, at fru Pia Kjærsgaard gerne vil have en anden runde til afslutning. Værsgo.

Jeg går ud fra, det er i orden, at jeg tager ordet. (Den fg. formand (Annette Lind): Det er det). Det var godt. Tak for det.

Tak for debatten. Der har været engagement, og det er jo altid dejligt, når der er det i Folketingssalen, også selv om det er en lang debat og der stadig væk ligger nogle forslag. Vi skal nok klare det hele. Det er vi vant til. Men jeg bliver bare nødt til at sige noget om den her opdeling, som jeg lidt mener der har været i dag, i forhold til om der er behov for penge eller der ikke er behov for penge. Ja, der er behov for penge, og der er behov for rigtig meget andet.

Jeg vil bare på forhånd sige til ministeren, at uden penge går det ikke. Det gør det simpelt hen ikke. Man kan ikke spise kommunerne af med det, der er sat af i to omgange her, og det, der senest blev sat af på finansloven her i går. Det er fint, og det er et skridt på vejen, men det er ikke nok. Jeg siger det bare på forhånd, medmindre ministeren bare vil bruge sit flertal og desværre måske også et par ekstra partier – kan jeg næsten se på det forslag til vedtagelse, der ligger, og som eventuelt bliver vedtaget. Det går ikke uden penge.

Det, der så også bekymrer mig en lillebitte smule, er, at jeg lige oplevede en disput mellem Moderaterne og hr. Kim Edberg Andersen, hvor man tilsyneladende ikke engang kan blive helt enige om, at det ikke ville være supergodt med dosisdispenseret medicin. Altså, det er da oplagt. Det er da det bedste og det nemmeste. Hvis vi også skal diskutere struktur, og hvordan vi gør det mere praktisk, så er det jo bare et af hjælpemidlerne. Der er også selvvisitation af hjælpemidler til under 5.000 kr. Jeg kommer bare med nogle forslag, og i forhold til de første tværfaglige teams er det supergodt, at vi i hvert fald ser ud til allerede at kunne lande det.

Jeg var lidt overrasket over at høre, at SF og fru Kirsten Normann Andersen havde stået alene med det i 2017. Det beklager jeg. Det gør jeg virkelig. Jeg sad et andet sted, og der har været nogle forsømmelser der, tror jeg. Men det er i hvert fald helhjertet fra Dansk Folkepartis side denne gang. Det kan jeg love, og så vil jeg også nævne plejehjemslæger.

Det er bare sådan nogle, synes jeg, helt fundamentale ting, som skal til. Der er sikkert også meget mere, når nu der skal være den her ældrelov, som på et tidspunkt kommer. Men ellers vil jeg ikke sige så meget andet end tusind tak for debatten til ministeren og til ordførerne. Det har været en lang debat, men jeg føler til gengæld, at det har været en dybt engageret debat, så det har egentlig været rigtig godt. Tak for det.

Tak for afrundingen. Der er en kort bemærkning her også. Så jeg vil gerne give ordet til fru Rosa Eriksen fra Moderaterne. Værsgo.

Tak. Jeg vil gerne lige afrunde den her med dosispakket medicin. Det, der er problemet med dosispakket medicin, som vi kender det i dag, er, at man får det fra apoteket. Man har det i en måned, og der står dato på, der angiver, hvornår man skal have hvilke piller. Hvis borgeren får en urinvejsinfektion eller skal have ændret i sin blodtryksmedicin, skal hjemmesygeplejen dosere forfra, og dermed skal borgeren smide en masse medicin ud. Derfor er det bare vigtigt, og det er et eksempel på, at vi skal gennemarbejde det her, så det ikke kommer til at ligge borgerne til last, så vi opfylder borgernes behov og gør det mere smidigt at være ældre i vores ældrepleje.

Fru Pia Kjærsgaard.

Jamen det kan vi jo så gøre. Altså, der er ingen tvivl om, at man kan frigøre rigtig mange årsværk, hvis man gør det her, og det er jo da et skridt på vejen. At der så kan være et eller andet, som ordføreren siger – det ved jeg ikke – men det må i hvert fald være noget, som kan organiseres på en eller anden måde. Så jeg håber bare, at det er en af de ting, som kommer med i den endelige lov på et tidspunkt.

Tak for det. Så er der ikke flere korte bemærkninger, og så vil jeg gerne sige mange tak til fru Pia Kjærsgaard.

Da der ikke er flere, som har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Afstemningen om de fremsatte forslag til vedtagelse vil som nævnt først finde sted torsdag den 30. november 2023.

Se video af alle taler

Det næste punkt på dagsordenen er:

27) Forespørgsel nr. F 2:

Forespørgsel til ældreministeren:

Hvad vil regeringen gøre for at imødegå de massive og uacceptable nedskæringer på ældreområdet, som mange kommuner for tiden lægger op til?

Af Pia Kjærsgaard (DF), Alex Ahrendtsen (DF), Mikkel Bjørn (DF), Morten Messerschmidt (DF), Mette Thiesen (DF) og Nick Zimmermann (DF).

(Anmeldelse 04.10.2023. Fremme 10.10.2023).

Jeg gør opmærksom på, at afstemningen om eventuelle forslag til vedtagelse udsættes til torsdag den 30. november 2023.

Så tror jeg, alt er på plads, og vi kan gå videre. Det er ordføreren for forespørgerne, fru Pia Kjærsgaard. Værsgo.

Tak til ordføreren. Så giver jeg ordet til ældreministeren for besvarelse. Værsgo.

Tak til ældreministeren. Der er nu adgang til en kort bemærkning fra hver af ordførerne, og den første korte bemærkning er fra fru Pia Kjærsgaard.

Tak. Ældreministeren.

Så er det fru Katrine Daugaard, Liberal Alliance. Værsgo.

Ældreministeren.

Sådan er der faktisk flere ting, så jeg mener ikke, at vi ikke ambitiøse i forhold til arbejdskraftudfordringen.

Så er det fru Marlene Harpsøe, Danmarksdemokraterne. Værsgo.

Derfor vil jeg gerne høre ministeren, om ministeren kan garantere, at vi så i det mindste forhandler i januar måned om en ny ældrelov. Kan ministeren garantere det?

Ældreministeren.

Så er det fru Mette Abildgaard, Konservative. Værsgo.

Ministeren.

Så er det hr. Kim Edberg Andersen, Nye Borgerlige. Værsgo.

Tak. Ældreministeren.

Tak. Jeg vil lige minde om, at når formanden rejser sig, er det, fordi taletiden er opbrugt. Det tror jeg alle kunne lære lidt af.

Så er det fru Kirsten Normann Andersen, SF. Værsgo.

Ministeren.

Tak! Så er det fru Lotte Rod.

Ministeren.

Tak. Vi går nu over til forhandlingen og de almindelige regler for korte bemærkninger. Så er det ordføreren for forespørgerne, fru Pia Kjærsgaard, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Så vil jeg lige læse et forslag til vedtagelse op, som er på vegne af Dansk Folkeparti og Socialistisk Folkeparti:

Forslag til vedtagelse

(Forslag til vedtagelse nr. V 11).

Tak for det. Så er der nogle korte bemærkninger, og den første er fra fru Rosa Eriksen, Moderaterne.

Ordføreren.

Det handler simpelt hen om alle tre ting, og jeg har jo sagt, at vi skal se at komme i gang. Så det handler om strukturen, det handler om pengene – alle tre ting.

Ordføreren for en anden kort bemærkning. Man skal lige huske at trykke sig ind. Værsgo.

Ordføreren.

Så er det fru Marlene Harpsøe, Danmarksdemokraterne. Værsgo.

Først tak til fru Pia Kjærsgaard for talen, men også for fru Pia Kjærsgaards utrættelige arbejde for de ældre her i Danmark.

Ordføreren.

Værsgo til spørgeren for sin anden korte bemærkning.

Tak. Så er det fru Pia Kjærsgaard.

Tak, så er det fru Lotte Rod, Radikale Venstre. Værsgo.

Forslag til vedtagelse

»Velfærd er at være noget for nogen. Mennesket er og skal altid være et mål i sig selv.

Det vil vi lave om på.

(Forslag til vedtagelse nr. V 14).

Tak. Det noterer vi, og det indgår i de videre forhandlinger. Jeg skal høre, om Pia Kjærsgaard ønsker ordet.

Nej, det kan jeg ikke rigtig forholde mig til.

Så er det fru Katrine Daugaard, Liberal Alliance. Værsgo.

Ja, tiden er gået. Værsgo til Pia Kjærsgaard.

Værsgo for den anden korte bemærkning.

Ordføreren.

Jo – det er det store regnestykke, og så har vi jo heldigvis demokrati og folkestyre og nogle vælgere, der lige må tænke sig om, når der sker sådan nogle ting.

Tak. Så er der ikke flere korte bemærkninger. Så går vi videre i ordførerrækken til fru Annette Lind, Socialdemokratiet. Værsgo.

Tak til ordføreren. Der er en række korte bemærkninger. Men først er der lige en vedtagelsestekst til oplæsning. Værsgo.

Tak for det. Jeg har en vedtagelsestekst, som jeg gerne vil læse op på vegne af Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne:

Forslag til vedtagelse

»Folketinget anerkender, at ældreplejen er udfordret af bl.a. arbejdskraftmangel.

Folketinget konstaterer samtidigt, at regeringen prioriterer, at pengene følger med, når vi bliver flere børn og ældre (det demografiske træk).

Yderligere er der i finanslovsaftalen for 2024 afsat en ramme på 695 mio. kr. i 2024-2027 til en værdig ældrepleje.

Derfor opfordrer Folketinget til, at ældreministeren fremlægger et udspil til en ældrereform og indkalder til politiske forhandlinger.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 12).

Tak for ordet.

Tak. Så er der en række korte bemærkninger, og dem tager vi nu. Den første er fra fru Marlene Harpsøe, Danmarksdemokraterne. Værsgo.

Ordføreren.

Fru Marlene Harpsøe for sin anden korte bemærkning. Værsgo.

Ordføreren.

Så er det fru Pia Kjærsgaard, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Ordføreren.

Fru Pia Kjærsgaard for sin anden korte bemærkning. Værsgo.

Ordføreren.

Tak. Så er det fru Kirsten Normann Andersen, SF. Værsgo.

Ordføreren.

Spørgeren med den anden korte bemærkning.

Ordføreren.

Så er det fru Katrine Daugaard, Liberal Alliance. Værsgo.

Ordføreren.

Spørgeren for sin anden korte bemærkning.

Ordføreren.

Regeringen har truffet nogle valg, som heller ikke altid har været populære. Vi har bl.a. afskaffet store bededag for at få en arbejdsstyrke og få nogle timer, som man ikke ellers kunne finde.

Tak. Så er det fru Mette Abildgaard, Det Konservative Folkeparti. Værsgo.

Det får ordføreren mulighed for nu. Værsgo.

Fru Mette Abildgaard for den anden korte bemærkning

Ordføreren.

Tak. Så er det hr. Kim Edberg Andersen, Nye Borgerlige.

Tak. Så er det ordføreren.

Spørgeren for sin anden korte bemærkning.

Tak! Tiden er gået. Ordføreren.

Tak til ordføreren. Der er ikke flere korte bemærkninger, så vi går videre i ordførerrækken til hr. Hans Christian Schmidt fra Venstre. Værsgo.

Første korte bemærkning er til fru Marlene Harpsøe fra Danmarksdemokraterne.

Ordføreren.

Det kan jeg meget enkelt svare ja til.

Spørgeren.

Tak. Ordføreren.

Næste korte bemærkning er til fru Kirsten Normann Andersen, SF.

Ordføreren.

Spørgeren.

Ordføreren.

Den næste korte bemærkning er til fru Katrine Daugaard, Liberal Alliance.

Ordføreren.

Trods de 30 år i Folketinget må jeg sige, at det at bruge ordet pokker falder uden for, hvad Folketingets forretningsorden tillader. (Hans Christian Schmidt (V): Ja, det er rigtigt).

Spørgeren.

Ordføreren.

Næste korte bemærkning er til fru Pia Kjærsgaard, Dansk Folkeparti.

Ordføreren.

Fru Pia Kjærsgaard.

Ordføreren.

Der er ikke ønsker om flere korte bemærkninger. Tak til hr. Hans Christian Schmidt, Venstre. Næste ordfører er fru Kirsten Normann Andersen, Socialistisk Folkeparti. Velkommen.

Den første korte bemærkning til ordføreren er fra fru Marlene Harpsøe, Danmarksdemokraterne.

Ordføreren.

Spørgeren.

Tak. Ordføreren.

Næste korte bemærkning er til fru Rosa Eriksen, Moderaterne.

Ordføreren.

Spørgeren.

Der er ikke flere korte bemærkninger. Tak til fru Kirsten Normann Andersen, SF. Næste ordfører er fru Rosa Eriksen, Moderaterne.

Der er en kort bemærkning til hr. Kim Edberg Andersen, Nye Borgerlige.

Ordføreren.

Vi bruger ikke direkte tiltale, hverken »du« eller »De«. Man omtaler i tredjeperson.

Spørgeren.

Ordføreren.

Næste korte bemærkning er til fru Kirsten Normann Andersen, SF.

Ordføreren.

Spørgeren.

Ordføreren.

Næste korte bemærkning er til fru Katrine Daugaard, Liberal Alliance.

Ordføreren.

Spørgeren.

Ordføreren.

Næste korte bemærkning er til fru Marlene Harpsøe, Danmarksdemokraterne.

Ordføreren.

Spørgeren.

Tak for det klare svar. Jeg glæder mig også til forhandlingerne, hvor jeg håber at vi sammen kan løfte lige præcis det her.

Ordføreren.

Så jeg glæder mig til forhandlingerne, og jeg glæder mig så meget til alle de gode indspark, der allerede kommer nu.

Der er ikke flere korte bemærkninger. Tak til fru Rosa Eriksen, Moderaterne. Den næste ordfører er fru Marlene Harpsøe, Danmarksdemokraterne.

Til sidst vil jeg gerne oplæse et forslag til vedtagelse, som jeg fremsætter på vegne af Danmarksdemokraterne, Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti og Nye Borgerlige:

Forslag til vedtagelse

(Forslag til vedtagelse nr. V 13).

Tak. Forslaget til vedtagelse vil indgå i Folketingets videre forhandlinger. Der er ikke ønske om korte bemærkninger. Tak til fru Marlene Harpsøe, Danmarksdemokraterne.

Den næste ordfører er fru Katrine Daugaard, Liberal Alliance.

Det er Liberal Alliances holdning, at der ikke mangler penge i kommunerne, men at der derimod mangler sund fornuft.

Der er en kort bemærkning til fru Rosa Eriksen fra Moderaterne.

Ordføreren.

Spørgeren? Nej, okay. Den næste korte bemærkning er til fru Annette Lind, Socialdemokratiet.

Ordføreren.

Spørgeren.

Ordføreren.

Næste korte bemærkning er til fru Pia Kjærsgaard, Dansk Folkeparti.

Ordføreren.

Så er der ikke flere korte bemærkninger. Tak til fru Katrine Daugaard, Liberal Alliance. Næste ordfører er fru Mette Abildgaard, Det Konservative Folkeparti.

Jeg kunne nævne tusind ting mere, og jeg glæder mig rigtig meget til, at vi skal forhandle i ministeriet, og så håber jeg absolut, at vi ses i starten af det nye år. Tak for ordet.

Der er en kort bemærkning til fru Rosa Eriksen, Moderaterne.

Ordføreren.

Spørgeren.

Ordføreren.

Der er ikke flere korte bemærkninger. Tak til hr. Kim Edberg Andersen, Nye Borgerlige. Så er vi igennem ordførerrækken, og den næste, der får ordet, er ældreministeren.

Tak til ministeren for talen. Jeg vil også bare sige her, at når man siger »jer« eller »jer andre«, bruger man også direkte tiltale.

Der er et par korte bemærkninger. Det er først fru Kirsten Normann Andersen fra SF. Værsgo.

Ministeren.

Tak. Værsgo til fru Kirsten Normann Andersen.

Ministeren, værsgo.

Tak. Så vil jeg gerne give ordet til fru Marlene Harpsøe fra Danmarksdemokraterne. Værsgo.

Ministeren.

Fru Marlene Harpsøe.

Ministeren, værsgo.

Så vil jeg gerne give ordet til fru Pia Kjærsgaard fra DF. Værsgo.

Ministeren, værsgo.

Fru Pia Kjærsgaard, værsgo.

Ministeren.

Så vil jeg gerne give ordet til hr. Kim Edberg Andersen fra Nye Borgerlige. Værsgo.

Værsgo til ministeren.

Kim Edberg Andersen, værsgo.

Ministeren.

Tak for det. Så vil jeg gerne give ordet til fru Katrine Daugaard fra LA. Værsgo.

Ministeren, værsgo.

Fru Katrine Daugaard, værsgo.

Ministeren, værsgo.

Så vil jeg gerne sige tak til ældreministeren. Der er ikke flere korte bemærkninger, og så har jeg forstået, at fru Pia Kjærsgaard gerne vil have en anden runde til afslutning. Værsgo.

Jeg går ud fra, det er i orden, at jeg tager ordet. (Den fg. formand (Annette Lind): Det er det). Det var godt. Tak for det.

Tak for afrundingen. Der er en kort bemærkning her også. Så jeg vil gerne give ordet til fru Rosa Eriksen fra Moderaterne. Værsgo.

Fru Pia Kjærsgaard.

Tak for det. Så er der ikke flere korte bemærkninger, og så vil jeg gerne sige mange tak til fru Pia Kjærsgaard.

Da der ikke er flere, som har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Afstemningen om de fremsatte forslag til vedtagelse vil som nævnt først finde sted torsdag den 30. november 2023.

Se video af alle taler

Så vil jeg lige læse et forslag til vedtagelse op, som er på vegne af Dansk Folkeparti og Socialistisk Folkeparti:

Forslag til vedtagelse

(Forslag til vedtagelse nr. V 11).

Til sidst vil jeg gerne oplæse et forslag til vedtagelse, som jeg fremsætter på vegne af Danmarksdemokraterne, Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti og Nye Borgerlige:

Forslag til vedtagelse

(Forslag til vedtagelse nr. V 13).

Det er Liberal Alliances holdning, at der ikke mangler penge i kommunerne, men at der derimod mangler sund fornuft.

Jeg kunne nævne tusind ting mere, og jeg glæder mig rigtig meget til, at vi skal forhandle i ministeriet, og så håber jeg absolut, at vi ses i starten af det nye år. Tak for ordet.

Jeg går ud fra, det er i orden, at jeg tager ordet. (Den fg. formand (Annette Lind): Det er det). Det var godt. Tak for det.

Folketinget

Resumé

Om forespørgslen

Forhandling

Forslag til vedtagelse

F 2 Om nedskæringer på ældreområdet.

Forhandling den 28-11-2023

Jeg accepterer Folketingets vilkår for deling