Det sidste punkt på dagsordenen er:

8) Forespørgsel nr. F 16:

Forespørgsel til uddannelses- og forskningsministeren:

Hvad agter regeringen at gøre for at få flere til at tage en professionsbacheloruddannelse, herunder til pædagog, sygeplejerske, lærer og socialrådgiver, som der er mangel på?

Af Marlene Harpsøe (DD) og Jens Henrik Thulesen Dahl (DD).

(Anmeldelse 08.12.2023. Fremme 12.12.2023).

Vi skal nu i gang med en forespørgselsdebat, og det indebærer, at ordførerne skal rykke frem på de forreste rækker og logge sig ind. Så vi holder lige en kort pause.

Så tror jeg, alle er ved at være på plads.

Jeg gør opmærksom på, at afstemning om eventuelle forslag til vedtagelse udsættes til torsdag den 1. februar 2024.

Nu giver jeg ordet til ordføreren for forespørgerne, Marlene Harpsøe fra Danmarksdemokraterne, for en begrundelse. Værsgo.

Mange tak. Vi har i Danmarksdemokraterne indkaldt til den her forespørgselsdebat, fordi vi mener, det er vigtigt, at vi her i Folketinget handler på de store udfordringer, der er med at sikre flere i de fag, hvor der mangler arbejdskraft. Og der mangler især flere, som tager en af de fire store professionsbacheloruddannelser på velfærdsområderne som f.eks. lærer, pædagog, socialrådgiver og sygeplejerske. Vi har en offentlig sektor, der skriger efter arbejdskraft, og det har stor betydning for kvaliteten af den hjælp, støtte, rådgivning eller undervisning, som borgerne modtager. Og med aftalen om universitetsreformen fra juni 2023 blev der med et loft over antallet af studerende på disse uddannelsesinstitutioner sat en tyk streg under, at det ikke er alle, der skal på universitetet – nogle skal andre veje. Og det kunne f.eks. være en professionsbacheloruddannelse, som der er så stor mangel på i dagtilbud, på skoler, hospitaler, i ældrepleje og mange andre steder.

Vi skal sikre, at disse uddannelser er et prioriteret førstevalg for de uddannelsessøgende, bl.a. ved at sikre nærhed i uddannelserne og tilgængelighed i hele landet. Velfærdssamfundet står på en brændende platform, og udfordringerne med at rekruttere flere til at tage disse uddannelser er en absolut nødvendighed, hvis fremtidige generationer skal have hjælp af høj faglig kvalitet i alle egne af Danmark. Så tak, fordi I mødte op her i dag, og tak, fordi vi kan få gang i debatten. Det ser jeg meget frem til.

Tak til ordføreren for forespørgerne.

Nu giver jeg ordet til uddannelses- og forskningsministeren for en besvarelse.

Tak for det. Egentlig vil jeg først og fremmest sige tak til Danmarksdemokraterne for at tage initiativ til denne forespørgselsdebat om et rigtig vigtigt emne. Jeg tror, de fleste her og også uden for Christiansborg er sig fuldstændig smertelig bevidst om, at søgningen til de professionsrettede uddannelser er alt for lille, og at det er en kurve, der skal knækkes, og med det står vi jo med det, man kan kalde et egentligt samfundsproblem. Set i det lys er det rigtig, rigtig fint, at vi også tager debatten om det her i Folketinget.

For det er nemlig rigtigt, at bl.a. uddannelserne til pædagog, sygeplejerske, lærer og socialrådgiver i dag står over for en række udfordringer. Jeg vil bare komme med nogle få nedslag:

Siden 2016 er søgningen til de fire uddannelser faldet med 33 pct. I samme periode har søgningen til de akademiske bacheloruddannelser ligget stabilt. Derudover stiger frafaldet undervejs i uddannelsen. En relativt stor andel af dimittenderne fra uddannelserne føler sig ikke godt nok klædt på til arbejdsmarkedet, og flere nyuddannede søger væk fra fagene. Læg dertil, at hvis man så har en af de her uddannelser og senere i livet gerne vil videreuddanne sig, fører det ret ofte ud af fagene og ind i mere administrative roller, og det tror jeg simpelt hen ikke har været meningen for nogen af dem, der i sin tid søgte ind på nogle af de her uddannelser. Jeg tror, at det, man gerne ville, var at komme ind og arbejde med mennesker og gøre en forskel for mennesker.

Det er udfordringer, som regeringen tager meget alvorligt, og det er også nogle relativt komplekse udfordringer, som man ikke alene kan løse med flere penge eller med justeringer af enkelte uddannelser. Hvis uddannelserne skal blive et mere attraktivt valg, og hvis kvaliteten på uddannelserne skal styrkes, er der efter min vurdering behov for en mere grundlæggende reform af de professionsrettede uddannelser.

Derfor var det også en del af ambitionen med aftalen om rammerne for reform af universitetsuddannelserne i Danmark, at flere unge skal få interesse for de professions- og erhvervsrettede videregående uddannelser. Vi var også enige om, at der skal igangsættes et ambitiøst reformarbejde i forhold til de professionsrettede videregående uddannelser på velfærdsområdet, og det er et arbejde, som der med universitetsreformen er afsat 200 mio. kr. årligt til allerede fra 2025 og 300 mio. kr. årligt fra 2030.

Regeringen vil i første halvdel af 2024 fremlægge et reformudspil på det professions- og erhvervsrettede videregående uddannelsesområde. Her vil vi, som det også fremgår af universitetetsaftalen, bl.a. se på vejene ind, opbygningen af og selvfølgelig især indholdet i professionsuddannelserne. Det kan f.eks. handle om at se på nye uddannelsesmodeller, hvor man som studerende kan uddanne sig eller videreuddanne sig, mens man er i job, og i det hele taget skabe nye veje for alle dem, der gerne vil arbejde med mennesker.

Jeg glæder mig over, at der her i Folketinget er en stor interesse for at komme i gang med at se på, hvordan vi kan gøre de her uddannelser mere attraktive, og jeg ser frem til, at vi skal arbejde videre med det sammen.

Så vil jeg bare helt afslutningsvis sige, som jeg også indledte med at sige, at der er en kurve her, som skal knækkes, og det er ikke for at male alvoren tungere op, end det kan bære, men det, der jo er på spil her, hvis ikke vi lykkes med at få knækket kurven, er jo sådan set i hvert fald dele af velfærdssamfundets egentlige sammenhængskraft, for uden mennesker, medarbejdere, i den nære, praksisrettede velfærdssektor har vi jo ikke noget velfærdssamfund. Tak.

Tak til ministeren. Så er der mulighed for et enkelt spørgsmål på 1 minut her til hver af ordførerne.

Den første, der har meldt sig på banen, er fru Marlene Harpsøe fra Danmarksdemokraterne. Værsgo.

Først tak til ministeren for talen. Kan ministeren komme mere konkret ind på, præcis hvornår man fremlægger det her udspil? Jeg synes, jeg hørte noget med første halvdel af i år, men kan man være mere konkret?

Og så kan jeg lige nå at stille et spørgsmål mere, og det handler om et ret interessant svar, der var i Folketingets Uddannelses- og Forskningsudvalg, hvor det fremgik, at der var ca. 2.000 personer, der rent faktisk afbryder eller fuldfører en universitetsuddannelse i 2020, som inden for 2 år påbegynder en professionsbacheloruddannelse. Det her er jo ret interessante tal. Det vil sige, at der måske var nogle, vi kunne have fanget meget tidligere i forhold til at tage en professionsbacheloruddannelse. Hvad tænker ministeren vi kan gøre i forhold til det? For det skal vel også tænkes ind i forhold til universitetsreformen.

Ministeren.

I forhold til det første var det rigtigt, at jeg sagde, at vi ville præsentere et udspil i første halvdel af 2024. Det vil selvfølgelig i brede termer sige, før vi går på sommerferie. Det er også min intention – og jeg siger intention, fordi det jo er et relativt grundigt forarbejde, vi også er i gang med – at vi forhåbentligvis kan samles omkring en aftale om en reform af det her område før sommerferien, men jeg synes, at grundighed og kvalitet går forud for tid her. Men det er det, der ligger i det.

Så i forhold til det svar, som der henvises til – nu kan jeg ikke huske tallene, som der bliver refereret til, i hovedet – er det jo rigitgt, at der er nogle studerende, som starter på, det kan f.eks. være dansk eller historie på universitet og så kommer i tanke om, at man egentlig hellere vil noget andet, f.eks. være skolelærer. Og det er jo rigtig fint. Man kommer med forskellige typer bagage. Det kan være erfaring fra det virkelige liv. Det kan også være uddannelseserfaring. Problemet i dag er, at rigtig, rigtig mange ikke i generøst nok omfang får merit for den erfaring, man kommer med. Så de veje skal også gøres nemmere.

Tak. Så er der et spørgsmål fra fru Katrine Robsøe fra Radikale Venstre. Værsgo.

Tak for det. Jeg er også rigtig glad for, at vi får mulighed for at tage diskussionen i dag om nogle uddannelser, som jo har enormt stor betydning for vores samfund. Og mange af de ord, der bliver sagt om uddannelsesområdet, er ofte noget, som man i store overskrifter næsten ikke kan være uenig i her. Nu har jeg jo også forhandlet en aftale på et andet område, hvor Radikale Venstre valgte ikke at være med, fordi vi ikke ønskede at forkorte uddannelserne på universitetsområdet. Jeg vil derfor godt høre ministeren, om det er planen fra regeringen, at de her uddannelser, professionsuddannelserne, også skal gøres kortere.

Ministeren.

Jeg kan ikke svare detaljeret på i dag, præcis hvad der kommer til ligge i det udspil, som vi ikke er færdige med at skrive. Så så detaljeret kan jeg ikke svare på det. Jeg vil sige det sådan, at min analyse er og vores analyse er, at hvis vi vil lykkes med at knække kurven ind til de her uddannelser, skal der også strukturelt laves om på dem. Og som jeg ridsede op i min tale, handler det om, at interessen er for lille. Der er simpelt hen for få, der søger dem. Der er rigtig mange – rigtig, rigtig mange – der falder fra undervejs. Det tyder på, at kvaliteten i hvert fald ikke står mål med det, man forventede, da man søgte ind på dem. Hvis man så gennemfører uddannelsen og kommer ud og møder praksis, falder man ret hurtigt fra eller falder i hvert fald fra det fag, man egentlig uddannede sig til, og hvis man på trods så kommer igennem alle de barrierer og gerne vil videreuddanne sig, er det typisk væk fra det, der egentlig var planen med uddannelserne. Det er så grundlæggende problemer, at jeg mener, at vi også skal tage strukturelt fat.

Tak. Så giver jeg ordet til fru Anne Hegelund fra Enhedslisten. Værsgo.

Tak. Og tusind tak for talen og opmærksomheden, måske især på det her med at kunne efteruddanne sig videre ind i faget i stedet for ud af faget og måske også det med at kunne se, at det økonomisk skal kunne hænge sammen og hænge sammen med at have et job ved siden af.

Men til gengæld er jeg lidt ærgerlig over, at det ikke spiller så godt sammen med su-reformen og kandidatreformen, for der er jo mange, der allerede har en socialrådgiveruddannelse ligesom mig eller en uddannelse som sygeplejerske, lærer eller pædagog, og som måske vil få sværere ved at tage en kandidatuddannelse, fordi der bliver flere om buddet, når man skærer på dem; måske bliver det endnu sværere at forestille sig at tage en 1-årig kandidat ved siden af et fuldtidsarbejde. Og så er der igen også det her med at skifte over til en professionsbachelor, hvis man allerede har brugt 1 års su og det i forvejen ikke var helt nok su til at få en kandidat. Altså, det er mere det her med, hvordan de her veje skal hænge sammen med den politik, der ellers bliver ført, for jeg ser bare, at mulighederne for at uddanne sig videre ind i faget lige nu bliver indskrænket, ikke udvidet.

Ministeren.

Jeg ved ikke helt, hvad spørgsmålet var. Men ellers vil jeg betragte det som en lang kommentar.

Altså, det er jo ikke overraskende eller nyt, at Enhedslisten og regeringen ikke er enige om den su-reform, som skal gennemføres. Jeg synes så også, når der nu er rejst en forespørgselsdebat om det professionsrettede område, at vi så skal diskutere det professionsrettede område. Jeg kan jo ikke afholde nogen fra at diskutere alle mulige andre ting, som man måtte være uenig i, men jeg synes egentlig, at der strukturelt er indbyggede problemer nok i de professionsrettede uddannelser til, at der også er nok isoleret set til at tale om dem, og der kunne det være, at man kunne blive enige om noget, og det ville da også være dejligt.

Den næste spørger er fru Sofie Lippert fra Socialistisk Folkeparti. Værsgo.

Tak for ordet. Ministeren kommer både med mange analyser af problemer og med mulige løsninger, som stemmer godt overens med vores politik, med det udspil, som SF kom med for nogle uger siden, og derfor er dele af det jo positivt. Men jeg er også lidt nysgerrig på analysen af, hvad problemet er; altså, hvad er det for et problem, eller hvad er årsagen til problemet? For der er ikke nogen tvivl om, at for få søger ind på de her fire uddannelser. Det redegjorde både ministeren og ordføreren for Danmarksdemokraterne for.

Men er det ministerens analyse, at det primært er strukturen på de her uddannelser, der er årsagen til de lave ansøgertal? For det lyder meget, som om løsningen på det her problem er at lave en strukturreform af professionsuddannelserne. Betyder det, at ministerens analyse er, at det er det, der er den store udfordring i forhold til at få flere ansøgere?

Ministeren.

Nej, det gør det ikke. Men det betyder, at jeg tror, det er en del af svaret på nogle af problemerne. Altså, det her problem, som jeg tror alle er enige i er et ægte problem, har jo mange fædre. Det spiller også ind, hvad det er for et arbejdsliv, man kigger ind i, hvis man vælger at gå de her veje – altså, hvordan er arbejdslivet som sygeplejerske eller pædagog osv.? Det har jo fyldt i den offentlige debat i årevis og med rette. Så jeg tror, der er mange årsager til, at vi står med de problemer, som vi gør, og derfor er løsningen selvfølgelig heller ikke alene en reform af uddannelserne, men det er også en reform af uddannelserne.

Et af de problemer, som jeg synes er sådan ret paradoksalt, er, at de her uddannelser er nogle af dem, vi har på det videregående område, hvor der er allerallermest praktik – allerallermest praktik. Men alligevel er det samtidig også de uddannelser, hvor der er utrolig mange studerende, der peger på, at når man er færdig, bliver man mødt af et praksischok, når man kommer ud. Det er da et paradoks, der er til at tage og føle på. Det er vi nødt til at gøre noget ved. Og derfor tror jeg, hvis vi skal tale om indhold og ikke så meget om struktur, at det også handler om, at uddannelserne indholdsmæssigt skal være tættere på den praktiske virkelighed, der møder en, når man skal ud og arbejde i faget bagefter.

Tak for det. Den næste ordfører, der har bedt om ordet, er fru Lise Bertelsen fra Det Konservative Folkeparti. Værsgo.

Tak for det, og tak for en god gennemgang af, at vi er på vej eller i hvert fald forsøger at komme på vej. Jeg bliver rigtig nysgerrig på, om ministeren kan komme lidt nærmere ind på det her med, at vi har et stort problem i, at man uddanner sig væk fra det, der egentlig var intentionen med den uddannelse, man tager, altså faktisk væk fra de mennesker, man egentlig skulle uddanne sig tæt på. Kan du komme det lidt nærmere, hvad du tænker der?

Ministeren.

Jeg tror, der er mange årsager til det. Jeg tror, noget af det hænger sammen med det, som vi var inde på før, nemlig at de arbejdsforhold, som man er mødt ind til i hverdagen, når man arbejdede i velfærdssektoren, i mange år måske har gjort, at det var tillokkende at søge andre steder hen. Så jeg tror, at noget af det kommer af egen drift.

Det kommer selvfølgelig også an på, hvad det er for nogle efter- og videreuddannelsesmuligheder eller -tilbud, der ligger, og om det er nogle, der tager højde for det, der er sådan det initiale, når man søger ind i de her fag, nemlig, tror jeg, at man gerne vil arbejde med mennesker og gøre en forskel for mennesker. Så er det sådan lidt underligt, at nogle af efter- og videreuddannelsesmulighederne tager en, tror jeg, for for mange mere akademisk retning. Det tror jeg såmænd ikke er meningen, når man står som 19-20-årig eller senere livet og beslutter sig for, at man gerne vil arbejde med mennesker. Så det kommer også an på, hvad det er for nogle tilbud, der ligger på bordet. Det er jo meget menneskeligt, at man gerne vil dygtiggøre sig gennem hele livet, og hvis man har en kærlighed til sit fag, er det jo rigtig synd, at vi offensivt trækker dem ud af det fag.

Den næste spørger er fru Sandra Elisabeth Skalvig fra Liberal Alliance. Værsgo.

Tak for det, og tak til ministeren for redegørelsen. Jeg glæder mig til at læse det kommende reformudspil, som jeg hører i hvert fald er næsten lige på trapperne. Så er jeg glad for, at ministeren anerkender, at det her er et meget komplekst område, og jeg er samtidig også glad for det svar, ministeren kom med på fru Sofie Lipperts spørgsmål om, at de udfordringer, vi står med i forhold til søgningen til vores professionsbacheloruddannelse, ikke nødvendigvis vil blive løst af, at vi går ind og reformerer området. Derfor kunne jeg godt tænke mig at spørge ministeren: Ud over at vi skal reformere, hvad skal der så ellers til, for at vi kan få flere til at søge ind på vores professionshøjskoler?

Ministeren.

Det var et stort spørgsmål. For det første håber jeg ikke, jeg fik sagt, at det var lige på trapperne, for så kommer jeg til at skuffe – afhængigt af hvor lange de trapper er, selvfølgelig. Men det bliver hverken i den her uge eller i næste uge, vi er færdige med et udspil.

Hvordan kan vi få flere til at søge ind? Det har jo rigtig mange facetter. Jeg tror, at hvis vi får knækket kurven, så flere faktisk tager uddannelsen, kan det i sig selv være selvforstærkende, for noget af det, man savner ude i velfærdssektoren, er jo flere medarbejdere, flere kolleger, og jo i virkeligheden også – nu har vi brugt mange år på det, og med god grund – at tale om problemerne. Jeg tror også, det kan sætte en positiv spiral i gang, at vi nu begynder at tale om løsningerne.

Så det er ikke gjort med ét greb alene. Jeg tror, det handler om, at hvis vi kan få sat en positiv cirkel i gang også i forhold til ansøgningerne inden for uddannelserne, men at man også får en uddannelse, som man faktisk synes giver mening i forhold til det arbejdsliv, der venter, så virker det også afsmittende på andre studerende, der sidder og skal vælge, hvad de gerne vil.

Tak til ministeren. Der er ikke flere korte bemærkninger.

Vi går nu over til forhandlingen og de almindelige regler for korte bemærkninger, og den første, der får ordet, er ordføreren for forespørgerne, fru Marlene Harpsøe fra Danmarksdemokraterne. Værsgo, 5 minutter.

Først og fremmest tak, fordi vi igen kan tage den her debat i Folketingssalen. Jeg synes, det er så utrolig vigtigt. Også tak til ministeren for at komme herop. Det var ikke mange spørgsmål, vi fik mulighed for at stille, for der var nogle andre ting, som helt sikkert også trængte sig på.

Jeg er først og fremmest meget enig i noget af det, der er blevet sagt indtil videre, nemlig at vi jo ikke kun skal kigge på nogle strukturelle forandringer, i forhold til hvordan uddannelserne egentlig er tilrettelagt. På den anden side har jeg også den erfaring, jeg har, fordi jeg næsten lige her for et år siden er blevet færdig som sygeplejerske og kommer lige ude fra virkeligheden, og jeg må indrømme, at jeg også har oplevet nogle ting, som ikke har fungeret i virkeligheden, og jeg kommer til at belaste ministeren og ordførerne med mine erfaringer, når vi kommer til de her forhandlinger.

For en ting er selvfølgelig, at vi skal rekruttere flere til de her uddannelser, som er nogle fantastiske uddannelser, hvor der er nogle faglige miljøer af meget, meget høj kvalitet. Det var også det, jeg oplevede lokalt ude på Campus Nordsjælland, hvor jeg selv har gået. Vores professionshøjskoler har et godt ry. De har virkelig lagt sig i selen for, at kvaliteten skal være høj. Men vi har også nogle praktikforløb, nogle klinikforløb, som er udfordrede, og det, jeg hører hele vejen rundt, er det her med at have tid til rent faktisk at kunne løse uddannelsesopgaven på det lokale hospital eller i kommunens borgercenter eller et andet sted, hvor de studerende er i praktik.

Derfor er det hamrende vigtigt, at vi, når vi kigger ind i det her, ikke kun kigger på det med det fokus, at vi skal skaffe flere, der vælger de her uddannelser. Vi skal også kigge på, hvordan vi sikrer, at den her uddannelsesopgave rent faktisk bliver løftet på uddannelsesstederne, så folk ikke falder fra. For der er desværre alt for mange, der falder fra, og der er alt for mange, der har nogle dårlige oplevelser med det at være i praktik. Det viste en undersøgelse fra EVA også, som blev fremlagt her sidste år – det var vist i august måned – og som jeg synes det er rigtig vigtigt at vi alle sammen, hvis vi får lejlighed til det, dykker ned i, så det ikke kun handler om, hvad vi lige kan gøre på vores område, men også om at række ud til de andre ministerier, der også har et ansvar på det her område.

Noget, jeg er blevet meget inspireret af, og som jeg faktisk synes jeg vil dele med jer, handler om den måde, man løfter uddannelsesopgaven på på uddannelseshospitalet, som er placeret på Nordsjællands Hospital i Frederikssund. Her har man lavet det her uddannelseshospital, hvor man tager sygeplejestuderende ind og man simpelt hen har en afdeling, hvor man virkelig prioriterer det her med at løfte uddannelsesopgaven lokalt, og hvor alle tager et medansvar for at løfte uddannelsesopgaven. Vi ser lige pludselig studerende, der trives og har det godt, som faktisk gerne vil fortsætte på studiet, og som bliver nogle lokale ambassadører for den her afdeling og for de borgere, de patienter, som de er med til at behandle. Det er faktisk helt fantastisk at se, hvordan det kan gøre en forskel med sådan nogle ændringer.

Så vi skal også gribe fat i praksis, kigge på, hvor der er noget, der fungerer, og hvornår der er noget, der fungerer så godt, at vi faktisk kan få det til at blive udbredt rundtomkring i hele Danmark.

Noget, vi ikke taler så meget om, men som jeg også synes trænger til at vi gør mere ud af, er faktisk pædagoguddannelsen. Det er jo den største uddannelse i hele Danmark. Det er den mest søgte uddannelse i hele Danmark og den, der har flest studerende. Det er en rigtig god uddannelse, så hvordan sikrer vi, at der også dér er flere, som rent faktisk bliver i uddannelsen og gør den færdig?

Hvis jeg skal nævne noget her til slut med de 5 minutter, jeg har til rådighed, så vil jeg nævne det her med uddannelser i hele landet. Det kommer nok ikke som nogen overraskelse, at det er noget, vi i Danmarksdemokraterne er meget opmærksomme på. Vi ser meget gerne flere uddannelsesudbud rundtomkring i hele Danmark, men det er jo klart, at vi også skal sikre, at der er de studerende, der skal være, for at vi rent faktisk kan have de her udbud.

Når et udbud bliver udfordret, handler det jo bl.a. om, at der er nogle, der falder fra. På min egen uddannelse, sygeplejeuddannelsen, startede vi fire hold. Efter 3½ år var vi to hold tilbage. Det gør altså også noget, i forhold til om der rent faktisk kan gennemføres et lokalt uddannelsesudbud. Så jeg vil også komme med en opfordring til, at det er noget, vi drøfter i de forhandlinger, der kommer, og dem glæder jeg mig til. Jeg glæder mig i øvrigt til at høre alle ordførere heroppe på talerstolen. Tak for ordet.

Tak for det. Den første, der har et spørgsmål, er fru Karin Liltorp fra Moderaterne. Værsgo.

Tak for det, og tak for fremlæggelsen. Det kommer jeg også til at sige i min egen tale. Men i virkeligheden synes jeg jo, at der er mange gode perspektiver på det her fra Danmarksdemokraterne. Jeg kunne også bare tænke mig at høre ordføreren om noget. Nu handlede det meget om selve uddannelsen og tiden efter, men der er jo også tiden før, og den synes jeg jo netop også at vi skal fokus på. Noget af det, jeg er bekymret for, er netop, at vi tænker meget i siloer, og at vi faktisk ikke får det introduceret ordentligt, hverken i folkeskolen eller i gymnasiet. Der kunne jeg godt tænke mig at vide, hvad ordføreren egentlig har gjort sig tanker i forhold til at afsøge det spor.

Ordføreren.

Det synes jeg er et supergodt og relevant spørgsmål. For alting handler jo ikke kun om tiden, lige inden man skal tage uddannelsesvalget og søge ind. Noget handler jo også om det alt det, der sker i f.eks. folkeskolen. Hvordan sikrer vi, at der er en folkeskole, som rent faktisk er praktisk indrettet, sådan at man ikke kun sidder ned og lærer på sin lille stol og der er en tavle, som de fleste af os nok kender lidt fra den dagligdag, vi har haft i folkeskolen, men at man rent faktisk bruger sine hænder og bruger sin krop?

Så er vi også i Danmarksdemokraterne meget optaget af det her med fritidsjobs. Nu er der fremlagt et ældreudspil i dag fra regeringen, og vi har vi også i Danmarksdemokraterne kommenteret på det og sagt, at vi f.eks. skal have flere fritidsjobs i ældreplejen. Det kunne faktisk også være på dagtilbudsområdet, at man måske kunne etablere nogle flere fritidsjobs. De der perspektiver synes jeg at vi skal se på, sådan at de unge bliver opmærksomme på at komme ind i de her fritidsjobs og ser det som en mulig karrierevej.

Tak for det. Den næste spørger er fru Katrine Robsøe fra Radikale Venstre. Værsgo.

Tak for det. Jeg vil først og fremmest bare sige tusind tak for rent faktisk at rejse forespørgselsdebatten. Jeg synes, at det er enormt vigtigt, og med det kommende udspil fra regeringen er det også i den grad det retmæssige tidspunkt at tage den på, også selv om man jo nogle gange fra regeringens side godt kunne savne lidt mere konkret at spille op ad.Men uanset hvad vil jeg i hvert fald gerne sige tusind tak for at rejse den.

Når nu regeringen kommer med deres forslag og der er alle de her gode ting, som jeg virkelig synes ordføreren fremhæver i sin tale, kunne jeg godt tænke mig at spørge ind til, om det fra Danmarksdemokraterne side også vil være et selvstændigt mål at finde arbejdsudbud, når den her uddannelsesreform skal laves. Vi ved jo, at det her område er det område, der bidrager mest til arbejdsudbuddet. Det er i hvert fald ministeren, der er blevet kåret til at bidrage med mest arbejdsudbud. Det er nok de unge, der bidrager med det. Men skal produktionsuddannelserne og de studerende der også bidrage til arbejdsudbuddet?

Ordføreren.

Det, der er helt centralt for os i Danmarksdemokraterne, er, at der mangler lærere, pædagoger, socialrådgivere og sygeplejersker. Vi kan jo ikke have et hospital uden sygeplejersker eller en ældrepleje uden sygeplejersker. Vi kan heller ikke have en folkeskole uden lærere. Så det er det, der er helt centralt for os. Det er det, vi er optaget af, altså at vi skaffer nok til rent faktisk at sikre, at der er børn, der kan blive undervist i folkeskolen, og at der er sygeplejersker, der kan være med til at behandle de gamle, når de kommer på hospitalet osv. osv.Det er det, der er i fokus for os.

Fru Katrine Robsøe.

Det tager jeg, som om det i hvert fald ikke bliver det, der bliver målestokken for Danmarksdemokraterne i de forhandlinger. Det ville være dejligt. Det ville det i hvert fald heller ikke være for Radikale.

Derfor kunne jeg også godt tænke mig at høre om noget. Når man, som Danmarksdemokraterne og Radikale gør, går rigtig meget op i kvaliteten og indholdet i de her uddannelser, altså det, at man rent faktisk har noget med ud, når man skal ud på arbejdsmarkedet og i de her vigtige jobs bagefter, mener Danmarksdemokraterne så, at det vil være fordelagtigt at forkorte uddannelserne?

Ordføreren.

Jeg tænker jo, at de uddannelser, vi har i dag, er fine, og at de er, som de skal være. Jeg kan ikke se for mig, at der skulle være grund til at ændre på uddannelseslængden. Jeg tror tværtimod, at der måske nogle gange er brug for noget mere støtte og vejledning til de studerende under uddannelsen, og det er noget, vi i hvert fald gerne vil være med til at se på, også bl.a. i forhold til at sikre, at der rent faktisk er nogle praktikmiljøer, der har mulighed for at løfte uddannelsesopgaven i en meget travl hverdag.

Den næste spørger er fru Anne Hegelund fra Enhedslisten. Værsgo.

Tusind tak for at sætte fokus på det her område. Jeg synes jo også, det er enormt vigtigt, og jeg har selv været studiepolitisk aktiv som socialrådgiverstuderende. Jeg tænker, at du måske også ved noget om, at økonomien ikke ser så god ud på mange professionshøjskoler, og vi er jo faktisk i Enhedslisten enormt enige i, at regional uddannelsesdækning er vigtigt. Men vi er bare ekstremt bekymret for, at man får nogle – hvad skal man sige – discountuddannelser, hvis man opretter flere uddannelser uden for de større byer, uden at økonomien følger med. Det ser man også allerede, altså at der er nogle steder, hvor det bliver lidt sådan en b-uddannelse som en satellit til et større udbud.

Det var egentlig bare for at sige, at jeg er virkelig spændt på det her med at kigge på strukturen og se, hvad vi kan løse på den måde, men jeg er måske bare bekymret for, om der er tid og penge derude til det, hvis man ikke sørger for at give et ordentligt løft. Når du også gerne vil se på en masse ting, og når der skal være regional uddannelsesdækning, hvordan skal det så gøres uden flere penge – kan du forestille dig det?

Vi prøver lige at huske at tiltale hinanden i tredje person og sige hr. eller fru eller ordføreren. (Anne Hegelund (EL): Åh, undskyld). Jeg øver mig også stadig på det.

Ordføreren, værsgo.

Tak, og tak til fru Anne Hegelund for spørgsmålet. Det giver helt klart mening, at økonomien følger med i forhold til uddannelsesudbud, og jeg kan ikke se for mig, at vi kan løfte kvaliteten på det her område, uden at der også følger penge med. Der er i hvert fald et flertal her i Folketinget, der har været med til at vedtage en universitetsreform, hvor vi rent faktisk afsætter 200 mio. kr. årligt fra 2025 og 300 mio. kr. årligt fra 2030. Så der er i hvert fald penge at gøre godt med. Om det er nok, har jeg svært ved at svare på, for det kommer også an på, hvad det er, vi kommer frem til i fællesskab for at løfte området.

Når det så er sagt, handler alt heller ikke om skolerne. Det er selvfølgelig rigtig vigtigt, at skolerne har en ordentlig økonomi, så der er undervisere. Men der er også de der kliniske undervisere, og der er de praktiske undervisere ude på uddannelsesstedet, som kan være et dagtilbud, eller som kan være en hospitalsafdeling, og det er lige så vigtigt, at vi også løfter kvaliteten af vejledningen dér.

Tak. Den næste spørger er hr. Frederik Vad fra Socialdemokratiet. Værsgo.

Tak. Og tak til ordføreren for en rigtig god tale. Jeg blev sådan lidt inspireret, da ordføreren fortalte om sin egen oplevelse, og kom til at tænke på, om ordføreren også tror, at der er et eller andet i den tid, vi lever i – i det arbejdsliv, mange af dem fra professionshøjskolerne kommer ud i – og at der er et publikum derude, som er anderledes, end det var før i tiden, og som kan virke afskrækkende. Nu nævnte ordføreren, hvor mange færre hold der gennemførte end dem, der startede. Vi kan se, at for hvert år, der går, stiger udfordringen for folkeskolelærere med at arbejde med forældre. Vi kan se, at socialrådgivere og sygeplejersker siger, at det er sværere og sværere at forhandle med pårørende om, hvad de har krav på. Og vi hører om pædagoger, der siger, at det er forældrene, der kommer og fortæller pædagogerne om deres børn; for 10 år siden var det pædagogerne, der fortalte forældrene, hvordan deres børn fungerede.

Er der noget i det der spil, som måske gør det sværere at have en professionsbacheloruddannelse i dag kontra før i tiden?

Ordføreren.

Jeg skal ikke kunne afvise, om der er noget i det. Når det så er sagt, bliver man jo også fagligt klædt på med en professionsbacheloruddannelse til netop at kunne tackle den slags og til at være fleksibel i forhold til også at kunne favne hvert barn, hver patient, hver pårørende. Det er en del af den uddannelse, at man skal kunne rumme dem. Men noget af det, som jeg synes vil gøre det lettere derude, er det der med en større faglig frihed.

Så tak i hvert fald for den del i forhold til det, som regeringen har fremlagt i dag. Nu er det så kun i forhold til ældreplejen, men man kunne måske også godt se på andre områder i det offentlige i forhold til at sikre større faglig frihed. Det tror jeg vil betyde rigtig meget for medarbejderne derude.

Tak for det. Der er ikke flere spørgere. Den næste ordfører i rækken er hr. Frederik Vad fra Socialdemokratiet.

Tak for det. Noget af det, som vi i Socialdemokratiet var allergladest for at vi var med til at sætte på dagsordenen og få gennemført i den sidste regeringen, handlede om at sætte fokus på, at vi skulle have flere professionsbacheloruddannelser uden for de fire største byer. Den ambition var vigtig, og den ambitioner er vigtig, og vi er sådan set også meget glade for, at en meget, meget stor del af det, vi besluttede dengang, blev ført ind i regeringsgrundlaget sidste år. For noget af det, der er rigtig, rigtig vigtigt i et samfund, er, at man, uanset hvor man bor, kan få en uddannelse, som man kan bruge til noget der, hvor man bor og lever.

Det er ikke særlig lang tid siden, at der kom en analyse fra Aalborg Universitet, der viste, at en af grundene til, at rigtig mange unge og yngre voksne forlader det sted, de vokser op, er, at de vil tage en uddannelse. Derfor er det vigtigt, hvad fru Marlene Harpsøe også var inde på, at der er en uddannelsesmæssig sammenhæng mellem land og by. At der kommer en jordemoderuddannelse et sted som Slagelse, og at man nu er ved at opstarte et stærkt campusmiljø i Svendborg, kommer til at gøre en rigtig stor forskel. Det kommer det sådan set også til, selv om den demografiske udvikling ender med at vende den tunge ende nedad, for mange af de voksne, som de her uddannelser samler op rundtomkring, vil være nogle, som måske sent i livet vælger at tage en uddannelse. Det ser vi på sygeplejerskeuddannelsen i Holbæk, som mod manges forventninger ikke har fjernet sygeplejerskestuderende fra Roskilde. For vi kan se, at dem, der vælger at tage sygeplejerskeuddannelsen i Holbæk, især er nogle kvinder, der har fået børn tidligt, og som så senere i deres liv, når børnene er blevet større, faktisk har et overskud til at tage en uddannelse, hvis den ligger tæt på der, hvor de bor. Men hvis man bor i Jyderup eller alle mulige andre steder, har man måske ikke overskud til at tage til Roskilde for at tage uddannelsen. Så det her er meget vigtigt for Socialdemokratiet. Vi er også glade for, at der er et taxameter til de uddannelser, som man opretter uden for de største byer.

Kvalitet er også afgørende. Der skal kvalitetsforbedringer til, og noget af det, som vi jo skal kigge på, og som ministeren også var inde på, er kvalitetsløft af professionsbacheloruddannelserne her i foråret. Der ligger 200 mio. kr. varigt fra 2025. Fra 2030 stiger det til 300 mio. kr., og de skal bruges på kvalitetsløft. Som fru Marlene Harpsøe også var inde på, er pædagoguddannelsen en af de uddannelser, der ligger ligefor . Det er den største uddannelse i Danmark, og det er faktisk også en af de uddannelser, som flest med en håndværksmæssig baggrund tager. Det er ikke så længe siden, at en fra Dansk Metal fortalte mig, at pædagoguddannelsen vistnok er den største efteruddannelse for medlemmer af industriforbundet Dansk Metal, hvilket jo i sig selv er ret interessant.

Så kvaliteten skal løftes. Der skal være et bredt udsnit af uddannelser i landet, som har en høj kvalitet. Pædagoguddannelsen ligger ligefor, men der skal mere til. Det handler om rekruttering, det handler om kvalitet, det handler om fastholdelse, og det handler om timer. Det ser Socialdemokratiet frem til at gå ind i arbejdet med sammen med ministeren og regeringen. Tak for ordet.

Tak for det. Er der et forslag til vedtagelse?

Ja, undskyld, der er da et forslag til vedtagelse, det er rigtigt. Jeg er vikar for Rasmus Stoklund.

Vi står i den ejendommelige situation, at det er et forslag til vedtagelse på vegne af Socialdemokratiet, Venstre, Socialistisk Folkeparti, Moderaterne, Liberal Alliance, Danmarksdemokraterne, Det Konservative Folkeparti, Enhedslisten, Radikale Venstre, Dansk Folkeparti, Alternativet og hr. Kim Edberg Andersen, uden for grupperne:

Forslag til vedtagelse

»Folketinget ønsker, at de videregående uddannelser på velfærdsområdet bliver mere attraktive, så flere søger mod uddannelserne og færre falder fra undervejs i studierne. Fra 2016 til 2023 er førsteprioritetsansøgningerne til uddannelserne til pædagog, sygeplejerske, lærer og socialrådgiver samlet set faldet med 33 pct. Samtidig er manglen på uddannet personale inden for centrale velfærdsområder kritisk flere steder i landet, og vi ser ind i en fremtid med flere ældre og færre i den arbejdsdygtige alder.

Derfor opfordrer Folketinget regeringen til at fremlægge et udspil til en reform af professionsuddannelserne, som løfter kvaliteten af uddannelserne og understøtter, at flere fremover vælger en fremtid i velfærdsfagene. Folketinget noterer sig i den forbindelse de gode erfaringer med lokale uddannelsesudbud, som er med til at sikre den nødvendige arbejdskraft i lokalområdet og tilgængeligheden af gode velfærdstilbud i hele landet.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 32).

Værsgo.

Tak for det. Og der er en række spørgsmål til ordføreren. Først er det fru Marlene Harpsøe fra Danmarksdemokraterne. Værsgo.

Først tak til ordføreren for en rigtig fin tale, men også for at lægge vægt på det her med uddannelser i hele Danmark. Det er jo noget, der smelter sådan et danmarksdemokrathjerte her, når man især går meget op i det – så tak for det.

Noget af det, jeg gerne vil spørge ind til, er nogle konklusioner, der kom fra Danmarks Evalueringsinstitut, altså EVA, i forhold til de her professionsuddannelser, velfærdsuddannelser. Noget af det, de bl.a. pegede på sidste år, var, at fire ud af ti nyoptagne studerende på professionshøjskolerne rent faktisk har arbejdet som f.eks. lærervikarer eller pædagogmedhjælpere i ældreplejen – fire ud af ti! Det er jo faktisk et ret stort potentiale, der ligger der.

Så hvad vil Socialdemokratiet gøre for at sikre, at der rent faktisk kommer nogle flere ud i de her velfærdsinstitutioner, f.eks. i fritidsjobs eller under et sabbatår efter gymnasiet, sådan at de får smag for at arbejde i den her branche?

Ordføreren.

Det er et fremragende spørgsmål, og det er interessant, at ordføreren nævner det. Min egen kæreste skulle faktisk have læst tysk på universitetet, men blev vikar på en folkeskole og ændrede så planer, og nu er hun skolelærer i tysk, altså netop fordi hun fik den der praksisoplevelse, som fik hende til fuldstændig at ændre syn på, hvad der skulle ske. Og sådan er der rigtig mange der har det.

Regeringen har en ambition – det står også i regeringsgrundlaget – om at få flere til at tage fritidsjob. Det knæk, der er kommet siden finanskrisen, i antallet af unge, der er i fritidsjob, har vi endnu ikke rigtig indhentet. Det er vist en tredjedel eller sådan noget af unge mellem 13 og 17 år, der har et fritidsjob, og den offentlige sektor skal spille en rolle der.

Så alt, hvad vi kan gøre, for at få flere til at få smag for de her fag, måske allerede inden de har afsluttet deres grundskole, hilser vi meget stærkt velkommen i Socialdemokratiet.

Spørgeren.

Det lyder rigtig godt, men nu skal der jo også være nogle lokale uddannelsesudbud, hvor man kan tage de her uddannelser. Og nu har regeringen jo tidligere været med til at lave en aftale med et flertal herinde i Folketinget i forhold til at brede uddannelsestilbuddet ud, men så gik man tilbage igen; man ville så alligevel ikke skabe flere uddannelsespladser ude lokalt.

Så hvordan sikrer vi rent faktisk, at der er noget nærhed til de her uddannelser, altså så der rent faktisk er en uddannelse at tage ude lokalt, hvor de bor?

Ordføreren.

Altså, de professionsbacheloruddannelser, som vi lavede en aftale om at der skulle oprettes uden for de fire største byer, står sådan set ved magt, og de er ved at blive implementeret i de her år. Men det er klart, at det her er en balance. Altså, vi skal ikke lægge udbud alle mulige steder, hvor der ikke er et bæredygtigt grundlag; det siger sig selv. Derfor er det vigtigt, at der er et match mellem arbejdsmarked og uddannelse. Men det er stadig væk en socialdemokratisk ambition at fastholde det spor.

Tak for det. Den næste spørger er fru Sandra Elisabeth Skalvig fra Liberal Alliance. Værsgo.

Tak for det. Og tak til hr. Frederik Vad for ordførertalen. Jeg kunne ikke lade være med at bemærke, at ordføreren talte meget om vigtigheden af professionsbacheloruddannelser uden for de større byer, og jeg anerkender fuldt ud, at der naturligvis er et større behov for, at de skal udbydes bredere end f.eks. vores universitetsuddannelser. Men samtidig bliver jeg også nødt til at spørge, om Socialdemokratiet mener, at der er behov for flere udbud end de mange udbud, vi allerede har i dag, og om Socialdemokratiet mener, at flere udbud uden for de større byer vil sikre en større søgning til uddannelserne.

Ordføreren.

Altså, vi står ved den aftale, vi har lavet om regeringsgrundlaget med Venstre og Moderaterne, hvor vi sådan set fastholder det, der allerede er i gang, og prøver at få det til at fungere – det er sådan set det vigtigste nu. Hvad der skal ske fremadrettet i forhold til nye udbud og sådan noget, er det over min lønramme – var jeg lige ved at sige – at sige noget om. Det foregår i et helt andet rum, og det kan sådan en vikar her ikke sige noget om.

Men jeg vil sige det på den måde, at vi jo kan se, at hvis man laver de her udbud klogt uden for de fire største byer, så er der faktisk mulighed for at få nogle til at tage en uddannelse, som ikke kunne tage den før. Altså, jeg nævnte eksemplet med sygeplejerskeuddannelsen i Holbæk. Lige pludselig var der en masse, som ellers ikke ville have taget en uddannelse, især kvinder med børn, som fik lyst til at tage en uddannelse. Og så vil jeg bare lige hurtigt sige til det der med, at uddannelserne i de fire største byer har kæmpe, kæmpe stor søgning: Læreruddannelsen i Aarhus f.eks. har stor søgning; i København har den knap så stor søgning.

Spørgeren.

Tak, og tak for svaret. Jeg synes ikke rigtig, at ordføreren svarede på mit spørgsmål, altså om Socialdemokratiet vil oprette flere udbud, end der allerede er i dag. En af de uddannelser, der har flest udbud, er pædagoguddannelsen, men samtidig ser vi også, at der er ledige pladser på størstedelen af de udbud, som man udbyder. Jeg tror faktisk kun, at det er ét udbud af pædagoguddannelsen, der ikke er ledige pladser på.

Så man kan sige, at der er mange af dem, men der er også rigtig mange ledige pladser. Vil Socialdemokratiet eksempelvis oprette flere udbud af pædagoguddannelsen, på trods af at der allerede er et relativt stort udbud?

Ordføreren.

Det er mig bekendt ikke den aktuelle plan, men lige den del må ordføreren tale med Socialdemokratiets ordfører, Rasmus Stoklund, om – det er mig bekendt ikke planen.

Så vil jeg bare lige sige: Det der med at sige, at der er en sammenhæng mellem, hvor uddannelserne ligger, og søgningen til dem, er, som jeg sagde før, lidt mere nuanceret. Altså, hvis man ser på de læreruddannelser, som gik frem ved sidste optag, så var det jp de små læreruddannelser, hvorimod dem i de største byer gik markant tilbage.

Tak til ordføreren. Den næste spørger i rækken er fru Anne Hegelund fra Enhedslisten. Værsgo.

Tak til ordføreren for talen. Det er jo skønt, at vi i hvert fald alle sammen er enige om, at det er rigtig vigtigt, og at vi glæder os til at gøre noget for, at flere skal have lyst til at arbejde inden for velfærden og tage en velfærdsuddannelse.

Jeg er bare lidt bekymret for, at det her med, at det er vigtigt, ikke altid afspejler sig ude i virkeligheden. Når socialrådgivere og sygeplejersker føler, at de ikke får nok i løn, er det lidt svært at mærke den der anerkendelse, hvis den kun består af honninghjerter. Der tror jeg bare, at der er mange studerende på professionshøjskolerne, der synes, at politikerne siger, at de er rigtig vigtige, men når man så kigger på taxameteret, ser det noget anderledes ud, for det er pædagoguddannelsen og socialrådgiveruddannelsen, der har haft dårligst økonomi og dårligst taxameter – pædagoguddannelsen har fået et lille løft. Men jeg tænker bare, at det også er et signal, man sender til de studerende om, hvor vigtig man synes deres uddannelse er.

Så er det noget, man i Socialdemokratiet kunne forestille sig at vi skulle få gjort op med, så vi kan vise, at vi mener, at deres uddannelser er rigtig vigtige, ikke kun med ord, men også med penge?

Ordføreren.

Hvis jeg skal være lidt fræk i forhold til honninghjertekommentaren, kunne man jo sige, at den her regering og Socialdemokratiet er lykkedes med noget, som Enhedslisten har råbt op om i 15 år, men som Enhedslisten ikke er lykkedes med, nemlig at sikre højere løn til de her grupper.

Som svar på spørgsmålet vil jeg sige, at jo, de her uddannelser skal have anerkendelse, og det skal de jo også have gennem det, regeringen fremlægger her i foråret. Der ligger jo bl.a. en evaluering af pædagoguddannelsen, og i den sidste regeringsperiode reformerede vi læreruddannelsen, og der var det kvalitet, der var i fokus, og det kommer det jo også til at blive her i foråret. Så det er jeg sikker på spørgeren kan være trygt forvisset om.

Tak for det. Den næste spørger i rækken er fru Katrine Robsøe fra Radikale Venstre. Værsgo.

Tusind tak for det. Jeg har et oprigtigt spørgsmål, fordi jeg faktisk ikke kender Socialdemokratiets holdning til det her: Når vi taler om det her med kvalitet under uddannelsen, kvalitet under praktikken, overgang til arbejdsmarkedet og den slags, hvad er Socialdemokratiets holdning så, med hensyn til om man som professionsstuderende skal kunne få su under sin praktik?

Ordføreren.

Det kan jeg faktisk ikke sige noget om. Jeg ved ikke, hvad vores holdning er til det, må jeg indrømme.

Den næste spørger i rækken er fru Sofie Lippert fra Socialistisk Folkeparti. Værsgo.

Tak. Nu nævnte ordføreren selv evalueringen af pædagoguddannelsen, og selv om det er positivt, at vi alle sammen sidder her – og nu bliver vi lovet noget i første halvdel af det her år, mens vi i første halvdel af sidste år blev lovet noget i sidste halvdel af sidste år – så vil jeg gerne spørge ordføreren, om Socialdemokratiet finder det tilfredsstillende, at man, 3 år efter en evaluering er blevet lavet, langt om længe ser ud til at komme i gang med arbejdet; eller har man ikke politisk de sidste 3 år prioriteret pædagoguddannelsen og måske bredere set professionsuddannelserne højt nok?

Ordføreren.

Noget af det første, den tidligere socialdemokratiske regering gjorde – jeg tror faktisk, det var inden for det første år – var at give en gedigen økonomisk saltvandsindsprøjtning til pædagoguddannelsen. Det er rigtigt, at der er et ret stort gab mellem evalueringen og så de her diskussioner om, hvordan vi kommer videre med pædagoguddannelsen; men i virkeligheden synes jeg, det er en lidt overflødig diskussion, altså det der med, om man er tilfreds med, at der er gået så lang tid, for nu er vi i gang, og nu skal vi i gang, og der kommer til at ske noget.

Det, vi har brugt tiden på, siden den her regering blev dannet, er jo f.eks. at skabe et økonomisk grundlag for, at vi kan føre en debat og nogle forhandlinger om, hvordan vi sikrer kvaliteten af de her uddannelser. Nu ligger pengene der, og dem havde de her regeringspartier taget ansvar for at skaffe. Det er jo i den rækkefølge, man laver forandringer i det her samfund, nemlig ved at sørge for, at man kan finansiere forbedringer, inden man gennemfører forbedringer.

Ønsker spørgeren en anden kort bemærkning? Ja, værsgo.

Det er jo interessant, at det er det, man har brugt tiden på, for jeg har haft en stor frustration over, at man brugte tiden på at kigge på kandidatuddannelser i stedet for at kigge på de uddannelser, der havde brug for en reform, altså professionsuddannelser. Men skal det forstås sådan, at grunden til, at man gjorde det i den rækkefølge, var, at reformen af kandidatuddannelser for Socialdemokratiet primært var en reform, der skulle sikre finansiering til nogle andre reformer?

Ordføreren.

Jamen en del af udfordringen med, at så få tager en professionsbacheloruddannelse i dag, er jo, at mange tror, at den eneste saliggørende vej til et dejligt liv er at gå på universitetet. Altså, en del af øvelsen med at sørge for, at flere tager nogle uddannelser, så vi kan reproducere de funktioner, der er i vores samfund, og så flere havner på den rigtige hylde, er da at sørge for, at ikke alle skal gå på universitetet. Det er vi da helt åbne om i Socialdemokratiet. Det har været en del af motivationen, ingen tvivl om det.

Tak for det. Der er ikke flere spørgere, der har tegnet sig ind, så vi siger tak til ordføreren. Den næste ordfører i rækken er fru Heidi Bank fra Venstre. Værsgo.

Tak for det. Og tak til Danmarksdemokraternes ordfører for, at vi får taget en drøftelse af den bekymring, som jeg har en oplevelse af vi bredt deler i Folketinget, nemlig det store behov for velkvalificeret arbejdskraft på en række af vores velfærdsområder. Ministeren og Socialdemokratiets ordfører har allerede klarlagt en række af de udfordringer, vi står med. Små ungdomsårgange kombineret med flere ældre og flere børn, for ikke også at nævne udfordringerne med de store årgange, som besidder de rette faglige kvalifikationer, men som i disse år går på pension.

Det er ikke nogen hemmelighed, at Venstre har haft et ønske om at reformere og investere i professions- og erhvervsrettede videregående uddannelser. Det er ikke nyt, og det er jo også noget, som uddannelsesinstitutionerne i den grad har efterspurgt. Kort før valgkampen i 2022 præsenterede vi et uddannelsesudspil, hvor vi bl.a. ønskede, at der skulle ske en reform på området, for at vi kan tiltrække flere, fastholde flere og gøre uddannelserne mere attraktive.

Derfor er det også godt, at vi med rammerne for en reform af universitetsuddannelserne i Danmark fik prioriteret økonomien til at fremme professions- og erhvervsrettede uddannelser. Noget af det, som er vigtigt for Venstre at løfte i en ny reform, er friheden til f.eks. at deltidsuddanne sig, mens man er i job, altså at man kan skifte spor i livet.

Det er også vigtigt for Venstre, at vi får set på at skabe bedre rammer for de studerende, hvilket er efterspurgt: mere og bedre feedback, mulighed for mere differentieret undervisning og flere undervisningstimer, at sikre bedre overgange fra uddannelse til praksis og arbejde, bedre karriereveje på professionsuddannelserne, så de studerende ikke uddanner sig væk fra den borgernære velfærd, men ønsker at blive dygtigere inden for deres fagområde. Det er alt sammen noget, de studerende efterspørger.

Jeg deler selvsagt også utålmodigheden. Derfor siger jeg endnu en gang tak til Danmarksdemokraterne for at løfte debatten ind i Folketinget, om end drøftelserne allerede pågår. Jeg tror også, det er vigtigt, at vi er ærlige om, at det ikke kun kan gøres med en reform og flere penge. Hvordan taler vi det at arbejde med børn og ældre op, altså det helt særlige, som det er at investere sig selv gennem sit arbejde i mennesker? At arbejde med læring og med omsorg og få bedre uddannelsesrammer og bedre løn gør det ikke alene.

Når det så er sagt, tror jeg, vi sammen kan flytte noget, og det mener jeg også den brede opbakning, der er til en vedtagelsestekst, viser. Vi er mange, der gerne vil det her, og det er også nødvendigt. Med det vil jeg sige tak for ordet.

Der er et enkelt spørgsmål fra fru Marlene Harpsøe fra Danmarksdemokraterne. Værsgo.

Først tak til fru Heidi Bank for talen. Jeg er meget enig i meget af det, som der bliver talt om, bl.a. i forhold til det her med, hvordan vi får talt op, at det faktisk er nogle fantastiske fag, vi har derude, og at man rent faktisk kan gøre noget godt for rigtig mange mennesker, og at det rent faktisk er en karrierevej. Det er ikke os alle sammen, der behøver at være advokater, professorer eller lignende. Der er også brug for helt almindelige mennesker, der bare vil det allerbedste for vores medmennesker.

Venstres ordfører nævnte noget, som jeg synes lyder rigtig spændende, omkring det her med at deltidsuddanne sig, sådan at man – formoder jeg – kan have et arbejde, samtidig med at man uddanner sig ved siden af. Er det muligt, at ordføreren kunne udfolde det noget yderligere?

Ordføreren.

Nu kan man sige, at vi sidder i et værksted i øjeblikket, og det er jo der, hvor det også er vigtigt, at vi har den her debat, for at vi får så mange indspark, og man kan komme med idéer og se, hvad der kan lade sig gøre. Og noget vil måske blive skudt ned undervejs og kan ikke lade sig gøre og bliver for besværligt.

Men hvis jeg ser på mig selv og mange andre, jeg kender, så har man måske valgt ét spor tidligt i sit liv. Nogle gange har man faktisk gjort det, fordi man måske var lidt fantasiløs, og man valgte bare præcis det samme som sine forældre. Det gjorde jeg selv. Jeg er bankuddannet, jeg er ejendomsmægler, og det har jeg været utrolig glad for. Det har været en god baggrund. Men vi er også bare rigtig mange år på arbejdsmarkedet.

Jeg synes, at vi skal se på det her med at prøve at sikre, at der er en frihed til, at vi kan skifte spor i livet. Det er jo faktisk også det, mange af os, der er i politik, har gjort. Vi er lige pludselig gået ind og er blevet politikere. Det er ikke det, vi startede med. Jeg synes, vi skal prøve at se på: Kunne vi skabe nogle rammer, der kunne gøre, at der er en mulighed for det?

Værsgo for et andet spørgsmål.

Jeg blev så politiker først og bagefter uddannet sygeplejerske, og så blev jeg politiker igen. Så den vej kan man også tage. Men jeg vil bare gerne lige have uddybet det der, i forhold til at I lige nu er i et værksted. Altså, er det regeringen, der sidder og forhandler internt om, hvad der skal være i det reformudspil, eller hvordan skal jeg forstå det der værksted?

Ordføreren.

Det er klart, at vi alle sammen – det har I sikkert også i Danmarksdemokraterne – har møder med organisationer, der har interesse i det her område. Det er en del af det værksted. Altså, det er jo det politiske værksted, vi alle sammen arbejder i hele tiden. Og det er klart, at der også er ting, vi løfter, når man sidder og taler sammen regeringspartierne imellem. Det ville være mærkeligt andet.

Tak for det. Den næste spørger er fru Anne Hegelund fra Enhedslisten. Værsgo.

Tusind tak for talen. Jeg synes, det lyder rigtig godt med muligheden for at uddanne sig, ved siden af at man arbejder. Jeg tror bare, der er mange inden for velfærdsprofessionerne, der synes, det kan være svært at få til at hænge sammen, fordi der er rigtig meget pres på, og også økonomisk. Så det håber jeg I vil tage et kig på; jeg har i hvert fald ikke hørt, at folk tænker, at de der erhvervskandidater, der kommer med regeringens reform på universitetsområdet, lige er det, der løser det for os, der arbejder med velfærd. Til gengæld kommer det måske til at gøre det rigtig svært at komme ind på universitetet og få en kandidat, for man har jo ikke noget retskrav.

Jeg er i hvert fald meget nysgerrig på, hvordan det nemmere skal kunne lade sig gøre for en med en velfærdsuddannelse at videreuddanne sig – også i forhold til at man kan få mere praksiskobling ude på uddannelserne. Det er meget federe at have en, der selv har arbejdet med det samme og bygget ovenpå, til at undervise en, sådan at det også er relateret til den praksis, man skal ud i.

Ordføreren.

Nu har jeg det, ligesom ministeren havde det før – jeg er heller ikke helt sikker på spørgsmålet. Men jeg opfatter det lidt som en diskussion, vi har, om, at vi selvfølgelig gerne vil have, at dem, der allerede er inden for de her fagområder, har lyst til at blive der, og at de ikke forsvinder væk. Og der skal vi selvfølgelig have en bekymring for, at vi ikke laver ting, som er det modsatte af det, vi gerne vil.

Så vil jeg sige, at jeg nu altså også hører nogle af de her erhvervskandidater, som synes, det er mega fedt, at de kan komme ud at arbejde, og at det faktisk er en mulighed undervejs. Så der er nok forskellige opfattelser af f.eks. sådan en ting.

Den næste spørger på listen er fru Sandra Elisabeth Skalvig fra Liberal Alliance. Værsgo.

Tak for det. Og tak for en rigtig god tale. Først og fremmest er jeg glad for, at ordføreren fra Venstre anerkender det her med, at det ikke er nok at se på, at vi naturligvis skal forbedre vores professionsrettede uddannelser, og at det at gøre dem attraktive ikke nødvendigvis er nok i forhold til at få flere til at søge i den retning. Jeg synes også, det er meget positivt, at ordføreren snakker om det her med, at vi skal snakke fagene op, for det tror jeg i den grad der er behov for i den offentlige debat.

Jeg kunne godt tænke mig at høre, hvad Venstres bud er på, at vi kan få flere til at søge i retning af de professions- og erhvervsrettede uddannelser.

Ordføreren.

Det er et rigtig stort og også et rigtig svært spørgsmål, men det er jo i virkeligheden nok også et af de spørgsmål, hvor mange af os – jeg tror ikke kun, det er mig – faktisk går og tænker over, hvad det er, der skal til, fordi det er så svært, og fordi vi jo deler den udfordring, vi har.

Det handler også om, at vi ikke har en stor ungdomsarbejdsløshed; det er jo sådan en luksussituation. Altså, da jeg var ung, var der sådan lidt mere pres på i forhold til overhovedet at finde noget, man ligesom kunne se sig selv i, forstået på den måde, om man overhovedet kunne komme ind på det. Der var jo rigtig mange, der valgte det, de kunne komme ind på. Og der står vi bare i en lidt anden luksussituation i dag.

Derfor er der også kommet nogle andre krav til måske at få italesat det privilegie, det faktisk også er, at man kan have et job, hvor man i den grad kan være med til at påvirke mennesker direkte, altså påvirke børn til at blive mennesker, der trives og har det godt, og som bliver nogle, der kan bidrage til samfundet. Og den der fortælling synes jeg vi måske lidt for tit glemmer.

Tak. Den næste spørger er fru Sofie Lippert fra Socialistisk Folkeparti. Værsgo.

Tak for ordet. Jeg synes, det sidste her er spændende, når vi taler om italesættelse og om at tale fagene op. Er ordføreren af den overbevisning, at unge i dag bare ikke har forstået, hvor fedt det er at være pædagog, lærer, sygeplejerske og socialrådgiver, og at det er en manglende viden om, hvor sejt, fedt og meningsfuldt det er? Er det manglende viden om fagets gode sider, der er årsag til, at de unge ikke søger ind?

Ordføreren.

Nu deler jeg ikke – og jeg tror egentlig heller ikke, det er SF's ordførers intention – en opfattelse af, at unge mennesker ikke er velovervejede, og at de ikke undersøger, for det tror jeg rigtig mange gør. Jeg tror bare også, at man nogle gange er præget af det, man møder, og det, man hører, og der har jo været, og det kan vi lige så godt være ærlige om, italesat rigtig mange svære ting omkring det at være aktiv eller at arbejde inden for de her områder.

Derfor kan jeg da godt forstå, at man bliver påvirket af det. Det var jeg da også blevet påvirket af, hvis jeg havde været ung. Jeg tror også bare, at det her med at have en forståelse af, at det for nogle fag måske også vil være naturligt, at det nogle gange kræver, at man har været lidt længere tid ude i livet og fået lidt større livserfaring, før man overhovedet har lyst til at komme ind på de her områder.

Spørgeren.

Tak. Så lad mig spørge på en anden måde: Er det ordførerens opfattelse, at det er den måde, vi taler om fagene, der skal laves om på, eller er det de vilkår, der er ude i fagene, for at få flere til at søge fagene?

Ordføreren.

Jeg håbede, at min ordførertale egentlig klargjorde, at det jo er mange ting, der skal til. Det er jo ikke nok bare at stå og snakke om, hvor fedt det er, for det ville være sådan lidt goddag mand økseskaft, men det er også vigtigt. Det er også vigtigt, at vi måske også selv begynder at huske, hvad det er, det her kan, hvad de jobområder kan, og hvad det er, det giver af muligheder på et menneskeligt plan.

Men derfor betyder det da også noget, hvilket studiemiljø man har, altså hvad det er, vi tilbyder de studerende, for at de overhovedet synes, det er fedt at være derude, og for at de får troen på, at de faktisk vil komme ud og gøre en forskel. Det er jo det, vi ved fra undersøgelser, og det er også det, vi hører fra de studerende.

Så er det fru Katrine Robsøe.

Tak for det. Jeg vil godt spørge lidt ind til det her med deltid, for det er jo rigtig interessant. Der er jo rigtig mange, særlig hvis de er lidt ældre, der godt kunne have en interesse i at få lov til at kunne læse ved siden af deres arbejde. Men jeg vil godt spørge, om det er Venstres holdning, at man bør lave et minimum af pladser, der bliver taget på deltid, altså om man ligesom skal lave en blok af de pladser, der er, som kun er til deltidsstuderende.

Ordføreren.

Sådan et bud synes jeg faktisk det ville være lidt friskt at komme med. Jeg synes jo, man først skal prøve at se på, om det overhovedet kan lade sig gøre, før man går ind og ser på den slags. Men det, vi jo grundlæggende ønsker, er, at der er flere, vi skal få trukket over i det her, og som skal kunne se, at det rent faktisk er en mulighed, selv om de sidder og har en fast husleje, daginstitution og alt muligt andet, der skal betales til.

Fru Katrine Robsøe.

Jamen jeg spørger jo lidt, fordi det er vigtigt for mig at vide, om man ønsker at lave en deltidsuddannelse, fordi man kan se kvaliteten og de store muligheder, der kan være i at gøre det, eller om det er, fordi man gerne vil have besparelserne på su'en.

Derfor vil jeg godt høre, om det er det ene eller det andet, der vil være målet for Venstre i det her. Samtidig vil jeg også høre, hvad der egentlig er Venstres holdning til su under praktik, som vi jo også ved er en stor udfordring for nogle.

Ordføreren.

Jeg synes, det bliver sådan lidt ærgerligt, hvis det at give nogle mennesker en mulighed for at kunne tage en uddannelse, altså vælge et sporskifte i livet, bliver gjort til en problematisering af, om det så kan gøre, at man sparer noget su. Altså, det her handler jo om at give en frihed til, at nogle kan skifte spor, og det er jo ikke en spareøvelse, hvis det er det, vi kunne ende med at komme frem til.

Mange tak. Så er der ikke flere korte bemærkninger. Tak til ordføreren. Så går vi videre til SF's ordfører, og det er fru Sofie Lippert.

Tak for ordet. For mig at se er rekrutteringen til de fire store professionsuddannelser, som vi i hvert fald har talt mest om i dag, først og fremmest et spørgsmål om arbejdsvilkår. Jeg tror ikke på, at ret mange studerende vælger deres uddannelse primært med fokus på, hvad det er for en uddannelse. Jeg tror, man primært vælger det med et fokus på, hvad det er for et arbejdsliv, man ser frem til på den anden side, i hvert fald når man vælger en professionsrettet uddannelse.

Men når det er sagt, er jeg helt enig med forespørgeren til denne forespørgselsdebat, fru Marlene Harpsøe, i, at der også er rigtig meget at gøre på uddannelserne. Derfor kom vi i SF også for et par uger siden med et udspil til nogle af de ting, vi tror på der skal gøres på uddannelserne for generelt og bredt set at gøre professionsuddannelserne mere attraktive. Det handler bl.a. om at sikre en bedre kobling mellem teori og praktik, altså mellem de fag, som man har undervisning i, og den praktik, man har. Det handler i den sammenhæng om at sikre praktikvejledere, så det at være i praktik ikke bare er at blive kastet ud i praksis. For hvis vi troede på, at det, man lærte bedst af for at blive lærer, pædagog, sygeplejerske og socialrådgiver, bare var at prøve det af, så kunne vi spare mange penge på uddannelse. Men de fleste af os tror faktisk på, at der er brug for en uddannelse, at der er brug for vejledning, og at der er brug for, at praktikken ikke bare er en oplevelse i praksis, men er noget, som man lærer noget af.

Så er der brug for bedre merit, der er brug for, at skiftet fra én uddannelse til en anden ikke virker helt så uoverkommeligt, især nu, hvor der er lidt færre su-år at tage af. Så er der brug for gode muligheder for videreuddannelse. For rigtig mange unge mennesker frygter at blive låst fast i et arbejdsmarked, der bliver mere og mere varierende, og hvor man hele tiden skal være såkaldt omstillingsparat, og så er det klart, at det at tage en uddannelse, som umiddelbart lyder til, at man har låst sig fast i en enkelt profession resten af livet, ikke er særlig attraktivt for mange studerende. Her mangler der især også uddannelse ind i faget, så man ikke er tvunget til at uddanne sig ud af det fag, man drømte om at arbejde inden for, hvis man gerne vil udfordres og videreudvikle sig.

Rigtig meget af det her sagde jeg også for cirka et år siden på selv samme talerstol, da fru Lotte Rod fra Radikale Venstre havde indkaldt til en forespørgselsdebat om pædagoguddannelsen. Dengang sagde jeg også, at det hele skulle gå stærkt, og at jeg syntes, vi burde starte med professionsuddannelserne i stedet for at bruge det første nu år af den her regeringsperiode på alle mulige andre typer uddannelser. Jeg synes da også, at det i forhold til det, som vi i forbindelse med den tidligere uddannelsesaftale om kandidatreformen aftalte, om, at det her arbejde skulle starte inden 2023, er ærgerligt, at vi nu skriver 2024. Tilsvarende synes jeg, det er ærgerligt, at regeringen fører en su-politik, som jeg oplever trækker i den modsatte retning af ambitionen om, at flere skal tage en professionsuddannelse. Jeg frygter, at færre vil søge videre, fordi de ikke vil have nok su-klip til at skifte spor. Jeg frygter også, at flere i deres første forsøg vil søge ind på en universitetsuddannelse, fordi man nu ikke længere har mulighed for at have su nok til at skifte fra en professionsuddannelse til en universitetsuddannelse. Skulle man stå og vakle, er det sikre valg altså at starte med at prøve universitetsuddannelsen af og se, om den var noget for en.

Så der er meget ved den politik, der er blevet ført i det seneste år, som i mine øjne ikke styrker en øget søgning til de fire store professionsuddannelser, og det synes jeg er ærgerligt. Men når det er sagt, glæder det mig da, at det lyder til, at vi snart får lov at komme i gang med at arbejde med noget af det, jeg har glædet mig til, lige siden jeg blev uddannelsesordfører, og at vi faktisk får lavet nogle forbedringer af nogle uddannelser, som skriger på reformer, modsat de uddannelser, vi i det seneste år har reformeret. Tak for ordet.

Mange tak for det. Der er nogle korte bemærkninger. Den første er fra hr. Frederik Vad.

Tak for det. Mange af de konkrete initiativer, som ordføreren remsede op fra det udspil, der lige er blevet fremlagt, omkring meritoverførsel og efter- og videreuddannelse osv., lød interessante.

Jeg kunne godt tænke mig at spørge SF's ordfører – og det gør jeg, fordi jeg ikke ved det: Hvad koster det udspil, som SF har fremlagt?

Ordføreren.

Jeg må blankt indrømme, at jeg ikke kan huske de konkrete tal, men der er en rigtig flot taltabel. Det er selvfølgelig fuldt finansieret, for det siger min økonom jeg skal sørge for. Så på den måde er det jo et udspil, som bl.a. bliver finansieret af en meritreform. Det må vi jo være glade for, altså at noget af det, der faktisk kan være med til at finansiere det, er at skabe mere fleksible veje gennem vores uddannelsessystem.

Hr. Frederik Vad.

Ordføreren sagde også, at den nemmeste måde at få flere til at tage en professionsbacheloruddannelse på, er at gøre arbejdsvilkårene for fagene bedre. Anerkender ordføreren ikke, at det, som regeringen har gang i nu med en ambition om sådan en historisk stor frisættelse kombineret med det vel største lønløft af nogle af de lavest lønnede grupper i den offentlige sektor, er noget af det mest ambitiøse, man i forhold til arbejdsvilkår har set i mange årtier i det her land?

Ordføreren.

Jeg tror ikke, jeg sagde, det var det nemmeste; jeg tror, jeg sagde, det var det vigtigste. For jeg anerkender, meget i tråd med spørgerens spørgsmål, at det ikke er nemt at forbedre arbejdsvilkår, og de to ting er da store skridt på vejen. Det vil jeg gerne anerkende regeringen for. Der er ikke nogen tvivl om, at vi i SF synes, det er rigtig vigtigt, at der nu bliver taget hånd om hele lønproblematikken. Så det er noget af det, vi skal gøre. Jeg tror, vi skal gøre mere, men jeg tror ikke, det er nemt at finde dette mere.

Fru Anne Hegelund.

Tusind tak til ordføreren for talen. Jeg er meget enig i rigtig mange af de forbedringer, som I foreslår, men også i bekymringen for det her med, om su-reformen faktisk gør, at der er færre, der vil skifte til en professionsbachelor.

Jeg har prøvet at spørge til det her med – nogle af de andre syntes ikke, det var så klart – at få flere til at have lyst til at tage en velfærdsuddannelse, også fordi der er flere veje videre, også ind i professionen. Det kan hænge sammen med økonomien i forhold til su, men jo også med, om man tror, at man kan komme ind på en kandidatuddannelse. Hvis man f.eks. gerne vil undervise på socialrådgiveruddannelsen, skal man have en kandidat. Man har ikke noget retskrav, sådan som de universitetsstuderende har.

Så er du ikke også bekymret for, at der er nogle, der tænker, at det lukker nogle veje at starte på en professionsbacheloruddannelse i stedet for på universitetet, altså hvis man tænker, at man måske godt kunne tænke sig en kandidatuddannelse?

Ordføreren.

Jo, det er jeg, og derfor er en del af SF's udspil også, at der faktisk skal udbydes niveau 7-uddannelser på professionsuddannelserne, for så ville der være professionsuddannelser, hvor man i et eller andet omfang kan arbejde med retskrav. Om det er hensigtsmæssigt at arbejde med den samme type retskrav, som vi gør på universitetet, tror jeg ikke, for jeg tror, at det for mange, der tager en professionsuddannelse, ikke vil være naturligt at tage en kandidatuddannelse i umiddelbar forlængelse af den.

Men det er da klart, at den usikkerhed, der er, omkring ikke at kunne føle sig sikker på at kunne komme videre, da vil fylde. Og derfor er det vigtigt, at vi skaber muligheder og også skaber en tillid til, at de muligheder er nogle, man faktisk kan gribe, altså f.eks. at tage en kandidatuddannelse, uanset om den måtte være professionsrettet eller akademisk, oven på sin professionsbacheloruddannelse.

Fru Anne Hegelund.

Jeg er i hvert fald glad for, I har øje for det, men jeg er bekymret for, at når politikere prøver at styre, hvad unge og studerende skal vælge af uddannelse, så kommer man nogle gange til at ramme lidt forkert. Altså, det kan ses, når man har været så hård med, at vi ikke skulle have så mange til at læse humaniora, og nu kommer vi til at mangle gymnasielærere i f.eks. tysk i Vestjylland.

Jeg er bare rigtig bekymret for, at der er nogle ting omkring kandidatreformen, der kommer til at betyde færre undervisere på professionshøjskolerne, der faktisk selv kommer fra faget, hvilket jeg tænker er ekstremt vigtigt for følelsen af høj kvalitet, ved at praksiskobling giver mening i undervisningen. Og det er jeg bare ikke lige helt sikker på at det, du sagde med niveau 7, løser, for man skal jo have taget en universitetskandidatuddannelse for at undervise på mange professionshøjskoler.

Ordføreren.

Det er jo så spørgsmålet, om man skal blive ved med at skulle det, hvis man lod professionshøjskolerne udbyde niveau 7. Noget af det, der var vigtigt for os i SF, var netop, at de kandidater, som bygger oven på professionsbachelorer, ikke i høj grad er dem, vi laver om på, altså ikke primært er dem, der skæres ned på – bl.a. også fordi man som professionsuddannet har brug for noget tid til at lære akademia. Akademia er meget anderledes end andre uddannelsesformer, og det har man brug for mere end et år til at lære.

Mange tak for det. Så er der ikke flere korte bemærkninger – jo, der kom en nu. Fru Marlene Harpsøe.

Der var en eller anden knap, der drillede. Det beklager jeg.

Noget af det, jeg gerne vil spørge ind til, er det her med fokus på praktikken i forhold til det, som SF er kommet med i deres udspil. Noget af det, som EVA også har påpeget tilbage i august sidste år, er, at der er for mange studerende, der faktisk har mange dårlige oplevelser i praktikken, og at der er rigtig mange, der ikke får hjælp til at håndtere det. Det er bl.a. på pædagoguddannelsen og sygeplejerskeuddannelsen. Der er også fire ud af ti på i hvert fald sygeplejerskeuddannelsen, som har oplevet fagligt uforsvarlig eller etisk problematisk praksis. Der er også mange her, som ikke får hjælp til at få understøttet det her. Der er praktiksteder, der ikke tager hånd om det.

Jeg tror også, det vidner om praksis derude. Det lyder jo rigtig godt, og jeg er helt enig i, at vi skal have flere praktikvejledere, men et af de store problemer er vel, at der er nogle pressede arbejdsvilkår derude, og at det er svært at rekruttere praktikvejledere. Kan ordføreren sige lidt mere om det?

Ordføreren.

Der er ikke nogen tvivl om, at pressede arbejdsvilkår også er en faktor. Derfor er det f.eks. vigtigt – fru Katrine Robsøe har spurgt ind til det lidt tidligere – at vi ikke går over til, at en masse får løn i deres praktik, så de indgår i normeringer, og at der derfor er for få hænder. Man skal ligesom lægge det oven på resten af normeringen. Når vi snakker flere praktikvejledere, snakker vi jo faktisk krav om en uddannet praktikvejleder, for at man kan komme i praktik på et praktiksted.

Så skal vi jo selvfølgelig investere i at få uddannet flere praktikvejledere. For som ordføreren nævner, er der rekrutteringsudfordringer også på den form, og vi har brug for, at flere tager en uddannelse som praktikvejleder og derfor har mulighed for at vejlede ordentligt i praktikken. Det skal så være et krav, hvis man spørger SF.

Fru Marlene Harpsøe.

Det er jo en intention, som jeg er helt enig i i forhold til de uddannede. Jeg kommer bare næsten lige ude fra en praksis – og jeg vil nødig lege djævlens advokat – hvor der nogle steder er så meget pres på, at der ikke er tid til at uddanne folk. Så det er den der med, hvem der først rækker hånden op i personalestuen og siger, at de gerne vil være vejleder. Sådan er det nogle steder.

Det siger noget om, at vi ikke nødvendigvis kun skal se på uddannelsen og praktikforløbet, men faktisk også på, hvordan arbejdsvilkårene er derude, og hvordan vi letter det derude og gør det mere attraktivt rent faktisk at uddanne sig inden for det her, så vi kan uddanne nogle flere praktikvejledere, der kan tage hånd om de studerende.

Ordføreren.

Vilkårene i velfærden er helt klart ikke gode nok, og stod det til SF, investerede vi også en helt anden mængde penge i velfærden i de her år, end vi rent faktisk gør, frem for at bruge dem på skattelettelser. Der er ikke nogen tvivl om, at det her er en udfordring. Og det her er jo ikke en udfordring i den ene sag, men det er en udfordring bredt set i vores velfærdssektor, som vi bør tage meget seriøst.

Nu har jeg ikke flere for korte bemærkninger stående, så tak til ordføreren. Vi kan gå videre til Moderaternes ordfører, og det er fru Karin Liltorp.

Tak for det, og endnu en gang tak til Danmarksdemokraterne for at have fokus på nogle af de helt store samfundsspørgsmål: Hvem skal egentlig passe vores børn i fremtiden? Hvem skal sørge for, at den næste generation bliver uddannet? Og hvem skal passe de syge?

Der er ingen tvivl om, at professionsuddannelserne udgør rygraden i vores samfund, og vi ville være så meget på den uden dem. Som politikere har vi et kæmpestort ansvar for at sørge for, at arbejdsstyrken faktisk passer til de behov, vi har i samfundet. Og som det allerede er nævnt: Alvoren er jo ikke til at tage fejl af lige nu. Vi kommer til at mangle personale, hvis vi ikke gør noget. Et fald på 33 pct. er meget alarmerende. Så derfor skal vi, som det er sagt flere gange før, gøre en aktiv indsats for at få flere til at forfølge professionsuddannelserne.

Nu tror jeg jo ikke, der er et nemt greb, der kan få en masse unge til at søge professionsuddannelserne. Derfor var jeg også selv inde på i mit spørgsmål tidligere, at der er flere steder i fødekæden, så at sige, hvor man kan gribe ind. Så jeg synes også, det er meget relevant, at man både kigger på folkeskolen, og at man kigger på gymnasiet, så flere unge får øjnene op for, at der faktisk er den her mulighed, at det her er en helt oplagt uddannelsesvej, som giver masser af mening, og hvor de er sikre på at få et job, der ender med at give mening.

Men det andet oplagte greb, som i virkeligheden er det, vi mest snakker om i dag, er at gøre uddannelserne mere attraktive. Noget tyder på – det siger dem, jeg har snakket med – at der er brug for en reform, hvor den faglige stolthed kommer tilbage i fokus. Det er i hvert fald noget af det, jeg har hørt derudefra: at uddannelserne i dag i høj grad er defineret ud fra et meget firkantet pensum, hvor det er defineret nøjagtigt, hvad man skal lære, og jeg tror derfor godt, der kunne være brug for, at man i uddannelserne kommer lidt op i helikopteren igen. Som faguddannet bliver man som det allervigtigste uddannet til at kunne bidrage til andres liv, trivsel, udvikling og dannelse. Det er i virkeligheden kæmpestort. Og det er jo nok ikke nær så vigtigt, at man kan producere videoer på TikTok, som var et af de eksempler, jeg fik, på, hvad der lå i nogle af uddannelserne i dag. Og derfor er det jo superpositivt, at der i løbet af det næste halve år kommer et reformudspil, hvor der bliver set på indholdet af professionsuddannelserne.

Noget af det, der er vigtigst for os i Moderaterne, er, at vi faktisk lytter til eksperterne, for det er altafgørende, at vi ikke sidder herinde på Christiansborg og bruger vores anekdotiske viden om, at min fætter også var sygeplejerske og han også sagde sådan, men at vi faktisk lytter til eksperterne inden for området, når vi laver den her reform, så vi får gjort det rigtige. Vi skal ikke sidde og detailplanlægge, hvad de studerende skal lære.

En anden ting er, at vi skal kigge på flere veje ind i uddannelsessystemet. Nu kunne jeg høre tidligere, at Radikales ordfører er meget optaget af længden på uddannelsen. Og jeg vil sige, at i Moderaterne er vi ikke lige så optaget af længden af uddannelsen. Vi er faktisk super optaget af, at vi har nogle uddannelser, hvor man får de kompetencer, man har brug for, og der er det ikke så afgørende, om den varer 3 eller 4 eller 2 år. Det kan være, man har fået kompetencerne et andet sted. Og i virkeligheden synes jeg, at vi i højere grad skal tænke ind, at det er kompetencevurderinger, der afgør, om man har de kvalifikationer, man skal have, i stedet for om man nøjagtig har taget den her uddannelse. Det tror jeg vi får brug for, fordi jeg netop tror, at vi har brug for at få så mange ting i spil som overhovedet muligt. For vi kan godt sidde og have en ønskedrøm om, at vi skal have så og så mange sygeplejersker, men hvis de ikke er derude, bliver vi jo nødt til at se på, hvad vi så gør.

Det er jo der, hvor merit kommer til at være altafgørende. Og en af de ting, vi snakker meget varmt for i Moderaterne, er jo udenlandsk arbejdskraft. Vi bliver nødt til at kigge på at få flere udlændinge ind i systemet, og der tænker jeg nok mest inden for sundhedsområdet, for jeg forestiller mig ikke, at vi i fremtiden skal have en masse somaliere til at være pædagoger i børnehaven. Men der, hvor det giver mening at det kræver danskkundskaber, har vi selvfølgelig nogle, der taler flydende dansk, men inden for de andre områder synes jeg i meget højere grad vi skal se på, hvad de kan bidrage med fra udlandet.

Konklusionen er i hvert fald klar. Vi har brug for at styrke professionsuddannelserne, og vi har brug for at være åbne over for alle de muligheder, der kan skaffe personale til de her områder, også i fremtiden. Tak for ordet.

Mange tak for det. Der er en række korte bemærkninger, og den første er til fru Marlene Harpsøe.

Først tak til fru Karin Liltorp. Vi manglede lidt at høre noget om civilsamfundet i forhold til det her. Men pyt med det, det tænker jeg vi tager på et andet tidspunkt. Nej, fru Karin Liltorp nævner alt det her omkring, at vi også skal huske, at der sker alt muligt rundt omkring professionshøjskolerne, og hvordan vi kan sikre, at det hele har en sammenhæng. Det synes jeg bare er rigtigt set, for vi kan ikke tænke i siloer og så sige, at nu gør vi noget ved professionshøjskolerne, og så løser vi og fikser problemet – hokus pokus filiokus, så er det klaret. Sådan fungerer det ikke, og det ved vi også godt, og det er rigtig godt, at ordføreren taler ind i lige præcis det.

Ordføreren nævner bl.a. gymnasiet, og der kunne jeg godt tænke mig at høre mere om, hvad Moderaternes tanker og idéer er til, hvad vi kunne gøre i forhold til gymnasiet for at få flere til at blive interesseret i de her professionsbacheloruddannelser.

Ordføreren.

Nu skal jeg lige for god ordens skyld sige, at jeg ikke er ordfører på undervisningsområdet, så jeg skal ikke tage munden for fuld. Men jeg ser meget positivt på de reformer, der lige nu også sker i folkeskolen, som børne- og undervisningsministeren står for, altså at vi netop kigger på, at folkeskolen skal være mere faglig. Det er jo et sted, hvor man allerede er startet på at sige, at vi også skal tage højde for, at vi ikke alle sammen er så boglige. Og i næste udrulning begynder man jo også at kigge på gymnasiet, og der håber jeg i høj grad, at man tager nogle af de samme tanker med ind i reformen og ser på, hvordan vi også sørger for, at der bliver taget højde for dem, der måske ikke så oplagt skal gå den akademiske vej, men som kunne have interesse i andre retninger.

Fru Marlene Harpsøe.

Det er godt. Lad mig så komme med noget inspiration. Man kunne jo f.eks. have nogle gymnasieklasser, som havde undervisning i biologi, og så bad man dem om at komme ud på et lokalt plejehjem og undersøge, hvad f.eks. urinvejsinfektion egentlig er for noget, så man måske får det koblet op på noget praksis, og så man på den måde stifter bekendtskab med, at der er et fag, der ikke kun handler om de fag, vi lærer i gymnasiet, men at man altså kan koble det til noget praksis og måske ad den vej få inspiration til at arbejde i nogle af de her velfærdsfag.

Ordføreren.

Ja, og jeg glæder mig jo over, at der allerede er de her hf-linjer rundtomkring i landet, der har stort fokus på professionsuddannelserne, og jeg tror da, at vi kan bruge meget mere af det, og jeg er sikker på, at jeg sammen med ordføreren sagtens kunne brainstorme – det ord må jeg ikke engang sige, men jeg mener, at jeg er sikker på, at vi sammen kunne få en masse gode idéer til, hvordan vi kunne udvide undervisningen til at få flere i den rigtige retning. Men igen er jeg også ydmyg nok til at sige, at jeg håber, det bliver taget med, når man snakker om, hvordan fremtidens gymnasie skal se ud, for jeg er helt med på den her idé og synes, at det er en super idé.

Så er det fru Katrine Robsøe.

Tak for det. Jeg er lidt ked af at sige det til ordføreren, men det lyder næsten, som om man kommer til at bekræfte en lille smule, at der nok kommer nogle uddannelsesforkortelser på professionsområdet med regeringens kommende udspil.

Jeg skal bare høre: Hvis Moderaterne mener – uanset hvad regeringen mener – at det kan man sagtens gå ind og gøre, og hvis Moderaterne så skal sidde og være med til at forhandle sådan en aftale, hvilket jeg går jeg ud fra at Moderaternes ordfører også skal, vil det så være vigtigt for Moderaternes ordfører, at det giver et øget arbejdsudbud i den kommende forhandling om professionsuddannelserne?

Ordføreren.

Jeg kan som det første sige med sikkerhed, at jeg bestemt ikke ved noget om, om der er nogen tanker om at forkorte uddannelserne som sådan. Det er jeg ikke bekendt med, for vi – og det gælder også denne ordfører – har ikke set udspillet endnu, så det ved jeg ikke noget om.

Men for mig er det helt centralt, at vi kigger på, hvad det er for nogle opgaver, der skal udføres, og hvordan vi sikrer, at man får de rigtige kompetencer. At begynde at tale om den nøjagtige længde, og nøjagtig hvilke kurser man skal have, er for mig der, hvor kæden i virkeligheden hopper lidt af, for jeg mener, at det vigtige er, at de har de rigtige kompetencer. Jeg har fuld tiltro til, at dem, der sidder og udarbejder reformforslaget, har med i overvejelserne, hvordan man gør det bedst muligt, og hvordan man sikrer, at der er nogle til at varetage de opgaver, der skal udføres i fremtiden.

Fru Katrine Robsøe.

Det er jo altid dejligt, at man har et ministerium til at sidde og komme med gode forslag, og de mange af de mennesker, der arbejder derovre, er jo virkelig dygtige, ingen tvivl om det.

Men når man så kommer med et udspil og vi alle sammen får lov til at se det, så får sektoren jo også lov til at diskutere det. Derfor vil jeg bare gerne høre, om der så også vil være mulighed for, at man, hvis man har foreslået nogle ændringer, som sektoren så viser sig at sige måske ikke er helt hensigtsmæssige i forhold til at opnå de kompetencer, som ordføreren henviser til, så også vil være villig til at sige, at så skal der ikke findes et arbejdsudbud med den her reform, altså hvis det ikke er gavnligt i forhold til de kompetencer, man skal have?

Ordføreren.

Jeg vil gå tilbage til det helt overordnede, der er det vigtigste, og det er, at vi skal være sikre på, at vi har de folk, der har de kompetencer, der skal bruges i samfundet. Jeg håber også, at ordføreren hørte, at jeg i min tale sagde, at jeg faktisk synes, at noget af det centrale er, at vi lytter til eksperterne og ikke sidder hernede i Folketinget og finplanlægger, nøjagtig hvad man skal lære på uddannelsen. Så der er i høj grad meget åbenhed over for at høre, hvad dem, der sidder med området, faktisk mener, og hvordan de tænker vi bedst løser udfordringen.

Så er det fru Anne Hegelund.

Tusind tak til ordføreren for talen. Jeg håber i hvert fald, at det her fokus på faglighed og faglig stolthed kommer til at skinne igennem, i forhold til hvem man lytter til, når man skal snakke om, hvilke kompetencer de studerende skal have med sig fra uddannelserne. Det der med mindre silo og mindre detailstyring lyder alt sammen godt. Jeg tror, at ligesom med de ting, man skruer på, i folkeskolen, er der måske også mange ting, man godt kunne tage ud her.

Så tænker jeg bare: Kunne den der lidt overakademisering, der har været på professionshøjskoleuddannelserne, være noget af det, man kunne skrue på? For det er jo ikke alle, der gerne vil tage en universitetsuddannede bagefter eller kan komme til det. Det kunne være noget, man fik su og tid til bagefter, hvis man gerne ville, når der så var tid til noget andet. Vi er i hvert fald også nervøse for, om der er tid nok, som det er nu, og hvis man skal til at forkorte det, så kan jeg i hvert fald ikke se, hvordan man skal nå at blive godt nok klædt på. Jeg har også læst EVA's rapport og kan se, at det jo er noget af det, der gør, at folk kommer ud i et praksischok. Det er, fordi man ikke er godt nok klædt på. Der er virkelig mange ting, der er blevet proppet ind, som man skal igennem. Jeg er bare nervøs for, om der bliver proppet mere ind, uden at der bliver mere tid og tilført flere penge.

Ordføreren.

Om uddannelserne er blevet mere akademiserede, skal jeg jo ikke som sådan stå og gøre mig klog på. Jeg synes faktisk, at det centrale ved professionsuddannelserne er, at man er i det der krydsfelt mellem praksis og teori, så der er jo i virkeligheden en masse teori. Det er netop der, man samler det og siger: Det er det her, vi ved fra forskningen, og nu skal vi koble det med praksis. Det er jo det, der adskiller dem totalt fra almindelige akademiske uddannelser, og sådan skal det jo blive ved med at være. At der har været et stort skifte i retning af en akademisering, er muligt, og jeg håber, at reformengruppen også vil kigge på det og sige: Er der kommet en skævvridning, og er der blevet for meget akademisk indhold i forhold til det praktiske?

Fru Anne Hegelund.

Det synes jeg lyder godt at ordføreren gerne vil være med til at kigge på. Jeg tænker, at et af problemerne måske er, at der er for mange, der ikke selv har en baggrund i den professionsuddannelse, som de underviser på. Der vender jeg bare tilbage til, at jeg virkelig håber, at man også vil have øje for, at der er nok, der kan blive videreuddannet til at undervise fremtidens velfærdsarbejdere, som selv har den hat på, frem for at det er nogle, der har læst på universitetet og ikke kender noget til, hvordan det er ude i virkelighedens velfærd, der skal undervise på professionshøjskolerne. Er det også noget, I vil have fokus på?

Ordføreren.

Ja, og tak for input. Allerede ved at ordføreren nu giver det her input, er det jo ligesom givet videre. Jeg synes, det er relevant at tage med i det videre arbejde – og nu gentager jeg lidt mig selv – for jeg synes, det er centralt, at vi ikke sidder og detailplanlægger, nøjagtig hvem det er, der skal undervise, og hvordan. Men hvis det viser sig, at det her faktisk er en mangel, skal det jo tages med i betragtning, når man kigger på at reformere hele området.

Mange tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger, så vi siger tak til ordføreren. Vi går videre til Liberal Alliances ordfører, fru Sandra Elisabeth Skalvig.

Tak for ordet. Og tak til Danmarksdemokraterne for at sætte fokus på en virkelig vigtig uddannelsespolitisk dagsorden. Også tak til resten af ordførerne for den indtil videre rigtig gode debat.

I Liberal Alliance deler vi i den grad bekymringen, som jeg lidt fornemmer ligger bag fremsættelsen af denne forespørgsel, nemlig en bekymring for det lave antal optagne på særlig de store velfærdsuddannelser. Men i Liberal Alliance har vi også en bekymring for den mere generelle flugt væk fra vores professionshøjskoler, og jeg fornemmer faktisk, at der for en gangs skyld er en bred enighed om, at der er behov for en reformering af vores professions- og erhvervsrettede uddannelser. Der synes jeg jo, at det er en fornøjelse, når vi på tværs af partierne og også af blokkene kan være enige om, at der er behov for, at vi sætter ind på det her område. Der er særlig et behov for reformering på de store velfærdsuddannelser, hvor vi allerede nu i den grad står og mangler uddannet personale på vores sygehuse, uddannet personale i vores daginstitutioner og uddannet personale i vores folkeskoler.

Men når vi taler om en reformering af det her område, blandes det ofte sammen med den manglende søgning på de her uddannelser, og der synes jeg, det er vigtigt, at vi også taler om, at en reformering af de professionsrettede uddannelser ikke nødvendigvis vil øge tilstrømningen til uddannelserne. Altså, det vil ikke nødvendigvis øge antallet af ansøgere, der ønsker at søge optagelse på de her uddannelser. En reformering vil i høj grad gøre uddannelserne bedre og mere attraktive og løse nogle af de udfordringer, som vi lige nu har på professionshøjskolerne, og det synes jeg også er vigtigt. Men jeg synes også, vi bliver nødt til at være ærlige og sige, at det ikke nødvendigvis vil få flere til at søge ind på uddannelserne, og at det altså ikke nødvendigvis vil løse nogle af de rekrutteringsudfordringer, som vi sådan set står over for.

Hvis vi skal have flere til at søge mod professionshøjskolerne, mener jeg, at vi bliver nødt til at ændre på en kultur, som ligger i vores samfund – en kultur om, at hvis man skal blive til noget, skal man have en universitetsuddannelse. Samtidig har vi politikere i bestræbelserne på at skabe lige muligheder for alle til at tage en videregående uddannelse lukket alt for mange ind på vores universiteter, for universiteterne er blevet for de rigtig mange i stedet for at være for de få. Det tror jeg er roden til nogle af de udfordringer, som vi rent faktisk står over for i dag.

Men hvordan kan vi så rette op på det? Først og fremmest skal vi gøre op med, at universiteterne er for alle, for det er de ikke nødvendigvis. De er for nogle af de klogeste og dygtigste mennesker, vi har i vores samfund, men ikke nødvendigvis for størstedelen af befolkningen i Danmark. Det første skridt tog vi med universitetsreformen – en reform, hvor vi begrænsede optaget på vores universiteter med 8 pct. Det vil naturligvis ikke løse alle udfordringer, men det var et skridt i den rigtige retning.

Afslutningsvis vil jeg endnu en gang sige, at jeg vil glæde mig til at læse det kommende reformudspil på området, og jeg ser meget frem til en konstruktiv dialog, både med regeringen, men også med de andre ordførere. Tak for ordet.

Mange tak for det. Der er et par korte bemærkninger, og den første er til fru Marlene Harpsøe.

Først vil jeg sige tak til ordføreren for en rigtig god tale. Jeg tror bestemt, der er noget i det her med at ændre på en kultur i vores samfund. Det er ikke alle, der skal på universitetet. Der er måske nogle af os her, der har forældre, der har talt meget for, at vi bare skulle gymnasievejen, og at vi så skulle på uni, fordi den der sociale arv bare skulle knækkes nu. Men det er ikke livet for alle, og derfor skal der ske noget.

Noget, der sådan overraskede mig lidt i forhold til den undersøgelse, der kom fra EVA sidste år, var det, der handlede om, hvorfor nogle valgte uddannelserne fra, altså de her velfærdsuddannelser, og noget af det, respondenterne bl.a. sagde, var, at de var i tvivl om, hvorvidt det faglige niveau egentlig var for lavt på professionsuddannelserne. Nu, hvor jeg selv lige kommer derfra, kan jeg bare sige: Det faglige niveau er meget højt – rigtig højt. Så hvordan får vi italesat det over for dem, der måske kunne vælge det fra?

Ordføreren.

Jeg synes, det er et virkelig godt spørgsmål. Det er også meget relevant i debatten. Overordnet set tror jeg ikke, at jeg ville kunne give et svar, der var gældende for alle professionsbacheloruddannelserne. For jeg tror egentlig, man bliver nødt til at kigge på den enkelte uddannelse for ligesom specifikt at kunne svare på lige præcis det. Jeg tror også, der er en forskel på det, de adspurgte har svaret, alt efter hvad det er for en uddannelse, vi taler om.

Fru Marlene Harpsøe.

Jeg tror, at det vigtigste for mig lige nu og her bare var, at der var en opmærksomhed på det, altså både hos ordføreren, men også hos andre, som lytter med her.

Noget andet, som jeg er optaget af, er, at vi skaber bedre muligheder for sådan noget som at få et fritidsjob ude i ældreplejen eller i et dagtilbud, fordi det netop kan være en vej ind til at vælge de her velfærdsuddannelser til. Det viser undersøgelser også. Vi skal jo lytte lidt til eksperterne. Fire ud af ti nyoptagne studerende har rent faktisk været i nogle af de her fag tidligere. Så hvad gør vi dér for at sikre, at der er nogle flere, der tager nogle af de her fritidsjobs?

Ordføreren.

Det synes jeg egentlig også er et virkelig godt spørgsmål. Jeg synes jo egentlig, at der i forvejen er et rigtig stort fokus på, at man kan komme ud og tage de her job. Jeg har egentlig også fornemmelsen af, at der er rigtig mange, der i forvejen gør det. Noget af det, jeg måske synes er positivt, er jo de her spireordninger, som man bl.a. har inden for sosu-uddannelserne. Det synes jeg da helt klart er noget, man sagtens kunne kigge på, også i forhold til andre områder end lige præcis ældreplejen.

Så er det fru Katrine Robsøe.

Tak for det. Jeg føler mig simpelt hen nødsaget til at spørge ordføreren i forhold til det her med retorikken omkring vores uddannelser, for nu er det blevet nævnt af flere herinde. Vi kan jo alle sammen tale om at tale det op, men det bekymrer mig en lille smule, når ordføreren så står og siger, at universitetet ikke er noget, alle skal på – det kan man sådan set være fuldstændig enig i, for det har vi heller ikke i dag pladser til at alle skal – men at det er for de klogeste i vores samfund.

Jeg er ikke enig i, at der skal være den opdeling, i forhold til at man ikke også kan være meget bogligt klog – man kan jo være klog på mange måder – og så læse en professionsuddannelse. Derfor kunne jeg godt tænke mig at høre, om ordføreren kan nævne nogle tiltag, som Liberal Alliance tænker kunne gøre, at de her uddannelser måske også bliver mere attraktive for nogle af dem, som har muligheden for at vælge mellem alle uddannelser, og som er bogligt dygtige og derfor godt kunne læse på universitetet, hvis de ville.

Ordføreren.

Hvis jeg i min tale fik det til at lyde, som om de ressourcestærke studerende, vi har i vores samfund, udelukkende skal gå på universitetet, så var det på ingen måde det, jeg mente. Jeg mener, at vi i lige så høj grad skal se på, hvordan vi får flere ressourcestærke studerende til at vælge vores professionshøjskoler. For det skal på ingen måde lyde, som om uddannelserne dér ikke er til lige præcis dem. Og vi har behov for, at der også er nogle ressourcestærke studerende på vores professionshøjskoler og på vores erhvervsakademier og på vores erhvervsuddannelser.

Det, jeg tror at jeg mente med det, jeg sagde i min ordførertale, var, at vi har nogle studerende, der simpelt hen ikke er stærke nok rent bogligt til at gå på universitetet, og det er der, hvor jeg mener at vi skal lave en begrænsning, sådan at dem, der rent faktisk går på universitetet, også er på et niveau, hvor de rent faktisk kan følge med.

Fru Katrine Robsøe.

Jeg vil i hvert fald sige tak for opklaringen. Den var jeg rigtig glad for. Så vil jeg lige bruge mit andet spørgsmål her på at give ordføreren mulighed for at komme med nogle bud på, hvordan man kunne gøre det mere attraktivt for også de bogligt mest ressourcestærke studerende at søge ind på professionsuddannelserne. Det er nemlig en virkelig spændende diskussion, og jeg tror ikke, at der er nogen nemme løsninger, så det er faktisk ikke derfor, at jeg spørger. Men det er bare, fordi det også er rigtig vigtigt at kigge på den del i forhold til det her.

Ordføreren.

Jeg tror ikke, at der findes én konkret løsning, der ville kunne løse hele den udfordring. Jeg tror, at der er flere forskellige tiltag, som vi skal ind at kigge på, hvis vi skal gøre uddannelserne mere attraktive, også for nogle af de særlig ressourcestærke.

Der, hvor jeg måske mener at man kan se på nogle initiativer, er i forhold til andre veje, som man allerede nu kan se taler til en anden ansøgergruppe, end de normale udbud gør. Eksempelvis har man rigtig gode erfaringer med det, der hedder, hvad skal man sige, sporskifte på pædagoguddannelsen, som er for akademikere, der egentlig på kortere tid går ind og tager en pædagoguddannelse, altså med merit. Samtidig er der også sådan noget som den skolebaserede uddannelse, hvor man 2 dage om ugen arbejder i en stilling.

Så er det fru Anne Hegelund.

Tak til ordføreren for talen. Jeg studsede også lidt over det der med, at det kun er de dygtigste og klogeste, der skal gå på universitetet. Jeg tænker i hvert fald, at der er rigtig mange både dygtige og kloge socialrådgivere, pædagoger, lærere og sygeplejersker, og jeg bliver bare lidt ærgerlig over, at det bliver så meget enten-eller. Altså, jeg synes, det lidt er en samtale, der også er omkring det her med gymnasiet, hvor man ellers fra LA's side gerne vil have, at man skal kunne vælge helt frit, men der er bare nogle, der slet ikke skal ind, og det er så det samme på universitetet.

Jeg tænker bare, at hvis man gerne vil sørge for, at de mere ressourcestærke studerende, som nogle vil kalde dem, skal vælge professionsuddannelserne, kunne det så ikke være, at man skulle sørge for, at det også var en drøm, man kunne have, at man på et tidspunkt gerne ville læse en ph.d. og forske inden for sit fag? Der bliver det bare svært, hvis der ikke er særlig mange, der må komme ind på universitetet. Du skal ligesom have en universitetskandidat får at kunne få en ph.d. Og der tænker jeg bare, at det er noget med, at der netop ikke er lige muligheder, og at man ligesom bliver skilt fra dér, når man skal vælge, om man vil på universitetet eller på professionshøjskolen. Hvad tænker du om det?

Så er det ordføreren.

Der bliver jeg nødt til at rette ordføreren i det, ordføreren siger, for bare fordi man tager en pædagoguddannelse, er det ikke ensbetydende med, at man ikke kan komme ind og få en akademisk kandidatuddannelse. Det kan man godt i dag. Der er begrænsede muligheder i forhold til at vælge en kandidat, men de fleste professionsbacheloruddannelser giver mulighed for en kandidatuddannelse og dermed i forlængelse af den mulighed for en ph.d.

Fru Anne Hegelund.

Grunden til, at jeg tænker, det er relevant at spørge til det, er jo, at der ligesom bliver konkurrence om at kunne få en 2-årig kandidat, når man som jer er med til at lave en kandidatreform, der skærer ned på de uddannelser. Og som professionshøjskolestuderende har man jo ikke noget retskrav på at få en kandidat. Så hvis der ligesom er flere om buddet og det spidser til på universitetsområdet, fordi det skal være for de få, hvem er det så, der ikke kan få lov til at få en kandidat eller en ph.d.? Er det ikke dem, der har læst på professionshøjskolen?

Ordføreren.

Hvis det stod til Liberal Alliance, var der slet ikke et retskrav på kandidatuddannelserne, hvilket ville betyde, at dem, der havde en professionsbacheloruddannelse, ville være i lige så god konkurrence om de kandidatpladser, der så var, og så ville det være de bedst kvalificerede, der ville blive optaget på kandidatuddannelserne. Sådan ville det være, hvis det stod til Liberal Alliance.

Fru Heidi Bank.

Tak for det. Og tak for ordførertalen. Jeg bed også mærke i det, der blev sagt om de klogeste og de dygtigste. Nu har jeg hørt svarene, og jeg havde nu heller ikke indtryk af, at der var en eller anden intention om at træde nogle bestemte over tæerne.

Jeg synes jo, at noget af det fede ved, at vi i dag står og kan debattere det her, måske faktisk også er, at vi får øvet os i, hvordan vi italesætter de her ting. Og det er jo rigtigt, at vi har tendens til at italesætte dem, der går på universitetet, som værende meget, meget kloge og meget, meget dygtige og ikke nødvendigvis som dem, der bare er sindssyg flittige, fordi de er vildt optaget af det, de lige sidder med. Det kunne jo også være, at det var det, det handlede om.

Men det, jeg egentlig lige ville spørge om, var: Kunne der ikke være en idé i, at vi begyndte at være lige så gode til at italesætte dem, der er sindssyg dygtige til at kunne mærke andre mennesker, være sympatiske og kunne se det, når et barn er udfordret, så det også blev talt op?

Ordføreren.

Nu er det ikke, fordi jeg ikke vil svare på ordførerens spørgsmål, men jeg tror ikke, jeg helt forstod, hvad det egentlig var, man helt præcis gerne ville have svar på.

Så er det fru Heidi Bank.

Det er sådan set bare et spørgsmål om vores retorik, når vi står og debatterer, altså det her med kun at se kvaliteten i, at folk er dygtige til en bestemt boglig eller akademisk disciplin. Måske skal vi også begynde at værdsætte, at der er nogle, der har noget ekstra, fordi de både er akademisk dygtige, hvilket er nødvendigt for at kunne tage den uddannelse, de nu tager, f.eks. som sygeplejerske, men også har noget ekstra.

Jeg synes i hvert fald, jeg møder mange, der arbejder meget med mennesker, altså sygeplejersker, pædagoger osv., som har et nærvær, som jeg ikke nødvendigvis møder alle andre steder. Jeg tænker, at det måske ikke bare er noget, de har lært, men at det måske også er noget, de et stykke ad vejen har med sig som en særlig evne.

Ordføreren.

Det synes jeg i den grad sagtens man kan italesætte, men der, hvor jeg synes at man måske i mindre grad skal italesætte det, er, hvis man begynder at snakke om, at det er kompetencer, man skal besidde for at kunne blive optaget på en af vores uddannelser. Der mener jeg helt klart, at det, vi skal sikre i forhold til de adgangskrav, der er på de forskellige uddannelser – og det er jo så underordnet, om vi snakker om professionsbacheloruddannelser eller universitetsuddannelser – er, at vi optager nogle, der rent faktisk også kan følge med i den undervisning, som den er fra uddannelsesforløbets start.

Mange tak. Så er der ikke flere korte bemærkninger. Tak til ordføreren. Vi kan gå videre til Det Konservative Folkepartis ordfører, og det er fru Lise Bertelsen. Velkommen.

Tak for ordet. Jeg bliver simpelt hen nødt til at melde mig i koret og sige: Sikke en god debat, og tusind tak til Danmarksdemokraterne for at løfte en af de vel nok største udfordringer, vi p.t. har i vores samfund, i hvert fald på uddannelsesområdet. For i Det Konservative Folkeparti deler vi selvfølgelig den bekymring, som jeg også kan høre vi bredt politisk deler, omkring de her faldende ansøgningstal på 33 pct. Det er jo helt forfærdeligt, og i Det Konservative Folkeparti ser vi rigtig meget frem til at være med i de her forhandlinger både om professionsuddannelserne og de erhvervsrettede uddannelser.

Jeg synes, det allerede har været rigtig interessant at høre på de forskellige løsningsforslag, der er kommet her til aften. Der er rigtig, rigtig mange greb, der kan bruges, og noget af det, som vi netop nu har gjort, da vi skulle behandle social- og sundhedsassistent- og -hjælper-uddannelserne, var lige præcis det her med at kigge i værktøjskassen og netop få dem, det vedrører, i tale. Og der var rigtig mange initiativer – der var 13, blev vi enige om – og jeg tror, det er præcis den samme øvelse, vi nu skal i gang med for hver profession, hvor vi skal se på, hvad det egentlig er, den enkelte uddannelse mangler, og hvad det er, der kan motivere endnu flere til at gå den vej. Så det er noget af det, som vi ser rigtig meget frem til.

Jeg har efter 25 års arbejde i børne- og ungdomspsykiatrien selv en erfaring. Jeg har faktisk en uddannelse i vejledning, og det er virkelig rigtig fornuftigt, at der er nogle, der har den uddannelse, særlig når de påtager sig det erhverv, og jeg har som praktikvejleder både for mange år siden og også nu lyttet mig frem til, at der er travlt. Jeg lytter mig også frem til, at selve kvaliteten i uddannelserne er vigtig, og jeg lytter mig også frem til, at jo mere man kan gøre og forberede inden praktikkerne, jo bedre praktikker bliver der, og der kommer jeg lidt tilbage til det her med simulationsudstyret. Det er ikke sikkert, man lige kan bruge det på folkeskoleområdet, og det er det, jeg mener med, at det er så individuelt fra uddannelse til uddannelse, men det kunne f.eks. være på sygeplejeruddannelsen og på pædagoguddannelsen. Hvis man skal arbejde med psykiatriske patienter og generelt med psykiatriske lidelser eller som sygeplejerske, er det altså en god idé, at man har afprøvet det i trygge rammer inde på sit praktiksted, og at man kan evaluere og debattere med dem, som man er i studiegruppe med, hvordan man egentlig håndterer den her demente mand, der står og råber og skriger ad en, eller den psykotiske patient, som vil tage livet af sig selv. Det er lidt bedre at have afprøvet, hvad man gør, i trygge rammer, end når man først er ude på en afdeling. Så det er også en vej, man kan gå, at inddrage den teknologi, der er til rådighed.

En anden ting, som vi også er meget optagede af i Det Konservative Folkeparti, er hele den her juniormesterlæreordning. Vi vil faktisk gerne se et uddannelsessystem i sammenhæng. For når du i folkeskolen får muligheden for at komme ud i praktik, så er det jo ikke sikkert, at det kun er på et mekanikerværksted, du skal være, men det kunne f.eks. også være ude i hjemmeplejen, ude i børnehaverne eller ude i vuggestuerne osv., hvor du i din praktik kommer ud, og hvor du netop stifter bekendtskab med, hvad det vil sige at arbejde som sundhedsfaglig, som pædagog eller som lærer.

Så har der også været talt om den her spireordning, og det er faktisk noget af det, som jeg har en hel del erfaring med efter min tid på ældreområdet i Viborg Kommune, hvor vi netop indførte de her spireordninger, som betyder, at kommunen ansætter unge mennesker ude på plejehjemmene til at komme og hygge, spille kort, gå ture, hente sødmælksfranskbrød osv., altså simpelt hen at komme tæt på de ældre og ikke blive skræmt af, hvad det er inde på et plejehjem eller et plejecenter, som det desværre hedder nogle steder. Jeg tror på, at vi kan gøre rigtig, rigtig meget, og jeg synes også, jeg lytter mig til, at vi har rigtig mange idéer, vi har hørt ude fra virkeligheden, og som vi vil bringe i spil i de kommende forhandlinger, og jeg vil så også sige, at jeg ser frem til dem snarest. For jeg synes faktisk, at når fru Sofie Lippert påtaler, at der er gået 3 år med en evaluering, vi har kendt til, på pædagogområdet, så er det alt for lang tid. Men der har været andre ting at tage sig til, så vi må bare i gang. Tak for ordet.

Tak for det. Der er en kort bemærkning til fru Marlene Harpsøe.

Tak til fru Lise Bertelsen for en rigtig god tale. Jeg synes bl.a., at det var meget spændende, at ordføreren kom ind på det her med praktik, altså erhvervspraktik, som jeg forstod det, i f.eks. hjemmeplejen og dagtilbud, og det kunne også være som lærer på en skole. Muligheden er der jo i dag, men det er lidt mit indtryk, at særlig i ældreplejen er det egentlig ikke noget, der bliver brugt ret meget. Så hvad gør vi, for at der måske er flere plejehjem, der rent faktisk åbner op og siger: Jamen det her er også et attraktivt sted, hvor man kan komme i erhvervspraktik? Det kan netop sikre, at det der ønske om at komme ind og tage en professionsbacheloruddannelse senere kan spire lige præcis dér.

Ordføreren.

Jamen jeg refererede lige til en forhandling, vi har haft på undervisningsområdet, om de her social- og sundhedsassistent- og -hjælper-uddannelser, hvor man faktisk gerne vil forpligte KL på netop at åbne dørene lidt mere op. Jeg tænker jo, at det er i alles interesse, så jeg tror faktisk bare, at vi har helt vildt mange muligheder for at inspirere og gøre det meget bedre, end vi gør det lige nu.

Fru Marlene Harpsøe.

Mit andet spørgsmål skal gå på sådan noget som afbureaukratisering, for nu ved jeg også, at ordføreren har en erfaring ude fra den virkelige verden fra et af de her velfærdsfag, og det er jo rigtig godt at komme ind i Folketinget med den baggrund. Jeg tænker på, om ordføreren i forhold til den her faglige frihed, som vi nu skal til at indføre på ældreområdet, forestiller sig, at der kunne være andre steder, hvor man kan udbrede den her frihed rent fagligt, så man rent faktisk også gør det mere attraktivt at vælge de her fag, og så medarbejderne ikke kløjs i bureaukrati og dokumentationskrav.

Ordføreren.

Jeg må indrømme, at ordføreren for forespørgerne trykker på en knap hos mig lige nu, for vi er absolut optaget af, at man kan lave langt mindre papirarbejde og være langt mere beskæftiget med plejen, hvis det er det, vi taler om. Det vil jo også netop kunne frigive tid til oplæring og vejledning, så vi undgår al den her dokumentation, men bruger tiden fornuftigt. Det er sund fornuft, det er fuldt og helt konservativ politik, så tak for også lige at minde mig om den.

Så er det fru Anne Hegelund.

Tusind tak til ordføreren for talen. Nu blev jeg helt distraheret af det sidste, du sagde, for som socialrådgiver er jeg bare helt enig, og jeg tror, det går på tværs af alle velfærdsfag, at hvis man gerne vil ud at arbejde med mennesker, så kan det godt være man får lidt et chok over, hvor meget man også skal ud at arbejde med papir. Der er jeg i hvert fald helt på linje med ordføreren – bare det ikke bliver en spareøvelse. For jeg har siddet med sagsstammer på 70-80 unge, og selv om man så ryddede lidt op i papirerne, var der grænser for, hvor nærværende man kunne være. Jeg synes virkelig, at idéen om mere praktik, også for folkeskoleelever, ude i velfærden er god. Men det er ligesom allerede lidt svært at tage godt imod dem, der kommer fra uddannelserne, fordi der er så travlt.

Det var mere for at høre, om du har nogle bud på, hvordan vi sørger for, at der er tid og rum til, at det bliver en god oplevelse, hvis man skal kunne komme ud i praktik allerede i folkeskolen eller på feltbesøg, ligesom vi har det på professionsuddannelserne.

Vi husker lige ikke at bruge direkte tiltale. Så er det ordføreren.

Jeg tænker, at det i hvert fald er noget af det, som man også skal tale med KL om, altså hvordan de vil være med til at bidrage til at løse den her opgave, så de unge netop ikke skal skræmmes fra vid og sans. De skal jo have en rigtig god oplevelse. Det er det, der er hele intentionen. Så det må man i snak med kommunerne om, og det må man i snak med plejehjemslederne eller børnehavelederne om, så de unge mennesker får en fornuftig oplevelse ud af det.

Så er det fru Anne Hegelund.

Nu er der jo flere, der har fortalt mig, at der kommer nogle penge, som så måske kommer til at gå ud over, hvor mange muligheder man har for at få efteruddannelse. Men tænker du, at de der 200 mio. kr., der kommer på det her område, er nok til både at sørge for at løfte kvaliteten på uddannelserne og at sørge for, at den virkelighed, man møder i praktik, lige meget hvornår det er i løbet af ens skoletid eller uddannelsestid, også gør, at man tænker, at her kunne man godt forestille sig at arbejde, til man er rigtig gammel? For vi har jo en ret høj pensionsalder nu.

Man skal lige igen huske, at man ikke må bruge direkte tiltale. (Anne Hegelund (EL): Undskyld, men det var, fordi vi sad i rundkreds).

Så er det ordføreren.

Det var faktisk meget sødt sagt – det var virkelig sjovt sagt.

Tilbage til spørgsmålet: Jeg har lidt den overbevisning, at det ikke er alting, der koster penge. Jeg tror faktisk, vi skal tænke lidt innovativt og sige, at det ikke kun er drengene i 8. klasse, vi skal have ud til cykelsmeden eller noget andet; det kunne lige så vel være de stille piger, der skulle over i vuggestuerne og børnehaverne. Altså, jeg tror simpelt hen, vi skal tænke nogle nye tanker, og de koster ikke nødvendigvis en hel masse.

Tak. Der er ikke flere korte bemærkninger, så vi siger tak til ordføreren. Så kan vi gå videre til Enhedslistens ordfører, og det er fru Anne Hegelund. Værsgo.

Tak for ordet. Og tusind tak, fordi vi har sådan en god debat om det her. Jeg synes, at der alligevel også er meget nysgerrighed og en virkelig god vilje til gerne at ville gøre det meget federe at tage en velfærdsuddannelse og også få mere respekt omkring professionsbacheloruddannelserne.

Jeg er så noget bekymret for, at det ikke rykker så meget kun at kigge på strukturen på uddannelsen og indholdet dér, for når jeg fortalte folk, at jeg gerne ville være socialrådgiver – og egentlig også, når jeg fortæller folk, at jeg er socialrådgiver – blev jeg i hvert fald mest mødt med: Ej, hvor spændende; det må være så meningsfuldt, men også hårdt, så det ville jeg godt nok aldrig være! Og det tænker jeg bare nok også er det, som der er mange unge der bliver mødt med, hvis de siger, at de godt kunne overveje at blive pædagog eller lærer eller socialrådgiver eller sygeplejerske, altså at folk tænker: Det er godt nok spændende og meningsfuldt, og det er fedt, at du gerne vil gøre en forskel for andre mennesker, men det lyder som et hårdt liv. Og det er jo, fordi de fleste godt ved, at det er nogle rigtig hårde vilkår, der er, når man arbejder ude i virkelighedens velfærd. Jeg håber virkelig, at den her debat ikke kun kommer til at pege på, hvad vi kan skrue på ude på produktionshøjskolerne, men også vil handle om flere penge ude i kommunekasserne.

Jeg er rigtig glad for, at man kommer til at sætte fagligheden mere fri, men jeg tror bare, at frihed og lighed hænger sammen. Hvis ikke man har lige så gode muligheder for at få et godt arbejdsliv, når man vil arbejde i virkelighedens velfærd og tage en professionsuddannelse, som man har, hvis man går på universitetet, så kommer det bare til at bone ud i, om folk tør tage en professionsuddannelse – især hvis man ikke har så gode muligheder for at skifte spor eller videreuddanne sig eller tænke: Jeg kan ikke holde til at arbejde i en børnehave mere, så det kunne godt være, at jeg kunne tænke mig at undervise de studerende i stedet for. Jeg synes, det er så vigtigt, at vi får åbnet mulighederne, sådan at man kan se, at der er mange forskellige måder at bruge sin uddannelse på, og også, at man kan bygge ovenpå og skifte spor, både til en professionsuddannelse, men altså også til at videreuddanne sig til et andet sted inden for ens egen profession.

Jeg tror, det vigtigt at tænke på, at folk har forskellige måder at lære på og forskellige ting, de synes er spændende, hele vejen ned i folkeskolen og gymnasiet. Og det er fedt, at vi kommer til at kigge på, hvordan der kommer mere praksis ind i undervisningen i folkeskolen, men altså også på at have mere praksiskobling i gymnasiet, hvor man kunne snakke om »hvordan kan du bruge det, du lærte i kemi, hvis du skal være sygeplejerske?«, eller »det her, vi arbejder med i samfundsfag lige nu, hvordan kommer det til at se ud i din hverdag som socialrådgiver, hvis der er nogle, der piller ved kontanthjælpssatserne f.eks.?«. Så tror jeg også, der var flere, der ville få nogle tanker om, om det kunne være, at de skulle uddanne sig inden for de her professioner. Jeg har i hvert fald hørt utrolig lidt om dem, mens jeg gik i gymnasiet, og nu synes jeg, der lidt er en bevægelse hen imod, at det ikke er alle, der skal på universitetet, og at det heller ikke er alle, der skal på gymnasiet. Men det tror jeg bare ikke gør, at der er flere unge, der tænker, at de så vil have en erhvervsuddannelse, eller at de så vil på en professionshøjskole.

Måske skal vi også have en kulturændring, der handler om, at det er okay ikke at vælge rigtigt første gang. Der er ikke på den måde noget rigtigt og forkert. Der er mange veje i uddannelsessystemet og mange måder at skifte spor på, så man altid kan bygge ovenpå og ikke er tvunget til at være det helt samme sted i det helt samme job resten af ens liv. Jeg har så også mødt mange, der efter at have taget en universitetsuddannelse syntes, at det da måtte være fedt at vide, hvad man kunne bruge sin uddannelse til. Så det kan da også være, at vi skal skrue lidt op for det; bare det ikke kommer til at virke, som om du så også kun kan den ting resten af livet, og vi ikke kommer til at sørge for bedre arbejdsvilkår.

Jeg tror virkelig, at praksiskobling er så vigtigt, også ude på uddannelserne, for at man får den her oplevelse af, at ens uddannelse giver mening, ligesom man gerne vil have en oplevelse af, at ens arbejde giver mening. Så det, at man kan se, hvordan man kan bruge det, man lærer – den her metode eller den her teori – i virkeligheden bagefter, eller at man kan mærke, hvordan det papirarbejde, man sidder i kommunen og laver, giver mening for de mennesker, man arbejder med, tror jeg er så vigtigt. Og der håber jeg også, at man måske kunne sætte de her uddannelser lidt mere fri. Jeg synes godt nok, at der, ligesom der er hele vejen ned i folkeskolen, er lidt meget teaching to the test og kompetencemål og læringsmål og ikke så meget den faglige stolthed. Jeg håber virkelig, at vi kunne sætte fokus på, at der også kan være nogle af Danmarks allerklogeste og allerdygtigste på socialrådgiveruddannelsen, pædagoguddannelsen, sygeplejerskeuddannelsen og læreruddannelsen. Vi har også brug for folk, der uddanner sig videre og f.eks. forsker i, hvordan vores profession kan være med til at løse nogle af de problemer, vi står med som samfund.

Tak for det. Så er der en kort bemærkning til fru Marlene Harpsøe.

Mange tak for en rigtig fin tale fra Enhedslistens ordfører. Jeg vil gerne høre ordføreren, om ordføreren reelt mener, at der er brug for sådan en stor strukturel reform af professionsuddannelserne, eller om man skulle gøre noget andet, altså gå et spadestik dybere i forhold til at komme tættere på, hvor man kan ændre nogle ting i praksis.

Ordføreren.

Jeg tror måske, at den praksis, man kommer til at møde, både i praktikken og efter uddannelsen, og de forhold, der er der, er vigtigere end de forhold, der er på uddannelsen. Men vi ser også bare lige nu, at man skærer ned på alle professionshøjskoler og fyrer undervisere, og det er jo den helt forkerte vej at gå. Altså, man er jo også nødt til at sørge for, at der kan være en ordentlig uddannelseskvalitet.

Så jeg tror ikke, jeg vil kunne sige, at det er det ene eller det andet. Om det lige er strukturen, ved jeg ikke. Jeg tror også, det handler om et taxametersystem, der har været bygget på, at nogle af velfærdsuddannelserne måske ikke var lige så meget værd som andre uddannelser, og at der ikke var brug for lige så mange penge, når man skulle uddanne en socialrådgiver eller en pædagog, som der var, når man skulle uddanne en ingeniør.

Fru Marlene Harpsøe? Hun frafalder. Så siger vi mange tak til ordføreren. Der er ikke flere korte bemærkninger. Så kan vi gå videre til Radikale Venstres ordfører, og det er fru Katrine Robsøe.

Tak for det. Jeg elsker det simpelt hen altid, når jeg får mulighed for at diskutere uddannelsespolitik her i salen. Det er virkelig en fornøjelse. Jeg er også rigtig glad for, at vi i dag har kunnet lave en fælles vedtagelsestekst til den her debat, og når jeg alligevel starter med at nævne det, så er det jo, fordi vi i Radikale Venstre, når vi er med i en vedtagelsestekst, der siger, at Folketinget opfordrer regeringen til at fremlægge et udspil om en reform på professionsuddannelserne, gerne vil gøre en masse gode ting for professionsuddannelserne, men vi er selvfølgelig også kloge af skade og lidt bekymrede for, hvad det så er, der bliver lagt frem fra regeringens side. Men vi glæder os rigtig meget til at diskutere det. For hvad skal sådan en reform indeholde? Jeg er også sikker på, at der kommer gode idéer fra regeringen, men vi har i Radikale også lidt input til dem.

Jeg tror, det er vigtigt for det første at adskille, at der er det, vi kan gøre for nogle enkelte uddannelser, der bør reformeres, og så er der de mere strukturelle ting inden for vores professionsområde generelt. Det er to meget forskellige ting, for diskussionen om, at vi skal have lavet en reform af pædagoguddannelsen, er meget anderledes, i forhold til om de generelle strukturer på professionsuddannelserne skal ændres. Vi vil jo rigtig gerne have lavet en reform af pædagoguddannelsen, men vi vil også rigtig gerne se på nogle af strukturerne, så vi rent faktisk kan sørge for, at det bliver mere attraktivt at tage en professionsuddannelse. Jeg anerkender blankt, at der er mange ting, der spiller ind i, om man har lyst til at tage en professionsuddannelse, men jeg tror rent faktisk også på, at det, som vi kan gøre på uddannelsesområdet, har en betydning for, om det er attraktivt for en masse mennesker at komme til at tage en af de uddannelser. Jeg ved godt, at jeg har spurgt flere af jer i forhold til arbejdsudbud og besparelser, og jeg ved godt, at det sikkert er rigtig træls, men det er jo, fordi jeg nu har siddet i mere end 4 år på det her område og bare har oplevet, at det ofte er blevet styrende for de forhandlinger, vi så har siddet i, og de debatter, vi har haft, at der skulle findes et arbejdsudbud eller penge til noget andet på uddannelsesområdet, og det synes jeg er så ærgerligt. For vi vil jo alle sammen, når vi står her og taler om kvalitet, rigtig meget af det samme.

Noget af det, som vi i Radikale Venstre gerne vil, er både at se på det, der er før, under, i overgangen og på videreuddannelsen, i forhold til strukturerne på vores professionsuddannelser. Når vi taler om før, så er det klart, at der er en del, der handler om vores ungdomsuddannelser, og det er jeg ikke ordfører for, men der er f.eks. også en del, der handler om meritten og muligheden for at komme over, selv om du har noget erfaring fra noget andet, og at gøre det mere attraktivt og lidt nemmere at komme i gang med nogle af de her uddannelser, og der tror jeg også, der er rigtig, rigtig meget at hente, som både er til gavn for vores uddannelser og for de studerende generelt.

Så ved jeg ikke, om nogle af jer kan huske, at der var et koncept, der hed Det Rullende Universitet – det var der i hvert fald, dengang jeg gik i gymnasiet – og som vi fik besøg af ude i Vestjylland. For der i Vestjylland, hvor jeg gik på gymnasiet, var det altså ikke den der norm og den gængse ting, at alle de studerende, der gik på gymnasiet, skulle på universitetet. Det var det langtfra; det var et fåtal, der rent faktisk blev inspireret af det. Men derfor kom Det Rullende Universitet også for at gøre os opmærksom på, hvad der var for nogle muligheder, og vi kunne jo prøve at gå i gang med at kigge på, om vi ikke skulle have nogle rullende professionsuddannelser til at komme ud og fortælle om alt det gode, som vores professionsuddannelser kan.

Så synes jeg også, at vi skal have kigget på det, der er under vores professionsuddannelser. Vi bør styre efter kvaliteten og ikke efter arbejdsudbuddet eller efter besparelser. Jeg synes, det er rigtig vigtigt, at vi får styrket praktikken for rigtig mange af de her uddannelser og dermed også vejledningen undervejs, når man er i praktik. Så synes jeg også, der er en ting, som i hvert fald ikke er blevet nævnt så meget endnu, og som jeg også gerne vil spille ind med, og det er lokal frihed til rent faktisk at kunne lave nogle specialiseringer, hvor det lokalt giver mening. Vi har jo et regionalt uddannelsesansvar i forhold til vores professionsuddannelser, og hvis man kan give friheden ud til de enkelte steder til at lave nogle afvejninger af nogle bestemte ting, så tror jeg også, det kan være med til at sørge for, at vi faktisk gør det attraktivt at søge ind på nogle bestemte steder, også uden for de største byer.

Så er det rigtig vigtigt, at vi får styrket overgangen, så færre rent faktisk vælger at stoppe med det samme, når de er blevet færdiguddannet, og så er det også vigtigt, at vi får kigget på vores videreuddannelsessystem til de her uddannelser. I Radikale Venstre har vi arbejdet med at gå i gang med at se på et retskrav til de her uddannelser, som altså ikke nødvendigvis omfatter nogen af de helt almindelige og gængse kandidatuddannelser, men det er, fordi vi tror på, at der er et behov for at tænke nyt og tænke ind i, hvilke videreuddannelsesmuligheder der er, hvis vi rent faktisk gerne vil have flere og andre elever på vores ungdomsuddannelser til at tænke den her vej.

Jeg har ikke mere tid nu, og det må I også undskylde, men det er simpelt hen bare, fordi der er så meget godt, vi kan gøre på det her område, og jeg håber, at vi kan gøre det i fællesskab.

Mange tak for det. Der kom lige et ønske om en bemærkning fra fru Marlene Harpsøe.

Det er egentlig ikke så meget et spørgsmål, men mere en anerkendelse af, at også Radikale Venstre er dybt engageret i den her sag i forhold til at sikre, at vi får flere, der uddanner sig inden for de her vigtige velfærdsområder. Så det er bare en tilkendegivelse af det og en tak for den engagerede tale og for ordene.

Ordføreren.

Tak for det. Jeg håber virkelig, at det her er noget af det, der vil kunne samle lidt igen på uddannelsesområdet. Det tror jeg faktisk også vi har brug for, så det har jeg et oprigtigt håb om. Og jeg glæder mig derfor også til at skulle forhandle det, for jeg tror faktisk på, at vi kan gøre noget rigtig godt her. Og der er behov for, at vi også som uddannelsesordførere ser på, hvordan vi kan gøre det mere attraktivt at komme ind at arbejde inden for det her felt.

Tak til ordføreren. Der er ikke flere korte bemærkninger. Så kan vi gå til Dansk Folkepartis ordfører, og det er hr. Alex Ahrendtsen.

Tak, formand. Nogle ville måske mene, at det var lidt unødvendigt med en forespørgselsdebat, når enigheden er så stor i Folketingssalen, hvad forslaget til vedtagelse jo også viser. Det er jo kun godt. Jeg skal ikke gøre mig til dommer over, hvad man bringer ned i salen. Vi skal nok dukke op og give vores mening til kende. Jeg skal ikke gentage, hvad mine ærede kolleger har fremført. Der har været rigtig mange gode pointer. Jeg har kun nogle ganske få nedslagspunkter.

En af de ting, der helt klart ville få flere til at tage nogle af disse professionsbacheloruddannelser, er lønnen, og lønnen kan vi jo ikke rigtig gøre noget ved, fordi det er overenskomststof. Regeringen har så fundet en måde, hvorpå man har afsat nogle midler, så der kan forhandles. Det er selvfølgelig smart, men jeg vil advare imod, at man underminerer den danske model. Men lønnen er i hvert fald en af de ting, der gør, at man synes, det er mere attraktivt.

Et andet nedslagspunkt er papirnusserne og bureaukraterne ude i kommunerne, som opstiller horribelt mange regler, som plager og piner folk i velfærdsstillinger, især mellemlederne. Det må vi kunne gøre bedre. Det er kommunernes ansvar, og det er ledernes ansvar at sørge for, at der bliver skåret ned på bureaukratiet.

Det tredje, vi kunne gøre for at animere flere til at tage en uddannelse på en professionshøjskole, er jo selvfølgelig at reformere su-systemet, så det i højere grad bliver belønnet, at man tager en professionsuddannelse frem for at tage en akademisk uddannelse på universiteterne.

Det fjerde, man kunne gøre noget ved, men som vi heller ikke kan gøre noget ved, er, hvad jeg opfatter lidt som mediernes hetz mod bl.a. sosu'erne. Vi har jo haft en del afslørende dokumentarudsendelser, som selvfølgelig har været nødvendige, men hvor kritikken stort set har været rettet mod disse sosu'er, som er blevet lagt for had som en hel gruppe. Det er ganske få brodne kar, der ikke løfter deres opgave. Langt de fleste gør et fantastisk stykke arbejde. Vi kan være stolte af dem. Der er nogle få dårlige ledere rundtomkring i kommunerne, og det er kommunernes ansvar at få viftet dem ud. For det er et ledelsesansvar at sørge for, at de medarbejdere, der er ansat til at passe på vores børn og ældre, er veluddannede og får vejledning. Det har de i disse tilfælde ikke fået, og det har smittet af på hele branchen. Jeg er så ked af det, der er sket. Det går ud over alle, fordi nogle få ikke har kunnet finde ud af det.

Regeringen er i gang og skal have ros for, at man vil løfte området, men jeg vil også aflevere lidt ris til regeringen her til sidst. For det, man også er begyndt på, er at importere en hel masse mennesker til landet fra Afrika og Indien; man har i hvert fald planer om det. Det sker, selv om der er masser af ledige i EU. Der er minimum 60.000 mennesker, der gerne vil komme til Danmark fra EU-lande og tage arbejde, og der er yderligere 60.000 mennesker, som har interesse i at komme hertil. Der er mulighed for at finde mennesker, der kender lidt til det danske samfund, og som lever i samfund, der minder meget om vores. De ville meget hurtigt kunne bidrage, og de ville så også kunne rejse hjem, når arbejdet var udført.

Vi tror ikke på, at man skal hente så mange mennesker til Danmark for at løfte velfærdsområdet. Man skulle gøre det andet, som jeg har nævnt. Tak for debatten.

Mange tak for det. Der kommer også her en kort bemærkning fra fru Marlene Harpsøe.

Selv om ordføreren syntes, det måske var lidt fjollet, at vi indkaldte til den her forespørgselsdebat, synes jeg alligevel, det er glædeligt, at hr. Alex Ahrendtsen fra Dansk Folkeparti løfter noget af sit og sit partis syn på, hvad vi kan gøre anderledes i fremtiden på det her område, ind i debatten. Så det er sådan set ikke et spørgsmål, men mere en tak for, at man alligevel stiller sig til rådighed og også fortæller lidt om, hvad det er, der er vigtigt for Dansk Folkeparti i den her sag. Tak for det.

Ordføreren.

Jeg syntes ikke, det var fjollet. Jeg syntes bare, det måske var lidt unødvendigt, når vi er så enige. Jeg er sikker på, at vi finder hinanden. Man kan jo også sige, at den her enighed viser, hvor vigtig en dagsorden det er for alle partier og alle ordførere. Det borger jo for gode resultater ved de kommende forhandlinger, og så kan ministeren og regeringen glæde sig over det. Så kommer det til at gå som smurt.

Tak til ordføreren. Der er ikke flere korte bemærkninger. Vi kan gå videre til Alternativets ordfører, og det er fru Christina Olumeko.

Tak for ordet, og jeg vil også gerne takke Danmarksdemokraternes ordfører for at invitere til den her forespørgselsdebat. Jeg synes, det er meget interessant at høre, hvad de forskellige partier har af prioriteter på det her område. Der er jo samstemmende enighed, så det er rigtig godt at høre. Professionsuddannelserne er også et område, vi er optaget af i Alternativet. Nogle af jer har allerede været inde på det. Vi har set et stort fald i antallet af unge, der vælger at tage en professionsbachelor. På 5 år af antallet af førsteprioritetsansøgere faldet med 20 pct. Tager vi pædagoguddannelsen, er det 14 pct., og på sygeplejerskeuddannelsen er det 13 pct. Så vi har helt grundlæggende et problem; det er vi alle sammen enige om. Hvis vi i fremtiden gerne vil have et velfærdssamfund, har vi brug for at være sikre på, at der bliver taget ordentlig hånd om vores ældre. Vi skal have tillid til vores sundhedssystem, og vi skal trygt kunne aflevere vores børn i daginstitution. Derfor er det vigtigt, at der kommer flere velfærdsuddannede.

I Alternativet tror vi, der er flere tiltag, som det kunne være relevant at arbejde med. Der er allerede her fra talerstolen blevet nævnt rigtig mange gode idéer, og jeg vil også lige komme med nogle af Alternativets. Vi ser gerne, at det bliver nemmere at lave et uddannelsessporskifte midt i livet. Vi skal have livslang læring, og det skal være nemmere for folk at videreuddanne sig inden for nye fag, eksempelvis inden for professionsuddannelserne. Vi ser også gerne, at man forbedrer overgangen mellem skole og praktik. Det kræver, at vi opkvalificerer vores praktikvejledere. Vi har lige gjort det sammen på social- og sundhedsuddannelserne, og vi ser det sådan set også gerne blive gjort på professionsuddannelserne.

Jeg er ved siden af det her også ordfører for ungdomsuddannelser, så det kan jeg også sige et par ting om. Hf er den vigtige adgang til professionsuddannelserne. Der ser vi gerne, at vi kigger på fagpakkerne. I dag har man sammensatte klasser på hf-skolerne. Det vil sige, at folk har forskellige fagpakker, og det gør det svært at tone undervisningen over mod professionsuddannelserne. Så vi ser gerne, at man kigger på klassesammensætningen på hf. Der er også et spørgsmål omkring stx, og om vi skal kigge på, at studieretningerne dér bliver mere professionsrettede. Jeg har lagt mærke til, at sektoren selv har efterspurgt det, og det ser vi også kunne være en god idé.

Til sidst vil jeg egentlig bare sige, at en del af det her også handler om arbejdsmiljø, og jeg hørte, at Enhedslistens ordfører var inde på det også. I EVA's undersøgelse fra 2023 ser vi, at arbejdsmiljøet er en af grundene til, at folk ikke vælger en professionsuddannelse. Det skal være mere attraktivt at have de stillinger, man kan få efter sin uddannelse. Det indebærer, at vi skal have et system, f.eks. i sundhedsvæsenet, hvor der er et ordentligt arbejdsmiljø. For socialrådgiverne skal der være tid og tillid i systemet til, at rådgiverne kan lave deres arbejde på den enkelte borgers præmisser. Det er meget svært i dag. Derfor er det her for os ikke bare et spørgsmål om uddannelsespolitik, men egentlig et spørgsmål, der rækker ind over rigtig mange politiske områder. For socialrådgiverne er det eksempelvis den kommende jobcenterreform, der bliver meget relevant.

Jeg vil slutte af med at sige, at vi i Alternativet grundlæggende er enige med Danmarksdemokraterne, men også med alle de andre partier, og vi ser frem til at drøfte det med regeringen, når regeringen fremlægger sit udspil. Tak for ordet.

Tak for det. Der er en kort bemærkning til fru Marlene Harpsøe.

Tak for en rigtig god og fin tale. Jeg er meget enig, også i det der med, at vi er nødt til at være opmærksomme på, at det her rækker ind over flere områder. Vi kan jo ikke bare tænke i siloer og sige, at hvis vi her på uddannelses- og forskningsområdet bare løser det der med skolen, er alt fikset og klaret. Vi er nødt til at tænke på, hvordan arbejdsvilkårene er ude i jobcenteret, og hvordan arbejdsvilkårene er ude på hospitalerne og alle mulige andre steder. Det er steder, som ikke kun skal uddanne de her unge mennesker eller voksne, men også rent faktisk er med til at løfte en rigtig vigtig opgave.

Noget af det, som jeg godt kunne tænke mig at spørge lidt mere ind til, handler om, at der desværre er ret mange, i hvert fald i forhold til undersøgelserne, der vælger de her professionsbacheloruddannelser fra, fordi de tror, at niveauet er for lavt. Det handler jo også om det der med italesættelsen af selve faget. Jeg tænker, at vi kan gøre mere i forhold til at italesætte, at det her faktisk er nogle fag med et meget, meget højt fagligt niveau.

Ordføreren.

Den tygger jeg lidt på. Det synes jeg er et godt spørgsmål. Det er jo egentlig også et kulturelt spørgsmål. Hvordan er vores kultur, og hvordan taler vi om de forskellige uddannelser? Jeg tror, det kan være svært som politiker at bevæge sig ind på det område. Der har været forskellige kampagner, og nu er jeg jo selv et ungt menneske, så jeg har set nogle af de kampagner, der før har været for at få unge til at tage diverse typer uddannelser, f.eks. forholdsvis kiksede busreklamer. Jeg tror nogle gange, det kan give bagslag, og jeg tror egentlig, at det vigtige, hvis vi skal tale uddannelserne op og egentlig også italesætte den faglighed, der er, er at få nogle af de mennesker, der går på uddannelserne, til at møde dem, der skal til at søge uddannelse. Altså, nogle af jer har været inde på f.eks. folkeskolen og spireordningen. Sådan nogle ting tror jeg er rigtig, rigtig relevante, og for sosu-uddannelsen har vi snakket om ambassadører. Den type ting tror jeg er vigtigere, end at vi tænker i eksplicit at tale uddannelserne op i form af f.eks. kiksede reklamer. Så den type ting er jeg for.

Fru Marlene Harpsøe.

Tak for et rigtig, rigtig godt svar. Ordføreren nævner også konkret det her med overgangen mellem skole og praktik. Er det noget, ordføreren kan uddybe mere, i forhold til hvad man mener er problematikken og hvordan man kan løse det?

Ordføreren.

Ja, jeg skal prøve. Jeg er jo ny ordfører på det her område, men det, jeg kan forstå er en udfordring – nu læste jeg lige EVA's rapport, inden jeg skulle herop – er, at der i hvert fald på nogle uddannelser ikke opleves et match mellem det, man lærer i skolen, og det, man møder i praktikken. Noget af det kan være arbejdsmiljø og mangel på tid, men noget af det kan også være, at man ikke føler sig fagligt klædt på, og der tror jeg, at hvis vi opkvalificerer vores praktikvejledere, kan vi gøre rigtig meget for, at man bliver grebet, når man kommer i praktik.

Tak for det. Så er der ikke flere korte bemærkninger. Tak til ordføreren. Så kan vi give ordet til uddannelses- og forskningsministeren.

Tak for det. Jeg vil egentlig gerne starte den her debat med at sige tak til fru Marlene Harpsøe for at rejse den her debat, både fordi det er et vigtigt emne, og fordi det også altid er en fornøjelse at diskutere med de uddannelsespolitiske ordførere her i Folketingssalen. Det giver da på en eller anden måde en anden seriøsitet og dybde, end når vi ligger og skriver til hinanden på X og Facebook og andre steder.

Der blev sagt rigtig mange ting, som jeg er enig i. Bl.a. siger Liberal Alliances ordfører konkluderende, og det er jeg enig i, at der tegner sig et billede af et enigt Folketing, der deler et meget højt ambitionsniveau på det her område. Dansk Folkepartis ordfører går så en lille smule længere og siger, at han synes, at der i det hele taget så bare tegner sig en bred enighed om området som sådan, og forudser, at de kommende forhandlinger jo så må komme til at glide som i smør. Og hvis det er rigtigt, håber jeg jo, at hr. Alex Ahrendtsen i dag er mere profet end politiker. Man kan jo i det hele taget altid regne med, at hr. Alex Ahrendtsen siger tingene rimelig bramfrit, som de er. Og når man gør det, skal det, man siger, selvfølgelig også være rigtigt og ikke være forkert. Jeg har bare lige en enkelt rettelse. Nu bragte hr. Alex Ahrendtsen jo selv den nylig indgåede aftale om rekruttering af sundhedspersoner i andre lande på banen, og jeg tror, hr. Alex Ahrendtsen kom til at sige, at regeringen har lavet en aftale om at rekruttere fra Indien og hele Afrika. Det er ikke rigtigt. Regeringen har lavet en aftale med flere af Folketingets partier om at rekruttere fra Filippinerne og Indien. Så er det sagt.

Jeg synes, at man kan konkludere på den her debat, at vi bredt set deler analysen af, hvad det er for en problemstilling, vi står med. Det er et ret godt udgangspunkt, for en rigtig problemanalyse er en forudsætning for at finde de rigtige svar. Jeg synes også, at debatten har gjort det tydeligt, at der ikke er nogen enkle svar her, og at årsagerne til rekrutteringsproblemerne er mangefold, og det skal de svar, vi leverer, selvfølgelig også afspejle.

Så er der nævnt noget om de forskellige dele af en kommende reform, og jeg er enig i, at vi skal kigge på indholdet og kvaliteten af uddannelserne som sådan, og at der skal være en praktik, som fungerer, og som faktisk forbereder de studerende på det arbejdsliv, der venter bagefter. Her påhviler der selvfølgelig uddannelsesstedet et ansvar, men der påhviler jo også praktikstedet et ansvar.

Så vil vi gerne have bedre mulighed for meritoverførsel. Det var noget, som især SF's ordfører talte levende om. Og i det hele taget har rigtig mange talt om det her med bedre muligheder for videreuddannelse, og at det skal være ind i faget og ikke ud af faget. Alt det er jeg fuldstændig enig i.

Så er der bare lige to lidt bredere nedslag, som jeg har lyttet mig til, og som jeg egentlig synes var ret spændende. Der var en, der nævnte det her med, at vi hele tiden går og fortæller hinanden, at vi skal være omstillingsparate. Det er jo også rigtigt nok. I et samfund, hvor vi har et længere arbejdsliv, og hvor der er nye teknologier, kunstig intelligens osv. osv., bliver der stillet krav til os alle sammen om, at vi skal være omstillingsparate. Det er rigtigt nok, men det kræver selvfølgelig også, at vi har en uddannelsessektor, som er parat til at gribe de unge omstillingsparate borgere.

Et andet sådan lidt bredere nedslagspunkt er den her, synes jeg, ret spændende diskussion om klogskab, som jo startede på foranledning af fru Sandra Elisabeth Skalvig og blev fulgt op af Radikale Venstre, og andre meldte sig også ind i debatten. Det viste sig, at så store var uenighederne alligevel ikke endda. Men det er jo værd at dvæle ved, at der er mange forskellige måder at være klog på. Man kan have en stærk akademisk indsigt, man kan være klog på mennesker, man kan være klog på utrolig mange ting. Jeg tror, det er vigtigt, hvis uddannelsessektoren også skal afspejle den forskellighed i vores kompetencer, at man også skal kunne se forskel. Altså, vores akademiske uddannelser skal have et klart akademisk sigte, og vores professionsfaglige uddannelser skal have et klart professionsfagligt sigte osv. Det tror jeg er en af de øvelser, som vi skal gå ind i i fællesskab.

Så har mange nævnt, at de glæder sig til at se regeringens udspil. Det er jeg selvfølgelig glad for. Den radikale ordfører siger, at hun også er en lille smule bekymret. Jeg håber, jeg kan gøre den bekymring til skamme. Fru Katrine Robsøe sagde også, at hun glædede sig til at se regeringens udspil, og jeg håber, at når regeringens udspil er lagt frem, vil glæden overskygge bekymringen. Tak.

Mange tak for det. Der er en kort bemærkning fra fru Marlene Harpsøe.

Tak til ministeren. Jeg vil gerne spørge mere ind til det her omkring den proces, som jo så i hvert fald kommer fra regeringens side i forhold til at nå hen til et udspil, som man så på et tidspunkt vil fremlægge. Jeg tror, vi er rigtig mange, der går her og tænker: Kom nu med det, kom nu med det! Det er lidt ligesom ældreudspillet, og det blev jo så udskudt igen og igen, så jeg håber ikke, at det samme sker på det her område. Vi vil gerne have det nu, og I må godt blive enige snart.

Men når det så er sagt, tror jeg også, det er rigtig vigtigt, og debatten viser det sådan set også i dag, at sige, at det her er et ret komplekst område, som jo ikke kun handler om, hvad man gør inden for uddannelses- og forskningsministerens ressortområde. Det handler også om sundhedsområdet, det handler om beskæftigelsesområdet – hvordan vilkårene er på jobcentrene – og mange andre steder. Vil ministeren lægge sig i selen for rent faktisk at tage fat i andre ministerier i forhold til at sikre sig, at der ikke bliver tænkt i siloer på det her område, men at man laver noget, der er tværfagligt i orden?

Ministeren.

Jeg vil sige det sådan, at vi selvfølgelig ikke med mig for bordenden kan forhandle reformer på beskæftigelsesministerens område eller på sundhedsministerens område, men det er klart, at i regeringen forsøger vi at tænke en sammenhæng ind i det. I det skal man jo se anstrengelserne, som Socialdemokratiets ordfører meget fint redegjorde for, for at forbedre arbejdsvilkårene for de medarbejdere, der arbejder i velfærdssektoren. Der er også en reform af beskæftigelsesindsatsen på vej hos beskæftigelsesministeren. Så det er bare for at afstemme forventningsniveauet. Det bliver min intention, at vi med en reform af de professionsrettede uddannelser skal lave en reform af de professionsrettede uddannelser. Men det er klart, at tingene jo hænger sammen med alle mulige andre områder, som jeg egentlig også synes mange andre har redegjort rigtig fint for.

Fru Marlene Harpsøe.

Det er jo et rigtig fint svar. Jeg er sådan set enig i, at det er klart, at man ikke kan påtage sig alle ministres områder og så bare løse det hokuspokus med det samme. Det er jeg godt klar over. Men som debatten også viser i dag, er det komplekst, for især praktikken hænger rigtig meget sammen med, hvor man er i praktik henne – om man er det på et jobcenter, eller om man er det på et hospital eller i hjemmesygeplejen eller ude i et dagtilbud. Derfor er det bare hamrende vigtigt, og det skal være mit sidste opråb i dag, at I virkelig lægger jer i selen for, at det sker tværfagligt eller tværministerielt.

Ministeren.

Jeg vil helt sikkert love, at nogle af de store arvtagere, altså dem, der faciliterer praktikopholdene, også er nogle, vi taler med, for det er fuldstændig afgørende. En af de ting, der ikke fungerer ved de her uddannelser, er praktikken. Som jeg sagde indledningsvis, synes jeg, at det er et af de mest absurde paradokser i uddannelsesvæsenet, at de uddannelser, som har allermest praktik, også er dem, der leverer det største praksischok. Det er jo et symptom på, at der er noget dér, der ikke fungerer.

Så er det fru Katrine Robsøe.

Tak. Jeg har sat mig for at prøve at spørge ind til noget, som jeg håber ministeren gerne vil åbne lidt op for, så hun ikke bevæger sig ind på, hvad der skal gemmes til en præsentation af et eller andet udspil, som forhåbentlig kommer her i foråret, og heller ikke kommer ind på noget af det, som jeg ved vi bare er grundlæggende uenige om på det her område.

Derfor vil jeg godt prøve at spørge lidt mere ind til ministerens overvejelser i forhold til det her med videre- og efteruddannelse. Det har været diskuteret mange gange, og det er heller ikke, fordi der sådan nødvendigvis er nogen faste facitter på det, i forhold til hvordan man gør det bedst. Tænker ministeren, at det skal være et samarbejde mellem f.eks. professionsuddannelserne og universitetsuddannelserne med hensyn til at finde på nye efter- og videreuddannelsesmuligheder? Skal vi have flere, der får ret til at kunne komme i gang med nogle af de her uddannelser? Kan ministeren løfte sløret en lille smule for, hvilke tanker man gør sig på det område?

Ministeren.

Det vil jeg meget gerne. Altså, jeg tror ikke, at videreuddannelser på det her område skal foregå eksklusivt det ene eller det andet sted; det tror jeg ikke. Jeg tror, at nogle videreuddannelsesmuligheder skal være i en eller anden form for samarbejde mellem professionshøjskolerne og universiteterne. Jeg tror så, at vi skal forsøge at facilitetere det skifte, i forhold til at det i dag i et for stort omfang er universiteterne alene, der løfter videreuddannelsesmulighederne for de professionsbacheloruddannede. Jeg kunne godt tænke mig at styrke videreuddannelsesmulighederne, også på professionshøjskolerne. Jeg ser ikke for mig, at vi skal skabe nye blindgyder eller udelukke nogen, men jeg tror, der er et meget stort behov for, at videre- og efteruddannelsessporet bliver styrket på professionshøjskolerne med det sigte at fastholde, at det skal være professionsfaglige uddannelser.

Fru Katrine Robsøe.

Jeg tror, jeg mener begge dele, og mange aspekter af det er vigtige, både det med muligheden for at kunne læse videre på en kandidat på universitetet og muligheden for at få langt bedre professionsrettede videre- og efteruddannelsesmuligheder.

Jeg vil egentlig godt tage fat i det her med muligheden for at kunne udvikle sig hele livet, og derfor vil jeg spørge lidt ind til de her tanker bag en meritreform, som ministeren også lige nævnte måske ovenikøbet hører med ind under professionsuddannelsesreformen. Tænker ministeren dér på studieskiftere eller på mennesker, der kommer ind med en lang erhvervserfaring bag sig, eller er det begge dele, ministeren tænker vi skal ind at kigge på?

Ministeren.

Det er helt klart begge dele, for dem, der søger merituddannelserne i dag, kommer jo begge steder fra, altså det er både dem, der er startet et sted og har fundet ud af, at de gerne vil noget andet, og også dem, der kommer med en lang praktisk erfaring fra erhvervslivet eller fra et arbejdsliv, som de kan bruge. Der er for mange barrierer i den virkelige verden i dag, altså ikke nødvendigvis på papiret, men i den virkelige verden, i forhold til at det kan lade sig gøre for en, der måske er blevet voksen, har stiftet familie, købt hus, bil, hund, og hvad ved jeg, at søge ind og gennemføre en merituddannelse. Nogle af de barrierer skal vi fjerne.

Så er det fru Anne Hegelund.

Tusind tak. Det lyder virkelig godt, at regeringen vil have fokus på at styrke efteruddannelsesområdet og også det her med at fjerne nogle barrierer. Jeg tænkte bare, at en barriere, jeg i hvert fald har oplevet, der er ude i det offentlige, når man godt kunne tænke sig en efteruddannelse, som ikke nødvendigvis er på universitetet, men en master eller noget, så er det rigtig meget det her med at have tiden til det og også få sin arbejdsgiver med på, at det skal man prioritere tid til, og at der så skal være nogle penge til det også, når der i nogle kommuner er både ansættelsesstop og forbrugsstop. Så det var bare, om I også har blik for ikke kun det strukturelle i at udbyde dem, men også, at både den enkelte og ens arbejdssituation skal tillade, at man faktisk tager imod tilbuddet.

Ministeren.

Jeg tror, at der i det hele taget kommer til at ske – det er der i hvert fald behov for – et mindsetskifte hos både private og offentlige arbejdsgivere, i forhold til at det her med at uddanne sig igennem hele livet også skal være noget, man skal se positivt på. Hvis man spørger, vil alle jo sige: Det er en fremragende idé; det skal vi bare gøre. Noget andet er så, den dag man kommer ind og fortæller chefen, at nu vil man faktisk gerne gøre det. Så vil de fleste chefer synes, det lyder rigtig spændende; det kan blive til næste år eller en anden gang – en lille smule karikeret sagt. Men med det vil jeg jo egentlig bare give spørgeren ret i, at det her med efter- og videreuddannelse også skal kunne være noget, som omfavnes i den virkelige verden, også af arbejdsgiverne.

Fru Anne Hegelund frafalder. Så siger vi tak til ministeren. Der er ikke flere korte bemærkninger. Så giver vi ordet til ordføreren for forespørgerne til afrunding. Værsgo.

Først og fremmest tak til jer alle for en rigtig god debat her til eftermiddag her i salen. Jeg synes, at det har været rigtig godt at få nogle flere perspektiver på, hvor det egentlig er, vi vil hen med fremtidens professionsbacheloruddannelser, for det er der virkelig brug for. Der er brug for, at vi står sammen, og at vi så vidt som overhovedet muligt prøver, om vi kan blive enige og dele ansvaret for at sikre, at de her professionsbacheloruddannelse bliver bedre, men at vi også sikrer, at der er flere, der får lyst til at gå ind i det her fag, og at der rent faktisk også er flere, der gennemfører de her uddannelser.

Vi aftalte jo med universitetsreformen sidste år, at der skulle ligge et udspil inden 2023, så hvis jeg skal gå herfra med bare et lille dril til ministeren, så er det, at det da er rigtig ærgerligt, at der endnu ikke ligger noget, som vi kan forhandle om. Når det så er sagt, har jeg også den dybeste respekt for, at det, man skal fremlægge, også skal have en høj faglig kvalitet, så man kan stå på mål for det, sådan at man ikke ender med at gennemføre reformer, som i det hele taget ikke fungerer ude i praksis. Så derfor er det rigtig, rigtig vigtigt.

Jeg synes, at vi er kommet rigtig godt omkring mange af områderne, altså alt lige fra rekruttering til folkeskolen, og hvordan vi gør den mere praksisrettet, og erhvervspraktik blev der også nævnt heroppefra, og vi har endda også talt om arbejdsudbud og alt muligt andet. Men jeg synes i hvert fald, det er rigtig vigtigt, at der i forhold til det stykke arbejde, der venter, ikke bliver tænkt i siloer, og det vil jeg i hvert fald gerne gentage. Det er så vigtigt, at vi tænker på tværs, men at vi også tænker i dybden, så vi ikke bare tror, at vi nu kan gå ud og slå ud med armene og sige, at der kommer en stor reform, en kæmpe reform, som gør op med det hele. For vi er også nødt til at gå ned i dybden hos de studerende, hos underviserne og ude hos praktikvejlederne, for at vi simpelt hen kan være helt sikre på, at det, vi gør, rent faktisk også er noget, der kommer til at virke ude i praksis. Så det er ikke altid de store reformers tid, men noget af det handler simpelt hen også om at kigge ned i, hvad der virker, og så gøre mere af det, der virker.

Det er jo også en del af kompleksiteten herinde, at man som ordfører på det her område nogle gange skal sidde og lave reformer eller aftaler på områder, som man måske ikke selv kender i dybden, og det er også derfor, det er så vigtigt, at vi lytter til eksperterne, der er på området. Jeg kan i hvert fald høre, at vi alle sammen er meget klar på at tage fat, og det tegner jo utrolig positivt. Jeg ved godt, at jeg nok ikke kommer igennem med det hele, i hvert fald i forhold til den del, der handler om uddannelser i hele landet, og der så jeg jo måske gerne, at det kunne blive en del af et kommende udspil, hvordan vi kan udbrede det, og nu er det jo blevet sagt højt. Men det er i hvert fald også vigtigt, at vi kigger på det her med den faglige frihed, som regeringen sådan set har igangsat i forhold til ældreområdet. Det har jo været noget, der har været stor efterspørgsel på i mange år, men jeg kan også høre på andre ordførere her i dag, at man også godt kunne se på andre områder i forhold til at afbureaukratisere, fordi den der faglige frihed til daglig faktisk også har en stor betydning for de arbejdsvilkår, som man har derude, så man rent faktisk har lyst til at være i branchen, men også for de studerende, der møder det her bureaukrati, når de kommer ud. Som en anden ordfører også sagde heroppefra, betyder det også, at hvis vi afbureaukratiserer noget mere og vi ændrer på alle de her dokumentationskrav, og hvad der ellers kan være, så frigiver det noget tid til rent faktisk at løfte den her uddannelsesopgave, som kan være så svær i dag, fordi vi netop har nogle meget udfordrede arbejdsvilkår i alt lige fra kommunekontorer til plejecentre. Så det er også rigtig vigtigt, at vi gør mere ud af det.

Jeg vil gerne takke for en rigtig god debat. Jeg ser meget frem til, at vi kan gå ind i et forhandlingslokale og ved et forhandlingsbord tale yderligere om, hvordan vi fremmer de her uddannelser, og jeg synes også, det er rigtig godt, at vi kan have debatter, hvor det faktisk viser sig, at vi er ret enige om tingene. For jeg tror faktisk også, der sidder nogle rundtomkring, som ikke nødvendigvis sidder hernede i salen i dag, men som også er ret nysgerrige på det, og som venter på, hvad der kommer til at ske på det her område. Og jeg synes i hvert fald, at vi nu i dag har tegnet en retning, i forhold til hvor det er, vi gerne vil hen. Så mange tak for at deltage i debatten. Det sætter jeg og Danmarksdemokraterne meget, meget stor pris på.

Mange tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger. Tak til ordføreren for forespørgerne.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Afstemningen om det fremsatte forslag til vedtagelse vil som nævnt først finde sted torsdag den 1. februar 2024.