Det sidste punkt på dagsordenen er:

7) Forespørgsel nr. F 15:

Forespørgsel til udenrigsministeren:

Hvilke initiativer planlægger regeringen at tage for at afhjælpe konflikten mellem Israel og Gaza?

Af Trine Pertou Mach (EL), Pelle Dragsted (EL), Jette Gottlieb (EL), Runa Friis Hansen (EL), Anne Hegelund (EL), Rosa Lund (EL), Søren Egge Rasmussen (EL), Søren Søndergaard (EL) og Victoria Velasquez (EL).

(Anmeldelse 05.12.2023. Fremme 07.12.2023).

Vi skal nu i gang med en forespørgselsdebat, og det indebærer, at ordførerne skal logge sig ud på deres normale pladser og derefter rykke frem på de forreste rækker og logge sig ind der. Vi holder derfor en kort pause.

Mødet er udsat. (Kl. 18:42).

Så tror jeg, vi er ved at være klar. Jeg gør opmærksom på, at afstemninger om eventuelle forslag til vedtagelse udsættes til torsdag den 8. februar 2024.

Så er det ordføreren for forespørgerne, fru Trine Pertou Mach fra Enhedslisten, til begrundelse. Velkommen.

Mange tak for det. Den her forespørgselsdebat har faktisk, inden den går i gang, allerede en lang historie. Enhedslisten forsøgte i starten af november at få en hasteforespørgsel om situationen på Folketingets dagsorden, men det blev ad et par omgange afvist af Folketingets flertal.

I dag, hvor vi er i februar på 4-månedersdagen for Hamas' terrorangreb i Israel, som har betydet mange tusind døde palæstinensiske børn og voksne, inklusive nødhjælpsarbejdere, FN-ansatte, journalister, en voksende humanitær katastrofe, massefordrivelse og alt det, vi i øvrigt har talt om flere gange i løbet af i dag, er der så blevet plads til den debat, som det tilbage i november efter flertallets opfattelse ikke hastede med at få. Og nu er vi her.

Vi kigger på et Gaza i frit fald, et fald, som synes at have trukket det moralske, politiske og humanitære kompas med sig ned. Ingen ved deres fulde fem kan sige, at vi ikke ved, hvilke ufattelige lidelser krigen i Gaza hver dag medfører for civile palæstinensere. På de 4 måneder, der er gået, er omkring 100.000 mennesker dræbt, såret eller forsvundet. Det svarer til næsten 5 pct. af Gazas indbyggere. En halv million mennesker er på randen af hungersnød, alle børn under 5 år er i risiko for alvorlig fejlernæring, og vi ved, at sult faktisk kan hæmme udviklingen af et helt land. Piger må bruge rester fra håndklæder og iturevne teltduge som menstruationsbind der, hvor de bor, som f.eks er lejre, og hvor man kan finde skjul, for man forsøger at gemme sig fra de bomber, der falder, og som der ingen fred og sikkerhed er for.

Alle organisationer siger, at en våbenhvile er en afgørende forudsætning for, at den nødvendige humanitære hjælp kan komme ind og også for at bremse det, som allerede nu er en humanitær katastrofe af fuldstændig ubegribelige dimensioner. Men det er også en forudsætning for at nå derhen, hvor vi på et tidspunkt kan begynde at gøre os forhåbninger om, at der kan igangsættes en proces, der i virkeligheden begynder at tegne det politiske landskab til, at palæstinensere og israelere kan leve fredeligt side om side.

Derfor har det været stærkt forstemmende, at regeringen, når spørgsmålet om våbenhvile har været oppe i FN's Generalforsamling, har været meget afvisende, og i øvrigt til stadighed er det, over for den nødvendige våbenhvile, som et flertal af verdens lande støtter. Jeg må sige, at udenrigsministerens reaktion på den historiske kendelse fra Den Internationale Domstol i Haag var pinligt nonchalant, nemlig i forhold til at kalde den kendelse for en løftet juridisk pegefinger, når det i virkeligheden er meget mere end det, som verdens øverste domstol har sagt, nemlig at det er plausibelt, at Israel begår eller har begået et folkedrab i Gaza; Israel står nu anklaget for en af de værste forbrydelser i verden. Den dom er meget vigtigere, end man fornemmer regeringen erkender, og jeg ser i debatten meget frem til at høre, hvad regeringen agter at gøre for at afhjælpe konflikten mellem Israel og Gaza. Tak.

Vi siger tak til ordføreren. Så er det udenrigsministeren til besvarelse.

Tak for ordet. Jeg vil starte med at understrege, som jeg også har gjort det ved en debat tidligere her i dag, at regeringen konsekvent fordømmer det brutale terrorangreb mod Israel, som Hamas og palæstinensisk Islamisk Jihad gennemførte for 4 måneder siden, den 7. oktober sidste år, og som det er værd lige at erindre om førte til den nuværende krise. Jeg er helt med på, at der er både et før og et efter den 7. oktober, men det her bestialske terrorangreb var det første grufulde afsnit i et nyt kapitel i en bog, som handler om, havde jeg nær sagt, alle konflikters konflikt.

Derfor indførte vi også sammen med EU i sidste måned et nyt sanktionsregime rettet mod personer eller enheder, som støtter, fremmer eller muliggør voldelige handlinger udført af Hamas eller palæstinensisk Islamisk Jihad. Vi har også løbende indgående opfordret til frigivelse af alle gidsler inklusive det dansk-israelske gidsel, og det vil vi naturligvis fortsætte med.

Den humanitære situation i Gaza er katastrofal. Det havde vi også lejlighed til at diskutere tidligere, herunder også risikoen for, at den kunne blive yderligere forringet, hvis vi skærer benene at den FN-organisation, som i øjeblikket, alle udfordringer til trods, spiller en afgørende hovedrolle i at sikre et hverdagsliv for de omkring 1,7 millioner mennesker, der er internt fordrevne, og som befinder sig i overfyldte FN-faciliteter i det sydlige Gaza under uhygiejniske forhold. Det er en alarmerende situation. Hver fjerde familie oplever ekstrem fødevareusikkerhed og en reel risiko for sult. Der rapporteres om udbredt mangel på alt – mad, rent vand og medicin – og det er også i det lys, at Danmark er en betydelig humanitær donor, og det skal vi blive ved med at være.

Siden den 7. oktober har vi støttet den humanitære indsats i Palæstina og regionen med 156 mio. kr. i ekstraordinære midler, og det kommer i tillæg til den humanitære støtte, som vi allerede giver til Palæstina og afledte konsekvenser i nabolandene. Det samlede beløb sidste år, 2023, endte derfor på 280 mio. kr., og vi forventer i indeværende år også at yde et markant humanitært bidrag. På samme måde bakker vi op om EU's firdobling af sin humanitære støtte.

Der er ganske store problemer med at få hjælpen frem til de civile i Gaza. Der er også tilvejebragt mere hjælp end den, der kommer ind, og derfor et det helt centralt, at der sikres bedre adgang. Fra dansk side støtter vi, at der etableres en humanitær våbenhvile; fra EU's side presses der samtidig på for at etablere humanitære korridorer; og vi er sideløbende i dialog med vores danske humanitære partnere om, hvordan vi bedst muligt sikrer, at hjælpen kommer frem.

Den seneste tids hændelser har understreget, at der er en reel risiko for, at konflikten eskalerer og spreder sig til øvrige dele af regionen, og det skal vi, ikke mindst sammen med vores regionale partnere, fortsætte med at gøre alt, hvad vi kan, for at undgå. Derfor støtter vi også aktivt op om EU's diplomatiske indsats for at undgå regional eskalering, ligesom vi – in casu både statsministeren og jeg selv – bringer spørgsmålet op i vores bilaterale samtaler med vigtige aktører, herunder Saudi-Arabien, Jordan og Egypten. Det er selvsagt en indsats, som vi vil fortsætte, for en regional storkonflikt er ikke i nogens interesse.

Regeringen ser derfor også med den dybeste alvor på den fortsatte trussel, som houthiernes ageren udgør mod den internationale skibstrafik i og omkring Det Røde Hav. Derfor er vi også meget tilfredse med Folketingets opbakning til udsendelsen af de danske bidrag, der skal medvirke til at styrke den maritime sikkerhed i området. Det gælder også vores udsendte stabsofficer, som indgår til støtte for den amerikanskledede koalition, hvis formål er at svække houthiernes evne til at gennemføre deres angreb. Det gælder naturligvis også udsendelsen af det danske fregatbidrag, som skal medvirke til at beskytte den internationale skibstrafik.

Selv om jeg, hvad jeg også var inde på tidligere i dag, nogle gange oplever, at tingene bliver lidt forsimplede og tegnet sort-hvidt op, er der jo tale om en utrolig kompleks situation – det tror jeg alle er opmærksomme på – og derfor er vi også nødt til allerede nu at lægge spor ud til på længere sigt at genstarte en proces frem mod en tostatsløsning. Det drejer sig på kort sigt om at stabilisere Gaza og finde løsninger på, hvordan området kan administreres, når de aktuelle kamphandlinger ophører. Her skal vi jo også se på, hvordan vi bedst muligt understøtter det palæstinensiske selvstyre, så de kan spille en konstruktiv rolle, men der skal så også tages skridt, som på længere sigt kan føre parterne i retning af en egentlig fredsproces.

Vi lægger fra regeringens side vægt på, at det internationale samfund har en fælles interesse i at få løst denne konflikt. Dialogen med vores partnere, herunder de regionale, er derfor helt essentiel. Det vil være afgørende, at det internationale samfund kan stå sammen om en troværdig plan for fredsprocessen, og derfor rækker vi også aktivt ud til vores partnere for at finde fælles løsninger. Det gør vi især i samarbejde med EU, som er det sted, hvor vores mulighed for at have en reel indflydelse på konflikten er størst. EU er en central aktør. Vi talte under det forrige punkt om det forhold, at EU er Israels største eksportland, altså dem, der importerer mest fra Israel. Vi er en stor donor til regionen, og magter vi i EU at finde fælles fodslag og fælles positioner, har vi en mulighed for at spille en konstruktiv rolle i forhold til at få den her konflikt landet og lagt sporene til fred og stabilitet i området med et Israel, der kan leve i fred og sikkerhed, og en palæstinensisk befolkning, der kan leve i deres eget land. Derfor er det, kan man sige, hovedvejen til indflydelse, og det er derfor også et arbejde, vi bliver ved med at engagere os aktivt i, for en tostatsløsning er og bliver den eneste bæredygtige løsning.

Med det sagt vil jeg sige – og jeg gør det relativt kort, også i lyset af at vi har haft to debatter tidligere, som kredsede om de samme temaer – at vi nok også bliver nødt til at se i øjnene, at der er tale om en vanskelig konflikt, som også har meget alvorlige humanitære konsekvenser, og som vil være hos os en tid. Jeg tror, det er meget, meget vigtigt, at vi forsøger at ramme den rigtige balance. Det er også derfor, at vi insisterer på at udtrykke sympati over for Israel og støtte Israels ret til selvforsvar, samtidig med at vi indskærper over for Israel, at den ret skal udøves inden for rammerne af den humanitære folkeret. Det er også derfor, regeringen fra dag et har sagt, at denne regering godt kan se forskel på en terrororganisation og en civilbefolkning. I en så kompleks situation er det vigtigt, at vi insisterer på nuancer, på fakta og på konstruktivt samarbejde. Derfor rækker vi aktivt ud, og derfor søger vi diplomatisk samarbejde med vores partnere og regionens aktører.

Med det ser jeg rigtig meget frem til at lytte til debatten og tage pejling af Folketingets partiers kloge anvisninger. Så vil jeg lade det blive ved det.

Der er nu adgang til en kort bemærkning fra ordførerne på 1 minut hver. Først fru Trine Pertou Mach fra Enhedslisten. Værsgo.

Tak for det, og tak til udenrigsministeren. Jeg anerkender fuldt ud, at regeringen faktisk står fast på støtten til UNRWA. Det har vi talt om tidligere i dag. Til gengæld vil jeg sige, at jeg undrer mig lidt over, at udenrigsministeren overhovedet ikke kommer ind på den domstolsafgørelse. Altså, verdens højeste domstol har afsagt en kendelse, hvor den siger, at det er plausibelt, at Israel er i færd med at begå folkedrab. Det er ikke en konklusion. Det er en konstatering af, at det er en sag, de nu tager op og starter med at behandle. Det er dybt, dybt alvorligt at stå anklaget for en af verdens værste forbrydelser. Udenrigsministeren har kaldt det en løftet juridisk pegefinger. Er det alt, hvad den danske regering har af kommentarer til, hvad FN siger? Er det kloge ikke i virkeligheden at være konsistent og konsekvent i sin anvendelse af fordømmelser, når stater bryder folkeretten, den internationale humanitære folkeret, og begår krigsforbrydelser?

Udenrigsministeren.

Den Internationale Domstol har ikke konstateret, at Israel bryder folkeretten. Det er en overfortolkning. Derfor er det helt rigtigt, som jeg har gjort – ellers ville jeg jo heller ikke have gjort det – at bruge udtrykket en løftet juridisk pegefinger. Det er klart, at vi ser med ganske stor alvor på, at ICJ har fundet det nødvendigt at pålægge Israel foreløbige foranstaltninger, og vi har en forventning om, at det er en kendelse, som Israel efterlever, og som jo betyder, at Israel inden for 1 måned skal aflevere en statusrapport om overholdelse af de foreløbige foranstaltninger. Det har vi også en forventning om at de gør.

Når det er sagt, skal det også understreges, at der hermed jo ikke er taget stilling til, om Israel har begået folkedrab. Det er ikke det, kendelsen går ud på eller omhandler. De foreløbige foranstaltninger sigter mod at undgå, at situationen forværres, og det er jo også i det lys, at vi bakker op om en humanitær våbenhvile. I øvrigt støtter vi, og det er jo nok det mest konstruktive, der sker for tiden, stærke amerikanske bestræbelser på at deeskalere den her situation og prøve at forhandle løsninger frem, hvor gidslerne frigives, og hvor der kommer en længerevarende humanitær våbenhvile.

Hr. Christian Friis Bach.

Tak for det. Der er måske lige lidt nogle nuancer her. Hvis jeg skal citere direkte fra den afgørelse, som er kommet fra Den Internationale Domstol, er det jo sådan, at de påtager sig sagen, fordi domstolen finder det plausibelt – og det er en ordret oversættelse – at Israel begår eller har begået et folkedrab i Gaza. Det er plausibelt.

Foranstaltningerne er jo, at man pålægger Israel at undgå folkedrab, at muliggøre leveringen af humanitær bistand, at standse og strafforfølge tilskyndelser til folkemord og at forhindre ødelæggelsen af beviser, der er relevante i forhold til spørgsmålet om mulige brud på folkedrabskonventionen. Herunder ligger der jo, at man skal undgå drab på civile. Vi står måske lige på randen af – det kan være i nat eller i morgen – et meget voldsomt angreb, ser det ud til, ind i et område, der er tæt befolket med palæstinensiske flygtninge. Der har været civile tab. Der er ekstrem sult og udbredt sygdom.

Vurderer udenrigsministeren, at Israel siden kendelsen har overholdt de midlertidige foranstaltninger?

Udenrigsministeren.

Vi er nødt til bare at slå kælderkoldt fast, hvad enten man nu kan lide det eller ej, at domstolen ikke har afsagt en kendelse, der går ud på, at Israel har begået folkedrab. Hvis det havde været en grundløs anklage, ville man jo ikke have optaget den til den proces, der nu kommer, som kan være en årelang proces. Derfor synes jeg, at man skal koncentrere sig på det, der er det centrale nu, og det er de foreløbige foranstaltninger, som vi ser på med stor alvor, og som forpligter staten Israel til at sikre, at situationen ikke forværres, at der kommer humanitær hjælp ind, og at der afleveres en statusrapport.

Det er også derfor, at vi, jævnfør debatten tidligere i dag, læner os ind i detog insisterer på, at der er brug for en humanitær våbenhvile, at der er brug for humanitære korridorer, at der er brug for, at man ikke vanskeliggør, at den humanitære hjælp kan komme ind, og at der er brug for, at gidslerne frigives. Jeg vil gerne her fra Folketingets talerstol sådan set applaudere den ekstreme indsats, som USA for tiden udfolder for at prøve at udvirke netop det.

Tak for det. Vi siger foreløbig tak til udenrigsministeren. Vi går nu over til forhandlingen og de almindelige regler for korte bemærkninger. Den første, der får ordet, er ordføreren for forespørgerne, fru Trine Pertou Mark fra Enhedslisten. Værsgo.

Tak til ministeren for den her indledende tale. Jeg må jo stadigvæk sige, at jeg synes simpelt hen ikke, at ministeren forholder sig til noget af det, der er det allervigtigste, der er sket siden 7. oktober, nemlig at Den Internationale Domstol har afsagt en kendelse. Jeg gentager gerne, hvad jeg sagde før, og hvad hr. Christian Friis Bach sagde tidligere: at Israel står anklaget for en af verdens værste forbrydelser. Domstolen siger, det er plausibelt, at Israel begår eller har begået folkedrab i Gaza. Det er ikke nogen konklusion. Det er ikke at drage en konsekvens. Det er at konstatere, at det er plausibelt, og derfor har de antaget sagen.

Det er simpelt hen mærkeligt for mig, at man kan være i et land, som kandiderer til FN's Sikkerhedsråd, og så faktisk ikke tage det mere alvorligt, hvad Den Internationale Domstol siger. Det er det internationale samfund, der taler. Det er det internationale samfund, der vurderer, at det er plausibelt, at Israel begår eller har begået folkedrab i Gaza.

Så er der en række foranstaltninger, som i virkeligheden alle sammen handler om at begrænse de lidelser, der er, og de overgreb, der er på den palæstinensiske befolkning, og sikre, at der kan komme den nødhjælp ind, der gør, at det ikke ender fuldstændig galt, altså værre, end det er i forvejen. Der er en halv million mennesker på randen af hungersnød. Det kan gå frygtelig, frygtelig galt.

Jeg forstår godt, at udenrigsministeren gentager, at der er tale om en særlig situation efter den 7. oktober, for det er rigtigt, at den krig, Israel fører lige nu, har en intensitet og en uproportionalitet, som vi ikke har set hidtil i den konflikt. Men det fratager ikke Israel et ansvar for faktisk præcis at efterleve folkeretten, ligesom terrorangrebet den 7. oktober ikke kan retfærdiggøres med årtiers besættelse, ydmygelser, menneskerettighedskrænkelser, drab og tilfældige og vilkårlige arrestationer. På samme måde, som man ikke kan undskylde det terrorangreb med det, kan terrorangrebet altså ikke bruges som en undskyldning for at føre krig på den måde, som Israel gør, og med de konsekvenser, det har for den palæstinensiske civilbefolkning.

Et af de greb, vi faktisk har, er den domstolskendelse og de foranstaltninger, som domstolen har bedt Israel om at henholdsvis reagere på og laveinden for 1 måned. Det vil sige, at vi har rundt regnet enuge tilbage. Jeg undrer mig såre over, at man fra dansk side faktisk ikke har brugt det som en anledning til at sige: Nu har vi et juridisk redskab til at lægge et massivt pres på Israel.

Der kommer ikke fred ud af den krig, og jeg forstår stadig væk heller ikke – det er mit meget konkrete spørgsmål til udenrigsministeren og regeringspartierne – al den her snak om en humanitær våbenhvile. Alle organisationer, der kigger på Gazastriben, siger, at der er brug for en varig våbenhvile. Der kommer ikke fred gennem mere krig. Hamas kan ikke nedkæmpes gennem flere bombardementer.

Hvornår er nok nok? Hvornår er nok nok?Hvad skal der til, for at den danske regering siger, at nu skal der skiftes gear, at nu skal der ske noget andet, og at nu er det militære spor udtømt? Hvornår er det militære spor udtømt? Hvis ikke det er det nu, hvor en halv million mennesker er på randen af hungersnød; hvor stort set hele befolkningen er fordrevet fra deres hjem; hvor alle børn under 5 år er i fare for underernæring; og hvor der har været massefordrivelser og risiko for sygdomsepidemier og alt det, som internationale organisationer siger, så ved jeg simpelt hen ikke, hvad der – efter de standarder, vi normalt vurderer vores eget land efter – ville få os til at sige, at nu er nok nok; nu skal der ske noget andet; nu skal der være en våbenhvile. Jeg forstår det ganske enkelt ikke.

Jeg håber, at vi i den videre debat og også fra de andre partier kan få nogle flere ord på, hvad det er, vi gør ud over det humanitære spor. For problemet er, at den humanitære bistand ikke kan komme ind i tilstrækkelig grad. Problemet er, at den eneste vej for Israel til at efterleve de midlertidige foranstaltninger er en varig våbenhvile. Det er den eneste vej til at sikre også israelerne en varig fred. Så jeg håber, at debatten kan skifte spor væk fra det, vi har diskuteret mange gange indtil nu, og til i virkeligheden at diskutere, hvordan vi kan bruge den domstolskendelse og det juridiske spor, der er lagt ud, til faktisk at sikre, at palæstinenserne ikke længere skal udsættes for massiv krig, og at det politiske spor kan åbnes. Tak.

Tak for det. Der er ingen korte bemærkninger. Vi siger tak til ordføreren for forespørgerne, fru Trine Pertou Mach fra Enhedslisten, og vi fortsætter i ordførerrækken. Jeg byder nu velkommen til hr. Jesper Petersen fra Socialdemokratiet.

Terrorangrebet begået af Hamas mod Israel den 7. oktober var ubeskrivelig grufuldt. De menneskelige lidelser, der siden har været i Gaza i forbindelse med konflikten, er ligeledes fuldkommen hjerteskærende at være vidne til. Fra regeringens side og fra Socialdemokratiets side har vi fra første færd fordømt det bestialske angreb, som var det største drab på jøder på en enkelt dag siden holocaust. Det er, som det er nævnt, præcis 4 måneder siden nu, at den der skrækkelige dag fandt sted, hvor man bare kunne se det blive værre og værre og begynde at forstå, hvad det var, der var sket i Israel.

Foruden at dræbe hundredvis af uskyldige mennesker tog Hamasterrorister jo også flere hundrede som gidsler. Også dette har regeringen fordømt, og vi kræver fortsat en øjeblikkelig ubetinget løsladelse af gidslerne. Desværre kunne Israel jo i går offentliggøre, at 32 gidsler er dræbt i fangenskab. I den situation og efter det terrorangreb og med den risiko, der var, har Israel selvsagt ret til at forsvare sig selv, men også for Israel gælder det, at man skal iagttage krigens love og den humanitære folkeret. Det har den danske regering som bekendt understreget igen og igen og har også gjort det i debatter her i Folketinget, der minder om den, vi har i dag.

Den humanitære situation i Gaza er fortsat katastrofal. Ulykkeligt mange mennesker har mistet livet, heraf også rigtig mange børn. Langt størstedelen af befolkningen er nu internt fordrevne. Der er akut mangel på de mest basale fornødenheder. Der er behov for en øjeblikkelig humanitær våbenhvile, så hjælpen bedre kan komme frem til civilbefolkningen i Gaza. Det siger jeg nu, og det er jo også et synspunkt, regeringen har haft i en længere periode. ICJ's pålæg til Israel om at lave foreløbige foranstaltninger forventer vi selvfølgelig bliver efterlevet, og det er jo altså bl.a. også i forlængelse af det politiske ønske, som vi har haft, og som mange har, om at få bedre adgang, for at nødhjælp kan komme ind til de civile i Gaza.

Danmark har i lang tid bakket op om bestræbelserne på at indføre humanitære pauser og korridorer via både FN, EU og andre relevante kanaler. Fra dansk side har vi desuden støttet den humanitære indsats i Palæstina med 156 mio. kr. i ekstraordinære midler, ligesom EU med dansk opbakning har mere end firdoblet sin støtte. Verdenssamfundet bør gøre, hvad det kan for at undgå en regional eskalering af konflikten, hvad der jo er en risiko for, må man sige.

Vi har de seneste måneder fra dansk side gjort en aktiv diplomatisk indsats både bilateralt og gennem EU. Det er vigtigt og fornuftigt, at vi også har lagt kræfter her. Vi har bl.a. kunnet se med stor bekymring på houthiernes aggressive fremfærd i Det Røde Hav. Udenrigsministeren var også inde på det og på den brede tilslutning, Folketinget har haft til det at udsende militære bidrag. Jeg kan så ikke lade være med lige at komme med en sidebemærkning. Jeg undrer og ærgrer mig over, at ikke alle Folketingets partier bakker op om at tage del i ansvaret for at beskytte den internationale skibstrafik i området og sikre fri sejlads og beskytte også danske fartøjer.

Kort sagt er der altså fra dansk side taget en række initiativer med henblik på at engagere sig konstruktivt i konflikten, men stadig er der jo lang, lang vej igen. Regeringen arbejder fortsat for den tostatsløsning, der har været talt om i mange år i dansk politik, og som er central for at opnå en varig fred og stabil situation. Begge befolkninger, både israelere og palæstinensere, har ret til at leve i deres egen stat i frihed og uden frygt. Israelerne får heller ikke en stabil, tryg situation, før der er kommet en ordentlig løsning for palæstinenserne, som så også på deres side må anerkende Israels eksistens.

Det er ikke et synspunkt, der lader til at vække genklang hos den israelske premierminister, der jo desværre for nylig har udtrykt sin modstand mod en tostatsløsning. Det skal dog ikke forhindre os i fra både dansk og europæisk side fortsat at insistere på, at der ikke er noget godt alternativ, og at status quo ikke er en mulighed, ligesom vi til stadighed fordømmer og modarbejder de ulovlige bosættelser, som ligeledes står i vejen for en varig og retfærdig fred. Vi har været inde på dem tidligere i dag i den debat, der var i Folketinget i eftermiddags.

Som konklusion på sagen i dag vil Socialdemokratiet, Venstre, Moderaterne og Konservative stille et forslag til vedtagelse, som jeg nu vil læse op:

Forslag til vedtagelse

»Folketinget fordømmer Hamas’ terrorangreb mod Israel den 7. oktober og understreger Israels ret til selvforsvar inden for rammerne af folkeretten, herunder den humanitære folkeret.

Folketinget bakker op om regeringens opfordring til, at den humanitære situation i Gaza adresseres med øget humanitær støtte samt etablering af humanitære korridorer og en humanitær våbenhvile.

Folketinget bakker ligeledes op om, at regeringen løbende har opfordret til en frigivelse af alle gidsler uden forbehold, og at regeringen over for Israel løbende har indskærpet, at folkeretten, herunder den humanitære folkeret, skal overholdes.

Folketinget opfordrer regeringen til en fortsat indsats, herunder igennem EU, for at der efter de aktuelle kamphandlingers ophør tages skridt til stabilisering af Gaza og lægges spor ud til at genstarte en fredsproces frem mod en tostatsløsning.

Folketinget opfordrer ligeledes regeringen til en fortsat indsats for at undgå regional eskalering af konflikter, herunder gennem fortsat dialog med centrale aktører.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 39).

Tak for det. Forslaget til vedtagelse vil indgå i de videre forhandlinger.

Der er en enkelt kort bemærkning. Fru Trine Pertou Mach fra Enhedslisten, værsgo.

Tak for det, og tak til ordføreren for talen. Det handler om det her med våbenhvile, som vi jo har diskuteret mange gange. Den Internationale Domstols kendelse fra forrige uge lægger jo en række foranstaltningerfrem, som Israel skal rapportere tilbage på hvordan de forholder sig til. Det er en udbredt opfattelse, at det får Israel svært ved at gøre i praksis uden at indføre en våbenhvile. Hvordan ser Socialdemokraterne Danmarks rolle i forhold til at presse på for, at Israel efterlever domstolens kendelser og de midlertidige foranstaltninger?

Ordføreren.

Som jeg nævnte i min tale, er det jo en alvorlig sag at få sådan et pålæg, og det er derfor også en, vi selvfølgelig forventer at Israel efterlever. Det indebærer jo f.eks. det, som regeringen har ment i lang tid, nemlig at der skal være en humanitær våbenhvile og en bedre adgang for humanitær hjælp.

Det synspunkt forfægter og Danmark og den danske regering, og det bakker vi selvfølgelig op om som partier og som en del af regeringen. Det gør vi alle de steder, hvor vi kan komme til det, og jo altså også både direkte over for Israel igennem EU og i de samtaler, som udenrigsministeren, statsministeren og andre i øvrigt har, hvor de agerer på den internationale scene og i et samarbejde med andre lande.Det har Danmark jo i den forstand gjort gennem lang tid.

Jeg tror, at det er vigtigt at forstå, at Danmarks regering ikke er Israel. Det er jo ikke Danmark, der fører den her krig. Vi kan gøre, hvad vi kan, og det gør regeringen ud fra de synspunkter, som vi har redegjort for her, og det har regeringen gjort, lige siden konflikten tog den drejning, som den nu tog for nu 4 måneder siden.

Fru Trine Pertou Mach.

Tak. Danmark er jo faktisk forpligtet som underskriver af folkedrabskonventionen til at forebygge og forhindre folkedrab. Derfor kommer der jo også indirekte en forpligtelse på os til at understøtte den proces, som domstolen sætter i gang.

Socialdemokratiet har jo en relativt tæt relation til Netanyahu. Så hvornår har man senest over for den israelske premierminister rejst spørgsmålet? Hvis man har gjort det, har det i givet fald så handlet om behovet for en varig våbenhvile og forholdet til den domstolskendelse, der er?

Ordføreren.

Jeg har lidt svært ved at genkende, at Socialdemokratiet skulle have tæt kontakt til Netanyahu. Tværtimod er vi jo temmelig kritiske over for ham og den politik, han har stået for, og det har vi været det i al hans tid, senest med den regeringsdannelse, der var tidligere.

Nu er vi i en situation, hvor vi selvfølgelig bakker op om Israels ret til at forsvare sig selv, og det står han jo i spidsen for, men vi har også klare forventninger til, at man holder sig inden for den humanitære folkeret og altså også efterlever det pålæg, der på det seneste er givet fra ICJ.

Der er ikke flere korte bemærkninger, og vi siger tak til hr. Jesper Petersen fra Socialdemokratiet. Jeg byder nu velkommen til hr. Torsten Schack Pedersen fra Venstre.

Situationen i Gaza er åbenlyst alvorlig, og krig er en forfærdelig ting, men katalysatoren for den nuværende situation var det forfærdelige terrorangreb, som vi så den 7. oktober. Det er i dag præcis 4 måneder siden, Hamas og palæstinensisk-islamisk jihad trængte ind i Israel og brutalt myrdede helt almindelige og uskyldige civile israelere. Det er også 4 måneder siden, terroristernes gidsler sidst har set deres hjem og friheden – dem, der ikke har mistet livet undervejs. I venstre støtter vi naturligvis Israels ret til selvforsvar, og vi mener, at Hamas bør frigive samtlige gidsler omgående. Det er samtidig klart, at den humanitære situation i Gaza bliver værre og værre, og derfor bør der være humanitære våbenhviler og humanitære korridorer, så nødhjælp kan komme ind. I den sammenhæng er international støtte til den humanitære nødhjælp helt central, for det er ikke en indsats, Danmark kan stå alene med. Derudover bør det jo ikke være nødvendigt at nævne, at Israel selvfølgelig skal overholde folkeretten, mens de udøver selvforsvar.

Det er vigtigt, at vi deltager aktivt fra dansk side i EU's diplomatiske indsats. Der er indført sanktioner mod støtte til Hamas og palæstinensisk-islamisk jihad, og der er også sket en forøgelse af den humanitære bistand gennem en række forskellige kanaler. Den danske indsats har også bredt sig ud over Israel og det nærmeste Mellemøsten. Vi har i går i Folketinget givet opbakning til, at en dansk fregat deltager i en international koalition i Det Røde Hav i kampen mod houthierne, som angriber søfarten og den internationale skibstrafik. Det er en aktion, hvor vi som en af verdens største søfartsnationer naturligvis skal være med til at sikre, at den internationale skibsfart kan foregå på betryggende vis, og jeg er stolt af de danske udsendte soldater, som gør en forskel ude i verden. Desværre er det jo et udtryk for, hvor hurtigt uroen kan sprede sig fra Mellemøsten. Så snart der er en ustabilitet, er der andre, der forsøger at drage fordel af det.

Derfor er det naturligvis også vigtigt, at vi sikrer den rigtige løsning, og den rigtige løsning er, at vi får en tostatsløsning. Men forudsætningen er selvfølgelig også, at begge parter anerkender den andens ret til at eksistere, og man må sige, at når vi stadig væk hører budskaber om, at Israel ikke skal være på landkortet, men skal ud i vandet, er der lang vej igen. Det er selvfølgelig også bekymrende, når Israel heller ikke støtter en tostatsløsning.

Så der er ikke udsigt til, at situationen løses fra den ene dag til den anden, men det skal selvfølgelig ikke afskære os fra at gøre det rigtige. Vi ser med stor alvor på situationen, og vi bidrager ad de kanaler, hvortil vi kan sikre, at Israel naturligvis har ret til at forsvare sig mod et terrorangreb, men hvor vi afhjælper den humanitære situation og bidrager igennem alle diplomatiske kanaler til at sikre en løsning, som kan skabe forudsætningen for en varig fred, og en varig fred forudsætter en tostatsløsning.

Tak for det. Der er foreløbig to indtegnet for korte bemærkninger. Fru Trine Pertou Mach, Enhedslisten. Værsgo.

Tak, og tak for talen til ordføreren. Mit spørgsmål er, om ordføreren mener, at det er rimeligt at kalde den måde, Israel fører krig på, for selvforsvar. Det er en krig, der har kostet over 26.000 mennesker livet, 85 pct. af befolkningen er fordrevet, en halv million er på randen af hungersnød, og der er alle de andre tal, som vi ligesom har haft oppe her.

Mener ordføreren, at det er proportionalt, og mener ordføreren, at den måde, som Israel fører sin selvforsvarskrig, som ordføreren kalder det, på, faktisk holder sig inden for krigens love?

Ordføreren.

Krig kommer desværre ikke uden omkostninger, og et land har ret til selvforsvar. Det er det største antal jøder, der er blevet slået ihjel siden holocaust, og det er klart, at Israel som nation har ret til et stærkt forsvar. Meget af det her bunder jo også i, at der placeres missilaffyringsramper tæt på civile mål ved hospitaler, skoler og andre steder. Derfor må man jo sige, at dem, der forestår de her angreb, også påtager sig et voldsomt ansvar, altså når ens aggressive handlinger over for Israel foretages fra steder, hvor et forsvar fra Israel medfører en betydelig risiko for civile tab.

Vi forventer naturligvis, at Israel agerer inden for folkeretten.

Fru Trine Pertou Mach.

Jeg har forstået, at regeringen forventer det. Mit spørgsmål er sådan set, om ordføreren mener, at Israel rent faktisk gør det, når alle mulige forskellige internationale organisationer faktisk mener, der er tale om krigsforbrydelser, og når man har startet en sag ved Den Internationale Domstol, som taler om, at det er plausibelt, at Israel begår eller har begået folkedrab. Igen vil jeg sige, at der ikke er nogen konklusion, men at alvoren er der. Mener ordføreren, at den måde, Israel fører krig på, er inden for krigens love?

Ordføreren.

Jeg er glad for, at Enhedslistens ordfører slår fast, at der ikke er afsagt en kendelse. Israel er blevet pålagt foreløbige foranstaltninger og skal overholde den foreløbige afgørelse i forhold til at sikre de her foranstaltninger, som sikrer, at man ikke bidrager til folkedrab eller til unødige civile tab, og selvfølgelig skal Israel efterkomme det.

Hr. Christian Friis Bach, Radikale Venstre. Værsgo.

Tak. Nu er vi jo også kommet til i Yemen, og vi støtter fuldt den fregat, der skal beskytte de danske skibe, altså det defensive bidrag og den defensive og diplomatiske EU-mission, som forhåbentlig meget, meget snart er på plads. Men det er jo det her med angrebene ind i Yemen, som vi har været betænkelige ved, fordi det styrker houthierne, som det har set ud indtil nu. Jeg vil her opfordre til at høre »Verden ifølge Gram« fra sidste uge. Anerkender ordføreren, at den helt simple måde faktisk at stoppe angrebene på skibene på og det helt simple alternativ er at sikre en våbenhvile i Gaza og få nødhjælp frem til civilbefolkningen i Gaza? For så vil angrebene på skibene stoppe. Anerkender ordføreren, at det faktisk er et alternativ og et godt alternativ til at udføre flere angreb?

Ordføreren.

Jeg tror, at en iransk støttet houthibevægelse har flere motiver til at angribe den internationale skibstrafik, og jeg må sige, at hvis vi som internationalt verdenssamfund – og jeg kvitterer for, at De Radikale støtter fregatbidraget – siger, at vi ikke foretager os noget, hvis vores civile skibe bliver angrebet med missiler fra en terrororganisation, tror jeg ikke, det vil bringe særlig meget fred og stabilitet til verden, altså hvis det er svaret til en terrororganisation, som angriber civile mål.

Hr. Christian Friis Bach.

Bare til orientering er houthibevægelsen ikke udråbt af EU til at være en terrororganisation. Det er så noget, Venstre har udråbt dem til at være. Men det er jo en desperation, der breder sig i den arabiske befolkning nu. Man ser på palæstinensernes lidelser, man ser dem som sine søstre og brødre, man bliver desperat, når man ser, hvad der sker, og så foretager man sig helt destruktive og uacceptable handlinger som at skyde tilfældige missiler og droner af sted for at stoppe nogle skibe, som skulle have noget med det at gøre. Men houthierne har jo entydigt og klart sagt, at i det øjeblik der er våbenhvile, i det øjeblik der er nødhjælp, så stopper de. Anerkender ordføreren det?

Ordføreren.

Jeg synes jo, det er voldsomt problematisk, hvis det, at der er nogle, der føler sig virkelig berørt af en konflikt, så legitimerer, at den organisation, bevægelse eller stamme, eller hvad vi nu skal kalde det – jeg anerkender, at de ikke er på terrorlisten – griber til våben. Så vil jeg sige, at det bliver en meget besynderlig international verdensorden, vi bliver vidne til.

Hr. Karsten Hønge, Socialistisk Folkeparti. Værsgo.

Krig kommer ikke uden omkostninger, sagde hr. Torsten Schack Pedersen. Men det, jeg jo spørger til, er, om der er noget rimeligt forhold mellem omkostningerne og så selvfølgelig Israels legitime ret til selvforsvar? Jeg vil også sige, om ikke det er sådan noget med, at når man bruger ordet omkostninger, lyder det sådan neutralt, nærmest klinisk. Er det derfor, at ordføreren vælger at bruge det ord, altså fordi det simpelt hen gør for ondt at fortælle om, hvad omkostningerne i virkeligheden er? Omkostningerne er, at børn dør hver dag, at børn bliver opereret uden bedøvelse, at de sulter, at de tørster, at en halv million mennesker står over for en hungersnød. Det er jo omkostningerne. Så kan jeg ikke bede hr. Torsten Schack Pedersen om at tage stilling til ikke noget så klinisk som omkostningerne i en krig, men er der nogen som helst rimelig proportion imellem de omkostninger, altså de ubegribelige menneskelige lidelser, som de civile palæstinensere bliver udsat for, og så selvfølgelig Israels ret til selvforsvar?

Ordføreren.

Det var ikke for at forklejne krigens omkostninger. Det var det ord, jeg brugte. Det dækker over helt konkrete mennesker af kød og blod, der mister deres liv, mennesker, der bliver lemlæstet – skrækkelige følger som konsekvens af krig; det ser vi jo desværre, hver gang der er væbnet konflikt. Men en nation har en naturlig ret til selvforsvar, og der er jo ingen, der ønsker, at der skal være civile ofre i en krig, men så klinisk er det desværre ikke muligt at føre en krig. Havde det været det, er jeg helt sikker på, at det var det, vi ville have været vidne til. Men selvfølgelig handler det om altid at begrænse civile ofre, tab af menneskeliv, når man står i en blodig konflikt. Det siger sig selv.

Hr. Karsten Hønge.

Så vil jeg bede hr. Torsten Schack Pedersen om at tage stilling til, om der er nogen rimelig proportion imellem de her ufattelige lidelser blandt civile palæstinensere og så det, der kunne være krigens mål, nemlig Israels ret til at forsvare sig selv? Giver det overhovedet i dag mening at tale om Israels ret til selvforsvar, når vi er endt i en krig, hvor det så entydigt er palæstinenserne, der har lidt gennem de senere måneder? Når ICJ siger, at der skal gives adgang til nødhjælp, hvad er så ordførerens holdning til, at Israel faktisk forhindrer nødhjælpen i at komme ind i Gaza?

Ordføreren.

Jamen jeg synes, det er klart uacceptabelt, når Israel eller andre lande forhindrer nødhjælpen i at komme ind og kunne gøre en afgørende forskel i forhold til en dybt, dybt alvorlig humanitær situation. Selvfølgelig skal man sørge for som land, hvad enten det er Israel eller andre lande, at der er adgang til humanitær bistand i Gaza.

Tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger. Vi siger tak til hr. Torsten Schack Pedersen fra Venstre. Jeg byder nu velkommen til hr. Karsten Hønge fra Socialistisk Folkeparti.

Endelig lidt godt nyt for palæstinenserne, som lider under den humanitære katastrofe i Gaza. Israel led et alvorligt nederlag, da Den Internationale Domstol i Haag, ICJ, tydeligt markerede, at landet i sin krigsførelse skal overholde konventionerne, at de skal efterforske og retsforfølge opfordringer til folkedrab, og at mere nødhjælp skal ind i Gaza. Dommen slår fast, at Israels regering er ansvarlig for, at tilstrækkelig nødhjælp kommer ind, og at det skal være muligt at leve i Gaza. Så tænker man egentlig, at det faktisk er lidt ubegribeligt, at nogen skulle kunne mene det modsatte. Selv om kendelsen ikke indeholdt krav om våbenhvile, kan jeg ikke se det anderledes, end at der er brug for en våbenhvile her og nu, fordi krigen har bevæget sig så markant ud af enhver rimelig proportion.

Domstolen tager senere stilling til, hvorvidt der foregår et egentligt folkedrab i Gaza. Begrebet synes jeg til gengæld florerer hele tiden i den offentlige danske debat. Ofte optræder det nærmest som en slags inkvisitorisk spørgsmål: Er du enig i, at Israel begår folkedrab? SF respekterer det internationale retssystem, og vi afventer afgørelsen fra ICJ om, hvilken betegnelse der skal bruges om Israels krig.

Men her og nu skal der altså gribes ind over for fremtrædende politikere i Israel som f.eks. forsvarsminister Yoav Gallant. Det drejer sig om udtalelser, hvor palæstinenserne beskrives som menneskelige dyr, og hvor der opfordres til at fordrive dem. Benjamin Netanyahu og andre religiøse og nationalistiske ekstremister bliver nødt til at anerkende, at palæstinenserne faktisk også er mennesker med rettigheder, og at anerkende, at internationale konventioner og menneskerettigheder gælder for alle, også dem, der i en periode måtte være ens modstandere.

Lige så selvfølgeligt det er, at Israel må forsvare sig selv, lige så selvfølgeligt skal det være, at det skal ske i respekt for folkeretten. SF støtter Israels ret til at leve i tryghed og sikkerhed. Vi fordømmer Hamas, og vi opfordrer det internationale samfund til at arbejde for frigivelse af alle gidsler. Men SF støtter altså også, at palæstinenserne har ret til at leve i tryghed og frihed.

Det rejser spørgsmålet om, om det er Israels nuværende ledelses reelle plan faktisk at fordrive palæstinenserne. Lige her for nylig blev det afsløret, at 12 israelske ministre, også folk fra Netanyahus parti, Likud, deltog i en konference om flere bosættelser i Gaza efter krigen. De dansede og festede og opfordrede til at fordrive palæstinenserne. Ministre som Itamar Ben-Gvir og Bezalel Smootrich støttede fordrivelsesplanerne. I Tyskland medførte afsløringer af højreekstremisters møder med topfolk fra AfD store demonstrationer. Jeg savner en stærkere reaktion fra den israelske opinion.

I stedet for at se konflikten som sort-hvid vil jeg insistere på nuancerne. Almindelige mennesker, uanset hvilket folk de måtte tilhøre, skal have vores solidaritet. Og begge folkeslag er jo fanget i et historisk fællesskab og kommer kun videre sammen. Dannelsen af Israel skete på et skævt fundament, hvor palæstinenserne betaler regningen for nazisternes jødeforfølgelser i Europa. Palæstinenserne havde ingen andel i den tids antisemitisme, men de endte med at trække verdenssamfundets sorteper.

Det er nu engang med sine fjender, at man skal slutte fred. Terroren skal stoppe, og Israel skal afslutte besættelsen af palæstinensiske områder. Det palæstinensiske selvstyre skal demokratiseres, og korruptionen skal væk. Palæstinenserne skal have deres egen stat som led i en tostatsløsning med Israel. Jeg synes egentlig også, at i de her dage lyder de her forslag desværre nærmest som drømmerisk sværmeri. Men det er den eneste skitse til en holdbar fred, for både israelere og palæstinensere har ret til at leve i tryghed bag sikre grænser.

Tak for det. Der er ingen korte bemærkninger, så vi siger tak til hr. Karsten Hønge fra Socialistisk Folkeparti. Jeg byder nu velkommen til hr. Jeppe Søe fra Moderaterne.

Tak for ordet. Det er i virkeligheden tredje gang, vi i dag debatterer samme emne med forskellige overskrifter, og mellem de to her til aften og den, vi havde i eftermiddags, har jeg lige været kort udenfor – det er der nogle rygere, der med mellemrum har brug for – og jeg kunne høre nogle trommer lige i nærheden. Jeg gik ud på Slotspladsen og lyttede til nogle lidt andre stemmer end dem, der lyder herinde.

På et enkelt skilt stod der: From the river to the sea. Det er et begreb, vi pludselig har lært at kende. Jeg så for ikke så lang tid siden sådan et youtubeklip, hvor en journalist begynder at interviewe nogle af dem, der står med skilte med de her begreber, og spørger: Hvilken flod er det egentlig? Hvad er det egentlig er for et »sea«, vi taler om på det skilt? Og de kunne ikke rigtig svare på det. Det viser jo, hvor stor den her konflikt i virkeligheden er. Det er ikke en konflikt, som udelukkende foregår i Mellemøsten, men også en konflikt, der har bredt sig til selv den måde, vi taler sammen på i Danmark, og det, vi siger til hinanden.

Nu hedder den her forespørgsel jo faktisk forespørgsel til udenrigsministeren om afhjælpning af konflikten mellem Israel og Gaza, og det kunne næsten være taget under et spørgsmål til ministeren i stedet for, men det er jo godt at få en sund debat. Jeg havde måske ønsket, at der i stedet for stod mellem Israel og Hamas, for det er det, vi hele tiden, synes jeg, glemmer, også når vi taler våbenhvile.

Der er flere stemmer, der allerede nu har været meget efter Israel og igen og igen sagt, at Israel skal gøre dit eller gøre dat. Jeg vil minde om, at krigen jo også stopper, hvis Hamas nedlægger våbnene. Det er de to sider af en sag, som jeg synes vi igen og igen glemmer. Vi glemmer det i vores samtale om den konflikt, der er i gang, og vi glemmer også, at vi jo alle sammen her i Folketinget arbejder sammen frem mod en tostatsløsning. Det er vores drøm, at det er den vej, vi skal.

Hvis man skal have en tostatsløsning, kræver det først og fremmest, at vi, i min optik i hvert fald, anerkender Israels fuldstændig komplette ret til at forsvare sig. De skal forsvare sig inden for folkeretten. Vi har sagt det flere gange her i salen. Det er ikke første gang, vi sidder her. Vi begynder at tale om våbenhviler, og jeg siger altid våbenhviler i flertal. Jeg er ikke sikker på, at en stabil, varig våbenhvile vil gøre andet, end at Hamas igen finder kræfter, men at forskellige humanitære våbenhviler vil give den fred og ro, der skal til, for at bl.a. UNRWA kan komme ind med den hjælp, der er nødvendig.

Desværre må man også i forhold til tostatsløsningen sige, som hr. Karsten Hønge sagde lige før, at det næsten virker som sådan en drømmeagtig ting at tale om fred i Mellemøsten lige nu, når vi er midt i de ting, vi ser. Kan vi overhovedet komme derhen? Der er en kæmpe hævntørst, i øvrigt fra begge sider, og den hævntørst bliver jo større og større minut for minut. Vi har et bosættelsesproblem, der jo skal være et ønske om at løse. Der er en verden, som taler om folkeret, og en vurdering af den folkeret, som jo på et tidspunkt vil skulle foretages.

På den måde har vi en situation, hvor jeg bare synes, at en diskussion om, hvordan vi kan afhjælpe konflikten, bliver endnu sværere, fordi der kan ske eller foregå noget i morgen, hvad enten det er på Slotspladsen eller ved Jordan River ned til Middelhavet, som ændrer hele situationen, og som gør, at den her diskussion bliver endnu sværere.

Jeg kan ikke pege på en løsning. Jeg går ud fra, at de fleste herinde ikke kan pege på en løsning. Men vi kan arbejde for noget. Vi kan fordømme noget. Og det synes jeg at udenrigsministeren, hvad angår det, som hele den her forespørgsel jo handler om, nemlig at udenrigsministeren skal redegøre for afhjælpningen af konflikten, allerede har gjort.

Noget af det sværeste, synes jeg, er i virkeligheden at komme ude fra den Slotsplads derude og komme herind, hvor vi forsøger at tale om konflikten. Jeg synes, der er så stor kontrast mellem det, jeg ser der, og det, jeg ser herinde, og jeg har meget svært ved at se, hvordan vi får den fælles forståelse, ikke bare dér, men også her, efter det, jeg lige nu er kommet fra derude. Tak.

Tak for det. Der er en enkelt, der har ønsket en kort bemærkning. Fru Trine Pertou Mach fra Enhedslisten. Værsgo.

Tak for det. Det er muligt, at krigen ville stoppe, hvis Hamas nedlagde våbnene, som ordføreren sagde, men det ville jo ikke være et stop for det, der er konflikten. Den her krig er jo ikke enestående – den er i sin brutalitet og sit omfang helt anderledes end de andre voldscykler, om man vil, der har været i den årtier lange konflikt, som jo grunder i, at Israel er en besættelsesmagt, der har lagt en blokade ned over Gaza, og som har bosættelser på Vestbredden, og hvor vi aldrig har nået frem til at skabe den retfærdige fred, som tostatsløsningen skal være et udtryk for.

Jeg vil gerne spørge ordføreren, om det ikke er på tide at komme væk fra diskussionen af selvforsvar og se på de proportioner, der er i Israels krigsførelse, og den domstolskendelse med de midlertidige foranstaltninger, og om ikke det skal være årsag til et stadig skærpet kritisk fokus fra dansk side på Israels krigsførelse.

Ordføreren.

Jeg synes hele tiden regeringen har haft et kritisk fokus. Jeg synes hele tiden regeringen har insisteret på folkeret. Jeg har i hvert fald også hørt mig selv sige i den tidligere debat, vi havde her i salen, at det er en meget svær vurdering at sidde som politiker på Christiansborg og vurdere, om f.eks. proportionerne er korrekte eller ej. Der har vi jo institutioner, der skal tage sig af det. Nogle af de institutioner er begyndt at pippe på en måde, så vi lytter. Jeg kan ikke vurdere, om Israel er på det punkt endnu, hvor proportionerne er overskredet.

Jeg kan godt forstå deres reaktion. Jeg kan godt forstå og respektere – og støtter det også – at man har lov til i sådan en situation at angribe hårdt. Vi så det jo også efter terrorangrebet mod World Trade Center, hvor Danmark selv var med i en angrebskrig. Om proportionerne er nået endnu, er ikke min vurdering.

Fru Trine Pertou Mach.

Tak for det. Det er rigtigt, at det er blevet sagt mange gange, at man forventer, at Israel overholder folkeretten osv., og at man ikke kan vurdere det herfra; det er der så institutioner der skal gøre. Men man kunne også slå ørerne ud og lytte til nogle af de uendelig mange organisationer, som vi sædvanligvis læner os op ad, når vi lytter til, hvordan verden ser ud. Og den ene efter den anden råber vagt i gevær om mulige krigsforbrydelser; nogle påpeger endda her, at de faktisk mener, at der er begået krigsforbrydelser; der er advarsler om, at det er gået for langt, og at det er ude af proportioner.

Det burde da være noget, der fik regeringen og Moderaterne til at reagere, og mit helt grundlæggende spørgsmål er: Hvornår er der døde børn nok i Gaza til, at Moderaterne mener, at det er tid til en våbenhvile og til et stop for den krigsførelse, som Israel udøver?

Ordføreren.

Altså, beder spørgeren om et tal? Jeg synes da, der i høj grad bliver lyttet. Jeg synes også, der bliver lyttet til organisationer. Jeg synes da hele tiden at vi forsøger at undersøge de her ting så godt, vi kan. Vi sidder i udvalg, også nogle af de helt lukkede udvalg, hvor vi får ting at vide. Som vi hørte tidligere i dag, er der en forskel mellem de ting, der bliver sagt i de lukkede rum, og de ting, der pludselig er ude i offentligheden. Jeg synes da i høj grad vi er over det her hele tiden, ikke bare regeringen, men os alle sammen, inklusive spørgeren.

Tak for det, der er ikke flere korte bemærkninger. Vi siger tak til hr. Jeppe Søe fra Moderaterne. Jeg giver nu ordet til hr. Henrik Dahl fra Liberal Alliance.

Jeg ser på emnet, jeg ser ud over forsamlingen, og jeg kan ikke lade værre med at tænke på en amerikansk film, der hedder »Groundhog Day«, der som bekendt handler om den evige gentagelse. Det tog ikke så lang tid for mig at gennemskue, efter at jeg var blevet valgt til Folketinget, at vi her i huset gerne prioriterer på den måde, at vi bruger forholdsvis kort tid på ting, der har en praktisk løsning, og til gengæld opholder vi os gerne meget længe ved problemer, som det er mere eller mindre umuligt for Folketinget og regeringen at løse. Og hvis vi skal følge den regel, bliver debatten her jo særdeles lang, for der er ikke ret meget, Danmark i sig selv kan gøre for at afhjælpe konflikten mellem Israel og Hamas.

Det er jo blevet sagt, hvad Danmark gør. Altså, vi forsøger at gøre os gældende i EU, så godt vi kan, og det, som debatten om beslutningsforslaget før bl.a. handlede om, var jo, hvor EU har kompetencen dér. Vi kan også gøre os gældende, og det er der også allerede flere, der har sagt, militært, når det gælder om at forhindre, at konflikten breder sig til Det Røde Hav og rammer den civile skibstrafik. Derfor bakker vi også op om den indsats, der bliver gjort på området her.

Vi har jo haft en debat eller to om det her emne tidligere. Jeg mener stadig væk, at Danmark kunne gøre mere, når det gælder om at fordele sine ressourcer eller prioritere ressourcer mellem organisationer, der virker optrappende, og organisationer, der optræder neutralt og problemløsende, men det har vi drøftet, så det behøver vi ikke at vende tilbage til.

Jeg sætter altid pris på en god debat og ser frem til, hvis der måtte være spørgsmål, men for at være ærlig, er der jo ikke så meget, den danske regering eller det danske Folketing kan gøre. Jeg tror ikke, det har nogen særlig effekt at kræve forandringer i den israelske regering eller skælde ud på israelske ministre; det har mere en psykologisk effekt på offentligheden i Danmark. Derfor vil jeg ikke sige så meget mere til debatten. Der kommer et udkast til en vedtagelsestekst fra Liberal Alliance og Danmarksdemokraterne senere, i forbindelse med at fru Charlotte Munch holder sin ordførertale. Tak for ordet.

Tak for det. Der er foreløbig to til korte bemærkninger – først er det fru Trine Pertou Mach fra Enhedslisten. Værsgo.

Tak, og tak til ordføreren. Jeg er ikke helt sikker på, at jeg er enig med ordføreren i, at det at gøre noget, mene noget, sige noget og lave markeringer ikke betyder noget i international politik. Altså, konkret er der jo afstemninger i FN's Generalforsamling, hvor man kan stemme noget andet – man kunne stemme for en varig våbenhvile – men det betyder jo også noget, hvad det signal, man sender, politisk er. Sender man et signal om, at der er frikort til at fortsætte krigen på den måde, som det sker, eller taler man lidt mere dunder? Begynder man at løfte sager ind i EU og diskutere dér, hvordan man kan forholde sig til Israels krigsførelse, tror jeg kan betyde noget; ikke bare for den nationale offentlighed og for os her i lokalet, men faktisk også for den offentlige meningsdannelse.

Er ordføreren ikke enig i, at Vesten i forvejen står i en virkelig problematisk situation globalt, hvor det globale syd i stigende grad udtrykker aktivt træthed af den dobbeltstandard, som de oplever Vesten har ført. Det her var jo en gylden mulighed for faktisk at stemple ind og anvende folkeretten og de internationale aftaler og regelsystemer konsekvent og på en måde, som man ikke har gjort i mange år.

Ordføreren.

Jeg mener sådan set, at den danske regering har en afbalanceret politik her, fordi man f.eks. siger, at bosættelserne er uproduktive. Man siger også, at der skal være en respekt for Genèvekonventionerne hele vejen rundt, og det bakker jeg alt sammen op, men samtidig anerkender man også i Israels ret til at forsvare sig.

Jeg synes ikke, at man skal gå bagover af respekt og begejstring for det, man kalder det globale syd, for det globale syd er verdensførende på ikke at leve op til de ting, som man selv prædiker. Stort set alle lande i det globale syd er medlemmer af FN uden at overholde FN-pagten, og derfor er det sådan lidt begrænset, hvor meget jeg har af respekt for den type lande, der kritiserer dobbeltmoral.

Fru Trine Pertou Mach.

Jamen jeg vil egentlig bare spørge ordføreren om, for jeg hører egentlig ikke nogen pejling på, hvornår ordføreren egentlig mener at den her krig har nået sin ende – hvornår nok er nok. Nu blev udenrigsministeren, kunne jeg mærke, lidt pikeret over, at jeg tillod mig at spørge efter tal, og det var muligvis også lidt polemisk, men det er jo et udtryk for den frustration over – og det beklager jeg hr. udenrigsminister – at der bliver sagt, at vi forventer, at man overholder folkeretten, og vi kigger på det med alvorlige øjne, og det er også godt med bosættelserne. Men sagen er jo bare, at Israels krig fortsætter, og at der til stadighed dør flere. Hvordan skal man bryde det og få stoppet den krig, hvis ikke man er villig til at sige højt, at nu er nok nok? Og hvornår er det det for ordføreren?

Ordføreren.

Jamen jeg ved ikke, hvad slutspillet er, men jeg synes, at der er for meget ensidig kritik af Israel, når det gælder om f.eks. sådan noget som at overholde Genèvekonventionerne. Det er en krigsforbrydelse at udføre militære operationer fra civile områder – det gør Hamas hele tiden. Det er en krigsforbrydelse at udføre militære operationer, hvis man ikke er iført uniform, altså hvis man ikke er til at skelne fra civilbefolkningen – det gør Hamas hele tiden. Og det hører vi næsten aldrig i den offentlige debat. Jeg synes, det er en skæv debat, og jeg vil ikke gå ind på den præmis, at det kun er Israel, der skal svare for sig i den her sag. Hvornår er nok nok for Hamas? Hvornår frigiver de gidsler?

Hr. Christian Friis Bach, Radikale Venstre. Værsgo.

Tak. Jeg fik lyst til at rejse mig, fordi jeg blev så trist af at høre hr. Henrik Dahls tale, den defaitistiske indstilling til at forandre verden. Nogle af de største forandringer i den her verden er startet hos et enkelt menneske med en idé, med et initiativ. Det starter typisk hos en person. Jeg sad lige og ledte efter en række af de resultater, der er kommet af det. Tror Henrik Dahl ikke på det? Og hvis ikke, hvorfor er Henrik Dahl så politiker?

Ordføreren.

Det her er Danmarks parlament, og jeg er valgt af de danske vælgere til at repræsentere danskernes interesser. Jeg siger bare helt banalt, at jeg faktisk ikke tror, det har den helt store indflydelse på verdens gang, hvad vores parlament eller vores regering mener om den her sag.

Hr. Christian Friis Bach.

Det er jo det, der gør mig trist. Det er jo at give op på forhånd. Tror hr. Henrik Dahl på det, vi har kæmpet for siden anden verdenskrig – menneskerettighederne, de store idéer, fundamentet for alt, hvad vi tror på og kæmper for, at det enkelte menneske er frit og lige med hensyn til værdighed og rettigheder? Er det en idé, som Henrik Dahl er inspireret af og føler vi skal kæmpe for, også når det gælder konflikten og krigen, vi ser lige nu mellem Israel og Gaza?

Ordføreren.

Men der har jeg jo angivet, at vi skal kæmpe i nogle fora, hvor vi er nogle flere, der står sammen, f.eks. i EU. Nu er det ikke en decideret NATO-operation, som vi har i Det Røde Hav, men det er også sådan et forum, hvor vi selvfølgelig lige skal prøve at gøre vores indflydelse gældende.

Hr. Jeppe Søe, Moderaterne. Værsgo.

Selvfølgelig har det da betydning at sige, hvad man mener. Det vil jeg sådan set bevise nu, for med de kommentarer, hr. Henrik Dahl lige er kommet med i forhold til de store diskussioner, vi har haft i tidligere debatter her i salen, er jeg et hundrede procent enig. Derfor håber jeg da, det har betydning, hvad man siger, for nu har jeg lige præcis sagt det. Tak for talen.

Ordføreren.

Jamen det betragter jeg mere som sådan en filosofisk udtalelse. Jeg er ved at være et ældre menneske, og hvis noget af det, jeg har lavet i mit liv, har haft en betydning, når jeg bliver endnu ældre, vil jeg da være glad. Men det ved vi stadig væk ikke noget om.

Tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger, så vi siger tak til hr. Henrik Dahl fra Liberal Alliance. Jeg byder nu velkommen til fru Charlotte Munch fra Danmarksdemokraterne.

Det er jo ikke, fordi vi ikke har set noget til hinanden i dag, og jeg må jo sige, at det er en sag, der fylder rigtig meget for os alle sammen, og at mange af de ting, som jeg har sagt tidligere, sikkert også kommer til at gå igen nu.

Temaet for forespørgslen er aktuelt efter Hamas' angreb på Israel den 7. oktober 2023, hvor terrororganisationen trængte ind i Israel og myrdede løs – 1.200 israelere – og tog ca. 240 gidsler. Terrorangrebet mod Israel er et af de værste terrorangreb i nyere tid, og det har samtidig udløst krigen mod Hamas i Gazastriben med store konsekvenser for civile til følge. Israel har ret til at forsvare sig, ret til at nedkæmpe Hamas og ret til at forsøge at få befriet de omkring 132 gidsler, som Hamas stadig menes at holde på. Emnet for forespørgslen er en afhjælpning af konflikten mellem Israel og Gaza. Sandt at sige tror jeg, at det danske Folketings mulighed for at afhjælpe eller løse konflikten er meget begrænset.

Mæglere fra Israel, USA, Egypten og Qatar mødtes i slutningen af januar i Paris for at finde frem til et forslag, der kunne skabe grundlaget for en våbenhvile i Gaza. Forslaget skulle gå ud på en pause i kampene på mindst 40 dage, mod at Hamas frigiver de resterende ca. 132 gidsler, og Israel skal tilsvarende frigive palæstinensiske fanger. Det er specielt USA med udenrigsminister Blinken i spidsen, der presser på for en våbenhvile, men Hamas tøver. Hamas tøver, selv om en våbenhvile kunne betyde, at der kan bringes nødhjælp ind til de mange internt fordrevne i Gazastriben. Der er spekulationer om, at årsagen til, at Hamas tøver, er, at Hamas vil have en garanti for, at krigen stopper helt, før de går med på en aftale.

Alle håber selvfølgelig, at krigen kan stoppe, og at alle gidsler kan komme hjem. En afhjælpning af konflikten på den korte bane er selvfølgelig, at fredsforslaget fra Paris går igennem, og når det er gået igennem, må vejen banes for egentlige fredsforhandlinger, og det kan måske lykkes. Det lykkedes for Israel og Egypten i 1979 efter flere års forhandlinger, viljen var der, og freden holder stadig væk, det ser svært ud, men det skal forsøges. Tak for ordet.

Tak for det. Der er ingen korte bemærkninger. Var der et forslag til vedtagelse? (Charlotte Munch (DD): Det kommer senere. Skal det komme nu? Så kommer det nu).

Man kan komme op på talerstolen og læse forslaget til vedtagelse op. Værsgo.

Tak.

Forslag til vedtagelse

»Folketinget fordømmer Hamas’ terrorangreb på Israel den 7. oktober 2023. Folketinget står entydigt bag Israel i konflikten og mener, at Israel på alle måder har ret til at forsvare sig selv. Folketinget anerkender, at den humanitære situation og forholdene for civilbefolkningen er alvorlige. Folketinget mener, at Hamas er en terrororganisation, der skal bekæmpes, før der kan igangsættes en proces, der på længere sigt kan sikre en tostatsløsning. Regeringen opfordres derfor til entydigt at bakke op om Israel i konflikten«.

(Forslag til vedtagelse nr. V 40).

[Forslaget til vedtagelse er fremsat af Charlotte Munch (DD) og Henrik Dahl (LA)].

Tak for det. Forslaget til vedtagelse vil indgå i de videre drøftelser. Der er ingen korte bemærkninger, så vi siger tak til fru Charlotte Munch fra Danmarksdemokraterne. Jeg byder nu velkommen til fru Helle Bonnesen fra Det Konservative Folkeparti.

Aftenens tre temaer her slutter af med forespørgslen om en afhjælpning af konflikten mellem Israel og Gaza, som jo på en gang både er et af de allervigtigste emner, vi kan diskutere, og hvor man samtidig næsten kan fristes til at spørge, hvordan vi alene kan udføre den her opgave. For det kan vi ikke alene.

Spørgsmålet går jo specifikt på, hvad for initiativer regeringen planlægger at tage for at afhjælpe konflikten mellem Israel og Gaza, og der må man jo nok lige dvæle lidt ved ordet planlægge. For det er vel primært og først og fremmest samarbejdet, der er vejen frem, samarbejdet med vores allierede, samarbejdet med EU, samarbejdet om at få løst konflikten i fællesskab. Vi siger det alle sammen tit og med rette, og vi har alle sammen sagt det tidligere i dag, altså at vi fordømmer Hamas' terrorangreb mod Israel, og det kan ikke understreges mange gange nok.

På den korte bane er den humanitære hjælp og den humanitære nødhjælp helt central. Vi har her i salen tidligere diskuteret for og imod udviklingsstøtte, men når det kommer til den humanitære bistand, må vi simpelt hen kæmpe for den. For uden den vil vi se en værre eskalering. Vi ønsker, at den humanitære situation i Gaza fra dansk side adresseres, og det har vi jo senest kommunikeret både i forbindelse med forespørgslen tidligere i dag og også ved behandlingen tidligere på året om et stop for udviklingsbistanden til Palæstina. Så er der jo ingen tvivl om, at det diplomatiske arbejde, herunder samarbejdet med centrale aktører, er essentielt for at undgå en eskalering, hvilket vi også kan erfare sker fra dansk side.

På den lange bane ønsker vi alle, at det som forventeligt ender med en tostatsløsning, og det kan igen ske gennem samarbejdet med EU, så Gaza kan stabiliseres og en fredsproces kan indgås. Selv om det er en langsigtet løsning, må vi aldrig afvige fra den vision. Tak for ordet.

Tak for det, og der er ingen korte bemærkninger, så vi siger tak til fru Helle Bonnesen fra Det Konservative Folkeparti. Jeg byder nu velkommen til hr. Christian Friis Bach fra Radikale Venstre.

Tak for det. I konflikter og i særdeleshed i denne her, som vi nu oplever mellem Israel og Gaza, bliver man hurtigt suget ind i realpolitiske, personlige og politiske beskyldninger, detaljer og argumenter, og man forsvinder i det. Og min lære efter at have forsøgt at forstå og følge konflikten i over 25 år er to ting: Man skal gå ned i niveau; man skal gå ned til det enkelte menneske. Og man skal gå op i niveau til de internationale rettigheder og menneskerettigheder, vi har kæmpet for.

Det med at gå ned i niveau handler jo om at gå ned til det barn, der sulter, og den kvinde, der græder, og det menneske, der lider. Det er dem, vi skal fokusere på. Det er de ofre for det brutale terrorangreb, som blev gennemført af Hamas, og som vi skal fordømme. Det er de gidsler, som lige nu frygter for deres liv, og som skal frigives uden forbehold. Det er de over 20.000 ofre i Gaza, hvoraf halvdelen er børn, som har mistet livet i den brutale krig. Det er de mennesker, der sidder og sulter, der er syge, der flygter. Det er alle de mennesker, der er frie og lige i værdighed og i rettigheder. Det er dem, vi skal huske at se og hjælpe. Vi må aldrig glemme det enkelte menneske.

Det andet, som jeg har forsøgt, når vi står over for så vanskelige forhold som det, vi ser her, er at gå op i niveau til menneskerettighederne, til folkeretten, til alt det, vi har kæmpet for og knoklet for at etablere siden anden verdenskrigs grusomheder. Det er også derfor, jeg har sagt, at for mig havde det været det bedste forsvar for Israel at stå fast på det, på demokratiet og på rettighederne og at gå efter Hamas med alt det, vi har kæmpet for: retsstaten og at retsforfølge hver eneste af Hamas' ansvarlige og hver eneste Hamaskriger og at gå efter dem med domstolene og sanktioner og isolere dem, og det kunne vi have samlet hele verden om. Det havde været det bedste forsvar for Israel. Tilsvarende er jeg optaget af, at vi nu også bruger de internationale spilleregler, som vi har kæmpet for.

Derfor mener jeg, at Danmark entydigt og stærkt skal bakke op om Den Internationale Domstol. Det er det håb, vi har. Det er, at vi igennem de internationale spilleregler kan finde løsninger på verdens konflikter og stoppe volden og krigene og bomberne. Og det er jo domstolens vurdering, at det er plausibelt, at Israel begår eller har begået et folkedrab i Gaza. Det er Danmarks forpligtigelse så at forebygge og standse og straffe dem, der måtte være ansvarlige, hvis det er sket. Der er jo også et klart budskab til Hamas i den internationale domstol, nemlig at de skal frigive gidslerne uden forbehold. Så vi må sige, at Danmark skal kæmpe for, at Israel og Hamas lever op til de foranstaltninger, som domstolen er kommet med: At undgå folkedrabet, få den humanitære bistand ud, straffe, standse og strafforfølge tilskyndelser til folkemord og forhindre ødelæggelsen af beviser. Det er der, Danmark skal være. Vi skal bakke op om de internationale spilleregler og de internationale domstole, vi skal bidrage til efterforskning og dokumentation, og vi skal intervenere i sagen med al den viden, vi har.

Det er jo det samme budskab, vi har haft omkring indsatsen i Det Røde Hav. Vi bakker fuldt op om den defensive fregat, og vi håber, at den defensive og diplomatiske EU-mission snart bliver etableret, og at vi kan tilslutte os den med fuld styrke. Men vi er bekymrede over de offensive militære angreb, der finder sted nu inde i Yemen. For det er ikke vores bedste svar. Vi risikerer en eskalering. Vi har styrket houthierne, som fremstår som helte i store dele af den arabiske verden og har styrket deres position internt. Og vi overser måske den mulighed, der er for at løse konflikterne i fællesskab og sammen. Det er ikke, fordi jeg vil forsvare houthiernes angreb på nogen måde. De er uacceptable. Men når jeg har udfordret den mission, er det jo, fordi den hviler på et skrøbeligt grundlag. Jeg erkender, at der er et grundlag i FN-pagtens artikel 51 for selvforsvar, men det forudsætter, at det er et nødvendigt angreb, og at det er et proportionalt angreb. Om det er proportionalt, vil tiden vise.

Jeg vil gerne udtale min klare respekt for præsident Biden, fordi han i konflikten indtil nu har udvist stor tilbageholdenhed i de angreb, der bliver gennemført inde i Yemen, og har forsøgt at undgå civile tab. Og jeg håber, det vil fortsætte. Men jeg vil også sige til det med det nødvendige: Der er jo et alternativ, for houthierne har sagt, at de stopper deres angreb, hvis der bliver våbenhvile i Gaza og der kommer humanitær bistand ud til alle i civilbefolkningen i Gaza.

Så jeg vil igen sige: Vores bedste forsvar i Yemen og i Gaza er at stå fast på demokratiet og retsstaten, folkeretten og de internationale domstole. Det havde været det rigtige svar fra Israel; det havde været det rigtige svar over for Yemen. Hvis vi altid ser bomber som svaret, løber vi før eller siden tør.

Jeg har en vedtagelsestekst, jeg gerne vil læse op på vegne af Enhedslisten, Radikale Venstre og Alternativet:

Forslag til vedtagelse

»Folketinget fordømmer Hamas' terrorangreb i Israel 7. oktober 2023 og opfordrer til frigivelse af alle gidsler uden forbehold.

Folketinget udtrykker dyb bekymring for den humanitære krise i Gaza og den fortsatte krigsførelse.

Folketinget udtrykker dyb bekymring over, at størstedelen af befolkningen i Gaza er fordrevne og ifølge internationale humanitære organisationer kæmper med sygdom og ekstrem sult.

Folketinget anerkender Den Internationale Domstol i Haags kendelse 26. januar 2024 om, at det er plausibelt, at Israel begår eller har begået folkedrab i Gaza.

Folketinget opfordrer regeringen til entydigt at bakke op om Den Internationale Domstol og gøre alt, hvad den kan, for at Israel og Hamas øjeblikkelig lever op til de foranstaltninger, som domstolen pålægger dem.

Regeringen opfordres derfor til at arbejde for en øjeblikkelig og varig våbenhvile og styrke indsatsen for det nødvendige politiske spor, der skal føre til en fredsproces frem mod en retfærdig og varig løsning gennem en tostatsløsning.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 41).

Tak for det. Forslaget til vedtagelse vil indgå i de videre forhandlinger. Der er ingen korte bemærkninger, så vi siger tak til hr. Christian Friis Bach fra Radikale Venstre, og jeg byder nu velkommen til Sjúrður Skaale fra Javnaðarflokkurin.

Vi venter lige et øjeblik, hvis hr. Christian Friis Bach accepterer dette. Ja, det gør ordføreren.

Det er i stedet hr. Jesper Petersen, Socialdemokratiet.

Tak for det, og tak for talen og for vedtagelsesteksten. Her får vi så en anledning til at se det lidt på skrift. Der er nogle forskelle i nogle af formuleringerne. Selv om Folketinget skulle vedtage den tekst, som hr. Christian Friis Bach har læst op nu, vil det så betyde, at Danmark kunne sørge for, at konflikten standsede eller ændrede sig fundamentalt? Ville det være at gøre det, der gjorde, at man kunne svare, at nu havde nok været nok, og så stoppede konflikten? Eller hvad?

Ordføreren.

Nej, det tror jeg ikke vil være nok, men det vil sende et klart signal til både Hamas og Israel om, at vi står bag de internationale regler, som vi har kæmpet for og knoklet for og vedtaget i fællesskab, og som parterne i konflikten i øvrigt har tilsluttet sig. Vi står bag folkeretten, vi står bag folkedrabskonventionen, og vi sender et klart signal til begge parter om, at vi vil lægge al vores vægt bag, at de overholder den afgørelse, der har fundet sted ved Den Internationale Domstol, og det er et vigtigt signal for Danmark, og det er dér, Danmark skal være.

Hr. Jesper Petersen.

Men er det ikke det, Danmark står på mål for i forvejen, og hvilken yderligere vægt er det, der vil blive lagt? Vi kan gøre alt det, vi kan diplomatisk for præcis at stå på de forventninger, på de krav, på overholdelse af de regler, som vi bekender os til. Det gør regeringen. Der er nogle få anderledes sætninger, men det er jo ikke det, der får konflikten til at stoppe. Jeg synes måske, at det med den retorik, der nogle gange bliver lagt over på os, er, som om det er regeringen, der fører konflikten, og at regeringen kunne sørge for, at konflikten stoppede. Vi ser det her tegnet op, og det er simpelt hen ikke sådan, det forholder sig, og heller ikke den vedtagelse ville ændre fundamentalt ved, hvad det er, der udspiller sig. Vi står for de samme værdier.

Ordføreren.

Jeg noterer mig bare, at der i den tekst, regeringspartierne har fremlagt, så vidt jeg ved, og det kan være, den er blevet revideret i den seneste udgave, ikke står en henvisning til Den Internationale Domstols udtalelse, herunder ikke en henvisning til de midlertidige foranstaltninger, som Den Internationale Domstol har krævet der bliver gennemført for at undgå, at der finder et folkedrab sted. Og det er en markant forskel på de to tekster.

Fru Trine Pertou Mach, Enhedslisten. Værsgo.

Tak for det, og tak til ordføreren for en rigtig god tale. Er det ikke også korrekt, at Danmark som underskriver på folkedrabskonventionen faktisk er forpligtet til at forhindre, forebygge og standse folkedrab, og at man som underskriver af konventionen på den måde også skal have en særlig opmærksomhed på den kendelse og de midlertidige foranstaltninger, som Den Internationale Domstol har pålagt Israel, sådan at det at skærpe sin opmærksomhed og også agere efter det politisk på den måde faktisk er ret afgørende, hvis man mener underskriften alvorligt?

Ordføreren.

Jo, det mener jeg entydigt er tilfældet. Når man underskriver en konvention som folkedrabskonventionen, som vi skal huske er skabt som en reaktion på det er uhyggelige folkedrab på jøderne, der fandt sted under anden verdenskrig, og som jo i øvrigt i høj grad er blevet fremsat og etableret af stærke israelske menneskerettighedsforkæmpere, som har stået bag formuleringen af konventionen. Og når man skriver under på den konvention, forpligter man sig til at kæmpe for dens overholdelse, og det mener jeg er helt afgørende i en tid, hvor FN bliver svækket, og hvor vores internationale spilleregler står for skud; det gør de jo i Ukraine, og det gør de jo i verden, og det gør de også her. Og så skal Danmark være dér, og der har vi en klar forpligtigelse til at gøre alt, hvad vi kan for at sikre, at folkedrabskonventionen efterleves.

Fru Trine Pertou Mach.

Tak. Tror ordføreren, at hvis Danmark toner mere rent flag i den debat og løfter vigtigheden af domstolen, så kan det i virkeligheden også betyde noget, i forhold til at Danmark gerne vil sidde i FN's Sikkerhedsråd fra om 11 måneder og i den efterfølgende valgperiode. Der er kommet en tvivl i store dele af udviklingslandene, altså det, vi med en dårlig betegnelse kalder det globale syd, om, om vi i virkeligheden mener de her principper, når de rammer nogle, som bliver betragtet som vores allierede, eller om vi i virkeligheden kun bruger de her institutioner og principperne om folkeret, når det gælder dem, vi betragter som vores fjender.

Ordføreren.

Altså, jeg håber virkelig, at Danmark bliver medlem af FN's Sikkerhedsråd. Men jeg har også noteret mig en stigende bekymring blandt centrale aktører for, hvorvidt det faktisk vil lykkes i den situation, vi står i, for det kræver jo ikke bare, at vi er den eneste kandidat, men også, at der er en stor andel af lande, der stemmer for Danmarks indtræden i Sikkerhedsrådet. Og der tænker jeg, at det er i Danmarks interesse at sige, at vi tror på, at krigen skal løses fredeligt med FN-pagten i hånden og med folkeretten bag os, og det er jo det budskab, vi skal gå ind i Sikkerhedsrådet med, og det budskab har en rigtig stærk appel i rigtig mange lande, men det er et budskab, som det er svært at høre lige for tiden.

Tak for det. Nu er der ikke flere korte bemærkninger til hr. Christian Friis Bach fra Radikale Venstre. Vi siger tak. Den næste, der får ordet, er Sjúrður Skaale fra Javnaðarflokkurin. Værsgo.

Tak for det. Flere har i dag antydet, at det næsten er meningsløst at stå og tale om de her ting, fordi en beslutning eller en debat herinde ikke har den store påvirkning på løsningen af konflikten. Jeg synes alligevel, det er meget vigtigt, at man debatterer de her ting og træffer nogle beslutninger, for jeg har aldrig nogen sinde i mit liv oplevet, at en politisk meningsdannelse i den grad foregår gennem TikTok, som det er tilfældet med den her konflikt.

Virkelig mange store børn og unge får en strøm af tiktokbilleder ind på deres telefoner hele dagen, og det er fuldstændig åbenlyst, at meningerne bliver skabt på grund af de her små glimt på nogle få sekunder, og ud fra det danner man så sin meninger og går ud på gader og stræder uden at have historien og sammenhængen med sig; man går kun ud fra tiktokopdateringerne. Jeg synes, det er lidt skræmmende.

Jeg var selv til en propalæstinademonstration med min søn her i København, fordi jeg synes det er utrolig vigtigt, at man fra hele Vestens side signalerer til Israel, at det, der gøres, skal gøres så forsigtigt som overhovedet muligt og med så små civile tab som overhovedet muligt, for Israel handler i den her konflikt på vegne af hele Vesten. Men jeg må sige, at det var virkelig ubehageligt at være til den demonstration. Jeg stod herude på Slotspladsen, hvor demonstrationen endte, og indgik i billedet af, hvor mange der var til demonstrationen, mens slagordene lød: From the river to the sea; Palæstina er besat, det skal løses med jihad; Mette, Mette, you can't hide, you're supporting genocide. Der var et billede af det hegn, som terroristerne klippede hul i, da de gik ind i Israel for at begå de her mord – det befandt sig i demonstrationens midte – og jeg syntes, at det var meget ubehageligt. Det var helt tydeligt, at den sympati, som mange har i forbindelse med de forfærdelige lidelser og de dræbte og lidende børn, bliver brugt af Hamasstøtter til at få deres retorik frem. Man bruger den medfølelse, som mange mennesker har, som afsæt til at få en Hamaspositiv retorik frem i samfundet. Det synes jeg er meget skræmmende. Derfor er det vigtigt, at Folketinget siger sin mening, så folk ikke kun baserer deres viden på tiktokopdateringer.

Når det er sagt, er det jo utrolig vanskeligt at sige sin mening. Jeg har før sagt, at Israel både har ret og pligt til at forsvare sig selv og gøre det, man gør, men samtidig må man jo sige, at Israel ved at gøre det, man gør, er faldet lige ned i Hamas' fælde. Hamas havde jo en idé med det her – det havde jo været forberedt i lang, lang tid – og nu har man fået præcis det, man ønskede: billeder af lidende børn bliver sprøjtet ud på alle tiktokkanaler i verden, og det skaber en ekstremt antiisraelsk verdensopinion, og det resultat ofrer Hamas jo gladeligt både sine egne og andre borgeres liv for at opnå.

Jeg er enig i næsten alt, der er blevet sagt her i aften, selv om det, der siges, er meget modstridende. Man kan næsten ikke sige noget, uden at det også er forkert. Det er rigtigt, at Israel forsvarer sig, men det er også forkert. Men jeg synes alligevel, det er vigtigt, at man sender et signal her fra huset om, at det, der gøres, skal gøres så forsigtigt som muligt, for Israel handler i den her krig også på hele Vestens vegne og også på Danmarks vegne, og det er meget farligt, hvis den ekstreme tiktokkampagne, der ruller over hele verden, og som afføder kæmpemæssige demonstrationer i London, Berlin og her i byen, sætter dagsordenen, hvis det er det signal, der sendes fra Vesten. Det er farligt. For der er, som en ordfører sagde lige før, mange, der ikke aner, hvad det er, de gør. De kender kun til det her fra TikTok. Hvad for en »river«? Hvad for et »sea«? Det ved de ikke, men Israel er nazister, siger de. Det er altså så forfærdeligt.

Det var bare det, jeg ville sige. Tak.

Tak for det. Der er ingen korte bemærkninger, så vi siger tak til hr. Sjúrður Skaale fra Javnaðarflokkurin. Så vil jeg bare komme med en lille venlig påmindelse om, at når vi benytter engelske termer, oversætter vi dem. Nu har vi hørt dem før, også oversat til dansk, men det er, så vi husker det til næste gang.

Det sluttede ordførerrækken, og derfor giver jeg nu ordet til udenrigsministeren. Udenrigsministeren tager ikke ordet. Så giver jeg ordet til ordføreren for forespørgerne, fru Trine Pertou Mach fra Enhedslisten.

Tak for det. Tak for en god debat. Jeg har egentlig haft mange ting, jeg gerne ville sige her til slut, men jeg tror gerne, jeg vil starte der, hvor omdrejningspunktet har været, både for os i Enhedslisten, men også for Radikale Venstre, som jo også er medunderskriver på den vedtagelsestekst, vi har fremlagt.

Afsættet er det, som vi har talt så meget om som måske en af de vigtigste ting, der er sket på det seneste, nemlig at Den Internationale Domstol i Haag, verdens højeste domstol, faktisk har lavet en kendelse og har antaget en sag om muligt folkedrab i Gaza. Og den kendelse, den udtalelse, der er kommet fra domstolen, er, at det er plausibelt, at Israel begår eller har begået et folkedrab i Gaza, på den måde, at Israel nu altså står anklaget for en af verdens allerværste forbrydelser. Den kendelse er vanvittig vigtig for den palæstinensiske befolkning, som bliver udsat for den israelske krigsmaskine og terrorbombningerne.

Men den er faktisk mindst lige så vigtig for alle os andre, for krigens love, den internationale humanitære folkeret, er ikke noget, man kan kokettere med i fredstid, eller noget, man kan bruge for at flage en moralsk overlegenhed i forhold til ens fjender. Det er i situationer som nu, at de skal anvendes. Det er i krig, de gælder – det er der, de skal finde deres anvendelse – og i en tid, hvor hele den internationale retsorden, den, der møjsommeligt er blevet opbygget siden anden verdenskrig på ruinerne af død og ødelæggelse, krigsforbrydelser, folkedrab og renskuret racisme, er under pres.

Dén internationale retsorden er præcis den, der er under et massivt pres i den geopolitiske stormagtskonkurrence om et politisk, økonomisk, militært og moralsk overherredømme. Og i den tid, hvor den er allermest under pres, er det allervigtigst, at vi står på de institutioners side. For domstolen har med sin grundige kendelse og de midlertidige foranstaltninger mod Israel igen bragt orden, ret og konsekvens ind på scenen, og det er mere vigtigt, end jeg synes den debat, vi har haft nu, i virkeligheden afspejler.

Så er jeg med på, at udenrigsministeren blev en lille smule sur og fandt det ubekvemt, at jeg kom til at spørge om, hvor mange der skulle dø, og det var muligvis også unfair og en lille smule polemisk, og det vil jeg beklage. Men der er jo en grund til at gøre det, og det er, at fordi man bliver ved med at tale om, at man kigger på om og holder øje med om og forventer, at Israel overholder krigens love, så er det jo rimeligt at spørge om, hvornår nok er nok.

Hvornår er den her krig ført til ende? Hvad er det for en sejr, som Netanyahu går og taler om? Så sent som for 5 minutter siden dukkede en nyhed op om, at Netanyahu fortsætter, til der er sejr. Hvad er det, man fra regeringens side tænker her? Jeg er sikker på, man ikke deler definitionen af sejr, men det ville være rart at vide i virkeligheden. Jeg havde håbet, at mit eget land ville placere sig mere entydigt på domstolens side og på folkerettens side, også i ord, der rækker ud over, at man forventer.

Jeg bruger utrolig meget tid med mine børn på at tale om, hvad det betyder at have et internationalt samfund, der er bygget op af institutioner, som alle lande er forpligtet af, og særlig i tider som nu. Det skyldes nok også, at de har mange venner, som har palæstinensiske rødder – det har vi som familie; vi bor et sted, hvor der bor mange – og der er ikke nogen af deres venner, som synes, at det, der foregik den 7. oktober, er i orden.

Det er nogle af dem, der kommer til nogle af de demonstrationer, der er. Jeg ved ikke, om de har været her i dag, men jeg ved, at det er nogle af dem, der kommer, og som har fået så meget skældud i den her Folketingssal, og jeg synes, man skal passe utrolig meget på med at tage det værste udtryk, man finder, og gøre den enkelte demonstrationsdeltager ansvarlig for det. For de børn, jeg kender, inklusive mine egne, tager afstand fra de drab, Hamas begik på civile den 7. oktober, og er slet ikke interesseret i at forsvare det, men de er interesseret i en retfærdighed for det palæstinensiske folk.

De her børn har familie, som har mistet livet i Gaza, og som er blevet fordrevet. De oplever et folk under massiv krig og bombardement med fare for etnisk udrensning for anden gang i folkets historie, og de oplever altså ikke en statsminister, som er statsminister for dem. Og det er jo det, der gør, at den her debat også bliver så enormt følelsesladet.

Jeg vil gerne sige tak for, at vi har taget en god debat her, igen. Jeg tror, vi kommer til at gøre det mange gange. Den her krig er langtfra slut, og jeg håber, at vi fra dansk side toner mere rent flag til fordel for den domstol, som har afsagt en meget vigtig kendelse. Tak for debatten.

Tak for det. Der er en enkelt kort bemærkning. Hr. Jesper Petersen, Socialdemokratiet. Værsgo.

Det er jo ikke den eneste gang, som vi har været inde på undervejs, at vi har haft den her debat eller noget, der minder om det, i Folketingssalen. Jeg har bare lidt svært ved at tro, at det er en fortalelse, som fru Trine Pertou Mach får det gjort til for et øjeblik siden, når hun nu her siger, at det nok lidt var en fortalelse, og at det måske var lige polemisk nok at sige: Hvornår er nok nok? og begynder at remse dødstal op, og hvornår var det så mange tusind, og hvornår var det så mange tusind, for det er jo ikke første gang, fru Trine Pertou Mach gør det. Hun har gjort det mange gange i de debatter, vi har haft om det her emne.

Det synes jeg er en kedelig polemisk måde at tage en ret alvorlig og, synes jeg, seriøs diskussion på. Og hun prøver ligesom også at gøre regeringen til dem i Danmark, der er ansvarlige for, hvordan en krig falder ud, og hvad konsekvenserne af den er. Man har i tidligere debatter og i den her kunnet høre den tilstedeværende minister og også statsministeren klart tilkendegive en nuanceret holdning, sympati, ønske om hjælp til civile palæstinensere. Alligevel skal det hedde sig, at dem er regeringen sådan lidt ligeglade med. Og det synes jeg ikke er i orden. Jeg synes egentlig, det var på tide, at det blev sagt, og det er uimodsagt, når Enhedslisten nogle gange bedriver en debat på en måde, som jeg ikke synes er ordentlig.

Ordføreren.

Tak. Jeg tror, jeg stadig væk har til gode at høre, hvornår statsministeren faktisk har været nuanceret om det, der foregår. Det er rigtigt, at jeg mange gange har spurgt, hvornår nok er nok, og det kommer jeg også til at gøre igen. Det anser jeg ikke for at være polemisk. Det er faktisk et meget reelt spørgsmål. Jeg vil gerne vide, hvornår nok er nok – hvornår regeringen vil bakke op om en varig våbenhvile.

Når jeg siger, det var polemisk, så var det det her med at bede om et tal. Det er jo flabet, det ved jeg godt, men det er et udtryk for, at jeg faktisk ikke synes, regeringen svarer ordentligt på det, der bliver spurgt om, nemlig hvorfor man viger tilbage fra at gøre det, som så mange siger der er behov for – en varig våbenhvile – for at kunne komme hen til det sted, som særlig udenrigsministeren faktisk gør meget ud af, hvor der kommer gang i en politisk proces, så man kan få nogle reelle fredsforhandlinger. Vi ved alle sammen, at det ligger langt ud i fremtiden, og alt det her. Men våbenhvilen er jo en start på overhovedet at komme i gang med det, og derfor undrer det mig, at man ikke gør noget fra regeringens side, og det er måske det, der ligger bag min frustration, som så også kommer til udtryk i den form for spørgsmål.

Hr. Jesper Petersen.

Men det har regeringen da ment længe, altså at der er brug for, i første omgang var begrebet humanitære pauser og siden en humanitær våbenhvile. Vi har også forfægtet det i debatten i dag – og mange gange. Den største mikrofon, der vel gives statsministeren hvert år, er hendes nytårstale, hvor hun også var inde på det her emne og jo både israeleres og palæstinenseres ret til at leve i frihed og sikkerhed. Alligevel skal det lidt være, som om regeringen ikke rigtig mener det. Jeg synes som sagt ikke, at det er ordentligt. Og det er jo ikke en flabethed eller noget polemik, som fru Trine Pertou Mach selv kaldte det, som er enestående; den er netop gentaget mange gange. Jeg synes, det er en ærgerlig afsporing af, hvad der burde være en mere nuanceret hjemlig debat hos os, som vi ikke skal gøre mere polariseret end højst nødvendigt.

Ordføreren.

Jeg har stadig væk ikke hørt regeringen faktisk gå ind for en varig våbenhvile, som er det, som internationale organisationer, nødhjælpsorganisationer, humanitære organisationer, FN-organisationer peger på, og som er det, som også er spørgsmålet fra min side, nemlig behovet for den varige våbenhvile og ikke som pauser, men regulær våbenhvile, fordi det er det, der er behov for.

Den her debat har jo handlet om, hvad det er, regeringen vil gøre, og derfor er det et af omdrejningspunkterne. Vi kunne også have diskuteret behovet for en våbenembargo, altså stop for direkte og indirekte eksport af våben og militære dele til Israel. Det valgte jeg så ikke at gøre, men at tage det andet spor, fordi det er noget, vi har gjort før. Og jeg havde faktisk håbet, regeringen havde flyttet sig.

Tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger, så vi siger tak til ordføreren for forespørgerne, fru Trine Pertou Mach fra Enhedslisten.

Der er ikke flere, der har bedt om ordet, og derfor er forhandlingen sluttet.

Afstemning om de fremsatte forslag til vedtagelse vil som nævnt først finde sted torsdag den 8. februar 2024.