Det første punkt på dagsordenen er:

1) Forespørgsel nr. F 12:

Forespørgsel til statsministeren:

Vil statsministeren redegøre for regeringens værdipolitik med fokus på de udfordringer, der følger af islamisk indvandring, og som presser eller tvinger danskerne til at ændre levevis og adfærd, herunder begrænser ytringsfriheden?

Af Pia Kjærsgaard (DF), Alex Ahrendtsen (DF), Mikkel Bjørn (DF), Peter Kofod (DF), Morten Messerschmidt (DF), Mette Thiesen (DF) og Nick Zimmermann (DF).

(Anmeldelse 09.11.2023. Fremme 14.11.2023).

Nu skal vi jo i gang med den her særlige form for forespørgselsdebat, og det indebærer, at alle ordførerne sidder på de forreste rækker.

Jeg gør opmærksom på, at afstemningen om eventuelle stillede forslag til vedtagelse udsættes til tirsdag den 9. april 2024.

Debatten starter med, at ordføreren for forespørgerne, Pia Kjærsgaard, får ordet.

Tak. I Dansk Folkeparti kan vi jo godt lide traditioner, og det er blevet en tradition at afholde denne værdidebat en gang om året, hvor vi i Folketinget får en grundig debat om den islamiske indvandring til Danmark, altså indvandring fra MENAPT-landene, dvs. Mellemøsten, Nordafrika, Pakistan og Tyrkiet. Der var en journalist, der var så venlig i går at gøre mig opmærksom på, at det faktisk var gang nummer ti. Det var jeg simpelt hen ikke engang selv klar over, men det er det altså. Om der så er noget at fejre bagefter, må vi jo se.

For uanset at islamiske indvandrereumiddelbart udgør et relativt lille antal, nemlig ca. 10 pct. af den danske befolkning, ja, så er islamisk indvandring noget,der fylder. Vi kender alle til den høje kriminalitetsrate, den lave beskæftigelse, den markante sociale kontrol – det kommer jeg tilbage til – det lave uddannelsesniveau, ghettoproblemerne, uro i nattelivet, bandekriminalitet, vanvidskørsel, sprogproblemer og ikke mindst demografien, som også har været drøftet herinde, og som er begyndt at vise et faretruende tal, og æreskontrol, der gør, at muslimske kvinder har meget svært ved at blive skilt fra deres islamiske mand.

Når vi opretholder denne tradition, er det jo, fordi vi har et egentligt ønske om bare at bevare den, for vi vil egentlig allerhelst være fri for at skulle diskutere, hvordan indvandringen fra MENAPT-landene forandrer Danmark til det negative. For med islamisk indvandring er et forandret Danmark en realitet, og jeg vil sige, at stille og roligt ødelægger indvandringen fra MENAPT-landene Danmark. Vi taler om alverdens islamiske særkrav, som vi i et væk accepterer. Der er det manglende håndtryk mellem kønnene, halalslagtemetoden, kønsopdelte svømmehaller, det islamiske tørklæde, ramadanen og eiden, moskéer med minareter og senest et krav i forhold til kvindelig værnepligt om, at kvinderne skal kunne bære tørklæde – og lur mig, om det ikke før eller siden bliver indført.

For Dansk Folkeparti er den islamiske indvandring det absolut største problem, Danmark har, og lader vi udviklingen fortsætte, ja, så forandres Danmark for altid. Det er en udvikling, vi altid har kæmpet mod og altid vil bekæmpe. Så hvad er regeringens holdning til konsekvenserne af den islamiske indvandring? Tak.

Tak til fru Pia Kjærsgaard, Dansk Folkeparti. Nu får statsministeren ordet til besvarelse.

Tak for det, og tak for at rejse den her vigtige debat. Det siger sig selv, at debatten om integrations- og udlændingepolitik kommer med mange nuancer. Der er mange, der klarer sig godt i Danmark, og som bidrager. Der er solstrålehistorier: unge piger og drenge, der lyser op og tager ansvar for sig selv og for vores samfund. Men lad mig alligevel starte med nogle dystre tal, for de tal er de vigtigste, fordi de handler om noget, der ødelægger Danmark.

Kriminaliteten blandt mandlige efterkommere fra ikkevestlige lande er – og hold nu godt fast – 137 pct. højere end for den mandlige befolkning som helhed, når man korrigerer for alder, altså langt mere end dobbelt så høj. Når vi ser på oprindelseslande, er der nogle lande, der skiller sig ud meget markant. Det er Libanon, det er Somalia, og det er Syrien. Kriminaliteten blandt de mandlige efterkommere fra disse lande er mindst tre gange så høj, som den er for den mandlige befolkning som helhed. Og især når det gælder voldsforbrydelser, er der en kraftig overrepræsentation. Eksempelvis er voldsindekset for mandlige efterkommere fra Somalia og Libanon mere end fem gange så højt end for gennemsnittet af alle mænd.

Det er skræmmende tal. Tænk, hvor mange ofre der findes i Danmark for det. Og selv om langt de fleste holder sig på den rigtige side af landets love, er der fortsat en alt for stor gruppe blandt indvandrere og efterkommere, som ikke gør det. Mange af dem er født her og har levet store dele af deres liv i Danmark. Alligevel respekterer de hverken vores grundlæggende værdier eller regler, og det er fuldstændig uacceptabelt og ødelæggende.

Men det er ikke kun dem, der optræder i de officielle kriminalitetsstatistikker, som skaber utryghed, og som bekymrer mig. Vi oplever unge drenge, der uden at bryde loven udviser aggressiv, truende adfærd i butikscentre, på S-togsstationer og i nattelivet. De fylder hele fortovet. De er højrøstede. De er uvenlige. Jeg kalder det hverdagsterror og dominansadfærd, og det har sat sig dybt i vores samfund. Det sætter sig som en frygt i mange af os for at færdes i bestemte områder og for at bevæge os ud om aftenen og som en tilbageholdenhed med at sige fra.

Det her er herskerattitude, som også vores ordfører fra Socialdemokratiet har sagt før, og det vender også indad i miljøerne. I sidste måned besøgte jeg sammen med ministeren – faktisk hele to ministre – RED Center, som hjælper kvinder på flugt fra alt fra tvangsægteskaber, vold og kontrol. Her mødtevi en ung kvinde. Hun fortalte, hvordan hendes far og hendes brødre har kontrolleret hele hendes liv. Nu bor hun i et safehouse betalt af danske skatteydere, hvor volden og kontrollen ikke kan nå hende. For mig er det en kæmpe smerte, at der i Danmark er piger og kvinder, der kæmper den kamp i stilhed, og at der er undertrykkende familiestrukturer. I regeringen har vi kaldt det for den glemte kvindekamp, fordi vi som samfund alt for længe har vendt det blinde øje til; nu bringer vi det ud i lyset.

Alt for mange i Danmark lever i et parallelsamfund og en parallel virkelighed med såkaldte æresbegreber og ideologi, der vender ryggen til det danske samfund, og som måske faktisk ligefrem ringeagter os. Vi oplever det i alle lag af samfundet og i mange forskellige former. Og alt det, jeg taler om nu – kriminaliteten, volden, herskerattituden og den negative sociale kontrol mod piger og kvinder – er ødelæggende for et godt og trygt Danmark. Det er fuldstændig uacceptabelt. Det gælder i øvrigt også for den antisemitisme, som selvfølgelig også skal spille en rolle i debatten i dag.

Danmark er kun Danmark, hvis vi har fælles værdier – værdier, der er indiskutable – og har en fælles forståelse om, hvordan man opfører sig, altså at vi tager hensyn til andre, at vi giver hånd, når vi hilser på hinanden, og at svømning selvfølgelig ikke er kønsopdelt. Det er uforståeligt for mig, at der stadig væk er en del af landets kommuner, der tillader kønsopdelt svømning i kommunale bygninger. Fjendtligheden over for danske værdier i visse miljøer, ved vi godt at vi ikke kommer til livs med snuptagsløsninger. For det er for dybt nu; det er for bredt nu. Derfor bliver vi nødt til at have en grundlæggende kultur- og værdikamp. Det starter og slutter med at have styr på, hvor mange mennesker der kommer hertil, og det har vi.

Tilstrømningen til Danmark er fortsat lav, og i regeringen er vi klar til at tage de nødvendige værktøjer i brug, for at det også fortsætter sådan. Vi ved godt, at mennesker ikke flygter for sjov. Der er desværre alt for mange flygtninge og migranter, der søger mod Europa, ofte på livsfarlige ruter og udnyttet af kyniske menneskesmuglere. Det nuværende system er inhumant. Det er fuldstændig uholdbart for Europa og for de mennesker, der er på flugt. Derfor fortsætter regeringen arbejdet med at skabe et nyt og mere retfærdigt asylsystem i Europa.

Jeg kan glæde Folketinget med, at der er stadig større interesse for vores planer. Om en måned afholder vi her i Danmark en stor international konference om nye tanker på migrationsområdet og om nye partnerskaber med tredjelande. For det er det, der kommer til at virke. Og når det gælder udlændingepolitik og migration, mærker jeg tydeligt, at Danmark nu er et land, som mange andre lande i Europa i stigende grad kigger imod, spørger til råds og lytter til. Det kan vi sådan set være glade for og stolte over, men det er jo på en ualmindelig trist baggrund. Der lever tusindvis af udlændinge i Danmark, som bærer vores vidunderlige land i hjertet. Det bør man også gøre, når man lever her. Men der er alt for mange, der vores gæstfrihed til trods ødelægger vores ellers trygge samfund. Tak for ordet.

Tak til statsministeren. Med den her type debatter er der nu mulighed for, at hver af ordførerne får én kort bemærkning, og den første, der får ordet, er fru Pia Kjærsgaard, Dansk Folkeparti.

Tak for det, og tak til udlændinge- og integrationsministeren, og tak til statsministeren, som jo egentlig gentog mange af de ting, jeg også havde sagt i indledningen, og som jeg også vil komme ind på her i min hovedtale. Men jeg synes, det var meget, meget småt, hvordan det endte. For ja, vi kan blive enige om meget: at det er galt, og at den indvandring har negative konsekvenser, der følger med. Men det store spørgsmål er jo: Hvad gør vi ved det?

Altså, der er jeg ikke tilfreds med, at man bare på europæisk plan skal gøre et eller andet, eller nu skal vi holde en stor konference, eller hvad ved jeg, eller at udlændinge- og integrationsministeren, som jeg kan se i dag, retter henvendelse til kommunerne om, at han ikke synes, det er nogen særlig god idé, at der er kønsopdelt svømning. Nej, det har jeg heller ikke syntes i rigtig, rigtig mange år, men lur mig, om de borgmestre, som udlændinge- og integrationsministeren har henvendt sig til, ikke siger: Nå ja, farvel Christiansborg; det er noget, vi bestemmer herude i kommunerne. Der mener jeg helt klart, at der skal et lovkrav til. Hvornår kommer vi til det? Altså, det er bare en enkelt ting, en enkelt lillebittebitte ting i forhold til det negative.

Så jeg er virkelig stadig væk i tvivl om, hvad regeringen vil gøre i forhold til de negative konsekvenser. Det er fint, at vi er anerkendt rundtomkring, fordi vi har gjort mere end mange andre. Men vi er langtfra i mål. Og det her går galt. Bare se på demografien, som speeder derudad i forhold til en indvandring af folk med anden etnisk baggrund.

Statsministeren.

Jeg tror sådan set på lange stræk, at fru Pia Kjærsgaard og jeg er enige om meget, meget store dele af udlændingepolitikken. Og jeg har sagt det før og vil gerne sige det igen: Jeg mener, at Dansk Folkeparti har spillet en vigtig rolle i at få flyttet Danmark derhen, hvor vi bliver nødt til at flytte os hen på det her område. Der var simpelt hen en bevidsthed om konsekvenserne af det her på et tidligere tidspunkt. Det har jeg sagt før, og det gentager jeg gerne i dag.

I mine øjne skal den her indsats jo foregå på flere forskellige områder. Jeg mener selv, at det allervigtigste er at have styr på antallet, for det er klart, at hvis man fører en udlændingepolitik, hvor der bliver ved med at komme mange mennesker hertil, som enten ikke vil integreres, eller som har svært ved at lade sig integrere, så bliver vi jo ved med at skulle starte forfra igen og igen. Så det handler om, at vi har styr på antallet, og det er der sådan set bedre styr på end i hvert fald i perioder, hvor Dansk Folkeparti var med som en del af det politiske flertal. Det går rigtig godt. Og så må vi jo område for område træffe de beslutninger, der er de rigtige, men det skal så være uden også at sætte vores egen demokratiske tradition over styr. Der tror jeg jo også på lokal forankring, i hvert fald i mange af beslutningerne.

Næste korte bemærkning er til hr. Steffen Larsen, Liberal Alliance.

Tak. Jamen jeg kan jo glædes ved, at denne statsminister og socialdemokrat lyder mere som en vestegnsborgmester fra 1987 end som en socialdemokratisk statsminister fra 1990'erne. Og det er jo glædeligt. Men de borgmestre og byråd, som bl.a. tillader kønsopdelt svømning, er jo primært socialdemokratiske og socialdemokratisk styrede kommuner. Og så er der det her med regeringens eget ønske om at lette sprogkravene betydeligt for familiesammenføring – den familiesammenføring, som netop har medført oprindelig, at vi fik mange af de problemer, som vi står med nu. Der må jeg spørge, om statsministeren er enig i det, altså at vi skal have lettere familiesammenføring til Danmark end det, vi har nu, også for grupper fra Mellemøsten og Nordafrika.

Statsministeren.

Jeg vil sige meget direkte, at jeg som udgangspunkt er imod enhver lempelse af den danske udlændingepolitik, fordi jeg er af den fuldstændig klare overbevisning, at vi bliver nødt til at føre en meget, meget stram udlændingepolitik. Det betyder jo så ikke, at der ikke kan være nogle hjørner, nogle enkelte områder, hvor vi kan gøre tingene på en anden måde, bl.a. på familiesammenføringsområdet, og det er meget, meget vigtigt, at vi har hårde regler på familiesammenføringsområdet.

Så har der jo vist sig at være nogle, altså også danskere, som ikke har kunnet blive familiesammenført på grund af reglerne. Og der ved jeg, at man fra udlændinge- og integrationsministerens side har forsøgt at lave sådan en nålestiksoperation, og det kan jo altid være klogt at gøre. Men hvis jeg bliver spurgt, om jeg synes, man skal lempe den danske udlændingepolitik generelt, så er svaret nej.

Den næste korte bemærkning er til hr. Peter Skaarup, Danmarksdemokraterne.

Tak til statsministeren for en fin tale. Jeg kunne godt tænke mig at høre, hvad der så sker fra regeringens side. For hr. Steffen Larsen er jo her inde på noget af det essentielle, altså at det, hvis man i en tale siger en hel masse, men man ikke rigtig gør det, man gerne vil, så ikke er nok.

Så hvad har regeringen egentlig tænkt sig at gøre? Vi har jo rykket integrationsministeren, jeg ved ikke, hvor mange gange i forhold til en stramning af udvisningsreglerne, og regeringen siger, at man egentlig er parat, men der sker ingenting, og den her regering har jo nu siddet i halvandet år. Så hvornår strammer vi de regler for udvisning af kriminelle udlændinge, så dem, der begår kriminalitet i Danmark, bliver udvist?

Statsministeren.

Nu er det jo ikke sådan, at jeg hver eneste dag følger alle tallene, men sidst jeg kiggede ned i dem, var der færre i udsendelsesposition, end der har været tidligere, og det er jo sådan set igennem de senere år gået ret godt med at få styrket det her samarbejde, og jeg tror egentlig også, det går bedre, end det gjorde, dengang hr. Peter Skaarup, som nu er i et andet parti, tilhørte et parti, som var parlamentarisk grundlag for en anden regering. Så det er heldigvis ikke rigtigt, at der ikke sker noget, men det er jo et område, hvor man skal være meget, meget årvågen, og hvor man skal blive ved og blive ved.

Det er ikke så lang tid siden, jeg selv havde lejlighed til at besøge vores udsendelsesarbejde, i øvrigt sammen med den nye svenske statsminister, som er meget optaget af, at Sverige får noget af den samme politik, som vi har i Danmark, og det fungerer jo faktisk rigtig, rigtig godt. Det betyder ikke, at vi ikke har et ønske om at udsende endnu flere. For jeg kommer aldrig nogen sinde til at forstå, at man, når man er kommet til Danmark, som er det bedste land i hele verden, og man får lov til at være her, når man står op om morgenen, så tænker: Jeg skal begå kriminalitet. Det er så langt ude, at man kan have det på den måde, og derfor er min egen holdning den, at jo flere af dem, der begår kriminalitet, vi kan sende ud, jo bedre.

Den næste korte bemærkning er til fru Rosa Lund, Enhedslisten.

Tak for det, og tak til statsministeren for talen, særlig for indledningen om, at den her debat kommer med mange nuancer. Det er jeg helt enig i. Jeg vil gerne spørge statsministeren, om det er regeringens politik, at der skal være et modtagecenter i et tredjeland, og hvordan? For når vi hører på et af regeringspartierne, kan vi forstå, at det projekt er skrottet, og at det var en stor sejr for Moderaterne at få det ud af regeringsgrundlaget, og når vi så lytter til den socialdemokratiske minister, kan vi forstå, at det her projekt med et modtagecenter i et tredjeland er man i fuld gang med at arbejde på. Når man så sidder her i Folketinget og man ikke er en del af regeringen, kan man blive lidt forvirret.

Statsministeren.

Det er der ikke nogen grund til. Men jeg tror, at spørgsmålet bunder i noget andet, nemlig at Enhedslisten hele vejen igennem har været imod – jeg er ked af at sige det – at vi løser de her problemer. Jeg er ked af at sige det, og det piner mig, for på mange andre områder har Socialdemokratiet jo et godt samarbejde med Enhedslisten, og det har regeringen sådan set også, men lige præcis i forhold til udlændingepolitikken synes jeg simpelt hen ikke, I leverer det, der skal leveres. For det er ikke nok at stå og sige, at det kommer med mange nuancer, hvis man ikke også er villig til at træffe nogle af de svære beslutninger.

Vi arbejder på at finde mere holdbare løsninger, herunder et modtagecenter i et tredjeland, og jeg synes, man skal lægge mærke til, at der for få uger siden blev indgået en ny aftale med Egypten. Før det var det et andet nordafrikansk land, og Italien arbejder sammen med Albanien. Vi har som europæere nogle forskellige projekter i gang, og når man lægger det hele sammen, går det jo også mere og mere i retning af det, som nu to forskellige regeringer, begge to under min ledelse, har talt for er nødvendigt, nemlig at vi også får fundet løsninger uden for Europa.

Tak til statsministeren.

Regeringen har valgt at lade sig repræsentere ved to ministre i dag, og derfor får udlændinge- og integrationsministeren nu ordet til besvarelse af forespørgslen. Velkommen.

Tak, og tak til Dansk Folkeparti for igen at indkalde til forespørgselsdebat om vores værdipolitik. Jeg vil gerne starte min besvarelse her med et citat. Det lyder sådan her:

»Demokrati kan ikke sikres – netop fordi det ikke er et system, der skal gennemføres, men en livsform, der skal tilegnes. Det drejer sig om et sindelag, der skal bibringes hvert nyt slægtled.«

Det er Hal Koch, som har sagt det her, og det er hans ord, som jeg synes bedst kan beskrive den debat, vi har i dag, og den tid, der har været efter den 7. oktober. Demokrati er ikke et system, som man kan implementere, ligesom danskhed heller ikke er det. Det er også noget, der skal tilegnes. Forestillingen om, at et danskkursus eller en uddannelse eller en mentor var vejen til succes, har vist sig at være en illusion. For borgere, hvis historie i Danmark kan tælles i to eller tre eller snart fire generationer, havde vi en forestilling om, at demokratiet altid ville vinde, at det at få uddannelse, arbejde og danskkundskaber ville skabe gode demokratiske medborgere med samme værdisæt, som vi har, altså at disse ville blive nye danskere. Der tror jeg, at vi i alt for mange tilfælde har fået veltalende og ressourcestærke forkæmpere for formørket fundamentalisme.

Vi har i dag parallelsamfund, hvor postnummeret er dansk, men hvor mentaliteten stammer fra hjemlandet. Vi har piger og drenge, for hvem middelalderlige æresbegreber udgør en mental spændetrøje og forhindrer dem i at få et godt dansk ungdomsliv. Hvorfor er det kommet dertil? Først og fremmest handler det om, at antallet betyder noget. Vores problemer med parallelsamfund, æresrelateret social kontrol og islamisme har altovervejende én hovedårsag, og den er indvandringen fra især lande i Mellemøsten og Nordafrika med muslimsk religion. Det understreger vigtigheden af, at der føres en stram, en ansvarlig og en konsekvent udlændingepolitik, hvor der er styr på tilstrømningen til Danmark.

Det er ikke den eneste forklaring. Jeg synes også, vi har været for uklare i vores forventninger og tænkt, at det nok gik, hvis man fik et kursus eller en mentor, men i dag må forventningen være en anden. Selvfølgelig skal man tage en uddannelse, selvfølgelig skal man forsørge sig selv, og selvfølgelig skal man tale sproget. Det forventer vi af alle her i landet, men der er også noget, der er vigtigere, nemlig det, som den svenske statsminister, Ulf Kristersson, har kaldt vestliggørelse.

Man kan ikke segregere sig selv i små etniske og religiøse enklaver. Man må acceptere, at Danmark er et kristent land. Man skal deltage fuldt og bredt i samfundet. Man skal opdrage sine børn til at være en del af et land, der bygger på demokrati, med ligestilling og med ytringsfrihed, og man skal heller ikke sende sine børn til kønsopdelt svømning. Man skal med andre ord tillægge sig det danske sindelag. Det er vores forventning, og noget af det kan vi gøre fra Christiansborg, noget kan man gøre lokalt, og noget kan vi gøre sammen, men det er også et område, der er svært at regulere, og vi er ikke klar med alle de svar, der skal til.

Det starter med, at vi hver især spørger, om vi gør nok for at forsvare de danske værdier på de områder, hvor vi har et ansvar. Jeg har i går skrevet til en række borgmestre, som er borgmestre i kommuner, hvor der finder kønsopdelt svømning sted i offentlige svømmehaller, og jeg har bedt dem om at tage alle tilgængelige redskaber i brug for at forhindre, at offentlige bygninger bliver brugt til noget, som i mine øjne strider imod det, som Danmark skal være.

Men én ting er sikkert, vil jeg sige til en afslutning: Hvis det også skal være sådan, at vi skal have et dansk sindelag, som bibringes og fornyes for hvert slægtled, for hver generation, så gælder det om, at vi fortsætter den her diskussion og den kamp, der er for at sikre danske værdier i alle dele af vores land. Sådan må det være, og det er noget, som langtfra er afsluttet, men som vi heldigvis fra regeringens side og fra Folketingets side tager meget alvorligt. Tak for ordet.

Tak til udlændinge- og integrationsministeren. Ligesom det var proceduren ved statsministerens besvarelse, har hver ordfører nu adgang til én kort bemærkning. Den første, der får ordet, er fru Pia Kjærsgaard, Dansk Folkeparti.

Tak for det. Jeg vil spørge ministeren, om han har fået nogen positive tilbagemeldinger fra de her borgmestre, han har skrevet ud til. Det synes jeg kræver et svar, for det er jo bare at sige: Ja, tak for det, minister; vi skulle måske lige have et skub, så det tager vi fat i. Jeg vil godt høre, om der har været positive tilbagemeldinger.

Jeg vil også godt komme lidt ind på den debat, der har kørt den sidste uges tid, de seneste 10 dage, omkring de her ganske forfærdelige tilstande, som der er i islamiske samfund i forhold til kvinder. Det handler om kvinder, der ikke kan få ret til skilsmisse, og hvor der er nogle forskere, der nu har rettet en alvorlig henvendelse til regeringen om, kan jeg læse i avisen, hvad der faktisk kan gøres, for de mener faktisk, der kan gøres nogle ting. Jeg har ikke – det har jeg ikke haft mulighed for endnu – fundet ud af, hvad det er for en henvendelse, og hvad det er, man kan gøre. Jeg kan også se, at ministeren har været inde på det. Altså, ministeren er gået så langt, at ministeren har spærret øjnene op i bar skræk, forbavselse og rædsel, i forhold til hvad man læse om og i den her podcast, der har kørt, høre om de stakkels kvinder, som er så forfærdelig undertrykte, at man tror det er løgn, i Danmark. Jeg synes, det kræver lidt svar.

Ministeren.

Til det første vil jeg sige, at jeg ikke har fået nogen svar endnu. Jeg tror, når man har 12 kommuner, hvor der foregår kønsopdelt svømning, at det er vigtigt at holde fast i, at det jo ikke handler om det, at der er adskilte hold; det er der jo i adskillige sportsgrene. Det er det, at f.eks. en far til, lad os sige en 8-årig pige, der går på et svømmehold, ikke har lov til at være inde i svømmehallen, eller at en varmemester, som skal tilse rørene i svømmehallen, eller hvad det nu er, ikke må gå ind, mens det foregår, fordi man mener, at f.eks. 8-årige piger har en eller anden seksuel karakter, hvad jeg synes er helt bagvendt.

Nu har jeg skrevet til dem. Jeg har sagt til dem: Er der noget i lovgivningen, der står i vejen for, at I kan stoppe det her, vil jeg meget gerne høre om det. Vi kommer til at følge op på det om et år. Jeg håber på, og det er også min forventning, at adskillige af de kommuner kommer til at stoppe med at gøre det, men det er klart, at vi jo også kan komme et sted hen, hvor vi bliver nødt til også at gå et skridt videre i forhold til det her, som jeg synes er helt ved siden af skiven. Men i første omgang synes jeg, det er vigtigt, at borgmestrene i hvert fald bliver gjort opmærksom på, hvad problemet er, og får muligheden for at ændre det.

Næste korte bemærkning er til hr. Peter Skaarup, Danmarksdemokraterne.

Tak for det. Jeg vil spørge udlændinge- og integrationsministeren om det samme, som jeg spurgte statsministeren om. Jeg spurgte statsministeren, om statsministeren ville sikre det, som vi er mange herinde, der gerne vil, nemlig at stramme reglerne for udvisning af kriminelle udlændinge, sådan at når man laver kriminalitet som udlænding i Danmark, mister man altså muligheden for at være her. Kan ministeren fortælle, hvornår regeringen vil handle på det her? Nu har regeringen siddet i halvandet år, og statsministeren ville ikke svare, men det kunne jo godt være, at udlændinge- og integrationsministeren kunne svare på, hvornår man strammer de regler. For jeg tror, der er rigtig mange danskere, der ikke kan forstå, at man altså kan lave kriminalitet gentagne gange, uden at det får den konsekvens, at man mister muligheden for at være i Danmark fortsat.

Ministeren.

Jeg havde jo glæde af hr. Peter Skaarups selskab til samrådet i tirsdags, hvor der blev spurgt om præcis det samme, men det skal jo ikke fratage hr. Peter Skaarup muligheden for også at stille det spørgsmål i Folketingssalen, selv om spørgeren kender svaret.

Det står i regeringsgrundlaget fuldstændig klart og tydeligt, at vi kommer til at stramme reglerne for udvisning. Vi ved godt, hvad det drejer sig om. Det er det, man kalder trappestigemodellen, og det har vi også vendt flere gange tidligere. Det er da klart, at der ikke skal være en rabat på udvisning, fordi man har været nogle år i Danmark, 5 år eller 9 år, eller hvor grænsen nu går henne, og det er der heldigvis heller ikke, når det drejer sig om meget alvorlig kriminalitet, altså voldtægt, mord, vold osv. Men hvis det drejer sig om nogle typer af kriminalitet, det kunne f.eks. være hvidvask, får man den rabat. Det er det, som tidligere har været på bordet, og det er det, som også bliver omtalt i regeringsgrundlaget, altså at vi vil stramme de regler for udvisning. Det kommer vi til at gøre, men der er heldigvis folketingsperioder på 4 år her i landet, og der er jo kun gået 1½ år, så mon ikke, der også bliver anledning til, at vi kan glæde hr. Peter Skaarup med den her forandring.

Næste korte bemærkning er til hr. Steffen Larsen, Liberal Alliance.

Tak. Jeg kunne egentlig bare godt tænke mig lige at få bekræftet, at det jo reelt set drejer sig om primært socialdemokratiske borgmestre og byråd, som står bag den her kønsopdelte svømning. Er det ikke en korrekt opfattelse, jeg sidder tilbage med, altså at det er i en række socialdemokratiske kommuner, vi har det her problem med den kønsopdelte svømning? Og så er spørgsmålet jo, om det så måske er en kammeratlig samtale fra socialdemokrat til socialdemokrat, man skal have. Ministeren minder mig for det meste også mere om en vestegnsborgmester fra 1987, end han minder mig om en statsminister fra 1990'erne, når det kommer til Socialdemokratiet. Der kunne jeg godt tænke mig at høre, om ikke det var sådan, at tingene jo reelt er, altså at der er nogle socialdemokratiske borgmestre derude, som jo egentlig er dem, der ikke har forstået det her problem.

Ministeren.

Jeg kan ikke huske de præcise 12 kommuner i hovedet, men som jeg husker det, er der grundlæggende tre – der er både nogle borgerlige borgmestre, der er nogle socialdemokratiske borgmestre, og så er der nogle af de større kommuner, hvor ansvaret er udliciteret til en rådmand eller en underborgmester, som det er i f.eks. Københavns Kommune. De steder er det, så vidt jeg husker, ikke Socialdemokrater, som har ansvaret. Så det er en blandet palet af forskellige partifarver, som sidder med ansvaret for det. Nogle steder tror jeg ikke, at man nødvendigvis har en meget stor bevidsthed om, at det foregår, og så er det jo godt, at vi gør opmærksom på det, andre steder kan det være udtryk for et aktivt politisk valg. Og så må jeg bare sige, at uanset hvilken partifarve de har, er jeg uenig i den beslutning, man har truffet.

Næste korte bemærkning er til fru Rosa Lund, Enhedslisten.

Tak for det. Vi har jo en fælles dagsorden med regeringen på det her område, selv om jeg kan høre, at regeringen ikke altid føler det, som handler om kampen mod negativ social kontrol. Jeg vil gerne spørge ministeren, hvornår vi ændrer på reglerne for opholdstilladelse, sådan at kvinder ikke skal være fanget i forhold, hvor de bliver udsat for vold, både fysisk og psykisk. Det er kvinder, som er bange for at gå fra deres mænd, som udsætter dem for vold, altså de er bange for at forlade deres voldsmand, fordi det at forlade ham vil betyde, at de mister deres ret til at være i Danmark, deres ret til at være sammen med deres børn, altså deres opholdsgrundlag. Vi har i Enhedslisten den løsning på det problem, at vi giver kvinderne den opholdstilladelse, men jeg vil egentlig gerne høre, hvad regeringens løsning er på det problem.

Ministeren.

Jamen det er jo også den løsning, som vi allerede har implementeret, og som i 85 pct. af de tilfælde, hvor folk henvender sig, løser problemet. Altså, at man er i et voldeligt forhold, det kan jo være begge veje, men som regel er det kvinder, og så kommer hen på et krisecenter, på et hospital eller et andet sted og derefter beder om at få et opholdsgrundlag, som er anderledes end det, man har haft tidligere, løser vi i 85 pct. af sagerne. Men det, som Enhedslisten har foreslået, og som jeg kan være skeptisk over for, er, at man siger, at der slet ikke skal være nogen form for dokumentation for, hvad det er, der er gået forud.

Altså, i dag er dokumentationskravet, at eksempelvis en medarbejder på et sygehus, en medarbejder på et krisecenter, en medarbejder et andet sted kan sige: Ja, jeg kan stå inde for det, jeg har oplevet, at vedkommende er blevet udsat for det og det. Men det, som Enhedslisten gerne vil have – i hvert fald sådan som jeg forstod det på det samråd, der var for nogle måneder siden – er, at der slet ikke skal være nogen form for dokumentation af, at man har oplevet social kontrol, at man er blevet udsat for vold eller andre ting. Det synes jeg er helt i strid med den måde, vi normalt går til både udlændingeområdet og strafferetsområdet.

Der er ikke flere ønsker om korte bemærkninger. Tak til udlændinge- og integrationsministeren. Vi går nu over til selve forhandlingen og de almindelige regler for korte bemærkninger. Den første, der får ordet, er ordføreren for forslagsstillerne, fru Pia Kjærsgaard, Dansk Folkeparti.

Tak. Jeg sad faktisk og tænkte lidt, specielt i forbindelse med hr. Steffen Larsens to spørgsmål omkring vestegnsborgmestre og så det, der sker nu. Der må man jo bare sige, at når man har holdt den her forespørgselsdebat en gang om året og nu for tiende gang, så er vi da kommet et lille skridt længere, end dengang den første integrations- og udlændingeminister hr. Bertel Haarder sagde, at han ikke var minister for leverpostej, tørklæder eller badeforhæng. Så et skridt er vi da kommet videre. Det må man bare konstatere, og heldigvis for det.

Men det, det drejer sig om nu, er, at hvis man ser ud over det daglige medielandskab og hver evig eneste dag kan læse negative historier i forhold til den islamiske indvandring, så er vi jo stadig væk langt væk fra målet, som man også herfra giver udtryk for at man egentlig skal hen til, men som jeg ikke synes man har så mange løsninger på, desværre. Jeg erkender, at antallet – og det har jeg talt om i hundrede år er det afgørende – bestemt er sat ned.

Det, der er problemet, er jo netop udvisningerne og så det, der foregår, med, at man ikke tilegner sig de danske eller for den sags skyld vestlige værdier. Og med negativ indvandring taler vi jo altså hverken om kinesere, indere eller canadiere, men derimod om somaliere, syrere, irakere osv., altså folk fra islamiske lande, som historisk har vist sig at være noget nær umulige at integrere. Det er folk fra MENAPT-landene, dvs. Mellemøsten, Nordafrika, Pakistan og Tyrkiet.

Er det så, fordi vi som land ikke giver dem alle muligheder, eller handler det mere om deres egen uvilje? For nogle befolkningsgrupper integrerer sig glimrende. Andre står fuldstændig udenfor, og det er primært dem fra muslimske lande. Jamen kvinderne er begyndt at uddanne sig, bliver der ofte modargumenteret. Men lad mig lige slå fast, at uddannelse ikke er lig med integration. Men ja, at flere uddanner sig, er selvfølgelig et skridt i den rigtige retning, men hvad gør det, når man ikke bliver integreret, bare fordi man har taget sig en uddannelse? For man kan sagtens være glødende islamist, selv om man læser til kemiingeniør, tandlæge eller skolelærer. Man kan også sagtens være en veluddannet kvinde, samtidig med at man går med det islamiske tørklæde og generelt underkaster sig islams lovreligion om, at kvinden står under manden, og at Koranen står over grundloven, og at man bare grundlæggende ønsker sig et kalifat i Danmark.

Hvornår er man så integreret? vil det være et relevant spørgsmål at stille. Nogle mener, at det er, når man har taget en uddannelse; andre, at det er, når man taler sproget. Men helt grundlæggende handler det jo om meget mere end det. For det er jo alt for forsimplet at se så spinkelt på integration. Det handler om, at man skal tage de værdier, som vi er så stolte af i Danmark, til sig fuldhjertet; at gå ind for vores kultur, de danske værdier og vores normer og ikke mindst at gå fuldhjertet ind for demokratiet og den dertilhørende ytringsfrihed, hvor man f.eks. må tåle folks ytringer og tegninger. Det kunne være at lade de kvinder skille, som ønsker det, frem for at fastholde dem i et islamisk ægteskab. Det er forfærdeligt, at ved siden af vores lovgivning er der en sharialovgivning i mange muslimske samfund, som vil noget helt andet, og som tillader noget helt andet end det, vi gør i Danmark, og som danske kvinder – og heldigvis for det og selvfølgelig – er en del af.

Så med den her debat vil vi fra Dansk Folkepartis side gerne drøfte to elementer. Det ene er dem, der allerede er her: Hvordan går det med dem? Går det i den rigtige retning? Nej, det er desværre vores klare opfattelse, at det gør det ikke. Parallelsamfundene trives desværre i stor stil, og alt for mange stempler hverken helt eller halvt ind på danske værdier. Med andre ord: De er på ingen måde integreret i det danske samfund. De er her bare og lever godt af vores generøse samfund, som tilbyder dem gratis skolegang og uddannelse og gratis sundhedsvæsen og ikke mindst et fantastisk socialt sikkerhedsnet.

Det andet element er dem, der kommer fremadrettet. For meget tyder på, at presset på Europa fremover vil ligne, hvad vi så i 2015, altså at der kommer mere end 1 million mennesker til Europa om året. Mange lande tæt på os har allerede meget, meget store problemer. Med den generelle, grundlæggende elendige integration, vi historisk har set, ja, så er jeg altså ikke verdens største optimist i forhold til de fremtidige generationer. Politisk kan vi i Dansk Folkeparti gøre, hvad vi kan, for at overbevise andre om indvandringens ulyksaligheder, men det gælder jo om, hvad vi gør herinde. Det er det, der er så vigtigt.

Jeg har selvfølgelig som sædvanlig et forslag til vedtagelse fra Dansk Folkeparti, som jeg lige vil læse op:

Forslag til vedtagelse

»Folketinget konstaterer, at indvandringen fra islamiske lande påvirker Danmark i negativ retning og med så uoverstigelige problemer, at landet er blevet negativt forandret, som ikke ønsker at tage danske værdier, normer og kultur til sig, og ikke bakker fuldhjertet op om landets demokrati og ytringsfrihed.

Folketinget opfordrer regeringen til at tage konkrete initiativer til, at alle ikkeintegrerbare udlændinge forlader landet, samt at regeringen tager de nødvendige initiativer til, at fremtidig indvandring fra islamiske lande stoppes.

Folketinget ønsker at sikre Danmarks grænser, og at regeringen gør sig klar til at håndtere de fremtidige migrantvandringer, bl.a. ved permanent grænsekontrol og mulighed for en egentlig grænselukning.

Folketinget opfordrer regeringen til at sætte det danske folks interesser først og internationale konventioner bagerst og udtræde af de konventioner, som ikke varetager Danmarks interesser, eller som forhindrer, at Danmark fører den politik, som er til landets bedste.«

[Første afsnit af forslaget til vedtagelse læses efterfølgende op i en revideret udgave, jf. V 60, kl. 9.41].

Forslaget til vedtagelse indgår så i de videre forhandlinger. Første korte bemærkning er til hr. Frederik Vad, Socialdemokratiet.

Tak til fru Pia Kjærsgaard for at indkalde til den her debat, og tak til fru Pia Kjærsgaard for hendes indsats i den her kamp. Mine børn i fremtiden og deres generation vil jo bl.a. høre om fru Pia Kjærsgaards indsats for folkestyret, når vi skal tale om, hvorfor Danmark ikke er som Sverige f.eks. Det er jo også et eftermæle, der er værd at skrive hjem om.

Jeg kunne godt tænke mig at hæfte mig ved noget af det, fru Pia Kjærsgaard talte om, nemlig de artikler, der er kommet i B.T., om forskere fra Københavns Universitet, som jo har dokumenteret, hvordan imamer trues af mænd, når de gerne vil hjælpe kvinder med at opløse deres ægteskaber. Nogle af de her imamer fra Islamisk Trossamfund har jo så også en løsning, nemlig at vi skal lave et parallelt skilsmissesystem i Danmark, et såkaldt skilsmisseråd, hvor imamer og statslige repræsentanter så skal være repræsenteret.

Vi er jo enige om, at problemet skal løses. Det hørte jeg også fru Pia Kjærsgaard sige: Problemet skal løses. Men jeg vil bare være sikker på, at Dansk Folkeparti er enig i, at vi ikke skal have et skilsmisseråd i Danmark.

Ordføreren.

Suk! Det er Dansk Folkeparti fuldstændig enig i. Men der sidder en minister lige ved siden af den socialdemokratiske ordfører, og det er faktisk lige derover, den skal, og det kan den jo måske komme lidt senere, hvis ministeren igen går på talerstolen.

Det fint nok med al den ros til mig. Tak for det. Det har jeg hørt på mange gange i forbindelse med de her debatter, og jeg tager det selvfølgelig til mig. Men man behøver ikke at bruge tiden på det, for jeg ved det godt. Jeg ved godt, at det er Dansk Folkeparti, der har rejst den her debat. Lad os komme videre og lade være med at bruge tid på det. Det er der ingen grund til. Ros er godt, men ikke at bruge tid på. Nej, det er fint, men jeg vil faktisk meget hellere videre. Det er den der forbindelse til den minister, der sidder der, som den socialdemokratiske ordfører skal have.

Og selvfølgelig – jeg bliver jo nødt til at svare på det – skal der ikke være parallelle retssamfund i Danmark. Det siger sig selv. Men så gør dog noget ved det.

Spørgeren.

Fru Pia Kjærsgaard behøver slet ikke at være så sur. For ministeren var i påsken ude at sige meget klart, at vi gerne vil gøre noget ved de her polygame vielser, og Socialdemokratiet vil gerne sætte ind over for alle de her ting, så der er slet ikke brug for nogen surhed. Det er sådan set bare, fordi fru Pia Kjærsgaard selv nævnte det her problem, som B.T. havde afdækket, men hun kom ikke ind på, at dem, der havde fremført problemet, så også havde en løsning klar. Og der ville jeg bare gerne have, at fru Pia Kjærsgaard gav sin holdning til kende, og det gjorde hun så. Men altså, der er ingen grund til at hæve stemmen – det er fint.

Ordføreren.

Jo, der er grund til at hæve stemmen, og det fortsætter jeg med, lige så længe problemerne er der. Det kan ordføreren rolig regne med. Og nu er det jo sådan, at når jeg folketingsmæssigt har gjort en eller anden ting, og det er næsten ligegyldigt hvad, så er overskriften altid, at jeg raser – egentlig ikke, at jeg er sur, men at jeg raser. Og ja, at det gør jeg da en gang imellem, for det synes jeg også at der er grund til. Jeg synes godt nok, at det er blevet brugt lige lovlig meget og misbrugt lidt for meget, vil jeg også sige. Det er ikke bare mig, det går ud over, men der er rigtig mange politikere, der raser, hver evig eneste gang der er noget. Der må medierne til at finde på nogle andre overskrifter.

Men uanset hvad skal vi gøre noget ved det, og jeg vil virkelig se frem til, at der kommer et initiativ fra regeringen, og jeg vil støtte det fuldhjertet. For det her er, og det mener jeg virkelig, hjerteskærende, hvis man hører den podcast fra de to seriøse forskere. Og jeg er altså glad or, at de forskere stiller sig frem nu; det havde de nok ikke gjort for år tilbage, men det gør de nu.

Tak. Se, det viser sig, at der er en lille uoverensstemmelse mellem det forslag til vedtagelse, som ordføreren læste op, og det, der er afleveret skriftligt, og det er jo det talte ord, der gælder i Folketinget. Så jeg vil bede fru Pia Kjærsgaard om at læse det første afsnit op igen i sin sammenhæng, så vi kan være sikre på, at der er overensstemmelse mellem det, der bliver sagt, og det, der står på de papirer, der er afleveret.

Det gør jeg gerne, bare det ikke går ud over min taletid, altså læser hele det første afsnit op igen:

»Folketinget konstaterer, at indvandringen fra islamiske lande påvirker Danmark i negativ retning og med så uoverstigelige problemer, at landet er blevet negativt forandret grundet den islamiske indvandring, og at her bor for mange, som ikke ønsker at tage danske værdier, normer og kultur til sig, og ikke bakker fuldhjertet op om landets demokrati og ytringsfrihed.«

[Forslag til vedtagelse

»Folketinget konstaterer, at indvandringen fra islamiske lande påvirker Danmark i negativ retning og med så uoverstigelige problemer, at landet er blevet negativt forandret grundet den islamiske indvandring, og at her bor for mange, som ikke ønsker at tage danske værdier, normer og kultur til sig, og ikke bakker fuldhjertet op om landets demokrati og ytringsfrihed.

Folketinget opfordrer regeringen til at tage konkrete initiativer til, at alle ikkeintegrerbare udlændinge forlader landet, samt at regeringen tager de nødvendige initiativer til, at fremtidig indvandring fra islamiske lande stoppes.

Folketinget ønsker at sikre Danmarks grænser, og at regeringen gør sig klar til at håndtere fremtidige migrantvandringer, bl.a. ved permanent grænsekontrol og mulighed for egentlig grænselukning.

Folketinget opfordrer regeringen til at sætte det danske folks interesser først og internationale konventioner bagerst og udtræde af de konventioner, som ikke varetager Danmarks interesser, eller som forhindrer, at Danmark fører den politik, som er til landets bedste.

(Forslag til vedtagelse nr. V 60).]

Tak. Så er jeg sikker på, at der er overensstemmelse, og at alle formaliteter er i orden. Der er til gengæld ikke flere korte bemærkninger. Tak til fru Pia Kjærsgaard, Dansk Folkeparti. Næste ordfører er hr. Frederik Vad, Socialdemokratiet. Velkommen.

Tak for det. Den første erkendelse i udlændinge- og værdipolitikken var, at antallet betyder noget, bl.a. båret frem af gode vestegnsborgmestre. Det er erkendelsen af, at det er nemmere for Slagelse Kommune at lære 50 mennesker dansk om året end at lære 350 mennesker dansk om året. Den anden erkendelse i udlændinge- og værdipolitikken var, at vi er nødt til at føre en aktiv politik, der giver folk incitament til at kunne få en uddannelse, til at kunne få et arbejde og til at kunne afholde sig fra kriminalitet. Den tredje erkendelse er jo så den, vi står over for nu, og den er ikke helt sivet ind, synes jeg, i store dele af befolkningen og heller ikke herinde på Christiansborg. Og det er jo en erkendelse af, at arbejde, uddannelse, bolig, turpas til foreningslivet og en pletfri straffeattest ikke er nok, hvis man samtidig bruger sin position til at undergrave det danske samfund indefra.

Derfor vil jeg opfordre alle i Folketinget til at læse den rapport, som kom den 1. marts fra det kriminalpræventive råd i Sverige. Det er et af de dyrebareste dokumenter, vi har, som viser herskerattitude i sin fuldkomne form. Den viser, hvordan titusindvis af mennesker i klaner og bander og i bestemte etniske miljøer har infiltreret, og jeg citerer: alle væsentlige sektorer i det svenske samfund. Det gælder fra det private til det kommunale til det statslige; embedsmænd, sagsbehandlere, fængselsbetjente, havnearbejdere.

Vi er ikke Sverige; Danmark er noget andet. Men den kultur, der gør sig gældende her, og som kommer til syne i den her rapport, ser vi også herhjemme. Vi hører om en politibetjent, der ringer til et krisecenter og presser lederen af krisecenteret for at få et navn på en konkret kvinde, der er på det center; en socialrådgiver, som dropper bestemte børnesager; en familiebehandler i en dansk ngo, som i stedet for at hjælpe børn ud af social kontrol bidrager til, at en forælder kan kidnappe sine børn og sende dem på genopdragelsesrejse. Og senest i mandags så vi B.T. afdække, hvordan forskere på Københavns Universitet har kendskab til 550 skilsmissekontrakter, som danske imamer i godkendte trossamfund har indgået uden om Familieretshuset, uden om juridiske ægtepagter. Nogle af de ting, der er i de her kontrakter, er, at kvinden skal betale sig fri, leve i cølibat fremover eller opgive sine børn for at slippe fri af ægteskabet. Og så beder imamerne gudhjælpemig os om hjælp i stedet for at gå ud og anmelde det til myndighederne.

Så eksemplerne er mange. Og alt det, jeg har nævnt her, er faktisk eksempler fra det sidste år – konkrete eksempler båret frem af modige fagfolk eller dygtige journalister. Vi ved, det her findes, vi kender bare ikke omfanget af det; dokumentationen er for svag; det interesserer alt for få på de bonede gulve. Den socialdemokratiske statsminister og de to socialdemokratiske udlændingeministre, der har været siden 2019, er lykkedes med meget. Vi er lykkedes med at sende langt flere hjem, end vi nogen sinde før har gjort; vi er lykkedes med at få langt flere fra de her grupper i arbejde end før; vi giver langt færre statsborgerskaber, end vi gjorde tidligere. Men på det her område er vi alle sammen bredt i Folketinget bagud – når det gælder den tredje erkendelse.

Hvad er så svaret? Ja, svaret er, at vi får en bredere forståelse for, hvad den nye værdikamp er. Det er ikke længere kun Kærshovedgård, der er epicenteret for den nye værdikamp, det er også Københavns Professionshøjskole. Det er ikke længere kun antallet af politibetjente, lærere, pædagoger eller gadeplansmedarbejdere, der betyder noget. Det handler også om nu, hvilken pædagogik, hvilken kultur og hvilken ånd de mennesker, der er i fronten i vores velfærdssamfund og i vores civilsamfund, er bærere af. Hvad møder de de mennesker med? Et parallelsamfund er ikke længere kun et boligområde i Ishøj. Det kan også være et kantinebord i en statslig styrelse. Det kan også være et apotek i Nordsjælland.

For Socialdemokratiet er de tre udlændinge- og værdipolitiske erkendelser fundamentet for den politik, vi vil føre, især den tredje. Og det står ikke i kontrast til kampen for, at mennesker skal behandles ligeværdigt og ikke udsættes for diskrimination. Tager man det her samfund til sig, og gør man alt, hvad man kan, for, at ens børn helt og fuldt bliver en del af det danske samfund, så skal man ikke møde diskrimination og forskelsbehandling. Det vil Socialdemokratiet altid stå på mål for, men vi vil ikke have æreskultur, vi vil ikke have et kollektivt frihedsbegreb, og vi vil ikke have, at mennesker, der kan flydende dansk, har gået i dansk skole og været i det danske uddannelsessystem og har et dansk arbejde, bruger deres position i samfundet til at undergrave Danmark indefra.

I den forbindelse vil jeg gerne på vegne af Socialdemokratiet, Venstre, Moderaterne og Socialistisk Folkeparti læse et forslag til vedtagelse op:

Forslag til vedtagelse

»Folketinget konstaterer, at en stram, ansvarlig og konsekvent udlændingepolitik, hvor der er styr på antallet af flygtninge og indvandrere, som kommer til Danmark, er nøglen til at bevare og beskytte sammenhængskraften i Danmark. Folketinget bifalder, at der stilles krav til indvandrere og flygtninge, mens de er i Danmark, og at flere skal bidrage positivt til fællesskabet. Folketinget ønsker, at alle respekterer grundlæggende værdier, og konstaterer, at ægte integration ikke kun opnås gennem beskæftigelse, uddannelse og danskkundskaber, men gennem en fuld tilslutning til danske værdier. Folketinget deler ønsket om et større og vedholdende fokus på, hvordan vi som samfund gør op med negativ social kontrol, så både mænd og kvinder med indvandrerbaggrund nyder rettigheder og frihed som danske kvinder og mænd.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 61).

Tak. Forslaget til vedtagelse vil indgå i de videre forhandlinger. Den første korte bemærkning er til hr. Mikkel Bjørn, Dansk Folkeparti.

Tak for det. Socialdemokratiets ordfører hr. Frederik Vad var ude i et stort interview i Berlingske for nylig og tale om herskerattitude og alle mulige andre problemer i indvandrermiljøer. I den forbindelse udtaler han:

Den her politik, den stramme udlændingepolitik, er forudsætningen for, at man kan vinde valg, men det er ikke det mest afgørende.

Det er her, hvor Socialdemokratiets maskefald for alvor kommer til syne for mig som medlem af Dansk Folkeparti, for er det virkelig det, det handler om for Socialdemokratiet? Handler det om at mene noget, så man kan vinde valg, og når valget så er overstået, kan man mene det stik modsatte?

Socialdemokratiets udspil fra 2019 indeholdt mange forslag til stramninger af udlændingepolitikken, bl.a. loft over ikkevestlig indvandring, og at kravene til familiesammenføring skal strammes. Nu lemper man dem i stedet for. Det indeholdt også frakendelse af statsborgerskab, og samtidig stemmer man imod opsigelse af statsborgerretskonventionen, som er en spændetrøje i forhold til fratagelse af statsborgerskaber. Man siger, at grænsekontrollen skal forlænges. Nu har man fjernet den. Altså, efter et valg mener man det stik modsatte af, hvad man mente før et valg, og man siger, at man ikke rigtig mener det, for det handler for Socialdemokratiet bare om at vinde valg. Er det virkelig Socialdemokratiets politik?

Ordføreren.

Hvorfor er det, at hr. Mikkel Bjørn manipulerer så groft med mine udtalelser fra et interview i Berlingske? Det er taget totalt ud af kontekst. Jeg har brugt et helt interview på at sige, at Socialdemokratiet mener det her i hjertet, og så har jeg rettet appel til nogle af partierne til venstre for midten, som råber og skriger om, at vi skal have en rød regering. Så siger jeg på et tidspunkt: Den her politik er for Socialdemokratiet afgørende i sig selv. Og så siger jeg også til nogle af vores gamle venner i de røde partier: Men den her politik er også vigtig, for ellers kan man ikke få danskernes opbakning til alt det andet, som de røde partierne gerne vil have at vi gør. For Socialdemokratiet er det her hjerteblod. Jeg kommer til at stå for den her politik, uagtet hvad folkeopinionen måtte sige. Så vil jeg bare sige til hr. Mikkel Bjørn: Det var Dansk Folkeparti, der gav 100.000 statsborgerskaber ud. Det var Dansk Folkeparti, som var med til at efterlade 1.200 på udrejsecentre i Danmark. Altså, det der med at sige, at den regering, der er nu, fører en slap politik, er jo ikke korrekt.

Spørgeren.

Dansk Folkeparti trak udlændingepolitikken så langt til højre, som det var muligt med det daværende politiske flertal. Og jeg må jo bare sige, at for os i Dansk Folkeparti er spørgsmålet om landets fremtid, kultur, tryghed og sikkerhed det mest afgørende, og det ærgrer os i Dansk Folkeparti, at det tilsyneladende ikke er det mest afgørende for Socialdemokratiet, og at man kan mene én ting før et valg og så mene det stik modsatte efter et valg, hvor man er gået i regering med et parti som Moderaterne, der konsekvent ønsker at hente tusindvis af mennesker hertil fra Afrika og Indien og alle mulige andre fjerne lande. Er det virkelig det, der er Socialdemokratiets nye linje?

Ordføreren.

Jeg kan forstå på Dansk Folkeparti, at de hellere ville have haft en udlændingepolitik baseret på Alternativet, Radikale Venstre og Enhedslisten. Det er meget interessant. Det er jo forkert, hvad ordføreren siger, for vi fører den strammeste udlændinge- og integrationspolitik, der vel nogen sinde er blevet ført i det her land. Vi har lige sagt, at vi vil lave en arbejdspligt, som skal få indvandrerkvinder i arbejde. Vi har lige stået hernede i Folketingssalen – jeg ved ikke, om ordføreren var til stede – og ændret repatrieringsreglerne for at give incitament til, at flere hurtigere rejser til det land, de skal repatrieres til, ved lynhurtigt at give dem en pose penge. Jeg ved ikke, om ordføreren følger med i, hvad der foregår her i Folketingssalen.

Den næste korte bemærkning er til hr. Lars Boje Mathiesen, uden for grupperne.

Nu skal vi vist ikke tale det med arbejdsudbud og udenlandske kvinder op. Var det ikke 250 personer, det gav i arbejdsudbud? Og det kostede 200 mio. kr., så rolig nu med det.

Jeg kunne godt tænke mig at spørge om noget. Nu har jeg hørt tre fra Socialdemokratiet. Jeg er enig i analysen. Men jøder kan jo ikke færdes i sikkerhed nu, der er stadig væk social kontrol, og vi ser stadig væk en demografisk udvikling, som gør, at der kommer flere fra MENAPT-landene i de kommende år – vi kalder dem så efterkommere, og så kalder vi dem ret hurtigt danske, men deres betydning for det danske samfund er der jo alligevel, selv om vi giver dem en anden definition i Danmarks Statistik.

Jeg har ikke hørt om villigheden til, hvad man konkret vil gøre for at ændre på det. Jeg har hørt en tilgang om, at vi skal undersøge det mere og altså, det er sådan ligesom manden i den lille landsby, som ikke ved, at hans kone er utro, hvilket alle andre i landsbyen godt ved. Vi er godt klar over det her problem, vi har været klar over det længe, vi behøver ikke mere analyse. Vi vil gerne have noget handling.

Så hvad er handlingen fra Socialdemokratiet i forhold til de her ting?

Jeg har givet ordet til ordføreren.

Socialdemokratiet vil gerne have en ny antisemitismeplan. Socialdemokratiet vil gerne have, at man i skolerne har åndspersoner og ikke takstbilagspersoner i spidsen for institutioner og bag katedrene, når der f.eks.på pædagoguddannelsen på Københavns Professionshøjskole af nogle elever bliver påstået, at holocaust aldrig har fundet sted. Socialdemokratiet vil gerne have, at ledere og personale er i stand til og åndeligt rustet til at sætte foden ned, når de møder jødehad rundtomkring på institutionerne.

Det kan jeg love hr. Lars Boje Mathiesen at vi kæmper benhårdt for. Det er vores politik. Vi vil gerne stramme reglerne mere. Vi vil gerne af med ægteskabskontrakter, vi vil gerne af med religiøse polygame vielser, vi vil faktisk slet ikke have imamer ind over noget som helst, som staten varetager.

Vi har masser af ting, vi gerne vil forandre, hr. Lars Boje Mathiesen. Vi er kommet meget, meget langt, f.eks. sender vi flere folk hjem end noget andet sted i Vesteuropa, men vi er ikke i mål, og Socialdemokratiet kommer til at kæmpe for, at det kommer vi.

Spørgeren.

Lad os starte et sted, hvor vi måske kan blive enige: udenlandske voldtægtsforbrydere – folk, der voldtager danske kvinder eller udenlandske kvinder her i Danmark.

Skal vi være enige om, at de intet har at gøre i Danmark? Så hvis jeg fremsætter et beslutningsforslag, hvor de skal udvises konsekvent og uden undtagelse – så kan det godt være, at de kommer til at sidde på et udrejsecenter, men der skal ikke være mulighed for, at de ikke kan blive udvist – så der kun er én vej ud af det danske samfund, og det er ud af landet, vil Socialdemokratiet så støtte det?

Ordføreren.

Hvis folk med et andet statsborgerskab kommer herop og begår voldtægt og kriminalitet og ødelægger det her land, skal de ud. Det skal de.

Jeg vil se meget frem til et beslutningsforslag fra hr. Lars Boje Mathiesen. Vi skal nok læse det og tage stilling til, om vi kan stemme for det.

Den næste korte bemærkning er til hr. Morten Messerschmidt, Dansk Folkeparti.

Men det er jo desværre løgn i hr. Frederik Vads hals, for han kommer aldrig til at stemme for sådan et forslag. For det vil jo være i strid med det, som hr. Frederik Vads parti er så optaget af, nemlig Danmarks internationale forpligtelser. Så hvis vi har en voldtægtsforbryder, som eventuelt ikke har evner til at tale det sprog, der tales i hans hjemland, og som på en eller anden måde har fået børn i Danmark, så ved vi jo, at det vil være i strid med de konventioner, som Socialdemokratiet betragter som hellige, at udvise ham.

Det samme gælder for den etbenede pirat, der angreb vores fregat. Statsministeren var ude at beklage, at man var nødt til at give ham opholdstilladelse, og det er jo der, Socialdemokratiet svigter, for det er jo der, hvor Socialdemokratiet ikke er villig til, ligesom vi er, at sige: Vi må ud. Jo, jeg kan huske, at hr. Henrik Sass Larsen engang fik sagt: Vi må få viklet os ud af det morads. Men det hører jeg jo ikke fra hr. Frederik Vad. Det hører jeg ikke fra hverken statsministeren eller integrationsministeren. Jeg hører kun hensigtserklæringer, men ikke en tale om, hvordan vi kommer hen over den udfordring.

Ordføreren.

Socialdemokratiet vil gerne lave konventionerne om, men der, hvor uenigheden er mellem Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet, er fuldstændig rigtigt, at Socialdemokratiet ikke mener, at vi skal melde os ud eller droppe konventionerne i morgen. Det mener vi ikke. Vi vil bare gerne lave dem om. Det er også derfor, der står i regeringsgrundlaget, at vi skal have udnævnt en ambassadør, som kan kigge på, hvordan vi kan få ændret konventionerne. Vi vil gerne forandre konventionerne.

Jeg sagde i øvrigt ikke, at jeg ville stemme for hr. Lars Boje Mathiesens forslag. Jeg sagde: Jeg vil gerne læse det. For jeg er totalt enig i intentionen. Jeg siger bare: Vi vil gerne ændre konventionerne. Dansk Folkeparti vil gerne droppe konventionerne i dag. Der er en forskel.

Vi mener, at nogle af de internationale aftaler, vi laver, som f.eks. får sendt folk ud af landet i de her år, er vigtige aftaler, og vi kan jo godt frygte, at nogle af de aftaler ryger i lokummet, hvis vi trækker os tilbage fra nogle af de internationale spilleregler, som vi ikke gider at følge. Så der er en uenighed med Dansk Folkeparti, men det betyder ikke, at vi er slappe på udlændingepolitikken.

Jeg vil bare bede ordføreren om sådan lige at iagttage Folketingets forretningsorden i forhold til valg af ord. Spørgeren.

Nej, det betyder, at I taler usandt. Det betyder, at I taler usandt, hr. Frederik Vad, for I siger, at I vil noget, som I godt ved I ikke kan, fordi I ikke er villige til at tage det skridt med de konventioner, der er problemet. Og det er jo ikke rigtigt, at lande, der er ude af de konventioner, står dårligere i forhold til at aftale med andre lande om hjemsendelse osv.

Statsborgerkonventionen er der jo flere af de europæiske EU-lande, der ikke er med i. Menneskerettighedskonventioner er der en lang række af vores samarbejdspartnere, der ikke er med i, fordi de ikke er europæiske lande. De har rigeligt med muligheder. Men jeg synes bare, at hr. Frederik Vad og hans parti skylder danskerne at sige, når man er ude at holde de her fine taler, at det ikke kommer til at ske, for man er ikke villig til at træde ud af de konventioner, der forhindrer det.

Ordføreren.

De konventioner skal laves om. Det er Socialdemokratiets holdning. Og så vil jeg bare sige til hr. Morten Messerschmidt, som taler om løgn i min hals: Hvad er det? Er det en tredjedel eller halvdelen af det antal, der sad på udrejsecentre, da den her regering overtog ansvaret, som sidder der nu?

Altså, vi sender folk hjem. Vi sender folk hjem i et tempo, som overhovedet ikke kan sammenlignes med dengang, Dansk Folkeparti havde parlamentarisk magt i det her land. Alle rejser til Danmark hver uge fra hele Europa for at høre: Hvordan kan det være, at I sender folk hjem så hurtigt og så effektivt?

Lad os lige få hele billedet med, hr. Morten Messerschmidt, i stedet for at sige, at der bliver løjet heroppefra.

Næste korte bemærkning er til hr. Kim Edberg Andersen.

Når man hører tre socialdemokrater på rad stå deroppe og holde taler, bliver man helt draget af det: Hold da op! Det er et parti, jeg kunne se mig selv i. Det er et parti af strammere. Men virkeligheden er, at det er det parti jo ikke. De snakker godt. Det er gode retorikere, og lad os tage udgangspunkt i et enkelt eksempel, altså det her med svømmehallerne. Statsministeren nævnte det. Udlændingeministeren nævnte det, og så kunne han sjovt nok ikke huske 12 navne, men han kunne godt huske, at det ikke var rådmændene. Han kunne i hvert fald huske, at det ikke var socialdemokrater. Så det er det med det selektive.

Problemstillingen er, at man vil gøre noget nu, 3 timer inden det er kommet i pressen. Inden statsministeren siger det fra talerstolen, vil man gøre noget mod kønsopdelt svømning. Det ville man ikke i september, da vi havde samme debat. Der står den samme udlændinge- og integrationsminister – jeg tror, man bare skal kalde det udlændingeminister, for integrationen ovre i det ministerie kan vi se langt efter. Men vil hr. Frederik Vad, som har været bannerfører for det her med herskerattitude på sociale medier, ikke bare lige over for mig bekræfte, at hr. Frederik Vad har sagt, at det vigtigste ved udlændingepolitikken for Socialdemokraterne er måden, man vinder valg på?

Tak. Ordføreren.

Nej, det passer ikke. Det passer ikke!

Spørgeren.

Det forstår jeg jo ikke, men det havde nemlig givet god mening, for det er jo den måde, man agerer på efter et valg, for der er ikke rigtig kommet nogen stramninger. Det er jo virkeligheden. Jeg ved godt, at man så siger, at der aldrig har været færre. Det er fint, men når jeg kommer herover fra Nordjylland og ser hele bydele stå med palæstinensiske flag, når jeg ser folk stå og hylde, at israelerne er blevet slagtet i et terrorangreb, og når man har en regering, der ingenting gør ved det, så vil jeg gerne bede hr. Frederik Vad bekræfte noget andet. Står Socialdemokraterne stadig fuldtonet bag Israel i den konflikt, der er dernede? Bakker man fuldtonet op om israelerne i krigen mellem Israel og Gaza?

Ordføreren.

Regeringen har jo gjort det meget klart, at Israel efter den 7. oktober har haft ret til at forsvare sig selv. Nu har vi en helt forfærdelig krig, hvor en masse mennesker bliver slået ihjel og der er brug for en våbenhvile og der er brug for, at Israel gør mere for at dæmpe de forfærdelige drab, der foregår, og konsekvenserne af de angreb. Det er jo blevet sagt flere gange. Men det, hr. Kim Edberg Andersen bare fejer hen over, fordi det her jo meget er en leg for hr. Kim Edberg Andersen og mest snak, er jo, at der faktisk bliver gjort meget. Kan hr. Kim Edberg Andersen pege på en regering i danmarkshistorien, der har ført en strammere politik end den her?

Den næste korte bemærkning er til hr. Steffen Larsen, Liberal Alliance.

Tak. Jeg har ligesom hr. Frederik Vad selv stået på Folketingets talerstol og talt om det, jeg så kalder infiltration af vores institutioner, som jeg netop ser som et meget stort problem. Og i den forbindelse kunne jeg jo næsten godt have tænkt mig, at hr. Frederik Vad havde været med mig i Gellerupparken sammen med Retsudvalget og havde set Østjyllands Politis optegninger over storklaner og de her klanfamilier, fordi det jo også er herfra, at den infiltration udspringer. For det er jo dem, der er bærere af den kultur, hvor man skal sørge for at undertrykke det, der sker i retssamfundet, og til gengæld have sit eget separate retssamfund, hvilket jeg finder yderst problematisk at man har i parallelsamfundene. Det er jo det, vi bliver nødt til at kigge på hvordan vi griber an, og det vil jeg egentlig bare invitere til, at vi får taget en snak om.

Men så vil jeg sige en anden ting, og det vedrører jo det her med, at regeringen for resten siger, at de vil få sendt en ambassadør af sted. Det kunne man jo godt tænke sig skete snart. Jeg har selv rykket for det, men det lader jo til, at Socialdemokraterne er meget villige til det, men det kunne jo være, at det, der mangler, skyldes, at nogle af regeringspartnerne ikke er villige til, at det skal ske så hurtigt, eller hvad? For det er udenrigsministeren, der skal sende vedkommende af sted.

Ordføreren.

Det må hr. Steffen Larsen jo spørge regeringen om. Altså, jeg er Socialdemokratiets ordfører, og Socialdemokratiets politik er, at vi skal have den her ambassadør – vi er stolte af, at det er kommet med i regeringsgrundlaget – og gerne så hurtigt som muligt. Og jeg er stolt af at repræsentere et af de partier i regeringen, som virkelig også har fokus på det her, og det kommer vi til at fortsætte med at have.

Så er jeg sådan set enig med hr. Steffen Larsen i, at noget af det, der står i den her rapport, som har fået latterlig lidt omtale i de danske medier – jeg tror, at der er blevet skrevet én artikel om den her rapport – er, at det også er nogle kulturer, vi ser i Danmark, og det skal vi finde en måde at håndtere på. Og jeg tror, at vi skal bruge nogle andre værktøjer end dem, vi traditionelt har brugt. For det kan godt være, at vi kan få nogle skolelærere og nogle gadeplansmedarbejdere eller nogle politibetjente ud, men hvis man ikke bærer de rigtige værdier og de rigtige holdninger i mødet med andre mennesker, så har vi jo et kæmpe problem, og det kan vi altså ikke lovgive om herinde i Folketingssalen.

Spørgeren.

Når jeg bliver opstemt, får jeg altid lyst til at citere Margaret Thatcher, som jo sagde, at forfatninger skal bæres i hjertet på folket, for ellers er forfatningen blot gulnet papir uden værdi. Det er jo egentlig det, som er hele essensen i det.

Men jeg vil vendte tilbage til det om den ambassadør. Det lader jo til, at Socialdemokraterne gerne vil, men hvorfor er det så, at det tager så lang, lang tid? For vi står jo i den situation, at der nu er gået over halvandet år, og vi har stadig væk ikke fået sendt nogen af sted, og hvis det er et arbejde, der haster, burde vi jo få taget fat på det. Så jeg kan i hvert fald – nu ministrene er her – opfordre til, at man får skubbet lidt til udenrigsministeren.

Ordføreren.

Jamen der bliver truffet beslutninger hver eneste dag i den her regering, og jeg ved ikke, hvor i beslutningsrækken den her beslutning ligger. Altså, jeg koncentrerer mig om at være ordfører for Socialdemokratiets 50 mand store folketingsgruppe, og så må regeringen svare på, hvordan deres interne processer fungerer.

Den næste korte bemærkning er til hr. Peter Skaarup, Danmarksdemokraterne.

Tak til ordføreren. Jeg kunne godt tænke mig at følge lidt op på det, som hr. Steffen Larsen spurgte om, med hensyn til hvem det egentlig er i regeringen, der bremser det her. Altså, nu lagde jeg mærke til, at ordføreren sagde: Jeg er stolt af at repræsentere et af de partier i regeringen, der prioriterer det her meget højt. Er der altså nogen partier i regeringen, der ikke prioriterer det meget højt? Er det sådan, man skal forstå det? Ordføreren siger også hele tiden: Det må man spørge regeringen om. Jamen altså, hr. Frederik Vad er jo ordfører for det førende regeringsparti, der har siddet på statsministerposten i årevis; det er den samme statsminister, man har haft i årevis, og som hr. Frederik Vad vel forhåbentlig er stolt af og har en eller anden form for indflydelse på.

Så kan vi ikke godt få at vide, hvad det er, der bremser det, hvem det er, der bremser det? Hvis ikke det er Socialdemokratiet, hvem er det så i regeringen, der bremser, at man 1) får strammet udvisningsreglerne, så dem, der laver kriminalitet i Danmark og ikke er danske statsborgere, kommer ud af vagten, 2) får udnævnt den her ambassadør? Det er måske ikke, fordi det betyder den helt store forskel, men se da at få det gjort. I har siddet i halvandet år som regering.

Ordføreren.

Jeg står gerne på mål for regeringens politik, men jeg kan ikke svare på spørgsmål vedrørende regeringens processer, og det er jo processpørgsmål, der bliver stillet hele tiden. Altså, jeg kan sige, hvad regeringens politik er. Regeringens politik er, at der skal komme en ambassadør, der kan ændre de her konventioner. Regeringens politik er, at der skal laves en arbejdspligt, så vi kan få indvandrerkvinder i arbejde. Regeringens politik er, at der skal komme en strafreform på justitsområdet senere på året, hvor vi skal til at stramme op, forhåbentlig, på en række forhold. Regeringens politik er, at der forhåbentlig skal komme nye initiativer i forhold til antisemitisme. Regeringens politik er, at der skal komme en pakke om social kontrol.

Det er regeringens politik. Det er det, der er blevet sagt vi gerne vil levere, men de der processpørgsmål kan jeg simpelt hen ikke svare på, hr. Peter Skaarup. Jeg kan svare på, hvad der er regeringens politik.

Spørgeren.

Er hr. Frederik Vad tilfreds med sin regering? Altså, hvis det bare er processpørgsmål og man siger, at ja ja, det kommer, er hr. Frederik Vad så tilfreds med, at der ingenting sker? Hr. Frederik Vad siger, det er godt, at vi skal have en strafreform, men lad os så få den. Regeringen har siddet i halvandet år – hvad laver I? Altså, I vil gerne have en ambassadør, og I vil gerne have udvist kriminelle udlændinge og have lavet reglerne om. Imens falder der jo domme, der betyder, at folk bliver hængende i Danmark og ikke kan udvises. Se nu at komme i gang. Hvad forhindrer jer? Hvilket parti forhindrer jer i det?

Ordføreren.

Der sker noget hele tiden, hr. Peter Skaarup. Og igen ved jeg ikke, om det er, fordi hr. Peter Skaarup ikke var hernede i salen, men vi har lige stået og diskuteret repatriering for ikke særlig lang tid siden. Jeg var før inde på arbejdspligt. Der sker ting hele tiden. Nu har vi været i gang i halvandet år, og vi har en 4-årig valgperiode, så vi skal nok komme i mål med det, vi har lovet vælgerne, og det, vi har lovet befolkningen. Vi har lovet, at der skal strammes op på en række ting, og vi har lovet, at vi vil sætte ind over for social kontrol. Det hele skal nok komme.

Næste korte bemærkning er til fru Pia Kjærsgaard, Dansk Folkeparti.

Jamen det tror jeg såmænd også. Altså, det skal såmænd nok komme sådan 3, 4, 5 måneder inden et folketingsvalg. Så kommer man med en eller anden ambassadør, som nu skal kigge på det – så gør man dit, så gør man dat. Det er nok, det der sker, uden at vi på noget tidspunkt kommer herned i Folketingssalen for at stemme det igennem, sådan så det virker. Det var nøjagtig det, man gjorde inden sidste folketingsvalg. Der kom man med en lang række initiativer, som bare ikke er gennemført. Og det er nøjagtig det samme, der vil ske nu, for det er jo virkelig, virkelig væsentligt i forhold til de konventioner.

Jeg må så sige til hr. Frederik Vad, at det ikke er rigtigt, hvad der bliver sagt, nemlig at vi bare sådan vil bryde ud, og at vi bare vil sige: I morgen skal vi ud. Vi har arbejdet på det her i årevis – i årevis! Jeg kan næsten ikke huske, hvor lang tid det er siden; nok helt tilbage til Anders Fogh Rasmussen har vi nævnt det, og nu nævner vi det igen og igen.

Vi vil gerne ud af de konventioner. Det drejer sig om både Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, statsløsekonventionen og statsborgerretskonventionen, fordi det er dem, der primært hindrer, at vi kan føre en fornuftig udlændingepolitik. Men kan jeg ikke have ret i, at der såmænd nok skal komme en ambassadør, som sætter sig ned og skal kigge på det her? Så går vi hen over et folketingsvalg, og så kan man prale lidt med det i folketingsvalgkampen.

Ordføreren.

Det tror jeg simpelt hen ikke, fru Pia Kjærsgaard, men jeg synes, det er vildt med de her processpørgsmål. Altså, det er meget få politiske spørgsmål, jeg får – det hele er sådan noget proces. Hvad har været i hvilke regeringsudvalg? Altså, hvad med en politisk diskussion? Hvad vil folk gøre ved, at B.T. nu kan dokumentere 550 skilsmissekontrakter, hvor kvinder skal leve i cølibat og skal opgive deres børn for at slippe fri af ægteskabet? Hvad tænker man om det? Hvad tænker man om, at flere klasser ude på Københavns professionshøjskole og lektorer boykottede markeringen af Auschwitzdagen den 27. januar, fordi man mente det var upassende, grundet det der sker i Mellemøsten? Det er jo den type diskussioner, vi skal have.

Det er faktisk lidt en anden spillebane – jeg er ked af at sige det til jer, der har været med på denne her udlændingedagsorden i 20-25 år – end det var for 20 år siden, for nu handler det ikke længere om Kærshovedgård; nu handler det om mennesker, der er født og har boet her, og som for manges vedkommende kan sproget og har en pletfri straffeattest, men som bærer nogle forkerte holdninger. Hvad stiller vi op med det? Det kunne jeg godt tænke mig at få nogle svar på.

Spørgeren.

Jamen lad nu være med at blive så sur, hr. Frederik Vad. Men uanset hvad er de her to forskere kommet med et opråb til regeringen. Vi fremsætter rigtig gerne forslag om at forbyde islamisk polygami og kvindeafpresning, det vil vi gøre. Hvor står Socialdemokratiet så? Med garanti vil man stemme imod forslaget – lad os nu vente og se, for vi skal nok komme med det. Jeg vil da være utrolig glad, hvis Socialdemokratiet stemmer for. Det kan man kalde proces, eller hvad ved jeg – jeg vil overhovedet ikke kalde det proces. Men jeg er træt af at læse om en minister, der spærrer øjnene op, for hvad kan det bruges til? Vil det stoppe religiøs polygami og kvindeafpresning? Fint, vi venter. Og jeg håber på, at ministeren går på talerstolen igen senere i dag og ikke bare bliver siddende.

Så er det ordføreren.

Det, der er processpørgsmål, fru Pia Kjærsgaard, er at blive ved med at tale om, hvad der foregår i forskellige regeringsudvalg, og hvornår et konkret punkt i regeringsgrundlaget bliver gennemført. Men fru Pia Kjærsgaard har jo læst citaterne op fra ministeren. Der er blevet svaret på, hvad regeringen tænker om den her form for religiøs polygami. Vi kan ikke lide det, vi vil gerne af med det, og Socialdemokratiet kommer til at presse på for, at det svineri forsvinder fra Danmark.

Næste korte bemærkning er til fru Rosa Lund, Enhedslisten.

Tak for det. (Tredje næstformand (Karsten Hønge): Det må fru Pia Kjærsgaard undskylde. Har fru Pia Kjærsgaard ikke haft to korte bemærkninger? Jo, det mener jeg. (Munterhed). Jeg er ret sikker på, at den næste korte bemærkning er til fru Rosa Lund, Enhedslisten).

Tak. Og det skal egentlig være en tak for opfordringen, hr. Frederik Vad, til ikke at snakke proces, men snakke konkret politik. Det vil jeg rigtig gerne.

Vi er i Enhedslisten ligesom regeringen imod negativ social kontrol, selv om jeg godt ved, at regeringen helst ikke vil stå ved siden af Enhedslisten i det her spørgsmål, selv om vi har nogle fælles dagsordener – men lad det nu ligge. Der kunne jeg godt tænke mig, hr. Frederik Vad, hvis Socialdemokratiet kunne blive konkrete om, hvad det er, I gerne vil gøre for at stoppe det her. Vi har nogle forslag i Enhedslisten, dem har I afvist. Fair nok, det er jo netop konkret politik. Men hvad er det så, vi konkret skal gøre? Og nu kan jeg jo forstå på hr. Frederik Vad, og det synes jeg faktisk er lidt dejligt, at vi ikke skal diskutere, om det kommer i et regeringsudvalg, eller om det kommer senere, men konkret politik – så hvad skal vi gøre?

Ordføreren.

Vi vil gerne stå ved siden af Enhedslisten, men problemet er jo, at de fleste af Enhedslistens forslag handler om, at flere skal blive i landet. Det er det, der er problemet, og det er derfor, vi har nogle udfordringer med Enhedslisten.

Hvad skal vi gøre i forhold til social kontrol? Jamen vi skal stille kvinderne bedre. Socialdemokratiet er imod, at de her imamer blander sig i at lave skilsmissekontrakter. Socialdemokratiet er imod religiøse polygame vielser. Socialdemokratiet er imod den form for socialt bedrageri, der foregår, som i høj grad går ud over kvinderne. Socialdemokratiet er imod, at kvinder bliver holdt hjemme; vi vil gerne have kvinderne ud at arbejde. Det er derfor, vi har foreslået en arbejdspligt. Vi har masser af ting, vi gerne vil – og mere skal nok komme.

Spørgeren.

Jeg tror, vi alle sammen kan blive enige om, at vi er imod alt det, som hr. Frederik Vad remsede op på den liste der. Men hvad gør vi så ved det? Grunden til, at jeg spørger, er jo, at jeg har et reelt ønske om, at vi laver nogle indsatser, at vi laver nogle lovændringer, som gør, at de her – primært kvinder, men også mænd, det er jeg med på – bliver udsat for negativ social kontrol. Så hvad kan vi gøre konkret? Noget af det, der undrer mig, når jeg nu ved, at regeringen og hr. Frederik Vad er optaget af den her dagsorden, er, at man f.eks. vil fjerne tilskuddet til KVINFO's mentornetværk, som netop får indvandrerkvinder i arbejde.

Ordføreren.

Det tror jeg ikke er rigtigt, fru Rosa Lund, men problemet med de forslag, Enhedslisten kommer med – jeg kom med en liste før over, hvad vi skal gøre – er, at det alt sammen er forslag, som vil have flere til at blive i Danmark; flere skal blive og færre skal ud. Det understøtter i min optik mange af de ngo'er, som har et enøjet fokus på, hvordan vi løser de her problemer.

Vi havde et møde i går med Institut for Menneskerettigheder i Retsudvalget. Jeg noterer mig, hvad der foregår i Mellemfolkeligt Samvirke, jeg noterer mig, hvad KVINFO markerer sig på, jeg noterer mig det ngo-billede, vi har derude. Altså, det er jo ikke, fordi der er særlig meget fokus på, at jøder ikke kan gå på gaden i Danmark. Det er jo ikke, fordi der er særlig meget fokus på, at alt for mange i det her land begår kriminalitet med rod i en æreskultur, ikke med rod i en dårlig barndom. Vi har et statsfinansieret ngo-billede, som jeg synes har en enøjet tilgang til det her, og det kan ikke kun være løsningerne, fru Rosa Lund, for så bliver Enhedslisten og Socialdemokratiet ikke enige.

Spørgeren. (Frederik Vad (S): Jeg tror, hun har haft to gange.) Jeg er helt belastet efter det med Pia Kjærsgaard. Jeg er bange for at begå en fejl igen. Det er godt, at man kan være opmærksom på det på hver sin måde. Så er der ikke flere korte bemærkninger. Tak til hr. Frederik Vad, Socialdemokratiet. Næste ordfører er hr. Torsten Schack Pedersen, Venstre.

Tak til Dansk Folkeparti for – kan jeg så forstå – for tiende gang at indkalde til den her forespørgselsdebat. Det er jo en oplagt lejlighed til at få en bred debat om værdipolitik og udlændinge- og integrationspolitik.

I Venstre går vi ind for en stram og en ansvarlig og en konsekvent udlændingepolitik. Danmark skal være for dem, der kan og vil Danmark. Det har været sigtelinjerne for Venstres udlændingepolitik i mere end to årtier, og det er det fortsat. Det er også i høj grad den politik, der er blevet ført af et politisk flertal de sidste to årtier. For i Danmark var vi hurtigere til at indse de udfordringer, der følger af indvandring fra særlig ikkevestlige lande, end mange af vores nabolande, og vi fik i 00'erne i høj grad rettet op på den helt forfejlede udlændingelovgivning fra 1983. Det betyder, at vi i dag står et bedre sted end række andre europæiske lande, der først langt senere har strammet op eller helt har undladt det, og der er mange der kigger mod os i Danmark, når de skal hente inspiration på udlændingeområdet.

Det betyder selvfølgelig ikke, at vi har sagt, at nu er der styr på det hele. Det er tydeligt for enhver. For vi har brug for at fastholde en stram og ansvarlig udlændingepolitik. Det starter naturligvis med, at der er styr på tilstrømningen til Danmark, for antallet betyder naturligvis noget, og det er heldigvis også en erkendelse, der efterhånden har spredt sig til alle partier. Det er jo selvfølgelig positivt, men det er bestemt ikke for tidligt. For antallet betyder noget i forhold til integrationsindsatsen og vores mulighed for at fastholde en stærk sammenhængskraft, en fælles identitet og et tilhørsforhold.

Integration er jo i sidste ende et personligt ansvar for den enkelte, der kommer hertil, og som samfund skal vi møde folk, der kommer hertil, med klare krav og forventninger. Det skal ikke være sådan, at hvis man kommer til Danmark, så kan man lade sig forsørge af det danske samfund uden at bidrage, selv om man er i stand til at passe et arbejde. Der skal være en tydelig gevinst, også for indvandrere, ved at være i arbejde frem for på offentlig forsørgelse.

Beskæftigelsen blandt indvandrere med ikkevestlig baggrund går den rigtige vej. Det er glimrende, både for den enkelte og for samfundet. Men der er stadig store udfordringer. Kigger man eksempelvis på kvinder, der har været på kontanthjælp i mere end 10 år, så har mere end 40 pct. af dem ikkevestlig baggrund. Derfor mener jeg også, at den arbejdspligt målrettet ikkevestlige indvandrere på kontanthjælp, som vi indgik aftale om sidste år, er den helt rigtige vej at gå. Flygtninge og indvandrere skal bidrage til fællesskab, uanset om man har været her i få eller i mange år.

Men blot fordi man har lært sproget og fundet sig et arbejde, ja, så er man ikke pr. definition velintegreret. Det er en i høj grad ofte nødvendig forudsætning, men det er ikke tilstrækkeligt, for det handler også om det værdisæt, man bærer med sig. Det har for mig været særlig tydeligt efter Hamas' bestialske terrorangreb i Israel den 7. oktober sidste år. Der har vi set folk i Danmark hylde nedslagtning af uskyldige civile israelere, og der er store menneskemængder på gaden, som kalder på Israels udslettelse og islamisk jihad.

Det er det samme, når vi alt for ofte hører om kvinder i nogle muslimske miljøer, der udsættes for stærk negativ social kontrol, hvor deres personlige frihed undergraves og deres liv dikteres af deres mand, deres far eller deres bror. Det ser vi, når kvinder tvinges ind i ægteskaber imod deres vilje. Og når kvinder forsøger bryde ud af ægteskabet, kan det være stort set umuligt, og hvis det så endelig lykkes, kan de blive tvunget til at underskrive absurde kontrakter, hvor kvinderne forpligter sig til at give afkald på forældremyndighed eller sværger ikke at indgå i nye parforhold.

Vi har talrige eksempler på børn og unge, der sendes på genopdragelsesrejser til Mellemøsten og Afrika, fordi de er blevet for danske. Så ryger man retur til hjemlandene. Det er ting, der foregår i dagens Danmark, og uden at skulle lave en lang gennemgang af kriminalitetsstatistikken er det også særligt bekymrende, ikke bare at der er den overrepræsentation i kriminalitetsstatistikken af indvandrere, der er, men at den for visse grupper endda bliver forstærket, når man kigger på efterkommere.

Det kan ikke siges tydeligt nok, at hvis man ønsker at bo i Danmark, skal der være respekt for grundlæggende danske værdier, demokrati, ligestilling og personlige frihedsrettigheder. Vi har igennem årene strammet op på en lang række regler og lovgivning, men vi er ikke i mål endnu. Vi skal fortsætte det vedvarende fokus på, at indvandrere kommer i arbejde og lærer dansk, og at så mange kriminelle udlændinge udvises. Vi skal også tage værdiskreddet dybt alvorligt og konstant have for øje, hvordan vi bekæmper parallelsamfund og de værdier, der er uforenelige med de værdier, vi hylder her i Danmark.

Første korte bemærkning er til hr. Lars Boje Mathiesen, uden for grupperne.

Jeg bliver dybt, dybt bekymret, når jeg hører Venstres ordfører. Jeg har, inden jeg kom i Folketinget, fulgt politik op gennem 00'erne og 10'erne, og det er den samme plade. Det er nøjagtig samme tale, man har fundet frem af skufferne. I det mindste var der fra Socialdemokratiet da en erkendelse af, at fundamentet brænder. Det var den samme plade fra Venstre om folk i arbejde, og så gudhjælpemig, om ordføreren ikke taler om de store demonstrationer derude. Hvad vil man gøre ved dem? Det er mennesker, der er kommet hertil, mange af dem på Venstres vagt. Skal de stadig væk være i landet?

Så siger man, at det er vigtigt, at der ikke kommer for mange hertil. Det er korrekt, men selv om der ikke kom flere hertil, er der en demografisk udvikling, som eroderer det grundlæggende danske samfund. Hvad vil man gøre ved det? Hvad er de konkrete svar på de mange tusind mennesker, som står og tydeligvis har en større samhørighed med Palæstina, end de har med det danske samfund? Hvad er svaret på det?

Ordføreren.

Jeg synes, det er en meget, meget besynderlig tilgang at sige, at det her svarer til, hvad der har været sagt de sidste mange år, og at vi ikke anskuer problemerne på en anderledes måde. Jeg kan huske valgkampen i 2001. Jeg var formand for VU, og det var en hård valgkamp, hvor vi i Venstre krævede, at der skulle strammes op på udlændingeområdet, og der var diskussionen alene om tilstrømning. Det var vigtigt, og vi ændrede reglerne, og vi har strammet reglerne gentagne gange, og det har været nødvendigt.

Men jeg understreger også her i min tale, at det ikke er nok, at vi begrænser; det er ikke nok, at man lærer dansk, og at man er i beskæftigelse. Det er vigtigt, at man tager danske værdier til sig. For det skræmmer mig med de eksempler, jeg fremhæver, og det er klart, at det kræver stribevis af initiativer. Noget er i gang, og noget kommer vi til. Jeg synes, at vi ganske fornuftigt skal sikre, at flere, der begår kriminalitet, bliver udvist af Danmark, og så er det en vedholdende indsats overalt i det danske samfund at gribe ind, når der er unge mennesker eller andre, der har antidemokratiske udtalelser og sindelag, og sørge for en evig kamp for de demokratiske værdier.

Spørgeren.

Venstre gik i 2011 til valg på, at kriminelle udlændinge skal udvises. Det skete ikke. Venstre gik til valg på i 2015, at kriminelle udlændinge skulle udvises. Venstre gik til valg på det i 2019, Venstre gik til valg på det i 2022. Det er stadig væk ikke sket.

Nu må jeg så spørge Venstre: Jeg kommer til at fremsætte et beslutningsforslag om, at udenlandske voldtægtsforbrydere skal udvises konsekvent og efter første dom. Så kan det godt være, de kommer til at sidde på et udrejsecenter, men de bliver udvist konsekvent af Danmark. Vil Venstre stemme for det?

Ordføreren.

Men det er jo heller ikke en korrekt gengivelse af virkeligheden. Vi har, i de år jeg har siddet i Folketinget, konsekvent strammet reglerne i forhold til udvisning. Tidligere, hvor man var meget bekymret for, hvor tæt man kom på konventionerne, afstod man fra at gøre det. Vi har i Venstre været bannerførere for, at vi har gennemført lovgivning, mens vi har haft ansvaret, hvor vi skulle gå helt til kanten, og hvor vi også accepterede en procesrisiko i forhold til de stramninger, vi lavede. Vi har også haft arbejde i forhold til at ændre konventionerne. Så det, hr. Lars Boje Mathiesen siger, er simpelt hen ikke rigtigt.

Den næste korte bemærkning er til hr. Morten Messerschmidt, Dansk Folkeparti.

Jo, det er det desværre, hr. Torsten Schack Pedersen. Virkeligheden er jo, at det ikke er Folketinget, der styrer Danmarks udlændingepolitik, men at et stort flertal i Folketinget har deponeret beslutningskraften hos nogle i øvrigt ikke særlig velkvalificerede dommere, der nyder en eller anden form for tilværelse nede i Strasbourg, og at det er dem, der, når vi har de her kriminelle udlændinge, der skal ud, afgør, om de så må det eller ej. Og jeg kan i min egen enfoldighed ikke forstå, hvordan man egentlig over for sine vælgere kan sige, at man nu virkelig går til makronerne, når man ikke også er villig til at tage et opgør med det syge system, altså at det er nogle ukvalificerede dommere, danskerne aldrig har mødt eller stemt på – hovedparten af dem har aldrig mødt danskerne og kender ikke vores forudsætninger – som skal afgøre, om den etbenede pirat, der har angrebet vores skibe, skal have lovligt ophold i Danmark, om voldtægtsforbrydere skal have lovligt ophold i Danmark, eller om terrorister skal have lovligt ophold i Danmark.

Der er jo ikke nogen herinde, der ville stemme ja til, at de mennesker skulle have lovligt ophold i Danmark. Problemet er bare, at I alle sammen heller ikke vil stemme ja til at tage magten væk fra dem, der siger, at de skal være her.

Vi skal lige iagttage forretningsordenen om direkte tiltale, og det gælder også i flertalsformer.

Ordføreren.

Jeg ved, at hr. Morten Messerschmidt har fulgt rigtig godt med i dansk udlændingepolitik, og derfor undrer det mig også, at hr. Morten Messerschmidt ikke bare kommer til den erkendelse, at den tilgang, der har været for 15-20 år siden, bl.a. har været, at den danske tolkning af reglerne gjorde, at man selv fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols side sagde til Danmark, at vi har mere spillerum, og det har vi udnyttet, og derfor har vi strammet udvisningsreglerne gentagne gange.

Vi har accepteret en procesrisiko, og vi har – jeg tror, at det var tilbage i den smalle Venstreregering – i 2015 også haft et arbejde i forhold til at ændre på konventionerne, og at Danmark skulle spille en aktiv rolle, for at konventionerne var mere nutidige og mere rimelige, og det er et arbejde, der også gælder for den her regering. For det er vigtigt, at vi har de videst mulige rammer for at udvise folk, der har begået grov, grov kriminalitet, og reglerne er i dag langt strammere, end de var for 23 år siden.

Spørgeren.

Må jeg bare gøre hr. Torsten Schack Pedersen opmærksom på, at de danske arrester og fængsler bugner med muslimer, muslimer uden et dansk statsborgerskab, som burde sendes ud af Danmark, men at det, som forsvaret altid procederer på, enten er artikel 3 om, at forholdene i deres hjemlande er umenneskelige, som man kalder det, eller artikel 8 om, at de ikke har noget familieliv? For nylig tabte Italien en sag på Lampedusa, fordi der var 40 illegale immigranter og der kun var stillet to toiletter til rådighed, og det så blev vurderet som værende en krænkelse af deres fundamentale rettigheder. Hvorfor skal vi underlægge os det syge system?

Ordføreren.

Jeg tror altid at et retssamfund er at foretrække, og jeg må sige, at det burde vække lidt eftertanke hos Dansk Folkeparti, at det – som det er mig bekendt, og jeg kan huske forkert – alene er Dansk Folkeparti, der har det synspunkt i forhold til en udtrædelse af konventionerne. Danmarksdemokraterne anerkender konventionerne, og jeg mener også, at Liberal Alliance gør det, og De Konservative gør det i hvert fald også, og så er det måske lidt voldsomt at tro, at Dansk Folkeparti lykkes med det formål.

Den næste korte bemærkning er til hr. Mikkel Bjørn, Dansk Folkeparti.

Tak for det. Jeg er lidt nysgerrig på, hvad Venstre egentlig mener om de demografiske forskydninger, vi i øjeblikket ser ind i. For man bliver ved med at nævne, at Danmark ikke er som Sverige og Frankrig og mange andre lande, hvor det står endnu værre til. Men det ændrer jo ikke på det grundlæggende vilkår, at vi i Danmark, hvis vi kigger på de demografiske forskydninger, så kigger ind i en forandring, der handler om, at danskerne i år 2100 vil være i mindretal i deres eget land.

Danmarks befolkningstal står til at falde ned til 2,5 millioner, og hvis vi skal opretholde den nuværende befolkning, kan det kun gøres ved enten at sørge for, som Dansk Folkeparti foreslår det, at danskerne får flere børn, eller ved at gøre, som udenrigsministeren foreslår, og hente en masse indvandrere hertil fra Indien, Mellemøsten og alle mulige andre fjerne lande. Derfor er jeg nysgerrig på at høre, hvad Venstre mener, og hvad der er Venstres ambition på det her område. Er det, at der også i fremtiden er et Danmark, der er præget af dansk kultur? Eller er det, at vi bare henter en masse mennesker hertil fra fjerne lande og andre steder i verden?

Ordføreren.

Jeg er meget enig i, at vi skal have et Danmark i fremtiden, der også er præget af dansk kultur og danske værdier, for det er helt afgørende. For jeg betragter ikke nationalstaten Danmark bare som sådan en eller anden kasse, og at man så har sagt, at det er fint, og at man også godt kan have noget andet ved siden af, der er lige så godt. Nej, for vi har nogle særlige værdier i Danmark. Vi har en kultur, og vi har en historie, og det er det, der kendetegner vores samfund, og det er det, der i min optik gør os til verdens bedste samfund, og selvfølgelig skal vi stå vagt om det. Og det betyder bl.a., at vi skal have styr på tilstrømningen, men at vi også skal have styr på, at dem, der er i Danmark, tager de danske værdier til sig. Det er der også rigtig mange der gør, og dem, der ikke gør, skal vi være endnu hårdere over for.

Spørgeren.

Tak for det. Men det var ikke rigtig et svar på mit spørgsmål. Hvad vil Venstre gøre ved de demografiske forskydninger? Hvad vil Venstre gøre for at sikre, at danskerne ikke, som det ser ud i øjeblikket, hvis man fremskriver tallene, kommer i mindretal i deres eget land i år 2100? Har Venstre nogen politiske holdninger til, hvordan vi forhindrer det vilkår, hvis ikke det er indvandringen?

Ordføreren.

Jeg tror, at andelen af ikkevestlige indvandrere og efterkommere, hvis vi kigger på Danmarks Statistik og DREAMs seneste befolkningsfremskrivning, vil stige fra 10 pct. i 2023 til 12 pct. i 2070, og det siger jeg bare for at nuancere billedet. Men jeg synes, at det er afgørende, at det er værdier som respekt for ens medmennesker, ligestilling mellem kønnene og grundlæggende demokratiske rettigheder, der skal kendetegne Danmark og det danske samfund, og det vil jeg vedholdende kæmpe for. For jeg mener, at det er værd at bevare.

Så er det hr. Peter Skaarup.

Tak til ordføreren for talen. Jeg kunne godt tænke mig at spørge til social kontrol – negativ social kontrol, må man sige det er. Det foregår jo, specielt over for muslimske piger, i Danmark hver eneste dag. I februar måned kom det frem, at en imam havde giftet en mindreårig muslimsk pige væk til en ældre mand. Det er desværre ikke et enestående tilfælde, men nu kom det frem, fordi der var nogle politikere i byrådet, der spurgte mere ind til det her fænomen.

Svaret fra ministeren og regeringen er jo noget, der ikke rigtig har ført til noget som helst, for regeringen vil ingenting gøre i sådan en sag. Er hr. Torsten Schack Pedersen enig i, at det da er frygtelig forfærdeligt, at vi i et land som Danmark med ligestilling mellem kønnene tillader sådan nogle ting? Altså, vi tillader i virkeligheden barnebrude, og at imamer gifter mindreårige piger væk.

Ordføreren.

Nej, jeg synes ikke, det er i orden, at der er nogen, der skal giftes, når de er mindreårige. Det har vi strammet voldsomt op på over årene. Det er ikke længere muligt at få et kongebrev, det synes jeg er fornuftigt, og hvis jeg ikke husker helt galt, tror jeg, hr. Peter Skaarup var udlændingeordfører for et andet parti, da vi lavede den aftale. Jeg synes jo heller ikke, det er acceptabelt, hvis man i visse religiøse miljøer laver religiøse ægteskaber, som binder. Det må vi gribe ind over for. Jeg er lidt i tvivl om, om der er gennemført et forbud mod, at religiøse ægteskaber kan indgås, eller hvordan de skal håndteres. Men jeg bryder mig bestemt ikke om det. Jeg er klar til at lave stramninger, og jeg er lidt usikker på, hvordan reglerne præcis er i dag.

Spørgeren.

Det kan godt være, men så kan jeg så hjælpe hr. Torsten Schack Pedersen. Altså, det er forbudt – det er forbudt. Problemet er bare, at det sker alligevel, og det er så der, vi efterlyser et svar på, hvad regeringen vil gøre ved det. Nu taler man om at have en stram udlændingepolitik, og statsministeren taler om herskerattituden. Det her er også en slags herskerattitude. Til trods for hvad lovgivningen er, gennemfører man alligevel religiøse vielser af mindreårige. Så hvad vil Venstre gøre ved det? Altså, hvornår ser vi noget fra regeringen på det her?

Ordføreren.

Tak for oplysningen. Jeg var også ret sikker på, at vi havde strammet reglerne og lovgivningen var på plads, men jeg var lige et kort øjeblik i tvivl, og jeg ville nødig sige noget forkert her fra talerstolen. Men det er jo et godt eksempel på, at vi kan lave mange ting herinde, at vi laver lovgivning og strammer, men at det måske ikke bliver ført ud i livet. Der er en håndhævelsesudfordring i forhold til det her, og den ligger både hos sociale myndigheder og hos politi; det siger sig selv. Det er et godt eksempel på, at vi kan lave alle de stramninger, vi vil, men at hvis vi ikke er villige til at sikre en ordentlig håndhævelse, bliver det lidt et slag i luften, og her er der jo ret meget, der tyder på, at der er brug for forstærket håndhævelse, og at der er nogen, der bliver dømt for det.

Så er det hr. Kim Edberg Andersen.

Tak for det, og tak til ordføreren. Det er jo fuldstændig rigtigt. Det er jo håndhævelsen – det er håndhævelsen. Der kan jeg forstå, at håndhævelsen af det her med separat svømning så er, at ministeren har skrevet et strengt brev. Og det ved vi jo alle sammen hjælper, for som vi lige har fået bekræftet, foregår islamiske vielser stadig væk, selv om det er ulovligt. Virkeligheden er, at vi har med en befolkningsgruppe at gøre, som er fuldstændig ligeglade med, hvad der sker, for de ved, at der er ingen handling bag – der er ingen handling bag. Hjemrejsestyrelsen havde anslået, f.eks. på Kærshovedgård, at der manglede 240.000 tryk på klokken, når man skulle melde sig, og jeg vil gerne høre: Synes Venstre, det er o.k.?

Ordføreren.

Jeg glæder jo mig over, at mængden af de borgere, der har været i position til at blive udsendt af Danmark, er nedbragt. For jeg er sådan set optaget af, at når der er udlændinge i Danmark, som vi i vores retssamfund har sagt til at de ikke har krav på at være her, og der så er hindringer for at få dem ud, og de så er i hjemrejseposition, så lykkes det at få sendt dem ud ad de officielle kanaler, og der er også nogle, der åbenbart finder græsset grønnere andre steder uden for landets grænser. Det fører det rigtige sted hen, nemlig til at der er færre, der venter på at blive sendt ud af landet. Og det er klart, at de melderegler, der er, skal man overholde, og hvis ikke man gør det, må det også have en konsekvens.

Spørgeren.

Hold da op. Altså, der er 72 udvisningsdømte, som vi og regeringen ikke aner hvor er henne. Det kan jo ikke være et succeskriterie i sig selv, at man ikke har styr på folk, men det kan jeg forstå det er for Venstre, lidt ligesom når Venstres ordfører fortæller med stolthed om sin VU-formandstid i 2001, hvor han var med til at indføre stram udlændingepolitik. Og til det bliver jeg bare nødt til at sige: I den regering, der kom derefter, var det vel primært på grund af fru Pia Kjærsgaard og Dansk Folkeparti, at der blev ført en stram udlændingepolitik.

Jeg har et enkelt spørgsmål mere til ordføreren. Jeg kan forstå på alle de socialdemokrater, der har været på talerstolen, at de går ind for at stramme. Og så må jeg jo gå ud fra, at det er Venstre, der er dem, der ikke ønsker at stramme, siden der ikke sker noget rent lovgivningsmæssigt. Er det korrekt antaget?

Ordføreren.

Jeg skal på ingen måde fratage Dansk Folkeparti og fru Pia Kjærsgaard en stor del af indsatsen for, at vi fik et markant skifte i dansk udlændingepolitik ved 2001-valget. Det var helt centralt, også i Venstres valgkamp. Det husker jeg særdeles godt. Jeg husker også den kritik, vi fik for nogle af de forslag, vi havde i valgkampen. Den var relativt voldsom. Jeg husker, at der blev indrykket annoncer fra kulturpersonligheder, som var dybt forargede over udsigten til, at man kunne få et regeringsskifte og en ny udlændingepolitik. Og så må jeg vende tilbage til den sidste del – beklager.

Så er det fru Pia Kjærsgaard.

Tak. For lige at komme tilbage til det der med ægteskaber mellem mindreårige, så er barnebrude jo desværre ikke forbudt i Danmark. Man foretager jo individuelle vurderinger, og det ved hr. Peter Skaarup godt, det ved ordføreren godt, og det ved Socialdemokratiet godt. Sådan er det, og det vil jeg bare cementere. Dansk Folkeparti ønsker forbyde det totalt, men det er der åbenbart ikke nogen andre der ønsker at gøre. Sådan er det.

Det næste, jeg lige vil spørge til, er debatten om kønsopdelt svømning. Nu kan jeg godt frygte lidt, at ministeren ikke kommer mere, så derfor vil jeg stille spørgsmålet til Venstres ordfører, da Venstre jo er en del af regeringen. Ministeren siger ikke, at han har kigget i Dansk Folkepartis forslag B 51 fra 2023 om at forbyde det, men det er jo det, ministeren har, og det også fint nok, men ifølge Ritzau har man skrevet ud til samtlige 98 kommuner, hvoraf 92 har svaret, og 11 af kommunerne siger så, at de har kønsopdelt svømning.

Der vil jeg gerne høre fra ministeren – og jeg vil så spørge Venstres ordfører, om det bliver bakket op af Venstre – om alle de kommuner, der har svaret, bare har givet deres svar uden at meddele, om der er kønsopdelt undervisning, og jeg vil også gerne høre, hvorfor ministeren ikke meddeler, hvilke kommuner det er, der så har meddelt det. Nu bliver jeg nødt til at stille spørgsmålet her, for Venstre kan jo presse på som en del af regeringen.

Ordføreren.

Jeg synes, der er godt, at der er kommet den kortlægning, men hvad angår processen, indholdet, og hvordan det er foregået, så vil jeg anbefale fru Pia Kjærsgaard at spørge ministeren om det. Det har jeg ikke indsigt i.

Jeg synes, det er væsentligt at få frem i lyset, for jeg synes, det er en forstokket tankegang. Tænk, hvis jeg, da vores datter gik til svømning, ikke havde måttet være til stede i svømmehallen – hvad er det for noget? Derfor synes jeg, det er ganske fornuftigt, at det er blevet kortlagt, og jeg deler det, som ministeren har sagt om sagen, og jeg vil kraftigt opfordre kommunerne til at genoverveje deres beslutning, for jeg synes, det er et på alle måder forkert signal at sende.

Spørgeren.

Selvfølgelig er det da det. Det var det også, da Dansk Folkeparti fremsatte forslaget i 2023, og det var så heller ikke engang første gang, for vi har gjort det mange gange.

Jeg vil lige gå videre. Jeg vil gerne tilbageholde spørgsmålet, hvis ministeren lover at gå op og svare senere, men det tror jeg bare ikke han gør. Jeg synes bare, det er så mærkeligt, at det er hemmeligt. Hvad er det for nogle kommuner, der gør det der? Hvordan af de ledet – er de måske ledet af Socialdemokratiet, Venstre, Konservative eller andre partier? Det ved man jo ikke rigtig, og det kunne jeg godt tænke mig at vide.

Så kunne jeg godt tænke mig at vide, om alle bare har sagt, at man har taget mailen fra ministeren til efterretning, eller om man virkelig har svaret konkret. Men ministeren skal nok få spørgsmålet skriftligt uanset hvad.

Ordføreren.

Jeg tror, det er meget fornuftigt, at det er ministeren, der svarer på spørgsmålet om ministerens undersøgelse, og hvordan det er forløbet. Det er jeg tryg ved, da min indsigt i det er begrænset.

Nu har jeg så taletiden til at svare på hr. Kim Edberg Andersens spørgsmål om, hvorvidt Venstre står fuldtonet bag en hård og konsekvent udlændingepolitik. Ja, det gør vi, og jeg synes egentlig, at jeg kan høre på noget af det, der er blevet sagt tidligere i debatten, at den største kritik mod regeringens udlændingepolitik er, at det går for langsomt med at få den indført. Jeg er altid utålmodig, men kritikken går simpelt hen på, at det går for langsomt for regeringen at komme i mål med sine ting. Det er jo dejligt, at der er så bred opbakning til regeringens politik.

Vi siger tak til ordføreren. Der er ikke yderligere korte bemærkninger. Vi går videre i ordførerrækken. Den næste er fru Anne Valentina Berthelsen fra SF. Velkommen.

Tak for ordet. Fru Pia Kjærsgaards sagde ved selv samme forespørgselsdebat for et års tid siden, og jeg citerer:

»I Dansk Folkeparti kan vi jo godt lide traditioner, og det er blevet en tradition at afholde denne værdidebat, hvor vi i Folketinget får en grundig debat om den islamiske indvandring til Danmark.«

Hvis den her debat traditionen tro skal gentages år efter år, synes jeg, at vi skal kigge lidt nærmere på virkeligheden, for der er noget, som har ændret sig. Navnlig er det, som om udlændingedebatten og værdipolitikken ikke fylder helt så meget i mediebilledet længere, og jeg ikke så sikker på, at den faldende interesse gavner debatten. Jeg er sikker på, at der ikke er nogen herinde, der ønsker sig 00'ernes udlændingedebat tilbage. Men for at løse nogle af de udfordringer, som vi står over for i forhold til integrationen af ikkevestlige indvandrere, kræver det, at vi forholder os sagligt og nøgternt til de problemer og udfordringer, men også muligheder, der er i integrationen. Lad mig derfor dvæle lidt ved nogle af højdepunkterne fra debatten.

Rapporter fra eksempelvis Institut for Menneskerettigheder har vist, at jobansøgere med ikkevestlige navne systematisk stilles ringere, selv når deres kvalifikationer er identiske med etniske danskeres, eller når de f.eks. kommer fra specifikke boligområder, hvor en høj koncentration af ikkevestlige indvandrere har ført til udfordringer med segregation, parallelsamfund og social kontrol af især kvinder i minoritetsfamilier osv.

Jeg tror, at danskernes voksende utålmodighed med integrationsdebatten, der af og til lyder lidt som en grammofonplade, der er gået i hak, delvis skyldes en tendens til, at man i debatten enten uhensigtsmæssigt nedtoner eller overdramatiserer problemstillingerne ud over deres sande omfang. Det er, som om der ikke er andre standpunkter og fortolkninger end de to yderste, og det er skadeligt for sagligheden.

Det er vores ansvar herinde i Folketinget. Det er vores ansvar at gøre noget ved det. Med det som udgangspunkt for den aktuelle debat, som centrerer sig om de udfordringer, der ofte forbindes med islamisk migration fra Mellemøsten og Nordafrika, og den indflydelse, det har på danskernes levevis, er min indtrængende opfordring derfor følgende: Vi vil ikke nærme os en løsning, en samhørighed eller et fremskridt på det her område, før vi skifter fokus fra mediernes opmærksomhed på yderliggående positioner til faktiske løsninger – uafhængigt af politisk ståsted.

I SF mener vi, at de her løsninger begynder med et nyt fundament i debatten, som resonerer med et sundt fornuftsgrundlag, som flertallet af danskerne kan identificere sig med. Vi skal have en sund forventning om uddannelse eller arbejde ved ankomsten til Danmark, en nultolerance over for kriminalitet og et ufravigeligt krav om respekt for fundamentale frihedsrettigheder. Vi skal sikre tilvejebringelse af den nødvendige støtte til dem i nød eller dem, som er syge. Vi skal forvente en seriøs håndtering af social kontrol og æresrelateret vold, en urokkelig tro på integration som en reel mulighed og ikke en illusion, en ukrænkelig ytringsfrihed, som betyder, at man i øvrigt accepterer, at ens børn lærer om emner, man måske ikke selv værdsætter, og en behandling af alle med grundlæggende menneskelig anstændighed.

Det indebærer, at vi tillader uddannelse at fortsætte, selv hvis opholdstilladelsen udløber, og at vi undgår udvisning af dem, der har etableret et liv i Danmark og bevist, at de vil integrationen i vores samfund, men samtidig indebærer det også, at vi bekæmper diskrimination og racisme, når det opstår, og at vi respekterer internationale konventioner og arbejder aktivt på at fremme dem.

Det handler grundlæggende om respekt for grundpillerne i det danske samfund, respekt for demokratiet, respekt for værdier som ligestilling, beskyttelse af seksuelle og etniske minoriteter, religionsfrihed, forsamlingsfrihed og ytringsfrihed, altså de ting, som vi har bygget vores samfund på, og som ofte er udfordret, også i dele af etniske minoritetsmiljøer. Er der mange her i salen, der modsætter sig det grundlag? Det kan der måske være, men jeg tror ikke, at det gælder for mange af danskerne. Med tanke på den igangværende diskussion om en stram versus en åben holdning og utallige forsøg på at reformere sig ud af problemerne, som ikke har virket, håber jeg, at vi kan blive enige om en ny tilgang – et nyt nationalt kompromis om dansk udlændingepolitik. Tak for ordet.

Tak til ordføreren. Der er nogle korte bemærkninger. Den første er fra fru Pia Kjærsgaard.

Tak. Altså, det var lidt på den ene side og på den anden side. Ordføreren talte lidt om, at medierne kun tager de ekstreme synspunkter, og at det egentlig ikke fylder så meget. Nej, det gør det måske ikke så meget i medierne. Jeg bliver også tit stillet spørgsmål af journalister om, om det egentlig ikke er helt overstået. Men nej, det er det ikke, og det er også derfor, at vi har den debat i dag. Og tallene siger jo noget ganske, ganske andet end det, man prøver at få dem til at gøre.

Nu nævnte ordføreren, at det mange gange er svært at have et udenlandsk klingende navn, og at man eksempelvis bliver afvist i forhold til at finde et arbejde. Og det synes jeg er så ærgerligt for dem, som kan og vil. Men man stempler dem jo, fordi der er så mange, som arbejdsgiverne udmærket godt ved at de får problemer med. Hvis de skal begynde at skændes med en kvindelig ansat om, hvorvidt hun skal bære tørklæde eller ej, eller hvis nogen påberåber sig, at man skal bede tre gange om dagen, eller noget i den stil, så kan godt forstå det, hvis arbejdsgiverne holder sig tilbage, ligesom jeg udmærket godt kan forstå den anden holdning, der også har været, nemlig i forhold til at der er flere, der bliver stoppet rundtomkring i trafikken. Men til det vil jeg sige: Det er ikke hr. og fru Olsen i en Fiat Uno, der har været til banko, men det er en BMW eller en Audi med tonede ruder, og dem forstår jeg godt at politiet nogle gange stopper.

Ordføreren.

Først og fremmest tak til fru Pia Kjærsgaard for at indkalde til debatten. For når jeg fremhæver, at mediediskussionen ofte er polariseret, er det jo, fordi vi netop har brug for en grundigere og mere saglig diskussion om tingenes tilstand og en mulighed for at finde frem til nogle reelle løsninger. Det synes jeg sådan set at en debat som den, vi har i salen i dag, burde give mulighed for. Jeg vil så sige, at i mine øjne skal arbejdsgivere ikke usagligt bedømme, om mennesker har den nødvendige arbejdsvilje eller -evne, på baggrund af fordomme. Jeg kan godt forstå det, hvis der er nogle, der gør det, men det er jo – det anerkender jeg og fru Pia Kjærsgaard også, sådan som jeg hører hende – et problem i forhold til mulighederne for at få de her mennesker i beskæftigelse, at man ikke forholder sig konkret til det, de kan og vil, og måske i stedet for blot læner sig op ad fordomme og en frygt for, at de kan være i en kategori, som man har svært ved at få noget ud af.

Spørgeren.

Jo, men det er jo ikke fordomme. Der er jo masser af realitet bag det, og det viser de her tal, som bliver offentliggjort, jo også gang på gang, i forhold til muslimer og hvordan de har det med det danske samfund, altså at man mener, at de religiøse love rangerer over de demokratiske. Det er faktisk 20 pct., der mener det. Og 39 pct. mener, at en imam eller en moské er en meget, meget vigtig institution i ens liv. Og jeg kunne blive ved og ved. Så jeg må bare sige, at nu kan jeg ikke lade være med at tænke på de her debatter, vi har haft i så mange år, og jeg kan næsten se Ekstra Bladets forside for mange år siden for mig – jeg tror, det var i en valgkamp – hvor tidligere formand hr. Villy Søvndal sagde, at Hizb ut-Tahrir kunne, undskyld, men jeg citerer: gå ad helvede til. Altså, det var jo også en polarisering. Det må man jo sige uanset hvad.

Ordføreren.

Ja, det tror jeg er svært at fornægte Pia Kjærsgaard. Men ikke desto mindre havde han jo ret. Det tror jeg også at vi er enige om. Jeg vil så sige igen, at selv om der er tal, der underbygger, at der er store kulturelle problemer, som vi selvfølgelig skal tage hånd om, så bliver vi også nødt til at tage imod en vilje, når den er der. Og derfor vil jeg i al beskedenhed sige: Hvis man kan indordne sig under en arbejdsgivers vilkår, skal man også have lov til at være der.

Så er det hr. Steffen Larsen.

Jeg ved jo, at SF går meget op i fagforeninger og overenskomster og al den slags, og nu har hr. Frederik Vad og jeg talt om infiltration af institutioner. Så kunne det jo være interessant at høre SF's eller i hvert fald ordførerens mening om, at en tillidsrepræsentant for en dansk uddannelsesinstitution f.eks. opfordrer til reelt ulovlige strejker på grund af Gaza og konflikten med Israel. Det kunne jo være et spændende emne at tage op, for vi kan jo se, at det sker derude, at der er folk, der opfordrer til ulovlige arbejdsnedlæggelse på grund af en konflikt, som jo reelt set intet har med det danske arbejdsmarked at gøre.

Ordføreren.

Ulovlige strejker og arbejdsnedlæggelser er problematisk, næsten uanset hvad det drejer sig om. Konflikten i Gaza lige nu synes jeg skal belyses meget mere nuanceret, end det bliver gjort, og det bærer min tale også præg af, på trods af den slet ikke berører det emne.

Jeg har f.eks. svært ved at identificere mig med mange af de demonstrationer, der bliver afholdt, og de ting, som man råber, og den ubetingede støtte, man kommer med til de mennesker, som mere eller mindre ønsker Israel nedlagt. Det kan jeg ikke se mig selv i. Samtidig er der jo helt umiskendeligt en kæmpe, kæmpe krise i Gaza lige nu, hvor mængden af nødhjælp, som når ind, er alt for lille, og hvor der er en utrolig mængde mennesker, som lider, og hvis liv går tabt, uden at de har nogen som helst skyld i situationen. Uanset at det er baggrunden, er ulovlige strejker og arbejdsnedlæggelser ikke i orden, men nuancerne skal bibeholdes, og det er derfor, jeg fremhæver det.

Spørgeren.

Tak til ordføreren for at sige klart, at ulovlige strejker ikke er noget, man går ind for uanset sag. Det er relativt klar tale. Men det her er jo en af de ting, som hr. Frederik Vad og jeg har talt om, altså netop infiltration af institutionerne. Her er det en fagforening, som jo reelt set står over for det problem, at tillidsrepræsentanter fra fagforeningen på grund af deres baggrund som muslimer går ud og opfordrer til en boykot og til, at man skal gøre ting, som er ulovlige, og det synes jeg jo er et problem, som vi er nødt til at tage alvorligt, også her på Christiansborg.

Ordføreren.

Det er jeg enig med hr. Steffen Larsen i, og jeg er også enig i, at det er dybt kritisabelt.

Så er det fru Rosa Lund.

Tak, og tak til ordføreren for talen, som jeg synes var rigtig god.

Jeg kan forstå på vedtagelsesteksterne, at SF bakker op om regeringens stramme udlændingepolitik. Det er måske mig, der har sovet i timen, men det er første gang, jeg har set det på skrift, og derfor vil jeg gerne spørge ordføreren, om der er dele af regeringens og Socialdemokraternes stramme udlændingepolitik, som man ikke bakker op om i SF.

Ordføreren.

Ja, det er der. En vedtagelsestekst er jo også et kompromis langt hen ad vejen. Men jeg tror også, vi bliver nødt til at anerkende, at i en situation, hvor så mange millioner mennesker er på flugt, og hvor vi ikke har løsningerne i Europa til at håndtere det, er man nødt til at prioritere. Medmindre man mener, at det er en holdbar løsning på flygtningekrisen at genbosætte 80 millioner mennesker eller mere, så bliver man i et eller andet omfang nødt til at prioritere. Det kræver en restriktiv udlændingepolitik på en lang række områder, og vi sørger for, at det er dem, der har mest brug for hjælp, der får den, frem for alle mulige andre.

Så der er områder, hvor vi er uenige med regeringen, men grundlæggende mener jeg, at situationen tilskriver, at vi ser realiteterne i øjnene.

Spørgeren.

Jeg tror ikke, at der er nogen tvivl om, at vi er nødt til at se realiteterne i øjnene, når der er mere end 100 millioner mennesker på flugt på verdensplan, men det var jo ikke det, jeg spurgte om.

Måske kan ordføreren så blive lidt konkret på, hvad det er for nogle dele af regeringens og Socialdemokratiets stramme udlændingepolitik, man så ikke bakker op om. Er det et modtagecenter i et tredjeland? Er det familiesammenføringsreglerne? Er det reglerne for permanent opholdstilladelse? Er det reglerne for, hvordan man kan blive dansk statsborger? Det er lidt uklart for mig, hvad SF mener, og det synes jeg jo i sagens natur er lidt ærgerligt, eftersom vi tilhører den samme blok.

Ordføreren.

Det undrer mig egentlig lidt, for vi har jo egentlig fremsat mange forslag sammen, så Enhedslisten burde være bevidste om, hvad vi mener på en lang række områder. Nu fremhæver ordføreren f.eks. statsborgerskabsdiskussionen, hvor vi jo mener, at man skal have et statsborgerskab, idet man fylder 18 år, er under uddannelse og dermed også har vist, at man vil det danske samfund. Samtidig mener vi jo, at udvisning af kriminelle udlændinge er noget, vi skal gøre alt, hvad vi kan for at gøre i en højere grad, samtidig med at vi beskytter konventionerne og efterlever dem. Der er mange eksempler; jeg kan godt fortsætte, men der er nuancer. Selvfølgelig er vi uenige med regeringen en gang imellem, ligesom vi er det med Enhedslisten.

Så er det hr. Frederik Vad.

Tak for det. Den her rapport fra Sverige, som jeg talte om i min tale, og som viser, at der ikke findes en eneste branche i Sverige, der ikke er infiltreret af de 60.000 mennesker, som bidrager til den her infiltrering, hvilket jo er ret vildt, beskriver, at der i høj grad er tale om ansatte, der kan flydende svensk og udadtil har et godt liv kørende for sig og er fuldt integreret, men indadtil opfører sig anderledes. Vi har jo haft en debat her på det sidste, hvor bl.a. Isam B., den her musiker, som bliver omfavnet meget af Instagrammiljøet, synes jeg, har været ude at sige, selv om han bl.a. har et meget problematisk kvindesyn, at islam er en usynlig religion i Danmark og i Skandinavien. Det har han bl.a. sagt med henvisning til, at vi ikke i det offentlige rum fejrer de her muslimske højtider. Jeg kunne bare godt tænke mig at spørge SF's ordfører, om SF også mener, at islam er en usynlig religion i Danmark.

Ordføreren.

Nej. Jeg synes da godt nok, at den er meget synlig. Jeg har i øvrigt aldrig været Isam B.-fan.

Spørgeren.

Det er jeg meget glad for. Så kunne jeg godt tænke mig at spørge ordføreren, om ordføreren ikke er enig i, at forudsætningen for, at vi kan gøre op med den her infiltrering, er, at vi mindsker antallet af mennesker, der kommer hertil. Vi har haft en debat her i Folketingssalen for nylig, hvor SF var inde på, at nogle af de særregler, der er for ukrainske flygtninge, burde bredes ud til de generelle flygtninge- og asylregler. Det undrede mig lidt, at SF stod på det synspunkt, så jeg vil bare gerne have bekræftet fra SF's ordførers side, at opgaven er at få så få hertil som overhovedet muligt.

Ordføreren.

Opgaven er at få dem hertil, som har reelt krav på det og mest brug for hjælp. Antallet betyder noget, det er klart, og det anerkender vi, og det gælder især i den situation, som jeg fremhævede før, hvor så mange mennesker er på flugt, og hvor vi bliver nødt til at prioritere. Er der dermed sagt ikke problemer i, hvordan vores lovgivning er skruet sammen, og hvilke muligheder man har? Jo, det er der. Jeg er jo f.eks. meget frustreret over, at det ikke altid er dem, der har mest krav på det og mest brug for hjælp, som kommer hertil.

Så er det hr. Morten Messerschmidt.

Det lyder jo rørende, når man hører hr. Frederik Vad sige, at vi skal forhindre, at flere kommer hertil. Vi kunne jo også kigge på det, der er det egentlig problem, nemlig de mange hundredtusinde, der aldrig burde være kommet hertil, og hvordan vi får dem ud igen. Der husker jeg, at SF's tidligere formand og vistnok spidskandidat nu til Europa-Parlamentet i hvert fald havde et frisk syn på dem, der var tilsluttet Hizb ut-Tahrir, og jeg tillader mig at citere, formand. Han foreslog, at de skulle ad helvede til.

Der vil jeg bare høre: Er det stadig væk SF's synspunkt, og hvor er Helvede henne, og hvor mange er der kommet dertil?

Ordføreren.

Tak til hr. Morten Messerschmidt for spørgsmålet og for at live debatten lidt op. Det er stadig SF's synspunkt – og for mange er kommet hertil, og for mange er her stadig. Udfordringen er jo, hvordan vi skiller fårene fra bukkene. Modsat ordføreren har vi en generel respekt for internationale konventioner og mener, at det er rigtigt, at man skal have nogle fælles spilleregler, for at vi kan sikre både Europas grænser og vores sikkerhed, men også at folk bliver behandlet retfærdigt. Samtidig skal vi sørge for, som jeg også tidligere har haft en debat med ordføreren om, at få udvist kriminelle udlændinge, at få udvist dem, der ikke vil Danmark, og som viser det, især når det drejer sig om alvorlig kriminalitet. Og det er jo ikke altid nemt at finde den balance. Det ved ordføreren alt om, og det tror jeg også debatten her afspejler med al tydelighed, også hvad angår, hvad der kan lade sig gøre i praksis.

Spørgeren.

Jo, det er enormt nemt. Altså, forbryderne har alle fordelene i de der konventioner, som I elsker.

Men spørgsmålet drejede sig om Hizb ut-Tahrir-tilhængere, altså folk, der har en fascistisk islamistisk tilgang til tilværelsen og mener, at Danmark skal omdannes til et kalifat. Der har SF tidligere markeret, at de i hvert fald ikke skal være i Danmark; så kan vi altid få gps-koordinaterne for Helvede på plads på et andet tidspunkt. Men de skal ikke være i Danmark. Hvornår ser vi et forslag fra SF om at få Hizb ut-Tahrir-tilhængere ud af Danmark? Ser vi et forslag om at få nedlagt Hizb ut-Tahrir i Danmark? Det er jo dem, der arrangerer de her vanvidsdemonstrationer på gaderne og står og hylder terrorbevægelser osv. Så hvornår kommer der et initiativ fra SF?

Ordføreren.

For det første er jeg uenig med ordføreren i, at konventionerne kun beskytter dem, som vi ikke vil have her. De beskytter også rigtig mange af dem, som har krav på beskyttelse. Men lad nu det ligge.

For det andet vil jeg sige, at når vi siger, som vi gør, eller når Villy Søvndal sagde, som han gjorde, så er det jo også et spørgsmål om substansen i, hvad Hizb ut-Tahrir står for. Derfor har vi i SF jo bakket op om en lang række forslag til, hvordan vi begrænser social kontrol, hvordan vi udviser kriminelle udlændinge, hvordan vi sørger for, at uskyldige børn bliver behandlet efter danske værdier og sikret deres egne rettigheder, barnets tarv, og det er ikke nødvendigvis i overensstemmelse med Hizb ut-Tahrir – det er det ofte ikke – og derfor skelner vi på den måde.

Så er det hr. Lars Boje Mathiesen.

Tak. Ordføreren nævner selv de grupper, der demonstrerede herude, og det er tydeligt, at der er en massiv antisemitisme blandt de grupper. Hvad vil SF gøre, for at vi sikrer, at jøder kan færdes frit i Danmark? Hvad vil SF gøre, for at vi ikke længere har behov for at have maskinpistoler ude foran steder, hvor jøder gerne vil samles? Jeg synes, det er den største skamplet på vores moderne samfund, at vi tillader det. Det er en revidering af alt, hvad vi står for i det danske samfund. Så hvad vil man helt konkret gøre for at sikre, at jøder ikke har behov for maskinpistoler ude foran de steder, de gerne vil mødes?

Ordføreren.

For en sjælden gangs skyld tror jeg faktisk, jeg er fuldstændig enig med spørgeren. Antisemitisme er aldeles uacceptabelt, og jeg tror, det kommer bag på mange, at omfanget er så voldsomt, især i lyset af det sidste halve års begivenheder. Desværre vil jeg gerne udfordre præmissen for spørgsmålet, for jeg tror ikke, det er realistisk, at jøder inden for nærmeste fremtid ikke vil have behov for beskyttelse, og at der ikke vil være behov for mennesker, som bevogter og beskytter jødiske institutioner og jødiske familier og børn. Det er helt grotesk, at det er sådan, men jeg tror snarere, vi lige nu skal snakke om, hvordan vi beskytter jøder bedre, i lyset af situationen, og at vi så skal have et opgør med den del af ekstremistisk islam og minoritetssamfund i øvrigt, som mener, at antisemitisme er i orden. Der skal slås hårdt ned på det på en lang række måder – i institutioner og i offentligheden.

Spørgeren.

Det er jo helt sikkert, at hvis vi ikke gør noget, vil behovet for beskyttelse blive ved med at være der, for antallet af mennesker, som har den dagsorden, vokser i antal i Danmark. Så jeg spørger til, hvad man konkret vil gøre. Jeg er udmærket klar over, at det ikke er noget, der løses om 2 uger, om 3 uger eller om ½ år, men hvis vi ikke handler på det, går problemet ikke væk. Derfor spørger jeg til, hvad SF's konkrete forslag er til, hvordan vi sikrer, at jøder ikke også om 5 år og om 10 år oplever det, som de oplever nu, for udviklingen gør jo bare, at lige nu bliver der flere af de mennesker, som har det syn på jøder.

Ordføreren.

I første omgang, som jeg sagde, handler det om beskyttelse og om at sikre, at der bliver slået hårdt ned på det her, både i offentligheden og i institutionerne. Når man f.eks. ser på undervisningsinstitutioner, at antisemitisme om ikke fremelskes, men så i hvert har lov at være der, har grobund, så er det noget, som skal sanktioneres. De her løsninger har jeg ikke alle sammen, men det er jo noget, som vi er enige om, tror jeg, herinde i Folketinget. Jeg tror bare ikke, det er realistisk at sige, at vi kan komme et sted hen lige nu, hvor jøder ikke har brug for beskyttelse. Tværtimod tror jeg de har brug for mere lige nu.

Hr. Mikkel Bjørn.

Tak for det. Nu følte jeg lige, jeg var nødt til at tage ordet, for SF's ordfører sagde til hr. Morten Messerschmidt, at hun er enig i, at tilhængere af Hizb ut-Tahrir skal ad helvede til. Kort tid forinden sagde ordføreren, at hun mente, at hvis man var født i Danmark, skulle man have automatisk statsborgerskab i gave, når man fyldte 18 år. Det er der, jeg er lidt nysgerrig på, om det også gælder medlemmer af Hizb ut-Tahrir, altså skal de også have automatisk statsborgerskab, når de fylder 18 år? Og hvis de skal, kan vi jo ikke sende dem nogen steder hen. Så der jeg lidt nysgerrig på, hvad det egentlig er, SF mener på det her område.

Inden ordføreren får lov til at svare, vil jeg sige, at det er fint at citere nogle ord, som man ikke normalt bruger, men man bruger det ikke inde i sine egne taler. Man holder sig til citaterne, og så kan formanden gå med til det.

Så er det ordføreren.

Når vi siger, at man skal have et statsborgerskab i gave, er det, under forudsætning af at man f.eks. ikke har begået alvorlig kriminalitet, planlagt terror eller andre ting, som bryder med opfattelsen af, hvad man skal opfylde for at have et statsborgerskab. Vi konstaterer bare, at der er en lang række unge mennesker i dag, som ikke har gjort noget galt, og som er under uddannelse, har et job, kommer til at være en gevinst for det danske samfund, og dem kan vi sagtens give et statsborgerskab, synes jeg. Men der er masser af eksempler på Hizb ut-Tahrir-tilhængere, som samtidig udgør et stort problem på nogle af de parametre, som måler, hvorvidt man er egnet til et statsborgerskab, som begår kriminalitet, som laver social kontrol, som udviser en stor disrespekt for religionsfrihed, de her ting, og det skal man jo have med i sine betragtninger; det er klart.

Spørgeren.

Jeg skal bare lige forstå det korrekt: Hvis man er medlem af Hizb ut-Tahrir, overholder lovgivningen fuldstændig, men er medlem af Hizb ut-Tahrir, så skal man have statsborgerskab i 18-årsfødselsdagsgave, hvis det står til SF?

Ordføreren.

Hvis man er en ordentlig samfundsborger, og det tror jeg ikke at de fleste af Hizb ut-Tahrir-tilhængerne er, hvis man ikke begår kriminalitet, hvis man er under uddannelse, hvis man ikke udviser disrespekt for danske værdier, f.eks. ved at ytre sig offentligt om, at demokratiet er en dårlig konstruktion, ved at udøve social kontrol mod kvinder, ved at underminere beskyttelse af seksuelle minoriteter, ja, så mener jeg, at man er egnet til at få et statsborgerskab. Men der er mange eksempler på, at det ikke er tilfældet.

Hr. Kim Edberg Andersen.

Det er helt vildt. SF's tidligere ordfører på posten har været ude at sige, at det er en forskruet tankegang, at vi skal give Hizb ut-Tahrir kamp til stregen. Den nuværende siger så, at de, lige så snart de bliver 18, bare skal være en del af samfundet, bare de kan finde et job nede i Brugsen. SF har simpelt hen ikke forstået problemstillingen her. Det er ellers endda blevet sagt fra Socialdemokraternes side. Problemstillingen er ikke, at de alle sammen kan snakke sproget, at de er integrerede, men de tror ikke på systemet, de vil undergrave systemet, de vil have lov til at undertrykke deres kvinder, bortgifte dem ulovligt og straffe dem med skilsmissekontrakter, som Københavns Universitet har påpeget. Så siger SF's ordfører, at uanset om de tilbeder Hizb ut-Tahrir, skal de naturligvis som 18-årige være danske statsborgere, for så har vi da givet dem et stempel i bogen, der sikrer, at så kan vi i hvert fald ikke smide dem ud. Men så kan vi stå på talerstolen og sige alle de rigtige ting og samtidig sikre, at der bare bliver flere palæstinensiske flag i gaderne, næste gang der sker et terrorangreb i Israel. Er det ikke fuldstændig korrekt fortolket fra min side?

Ordføreren.

Nej, det mener jeg ikke. Jeg er enig i, at hvis man udøver social kontrol, hvis man begår kriminalitet, udviser disrespekt for det danske samfund på alle de her konkrete måder, som ordføreren fremhæver, har man ikke fortjent et statsborgerskab.

Spørgeren.

Jamen så tager vi den lige en gang til. Hizb ut-Tahrir, siger den tidligere integrationsordfører, er imod demokrati og er imod homoseksualitet. Jeg sidder i Ligestillingsudvalget, og det ved jeg ordføreren og jeg er enige om er noget, som skal beskyttes på lige fod med alt andet. Nu siger ordføreren så: Men du kan godt være med i en forening, der bare hader homoseksuelle. Det er superfint. Du skal naturligvis, lige så snart du bare bliver 18 år gammel, sikres i al fremtid at kunne have de her forkvaklede synspunkter i Danmark. Kan ordføreren ikke forstå, at jeg bliver meget overrasket? Jeg er nordjyde, og jeg forstår det simpelt hen ikke, for man siger to ting i talen, og man har ikke rigtig noget svar. Hvorfor er SF så uafklaret? Er det bare, fordi det føles bedre at ville gøre alle glade?

Ordføreren.

Jeg synes egentlig ikke, at vi er uafklarede. Det, jeg forsøger at formulere for ordføreren, er, at vi gerne vil dømme folk på deres handlinger, hvis de gør noget, som undertrykker kvinder, hvis de begår kriminalitet, hvis de begår terror eller noget andet, som er meget alvorligt. Og hvis de udviser manglende respekt for de danske værdier og for det samfund, vi har bygget op, vil vi ikke være med til, at de skal være her.

Så siger vi tak til ordføreren. Der er ikke yderligere bemærkninger. Vi går videre til den næste, og det er hr. Steffen Larsen fra Liberal Alliance. Velkommen.

Mange tak, hr. formand. Når det kommer til udlændingepolitik, er vi i Liberal Alliance altid placeret fuldstændig forskellige steder, alt efter hvem og hvornår man spørger. Hvis man f.eks. talte med Jyllands-Posten for under en måned siden, har vi en hardcore indvandringspolitik. Hvis man spurgte Jyllands-Posten for 2 år siden, var det en blødsøden udlændingepolitik. Det er nu sjovt at se, hvorledes man alt efter dagsformen på landets kommentatorer, andre politikere og aviser kan blive skudt både det ene og det andet i skoene. I 2016 var vi i Liberal Alliance f.eks. for nationalkonservative for hr. Rasmus Brøgger, der af den grund forlod partiet, og i 2016 var vi også nogle radikale slappere ifølge hr. Lars Boje Mathiesen, der på det tidspunkt var skiftet til Nye Borgerlige. Ja, hvem af dem skulle man dog tro på; var vi Radikale slappere, eller var vi nogle nationalkonservative strammere? Således kan man blive ved med at blive skudt gloser i skoene, selv om selve kernen i politikken ikke har ændret sig siden 2014.

Men det er jo det med historie, at den nogle gange skrives af sejrherrerne, men det er nu bedst, når den skrives, som den faktisk er og var. Så derfor vil jeg dykke kort ned i et andet parti, nemlig Socialdemokratiet, for lad os se på forandringen af Danmark fra det perspektiv, som en række socialdemokrater besad i 1987. Vibeke Storm Rasmussen, der sad i Socialdemokraternes flygtninge- og indvandrerudvalg, og Per Madsen og de øvrige vestegnsborgmestre blev udskældt. De blev kaldt racister, og opgøret med den ledende linje i Socialdemokratiet fik store konsekvenser for dem, men også for Danmark. For at forklare alvoren af fejltrinnene i 1987 citerer jeg her daværende borgmester i Ishøj, Per Madsen, om familiesammenføringens konsekvenser: Og så sker der det, at mange af kvinderne, som har fået en god uddannelse i Ishøj, altså får lov til at stå bag ved kødgryderne med et tørklæde om hovedet, og de oplever ikke andet, og de får ingen fremtid, når deres mand kommer til Danmark.

Det var altså i 1987, og der var 12,7 pct. indvandrere i Ishøj Kommune på det tidspunkt. Men med klarsyn så Per Madsen nogle af de samme problemer, som vi diskuterer endnu i dag her i salen, og han tilføjede, at dette ville udvikle sig til en ren kulturkamp. Det er noget, som kan bekræftes, når man ser folk kalde på jihad i gaderne, ser personer som Isam B. stille krav om, at dansk kultur skal give plads og rum til islam i den danske offentlighed, og hører prædikener fra Imam Ali Moskéen. Og det er grove løjer.

Men lad os se på tallene nu. Det var som benævnt 12,7 pct. med udenlandsk oprindelse i Ishøj i 1987, og i 2017 var 68 pct. af de fødte børn i Ishøj født af en mor med udenlandsk baggrund. I 2017 var 39 pct. af de udsætte kommuners borgere af anden etnisk herkomst end dansk, og de nyeste tal fra Ishøj, jeg har kunnet finde, siger, at det er over 44,2 pct. med udenlandsk herkomst pr. 1. januar 2023. Tilflytningen til kommunen er primært udlændinge, fraflytningen er etniske danskere, og børn født i kommunen er primært af udenlandsk herkomst, og danskernes alder i Ishøj Kommune er væsentlig over gennemsnitsalderen i kommunen. Demografiens retning i Ishøj Kommune er altså den samme som i 1987, da Per Madsen advarede om, hvad der skete. Hvis man ser på det med runde tal, forsvinder der reelt 1 pct. danskere, og der kommer 1 pct. udlændinge til i Ishøj om året. Så i 2030 vil fremskrivningen sige, at Ishøj formodentlig er den første kommune i Danmark, hvor danskere ikke længere er majoritet. Vi er altså på de 36 år, der er gået, siden 1987 med Per Madsens ord gået fra slemt til værre.

Men gør det så noget, at der er mange indvandrere i en kommune? Er de måske ikke lige så gode samfundsborgere som alle mulige andre? Det kan man jo altid spørge om. Og svaret er et tydeligt: Ja, det gør noget, for der er forskel på den kultur, vi mennesker bærer, og de resultater, det skaber for os. Ishøj er den kommune i Danmark med den laveste skatteindtægt pr. borger, og Ishøj Kommune er den kommune i Danmark med den højeste ledighedsprocent, og ja, i Danmark er det også den kommune med den højeste andel af folkeskoleelever med udenlandsk herkomst. I de seneste tal, jeg kunne grave frem, er det over 60 pct. tosprogede elever i skolerne i Ishøj. Ishøj er den kommune i Danmark med flest straffede pr. indbygger, hvor knap 4 ud af 1.000 indbyggere om året får en fængselsstraf, altså en frekvens, som er mere end ti gange så høj som de fleste landkommuners.

Den kriminalitet, vi ser, er uforenelig med et trygt og frit tillidssamfund, og den intolerance, vi også ser, er uforenelig med en liberal og åben kultur, og den ledighed, vi ser, er uforenelig med ønsket om integration og selvforsørgelse. Derfor bekymrer vi os i Liberal Alliance naturligvis over den værdipolitik, der føres i Danmark, for vi kan godt se de problemer, som vestegnsborgmestrene så i 1987. Og vi ser dermed med stor alvor også på regeringens ønsker på det udlændingepolitiske område. Tak.

Tak til ordføreren. Der er et par korte bemærkninger. Den første er til hr. Frederik Vad.

Tak til hr. Steffen Larsen for en virkelig, virkelig god tale. Jeg har også fået beskeder fra forældre i Ishøj, der kan fortælle om, at nu er man i nogle klasser nede på kun at have 1-2 elever, der skal konfirmeres. Det kan godt blive en lidt hård blå mandag for nogle af de unge der. Ordføreren siger, at Liberal Alliance står der, hvor Liberal Alliance skal, men der har heldigvis også været noget forandring der. Altså, engang talte man om åbne grænser og lukkede kasser, og det er man heldigvis gået væk fra, forhåbentlig.

Jeg har et spørgsmål til ordføreren, som jeg betragter som en meget seriøs kollega. Det her med forhandlingspædagogik i offentlige institutioner er noget af det, som jeg selv er kommet frem til er et problem. Altså, vi ser fagpersonale i velfærdsstaten, som tror, at man ved at se gennem fingre med små forseelser så kan sætte i banken til at sætteind over for de store forseelser, hvad enten det er politi, lærere eller pædagoger. Hvad gør vi der? For vi kan jo ikke bare lovgive herindefra om en anden kultur, en anden pædagogik, en anden ledelse eller en anden ånd. Har Liberal Alliance nogle bud på, hvad vi stiller op med det der mærkelige, nye spændingsfelt?

Ordføreren.

Nu er jeg jo far, men derudover har jeg også været underviser, og i min tid som underviser – jeg havde for resten også min egen lærling i min forretning – troede jeg på, at hvis man sørgede for at rette de små ting i folks opførsel, behøvede man ikke at tage sig af de store. For når man sørger for, at folk får belønninger for at gøre de små gode ting i dagligdagen, men at de også får at vide, når der er noget, der ikke er så godt, så retter man jo kursen, sådan at man så forhåbentlig slipper for de store problemer.

Det er jo der, hvor den her rundkredspædagogik, som du kalder den, tit og ofte fejler. For så sker der det, særlig hvis du har nogle elever, som allerede er meget forråede, at hvis du bare sætter sig ned og beder dem om at sige undskyld, hvorefter de så siger undskyld – de mener måske ikke engang – så slipper de for yderligere konsekvenser. Men hvad betyder det for dem? Det betyder for dem, at de egentlig føler, at de har fået carte blanche til at opføre sig dårligt. Det synes jeg er problematisk, og det skal vi selvfølgelig agere på. Nu løber jeg desværre tør for tid.

Spørgeren.

Det er jo ikke kun rundkredspædagogik. Det er jo også, når madkundskabslærere fra Københavns Professionshøjskole, der efter at have været ude i praktik siger: Det var nogle ulækre køkkener, jeg kom ud til, men hvor var det dog dejligt, at det var ramadan, for så behøvede jeg ikke at smage på maden sammen med eleverne.

Altså, det er jo nogle værdier, man bærer med sig ind i institutionerne, og der kunne jeg bare godt tænke mig at høre, hvad hr. Steffen Larsens sådan liberale tanker er om at begynde at interessere sig for, hvilken kultur mennesker, der bliver uddannet fra vores institutioner, bærer med sig. Hvordan kan vi lave det om? Det her er en brainstormøvelse, for jeg er selv i proces på det her spørgsmål. Hvad tænker hr. Steffen Larsen?

Ordføreren.

Jeg tænker, at der er nogle ting, der skal gøres. Jeg tror, at vi måske skal overveje, om vi i vores institutioner i velfærdsstaten skal se på at have nogle kodekser for adfærd eller nogle tanker om de værdier, som vi gerne ser der ligger i de institutioner.

Som sagt er den intolerance, vi ser, også uforenelig med en liberal og åben kultur, og jeg vil jo gerne bevare en liberal kultur i Danmark, altså en tillidskultur, hvor man kan tilegne sig evner og kæmpe sig op. Men det forsvinder også med det her.

Hr. Lars Boje Mathiesen.

Tak for turen ned ad memory lane. Jeg tror heller ikke, det er nogen hemmelighed, at på det tidspunkt, citatet er fra, hed ledelsen i Liberal Alliance Anders Samuelsen, Simon Emil Ammitzbøll og Christina Egelund, og Mette Bock sad også på centrale poster. Jeg tror også, ordføreren nok er enig i, at det var en anden linje, der var på det tidspunkt, end hvad den nuværende linje er. Jeg kan huske, at jeg stillede mig op til et møde i fængslet i Horsens, dengang man havde åbne grænser og lukkede kasser, og sagde, at det syntes jeg var urealistisk, og at det ikke holdt. Jeg blev nærmest buhet ud på det tidspunkt. Så der er nogle ting, der har forandret sig i Liberal Alliance.

Jeg kunne godt tænke mig at spørge ind til den her bekymring, som jeg i hvert fald har, omkring den demografiske udvikling i Danmark. For ét er jo, at vi har styr på, hvem der kommer hertil, og at vi måske udviser lidt kriminelle udlændinge osv., men deler ordføreren, at vi har en grundlæggende udfordring med den demografiske udvikling i Danmark?

Ordføreren.

Det var jo det, min tale handlede om. Den handlede reelt set om Ishøj Kommune, hvor vi lige nu har over 44 pct. mennesker af ikkevestlig herkomst. Det er jo for mig at se et tydeligt problem. Det medfører fremmedgørelse af de danskere, der er i kommunen. De føler sig måske ikke længere hjemme det sted, de er. Tingene forandrer sig rundtomkring dem, og det er sket relativt hastigt. 40 år er det her sket på. Vi må konstatere, at det er en meget stor kulturel forandring af en kommune i Danmark, og så må vi sige, at der er nogle ting dér, som vi er nødt til at finde nogle rigtig gode svar på her i lokalet, men også ude i de enkelte kommuner, for det er et problem, hvis demografien ændrer sig for meget. Jeg har jo lige nævnt en række af de konsekvenser, det har haft, altså at Ishøj Kommune er det sted i landet, der stort set er mest kriminelt, men også har den dårligste skatteindtægt i landet.

Spørgeren.

Vi ser det jo også i en lang række provinskommuner. Jeg kan nævne Kolding, som er et fælles ståsted, og hvor hele boligområder og skoler lige nu bliver tømt osv.

Men hvad er Liberal Alliances bud på at løse det? Man har stemt for flere statsborgerskaber, og man har stemt nej til at udvise kriminelle osv. konsekvent. Så hvad er Liberal Alliances konkrete bud på, hvordan vi får ændret den her demografi? For hvis vi ikke gør noget, udvikler det sig, og så bliver demografien bare, som den bliver. Så hvad er Liberal Alliances bud på, hvordan vi får ændret den her demografi, så der ikke bliver flere med en ikkevestlig baggrund i Danmark?

Ordføreren.

En af de ting, vi eventuelt skal se på, er det her med, om folk fortsat kan bo i udsatte boligområder, altså om vi reelt set skal kigge på den ghettolovgivning, der har været før. En anden ting, vi skal kigge på, er selvfølgelig tilstrømningen. Der må vi jo også kigge på konventionerne, og det er derfor, jeg personligt sender spørgsmål relativt ofte til regeringen omkring, hvornår man får sendt de ambassadører ud, for jeg er jo faktisk interesseret i, at det sker før end senere, så vi kan få ændret konventionerne, og så vi kan begynde at operere på en fornuftig måde inden for det område.

Hr. Kim Edberg Andersen.

Tak for det. Og tak for talen. Det er jo altid en fornøjelse, og jeg er sikker på, at ordføreren og jeg står ret lige på mange af synspunkterne i forhold til det her. Ordføreren og jeg har jo tidligere stået hernede sammen med udlændinge- og integrationsministeren, hvor der er blevet påpeget ting som vold i skolerne og dominansadfærd i skolerne i Sønderjylland, og vi har tidligere snakket om det her med kønsopdelt svømning. Og er ordføreren enig i, at det jo lyder godt, når man står og siger det deroppe? Altså, vi får altid den rigtige tale og de rigtige svar fra regeringen; vi får bare ingen handling.

Er virkeligheden ikke også – ordføreren er jo også selv håndværker – at man kan snakke om tegningerne på huset alt det, man vil, men hvis man ikke begynder at slå søm i, så sker der ingenting? Er det ikke bare helt konkret sådan, det er? Udlændinge- og integrationsministeren ligner ikke en, der er god til at slå søm i, sådan lige i øjeblikket.

Ordføreren.

Nu har jeg jo ikke haft udlændinge- og integrationsministeren til at stå ved siden af en træstub sammen med mig og slå søm i lige for nylig, men han sidder her og siger, at det kan vi godt gøre.

Men jo, jeg er jo sådan set enig med hr. Kim Edberg Andersen i, at der skal ske noget, og det er også derfor, at jeg, som jeg også lige nævnte over for hr. Lars Boje Mathiesen, f.eks. rykker for den ambassadør, der skal udsendes, så vi kan få begyndt at samle den opbakning, som jeg har en fornemmelse af at der bl.a. er i EU. Der er jo flere EU-lande, der har de samme problemer som Danmark, og nogle af dem har det endda i meget højere grad, fordi de har været langsommere til at opdage problemets omfang, end vi har i Danmark.

Så derfor tror jeg da, at vi er nødt til at få samlet det, vi kan, for at kigge på både menneskerettighedskonventionen, men også FN's konventioner på området – så vi kan få nogle mere fornuftige tiltag og nogle mere fornuftige konventioner. Verden har forandret sig siden 1950.

Spørgeren.

Tak for det. Det kan jo så være en anbefaling, som statsministeren kan tage med til sine ministerkollegaer. Det er på tide, at vi får nogle flere udlændingeministre, der kan slå søm i og ikke bare snakker om søm. Det er jo det, der er problemstillingen.

Men når det så er sagt, er vi nu kommet et stykke hen i debatten, og vi har hørt to regeringspartier, og indtil videre har de to regeringspartier sagt, at de gerne vil have den her ambassadør. Og ud fra sådan lidt håndværkermatematik er det så ikke bare sådan, at når vi på et tidspunkt får det tredje regeringsparti op, så har vi synderen; så har vi partiet, som ikke vil, altså Moderaterne? Bliver det ikke en spændende debat, som ordføreren også ser frem til, altså hvor vi spørger dem om det?

Ordføreren.

Jo, det tror jeg da bliver meget interessant. Altså, det er jo også hr. Lars Løkke Rasmussen, der er leder af Moderaterne, som er udenrigsminister, og som derfor skal sende ambassadøren af sted. Så det bliver da interessant at høre, om hr. Mohammad Rona, som sidder beredvillig og klar hernede, kan jeg se, har nogle gode svar på, hvad det er, der sker i regeringen. Det kunne jo være spændende at høre.

Hr. Mikkel Bjørn.

Tak for det. Dansk Folkeparti har jo i løbet af det seneste år afdækket rigtig mange fejl på indfødsretsområdet. Der er både manglende supplerende kriminalitetstjek af ansøgere, et beskæftigelseskrav, der er blevet brudt, og sagsakter, der er forsvundet ud i den blå luft. Og det har betydet, at der jo ikke er andre borgerlige partier tilbage, der stadig stemmer grønt hernede i salen, når indfødsretslovgivning bliver behandlet, end Liberal Alliance. Og jeg har hørt et rygte om, at Konservative ovenikøbet står til at blive smidt ud af indfødsretsaftalen, hvis ikke de stemmer grønt, næste gang en indfødsretslovgivning bliver behandlet her i salen.

Der er jeg lidt nysgerrig på, om Liberal Alliance virkelig kan forsvare at blive ved med at stemme grønt til tusindvis af ansøgere om dansk statsborgerskab, når der ikke er styr på, om de mennesker, der får dansk statsborgerskab, er kriminelle, bandeforbrydere, voldtægtsforbrydere eller noget helt tredje. Det er jo det, vi har set at der ikke er styr på. Der er jeg nysgerrig på, hvad Liberal Alliance helt præcis har tænkt sig gøre ved det. Vil man acceptere at smide Konservative ud af aftalen, hvis ikke de stemmer grønt, i stedet for rent faktisk at gøre noget for, at der bliver strammet op på det her område?

Ordføreren.

Lad mig komme forbi to ting her. Den ene er selvfølgelig, at jeg jo bl.a. har støttet hr. Mikkel Bjørns mulighed for at få svar på de spørgsmål, han har stillet, også til justitsministeren. Der er jeg i min funktion af formand for Retsudvalget gået ret direkte ind i den sag for at sikre, at det kunne fortsætte med, at man fra regeringens side gav de svar til Folketinget, som man skulle.

Den anden ting er jo så, at jeg ikke er indfødsretsordfører – det er fru Sandra Elisabeth Skalvig – så jeg må simpelt hen blive spørgeren svar skyldig, med hensyn til hvor vi stiller os der. Men i min verden skulle vi nok kontinuerligt overveje vores positioner på det område, sådan som tingene udvikler sig.

Spørgeren.

Jeg synes, det lyder meget fornuftigt at overveje sin position på det her område, og jeg håber virkelig, at Liberal Alliance vil sætte ministeren stolen for døren og sige, at hvis ikke ministeren indkalder aftalekredsen til nogle forhandlinger om, hvordan vi kan få strammet op på det her område og sikret, at bandekriminelle, voldtægtsforbrydere og alle mulige andre ikke får dansk statsborgerskab, så kan man ikke blive ved med at stemme grønt hernede i salen. Det er fuldstændig i tråd med andre borgerlige partier, som har trukket deres grønne stemme, fordi der ikke er styr på det her område.

Ordføreren.

Jeg må igen referere til, at det må jeg lige tale med vores indfødsretsordfører om.

Vi siger tak til ordføreren. Der er ikke yderligere bemærkninger. Vi går videre i rækken, og den næste er hr. Peter Skaarup fra Danmarksdemokraterne.

Tak for ordet, og tak til Dansk Folkeparti for at indkalde til den her forespørgsel, som jo efterhånden er en fin tradition, vi har fået, og som er interessant, fordi vi jo så der kan diskutere regeringens politik i forhold til indvandring og på værdiområdet i det hele taget. Det er det, vi skal. Vi skal her i dag have fokus på de udfordringer, der følger af indvandringen, og hvad regeringen så rent faktisk vil gøre ved det.

I Danmarksdemokraterne mener vi, at man, særligt i de her tider, er vidne til nogle meget negative konsekvenser ved den indvandring, som Danmark har fået igennem mange år efterhånden. Vi ser jo en islamisk vækkelse i de her tider, hvor indvandrere og propalæstinensiske demonstranter kalder til jihad i gaderne. Med andre ord ser vi faktisk udlændinge i vores gader og stræder bakke op om Hamas, der den 7. oktober udførte et brutalt terrorangreb på staten Israel, hvor omkring 1.200 israelere og andre landes statsborgere blev dræbt.

Det var jo en massakre, der bringer mindelser frem om holocaust under anden verdenskrig, og en massakre, som vi jo heldigvis fra dansk side har fordømt på det kraftigste; men ikke desto mindre er der altså herboende borgere i Danmark, der hylder massakren, og bruger tiden ved demonstrationerne på i virkeligheden at bakke op om det, som Hamas stod bag. Det bliver vi nødt til at tage alvorligt i Folketinget.

I Danmarksdemokraterne mener vi, at man kan sætte spørgsmålstegn ved, om man reelt er integreret i Danmark, hvis man bakker op om Hamas' brutale terrorangreb. Vi er forfærdede over, at så mange herboende stadig væk mentalt, åbenbart, befinder sig i Gaza eller et andet sted i verden – i hvert fald ikke i Danmark – og vi støtter alle bestræbelser her i Folketinget på afstandtagen og indgreb over for mennesker, der hylder terror her i verden. Det er simpelt hen ikke foreneligt med danske værdier, hvis man bakker op om terrorvirksomhed.

Vi har så en regering, der udadtil siger – og det gør den også her i dag – at man har en stram og konsekvent udlændingepolitik. Men er det rent faktisk tilfældet? Det er jo det, vi bl.a. under de korte bemærkninger i dag har prøvet at finde ud af. Og når man så spørger til nogle af de her ting, er det bare proces, er der nogen, der siger. Det er bare proces, siger Socialdemokratiets ordfører, når vi gerne vil have nogle initiativer på det her område.

Så gør man reelt noget ved de udfordringer, vi har været vidne til, ud over at tale om dem? Man taler om herskerattitude og sådan noget, og statsministeren gjorde det også i dag. Men hvad sker der? Altså, er der nogen, der gør noget? Er der nogen i regeringen, der gør noget ved det? Ikke rigtigt, vel?

Man kan så kigge på, hvad der er foregået i de her halvandet år, regeringen har siddet. Ja, eksempelvis har man lempet grænsekontrollen. Altså, noget fuldstændig logisk i en tid med terrorvirksomhed, i en tid med rekordagtige tal på migranter, der kommer til Europa – så lemper man grænsekontrollen. Altså, hvad er det for noget? Nå, videre.

I november kunne Berlingske afsløre, at der i perioden fra 1980'erne til 2010'erne er tilladt mere end 1.200 ægteskaber mellem ikkevestlige mindreårige piger og ældre mænd i Danmark. Vi har så sent som i februar måned været vidne til, at en mindreårig muslimsk pige er blevet giftet bort ved en religiøs vielse, mens hun boede i Aarhus. Alligevel er der ikke nogen, der er dømt efter lovgivningen, der forbyder både borgerlige og religiøse vielser af mindreårige. Så barnebrude er faktisk fortsat et problem, selv om alle gerne vil bekæmpe det, i islamiske miljøer i Danmark.

Har vi så en regering her, der gør noget ved det? Jo altså, vi har en socialminister, der kalder den her sag for Berlingskes afdækning af statsautoriseret pædofili. Altså, vi har en regering, der vil undersøge sagen. Vi har en regering, der siger, at den selvfølgelig er imod barnebrude, men gør man noget ved det? Nej, ingenting, og det er under al kritik. Det er jo altså kritisk, når der ikke er overensstemmelse mellem det, man siger, man vil, og det, man så rent faktisk gør. Om det så hedder at slå søm i, eller hvad der skal ske fra regeringens side, kan vi diskutere, men noget må der ske, regering. Det kan ikke nytte noget, at man taler om proces hele tiden.

Så vil jeg på tre partiers vegne, Det Konservative Folkeparti, Liberal Alliance og Danmarksdemokraterne, læse en vedtagelsestekst op med formandens tilladelse, og den lyder sådan her:

Forslag til vedtagelse

»Folketinget konstaterer, at indvandringen fra især ikkevestlige lande har medført store udfordringer. Disse udfordringer er blevet endnu tydeligere efter Hamas' terrorangreb på Israel den 7. oktober 2023, hvor udlændinge på gader og stræder i Danmark har støttet antisemitiske demonstrationer samt givet udtryk for foragt for vestlige værdier som f.eks. ytringsfriheden, ligestilling mellem kønnene og seksuelle minoriteters rettigheder.

Samtidig konstaterer Folketinget, at fænomener som parallelle retssystemer, barnebrude og negativ social kontrol er et stort problem i ikkevestlige miljøer. Derfor ser Folketinget med alvor på regeringens udlændingepolitik, der på ingen måde tager et konsekvent opgør med disse udfordringer.

Derfor opfordrer Folketinget regeringen til at føre en stram udlændingepolitik. Det er vigtigere end nogensinde før, at tilstrømningen er lav og integrationen styrkes, så parallelsamfundene i Danmark, hvor man lever efter andre værdier, der ikke er forenelige med værdierne, som demokratiske stater som Danmark bygger på, ikke vokser.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 62).

Tak til ordføreren. Der er en række korte bemærkninger. Den første er til hr. Lars Boje Mathiesen.

Jeg kommer jo til at fremsætte et beslutningsforslag om, at udenlandske voldtægtsforbrydere skal udvises konsekvent efter første dom uden mulighed for, at de kan blive her. Jeg er meget, meget interesseret i, om Danmarksdemokraterne kunne komme til at bakke op om sådan et forslag. Jeg ved godt, det måske kan være lidt i strid med nogle konventioner, men lige præcis på det her område kan vi jo indskrive i loven, at der gælder dansk ret altså. Danske kvinders sikkerhed og tryghed gælder over nogle konventioner, som skal beskytte nogle udenlandske kriminelle voldtægtsforbrydere. Ville Danmarksdemokraterne kunne støtte sådan et beslutningsforslag?

Ordføreren.

Jeg synes, det lyder totalt fornuftigt at vedtage sådan et forslag. Om det så rent praktisk kan lade sig gøre, fordi vi jo har de der konventioner, er en anden sag. Men selve intentionen er vi fuldstændig enige om.

Spørgeren.

Hvis der er flertal for det i den danske lovgivende forsamling, bliver embedsværket jo tvunget til at igangsætte de her ting. Og så må man tage det slagsmål, som det giver med nogle konventioner, efterfølgende i Strasbourg. Det er sådan, det ville fungere. Så derfor skal man ikke bruge det som en undskyldning. Det er jo ren og skær politisk vilje i det danske Folketing. Og jeg synes, det er en god anledning til at sige: Der kan måske være noget diskussion om, om det er alle kriminelle, der skal udvises, men vi burde alle sammen kunne blive enige om udenlandske voldtægtsforbrydere. Der er i hvert fald et sted i den lovgivning, hvor vi kunne starte med at tage fat.

Ordføreren.

Jeg er fuldstændig enig. Voldtægt er en ækel forbrydelse, som vi alle sammen må tage voldsomt afstand fra. Og er man ikke dansk statsborger, så er det ud af vagten.

Hr. Frederik Vad.

Det, der lidt er problemet med Danmarksdemokraterne, er, at man har det hele i munden, og at man ikke rigtig vil svare på noget som helst konkret. Altså, det sidste år har Danmarksdemokraterne kritiseret, at vi ikke gør noget ved Kærshovedgård – det er det, der bliver sagt. En i lokalområdet kalder det for Støjbergcenteret. Men Danmarksdemokraterne er ikke kommet med noget bud på, hvad der skal ske med det center, som fru Inger Støjberg selv oprettede. Skal det lukkes? Skal det flyttes? Hvad skal der ske?

Det andet er, at vi får kritik for ikke at sende flere ud af landet. Da fru Inger Støjberg overdrog Udlændingeministeriet til hr. Mattias Tesfaye, var der 1.200 på udrejsecentre, nu er der omkring 400-500. Altså, det er bare snak. Og Danmarksdemokraterne vil ikke svare på, hvordan man skal sende flere ud af landet, men samtidig holde sig inden for konventionerne, som Danmarksdemokraterne siger vi skal.

Kan hr. Peter Skaarup ikke prøve at gøre os lidt klogere på: Hvad skal der ske med Støjbergcenteret, Kærshovedgård, og hvordan skal flere sendes ud af landet nu, hvor regeringen ikke gør det godt nok?

Ordføreren.

Nu er det ret moderne at sige spejl til folk, og hr. Frederik Vad kigger jo altså på sig selv i spejlet, når han siger her i Folketingssalen, at nogen ikke vil gøre noget. Altså, sagen er jo, at vi har brugt det meste af debatten på at få regeringen til at fortælle, hvad den vil gøre, og hvornår der sker noget, f.eks. med udvisning af kriminelle udlændinge – den her ambassadør, som vi har talt om flere gange. Så det er da totalt dobbeltmoralsk, at hr. Frederik Vad begynder at beskylde nogle af os andre for ikke at gøre noget og ikke ville svare, eller hvad det nu er, for det er jo altså ikke os, der er i regering. Det er hr. Frederik Vads parti. Og det kan godt være, at der er et parti i regeringen – det kommer vi til at høre Moderaterne om senere – der ikke vil det, som hr. Frederik Vad vil, men så skulle man jo have ladet være med at danne den her regering, der ikke vil gøre noget.

Så hr. Frederik Vad må jo her i Folketingssalen svare på: Hvornår sker der noget fra regeringens side? Hvornår stopper man med at lempe udlændingepolitikken? Hvornår stopper man med at lempe grænsekontrollen f.eks.? Kommer der noget svar på det?

Spørgeren.

Nu er det jo mig, der stiller spørgsmålene, og ordføreren, der skal svare. Hvad skal der ske med Støjbergcenteret, Kærshovedgård? Den her regering med socialdemokratiske ministre har reduceret antallet på udrejsecentre fra 1.200 til omkring 400. Hvordan skal de sidste 400 sendes hjem, hr. Peter Skaarup, uden at vi bryder med konventionerne?

Så der er to spørgsmål: Hvad skal der ske med Støjbergcenteret, Kærshovedgård? Og hvordan skal de sidste 400 på udrejsecentrene sendes hjem?

Ordføreren.

Altså, det har vi jo talt om mange gange på de samråd, vi har haft med ministeren, hvor vi har prøvet at få ministeren til f.eks. at lave noget ordentlig adgangskontrol, så man ikke snyder med adgangen til det her center, f.eks. at få regeringen til at sætte ulandsbistanden på højkant over for de lande, som ikke vil tage imod egne borgere, og at f.eks. efterlyse udlændinge, når de bryder meldepligt og opholdspligt og sådan noget. Men der sker jo heller ikke noget. Så altså, jeg vil sige: Spejl.

Så er det hr. Rasmus Stoklund.

Tak for talen, hr. Peter Skaarup, om end det var en skuffende omgang. Jeg synes, det skuffende for det første er, at man får det til at lyde, som om man er dybt uenig med regeringspartierne og med en række andre partier i Folketinget og man vil noget meget strammere, når virkeligheden er, at ens egen udlændingepolitik faktisk flugter ret meget med den udlændingepolitik, der føres i Danmark.

Og så synes jeg i øvrigt, at den relativisme, der jo også blev udtrykt i talen, og hvor der sættes spørgsmålstegn ved, om man er velintegreret, hvis man bakker op om Hamas, lige fortjener en bemærkning. Det mener jeg ikke man kan. Nej, man er ikke velintegreret, hvis man bakker op om Hamas.

Det er efterhånden en arbejdsform, vi nu igennem et par år har set fra Danmarksdemokraterne, at man konstant springer op som løver og så falder ned som lam, og at der ikke rigtigt er noget hold i billetterne, når det kommer til det substantielle. I jeres store udlændingeudspil siger I, at I vil have et modtagecenter i et tredjeland, I vil fortsætte hjemsendelsespolitikken, sænke ydelserne for arbejdsløse indvandrere og fastholde stramme regler for familiesammenføring osv. Hvad er egentlig det nye? Hvor er det, I er så uenige med regeringspartierne? Kunne hr. Peter Skaarup ikke være lidt mere konkret i sine synspunkter?

Ordføreren.

Vi er jo meget uenige med regeringspartierne i, at man f.eks. har lempet grænsekontrollen. Jeg ved ikke, hvad hr. Rasmus Stoklund reelt mener om det, men da man gjorde det, jublede Moderaterne, og regeringen var sådan lidt: Nå ja, det gør vi så. Men er det ikke, fordi regeringen er fuldstændig i strid med sig selv og det er en forkvaklet regering, man har fået dannet?

Socialdemokratiet siger jo faktisk tit nogle fornuftige ting, og jeg tror faktisk ikke, at hr. Rasmus Stoklund og jeg selv er særlig uenige om alt på udlændingeområdet, slet ikke. Men jeg tror, at hr. Rasmus Stoklund og jeg selv er meget uenige med udenrigsministeren og med mange af de andre støttepartier, som regeringen nogle gange benytter sig af. Derfor synes jeg, at regeringen skulle holde et ordentligt møde om dens udlændingepolitik, for hvis man mener det, som Socialdemokratiets ordfører siger i dag, om, at vi skal gøre op med herskerattituden, at vi skal stramme osv., så se at få det gjort!

Spørgeren.

Det er lige netop derfor, jeg synes, det er så ærgerligt, at man altid prøver at foregive, at vi er så uenige, fordi vi jo netop har en meget stor fællesmængde i forhold til vores syn på udlændingepolitikken, og den udlændingepolitik, der føres i Danmark, flugter f.eks. nærmest en til en med det udspil, som Danmarksdemokraterne selv lancerede op til folketingsvalget i forhold til udlændingepolitikken. Det var jo så også derfor, det kom til at virke lidt mærkeligt i den afdækning, det var i pressen, at de synspunkter, man kom med, sådan set var den gældende udlændingepolitik og den udlændingepolitik, der også er gældende i dag. Det er jo en falsk præmis at prøve at tegne den her uenighed op.

Endelig synes jeg da blot, at hr. Peter Skaarup skulle glæde sig over, at Socialdemokratiets udlændingeordfører jo netop sætter en masse ting på dagsordenen, som ikke har fyldt så meget i udlændingepolitikken, heller ikke under fru Inger Støjbergs regime.

Tak. Ordføreren.

Jeg synes, det er glimrende at få sat noget på dagsordenen, og kan den her debat medvirke til det, er det godt, men jeg tror ikke, hr. Rasmus Stoklund og Danmarksdemokraterne er særlig uenige om meget af det her, men jeg tror, at regeringen har et kæmpe forklaringsproblem, fordi man har dannet en regering, der er handlingslammet og ikke kan gøre noget, for der sker jo ikke noget omkring de her ting; der sker ingenting. Det tror også hr. Rasmus Stoklund sådan set er enig i. Det tror jeg faktisk hr. Rasmus Stoklund er. Der sker ingenting fra regeringens side.

Hr. Mikkel Bjørn.

Tak for det. Danmarksdemokraternes ordfører siger, at det er bekymrende, når der ikke er overensstemmelse mellem det, man siger, og så det, man rent faktisk gør. Det er bare meget sjovt, for det er jo en meget præcis beskrivelse af den måde, Danmarksdemokraterne agerer på i dansk politik. Altså, man svinger sig op på den høje hest og kritiserer og kritiserer, men når det kommer til at stemme hernede i salen om reelle stramninger af udlændingepolitikken, ja, så stemmer man imod.

Man kunne tage nogle eksempler: Statsløsekonventionen, som giver statsløse mennesker, dvs. de mennesker, der går og hylder terror i gaderne, ret til automatisk statsborgerskab, når de fylder 18 år, vil Danmarksdemokraterne ikke opsige. Der er også statsborgerretskonventionen, som gør det umuligt for os at tage statsborgerskabet fra kriminelle voldtægtsforbrydere, bandemedlemmer og meget andet. Der stemmer man også imod hernede i Folketingssalen. Er det ikke en smule hyklerisk, at man fra Danmarksdemokraternes side går så hårdt ud og kritiserer, at der ikke bliver gjort noget mere, og at vi skal gøre noget mere og vi skal smide folk ud og vi skal alt muligt. Men når man skal stemme hernede i salen, gør man det stik modsatte af det, man selv siger man vil.

Ordføreren.

Jeg mener, regeringen har et forklaringsproblem, og jeg tror, det er vigtigt, at de partier, der så er meget enige, bl.a. Dansk Folkeparti, ligesom står sammen mod regeringen for at sikre, at nogle af de ting – rigtige ting – regeringen egentlig siger den gerne vil, bliver gennemført, f.eks. udvisning af kriminelle udlændinge. Grænsekontrol vil regeringen jo åbenbart ikke indrette på den rigtige måde. Der har de borgerlige partier en mulighed for at sige til regeringen: Prøv nu at komme i gang.

Et modtagecenter har statsministeren jo tidligere ført valgkampagne om skulle laves for asylansøgere i nærområderne. Der blev sendt flotte aviser ud til alle danskere om, hvor fantastisk det var, at man gennemførte det sammen med en masse andet, men hvad er der så blevet gennemført? Det synes jeg er det afgørende spørgsmål, og der synes jeg, at enten må regeringen komme i gang med at gøre noget, eller også er der simpelt hen ikke behov for den regering. For vi kan ikke have en situation, hvor man sidder på hænderne.

Spørgeren.

Mange af de ting, Danmarksdemokraterne kritiserer regeringen for ikke at gøre, er jo ting, som Danmarksdemokraterne selv stemmer imod at gøre, når de stemmer hernede i salen. Det er bare der, hvor jeg er lidt nysgerrig på, hvorfor Danmarksdemokraterne stemmer imod, at vi skal kunne tage statsborgerskabet fra eksempelvis voldtægtsforbrydere og bandemedlemmer. Og hvorfor stemmer Danmarksdemokraterne imod, at man ikke automatisk skal have et statsborgerskab i 18-årsfødselsdagsgave, hvis man er statsløs og går og hylder terror ude på åben gade? Det er det, jeg er nysgerrig på. Jeg synes bare ikke, det harmonerer særlig godt med de signaler, som Danmarksdemokraternes sender til den danske befolkning, at man hernede i salen stemmer imod de ting, men selv igen og igen går og kritiserer.

Ordføreren.

Jeg vil slet ikke afvise, at der kan være forslag, som Dansk Folkeparti har fremsat, som vi har stemt imod, for der kan være en god grund til, at man ikke støtter alle beslutningsforslag, der bliver fremsat i Folketinget. Men det ændrer jo bare ikke ved, at vi har en regering, som sidder på hænderne, og det burde vi jo være enige om at kritisere. Jeg nævnte tidligere modtagecenteret, som statsministeren har sagt skulle komme, grænsekontrollen samt en fast og stram udlændingepolitik som områder, hvor der jo ingenting sker. Det burde jo egentlig være det, vi i de borgerlige partier fokuserede på.

Hr. Morten Messerschmidt.

Jeg må dog sige, at når det gælder hykleri og troværdighed, må hr. Peter Skaarup være langt, langt foran i forhold til regeringen. Jeg holder mig normalt ikke tilbage med at kritisere regeringen, men det, vi oplever fra hr. Peter Skaarups side, er jo decideret utroværdigt, og når han så ikke engang vil svare, men kun vil svare på spørgsmål, der ikke er blevet stillet, bliver det jo bare pinagtigt. Nogle af de forslag, som hr. Peter Skaarup og hans nye parti stemmer nej til hernede, har hr. Peter Skaarup jo selv været med til at skrive, da han var medlem af Dansk Folkeparti. Så det er jo grænsende til latterligt.

I stemmer nej til et forslag om at forbyde det muslimske tørklæde i skolerne; I stemmer nej til den permanente grænsekontrol; I stemmer nej til et opgør med konventionerne; I stemmer ja til at give tusindvis af muslimer indfødsret, ovenikøbet dem, der ikke overholder reglerne osv. – noget, som hr. Peter Skaarup i sin tid i Dansk Folkeparti da aldrig nogen sinde havde gjort. Og så kommer I med en eller anden fuldstændig tandløs tekst, hvor der står, at parallelsamfundene ikke må vokse. Altså, hallo! Hvad med at sige, at parallelsamfundene skal herut, altså at de skal ud, måske endda derhen, hvor hr. Villy Søvndal ville sende dem.

Man må ikke bruge direkte tiltale. Der er flere, der har brugt ordet I, og det er også direkte tiltale. Så er det ordføreren.

Altså, vi er jo forskellige partier. Dansk Folkeparti er ét parti, og Danmarksdemokraterne er et andet parti. Skal vi bekæmpe hinanden hårdt? Ja, det kunne man selvfølgelig godt vælge at gøre. Vi har valgt den kurs – og det kan nogle så være uenige i – at vi gerne vil have en anden regering, fordi den regering, der sidder nu, i hvert fald ikke gør noget. Der kan man jo vælge, om man vil gøre det ene eller det andet. Vi har valgt den kurs, og den holder vi.

Vi holder fokus på, at vi har en statsminister, der siger en hel masse fornuftige ting, men som altså har dannet regering, som ikke gennemfører noget af det. Det kan man jo mene om, hvad man vil. Vi tillader os at kritisere og holde statsministeren fast på tingene, i hvert fald når statsministeren som i dag er i Folketingssalen.

Spørgeren.

For mig, hr. Peter Skaarup, handler det her faktisk ikke om Dansk Folkeparti, Danmarksdemokraterne eller regeringen. For mig handler det her om Danmark. Det handler om, at der for de kommende generationer skal være et fædreland, som man kan se som det land, man fik af sine forældre i fødselsgave. Der må jeg bare sige, at man kan sige meget om den her regering, men den står på mål for sin politik, og så kan man være uenig i politikkens indhold og hvad man vil. Men et parti, som er ledet af folk, der så ryggesløst er villige til at ændre standpunkt alene for at blive genvalgt, et parti, som ikke engang vil svare på de spørgsmål, man så bliver stillet, et parti, der ikke engang vil forholde sig til, at man stemmer nej til ting, som man udadtil giver indtryk af at man er for – det parti kan ingen have tillid til.

Ordføreren.

Det må så stå for hr. Morten Messerschmidts egen regning.

Så er det hr. Torsten Schack Pedersen.

Tak for det. Jeg tror også, at den påståede uenighed kan ligge et meget lille sted, for det er jo grundlæggende sådan, at hr. Peter Skaarup siger, at regeringens politik er god. Det går bare for langsomt med at få den indført. Så det handler jo om proces og hastighed, men man er enig i regeringens politik, og det glæder mig. Hr. Peter Skaarup skal bare have mulighed for at komme med nogle konkrete svar, som det har knebet med at få oppe fra talerstolen.

Hr. Peter Skaarup efterspørger handling, og det kunne jo være rart, hvis Danmarksdemokraterne havde gjort sig nogle konkrete tanker om, for det første, hvordan man kan udvise folk hurtigere, så længe man overholder konventionerne, og hvad det er, Danmarksdemokraterne konkret foreslår for at gøre op med en herskermentalitet i visse indvandrergrupperinger.

For vi er alle sammen imod de ting, men jeg synes, det virker, som om Danmarksdemokraterne efterspørger, at regeringen løser problemet, og at det kniber for Danmarksdemokraterne med at komme med håndfaste løsningsforslag.

Ordføreren.

Tak for spørgsmålet, hr. Torsten Schack Pedersen. Det giver mig jo anledning til netop at fortælle om nogle konkrete tiltag, som vi har foreslået i et udspil, og som skal tage et opgør med negativ social kontrol. Vi har lagt det åbent frem, så man kan se det på vores hjemmeside. Vi har også set regeringen kigge konkret på, om man vil gennemføre de 11 konkrete forslag, som ligger der.

Regeringen kunne jo starte med at indføre det, og det handler jo, om at man skal tage negativ social kontrol meget mere alvorligt. Det handler om, at man skal øge straffen, og at man skal sikre, at imamer ikke bare kan vie mindreårige, uanset om det er religiøst eller ikke er religiøst. Alle de ting, der ligger i det forslag, kunne regeringen jo sådan set bare gennemføre nu, og så kunne regeringen stoppe med at gennemføre noget, der er lempelser. Jeg nævnte f.eks. grænsekontrollen. Når man laver mindre grænsekontrol i den her regering, hvor Venstre er med, så forstår jeg det simpelt hen ikke.

Spørgeren.

Ambitionsniveauet, i forhold til hvad man skal opnå, afspejler sig jo i vedtagelsesteksten. En af mine kollegaer har sagt, at opfordringen fra Danmarksdemokraterne, Liberal Alliance og Konservative er, at problemerne ikke skal vokse. Der er jeg af samme opfattelse, som andre har givet udtryk for, nemlig at de problemer skal mindskes. For det niveau, det foregår på i dag, er uacceptabelt. Jeg kan jo sige, at fra Venstres side har vi foreslået, at den midlertidige grænsekontrol bliver forlænget, når den står til at udløbe. For vi er enige i, at det er nødvendigt. Men jeg mangler stadig væk forslag fra Danmarksdemokraterne til, hvad man konkret vil gøre af ting, som regeringen ikke allerede gør, for at kunne udsende udviste udlændinge inden for konventionerne.

Ordføreren.

Regeringen gør ikke noget og har ikke gjort noget. Man har skrevet noget i regeringsgrundlaget, men der er gået halvandet år, og der er ikke sket noget. Men man kunne jo starte med at afskaffe den her trappestigemodel, der gør, at folk kan optjene ret til ophold, selv om de egentlig burde være blevet udvist. Det kunne vi starte med. Det gælder jo bare om at få det gjort, selv om Moderaterne måske synes, det er en dårlig idé.

Så er der grænsekontrollen. Venstre siger, at man vil forlænge grænsekontrollen, men den har man jo barberet ned. Hvis man kører en tur over broen til Sverige, møder man nogle flinke svenske toldere og betjente, der kigger efter, hvad der foregår. Den anden vej er det slut med det. Det har Venstre afskaffet.

Så er det fru Pia Kjærsgaard.

Jeg må jo bare sige, at jeg sidder og tænker ryggesløst, slapt og glat, og det er med et stort smil, og at jeg faktisk også synes, det er utroligt, når jeg tænker på, hvor mange forslag Dansk Folkeparti har fremsat sammen med hr. Peter Skaarup, som hr. Peter Skaarup nu stemmer imod. Det virker underligt på mig, og det er der vel en forståelse for, men jeg bliver bare nødt til at fremhæve nogle ting.

Barnebrude har Dansk Folkeparti fremsat et forslag om at forbyde, og det har Danmarksdemokraterne stemt imod, fordi man fortsat vil lave en individuel vurdering, og hr. Peter Skaarup bliver ved med at tale om grænsekontrol. Hvordan kan man indføre en fast permanent grænsekontrol, når man samtidig er tilhængere af Schengenaftalerne? Og i forhold til Hr. Lars Boje Matthiesens forslag om at udvise ved voldtægt den første gang siger hr. Peter Skaarup også, at det er, hvis det kan lade sig gøre, og hr. Peter Skaarup tænker i sin hjerne, at det kan det ikke, fordi man er tilhænger af konventionerne.

Jeg må bare sige, at jeg lige så godt synes, hr. Peter Skaarup kunne have ladet være med at gå på talerstolen i dag. Sådan har jeg det, for det er egentlig bare lidt spild af tid, og det beklager jeg virkelig, for jeg ville faktisk gerne have, at vi var flere om at forstå, hvordan vi holder Danmark dansk.

Så er det ordføreren.

Jeg tror, man er nødt til at lægge den der fortid væk og kigge fremad, og vi har en regering, der virkelig har brug for at blive presset, og det var måske der, man skulle starte fra alle partiers side, der er i opposition, altså presse regeringen i forhold til de ting, som den ikke leverer, og som den ikke gennemfører, uanset om det er noget, som den selv siger at den vil gennemføre, og som den ikke gennemfører, eller det er noget nyt, som vi gerne vil have den til at gennemføre.

I forhold til debatten om grænsekontrol kender fru Pia Kjærsgaard den jo vældig godt, og Danmark har heldigvis, uanset om der er en Schengenaftale eller ej, en mulighed for at lave grænsekontrol, og regeringen har lige villet forlænge grænsekontrollen, og det er jo fint nok. Problemet er jo bare, at den grænsekontrol, regeringen gerne vil forlænge, ligger på et lavere niveau, end den har gjort tidligere. Man har ikke længere en permanent grænsekontrol på grænsen, og man har ikke grænsekontroller mod Sverige, og det gør altså, at vi burde være fælles om at gå efter den her regering og sørge for, at der kom en anden.

Spørgeren.

Altså, vi skal bare glemme fortiden og lave en anden fremtid? Men det er fortiden, der gør, at vi har den her debat. Det bliver jeg bare nødt til at sige. Og igen svarer hr. Peter Skaarup fuldstændig udenom. Hvorfor stemmer man imod i forhold til barnebrude? Hvordan kan man sige ja til grænsekontrol nu og da, men man godt ved, at det ikke bliver en permanent grænsekontrol, fordi man ønsker Schengensamarbejdet. Hvordan kan man blive ved med at tale om udvisninger, når man udmærket godt ved, at der er en række konventioner, som forhindrer de udvisninger, og som hr. Peter Skaarup og Danmarksdemokraterne nu er tilhængere af?

Ordføreren.

Jamen jeg synes egentlig, fru Pia Kjærsgaard næsten selv svarer på det. Når man kritiserer Danmarksdemokraterne og fru Inger Støjberg, som er partiets formand, fordi hun og vi ikke vil gøre noget ved barnebrude i Danmark, er det jo bare sådan noget, hvor man tænker: Hvilken verden lever man i?

Altså, kan man ikke komme ind i kampen og koncentrere sig om, at det, man gjorde dengang, var godt, og at der skal gøres meget mere? Og det er på den måde, jeg siger, at lad os nu kigge fremad og gennemføre noget sammen med regeringen eller uden om regeringen, og nu er der jo måske et andet flertal, der kan bruges i nogle sager, og det er jo positivt.

Tak til ordføreren. Der er ikke yderligere korte bemærkninger, så vi går videre, og den næste er hr. Mohammad Rona fra Moderaterne. Velkommen.

Tak for ordet, og tak for debatten i dag. Danmark er mit land, og jeg ville føle mig fremmed, hvis jeg i morgen tog turen til min fødeby Kabul. Det har jeg faktisk tit tænkt over. Hvordan ville folk egentlig tage mig imod mig, hvis jeg tog tilbage? Hvad ville de egentlig sige? Det ved jeg ikke, men den modtagelse, min familie og jeg fik i Danmark den sommerdag i maj 1991 var fantastisk, og det er for mig nogle af de allervigtigste danske værdier, nemlig tolerance og hengivenhed. For både mit og min families hjem er Danmark, og det har det været siden den dag, vi landede her, og jeg tror på, at mange andre udlændinge har det på samme måde.

Dermed ikke sagt, at jeg ikke godt er klar over, at der er udfordringer. For det er der. Der er f.eks. udfordringer med negativ social kontrol, som har været vendt en del gange i dag og med rette. Når jeg snakker med en organisation, som siger, at de på et år måske har 50 til 55 sager, men at de så allerede i år, hvor der kun er gået 3 måneder, har haft 68 sager, og at de forecaster med 300 sager i år, så bliver jeg nervøs. For så er der jo et eller andet rivravende galt. Jeg har aldrig nogen sinde forstået, og jeg kommer heller aldrig nogen sinde til at forstå det, at der er borgere, der kommer til Danmark, dem, der vælger Danmark som deres land, eller dem, der er født i Danmark, der ikke anerkender de danske værdier og efterlever de love, der gælder her i landet, og det skal vi gøre noget ved. Jeg voksede op ude på den københavnske Vestegn, det var godt nok i en konservativ kommune og ikke i en socialdemokratisk kommune, men jeg kunne jo se, hvad de kommuner rundtom os døjede med, og jeg kan jo f.eks. også se, at nogle af dem, der er allerbedst integreret, er fra nogle af de konservative kommuner.

Danmark er et åbent og inkluderende samfund, og de krav og forventninger, vi retter mod hinanden, er et udtryk for tillid, og det er også rimeligt at forvente, at alle, der ønsker at bo i Danmark, lever op til de forventninger. Det multikulturelle samfunds paradoks er en manglende fælles kultur, men i Danmark er den dansk. Det betyder, at der er plads til de fleste, men at alle forventes at bidrage til sekulære retsprincipper, demokratisk dannelse og absolut ligestilling og ligeværd mellem kønnene, som vi absolut heller aldrig nogen sinde må gå på kompromis med. Moderaterne har jo også den klare holdning, at vi gerne vil fastholde en stram udlændingepolitik, hvor vi kan regulere og justere, hvis der er behov for det, og i en balance, og hvis det ikke spænder ben for almindelige familier, og det står også i regeringsgrundlaget. Men det er også vigtigt at understrege, at vi, når vi har med udlændingepolitik at gøre, hele tiden er i balance. Det overblik må vi ikke miste.

Vi ønsker et Danmark i balance både i dag, men også i fremtiden, eller som Albert Einstein sagde det: Livet er som at køre på cykel, for at holde balancen må man holde sig i bevægelse. Tak for ordet.

Mange tak for det. Der er et par korte bemærkninger, og den første er til hr. Lars Boje Mathiesen.

Det, jeg hører fra talerstolen, er simpelt hen ikke, hvad jeg kan forestille mig at der foregår inde i regeringskontorerne. Jeg tror simpelt hen, det er en anden virkelighed. Men lad det nu ligge. Jeg er ikke derinde.

Ser ordføreren den demografiske udvikling i Danmark som en udfordring? Og hvis man ser det som en udfordring, hvad skal der så gøres ved det?

Ordføreren.

Altså, vi var jo til årsmøde her den 16. marts, og der er holdt vores formand, hr. Lars Løkke Rasmussen, også en tale, hvor han bl.a. kom ind på den demografiske udvikling. Og når man læser en artikel her fra Politiken, som kun er en lille måneds tid gammel, så er det bekymrende. Det er bekymrende, at fødselsraten i Danmark er så lav. Det er bekymrende. Og det er bekymrende at se, at et land som Italien, som vi normalt sammenligner os med, er nede på en fødselsrate på 1,2. Det er et problem. Det er et problem. Vi bliver nødt til at snakke om at lave en form for en familiepolitik, i forhold til hvordan vi får fødselsraten op i Danmark. Det er et problem. Det er det.

Hr. Lars Boje Mathiesen.

Ja, og det kommer så også an på, hvilke grupper det er, fødselsraten kommer op for. Ellers ændrer det jo ikke på den demografiske udvikling. Vil Moderaterne være med til at ændre definitionen inde ved Danmarks Statistik? I dag er det jo sådan, at man ret hurtigt går fra at være efterkommer til at blive registreret som dansker, hvis en af forældrene har dansk statsborgerskab. Fordi vi nu er henne i anden-tredje generation og måske længere, giver det jo på sigt et falsk billede af, hvor stor andelen er af folk, som måske køber ind på en islamisk dagsorden eller måske en ikkevestlig dagsorden og måske ikke på nogen af de værdier, som statsministeren står og taler om. For så giver det jo ikke et klart billede af, hvor stor den andel af personer reelt set er. Og det er vel i alles interesse, at vi får et klart billede af det.

Det er ordføreren.

Jeg ved ikke, om jeg ville gå ind og fortælle, hvordan definitionen skal være. Det ved jeg sådan set ikke noget om. Men jeg bliver jo bekymret, når jeg læser en artikel om, at man i f.eks. København har droppet opførelse af nye børnehaver og skoler, fordi der netop ikke kommer de børn, som man sådan set havde regnet med. Det er et problem. Og jeg synes, at det skal vi tage dybt, dybt alvorligt.

Så er det Kim Edberg Andersen.

Tak for det. Vi har jo nu fundet synderen i regeringen. Vi har fundet synderen bag, at den her regering siger alle de rigtige ting. Jeg tror faktisk på de ordførere, der har sagt det; jeg kender dem og taler med dem tit. Jeg tror faktisk, at de alle sammen inklusive statsministeren faktisk mener det, de siger på talerstolen. Jeg tror faktisk på, at Venstre mente det, de sagde på talerstolen. Moderaterne holder en tale, hvor de siger, at de vil have multikulturelle samfund, og det er Moderaternes formand, der skal udpege den her ambassadør for at kigge på konventionerne, hvilket heller ikke er sket. Så velkommen på talerstolen, ordfører for Moderaterne – grunden til, at Danmark ikke har lavet de stramninger, der er nødvendige. Er det ikke virkeligheden, at det er Moderaterne?

Vi ved det alle sammen. Der er bare ingen, der siger det højt. Vil Moderaterne ikke bare anerkende, at det simpelt hen er Moderaterne, som med stor glæde har sat foden på bremsen og sørget for, at vi ikke gør noget ved alle de problemstillinger, som andre ordførere rent faktuelt har fremvist med islamisering, antisemitisme?

Ordføreren.

Jeg forstår det ikke. Jeg ved ikke, om der var et spørgsmål i det der.

Det er sådan set vigtigt for mig at sige, at vores udlændingepolitik står sådan set på tre ben. Det ene er udlændingeloven, det andet er international arbejdskraft, og det sidste ben er vores værdipolitik – det, vi faktisk primært har talt om i dag. Det hverken står på vores hjemmeside eller fremgår af nogen af mine udtalelser, at vi aldrig nogen sinde vil være med til at stramme noget, hvis der var behov for det. Det gør der ikke. Hvis ordføreren kan finde det nogen steder, må ordføreren meget gerne sende det til mig.

Hr. Kim Edberg Andersen.

Så Moderaternes konklusion på det, der sker i Danmark, er, at der faktisk ikke er behov for at stramme på noget, som ordføreren siger. Man ville gerne, hvis det var nødvendigt, men det er det ikke. Der er ordføreren nok den eneste i lokalet lige nu, der ikke har fanget, hvor voldsomt og frygteligt det er, det, der sker. Jeg har hørt folk snakke om, at vi måske kunne slippe for at bruge bevæbnet beskyttelse omkring jødiske samfund. Det er så vildt, at man slet ikke forstår, at det burde være nødvendigt. Det er en præmis, vi skal forholde os til – det er jo det, der er hele problemet. Og Moderaterne synes, at det er fint, at vores jødiske venner ikke kan få lov til at gå i fred på gaden. Tusind tak for det, siger jeg til Moderaterne, for enten gør man noget ved det, eller også gør man som Moderaterne og siger: Der er ikke behov for stramninger.

Ordføreren.

Jamen prøv at høre her: Det er simpelt hen sludder og vrøvl. Jeg er vokset op på den københavnske Vestegn. Nej, det er ikke lige meget. Jeg har gået på en skole, hvor jeg blev tvunget til at faste og til ikke at gå med til fester osv., og så skal man ikke stå der og spille fandango, fordi man kommer fra Nordjylland. Det her er dybt, dybt alvorligt, og den værdipolitiske debat er rigtig vigtig for os – ikke kun for Moderaterne, men også for regeringen. Så det der er noget sludder.

Så er det fru Rosa Lund.

Tak for ordet, og tak for talen. Ordføreren og jeg deltog for nylig i en konference, som ordføreren selv var vært for. Jeg synes, det var en god konference. Jeg blev klogere, og jeg tror også, at ordføreren blev klogere. Konferencen handlede bl.a. om – hvad skal vi sige – snubletråde for integrationen, og her diskuterede vi permanent ophold. På konferencen gav ordføreren udtryk for, at han ligesom Enhedslisten mener, at uddannelse skal tælle med, når man søger om permanent ophold. Ordføreren gav endda også udtryk for, at det var noget, men arbejdede på i regeringen. Nu skal jeg bare høre: Hvor langt er man med det arbejde?

Ordføreren.

Nej, jeg gav ikke udtryk for, at man var i gang med det i regeringen. Jeg sagde bare, at det stod i lovprogrammet for den daværende regering – der stod det. Jeg har ikke sagt noget om, at regeringen er i gang med det. Jo, det er fuldstændig rigtigt, at jeg synes, det er vigtigt, at folk vælger en uddannelse, en erhvervsuddannelse, frem for at arbejde ufaglært et sted i forhold til at opnå permanent ophold, og det holder jeg sådan set stadig fast i, og det holder Moderaterne stadig fast i.

Det er jo klart, at når vi er tre forskellige partier, skal alle tre partier selvfølgelig være enige om det. Det her er jo ikke et ultimativt krav fra vores side, men vi er bare meget ærlige omkring det. Og jeg synes, det er helt fint, hvis vi kan få den dialog. Jeg ved også, at den daværende integrationsminister, hr. Mattias Tesfaye, også har været ude at sige, at det også er noget, han ville bakke op om, hvis det var en mulighed.

Fru Rosa Lund.

Den nuværende integrationsminister har sådan set også sagt, at han er enig i, at i hvert fald praktikdelen af uddannelse bør tælle med det, når man søger om permanent ophold. Det er derfor, vi står lidt undrende tilbage i Enhedslisten, for det må jo så betyde, at hvis ministeren mener det, og hvis Moderaterne mener det, så er det jo to partier i regeringen, der mener det. Så spørgsmålet er måske mere: Hvornår vinder I så den armlægning med Venstre?

Ordføreren.

Jeg ved ikke, om det er Venstre, eller hvordan det er. Det ved jeg ikke. Jeg forklarer bare, hvad vores politik er, hvad Moderaternes politik er, og hvad vi gerne vil bidrage med i de regeringsforhandlinger, der så kunne være på det her område. Så der er ikke så meget i det.

Så er det hr. Peter Skaarup.

Tak til hr. Mohammad Rona for en god tale. Jeg synes bare, jeg manglede svar på noget af det, vi har spurgt de andre regeringspartier om, nemlig det her med konventionerne. Der står jo i regeringsgrundlaget, at man gerne vil udpege en ambassadør, der skal medvirke til at få kigget på de konventioner, som vi er tilsluttet. Hvad sker der med det, hr. Mohammad Rona? Er det Moderaterne, der blokerer for det? Nu kan man læse i aviserne, at der er ministre, der har jobansøgninger ude omkring i Europa – er det derfor, man ikke får gjort det her, eller hvad er grunden?

Ordføreren.

Jeg tror, det er det, man kalder et godt processpørgsmål. Det kan jeg faktisk med al respekt ikke svare helt konkret på, hr. Peter Skaarup. Jeg kan bare sige det samme, som nogle af min kollegaer både fra regeringspartierne, men også uden for regeringen, har sagt, nemlig at jeg synes, det er vigtigt, at der kommer den her ambassadør, og at jeg også synes, det er vigtigt, at vi får undersøgt de her konventioner. Det er vi sådan set hundrede procent med på. Men hvordan og hvorledes processen foregår internt i regeringen osv., kan jeg ikke sige noget om, selv om det er min formand, der sidder for bordenden.

Hr. Peter Skaarup.

Når der ikke sker noget, begynder man jo at lede efter forklaringer, og hvis det er sådan, at nogle danske ministre har en interesse i at få en international toppost, kunne man da godt forestille sig, at det ville være en dårlig idé at slå i bordet over for de andre lande og sige: Vi har i øvrigt lige et problem med kriminelle udlændinge, og det skal vi have ordnet, og vi skal have justeret konventionerne. Det er måske ikke lige så smart. Eller hvad tænker hr. Mohammad Rona om det? Hvad kan ellers være årsagen til, at der ikke er sket noget? Der er gået halvandet år.

Ordføreren.

Altså, der må jeg melde pas. Det aner jeg simpelt hen ikke for at være helt ærlig. Men jeg vil gerne prøve at spørge min formand, og så kan jeg jo lige skrive en sms efterfølgende.

Mange tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger. Tak til ordføreren. Og vi kan gå videre til Enhedslistens ordfører, og det er fru Rosa Lund.

Tak for ordet, og tak til Dansk Folkeparti for endnu en gang at indkalde til den her forespørgselsdebat om værdipolitik eller måske identitetspolitik, som jeg godt kunne fristes til at sige. Der er for mig noget mærkeligt i, at hver gang venstrefløjen taler om det her emne, er det identitetspolitik, men når det er højrefløjen, der taler om det, er det værdipolitik. Det synes jeg bare er lidt mærkeligt. Men ikke desto mindre er det godt, at vi får debatten, synes jeg.

De mest afgørende danske værdier for mig og for Enhedslisten er grundstenene i vores samfund, nemlig vores demokrati, vores rettigheder og vores frihed. For mig indebærer de danske værdier lighed, fællesskab, bekæmpelse af alle former for racisme, antiislamisme og antisemitisme, åbenhed og nysgerrighed over for verden og andre menneskers kulturer og levevis, bistand og støtte til civilsamfund og demokrati, både her i vores eget land, men sådan set i hele verden. Det indebærer også en respektfuld og værdig integration af de flygtninge og indvandrere, som kommer til Danmark.

Disse værdier er for mig at se udfordret. Først og fremmest er det ikke alle i vores samfund, der er repræsenteret i vores demokrati. Der lever nemlig rigtig mange mennesker i Danmark, som ikke er en del af vores demokratiske samfund, og som ikke har de samme rettigheder som os, der sidder inde i den her Folketingssal. Det synes jeg er en kæmpe værdipolitisk udfordring, som vi skal have løst. Jeg synes ikke, at vi lever op til en respektfuld og værdig integration af flygtninge og indvandrere, og det er et ansvar, vi som samfund har svigtet. Jeg er med på, at der er mange, der gerne vil give venstrefløjen ansvaret for den fejlslagne integrationspolitik, og det har altid undret mig, for uanset hvor meget jeg selv ønsker det var sådan og arbejder på, at det bliver sådan, er det ikke os, der har haft ansvaret for integrationspolitikken de sidste 30 år i det her land. Det er nogle andre.

Fru Pia Kjærsgaard har ofte spurgt under den her forespørgsel, hvad det er, der ikke virker, når flygtninge kommer til Danmark. Og så bruger vi nogle timer på at tale om det, og så bruger vi også nogle timer på at tale om, om vi overhovedet skal tage imod flygtninge, om fejlslagen integration, og om det er, fordi der er for lidt svinekød i de danske daginstitutioner og kønsopdeling i svømmehallen. Men der er også rigtig meget, vi ikke taler om, når vi har den her debat, og det synes jeg også den bærer præg af i dag.

Regeringens eget integrationsbarometer viser faktisk, at flere ikkevestlige indvandrere og efterkommere kommer i arbejde, at flere ikkevestlige indvandrere og efterkommere færdiggør deres uddannelse, at færre ikkevestlige indvandrere og efterkommere begår kriminalitet, at færre ikkevestlige indvandrere og efterkommere er på offentlig forsørgelse. Altså færre! Betyder det, at der ikke er problemer? Nej, det gør det ikke, det gør det bestemt ikke. Der er problemer, og de skal både adresseres og løses, og det er også derfor, vi i Enhedslisten efterspørger konkrete initiativer, når det kommer til at stoppe negativ social kontrol. Det er også derfor, vi i Enhedslisten efterspørger en retspolitik, der virker over for banderne og ikke bare mere af det samme og det samme, vi har set de sidste mange år, og som ikke har stoppet f.eks. bandekrigen.

Vi skal tage integrationsopgaven meget mere alvorligt. Faktisk synes vi i Enhedslisten, at integration igen skal være en målsætning i dansk udlændingepolitik. For hvis vi skal lykkes med integrationen, skal vi lade være med at lægge så mange snubletråde ud, som vi har gjort i den nuværende lovgivning, f.eks. ved at gøre folk fattigere eller gøre det sværere at lære dansk. Noget andet, som ligger mig meget på sinde, er de ekstra indsatser, vi kan gøre for at bekæmpe negativ social kontrol. I Enhedslisten har vi fremsat konkrete beslutningsforslag til, hvordan vi kan sikre, at familiesammenførte kan forlade deres voldelige partnere, men desværre har der ikke været stor nok opbakning her fra Folketingets side, selv om I alle sammen taler om, at I gerne være med til at hjælpe de her kvinder og stoppe negativ social kontrol. Når vi så i Enhedslisten fremlægger konkrete forslag, vil I alligevel ikke være med. Så herfra skal bare lyde en efterlysning af Socialdemokraternes, af Danmarksdemokraternes, Dansk Folkepartis og Liberal Alliances konkrete forslag til at stoppe negativ social kontrol.

Til sidst vil jeg gerne på vegne af Enhedslisten, Radikale Venstre og Alternativet fremsætte følgende:

Forslag til vedtagelse

»Folketinget konstaterer, at det store flertal af nye danskere er velintegrerede medborgere i Danmark og skal anerkendes som sådan. Der skal føres en udlændingepolitik, som fortsat støtter den positive udvikling af integrationen og modvirker, at der opstår parallelsamfund. Alle borgere i Danmark skal respektere frihedsrettigheder, ligestilling mellem kønnene og demokratiske principper. Folketinget konstaterer endvidere, at regeringen og Folketinget skal arbejde for at oprette og understøtte fællesskaber, der underbygger demokratiske værdier som alternativ til de antidemokratiske og ekstremistiske religiøse såvel som højreekstreme miljøer, der forsøger at undergrave demokratiet.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 63).

Mange tak for det. Det fremsatte forslag til vedtagelse indgår nu i de videre forhandlinger. Der er en række korte bemærkninger, og den første er til hr. Lars Boje Mathiesen.

Jeg kunne godt tænke mig at høre Enhedslisten om noget. Jeg er enig, hvis vi kan hjælpe de kvinder, som bliver ramt af den sociale kontrol, således at de måske ikke ryger ud automatisk. Vil Enhedslisten så være villig til at udvise de mænd, som udviser den her sociale kontrol og bliver dømt for det, så det er dem, der ryger ud af landet i stedet for? Så laver vi en konsekvent udvisning, hvis der er udlændinge, der på den måde bliver dømt for social kontrol, altså så de bliver udvist, mens kvinderne kan blive. Vil man være med til det?

Ordføreren.

Nu er negativ social kontrol heldigvis blevet kriminaliseret i kriminaliseringen af psykisk vold. Der fik Enhedslisten skrevet ind i lovbemærkningerne, at det også skulle gælde negativ social kontrol, altså når psykisk vold foregår mod flere mennesker. Jeg ved ikke, hvor den lovgivning ligger henne på udvisningstrappen, men vi synes ikke, man skal udvise bare for at udvise. Men heldigvis er det blevet kriminelt. Vi vil hellere gå den anden vej og sikre kvinderne flere rettigheder.

Hr. Lars Boje Mathiesen.

Nej, der er jo ingen, der udviser bare for at udvise. Vi udviser jo for at gøre Danmark mere trygt og sikkert for folk at være i, og vi gør det f.eks. også for de kvinder, som ligger under for social kontrol, således at de ikke skal møde den mand igen, som har udsat dem for social kontrol. For vi ved, at de kvinder kan blive udsat for gengældelsesangreb og alt mulig andet. Vi ved det, for det er derfor, de skal have hemmelig adresse osv. Så derfor kan vi jo sikre, at kvinden i hvert fald ikke skal opleve, at den udenlandske mand er i landet længere. Så det er for at sikre de kvinders rettigheder. Derfor undrer det mig, at Enhedslisten ikke vil være med til det. Hvis man virkelig kerer sig om de her kvinders interesse, handler det om at få de mænd ud, for det er i kvindernes interesse.

Så er det ordføreren.

Hvis man udviser manden i de her situationer, udviser man også kvinden, for sagen er, at hun er her på hans opholdstilladelse. Så derfor kan man ikke gøre det, som hr. Lars Boje Mathiesen foreslår, uden at give kvinden ret til sin egen opholdstilladelse.

Så er det hr. Frederik Vad.

Grunden til, at de skandinaviske lande er de mest menneskevenlige samfund i verden, er jo bl.a., at hver gang vi er stødt på noget forældet i vores egen kultur, har vi bortredigeret det. Det er derfor, vi har et andet syn på kvinder i dag, end vi havde for 100 år siden. Det er derfor, vi ikke slår børn i børneopdragelsen. Der er afvigere alle mulige steder, men vi har haft en evne til, hver gang vi er stødt på et problem, at gå ind i os selv, og så har vi sagt: Hvad kan vi dog lave om for at skabe et bedre samfund i morgen? Det er også det, ordføreren er inde på at vi skal blive ved med. Vi skal gå ind i os selv. Vi har alle de her problemer: Hvad kan vi gøre? Hvad skal vi gøre?

Den her rapport og den her debat, vi har været igennem, viser jo bare, at der ikke er nogen respons mange steder fra. Vi er inde i noget fuldstændig grundlæggende, hvor jeg synes, venstrefløjen har glemt Marx og har glemt meget fra det moderne gennembrud og alt muligt andet, som man har taget med sig. Kan ordføreren ikke se, at den kultur, vi står over for, ikke redigerer sig selv? Den går ikke ind i sig selv. Den peger en finger udad og siger: Fortsæt med at lave dig selv om, fortsat med at ændre de ting, vi ikke bryder os om. Bare kig i statsministerens instagramkommentarspor.

Ordføreren.

Hr. Frederik Vad kan simpelt hen tage det helt roligt. Vi har ikke glemt Marx, jeg har i hvert fald ikke. Det er præcis også derfor, jeg står der, hvor jeg står, og Enhedslisten står der, hvor Enhedslisten står, når det kommer til regeringens forslag om at forbyde koranafbrændinger. Aldrig nogen sinde skal bøger med gamle skrifter stå over vores frihedsrettigheder – aldrig nogen sinde. Derfor støttede vi i Enhedslisten ikke regeringens forslag om et forbud mod koranafbrændinger. Det synes jeg selv er meget marxistisk.

Hr. Frederik Vad.

Den lov kommer til at gøre nul forskel, i forhold til hvad der foregår rundtomkring i gaderne i Danmark. Jeg vil bare gerne spørge om noget igen, for det her var en afvigelsesmanøvre. Det er det figenblad, man har fra Enhedslistens side: Hvornår begynder Enhedslisten at kræve, at de her mennesker, der er kommet hertil, begynder at ændre på deres kultur?

Ordføreren.

Jeg synes, det på mange måder er lidt sjovt at høre en regeringsordfører sige, at regeringens egen lovgivning kommer til at gøre nul forskel. Jeg er nemlig fuldstændig enig med hr. Frederik Vad i det.

For at svare på hr. Frederik Vads spørgsmål vil jeg sige, at jeg faktisk synes, at det er det, vi gør i Enhedslisten. Det er lige præcis derfor, vi gerne vil have en danskuddannelse for dem, der kommer hertil, som er indrettet efter, at man skal lære grundloven, og at man skal lære de danske værdier, i stedet for den arbejdsmarkedsindrettede uddannelse, som hr. Frederik Vads parti selv har været med til at lave. Så lad os nu starte der, hvis vi er enige om, at man skal lære de danske værdier, når man kommer hertil. Det vil vi gerne være med til i Enhedslisten. Det er præcis derfor, vi synes, det er så vigtigt, at danskuddannelsen ikke kun er bygget op efter, at du skal have et arbejde, men også er bygget op efter, at du skal kende din rettigheder.

Så er det hr. Steffen Larsen.

Tak. Jeg havde egentlig tænkt mig at spørge: Hvad er Enhedslistens holdning til kønsopdelt svømmeundervisning, hvor f.eks. en far som mig ikke må deltage i svømmeundervisningen for mine to piger i en offentlig svømmehal? Er det ikke et problem, og har man tænkt sig at gøre noget ved det fra Enhedslistens side? Jeg kan forstå, at det bl.a. er Enhedslistens tidligere kulturborgmester eller teknikborgmester, eller hvad det nu er, som er en af dem, som opretholder, at der skal være opdeling af svømmeundervisning i visse svømmehaller. Er fru Rosa Lund enig i det, altså at der skal være opdelt undervisning?

Ordføreren.

Jeg synes, at det skal være en lokal beslutning. Jeg synes ikke, at Folketinget skal bruge sin tid i den her sal på at lave lovgivning om, hvordan det skal være i svømmehallerne. Det må være en lokal beslutning, ligesom jeg mener, at det må være en lokal beslutning, hvad for noget mad børnene skal have nede i børnehaven.

Hr. Steffen Larsen.

Jeg er jo enig i, at det burde være en lokal beslutning. I Liberal Alliance går vi ind for, at tingene decentraliseres så meget som muligt. Men det lader så til, at ordføreren har glemt Marx, for en sekulær tanke havde jo været, at der ikke måtte komme religiøse særhensyn i en offentlig institution. Og derfor må jeg jo konstatere, at hr. Frederik Vads spørgsmål om, om fru Rosa Lund ikke havde glemt Marx, måske var meget passende at stille, for det lader fru Rosa Lund til at have gjort i dette tilfælde.

Ordføreren.

Det synes jeg er en berettiget kritik. Man kan også sige, at vi har glemt Marx, når vi siger, at beslutningen skal ligge lokalt. For var der noget, som Marx gik ind for, så var det en stærk stat.

Så er det hr. Peter Skaarup.

Tak til Rosa Lund for talen. Det bliver jo efterlyst, at partierne kommer med gode forslag til at bekæmpe negativ social kontrol, og nu kommer jeg lige med nogle, som fru Rosa Lund så kan overveje om Enhedslisten vil støtte.

Vi har nemlig lavet et udspil med 11 forslag, bl.a. at ægteskaber med barnebrude skal straffes bagudrettet, kommissionsundersøgelse af barnebrudsskandalen, fratagelse af imamernes vielsesmyndighed, at anerkendte trossamfund skal anerkende borgerlige skilsmisser, overvågning af moskéerne, exitstrategi for ofre, der vil bryde ud af den negative sociale kontrol, skærpet straf til familiemedlemmer, der er vidne til negativ social kontrol, en taskforce i politiet, der dedikeret skal arbejde med negativ social kontrol. Der er stadig væk tid endnu, kan se, så jeg fortsætter: genindførelse af registrering af æresrelaterede sager, indførelse af et tørklædeforbud i grundskolen og styrkelse af viden om negativ social kontrol til sygeplejersker m.fl. Var det noget for Enhedslisten at bakke op om?

Ordføreren.

Jeg har også diskuteret netop de her 11 forslag med Danmarksdemokraternes ligestillingsordfører, og jeg synes, at der er nogle af dem, som lyder rigtig fornuftige, særlig det her med exitstrategierne og også det her med særlige enheder i politiet. Jeg synes, at vores dygtige politi ved for lidt om det her område. Derfor er vi i Enhedslisten også meget kede af, at politiuddannelsen er blevet så kort. For jeg tror, at noget af det, som virkelig kunne løfte det arbejde, som Danmarksdemokraterne foreslår, ville være, at politiet var bedre uddannet. Så jeg vil bare sige, at den del vil vi meget gerne være med til, ligesom vi er fuldstændig enig i, at borgerlige skilsmisser selvfølgelig altid skal anerkendes af alle trossamfund. Det kan der ikke være nogen diskussion om.

Hr. Peter Skaarup.

Det lyder da godt, hvis vi kan være enige om nogle ting. Nu er det så heldigvis sådan, at regeringen har mistet sit indenrigspolitiske flertal. Det er ligegyldigt, siger statsministeren, men jeg synes ikke, at det er sådan helt ligegyldigt. Så det kunne være, at vi skulle sætte os sammen og gennemføre noget af det her uden om regeringen. Hr. Frederik Vad smiler af det, så det er måske okay.

Ordføreren.

Det vil vi gerne være med til i Enhedslisten, for det ligger os meget på sinde at få stoppet negativ social kontrol. Og jeg skal ikke være for fin til, når et parti, vi normalt er uenige med, kommer med nogle gode forslag, at behandle dem ordentligt og sagligt. Så vi vil rigtig gerne kigge på det her med exitstrategien, særlige enheder i politiet, og hvordan vi kan sikre, at borgerlige skilsmisser bliver anerkendt alle steder – for at nævne 3 ud af 11.

Så er det fru Pia Kjærsgaard.

Jeg blander mig måske lidt akavet i debatten, fordi jeg godt kunne tænke mig, at fru Rosa Lund spurgte hr. Peter Skaarup, om det er nogle forslag, der kommer, og som vi kan diskutere her i Folketingssalen, eller om det bare 11 overskrifter.

Ordføreren.

Jeg håber da, at det er nogle forslag, som kommer her i Folketingssalen, eller som i hvert fald som minimum kommer ind i de relevante udvalg. Det kunne være Ligestillingsudvalget, det kunne være Retsudvalget, og det kunne også være Udlændinge- og Integrationsudvalget.

Vi holdt en høring i går, som jeg desværre ikke selv kunne deltage i på grund af nogle forhandlinger, og som netop handlede om negativ social kontrol. Så uden at blande mig i den lille diskussion, der foregår mellem Dansk Folkeparti og Danmarksdemokraterne, skal jeg være ærlig at sige, at jeg ikke ved, om de forslag var bragt op på den høring, der var i går. Jeg synes, det er oplagt, at Danmarksdemokraterne vil bringe det ind i Retsudvalget og Ligestillingsudvalget.

Fru Pia Kjærsgaard.

Ja, eller i Folketingssalen. Det er jo her tingene bliver besluttet. Det er her, vi trykker på knapperne. Det er jo her, det virkelig er relevant, for at vi kan komme videre. Man kan diskutere herfra og til, jeg ved ikke hvad. Vi kan diskutere det i et udvalg, men det er jo her, det foregår, hvis vi overhovedet skal komme længere. Det er jo smart at lave 11 overskrifter. Det lyder godt, men det er bare ikke nok. Jeg sidder sådan og tænker: Lad os dog komme videre. Og så det er her, det foregår.

Ordføreren.

Det sidste er jeg sådan set enig med fru Pia Kjærsgaard i. For noget af det, som jeg er rigtig ærgerlig over ved debatten om udlændingepolitik og integrationspolitik, er, at den er så ukonkret. Der er meget retorik, og det vil jeg også gerne tage på min kappe. Det gælder sådan set begge for fløje herinde, at der er meget lidt konkret politik i det, vi diskuterer. Så jeg er enig; jo mere, vi kan få ned på papir hernede i Folketingssalen og diskutere konkrete forslag, jo bedre. For ellers bliver det sådan en debat om debatten på en eller anden måde. Det gavner i hvert fald hverken integrationen eller de danske værdier.

Der er ikke flere korte bemærkninger. Tak til ordføreren. Vi går videre til Radikale Venstres ordfører, og det er fru Zenia Stampe.

Tak for det. Jeg vil ligesom statsministeren starte med at anerkende det store flertal af minoritetsborgere, der bidrager til det danske samfund, ikke bare som flittige studerende, driftige selvstændige og dygtige medarbejdere, men også som aktive medborgere, der deltager i demokratiet og engagerer sig i deres lokalsamfund og medmennesker. Jeg var glad for, at statsministeren startede med netop at fremhæve dem, for de fortjener ikke at blive skåret over én kam med dem, der ikke har integreret sig. For uanset hvad vi tror på, og uanset hvad vores etniske ophav er, er vi alle med Grundtvigs ord mennesker først, og intet menneske fortjener at blive frarøvet sin individualitet og reduceret til sit religiøse eller etniske tilhørsforhold. Som liberale vil vi altid stå på det enkelte menneskes side mod enhver form for diskrimination og undertrykkelse, og derfor er det alvorligt, når der finder diskrimination sted i vores samfund, også selv om det er forbudt. Det er et problem, når ansøgere med mellemøstlige navne skal sende dobbelt så mange ansøgninger for at komme til samtale, og det er et problem, når politiet udøver etnisk profilering. Det er et fundamentalt brud på det liberale demokrati og respekten for det enkelte individ.

Det giver også et forkert billede af integration, for integration er mulig. Det er der faktisk et stort flertal af muslimer, der beviser hver eneste dag. Men vi skal også tale om det mindretal, der skaber problemer, og som står uden for samfundet og uden danske værdier – dem, som bliver kriminelle, som udøver social kontrol, som er intolerante, og som undergraver demokratiske værdier. Vi skal tale om dem, og vi skal tale om de problemer, som de udgør og skaber for vores samfund, for at løse dem. Og der er én ting, vi i hvert fald er enige med den borgerlige opposition om, og det er, at regeringen ikke gør nok for at løse de problemer.

Nu synes jeg egentlig, det her skulle være en konstruktiv diskussion. Det synes jeg egentlig også det har været indtil videre, men jeg vil alligevel tillade mig en lille smule kritik af regeringen, for jeg synes, den har gjort det til en yndet disciplin at eje problemet, men ikke at eje løsningerne af problemet. Man holder brandtaler her i Folketingssalen, man skriver harmdirrende indlæg i Berlingske, og man twitter løs. Med andre ord kommunikerer man til sine vælgere. Vi synes i stedet, man skulle smøge ærmerne op og løse problemerne. Det kan jo lade sig gøre. Det viser et stort flertal af muslimer hver eneste dag. Det er muligt at være muslim og dansk demokrat i hjertet. At tale om, at nogen er uintegrerbare, er bare en undskyldning for ikke at gøre noget. Det er ansvarsfralæggelse. Vi mener, at regeringen skal tage ansvar for at løse problemerne, og det vil vi gerne indgå i en konstruktiv og konkret dialog om.

Så sent som i går havde jeg udlændinge- og integrationsministeren i samråd om tolerance over for lgbt-personer i minoritetsmiljøet. Vi havde, synes jeg, en meget åben drøftelse om, hvad man kan gøre for ikke bare at tilbyde rådgivning af nydanske lgbt-personer, men også for at udbrede tolerance over for lgbt i minoritetsmiljøer. Vi talte f.eks. om muligheden for at pålægge friskoler eksterne forløb om medborgerskab, køn og identitet. Jeg tror, at både ministeren og jeg havde det sådan, at vi ikke helt havde hentet mandat hjemmefra, men det synes jeg også kendetegner en åben drøftelse, altså at man tør bevæge sig derud, hvor man ikke har alt klappet og klart på bagsmækken.

Vi vil også gerne være med til at forbyde religiøse vielser af teenagere, flerkoneri og i det hele taget indgåelse af religiøse ægteskabskontrakter, der indeholder vilkår og tvang som f.eks. forbud mod skilsmisse, cølibat, samvær med børn osv. Vi vil ikke acceptere parallelle religiøse retssystemer.

Vi vil også gerne sætte meget mere konsekvent, og ja, man kunne bruge et godt gammeldags ord som formynderisk, ind over for vold, social kontrol og udansk opdragelse i hjemmet. Da vi forhandlede bandepakke, foreslog vi en langt mere systematisk screening for vold i hjemmet, for vold avler desværre vold, og er man opvokset med en voldsparat far i et voldsparat miljø, risikerer man at arve den voldsparathed. Og vi var enige med Pernille Vermund, dengang fra Nye Borgerlige, når hun, syntes jeg, meget klogt spurgte i forhandlingerne, og jeg håber ikke, hun bliver ked af, at jeg nævner det her, hvorfor det altid er børnene, vi flytter ud, og ikke fædrene, når det er dem, der skaber problemet.

Vi vil også gerne være med til at skærpe krav og tilsyn med godkendte trossamfund. Det havde vi også, synes jeg, en spændende debat om i Folketingssalen for nylig på foranledning af Dansk Folkeparti. Det var igen, synes jeg, en åben og nysgerrig debat. Desværre bar den en lillebitte smule præg af, at der var nogle ordførere, der havde misforstået forslaget, så de troede, det handlede om at forbyde islam i Danmark. Men jeg syntes, at de af os, der faktisk havde forstået forslaget, havde en god og konstruktiv dialog om, hvorvidt man skal stille større krav til det at være et anerkendt trossamfund i Danmark. Jeg vil gerne her fra Folketingets talerstol tilstå, at jeg synes, vi har alt for lidt viden om, hvad der egentlig sker, ikke mindst i vores islamiske trossamfund. Bare det, at der er 36 anerkendte islamiske trossamfund, herunder mange små moskéer, gør jo, at det er fuldstændig umuligt at finde ud af, hvad der egentlig sker, og det er også svært for os nogle gange at finde ud af, om de er fra den der gode moské, hvor de er moderate, eller om de er fra den der moské, hvor de hylder nogle meget, meget konservative ikkedanske værdier. Det er måske også det, der bidrager til en generalisering. Omvendt er det ekstremt svært med vores især muslimske indvandrere, for det kan godt være, de har islam tilfælles, men de kommer fra mange forskellige steder, hvor man har mange forskellige måder at praktisere islam på. Det gør det svært, og jeg tror, det er på tide, at vi får mere viden om, hvad det egentlig er, vi taler om, både for at kunne sætte ind der, hvor problemerne er, men også for at undgå, at vi skærer alle over én kam og skaber generel mistillid.

Vi er i det hele taget ikke bange for at sætte meget mere konsekvent og målrettet ind over for de mennesker og de miljøer, hvor problemerne er. Det er i de religiøse miljøer, det er i boligområderne, det er i familierne, og det er i mandeklubberne. Men vi vil ikke nøjes med at pege fingre. Det er jo bekvemt, fordi man ikke får beskidte fingre, men man kommer heller ikke rigtig i berøring med problemet, og det vil vi gerne, for vi vil gerne være med til at løse problemerne. Vi vil gerne være med til at lave om på de kulturer, som er blevet nævnt heroppefra i dag. I Radikale Venstre er vi altid på det enkelte menneskes side. Vi er imod diskrimination og undertrykkelse, og det er, uanset om undertrykkelsen og diskriminationen kommer fra staten, fra undertrykkende miljøer eller fra undertrykkende kulturer og familier.

Tak for det. Der er en kort bemærkning, og den er fra hr. Frederik Vad.

Tak til fru Zenia Stampe. Men så vil jeg gerne gå med fru Zenia Stampe ned i det maskinrum. Fru Zenia Stampe henviser til samrådet i går. Generelt er det jo sådan, at det der med at få flere ud, der skal undervise i medborgerskab, dialog og brobygning, og det med, at vi skal have mere forskning osv., er fint nok, og det er altid de løsninger, vi ender med at gå til. Man har vi det ngo-billede, og har vi det uddannelsesmæssige billede, der gør, at vi er sikre på, at dem, vi hele tiden efterspørger viden fra, også leverer noget viden, vi kan bruge til noget?

Det er jo blevet klart i den her uge på et møde, som fru Zenia Stampe og jeg selv deltog i sammen, at der ikke rigtig er nogen, der forsker i antisemitisme, og at der ikke rigtig er nogen, der forsker i den her æreskultur. Det er jo ikke muligt at opsøge en ngo, der får penge af staten, som har andre forslag end de sædvanlige, nemlig mere dialog og flere af de gammelkendte og velkendte pædagogiske metoder, som Sverige også har benyttet sig af altid. Man får tit det indtryk, når man taler med ngo'er, synes jeg, at det lidt er Enhedslisten og Radikale Venstres politik, de står på skuldrene af. Har vi det ngo-billede, der kan levere den viden, fru Zenia Stampe efterspørger?

Ordføreren.

Ja, eller omvendt lægger vi os tit op ad f.eks. høringssvar fra Institut for Menneskerettigheder. Så måske skal man i stedet anklage os for at lytte for meget til de ngo'er. Jeg synes i hvert fald ikke, at det er helt fair at kalde dem for radikale eller socialister for den sags skyld.

Det kan godt være, at vi mangler nogle ngo'er. Jeg er ikke enig i, at de ngo'er, vi har, er – hvad kan man sige – farvede i den forstand, at der er vinkler, de ikke ønsker at beskæftige sig med. Jeg har selv haft et møde med Institut for Menneskerettigheder om netop antisemitisme og om, hvad man kan gøre mere for at bekæmpe antisemitisme, men det kan godt være, at vi skal have flere organisationer, der arbejder med antisemitisme. Jeg synes ikke, at det er de eksisterende organisationers skyld, at det måske mangler på landkortet, men jeg synes jo, at nogle af de organisationer, vi har, arbejder med mange af de her problemstillinger. Det er jo derfor, vi er så kede af, at nogle af de organisationer måske risikerer mister deres bevilling. Altså, det er f.eks. en forening som Baba, der arbejder med – hvad kan man sige – nye manderoller, så det ikke er den undertrykkende patriarkalske far, men mere sådan nogle fædre, som vi andre måske ønsker at være eller være gift med, eller Bydelsmødre, som også arbejder med de her familier og miljøer.

Så er det hr. Frederik Vad.

Der er masser af forskere, der gider at beskæftige sig med racisme. Der er masser af forskere, der forsker i diskrimination. Der er masser af ngo'er, som laver samtalekort, og som taler om, hvordan vi kan få mere diversitet ind i de offentlige institutioner. Der er ingen, der interesserer sig for æreskulturen. Der er ingen, der grundlæggende interesserer sig for antisemitisme. De gør det ikke af sig selv, og min påstand vil være, at der ikke er nogen ngo, der beskæftiger sig med børn, der har besøgt Carolineskolen de sidste 5-10 år – det er min påstand – hvor de 210 mest truede børn i Danmark befinder sig. Kan fru Zenia Stampe ikke se, at det ngo-billede gør det meget, meget svært for os at få løst det her problem?

Ordføreren.

Jeg synes, det er lidt underligt at placere ansvaret hos ngo'erne. Det er rigtigt, som hr. Frederik Vad peger på, at der ikke har været nok opmærksomhed omkring det her, men det er jo os i Folketinget, der beslutter, hvad det er for nogle projekter, vi skal sætte i gang, og hvem vi gerne vil give penge. Jeg har selv stillet et spørgsmål til justitsministeren og regeringen om, om man vil være med til at lave en 10-årig plan eller strategi for det jødiske liv i Danmark, ligesom man i øvrigt har gjort i Sverige.

Vi vil gerne være med til at prioritere det her område højere, men jeg synes, det er en lidt uordentlig måde at gå til det her på at gøre det til et angrebspunkt mod de ngo'er, der findes. Vi kan i stedet sørge for at fylde det hul ud på landkortet, når der er et hul, og det er der jo, når vi kan konstatere, at der ikke bliver forsket nok i holocaust og antisemitisme. Og så synes jeg da i den grad også, at der skal forskes mere i æreskultur. Jeg mener nu også, at der bliver forsket i det, men vi skal gøre endnu mere, for jeg er netop af den overbevisning, at vi skal ind at arbejde i de familier. Vi skal ikke acceptere det, vi skal ikke lade det gå under radaren, vi skal derind og ændre det.

Det er hr. Steffen Larsen.

Tak. Jeg kunne godt tænke mig at høre, hvad Radikales holdning er til lige nøjagtig det her med kønsopdelt svømmeundervisning, som også med Radikale Venstre i Københavns velsignelse foregår her i København. Når man ved, hvor principielle Radikale normalt er omkring, at religion ikke skal have indflydelse på offentlige institutioner, kan det jo godt undre mig, at man så tager en offentlig institution og siger: Nej, her skal vi da søreme have et religiøst særkrav, der adskiller drenge og piger og gør, at fædre f.eks. ikke kan komme og se deres døtre svømme i en svømmehal. Det synes jeg er en meget mærkelig holdning at have. Men det kan være, at De Radikales ordfører kan forklare mig, hvorfor man sidder på den holdning.

Ordføreren.

Jeg personligt er imod kønsopdelt svømning, når det er ud fra et religiøst særkrav. Når jeg siger »jeg personligt«, er det, fordi det er vores holdning, at det skal være en decentral beslutning, og der kan sikkert være lidt forskellige balancer i det her, alt afhængig af hvilken radikal du spørger. Det tænker jeg egentlig der kan være i alle partierne.

Jeg er imod at tillade, at man kønsopdeler ud fra et religiøst særkrav. Men jeg er ikke imod, at der er nogle, der laver pigeundervisning, fordi de tror, de kan få flere piger til at komme. Jeg synes ikke, man skal lukke resten af svømmehallen, for jeg synes ikke, det er i orden at motivere det ud fra, at man ikke må se mænd, eller at mænd ikke må se kvinder. Men ligesom vi også prøver at få flere piger at gå til fodbold ved at have pigehold, synes jeg også, det kan være o.k. helt pragmatisk at lave pigesvømmehold. Men det må ikke være ud fra en religiøs betingelse, og det må ikke være på en måde, hvor man så siger, at så må mændene ikke komme i svømmehallen den gang.

Det er min personlige holdning. Det var sådan, jeg ville håndtere det, hvis jeg sad i Københavns Kommune eller sad endnu mere decentralt, hvis det er der, beslutningen skulle træffes.

Spørgeren.