Socialudvalget 2023-24
B 196
Offentligt
2868691_0001.png
Folketingets Socialudvalg
Holmens Kanal 22
1060 København K
Telefon 33 92 93 00
[email protected]
www.sm.dk
Sagsnr.
2024 - 3249
Doknr.
862754
Dato
16-05-2024
Folketingets Socialudvalg har d. 24. april 2024 stillet følgende spørgsmål nr. 1
vedrørende forslag til folketingsbeslutning om lov mod fattigdom og en konkret
handleplan mod børnefattigdom (B 196) til social- og boligministeren, som her-
med besvares.
Spørgsmål nr. 1:
Ministeren bedes kommentere henvendelsen af 26. februar 2024 fra Kirkens
Korshær, jf. B 196 - bilag 1.
Svar:
Jeg vil først og fremmest gerne kvittere for Kirkens Korshærs værdifulde ar-
bejde for mennesker i udsatte positioner. Jeg vil i den forbindelse også gerne
kvittere for Kirkens Korshærs ønske om at bidrage til debatten om, hvordan vi i
Folketinget bedst kan bidrage til at skabe bedre vilkår for udsatte grupper.
Regeringen er enig i, at fattigdom er en vanskelig størrelse at definere, og at
fattigdom er et komplekst problem, som ikke kan løses med et enkelt greb. Ud-
sathed kan komme til udtryk på mange måder, og kan have berøring til bl.a. so-
cial-, beskæftigelses- og sundhedsområdet på én og samme tid. Det er også
én af grundene til, at regeringen med de nye kontanthjælpsaftaler bl.a. indfører
særskilte tillæg til forsørgere, gratis medicin til børn og et målrettet fritidstillæg.
Ud over det nye kontanthjælpssystem, blev der med finansloven for 2024 afsat
midler til at permanentgøre det sociale frikort. Et lovforslag som lige nu er un-
der behandling i folketinget. Frikortet giver udsatte borgere mulighed for at
tjene lidt penge uden at skulle betale skat af indtægten eller blive modregnet i
deres sociale ydelser. Erfaringer fra forsøgsperioden viser, at ordningen giver
øget trivsel og livskvalitet.
Endelig er det regeringens vurdering, at det høje danske niveau af offentlige
serviceydelser, hvor der bl.a. er adgang til gratis uddannelse, sociale indsatser
og sundhedsydelser, er med til at sikre lige muligheder for alle i Danmark. Her-
til kommer ydelsessystemet, der sikrer, at alle, som ikke kan forsørge sig selv
eller sin familie, har et rimeligt forsørgelsesgrundlag, hvor de stadigvæk har et
incitament til at arbejde. Til syvende og sidst er det bedste, der kan ske for bør-
nene, at forældrene kommer med ind i arbejdsfællesskabet.
Såfremt Socialudvalget måtte ønske at give Kirkens Korshær foretræde for ud-
valget, er det noget, jeg kun kan bakke op om.
1
B 196 - 2023-24 - Endeligt svar på spørgsmål 1: Spm. om kommentar til henvendelsen af 26/2-24 fra Kirkens Korshær
2868691_0002.png
Med venlig hilsen
Pernille Rosenkrantz-Theil
Social- og boligminister
2