Miljø- og Fødevareudvalget 2023-24
B 178
Offentligt
2862692_0001.png
Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
J.nr. 2024-2632
Den 6. maj 2024
Miljøministerens besvarelse af spørgsmål nr. 1 til B 178, forslag til folketingsbeslutning om at ophæve
principperne om minimumsimplementering af EU-lovgivning på natur- og miljøområdet stillet den
29. marts 2024 af Søren Egge Rasmussen (EL).
Spørgsmål nr. 1 til B 178
”Vil
ministeren oplyse, hvad konsekvenserne for Danmarks biodiversitet på land og i vand er ved, at
regeringen anvender sine principper for minimumsimplementering af EU-lovgivning?”
Svar
Ifølge regeringsgrundlaget vil regeringen have fokus på at undgå utilsigtet overimplementering af EU-
regler. Danmark skal fortsat gennemføre de EU-regler, som medlemslandene er forpligtet til, men
regeringen vil samtidig have et systematisk fokus på implementering af erhvervsrettet EU-lovgivning,
så unødigt restriktive regler undgås til skade for danske virksomheder og arbejdspladser.
Principperne for implementering af erhvervsrettet regulering hører under erhvervsministerens ressort.
I Erhvervsstyrelsens vejledning om principper for implementering af erhvervsrettet EU-regulering
anføres, at baggrunden for principperne er, at EU-medlemskabet er afgørende for erhvervslivet, vækst
og beskæftigelse i Danmark. I EU fastsættes de fælles regler, som danner grundlaget for en lige og fair
konkurrence mellem virksomhederne i det indre marked. Samtidig er det imidlertid vigtigt, at EU-
regulering ikke er unødvendigt byrdefuld, og at Danmark ikke implementerer EU-regulering på en
mere bebyrdende måde end formålet tilsiger. Det skal med andre ord være let og enkelt at drive en
ordentlig og sund virksomhed i Danmark. Det bidrager til at sikre gode og stabile rammevilkår for
dansk erhvervsliv.
For de mange natur- og miljødirektiver som eksempelvis vandrammedirektivet, havstrategidirektivet
og habitatdirektivet indebærer de fem principper således, at udgangspunktet er, at Danmark
gennemfører de EU-regler, som medlemslandene er forpligtet til, og at implementeringen
gennemføres på en sådan måde, at overimplementering undgås. Udgangspunktet er således, at
Danmark indfører det beskyttelsesniveau på natur- og miljøområdet, som EU-reguleringen stiller krav
om. I den forbindelse bemærkes, at det fremgår af artikel 192 i Traktaten om den Europæiske Unions
Funktionsmåde, at EU’s politik på miljøområdet bl.a. skal bidrage til bevarelse, beskyttelse og
forbedring af miljøkvaliteten, beskyttelse af menneskers sundhed og en forsigtig og rationel udnyttelse
af naturressourcerne.
Det fremgår imidlertid også af Erhvervsstyrelsens vejledning, at der vil være tilfælde, hvor det kan
være relevant at afvige fra implementeringsprincipperne for at varetage andre væsentlige hensyn for
eksempel i forhold til miljø, klima, forbrugerbeskyttelse, sociale forhold eller lignende.
Miljøministeriet
Frederiksholms Kanal 26
1220 København K
Tlf. 38 14 21 42
• CVR
12854358
• EAN
5798000862005
[email protected]
www.mim.dk
B 178 - 2023-24 - Endeligt svar på spørgsmål 5: Spm. om principperne for minimumsimplementering er anvendt ifm. Indsatsprogrammet under Danmarks Havstrategi 2024
Som et eksempel på, at Miljøministeriet har valgt at overimplementere Danmarks EU-retlige
forpligtelser kan jeg henvise til lov nr. 412 af 23. april 2024 om ændring af lov om vandforsyning m.v.,
byggeloven og lov om produkter og markedsovervågning. Af bemærkningerne til lovforslaget fremgår,
at lovforslaget går videre end minimumskravene i EU’s nye drikkevandsdirektiv for at kunne
opretholde et højt beskyttelsesniveau i Danmark. Dette indebærer bl.a., at Danmarks lavere
kravværdier for bly i drikkevand opretholdes, selvom direktivet først stiller krav om de samme lave
kravværdier i 2036.
Magnus Heunicke
/
Paolo Perotti
2