Fremsat 29-02-2024
1. behandlet/henvist til udvalg 08-05-2024
Beretning afgivet 18-06-2024
Ministerområde:
Forsvarsministeriet
Formålet med forslaget til folketingsbeslutning er at ændre på kravene til det kommunale redningsberedskabs reaktionstider, så der arbejdes med responstider (som er den tid, der går fra redningsmandskabet har modtaget en alarm fra alarmcentralen, til det første udrykningskøretøj er fremme på skadestedet) i stedet for som hidtil afgangstider (der er den tid, der går fra redningsmandskabet har modtaget en alarm fra alarmcentralen, til udrykningskøretøjet forlader redningsstationen og kører mod skadestedet).
Forslagsstilleren begrunder den foreslåede ændring med, at det for nødstedte borgere er vigtigere, at der stilles krav til, hvornår redningsmandskab er fremme ved en ulykke, end hvornår redningsmandskabet forlader redningsstationen.
Forsvarsudvalget afgav den 18. juni 2024 beretning over beslutningsforslaget. I beretningen støtter et flertal i udvalget (udvalget med undtagelse af KF) grundtanken i beslutningsforslaget om, at det er vigtigere for borgerne, hvornår redningsberedskabet ankommer til et skadested, end hvornår redningsberedskabet afgår fra redningsstationen.
Flertallet i udvalget opfordrer i beretningen forsvarsministeren til i samarbejde med Beredskabsstyrelsen at undersøge mulighederne for at afskaffe afgangstidskravet på 5 minutter.
Samtidig opfordrer flertallet i udvalget forsvarsministeren til at undersøge, om der skal indføres krav om, at kommunalbestyrelserne som led i fastlæggelse af serviceniveauet for redningsberedskabet skal indføre krav til første udryknings responstider ud fra lokale vurderinger.