Tak for ordet, formand, og stor tak til SF og fru Theresa Berg Andersen for at holde fast i den her vigtige dagsorden om i hvert fald mest mulig selvbestemmelse til i særklasse dem med størst og mest kompleks hjælpebehov, som vi i årtier har svigtet og hjulpet alt, alt for lidt. Det er ikke helt ligetil, for det er min erfaring gennem mere end et kvart århundrede nu som gadejurist, at det for nogle er lidt ligegyldigt eller meget ligegyldigt, men for nogle er det fuldstændig afgørende, at det er en støtteperson efter eget valg og hoved, der får lov at hjælpe. Jeg tror, det ofte handler om at have en lidt længere samtale, for jeg tror, at det handler om, at det relationelle bliver helt afgørende, for når fagligheden ikke er tilstrækkelig, og når man ikke kender sine rettigheder, skal der være en personlig relation. Det er altså ikke ny viden. Det var Karen Jespersen i et andet årtusinde, der var socialminister, og som satte gang i at få tilvejebragt den forskning, som netop sagde det, altså at det var fuldstændig afgørende, at man bliver inddraget og lyttet til i sagsbehandlingsprocessen. Og det, der ofte blev peget på, var, at man ikke anede, hvad man havde ret til, for man kendte bare ikke sine rettigheder.
Sidste år tog vi endelig det her skridt. Vi vred armen rundt og fik housing first sat på dagsordenen. Det er for tidligt at sige, om det lige var det, der skulle til, jeg håber det, men det har i den grad sat gang i det derude i kommunerne i forhold til at tilvejebringe boliger. Der er virkelig, virkelig sket noget, også i forhold til indstillingen, når det kommer til at arbejde evidensbaseret – og alt sådan noget er jo meget lykkeligt. Vi er meget langtfra at være i mål. Det var et af de første skridt, og vi skal så meget mere, både i bredden, i dybden og på tværs.
Vores allermest udsatte ligner på mange måder os andre. De ønsker også at have et individuelt oplevet meningsfuldt liv. De har brug for en hjælpende hånd, og den skal være ydmyg, fordi det individuelt oplevede meningsfulde liv netop er individuelt. Derfor mener jeg også, at vi skal fortsætte samtalen, vi skal have kigget på det her. Får jeg spørgsmål, håber jeg, at det handler om, hvad jeg ser af mangler i forslaget her som en anvisning af, hvad vi kunne have en samtale om. Jeg vil lige minde om, at Moderaterne faktisk også gik til valg på noget, der går lidt videre, nemlig at alle svært udsatte skal have ret til en koordinerende myndighedssagsbehandler og en støtteperson efter eget valg. Så intentionen støttes i den grad.
Vi støtter ikke forslaget, men vi støtter intentionen og bestræbelserne i det videre arbejde, så vi kan få den her landet, så dem, for hvem det er helt afgørende, at det er en støtteperson, de kender, er tryg ved, og som de ønsker, også får den støtteperson, der skal føre det videre.