Nogle kunne måske fristes til at spørge: Hvorfor er det her vigtigt? Er det ikke bare teknikaliteter? Men det er det ikke. Vi har kunnet se i de senere år, hvordan demokratier dør rundtom i verden, og hvordan autokratier vinder frem.
Nogle af de centrale elementer i retsstater og retssikkerhed handler om adskillelse af magtens instanser, om tilsyn og om at have de rette, man kan næsten sige bureaukratiske procedurer i spil, så der ikke er frit slag. Vi kan se, hvordan det selv på europæisk jord går, når de ting bliver blandet sammen eller nedlagt af den udøvende magt som i Polen og Ungarn. Det er ikke ligegyldigt at tale om de her ting, og heldigvis står det jo rigtig godt til på en række områder i Danmark. Men det bliver det kun ved med at gøre, hvis vi fortsat diskuterer det og tale om det. Derfor er tilsyn og uafhængighed ikke ligegyldige elementer.
Der har været meget snak om, at man nærmest har skullet vælge mellem effektivitet – underforstået Digitaliseringsstyrelsen – eller et datatilsyn, som nogle har sagt her fra talerstolen at de mener nærmest overimplementerer. Jeg synes, at det er vigtigt, at uanset om vi taler om Digitaliseringsstyrelsen eller Datatilsynet eller andre, er det altså instanser, der ikke kan tage til genmæle. Vi skal tale ordentligt om dem og anerkende, hvad deres forskellige roller er.
Digitaliseringsstyrelsens rolle er at udrulle digitalisering og kunstig intelligens i den offentlige sektor, og det er der ikke noget forkert i. Det er den rolle, de har fået. Men i vores optik er den bare i modstrid med også at føre tilsyn ud fra den lovgivning, der er. Og det er jo det, Datatilsynet gør. De fører tilsyn ud fra gældende lovgivning. Som vi også har talt om i Chromebooksagen, må man sige, at hvis man ikke kan lide det, må man jo lave loven om. Så må man give en hjemmel i f.eks. folkeskoleloven.
Jeg synes, at det er vigtigt, at vi går en balancegang i forhold til at have en åben og fri debat og samtidig ikke skyde nogen forkerte motiver i skoene. Når jeg er kritisk over for, at Digitaliseringsstyrelsen skal have den her opgave, er det jo ikke en mistillid til Digitaliseringsstyrelsen. Det handler om nogle grundlæggende principper om armslængde og uafhængighed. Der er altså ikke nogen uden for regeringen og de partier, der støtter regeringens tilgang, som synes, at den uafhængighed er sikret med Digitaliseringsstyrelsen som tilsyn.
Det at trække på skulderen af, at Danmarks første professor i forvaltningsret og digitalisering, Hanne Marie Motzfeldt, siger, at man ikke bare kan overholde loven og have et tilsyn i Digitaliseringsstyrelsen uden i det mindste at omorganisere sig, synes jeg måske er lidt nonchalant. Rådet for Digital Sikkerhed, som vi alle sammen har bedt om at levere rigtig saglige input til os, er også kritiske over for det og anbefaler, at det ligger i Datatilsynet. Det er jo helt i orden at være uenig, og vi skal heller ikke have et teknokrati, men jeg synes, at man skal anerkende, når nogle arbejder meget sagligt med nogle ting og har nogle saglige indvendinger, og så også lytte til det. Der er jo også overvejelser om, om vi kan få en sag på halsen omkring det her, i hvert fald hvis vi ikke sikrer den omorganisering, som professor Hanne Marie Motzfeldt taler om, fordi der i AI-forordningens artikel 70 bliver lagt så meget vægt på uafhængighed i tilsynet.
En af de grundlæggende ting i Schrems II-sagen var, at sagen faldt, fordi der ikke var en uafhængig instans i USA som modtager af data fra EU. Derfor var der den her Schrems II-sag, som jo har haft meget stor indvirkning på også dansk lovgivning og danske virksomheder – det er noget, som jeg ved Liberal Alliances ordfører tit tager op. Der var det jo europæisk lovgivning, der sagde, at man ikke havde sikret en reel uafhængighed i modtagerlandet, nemlig USA. Der er der ligesom skabt en præcedens for at sige, at det er uafhængigheden, der faktisk er det afgørende. Den ene halvdel af det her beslutningsforslag er at sikre en reel uafhængighed.
Jeg synes også, at vi skal rette skytset det rigtige sted hen, hvis vi nogle gange kritiserer instanser for i nogles øjne ikke at løfte opgaven godt nok. Jeg mener, at da GDPR skulle implementeres, var regeringen ikke vågen. Jeg har også sammen med flere af mine kolleger fra andre partier kritiseret den for, at NIS 2 ikke er kommet i stand hurtigere, så virksomheder og kommuner dermed ved, præcis hvad de skal gøre, og hvordan. Og det er jo regeringens opgave.
Det handler også om penge. Det handler om ressourcer. Hvis man kigger i finansloven, kan man jo se, at der i hvert fald ikke er tilført ekstra ressourcer til Digitaliseringsstyrelsen til at løfte den her opgave. Datatilsynet fik en besparelse på 5 mio. kr. fra 2022 til 2023. Argumentet var, at der var en opgave, de ikke længere skulle løfte. Jo jo, men der er jo masser af nye opgaver, som de så burde have fået midler til at løfte. Digitaliseringsstyrelsen får næste år markant færre penge og året efter også markant færre penge. Om 2 år har Digitaliseringsstyrelsen 60 mio. kr. færre at gøre godt med. Det er altså, når de står over for en opgave, der har det omfang, som netop tilsynet med AI-forordningen har. Det er en kæmpestor opgave.
Når vi alle sammen er meget optaget af, at vi både skal sikre virksomheders og borgeres retssikkerhed, både over for private og over for det offentlige, men også råd og vejledning, så ingen, der er i god tro, alligevel bliver fanget og eventuelt og i værste fald kunne få en bøde eller lignende, skal der selvfølgelig også midler til. Det er også et kritikpunkt. Vi har jo – og det synes jeg er lidt en trøst i den her udvikling – selvfølgelig fået sat lidt penge af til en regulatorisk sandkasse, som bliver delt mellem Digitaliseringsstyrelsen og Datatilsynet. Og det er jo en god idé. Det er så heller ikke en idé, vi har fundet på her i Danmark. Det var noget, vi skulle indføre. Men vi har indført det, og vi har indført det hurtigt, og det synes jeg også er en god idé. Men det er jo ikke penge, der kan bruges på det almindelige tilsyn.
Der er to elementer i det her beslutningsforslag. Når vi også mener, at Datatilsynet skal flyttes væk fra Justitsministeriet, er det igen, på grund af at Rådet for Digital Sikkerhed siger, at man faktisk ikke engang er sikker på, at man lever op til EU-lovgivningen i forhold til at sikre uafhængighed, og fordi – og der er jeg meget, meget enig med fru Rosa Lund – retsstatsprincipper både handler om, hvad man gør, og hvad omverdenen ser at man gør. Altså, det handler om, at borgerne kan være sikre på det, og at virksomhederne kan være sikre på det, og at når internationale agenturer rangerer os i forhold til andre lande, siger man, at det godt kan være, at der er en utrolig høj grad af integritet blandt medarbejdere i det og det agentur, men det er vigtigt med armslængde. Det er bare et fuldstændig centralt princip.
Så vi er selvfølgelig ærgerlige over, at der ikke er flertal for vores forslag. Jeg vil meget gerne række ud til Konservative i forhold til gennem Retsudvalget igen at kigge på det her om Datatilsynets placering. For som sagt var det et enigt Retsudvalg, der for en del år siden var enige om at flytte det. Og det var også baggrunden for, at vi for 2 år siden i SF foreslog igen at flytte det. Og vi gør det igen nu. Men det vil vi i hvert fald gerne tale videre om.
Så er det jo regeringen selv, der kan placere tilsynet med AI-forordningen. Vi taler meget om techgiganter og platforme, og det går jeg om nogen rigtig, rigtig meget op i. Men jeg er også et liberalt menneske, der går op i, at borgernes grundlæggende rettigheder, databeskyttelse osv. bliver beskyttet, i takt med at nye teknologier vinder frem. Det er fuldstændig afgørende i forhold til at leve i en demokratisk retsstat.