Tak for det. Da Radikale Venstre blev stiftet i 1905, var det med et politisk program, hvor der stod:
»Ved Statens Virksomhed for Folkeoplysning og Aandsliv sættes som Maal at give alle lige Adgang til Kundskab og gøre alle delagtige i vor Kultur. ... Forældrenes Indflydelse paa skolen udvides. Frie Skoler kunne støttes af det offentlige, naar de staa Maal med den offentlige Skole og ikke skønnes at fremme Klasse-interesser.«
Det har været hjerteblod i over 100 år i mit parti at have frie skoler, men jo også at have frie skoler, som ikke fremmer klasseinteresser. Derfor sætter jeg stor pris på det her forslag fra De Konservative. Tak, fordi I har fremsat det. Det er en af de ting, jeg selv har arbejdet med forskellige forslag til gennem årene, for der er et reelt problem. Der er nogle frie skoler, som faktisk gerne vil løfte et større socialt ansvar, men som bliver klemt, i og med at de ikke har pengene til det. Men jeg er også kommet frem til, at jeg tror, at det allervigtigste, vi kan gøre herindefra, i virkeligheden er, ligesom vi diskuterede i forbindelse med det beslutningsforslag, vi havde før, at prioritere de penge, der skal til for at lave en god skole, som er god for alle børn, i folkeskolen. For hvis vi sætter de penge af, der skal til for at lave en god folkeskole, har det jo den direkte konsekvens, at et par år efter får frie skoler tilsvarende penge, og dermed vil de frie skoler jo så også få råd til at løfte et større socialt ansvar. Det er jo sådan set den samme problemstilling, vi står med, nemlig at der ikke er penge nok til at hjælpe alle de børn, vi gerne vil, i folkeskolen, og at der heller ikke er penge nok til at hjælpe de børn, vi vil, i de frie skoler. Derfor håber jeg sådan, at alle jer, der taler om, hvor vigtigt det er at have gode skoler, faktisk også i den økonomiske politik, jeres parti fører, vil sætte de penge, der skal til, af til, at vi har gode folkeskoler og dermed direkte også gode friskoler.
Så kan der være enkelte steder, hvor det kan give mening at putte penge ind i fripladsordninger. Vi har selv i Radikale Venstre tidligere foreslået, at det giver god mening at øge den pulje, der er til efterskolerne, fordi vi gerne ser, at mange flere forskellige unge får muligheden for at komme på efterskole.
Derfor kommer vi til at stemme gult til det her forslag, og så håber vi, at De Konservative, måske sammen med os – det kunne jo være, vi skulle forhandle finanslov sammen næste gang – kunne bære flere fripladser til efterskolerne ind dér.