Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
J. nr. 2023 - 8053
Den 19. april 2024
Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr. 19 til B 56, forslag til folketingsbeslutning om at forbyde
produktion, salg og import af turbokyllinger (Ross 308), som Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg har
stillet til ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri den 3. april 2024. Spørgsmålet er stillet efter ønske
fra Søren Egge Rasmussen (EL).
Spørgsmål nr. 19 til B 56 fra Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
”Vil ministeren oplyse, hvilke overvejelser der knytter sig til anbefalingen fra EU’s ekspertpanel (EFSA)
om en begrænsning af vækstpotentiale for slagtekyllinger til maks. 50 g tilvækst pr. dag, set i lyset af at
hurtigvoksende kyllinger vokser 60-70 g dagligt?”
Svar
Til brug for besvarelsen af spørgsmålet er der indhentet en udtalelse fra Fødevarestyrelsen, der har
oplyst følgende:
”Fødevarestyrelsen
har kun kendskab til de overvejelser, der fremgår af
EFSA´s rapport: ”Welfare of
broilers on farm”.
En af de generelle anbefalinger i rapporten er en begrænsning af slagtekyllingernes
væksthastighed til maksimalt 50 g. pr. dag for at gavne slagtekyllingers sundhed og aktivitetsniveau.
Dette baserer sig blandt andet på, at det andetsteds i rapporten konkluderes, at hurtigt voksende
slagtekyllinger (>50 g pr. dag) har dårligere mobilitet end langsommere voksende slagtekyllinger.
Ligeledes konkluderes det i rapporten, at høj vækstrate er en af de største risikofaktorer for dårlige
gangegenskaber hos slagtekyllinger. Endvidere fremgår det, at forældredyr risikerer, at den høje
væksthastighed har en negativ indvirkning på sundhed og reproduktion ved fodring ad libitum. Derfor
fodres restriktivt, hvilket indebærer, at de fornemmer sult. På den baggrund anbefaler rapporten, at der
bør avles efter linjer, der ikke har behov for foderrestriktioner, som indebærer sultfornemmelse hos
dyrene. Der nævnes dog ikke i denne sammenhæng en specifik væksthastighed på maks. 50 g pr.
dag.”
Jacob Jensen
/
Paolo Drostby
Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri
•
Holbergsgade 6
•
1057 København K
Tlf. 38 10 60 00
• CVR
41956011
• EAN
5798000880016
•
•
www.fvm.dk