Det næste punkt på dagsordenen er:

5) 2. (sidste) behandling af beslutningsforslag nr. B 53:

Forslag til folketingsbeslutning om at tydeliggøre og samle reglerne om servicehunde i én lov.

Af Andreas Karlsen (KF) m.fl.

(Fremsættelse 14.11.2023. 1. behandling 23.01.2024. Betænkning 14.03.2024).

Der er ikke stillet ændringsforslag. Jeg kan se, at social- og boligministeren ønsker at udtale sig. Værsgo.

Indimellem kan man godt blive lidt træt af sådan noget christiansborgfnidder, når man har været i politik i et eller andet stykke tid, og at det ikke er lykkedes at lande en fælles beretning på det her forslag, er mig fuldstændig ubegribeligt. Jeg forstår ikke, hvorfor det ikke fra Det Konservative Folkepartis side har været en vej, man kunne se for sig for faktisk at få lavet noget politik, man kan få gennemført, når nu så bredt et flertal i Folketinget faktisk ønsker at gøre noget ved den her problemstilling. Jeg synes, det lugter langt væk af, at man i højere grad gerne har villet fremstille sig selv som værende dem, der vil alt det rigtige, i stedet for at lande et politisk resultat, hvor man faktisk får forbedret nogle ting for nogle mennesker, der har et behov for det.

Vi har rigtig store vanskeligheder på handicapområdet. Det er et område, der i den grad fortjener kærlighed, fortjener opmærksomhed, fortjener, at vi i Folketinget står sammen om at få skabt nogle løsninger. Så når vi under førstebehandlingen af det her forslag rækker en hånd ud og siger, at det er en rigtig god idé, at vi får gjort noget ved området for servicehunde – det mener vi fra regeringens side, fra et flertal i Folketingets side helt bredt – så ikke er den vej, man vælger at gå fra Det Konservative Folkepartis side, forstår jeg simpelt hen ikke.

Derfor vil jeg gerne på vegne af regeringen og regeringspartierne tilkendegive, at uanset Det Konservative Folkeparti ikke har ønsket at gå den vej, nemlig at lave noget i fællesskab, har vi fra regeringens side et ønske om at løse det problem, der er blevet peget på med det her beslutningsforslag. Vi har et ønske om at tage handsken op igen. Vi gjorde det i forbindelse med sidste års forhandlinger om SSA, og det har vi tænkt os at gøre igen i efteråret. Derfor vil jeg bare give et tilsagn om, at selvfølgelig skal vi gå videre ad den her vej, så selv om Konservative ikke har villet det, vil vi det gerne, og vi håber så, at Konservative i den forbindelse ender med at kunne se sig selv i de løsninger, vi kan stå sammen om i Folketinget.

Tusind tak for indsatsen til de forældre til børn med handicap og i øvrigt til de voksne med handicap, der har kæmpet den her sag og fået det bragt ind på dagsordenen. Det synes jeg er mægtig godt gået, og jeg vil bare herfra sige et ja til, at vi ønsker at finde løsninger på problemet. Tak for ordet.

Tak for det. Ønsker flere at udtale sig? Der er først korte bemærkninger til ministeren, og så kan man få ordet som ordfører bagefter. Den første, der får ordet, er fru Brigitte Klintskov Jerkel fra Det Konservative Folkeparti. Værsgo.

Tak. Det glæder mig, at ministeren kommer på talerstolen i den her sag. Jeg undrer mig lidt over noget. Hvis det er, at regeringen er positiv over for forslaget, hvad skal vi så med en beretning? Så er det jo bare at stemme grønt til forslaget, når vi om lidt skal stemme.

Ministeren.

For at sige det ligeud, og det synes jeg egentlig også jeg sagde ret direkte under førstebehandlingen, synes jeg, at problemidentifikationen er rigtig, og at de løsninger, som Konservative har lagt op til, er forkerte. Man har i øvrigt heller ikke anvist penge. Det plejer at være ret fremkommeligt, hvis man også får anvist det, ellers kan det jo godt være en gratis omgang.

Derfor har vi fra regeringens side rakt hånden ud og sagt: Lad os finde nogle løsninger, der faktisk kan virke ude i virkeligheden. Man kan nødvendigvis heller ikke forvente, at man kan sidde med alle løsningerne som folketingspartier. Så lad os finde løsningerne. Og så har vi jo også fra regeringens side været indstillet på at kigge på det med pengene.

Man kan jo godt lave Christiansborgdrilleri og sige: Vi står med det eneste rigtige, og hvis I stemmer nej, så er det jer, der er de dumme. Det er jo fint nok. Man kunne også stille sig et sted, hvor man faktisk løste problemerne, og jeg synes, at vi har at gøre med nogle problemer her, der er så alvorlige for de familier, vi taler om, at man burde sætte sig ud over det Christiansborgfnidder.

Fru Brigitte Klintskov Jerkel.

Jeg synes godt nok, at det er noget groft at kalde det Christiansborgfnidder. Vi er jo sådan set kommet helt seriøst med et beslutningsforslag, som netop tager udgangspunkt i at gøre hverdagen nemmere for nogle mennesker, som har stort behov for deres servicehund i forhold til de udfordringer, de har.

Ministeren ved jo også udmærket godt – det ved man, når man har været på Christiansborg i en rum tid – at desværre er det tit sådan, at det med sådan nogle beretninger er sådan en skrivebordsøvelse, og så sker der ikke så meget mere; det kommer ned i en syltekrukke, og så foregår der ikke ret meget mere.

Næh, det betyder noget, hvis der om lidt er flertal i Folketinget for at stemme for det her beslutningsforslag, for så skal regeringen arbejde videre med det. Så er vi sikre på, at der sker noget for de her mennesker, sådan at de ikke skal opleve at blive diskrimineret i hverdagen, fordi folk – myndigheder og private – simpelt hen ikke ved, hvad det er for en lovgivning, der er på det her område.

Så må jeg bede spørgeren om at overholde tiden. Ministeren, værsgo.

Nu har jeg jo siddet i opposition herinde i så mange år, at jeg kan huske nogenlunde, hvor mange minutter det tager at formulere et beslutningsforslag. Så det der med at sige, at man har arbejdet seriøst med det her, fordi man har lavet beslutningsforslag, giver jeg altså ikke særlig meget for.

Der, hvor det politiske arbejde ligger for forslagsstillerne, er jo at følge det op. Der, hvor det er det rigtige arbejde ligger medet beslutningsforslag, er jo at følge det op. Der, hvor de mange timers arbejde ligger, er jo at få landet en beretning, få bundet regeringen op på det og følge op på, at regeringen også efterfølgende gør noget ved det. Og virkeligheden er jo her, at Det Konservative Folkeparti kun har gjort den første del af arbejdet. Det er ikke der, det store slæb ligger. Det store slæb ligger bagefter. Det er der andre medlemmer af Folketinget der tager hver eneste dag, og der synes jeg simpelt hen, at det her er for tyndt, for at sige det ligeud.

Det med tiden gælder ikke kun spørgerne – det gælder også ministeren. Den næste, der har bedt om ordet, er fru Mai Mercado, Det Konservative Folkeparti. Værsgo.

Jeg vil bare sige, at det ikke klæder ministeren at have så sur en mine. For måden, det her beslutningsforslag er blevet til på, er jo lige præcis, ved at der var en borger, som kontaktede fru Brigitte Klintskov Jerkel og mig selv, og som fortalte og berettede om de store udfordringer, som man oplever, når man har brug for en servicehund, og så er det jo ad den vej, at vi bruger vores demokratiske ret til at skrive og fremsætte et beslutningsforslag, ligesom resten af Folketingets partier også gør. Så i forhold til det med at stille sig op med sådan en halvfornærmet mine omkring, at åh, nu kommer der nogen og fremsætter et beslutningsforslag, vil jeg sige: Jeg synes, at man først og fremmest skulle trykke den grønne knap helt i bund og så gå hjem og lytte til det råb, som ikke bare kommer herindefra, men også udefra, og få sikret, at man får lavet bedre forhold for servicehunde og for dem, som har brug for servicehunde i hverdagen.

Ministeren.

Nu har fru Mai Mercado selv siddet i den her stol, og det var i øvrigt, mens jeg sad i opposition, og det vil sige, at jeg egentlig tror, at fru Mai Mercado godt kender til det der med, at når man har fremsat beslutningsforslaget, ligger der jo noget knofedt i at få lavet en beretning – det rakte vi hånden ud efter. Og når jeg står heroppe og lyder en lille smule irriteret i stemmen, er det, fordi jeg mener, at vi har nogle problemer her på handicapområdet, og så synes jeg simpelt hen, at det er tudetosset, at man fremsætter beslutningsforslag og ikke vælger at bruge det knofedt, der skal til for at følge op på det, og det vil sige, at man ikke laver den fælles beretning, som vi jo kunne have været fælles om på tværs af Folketingets partier og dermed få bundet hinanden op på at løse opgaven. Jeg synes simpelt hen, det er så ærgerligt, og det vil sige, at det er det, fornærmelsen handler om. Den handler om: Hvorfor dog ikke lave det der efterfølgende stykke arbejde, der skal til, for at det kan lade sig gøre? Jeg synes, det er ærgerligt. Så ja, der er virkelig en irritation i min stemme.

Fru Mai Mercado.

Det her viser en politiker, der har siddet for længe i Folketinget, og en minister, der har siddet for længe i stolen. For det her er jo grundlæggende demokrati, altså det at formulere et beslutningsforslag, få det til debat og så få det til afstemning. Og hvis ikke vi havde fremsat det her beslutningsforslag, var der jo ikke sket noget som helst. Og jeg kan bare sige, at i mine år som minister var jeg aldrig oppe at tage ordet på sådan en småfornærmet måde, som ministeren gør i dag. Så jeg synes, at man skylder sig selv at stemme grønt til det her forslag og så indkalde til forhandlinger, tage det den rigtige vej rundt og sikre bedre forhold.

Ministeren.

For mig er virkeligt demokrati at få ting til at lykkes; virkeligt demokrati er ikke at vise, hvor vi er uenige; virkeligt demokrati er faktisk at finde de kompromiser, der gør, at vi kan forandre verden og forbedre forholdene. Og det vil sige, at hvis man opfatter virkeligt demokrati, som om vi nu bare skal flashe, hvem der stemmer ja til det ene, og hvem der stemmer nej til det andet, så synes jeg godt nok også, at det er noget tyndbenet. Jeg kender fru Mai Mercado som en, der faktisk sætter sig ved et forhandlingsbord og lander resultater, og det er jo ikke at sætte sig ved et forhandlingsbord og lande resultater, at man fremsætter et beslutningsforslag og lader være med at indgå i arbejdet med faktisk at få landet en beretning, vi alle sammen kan se os i. Det synes jeg er at slippe det for tidligt, og så bliver det efter min mening bare paradepolitik.

Fru Marlene Harpsøe, Danmarksdemokraterne, værsgo.

Jeg sidder her og bliver lidt frustreret. Jeg bliver frustreret, fordi jeg ser en minister gå på talerstolen og udtrykke en frustration over politiske drillerier her på Christiansborg, men i virkeligheden går ministeren selv på talerstolen og medvirker til de her politiske drillerier. Samtidig havde regeringen i hvert fald indtil i dag en flertalsregering, hvor man selv kunne have udarbejdet et udkast til en beretningstekst og have sendt det til os alle sammen, men det har man ikke gjort. Jeg har intet hørt fra regeringen. I øvrigt hører jeg meget sjældent fra regeringen i forhold til socialområdet. Det er rigtig, rigtig ærgerligt. Regeringen kunne rent faktisk have gjort noget og have rakt ud, men man har ikke ønsket at finde en løsning for de her mennesker, der har servicehunde, fordi det tilfældigvis er et rigtig godt forslag, som desværre ikke kom fra regeringen selv, men kom fra et andet parti.

Ministeren.

Jeg får helt lyst til at stille et modspørgsmål. Altså lå det på bordet, eller lå det ikke på bordet, i forbindelse med at vi forhandlede SSA-reserve? Blev der fra regeringens side stillet et forslag med penge, eller blev der ikke stillet et forslag fra regeringen? Og hvordan landede de forhandlinger?

Altså, det er bare, fordi der sad vi jo sammen. Så det er ikke helt rigtigt, at vi ikke mødes, og det er heller ikke helt rigtigt, at vi ikke forhandler, for vi landede jo en fælles SSA-aftale, og fru Marlene Harpsøe var selv med. Derfor synes jeg bare, at sådan for den almindelige folkeoplysnings skyld er det en meget god idé at få svaret på det spørgsmål, om der egentlig lå penge til servicehundeområdet eller ej i det forslag, som regeringen kom med. Og hvordan landede det? Altså, hvad sker der mellem, at regeringen kommer med et forslag, og at de andre partier så bliver hentet ind ved bordet?

Nu står vi så med et beslutningsforslag i Folketingssalen, hvor det sjovt nok er de partier, som jo så ikke bidrog til, at det blev en del af den endelige aftale i forbindelse med SSA, der nu synes, vi skal stemme for det her beslutningsforslag uden i øvrigt at have anvist finansiering. På den måde bliver det lidt letkøbt og en lidt gratis omgang at komme på den her måde.

Fru Marlene Harpsøe.

Det, der til gengæld er en gratis omgang, minister, er den måde, ministeren agerer på i salen i forhold til den her sag. Det er en gratis omgang. Hvis det var, man reelt ønskede at trykke på den grønne knap, så gør det dog. Det er et rigtig godt forslag. Stem for – i stedet for at stå der på talerstolen og træde vande og prøve at flygte fra en rigtig dårlig sag for regeringen. For det her er en rigtig god sag. Det er Det Konservative Folkeparti, der har fremsat det her forslag i forhold til at sikre nogle bedre vilkår for mennesker med servicehunde, som oplever diskrimination. Det skal løses, og ministeren har rent faktisk ansvaret.

Ministeren.

Jeg noterer mig, at der ikke blev svaret på det modspørgsmål, jeg stillede, og det er jo nok, fordi alle her i salen, der har været med til de forhandlinger, der var på SSA, godt ved, at det forslag, regeringen kom med, netop var, at der skulle sættes penge af til det her område. Og der havde de partier, der satte sig ind ved forhandlingsbordet, så nogle andre prioriteringer, og de andre prioriteringer var så dem, der blev til virkelighed. Så fremsætter man efterfølgende et beslutningsforslag, og det ser jo utrolig kønt ud i offentligheden. Men hvis man gerne ville have løst det her problem, kunne man sådan set have støttet, at vi gerne ville sætte penge af til området.

Fru Victoria Velasquez, Enhedslisten. Værsgo.

Tak for det. Jeg erindrer ikke, at nogen var imod, at vi skal prioritere servicehundene. Men jeg synes egentlig, det kunne være rigtig godt, hvis vi prøver at kigge fremad og konstruktivt på det. For vi er meget enige i intentionen om, at der er brug for klarhed, og at der er brug for at tage hensyn til de mennesker, der har brug for en servicehund. Vi kan så være bekymrede for, at det, hvis man samler det i én lov, faktisk bliver mere kompliceret, hvor det, der måske er brug for, er en vejledning eller en sanering.

Derfor kunne jeg godt tænke mig at høre ministeren, hvad det så var, der kunne være i den her beretning, altså hvad der så kunne være det næste skridt, så vi kommer tættere på den bedste løsning for de mennesker, det drejer sig om.

Ministeren.

Jeg synes jo præcis, det er den snak, man skulle have haft med hinanden, og jeg synes præcis, at det er det her, vi skal tale med hinanden om. Altså, nu kan jeg forstå, at der er nogle, der er meget ivrige, efter de har forladt forhandlingsbordet, og alligevel gerne vil noget med servicehunde, så jeg håber jo på, der kan blive skabt opbakning til, at vi får fundet nogle penge på området i forbindelse med de SSA-forhandlinger, der er i efteråret.

Jeg er enig i, at et af problemerne, der er med det her forslag, er, at redskaberne ikke er knivskarpe. Der er simpelt hen nogle ting, der vil blive mere besværlige, hvis man går ned ad den vej, der er anvist i det her beslutningsforslag. Det har aldrig været hensigten, og derfor ville jeg også mene, at det var rigtig fremkommeligt, at vi satte os ned og prøvede se på, hvad vi så kunne gøre, for at det faktisk blev nemmere at få en servicehund, hvis man gerne ville have en, end det er i dag. Der synes jeg ikke, at de redskaber, der ligger i det her beslutningsforslag, er de rigtige. Men vi er enige om analysen, og jeg tror sådan set, at det bud, der kom fra fru Victoria Velasquez' side, er væsentlig tættere på at være noget, der også vil virke i virkeligheden, og derfor synes jeg jo også, der var en vej i det, og det vil vi i hvert fald fra regeringens side tage initiativ til at se på. Så det glæder jeg mig til samarbejdet om.

Fru Victoria Velasquez.

Så tror jeg bare, jeg vil bruge anledningen til at rose dem, der har rakt ud til folketingsmedlemmer, og det arbejde, der er blevet lagt i at få fremsat beslutningsforslaget. Jeg føler mig i hvert fald endnu mere sikker på, at vi i fællesskab kan finde en løsning snart. Det bliver ikke nødvendigvis i forbindelse med dette beslutningsforslag, men så forhåbentlig i forbindelse med den SSA-reserve, der kommer, eller på anden vis. Nu har vi jo et flertal uden om regeringen, så det kan være, at vi kan bruge det i den her sag.

Ministeren.

Tusind tak for tilsagnet om gerne at ville kigge videre på det. Jeg håber som sagt, at vi kan finde hinanden omkring noget i efteråret. Jeg synes, at vi skylder det, ligesom jeg synes, vi på handicapområdet generelt skylder, at der kommer nogle ret store forandringer. Så jeg håber ikke, at den her måde at føre det, jeg kaldte paradepolitik, på, bliver standarden. Jeg håber tværtimod, at det bliver præcis sådan, at vi kan sætte os ned med de gode idéer, der er, og at vi så kan få landet nogle løsninger, hvor vi i fællesskab tager ansvar for at få gjort det bedre.

Fru Pia Kjærsgaard, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Nu ved jeg ikke, om det er forløbet af dagen, der har gjort ministeren i så fantastisk dårligt humør, at man stiller sig op og giver en voksenskideballe rent ud sagt fra Folketingets talerstol. Jeg synes, det er meget, meget mystisk, at ministeren reagerer på den måde. Det, man skal i forhold til det her forslag, er jo ikke at sige, som ministeren sagde, at dem, der stemmer imod det her, bare er dumme, og de andre er bare paradeforslag. Nej, jeg opfatter det faktisk lidt, som om det er en utrolig magtarrogant regering, der nu i egenskab af ministeren her på talerstolen udtaler sig. Det synes jeg ikke er klædeligt. Jeg synes heller ikke, det er klædeligt, selv om regeringen nu ser ud til at være i mindretal. Jeg er faktisk spændt på, om vi kan mobilisere et flertal for det her forslag. Det kunne da være fantastisk. Og tak til De Konservative for at komme med et konkret forslag, som jeg slet ikke opfatter som et paradeforslag.

Nu mødte vi jo ude på trappen her til morgen en del, der stod med deres servicehunde, og jeg lovede dem at sige noget her i dag. Det var jeg ikke sikker på at jeg kunne holde, men nu kan jeg simpelt hen ikke lade være efter ministerens opførsel. Jeg synes bare, at ministeren og regeringen i øvrigt skal trykke på den grønne knap, se at komme videre med forhandlingerne og få noget fornuftigt ud af det her.

Ministeren.

Men det, der bare fortsat undrer mig – og det er jo derfor, jeg kalder det paradepolitik – er, at det er få måneder siden, vi har siddet ved det forhandlingsbord og landet en aftale, og når vi fra regeringens side foreslår at bruge penge på det og få gjort de her ting ordentligt, så har man andre prioriteringer. Men når man kan komme ned i Folketingssalen, hvor kameraerne er tændte, har man lige pludselig utrolig mange holdninger til det her. Det mener jeg simpelt hen ikke er særlig kønt, og så tror jeg i øvrigt, at fru Pia Kjærsgaard og jeg ikke har noget at lade hinanden høre, hvad angår voksenskældud.

Fru Pia Kjærsgaard.

Altså, det var jo en rigtig, rigtig sjov bemærkning fra ministeren her til sidst. Hvor var den dog morsom. Altså, er ministeren ved at trække i land eller sådan noget? Sådan opfatter jeg det lidt.

Jeg synes bare, at når man taler om flere penge, lader det jo til, at pengene flyder fra regeringen. Men det her kan man åbenbart ikke rigtig finde ud af, og min anbefaling er bare, at man siger, at vi skal videre, at man altså ikke er imod, når oppositionen fremsætter beslutningsforslag, for det synes jeg altid – altid – i alle mine år har været et problem, altså at der ikke er nogen regering, som vil give oppositionen så meget som det mindste, når der bliver fremsat et beslutningsforslag.

Det her er et godt forslag. Tak til De Konservative. Dansk Folkeparti stemmer for.

Ministeren.

Det forstod vi også under førstebehandlingen, og det, jeg så sagde under førstebehandlingen, var jo: Lad os da lave en fælles beretning. Og vi har jo også fundet pengene fra regeringens side i modsætning til dem, der har fremsat forslaget. Så jeg synes jo egentlig, det burde ligge på den flade, at der blev lavet en fælles beretning.

Så jeg er helt bekendt med, hvordan Dansk Folkeparti stiller sig til det her forslag, og jeg kvitterede jo sådan set også for, at det blev fremsat, under førstebehandlingen. Det synes jeg var rigtig godt. Jeg havde jo så bare håbet på, at vi også kunne sætte os ned og faktisk få fundet nogle redskaber til det, og den beretning har man så ikke været interesseret i at lave fra Konservatives side.

Fru Charlotte Munch, Danmarksdemokraterne.

Tak. Ministeren indleder sin tale med at tale om træthed. Jeg er jo relativt ny i den her sal og i Folketinget, så jeg har ikke oplevet den form for træthed, men jeg må ærlig talt erkende, at når jeg sidder her og lytter til en minister, som på landets allerfineste talerstol uddeler voksenskældud, fordi nogle politikere er utilfredse med eller uenige i ministerens egne holdninger, så kan jeg godt forstå, at nogle politikere føler den her form for metaltræthed.

Så vil jeg sige, at jeg ikke har brug for ordet en gang til og sætter ordet fri til ministeren.

Ministeren.

Det må være rart ikke at føle den træthed. Altså, jeg har fulgt et handicapområde, som har haft gevaldige vanskeligheder, i rigtig mange år, og derfor tillader jeg mig også at blive en lille smule træt, når det egentlig ligger til, at vi kan lave noget i fællesskab på tværs af alle Folketingets partier, og at det så bliver vigtigt, at man kan stå foran kameraet med alle de rigtige holdninger, men uden at have leveret det, der skal til, for at det bliver til virkelighed. Det bliver jeg faktisk lidt træt af.

Fru Anni Matthiesen, Venstre.

Det vil jeg gerne istemme, for jeg stod jo også her på talerstolen under førstebehandlingen, hvor jeg opfordrede til, at vi faktisk lavede en fælles beretning. Og det der med at mene, at en beretning får man ingenting ud af, passer ikke. Man kan jo følge op på det, hvis man synes, det går for langsomt, eller man ikke får noget ud af det.

Men jeg har egentlig brug for at stille et spørgsmål til ministeren, for vi er jo alle sammen enige i, at intentionen i beslutningsforslaget her er god, men problemet, som også er årsagen til, at vi ikke kan trykke på den grønne knap, er, at der ingen finansiering er anvist i forslaget. Normalt plejer vi i hvert fald i Venstre at sige, at man skal kunne sige, hvor pengene kommer fra. Er det ikke korrekt?

Ministeren.

Jo, det er nemlig fuldstændig korrekt, og jeg synes, man skylder de mennesker, hvis forslag man har bragt ind i Folketingssalen, at man også gør det på en måde, hvor tingene kan lade sig gøre, og at man ikke bare stikker folk blår i øjnene og siger: Nu mener vi det rigtige, men vi har i øvrigt glemt at gøre det benarbejde, der skal til, for at det også kan lade sig gøre i virkeligheden. Og jeg synes, det er særlig forstemmende, når vi for få måneder siden har siddet og forhandlet, og hvor regeringen faktisk havde lagt pengene på bordet, men hvor man så fra de partiers side ønskede noget andet. Altså, så bliver det jo et paradeshow.

Fru Karina Adsbøl, Danmarksdemokraterne.

Tak. Det lyder ærlig talt ret hult, hvad ministeren står og siger på talerstolen. For hvad har vi været vidne til? Den tidligere regering lovede bod og bedring på handicapområdet, den nuværende regering har lovet bod og bedring på handicapområdet, og faktum er, at der jo ikke er sket noget. Så kommer der et forslag her omkring forbedringer af reglerne om servicehunde, og at et lovforslag skal udarbejdes, og så står ministeren simpelt hen og taler imod det. Altså, hvis regeringen vil noget, har de jo haft flertallet til det og har kunnet skabe forbedringer på handicapområdet i stedet for at stå og tale og tale og stille modspørgsmål fra talerstolen; ministeren skal bare svare, når der bliver stillet et spørgsmål.

Så hvad vil ministeren egentlig med handicapområdet? Ministeren står hver gang og siger, at der også er udfordringer med merudgifter, og at der er masser af udfordringer på handicapområdet, men hvad har vi set af resultater? Hvad er der kommet af resultater fra regeringen? Og nu står vi med det her forslag, som ministeren står og taler dunder imod. Jeg synes helt ærligt, regeringen skal komme i gang!

Ministeren.

Altså, på en eller anden måde er det interessant, at den ene part, og det var så fru Pia Kjærsgaard, siger, at regeringen er magtfuldkommen, og at den anden part egentlig lægger op til, at vi fra regeringens side bare skulle have mast vores SSA-forslag igennem med det flertal, vi har. For virkeligheden er jo, at vi har stillet forslag om, at der skulle bruges penge på servicehunde, i vores SSA-forslag. Det havde vi et flertal bag. Vi vælger så at åbne dørene i forhandlingsrummet og sige, at vi gerne vil have resten af aftalepartierne ind, og at lad os høre, hvad for nogle bud I har, og så vælger man at gå en anden vej fra de andre partiers side. Så på en eller anden måde er spørgsmålet, om det er et problem, at vi er magtfuldkomne, eller om det er et problem, at vi tog folk ind og forhandlede om det her. Personligt vil jeg gerne have brede flertal bag tingene. Det har vi i øvrigt gjort med alt, hvad der ligger på mit område, og det tænker jeg egentlig at fortsætte med.

Så har jeg også bare lige en ros, for det er fuldstændig rigtigt, at fru Karina Adsbøl i alle årene har råbt højt på det her område. Det er bare for at sige, at det simpelt hen er korrekt. Der er både kommet konkrete forslag, men der har jo også været ting, vi konkret har forhandlet om inde i forhandlingsrummet, og det synes jeg er den rigtige måde at gøre det på.

Fru Karina Adsbøl.

Tak. Jeg tager rosen til mig, men hvad vil ministeren gøre på området? For faktum er jo, at regeringen har svigtet på det her område, men nu er der fremsat et forslag, og så står ministeren og taler imod det, taler simpelt hen imod Folketingets medlemmers ret til at fremsætte et beslutningsforslag hernede i Folketingssalen.

Altså, jeg vil helt ærligt bare spørge ministeren, hvad ministeren vil med handicapområdet. Ministeren vil i dag åbenbart stemme imod det her gode forslag fra Konservative, som kunne være med til at forbedre nogle ting på handicapområdet, men hvad er det, regeringen vil?

Ministeren.

Jamen det, vi konkret havde forestillet os, som vi jo foreslog for et par måneder siden, og som der ikke var opbakning til blandt de partier, der alle sammen nu står hernede med kamera på og siger, at de rigtig gerne vil det her forslag, var jo, at der blev sat penge af til, at vi kunne udvikle servicehundeområdet. Det var helt konkret det, vi gerne ville. Det var det, vi havde lagt på bordet, det var det, vi sad og forhandlede om, og det var der, hvor man fra de andre partiers side af sagde, at man havde nogle andre prioriteringer. Det har man så, lige indtil kameraet tænder og det snurrer i alle fire hjørner. Så kan man så sige, at vi sidder og trykker på de forkerte knapper, og det ene og det andet. Jeg synes, det er en tynd kop te.

Fru Mette Thiesen, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Jeg havde egentlig ikke tænkt mig at sige noget, men så tænkte jeg: Herregud, jeg er jo trods alt pædagogisk uddannet, så mon ikke jeg lige skulle tage ordet et kort øjeblik og mane lidt til besindighed. Jeg synes, at det her er sådan en spøjs debat. Der er kommet et fremragende forslag fra Det Konservative Folkeparti, som alle sådan set er enige i. Selv om ministeren taler om rullende kameraer, tror jeg, at det er et fåtal af danskerne, der sidder klinet til skærmen – desværre – og ser folketings-tv, trods alt. Så jeg tror ikke lige, at det er der, den ligger.

Men altså, ministeren og regeringen har jo alle muligheder for at stemme for det her forslag, og så kunne vi jo også komme til nogle forhandlinger. Det kunne være, at man skulle udvide det. Vi kunne også forpligte os til, at vi sammen skulle finde pengene til at få det her indført og eventuelt indføre flere tiltag. Det er jo det, man har muligheden for. Vi ved jo alle sammen godt – det har jeg da trods alt siddet længe nok i Folketinget til at vide – at en beretning lidt er en syltekrukke, hvor man bare skyder tingene til hjørne og der så aldrig sker mere.

Ministeren.

Det havde været supersimpelt at forpligte sig til at finde pengene, for vi havde jo lagt dem frem på bordet. Så der var det ikke engang bare fugle på taget. Hvis man fra de forskellige partiers side, inklusive fru Mette Thiesen, havde sagt ja til det, havde pengene allerede været der.

Det andet, jeg vil sige, er, at det alligevel er en lidt spøjs, ny borgerlig logik i nogle af de borgerlige partier, at man sådan stemmer for udgiftsdrivende forslag, men er ligeglad med, om pengene passer. Det klinger jo lidt hult, når man på andre tidspunkter har enormt travlt med, om skattekronerne bliver brugt ordentligt, og det ene og det andet omkring den offentlige sektor.

Altså, er der ikke en eller anden form for ansvarlighed i den del af blå blok, der sidder uden for regeringen, i forhold til hvordan man bruger pengene og man faktisk skal anvise finansiering, når man fremsætter forslag? Jeg undrer mig bare. Det er da en helt ny vej for de blå partier, at man ikke på den måde overhovedet går op i, om pengene passer, eller om man skal anvise finansiering. Der kan jeg trods alt bedre lide den lidt mere solide borgerlige variant, hvor man også går op i, at pengene passer, og at man faktisk også synes, at der skal findes finansiering. Så tak til de blå partier, der går med på den måde at drive politik på.

Fru Mette Thiesen.

Jeg synes, at det bliver sådan en træls omgang, når vi skal stå her og pege fingre. Sådan som jeg husker SSA-forhandlingerne, var det faktisk ministeren selv, der fjernede det fra det oprindelige udspil, altså det her med servicehunde. Men jeg synes sådan set, at det er ligegyldigt, hvad der er blevet drøftet dengang. Vi fik sat nogle penge af til nogle ting, vi kunne blive enige om, og jeg synes faktisk, at vi landede en rigtig god aftale med nogle rigtig vigtige aftryk, også fra Dansk Folkeparti.

Men vi sidder her som et samlet Folketing og vil faktisk det samme. Vi vil faktisk også gerne finde pengene til det. Så undrer det mig bare ekstremt meget, at ministeren går på talerstolen og tordner imod det i stedet for bare at stemme for det.

Ministeren.

Så er vi jo tilbage til det der, som der i øvrigt heller ikke bliver svaret på. Det er skægt, at der slet ikke kommer nogen svar den modsatte vej. Det er jo simpelt hen på en eller anden måde en tilståelsessag, altså det her med, at man fra nogle blå partiers side herinde – dem, der ikke sidder i regering – bare tænker: Skidt pyt med, om pengene passer, det gør ikke så meget. I andre sammenhænge tordner man frem med, at vi skal passe på skattekronerne, og at der skal strammes op på velfærdssamfundet, og det ene og det andet. Når det så kommer til det her forslag, gør man sig end ikke den ulejlighed at finde de penge, det drejer sig om, selv om man har siddet for få måneder siden og forhandlet, hvor pengene lå på bordet. Det synes jeg bare er lidt specielt.

Hr. Lars Boje Mathiesen, uden for grupperne, værsgo.

Jeg er også lidt nysgerrig, for når nu ministeren siger, at regeringen fremlagde en plan for, hvad man kunne gøre, og havde den med til forhandlingerne, hvorfor stiller man så ikke et ændringsforslag til det eksisterende forslag? Man har jo flertal, så man kunne jo stemme det ændringsforslag igennem, og så kunne man bare komme med finansieringen. Eller havde man pengene til det her i regeringen, men nu har man dem ikke længere? Så hvad er det? For man kan bare stille ændringsforslag. Det står også en regering frit for at gøre. Så kunne man jo få stemt det, som man gerne vil, igennem.

Ministeren.

Vi forhandler jo ssa hvert eneste år, og det vil sige, at der jo er få måneder til, at vi tager handsken op igen. Jeg havde det som forslag i efteråret, og det har jeg igen i det kommende efterår. Så man kan jo godt stille ændringsforslag til det her, og så ville man efterfølgende skulle lave lovgivning. Det skal vi også, hvis vi forhandler om ssa, derfor er vejen lige lang. Det, der er vigtigt for mig, er, at vi får de her ting ud at køre så hurtigt som muligt. Det var derfor, jeg fremsætte forslaget tilbage i efteråret. Så på spørgsmålet om, hvorvidt regeringen fortsat har pengene, er svaret ja. Har vi fortsat et ønske om at gennemføre det? Ja. Vil det gå hurtigere af, at vi stiller ændringsforslag her? Nej. Derfor vil vi tage handsken op, fuldstændig som vi grundlæggende hele tiden har planlagt.

Hr. Lars Boje Mathiesen.

Arh, så det er bare politisk drilleri, at man ikke stemmer for det. For vejen er jo lige lang, i forhold til om man gør det ene eller det andet. Så er der jo ikke nogen som helst argumenter for, hvorfor man så ikke stemmer for det her. Ministeren har lige sagt, at vejen er lige lang, i forhold til om man gør det ene eller det andet. Så den eneste grund til, at man ikke stemmer for, er, at man sidder fast i politisk drilleri, og at man aldrig nogen sinde ville give oppositionen et eneste beslutningsforslag. Eller er det, fordi ministeren har så lidt gennemslagskraft, at hun ikke kan banke på døren nede ved finansministeren og så sige: Ved du hvad, jeg skal lige have de her penge med, når vi går ned og stemme for det her? Det burde da ikke være så svært, hvis man reelt set gerne ville prioritere de handicappede.

Ministeren.

Det var for borgerne, at vejen var lige lang. Jeg synes jo sådan set, det er det, der står i centrum her, altså hvor lang vejen er for borgerne. I forhold til det tekniske vil jeg sige, at det her beslutningsforslag har så mange ting, der skal laves ændringsforslag til, for at blive til virkelighed, at det er lettere at starte forfra. Og for borgerne er det lige langt, og jeg synes jo, at det er det, man skal være optaget af. Hvis det havde været sådan, at man set med borgerblik kunne gå hurtigere igennem processen ved at stille ændringsforslag, synes jeg, det var en overvejelse værd. Men i forhold til de borgere, der har behov for at få adgang til servicehunde lettere, gør det ikke nogen forskel, og det vil sige, at det handlede om borgerperspektivet. Det skal man huske at have med, særlig når man arbejder på socialområdet.

Fru Katrine Daugaard, Liberal Alliance. Værsgo.

Men det er jo simpelt hen ikke rigtigt, hvad ministeren siger. Det her var jo ikke det forslag, ministeren fremlagde i SSA-reserven, men det var et helt, helt andet og meget dyrere forslag. Det kan jo ikke koste alverden at finansiere og få en embedsmand til at sidde og samle det her i en lidt mere overskuelig lov. Det er jo det, der er forslaget her. Jeg husker ministerens forslag, som om det var mange flere, der skulle have en servicehund, og at det dér var nogle helt andre penge, der var snak om. Så det er jo simpelt hen ikke rigtigt.

Og lad os lege med tanken om, at ministeren havde ret, og så sad ministeren jo med flertallet og kunne bare gennemføre det, ligesom hun gennemførte alt muligt andet, som vi var mange partier der ikke var enige i. Der var f.eks. en undersøgelse af adoptioner, hvor alle andre partier end regeringspartierne ønskede, at den skulle afdække det juridiske, men det ville regeringen ikke være med til.

Ministeren.

Det er fuldstændig rigtigt, at det forslag, vi kom med fra regeringens side, var meget mere omfattende end det her. Det er helt korrekt, fordi vi både har et ønske om, at vi får brugt penge på området, og vi også har et ønske om at udvide den personkreds, der er, bl.a. fordi folk med angst og andre kan have rigtig stor gavn af servicehunde.

Så det er fuldstændig rigtigt, at der i det lå flere elementer, end der gør i det her, og der var der jo fri lejlighed til, at man fra de partiers side, der forhandlede, kunne have sagt, at man kun ville være med til en mindre udgave. Men det er helt korrekt, at vi var mere ambitiøse på det end de øvrige partier.

Fru Katrine Daugaard.

Men hvorfor i alverden har regeringen så ikke fremsat det? I kunne jo bare gennemføre det, I havde faktisk flertallet til at gøre lige præcis det, som ministeren står og påstår hun så gerne vil gøre for de handicappede. Så hvorfor ikke?

Ministeren.

Som jeg også sagde for ikke så mange spørgsmål-svar siden, er det jo utroligt, hvordan den ene part beskylder regeringen for at være magtfuldkommen og den anden part – og I sidder i øvrigt lige ved siden af hinanden – undrer sig såre over, at vi har et ønske om at forhandle med nogle andre partier, og det var jo præcis det, vi gjorde. Regeringen fremlagde sit forslag, og så forhandlede vi det med en stribe andre partier, som ikke ønskede, at den del var med, og det var egentlig ikke, fordi man havde noget imod den del, men fordi man havde andre prioriteringer.

Jeg kan godt lide brede aftaler i Folketinget, og derfor valgte vi den vej frem, og derfor er det jo også helt på månen, når man så samtidig beskyldes for at være magtfuldkommen, fordi man skulle have inviteret de andre aftalepartier ind omkring bordet. Det synes jeg er den rigtige måde at gøre det på.

Fru Theresa Berg Andersen, Socialistisk Folkeparti.

Tak for det. Jeg har lyst til at spørge: Hvor er der en voksen? Her er der en pædagog igennem 19 år, og jeg synes, det er en ærgerlig debat. I SF vil vi gerne være med til at tage det her tilbage i værkstedet, og det glæder vi os til. Men jeg synes, det er ærgerligt, at man blander det sammen med en SSA-forhandling. Ja, man kunne have valgt noget der, men pengene er heller ikke uendelige i en SSA. Skulle det være på baggrund af at sige nej til små beløb omkring seksuelle overgreb mod børn eller børn, der er opvokset i voldsramte familier? For det er vigtige penge, vi finder der. Men i SF hylder vi, at det her skal tilbage i værkstedet, så vi finder en løsning med servicehunde til mennesker med et udviklingshandicap.

Ministeren.

Det glæder mig. Så tusind tak for det tilsagn, og jeg håber også, at vi så i fællesskab kan finde pengene til det. Det har nu egentlig også været mit indtryk. Men tak for det tilsagn.

Ønsker fru Theresa Berg Andersen den anden korte bemærkning? Det er ikke tilfældet. Der er ikke flere korte bemærkninger. Er der flere, der ønsker at udtale sig?

Da det ikke er tilfældet, går vi til afstemning.

Der stemmes om forslagets endelige vedtagelse. Afstemningen starter.

Afstemningen slutter.

For stemte 42 (SF, LA, DD, KF, DF, ALT og Lars Boje Mathiesen (UFG)), imod stemte 57 (S, V, M, Jon Stephensen (UFG) og Mike Villa Fonseca (UFG)), hverken for eller imod stemte 8 (EL og RV).

Forslaget til folketingsbeslutning er forkastet.