Det sidste punkt på dagsordenen er:

5) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 189:

Forslag til folketingsbeslutning om en præcis metode til målopfølgning for 2025- og 2030-klimamålene.

Af Torsten Gejl (ALT), Mona Juul (KF), Søren Egge Rasmussen (EL) og Samira Nawa (RV) m.fl.

(Fremsættelse 01.03.2024).

Det er fru Samira Nawa, der vil give en begrundelse for forslaget. Værsgo.

Tak, formand. I Danmark har vi et stærkt ønske om at være et grønt foregangsland, og derfor omtaler både ministre, folketingsmedlemmer, interessenter og erhvervsliv med stor stolthed vores klimalov, vores 2025-mål, vores 2030-mål rundt om på den globale scene. Herhjemme er der dog opstået en uenighed om opgørelsen af reduktionsmankoen, når man kigger ind på 2025- og 2030-klimamålene.

Vi forslagsstillere mener, at reduktionsmankoen skal opgøres som et gennemsnit over 3 år. Det understøttes af lovbemærkningerne til klimaloven og støttes af bl.a. Klimarådet, og derfor har vi fremsat beslutningsforslag B 189, som pålægger regeringen at fremsætte et forslag om en ændring af klimaloven, så det fremgår direkte af lovteksten, at reduktionsmankoen skal opgøres som et 3-årigt gennemsnit. Tak.

Tak for begrundelsen.

Forhandlingen er nu åbnet, og den første, der får ordet, er klima-, energi- og forsyningsministeren. Værsgo.

Tak for ordet. Jeg vil tilslutte mig den række af ordførere, der siger, at pulten står i den rigtige højde. Det virker som en god start. Nå, spøg til side.

Tak til Alternativet, Enhedslisten, Det Konservative Folkeparti og Radikale Venstre for forslaget. Forslaget handler om en ændring af klimalovens § 1, stk. 2 om klimalovens formål, således at der indføres et pkt. 2 i § 1. Ændringen vil betyde, at det fremgår direkte af lovteksten, at 2025- og 2030-klimamålene og beregningerne af reduktionsmankoen skal opgøres som et gennemsnit over henholdsvis 2024-26 og 2029-31.

Når man læser beslutningsforslaget, kan man få det indtryk, at regeringen bruger en ny metode, altså en anden metode end tidligere, når vi skal opgøre, hvor langt vi er nået med at indfri vores klimamål. Det er ikke tilfældet. Regeringens metode er i fuld overensstemmelse med den politiske aftale bag klimaloven, og den er ikke blevet ændret siden indgåelsen af klimaloven. Vi følger den tidligere regerings praksis, hvor en del af forslagsstillernes partier i øvrigt var støttepartier i den periode, og som jeg har nævnt i flere sammenhænge, er den metode, vi bruger nu, den samme metode, som er blevet brugt i alle politiske aftaler, der er indgået i relation til opfyldelse af klimamålene for både 2025 og 2030. Derfor undrer det mig, at regeringen nu kritiseres, som om vi har ændret metoden. Det er ikke tilfældet. Det undrer mig også, at dele af forligskredsen vælger at tage sådan en drøftelse direkte i salen. Jeg mener, at forslaget til ændring af klimaloven bør starte med at blive diskuteret i den forligskreds af partier, der er har været med til at aftale den.

Regeringen holder fast i, at denne metode er den rette, og lad mig sætte et par ekstra ord på det. De danske klimamål er reduktionsmål for 2025 og for 2030. Det fremgår af klimalovens § 1. Og klimaloven fastlægger ikke en metode for, hvordan reduktionsmankoen opgøres i perioden op til evalueringen, hverken i forhold til 2025-målet eller 2030-målet. Både 2025-målet og 2030-målet er forhandlet på baggrund af mankoopgørelser, der har taget udgangspunkt i beregninger ud fra et punktmål. Der er ligeledes generelt set taget udgangspunkt i reduktionerne i årene 2025 og 2030, når der er lavet effektvurderinger af politiske tiltag og aftaler på tværs af sektorer. Vi har brugt metoden, når vi f.eks. har vurderet effekten af politiske aftaler på områder som CO2-afgift i industrien, grøn omstilling af landbruget og grøn omstilling af vejtransporten. Der er derfor ikke ændret i opgørelsesmetoden siden aftalernes indgåelse.

Bemærkningerne til klimalovens § 1 fastlægger, hvilken metode der skal anvendes, når vi på et tidspunkt i fremtiden skal vurdere, om Danmark så rent faktisk nåede et givet klimamål eller ej. Og der fremgår det rigtigt nok, at vi bagudrettet skal opgøre målene som et gennemsnit over en 3-årig periode. Hensigten med at tage et 3-årigt gennemsnit er at tage højde for eksempelvis udsving i vejrforhold, økonomisk vækst og andre faktorer, der har betydning for de faktiske opgørelser alene det år, når der foretages en bagudrettet vurdering.

Det er svært at spå om fremtiden, og der er mange faktorer, der påvirker vores klimaregnskab. Vi ved ikke, om vinteren i et konkret år bliver kold eller varm. Vi ved heller ikke, hvor meget nedbør der kommer, og det påvirker f.eks. udledninger fra de biologiske processer i vores landbrugsproduktion. Med andre ord ved ingen, hvordan året 2025 eller 2030 bliver. I den situation giver det mening at arbejde med et gennemsnit, der netop tager højde for uforudsete hændelser i det enkelte år. I 2028, når vi har alt statistisk data på plads fra 2024-26, kan vi vurdere, om målet i 2025 blev nået. For når vi kigger bagud, ved vi, præcis hvordan virkeligheden så ud i f.eks. 2025. De fremadrettede mankoopgørelser tager udgangspunkt i bl.a. vejrmæssige normalår, og der er derfor ikke behov for at tage højde for tilfældige udsving i f.eks. 2025 som følge af vejrforhold – som er et eksempel.

Derfor vil jeg gerne en gang for alle slå fast, at vi opgør mankoen til klimamålene på samme måde, som man hele tiden har gjort, siden klimaloven blev vedtaget. Jeg sætter pris på, at Folketingets partier kerer sig om, om vi når klimamålene. Det er helt afgørende for vores troværdighed i den offentlige klimapolitik. Og vi er fortsat godt på vej til at indfri vores klimamål. I Klimarådets seneste statusrapport fastslår rådet, at det er sandsynligt, at vi når målet i 2025, både opgjort som gennemsnit og som punktmål. Siden aftalen om klimaloven i 2019 er vi nået ca. 85 pct. af vejen til 2030-målet. Mankoen er passeret med mere end 15 mio. t, siden aftalen om klimaloven blev indgået, og lige om lidt offentliggøres klimastatus og -fremskrivning for 2024, der giver os et opdateret datagrundlag at arbejde videre ud fra. Det ser jeg frem til. For der er fortsat et stykke vej til at nå 2030-målet og videre endnu. Det skal vi samarbejde målrettet om. Tak for ordet.

Hr. Torsten Gejl, Alternativet.

Tak. Det er jo heri, uenigheden består. Vi mener simpelt hen, at ministeren handler i strid med klimaloven, for meningen er jo at have et gennemsnitsmål, sådan at vi også fremadrettet kan korrigere for udsving i de enkelte år. Derfor mener vi, at klimaministeren regner det ud på en måde, så det faktisk giver en klimamæssig fordel. Altså ifølge Klimarådet er reduktionsbehovet ca. 0,5 t CO2 højere for gennemsnitsmålet i 2024-2026 end for punktmålet. Kan ministeren bekræfte, at punktmålet for 2025 er lettere for regeringen at opnå en gennemsnitsmålet?

Ministeren.

Altså, når forslagsstillerne fremsætter det her forslag om en præcisering af loven, må det vel være, fordi forslagsstillerne anerkender, at det ikke fremgår af klimaloven, hvordan man fremadrettet i forhold til mankoopgørelserne skal gøre det. Dermed vil jeg gerne tilbagevise bemærkningen om, at jeg og regeringen skulle bryde loven.

Når man så kigger på et konkret punktår og kigger på forløbet i det år i forhold til et 3-årigt gennemsnit, så kommer det jo helt an på, hvad bevægelserne er i henholdsvis det år, der ligger foran, og det, der ligger bagefter. Det ved vi faktisk først, når vi når til 2028, og derfor kan virkeligheden jo vise sig at være anderledes end det, som spørgeren tager fat i.

Spørgeren.

Nu er det jo ikke bare os, der mener det her. Cand.jur. og ekstern lektor i klima- og energiret på Syddansk Universitet, Kenneth Andreasen, mener, det er i strid med klimaloven at opgøre 2025 som et fast punktmål. Vi har klaget til Ombudsmanden over det, men her kan man desværre ikke tage stilling til det af andre årsager. Men anerkender ministeren, at der også er fagfolk og videnskabsfolk, der mener, det faktisk er i strid med klimaloven?

Ministeren.

Jeg anerkender, at der er mange meninger i det danske samfund, men jeg læner mig selvfølgelig op ad den juridiske vurdering, jeg får i mit ministerium, og der er ingen tvivl: Regeringen bryder ikke klimaloven.

Dermed tak til ministeren. Der er ikke yderligere kommentarer. Vi går nu i gang med ordførerrækken, og den første ordfører på talerstolen er hr. Theis Kylling Hommeltoft fra Socialdemokratiet.

Ærede formand, tak for ordet. Jeg er blevet bedt om også at tage den her sag for min kollega, som desværre er forhindret.

Vi skal behandle beslutningsforslag B 189 om en mere præcis metode til målopfyldningen for 2025- og 2030-klimamålene. 2025 er næste år, så det er lige op over, og vi har været i gang i mange år. Klimaloven pålægger regeringen at sikre CO2-reduktioner på henholdsvis 50 til 54 pct. til 2025 og 70 pct. til 2030. Årene 2025 og 2030 er fremhævet som enkeltstående år, og derfor har praksis hele tiden været, som jeg forstår det, at disse to særlige årstal skulle opgøres som punktmål.

Socialdemokratiet bakker ikke op om beslutningsforslaget. Men vi hilser dog diskussionen velkommen. Vi finder dog ingen anledning til at ændre den allerede aftalte praksis. Det vigtigste er, at vi når vores klimamål, og det er vores fokus. Tak for ordet.

Hr. Torsten Gejl, Alternativet.

Tak, og tak for talen. I bemærkningerne til forslaget til lov om ændring af lov om klima (Indikativt klimamål for 2025), som blev fremsat den 6. oktober 2021 af daværende klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen, står der:

»I forhold til vurderingen af, om Danmark har nået 2025-målet, vil målet blive opgjort som et gennemsnitsmål over perioden 2024-2026 i forhold til 1990, hvilket bidrager til at udjævne eventuelle udsving i enkeltår«.

Anerkender ordføreren, at klimaministeren har brudt med det, og at han dermed har brudt med lovens hensigt?

Ordføreren.

Jeg er simpelt hen ikke klar over, om det har været lovens hensigt, at det skulle være over en gennemsnitsperiode, som Dan Jørgensen fremlægger det. Jeg forstår det sådan, at en opgørelse som punktmål ligger inden for klimalovens rammer.

Spørgeren.

Anerkender ordføreren, at reduktionsbehovet ifølge Klimarådet er ca. 0,5 mio. t højere for gennemsnitsmålet end for punktmålet?

Ordføreren.

Det er jeg helt ærligt ikke klar over, og det ved jeg ikke.

Dermed tak til ordføreren fra Socialdemokratiet. Den næste ordfører på talerstolen er fru Linea Søgaard-Lidell fra Venstre.

Tak for ordet. Vi behandler i dag et beslutningsforslag, som ligesom det forslag, vi behandlede lige inden, handler om teknik eller proces, i stedet for at vi diskuterer, hvordan vi vil skabe en grøn omstilling.

Jeg vil i forhold til beslutningsforslaget understrege, at regeringen benytter den praksis for at udregne mankoen, som man hele tiden har brugt, lige fra målene blev sat. Metoden er ikke blevet ændret. Det står jo enhver frit for at gennemgå de metoder, der anvendes, og i øvrigt måle og veje indsatsen, som de vil.

Men når alt kommer til alt, handler det ikke om den ene opgørelse kontra den anden, men det handler nok mere om at nedbringe vores udledninger. Derfor vil jeg egentlig hellere diskutere, hvordan vi sikre grønne løsninger, der virker for danskerne, og som kan sikre, at vi er på en troværdig vej mod at nå et klimaneutralt samfund, end at diskutere detaljer i en metode.

I Venstre ser vi ikke et behov for at ændre lovteksten i klimaloven, og vi bakker derfor ikke op om beslutningsforslaget.

Dermed tak til ordføreren. Næste ordfører på talerstolen er hr. Kim Edberg Andersen fra Danmarksdemokraterne.

Jeg plejer faktisk at stå klar, men det gik simpelt hen lige pludselig så stærkt. Ikke engang Torsten Gejl ville stille spørgsmål. Det havde jeg faktisk forventet, så jeg havde timet min gang herop efter det.

Det er jo en ret spændende debat om, om regeringen har brudt loven eller de ikke har. Det er da en ret spændende debat. Det er jo en lidt anden debat, så jeg vil forsøge at forholde mig lidt til talen.

Vi har faktisk svinget lidt, inden vi blev enige om ikke at støtte forslaget, for vi har også været for forslaget. Der er meget sige i forhold til, at der da kan være en sag i at argumentere for, at måden, det her bliver beregnet på, er forkert, men man må også som danmarksdemokrat indrømme, at det er rigtig underligt at skulle stå i den her debat, fordi vi slet ikke er en del af gruppen af partier, der står bag. Så nu skal jeg stille mig op til noget, som I så bagefter laver et hemmeligt møde til at snakke om. Der kunne man måske godt have taget det internt. Det er ikke, fordi jeg ikke synes, at I er nogle fantastisk kolleger og dygtige på jeres felt, men det er jo sådan lidt for os, der står uden for klimaloven, en lidt underlig ting at skulle forholde sig til.

Vi havde en forespørgsel, og lige pludselig vupti fandt man 1,6 mio. t CO2 i løbet af sådan en forespørgselsdebat på noget lavbundsjord, der havde afgasset hurtigere, end man regnede med, og jeg kan huske det, fordi jeg faktisk er blevet rost af ministeren nu her tidligere. Sådan som debatten var der, kunne jeg godt regne ud, at man jo var i mål, og det tænkte jeg godt nok var heldigt, så jeg kan da godt forestille mig, at tanken om det her er kommet derfra. Det kan jeg jo tillade mig sige, for jeg er jo ikke en del af klimaloven, så jeg kommer jo ikke i klaskehøjde af at sige det på den måde, men vi skal kunne stole på tallene. Det bliver vi nødt til at kunne. Det er jo så ikke det første forslag i dag, vi har. Så måske skulle de folk sætte sig ned og drikke en kop kaffe og så blive enige om, at det skal vi som udgangspunkt kunne.

For jeg kan godt forstå frustrationen, hvis jeg sad i den anden ende og lige pludselig fik den her bombe smidt. Det kan jeg godt, men set fra Danmarksdemokraternes side kan jeg faktisk også være bekymret. Det er nok mere den der med 2024-2026-målet, som kunne være bekymrende. Grunden til, at det kan være bekymrende for Danmarksdemokraterne, er, at hvis man lige pludselig smider en ny bombe ind og får nogle andre til at regne, og de 1,6 mio. t CO2, som man fandt ved afgasningen, så ikke er der, så kunne jeg godt forestille mig nogle partier og en regering, som har lyst til at skrue endnu højere på dieselafgift, på CO2-afgift til landbrug osv., så man rigtig kan få slået alt uden for de store byer ihjel lynhurtigt.

Så det var jo faktisk det, som svingede mig over til at sige, at hvis I skal til at regne om på det her, så kunne vi andre, der rent faktisk skal leve med det, nok have brug for at få en lidt kortere respit end 6 måneder. Det er jo nok os, der også skal leve med det. Vi må ikke have køer, vi må godt have solceller. Det er os, der skal leve med det. Selv ude ved os er vi omstillingsparate og gør alt, hvad vi kan, for at føre grøn energi ind til byerne, men det er bekymringen.

Kommer partierne fra klimaloven så tilbage og siger, at vi ændrer på det og gør noget, så vi sikrer, at regeringen ikke gør noget ulovligt, og vi så regner det hen og laver det her gennemsnit hen imod igen et politisk sat mål, der død og pine skulle hedde 2030, så kan vi nok bedre leve med, at I finder den løsning 5 år ude i fremtiden.

Det, jeg tror man skal huske, er, at vi alle sammen er for at nå de 70 pct. Det er vi faktisk også i Danmarksdemokraterne. Vi bliver altid skudt i skoene, at vi ikke er, og jeg er overrasket over Socialdemokraterne, der plejer at sidde på spring for at kaste sig over Danmarksdemokraterne. Det, vi siger, er, at politikerne skal holde op med at blande sig i alting hele tiden. Så skal vi sætte rammerne, for i Danmarksdemokraterne skal vi nå 70 pct. Det, vi siger, er, at vi skal gøre det med hovedet og med fornuften, og så kan vi godt leve med, at det måske er i august 2031, vi når derhen. Jeg er klar over, at mange af klimapartierne har meldt sig meget skarpt ind på det. Det er altså ikke så vigtigt for os. Vi skal sikre et godt samfund. Vi skal sikre, at vi alle sammen kan være i det her, også økonomisk. Og er det i 2031, lever vi i Danmarksdemokraterne med det.

Selvfølgelig – selvfølgelig – og det vil jeg også gerne medgive partierne bag det her forslag, er det problematisk, hvis en juraprofessor går ud og siger, at regeringen ikke overholder klimaloven, for det er jo alle andre partier herinde, der har brugt klimaloven til at slå sig selv på brystet med, og så skal man overholde loven, uanset om man sidder i regeringen eller uden for, men det er et slagsmål, I burde tage internt, og så kunne Danmarksdemokraterne, som står udenfor med en fornuftig holdning til, at vi når i mål med hovedet og ikke med skåltalerne, have brugt tiden et andet sted i dag. Tak.

Der er ingen korte bemærkninger, så tak til ordføreren. Den næste ordfører er fru Signe Munk fra Socialistisk Folkeparti.

Jeg er simpelt hen i tvivl om, om den her talerstol kommer højere og højere op, hr. Kim Edberg Andersen – bare for at drille lidt. Men det kan du svare på bagefter.

Beslutningsforslaget her handler om, hvilke intentioner man læser ind i klimalovens to formuleringer – det ene omkring punktmålet, det andet omkring gennemsnittet over 3 år. Jeg har lyttet til debatten og anerkender sådan set, at der jo er to tolkninger af intentionerne i klimaloven, og at der derfor er en række partier, som har fremsat det her beslutningsforslag. Og der er jo et behov for at få afklaret, hvordan klimamålene skal forstås fastsat.

Jeg sad selv med tilbage den 6. december i 2020, da vi lavede klimaloven, og jeg kan præcis huske, at det var den 6. december, fordi min kæreste var meget skuffet over, at jeg ikke kom hjem til hans fødselsdag den dag, men klimaloven var – bare sagt i det her lukkede lokale – lidt vigtigere end hans fødselsdag. Og jeg ved også, at vi netop diskuterede, at vi styrede efter et punktmål, og at der skulle laves en gennemregning over 3 år, når man opgiver klimamålet. Så jeg er sådan set ret overbevist om, at den praksis, der er i Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet, og som også ligger i klimafremskrivningerne, som er blevet udfoldet, siden vi lavede klimaloven, er korrekt. Og det er jo den samme praksis, der er i dag, som der har været, siden klimaloven fik effekt tilbage i 2020.

Jeg synes dog også, det er værd at diskutere, om det skal ændres, og det er jeg sådan set åben for at diskutere. Jeg kan være i tvivl om, om vi alle sammen er helt enige om, præcis hvilken effekt det vil have i forhold til klimaet, og derfor må første skridt jo være at få klarlagt, hvilken konsekvens det vil have, hvis man skulle styre efter et gennemsnit over 3 år for vores klimamål frem for et punktmål. Og desuden vil jeg også bare sige, at jeg synes, det er helt oplagt at tage den her diskussion i kredsen af de partier, der har lavet klimaloven. Det var os, der sad og forhandlede dengang. Det er os, der stemte det igennem nede i Folketingssalen. Og jeg mener også, at det må være den kreds af partier, der må diskutere eventuelle ændringer. Den diskussion synes jeg er spændende, men jeg synes, det er nok så vigtigt, at vi bliver enige om, hvad intentionerne er. Der er ikke nogen, der har gavn af den uenighed. Så jeg vil sådan set opfordre klimaministeren til at indbyde til en drøftelse i den kreds af partier, der er bag klimaloven, så vi kan se, om vi ikke kan finde fælles fodslag.

Uanset hvordan vi teknisk måtte styre efter vores klimamål, synes jeg, at der er en diskussion, der er endnu mere påtrængende at tage. Det er, i forhold til at vi skal begynde at lægge en klimabuffer ind for vores klimamål. For alle, der har fulgt klimapolitikken – både i dag i forhold til kommende skovtal, men også de forgangne år – ved, at der ligger usikkerheder, både i klimafremskrivningen, i forhold til hvordan forskellige beregningsmetoder ændrer vores klimafremskrivning, men jo så sandelig også, fordi der ligger en usikkerhed i vores klimaplaner. Altså, vil ccs give det, vi forventer? Vil affaldsaftalen give det, vi forventer? Vil industriens omstilling give det, vi forventer?

Derfor har vi brug for at være mere trygge, sikre og ansvarlige i vores klimapolitik og lægge en klimabuffer ind for vores klimamål. Det synes jeg er et meget vigtigt skridt at tage i klimapolitikken. Og sidst, men ikke mindst, er jeg også helt overbevist om, at det ville være godt for klimaet, for det ville jo betyde, at vi skulle lave mere reel grøn omstilling.

Hr. Torsten Gejl, Alternativet.

Det er jeg meget, meget enig i, altså sådan en klimabuffer ville være utrolig god. Det rykker jo hele tiden frem og tilbage. Vi kommer tæt på målet og langt fra målet. Vi kunne løse det en gang for alle ved at lave en god, fed, solid buffer, eller en diversekonto, som det hedder i det regnskab.

Med hensyn til hvorvidt vi skal have en punktmåling eller et gennemsnitsmål, altså det, som vi foreslår her, og som ordføreren mener vi kan drøfte i forligskredsen, hvilket vi også sagtens kan, hvad tænker ordføreren så ville være det klogeste?

Ordføreren.

Det har jeg sådan set ikke gjort op med mig selv. Jeg er villig til at diskutere det, men jeg vil også sige, at vi jo nu har tilrettelagt alle klimaaftaler, vi har lavet, efter, at det er punktmål. Det er jo det, der hele tiden har været beregningsforudsætningerne i de klimaaftaler, vi har lavet. Man skal jo være opmærksom på, at ændrer vi beregningsmetoden for vores klimaaftaler og den måde, vi tilrettelægger klimapolitikken på, så kan der jo både være nogle effekter, der er til gavn for klimaet, og nogle, der ikke er til gavn for klimaet. Derfor synes jeg, det er ret sundt, at man har et godt udarbejdet fagligt grundlag for den her diskussion. Det er sådan set det, jeg synes ville være et rigtig godt første skridt, og at vi så tager en videre drøftelse i kredsen.

Hr. Torsten Gejl.

Ja, det er jeg også med på. Så vidt jeg kunne se, udregnede Klimarådet det som et gennemsnitsmål, så det er jo ikke, fordi det sådan er helt umuligt. Det lyder nærmest sådan, at fordi vi altid har gjort sådan, skal vi altid gøre sådan, og at det ikke kan gøres på andre måder osv. osv. Men det kan jo godt lade sig gøre. Så jeg vil bare lige sige, at Klimarådet gjorde det sådan. Så det er jo ikke helt umuligt.

Ordføreren.

Ordføreren skulle bestemt ikke høre, at jeg sagde, at det ikke var muligt, for selvfølgelig er det det. Men pointen er jo, at hvis du bruger et gennemsnit til at styre efter, kan du godt tilrettelægge klimareduktionerne og lægge dem i 2029 – altså, hvis vi tager 2030-målet, ikke? – og så er det godt for klimaet, men du kan også lægge dem i 2031, og så er det knap så godt for klimaet.

Så du kan både putte dine klimaindsatser et sted fremme i tid og tilbage i tid, og den overvejelse har jeg stadig væk, og den havde jeg også, den nat vi lavede klimaaftalen, og derfor var jeg ret opsøgende på at forstå, hvad gennemsnitsberegning indebar.

Fru Samira Nawa, Radikale Venstre.

Tak. Og tak til ordføreren for talen. Jeg synes, at fru Signe Munk lyder noget mere omfavnende over for et eventuelt 3-årigt gennemsnit, hvis vi flytter snakken til forligskredsen, end jeg tidligere har hørt det, og det glæder mig.

Men årsagen til, at vi tager det her som et beslutningsforslag i salen her, er jo, at vi har forsøgt at rejse det, f.eks. i forbindelse med forhandlinger omkring at nå 2025-målet, og min helt store bekymring i den forbindelse var jo, da regeringen introducerede fortrængningskravet som noget, der kun skulle finde sted i et enkelt år i 2025 for at nå et klimamål. Så lytter jeg, ligesom SF også rigtig ofte gør, også til Klimarådet, der netop peger på det her 3-årige gennemsnit.

Så jeg håber, at ministeren lytter til SF's opfordring om, at vi kan få samtalen i kredsen og måske nærme os et sted, hvor vi fire partier, der står bag beslutningsforslaget her, også bliver imødekommet.

Ordføreren.

Jeg kan sådan set godt forstå, at ordføreren ikke mener, at den anden opfattelse, som de partier, der har fremsat forslaget her, har, er blevet taget ordentligt ned af klimaministeren, så jeg har da en klar forventning om, at klimaministeren tager bestik af den her debat og indbyder til en drøftelse omkring det.

Jeg bliver også bare nødt til at sige: Jeg er bare ærlig omkring, hvordan jeg har siddet og forhandlet en aftale om klimaloven tilbage i 2020; hvordan jeg har ment at den praksis, der har været, var i overensstemmelse med den lov og den aftale; og hvilke intentioner jeg helt åbenlyst mener er aftalt og afspejlet i den praksis, der er.

Det er sådan set ikke for at lukke ned for en diskussion om, at vi skulle ændre det. Det er bare for at være ærlig omkring, hvordan jeg læser intentionerne i klimaloven, og der mener jeg, at den praksis, Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet har, er korrekt. Så intentionen var bestemt ikke at lukke ned for debatten, men bare også at være ærlig omkring, hvordan jeg læser intentionerne i klimaloven og mener, at de er.

Spørgeren.

Den ærlighed sætter jeg stor pris på. Men det er også sådan med forskellige aftaler og lovgivninger, at hvis intentionen var – og det mener Radikale Venstres forhandlere så ikke – som SF's ordfører beskriver det, kunne det også være, at tiden var løbet fra det eller der måske var kommet nye oplysninger på bordet.

I hvert fald peger Klimarådet på en anden måde at opgøre det på, og jeg tror i hvert fald, at forhandlingerne omkring et 2025-mål var kommet i gang langt tidligere, hvis vi var enige om, at man allerede begyndte at tælle reduktioner fra den 1. januar 2024.

Ordføreren.

Der er mange udfordringer omkring forhandlingerne om klimamålet i 2025, som rækker videre end det. Men jeg vil bare sige, at Klimarådets tolkning jo er en tolkning af en politisk lov og nogle politiske intentioner, og så vidt jeg har forstået Peter Møllgaard, som er formand for Klimarådet, har han sådan set mest bare brug for en afklaring, og det er den, jeg mener vi har et politisk ansvar for at give.

Dermed tak til ordføreren fra Socialistisk Folkeparti. Den næste ordfører er hr. Steffen W. Frølund fra Liberal Alliance.

Tak for det, formand. Jeg kører altså lige pulten lidt op, så jeg ikke får en kommentar med på vejen igen bagefter. Først og fremmest vil jeg sige tak til forslagsstillerne for at fremsætte beslutningsforslaget her og for at sætte fokus på den dagsorden, der har fyldt rigtig meget i hele debatten om indfrielsen af vores klimamål, nemlig hvordan vi opgør vores CO2-reduktioner, og hvilken betydning det har for den klimapolitik, vi laver. Klimaloven er jo en politisk aftale, der beskriver vores klimamål, og politik kan derfor ændre den igen. Derfor synes vi i Liberal Alliance også, det er ærgerligt, at der skal være uenighed om regnemetoder og matematik, i stedet for at vi kan politikudvikle en grøn og reel klimapolitik. Det undrer mig i virkeligheden også lidt, at forslagsstillerne tager emnet op som et beslutningsforslag her i Folketingssalen i stedet for at afklare det internt i forligskredsen, som det jo er normal forligspraksis. Forligsfamiliens beskidte vasketøj hænges her lidt frit frem, synes jeg. Men fordi diskussionen om regnemetoder i den seneste tid har fyldt uforholdsmæssigt meget, synes vi nu i Liberal Alliance, at der er tale om en velkomment beslutningsforslag, som forhåbentlig åbner op for, at vi kan lægge os fast på en metode og komme videre i teksten en gang for alle.

Som det beskrives i forslaget, kan punktmål som regnemetode føre til udsving i vores reduktionsopgørelser og vurderingen af klimaindsatsen. Metoden kan også føre til superoptimeringer, hvor vi ender med at indføre tiltag med et alt for kort sigte – det kender vi alle sammen et eksempel på i forbindelse med nogle nylige forhandlinger, der kun skulle vare et enkelt år – som kan pynte på regnskaberne fra år til år, skulle det være nødvendigt. Men vi ønsker en reel og langsigtet omstilling, og så skal vi jo ikke snyde på vægten, og det indebærer punktmål en risiko for. Så derfor ser vi egentlig også forslaget om en beregning af et gennemsnit for udledninger som en bedre og mere præcis metode.

Med det sagt har vi i Liberal Alliance også den betragtning, at vi efterhånden bør overveje, om vi skal åbne op for en anden tilgang til vores 2025- og 2030-mål end den nuværende og sågar også med et endnu længere sigte fremad. Derfor synes vi, det er tid til at overveje, om vi skal genbesøge klimaaftalen med henblik på at finde et nyt kompromis, og så forholde os til, hvordan vi når vores ambitiøse mål med langsigtede optimale klimatiltag uden palaver om matematik og regnemetoder. Vi er klar over, at vi i Liberal Alliance også har begået fejl i vores tilgang til den grønne omstilling, vi er jo ikke engang med i klimaloven, men vi har længe gjort vores bedste for at stemple ind i klimaindsatsen med et mål om mere fornuft og langsigtethed i debatten, og derfor vil vi også gerne byde os til, når det gælder klimamålene. Har familien med det beskidte vasketøj brug for en fornuftig mægler, så ved man, hvor man kan fange os. Så vores opfordring er derfor, at vi mødes om dette frem for at bruge beslutningsforslag som metoden til at præcisere og forbedre forlig.

Dermed tak til ordføreren fra Liberal Alliance. Den næste ordfører på talerstolen er hr. Henrik Frandsen fra Moderaterne.

Tak for ordet, formand, og tak til forslagsstillerne for at fremsætte et forslag om en, som man selv formulerer det, mere præcis opgørelse af, om vi når vores klimamål i 2025 og 2030. Det er jo en spændende diskussion, som i hvert fald har kørt igennem al den tid, jeg har været klimaordfører for Moderaterne, altså om netop et punktmål er den rigtige måde til at opgøre vores mål på klimaområdet.

Den nuværende minister og den nuværende regering følger jo den praksis, som den tidligere regering også har gjort, altså at vi, når vi kigger frem i tiden og vi styrer, så netop styrer efter et punktmål, og at vi, når vi kigger bagud og vi opgør, om vi har nået vores mål, så opgør det som et 3-årigt gennemsnit. Og vi ser i Moderaterne ikke nogen grund til, at man laver om på den praksis, og derfor kan jeg nu her også sige, at vi ikke kommer til at støtte forslaget. Vi mener også, at en forligskreds, hvis man er en del af et forlig og man skal diskutere den her slags, så er det rigtige sted at tage det op og få en fordomsfri drøftelse af det, og at man jo så altid kan vurdere, om det er hensigtsmæssigt at ændre på metoden eller det ikke er det.

Men som tingene ligger nu, ser vi i Moderaterne ikke nogen grund til at ændre på metoderne og ændre på den praksis, der er, om, at man styrer efter et punktmål, og at man opgør det efter et gennemsnit over 3 år. Så Moderaterne støtter ikke forslaget.

Tak til ordføreren. Den næste ordfører er fru Dina Raabjerg fra Det Konservative Folkeparti.

Med det her beslutningsforslag ønsker vi at ændre eller rettere at præcisere klimaloven, så det klart og tydeligt fremgår, at klimamålene for 2025 og 2030 og beregningen af reduktionsmankoen opgøres som et gennemsnit over perioderne 2024-2026 og 2029-2031.

Vi skal opfylde Parisaftalens mål om en global temperaturstigning på maksimalt 1,5 grader. Tidligere klimaaftaler og klimalovgivning specificerer allerede gennemsnitlige opgørelser og klimamål for at udjævne årlige udsving. Når vi er en del af dette beslutningsforslag, er det, fordi ministeren har skabt usikkerhed ved at foreslå, at reduktionsmålene for 2025 og 2030 skal opgøres som punktmål, og det mener vi strider imod den eksisterende lovtekst.

Vi er desuden en del af forslaget, fordi Klimarådet understøtter opgørelser som gennemsnit for at sikre en stabil vurdering af emissionsreduktioner, og fordi juridiske eksperter bekræfter, at opgørelsen af faste punktmål vil stride imod intentionerne i klimaloven. Vi vil altså gerne tydeliggøre lovgivningen og eliminere tvivl om fortolkningen.

Det er vigtigt, at vi sikrer, at Danmark opfylder sine klimaforpligtelser på en retfærdig og gennemsigtig måde, og at vi har en effektiv klimaindsats, der afspejler den faktiske udvikling i emissionsreduktionerne. Og her er punktmål bare ikke det fedeste, og det er det ikke, fordi det er sårbart over for tilfældige udsving eller andre faktorer, der kan påvirke emissionsniveauer, og fordi punktmål kan motivere, at vi træffer beslutninger, hvor vi udskyder nødvendige handlinger, eller at vi vedtager kortsigtede løsninger, som ser ud til at opfylde punktmålene, uden at de nødvendigvis fører til vedvarende forbedringer eller opfylder den overordnede hensigt med klimamålene, og det kan vi ikke leve med.

Der er også en vis risiko for, at man piller ved eller pynter på data for at opnå nogle bedre resultater i målåret, og den slags kan underminere integriteten af klimapolitikken. Fokus på et enkelt år kan også føre til en ineffektiv allokering af ressourcer, hvor der enten investeres for meget i hurtige løsninger, eller der tøves med at foretage nødvendige langsigtede investeringer, som kunne have ført til en mere bæredygtig indvirkning på emissionsreduktionerne over tid. Og selv om man ikke falder i den fælde – og det er jeg sikker på at vores minister aldrig kunne finde på at gøre – er der altid en risiko for, at man kan blive beskyldt for det, og det er ganske unødvendigt.

Vi forventer derfor, at et flertal vil støtte beslutningsforslaget.

Hr. Torsten Gejl, Alternativet.

Tak for, at Konservative som det grønne parti på højrefløjen har villet være med til at fremsætte det her beslutningsforslag. Jeg ville egentlig bare kvittere for talen, for jeg synes faktisk, at ordføreren forklarer det lige præcis så detaljeret, som jeg også havde tænkt det, nemlig hvorfor det er så vigtigt at få den diskussion. Det er klart, at der er nogle, der mener, at loven er overholdt, men der er også nogle, der mener, at den ikke er det. Det vigtigste er egentlig, hvordan det kan lykkes at få det gjort præcis nok. Og tak for at være med til at arbejde for et gennemsnitsmål.

Ordføreren.

Velbekomme.

Jeg formoder ikke, der er en opfølgning. Dermed er det tak til ordføreren for Konservative Folkeparti. Jeg ser ikke Enhedslisten i salen, og dermed går vi til fru Samira Nawa fra Radikale Venstre.

Mange tak. Allervigtigst for Radikale Venstre er, at der kommer klimahandling på bordet – handling, der ambitiøst sigter efter at reducere CO2-udledningen og også meget gerne med en indlagt klimabuffer, så man, hvis der skulle være nye beregningstekniske oplysninger, nye beregningsforudsætninger eller andet, ikke kan se sig reddet på målstregen, sådan som det var tilfældet i forbindelse med 2025-målet. Men klimahandling er jo også sat op på, hvor meget reduktionsmankoen er på, og hvis der er uenighed om, hvor stor en reduktionsmanko vi har, holder det jo ikke.

Vi er her fire partier, der støtter os op ad lovbemærkningerne til klimaloven og Klimarådets anbefaling om, at der skal være tale om et 3-årigt gennemsnit, når man ser på opgørelsesmetoden. Så har der været nogle bemærkninger her fra talerstolen i løbet af debatten om, om ikke bare man kunne tage det op i en forligskreds, og om man behøver at lufte sit beskidte forligsvasketøj, eller hvordan det nu var LA's hr. Steffen W. Frølund formulerede det i Folketingssalen. Jamen der er det jo altså bare sådan, at det, som jeg nævnte tidligere, har været oppe. Jeg har i hvert fald selv haft den her sag oppe over for klimaministeren, og i sidste ende er det jo sådan, at en ændring af lovgivningen ikke foretages i en forligskreds, men foretages i Folketingssalen, og derfor synes jeg, det er helt naturligt, at også kolleger fra andre partier kan få mulighed for at forholde sig til dette spørgsmål.

I Radikale Venstre er vi naturligvis for det her beslutningsforslag, som vi selv er medstillere på, og jeg vil også lige benytte anledningen til at takke de øvrige tre partier for samarbejdet omkring beslutningsforslaget her. Jeg håber, at ministeren følger op på den opfordring, som bl.a. SF's ordfører kom med her fra talerstolen, og indkalder partierne til en drøftelse. Ellers må vi jo få fat i LA's hr. Steffen W. Frølund som en mægler, som han tilbød sig selv som. Tak.

Tak til ordføreren. Næste ordfører på talerstolen er fru Mette Thiesen, Dansk Folkeparti.

Forslaget her minder lidt om B 180, som vi netop har behandlet, og det støttede vi ikke i Dansk Folkeparti, og vi støtter sådan set heller ikke det her. Ifølge klimaloven skal der udarbejdes en rapport, der beskriver status og fremskrivning for dansk klimaindsats, og jeg kan forstå på intentionen bag det her forslag, at der er så stor utilfredshed og utryghed ved teknikaliteterne bag beregningerne i rapporten. Af og til hører vi jo i nyhederne, at der skal regnes på den ene måde eller på den anden måde, at vi nu skal inkludere det ene eller det andet, og at det ville være mere rigtigt at ekskludere noget andet. Derfor virker det også lidt omsonst at fastslå regnemetoden i loven, som er intentionen med det her forslag. Hvad nu hvis man finder ud af, at regnemetoden, som man har brugt til at udregne et tidligere års gennemsnit, er forkert eller mangelfuldt, og hvad nu hvis man i mellemtiden var blevet klogere? Præcis som i B 180 virker det ikke særlig hensigtsmæssigt at være pernitten med det her beregningstekniske. Om det bliver 69 pct., 70 pct., 71 pct., Danmark er et foregangsland, og det er sådan set fint, at vi bare fortsætter med det.

Det vigtigste for os i Dansk Folkeparti er sådan set, at danskerne forstår og gerne vil bidrage til den her bæredygtige omstilling, som de kan se sig selv i, og som også er bæredygtig økonomisk set, værdimæssigt, for ellers ender man jo med at støde ganske almindelige mennesker fra sig. Og det er altså dele af klimabevægelsen allerede lykkedes med, det må man give dem, ikke mindst den noget kuriøse sammenblanding af minoritetsrettigheder, Hamasstøtte og klimakamp, som tilsyneladende er Greta Thunbergs seneste påfund. Det er kontraproduktivt, både for klimaet, for miljøet og for klodens fremtid, og det er ekstremt kontraproduktivt for Danmark.

Vi skal have danskerne med, og derfor undrer det mig også lidt, at forslagsstillerne går så meget op i detaljerne her. Man kan spørge lidt kækt, om forslagsstillerne kan se skoven for bare træer. Det virker ikke sådan. Vi skal have gode vilkår for udvikling, for ny teknologi, for virksomheder og for danskerne – de danskere, som skal udøve og leve den grønne omstilling – og derfor går vi ikke så meget op i regnemetoderne. Så Dansk Folkeparti støtter ikke det her forslag.

Tak til ordføreren. Der er ingen korte bemærkninger. Så nåede Enhedslisten også at komme med på talerlisten og kommer her. Hr. Søren Egge Rasmussen, værsgo.

Tak. Jeg har det sådan, at man jo kan være uenige om mange ting, når man er i politik, men så skulle det gerne være sådan, at når man har indgået en aftale og man så efterfølgende har vedtaget en lov i Folketinget og man kan læse i den lovs fremlæggelse og man kan læse i nogle bemærkninger til lovforslaget, hvordan lovforslaget skal forstås, så er det jo ikke godt, hvis de partier, der har indgået en aftale, som så er blevet til en lov, der er vedtaget, kan være uenige om, hvad der egentlig står.

Jeg har været med til at skændes om det her flere gange, og jeg kan altså godt finde andre ting at bruge min tid på. Jeg synes, det her beslutningsforslag har været nødvendigt at fremsætte for ikke at skulle spilde tid på at være uenige om noget, som vi burde være helt enige om. Jeg er godt klar over, at der er nogle, der husker et forhandlingsforløb som værende anderledes end det, der står i loven. Så er jeg så så gammel, at jeg nogle gange godt kan huske forkert. Derfor er jeg nødt til at læne mig op ad, hvad der står i loven, for det er det, Folketinget har vedtaget, og så er det vel det, vi skal tage udgangspunkt i. Er det ikke? Jo, og der er det åbenbart nødvendigt, at vi så laver en præcisering, sådan at det ikke er et punktmål i 2025 og et punktmål i 2030, men at det er et spænd, vi skal måle efter.

Det er så det, det her beslutningsforslag forsøger at komme frem til. Det er derfor, Enhedslisten er gået sammen med Alternativet, Radikale og Konservative. Det er for ligesom at komme videre og bruge kræfterne på noget klimahandling i stedet for at være uenige om, hvordan en lov skal læses.

Hr. Kim Edberg Andersen, Danmarksdemokraterne.

Tak for det. Det, jeg godt vil spørge ind til, er, om ordføreren egentlig står på talerstolen nu, som jeg hører det, og siger, at regeringen ikke har fulgt loven, altså at regeringen har brudt loven. For jeg kender jo Enhedslisten som et parti, der mener, at regeringer skal holde loven, og jeg har hørt en minister sige ordret heroppefra, at det har man gjort. Det er jeg jo glad for, men begge dele kan ikke være sandt. Så kommer der nu en stribe samråd, hvor de ordførere, der ligesom mener, at loven er brudt, tager fat i en minister, som helt ærligt og fra sjælen siger, at det er den ikke, eller krydrer man en debat, hvor man gerne vil have sin vilje, med, at loven er brudt, og så er det bare noget, man kaster om sig?

Mit helt enkle spørgsmål til ordføreren er: Mener ordføreren, at regeringen har brudt loven?

Ordføreren.

Jeg mener, at i den klimastatus, der er blevet lavet, i forhold til om man når 2025-målet, har man ikke taget udgangspunkt i den lov, der er vedtaget. Står jeg så alene med det standpunkt? Nej, det er jo sådan set også det, som Klimarådet, som er regeringen og Folketingets uvildige rådgiver, gør opmærksom på, altså at de vurderer det til, at 2025-målet skal måles ud fra et spænd.

Så det er ikke bare et spørgsmål om, at Enhedslisten ligesom finder på en eller anden konflikt. Der er sådan set en række partier, der vurderer, at det her skal måles på en anden måde, og man kan sige, at hvis ikke vi havde fået de der nye tal omkring lavbundsjorder, havde vi jo stået i en forhandling, hvor vi skulle nå en del CO2-reduktioner for at leve op til loven. Så jeg synes faktisk, det her er ret væsentligt.

Hr. Kim Edberg Andersen.

Nu var ordføreren her desværre ikke, da jeg nævnte det her. Jeg tænkte, det nok kunne have noget med de her lavbundsjorder, der var afgasset, at gøre. Men det, jeg spurgte om, var faktisk noget ret meget mere konkret end det. For hvis man som minister bliver beskyldt for at bryde loven, er det jo ret alvorligt, så ord betyder noget. Det er ikke noget med, om man har fulgt loven, for man har ikke gjort, som loven siger, siger ordføreren, og så har man vel brudt loven. Så jeg skal bare lige høre ordføreren, om man har tænkt sig at stå fast på principperne, når det gælder klimaområdet, som man har gjort andre steder også, og så grave dybere ned i, om vi teknisk set har en minister, som har brudt loven og så åbenbart løjet fra talerstolen? For ministeren er overbevist om, at han ikke har brudt loven, og det tror jeg faktisk heller ikke selv han har, men jeg er jo ikke jurist.

Ordføreren.

Nej, jeg er heller ikke jurist. Nu er det her jo et beslutningsforslag, som så får en udvalgsbehandling, og der kan man forsøge at få præciseret tingene. Så det er jo ikke et spørgsmål om, i hvilket toneleje jeg skal stå her og sige, at loven ikke bliver overholdt, men mere et spørgsmål om, at hvis man vedtager det her, mener jeg faktisk, man kommer frem til, at der er en klarhed, og det vil jeg sætte pris på, så vi kan have nogle politiske slagsmål og armlægninger om andre ting end om, hvordan loven skal tolkes. Men også i den her sag lytter jeg til Klimarådet.

Fru Signe Munk, Socialistisk Folkeparti.

Ordføreren sagde, at man godt kan huske forkert, og at man også kan tolke intentioner forskelligt. Det er der ingen tvivl om. Det, der undrer mig lidt, er, at vi først tager diskussionen nu, for da vi vedtog klimaloven i sidste periode, indgik vi over 50 klimaaftaler. Og jeg kan bare ikke huske, at der på noget tidspunkt er blevet efterspurgt et gennemsnit for effekterne af en klimaaftale, altså et gennemsnit af reduktionseffekterne.

Hvis ordføreren hele tiden har haft den opfattelse, at man skal tilrettelægge klimapolitikken efter et opgjort gennemsnit af et klimamål, hvad enten det er 2025-målet eller 2030-målet, hvornår har ordføreren så rejst det i aftaler, vi har lavet? For jeg har kun set, at der er blevet regnet på og efterspurgt beregninger for aftaler med reduktionseffekt i punktårene.

Ordføreren.

I forbindelse med klimastatussen hvert år har vi jo her de sidste par gange kunnet notere os, at Klimarådet havde den samme opfattelse, som Radikale, Enhedslisten, Alternativet og Konservative havde. Jeg har også noteret mig, at CONCITO også kommer frem til samme konklusion om, at det er et spænd. Det er jo ikke sådan, at vi har rejst det her hver eneste måned, eller hver gang vi har en forhandling, altså at man skulle agere på anden vis. Vi har jo taget det i forbindelse med statussen over, hvor langt vi er nået med at leve op til klimaloven.

Spørgeren.

Hvis vi skal drage en konsekvens af og styre efter et gennemsnitsmål og ikke et punktmål, skal man jo tilrettelægge det i den politik, man laver, altså hvornår man lægger reduktionerne, f.eks. at man vil lægge en reduktion i 2026 frem for i 2025 eller i 2024.

Jeg spørger sådan set ikke til, hvornår Klimarådet har rejst den her diskussion. Jeg spørger, i forhold til at I som forslagsstillere mener, at loven bliver tolket forkert, hvornår det så er blevet rejst i forhandlinger af politiske tiltag, der skulle give CO2-reduktioner, at det skulle levere et gennemsnit og ikke et punktmål. For jeg kan ikke finde nogen notitser om det eller nogen diskussion om det; den er meget nyligt opstået.

Ordføreren.

Jamen vi har da taget den mere end i år, i forbindelse med klimastatus; den har vi da taget tidligere. Men det er jo ikke sådan, at jeg går rundt og siger, at Kartago skal ødelægges i morgen, hver eneste gang jeg går ind ad en forhandlingsdør. Sådan er det jo ikke.

Det er jo farligt med den måde, man styrer her, for hvis vi virkelig kun skulle styre efter et 2025-mål og man så havde sådan en situation, hvor der ikke var kommet nye oplysninger om lavbundsarealerne, så var man jo ikke kommet i mål med det, altså hvis det var et punktmål. Det kunne man godt nå, hvis det var sådan, at det var et 3-årigt spænd.

Dermed tak til ordføreren fra Enhedslisten. Nu er det ordføreren for forslagsstillerne, hr. Torsten Gejl fra Alternativet.

Tak, formand. Et indikativt, også kaldet mere neutralt, mål i 2025 indbefatter, at målet fastlægges som et interval og ikke som et fast punktmål.

»På den baggrund kan regeringen ikke anvende 2025 som et fast punktmål, uden at det er i strid med klimaloven. Hvis regeringen ønsker at ændre et indikativt mål til et fast mål, skal det efter min juridiske vurdering aftales med aftaleparterne og efterfølgende ændres i klimaloven.«

Sådan siger ekstern lektor i klima- og energiret på Syddansk Universitet Kenneth Andreasen.

Men hvorfor er det overhovedet vigtigt i praksis, om vi beregner klimamål som punktmål eller et gennemsnitsmål? Det er der særlig to grunde til. For det første skal vi sikre, at ting, vi ikke kan forudsige som samfund, og som kan ændre markant på vores energiforbrug, ikke får for stor indflydelse, så vi hele tiden skal skrue op og ned for vores indsatser. Det kan f.eks. være coronaepidemien, der medførte store reduktioner i vores udledninger et år, men året efter udledte vi endnu mere end før pandemien. Det kan være geopolitiske forhold som Ruslands invasion af Ukraine, som betød markant høje energipriser, der nu stabiliseres igen. Det kan være ekstremt vejr, kulde, tørke.

For det andet – og måske endnu vigtigere – betyder punktmål, at vi skaber et incitament til, at regeringen fokuserer på lige præcis de år, vi måler. Det er f.eks. det, hele hockeystavsdiskussionen handler om, hvor den tidligere regering argumenterede for, at man skulle vente helt frem til 2030 med at skrue helt op for klimahandlingen.

Der er en strid om, hvorvidt den her måde at måle det på, altså via et punktmål, er i konflikt med klimaloven. Fortolkninger er forskellige, og derfor kunne det have været rart at få præciseret det, at få det på plads, så vi er fri for at tale mere om det. Vi mener, at det skulle have været gennemsnitsmål. Vi tror, det er den bedste måde at gøre det på, og derfor har vi sammen med en række partier fremsat et forslag, der kunne afgøre det en gang for alle. Det er jeg glad for, at Det Konservative Folkeparti, Radikale Venstre og Enhedslisten har været med til at støtte, altså at de har været med til at fremsætte det her forslag. Og tak til LA og SF for at hilse diskussionen velkommen og for gerne at ville have det afgjort, så vidt jeg forstår. LA røbede for mig, at de ville stemme gult. SF røbede ikke deres direkte position, men jeg fornemmede noget i den retning, hvis det var sådan, at det kom i salen; det kan fru Signe Munk jo selv korrigere, hvis hun vil.

Jeg håber, at vi kan få en diskussion af ikke, hvem der har ret, men hvordan vi gør det rigtige, hvordan vi får det på plads – og hvordan vi får det på plads klogest muligt og hurtigst muligt.

Jeg er dog af den overbevisning, at hvis det ikke lykkes at få det på plads i forbindelse med 2025-målet, så vil det, da der nu trods alt er så pæn opbakning til det, lykkes – mon ikke? – i forbindelse med målet for 2030. Tak, formand.

Tak til ordføreren for forslagsstillerne.

Der er ikke flere, der har bedt om ordet, så nu er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget til folketingsbeslutning henvises til Klima-, Energi- og Forsyningsudvalget. Og hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.