Det sidste punkt på dagsordenen er:

7) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 184:

Forslag til folketingsbeslutning om at give børn ret til akut hjælp fra PPR (pædagogisk-psykologisk rådgivning).

Af Charlotte Broman Mølbæk (SF) og Sigurd Agersnap (SF).

(Fremsættelse 01.03.2024).

Ordføreren for forslagsstillerne ønsker at motivere beslutningsforslaget, og dermed giver jeg ordet til fru Charlotte Broman Mølbæk. Værsgo.

Tak for det, formand. Jeg skrev ud på Facebook og bad om folks erfaringer med at have børn i systemet – børn, der har det svært, og børn, der ikke får hjælp i tide. Jeg bad om, om de ville skrive til mig og fortælle om, hvad de oplever, og jeg er fuldstændig lagt ned. Jeg har slet ikke nået at læse alle de beskeder, jeg har fået. Men jeg har besluttet mig for, at det bliver lige præcis bidder af de her fortællinger, jeg tager med i motivationen, for det er børnene, vi er her for i dag. Det er dem, det handler om, og det har alvorlige konsekvenser, når vi har et system, der fungerer, som det gør i dag.

Første citat:

Min søn gik 0. klasse om, da han ikke var i trivsel. Start 1. klasse blev han udadreagerende over for klassekammerater. Han kom på reduceret skema, og klassen fik støttepædagog på. Efterår og vinter 1. klasse blev han indstillet til PPR. Slut 2. klasse skifter hans skole til en skole i nabokommunen, i håb om at han kommer i trivsel, da han stadig væk ikke er kommet i PPR. I 3. klasse kommer der er så en ny indstilling til PPR, og den bliver underskrevet. Hele 4. klasse har været på reduceret skema, hvis han overhovedet har været i skole. Han er maks. 6 timer i skolen om ugen, og nu er han i 5. klasse og trives stadig ikke.

Andet citat:

Barn med pludselig angst, tæt på fuld skolevægring. Vi lavede indberetning for at få hjælp. Kommunen brugte 3 måneder på møder og papirarbejde, før vi endelig fik tilbudt en samtale med en behandler. Fik selv privat hjælp i mellemtiden, ellers var det gået galt. Sværere at komme tilbage i skolen, når man først er stoppet. Der burde være et akutteam, der ikke kræver 100 siders papirarbejde først, men kan give gode råd.

Tredje citat:

Jeg har en pige på 11 år, som har været skolevægrende, siden hun startede i skole, grundet lange ventetider, på grund af at der ikke er ressourcer, og nu står vi med en pige, der har belastningsreaktion, har været sygemeldt og hjemme i 7 måneder.

Eksemplerne er lange, og der er mange, og vi bliver nødt til at tage ansvar og begynde at ændre et system, så vi hjælper dem i tide og forebygger, at børn udvikler endnu flere og værre symptomer.

Taletiden er opbrugt, så vi siger tak til ordføreren for forslagsstillerne.

Vi går i gang med den egentlige forhandling, og den første, der kommer til orde, er børne- og undervisningsministeren. Værsgo.

Tak til SF for at fremsætte beslutningsforslag nr. B 184 og for de konkrete eksempler, der blev nævnt her fra talerstolen for kort tid siden. Det er et forslag, der vil pålægge regeringen at tage de fornødne initiativer til at sikre, at børn senest den 1. januar 2025 får ret til akut hjælp fra pædagogisk-psykologisk rådgivning, også kendt som PPR.

Børn og unge, der har brug for hjælp og støtte, er der desværre kommet flere af, og de skal selvfølgelig have den støtte, som de har behov for. Det må ikke være til diskussion. Derfor får kommunerne i den nye folkeskoleaftale fra marts også flere midler til at ansætte flere medarbejdere i PPR. Regeringen har også sammen med SF og de øvrige aftalepartier bag finanslovsaftalen for 2024 aftalt en pulje til ekstra hænder i PPR til at styrke det forebyggende arbejde i dagtilbud og skole i de 10 pct. mest udfordrede kommuner.

Et stærkt PPR er vigtigt for børnenes trivsel; det er vi i regeringen fuldstændig enige med SF om. Men vi kan ikke støtte det her forslag, for regeringen fremsatte i februar 2024 et lovforslag om et lettilgængeligt kommunalt tilbud til børn og unge i psykisk mistrivsel. Lovforslaget er fremsat af sundhedsministeren som opfølgning på 10-årsplanen for psykiatrien. Det er en plan, som skal træde i kraft den 1. juli, altså om halvanden måned.

I lovforslaget står der, at kommunalbestyrelsen skal tilbyde udredning og behandling i et lettilgængeligt tilbud til børn og unge med psykisk mistrivsel og symptomer på psykisk lidelse. Der skal være et specifikt behandlingstilbud, så det bliver let og gennemskueligt for både børn, unge, forældre og fagpersoner, hvor de kan finde hjælp. Behandlingstilbuddet skal målrettes børn og unge fra børnehaveklassen til og med det 17. år. Det vil altså sige, at vi allerede har et tilbud, der langt hen ad vejen minder om det, SF's forslag om akut hjælp fra PPR adresserer.

Der er ikke krav til den organisatoriske placering af det nye behandlingstilbud i loven. Det skyldes, at regeringen ønsker, at kommunerne kan indrette sig, så de bedst tager hensyn til deres lokale forhold og eksisterende organisering. Men det er min forventning, at kommuner i høj grad trækker på eksisterende kompetencer, bl.a. hos PPR.

Regeringen vurderer derfor, at beslutningsforslaget ønsker at løse noget, der allerede er ved at blive taget hånd om, i hvert fald hvis Folketinget om få dage stemmer ja ved tredjebehandlingen. Regeringen kan derfor ikke støtte det her forslag. Tak for ordet.

Tak. Der er spørgsmål til ministeren. Fru Charlotte Broman Mølbæk fra SF. Værsgo.

Tak for det, og tak for bemærkningerne og anerkendelsen af problemet, og problemets karakter er jo ret voldsom og omfattende. Vi kender alle tallene på det, og det er måske i virkeligheden en af de største udfordringer, at vi ikke får forebygget tidligt nok, at børn og unge mennesker belastes i en sådan grad, at de får det virkelig, virkelig dårligt, og vi er jo sådan set også glade for den aftale, vi lavede omkring de lettilgængelige tilbud. Det var noget af det, vi kæmpede allerhårdest for i psykiatriforhandlingerne, og vi har så ventet i meget lang tid på, at man kommer i gang med at iværksætte det, og nu kommer det så, og det synes vi er rigtig godt.

Men det, som man vil gøre med det her forslag, er faktisk, at man vil sætte sig ved børnenes side og sige, at de børn, der har brug for, at det er hurtigt og akut, har ret til en hurtig hjælp. En lang række af dem, der har skrevet til mig, fortæller om, at deres børn er faldet ud af skoletilbuddene, og at de er gået hjem, og at de er gået ned med angst, depression og selvmordstanker, og nogle af dem, som har muligheden for det, betaler selv for det, fordi vi har et system, der halter bagud. Mener ministeren ikke, at vi bør gøre noget for at sikre, at der er hjælp til de her børn med det samme?

Så er det ministeren.

Jeg er enig i, at hvis man har behov for hjælp, så skal man have det. Det bygger på en individuel vurdering af det enkelte barns situation. Jeg læser også beslutningsforslaget sådan, at man som familie skal have ret til hjælp fra PPR uden om den børnehave, vuggestue eller skole, som man nu engang går i. Det, som er logikken i den måde, PPR er opbygget på, er jo, at det rådgiver dagtilbud og skoler, og at det ikke er hver enkelt borger, der kan gå ned og banke på døren hos PPR og trække ressourcer derfra, men at man igennem sin skole eller igennem sit dagtilbud kan få hjælp, hvis man har behov for det.

Jeg tror, det er vigtigt, at det er sådan, det er opbygget, for at vi bruger ressourcerne rigtigt på de børn, som vi vurderer der er et behov for hjælp til, og jeg er generelt set skeptisk ved at indbygge sådan et retskrav på det her område, fordi vi risikerer, at ressourcerne bruges forkert, og at det ikke sker på baggrund af en vurdering af det enkelte barns situation, og at der kommer et meget individorienteret fokus på, hvad det er, der er behov for.

Så er det spørgeren for den anden korte bemærkning.

Men minister, virker systemet? Når det tager 4 til 5 år at blive udredt, virker systemerne, som de er i dag, så? Når der er en masse andre led, man skal igennem for at blive visiteret til noget, og mange af kommunerne i forvejen ikke har tilbuddene opbygget, virker systemet så, når vi ser, at så mange børn og unge falder ud? Der er en stor stigning i skolevægringen blandt børn og unge, og der er en stor stigning i mistrivslen. Virker det, som det er nu?

Så er det ministeren.

Jeg synes ikke, at det virker godt nok, men jeg vil sige, at når der er mange børn, der har det skidt, så tror jeg ikke, det er på grund af PPR, men på trods af PPR. Der bliver jo lavet et fremragende stykke arbejde masser af steder, og der er tusindvis af børn, der får hjælp. Jeg er optaget af det, som vi faktisk har aftalt med den nye folkeskoleaftale, altså at vi ikke får sådan en diagnosedrevet hjælp til de børn, der har det svært, men at vi prøver at sætte ind tidligt og forebyggende, at vi prøver at understøtte hele klassefællesskabet og ikke kun det enkelte barn, og at vi har nok ressourcer hos PPR til at rådgive skoler og dagtilbud om at arbejde med fællesskaberne.

Nu er min tid gået, men det er en kæmpe diskussion, og jeg er i hvert fald meget skeptisk over for at have et for individorienteret fokus på, hvordan vi løser det her. For så når vi aldrig til bunds i problemet.

Vi skal huske taletiderne her i Folketinget. Næste spørger er fru Anne Hegelund fra Enhedslisten. Værsgo.

Tak. Tænker ministeren ikke, at det ikke altid er sådan, at man kan løse tingene fællesskabet – i hvert fald ikke, hvis ikke man får sat tidligt nok ind – og at der måske er nogle børn og unge, der står lige på kanten af fællesskabet, og hvor det måske er forældrene, der ser de tydeligste tegn på mistrivsel derhjemme? Er der nødvendigvis de her modsætninger, som ministeren stiller op, selv om der kunne være en dør til, at man som familie kunne tage kontakt til PPR? Det kunne også handle om, at PPR så hjalp med at få samarbejdet med skole eller daginstitution på sporet igen. Det kunne jo også være, at man fik grebet ind så tidligt, at det ikke endte med at handle om udredning og diagnose, men handlede om, om vi kan få det her barn tilbage i trivsel, før tingene går mere skævt, og før der er behov for et behandlingstilbud.

Så er det ministeren.

Det er ikke alle problemer, der kan løses i klassen, i fællesskabet. Det er jeg enig i. Men jeg tror på, at hvis vi får omlagt vores indsats, hvis flere ressourcer bruges tidligt på forebyggende indsatser, og hvis vi f.eks. får udviklet det pædagogiske indsatsskema, som er en del af folkeskoleaftalen, som handler om at prøve at være handlingsorienterende i klassefællesskabet, i stedet for at vi sidder og skriver lange pædagogisk-psykologiske vurderinger, der driver i retning af diagnoser, og som driver i retning af meget individorienterede indsatser, som tit kommer for sent ind, kan vi få brugt ressourcerne bedre. Jeg vil også sige, at nogle børn virkelig, virkelig har behov for specialistkompetencer fra PPR, og derfor er det vigtigt, at vi, når det nu er en knap ressource, får det brugt på de børn, der har brug for det, og som professionelle mener har behov for det. Derfor kan jeg godt være lidt skeptisk ved, at man kan gå ned og banke på døren ved kommunen, og så har man ret til gratis psykologhjælp for de knappe ressourcer, vi har for bl.a. psykologer.

Ønskes anden runde, skal man trykke sig ind forud for den. Værsgo.

Tak. Jeg tænker bare, at der kan være forskellige veje ind, der ville være gavnlige for forskellige familier og i forskellige situationer. Kan ministeren ikke forestille sig, at der var nogle familier, der ville ende med at bruge flere kræfter på at kunne få deres barn tilbage i trivsel i stedet for at skulle bruge kræfterne på at prøve at råbe skolen, daginstitutionen eller kommunen op? Hvis man havde en ret, kunne man ligesom også som forældre føle sig mere sikker på, at man fik, hvad man havde ret til, og hvis der var brug for det, skulle man nok få den hjælp til ens barn, som man havde ret til.

Ministeren.

Jeg forstår godt fristelsen i at gå i en retskravsretning. Udfordringen er, at det så også driver familierne i retning af selv at skulle opsøge hjælpen og desværre også ofte jagte diagnoserne, fordi det så er dem, der udløser retten til at få den ene form for hjælp efter den anden. Jeg er stor tilhænger af, at de lærere og pædagoger, vi har ansat, og de skoler og dagtilbud, de arbejder på, får mulighed for at foretage en vurdering af, hvorvidt der er behov for at række ud efter en mere specialiseret hjælp for netop at bruge de knappe ressourcer bedst muligt.

Tak til børne- og undervisningsministeren. Der er ikke flere, der har trykket sig ind til en kort bemærkning, så vi siger tak. Nu går vi i gang med ordførerrunden. Den første ordfører er fra Socialdemokraterne. Hr. Kris Jensen Skriver. Værsgo

Tak for ordet, formand. Først og fremmest vil jeg gerne anerkende det arbejde og den indsats, som Socialistisk Folkeparti yder i kampen for at sikre bedre vilkår for vores børn og unge i psykisk mistrivsel. Det er både prisværdigt og nødvendigt. Vi deler målet om at sikre den nødvendige hjælp til de unge, der har brug for det, men når det er sagt, må jeg tydeliggøre, hvorfor vi som parti ikke kan støtte beslutningsforslag B 184.

I februar i år har regeringen fremsat et lovforslag, som er en direkte opfølgning på den tiårsplan, vi sammen har lavet for psykiatrien i et bredt flertal i Folketinget. Dette lovforslag har til formål at etablere et lettilgængeligt kommunalt tilbud til vores børn og unge, som oplever psykisk mistrivsel. Lovforslaget, som er udarbejdet af sundhedsministeren, er skræddersyet til at træde i kraft den 1. juli 2024, altså om meget kort tid. Indholdet i dette lovforslag er omhyggeligt designet til at sikre en vederlagsfri udredning og behandling af psykisk mistrivsel hos børn og unge. Det er et specifikt tilbud, der bliver den primære indgang for dem, der har brug for hjælp. Det er vigtigt, at vi skaber et system, der er let og gennemskueligt for de berørte parter – børnene og de unge selv, deres forældre og de fagpersoner, der arbejder for dem.

Desuden giver lovforslaget kommunerne og regionerne frihed til selv at organisere og implementere det her tilbud på en måde, der passer bedst til de lokale forhold. Det er en vigtig frihed, da det sikrer fleksibilitet og mulighed for at trække på de eksisterende kompetencer, herunder også Pædagogisk Psykologisk Rådgivning, bedre kendt som PPR.

Det er netop her, vi ser en grundlæggende forskel på vores tilgang og det, som er foreslået her i beslutningsforslaget. Vi mener ikke, det er hensigtsmæssigt at stille krav om specifikt at tilbyde akut hjælp gennem PPR. Tværtimod bør vi give kommunerne den nødvendige frihed til selv at organisere hjælpen – en anbefaling, der også støttes af den tværministerielle arbejdsgruppe.

Til sidst vil jeg understrege, at kommunerne allerede i dag har et ansvar for at tilbyde hjælp og støtte til både børn og unge i psykisk mistrivsel på tværs af social- og sundhedsområdet og børne- og undervisningsområdet. Vi deler ambitionen om at hjælpe vores børn og unge, men vi må gøre det på den bedste og mest hensigtsmæssige måde. Derfor kan vi i Socialdemokratiet ikke støtte dette beslutningsforslag, da vi allerede har en omfattende plan og lov på vej, som vil adressere disse behov på en mere integreret og helhedsorienteret måde.

Tak for ordet.

Tak. Der er korte bemærkninger til ordføreren. Værsgo til fru Charlotte Broman Mølbæk fra SF.

Tak for det. Og tak for ordførertalen. Vi kender udmærket den aftale, vi selv har været med til at indgå, men er ordføreren bekendt med, at den jo ikke en løser nogen problemer med de lange ventelister, vi har i dag, og med de lange ventetider, der er på at få hjælp? Den aftale – og det håber jeg ordføreren kan bekræfte – adresserer jo ikke hurtig hjælp til børnene.

Jeg bed mærke i, at ordføreren syntes, at det skulle være op til kommunerne, men er det ikke snart på tide, at vi herinde fra Folketinget stiller os på børnenes side og siger, at de har krav på at få hurtig hjælp, også fordi vi ved, at det er det bedste både for dem, for os alle sammen og for samfundsøkonomien?

Så kan ordføreren bekræfte, at den aftale, der er indgået, ikke løser problemet med lange ventetider for de her børn og unge mennesker?

Så er det ordføreren.

Tak for det. Jeg hæfter mig ved, at der er lavet en bred politisk aftale, og jeg glæder mig over, at SF er med i den. Jeg ved, at der også ligger et stort arbejde bag den aftale, og at der også har været en tværministeriel arbejdsgruppe, der har siddet og arbejdet grundigt med, hvordan man bedst kan skrue det her sammen. Jeg hæfter mig ved, at det er let tilgængeligt. Jeg hæfter mig ved, at et bredt flertal i Folketinget har bundet sig op på det og sagt: Vi tror på, at det her kan være med til at afhjælpe noget af det, der er i gang derude. Og jeg hæfter mig ved, at det bliver sat i søen om halvanden måned, hvilket jeg ser jeg frem til. Og så er det klart, at vi skal følge området efterfølgende. Men der kommer noget lige om lidt, og det skal vi give lov til at komme i gang.

Så er det spørgeren for sin anden korte bemærkning.

Som man også kan læse i bemærkningerne til lovforslaget, beretter både PPR-ansatte, altså psykologerne fra Dansk Psykolog Forening, og skolelederne om lange ventetider. Det samme hører man fra familierne og psykiatrien. Så nu spørger jeg lige igen: Løser den aftale problemet med den lange ventetid for børn unge, der har akut behov for hjælp?

Ordføreren.

Jeg hæfter mig ved, at der er lavet en bred aftale, som SF bakker op om, og som jeg ser nogle gode muligheder i. Jeg er fuldstændig med på, at vi har en venteliste i dag, og det skal vi selvfølgelig være opmærksomme på. Jeg noterede mig også de konkrete eksempler, som ordføreren nævnte her, og det er selvfølgelig noget, vi skal tage alvorligt. Jeg mener, vi når et skridt på vejen med den aftale, og det håber jeg også SF vil anerkende, i og med man er med i aftalen.

Så er det fru Anne Hegelund, Enhedslisten.

Tak for ordet. Jeg synes, det lyder lidt underligt, at man fra Socialdemokratiets side på én gang snakker om, at der ikke var så mange børn og unge, der skulle have en diagnose og i behandling, og så samtidig siger, at det her med akut og hurtig hjælp til unge skal vi ikke prioritere, for nu er der et behandlingstilbud på vej. Altså, det er jo sådan, at de lange ventelister i PPR er rykket helt ned i vuggestuen, og jeg tænker ikke, at det, man skal sætte ind med der, er behandlingstilbud.

Der er altså et eller andet med, at når kommunerne har så stram en økonomi, som de har, så kommer man til at prioritere der, hvor det brænder allermest, altså de børn og unge, der har det allerdårligst, måske nogle af dem, der har brug for at blive udredt og komme i behandlingstilbud. Og det er som om, at jo færre penge der er, jo mindre prioriterer man forebyggelse. Kunne man ikke forestille sig, at det, at man sikrede en rettighed, ville gøre, at kommunerne var nødt til at sætte børnene og forebyggelse først på budgettet, hvis de overhovedet havde mulighed for det, eller at Folketinget var nødt til at lave bedre økonomiaftaler med kommunerne?

Så er det ordføreren.

Tak for det. Det er jo sådan allerede i dag, at kommunerne har ansvaret for at sikre det her. Jeg er fuldstændig med på, og vi er i Socialdemokratiet fuldstændig med på, at der er et stigende antal af vores børn og unge, der er i mistrivsel. Det var også noget af det første, jeg adresserede i min tale, og det håber jeg også at ordføreren hørte, og ellers er det fint at få det gentaget.

Derudover er der lavet en 10-årsplan for psykiatrien, som er grundigt gennemarbejdet, og der har siddet nogle folk og kigget på, hvordan vi kan lave en god model. Man har også haft de forskellige aktører med ind over. Det er på vej; det starter om halvanden måned. Jeg tror på, at det vil få os et skridt af vejen, men selvfølgelig er det et område, vi skal følge. Vi tager det meget alvorligt, og det er også min klare opfattelse, at det gør ordføreren også. Så lad os se, om vi ikke kan løse udfordringerne sammen. Der er ikke noget modsætningsforhold her. Vi synes begge to, det er alvorligt.

Så er det fru Anne Hegelund for den anden korte bemærkning. Værsgo.

Det er ikke, fordi det ikke lyder, som om ordføreren tager det her problem alvorligt, men en måde at tage det alvorligt på kan jo også være at sikre, at der er økonomi til, at kommunerne kan løfte den opgave, som er deres ansvar, og at det ikke kun er frihed fra en masse regler og lovgivning og styring fra Christiansborg, men at der også skulle være nogle mere frie økonomiske rammer til faktisk at kunne løfte opgaverne derude. For mig er der bare et eller andet omkring det her med at blande psykiatri, behandling og forebyggelse sammen, og det kunne jo være, at man havde mindre behov for behandlingstilbuddene, hvis man satte tidligere ind og sørgede for, at det var en ret at få hjælp, mens det handlede om forebyggelse.

Jeg skal huske at sige, at når formanden rejser sig, betyder det, at man har brugt sin taletid. Det er, som om der er sådan et kollektivt erindringssvigt en gang imellem. Jeg kan også godt selv være ramt af det, når jeg står andre steder.

Ordføreren, værsgo.

Tak. Jeg skal forsøge at overholde taletiden, hr. formand. Jeg er fuldstændig enig med ordføreren i, at forebyggelse er vigtigt. Det er også mit indtryk, at der foregår forebyggelse rundtomkring i kommunerne i dag. Et lovsikret krav kan jeg være sådan lidt usikker på hvordan man skal skrue sammen, men jeg er fuldstændig enig i, at forebyggelse er vigtigt. Jeg er også helt overbevist om, at der er forskel på kommunerne, og derfor vil det være noget forskelligt, der skal bruges. Nu har jeg 4 sekunder tilbage, så jeg må hellere afslutte min besvarelse.

Men ordføreren får chancen igen, for der er en spørger mere. Hr. Kim Edberg Andersen, Danmarksdemokraterne.

Tak for det, og tak til ordføreren. Jeg tror, at ordførerens intentioner kommer det rigtige sted fra, men jeg bliver bare nødt til at sige, at forslagsstilleren jo også har ret i det her. Jeg hører jo også ordføreren sige, at nu kommer den her psykiatriplan, og jeg vil sige, at jeg også sidder ude i regionerne, og det behøver jo ikke at være et enten-eller, det kan faktisk også være et både-og-forslag. Jeg synes, det er en virkelig god psykiatriplan, det er et skridt på vejen, men der er bare nogle gode intentioner i det her forslag, hvor det havde været rart, hvis regeringen havde sagt: Lad os lave en beretning, lad os gøre et eller andet, for vi ved godt, at det her ene skridt i den rigtige retning ikke er nok, vi skal flere skridt. Det må ordføreren indrømme. Jeg ved godt, at det selvfølgelig er svært som ordfører for et stort parti nu at stå lige og ændre det, men jeg ved, at ordføreren ved, at jeg har ret, når jeg siger, at Socialdemokraterne også for at kunne se sig selv i spejlet i morgen burde sige: Det er dæleme et godt forslag, vi sætter os ned og laver en beretning. Så kan I naturligvis i regeringen få lov til at sætte et L i stedet for B'et, for vi ved godt, at det er det primære problem med det. Men det er et godt forslag, og jeg er lidt skuffet over, at Socialdemokraterne ikke bare indrømmer, at det er et godt forslag, og så siger, at det er et både-og i stedet for et enten-eller.

Så er det ordføreren.

Tak til ordføreren, der jo forsøger at lægge ord i munden på mig. Normalt er det jo altid dejligt at få hjælp, men lige her tror jeg ikke, at vi sådan er helt på linje med hensyn til det her. Vi har et lovforslag, der formentlig bliver stemt igennem i næste uge, og der er et tilbud, der skal starte den 1. juli. Der er selvfølgelig skrevet nogle ting ned, i forhold til hvad det er for et tilbud. Vi har nogle helt klare intentioner, i forhold til at det ville hjælpe, men vi kan jo ikke i dag stå her og sige, hvad der kommer til at ske, når det kommer til at fungere derude i virkeligheden. Jeg tror på, at det kommer til at hjælpe, og jeg synes, det ville være forhastet at gå efter beslutningsforslaget i dag, når vi har noget, der starter lige om lidt, og når vi også på andre baner har nogle spændende ting i gang i forhold til det her.

Så er det hr. Kim Edberg Andersen i anden runde.

Jeg forsøger ikke at lægge ord i munden, men jeg forsøger måske mere at få fornuftige tanker ind i ordførerens hoved, og det er nok nemmere, når kameraerne er slukkede og mikrofonerne slået fra. Jeg bliver bare nødt til at sige råt for usødet, at ja, det er en rigtig god plan, og jeg var med til at forhandle den hjem, men virkeligheden derude i regionerne er, at vi kan se, at de kommer hurtigere ind, end vi kan nå at få rettet op på dem. Der er også en anden problemstilling, for hvis ikke vi sørger for sådan noget som det her, er det sådan, at hvis du har et barn, der har behov for hjælp, risikerer du altså, at man opfinder en diagnose eller sørger for at få børn, som ellers ikke fejler noget, undersøgt. For hvis ikke de har en diagnose, ender det med, at de i hvert fald slet ikke får hjælp. På den måde tror jeg, at vi sygeliggør nogen, som vi, hvis vi tog vores ansvar lidt mere alvorligt, kunne sikre på en anden måde. Så det er både-og i stedet for enten-eller.

Så er det ordføreren.

Jeg kan godt genkende den her sammenhæng mellem, at der skal være en diagnose, for ellers får man ikke hjælp, og der er ingen tvivl om, at der er en problemstilling dér. Det er jeg nu ikke sikker på vi løser med lige præcis det her beslutningsforslag. Jeg er i øvrigt glad for, at ordførerne roser det lovforslag, der er på vej, og jeg glæder mig over, at ordføreren også har været aktivt deltagende og har været med i den aftale. Jeg ser frem til, at ordføreren også er med fremadrettet, så vi sammen kan løse de udfordringer, der er, for det handler om vores børn og unge, og det er vigtigt.

Vi siger tak til ordføreren for Socialdemokraterne. Der er ikke flere spørgsmål. Vi går videre i ordførerrækken, og den næste er fru Anni Matthiesen fra Venstre. Der var en, der var hurtig. Værsgo.

Det var jeg; jeg var klar ved tasterne her. Tak til SF for at fremsætte beslutningsforslaget, som vi behandler nu her i aften med fokus på PPR. Jeg kan hvert fald starte med sige, at vi er i Venstre helt, helt enige i forhold til den udfordring, der er, i forhold til også at få løst mistrivselskrisen, og i forhold til at det er meget bekymrende, at så mange unge i dag mistrives. Jeg synes også, det er bekymrende, når der er lange ventelister. Jeg ved, hvordan det rent ud sagt også kan påvirke en hel familie, hvis det er sådan, at man rent ud sagt må vente i månedsvis eller for den sags skyld også i flere år. De ting vil jeg gerne sige jeg helt klart også deler med SF.

Samtidig vil jeg også gerne sige, at heldigvis er der så flere ting, som vi jo har besluttet nu og her, som bliver sat i værk inden for kort tid, uanset om vi siger kvalitetsprogram for folkeskolen, hvor vi jo netop har aftalt, at der også skal ske en styrkelse af PPR, og at der dér skal gives mulighed for at ansætte flere, og den økonomiske ramme er også blevet løftet til den del. Det er også 10-årsplanen for psykiatrien, som forhåbentlig også vil være med til, at det her nu kommer i en væsentlig bedre og god retning. Det skal også knyttes sammen med, at det er derfor, at vi også kommer til at stemme nej til det her beslutningsforslag. For nu skruer vi op, nu gør vi nogle ting, og jeg synes egentlig også, at det fortjener, at vi nu får set efter, hvordan det også positivt kommer til at virke, inden vi begynder hovedkulds at lave flere nye tiltag.

Ud over det vil jeg egentlig også gerne i min ordførertale fremhæve noget. Nu kan jeg sige så meget, at faktisk her i formiddag var både fru Lotte Rod og fru Astrid Krag og jeg i debat på Nationalmuseet, hvor vi havde en god debat om, hvordan man også får mere motiverende undervisning, altså i vores folkeskole, hvordan man får flere børn med til faktisk at synes, at det er sjovt at gå i skole. Jeg siger ikke, det kan løse det hele, men jeg tror alligevel på, at den mere motiverende og involverende undervisningstilgang kan være med til, at også børn, som ellers måske mistrives i dag, pludselig kan blive glade for at gå i skole. Det var i hvert fald det, vi oplevede flere eksempler på her sidst på formiddagen i dag.

Så alt i alt vil jeg sige, at jeg er glad for, at også Venstres sundhedsminister for nylig har fået aftalt bedre muligheder i forhold til hele psykiatridelen, og at det formentlig også kan være med til at understøtte, at vi får løst problemet. Jeg må desværre runde af med at sige, at vi ikke kan stemme for beslutningsforslaget.

Der er et en kort bemærkning til ordføreren. Fru Charlotte Broman Mølbæk fra SF. Værsgo.

Tak for ordførertalen. Jeg er sådan set meget enig med ordføreren i, at de ting, der er blevet besluttet og er på vej, er nogle vigtige ting, og at det er de rigtige ting, som kan gøre meget i den store sammenhæng. Det her forslag går ud på, at de børn, der lige pludselig akut får det markant dårligt, skal have ret til hurtig hjælp, gerne inden for meget kort tid. Det er i virkeligheden det, vi adresserer.

Det er ikke noget, der bliver imødekommet i nogen af de andre initiativer, og i virkeligheden er det sådan, at selvom alle – lærerne, pædagogerne, psykologerne og endda også byrådsmedlemmerne – har gode intentioner, har vi et system, der er fyldt med propper, og som gang på gang efterlader børn i ingenting og i en venteposition, og så får de det rigtig dårligt. Der kan vi faktisk forhindre og måske forebygge, at børn får det så dårligt, at de udvikler diagnoser.

Kan ordføreren anerkende, at der mangler et initiativ til netop at sikre, at børn og unge får den hurtige hjælp?

Ordføreren.

Jeg håber rigtig meget, at SF's ordfører har læst den gode aftale, vi netop har indgået på folkeskoleområdet. Jeg tror faktisk, der ligger noget gemt i den aftale i forhold til også at få givet mere plads til eleverne selv, at få skabt bedre undervisning og for den sags skyld også mere praksisfaglighed osv., som kan være medvirkende til, at der er færre, der kommer til at mistrives.

Så jeg tror, man også er nødt til at skrue på andre knapper, og derfor er jeg ikke enig i, at hvis vi gennemfører det her beslutningsforslag, er alt i den skønneste orden. Jeg tror faktisk, at nogle af de ting, som vi netop har fat på nu, både i forhold til de aftaler, som jeg før nævnte at vi har indgået, og som inden for kort tid bliver sat i værk, og også i forhold til det, som vi har fået aftalt på folkeskoleområdet, alt i alt kan være medvirkende til, at vi får rykket det i en bedre retning.

Så er det spørgeren for sin anden korte bemærkning.

Selvfølgelig har jeg læst aftalen, og der er noget, der er rigtig godt, og der er noget, der godt kunne blive meget bedre. Men det er jo sådan, det er, når andre laver en aftale.

Men for at komme tilbage på sporet igen, så løser det jo bare ikke den her problematik, når der kommer børn, der lige pludselig får det rigtig dårligt. Det kommer vi aldrig til at undgå, og der kommer til at gå noget tid, før vi får den her forandring ind folkeskolen og ud i systemerne i PPR. Kunne man ikke lave en hurtig indsats og sige, at nu giver vi den her ret til de her børn og unge, fordi de har krav på at få det godt, og fordi vi også ved, at det er det rigtige at gøre?

Ordføreren.

Altså, det der med at begynde at skrive, at det er noget, man har ret til, er jeg faktisk ikke meget for. Jeg synes stadig væk, at vi skal gøre alt, hvad vi kan, for at lave forebyggende indsatser, så vi undgår, at der er så mange, der har akut behov. Og det er egentlig det, jeg synes vi gør med de aftaler og for den sags skyld også det, vi allerede har fået på plads.

Så er det fru Anne Hegelund, Enhedslisten. Værsgo.

Tak for ordet. Jeg er egentlig enig med ordføreren i, at det ville være bedst, hvis der var færrest mulige børn og unge, der fik brug for akut hjælp, og at man godt kunne sætte endnu mere forebyggende ind end bare med akuthjælp fra PPR. Men man kommer nok ikke udenom, at der altid vil være nogle børn, der kunne have brug for akut hjælp for ikke at komme i virkelig meget mistrivsel og måske ryge ud af fællesskabet på en måde, hvor det er svært at få dem ind igen, eller hvor de i ventetiden ender med at få brug for et meget længere forløb, end de ville have haft, hvis man havde sat ind tidligere.

I forhold til folkeskoleaftalen tænker jeg, at der er virkelig mange gode intentioner, men der følger altså ikke nok penge med. Altså, der er jo ikke penge til meget mere end at kompensere sfo'erne for den længere åbningstid, de får, når man korter skoledagene ned, og der er allerede mange steder, hvor man har gjort det, og hvis man så skal gøre alt muligt andet for de samme penge og ikke særlig mange nye penge, så er der jo nogle steder, hvor de ikke engang får råd til at have den tovoksenordning, de ellers har kørt med i undervisningen.

Så er det ordføreren

Altså, jeg tror aldrig nogen sinde, jeg kommer til at blive enig med Enhedslisten, i forhold til hvornår der er nok penge. For igen fokuserer Enhedslisten på, at der bare skal flere penge til. Men jeg må være ærlig at sige, at jeg ikke altid tror – og det har jeg også sagt tidligere i salen her i aften – at det bare løses med at fylde flere penge på. Vi har tilført flere penge i forbindelse med den aftale, vi har indgået, og det håber jeg også ordføreren anerkender.

Så må jeg igen sige til det med at blive ved med bare at sige, at der skal tilføres flere og flere penge, at hvis man ikke laver noget om, hjælper det jo ikke noget bare at tilføre flere penge, og det er jo egentlig det med at lave noget om, vi nu har taget fat på. Det synes jeg jo er den rette vej at gå.

Der ser ikke ud til at være flere korte bemærkninger – jo, det kom der nu. Man skal altså trykke sig ind i god tid, for ellers forvirrer det os lidt heroppe. Værsgo.

Jeg havde lige så travlt med at lytte. Jeg har bare lige et enkelt opfølgende spørgsmål til det. For hænger de to ting ikke sammen? Det er jo ikke, fordi Enhedslisten siger, at vi aldrig nogen sinde skal gøre noget nyt, og at vi bare skal køre videre, som vi plejer, men med flere penge. Jeg tror bare, der er nogle lærere, pædagoger og alle mulige andre velfærdsarbejdere, der tit synes, at der fra Christiansborg bliver åbnet for en masse nye muligheder og nok også nogle højere forventninger til, hvad man så skal kunne, uden at der følger tid og penge nok med, til at man faktisk kan løfte hele den opgave. Jeg ved jo godt, at det handler om, at der er frihed, og at kommunerne selv må vælge, hvilke tiltag i folkeskoleaftalen, de vil følge, men jeg synes bare, at man måske skulle have haft en bedre økonomi i den, hvis man vil sige, at det er grunden til, at man ikke skal have ret til akut hjælp fra PPR.

Så er det ordføreren.

Jeg ved godt, at vi bevæger os over i en lidt anden debat nu, men jeg synes modsat, at den er lidt vigtig at få taget, for vi har jo tilført flere milliarder, og vi har tilført flere penge til folkeskolen også inden for de seneste år. Vi gør det igen med den her folkeskoleaftale, vi lige har indgået. Men jeg er bare af den overbevisning, at hvis man så ikke også ændrer på nogle ting, bl.a. det med nu at få kigget på fagbeskrivelserne osv., så løser vi ikke problemerne.

I forhold til PPR-delen kan jeg sige, at vi har en intention om, at man skal kigge mere på hele fællesskabet i klassen frem for kun at pege på de enkelte elever, som har udfordringer.

Vi siger tak til ordføreren for Venstre og går videre i ordførerrækken. Næste ordfører er fra Danmarksdemokraterne. Hr. Kim Edberg Andersen.

Tak til forslagsstillerne. Forslaget handler jo om, om vi skal pålægge regeringen at tage de fornødne initiativer til at sikre, at børn senest den 1. januar får ret til akut hjælp fra pædagogisk-psykologisk rådgivning, altså PPR. Det er bare lige sådan, at vi får det med, for det stikker nogle gange lidt af for os, og jeg ved godt, at det er, fordi vi gerne vil alle sammen. Jeg vil godt starte med at takke forslagsstillerne for deres initiativ til at sætte fokus på et afgørende område, nemlig vores børns mentale sundhed og trivsel, som enten er eller burde være noget, som berører os alle sammen dybt. For når vi ser den der stigende forekomst af psykisk mistrivsel, der er blandt vores børn unge, bliver vi nødt til at forholde os til den.

Som vi allerede har hørt, er antallet af børn og unge med psykiske udfordringer simpelt hen steget betydeligt de seneste år. Vi kan ikke se bort fra en virkelighed, hvor hvert sjette barn under 10 år lider af en eller anden form for mentalt helbredsproblem som angst, adhd, autisme eller depression – en udvikling, som kræver handling nu. Jeg er fuldstændig enig i, at vi skal sikre, at vores børn og unge får den nødvendige akutte hjælp, der skal til, når de har behov for den. Ventetiderne er alt for lange, og det har alt for alvorlige konsekvenser for deres trivsel og for deres udvikling. Der er simpelt hen ingen familier, der bør stå alene med den her udfordring, som det er. Det er vores pligt som et samfund at sikre, at hjælpen er tilgængelig, når det er mest presserende.

Det er også vigtigt at understrege, at ubehandlet angst og mistrivsel i barndommen – og det kan vi jo se i regionerne – simpelt hen kan have langvarige konsekvenser, som trækker spor ind i voksenlivet. Og det påvirker ikke kun den enkelte; det er også noget, der påvirker vores samfundsøkonomi og sammenhængskraft – altså vi kan blive ved. Danmarksdemokraterne støtter simpelt hen derfor intentionen i forslaget med at give børn og unge ret til akut hjælp fra pædagogisk-psykologisk rådgivning, for det er afgørende, at behandlingen er tilgængelig for alle børn, uanset hvor i landet de bor. Vi skal sikre, at vores kommuner har de nødvendige ressourcer og forpligter sig til at levere den rette hjælp til vores børn i tide. Jeg er overbevist om, at investeringer i vores børns mentale sundhed vil have positive langsigtede virkninger både menneskeligt og økonomisk.

Derudover har vi jo så også set en problematisk udvikling, som handler om, at man skal have en diagnose. Man skal simpelt hen have en diagnose for at kunne få den hjælp ude i kommunerne, og det er jo egentlig ikke intentionen i serviceloven, men det er ligesom blevet praksis, at man får en. Og jeg har hørt fra folk, som har siddet i andre situationer, at de mennesker derude hos dem simpelt hen – selv om det ikke dem, man er der for – siger til dem: Skal vi ikke undersøge børnene, for at se, om de har en diagnose? For får de den, kan de få noget hjælp. Det er ikke godt nok. Det kan vi ikke leve med.

Der er også et bredt flertal herinde, som har lavet en aftale, som sætter mål for, hvor hurtigt der skal gives hjælp til børn og unge med psykisk mistrivsel. Børn og unge med psykisk mistrivsel og symptomer på psykisk lidelse skal fremover kunne få hurtig hjælp. Inden for 14 dage skal man kunne komme til den første samtale i det nye let tilgængelige behandlingstilbud, som skal være fuldt ud etableret i kommunerne senest i 2025. Og som regionsmedlem i Region Nordjylland vil jeg sige: Held og lykke med det. Jeg ved ikke, hvor langt de er med det, men de er meget langt.

Det er simpelt hen meget vigtigt at følge op på det her. Vi skal fortsat arbejde for, at børn og unge får den akutte hjælp, de så desperat har brug for. Det er vigtigt at prioritere vores børns mentale sundhed og trivsel. Og i Danmarksdemokraterne håber vi simpelt hen, at vi derfor kan lande en eller anden form for beretning, for finansieringen af det her skal også være der, og den er ikke – og nu siger jeg det på en pæn måde – tydelig. Og den skal nok også være mere spiselig, vil jeg sige, når man ser det med fradrag og skat. Men jeg er sikker på, at vi kan finde en løsning, for jeg tror virkelig, at forslagsstillernes parti og Danmarksdemokraterne en til en er enige i intentionen i det her, og at vi skal nå i mål på en eller anden måde.

Som jeg så også sagde personligt til Socialdemokraterne tidligere, er det her ikke et enten-eller. På forsvarsområdet kunne vi se, at vi kom for sent i gang. Jeg er 50 år gammel, og jeg kan huske, at vi har snakket om psykiatri hele mit liv, og der skete først noget, dengang det frygtelige i Field's skete. Vi er meget på bagkant. Der kræves mere end et enkelt skridt, selv om jeg tror, det er et rigtig godt skridt.

Og så vil jeg bare lige helt for min egen regning sige, at vi har utrolig meget fokus på børn af unge. Men vi skal huske, at der også er folk med psykisk mistrivsel, der hverken er børn eller unge – så vi bare ikke lige glemmer dem, fordi det gør rigtig ondt på os, når det er børn. Tak for ordet.

Det var lige nøjagtig til tiden. Nu må man jo ikke rose sine egne partikollegaer, men det var det faktisk. Men det var det faktisk. 0,0 minutter tilbage. Vi siger tak til ordføreren. Der er ikke spørgsmål. Vi går videre i rækken af ordførere, og den næste ordfører er fra Liberal Alliance, og det er fru Helena Artmann Andresen. Jeg vidste, hun var lige i nærheden. Vi er jo så mange her i salen for tiden, at vi næsten ikke kan se hinanden. Værsgo.

Tak for det, og tak til SF for at sætte fokus på PPR og børn, der har det svært. Vi kan sagtens blive enige om, at PPR langtfra er godt nok, og at en ventetid på flere måneder er uacceptabel. Unge med ondt i livet er noget, der optager os meget i LA. Derfor var det også vigtigt for os med den nye folkeskoleaftale at sikre, at PPR-medarbejdere får bedre mulighed for at komme tættere på skolerne og få sparret med lærere og pædagoger, og derudover at PPR bliver afbureaukratiseret, så psykologerne får mere tid til børnene.

For Liberale Alliance var det centralt under forhandlingerne, at vi prioriterer at forebygge mistrivsel hos børn, så de forhåbentlig ikke når ud, hvor de får brug for PPR. Vi er glade for, at der blev afsat midler til en undersøgelse af børn med langvarigt skolefravær. Vi mangler simpelt hen viden om forebyggelse og om, hvordan vi kan få børnene hurtigere tilbage i klassefællesskabet. Derudover mangler der også en national definition. Desuden er det vigtigt at nævne, at vi også har taget et skridt for at mindske presset på PPR med den 10-årige plan for bedre psykiatri, som træder i kraft den 1. juli 2024.

I Liberal Alliance er vi af den opfattelse, at vi skal lade de her initiativer træde i kraft først, og hvis det viser sig ikke at være nok, vil vi meget gerne indgå i en dialog sammen med SF om, hvordan vi kan forbedre PPR, for det er slet ikke godt nok, som det er nu. Det er vi helt enige med SF i. Men som forslaget er lige nu, kan vi desværre ikke støtte det i den her omgang. Tak for ordet.

Der ser ikke ud til at være spørgsmål til ordføreren, så vi siger tak og går videre i rækken. Den næste ordfører er fra Moderaterne, hr. Lars Arne Christensen.

Tak for ordet, formand. Og tak til SF for at fremsætte forslaget. Ingen børn skal leve med angst, ingen børn skal mistrives. Det skal tages alvorligt. Børn skal have en god og tryg opvækst, men mentale helbredsproblemer og psykiske sygdomme har været stigende de seneste år blandt børn og unge. Vi kan også se det på de tal, vi har for brugen af antidepressiver, adhd-medicin og psykofarmaka, men også af smertestillende medicin. Det samme gælder ensomheden blandt børn og unge.

Alt i alt ser vi, at 15 pct. af børn og unge bliver diagnosticeret med en psykisk sygdom, inden de fylder 18 år, og at antallet af nye tilfælde er steget for alle sygdomsgrupper. Mest opsigtsvækkende er det for adhd og autisme, hvor der er 10-15 gange flere nye tilfælde i 2016 sammenlignet med i 1996. Det er tal, som vi som samfund er nødsaget til at forholde os til.

Som Moderaternes psykiatriordfører vil jeg nævne, at regeringen for ikke længe siden som led i 10-årsplanen for psykiatrien har fremsat og førstebehandlet et lovforslag om et lettilgængeligt kommunalt tilbud til børn og unge i psykisk mistrivsel. Fremover skal børn og unge med psykisk mistrivsel og med symptomer på psykisk lidelse kunne få hurtig hjælp. Inden for 14 dage skal man kunne komme til den første samtale i de nye lettilgængelige behandlingstilbud, som skal være fuldt ud etableret i kommunerne senest i 2025. En screeningssamtale skal foretages 30 dage efter første henvendelse.

Der er tale om en aftale, der fra i år og årene frem skal styrke psykiatrien og behandlingstilbuddene til mennesker med mistrivsel eller psykiske lidelser, og hos os i Moderaterne mener vi derfor ikke, at beslutningsforslaget er nødvendigt for at hjælpe vores børn, der mistrives. I hvert fald vil beslutningsforslaget ikke få en selvstændig betydning, da det nye lettilgængelige tilbud, som vi altså har vedtaget, skal udfylde behovet for, at børn og unge under 18 år, der er i psykisk mistrivsel, kommer til at kunne få let adgang til et behandlingstilbud.

Moderaterne kan i det lys derfor ikke støtte beslutningsforslaget. Tak for ordet.

Vi siger tak til ordføreren. Der er ikke ønske om spørgsmål i denne omgang. Vi går videre i ordførerrækken, og den næste ordfører er fra Det Konservative Folkeparti, fru Lise Bertelsen.

Tak for ordet, formand. Jeg vil gerne sige mange tak til SF for at fremsætte det her beslutningsforslag om at give børn ret til akut hjælp fra PPR. Der er slet ikke nogen tvivl om, at der på tværs af alle de partier, der er til stede her i dag, er enighed om, at vi skal hjælpe børn og unge med psykisk mistrivsel, og at det er stærkt bekymrende, at flere børn og unge får behov for at komme i kontakt med psykiatrien.

Derfor er det meget positivt, at vi netop har vedtaget at iværksætte det lettilgængelige tilbud til børn og unge i mistrivsel, og at der allerede er afsat midler på finansloven til at få flere ansat i PPR, pædagogisk-psykologisk rådgivning. For 2024 drejer det sig om 50 mio. kr. stigende til 80 mio. kr.

Der er indgået tidsaftaler med kommunerne om, at børn og unge skal kunne komme til deres første samtale inden for 14 dage. Hvis man i det lettilgængelige tilbud vurderer, at henvendelsen er så alvorlig, at barnet eller den unge skal direkte enten til PPR eller i børne- og ungdomspsykiatrien, henvises der direkte dertil. Formålet er, at langt flere får den rette hjælp hurtigere og mere effektivt, end tilfældet er i dag. Og det tror vi på i Det Konservative Folkeparti, men vi tænker samtidig, at kommunerne lige nu skal have arbejdsro til at implementere det lettilgængelige tilbud, som jo netop har tidlig opsporing af børn og unge i trivselsproblemer som sin opgave, og det gælder også at få dem visiteret hurtigst muligt til den for den enkelte rette udredning og behandling. Det skylder vi børn og familier, der ikke er i trivsel.

I Det Konservative Folkeparti tror vi på, at når det lettilgængelige tilbud er rullet ud, vil det gribe børn langt tidligere, så indsatsen vil være med til at forebygge netop mistrivsel og skolevægring og samtidig frigive ressourcer, både til PPR og børne- og ungdomspsykiatrien – fordi børn bliver grebet tidligere og ikke ender med at vente alt, alt for længe på den rette hjælp, men får rettidig hjælp, som både kan være forebyggende samt reducere tilgangen til, herunder ventetiden, til børne- og ungdomspsykiatrien.

Det Konservative Folkeparti kommer ikke til at støtte forslaget. Tak for ordet.

Vi siger tak til ordføreren for Det Konservative Folkeparti. Der er ingen spørgsmål. Næste ordfører er fra Enhedslisten, fru Anne Hegelund.

Tak for ordet. I Enhedslisten bakker vi op om forslaget, fordi vi tænker, at det er rigtig vigtigt. Når der er så mange unge og børn, der slet, slet ikke trives, og kommunerne har så stram en økonomi, at det kan være svært derude at prioritere forebyggelse, så er det rigtig vigtigt at sætte ind med rettigheder, så der enten kan blive en opmærksomhed ude i kommunerne om, at man er nødt til at sætte børnene først på budgettet, eller en opmærksomhed inde på Christiansborg om, at kommunernes økonomi er så stram, at man simpelt hen ikke kan leve op til lovgivningen, hvis der er nogle rettigheder på børne- og undervisningsområdet.

Jeg bliver i hvert fald lidt ærgerlig over, hvor mange partier der har det så svært med, at børn og unge og deres familier skulle have nogle rettigheder. Det er jo det, der gør, at man kan råbe op og sige: Jeg får ikke det, jeg har ret til. Vi er helt med på at sætte kommunerne fri, og at beslutninger så vidt muligt skal tages så tæt som muligt på dem, de har konsekvenser for, men man er også nødt til inde fra Christiansborg at sætte nogle rammer og en retning.

Jeg tænker i hvert fald, at der er rigtig mange børn og unge, der ikke trives og ikke får den rigtige støtte, der kunne have brug for, at der var en rettighed. Der er nogle forældre, der kæmper alt, alt for hårdt og alt for længe for at få den hjælp til deres børn, som der er brug for, og de kunne virkelig godt have brugt kræfterne på noget andet. Det kunne være en hjælp, hvis man vidste, at der var noget hjælp, man havde ret til, og at det skulle være hurtigt, før ens barn er røget helt ud af fællesskabet og kommet i så meget mistrivsel, at socialforvaltningen skal ind over, eller at de har brug for at få en diagnose for at kunne få hjælp i psykiatrien eller hos en psykiater.

Jeg tænker bare, at der bliver nødt til at ske noget for at skubbe fokus over på forebyggelse og tidlig indsats, og der tænker jeg, at den her rettighed godt kunne være et godt sted at starte. Så tusind tak til SF for at fremsætte forslaget og sætte fokus på det. Vi bakker det op.

Vi siger tak til ordføreren fra Enhedslisten. Der er ikke nogen korte bemærkninger. Den næste ordfører er fra det Radikale Venstre, og det er fru Lotte Rod.

Tak for det. For snart 10 år siden var jeg med til at kæmpe for den første store investering i PPR. Jeg kan huske, vi sad ovre i Socialministeriet, det lå nemlig derovre på det tidspunkt, og fik nogle af de kommuner ind, som kunne fortælle om erfaringer med at kunne hjælpe med det samme og kunne lave lettere behandling, sådan at det hele ikke kom til at handle om udredninger. Så jeg har kæmpet for det her flere gange, men jeg er også på lidt af en rejse. For i de her år er vi jo mange, der diskuterer, at vi burde svare mere med pædagogik og noget mindre med psykologi eller med psykiatri. På en eller anden måde bliver den diskussion, vi har i dag, jo lidt en test af: Mener vi det så, når det kommer til stykket, eller bliver vi ved med at svare med psykologi og psykiatri? Den her skelnen mellem pædagogik og psykiatri kan jeg se i to af de store diskussioner, vi har for tiden.

Den ene er den diskussion, vi havde sidst, der handler om børnesyn, altså hvor nogle politikere herinde ser de børn, der er udadreagerende, psykologisk, i forhold til at de også er dårligt opdraget, deres forældre skal have mere disciplinering, vi skal have sanktioner og straf, hvor jeg tror på noget helt andet, nemlig på pædagogikken og på dannelsen og på, at skolen skal være en god skole for alle, sådan at alle børn kan lykkes med at mestre noget i skolen og være en del af fællesskabet.

Som Venstres ordfører fortalte før, er vi nogle, der i dag har været på Nationalmuseet til lanceringen af den her nye, første tror jeg, kortlægning af, hvad børnene egentlig selv siger om den motiverende undervisning. Jeg kan anbefale alle at læse det, der står om børn med særlige behov. For noget af det, der virkelig skærer i hjertet i den undersøgelse, er, at de børn, rigtig mange af de børn, svarer, at de ikke bliver forstået af læreren, de klarer sig ikke godt i skolen, de føler ikke, de kan løse de svære opgaver, og det er jo en pædagogisk opgave at sørge for, at alle børn kan lykkes i skolen. Så det er den ene skillelinje, der er i politik lige nu.

Og så er den anden jo: Hvor er det så, vi kaster kræfterne hen? Er det efter psykiatrien og psykologien, eller er det efter pædagogikken? Jeg er i virkeligheden meget optaget af det, man gør i Skotland, hvor man jo slet ikke udreder børn, og prøver ligesom at blive klogere på, hvordan de så hjælper dem. Altså, kan vi finde en bedre måde at hjælpe børn på, hvor man ikke behøver at blive udredt? Jeg er blevet lidt inspireret. Sidst vi havde den her debat, gav ministeren udtryk for, at en af de bøger, der havde gjort størst indtryk på ham, var Jens Bays »Konsekvenspædagogik«. Så den har jeg været på mit lokale bibliotek og læse, og jeg er blevet lige så grebet af den, som jeg kan forstå ministeren var. For allerede for 20 år siden så han det her med, at hvis man ser på børn med psykologien eller med biologien kommer vi til at lave forventninger til dem, for så kommer vi til at undskylde dem med enten deres sociale arv, altså at det ligesom er givet, og fordi de kommer fra de familier, de gør, kan de nok ikke mere end det, eller psykologisk, at de er opdraget dårligt og dermed ikke kan finde ud af det og derfor skal sanktioneres. Der ligger jo i pædagogikken en eksistentiel frigørelse ved altid at tro på, at børn har et valg om at kunne gøre ting anderledes, og at pædagogikken har et ansvar for faktisk at skabe nogle rammer, hvor børn kommer til at lykkes.

Hvor vil jeg hen med alt det her? Når vi så skal til at prioritere, hvad det er, vi kaster ressourcerne efter, så vil min førsteprioritet være, at vi prioriterer pengene til at lave god almenundervisning. Altså, alle de elever, som SF's ordfører læste højt, skal jo slet ikke komme derud, hvor de ikke kan være i undervisningen, og jeg mener, at vores førsteprioritet må være at skabe en ramme om pædagogikken i almenundervisningen, hvor man godt kan være Emil fra Lønneberg, hvor man godt kan være Pippi Langstrømpe og stadig væk være i den almindelige undervisning. Og jeg mener, det er vores fornemste opgave politisk at sikre, at almenpædagogikken har de muskler og det er det, vi svarer med, sådan at der ikke er så mange børn, som skal udredes i PPR. Med det vil jeg sige, at vi kommer ikke til at stemme for det her forslag, men vil i stedet komme med en stor børneplan, der handler om, hvordan vi skaber en almenundervisning, hvor flere børn kan lykkes.

Tak. Der er spørgsmål til ordføreren fra De Radikale. Den første er fru Charlotte Broman Mølbæk fra SF.

Som uddannet pædagog kan jeg da kun være glad for, at ordføreren er glad for pædagogikken. Pædagogikken kan mange forskellige ting, også alt efter hvilken teoretisk retning man tager den i. Pædagogikken kan både skabe nogle af de bedste rammer, når vi er i hverdagssituationer, men pædagogikken kan også bruges til at se, når det er noget med rammerne, som barnet ikke kan være i, og i virkeligheden også se, hvornår det er, barnet har brug for akut hjælp. Så pædagogik er mange ting og har mange forskellige retninger, mange forskellige niveauer, og meget specialiserede dele er der jo faktisk også indlagt i pædagogikken.

Det, forslaget går ud på her, er at hjælpe de børn, der står helt akut lige nu, hvor det gør megaondt, hvor de har det så dårligt og ikke kommer i skole, hvor de har så meget angst og tænker på ikke at leve mere, hvor de på rigtig mange måder mister mange af de funktioner og evner, de havde i forvejen, og det er det, vi gerne vil forebygge. Vi vil gerne forebygge, at man skal gå og vente i så lang tid – vente på, at politikerne får skabt det rigtige system. Kunne ordføreren ikke se sig selv i, at vi skabte en rettighed ved siden af børnene til at få den hurtige hjælp, når der er behov for det – ikke, at alle skal have det, men når der er behov for det?

Så er det ordføreren.

Jeg vil bare gerne have, at de muskler er på skolen. Det er derfor, vi i Radikale Venstre er så optagede af, at der skal være en ekstra lærer eller pædagog. Jeg vil gerne have det sådan, at der på årgangen altid er en ekstra voksen, sådan at der i det øjeblik, et barn har været i konflikt i frikvarteret, er en voksen, der kan tage sig af det med det samme. Man skal jo ikke derud, hvor man ikke får hjælpen, hvor man føler sig forkert, hvor man er uden for fællesskabet, hvor man bliver skubbet længere og længere ud, som mange af de her børn jo gør, og udvikler belastningsreaktioner på at være i skolen, fordi de ikke fik den første hjælp, og derfor er jeg meget optaget af, at de muskler skal være til stede ude på skolen i den almene pædagogik.

Så er det spørgeren for sin anden korte bemærkning.

Det er vi sådan set heller ikke uenige i. Jeg tror heller ikke, ordføreren er spor i tvivl om, at SF er totalt på linje i forhold til at skabe de bedste rammer i hverdagen – rammer, som mange flere kan holde ud at være i, og som mange flere kan trives i med flere voksne uddannede personaler osv. Men det løser ikke de problemer, der er med store stigninger i skolevægringer, store stigninger i angstdiagnoser, store stigninger i antallet af børn, der bare er i mistrivsel. Hvorfor vil Radikale ikke være med til at skaffe dem hjælp?

Så er det ordføreren.

Det vil jeg jo også, og jeg tror på, at det vigtigste, vi kan gøre, er at investere i den almene undervisning, for det er pædagogikken, der skal løse det. Ellers kommer vi kun til at få flere børn, som ikke kan være i den almindelige undervisning, og som kommer til at blive udredt. SF kan jo ikke lukke øjnene for, at hvis man flytter endnu flere penge over i udredninger og over i psykiatrisporet, bliver de penge jo taget fra den almene undervisning.

Så er det fru Anne Hegelund, Enhedslisten. Værsgo.

Tak for ordet. Jeg tænker, det godt kan være, at der lige nu er behov for at sætte ekstra ind, også økonomisk, for at sørge for, at børn og unge, der akut har brug for hjælp, får den tidligt, så det ikke ender med at være endnu værre: at de har det endnu dårligere, at de får brug for at blive diagnosticeret, og at de får brug for behandling. Jo før man kan sætte ind, jo bedre. Og det her med at sørge for, at folkeskolen kan rumme mange flere, er vi jo helt på linje med ordføreren i, men jeg synes bare ikke, at den her modsætning er der. Altså, begge dele er jo at forebygge. Men uanset hvad vil der jo en gang imellem være nogle, hvor det er så akut og så ekstraordinært, at det ikke kan løftes med de muskler, der er på skolen til hverdag. Der vil nok være en lang periode, hvor der er nok af den slags sager til, at det ville være for meget til, at man skal kunne løse det ude på den enkelte skole.

Tænker ordføreren ikke, at det er ærgerligt, at man skal vælge mellem, om der skal være et inkluderende undervisningsmiljø eller akut hjælp, når børn og unge har brug for det? Det er jo ikke, fordi vi er så fattigt et samfund, at der ikke kunne være råd til begge dele, hvis man prioriterede anderledes.

Ordføreren.

Så gentager jeg lige, at jeg ønsker, at der skal være akut hjælp. Jeg ønsker, at det skal være en almindelig del af at være en skole, at der er det overskud, der er de ekstra lærere og pædagoger, sådan at man med det samme kan sætte ind. Derudover har jeg jo i 10 år nu har arbejdet for, at vi får skolepsykologerne tilbage, for jeg vil gerne have – og vi havde billedet af hende her Bente, der sidder nede ad gangen – at lige så snart der er en klasse, der har det svært, kan Bente komme og være med. Det skal ikke være noget, man først skal vente på; det skal ikke være noget, man skal søge om. Jeg ønsker, det skal være en almindelig del af det, der er på skolen.

Når jeg sådan stejler en lille smule over det her forslag, er det jo, fordi det – hvis man gør som SF og laver det som en rettighed og det kommer til og have det ressourcetræk, det har – kommer til, uanset om man så ønsker det eller ej, at tage pengene fra almenundervisningen. Der er det bare, jeg siger, at min første prioritet er at sørge for, at de penge kommer ind i almenundervisningen, sådan at hjælpen kan være der lige med det samme, fordi den er til stede på skolen.

Så er det fru Anne Hegelund for anden runde. Værsgo.

Jeg er igen helt enig med ordføreren i, at der ikke må gå flere penge fra den almindelige undervisning. Det er også ærgerligt, at der ikke er god nok finansiering af folkeskoleaftalen til, at man ikke nogle steder faktisk risikerer, at man ender med at bruge færre penge på den almindelige undervisning, fordi man skal alt muligt nyt, og hvis man også vil kompensere for den længere åbningstid. Men det handler om, hvad vi som samfund gerne vil prioritere penge. Og når man laver en rettighed, bliver det jo også umuligt for Folketinget ikke at lægge mærke til det, hvis kommunerne ikke kan leve op til det økonomisk. Jeg tænker ikke, der er en modsætning imellem, at Bente kunne være fremskudt fra PPR, og at der også kunne være hjælp tæt på.

Så er det ordføreren.

Så vil jeg måske bare gå tilbage til min tale, for mit vigtigste argument er egentlig ikke det med pengene. Det tror jeg er en konsekvens af SF's forslag, men det er egentlig ikke det, der er mit hovedargument. Det vigtigste for mig er, hvad det er, vi svarer børnene med. Svarer vi børnene med PPR og dermed det system, der er, den tænkning, der er i psykologien og psykiatrien, eller svarer vi dem med pædagogik? Jeg synes, vi har brug for at kigge hinanden i øjnene. Når der er så mange børn, som reagerer på rammerne i skolen, tror jeg på, det er den almene pædagogik, vi har brug for at lave om, og at det ikke nødvendigvis er det enkelte barn, den er gal med.

Med de ord siger vi tak til den radikale ordfører. Der er ikke nogen repræsentant fra Dansk Folkeparti, og derfor går vi videre i ordførerrækken til Alternativets ordfører, fru Helene Liliendahl Brydensholt. Værsgo.

Mange tak. Alt for mange børn og unge mistrives i deres dagligdag. Flere og flere kæmper med mentale helbredsproblemer som angst og adhd eller depression. Og som forslagsstillerne fremhæver, er det en udvikling, som desværre bliver ved med at gå i den forkerte retning. Vi bliver nødt til at tage ansvar for vores børn og unge og lave en helhedsorienteret målrettet indsats, der kan komme børnenes mistrivsel til livs. I Alternativet er vi enige i, at børn skal have ret til akut og gratis hjælp fra pædagogisk-psykologisk rådgivning ved alvorlig mistrivsel, f.eks. ved skolevægring eller angst. Og børn skal ikke gå rundt og vente i flere uger eller flere måneder på at få tilbudt hjælp. Hjælpen skal komme med det samme.

Som forslagsstillerne fremhæver, kan ubehandlet psykisk mistrivsel og sygdom som f.eks. angst have fatale konsekvenser både for et godt børneliv og for barnets mentale trivsel og muligheder senere hen i voksenlivet. Derfor er det altafgørende, at der hurtigt sættes ind for at hjælpe børn og unge, som har det svært. Vi ønsker dog at fremhæve, at der samtidig er brug for forebyggende indsatser i PPR og andre steder i skolen, således at barnet ikke først får tilbudt hjælp, når mistrivslen er alvorlig. Forebyggende indsatser giver også mulighed for tidligt at opdage og håndtere potentielle problemer tidligt i forløbet, hvilket kan forhindre udviklingen af mere alvorlige psykiske problemer og akut behandling senere i livet. Det handler ikke kun om at reagere på akutte behov, men også om at skabe et trygt og sundt miljø ude i klasselokalerne, hvor mentale udfordringer kan forebygges og adresseres, uden at de eskalerer.

Gode forebyggende indsatser og effektive tilgængelige behandlingstilbud skal være en del af en samlet løsning, hvor vi skal bekæmpe den mistrivsel, der spreder sig blandt børn og unge. Alternativet støtter forslaget fra SF og takker for, at SF har fremsat det.

Vi siger tak til ordføreren fra Alternativet. Der er ikke spørgsmål. Så går vi videre til ordføreren for forslagsstillerne, fru Charlotte Broman Mølbæk. Værsgo.

Tak for det, og tak for talerne. Jeg tror, jeg vil starte med at sige lidt om nogle af de bemærkninger, som egentlig leder mig hen til at antage, at der er en række misforståelser omkring det her forslag. Forslaget, som jeg har fremsat her i dag, som SF fremsætter her i dag, handler ikke om, at der skal ske flere udredninger. Tværtimod kan det her faktisk være noget af det, der kan være med til at forebygge alle de udredninger, vi har. Det skal heller ikke stå i stedet for, at vi sætter pædagogik ind i folkeskolen, og at vi skaber nogle rammer i folkeskolen og i daginstitutionerne, som mange flere kan trives i – både de større rammer og de mindre rammer, for behovene er mange, og de er forskellige.

Sådan som vi har gjort det lige nu, bliver rammerne smallere og smallere, og det er klart, at det genererer flere og flere, som får det rigtig dårligt. Og der er ingen tvivl om, at der har Radikales ordfører da en pointe i, at det er de her rammer, som det er vigtigt at vi også arbejder med. Men vi er simpelt hen ikke enige i, at det er lig med, at det bliver taget fra den almene undervisning. Det kommer an på, hvordan man planlægger sit budget. Ude i kommunerne vælger man jo selv, hvordan man sætter budgetrammerne, og det er klart, at hvis man laver en fast ramme omkring skolen og udgifterne til de her specialskolebørn stiger, så er der mindre på den anden konto. Men det er altså et politisk valg. Det er i øvrigt en new public management-metode, man bruger for at skabe nogle økonomiske incitamenter. Det er i hvert fald ikke noget af det, der er særlig godt for børnene, og det er ikke på børnenes side.

Men før i tiden havde man faktisk rammen på de her børn, der havde ekstra behov, udover og for sig selv. Og så tog man politisk set stilling til det hen ad vejen for at se på: Hov, hvorfor løber det af sporet her? Hvad er det, vi skal have af forskellige andre typer skoletilbud eller andre indsatser? Sådan gjorde man før i tiden. Men nu har man et knaphedsmantra over det hele, hvor det simpelt hen skal handle om, at vi skal gå i nul. Og det er jo det, der betyder, at skolelederne derude så kan sidde og sige: Vi har ikke penge i indeværende budgetår til at hjælpe lige præcis det her barn; det her barn må bare vente.

Jeg har arbejdet med familiebehandling i 7-8 år, og jeg har mødt rigtig mange af de her børn, hvis sager er kommet ind på bordet, efter de har været væk fra skolen i 1, 2, 3 år, og hvor man ikke har gjort noget; hvor man bare har ladet stå til. Alle de her børn kunne vi have hjulpet, hvis vi havde gjort noget med det samme og havde gjort det hurtigt. Det er klart, at vi også skal arbejde på den lange bane. Men for os at se i SF er der flere spor i det her, og det betyder, at vi også synes, at hele psykiatrien naturligvis skal opgraderes, og det gælder også de her lettilgængelige tilbud, der både kombinerer det ene og det andet. For der er nogle, der absolut har behov for et individuelt tilbud, når det er gået helt galt.

Hvis ikke vi tager os af det, efterlader vi de mange børn og unge, som er efterladt i dag, hvis historier min indbakke bugner med lige nu, og som knuser hjertet, når man læser, hvad det er for nogle børn, der sidder derhjemme og føler, at de overhovedet ingenting kan i den her verden, og hvis familier føler sig fuldstændig magtesløse, fordi de ikke har fået hjælp til det. Det er det problem, vi gerne vil løse. Og så tror vi faktisk på, at hvis vi laver de her investeringer, dybere investeringer både i psykiatrien og i folkeskolen og i daginstitutionerne, og teamer dem op med stærk uddannelse, specialiseret viden osv., så kan man med tiden minimere det antal. Men man kommer aldrig udenom, at der altid vil være nogle børn og unge, som reagerer. Det kan også være et pludseligt dødsfald i familien, det kan være skilsmisser og alle mulige andre ting, der foregår i en familie, som lige pludselig trænger sig på, og som man har brug for hjælp til at håndtere.

Så det her forslag er i virkeligheden baseret på at håndtere et problem, vi har lige nu og her. Vi har et system, og det tager lang tid at rette op på de problemer, vi har med systemet. Og de aftaler, vi har lavet indtil nu, kommer ikke til at redde det hele; det er jeg ked af at sige. Så jeg synes, at vi i stedet for bør kigge på, hvad det så er, vi kan gøre for at hjælpe de børn, der er lige nu og her. Det føler vi os voldsomt forpligtet på.

Vi har peget på PPR i det her forslag, og det er, fordi PPR er derude tæt på skolerne og på borgerne. Og jeg vil sige: Jeg er ikke helt enig med ministeren i, at PPR ikke laver en masse forskellige indsatser. De kan godt have en rådgivningsindsats, og det har de i adskillige kommuner, hvor man bare kan komme ind at få rådgivning. De har også nogle behandlingsindsatser, og en stor del af det fagpersonale, der arbejder i PPR, vil faktisk rigtig gerne bruge deres faglighed meget mere, end de gør i dag. Nu bruger de meget af deres tid på eksempelvis PPV'er, i stedet for at de kan gå ud at lave den her direkte, håndholdte hjælp, som de jo i virkeligheden også er uddannet til. Der tror jeg, vi i virkeligheden kunne bruge ressourcerne meget bedre, også i PPR. Og som jeg også har sagt – og jeg kommer til at gentage mig selv – er det netop at forebygge, at de her børn får nogle meget mere alvorlige trivselsproblematikker, som vi ser, at det sker i dag.

Nu er Venstre godt nok ikke i salen mere, men jeg noterede mig, at Venstre sagde, at de ikke var så enige i, at børn skulle have en rettighed. Men det er meget interessant, at Venstre trods alt siger, at man skal have ret til frit valg og til private tilbud, både når det gælder daginstitutioner og behandlingsinstitutioner, og at man vil have frit sygehusvalg. Det skal man da også have ret til. Man skal også have ret til behandling – kræftbehandling. Hvor er retten henne, når det handler om børns ret til at få rigtig og hurtig hjælp, når det gør ondt på psyken? Det er jo faktisk det, vi mangler et flertal for, der vil stimle sammen og sige: Selvfølgelig skal vi levere på det. Og så ved vi, ligesom vi ved om sundhedssektoren, at gør vi det på den rigtige måde, er der da færre, der bliver syge og dårlige. Jeg kunne virkelig godt ønske mig, at et flertal ville rykke sammen omkring det og skabe de her visioner for børn og unge, for de fortjener langt, langt bedre.

Som fagperson; som pædagog; som mor til en søn med adhd, for hvem jeg selv har betalt alt for at undgå ventetiderne; og som veninde til en mor til en lille pige, som er helt uden for skolen i dag, fordi hun bare bliver placeret, fordi man ikke leverer på indsatserne, og hun er bare efterladt i ingenmandsland; så håber jeg virkelig, at vi tager det her meget, meget alvorligt sammen med alle de mange henvendelser. Og hvis der er nogen, der er interesseret i at læse noget mere om, hvad det egentlig er, de her familier oplever, og hvad det egentlig er, de her børn efterlades i, så kan man jo altid række ud selv, enten til #enmillionstemmer eller mange andre steder eller kigge på min facebookside. Jeg er sikker på, at der er rigtig mange, der gerne vil dele ud af det, for det er utrolig vigtigt, at vi tager det meget alvorligt. Der er virkelig børn og familiers liv, som vi kommer til at svigte. Vi laver et professionelt omsorgssvigt på daglig basis.

Med de ord vil jeg sige tak for behandlingen i dag. Jeg er ikke i tvivl om de gode intentioner blandt partierne, der er mødt op, selv om vi ikke er helt enige i midlerne. Det kan være, at vi skal samtale mere om det. Det håber jeg vi kommer til. Vi kommer i hvert fald til at blive ved med at undersøge, hvordan vi kan skabe løsningerne og skabe et system, som griber børn og unge og ikke har så store huller, at de falder igennem i den grad, som de gør i dag. Tak for ordet.

Der kom i allersidste øjeblik et ønske om et spørgsmål til ordføreren. Fru Helene Liliendahl Brydensholt, Alternativet.

Jeg trykkede mig bare ind, da ordføreren var færdig, for jeg skulle jo lige høre talen færdig. Men grunden til, at jeg trykkede mig ind, var egentlig bare for at kvittere for en rigtig, rigtig god tale, og jeg er fuldstændig enig med ordføreren i, at vi her har et stort problem. Jeg blev selv enormt overrasket, da en af mine venner kom og sagde, at de var blevet enige med læreren i deres barns skole om, at barnet skulle til en PPR-psykolog, og at de så havde fået at vide, at barnet kunne få en tid til december, og det var noget, vi talte om i februar. Så det er en ret lang ventetid med et barn, som ikke trives i skolen.

Så det er virkelig vigtigt, at der bliver kastet lys på det her problem og generelt på hele området omkring børns trivsel, både de små og de lidt større børns, og det er jeg glad for at SF har fokus på, og at vi i Alternativet kan samarbejde med SF om. Tak for en god tale.

Så er det ordføreren.

Mange tak for det, og også tak for at dele det. Jeg tror, vi er rigtig mange, der faktisk, når vi tænker os en lille smule om, kender mange af de her familier og deres børn og ser, hvor ulykkelige de er. For vi kender dem, for vi så dem, da de kom til verden, og hvordan deres muligheder så ud til at være lige så vide som alle vores andres, men hvordan deres muligheder dag for dag blev taget og indskrænket, fordi de ikke bliver set og hørt i et system, der har alt for travlt med at diskutere med sig selv, hvem der egentlig skal give hjælpen, og hvor vi nogle gange snakker om propper, budgetter og alt muligt andet i stedet for bare at løse problemet. Så tak for på den her måde at komme ind i debatten, og lad os samarbejde videre om det.

Ønskes der en anden kort bemærkning? Det gør der ikke. Så prøver formanden at rejse sig diskret, og der ser ikke ud til at være flere, der ønsker ordet til ordføreren. Så vi siger tak til ordføreren for forslagsstillerne.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget til folketingsbeslutning henvises til Børne- og Undervisningsudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg dette som vedtaget.

Det er vedtaget.