Tak, formand. »Sådan er politik jo«. Det er jo en meget smuk udgangsreplik på en debat, der vitterlig har handlet om politik mere end det, der måske egentlig burde være sagens indhold. Politik er en underlig størrelse. Altså, i samme boldgade som med drøftelsen lige her kan man sige, at man jo også kan stemme på Venstre, og så er det fru Stine Bosse, der ender med at få den osv. Man kan stemme på Socialdemokratiet og ende med, at der alligevel ikke sker noget med asylcentrene. Politik er en underlig størrelse.
Jeg tror egentlig ikke, jeg vil bruge så meget min tid her på at tale for, hvorfor man skal lave et asylcenter i Afrika, for jeg tror egentlig, jeg har brugt en anselig del af mit liv på at argumentere for, hvorfor den muslimske indvandring til både Danmark og Europa er en katastrofe, og hvorfor vi derfor skal bruge ethvert redskab til at vende det om. Jeg er egentlig mere interesseret i, hvad det er, vi blevet klogere på i dag, for jeg tror, jeg lod mig besnakke af ministeren og hr. Frederik Vad i starten af debatten. Umiddelbart virker det jo intuitivt rigtigt, at en fælleseuropæisk løsning er bedre end en national løsning, fordi vi som land har en interesse i, at også vores nabolande afværger den lurende katastrofe, som migrationsbølgen mod Europa udgør. Så langt, så godt.
Men spørgsmålet er jo, hvordan den europæiske løsning så kommer til at virke. Danmark er jo ikke en del af EU, når det kommer til udlændingepolitik – eller det vil sige, det er vi jo, fordi EU-Domstolen undergraver forbeholdet, men principielt står vi uden for. Og det har givet os nogle andre muligheder end dem, som de lande, der ikke har et forbehold, har, bl.a., som vi jo ser det, ved at vi ikke er med i den her nye migrationspagt. Det kan vi jo glæde os over, sådan at vi får lov til at bestemme selv, bl.a. i forhold til hvem det så er, der skal have flygtningestatus i Danmark. Genèvekonventionen giver jo noget rum for, hvordan man fortolker det, og nogle lande har valgt at sige, at der ikke skal ret meget til: Bare en frygt for, hvad der måtte ske i ens hjemland, er nok, til at man kan få asyl. I Danmark har vi så nogle objektive krav om, at man skal kunne godtgøre det osv. Vi har en restriktiv tilgang.
Men hvis man lige pludselig siger, at nu skal Danmark så lave et fælles asylsystem med nogle af de lande, som er i EU og ikke har deres frihed, fordi de ikke har noget forbehold, hvordan vil det så påvirke vores udlændingepolitik? Hvis man forestiller sig bare som et tænkt eksempel, at man er 10 lande eller 15 lande, der går sammen, og de lande, der så er med – det kunne være Italien, det kunne være Spanien, det kunne være Grækenland – er nogle af dem, der er meget, meget hårdt pressede, skal der så være sådan en eller anden i gåseøjne solidarisk fordelingsnøgle? For hvordan skal man egentlig finde ud af, hvem der så er den asylansøger, der er hjemmehørende i Danmark, og den, der er hjemmehørende i Italien? Er det sådan, at når så folk kommer til f.eks. Lampedusa, bliver de jo sendt til Rwanda, får deres sag behandlet efter italiensk ret, og bliver så sendt tilbage til Italien? Udlændingeministeren ryster på hovedet. Nå, de skal blive i Rwanda? Men det er jo nyt. De skal blive i Rwanda og behandles efter national ret. Nå, det kan vi jo ikke debattere sådan her på talerstolen.
Jeg må bare sige, at det er fuldstændig afgørende for os og afgørende i forhold til det, jeg sagde i min indstilling til hr. Frederik Vad og udlændingeministeren, at en fælleseuropæisk løsning selvfølgelig ikke underminerer den selvstændighed, der er i dansk udlændingepolitik, sådan at de, der så i Rwanda søger om asyl via Danmark, fortsat bliver behandlet efter dansk udlændingeret, der jo er strammere end EU-retten. Det er helt afgørende.
Jeg forstår stadig ikke, hvorfor det at arbejde for et fælles center skulle blive vanskeligere af, at Danmark gør noget alene. Det gør vi jo på mange andre områder, både områder, hvor vi i Dansk Folkeparti er med, og områder, hvor vi ikke er med. På området for f.eks. CO2-landbrugsskatten forstår jeg at argumentet er, at hvis vi viser vejen og går forrest, kan det være, at flere lande vil gå med, og så ender det med, at mange gør det så at sige rigtige, hvis det er det rigtige. På ligestillingsområdet har vi også været gode til at gå forrest, men det har jo ikke forhindret os i internationalt så også at arbejde for, at andre lande kan føre en god politik. Og det står fuldstændig uklart for mig – når oven i købet hr. Mohammad Rona fremhæver Italien, der har lavet en bilateral aftale med Tunesien og i øvrigt også lavet en aftale med Albanien, og Storbritannien, der har lavet en bilateral aftale med Rwanda – hvorfor det skulle være dårligt for Danmark at gøre det samme.
Det er jo ikke sådan, at man så udelukker noget andet ved siden af. Man kan jo godt arbejde i to spor – det er jo det, jeg har beskrevet – som man gør på så mange andre områder.
Så det er jo ikke nogen stor overraskelse for os, at det her beslutningsforslag bliver stemt ned. Det er måske mere klargørende – debatten har været mere klargørende – i forhold til hvad det egentlig er for en strategi, især Socialdemokratiet, men jo også regeringen som sådan følger. Der er jo ikke nogen tvivl om, at der har været et strategiskift fra den første til den anden Mette Frederiksen-regering. I den første regering havde man en ambition om, at Danmark kunne gå alene, og så har man givetvis under indtryk af de nye samarbejdspartnere fra Moderaterne valgt at sige, at det skal være sådan en mere radikal løsning, hvor man gør det med andre lande.
Hvis den anden løsning ikke udvander dansk udlændingepolitik og ikke gør, at migranter skal tilbage igen, vil vi gerne støtte begge modeller. Men det er stadig væk helt uklart for mig, hvorfor det skulle udelukke den bilaterale model, at man også arbejder på den multilaterale model. Jeg kan simpelt hen ikke se modsætningsforholdet. For mig at se er det her spørgsmål så centralt og så afgørende, at man er nødt til at kunne argumentere ordentligt for sin sag. Der tror jeg, vi er en del, der sidder tilbage med en fornemmelse af, at det i virkeligheden mere har handlet om det politiske spil. Som Alternativets ordfører sagde: Sådan er politik jo. Lige her, når det handler om noget så vitalt, burde man måske sætte de politiske spilfægterier til side og så sætte hensynet til Danmarks fremtid først. Tak, formand.