Tak, formand, og stor tak til fru Pia Kjærsgaard for at fremsætte det her forslag og for i det hele taget altid at benytte lejligheden til at tale dyrenes sag. Det vil jeg da gerne sige stor tak for. Der er jo sammenfald i forhold til synspunkter med det borgerforslag, vi netop har behandlet, og derfor vil der også være noget gentagelse i argumentationen.
Med hensyn til referatet kan jeg heller ikke lade være med at citere fra bekendtgørelsen af dyreværnsloven, kapitel 1, generelle bestemmelser, § 1:
»Dyr er levende væsener og skal behandles forsvarligt og beskyttes bedst muligt mod smerte, lidelse, angst, varigt men og væsentlig ulempe.«
Videre står der i § 2:
»Enhver, der holder dyr, skal sørge for, at de behandles omsorgsfuldt, herunder at de huses, fodres, vandes og passes under hensyntagen til deres fysiologiske, adfærdsmæssige og sundhedsmæssige behov i overensstemmelse med anerkendte praktiske og videnskabelige erfaringer.«
Derfor siger jeg også, at den tekst sådan set ikke er åben for fortolkning. Dyr skal ikke lide overlast, og hvis dyrene bliver syge, skal de selvfølgelig behandles og helbredes og om nødvendigt aflives på en hensynsfuld og skånsom måde.
Heldigvis er det jo sådan, at langt de fleste dyr i det her land behandles ordentligt og forsvarligt, men vi ser desværre også en række sager, hvor dyrene udsættes for vanrøgt. Det kan være sult eller mishandling, eller at de trænes ekstremt hårdt og behandles helt uacceptabelt. Der har den seneste tid været stor opmærksomhed på opdræt af heste og træning af heste på en måde, som jo stikker helt af i forhold til dyreværnsloven.
Men vi ser også eksempler på ulovlig import af hunde og katte eller opdræt af hunde, der slet ikke lever op til intentionerne i dyreværnsloven. Vi ser eksempler på katte, der bliver smidt i vejgrøften ellers stilles til side i en papkasse.
Alt det her kalder jo så på, at vi ser på området igen, og derfor er jeg da også rigtig glad for, at man rejser den her debat. For mig er der altså flere ting, som presser sig på, for jeg mener helt sikkert, at hvis man har med dyr gøre, skal man ikke kunne gemme sig bag et selskab. Der skal være en ansvarlig person, som altid kan stå på mål for, at det foregår forsvarligt, og om nødvendigt kan straffes.
Som ved det tidligere forslag kommer vi ikke til at stemme for en til en, men vi tager selvfølgelig intentionerne med i udvalgsbehandlingen. Samtidig vil jeg sige, at vi jo nærmest har ventet forgæves, men jeg håber da snart, der kommer til at ske noget fra fødevareministerens side i forhold til at indkalde til forhandlinger om en ny omgang på dyrevelfærdsområdet. Tak for ordet.