Det næste punkt på dagsordenen er:

4) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 168:

Forslag til folketingsbeslutning om at indføre behandlingsgaranti til børn og unge fra familier med stof- eller alkoholafhængighed.

Af Brigitte Klintskov Jerkel (KF) m.fl.

(Fremsættelse 01.03.2024).

Ordføreren for forslagsstillerne, fru Mai Mercado, til en begrundelse for forslaget.

Det er jo en genfremsættelse af mit eget beslutningsforslag fra 2014 om at sikre en behandlingsgaranti til børn og unge, som vokser op i misbrugsfamilier, al den stund de står med utrolig ringe kort på hånden. I stort set alle statistikker er det nedslående resultater; det er lavere uddannelsesniveau, der er dårligere jobmuligheder, det er dårligere muligheder for at forpligte sig i et kærlighedsforhold, det er flere skilsmisser, det er mere misbrug, det er mere kriminalitet – det er på alle parametre dårligt og forfærdeligt at komme fra en familie med misbrug.

Vi har jo i årevis haft et stort fokus på den misbrugende og det at sikre gode behandlingsmuligheder. Det forslag, vi så fremsatte tilbage i 2014, havde jo den fine finesse indbygget, at det faktisk blev vedtaget. Det blev vedtaget, og så gik jeg på barsel. Det skal man være varsom med, for der blev aldrig sådan rigtig fulgt op på beslutningsforslaget efterfølgende. Men nu har vi en god mulighed for at få fulgt op på det i dag, og vi håber, at partierne vil tage forslaget positivt ned og vil vise en velvilje til, at vi i højere grad skal sikre unge, som vokser op i misbrugsfamilier. Så jeg glæder mig til debatten.

Tak til ordføreren for forslagsstillerne. Forhandlingen er nu åbnet, og den første, der får ordet, er social- og boligministeren.

Det er egentlig meget interessant, som det her forslag dukker op, hver gang fru Mai Mercado er i opposition, men sjovt nok ikke gør det, når fru Mai Mercado sidder i regering. Sådan kan det jo være. Jeg vil bare sige, at jeg var med til at gennemføre forslaget dengang og sætte de godt 70 mio. kr. af, og i forbindelse med barnets lov har vi også udvidet muligheden for børn, der vokser op med misbrug i familien, for at få adgang til behandling uden forældrenes samtykke. Sådan kan man selvfølgelig bruge oppositionsperioderne.

Jeg synes jo, det er god tone, at man, når man indgår finanslovsaftaler med hinanden, så ikke efterfølgende stiller udgiftsdrivende forslag, hvor man aftalepartierne imellem ikke er blevet enig om finansieringen. Det er nu anden gang, vi behandler et konservativt beslutningsforslag, efter der er indgået finanslovsaftale, hvor man ikke har anvist finansiering, og det synes jeg er en uskik, for så ved jeg egentlig ikke, hvor meget jeg synes de finanslovsaftaler er værd. Det er jo i finanslovsaftalerne, vi giver håndslag på, hvordan pengene skal bruges i det kommende år og i øvrigt også i budgetoverslagsårene. Når de partier har indgået den aftale med hinanden, er det måske lidt underligt, at man så bagefter kommer og siger, at så vil man i øvrigt gerne bruge i omegnen af 100 mio. kr. om året på det her, uden at man anviser finansiering, og uden at man er blevet enig med de andre aftalepartier om det. Til gengæld står man og ser rigtig godt ud i Folketingssalen under behandlingen af beslutningsforslaget, vel vidende at regeringen selvfølgelig stemmer imod, fordi der ikke er anvist finansiering. Jeg ved ikke, om jeg synes, det er den mest hensigtsmæssige måde at indgå aftaler med hinanden på.

Til gengæld synes jeg, at formålet med forslaget er rigtig godt. Jeg har været meget glad for selv at være med til at stemme de ting igennem de gange, vi har sat rigtig mange ekstra penge af til det her område, og jeg har også været rigtig glad for, at vi har udvidet målgruppen for dem, der kan få hjælp, og at man kan få det uden samtykke. For lige præcis i forhold til det her spørgsmål om samtykke vil det jo være sådan, at for rigtig mange, der har et misbrug, gælder det, at de ikke selv har erkendt det. Det vil sige, at det jo er en lidt spøjs mulighed, at nogen kan få noget behandling, som så bare lige kræver, at dem, som har misbruget, har erkendt det, fordi man er afhængig af deres underskrift. Og der har jeg været rigtig glad for, at vi nu har sat alderen ned, sådan at man kan få behandling helt ned, fra man er 12 år gammel, uden at skulle have samtykke fra forældrene.

Så jeg sætter stor pris på, at ordføreren sætter fokus på det her område – det synes jeg er rigtig vigtigt – men jeg synes, det er en uskik, at man som aftalepart på en finanslov stiller udgiftsdrivende forslag i Folketingssalen, tilmed forslag, der nærmer sig et trecifret millionbeløb, uden at anvise finansiering og uden at have talt med ens aftaleparter om det. Tak for ordet.

Tak til ministeren. Der er et par korte bemærkninger. Den første er til fru Marlene Harpsøe.

Tak til ministeren for talen. Nu er det jo sådan, at Det Konservative Folkeparti tidligere har fremsat det her forslag, som der var et kæmpe flertal i Folketinget der sådan set bakkede op om. Jeg er godt klar over, at nu kan socialministeren her i dag jo ikke alene sidde med ansvaret for, at det her ikke er blevet gennemført, for der har været skiftende regeringer, som sådan set ikke har handlet på det her. Men er der ikke noget, vi kan gøre, for at man herinde i Folketingssalen rent faktisk har en demokratisk sikkerhed for, at når man fremsætter et beslutningsforslag og det rent faktisk bliver stemt igennem, så bliver det også til lovgivning? Tænker ministeren ikke at vi har behov for at følge op på det?

Ministeren.

Sådan har det aldrig været, kan man sige. Det er jo netop forskellen på beslutningsforslag og lovforslag. Det står alle medlemmer af Folketinget frit for at fremsætte lovforslag. Det vil sige, at hvis man gerne vil have, at det skal have den der meget bindende karakter, kan man fremsætte et lovforslag. Det er faktisk præcis det, der er forskellen mellem beslutningsforslag og lovforslag.

Så vil jeg sige, at jeg opfatter det som en uskik at fremsætte forslag uden at have anvist finansiering, særlig når man er en del af en finanslovsaftale. Det er selvfølgelig noget andet, hvis man ikke er det, men det synes jeg faktisk er en uskik. Jeg synes, at stiller alle andre i sådan en lidt underlig, ubekvem situation. Jeg skal ikke afvise, at vi også selv har gjort det med mellemrum. Det ved jeg ikke. Men det er bare for at sige, at jeg virkelig mener, at det er en uskik. Indgår man en aftale med hinanden, synes jeg jo at det er en aftale, og så stiller det alle andre i en lidt spøjs situation, hvis der så bagefter fremsættes beslutningsforslag om ting, som ikke var en del af den aftale.

Spørgeren.

Jeg synes, at det er en stor gang talen udenom. Altså, der bliver fremsat et beslutningsforslag, og det opnår flertal i Folketinget. Hvis ikke et beslutningsforslag er det papir værd, som det er skrevet på, hvilke muligheder har vi så herinde i Folketinget for rent faktisk at få ting gennemført? Det er jo et rigtig godt forslag, som De Konservative har måttet fremsætte igen, fordi det ikke i de seneste 10 år rent faktisk er blevet gennemført, selv om det er blevet politisk besluttet. Det handler omen behandlingsgaranti for børn og unge og for familier med stof- eller alkoholafhængighed. Det er da lidt pinligt, at ministeren så skal stå her og nærmest forsvare, at det i orden, at det ikke er blevet gennemført.

Ministeren.

Jeg kan jo ikke sige andet, end at jeg kan anbefale, at man fremsætter lovforslag. Det er jo der, hvor der er en fuldstændig krystalklar forpligtelse, hvis lovforslaget bliver vedtaget, hvor det med beslutningsforslag jo efterfølgende er en regeringsvurdering. Så vil jeg sige, at jeg ikke synes, at det er sådan, at vi ikke er kommet nogen vegne siden det beslutningsforslag. Eksempelvis har vi jo med barnets lov heldigvis gjort det muligt for børn helt ned til 12 år at få hjælp, også selv om deres forældre ikke skriver under på det. Det synes jeg har været en stor sejr på det her område. Så er det klart, at når man som forslagsstiller fremsætter et forslag, der koster 100 mio. kr. uden at fortælle, hvor pengene skal komme fra, så er det svært.

Så er det fru Mai Mercado.

Altså, det er jo flere regeringer, som ikke har implementeret og efterlevet den beslutning, som et enigt Folketing jo ligesom har truffet. Og hvad gør man så ved det – i stedet for at stå sådan og blive sådan lidt småsur over, at det kommer nu? Det kunne også være kommet i sidste periode, da det var en ren S-regering. Nu blev vi gjort opmærksom på det, af TUBA faktisk, og derfor giver det jo anledning til at få genbekræftet, at Folketinget står på mål for det. Som ministeren selv sagde, er det jo hverken første eller sidste gang, at der kommer et lignende forslag. Der står jo ikke andet, end at der skal ligge et lovforslag klar, og det ville man jo kunne [lydudfald] ... Det har man i hvert fald tidligere haft præcedens for. Men jeg håber egentlig bare, at Socialdemokratiet stadig væk står på den holdning, som de gav udtryk for dengang, nemlig at de synes, at det her er et godt forslag, og dermed også kunne have en intention om at føre det ud i livet.

Ministeren.

Altså, forslaget er fremsat i 2014. På det tidspunkt havde Socialdemokratiet regeringsmagten. På den efterfølgende satspuljeaftale afsatte vi mere end 70 mio. kr. til at forbedre forholdene på det her. Det har vi prioriteret at gøre hvert evig eneste år siden da. Imens fru Mai Mercado selv var minister og der er jo også var den her forpligtelse, skete der ingenting. Så har vi i øvrigt valgt at udvide målgruppen, sådan at man kan få hjælp allerede fra det 12. år, ligesom vi med barnets lov har præciseret, at kommunerne faktisk har pligt til at hjælpe børn og unge, der er i en vanskelig situation, og det er uanset, om det er på baggrund af psykisk sygdom eller alkohol. Jeg synes måske, det er lidt friskt, at den eneste nuværende eller tidligere socialminister, der er til stede her i salen, der ikke har gjort noget ved det her spørgsmål, er fru Mai Mercado, og at det så er mig, der skal stå heroppe og forsvare, hvorfor vi ikke støtter et forslag, som fru Mai Mercado ikke har finansieret.

Spørgeren.

Men man må bare sige, at det forslag jo ikke blev gennemført. D et forslag, der blev vedtaget, var jo, at der skulle skabes en behandlingsgaranti, og den findes mig bekendt ikke i dag, selv om det er efterspurgt. Derfor giver det jo også mening, når TUBA kommer og siger, om ikke man skulle begynde at levere på det her, at selvfølgelig skal man da det. Det siger vi, og det ville vi have gjort, uanset hvornår det var. Det havde vi da sådan set også en forventning om at Socialdemokratiet gjorde. Det gør man så ikke, og det er da dybt skuffende.

Ministeren.

Nu siger fru Mai Mercado, at det ville man jo have gjort uanset hvad, men det passer jo simpelt hen ikke. For det pågældende beslutningsforslag blev vedtaget i 2014, altså før fru Mai Mercado blev minister. Det vil sige, at det vi gjorde fra Socialdemokratiets side, var at sætte 75 mio. kr. af til formålet. Så har vi efterfølgende udvidet målgruppen for, hvem der kan modtage hjælp, ligesom vi har gjort det klart og præciseret med barnets lov, der blev vedtaget i foråret, at børn har ret til hjælp og støtte fra kommunerne, mens der med fru Mai Mercado som minister ingenting skete. Det er alligevel en lidt frisk måde så at vende tingene på hovedet her og fremsætte et forslag om 100 mio. kr., selv om man er en del af en finanslovsaftale, og man har ikke anvist finansiering. Det synes jeg godt nok er en billig omgang.

Så er det fru Katrine Daugaard.

Jeg ønsker egentlig ikke at pege fingre ad nogen, for jeg anerkender, at det er skiftende regeringer, som ikke har fået det her gennemført. Ministeren har jo lige sagt, at det er et trecifret millionbeløb, der skal til, så 70 mio. kr. dengang har jo heller ikke været nok.

Jeg er ny i Folketinget, og det er, første gang jeg støder på, at man faktisk har været fuldstændig enig om, at et beslutningsforslag skulle blive til noget. Så jeg er meget nysgerrig på grunden til, at det ikke blevet til noget. Hvorfor har man ikke fundet det trecifrede millionbeløb dengang, men kun 70 mio. kr.? Kunne ministeren gøre mig klogere på, hvad det egentlig er, der gået galt dengang i 2014?

Ministeren.

Jeg tror egentlig, at det, der primært er gået galt, er vurderingen af, hvor mange penge det kostede at leve op til det, der stod i beslutningsforslaget. Sådan jeg husker debatten omkring det, og jeg var selv ordfører på det. Det var hr. Manu Sareen, der var socialminister på daværende tidspunkt. Jeg tror, at vi vurderede, at det kostede 74,6 mio. kr. eller noget, der ligner. I dag er vurderingen, at det koster i omegnen af 100 mio. kr. Det var en undervurdering på daværende tidspunkt, og det vil sige, at det, der er sket efterfølgende, er, at ventelisterne på eksempelvis TUBA er vokset. Der kommer flere og flere til. Så vi behandler flere; så langt, så godt. Men flere og flere kommer til.

Det, vi jo så har valgt at gøre fra regeringens side, har været dels at udvide målgruppen, og det er jeg selv utrolig stolt af og glad for, at vi har gjort, dels at præcisere, at kommunerne faktisk har en pligt til at hjælpe børn og unge, der står i de her vanskelige situationer, med barnets lov fra dette forår. Derfor vil jeg bare sige, at det jo ikke er sådan, at der ikke er sket noget. Der fulgte i øvrigt penge med barnets lov. Men derfra og så til at sige, at der i det private behandlingstilbud er en behandlingsgaranti i dag, er der et stykke vej. Til gengæld har kommunerne en forpligtelse til at hjælpe.

Spørgeren.

Vil det sige, at jeg skal forstå det sådan, at grunden til, at jeg kan gå ud fra, at Socialdemokratiet stemmer nej i dag, er, at de ikke ønsker at være med til at finde de penge, som det koster, fordi man er blevet overrasket over, at det er dyrere end i 2014, hvor man stemte for?

Ministeren.

Nu har vi jo sådan set en finanslovsaftale med ordførerens eget parti. Så når vi ikke støtter det her forslag, er det, fordi ordførerens eget parti og regeringen har en finanslovsaftale, hvori det her beløb ikke indgår.

Vi opfatter det ikke som god tone, at man stemmer for udgiftsdrivende forslag uden at have anvist finansiering, når man er aftalepart på finansloven. Jeg troede, at vi havde en aftale. Det har vi åbenbart ikke, hvis I stemmer for det her forslag. Det synes jeg er meget specielt.

Vi siger tak til ministeren. Der er ikke yderligere bemærkninger. Tak, og så går vi videre til ordførerne. Den første er fru Maria Durhuus fra Socialdemokratiet.

Tak for ordet. Jeg vil starte med at takke Konservative for en meget vigtig debat, der tages op, om at indføre en behandlingsgaranti til børn og unge fra familier med stof- eller alkoholafhængighed. Der er ingen tvivl om, at det er et emne, der ligger mig meget, meget på sinde. Det, jeg bare også vil sige, er, at der er nogle bekymringer i det for mig, og jeg vil gerne starte med at sige, at Socialdemokratiet stemmer imod forslaget, som det ligger her, men vi kommer til at anbefale en beretning.

Jeg vil gerne have lov til at argumentere for, hvorfor vi gør det, for det hænger ikke sammen med skiftende regeringer over de sidste 20 år. Det hænger simpelt hen sammen med, at jeg som sygeplejerske og psykiatrisk sygeplejerske og en, der har arbejdet i det her felt i rigtig mange år, er meget, meget bekymret for, at vi går ind og sætter de her aldersgrænser på, så du skal have en behandlingsgaranti, til du er 25 år, eller også skal du have den indtil en anden alder. Jeg er meget bekymret for, at vi kommer til at lave det samme skel, som vi har gjort blandt nogle af de psykiatriske brugere, hvor vi i mange, mange år har kanaliseret millioner og millioner ud til unge, til indsatser til unge op til 25 år, hvilket er endt med, at de kronisk syge stadig væk sidder i hjørnet, stadig væk sidder uden tilbud, der er følger med, hvad vi tilbyder unge. Derfor er jeg meget ked af det, når vi laver de her aldersgrænser.

Jeg er også meget ked af, at vi ikke kigger ind i større sammenhænge. Det er vigtigt for børn og unge, der er vokset op i familier med stof- eller alkoholafhængighed at få hjælp. Men det er vigtigt for alle pårørende at få hjælp, for misbrug skader alle. Misbrug skader også mødre, fædre, brødre, søstre, mostre, tanter og andre. Derfor er vi i Socialdemokratiet interesseret i at få samlet noget viden.

Det her er, som ordføreren for forslagsstillerne tidligere sagde, et meget godt forslag fra TUBA – og det er et godt forslag. Jeg er bare også interesseret i som ordfører at finde ud af, hvilke andre aktører der er. Jeg har haft besøg af andre aktører, som løfter en meget stor andel af det her uden at få en krone, fordi de ikke har ansat lobbyister til at påvirke, til at skrive kronikker , til at sende mails og til at påvirke os, fordi de bare udfører et arbejde, hvor det hedder, at lige meget hvornår fortiden slår dig tilbage, så kan du komme og få hjælp, om du er 25, 30 eller 35 år. De aktører mangler jeg på banen. De aktører mangler jeg at høre fra. Det ønsker jeg at vi gør samlet i Socialudvalget.

Jeg ønsker, at vi finder ud af, hvad der ligger i headspace Familys, i Fri af Misbrugs databaser. Faktum er jo også, at vi mangler enormt meget data på det her område, særlig efter at – jeg ved ikke, om jeg vil sige det – kokainen er blevet til levering som med pizzabude. Hvad foregår der bag ligusterhækken? Hvad foregår der i hjemmene, når far og mor er på kokain? Det rammer vi ikke her. Jeg er med på, at det her er en behandlingsgaranti til de børn og unge, der har levet i det. Jeg mener bare, at vi har brug for at blive klogere på det her sammen. Vi har brug for at blive klogere og også at få indblik i, hvad der sker, når du er over 25. Hvad sker der, når du er 45, eller når der sker andre ting i livet?

Derfor stemmer vi imod det her, og det er ikke, fordi vi ikke ønsker at indgå i et samarbejde om de her børn og unge eller mennesker, der er vokset op i misbrug. Men vi ønsker også et helhedsindblik i, hvad der sker i familier generelt. Derfor stemmer vi imod, men vi ønsker at lave en beretning. Vi ønsker også eksperthøringer inden for det her for at finde ud af, hvordan vi sikrer familier som helheder til at komme videre, men også at finde ud af, hvad vi allerede har derude, der virker. Syddjurs er et fantastisk eksempel på, at du går ind ad en dør, og så er der guldhåndtag hele vejen hen; man rummer alt og alle. Det samme gør man i Ringsted. De kan det godt med det, de har allerede. Hvad gør de der? Det skal vi ud og kigge på, og det mener jeg er vores fornemste opgave for at sikre, at de mennesker – børn og unge, men samtidig også hele familier – får den hjælp, de har behov for. Tak for ordet.

Tak til ordføreren. Der er en bemærkning til fru Mai Mercado.

Jeg vil sige tak for en virkelig, virkelig flot tale med passion og engagement, som man kan mærke. Vi ved jo alle sammen også, at ordføreren har arbejdet på det her felt i rigtig mange år. Det var også en tale leveret med noget mere overskud end partikollegaens, og jeg synes jo egentlig, det er nogle fair betragtninger, som ordføreren kommer med. Vi satte faktisk med vilje aldersgrænsen op til de 25 lidt højt, i erkendelse af at man måske nok ville definere det at være ung som værende lavere, men at der er nogen, som man har brug for at få med.

Så jeg vil egentlig bare her og nu sige tak for modtagelsen og for at gå så dybt ind i problematikken, forhåbentlig med det sigte, også selv om man ikke stemmer for beslutningsforslaget, som det ligger lige nu, at få skabt flere initiativer, som kan gøre en forskel. Der har ordføreren jo fuldstændig ret i, at det, vi ser i Syddjurs, og det, vi ser i Ringsted, er noget, som giver genlyd ude i resten af landet.

Ordføreren.

Tak for roserne. Jeg vil love her, at det er et emne, der ligger mig meget, meget på sinde. Jeg er ikke sikker på, at jeg er enig i, at vi skal stoppe ved 25. Eftersom rigtig, rigtig mange vælger at få børn oppe i 30'erne, mener jeg, at vi skal meget, meget længere op, for hvornår er det, du møder dit indre barn? Hvornår er det, du bliver klar over, at der er sket et svigt; at det måske ikke var normalt, at far tissede på juletræet eller mor faldt i søvn om morgenen, mens du sad og legede? Hvornår er det, du finder ud af de svigt, at de glemte at hente dig? Det er ikke sikkert, man ved det, før man skal forholde sig til det.

Derfor har vi brug for at blive klogere, og derfor skal vi snakke med Syddjurs, og vi skal tale med Ringsted. Vi skal tale med de steder, hvor man egentlig bare går ind ad døren, når noget er svært i livet, og så samler det sig omkring en. Det er det, vi skal kunne sammen.

Spørgeren.

Ja, for når barnet så bliver stort og måske endda i en ung alder selv stifter familie, kan det jo også udløse nogle refleksioner, som sådan set på en eller anden måde kan være så traumatiserende, at der er et behov for at bearbejde de følelsesmæssige reaktioner, som kommer i kølvandet. Derfor vil jeg bare erklære mig helt åben for det, ordføreren siger, nemlig at man bliver nødt til at betragte det mere helhedsorienteret og også længere op end de 25 år. Når vi valgte at afgrænse det, var det primært af et økonomisk hensyn for at sikre, at det var inddæmmet. Men jeg kan sagtens følge ordførerens argumentation.

Ordføreren.

Hvis vi samler den viden, vi har derude nu, og kigger på det, så koster det muligvis heller ikke 100 mio. kr. Så er der måske nogle mennesker derude, der besidder en viden, vi slet ikke ved vi har. Så det er det, jeg tænker vi skal gøre sammen.

Vi siger tak til ordføreren, og vi går videre til den næste. Det er fru Linea Søgaard-Lidell fra Venstre.

Tak for ordet. I dag behandler vi et beslutningsforslag, der handler om at indføre en behandlingsgaranti til børn og unge fra familier med stof- eller alkoholafhængighed.

I Venstre deler vi helt og holdent ønsket om at støtte de børn og unge, der står i en udsat situation, uanset om det skyldes sociale udfordringer eller problemer med stoffer eller alkohol, for vi ved, hvor ødelæggende det kan være at vokse op i en familie, hvor stoffer, alkohol eller sociale udfordringer fylder. I dag er kommunerne allerede forpligtet til at give den nødvendige støtte til alle børn og unge, der har brug for det, og de kan indrette støtten, så den imødekommer de specifikke behov hos den enkelte, ligesom vi har to varige puljer til området.

Jeg tror ikke, der hersker nogen tvivl om, at vi alle er enige om målet, nemlig at alle børn i Danmark skal have en god og tryg opvækst. Derfor er vi sådan set også åbne over for at se på, om vi kan gøre noget anderledes, også fordi vi sidder med oplevelsen af, at børn eller unge indimellem venter alt for længe på den rette hjælp. Vi vil gerne være med til at drøfte, om de regler, vi har, virker efter hensigten; om vi kan gøre noget andet og mere end indsatsen, der findes i dag. Men det vil også kræve en finansiering, og den finansiering skal findes, for at et forslag som dette kan blive vedtaget med os.

Derfor håber vi, at vi sammen kan blive enige om en beretning i udvalget. Tak for ordet.

Tak til ordføreren. Der er ingen bemærkninger. Vi går videre til den næste, og det er fru Marlene Harpsøe fra Danmarksdemokraterne.

Først en stor tak til Det Konservative Folkeparti for at fremsætte det her meget relevante og vigtige beslutningsforslag om en behandlingsgaranti for unge fra familier med stof- eller alkoholafhængighed. Formålet med forslaget er jo at pålægge regeringen at fremsætte et lovforslag, som indebærer en behandlingsgaranti til børn og unge under 25 år, der er belastet af en opvækst med voksne, der er stof- eller alkoholafhængige. Behandlingsgarantien skal sikre, at børn af unge anonymt og så vidt muligt inden 14 dage, men senest inden 30 dage efter de har henvendt sig, får den nødvendige rådgivning og støtte og behandling, men det er ikke specificeret, hvilket rådgivnings- og behandlingstilbud der er tale om.

Forslaget er en redigering af et tidligere beslutningsforslag, der blev vedtaget af et enigt Folketing, og i Danmarksdemokraterne kan vi kun ryste på hovedet af, at det så ikke efterfølgende også er blevet indført ved lov. Man kan altså høre på det, som socialministeren siger i dag, at de ting, vi skriver i det her beslutningsforslag – også selv om det bliver vedtaget – ikke skulle være det papir værd, de er skrevet på. Det kan man jo kun ryste på hovedet af.

I Danmarksdemokraterne støtter vi forslaget, fordi det vigtigt, at børn og unge, der vokser op i familier med misbrug, får den rette hjælp og støtte og også får det i tide. Selvfølgelig skal det også være sådan, at de beslutninger, der tidligere er vedtaget herinde, rent faktisk også kan gennemføres, og det vil vi i Danmarksdemokraterne gøre os umage med at der bliver fulgt op på, altså hvorfor det her forslag ikke er blevet grebet tidligere.

Når det så er sagt, vil jeg gerne runde af med igen at sige stor tak til Det Konservative Folkeparti for at fremsætte det her beslutningsforslag, og vi støtter det fra Danmarksdemokraternes side.

Vi siger tak til ordføreren. Der er ingen korte bemærkninger, og vi går videre til fru Theresa Berg Andersen fra SF.

Tak for det. Hvor er det fedt at høre en passioneret ordfører for Socialdemokratiet åbne op for sine tanker på lige nøjagtig det her område. Det er tanker, jeg også selv bliver bidt af, og som jeg tænker der kan arbejdes videre med. Samtidig synes jeg også, det er sjovt og måske en lille smule komisk at lytte til to kvinder, som kæmper bravt for det her område, og hvor begge har det som hjerteblod. Her henviser jeg selvfølgelig til ministeren og ordføreren for De Konservative i den her sag. Det synes jeg er spændende at følge. Jeg vil også sige tak til De Konservative for at fremsætte det her beslutningsforslag.

Jeg mener, det er vigtigt at sikre den rette hjælp til mennesker, der vokser op i misbrugsfamilier. I SF mener vi, at en behandlingsgaranti til børn og unge fra familier med stof- eller alkoholafhængighed er en rigtig god idé. Alt for mange børn og unge vokser i dag op i familier med misbrug, og vi ved fra forskning, at det desværre kan trække lange og dybe og tunge spor ind i voksenlivet. Børn og unge fra familier med misbrug er i større risiko for psykisk mistrives, og flere får en usikker tilknytning til uddannelse og arbejdsmarked, og de får måske også endda øget risiko for selv at ende i et misbrug. Det har vi alle her i salen et ansvar for at forebygge.

Den forebyggelse indebærer bl.a., at de børn og unge skal tilbydes professionel hjælp i tide til at håndtere de følelser og tanker og reaktioner, der kommer i forbindelse med at vokse op under de her forhold.

I SF er vi også overvejende positivt stemt over for forslaget her, men jeg bemærker også, at det beløb, der er nævnt, fra 2014, skal opjusteres. Samtidig kan vi også godt være i tvivl om, om alle partier egentlig kan nå til enighed om en ny finansieringsmulighed. Derfor tror jeg også, at det giver en god mulighed for at se på, hvad der skal til for måske at implementere en gradvis indfasning. Det kan da kun blive billigere.

Vi støtter intentionerne i det her forslag og vil gerne være med til at arbejde videre med det. Vi kunne også, som der bliver sagt i dag, lande en beretning på, at vi skal i gang, men som sagt er vi positive over for at indgå i debatten om finansiering, men også en beretning. Jeg mener, der er meget at arbejde videre med i udvalgsarbejdet. Tak for ordet.

Tak til ordføreren. Der er ingen korte bemærkninger. Vi går videre til den næste ordfører, og det er fru Katrine Daugaard fra Liberal Alliance. Velkommen.

Tak for det. Konservative foreslår med beslutningsforslaget her, at Folketinget pålægger regeringen inden udgangen af indeværende kalenderår at fremsætte et lovforslag, som indebærer en behandlingsgaranti til børn og unge under 25 år, der er belastet af en opvækst med voksne, der er stof- eller alkoholafhængige. Behandlingsgarantien skal sikre, at børn og unge anonymt, og så vidt muligt inden 14 dage, men senest inden 30 dage efter at de har henvendt sig, får den nødvendige rådgivning, støtte og behandling.

Vi har allerede i dag en behandlingsgaranti for misbrugere, men vi ved også, at påvirkningerne og problemerne som følge af misbrug går som ringe i vandet. Flere end misbrugeren selv bliver ramt her, og det gælder ikke mindst de børn, der vokser op med misbrugende forældre. Vi har en pligt her fra Folketingets side til at sikre disse børn hjælp, og derfor hilser vi i LA behandlingsgarantien velkommen.

Det gjorde vi også sidst, da et nærmest identisk forslag blev stemt igennem af et samlet Folketing, og jeg er da blevet lidt klogere i dag her i salen på, hvorfor det ikke er blevet til noget. Men jeg mener, at vi har et ansvar for at sikre de børn, og jeg er egentlig også enig i, at det er ærgerligt, at man ikke har anvist finansiering til det. Men vi mener faktisk i LA, at det her er så vigtigt, at vi gerne vil gå ind i arbejdet omkring at finde finansiering til det, og derfor kommer vi også til at støtte det her forslag.

Tak til ordføreren. Der er ingen korte bemærkninger, så vi går videre til næste ordfører, og det er fru Rosa Eriksen fra Moderaterne. Velkommen.

Tak. Det er lidt specielt at stå her og føle, at debatten handler om en selv, for jeg er jo en af de der flaskebørn, en af dem, der er opvokset i det her, en af dem, som fik hjælp. Og det er jeg utrolig glad for. Det er et meget sympatisk beslutningsforslag. Men heldigvis har vi allerede, efter at Moderaterne kom i Folketinget, indført barnets lov, hvor vi i hvert fald har udvidet muligheden for, at de her mennesker kan få hjælp. Det er jeg faktisk rigtig, rigtig stolt af, eftersom vi ikke har været her så længe endnu.

Men vi skal også huske i den her debat, at det er forskelligt, hvem der har brug for hjælp. Det er ikke de facto sådan, at fordi du er opvokset i et hjem med misbrug, har du brug for hjælp. Nogle udvikler sig fuldstændig normalt eller har det i hvert fald godt og har ikke lyst til at få hjælp. Jeg er helt med på, at vi skal have en behandlingsgaranti, men det er enormt vigtigt, at vi afsøger området. Hvornår har man brug for hjælp? Er der en geografisk forskel? Hvordan skal modellen se ud?

Jeg tror, det kunne være interessant også at tale om det her, når vi skal lave en civilsamfundsstrategi, for det er et utrolig vigtigt emne og især for mig. Jeg ved desværre, hvad konsekvenserne er af, at man ikke får den rigtige hjælp. Jeg har det fantastisk i dag takket være de dygtige mennesker, der hjalp mig, da jeg blev mor.

Derfor synes vi i Moderaterne, at det er bedst – det vil vi i hvert fald gerne lægge op til – at vi laver en beretning, især på grund af det her med aldersgrænsen på 25 år. Jeg anede ikke, at jeg havde brug for hjælp, da jeg var 25 år; jeg fandt ud af det, da jeg var 30 år. Hvad med de voksne børn af alkoholikere eller stofmisbrugere? Dem skal vi også tage os af. Så derfor håber vi, at vi kan lave noget rigtig godt udvalgsarbejde omkring det her beslutningsforslag i en beretning.

Så skal jeg hilse fra Radikale Venstre og sige, at de også gerne vil være med på en beretning og stemmer nej til det her beslutningsforslag.

Tak for det. Der er en enkelt kort bemærkning til fru Mai Mercado.

Ja, og det skal i virkeligheden også bare være en enkelt bemærkning og ikke et spørgsmål. Jeg vil bare sige tak for talen og tak for at dele historien. Det har ordføreren jo gjort åbent igennem mange år, men det har en stor betydning også at høre det fra Folketingets talerstol. Tak.

Ordføreren.

Tak. Og jeg vil også godt takke fru Mai Mercado og De Konservative for at sætte fokus på den her dagsorden. Det er ingen hemmelighed, at det er en dagsorden, der betyder rigtig, rigtig meget for mig personligt, men det er jo også en dagsorden, der faktisk ude i fremtiden vil kunne give nogle økonomiske gevinster, fordi vi kan få brudt den sociale arv for nogle af de her børn, unge og voksne.

Tak til ordføreren. Der er ikke flere korte bemærkninger. Vi går videre til den næste ordfører, og det er fru Mette Thiesen fra Dansk Folkeparti. Velkommen.

Jeg skal altså lige vænne mig til, at jeg kommer så hurtigt på i talerrækken. Det er dejligt, men stadig væk uvant.

Der er sagt rigtig mange kloge ting fra talerstolen om det her beslutningsforslag, og helt grundlæggende er jeg bare ekstremt enig i, at børn og unge, som er pårørende til mennesker med misbrug, skal have langt bedre hjælp. Så selvfølgelig støtter vi i Dansk Folkeparti det her beslutningsforslag.

Der var en drøftelse tidligere i forhold til det her med forskellige regeringer, og jeg skal være fuldstændig ærlig og sige, at jeg ikke sad i Folketinget, dengang det her blev vedtaget. Partiet støttede det selvfølgelig, men jeg sad ikke i Folketinget. Og jeg tror bare, vi skal bruge det her som en huskekage, i forhold til at man, når der er nogle beslutningsforslag, som bliver vedtaget enstemmigt, så også lægger sig fast på, at de bliver implementeret, uanset om det er en blå eller en rød regering eller noget lidt midt imellem som den, vi har i øjeblikket, for sådan skal det selvfølgelig være.

Jeg er sådan set også enig i det, som den socialdemokratiske ordfører sagde, i forhold til at vi sagtens kan få udboret, hvordan vi skruer det her sammen. For en af de ting, jeg faktisk altid har undret mig over – det er så på handicapområdet – er det her med, at man f.eks. har unge mennesker, der efter det 18. år falder ud af et system, selv om de måske kognitivt har en alder som et barn, men hvor deres fysiske alder er som en voksen, og derfor bliver det sådan lidt underligt. Og her kan man ligeledes sige, at hvis man er vokset op som barn i en misbrugsfamilie, kan det sagtens være, at man er sat tilbage rent udviklingsmæssigt eller har nogle andre ting, der skal tages højde for. Så det er jeg sådan set enig i at vi skal kigge på.

I Dansk Folkeparti støtter vi det her forslag. Vi synes, det her er en rigtig god idé, og vi kommer gerne til et bord i forhold til at finde de penge, der skal til. Så vi synes, det er et rigtig godt forslag, og vi støtter det selvfølgelig.

Tak til ordføreren. Der er ingen korte bemærkninger, og så er det ordføreren for forslagsstillerne, fru Mai Mercado fra Det Konservative Folkeparti.

Tusind tak. Med det forslag, vi behandler i dag, får man lidt et deja-vu tilbage i tiden, tilbage til 2014, hvor vi fremsatte forslaget første gang. Det gjorde vi på baggrund af drøftelser, vi havde med TUBA, som er en forening, som hjælper børn og unge, som vokser op med forældre, der har et misbrug. Debatten gik dengang på, at der jo var en behandlingsgaranti for de voksne til at komme ud af misbruget, men at der ikke var en tilsvarende behandlingsgaranti for børnene til at få hjælp og støtte til at være pårørende i en familie med misbrug. Beslutningsforslaget blev jo vedtaget, og det er ikke så tit, at man oplever at få vedtaget et beslutningsforslag, så glæden var stor. Så blev der alligevel ikke fulgt op på det i den grad, at det blev tekstnært, og at der rent faktisk blev truffet beslutning om at lave en behandlingsgaranti.

Nu står vi her, mange regeringer senere. For ikke så længe siden kom TUBA, den selv samme forening, og sagde, at der jo faktisk ikke var blevet fulgt op på det beslutningsforslag, og det er baggrunden for, at vi har fremsat det igen. Det er egentlig for på ny at tage hul på diskussionen om, at det er et paradoks, at man hjælper misbrugerne – man giver dem en behandlingsgaranti – men at man ikke har samme sikkerhedsnet for de børn og unge, som vokser op i en familie med misbrug.

Så jeg vil egentlig sige tak for debatten i dag. Jeg synes, den har været rigtig, rigtig god. Jeg synes, der er kommet nogle spændende perspektiver frem. Det gælder fru Maria Durhuus, fru Mette Thiesen, fru Marlene Harpsøe og flere andre, som kommer med den betragtning og den pointe, at det jo også kan være senere i livet – fru Rosa Eriksen sagde det for så vidt også – at man opdager det traume, man bærer rundt på. Det er ikke sikkert, at man opdager det som ung eller som teenager. Det kan være, at det først sker, når man stifter familie. Derfor tror jeg også, at det i udvalgsarbejdet giver anledning til at få kigget nærmere på den problemstilling, der er i forhold til at få sikret børn, der vokser op med misbrugende forældre, bedre. Det er i hvert fald det, vi går til udvalgsbehandlingen med, men for nuværende vil vi sige mange tak for en rigtig god og fin debat her i salen.

Tak til ordføreren. Der er ingen korte bemærkninger.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget henvises til Socialudvalget, og hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.