Tak for ordet, og tak for den fine debat i dag. Du kan som udeboende elev på en ungdomsuddannelse kun få udeboende su efter fire kriterier: At der er over 20 km fra dine forældres bopæl til din uddannelse; at der er 75 minutter med offentlig transport; at du har boet ude i 12 måneder, før du fyldte 18 år, eller at det - og jeg citerer – på grund af ganske særlige forhold i hjemmet såsom meget trange boligforhold eller langvarig sygdom ikke med rimelighed kan kræves, at den studerende bor hjemme, indtil uddannelsen er afsluttet. Citat slut.
Hvad betyder det så i praksis? Det betyder, at hvis du som en ung person har konflikter med dine forældre og dermed har brug for at bo ude, er du ikke garanteret en udeboende su. Du skal i stedet måske klare huslejen, transport og madudgifter for en hjemmeboende su-sats, der er helt nede på 1.000 kr. før skat. Det er jo umuligt i praksis. Så du er tvunget til at finde et arbejde på ret mange timer ved siden af din uddannelse.
Jeg har ikke noget imod, at unge arbejder, når de går i gymnasiet eller går på grundforløbet. Det kan der være både dannende og godt, men hvis man som 18-19-årig arbejder over 15 timer om ugen ved siden af sin fuldtidsuddannelse, skal man jo gøre det, fordi det giver råd til nogle fede oplevelser, gør det muligt at pleje sine fritidsinteresser, at tage på Roskilde Festival, ud at rejse, og hvad ved jeg. Det skal ikke være for at få råd til basale fornødenheder som mad og husleje. Vi har altså en gruppe af unge, som ikke får hjælp, men som virkelig har brug for den, og som er tvunget til at arbejde og gå i skole i sammenlagt og 50 timer om ugen, hvis ikke mere.
Det står samtidig i en absurd kontrast til, at langt de fleste kostskoleelever på Herlufsholm faktisk får udeboende su. Det er altså, på trods af at de færreste har nogen som helst udgifter forbundet med husleje, transport og mad. Det er inkluderet i deres skoleophold, der koster 14.000 kr. om måneden, som jo på grund af beløbets størrelse bliver betalt af velhavende forældre. Men alligevel kan de få udeboende su, fordi de ofte opfylder kriteriet ved, at deres forældre bor over 20 km væk fra uddannelsesstedet.
Grunden til, at jeg valgte at gå så meget op i den her sag, er, at jeg så uretfærdigheden med mine egne øjne. Jeg kendte nemlig både unge, som boede ude, men som ikke kunne få udeboende su, og unge, der gik på Herlufsholm som kostskoleelever, og derfor godt kunne få udeboende su. Og lad mig nu lige fortælle deres historier.
Min veninde – lad os kalde hende for Christine – havde konflikter med sine forældre, der gjorde, at det var bedst, at hun boede ude. Men hun kunne alligevel ikke få udeboende su. Så hun blev nødt til at tage to jobs ved siden af sin stx. Hun arbejdede og studerede sammenlagt 50-60 timer om ugen bare for at kunne få mad på bordet. Det var hårdt. Det gik ud over hendes sociale liv, hendes karakterer og hendes trivsel.
Så var der min anden veninde – lad os kalde hende for Amalie. Hun gik på Herlufsholm som kostskoleelev. Hendes forældre boede i Hellerup, og hun kunne godt få udeboende su, fordi hendes forældre dermed boede over 20 km væk fra uddannelsesstedet. Så hun fik 4.500 kr. om måneden. Men hendes husleje var jo betalt, det samme med hendes mad, og transport havde hun jo ikke nogen særlige udgifter til, fordi hun jo boede på skolen og derfor bare kunne gå i skole. Så hun gik ud med sine venner og spiste sushi et par gange om ugen for de penge, og de penge fik derfor øgenavnet sushi-su.
Den danske velfærdsstat er verdenskendt for dens evne til at hjælpe dem, som har brug for hjælp. Men her er der jo tale om et paradoks, hvor vi risikerer, at dem, der har mest brug for hjælp, bliver efterladt på perronen og må klare sig selv. Det skal vi ændre. Lad os tage det første skridt her i dag ved at nedsætte en arbejdsgruppe, der skal kigge på reglerne og komme med nogle anbefalinger til et mere retfærdigt su-system. Tak for ordet.