Det sidste punkt på dagsordenen er:

9) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 16:

Forslag til folketingsbeslutning om at forbyde brugen af mobiltelefoner i folkeskolen.

Af Alex Ahrendtsen (DF) m.fl.

(Fremsættelse 11.10.2023).

Ønsker ordføreren for forslagsstillerne at begrunde det? Det gør ordføreren. Værsgo.

Tak, formand. Jeg har altid været imod brugen af mobiltelefoner i folkeskolen, men har også altid haft den holdning, at det er op til kommunerne og folkeskolerne selv at vurdere, fordi vi jo har en decentral folkeskole. Men så en dag kom jeg til at tale med min kloge datter. Hun er 21 år gammel, og som mange unge er hun dybt afhængig af den telefon.

Jeg fortalte hende om, at man diskuterede vidt og bredt om brugen af mobiltelefoner i folkeskolen, at der var lande, der havde forbudt det, og at man også diskuterede, om man skulle gøre det i Danmark. Så kiggede hun på mig, og så sagde hun: Jeg er for et forbud, far. Så sagde jeg: Et forbud, som Folketinget vedtager? Ja, svarede hun. Hvorfor? spurgte jeg. Så fortalte hun, at da hun havde gået i skole i folkeskolen, havde de en periode på et par uger, hvor hendes lokale folkeskole havde forbudt brugen af mobilen – den blev lagt i et skab – og så opdagede hun, at de begyndte at tale sammen i frikvartererne. De begyndte at lege. Og der faldt en ro over undervisningen. Så selv om hun var dybt afhængig af sin mobil og elsker den, kunne hun godt se, at mobilen var et redskab, der forstyrrede skolegangen og undervisningen.

Det fik mig så til at gå ud og sige, at vi bliver nødt til at forbyde den her mobil i folkeskolen, og det er baseret på massive analyser og rapporter, ikke bare fra Danmark, men så sandelig også fra udlandet. Det er altså bl.a. baggrunden for, at vi fremsætter det her beslutningsforslag i salen. Jeg håber, at vi får en debat om det. Det er på høje tid, at vi gør noget ved det. Det er et redskab, som ikke hører hjemme i folkeskolen, medmindre det har et pædagogisk sigte. Tak.

Tak for begrundelsen.

Så er forhandlingen åbnet, og den første, der får ordet, er børne- og undervisningsministeren. Værsgo.

Tak. Først og fremmest tak til Dansk Folkeparti for at fremsætte beslutningsforslaget. Det er et forslag, der pålægger regeringen at fremsætte lovforslag om at forbyde folkeskoleelevers brug af mobiltelefoner i skoletiden, medmindre der er en faglig begrundelse for at bruge dem. Jeg håber ikke, der er nogen, som er i tvivl om, hvad jeg eller regeringen synes om mobiltelefoner på skolerne. De bør efter min mening kun bruges, hvis det er den bedste pædagogiske løsning, og ikke, når det er den nemmeste løsning. Jeg er bekymret for, hvilke konsekvenser et stort, og også for stort, skærmforbrug kan have for både vores børn og unges læring i skolen og for deres trivsel. Det er også, fordi børn og unge i Danmark har et højt skærmforbrug i forhold til lande, vi normalt sammenligner os med.

Derfor ønsker vi også, at der bliver skabt bedre balance mellem det digitale liv og det virkelige eller analoge liv, og vi ønsker, at eleverne tilbringer mindre tid foran en skærm. Det gælder særlig i løbet af skoledagen. Derfor skal de voksne omkring børn og unge også tage aktiv stilling til, hvordan, hvornår og hvor meget der skal være skærmbaseret i skolen. Det gælder i undervisningen, og det gælder også i frikvartererne.

Det er også baggrunden for, at jeg har bedt Styrelsen for Undervisning og Kvalitet om at udarbejde retningslinjer for brug af skærme i grundskolen, på sfo'er og på ungdomsuddannelser. Retningslinjerne skal ses som en hjælp til skolerne, så de har noget at læne sig op ad i deres stillingtagen til skolens politik om brugen af mobiltelefoner og skærme. Børn og unges digitale liv indgår også som et særskilt tema i den kommission, vi har nedsat, omkring trivsel. Trivselskommissionen skal se på, hvordan børn og unges digitale liv kan have betydning for deres trivsel, og hvordan børn og unges digitale dannelse, sikkerhed og tryghed kan styrkes.

Når det er sagt, mener jeg ikke, at den rigtige vej er at lave et centralt forbud gennem lovgivning mod mobiltelefoner i folkeskolen. Der skal være plads til lokale forskelle. Der kan være ordblinde elever, der har behov for særlig adgang til tekniske hjælpemidler, skoler, der ønsker en bestemt profil, eller forældre i skolebestyrelserne, der finder det passende med en bestemt måde at håndtere mobiltelefoner på. Alt det mener jeg der skal være plads til. Beslutninger om brug af mobiltelefoner bør derfor træffes tættere på eleverne, forældrene og personalet, lokalt. Og derfor er jeg også glad for at se, at flere skolebestyrelser og skoleledelser over hele landet påtager sig ansvaret for at regulere og dermed begrænse brugen af mobiltelefoner på skolerne, både i timerne og i frikvarteret. Det er argumenterne for, at vi ikke kan støtte forslaget. Tak for ordet.

Tak til ministeren. Så er det fru Marlene Harpsøe for en kort bemærkning.

Mange tak. I Danmarksdemokraterne deler vi sådan set ministerens holdning om, at man ikke skal ud at detailregulere på det her område, heller ikke ude i folkeskolen.

Men hvordan harmonerer den holdning, som ministeren giver udtryk for her, med den aftale, der netop er kommet, og som ministeren har indgået med en lang række partier, om at regulere brugen af skærm i dagtilbud?

Værsgo til børne- og undervisningsministeren.

Tak. Jamen jeg mener som det første, at der er forskel på folkeskolen, som har sin historie og tradition, og så dagtilbud, som har en anden, og særlig på folkeskoleområdet har vi en lang tradition for lokal forankring og for, at skolen også er lokalsamfundets skole.

På dagtilbudsområdet har vi ikke noget så reguleret som en folkeskolelov, men vi har en rammelovgivning på dagtilbudsområdet, der mere sender nogle signaler, og i dag sender lovgivningen på dagtilbudsområdet et signal om, at skærme kan være relevante i det almindelige pædagogiske arbejde.

Vi ønsker at ændre det signal til et signal om, at som udgangspunkt, særlig for de allermindste børn i vuggestuen, er der det klare udgangspunkt, at der ikke skal være skærme i det pædagogiske arbejde med børn. Også der kan der selvfølgelig være undtagelser, men det klare udgangspunkt vil være, at det er skærmfrit.

Tak. Værsgo til spørgeren.

Det lyder for mig og for Danmarksdemokraterne, som om ministeren sådan set har tillid til, at folkeskolens lærere godt kan finde ud af at tage de nødvendige hensyn, så vi undgår at detailregulere herinde; der har man tillid til fagligheden.

Hvorfor har man ikke den samme tillid til fagligheden hos pædagogerne i dagtilbuddene i forhold til at kunne håndtere det her?

Værsgo for besvarelse.

Jeg tror, jeg vil starte med at sige, at jeg faktisk ikke mener, at skærmpolitikken på en skole skal være til forhandling, hver eneste gang der igangsættes et undervisningsforløb. Og der skal heller ikke være forskel, synes jeg, på, hvordan det er i matematiktimen og i dansktimen.

Jeg synes, at skolens ledelse skal fastlægge en fælles politik med inddragelse af eleverne og skolebestyrelsen selvfølgelig, så der er fastlagt en fælles politik om nogle fælles værdier, der gælder for hele skolen. Ellers skal det hele til forhandling, hver eneste gang der starter et undervisningsforløb.

Tak. Så er det hr. Alex Ahrendtsen fra Dansk Folkeparti som spørger. Værsgo.

Tak. Jeg er lidt skuffet over ministerens og regeringens holdning, selv om jeg også godt kan forstå og respektere den, fordi jeg jo selv har været der, hvor ministeren er, nemlig at det er op til skolen selv eller kommunen selv at definere, hvordan man vil bruge mobiltelefonen, men jeg tror bare, vi er nået dertil, at vi bliver nødt til at gøre noget fra nationalt hold, fordi det haster. Vi er ved at miste en hel generation af børn, som er på den skærm dagen lang og ikke bare i skolen, men også om eftermiddagen og om aftenen.

Jeg tror, det ville være godt, at de har et frirum, altså et sted, hvor de ikke bruger mobilen, medmindre det er som et led i undervisningen. Er ministeren ikke enig i, at børn har brug for et frirum og en frihed fra mobilen, så vi fremmer læring og undervisning i skolen?

Børne- og undervisningsministeren.

Jo. Jeg vil faktisk sige, at jeg mener, at mobiltelefoner er det værste, der er sket for børn og unge, siden jeg var barn. Jeg kan ikke komme i tanker om noget, der har ødelagt børnelivet så meget, som mobiltelefoner har. Jeg mener, at vi stadig væk kun lige er startet på reguleringen og begrænsningen af børn og unges skærmforbrug, og jeg tror, at vi kommer til at se tilbage på 2023 engang i fremtiden og tage os til hovedet over, hvor naive vi var.

Jeg har et billede derhjemme af min mor, der sidder med mig som lille dreng på skødet, og så holder hun en smøg ud lidt væk fra mig og puster lidt i den anden retning end der, hvor jeg sidder. Jeg synes, det er sådan et godt billede, fordi det viser, at hun godt ved, at det ikke er helt godt. Hun skal nok ikke puste mig, sådan en lille dreng på 2-3 år, i hovedet, men det er alligevel ikke så alvorligt, at hun vil lade være med at ryge med mig på skødet.

Det er lige nøjagtig sådan, jeg tror vi kommer til at se på mobiltelefoner i fremtiden. Derfor er jeg rigtig glad for, at flere og flere skoler griber rigtig restriktivt ind. Mine egne børn får låst deres mobiltelefoner inde i et skab hver eneste morgen, og det har der også været lidt ballade omkring, men jeg synes, det er det helt rigtige, og jeg har også bakket skolens ledelse op der, for jeg synes, de gør det helt rigtige.

Tak. Spørgeren for yderligere en kort bemærkning.

Rygerbilledet er fantastisk, og det siger jo alt. Når nu ministeren forstår faren og har den holdning til mobilen, så forstår jeg faktisk ikke, hvorfor han ikke bruger sin magt og sit embede som undervisningsminister til at formulere et forbud, når han er så bekymret, som han er.

Værsgo, ministeren.

Det skyldes, at vi jo ikke bare lever i et demokrati i Danmark; vi lever i et folkestyre, hvor magt ikke kun er, når noget forvaltes fra et ministerkontor, men også nedefra, ved at folket selv tager ansvar for forvaltningen af deres liv, og i det her tilfælde af deres børns skole. Det har den ene positive effekt, at nogle gange bliver forandringer trykket mere hårdt igennem, hvis det også har et lokalt ejerskab. Lige nu tror jeg at spørgsmålet om mobiltelefoner på masser af danske folkeskoler bliver gennemført på en måde, der har langt større ejerskab, end hvis det var 90 mennesker herinde, der trykkede på knappen.

Men jeg vil medgive, at hvis vi er her om 5-10 år og det hele er rullet tilbage og der er totalt anarki og ligegyldighed, så bliver Folketinget jo nødt til at træde til. Men lige nu er vi i en positiv vending. I morgen taler jeg til skoleledernes årsmøde, og der vil jeg også sige: Hvor er det godt, at I er kommet i gang, og til dem af jer, der ikke er i gang, se at få formuleret en restriktiv skærmpolitik. Hvis den på den måde kan blive lokalt forankret, vil det være virkelig godt, og så synes jeg, det er i Grundtvigs og folkestyrets og alt andet godts ånd.

Tak. Så er det hr. Lars Boje Mathiesen, uden for grupperne.

Arh, kære minister, okay, centralistiske krav til dagtilbuddene er godt, mens centralistiske krav til folkeskolerne er noget skidt. Hold nu op. Altså, der er også forældrebestyrelser i dagtilbuddene. De er også isolerede enheder. Så selvfølgelig kan de jo træffe beslutninger om det, som skolerne kan, ellers har de sandsynligvis i alle institutioner større klynger, og så har de kommunen ovenover. Så selvfølgelig kan de jo træffe beslutninger om det. Der er tre-fire lag, inden vi når herind i Folketinget, i forhold til hvem der kan træffe beslutninger, som er tættere på borgeren, end Folketinget er. Så det ville være klædeligt at sige: Ja, det var så en aftale, som vi lavede der, og så var det bare sådan, det var.

Jeg kunne godt tænke mig at spørge ind til det, ministeren siger med, at det burde forbydes derude. Skal det ikke være op til den enkelte lærer, hvis læreren synes, at det er brugbart? Ministeren sagde, at det jo ikke skal diskuteres i starten af hver time. Nej, selvfølgelig skal det ikke det, men hvis det er en ordentlig lærer, så ved eleverne også godt, hvordan læreren vil have det skal være i den time. Hvis læreren siger, at de nu må tage dem frem, fordi de skal bruge dem i undervisningen, så tager eleverne dem frem, og hvis de får besked på, at de ikke skal, så lader de være.

Værsgo til børne- og undervisningsministeren.

Nu skal jeg selvfølgelig lige lade styrelsen få lov til at komme med deres anbefaling. Nu har jeg jo trods alt bedt dem om at udføre et stykke arbejde, men indtil nogen overbeviser mig om noget andet, er min indstilling, at man som ledelse på skolen tager ansvar for at fastlægge nogle fælles retningslinjer, så det ikke er afhængigt af, hvilken lærer der er trådt ind i undervisningslokalet.

Værsgo til spørgeren.

Det er da en frygtelig mistillid at have til den enkelte lærer. Selv om læreren har lavet gode undervisningsforløb, hvor der bruges mobiltelefoner, som højner elevernes læring, og det fungerer fint, så sidder man herinde fra centralt hold og siger: Nej, det ved vi som politikere herinde bedre, altså at du som lærer ikke magter at lave gode undervisningsforløb, hvor man bruger mobiltelefoner. Det er en mærkelig centralistisk holdning at have. Jeg synes, det er en underkendelse. Altså, i 2013 lavede man noget, som var det største overgreb på lærernes faglighed. Nu går man igen i gang og siger: Jamen vi har ikke tillid til, at I rent faktisk kan varetage de opgaver, I får penge for at stå og løse.

Værsgo til børne- og undervisningsministeren for besvarelse.

Jamen mit argument er ikke, at jeg skal beslutte, om den enkelte lærer kan gøre det. Mit argument er, at skolens ledelse har et ansvar for, at der er fælles holdninger og fælles retningslinjer på skolen; noget at læne sig op ad. Så det er ikke et spørgsmål om, om beslutningerne skal trækkes herind, men jeg mener, at skolens ledelse med inddragelse af skolebestyrelsen og eleverne bør fastlægge en fælles politik på skolen, og det er i øvrigt det, der sker på masser af skoler i hele landet lige nu, bl.a. på mine egne børns skole, hvilket jeg synes har været virkelig positivt.

Så siger vi tak til børne- og undervisningsministeren. Der er ikke flere korte bemærkninger, og så tager vi fat på ordførerrækken. Det er først fru Sara Emil Baaring fra Socialdemokratiet. Værsgo.

Tak for ordet, og tak til Dansk Folkeparti for at fremsætte det her beslutningsforslag. I Socialdemokratiet har vi længe været meget optaget af og er meget bekymret over skærmforbruget hos vores børn og unge, og vi mener ikke, at mobiltelefoner skal bruges i skolen, medmindre der er klare pædagogiske overvejelser bag. Danske børn og unge har i dag et alt for højt skærmforbrug sammenlignet med børn og unge i andre vestlige lande, men i stedet for at afskærme elever, der aldrig har kendt en verden uden smartphones, tablets og computere, fra at bruge dem skal vi hjælpe dem og sikre, at de kan bruge dem på den mindst skadelige måde. Virkeligheden er, at samfundet i dag er omsluttet af teknologi, og derfor skal vi styrke elevernes digitale dannelse, og vi skal sætte rammerne for brugen af teknologi og afgøre, hvordan, hvornår og i hvilket omfang skærme skal indgå i undervisningen og være en del af deres frikvarter. Dette er noget, de voksne omkring børn og unge skal arbejde aktivt på.

Vi skal også arbejde på at skabe nogle retningslinjer for brug af skærme i grundskolen, på sfo'er og på ungdomsuddannelserne, for som beslutningsforslaget understreger, er der i øjeblikket behov for en bedre balance i brugen af skærme i de danske skoler. Og vi skal hjælpe eleverne med at navigere i den digitale verden og give dem en forståelse for, hvornår brugen af mobiltelefoner er passende, og hvornår den ikke er det. Og vi skal hjælpe eleverne med at blive digitalt dannet og opnå en reflekteret brug af skærme. Men vi tror ikke på, at vi gør det bedst gennem et absolut forbud. Når det kommer til børn og unges skærmforbrug, skal vi være forsigtige, men samtidig skal vi også være forsigtige med at træffe beslutninger, der skal gælde en til en på alle skoler. Det bør være op til skolebestyrelsen og ledelsen på hver skole at vurdere, hvordan deres elever bedst lærer at håndtere brugen af mobiltelefoner i deres dagligdag. For nogle kan det betyde forbud, og for andre kan det ikke.

Men der skal være plads til lokale forskelle, og i dag kan vi se, at de fleste folkeskoler allerede har lokale mobilpolitikker, og de fleste folkeskoler er således allerede i gang med at håndtere den her udfordring på en måde, som passer til deres lokale forhold og behov. Derfor mener vi, det er vigtigt, at vi fortsætter med at have tillid til skolernes evne til at træffe de rigtige beslutninger på dette område, og vi skal støtte skolerne i denne opgave, men vi bør ikke diktere dem en standardløsning. Derfor vil vi i Socialdemokratiet arbejde for en mere nuanceret tilgang til spørgsmål om skærmbrug i skolen. Tak for ordet.

Tak. Der er lige en kort bemærkning til hr. Lars Boje Mathiesen, uden for grupperne. Værsgo.

Tak. Ordføreren nævner klare pædagogiske årsager – jeg mener, det var det, der blev sagt. Kan ordføreren lige definere det? Hvad er forskellen på klare pædagogiske årsager og pædagogiske eller didaktiske årsager?

Værsgo for besvarelse.

Det kan være, jeg har sagt det forkert. Jeg mente i hvert fald, at der skulle ligge overvejelser bag. Men med hensyn til hvordan man bruger mobilen aktivt i undervisningen, kunne det f.eks. være, at en klasse bliver sendt ud at navigere via et kortsystem ude i byen. Så der kunne det være en klar overvejelse.

Værsgo til spørgeren.

Hvad er forskellen på en klar pædagogisk overvejelse og en pædagogisk overvejelse?

Værsgo for besvarelse.

De kan også være, at formuleringen er forkert, men det er i hvert fald, at man som lærer har sat sig ned og konkret kigget på, om det giver mening eller ikke giver mening at bruge skærmen.

Tak. Der kom lige en kort bemærkning i sidste øjeblik. Det er fru Marlene Harpsøe, Danmarksdemokraterne, der har et spørgsmål.

Tak. Og tak til Socialdemokraternes ordfører på området. Jeg vil gerne spørge, om ordføreren mener, at lærerne sådan rent fagligt er klædt på til at foretage et fagligt skøn, i forhold til hvornår det giver mening at inddrage mobiltelefoner i undervisningen.

Værsgo for besvarelse.

Jeg mener, at vi her helt klart stadig væk har et arbejde foran os, som vi skal have gjort, for jeg tror ikke, at alle lærere derude er helt sikre i de overvejelser, der skal til. Så der tror jeg helt klart vi har et stykke arbejde foran os stadig væk.

Værsgo for yderligere et spørgsmål.

Grunden til, at jeg spørger, er bl.a., at vi i Danmarksdemokraterne rent faktisk mener, at der er mange lærere, der godt kan foretage det her skøn ude lokalt. Det kan man bl.a. i min egen kommune, Helsingør Kommune, hvor man altså har indført regler for det her med mobiltelefon, uden at vi nødvendigvis her fra Folketingets side skal regulere det.

Men så er man jo hos Socialdemokraterne nu også begyndt bl.a. at detailregulere i forhold til dagtilbuddene, og det undrer mig, for der er jo også nogle pædagoger, som burde være fagligt klædt på til at kunne foretage et fagligt skøn. Og vi bør have tillid til, at de kan foretage det skøn. Derfor forstår jeg ikke helt, hvorfor man på det ene område rigtig gerne vil detailregulere, altså i forhold til dagtilbud og brugen af skærm dér, og at man så samtidig på det andet område, altså i forhold til folkeskolerne, står i den situation, at man ikke vil gøre det dér, hvilket jeg i øvrigt bakker op om at man ikke går ind og gør.

Tak. Værsgo for besvarelse.

For mig er der en helt klar forskel i målgrupperne. Her er der tale om de allermindste børn, vi har i vores samfund, som ikke kan gå ind og lave de refleksioner selv, som skolebørn kan. For mig er det enormt vigtigt at gå frem efter et forsigtighedsprincip på netop dagtilbudsområdet, når det handler om vores yngste borgere.

Tak til fru Sara Emil Baaring. Vi går videre i ordførerrækken. Fru Anni Matthiesen fra Venstre, værsgo.

Tak for det. Og tak til hr. Alex Ahrendtsen fra Dansk Folkeparti for at fremsætte det her beslutningsforslag, så vi kan diskutere brugen af mobiltelefoner lidt igen. Noget af det, jeg lagde mærke til i Alex Ahrendtsens indledende tale her, var faktisk noget, som gjorde mig rigtig glad, for her fortalte Dansk Folkepartis ordfører jo netop, at han havde taget en god dialog med datteren, og at det faktisk var datteren, som jeg kan forstå har inspireret til det her beslutningsforslag. Det, der gjorde mig glad, var faktisk, at jeg tænkte, at her var ordføreren faktisk en rollemodel, for hvor ville jeg ønske, at langt flere forældre faktisk også tog dialogen med deres børn i forhold til mængden af brug af mobiltelefon.

Når det så er sagt, er vi i Venstre simpelt hen imod, at der skal laves et decideret forbud mod brug af mobiltelefoner i folkeskolen. Det mener vi ikke er den rette vej at gå, men vi mener helt klart, at det er vigtigt, at det bliver reguleret. Og derfor glæder det mig også rigtig meget, at en undersøgelse her for nylig blandt folkeskolens lærerpanel faktisk viste, at mere end 78 pct. af skolerne allerede nu har indført en politik om brugen af mobiltelefoner.

Jeg tænkte også over det i mandags, da jeg faktisk besøgte en fgu-institution i Vejle, hvor vi sad og spiste frokost sammen med rigtig mange unge mennesker. Der var ingen af dem, der sad med en mobiltelefon, og jeg tænkte: Yes, det er helt befriende, at de sidder og taler med hinanden. Det var lidt det samme, som hr. Alex Ahrendtsen faktisk kom ind på at datteren havde sagt, nemlig at man pludselig oplever, at man taler med hinanden.

Det er akkurat det samme, jeg også har oplevet på efterskoler, hvor man jo typisk har rimelig restriktive regler omkring anvendelsen af mobiltelefoner, og hvor unge mennesker pludselig oplever, at nu kan de faktisk tale med hinanden og for den sags skyld kigge hinanden i øjnene, mens de taler med hinanden. Men derfra og så til, at vi fra centralt hold skal til at lave et forbud i folkeskolen, er vi ikke med på. Det er vi simpelt hen ikke, fordi der kan være tidspunkter, hvor det giver god mening.

Jeg vil også være ærlig og sige, at der bl.a. er børn med særlige behov, som i visse tilfælde faktisk har gavn af at kunne anvende en mobiltelefon. Derfor synes jeg faktisk, at den vej, vi skal gå, og som vi lægger op til, mere er at skabe teknologiforståelse i folkeskolen, så eleverne får en forståelse af det, men at man selvfølgelig lokalt sætter reglerne for, hvornår man må bruge mobiltelefonen, og hvornår man ikke må bruge den. Så derfor kan vi ikke tilslutte os det her beslutningsforslag.

Tak for ordførertalen. Der er ikke nogen korte bemærkninger til fru Anni Matthiesen. Vi kan gå videre i ordførerrækken, og det er til hr. Rasmus Lund-Nielsen fra Moderaterne. Værsgo.

Tak for ordet. Vi behandler i dag et beslutningsforslag, som adresserer et helt centralt emne. Det handler ikke blot om betingelserne for skoleelevers læringsudbytte; det handler også om betingelserne for dannelse, trivsel og fællesskaber. Og ifølge direktøren for Dansk Industri handler det også om vores fremtidige arbejdskraft og om vores nations betingelser for velstand og velfærd, og det er jeg sådan set enig i potentielt også er på spil.

For spørgsmålet er: Bør elever have lov til at have deres mobiltelefoner fremme i folkeskolen? Det korte svar, efter min mening, er: Nej, det bør de ikke. Vi lever i en digital tidsalder, hvor teknologi er allestedsnærværende og mobilen er blevet en integreret del af vores hverdag. Dens værdi er ubestridelig, men dens konstante tilstedeværelse har også en pris, særlig i en uddannelseskontekst.

Mobiltelefoner i klasselokalet er en gigantisk distraktion. De kan friste selv den mest fokuserede elev til at glide væk fra undervisningen og ind i en verden af sociale medier og spil, og forskning viser, at elevers opmærksomhed og forståelse falder, når mobilen er inden for rækkevidde, også selv om den er slukket. Koncentration er en forudsætning for læring, og hver gang en elev tjekker sin telefon, bliver koncentrationen afbrudt.

I Moderaterne går vi ind for evidens, og flere studier påpeger, at aktivitetsniveauet, trivslen og indlæringen øges, når elever afleverer deres mobiler om morgenen. Flere undersøgelser viser også en sammenhæng mellem mistrivsel og tid brugt på sociale medier. I Moderaterne går vi derfor også ind for mobilfrie skoler.

Spørgsmålet er så, om denne beslutning skal dikteres fra de politiske korridorer på Christiansborg, og det mener vi hverken som parti eller som regering. For vi går ind for en frisættelse af folkeskolerne og et styrket beslutningsmandat til skolebestyrelserne, og der er jo den risiko, at en ensartet, topstyret beslutning vil medføre en modreaktion.

Så ja, der skal være retningslinjer for brugen af mobiltelefoner i folkeskolen, men vi ønsker, at de retningslinjer skal blive til i et samarbejde mellem dem, som kender skolen bedst – skoleledelsen, lærerne, eleverne og forældrene. Den fremgangsmåde vil fremme ansvarlighed, respekt og samarbejde, som jo er nogle værdier, vi ønsker at indprente i vores elever.

Når det så er sagt, ville jeg personligt ikke have noget imod at trække en streg i sandet, lige præcis hvad angår elevers private mobiltelefoner. De er dræbende for såvel trivsel som indlæring, og jeg undrer mig over, at der kan være skoler, som endnu ikke er kommet frem til den konklusion.

Derfor er jeg også meget glad for, at regeringen som en del af folkeskoleudspillet vil udarbejde nogle nationale anbefalinger for skærme i skolen. Mange skoler har allerede indført en restriktiv mobilpolitik, men vi har et ansvar for at skubbe på i forhold til den udvikling, og derfor er jeg også meget glad for, at vi får debatten i dag, så vi kan sætte endnu mere fokus på emnet, og jeg vil gerne takke Dansk Folkeparti for at have stillet forslaget.

Lad os arbejde sammen for at sikre, at vores elever får det mest frugtbare læringsmiljø, hvor teknologi er et værktøj til læring og ikke en hindring for læring. Jeg håber, at alle skoler er i stand til at se, hvilken rolle elevers private mobiler spiller, hvad det angår, men vi kan ikke for indeværende støtte et centralt forbud. Tak for ordet.

Tak for ordførertalen. Der er ikke nogen korte bemærkninger til hr. Rasmus Lund-Nielsen fra Moderaterne, og så går vi videre i ordførerrækken, og det er hr. Sigurd Agersnap fra SF nu. Værsgo.

Tak, formand. Jeg vil også gerne starte med at takke forslagsstillerne, hr. Alex Ahrendtsen og hans datter, kunne jeg forstå, for at bringe det her emne på dagsordenen i Folketingssalen i dag. Det er en debat, som har fyldt meget i mange hjem på det seneste, også på mange skoler på det seneste, og som for nylig heldigvis også er begyndt at fylde på Christiansborg. Som mange nok ved, deler vi i SF rigtig mange af de bekymringer, der er nævnt i beslutningsforslaget. For at skubbe til den debat, vi også har i dag, kom vi før sommer med et udspil, et skærmudspil, hvor vi foreslog, at skærme i undervisningen og i dagtilbud kun skal anvendes, når lærerne og pædagogerne mener, at det fagligt og didaktisk giver mening, og at udgangspunktet skulle ændres, så skolen som udgangspunkt var mobilfri, i stedet for at udgangspunktet var, at mobilerne kunne bruges. Desværre forsvandt nogle af nuancerne fra debatten, og det blev udlagt som et nationalt forbud mod skærme. Det mener vi ikke i SF, og det har vi aldrig ment. Vi mener, at de beslutninger hører bedst til lokalt og tættest på borgerne.

Men vi mener, at vi i mange år har haft en lidt naiv tilgang til brugen af skærme og digitale hjælpemidler i vores dagtilbud og på vores skoler, og vi har politisk fra både Folketing og kommuner presset på for en digital dannelse ved at skubbe skærme ud tidligt. Og det har ikke bragt dannelsen med sig, men det har derimod stjålet elevernes og børnenes opmærksomhed. Vi mener, at man burde sende det modsatte signal. Vi mener, at vi politisk bør sende det signal, at skærmene i udgangspunktet ikke skal bruges, hverken i vores dagtilbud eller på vores skoler.

Når det er sagt, mener vi dog også, at det skal styres lokalt. Det skal styres som resten af folkeskolen, helst tættest på eleverne. Det, der kan styres i klasseværelset, skal styres i klasseværelset, og det, der kan styres på mødet mellem skoleledelsen og skolebestyrelsen, skal styres dér. Derfor kan vi ikke støtte beslutningsforslaget her, selv om vi støtter rigtig mange af intentionerne. Jeg læser dog egentlig beslutningsforslaget, som at der er en åbning for, at det ikke er et totalforbud fra Folketingets side, og det vil vi gerne dyrke i den videre behandling. Vi mener, at en skærmpolitik bør handle om alle skærme på skolerne, ikke kun mobilerne, og som nævnt i forslaget, at der også skal være en åbenhed for en lokal selvbestemmelse . Det vil vi gerne drøfte i en fælles beretningstekst. Vi kan som sagt ikke støtte forslaget, som det ligger her. Jeg skulle hilse fra Enhedslisten og sige, at de har nogenlunde samme holdning.

Tak til hr. Sigurd Agersnap fra SF som ordfører. Så går vi videre i ordførerrækken, og det er fru Marlene Harpsøe fra Danmarksdemokraterne som ordfører nu.

Først tak til forslagsstillerne for at fremsætte det her beslutningsforslag om at forbyde brugen af mobiltelefoner i folkeskolen. Forslagsstillerne foreslår med det her beslutningsforslag, at vi på nationalt niveau forbyder folkeskoleelevers brug af mobiltelefoner i skoletiden, medmindre der er en faglig begrundelse for at bruge dem. Formålet med forslaget er ifølge forslagsstillerne, at elever i grundskolen skal fokusere på deres undervisning og på at være sammen med deres klassekammerater. Forslagsstilleren mener endvidere, at det opnås ved at fjerne mobiltelefonerne, når de ikke er strengt nødvendige, da de udgør en stor distraktion for eleverne.

I Danmarksdemokraterne anerkender vi fuldt ud problemet med, at mobiltelefoner i skolen kan udgøre en potentiel udfordring, der kan påvirke elevernes koncentration og det sociale fællesskab, og derfor mener vi, at mobiltelefoner kun bør benyttes i skolen, når det kan begrundes pædagogisk eller fagligt. Vi er imidlertid meget forsigtige med at ønske, at vi fra Christiansborgs side skal fastsætte forbud og detaljerede regler for, hvad der skal ske på skolerne. Vi har tillid til, at de lokale skolebestyrelser kan fastsætte deres egne ordensregler, herunder politikker vedrørende mobiltelefonbrug. Derfor kan Danmarksdemokraterne ikke støtte forslaget, da vi har troen på, at skolebestyrelserne lokalt ved bedst, hvad der fungerer på deres skole.

Derudover vil jeg selvfølgelig gerne lige fortælle lidt fra dagligdagen. Jeg sidder, som jeg gør hver morgen, og læser først Frederiksborg Amts Avis og så Helsingør Dagblad, i øvrigt på mobiltelefonen, det håber jeg ikke gør noget, men den bliver brugt til rigtig meget i dagens Danmark. Så jeg sad og læste Helsingør Dagblad her til morgen, og tilfældigvis lige i dag var der en artikel på side 8 i Helsingør Dagblad, der hedder: Skolen er mobilfri zone. Den omhandler Hellebæk Skole i Helsingør Kommune, som har indført mobilfri zone i undervisningen, medmindre der er en faglig begrundelse for at bruge mobiltelefon. Og det har selvfølgelig skabt lidt utryghed i starten, især for eleverne, der har spurgt: Hvorfor kan jeg nu ikke have den her mobiltelefon på mig i undervisningen?

Men til gengæld oplever man også i skolen, at eleverne taler mere sammen. De er mere sammen. Lige pludselig får man en kasse, hvor der er bolde og det ene og det andet til aktiviteter, som man kan bruge i frikvartererne, og det er da en fantastisk fortælling. Det er netop, at når vi tager de her mobiltelefoner, låser dem inde i et skab, når de møder kl. 8.00, og de får dem først udleveret, når de har fri kl. 14.00, så kan de rent faktisk godt skabe nogle gode relationer og sociale fællesskaber, og så kan de bruge det på samtaler og på leg i frikvartererne, men stadig væk med den fleksibilitet, at hvis det er, at man f.eks. i natur og teknologi har brug for en eller anden app til at bruge interaktivt i undervisningen, så kan man stadig lige låse den ud og ind igen, når man er færdig med at bruge mobiltelefonen. Det synes vi i Danmarksdemokraterne er fornuftigt, altså at man ude på skolerne godt finde ud af det her selv. Det er meget, meget positivt.

Det, vi så til gengæld ikke kan forstå, er, hvordan et politisk flertal herinde på Christiansborg kan lave en aftale, som detailregulerer det samme i forhold til brug af skærm i dagtilbuddene. Og det kan vi ikke, fordi vi har tilliden til, ligesom vi har det i forhold til folkeskolen, at man også i forhold til dagtilbuddene godt kan regulere det her selv.

Jeg har i dag læst et indlæg af en tidligere folketingskollega herinde på Christiansborg, som hedder Jeppe Klenitz-Jakobsen, som i dag er pædagogisk leder i Nr. Jernløse Børnehus, og som faktisk på fin vis problematiserer det der med, at ens faglighed lige pludselig bliver gjort til skamme, fordi man med en aftale om at regulere brugen af skærm i dagtilbuddene sætter pædagogernes faglighed på spil og siger: Jamen vi skal regulere det for jer, for det kan I ikke selv derude. Man problematiserer det, og det forstår jeg faktisk godt. Vi behøver ikke at detailregulere det derude, for de kan godt selv. Lad os have en tillid til fagligheden derude, for de kan godt finde ud af det selv. Tak for ordet.

Tak til fru Marlene Harpsøe fra Danmarksdemokraterne for ordførertalen. Der er ingen korte bemærkninger. Vi går videre i ordførerrækken, og det er fru Helena Artmann Andresen fra Liberal Alliance som ordfører. Værsgo.

Tak for det, og tak til DF for at sætte debatten omkring mobiltelefoner i gang igen igen. André Rogaczewski, der er en af de betydeligeste it-ledere i Danmark, siger det. Imran Rashid, læge, forfatter til bogen »Sluk«, siger det, og når vi lytter til vores egen sunde fornuft, ved vi godt, at børn ikke har godt af ubegrænset skærmtid.

Teknologien udvikler sig hele tiden, og internettet lokker med sociale medier, spil og andre muligheder, der kan være udmærkede at bruge i et begrænset omfang, men som er designet til at tage vores opmærksomhed i mange timer hver dag. Ubegrænset skærmtid kan koste trivsel, nærvær og evnen til at koncentrere sig. Det skal vi tage bestik af, når vi, de voksne, skaber rammerne for det gode børneliv.

Derfor mener vi i Liberal Alliance, at skoletid som udgangspunkt bør være tid, hvor man er til stede i rummet, i klasselokalet, i skolegården, i idrætshallen eller på udflugten. Når børn går i skole, er det for at lære, diskutere, lytte, tale, undres og undersøge noget i et fællesskab. Hvis det ikke var sådan, kunne vi lige så godt installere hver elev bag en skærm derhjemme, sådan som det skete under coronakrisen. Men ensomheden bag skærmen er ikke den bedste måde at lære på, og mange børn led under ensomheden med skærmen derhjemme under den lange skolenedlukning.

Vi mener i Liberal Alliance ikke, det er nødvendigt at lovgive om det. Vi synes, at ministeren har gjort det rigtige med at sende en klar opfordring til landets skoleledere. Derudover synes jeg, at det er et vigtigt fund, at skolerne får det ud af mobilreglerne, som de gerne vil have, forstået på den måde, at der er virkelig mange forskellige måder at gøre det på og ingen skoler er ens, så der er ikke nogen rigtige eller forkerte mobileregler, men der er mere eller mindre gode grunde til at indføre dem. Tak for ordet.

Tak til fru Helena Artmann Andresen for ordførertalen. Der er ingen korte bemærkninger, så vi går videre i ordførerrækken til fru Lise Bertelsen fra Det Konservative Folkeparti.

Tak for ordet. Jeg vil også rigtig gerne benytte lejligheden til at sige mange tak til ordføreren fra DF og hans datter for forslaget og for den her meget, meget vigtige debat. Det er jo ikke nogen nyhed, at brugen af mobiltelefoner er skadelig for vores sociale interaktion med hinanden. Den anden dag sad jeg i metroen og kiggede på en pige, som forsøgte at vise sin far, hvad hun havde lavet i sfo'en. Det lignede sådan en eller anden slags fugl, og den var faktisk rigtig, rigtig fin, men faderen her var meget optaget af, hvad der foregik på telefonen, og det var faktisk overhovedet ikke rart at være vidne til.

Sådan kunne vi nok alle sammen komme i tanker om eksempler på, at mobiltelefonen tit står i vejen for den gode, dybe samtale, hvor øjenkontakt og opmærksomhed er til stede. Mange af vores børn og unge mennesker savner de her nære sociale fællesskaber, hvor man kan komme hinanden ved, hvor man engagerer sig i hinanden, og hvor man føler, at man faktisk hører til. Og det opstår ikke, når man isolerer sig med mobiltelefonen; det kan ingen være uenige i.

Så intentionen om at nedbringe brugen af mobiltelefon i det sociale fællesskab er vi for så vidt rigtig meget enige i; det er simpelt hen sund fornuft. Heldigvis er der allerede på rigtig, rigtig mange skoler rundtom i hele landet en god, sund og fornuftig mobilpolitik, og den vil vi gerne bakke op. I Det Konservative Folkeparti tror vi på, at det er skoleledelsen, at det er forældrene, at det er eleverne, at det er lærerne og ikke mindst det pædagogiske personale, der er de helt rette til at udarbejde en mobilpolitik på de forskellige skoler.

Derfor kommer vi desværre ikke til at stemme for et decideret forbud, men vi støtter intentionen i den her gode debat – så tak for den.

Tak til fru Lise Bertelsen fra Det Konservative Folkeparti. Der er ingen korte bemærkninger, så vi går videre i ordførerrækken, og den næste er fru Lotte Rod fra Radikale Venstre. Værsgo.

Tak for det. I Radikale Venstre vil vi ikke have mobiltelefoner i skolen, medmindre de skal bruges i undervisningen. Jeg synes, at den beslutning skal træffes lokalt på skolen, sådan at eleverne har medindflydelse på beslutningen. Derfor kan jeg heller ikke støtte forslaget, selv om jeg deler Dansk Folkepartis intention med det.

I går var jeg på besøg på en Steinerskole, nemlig Vidar Skolen, i Gentofte, og da jeg kommer ind til en 2. klasse, bliver jeg virkelig rørt af den eventyrstemning, der er. Det er måske det smukkeste klasselokale, jeg nogen sinde har været i. Der er malet lyserødt, og der er gule gardiner. Hr. Alex Ahrendtsen vil ikke kunne forestille sig det bedre, for der hænger den her virkelig smukke, gamle grønne tavle, og rundt om tavlen er der et gult gardin, og halvdelen af gardinet er trukket for, fordi der inde bagved er en overraskelse, som læreren har skrevet til eleverne, så de kan sidde og vente i spænding på, hvad der mon sker om lidt, når gardinet bliver trukket fra. Jeg så elever, der vævede, elever, der lavede tryk, elever, der bandt bøger ind, elever, der smedede, og elever, der spillede i orkester. Og de spiller jo ikke i orkester, fordi alle skal blive musikere, men fordi man kun kan spille i et orkester, hvis man lytter til hinanden. Og når man er i smedjen, bliver man, som læreren sagde til mig, nødt til at være fuldstændig til stede og koncentreret, for hvis man står og tænker på noget andet, fordi man synes, man har prøvet det før, bliver det, man står med, for varmt, og så smelter det, og så knækker det.

Så for mig handler den her diskussion om skærme jo ikke kun om, at vi vil have mindre skærm, men også om, hvad det er, vi gerne vil have mere af. Jeg vil gerne have mere leg – og tak til alle jer ordførere, som også har talt om betydningen af legen – jeg vil gerne have stærke fællesskaber, og jeg vil gerne have elever, som kan mærke hinanden og kigger hinanden i øjnene.

For et stykke tid siden besøgte jeg Mette Frederiksen – altså den rigtige Mette Frederiksen, hende, der er lærer på Syvstjerneskolen – for at overvære noget af hendes danskundervisning, som hun jo former ud fra formålet med skolen og formålet i dansk. Bagefter nævnte jeg for hende, at der slet ikke blev brugt skærm, og så sagde hun, at det havde hun ikke tænkt over, men det, hun havde tænkt over, var, at hun vil lave en undervisning, hvor eleverne skal opleve, at de bidrager med noget til hinanden, og så kan man jo ikke sidde og putte sig bag hver sin skærm; så er man nødt til at kigge hinanden i øjnene og tale med hinanden.

Jeg er også meget optaget af at give alle børn en chance, at give alle børn lige muligheder, uanset hvilken familie de kommer fra. Jeg tror, at det her med skærmene bliver den næste store ulighedsfaktor, for det, som skærmene fører med sig, er jo, ud over alt det andet, vi har snakket om i dag, at der er nogle børn, der vokser op med ikke at kunne udskyde deres behov og ikke at kunne koncentrere sig. Vi ved jo alle sammen godt, at den der skumfidustest jo i virkeligheden er en af de bedste forudsigelser for, hvordan man klarer sig i resten af sit liv. Og her er der jo bare nogle børn, som, hvis vi ikke hjælper dem til at kunne være i det uudholdelige, kommer til at have det svært med alt andet i livet, for der er masser af situationer i livet, hvor man skal kunne holde ud at være i det uudholdelige.

Derfor drømmer jeg om en folkeskole, hvor der er god, almindelig undervisning, hvor lærerne har tid til at forberede sig, hvor der er materialer til det, og hvor der er gode rammer for at have stærke klassefællesskaber. Derfor er jeg også optaget af noget, som ikke er med i det her forslag. Det ene er, at ud over vi ikke skal have skærmene, vil jeg også gerne have, at vi tager frikvartererne alvorligt som noget selvstændigt, altså at skolegården ikke kun skal være et sted, hvor der er asfalt og klatrestativer, og hvor der måske lige går nogle gårdvagter rundt, men at der faktisk er fede legepladser, at der er naturområder, at der er træer, man kan klatre i, og at der er lærere og pædagoger, som har tid til at lege og til at være der sammen med eleverne.

Jeg er også optaget af, at vi laver god, levende undervisning, og jeg synes, at problemet i vores undervisning i dag jo i høj grad er, at der foregår død portalundervisning, altså at man som elev går fuldstændig kold i det, hvis møder ind time efter time og får at vide, at man skal gå ind på en portal og løse opgaver, der ligner hinanden, og hvor man ikke kan mærke det. Men det skyldes jo, at der er blevet sparet så meget på skolen, og så bliver portalundervisningen den billigste undervisning, der er, fordi man ikke har haft tid til at forberede det, eller fordi vi har flyttet beslutningstagningen væk fra lærerne, sådan at hvor det før var lærerne, der købte materialerne, så får de nu oppefra trukket portalen ned over hovedet. Derfor vil jeg bare opfordre alle de partier, som går ind for, at der skal bruges mindre skærm, til faktisk også at tage ansvar for, at vi får flere lærere i skolen, der kan brænde for deres fag og har tid til at forberede god undervisning.

Tak. Der er ingen korte bemærkninger til fru Lotte Rod fra Radikale Venstre, så vi kan gå videre i ordførerrækken. Det er hr. Kim Edberg Andersen fra Nye Borgerlige. Værsgo.

Tak for det, formand. Hvis vi tager det positive først, er det naturligvis, at jeg tror, vi i Folketinget er enige om, at vi skal forholde os til skærmene. Men som borgerlig politiker bliver man jo selvfølgelig også noget overrasket over at høre et parti, som siger, at de er borgerlige og et familieparti, få at vide af Enhedslisten, SF, ja, selv en minister, der er gammel kommunist, at det ikke er vejen frem. Dansk Folkeparti mener, at forbud er vejen frem. Og der bliver jeg nødt til at sige: Det mener Nye Borgerlige ikke. For vi er jo reelt set både et familieparti og et borgerligt parti. Og på trods af at hr. Alex Ahrendtsens familie jo i hvert fald kommunikerer nok til, at en datter kan få et lovforslag behandlet i Folketinget – det har da i hvert fald noget med familie at gøre – tror jeg måske, at hr. Alex Ahrendtsen, hvis Dansk Folkeparti skal være et borgerligt parti, skal finde en ny politisk rådgiver. For forbud er nok ikke vejen frem, medmindre man er et parti, der vil have mere stat og mindre menneske.

Men jeg kender hr. Alex Ahrendtsen som et menneske, som, i hvert fald hvis man ser bort fra den del af det, har en dybtfølt bekymring for, hvad skærm har af betydning for børn. Og der tror jeg, at hr. Alex Ahrendtsen kunne være vel tjent med at kigge ind på Nye Borgerliges hjemmeside, for vi mener jo, at der skal mere frihed til fagligheden, at vi skal sætte lærerne fri, sørge for at finansiere skolen og spare i de store ledelseslag, som et tidligere medlem af mit parti kom frem med før, hvilket er en rigtig god løsning på det sidste forslag også. Lyt til mennesker, der ved noget om, hvordan vi løser problemerne.

For en ting er sikker: Et forbud er i hvert fald den mest diktatoriske, mest statslige måde, hvorpå vi kan sikre, at vi med garanti ikke får den ønskede virkning. For hvis folketingsmedlemmerne lagde mærke til døren, de går ind ad herude, så er der faktisk et lille piktogram med et forbud mod mobiltelefoner i salen. Der er ikke én af os, der ikke har den med herind. Jeg har to med selv. Så forbud er jo nok ikke vejen frem, hvis man ønsker en given problemstilling løst.

Jeg tror, at det er dialog, tiltro til vores lærere og deres faglighed, og så faktisk nok noget, som hr. Alex Ahrendtsen skulle have fortalt sin datter om, da hun sagde, at hun ville have et forbud i folkeskolen: familiens rolle. Hr. Alex Ahrendtsen skulle naturligvis have sagt til sin datter: Du skal bare lade være med at tage den med; det er bedst for dig. Så kunne man lave sit eget lille private forbud, fordi du som familiefar kunne vælge, hvad der var bedst for din familie, og vi ikke i Folketinget fra talerstolen skulle bestemme, og hvordan mennesker skal agere, hvordan børn skal agere. For selv om vi ser nogle af problemstillingerne, tror jeg ikke, at vi har det fulde billede. Jeg er sikker på, at både skærmtid og telefoner er et stort problem, og det kan vi se. Som Moderaternes ordfører sagde, er det evidensbaseret. Men vi går sammen med regeringen ikke ind for et forbud.

Jamen så er det jo noget andet, vi skal til at gøre. Jeg tror, den her problemstilling er meget multifacetteret. Jeg tror, det er noget med, hvordan vi opdrager vores børn til at agere i verden, og vi er alle sammen for gamle til egentlig at være påvirket af skærme på samme måde, som de bliver, og så er vi nok ikke de rigtige til at lave et forbud mod det. Det tror jeg at det er dem der er tæt på dem der er. Hvis jeg skulle komme hr. Alex Ahrendtsen og DF i møde, ville jeg sige, at det var lærerne, men i Nye Borgerliges optik ville det jo nok være familien.

Så vi kommer naturligvis ikke til at støtte et forbud. Havde det ord til gengæld ikke stået der, ville jeg købe ind på hr. Alex Ahrendtsen og Dansk Folkepartis bekymring om, at der er noget med skærme i skoletiden, som bliver brugt ikkefagligt, som vi måske skal have sat nogle retningslinjer for, og noget med at give en frihed til skolen, sådan at de kan bestemme selv. Så Nye Borgerlige kommer ikke til at støtte forslaget, og vi håber da, at Dansk Folkeparti ser det her som en enkelt svipser og kommer tilbage til borgerligheden lige om lidt.

Tak til hr. Kim Edberg Andersen. Der er ikke nogen korte bemærkninger. Så kan vi gå videre i ordførerrækken, og det er hr. Lars Boje Mathiesen, uden for grupperne, som ordfører.

Tak. Jeg er bekymret omkring, hvad skærmbrugen gør ved os som mennesker – algoritmernes fængsel, som man kalder det – hvad det gør ved vores børn, og hvad det gør ved hjernens udvikling. Det er noget, som vi skal tage alvorligt. De sociale medier og deres måde at bygge det op på er så nyt, at vi ikke har tilstrækkelig evidens til bare at give det frit og ikke være bekymret omkring de her ting. Jeg ville som forælder være og er som forælder både meget opmærksom på det, men også dybt bekymret over, hvor meget skærmtid f.eks. mine børn bruger.

Jeg er også bekymret over det, hvis man fra Christiansborg centralistisk endnu en gang vil dukke lærernes faglighed oven i hovedet, og det gør man med et forslag, hvor man vil forbyde det centralistisk. Det er en kollektivistisk tilgang, hvor man siger, at fordi nogen ikke kan finde ud af det, kan ingen finde ud af det. Det er ikke sådan, virkeligheden er derude. Hvad der er rigtigt i nogle klasser, kan være forkert i nogle andre klasser.

Jeg kan huske helt tilbage til, ja, det er jo så næsten 20 år siden, da jeg faktisk skrev en bacheloropgave om det begreb, der hedder edutainment, og det er en kombination af undervisning og underholdning, hvor man netop bruger – dengang var der jo ikke så mange, der brugte dem – skærme, spil og leg i det med at skabe dannelse og læring hos eleverne.

Jeg er absolut ikke tilhænger af et kollektivistisk forbud herinde fra Christiansborg af. Jeg synes, det er fint, at der er skoler, der vælger at forholde sig til, hvad de vil. Jeg er så heldig, at mine børn går på en skole, hvor de har lagt det op til den enkelte lærergruppe, og det mener jeg er det rigtige, fordi det er den enkelte lærergruppe og den enkelte lærer, som ved, hvad det er, de enkelte elever har brug for på nøjagtig det tidspunkt, hvor de er. Den faglighed stoler jeg på at lærerne har.

Jeg synes, det her kommer ind i rækken af de her overgreb, man har gjort på lærerne. 2013 vil stå som en skamplet på, hvilke overgreb man gjorde på lærernes faglighed, hvor man gik, fra at lærerne havde en opgave, de skulle løse, til at de blev pølsefabriksarbejdere og skulle være et bestemt antal timer på skolen. Så var det sådan set lige meget, hvad de leverede. Det var et kæmpe overgreb. Heldigvis er Folketinget jo i dag enige om, at det ikke var en rigtig vej at gå, og så skal man ikke komme med flere ting, som så går ned ad den sti. Så skal man have tillid til, at lærerne godt kan løse det, og hvis der er en lærer, der ikke magter det, så skal den lærer gå til sin ledelse, og så er det en ledelsesopgave.

Det er basal classroom management, for at bruge et engelsk ord, klasseledelse, at sige til sine elever, hvornår man vil have de bruger mobiltelefoner, og hvornår man ikke vil have at de bruger mobiltelefoner. Og så er det en lærers opgave og pligt at sørge for at have den autoritet, at de elever lytter til, hvad det er, du beder dem om som lærer, og hvis ikke, tager du en samtale med de elever og deres forældre omkring det.

Så jeg er bekymret omkring børn og voksnes forbrug af skærmen, men jeg er faktisk mere bekymret for den tid, som foregår uden for skolen i fritiden. Når man kigger på tallene, er det faktisk der, de bruger de fleste timer. Det er om morgenen, inden de kommer i skole, og det er på vej hjem fra skole, og det er om aftenen, og det er, inden de spiser. Det er der, den meste af skærmtiden ligger, og ikke i folkeskolen.

Så jeg kommer ikke til at støtte forslaget. Jeg forstår bekymringen. Jeg deler bekymringen. Men jeg synes, at værktøjet og redskabet til at løse opgaven er forfejlet.

Tak til hr. Lars Boje Mathiesen for talen. Så er det ordføreren for forslagsstillerne, hr. Alex Ahrendtsen fra Dansk Folkeparti, som får lov at runde af.

Tak, formand. Det har været en sjov debat, men også en lidt pudseløjerlig debat. For alle ordførere er enige med Dansk Folkeparti i, at mobiltelefonerne skal ud, og at mobiltelefoner er skadelige for børn og for undervisningen, men man vil ikke være den ansvarlige voksne, der så tager ansvaret på sig og sørger for, at mobilerne kommer ud.

Jeg synes, at ministeren havde en interessant sammenligning. Han sammenlignede det med rygning. For 30 år siden blev der røget i folkeskolen, og da man begyndte på diskussionen om, at rygning skulle ud af folkeskolen og helt væk fra matriklen, var der også en masse advarsler om, at man helst ikke skulle forbyde det her, og at man måtte tale sig til rette. Men det endte med et forbud, og det gjorde det, fordi rygning var skadeligt. Man vidste, at det skadede børn, og man vidste, at det skadede voksne. Rygning var ikke godt, så man tog ansvaret på sig og forbød rygning i folkeskolen. Ingen, heller ikke Nye Borgerlige, ville i dag gå ud og sige: Skolerne må da selv finde ud af, om rygning er en god ting; det skal de bare have lov til. Jeg har ikke hørt det.

På samme måde er det med mobiltelefoner: Vi skal tage ansvaret på os. Jeg har stor respekt for, at man har tillid til, at kommunerne og skolerne selv kan finde ud af det, og det har jeg også selv haft tidligere. Vi tror ikke længere på det, vi tror på, at et forbud er vejen frem, men nu har Dansk Folkeparti plantet et frø, og måske kan det vokse op til et stort og dejligt forbudstræ, så vi får forbudt mobiltelefonerne om nogle år. Det vil så ikke være første gang, Dansk Folkeparti er nogle år foran.

Men jeg takker for debatten. Det har faktisk været meget spændende, der har også været nogle poetiske taler, og jeg ser frem til udvalgsarbejdet og også ministerens indspark, som jeg kunne forstå på talen at han ville sørge for der kommer. Tak for det.

Tak til ordføreren for forslagsstillerne. Så er der lige et par korte bemærkninger. Det er først hr. Lars Boje Mathiesen, uden for grupperne. Værsgo.

Jeg tvivler desværre ikke på, at hr. Alex Ahrendtsen har ret. Det skal nok ende med et forbud, men det er jo ikke noget at være stolt af, at vi laver endnu flere forbud i samfundet, og at vi klientgør og umyndiggør borgerne endnu mere, for det er, hvad vi gør. Ordføreren for forslagsstillerne siger, at vi ikke vil tage ansvaret på os og være de voksne. Men samme præmis kan man jo sætte i spørgsmålet om rygning. Der er også masser af borgere, der ryger. Vi har unge mennesker under 18 år, der ryger. Skulle vi ikke være de voksne her og forbyde rygning? Vi kan jo også tage alkohol. Det ved vi også er usundt. Der er en lang række ting, vi ved er meget skadelige og meget usunde for borgerne derude og også for vores børn. Skulle vi ikke være de voksne og bare gå langt videre, så det der forbudstræ, som DF så gerne vil have, kunne vokse sig endnu større? Der er jo ingen grænser for de dårlige ting, som borgerne udsætter sig selv for, og hvorom vi kan sige: Vi ved bedre herinde; det er ikke godt for jer, så det må vi hellere forbyde.

Værsgo for besvarelse.

Beslutningsforslaget går ud på et forbud mod mobiltelefoner i skolen og ikke et forbud generelt. I dag er rygning forbudt i folkeskolen, det er ikke forbudt i hjemmet, eller når man går på gaden, og jeg synes hr. Lars Boje Mathiesen trækker det et sted hen, hvor vi aldrig har været. Vi ønsker egentlig bare at følge de samme regler, som man i dag har for rygning, nemlig et forbud mod det, medmindre der er en pædagogisk begrundelse for at bruge mobiltelefon i undervisningen.

Tak, og værsgo til spørgeren.

Alkohol er skadeligt. Det er sådan, at de i dag til fester på skoler og gymnasier får lov til at drikke alkohol. Vil DF så også forbyde det? Det er jo noget, der sker i skoletiden, og som er usundt og skadeligt, og ikke noget, der sker i privaten.

Værsgo for besvarelse.

Altså, man drikker jo ikke alkohol i skoletiden. Man drikker til fester, så jeg forstår ikke helt sammenligningen. Vi vil forbyde mobiltelefonen, fordi den er skadelig for børnene og for undervisningen.

Tak. Hr. Kim Edberg Andersen for et spørgsmål.

Tak for det. Det er jo rart at høre. Jeg tror, at hvis folk ser historikken over, hvad der er blevet forbudt, så ville der nok være rigtig mange danskere, inklusive ældre, der ville sige, at så har vi ikke brug for de voksne, men lad det nu ligge. Hvis man nu skal gå ud ad den tangent med forbud, så bliver jeg nødt til at sige, at noget af det, jeg synes er mest skadeligt, faktisk er noget, der er mere skadeligt end en mobiltelefon i klasselokalet, nemlig at vi opdrager vores børn til, at vi skal give slip på vores personlige frihed og så bare afvente, at der er en voksen i Folketinget, der fortæller os, hvad vi skal. Det er jo det, Dansk Folkepartis ordfører står og argumenterer for nu, nemlig at de voksne tager de gode beslutninger, og dem skal vi så følge. Det lærer børn jo af, for det, børn lærer i skolen ud over at lære dansk, er jo også normer, og hvordan samfundet skal sættes sammen. Så der bliver jeg bare nødt til at sige, at i Nye Borgerlige kommer vi da aldrig nogen sinde til at gå ind for, at der skal være mere stat og mindre frihed, og så indoktrinere vores børn om, at det er den rigtige måde at gøre det på. Så der har De ret, hr. Alex Ahrendtsen; der vil jeg gerne være den ikkevoksne, hvis det betyder, at der er mere personlig frihed.

Værsgo for besvarelse.

Det er jo en form for Christianialiberalisme, som Dansk Folkeparti ikke er tilhænger af, og det er lidt underligt at høre det. Altså, en voksen skal selvfølgelig passe på børn under 18 år; det er omsorg og har jo ikke noget med frihed at gøre. Så der tror jeg at hr. Kim Edberg Andersen er gået lidt galt i byen.

Tak. Sidste spørgsmål til spørgeren.

Det er alligevel friskt at sige, at Christiania er et spørgsmål om, at man drager omsorg, for hvad skal vi drage omsorg for? Skal vi så drage omsorg for, at folk ikke må have langt hår eller kort hår, fordi de kan få det ned i øjnene, når de kører på knallert med full face-hjelm, for det er også farligt. Jeg vil sige til hr. Alex Ahrendtsen, at det ikke er Nye Borgerlige, der er ude på et skråplan her i retorikken – det bliver jeg bare nødt til at sige. Det er Dansk Folkeparti, som i dag har meldt tydeligt ud, at de mener, at mere stat og mindre frihed er vejen frem, og det accepterer jeg fuldt ud. Det er rart at se Dansk Folkeparti i de klæder, jeg kendte dem i – tak for det.

Værsgo for besvarelse.

Det er jo en form for Christianialiberalisme, at man bare vil lade børnene sejle deres egen sø – det var det, de gjorde på Christiania i de glade 1970'ere og 1980'ere. Det tror vi ikke på. Vi tror på ansvarlige voksne, der siger, hvad der er godt for børnene. Det har jo ikke noget at gøre med, at staten blander sig voldsomt.

Der er ikke flere korte bemærkninger. Tak til ordføreren for forslagsstillerne, hr. Alex Ahrendtsen fra Dansk Folkeparti.

Da jeg kan se på min mobiltelefon, at der ikke er flere, som har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget henvises til Børne- og Undervisningsudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.

(Talen er under udarbejdelse)