Det næste punkt på dagsordenen er:

5) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 158:

Forslag til folketingsbeslutning om at indføre en handicappolitisk handleplan.

Af Charlotte Broman Mølbæk (SF) m.fl.

(Fremsættelse 01.03.2024).

Ordføreren ønsker at begrunde forslaget, så velkommen til fru Charlotte Broman Mølbæk fra SF.

Tak for det, formand. Jeg står her i dag for at tale om en vigtig mulighed for vores samfund – netop at iværksætte en handicappolitisk handlingsplan. Det kan lyde tungt, det kan lyde bureaukratisk, men det er slet ikke det, det i virkeligheden handler om. Det handler ikke om at skabe en ny papirtiger, men i virkeligheden om, at vi kan blive klogere på, hvad det egentlig er for nogle vilkår, der er på handicapområdet.

Initiativet skal give os en mulighed for at skabe reel og positiv forandring i vores samfund, der er baseret på data og på fakta. Som vi alle ved, er ligebehandling af personer med handicap ikke bare et spørgsmål om retfærdighed. Det er også en forpligtelse, vi har som samfund til at sikre, at alle borgere har lige adgang til de samme muligheder og ressourcer. Vi har set, at andre lande, som vi normalt sammenligner os med, allerede har implementeret eller er ved at udarbejde en national handicappolitisk handlingsplan, som er forankret i FN's handicapkonvention, og det er på tide, at vi i Danmark også følger deres eksempel og forlanger forandring og forbedring på området.

En national handicappolitisk handlingsplan vil være et vigtigt redskab til at sikre, at vores udvikling i ligebehandling af personer med handicap går den rigtige vej. Den vil give os mulighed for at fastsætte konkrete målsætninger og følge udviklingen nøje, så vi kan rette kursen, når det er nødvendigt. Således vil handlingsplanen også imødekomme den kritik, FN's Handicapkomité rettede mod den tværgående handlingsplan på handicapområdet fra 2013.

Tilbage i efteråret 2018 rettede 60 organisationer henvendelse til Folketinget og faktisk anmodede om, at vi iværksatte en handicappolitisk handlingsplan netop for, at vi kunne komme mere i dybden med det. Og med det område, vi ser i dag, og de mange udfordringer, der er med omgørelser og fejl, er der behov for, at vi kigger på området med en omhyggelighed og grundighed og får styr på data, og så kan vi handle politisk derudfra.

Tak til fru Charlotte Broman Mølbæk, SF.

Forhandlingen er åbnet. Den første, der får ordet, er social- og boligministeren.

Tak for det. Og tak for at fremsætte et beslutningsforslag, som jeg jo synes peger på nogle af de strukturelle problemer, der er på handicapområdet i dag, og det gør det så ved, at det foreslås at indføre en handicappolitisk handlingsplan.

Beslutningsforslaget pålægger regeringen inden udgangen af folketingsåret 2024-25 at igangsætte arbejdet med en handicappolitisk handlingsplan. Nu sagde ordføreren selv det her med papirtigre og bureaukrati, og jeg har ikke altid, men ofte et horn i siden på idéen om handlingsplaner, fordi det præcis er det, det lugter af. Sådan er det ikke altid, så jeg vil gerne sige, at der indimellem faktisk er fornuftige handlingsplaner, men rigtig meget af tiden er det et new public management-redskab, hvor man sætter nogle mål op, og så er der en masse mennesker, der bruger en masse tid på at tjekke efter, om de mål bliver opfyldt, i stedet for at vi bruger kræfterne på egentlig at gøre det bedre.

Beslutningsforslag har jo altid den karakter, at det er relativt korte tekster om ens hensigter, man skriver, og sådan er det, fordi det er formatet. Derfor kan man vælge at sige, at man tror, at det en af den dårlige slags handlingsplaner, og at man derfor stemmer nej, eller man kan sige, at man tror, at det er en af den gode slags handlingsplaner, og så stemmer man ja. Jeg tror egentlig ikke, at hverken det ene eller det andet vil være det rigtige at gøre, så derfor håber jeg meget på, at vi i udvalgsarbejdet kan finde frem til at lave eksempelvis en beretningstekst, hvor vi kan komme lidt tættere på, hvad for en af krukkerne, det falder ned i.

For som jeg opfatter det, har SF har ønske om, at vi får rettet op på handicapområdet. Det ønske deler jeg. Og så opfatter jeg det sådan, at det, der ligger i idéen med at lave en handicappolitisk handlingsplan, også er, at der mangler en politisk backbone, rygrad eller grundstruktur på handicapområdet, som gør, at vi kan vende tilbage til det aftalte og se på, om det var det her, vi mente, om tingene er i en god gænge, og hvis de ikke er, at vi så kan få tingene tilbage på sporet igen. Hvis det er det, SF mener med det her forslag, er jeg simpelt hen enig fra ende til anden..

Nu har jeg været undervisningsminister i en del år, og på Undervisningsministeriets område har man jo på folkeskoleområdet, gymnasieområdet osv. store, langvarige aftaler, som danner det, jeg kalder den politiske rygrad i, hvordan et område udvikler sig, og der er jo dermed også løbende diskussioner på tværs af de partier, der er med i aftalekredsen, om, hvad der gik godt, og hvad der gik dårligt, og hvordan vi retter op på det. Det vil sige, at man der får et langstrakt politisk forløb, nogle gange hen over årtier, og det tror jeg den rigtige måde at drive et område på. Hvis det, der er idéen med det her, derfor er, at vi får etableret sådan en rygrad, er mit svar bare: Ja tak, det vil jeg og regeringen rigtig gerne.

Det er jo mit ønske med nogle af de forhandlinger – Folketinget ved også, at de er i gang, for jeg har nævnt på et par samråd, at vi har haft indkaldt parterne i Sammen om handicap, og at vi også sidder og diskuterer det her med nogle andre nu – at vi kan få etableret en rygrad på det her område, som også politisk kan være det holdepunkt, der gør, at vi kan vende tilbage til det, vi har aftalt. Der er ellers i politik en tendens til, at ting bliver meget kortsigtede, og at man sjældent får kigget hele vejen rundt om et område, og jeg tror i virkeligheden, at et af de stærkeste og tungeste redskaber, vi har i det danske demokrati, faktisk er de her brede politiske aftaler, som nogle gange virker henover årtier, og hvor man derfor også kan have et længere perspektiv både bagud, når man ser på, hvilke problemer der har været, hvad det var for redskaber, vi dengang forsøgte at bruge, hvad der virkede, og hvad der ikke virkede, men også fremadrettet, ved at man f.eks. giver sig tid til at lave undersøgelser eller forskningsprojekter, som rækker længere end frem til næste valg, hvor de politikere, der sidder omkring bordet, i hvert fald for nogles vedkommende er væk, eller der er kommet en ny minister eller en helt ny regeringskonstellation, og så er det forskningsarbejde og det langsigtede arbejde kuldsejlet. Der giver aftalekredsen efter min mening den fordel, at man både kan få lavet det grundige stykke arbejde, og at det også i et eller andet omfang – så kan det være, det er nye konstellationer – er den samme gruppe af partier, der så sidder og bærer tingene videre, og at man også føler sig forpligtet til at bære det videre, selv om man kommer ind i nye valgperioder.

Så hvis det, der ligger i det, og det ville være min opfattelse, er, at SF med det her forslag har et ønske om, at man får etableret den grundstruktur på handicapområdet, så er svaret jo simpelt hen bare straight up ja. Derfor ville det genere mig rigtig meget bare at sige nej til det her beslutningsforslag, for det synes jeg ikke det fortjener. Tværtimod synes jeg, at handicapområdet fortjener, at vi får gjort det der solide stykke grundarbejde og får etableret den rygrad.

Det tror jeg egentlig var mine bemærkninger hertil. Så jeg håber, at vi i udvalgsarbejdet måske kan komme frem til en beretningstekst eller noget, der ligner, og at vi kan finde hinanden i det. Det ville jeg synes var rigtig fint. Tak for ordet.

Tak. Første korte bemærkning er til fru Charlotte Broman Mølbæk fra SF.

Tak for det, formand. Jeg vil godt først og fremmest takke for anerkendelsen af intentionerne og også de muligheder, der kan være med det her beslutningsforslag.

Det er sådan, at vi jo i forvejen hvert andet år skal give en handicappolitisk redegørelse. Det er også således, at vi ad flere omgange har oplevet, at Rigsrevisionen har udsendt en ret skarp kritik af, at man ikke følger dataene ordentligt inde fra ministeriets side; at man ikke har styr på, hvad det egentlig er for nogle initiativer, der er.

Så det, der egentlig er intentionen, er ikke at beskrive, hvordan vi helt præcis skal udforme det fra starten af – det synes jeg vi kan gøre sammen – men i virkeligheden at sige, at den levestandard, der er for mennesker med handicap, jo skal følge vores andres levestandard, så der er deltagelse på lige fod og man har lige muligheder for at komme i uddannelse og job, komme til fritidsaktiviteter, deltage i politik, hvis det er det. Så jeg vil bare høre, om ministeren kunne være interesseret i, at vi arbejder videre med det som formål.

Ministeren.

Lige præcis der – og tusind tak for spørgsmålet – ligger djævlen simpelt hen i detaljen. For jeg har set for mange af de der ting, jeg vil putte ned i krukken af new public management-tiltag, hvor vi slicer et område op, og så måler vi på nogle helt bestemte indikatorer, der så kommer til at overstyre alt andet på området. Det vil igen sige, at hvis man skal tænke det i ond tro, vil jeg sige, at det er endnu et af de der tiltag, og det gider jeg ikke. Hvis man skal tænke det i god tro og sige, at det ikke er det, der menes med det – det, der menes med det, er at få en ordentlig, gennemstruktureret dataindsamling på området – så er svaret ja.

Så derfor ligger djævlen lidt i detaljen, i forhold til om det er den der sædvanlige slicen op og sådan en i virkeligheden i min bog ret tosset detailstyring. For de der mål bliver jo styrende; det bliver det, der styrer ned igennem systemerne. Det synes jeg vi har for mange eksempler på. Det har jeg meget lidt lyst til. Så derfor vil jeg sige, at hvis det er det andet, altså systematisk dataindsamling: Ja tak til det.

Spørgeren.

Jamen det kan jeg bekræfte. Det er det, der er tiltænkt, og også nogle politisk udvalgte målsætninger, som er konkrete, så vi kan gå ind og måle på, om det her rykker på noget, og om vi gør det rigtige, eller om der er noget andet, vi skal gøre.

Det er jo sådan, at Sverige, Norge, Finland, Tyskland og Irland har operationelle handicappolitiske handlingsplaner, og det er faktisk også noget af det, man vælger. Så det kræver også en politisk prioritering af, at man gør det og vil noget med det, og det er jo selvfølgelig det, vi lægger op til. Det håber vi selvfølgelig på at ministeren også kan se sig selv i, så vi kan sige, at her i Danmark følger vilkårene for mennesker med handicap faktisk med vores andres levevilkår.

Tak. Ministeren.

Så skiller vandene alligevel lidt. Lad os prøve at tale rigtigt om det, også i forbindelse med udvalgsarbejdet, hvor vi ikke kun har 1 minut den ene og den anden vej.

Med hensyn til politiske målsætninger er det jo lige præcis der, hvor det indimellem er gået galt. Vi kan tage skoleområdet som eksempel, hvor politikerne det ene år finder på én målsætning, året efter finder man på en ny målsætning, året efter igen tre nye målsætninger. Hver enkelt af de målsætninger er egentlig fornuftig nok. De ender bare med at blive til snubletråde for de mennesker, der arbejder med det i hverdagen, og at man fuldstændig får knust deres faglighed.

Der er meget stor forskel på systematisk dataindsamling – det kan man jo så politisk bruge på den måde, man gerne vil – og så politiske målsætninger. Hvis det er politiske målsætninger, bliver det meget hurtigt styrende på en måde, så vi suger fagligheden fuldstændig ud af medarbejderne.

Tak. Næste korte bemærkning er til fru Victoria Velasquez, Enhedslisten.

Først vil jeg sige, at jeg synes, det er lidt mærkeligt, at vi ikke alle sammen er blevet indkaldt til forhandlinger. Jeg ved ikke, om det er, fordi der er nogen, som måske har kritiseret tanken om at kunne låse børn inde i 10 timer, eller at man ikke skal journalisere magtanvendelser trods historien, eller om det er noget andet. Men selv om der kan være uenighed om det, synes jeg egentlig, man som regering, hvis man ikke vil være magtfuldkommen osv., burde indkalde alle partier.

I forhold til det, regeringen har lagt op til, synes vi jo, det er lidt ærgerligt, at der kun er fokus på beskæftigelse og uddannelse. Men jeg vil så tage fat i den ene del først, nemlig beskæftigelse. Aldrig har så mange været i job, og det er jo virkelig fedt, og alligevel ser vi, at ledigheden blandt fleksjobbere er på 22 pct. Jeg samlede det lige sammen. Hvis man rent faktisk kigger på, hvor mange ledige fleksjobbere der er, er det 22 pct. Derfor vil jeg gerne høre, hvad for nogle overvejelser vi gør os om, hvordan vi får skabt flere fleksjob. Og kan vi gøre det lettere – altså vejen til fleksjob, f.eks. gennem udviklingsfleksjob?

Ministeren.

Det synes jeg jo er en vanvittig god diskussion. Jeg har været formand for Beskæftigelsesudvalget i 4 år, men jeg er ikke beskæftigelsesminister, og fleksjob ligger helt krystalklart og klokkerent på min gode kollega fru Ane Halsboe-Jørgensens ressortområde. Så jeg forstår fuldstændig spørgsmålet, men det er ikke til socialministeren, det spørgsmål skal stilles. Så jeg tænker, at det er en god idé at tage det op med fru Ane Halsboe-Jørgensen.

Spørgeren.

Men der er jo lagt op til, at det skal være en del af handlingsplanen, og jeg tænker, at der måske hos en minister, der bl.a. har handicapområdet som en del af sit ressortområde, var nogle holdninger til, hvad for en retning det skal gå i.

Men så prøver jeg at spørge lidt mere åbent i stedet for til nogle specifikke løsninger, og i forhold til uddannelse hvad for nogle overvejelser er der så med hensyn til at skabe et mere rummeligt uddannelsessystem eller en vej igennem uddannelse?

Ministeren.

Jamen det er jo sådan set det samme svar, for der spørger du ind til to andre ministre, alt efter hvor gamle dem, vi taler om, er. Altså, det er enten undervisningsministeren eller uddannelses- og forskningsministeren. Så lad mig prøve at svare på den del, jeg kan svare på, nemlig at vi fra regeringens side har et ønske om at få skabt langt bedre muligheder både på uddannelsesområdet og på beskæftigelsesområdet, og det vil sige, at vi har et ønske om, at vi får kigget på det område samlet set. Nu kan jeg ikke huske beskæftigelsestallene i hovedet for mennesker, der er blinde, i forhold til deres deltagelse på arbejdsmarkedet, men jeg mener, at arbejdsløsheden er lige omkring 50 pct. Så det er bare for sige, at der er rigtig lang vej igen, og det kan vi ikke være bekendt, hverken over for dem, der har et handicap, eller over for et arbejdsmarked, der skriger på arbejdskraft. Og derfor skal vi selvfølgelig kigge på det.

Ja tak! Så er det fru Marlene Harpsøe, Danmarksdemokraterne.

Mange tak. Ministeren er inde på det her med, at det er vigtigt at rette op på handicapområdet. Og jeg og vi i Danmarksdemokraterne er sådan set heller ikke i tvivl om, at det er noget, som ministeren kerer sig rigtig meget om, for mennesker med handicap skal have så gode livsvilkår som overhovedet muligt. Ministeren nævner også alt det her omkring new public management og den der kontrolstyring, der har været og stadig væk er der, og som vi skal gøre op med. Der er vi helt på linje med regeringen og med ministeren i forhold til det. Det, der bare undrer mig, er, hvorfor regeringen så er på vej med et lovforslag, hvor man skærper muligheden for at bruge magtanvendelse. Er det ikke at gå i en helt forkert retning i forhold til netop at sikre, at vi lægger new public management i graven, og at vi så til gengæld arbejder meget mere med relationer med en god pædagogisk tilgang?

Ministeren.

Jeg har set de høringssvar, der er kommet, og lyttet til de rigtig mange indvendinger, der er kommet, og vi sidder også lige nu og forhandler om lovforslaget om magtanvendelse. Så lad os nu se, hvor det lander. Men jeg vil sige om det, at noget af det, vi lægger op til, jo er, at man ikke længere skal registrere det, hver eneste gang man klikker en stofsele på eller af. Altså, det kan være en borger, der har krum ryg, og som falder ud af sin kørestol, hvis ikke der er påhæftet en stofsele. Som reglerne er i dag, skal medarbejderen hver eneste gang, og det kan jo så være 20 gange om dagen, indberette at have lavet en magtanvendelse, fordi stofselen er blevet sat på, sådan at borgeren ikke falder ned og slår sig. På den måde er de magtanvendelsesregler meget problematiske, synes jeg, i forhold til at vi over for nogle medarbejdere ikke udviser nogen form for tillid og beder dem om at bruge timer på at registrere i stedet for at bruge dem på borgeren. Derfor er det min opfattelse, at de gamle magtanvendelsesregler bidrager til mindre pædagogik, mindre tid sammen med borgeren og til gengæld til sådan et kæmpe papirhelvede – må man sige helvede fra talerstolen? (Tredje næstformand (Karsten Hønge): Nej) Men så til et, hvad skal vi kalde det, papirtyranni – noget andet pænt, man gerne må sige heroppefra.

Nu giver vi ordet til spørgeren.

Unødvendig dokumentation skal vi selvfølgelig af med i det offentlige, men når det så er sagt, forstår jeg bare ikke det, ministeren siger nu, i forhold til det 16 sider lange høringssvar, der er kommet fra Danske Handicaporganisationer om det her lovforslag omkring magtanvendelser. Altså, de siger jo: Træk det her tilbage, og start forfra. De skriver flere steder, at de er kritiske eller stærkt kritiske i forhold til flere af de her bestemmelser, som ministeren nu altså står på mål for og gerne vil indføre. Så hvordan hænger det sammen med, at vi skal have rettet op på handicapområdet, når DH går direkte imod sådan et lovforslag?

Ministeren.

Jamen jeg har også hørt hr. Thorkild Olesen, der er formand for Danske Handicaporganisationer, for jeg har jo siddet i forhandlingsrum med ham det sidste halve år, og jeg skulle hilse og sige, at han også siger det med meget store bogstaver i forhandlingsrummet. Så mon ikke, der også kommer nogle forandringer på baggrund af det. Jeg har i hvert fald tænkt mig at lytte til det, der bliver sagt. Der er nogle af elementerne, som de er stærkt kritiske over for. Men jeg har ikke hørt nogen være stærkt kritiske over for, at man eksempelvis slipper for at skulle registrere det, hver eneste gang man påhæfter en sele. Og vi lægger jo også op til, at man skal kunne have kamerakig i stedet for at skulle have et fremmed menneske siddende inde i soveværelset hele natten.

Så elementerne er meget forskellige i forslaget om magtanvendelse. Men ja, jeg har også hørt Danske Handicaporganisationer sige de ting meget bastant i forhandlingslokalet.

Den næste korte bemærkning er til hr. Torsten Gejl, Alternativet.

Tak, og tak for talen. I sådan en handicappolitisk handleplan kunne man jo sætte mål, som skal skabe en bedre tilværelse for folk med handicap, og det behøver jo ikke at være sådan new public management-agtigt hver gang, men man kunne godt prøve at tage nogle lidt mere overordnede mål og på lidt længere sigt. F.eks. er der jo en rimelig stor mangel på retssikkerhed på handicapområdet. Der står her i bemærkningerne til forslaget, at 40 pct. af de kommunale afgørelser på voksenhandicapområdet og næsten 50 pct. af afgørelserne på børnehandicapområdet enten hjemvises fra Ankestyrelsen eller direkte omgøres. Så man må jo nok sige, at der på det område, når det er halvdelen af sagerne, en ret stor retsløshed.

Tænker ministeren måske, at vi i en fælles udtalelse efter det her beslutningsforslag kunne beskæftige os med, hvad der er målene, og hvad de her omgørelsesprocenter skal ned på? Kunne det være en type mål, man kunne arbejde på, altså ikke new public management-agtigt, men på sådan lidt længere sigt, for at få nogle mål for at få sænket de omgørelsesprocenter?

Ministeren.

Jeg tror, vi alle sammen har et ønske om at få de omgørelsesprocenter ned. Nogle af de eksempler, der kommer, er jo sådan noget med, at man så har været til, jeg kan ikke huske, hvor mange møder det er, altså f.eks. tre møder, to telefonsamtaler, en tur i Ankestyrelsen og med to lægeerklæringer, og det, der skulle komme ud alt det der, var en kugledyne til 5.000 kr., og alle kan jo regne ud, at alle de der andre ting koster væsentlig mere end den kugledyne. Så det er en fuldstændig tåbelig brug af samfundets ressourcer, samtidig med at det efter min mening er et meget fattigt samfund, der ikke formår at give folk den hjælp, de har brug for, uden at de skal ydmyges igennem de her kampe fra tue til tue.

Nytter en målsætning i den sammenhæng? Jeg synes, at det for ofte bliver til politikernes lette svar på noget, som er et enormt kompleks, og hvor den målsætning så bliver det styrende ned igennem systemet. Jeg synes jo, vi skal derhen, hvor vi skal skabe en hjælp på handicapområdet, hvor man ikke skal slås fra tue til tue, og det vil egentlig være det, jeg vil sætte mig for og koncentrere mig om, altså at få lavet en lovgivning, hvor man ikke skal slås fra tue til tue, og hvor der er en værdighed for den enkelte borger. Og det synes jeg jo er en lidt anden vej at gå end at sætte sådan nogle målsætninger op.

Spørgeren.

Jo, men hvis vi går den anden vej, aner vi jo ikke, om det har fået en effekt. Hvis vi ikke sætter os et mål, som vi har for øje, og siger, at vi skal have halveret omgørelsesprocenterne, og vi så bagefter prøver at finde ud af, hvordan vi skal gøre det, så bliver det jo det sædvanlige med, at vi ikke ved, om det virker, og at vi bliver ved med at prøve at gøre det igennem mange år, og at tingene for det meste bare bliver værre. Altså, det er jo ministeren, der har ansvaret for de forhold, ministeren selv beskriver. Hvorfor ikke gå sammen og sige, at vi alle sammen lægger hånden på kogepladen, og vi så sørger for, at de omgørelsesprocenter kommer ned, uanset hvad for en metode vi skal bruge?

Ministeren.

Det er egentlig af den grund, jeg lige har sagt. Jeg har intet imod, at vi går ind, tværtimod, og det er jo derfor, jeg siger, at jeg rigtig gerne vil have en systematisk dataindsamling. Men det er ikke det samme som en målsætning, og det er derfor, jeg siger, at djævlen ligger i detaljen. Altså, djævelen ligger her virkelig i detaljen. Kig på skoleområdet og de målsætninger, man har sat op, hvor det i forhold til hver eneste af dem har været med alle gode viljer, og de bare endte med at blive til snubletråde for de lærere, som så stod og ikke længere kunne bruge deres faglighed ude i klasselokalet.

Nu bruger man så en masse tid på at få fjernet alle de der målsætninger igen, som hver især er fornuftige, og jeg vil derfor bare sige, at jeg synes, vi skal lægge hovedtrykket ind på at få fjernet de regler, der gør, at mennesker skal slås fra tue til tue. Det må være det, der er sigtet. 20 pct. af alle sager ved Ankestyrelsen handler eksempelvis om de merudgiftsydelser, f.eks. til kugledynerne.

Tak. Næste korte bemærkning er til fru Katrine Daugaard, Liberal Alliance.

Jeg var i Nordjylland for et par uger siden og tjekkede omgørelsesprocenterne i de nordjyske kommuner, og der fandt jeg for første gang nogen sinde en kommune, der havde 100 pct. i omgørelse. Det havde jeg alligevel aldrig set før. Så jeg synes også, det er meget, meget foruroligende. Vi hører en masse ting, og ordførere siger: Jeg har hørt, jeg har hørt. Jeg har også hørt en masse ting, bl.a. at DH jo ikke kun er kritiske over for magtanvendelse i forbindelse med det her lovforslag, men også er kritiske over for den rammeplan, der er lave for specialeplanen. Og når jeg siger, at jeg har hørt det, er det jo, fordi der åbenbart er nogen, der er inviteret til forhandlinger, og så er vi nogen, der ikke er. Derfor vil jeg gerne have ministeren til at bekræfte, om forhandlingerne er i gang, og forhandles specialeplanen og magtanvendelsesdelen sammen?

Ministeren.

Der er jo ikke kutyme for, at man går detaljeret ind i, hvad der foregår i det forhandlingsrum. Men ja, der forhandles.

Spørgeren.

Og det, at vi har så stærk en organisation som Danske Handicaporganisationer, der går ud og siger, at de simpelt hen ikke kan anbefale, at man går med i det, tænker jeg gør indtryk. Det, at adskillige har kritiseret Tranæsudvalgets anbefalinger, som regeringen indtil videre også har implementeret i hobetal, selv om de er begrundet i synsninger og kommuners oplevelser og ikke ejer af skyggen af fakta, er det ikke noget, vi skal være bekymret for?

Ministeren.

Når jeg f.eks. inviterer Danske Handicaporganisationer og i øvrigt de faggruppers repræsentanter, som arbejder i felten, ind, er det jo netop for at lytte på dem. Ellers ville man jo som regering slet ikke invitere dem ind. Så hele idéen med at invitere parterne ind er jo at lytte til dem, og når man lytter til nogen i den sammenhæng, vil det jo typisk betyde, at man også ændrer på kursen for de ting, man har lavet. Ellers ville man jo gennemføre dem uden at lytte til dem. Så hele idéen med at invitere parterne ind er jo at tage bestik af, hvad de tænker om de her forskellige forslag. Og det er rigtigt, at nogle af de forslag, der ligger på bordet, har parterne ret forskellige opfattelser af. Nogle af tingene er de enige om ikke at synes er gode, og det er bl.a. dele af magtanvendelsesreglerne, og det har de sagt råt for usødet i høringssvarene. Og I kan jo så også godt gætte, at de også siger det ved forhandlingsbordet. Det lytter vi selvfølgelig til.

Næste korte bemærkning er til fru Mette Thiesen, Dansk Folkeparti.

Tusind tak. Jeg vil egentlig gå lidt videre i den her boldgade. For godt et år siden havde jeg og Dansk Folkeparti ministeren i samråd om netop de her magtanvendelsesregler, og vi er fuldstændig enige i, at der er nogle steder, hvor det er rigtig skørt. Eksempelvis er der det her med at skulle spænde en fast i en kørestol, og det her med videoovervågning, så man ikke vækker den enkelte. Jeg var også en del omkring nogle anbragte børn, som måske har hårde stoffer eller alkohol, og hvor personalet selvfølgelig ligesom enhver forældre skal gå ind og tage det fra dem og have muligheden for det. Så der er nogle steder, hvor det åbenlyst giver rigtig god mening.

Derfor må jeg indrømme, at det også undrer mig lidt – ikke at ministeren taler med partierne, for det synes jeg giver rigtig god mening – at jeg så hører lidt bagom, at der er andre partier, der er blevet inviteret ind til de her forhandlinger, når det bl.a. faktisk var mig og Dansk Folkeparti, som jo bad om, at vi faktisk blev inviteret til forhandlinger, netop fordi der var nogle af de her ting, der var lidt skøre.

Kan ministeren åbne op for, om ministeren har tænkt sig at invitere flere partier ind, eller om det kun bliver til de, efter hvad jeg har hørt, tre partier, som indtil videre er inviteret til forhandlinger?

Ministeren.

Rygtebørsen virker ved gud i himlen stadig væk på Christiansborg. Når vi når dertil, kan jeg selvfølgelig bekendtgøre over for jer, hvad vi gør med det. Lige nu har vi et forløb kørende, og på et eller andet tidspunkt ved jeg mere om det, der bliver spurgt til.

Man må ikke påkalde sig de højere magter.

Hverken når det er den gode eller onde variant? Okay, så beklager jeg.

Lige nøjagtig! Begge dele er uden for forretningsordenen. Spørgeren.

Ja, selv om det nogle gange kan føles nødvendigt. Jeg undrer mig, for at være helt ærlig, som ordfører rigtig meget over det, i forhold til at det egentlig var et samråd, jeg indkaldte til på baggrund af det her, hvor vi egentlig blev lovet, at vi blev indkaldt til forhandlinger. Så kan ministeren måske komme lidt mere ind på, om der er nogle særlige overvejelser bag, at man kun inviterer de tre partier særskilt, når et parti som eksempelvis Dansk Folkeparti jo faktisk har åbnet op for, at der er nogle de her ting, som vi synes er en god idé?

Ministeren.

Vi har endnu ikke lagt os endeligt fast på, hvordan slutforløbet af det der bliver, så derfor kan jeg sige utrolig lidt om det. Der kommer jo som altid til at være helt almindelige forhandlinger i Folketingssalen. Det vil sige, at et lovforslag er sendt i høring, og vi har fået rigtig mange høringssvar ind. Der kommer til at være tre behandlinger i Folketingssalen, og der kommer til at være en udvalgsbehandling. Det vil sige, at alle jo bliver inddraget i det almindelige lovarbejde, men hvordan vi tilrettelægger resten af det her forløb har vi ikke lagt os fast på endnu.

Så er der ikke flere korte bemærkninger. Tak til social- og boligministeren. Den første i ordførerrækken er ordføreren for Socialdemokratiet, fru Sara Emil Baaring.

Tak for ordet, formand. Jeg vil gerne starte med at takke Socialistisk Folkeparti for beslutningsforslaget. I Socialdemokratiet deler vi intentionen bag forslaget, som grundlæggende har til formål at bidrage til at løse nogle af de problemer, som vi ser på handicapområdet. Vi ser alt for mange sager, hvor mennesker med handicap ikke får den rette hjælp. Mennesker med handicap oplever dagligt et system, der er en udfordring, og en stribe borgere føler, de møder en mur af bureaukrati og snubletråde, når de efterspørger den hjælp, de har brug for. Det er også derfor, at vi er midt i at finde løsninger på problemerne.

Sammen med organisationer og vigtige samarbejdspartnere på området har vi i Socialdemokratiet deltaget i samarbejdsforummet Sammen om handicap. Her har undertegnede som ordfører fået god indsigt i de mange nuancer, der er i løsningen af disse problemer. Disse møder skal gerne udmunde i at kvalificere den aftale, som vi måtte indgå. Vi skal have lagt asfalten til den vej, som vi skal ned ad, for vi skal i fællesskab se, om vi ikke kan få lagt mere farbar vej end den vej, vi er på vej ned ad.

Der stilles forslag om en handlingsplan. Det arbejde kan vi sagtens se os selv indgå i, og med en handlingsplan kan vi skabe muligheder for, at mennesker med handicap i større grad ikke mødes af et forhindringsløb frem mod den hjælp, som de har brug for. Socialdemokratiet er derfor enige med forslagsstillerne i intentionerne i store dele af forslaget, og vi vil gerne indgå i et samarbejde om en eventuel beretningstekst inden udvalgsbehandlingen. Men sådan som forslaget ligger lige nu, vil Socialdemokratiet stemme kærligt nej.

Det blev et »kærligt« nej – aha. Den første korte bemærkning er til Charlotte Broman Mølbæk, SF.

Tak for det. Det svarer lidt til at få karakteren 10 med pil op: Man ved ikke helt, om det er godt, eller hvad det er. Ej, det er godt, når det er 10, ikke?

Nå. Tak for talen og imødekommelsen af intentionerne og i virkeligheden også anerkendelsen af de udfordringer, der er på området. I virkeligheden mangler der, at der bliver taget politisk handling i forhold til det her. Jeg kan varmt anbefale, at man læser den her rapport, som klart lægger op til, hvad det er, vi kan arbejde med på en meget mere struktureret måde, hvor vi snakker om, om man overhovedet bliver integreret på samme måde, når man lever med et handicap. Har man lige muligheder, og får man rystet nyrerne løs, bare fordi man får en tur i en kørestol i København eller i Randers for den sags skyld?

Vi kender til, at der er meget ulighed i sundhed, når det gælder mennesker med handicap. Der er en langt større rate af alle mulige problemer, og det samme ser vi også inden for beskæftigelse og uddannelse. Det rykker ikke på sig, så vil man i Socialdemokratiet ikke kunne se sig selv i, at vi begynder at arbejde helt konkret og specifikt tværgående på de forskellige områder netop på vegne af de her mennesker med handicap, i forhold til at deres vilkår skal forbedres ?

Ordføreren.

Umiddelbart kan det jo lyde meget besnærende, men jeg må også sige, at jeg har set mange veje dertil, og spørgsmålet er, om det er den løsning, der lige ligger på bordet nu fra forslagsstillernes side, vi skal gå hen imod. Vi har været på studietur sammen for ikke så lang tid siden, og for dem, vi var henne at besøge, var det mere sådan data i udførelsesdelen, som var det vigtige. Så hvilken vej vi lige skal ned ad, kan jeg ikke stå og sige på nuværende tidspunkt, men jeg synes helt bestemt, at der skal gøres noget, for vi gør det ikke godt nok, som det er i dag.

Spørgeren.

Så kunne jeg jo frisk spørge ordføreren, om regeringen så er klar til at tildele de mange milliarder, som man gjorde tværgående politisk i Australien for netop at opprioritere området. Det kunne da være det første spørgsmål. Det andet er: Hvad mener Socialdemokratiet så, vi skal gøre for netop at sikre, at flere mennesker, som har et handicap, kommer i uddannelse og i job, og at flere kan leve et aktivt liv, selv om man har et handicap?

Ordføreren.

Jeg synes, der noget omkring de data, og det var jo også det, som vi så. Der er noget i forhold til uddannelse og faglighed og hvilken indsats der bliver gjort, og hvorfor vi gør det. Det var meget det, som jeg tog med mig fra studieturen, og som jeg synes vi kan meget enormt opmærksomme på, når vi nu skal til at implementere og forhåbentlig skabe store ændringer.

Næste korte bemærkning er til hr. Torsten Gejl, Alternativet.

Tak, og tak for talen. Vi havde en handicapdebat her i salen for 14 dage siden, tror jeg, hvor det handlede om, hvorvidt området skulle væk fra kommunen, og hvor jeg spurgte ordføreren til Tranæsudvalgets rapport. Da sagde ordføreren, at den havde ordføreren ikke læst, for det var kun en uge siden, den var kommet. Nu er det næsten en måned siden, og jeg tror, ordføreren har haft tid til at læse den. Er det sådan, at ordføreren i forhold til de forhandlinger, som ordføreren refererer til og ordføreren sidder i, Sammen om handicap, kan sige, om der er noget i Tranæsudvalgets rapport, som bliver brugt og måske kan blive til virkelighed, eller i den handicappolitiske handleplan, vi forhandler her, og som ordføreren så kærligt siger nej til? Er der nogen ting i Tranæsudvalgets rapport, der kunne blive til målsætninger i den?

Ordføreren.

Jeg må ærligt sige, at der faktisk ikke har været et møde, siden Tranæsrapporten kom, så hvad de forskellige parter siger om Tranæsrapporten, kan jeg ikke stå og sige her. Men jeg synes, der er noget interessant i Tranæsrapporten, og det er hele det med uddannelse og forskning i forhold til evidens, og der er vi tilbage til det, jeg sagde til den tidligere ordfører, i forhold til hvorfor vi gør de ting, vi gør, og hvilke indsatser og dataindsamling der er. Det tror jeg er enormt vigtigt at vi får kigget på, og det er jo et af de spor, der bliver peget på.

Spørgeren.

Så jeg kan forstå, at der altså har været møde i den kreds i 3 uger eller sådan noget – okay. Hvis eller når vi sammen laver en beretning, hvor vi kigger lidt fremad – hvis SF vælger at gøre det – kan ordføreren så blive lidt mere konkret på, hvad man sådan kunne sætte af mål ud fra Tranæsudvalgets rapport?

Ordføreren.

Det kan jeg ikke stå og sige her fra talerstolen. For jeg synes ikke, det er tydeligt for mig, om det er målene, der er vejen frem, eller om det er noget andet, der er vejen frem. Derfor glæder jeg mig faktisk rigtig meget til, at vi skal i gang med udvalgsarbejdet og have en lidt mere grundig dialog og eventuelt også hive nogle parter ind.

Næste korte bemærkning er til fru Katrine Daugaard, Liberal Alliance.

Jeg forstår simpelt hen ikke rigtig, hvad ordføreren egentlig mener her. På den ene side siger ordføreren, at de sagtens kan se sig selv indgå i sådan en handleplan her, men på den anden side vil de ikke stemme for den, selv om I netop nu sidder og forhandler. I kunne jo bare gøre det til virkelighed. Så det forstår jeg ikke rigtig. Begrundelsen er åbenbart, at der mangler noget data. Det er vi jo enige om der mangler. Det er Tranæsudvalget også enige om mangler. De havde jo fået til opgave at finde ud af, hvad det er, der driver de øgede udgifter, og det kunne de ikke finde ud af eller svare på, bl.a. fordi der mangler data. Alligevel kommer de med 19 anbefalinger, hvoraf I som regering allerede har implementeret en hel masse uden evidens. Ordføreren taler stik imod sig selv hele tiden i det, der er blevet sagt her på talerstolen i dag.

Ordføreren.

Det synes jeg bestemt ikke undertegnede gør. Jeg synes netop, at jeg påpeger, at jeg ikke er sikker på at det at opstille mål osv. er den vej, vi skal ned ad. Det kan være, at det er en mere grundig dataindsamling, der er vejen frem, og det er det, som jeg synes vi skal have en god drøftelse af i netop udvalget. Jeg er fuldstændig enig i intentionerne. Vi skal gøre det grundlæggende meget bedre for mennesker med handicap, men om det lige er at skabe det her bureaukrati, vil jeg godt kalde det her på talerstolen, eller om det er en anden vej, vi skal ned ad for at løse det, er jeg faktisk ikke sikker på. Så derfor har jeg brug for, at vi har en drøftelse sammen om det.

Spørgeren.

Der står jo her, at der lægges vægt på, at handleplanen skal indeholde konkrete målsætninger. Det hænger vel også sammen med, at man skal måle med en eller anden form for tal og have noget evidens med. Spørgsmålet er så, om man når de målsætninger. Hører jeg, der er enighed her? Hvorfor kan Socialdemokratiet ikke stemme for – er det bare, fordi det ikke er jeres eget forslag?

Ordføreren.

Vi tager altid imod gode idéer, også selv om det er os selv, der ikke lige har fundet på idéen. Så fine er vi nu ikke. Men jeg er bare ikke sikker på, at det at opstille en masse mål nødvendigvis vil gøre det bedre for borgerne. Nu er jeg selv skolelærer, og det gjorde det ikke ligefrem bedre for folkeskolen, at der blev opstillet 4.000 mål for folkeskolen. Så er det den rette vej, vi er på vej ned ad? Det kunne jeg godt være rigtig nysgerrig på.

Der er ikke flere korte bemærkninger, så tak til fru Sara Emil Baaring, Socialdemokratiet. Næste ordfører er fru Anni Matthiesen, Venstre. Velkommen.

Tak for det, formand, og tak til SF for at italesætte, at vi bør have en handicappolitisk handlingsplan. Jeg vil starte med at sige, at vi fra Venstres side faktisk er enige i, at vi bør have det. Dog vil jeg, også ud fra den dialog eller de spørgsmål og svar, der også var mellem SF's ordfører og ministeren, også sige, at jeg stadig væk godt kan være lidt i tvivl om, hvad det helt nøjagtigt er, SF egentlig gerne vil have. Jeg må sige, at hvis det er at få skabt et hav af nye mål, som egentlig gør, at de mennesker, som har med de handicappede at gøre, skal bruge masser af kræfter og tid på at sætte sig ind i dem, vil jeg sige, at så bliver jeg bekymre. Og det er i hvert fald ikke den vej, vi synes vi skal gå. Hvis det derimod er at få skabt en handleplan, hvor man også samtidig får indsamlet nogle data, man kan bruge i forhold til målene, vil jeg sige, at så vil vi i Venstre også rigtig gerne være med til at arbejde på en fælles beretning omkring det. Det er egentlig det, jeg har brug for at understrege over for SF's ordfører, nemlig at det ser vi positivt på.

Men vi er jo, som man også kan høre, netop i gang med nogle forhandlinger her og nu, og vi arbejder bl.a. tæt sammen med parterne i »Sammen om Handicap«. Man kan sige, at uanset hvad tror jeg egentlig, at alle vi, der er i salen her og nu, har en intention om, at vi vil det bedre, end det er i dag, og at vi også er nødt til at få kigget på, hvad det er, vi gør forkert i dag, som vi er nødt til at lave om på. Jeg tror ikke på, at vi bare kan fortsætte uændret ad den vej, som vi kører nu; jeg tror, vi er nødt til at kigge ind i, hvad det er, vi skal have skruet på, hvad det er, vi skal have ændret på, så der forhåbentlig er flere handicappede, der bliver væsentlig mere tilfreds med den hjælp, som de får i dag.

Så jeg kan sige, apropos det, SF's ordfører sagde, at Venstre kommer til at stemme varmt nej til beslutningsforslaget, men vi indgår gerne i dialog om en fælles beretning.

Der er åbenbart flere knapper at trykke på: et kærligt nej, et varmt nej! Jeg må ned og tjekke det på min pult om lidt.

Første korte bemærkning til ordføreren er til fru Charlotte Broman Mølbæk, SF.

Jeg ruller mig i varme og kærlighed, for man kan næsten ikke blive andet end glad i låget. Hvis vi lige skulle helt ud over kanten, skulle det jo være et rent ja, ikke? Men tak for imødekommelsen og anerkendelsen af det.

Jeg kan godt bekræfte over for ordføreren, at det, der er intentionen med lige præcis det her forslag, er det sidste; det er netop, at vi systematisk opsamler data på forskellige områder for at lære: Hvad er det, vi har brug for at gøre bedre? Hvad er det, vi gør nu? Hvad er det, vi ikke gør nu? Hvad er det for nogle konstante udfordringer, mennesker med handicap møder, når de skal i job? Hvad er det for nogle konstante udfordringer, de har med ikke at kunne komme ud af døren, eller at deres sundhedsudfordringer ikke bliver opdaget i tide, eller i virkeligheden også den der oplevelse, mange har af stor ensomhed, altså hvordan kan vi arbejde med det?

Det er i virkeligheden det, det handler om, og absolut ikke i forhold til medarbejderen. Jeg kan fortælle ordføreren, at jeg selv har været en medarbejder, der har prøvet papirtigre, så det er slet ikke der, det er. Men det er, for at vi politisk forpligter os på at indsamle data systematisk, for det gør vi slet ikke på det her område, sådan som vi bl.a. gør det på børne- og undervisningsområdet.

Ordføreren.

Ja, og det er også derfor, jeg tænker, at vi sagtens eller i hvert fald burde kunne gå sammen om en fælles beretning, og det vil jeg også rigtig gerne være med til at understøtte. For jeg er jo helt, helt enig i, at det er vanvittigt, at vi i dag har mange, mange eksempler på, at vi bruger et hav af timer, mens vi samtidig slæber handicappede mennesker igennem nogle systemer, og i sidste ende bliver de ikke lykkeligere som mennesker, tværtimod bliver de udsat for igen og igen måske at skulle sidde på rådhuset og argumentere for, at de er nødt til at skulle have noget mere hjælp. Og den tid, man så bruger på det, burde rent ud sagt i stedet være brugt på egentlig at hjælpe de handicappede. Så så langt er vi i hvert fald enige.

Spørgeren.

Det kvitterer jeg for, og det arbejde vil jeg se frem til. Nu må jeg lige se, hvad resten af ordførerkredsen siger. Jeg håber, at vi kan nå sammen og gøre det her for netop at sikre, at der sker politisk handling, der er knyttet op på data, så vi gør det lidt mere struktureret og ikke sådan lidt mere spredehaglsagtigt, sådan som området er i dag. For i virkeligheden – og det ved jeg også godt at ordføreren har et rigtig stort indblik i – er der bare alt for mange mennesker med handicap, som hele tiden støder panden mod en mur alle mulige steder, og det kan vi altså godt gøre bedre i det her samfund.

Ordføreren.

Jamen jeg kan kun sige, at jeg er enig. Og jeg vil sige, at jeg næsten dagligt hører de her eksempler, hvor man egentlig også bliver ked af det, både på de handicappedes vegne, men egentlig også, fordi man synes, at det rent samfundsmæssigt jo er dybt godnat, at man anvender rigtig, rigtig mange penge og flere og flere penge på det her område, uden at man egentlig sikrer, at det, man leverer, bliver bedre. I hvert fald oplever jeg ikke, at de handicappede siger, at nu er det bare fantastisk. Så der er nok at tage fat på.

Den næste korte bemærkning er til fru Katrine Daugaard, Liberal Alliance.

Jeg synes, det er interessant at høre Venstres ordfører beskrive, hvilken vej I i hvert fald ikke synes man skal gå nedad. Så lad os da få beskrevet den vej, som I som liberalt parti åbenbart synes man skal gå nedad. Som Danmarks Liberale Parti har I jo bl.a. været med til at udbygge det kommunale monopol i forhold til at bruge i omegnen af halvanden milliard kroner, mener jeg det er, altså på at udbygge kommunale botilbud. Er det virkelig den vej, Danmarks Liberale Parti, Venstre, synes vi skal gå nedad?

Ordføreren.

Jeg kan jo bekræfte, at det har vi stemt ja til – ja, det har vi.

Spørgeren.

Så det er politik, som Venstre synes er god handicappolitik, altså det er god liberal politik at udbygge det kommunale monopol og dermed gøre det meget vanskeligere for private at konkurrere?

Ordføreren.

Jeg kan betrygge LA's ordfører med, at noget af det, som jeg som liberal Venstrekvinde bl.a. kæmper for, jo er, at man får øget økonomisk gennemsigtighed, bl.a. for også at sikre, at også private og selvejende tilbud får bedre muligheder for at kunne stå op imod eller for den sags skyld give tilbud. Det er noget, som jeg rent ud sagt har arbejdet for i mange, mange år, og som jeg fortsat arbejder for. Der kan jeg jo så håbe på, at det på en eller anden måde kan gøre det lettere og bedre at være selvejende og privat.

Næste korte bemærkning er til hr. Torsten Gejl, Alternativet.

Tak. Der foregår åbenbart nogle forhandlinger på handicapområdet, og det er tilsyneladende mellem nogle organisationer og nogle partier. Og det ser ud, som om der er nogle partier, der ikke er fundet gode nok til at være med i de forhandlinger, og der bliver jeg meget nysgerrig: Hvad er det for nogle partier, der sidder og holder hemmelige forhandlinger om noget af den vigtigste fremtidige handicappolitik i det her årti? Hvem er det, der sidder og forhandler? Hvorfor er det hemmeligt? Hvorfor kan Alternativet ikke være med? Hvad er det, der gør, at vi er diskvalificeret? Det samme gælder Enhedslisten, som også har været aktive inden for handicappolitik i mange, mange år. Hvad er det for et hemmelighedskræmmeri? Hvem er det, der deltager?

Ordføreren.

Jeg synes egentlig, at det er spørgsmål, man bør rette til ministeren og ikke til mig som ordfører.

Spørgeren.

Det kan simpelt hen ikke passe, at ordføreren ikke kan svare for regeringen. Altså, ordføreren er jo med i et regeringsparti, så man må jo kunne stå inde for de her ting.

Mit næste spørgsmål er: Hvad med 1 million stemmer og alle de mennesker, som er bekymrede for, at økonomien kommer til at styre alt for meget, sådan som det blev demonstreret den 22. maj? Hvad med dem – er de med? Det kan ordføreren måske svare på. Er de med blandt de organisationer, der er blevet indbudt til de her forhandlinger?

Ordføreren.

Jamen jeg kan jo sige, at vi lytter. Uanset hvem der skriver til mig eller ringer til mig, lytter jeg til dem. Det vil sige, at jeg ikke sorterer i, hvem det er, jeg synes jeg vil lytte til, og hvem jeg ikke vil lytte til. Og det er det, jeg påtager mig som Venstres ordfører på det her område – det er jo egentlig, at dem, der rækker ud til mig og gerne vil drøfte nogle ting med mig, tager jeg gerne kaffemøder med og får en god snak med – og for den sags skyld også får input fra til de forhandlinger, som også pågår.

Næste korte bemærkning er til fru Marlene Harpsøe, Danmarksdemokraterne.

Først tak til ordføreren for talen. I Danmarksdemokraterne synes vi, det er ærgerligt, at det tilsyneladende tegner til, at regeringen ikke kan bakke op omkring det her beslutningsforslag. Man rækker så hånden ud – og det er positivt – i forhold til det her med at skrive en beretning. Det er jo en måde, man kan samles på i Socialudvalget og måske blive enige om noget, der ligger i forlængelse af det her beslutningsforslag. Så tak for den håndsrækning, for det er faktisk rigtig vigtigt. Vi er jo mange, der gerne vil samles i en bred kreds og rent faktisk både aftale noget, men selvfølgelig også før det forhandle om noget, der kan gøre gavn for rigtig mange mennesker.

Så jeg vil bare lige høre, om ordføreren kan være mere konkret, i forhold til hvad ordføreren tænker og hvad regeringen tænker, men primært, hvad Venstres ordfører tænker. Hvad tænker Venstres ordfører der skal stå i sådan en beretning?

Ordføreren.

Jeg kan sige så meget – og jeg tror også, det var det, jeg nævnte for SF's ordfører – at noget af det, som jeg i hvert fald har brug for at der også står i beretningen, er sikkerheden for, at vi ikke får skabt en ny papirtiger, som man kalder det; altså at vi får sikkerhed for, at vi ikke skaber en eller anden mastodont af noget, som kræver, at de mennesker, som egentlig bør bruge deres tid sammen med de handicappede, skal sidde og registrere og kontrollere i forhold til det arbejde, de udfører.

Spørgeren.

Tak for svaret og for at være konkret. Betyder det så, at man faktisk er enig i, at der skal være en handicappolitisk plan, men at man bare gerne vil undgå, at det bliver noget bureaukratisk bøvl? Er det sådan, jeg skal forstå det?

Ordføreren.

Jamen hvis man ellers læser regeringsgrundlaget, er det jo faktisk sådan, at det er noget af det, som også er skrevet ind i det. Så det er jo ikke fremmed for os at tale om det her. Men jeg har også bare brug for at sige – og det kender vi jo især fra folkeskoleområdet, som jeg også er ordfører på – at man skabte noget i god tro for år tilbage, hvor man lavede en masse målsætninger, som voksede og voksede, fordi man jo egentlig som udgangspunkt ville gøre det godt, og der vil jeg bare sikre mig, at vi så ikke dummer os på det her område og gør akkurat det samme og dermed skal til at rulle alt det tilbage igen om nogle få år.

Næste korte bemærkning er til Victoria Velasquez, Enhedslisten.

Tak. Noget af det, som jeg virkelig synes er vigtigt at vi får sikret på det her område, er især også retssikkerheden. Altså, når man står et helt sårbart sted og så ovenikøbet oplever, at man ikke får det, man har ret til, eller oplever, at der faktisk sker noget direkte ulovligt, så kan man virkelig føle sig som en lille mand mod et kæmpestort system. Og det er noget af det, som er hjerteblod for os i Enhedslisten. Ud over at være et af de partier, som kæmper allermest på det her område, er vi samtidig også nogle af dem, der faktisk har rejst nogle af de midler, der er kommet til handicapområdet det seneste år.

Jeg kan egentlig ret godt genkende ordføreren, når hun siger, at hun ikke sorterer i, hvem hun mødes med, men lytter. Det er faktisk også den oplevelse, jeg har af ordføreren på helt andre områder – erhvervsområdet og andre områder. Men jeg kan ikke lade være med at tænke på, at jeg jo synes, det er dejligt, at det er det, Venstre repræsenterer her i salen. Men hvad tænker ordføreren så om, at det ikke er det, ministeren som repræsentant for regeringen på det her spørgsmål repræsenterer?

Ordføreren.

Men sådan ser jeg det egentlig ikke. Jeg både føler og ser, at vi har et supergodt samarbejde, også blandt regeringspartierne og for den sags skyld med ministeren, og vi kæmper den samme kamp for forhåbentlig nu at få skabt noget, som er meget bedre end det, vi har i dag. Og så vil jeg sige: Lige såvel som retssikkerheden er noget af det, som er hjerteblod for Enhedslistens ordfører – det er ikke overraskende for mig – så er noget af det, som også er hjerteblod for mig, som jeg også sagde før, det at få en større økonomisk gennemsigtighed, for det ved jeg der er rigtig mange, også organisationer, der har kæmpet for i årevis, og der har man stadig væk ikke kunnet levere.

Spørgeren.

Det er jeg glad for. Det er også noget af det, der er virkelig, virkelig vigtigt, og selvfølgelig også, at man ikke oplever, at der går økonomisk kassetænkning i det, og at det er det, der pludselig gør, at man ikke får det, man faktisk har ret til. Men det får mig bare til at vende tilbage til vigtigheden af, at de forskellige ting, vi bidrager med fra partierne, faktisk ikke får lov til at komme med ind i forhandlingslokalet. Det synes jeg bare er ærgerligt, for vi har jo både medlemmer, aktive kontakter og en masse viden, og nogle gange har vi også noget, der er hjerteblod på de forskellige områder, og faktisk noget positivt, vi kan bidrage med i forhandlingslokalet. Så hvad tænker ordføreren om, at ministeren ikke åbner op for det?

Ordføreren.

Jeg vil sige: Hvis Enhedslistens ordfører inviterer mig på kaffe, siger jeg da altid ja tak. Så det er også en mulighed at drikke kaffe og vende nogle ting. Det er jo ikke sikkert, vi bliver enige. Men jeg har egentlig den holdning, at vi altid kan blive klogere på hinanden, og man kan selv blive klogere undervejs, og det synes jeg egentlig jeg næsten gør dagligt. Selv om jeg har været i Folketinget i næsten 13 år, er det da næsten en daglig ting, at jeg tænker: Okay, sådan kunne man også se på det. Så er det noget, som vi på en eller anden måde kunne tænke med? Og så vil jeg sige: Parterne i Sammen om handicap repræsenterer jo virkelig bredt, og dem er jeg totalt tryg ved også at sidde i lokale med.

Så er der ikke flere korte bemærkninger. Tak til fru Anni Matthiesen, Venstre. Næste ordfører er fru Marlene Harpsøe, Danmarksdemokraterne. Velkommen.

SF har foreslået at indføre en handicappolitisk handleplan. Mere konkret foreslås det at pålægge regeringen inden udgangen af folketingsåret 2024-25 at igangsætte arbejdet med en handicappolitisk handleplan. Og den her handleplan skal så indeholde nogle konkrete målsætninger, så det kan vurderes, om udviklingen går i den rigtige retning. Det foreslås også, at der nedsættes en styregruppe til at monitorere og koordinere implementeringen af handleplanen.

Der har allerede været lidt kritik af en eventuel handlingsplan heroppe fra talerstolen. Man vil gerne undgå, at det bliver noget bureaukratisk noget, og det synspunkt deler jeg selvfølgelig. Selvfølgelig må det ikke være bureaukrati, men fra min egen hverdag, bl.a. oppe i Helsingør, hvor jeg på et tidspunkt var med til at foreslå, at vi indførte en psykiatrihandlingsplan, kan jeg sige, at vi rent faktisk har fået fremlagt en plan nu med nogle helt konkrete bud på, hvad man kan gøre. For det handler ikke bare om målsætninger; det handler jo også om, at kloge politikere selvfølgelig vedtager, at det skal ledsages af noget helt konkret – noget, man rent faktisk kan sætte i værk for at nå de målsætninger. Selvfølgelig skal vi da også måle på den indsats, vi gør på. Altså, går det rent faktisk i den rigtige retning? Bliver kvaliteten bedre? Bliver medarbejdernes trivsel bedre? Bliver de handicappedes trivsel bedre? Det kan faktisk godt lade sig gøre, og det er sund fornuft at gøre det.

I Danmarksdemokraterne stemmer vi for beslutningsforslaget her, og det gør vi, fordi en handlingsplan jo kan være med til at sikre, at der fremover træffes nogle beslutninger om hjælp og støtte ud fra et fagligt udgangspunkt og med en større ensartethed på tværs af kommunerne, så det ikke er postnummeret, der bliver afgørende for hjælpen, som man kan få. Det er sund fornuft. Der sker mange fejl på handicapområdet i dag. Det behøver jeg ikke at nævne igen og igen; det er der allerede flere ordførere der har sagt. Vi ved det, vi kender problemerne, og vi kender deres omfang. Det her er altså noget, som går ud over mennesker, som er i en udsat livsposition, og som rækker ud, fordi de har brug for hjælp, og så skal vi også som samfund gøre alt, hvad vi kan, for at give dem den hjælp.

Jeg er meget optaget af, at vi kommer af med det her monster, som kaldes new public management, og jeg blev så glad for nylig, da jeg så, at selveste statsministeren i en kronik i Politiken skrev, at nu skulle vi tage det her opgør. Det var så primært folkeskolen, man koncentrerede sig om. Men nu har jeg også tilladt mig at stille nogle udvalgsspørgsmål til statsministeren, altså hvad med socialområdet, hvad med handicapområdet? Hvorfor ikke sætte mennesket i centrum? Hvorfor ikke sikre relationel velfærd, hvor man sætter mennesket i centrum, hvor det er en helhedsorienteret indsats omkring det enkelte menneske, og hvor man rent faktisk sætter deres behov og ønsker i centrum? For relationer kan noget. Nu er jeg selv uddannet sygeplejerske. Jeg kommer fra et studiemiljø – det ligger nogle år tilbage – hvor selve kernen i det, vi blev uddannet til, var relationer. Selvfølgelig er sygepleje anatomi, psykologi, farmakologi osv., det er også vigtigt, men det, vi blev lært, var, at for al sygepleje gælder det, at vi skal sætte mennesket først; vi skal sætte mennesket i centrum og relationen i centrum. Hvorfor skulle det være anderledes på andre områder? Selvfølgelig er det da ligesådan på social- og handicapområdet, og derfor er det også noget, som vi i hvert fald i Danmarksdemokraterne kommer til at arbejde meget målrettet i forhold til at sikre.

Derfor bliver jeg også noget fortørnet over at se, at regeringen har sendt et lovforslag i høring, som på nogle punkter – og det er selvfølgelig positivt nok – gør, at man kan komme af med noget overflødig dokumentation, men som på andre områder virkelig udsættes for stærk kritik fra Danske Handicaporganisationer. Og de sidder jo med de mennesker til hverdag, som rent faktisk har de her udfordringer og har brug for hjælp og støtte. Derfor undrer det mig også, at regeringen kan sende sådan et lovforslag i høring, som ikke engang har været inde over Danske Handicaporganisationers bord. Det er trist, men jeg håber, regeringen kommer til at rette ind i forhold til den kritik.

Danmarksdemokraterne støtter B 158.

Første korte bemærkning er til fru Charlotte Broman Mølbæk, SF.

Tak for det. Det her er jo næsten sand kærlighed, men ikke til SF, men i virkeligheden de mennesker, som vi snakker om her, alle de mennesker, der lever med handicap i Danmark. Jeg vil gerne sige stor tak, selvfølgelig for tilslutningen, men i virkeligheden også den rigtig fine tale, som jeg synes sætter meget præcise ord på, hvad intentionen fra SF's side egentlig har været med det her beslutningsforslag.

Det handler lige præcis om, at vi binder os politisk både til at følge data, men også at lave nogle målsætninger, som ikke bare er noget, som andre skal følge, men som vi skal følge, og som vi skal forpligte os til netop at handle politisk på, så man netop kommer videre, så vi ikke hele tiden bliver ved med at få tal, der igen og igen siger, at det er cirka det samme antal mennesker med handicap, der er uden for arbejdsmarkedet, at det er cirka det samme antal mennesker med handicap, der står meget mere ulige, når det gælder sundhed, at der er rigtig mange, der er ensomme eller uden børn osv. Så jeg vil gerne kvittere for det klare fokus og ser frem til samarbejdet om at kvalificere det her.

Ordføreren.

Selv tak.

Ønsker spørgeren en anden omgang?

Ja tak! Der er meget at sige om det her, og jeg vil gerne sige, at vi i hvert fald godt vil tappe hundrede procent ind i det her med kampen mod new public management. Den fjerner fokus væk fra mennesker og flytter fokus over på systemer og økonomi, og den har en masse fejlantagelser omkring, hvad mennesker i virkeligheden har brug for. Ansatte i det offentlige kan med deres faglighed faktisk godt selv vurdere det. Så det kan sagtens gå sammen med den her målsætning. Men tak for også at sætte fokus på det.

Ordføreren.

Selv tak. New public management gør det i hvert fald værre for mennesker, som har brug for hjælp; det gør det ikke bedre.

Den næste korte bemærkning er til fru Anni Matthiesen, Venstre.

Tak for ordførertalen. Jeg ved jo også, at Danmarksdemokraternes ordfører har et stort kendskab til, hvordan tingene foregår i kommunerne. Jeg har også selv arbejdet i en kommune, inden jeg blev politiker, og jeg var dengang også med til at lave rigtig mange forskellige planer, og nogle gange blev det også på den måde, at en plan, som man havde lavet, efter et par måneder kom ind at stå på hylden, og den så stod der og samlede støv, og at man efter nogle år næsten havde glemt, at man havde brugt kræfter på den. Det er også den nervøsitet, jeg kan have, når vi nu bare siger, at vi laver en ny handlingsplan, og det er jo også derfor, jeg gerne vil spørge Danmarksdemokraterne:

Hvad tænker Danmarksdemokraterne vi, når vi laver en ny plan, helt konkret er nødt til at gøre for at følge op på den, og hvad vil det eventuelt få af meromkostninger?

Ordføreren.

Det er jo rigtigt, at der er talrige eksempler på, at der er folk i både kommuner og andre steder, der har lavet politikker, og det så er endt som sådan noget, der lyder godt, men hvor man kan spørge, hvor den konkrete handling er, og det bare ligger på en hylde og samler støv, og det er ikke i orden. Altså, det skal jo følges op af nogle konkrete handlinger og nogle konkrete beslutninger, og der må vi som politikere jo tage os selv i nakken og sige, at det er os, der har ansvaret.

Uanset om man sidder i en kommunalbestyrelse, i et regionsråd eller herinde i Folketinget, så har vi alle sammen et ansvar for at sikre, at når der etableres en handlingsplan, så følger man også op på den, og det skal jo gerne gå hånd i hånd med nogle konkrete initiativer. Igen vil jeg, som jeg også nævnte i min ordførertale, sige, at det ikke bare nytter med fine målsætninger, men at der skal stå noget konkret om, hvad det er, vi gerne vil, og hvad det er, vi kan samles om, for rent faktisk at sikre, at vi går i den rigtige retning. Der kunne man jo starte med at høre Danske Handicaporganisationer for at finde ud af, hvad det præcis er, der skal til, og det er regeringen jo også i gang med.

Spørgeren.

Det er jo også derfor, jeg, med de erfaringer, som et efterhånden langt liv måske nogle gange også giver – brændt barn skyer ilden – kan nævne den mængde af handlingsplaner i den offentlige forvaltning, som jeg selv har været med til at udarbejde, og som efter noget tid desværre blev glemt, og som faktisk ikke blev forankret godt nok, og som dermed ikke kom til at blive brugt i hverdagen. Der vil jeg selvfølgelig også gerne, som jeg også lidt sagde det til SF's ordfører, sikre mig, at vi i forbindelse med en fælles beretning nu ikke bare får skabt et eller andet, som måske kommer til at stå og samle støv. Og jeg tror også, ordføreren kan bekræfte, at vi, når det drejer sig om den mængde af mål, som vi sammen var med til at skabe i folkeskolen, nu er i gang med at rydde op i det.

Tak. Så er det ordføreren.

Jeg er enig med ordføreren for Venstre. Vi skal ikke skabe et eller andet bureaukratisk monster, hvor man ikke gør noget konkret. Det, man rent faktisk skal gøre, er at lave nogle målsætninger og så følge det op med konkrete handlinger, og der er det politikerne herinde på Christiansborg, men også i kommunerne og i regionsrådet osv., der løbende skal følge op på det og afsætte midler til, at det rent faktisk også kan komme i luften, og at det kan ske. Det er vores ansvar, og hvis det er sådan, at det ikke er blevet gjort tidligere, så er det, fordi politikerne har sovet i timen.

Den næste korte bemærkning er til hr. Torsten Gejl, Alternativet.

Tak, og tak for talen. Jeg vil gerne adressere det, som ordføreren også var forbi på et tidspunkt, altså at der åbenbart sidder en hemmelig gruppe af organisationer inden for handicapområdet og en hemmelig gruppe af politikere og forhandler noget af den måske vigtigste handicappolitik, vi kommer til at lave i rigtig, rigtig lang tid.

Hvad tænker ordføreren om, at vi er nogle partier, der er udelukket? Nu har ordføreren jo selv en interesse for og forstand på handicapområdet, og Karina Adsbøl fra ordførerens parti har kæmpet den sag i hundrede år, og vi har i Enhedslisten, Alternativet og DF altså også virkelig, vigtig hængt i og præsenteret ambitioner og fulgt med i det her område, og vi er bare udelukket.

Tror ordføreren, at det, der kommer ud af det, kan have den samme kvalitet, når det er sådan, at mange af de progressive og ihærdige handicappartier totalt er udelukket fra forhandlingerne?

Ordføreren.

Med hånden på hjertet synes jeg, det er en ubehagelig strategi, som regeringen lægger for dagen i forhold til at udelukke nogen fra f.eks. forhandlinger på det handicappolitiske område. Jeg synes, det er en ubehagelig strategi, og jeg forstår ikke, at man kan lave sådan et udemokratisk tiltag. Nu er det ikke min første periode herinde i Folketinget, for jeg har også siddet i Folketinget i to andre perioder, men jeg har aldrig oplevet noget lignende.

Når det så er sagt, tror jeg bestemt også, at det, når vi sammen er kommet ind i det forhandlingsrum og vi har sat os ned og vi får fundet nogle fælles løsninger, så bliver godt, og vi vil jo alle sammen det samme sted hen. Så det er en ubehagelig strategi, som regeringen her lægger for dagen, og jeg synes overhovedet ikke, at det burde være sådan. Men det er regeringen, der p.t. sidder med magten, og jeg synes bare, det er smadderærgerligt, at man gør det på den måde.

Spørgeren.

Jeg er virkelig enig, og jeg er meget enig i ordførerens idé om at banke på døren. Altså, vi er jo venligsindede partier, som gerne vil tilføre det her område kvalitet og visioner. Så vi banker fra Alternativets side her også på og siger: Lad os nu komme ind i det rum og være med til at skabe den værdi, som vi bedst kan skabe, når vi er mange. Der tænker jeg også på, at man for vores skyld godt kunne invitere repræsentanter fra f.eks. #enmillionstemmer ind, som jo har været meget aktive med at foreslå konstruktive forandringer på handicapområdet til Folketinget. Hvad tænker ordføreren om det?

Ordføreren.

Helt overordnet set synes jeg igen, at man skal tage os alle sammen ind i et forhandlingsrum, og lad os så tale sammen, og lad os se, hvad vi kan udrette sammen. Jeg har f.eks. senest også på området for den forberedende grunduddannelse fået lov til at være med til nogle forhandlinger ovre i et andet ministerium, nemlig i Børne- og Undervisningsministeriet, hvor det, kan man sige, virker, som om der er et helt andet regime, i forhold til hvordan man forhandler og hvem man inviterer indenfor. Så det kan man jo godt vælge. Men det er altså socialministeren, der her sidder med den afgørende magt, og som altså her vælger at udelukke nogle partier fra de vigtige drøftelser.

Næste korte bemærkning er til fru Victoria Velasquez, Enhedslisten.

Tak. Man kan sige, at der jo er nogle ting, der er sket i forhold til det indenrigspolitiske flertal, hvad angår regeringen. Jeg kommer bare til at tænke på, at det på den måde godt kan virke lidt gentagende. Men det er også, fordi bekymringen er stor. Der er risiko for, at man kan se i den endelige aftale og på resultatet, at regeringen her agerer magtfuldkomment. Er det noget, der bekymrer ordføreren?

Ordføreren.

Det er bestemt noget, der bekymrer os i Danmarksdemokraterne, at regeringen udøver sit virke på en magtfuldkommen måde. Det er bestemt noget, der bekymrer. Vi vil jo alle sammen bare gerne ind ved bordet og være med til at forhandle, sådan at vi sammen kan lave en rigtig god løsning på vegne af de mennesker med handicap, som har brug for hjælp. Det er jo dem, der er i centrum. Det skal ikke være mærkeligt politisk spin, som skal være i centrum. Det er et forsøg på at holde mennesker eller partier ude af nogle forhandlinger. Det synes jeg er en mærkelig taktik. Lad os sætte os sammen ved forhandlingsbordet og tale sammen, for jeg tror faktisk godt på, at vi kan finde en fælles løsning, der kommer de mennesker til gavn, som det handler om: dem, som vi alle sammen kæmper for herinde, og som bl.a. er mennesker med handicap.

Spørgeren.

Jeg bliver i hvert fald også bekymret, når man ved, at det netop er de menneskers stemme, vi løfter herind, og at det er dem, som har en stor faglighed og arbejder inden for området og også gør det allermest ihærdigt, der faktisk er udelukket fra forhandlingerne. Det kan jeg i hvert fald mærke giver mig ondt i maven, i forhold til hvad det er for et resultat, der kommer til at lande.

Nu er det jo sådan, at regeringen har mistet sit indenrigspolitiske flertal, så overvejer ordføreren måske så at sende en appel til nogle af de andre partier, som ikke er i regeringen?

Ordføreren.

Jeg har ikke gjort mig lignende overvejelser, men jeg er helt frisk på et samarbejde bredt set i Folketinget i forhold til at få præget regeringen til rent faktisk at invitere til forhandlinger med alle Folketingets partier. For det synes jeg bare er mest anstændigt i forhold tildet politiske arbejde og det miljø, der ligger foran os, og i høj grad også i forhold til de mennesker, som er i centrum for det arbejde, vi gør.

Så er der ikke flere korte bemærkninger. Tak til fru Marlene Harpsøe, Danmarksdemokraterne. Næste ordfører er fru Katrine Daugaard, Liberal Alliance. Velkommen.

Tak. Forslaget har egentlig et positivt sigte, som vi i LA kan bakke op om, og hensigten er egentlig meget i tråd med LA's kritik af regeringen på handicapområdet. Ofte oplever jeg egentlig ikke SF og LA som særlig forskellige, når vi taler handicappolitik. Der er faktisk rigtig meget, vi er enige om. Ikke desto mindre er det min og Liberal Alliances holdning, at handleplaner som oftest bliver meget tomme ord om problemer, som vi alle jo i det her tilfælde kan blive enige om at der skal gøres noget ved. Så i det her konkrete tilfælde bliver jeg egentlig bekymret for, at en handleplan blot vil udskyde den proces, der er brug for, og det er en reformering af hele området.

Regeringen har indkaldt en række partier til handicapforhandlinger, og vi har fået bekræftet her i dag, at SF er et af de partier. Derfor overrasker det mig egentlig, at I kommer med det her forslag nu og ikke bare får forhandlet nogle konkrete målsætninger ind. For det, I beskriver, i forhold til at en handleplan skal indeholde konkrete målsætninger, vil jeg da egentlig virkelig håbe bliver enderesultatet af en færdig aftale. Vi ønsker det ikke i form af en handleplan. Vi ønsker simpelt hen, at der altså skal nogle lidt større problemløsninger til end en handleplan, der sætter nogle konkrete målsætninger.

Derfor er det jo også ærgerligt, at regeringen kun indkalder få partier til forhandlinger. Jeg forestiller jeg mig jo, at hvis jeg selv lavede den strategi,ville det være, fordi jeg i virkeligheden bare gerne ville have implementeret min egen politik, og så ville jeg sådan strategisk udvælge, hvem jeg kan få til at gennemføre den bedst muligt. Fra Venstres ordfører har vi jo hørt, at det i hvert fald ikke er der, det liberale kommer fra. De stemmer for, som ordføreren sagde. Og det ærgrer mig. Det ærgrer mig, at LA ikke er indkaldt. For vi vil gerne bakke Venstre op, og jeg ved, at mange af de tiltag, der er implementeret allerede, ikke er Venstres politik. Vi vil rigtig gerne hjælpe Venstre med at trække i en mere liberal retning, i hvert fald i forhold til at styrke det frie valg og i forhold til ikke at udbygge monopol, men give borgerne en meget større mangfoldighed af tilbud, så beslutninger ikke træffes på basis af synsninger og kommuners oplevelser, men træffes på evidens.

Derfor er det absolut første, der skal ske i LA's øjne, at fremskaffe data og evidens og at få skabt gennemsigtighed i økonomien, som Venstres ordfører så rigtigt påpegede. Det er altafgørende, og der må vi jo bare sige, at der er det jo i høj grad det offentliges tilbud, som der ikke er gennemsigtighed om. Hvorfor søren lægger man ikke bare al den evidens og de data, som Socialtilsynet jo faktisk er ude at indsamle, ud på Tilbudsportalen, sådan at kommuner faktisk kan forstå, hvorfor et tilbud kan være dyrere end et andet? Med de få ting, man har adgang til på Tilbudsportalen, kan det være utrolig svært for en kommune at gennemskue, hvad forskellen egentlig er, og hvad det er, man betaler for. For det er ikke altid bare det billigste, der er det bedste. Man skal jo sørge for at matche det rigtige tilbud til den rigtige borger, og der er det vigtigt med økonomisk gennemsigtighed og evidensbaserede beslutninger, både i kommunerne, men i høj grad herinde fra Christiansborg. Det bekymrer mig, at man sidder og har forhandlinger på et grundlag, hvor hele evidensen mangler.

Så jeg vil egentlig bare sige til jer partier, der er indkaldt: Jeg beder virkelig til, at I får noget af det her implementeret, og til SF vil jeg sige: Jeg håber egentlig også, at I holder fast i nogle konkrete målsætninger, men LA mener ikke, at det skal gennemføres via en handleplan.

Første korte bemærkning er til fru Charlotte Broman Mølbæk, SF.

Tak for det, og tak for talen. Først og fremmest må jeg udtrykke noget ærgerlighed over, at man ligesom tager det her beslutningsforslag lidt til fange på grund af nogle andre frustrationer. Jeg forstår godt, at man er frustreret over, at man ikke er inviteret til forhandlinger. Jeg ville også ønske, at vi havde mange flere venner inde ved det forhandlingsbord, men det er ministerens valg, og det er bare ikke det, vi behandler i dag.

Jeg kunne rigtig godt tænke mig lige at vende tilbage til det her forslag, og ordføreren ved jo udmærket også godt, at det er lang tid siden, at vi skulle indsende beslutningsforslaget for at kunne nå at behandle det her i salen. Så vi prøver selvfølgelig at få vores SF-resultater igennem alle de steder, hvor vi sidder, og så må vi se, hvor langt vi når.

I forhold til det her overrasker det mig egentlig lidt, at LA ikke kan se idéen med det her. For det her handler netop om systematisk dataopsamling, altså at vi sikrer en forsvarlig indsamling af statistisk viden på handicapområdet, der også er tværgående, at vi harmålbare målsætninger, og at vi begynder at blive meget mere strukturerede i forhold til det, vi gør, og det, vi samler ind. For lige nu samler vi simpelt hen ikke struktureret ind i forhold til noget som helst.Så det er i virkeligheden det, der er målsætningen. Kan LA ikke se sig selv i, at vi kunne køre den her vej?

Ordføreren.

Jeg synes egentlig, at vi har kunnet se, at den længe har været gal med handicapområdet. Omgørelsesprocenten er stigende og stigende. Det er jo ikke noget, der sådan lige pludselig er gået galt på kort tid. Den har jo været gal med det længe, og her synes jeg faktisk, at det er en kende useriøst at komme med en handleplan, når vi ved, at det er meget mere grundlæggende ting, der skal ind og pilles ved her, for at vi får et godt og menneskeligt værdigt handicapområde på sigt.

Spørgeren.

Ej, kan vi lige få en ordentlig måde at snakke til hinanden på? Det kan godt være, at man ikke synes, at det her forslag er rigtigt, men hvis ordføreren har lyst til at læse Institut for Menneskerettigheders rapport og forslaget om det her, kan jeg informere ordføreren om, at der er 60 organisationer, der anbefaler os at lave en handicappolitisk handlingsplan, bl.a. Danske Handicaporganisationer og en hel liste af mange andre. Så helt useriøst kan det nok ikke være.

Så kan vi være uenige om, om det er den rigtige vej eller ej, men det undrer mig i virkeligheden, at LA ikke er klar til også at gå i gang med et konkret arbejde om netop at samle data og sikre nogle klare målsætninger for, hvordan vi arbejder med at skabe lige vilkår for mennesker med handicap.

Ordføreren.

Jeg svarer egentlig bare på ordførerens spørgsmål, og så er jeg da ked af, at man ikke kan lide svaret, men det er det, der er svaret. Jeg synes, der skal nogle meget større metoder i brug her end en handleplan. Jeg synes faktisk, at det er ganske, ganske alvorligt, hvordan det står til på det her område. Der er en handleplan langtfra nok.

Næste korte bemærkning er til fru Anni Matthiesen, Venstre.

Tak. Her får vi rigtig udstillet netop de kampe, der jo også kan være, i forhold til hvad holdningen er. Selv om vi starter med at sige, at vi egentlig er enige om, hvilken vej vi vil, kan vi alligevel have forskellige holdninger her i salen til, hvordan vi så når målet. Men det var ikke det, jeg ville spørge om. Det, jeg egentlig vil spørge ind til, er, i forhold til at ordføreren siger: Der skal større metoder til. Kan ordføreren sige, hvilke metoder det er?

Ordføreren.

Ja, det kan jeg sagtens. Nu fortalte jeg det lige før, men jeg vil gerne gentage det. Jeg er enig med fru Anni Matthiesen i, at der skal en gennemsigtighed i økonomien til. Det er fuldstændig afgørende, at vi får evidens at træffe de rigtige beslutninger ud fra. Derfor ærgrer det mig jo også, at Venstre er med til at implementere Tranæsudvalgets anbefalinger, når de netop konkluderer, at de ikke har skyggen af evidens at lave de her anbefalinger ud fra, og at man ikke kan svare på det, der var opgaven, nemlig hvad det er, der driver de øgede udgifter. Det kan man ikke svare på, fordi man mangler evidens og gennemsigtighed i økonomien. Alligevel er Venstre med til at implementere deres anbefalinger, at det synes jeg er utrolig ærgerligt, og det bekymrer mig.

Spørgeren.

Altså, jeg må sige, at så ved LA's ordfører mere end mig, selv om jeg er Venstrekvinde. For hvorfra har man dokumentation for, at vi kommer til at indføre alle Tranæsudvalgets anbefalinger? Det er blot sådan lige stof til eftertanke. Og igen må jeg så også sige, at jeg jo kunne vende den om og spørge: Hvilke af Tranæsudvalgets anbefalinger synes Liberal Alliance at vi skal indføre?

Ordføreren.

Altså, der er i hvert fald evidens for, at man allerede har implementeret en række af de anbefalinger, der kom i den første delrapport, og at man jo faktisk også baserede økonomien for kommunerne på baggrund af det. Men det er rigtigt, at jeg ikke ved, om man har tænkt sig at implementere dem, de er kommet med her i den endelige rapport. Men I har da øget det kommunale monopol, I har mindsket det frie valg, og I har sat et loft over, hvor meget det må koste at være handicappet i Danmark. Det synes jeg er alvorligt.

Så er der ikke flere korte bemærkninger. Tak til fru Katrine Daugaard, som kan gå herfra med en lille bemærkning om, at vi ikke bruger direkte tiltale, heller ikke i flertalsformer.

Den næste ordfører er hr. Tobias Grotkjær Elmstrøm, Moderaterne.

Som I nok kan se, er jeg ikke socialordfører fru Rosa Eriksen i dag; jeg vikarierer for hende.

I Moderaterne værdsætter vi, at SF med dette beslutningsforslag er med til at belyse vigtigheden af, at vi sammen løfter den handicappolitiske dagsorden. Vi mener, at personer med handicap skal være en del af og tage del i samfundet. De skal være med i fællesskabet, de skal stilles lige med andre borgere, også selv om de har et handicap.

I den forbindelse er det vigtigt for Moderaterne, at vi skaber de bedste forudsætninger for folk med handicap, bl.a. gennem specialeplanlægning. I Moderaterne mener vi også, at der allerede er mange vigtige initiativer i gang, som er med til at løfte handicapområdet. Vi glæder os bl.a. over forummet Sammen om handicap, hvor mange løsninger drøftes.

Vi mener derfor, at vi bør fokusere al energi på de igangværende indsatser og sørge for at lave konkrete løsninger til gavn for borgere med handicap, når vi forhandler politik inden for sundhed, beskæftigelse osv. På den måde kan vi løse de udfordringer, der er, inden for de områder, hvor de opstår. Vi støtter altså op om det igangværende arbejde med disse initiativer og mener ikke, at der er behov for en handicappolitisk handleplan.

Vi deler forslagsstillernes intentioner, men af ovenstående grunde er vi imod forslaget. Men vi er positive over for udarbejdelse af en beretning. Tak for ordet.

Den første korte bemærkning er til fru Charlotte Broman Mølbæk, Socialistisk Folkeparti.

Jeg vil bare kvittere for talen. Tak for den. Jeg noterer mig, at Moderaterne gerne vil arbejde videre med en beretningstekst, og jeg formoder, at det er Moderaternes socialordfører eller handicapordfører, der kører videre med det.

Ordføreren.

Det er rigtigt, ja.

Ønsker spørgeren en anden kort bemærkning? Nej, og så er den næste korte bemærkning til hr. Torsten Gejl, Alternativet.

Tak. Og tak for talen. Det er jo klart, at når ordføreren er vikar, kan jeg ikke forpligte ordføreren udi en hel masse handicappolitiske detaljer, men der er dog noget principielt her, og det er, at man i øjeblikket sidder og forhandler sammen om handicap; det gør en række gode handicaporganisationer, regeringen og nogle enkelte, få udvalgte partier, som jo med al respekt i hvert fald ikke alle sammen er valgt ud fra, at de normalt har rigtig, rigtig mange handicappolitiske visioner.

Hvad tænker ordføreren om, at man sådan håndplukker partier til at være med i sådan nogle forhandlinger og samtidig udelader en lang række partier, for hvem det handicappolitiske har været en mærkesag gennem mange, mange år?

Ordføreren.

Handicappolitik ligger mig meget på sinde, også selv om jeg ikke er ordfører på området. I dag er der blevet holdt mange gode ordførertaler med mange gode betragtninger på handicapområdet. Jeg støtter op om, at den forhåbentlig ender der, hvor der er så mange partier som muligt, der vil være med. Men med hensyn til hvordan selve forhandlingsforløbet kører og hvilke beslutninger der bliver truffet, har jeg fuld tillid til, at ministeren på området har styr på det.

Spørgeren.

Men hvad tænker Moderaterne? Det kunne jo lige så godt have været Moderaterne, der havde rigtig, rigtig meget forstand på et emne og så uden forklaring og i al hemmelighed bare bliver udelukket fra vigtige forhandlinger, som ligger Moderaterne på hjerte. Hvad tænker Moderaterne om den måde at forhandle og forvalte demokratiet på?

Ordføreren.

Med fare for at gentage mig selv mener jeg, det er afgørende at have tillid til ministeren omkring forløbet. Vi ved jo heller ikke, om man tager og indkalder partierne løbende, sådan at alle partier kommer igennem. Nu er det på et ret tidligt stadie, men jeg håber, at det der, den ender.

Så er der ikke flere korte bemærkninger. Tak til hr. Tobias Grotkjær Elmstrøm, Moderaterne. Og den næste ordfører, jeg ser i salen, er fru Victoria Velasquez, Enhedslisten. Velkommen.

Enhedslisten bakker op om forslaget. Og tak til SF for at tage behovet for handling på handicapområdet op igen. Enhedslisten bakker op om de fælles krav fra handicaporganisationer om at udarbejde en national handlingsplan for handicapområdet. Vi har brug for mere viden og en tværgående plan for en massiv indsats for at sikre Danmarks efterlevelse af FN's handicapkonvention og bedre vilkår for mennesker med handicap på alle områder.

I Enhedslisten ønsker vi, at der bliver lavet en national handlingsplan, der bl.a. skal sikre bedre støtte og hjælp i hverdagen, bedre muligheder for uddannelse og beskæftigelse, langt bedre tilgængelighed i bygninger og offentlige rum og større retssikkerhed for mennesker med handicap. Regeringen har lagt op til en handicappolitisk handlingsplan, der kun berører beskæftigelse og uddannelse. Det er ikke nok i vores øjne og heller ikke for de organisationer, der arbejder med området på den ene eller den anden måde. Det, vi bør lave, er en national handicappolitisk handlingsplan, der dækker alle relevante samfundsområder og simpelt hen tænker det hele igennem, netop som det er tilfældet i Sverige og i Norge. Den bør baseres på tilgængelig viden om vilkårene for både børn og voksne med handicap og rumme målbare målsætninger.

Det vigtige ved en handlingsplan er ikke planen, men handlingen. Vi har før set handleplaner, der ikke førte til meget handling, og hvor folk ikke har oplevet hverken den store forandring, eller at de problemer, de oplever i hverdagen, bliver hørt eller adresseret. Der skal selvfølgelig også følge midler med til at lave de nødvendige ændringer. Der er ikke noget værre end det helt sådan kujonagtige, når Christiansborg laver nedskæringer og så bagefter med den økonomiske kassetænkning vil have kommuner til rent faktisk at tage rettighederne fra folk. Det er, som om der har bredt sig den holdning, at prisen for et værdigt liv kan være for høj, og at det er økonomien, der skal bestemme, hvilke tilbud mennesker med handicap skal have, i højere grad end det er deres behov, og det er helt utilstedeligt. Det er nødvendigt at lave investeringer i handicapområdet, ikke blot at finde besparelser eller finde metoder til at økonomistyre. Der er ekstremt store forskelle på kommunerne og den hjælp, borgere bliver visiteret til i dag, og der er ikke nogen forpligtende rammer og målsætninger, der sikrer, at mennesker med handicap får de vilkår, som de har krav på. Det skal vi have en samlet national plan for.

Så afsluttende vil jeg sige tak til forslagsstillerne for at fremsætte beslutningsforslaget. Vi ønsker helt grundlæggende, at mennesker med handicap får den rette hjælp og støtte, og at vi herindefra kan anse handicapområdet som havende betydning for alle politikområder, og derfor kan vi støtte beslutningsforslaget, og derfor kommer vi i Enhedslisten til at stemme for. Tak.

Tak til ordføreren. Der er en kort bemærkning fra fru Charlotte Broman Mølbæk fra SF. Værsgo.

Tak for det, og tusind tak for en rigtig fin ordførertale. Vi er selvfølgelig rigtig glade for, at Enhedslisten bakker op, og vi kender jo også Enhedslisten som nogle af vores faste allierede på handicapområdet, så det er ikke en overraskelse, men altid en glædelig overraskelse.

Så vil jeg også sige, at jeg faktisk synes, det var nogle rigtig fine perspektiver, ordføreren også fik med, når vi netop snakker om økonomi versus menneskers vilkår, og hvordan det egentlig er, en hverdag for et menneske med handicap er her i Danmark. For lige nu er der en kamp, som handler om, om vi skal have fokus på menneskets ret til at leve et ordentligt og værdigt liv, også på egne vilkår, eller om det bare skal låses inde i det mest nødvendige, eller om det er økonomien, der skal styre derude, og så smider vi dem bare ud til kommunerne, og så må de selv stå med den. Det synes jeg var en rigtig vigtig pointe at få med. Det er i virkeligheden også det, som ordføreren stillede ministeren spørgsmål om på beskæftigelsesområdet.

Det er lige præcis derfor, vi skal have sådan en tværgående handlingsplan, en handicappolitisk handlingsplan, som netop tager alle områderne ind. For et menneske med handicap bevæger sig altså også på et område med beskæftigelse, også på et område med uddannelse, også på et område med fritidsinteresser eller vil måske gerne i teateret. Så når vi kun siger: Nej, det kan vi ikke snakke om her, for så er det beskæftigelsesministerens område, så kommer vi jo aldrig nogen vegne for de her mennesker med handicap. Så det perspektiv vil jeg også gerne takke for at ordføreren drog med ind i dag.

Så er det ordføreren.

Tusind tak. Jeg er så enig, og vigtigheden af det her er meget, meget tydelig. Vi har for ikke så lang tid siden her i Folketingssalen haft en debat, hvor der var en ordfører fra Socialdemokratiet, der sagde, at man både kunne få skattelettelser og velfærd. Men det, vi bare kan se ude i virkeligheden, og det, man kan mærke som borger, f.eks. med handicap, er, at velfærden ikke er der. Og lige nu skal der oveni skæres 4,7 mia. kr. Der vil jeg bare sige, at der følger handlingen i hvert fald ikke ordene. Og noget af det, som vi også håber på med en handicappolitisk handlingsplan, er, at den her ansvarsfralæggelse simpelt hen ikke skal kunne blive ved. Så det er både vigtigt, at vi har alle områderne med, og det er vigtigt, at indsatsen følger med, og så er det vigtigt, at pengene også følger med, sådan at der rent faktisk kommer handling.

Så er det fru Charlotte Broman Mølbæk for sin anden korte bemærkning. Værsgo.

Det kan jeg kun være meget enig med ordføreren i, og jeg bed også mærke i, at ordføreren nævnte at investere i mennesker. I virkeligheden tror jeg faktisk også, at det bliver billigere i sidste ende. Det her med at spare sig ud af problemerne virker tydeligvis ikke; det ser vi jo. Og det er klart, at det også er en prioritering. Så lad os nu få nogle klare prioriteringer på plads og få investeret i den velfærd, så vi kan få mange flere med. For vi har jo faktisk også en økonomi i Danmark, hvor det kan lade sig gøre – i stedet for at vi begynder at dreje det hen imod, at man skal skære en tå og hugge en hæl og jeg ved ikke hvad, man ligesom vil prøve at gøre ved det her. Og når man netop gør det systematisk på den her måde og kigger på dataene systematisk, kan det ikke skjules mere, at der er de her problemer. Og det er jo netop også pointen med lige præcis det her forslag.

Så er det ordføreren.

Præcis. Det vigtige er, at det ikke skal blive en eller anden kynisk lommeregnerøvelse. Det her handler om værdighed; det handler om at sikre mennesker gode, frie, trygge liv med lige muligheder. Og der er jeg fuldstændig enig i, at det også vil være en investering for vores samfund. Den ventetid, som borgere med handicap lige nu f.eks. oplever i forhold til at komme i fleksjob, er jo så tosset. Det er så deprimerende at være vidne til. Vi kunne gøre det så meget bedre.

Tak. Der er ikke flere korte bemærkninger til Enhedslistens ordfører, og vi siger tak. Den næste ordfører er fra Radikale Venstre. Fru Lotte Rod.

Tak for det. For nylig tog en forælder sig tiden til at sætte sig ned med mig og drikke en kop kaffe og fortælle mig om hele deres forløb: om alle de møder med de mange mennesker; om det ringbind, som hun tog frem og viste mig; alt det, der var skrevet om, hvad deres barn ikke kan – hele den kamp mod systemet. Og for mig er det det, vi skal lave om. Jeg vil så gerne vende det på hovedet. Jeg vil så gerne væk fra, at man skal slås mod systemet og hele tiden argumentere for alt det, der er i vejen, og vende det til, at vi tror på, at mennesker og forældre gør deres bedste, og at vi hjælper dem alt det, vi kan.

Jeg har lige lavet et afsnit af min podcast, »Legeministeriet«, med Mads Brix Baulund fra Videnscenter om handicap, som siger det her med: Børn har et handicap; de har ikke en allergi over for at slå sig. Han var simpelt hen så vred over, da han var barn, at de der velmenende voksne og gav ham et ekstra slag i rundbold eller tog konkurrencen ud af det, og han havde bare lyst til at være god til noget og blive mødt med høje forventninger. Og på samme måde er det jo i vores politik. Vi skal væk fra hele tiden at tro på, at folk på en eller anden måde snyder, og at vi derfor gør det så besværligt, og i stedet for komme over til, at vi møder alle mennesker med høje forventninger og så støtter dem i at lykkes.

Én vej kunne jo være at lave den her handleplan, som SF foreslår. Men i virkeligheden er jeg endnu mere optaget af, hvordan vi kan komme hen et sted, hvor vi skaber et samarbejde, hvor vi kan diskutere ting med hinanden, hvor vi kan finde gode løsninger, men også hvor vi kunne komme til at kortlægge, hvad det egentlig er, som mennesker med handicap oplever. Jeg gad godt, at vi virkelig undersøgte og fik beskrevet de forløb, altså de mange møder, man skal igennem, for jeg gad godt at give den anerkendelse for alt det, som vi alle sammen modtager masser af beskrivelser af, altså hvad det er, mennesker med handicap oplever, og få det hele frem og få det systematiseret, sådan at vi kan lære af det, og sådan at vi kan lave det om, og så vi kan lave noget, der giver mening.

Derfor har jeg et håb om, at vi kan lave et Sammen om handicap, som kan være lige så stærkt som Sammen om skolen, hvor vi kan finde løsninger med hinanden. Derfor er jeg en lille smule loren ved at lave den her handleplan nu, for jeg vil hellere lykkes med det andet. Og derfor skulle jeg også hilse fra De Konservative og sige, at vi håber, vi kan gøre det andet, og hvis ikke, må vi jo så lave en handleplan.

Der er en enkelt spørger til ordføreren, og det er fru Charlotte Broman Mølbæk. Værsgo.

Tak for det, og tak for ordførerens tale og også for beretningen om en ud af rigtig mange forældres og i øvrigt også voksne mennesker med handicaps oplevelser med at løbe panden mod en mur i systemerne. Det er noget, som langtfra er vores velfærdssamfund værdigt, så der er absolut masser at tage fat i.

Jeg sidder lige og lurer lidt på noget. Hvad betyder »det andet«, som ordføreren siger? Beslutningsforslaget her er jo ikke et færdigt koncept, men den overordnede politiske vision, og så skal vi med ministeriet og med ministeren også – nu er jeg blevet inviteret til at lave en beretningstekst – netop kvalificere indholdet, og det skal vi gøre sammen. Det er ikke noget, SF skal gøre alene, det er noget, hvor vi absolut også skal have både handicaporganisationerne og de mange interessenter, der er vigtige for det her område, med. Men man kan så bide mærke i, at lige præcis de her 60 organisationer faktisk har anbefalet os at gøre det. Så kan jeg lige få en klar præcisering af, hvad det egentlig er, ordføreren mener?

Så er det ordføreren.

Det er jeg helt enig med SF i, og derfor håber jeg, at vi kan lave det arbejde sammen. Jeg vil også meget gerne være med til at prøve at skrive en fælles tekst på det. Jeg har en oplevelse af, at handicapområdet på en måde er der, hvor skoleområdet var for 10 år siden. Hvis man hører sådan nogle KL-typer, også lidt sådan nogle finansministerietyper, lyder det, som om mennesker med handicap nærmest bare er udgifter, de ser et regneark. På den anden side har vi så mennesker med handicap, som bare har brug for at råbe »undskyld vi er her!«. Jeg har sådan et ønske om, at vi kan skabe det samarbejde, hvor vi kan finde de løsninger med hinanden, og der vil det være helt oplagt at gøre det, som SF foreslår her.

Ønskes der en anden runde? Det gør der ikke. Vi går videre i rækken. Næste spørger er hr. Torsten Gejl, Alternativet. Værsgo.

Tak, og tak for talen. Jeg lurer også på, hvad det er, ordføreren mener i slutningen af sin tale, hvor ordføreren siger, at ordføreren gerne ville lave en handicappolitisk aftale, hvis man ikke kommer i mål med det andet. »Det andet«, siger ordføreren til sidst flere gange. Hvad mener ordføreren med »det andet«?

Så er det ordføreren.

Jeg håber, vi kan lykkes at skabe et »Sammen om handicap«, som er lige så stærkt som »Sammen om skolen«.

Værsgo.

Man siger: At vi kan det, altså i stedet for at lave en handicappolitisk handlingsplan. Hvornår skal det være, og hvem er det, der skal det?

Så er det ordføreren.

Vi må jo finde ud af, hvem der har lyst til at være med.

Det skulle være spørgsmålene til ordføreren for Radikale Venstre. Vi går videre i rækken er ordførere. Den næste er fra Dansk Folkeparti. Fru Mette Thiesen.

Der foregår noget meget mærkeligt i Folketingssalen i dag, synes jeg man sådan kan fornemme på svarene fra de partier, der er indbudt til forhandlinger, altså at det bliver sådan lidt mere uld i mund-agtigt, hvorimod vi andre taler, som vi plejer. Jeg synes godt nok, det er meget mærkeligt at være vidne til.

Tak til Socialistisk Folkeparti for at fremsætte det her forslag. Jeg fristes til at sige, at jeg og vi i Dansk Folkeparti næsten vil stemme for hvad som helst, der kan bære os et skridt videre i forhold til det her med handicapområdet. Vi har talt om det i så mange år. På det her område er der familier, der går i stykker, og der er mennesker, der bliver ødelagt, og vi har jo set talrige eksempler på, at kommunerne simpelt hen ikke magter den her opgave.

I Dansk Folkeparti har vi en klar ambition, som jeg ved at flere her i salen også deler, om at få handicapområdet helt ud af kommunerne. Det er fuldstændig utopi at tro, at 98 kommuner af forskellig størrelse kan varetage de meget, meget højt specialiserede visitationer, som skal ske med hensyn til mennesker med handicap. Det ser vi altså desværre de menneskelige konsekvenser af igen og igen. Hvis man tager handicapområdet ud af kommunerne, vil det i øvrigt også betyde, at man både vil få et meget bedre og mere klart overblik over, hvad der virker, og hvad der ikke virker, men i særdeles også over, hvad det koster. Så der er masser af gode argumenter for at tage handicapområdet ud af kommunerne.

Det her er et lille skridt på vejen, som jeg ser det i forhold til det, altså at man simpelt hen udarbejder en handicappolitisk handleplan. Det er ikke, fordi der er nogle institutter for menneskerettigheder eller et eller andet organ i FN, der siger det, men fordi vi i Danmark simpelt hen skal behandle mennesker med handicap langt bedre, og det er helt grundlæggende, fordi de fortjener det. Hvis mennesker mangler nogle ting fra fødslen – det kan være, at de har et fysisk handicap, det kan også være, at de har nogle kognitive udfordringer eller har nogle andre handicaps – så må vores ambition altid være, at vi sikrer, at de her mennesker ligestilles med os andre, altså at de får den hjælp, der skal til for, at de kan leve et normalt liv ligesom alle os andre. Det er desværre bare ikke det, vi ser.

Jeg er heller ikke optaget af, at vi skal have mere bureaukrati og alt det her, hvad skal man sige, hvor der har været anker fra talerstolen i dag. Men jeg er også nødt til at sige, at jeg næsten er nået til mæthedspunket, i forhold til hvor meget vi har talt om det her område, og hvor lidt der sker. Så jeg ser egentlig udelukkende den her handicappolitiske handleplan som et lille skridt i den rigtige retning imod det, som vi i Dansk Folkeparti grundlæggende ønsker, nemlig at vi får en kæmpe reformation af hele det her område og lader pengene følge de enkelte, så man ikke er bundet af kommunegrænser. Det handler om alle de her forskellige ting, som vi har drøftet igen og igen.

Der er sagt meget godt fra talerstolen i dag. Vi støtter fra Dansk Folkepartis side det her forslag, men vi kunne virkelig godt tænke os, at der snart skete meget mere på det her område, for det er faktisk hjerteskærende at være vidne til, hvordan mennesker går i stykker rundt omkring i de forskellige kommuner.

En sidste ting, jeg lige vil sige, også i forhold til det med økonomien, handler om, at vi grundlæggende set faktisk ikke aner, hvad det her område koster, hvilket i sig selv er et godt argument for at ændre på det. Det bliver konteret meget forskelligt ude i de forskellige kommuner, også i forhold til visitationer og alt mulig andet. Jeg er også enig i det der med, at man har den her mistro. Når der kommer en familie og siger, at de eksempelvis gerne vil hjemmetræne deres barn, så er der sådan en automatisk mistro, og det skal vi simpelt hen væk fra. Men vi er også nødt til at få konteret det og fundet ud af helt konkret, hvor det er, pengene går hen, og hvad det er, de går til i de forskellige kasser, for overhovedet at kunne danne os et overblik over, hvad det her område koster.

Vi støtter forslaget fra Dansk Folkepartis side, men vi så meget gerne, at vi gik meget længere på det her område.

Tak til ordføreren. Der er et par spørgere. Den første er fru Charlotte Broman Mølbæk fra SF. Værsgo.

Tak for det, og tak for ordførerens fine og nuancerede tale. Det er rigtigt, at det ikke er det her forslag, der kommer til at revolutionere verden, men det er et af forsøgene på at tage nogle skridt på at begynde at forandre den tilgang, vi har til området, og jeg vil gerne takke ordføreren for at også at have set, at det i virkeligheden ligger i det.

Jeg er sådan set enig i, at vi skal i gang med at lave den helt store reform af området og arbejde med, hvordan vi kan gøre det på en helt anden måde. Jeg tror også, at det her med at begynde at samle data på en måde, så problemerne bliver helt tydelige for os, i forhold til hvor pengene er henne, hvad vi bruger på hvad, og hvad egentlig virker, vil betyde, at vi også kan begynde at blive meget skarpere på, hvad det egentlig er, vi skal understøtte herinde fra Christiansborg, og hvad vi skal forandre og forbedre. Tak for det.

Ordføreren.

Tusind tak for det. Jeg er meget enig, så forhåbentlig sker det snart.

Der er endnu en spørger, og det er fru Anni Matthiesen fra Venstre. Værsgo.

Jeg er lidt nysgerrig, i forhold til hvor det er, DF lægger sig. Når ordføreren siger, at DF mener, at ansvaret for handicapområdet skal væk fra kommunerne, så har jeg bare brug for lige at få bekræftet noget. Er det hele handicapområdet, der skal fjernes fra kommunernes ansvar, og hvor skal det så placeres?

Ordføreren.

Tak for det spørgsmål. Vi fremsatte et forslag, som jeg tror blev behandlet i sidste uge. Vi har faktisk ikke lagt os fast på, konkret, hvor det skal lægges, for i Dansk Folkeparti vil vi gerne vil have, at det bliver en bred aftale om det her område, og at alle Folketingets partier bidrager til, hvordan vi sikrer en model, som gavner de mennesker med handicap, som i dag bliver fuldstændig mast i systemet. Så om man skal lave nogle forskellige satellitter, kan man sige, rundt i landet, eller om de skal ligge i regionerne, eller hvor det skal ligge, synes vi er noget, der skal bero på en forhandling. Så det er vi sådan ret åbne overfor. Stavnsbåndet er altså ikke ophævet på handicapområdet, desværre. Jeg har faktisk fuldstændig glemt det andet spørgsmål – undskyld.

Der er stadig væk en chance. Fru Anni Matthiesen, værsgo.

Tak. Jeg tror egentlig, at ordføreren nogenlunde fik svaret på mine spørgsmål, så jeg vil egentlig bare stille et andet spørgsmål. For der er jo også handicappede mennesker, som måske har nogle forholdsvis små handicap, og derfor kunne jeg godt tænke mig at spørge lidt ind i forhold til det. Jeg kender i hvert fald en del handicappede, som måske også ville synes, at hvis det pludselig var staten eller regionen, der tog over, så ville et nærhedsprincip i forhold til hurtigere at kunne få lokal hjælp i nærområdet forsvinde. Deler ordføreren ikke den bekymring?

Ordføreren.

Jeg deler ikke bekymringen, for jeg mener, det ville være ret åbenlyst, at man sagde, at inden for et vist beløb eller inden for en vis størrelsesorden ville det give god mening at lade det ligge ude lokalt. Det kunne være visitation til noget specialundervisning eller nogle andre ting, som er af mindre størrelse. Det er igen noget, som vi må se på i forhandlinger og høre parterne om og høre de mennesker, som faktisk står med det her. Det, vi bare kan konstatere – og det har jeg også sagt her i Folketingssalen på et andet tidspunkt – er, at man simpelt hen glemmer mennesker i det her. Man hører om unge mennesker, der har mistet deres ben, og som ikke kan få en protese, og sådan nogle fuldstændig åndssvage ting rundt omkring i kommunerne, så det skal forhandles hjem sammen med de andre partier.

Vi siger tak til ordføreren for Dansk Folkeparti, fru Mette Thiesen, og går videre i ordførerrækken til den næste, som er Hr. Torsten Gejl fra Alternativet.

Tak, formand. Der sidder åbenbart i øjeblikket en hemmelig gruppe handicaporganisationer og håndplukkede udvalgte partier og forhandler om noget det mest vigtige handicappolitik i Danmark i mange år, nemlig Sammen om handicap, som det hedder.

Det er jo godt og klogt, at der sidder en række handicaporganisationer med. Det er ikke helt til at finde ud af, hvem det er. Ministeren nævnte Thorkild Olesen, så Danske Handicaporganisationerer er repræsenteret, og det er i hvert fald rigtig, rigtig godt. Jo flere af dem, som ved noget om det her og hver dag kæmper og arbejder for mennesker med handicap og deres rettigheder, og som er med, jo bedre er det. Det er selvfølgelig rigtig, rigtig godt.

Det, som jeg har det noget mere svært med, er, at der er en del partier, der af uvisse årsager er blevet udelukket fra de forhandlinger, og det er jo partier, som i den grad har arbejdet med handicappolitiske spørgsmål gennem mange år, og som har deltaget utrolig aktivt her i salen ved alle de handicappolitiske debatter, der har været. Det er DF, Danmarksdemokraterne, Alternativet, Enhedslisten, og det er LA. Vi har i Alternativet og i de andre partier – tror jeg da – glædet os til at være med til at skabe værdi på det her område og byde ind med vores idéer og komme med konstruktive forslag. Vi har ikke fået en forklaring på, hvorfor vi er dem, man ikke må lege med, men vi håber da, at forhandlingerne vil blive bredt ud.

Jeg vil gå så langt som til at sige her fra talerstolen henvendt til de handicaporganisationer, som er med i forhandlingerne: Overvej og forlang, at alle de andre partier skal have lov til at komme ind i de her forhandlinger, og lad være med at komme ud af de forhandlinger med et dårligt resultat sammen med en flok håndplukkede partier.

Med hensyn til det her beslutningsforslag fra SF synes jeg, at det er det modsatte af at sidde og forhandle bag lukkede døre. SF rækker hånden ud for at lave en fælles handicappolitisk strategi. Det er klart, at det er noget, vi gerne vil støtte fra Alternativets side, og uanset om vi bliver indkaldt til de forhandlinger, der handler om samlet handicap, hvad jeg håber vi alle sammen bliver, eller om vi skal lave en handicappolitisk strategi, så er der da nogle mål, som jeg mener det er utrolig vigtigt at vi sætter os, i stedet for det sædvanlige bløde processnak, hvor vi skal prøve at forbedre nogle processer, og så håber vi, at det boner positivt ud.

Vores bidrag vil altså være forslag til konkrete mål, i den type forhandlinger, om at mennesker med handicap kan leve helt almindelige liv og ikke skal kæmpe for at få hjælp, og at Tranæsudvalgets økonomitænkning ikke kommer ind som et mål i handicappolitikken, samt at kommunerne ikke kan spare penge på at lave fejl igen og igen, på handicapområdet.

Vi vil også foreslå et mål om at nedbringe antallet af omgørelser og halvere dem eller komme endnu længere ned. Vi vil også gerne præsentere et mål om at få flere med handicap i beskæftigelse, og et mål om bedre kvalificeret personale. Når det kommer til at flytte dele af handicaprådet ud af kommunerne, tror vi, at hvis man f.eks. flyttede dele af det over i regionen, så kunne vi få en situation, hvor vi får en bedre specialisering. Det er svært for en enkelt kommune at specialisere sig i alle de forskellige udfordringer, som mennesker med handicap har, så måske kan vi samle nogle erfaringer bestemte steder. Det ville måske heller ikke være dumt at få de dyre hjælperordninger væk fra kommunerne, sådan at man ikke måler det økonomisk, altså i forhold til hvad der passer kommunen økonomisk, når de udmåler hjælperordninger, og så at mennesker med handicap kan skrive under på en tro- og loveerklæring, hvis det er sådan, at de ikke har nogen progression i deres handicap. Og hvis det er sådan, at de år efter år stort set kun får det dårligere, skal de ikke hver eneste år til kommunen og bevise det. Så der er masser af ting at gå i gang med; der er masser af mål, man kan sætte sig, alle sammen, og lægge hånden på kogepladen i forhold til at sørge for at finde en vej derhen.

Det ville være nogle af de ting, der vil være Alternativets indspark i de forhandlinger, hvis vi kommer med til bordet. Vi ved godt, at vi ikke kommer til at få det hele, men hvis alle partier har lov til at komme med konstruktive indspark, er jeg sikker på, at det samlede resultat bliver bedre end med det hemmelighedskræmmeri, der foregår lige nu.

Tak. Der er en enkelt spørger, og det er fru Charlotte Broman Mølbæk

Tak for det, og tak for talen. Jeg forstår udmærket frustrationen over ikke at være i forhandlingerne og i særdeleshed, når man har så meget på hjerte og brænder så meget for området, som jeg ved ordføreren gør. Så jeg er da heller ikke i tvivl om, at ordføreren også vil have rigtig meget at bidrage med i den slags forhandlinger. Det er så ud over, hvad SF bestemmer.

Jeg vil meget gerne sige tak for anerkendelsen af værdien af det her beslutningsforslag, og vi kan noget med nogle konkrete målsætninger. For lige præcis i forhold til nogle af de konkrete ting, som ordføreren nævnte, kan vi jo begynde at rykke på noget. Vi kan kigge på det og sige, at den der hjælpeordning, dpa'en, hvordan kan den hjælpe et menneske med et omfattende handicap til alligevel at have et aktivt liv – faktisk være med i et politisk parti. Vi har jo haft et medlem, der sad her i Folketinget sammen med os andre, og som havde en dpa-ordning. Den ordning kan jo netop skabe den her lige adgang til at have det aktive liv og uddanne sig og få job osv. Det var et af de rigtige gode forslag, så tak for det.

Ordføreren.

Velbekomme. Jeg mener, at hvis man ikke tør sætte mål, når man taler om forandringer, så mener man det ikke alvorligt. For hvordan skal man så nogen sinde kunne måle, om man har skabt en forandring? Man er nødt til at sætte mål, og man er nødt til at sætte succeskriterier, så man bagefter kan finde ud af, om man nåede det, i stedet for at komme med nogle vage forslag til procesforandringer, som man ikke ved hvor fører hen.

Vi siger tak til ordføreren. Der lader ikke til at være ønske om anden runde. Selve ordførerrunden er nu slut, men nu er det så ordføreren for forslagsstillerne, fru. Charlotte Broman Mølbæk. Værsgo.

Tak for det, formand, og tusind tak til alle deltagerne i debatten her. Jeg synes på mange måder, at vi igen bliver bekræftet i, at når vi snakker om handicapområdet, er der rigtig mange, der faktisk brænder for det her. Det er noget, som stort set alle partier går utrolig meget op i, og det synes jeg da er enormt opløftende.

Vi kan lære af af andre landes erfaringer lige præcis også med en handicappolitisk handlingsplan, og vi kan skabe vores egen, så vi kan bryde de eksisterende barrierer og forhindre, at nye opstår. For at sikre en effektiv implementering af handlingsplanen foreslås det også med forslaget, at vi nedsætter en styregruppe. Det kunne være noget af det, vi kunne arbejde videre med ind i en beretningskontekst, så vi har repræsentanter fra de offentlige myndigheder og civilsamfundet, der kan sikre en bred forståelse af tiltaget.

I SF ønsker vi et samfund, hvor alle kan deltage, og hvor ligebehandlingen er målet for politikken. Vi ønsker en handicappolitiske plan, der gør det muligt for alle borgere både at deltage og bidrag. Vi bliver nødt til at indrette vores samfund på en måde, hvor bliver muliggjort i langt højere grad end i dag. Det er det, vi ønsker med det her forslag. Vi skal fremme ligebehandlingen og bekæmpe diskrimination, og det skal gøres ved at have nogle konkrete, klare og målbare indikationer og målsætninger, så vi har mulighed for at følge op på tiltagene. For når der er mangel på data og i øvrigt også i forhold til hvad vi bruger økonomien på, så fjerner vi faktisk også muligheden for, at vi kan sætte politisk ind, og det er måske også det, jeg kan være lidt nervøs for der sker på det her område.

Socialområdet er i mange år blevet kendt for ikke at have en systematisk opsamling af data, og vi bruger det ikke på den måde, som vi gør på mange andre områder, f.eks. beskæftigelses- eller undervisningsområdet, så det er et udfordret område.

Jeg er lidt ærgerlig over, at forslaget i dag bliver taget lidt som gidsel i forhold til de frustrationer, der er i forhold til nogle forhandlinger, som ikke alle er inviteret til. Jeg forstår godt frustrationerne over det, men jeg kunne godt have tænkt mig, at vi kunne have arbejdet med og forhandle om det her forslag, som i virkeligheden er et af mange af vores forslag til, hvordan vi gerne vil styrke og forbedre områderne. Det er blevet kaldt useriøst af en taler, og det kan man synes det er, hvis ikke man kun fremlægger det helt store, men det er et forslag ud af mange, som vi synes kan give rigtig god mening ind i at styrke de mange områder, som mennesker med handicap faktisk udfordres af.

Jeg var en tur i Australien sammen med i Socialudvalget, og der var det enormt inspirerende at opleve, hvordan man politisk set bredt havde prioriteret lige præcis handicapområdet med både en stor sum penge, og man var faktisk også begyndt at lave en meget mere struktureret dataindsamling. Jeg kunne godt tænke mig og håber på, at vi også herinde fra Christiansborg kan samle os bredt på tværs af politiske partier og være sammen om at have nogle seriøse visioner for lige præcis handicapområdet, og for at mennesker med handicap skal have meget bedre mulighed for at leve et liv på lige vilkår som vi andre.

Jeg har noteret mig, at flere gerne vil være med til en beretningstekst. Det kommer vi til at arbejde videre med. Den skal jeg nok tage på mig, og jeg håber, at vi kan have en fin dialog om, hvordan vi skaber den tværgående, så det ikke kun bliver isoleret lige under paragrafferne, der ligger på det her område, men at vi faktisk også kan kigge lidt bredere. Jeg har i hvert fald noteret mig, at i det beslutningsgrundlag, man har fra regeringen, det papir, er det sådan, at man flere gange jo rent faktisk prioriterer, at flere mennesker med handicap skal i uddannelse og job. Det kunne være rigtig fint, hvis vi begynder at samarbejde om det på en bredere palet end bare isoleret set på de forskellige områder.

Det er også intentionen med det her, at det ikke kun er dataindsamling, for det handler faktisk om, at flere kan få et arbejde og komme i arbejde, kan få en uddannelse, at flere er aktive i fritidslivet, mindske ensomheden fysisk, digital tilgængelighed, lighed i sundhed og diskrimination. Man skulle herinde fra en gang imellem prøve at leve livet og se alle de begrænsninger, der hele tiden er. Der er både begrænsninger i uddannelsessystemerne, og der er begrænsninger, bare man kører uden for døren. Der er begrænsninger, hvis du også vil have et aktivt liv i civilsamfundet på lige fod som alle andre. Jeg kender en ung mand, der rigtig gerne vil spille kørestolsrugby, og så fik han at vide af sin kommune, at det kunne han bare gøre i en sædvanlig kørestol. Og dem, der ved en lille smule om det, ved, at det er fuldstændig umuligt at spille kørestolsrugby i sin almindelige kørestol.

Allerede er forhindrer man systematisk den unge mand og mange andre i at kunne leve et aktivt liv, ligesom alle andre går ud og bevæger sig og har et aktivt liv, og det kommer i øvrigt også til at forhindre, at der kommer sundhedsmæssige komplikationer senere hen. Så der er rigtig mange ting at kigge på, hvis vi gider at nu gider at turde at kigge lidt mere tværgående og lidt mere i dybden og lidt mere struktureret. Det håber jeg at man er klar til. Når jeg lytter mig til det, hører jeg også, at der var mange, der var optaget af det, og så kan det være, at vi har en tvist om ord. Sådan kan det godt tit være herinde på Christiansborg. Om ikke andet håber jeg også, at med de gode intentioner, vi har på det her handicapområde, og i virkeligheden også den samlede interesse om at opsamle data, men også opsætte en målsætning og faktisk få lavet de her forandringer, kan det bære os videre i det her. Med det sagt vil jeg afslutte dagens forhandling. Det har været en fornøjelse og tak for jeres input. Vi kommer til at snakke en del videre om en beretningstekst. Tak.

Tak. Det er ikke helt slut endnu. Der er nemlig spørgsmål til ordføreren. Fru Anni Matthiesen, Venstre. Værsgo.

Tak. Det er egentlig, fordi jeg tænkte, at jeg gerne ville give ordføreren en mulighed for trods alt måske at runde lidt mere positivt af i salen her i aften. Jeg kunne jo godt høre i ordførertalen, at det hele tiden var begrænsninger og begrænsninger. Og ja, der er nok at tage fat på, men anerkender ordføreren trods alt ikke, at der jo også er sket en kæmpe udvikling på det her område, hvis vi bare tager de sidste 50 år, hvor vi heldigvis oplever, at flere og flere også med handicap kommer i job?

Jeg behøver ikke at have anden runde. Jeg giver muligheden for, at ordføreren jo også får øje på den kæmpe ændring, der er sket de sidste 50 år på handicapområdet.

Så er det ordføreren.

Som uddannet pædagog har jeg- jo mange kolleger, der arbejder ude i felten og gør deres arbejde rigtig, rigtig godt, og de kæmper og knokler på. Det er ikke kun sorte skyer derude; der er absolut også gode situationer. Pointen er bare, at når vi har de levevilkår, hvor vi får flere og bedre muligheder og mennesker med handicap bliver hægtet af, så har vi et mere og mere ulige samfund, og det er i virkeligheden der, hvor vi synes, at vi skal følges noget mere ad.

Nu snakkede jeg i går med en lang række forældre i Lev Midtjylland, der fortæller, hvordan de har oplevet – de har en masse af deres børn på de her bosteder – en opblomstring, men at det nu simpelt hen afblomstrer. Man kan ikke komme ud at rejse. Det er svært at komme på Sølund Musik-Festival. Det her med bare at have nogle almindelige aktiviteter bliver skåret væk. Beskæftigelse uden for bostedet bliver skåret væk. På den måde indskrænker man simpelt hen menneskers levestandard på en måde, som jeg synes er rigtig ærgerlig.

Så det er ikke kun sort, men også en naturlig udvikling, som vi skal se på, og vi skal tage os af de områder, hvor der sker en stille afvikling.

Tak. Så er der spørgsmål fra fru Camilla Fabricius. Værsgo.

Tak for det. Jeg lyttede til debatten, både her i salen, men også via den ganske glimrende mulighed, vi har online. Jeg ved jo, at ordføreren er en utrolig dedikeret handicapordfører for SF, og vi har jo netop i går, som ordføreren sagde, været til det samme møde i Lev. Jeg er helt enig i, at det er både triste og gode fortællinger, man får, når man snakker med baglandet.

Men det, der lige fik mig til at gribe ordet, var jo noget andet. Når SF får mulighed for at kunne gå ind og skabe reelle strukturelle forandringer og lave aftaler på det her område, håber jeg jo, at SF så også bider til bolle. Kan ordføreren give mig et par ord med om det?

Så er det ordføreren.

Det er klart, at jeg ikke lige kan sælge SF's 15 mandater ind i en aftale, vi ikke har forhandlet færdig, overhovedet, men der er ingen tvivl om, og det gør vi jo altid i SF, at vi går konstruktivt ind i forhandlingerne og prøver at få alt det med, som vi synes er vigtigt. Det er altid en afvejning af, hvor meget vi får med, og hvor mange tidsler der er med.

Det er alt for tidligt at sige lige nu, og jeg kan ikke på forhånd sige, at selvfølgelig siger vi ja til alt, for der skal jo også være kvalitetskrav. Det handler netop også om, at vores ord skal hænge sammen med handlingerne. Så der skal ske nogle forandringer og forbedringer af en vigtig substantiel karakter, for at vi kan være med i det, men vi vil rigtig gerne, og vi er rigtig glade for at være inviteret.

Ønskes den anden korte bemærkning? Det gør der, så skal man huske at trykke sig ind, og gerne før man får ordet. Værsgo.

Jeg bliver bare så begejstret for ordføreren. Jeg synes, det er rigtig dejligt at høre, og jeg oplever også, at ordføreren og SF er ekstremt konstruktive i det her. Så jeg håber, at vi fremadrettet kan lave nogle rigtig gode aftaler også på handicapområdet. Så tusind tak til ordføreren.

Så er det ordføreren.

Det var så lidt. Og så må vi se, hvor langt det kan bære. Sådan vil vi altid tilgå det; uanset hvilke uenigheder der må være, må vi prøve at se, hvordan resultatet kan hænge sammen på papiret.

Tak. Vi går videre i spørgerrækken, og den næste er fru Katrine Daugaard, Liberal Alliance.

Det var absolut ikke for at fornærme ordføreren, at jeg fik nævnt ordet useriøs før. Jeg kender absolut ikke ordføreren som useriøs på det her område, tværtimod, vil jeg gerne understrege.

Ordføreren snakker om det her med handicapområdet, som har haft en opblomstring, og som nu desværre visner. Det er også det, jeg hører, og derfor er jeg interesseret i – i forhold til at ordføreren har indkaldt til de her famøse forhandlinger – om vi kan være enige om, at det i hvert fald kræver et datagrundlag og en gennemsigtighed i økonomien, altså at vi ved, hvordan vi bruger pengene bedst muligt, for at vi kan få en oprejsning eller i hvert fald få vandet de her blomster, der visner.

Tak. Så er det ordføreren.

Ja, det kan jeg bekræfte, og bare rolig, jeg går ikke fornærmet hjem; jeg bliver måske mere fornærmet på forslagets vegne og de 60 organisationer, der har henvendt sig og opfordret til at angribe det på den her måde. Det her var vores forslag til, hvordan vi kunne gøre det.

Nu kan jeg godt høre, at vi ikke få det stemt igennem, sådan som det er fremsat, men vi kommer til at arbejde videre med en beretning, og lad os da prøve at kvalificere det så meget som muligt. For det her skal gerne munde ud i, at vi begynder at få de her strukturerede data omkring, hvad der sker, hvordan vilkårene er, hvordan lovgivningen anvendes, hvordan pengene anvendes, og hvordan det i virkeligheden ser ud, når vi kigger på lige muligheder for mennesker med handicap, altså om det følger den udvikling, vi har i vores samfund. Og det er i virkeligheden det, der var hele formålet med det her beskedne forslag.

Så er det spørgeren for den anden korte bemærkning.

Jeg synes ikke rigtig, jeg fik svar på, om SF også ønsker at lave en handicappolitik ude i fremtiden på et grundlag af evidens, på et grundlag af, at vi ved, hvad der er kvalitet i, og hvordan vi bruger pengene bedst muligt.

Værsgo.

Ja, selvfølgelig, og det er det, der er intentionen. Det her er en af måderne. Så selvfølgelig vil vi det.

Den næste spørger er fru Karina Adsbøl, Danmarksdemokraterne.

Tak til ordføreren for talen og også for vores tidligere samarbejde på handicapområdet. Jeg vil bare høre ordføreren om BPA-ordningen, som jo også er ordførerens hjertebarn. Der er jo nogle kæmpemæssige udfordringer i forhold til sundhedsområdet og socialområdet, bl.a. i forhold til det med, at en BPA-hjælper lige pludselig ikke kan få lov til at hælde sondemad op, CPAP og alt andet.

Så jeg vil bare høre ordføreren, når ordføreren nu har inviteret til nogle forhandlinger, som jeg lige kunne forstå her, om ordføreren ikke også godt vil rejse den problemstilling ovre i ministeriet.

For det er sådan, at det jo er lang tid siden, at ministeren lovede en handling på det her område. Det er helt tilbage til, at Ombudsmanden også kom med en udtalelse, som blev taget forkert ned ude i kommunerne. Så måske ordføreren vil love mig, når ordføreren sidder med ved bordet – det gør ordføreren hér ikke – at ordføreren vil tage det med videre.

Så er det ordføreren. Værsgo.

Jamen det kan jeg love, for det er rigtig vigtigt for os. Vi synes, det er en fuldstændig fjollet brug af vores tid med den her adskillelse. Og vi kan se helt systematisk, at der er nogle kommuner, som, netop fordi de står i økonomiske problemer, anvender sundhedslovgivningen til at tage hjælp væk fra borgeren.

Det vil sige, at så skal man have, jeg ved ikke hvor mange forskellige ansatte rendende i eget hjem, som kun lige må røre ved dét, sådan du må røre ved dét, og du må gøre ved dét. Det er en fuldstændig dum måde at bruge hinandens tid på, og i virkeligheden er det også enormt uordentligt over for borgeren. Så på mange måder er vi helt med på den.

Så er vi i virkeligheden også, når nu ordføreren nævner BPA, meget bekymrede for den praksisglidning, vi ser der sker, som også handler om tildelinger, lavere antal tildelinger og unge mennesker, som før var i målgruppen, og som lige pludselig ikke er i målgruppen i dag. Der mener vi faktisk, at lige præcis på den her handlingsplan kan man gå ind at kigge på: Hvad er det for nogle ting, der foregår på det her område, og kommer det i virkeligheden ikke til at stå i vejen for, at man kan leve sit liv på egne vilkår?

Så er det fru Karina Adsbøl for sin anden korte bemærkning.

Tak. Danmarksdemokraterne bidrager meget gerne også til handlingsplanen, og der er også stor opbakning herfra. Det er jo sådan noget, hvor man kommer med et forslag, fordi det er et håb om, at man kan få opbakning til det, så der sker noget på området. For alt for lang tid har vi haft manglende handling fra den tidligere regering og nu også den nuværende regering.

Jeg vil bare lige høre ordføreren, om ordføreren også vil tage noget med videre i forhold til forhandlinger. Det handler om afgrænsningscirkulæret. Det handler om: Hvornår er det et hjælpemiddel, og hvornår er det et behandlingsredskab? Så det er også lige en bøn om, at det også, hvis ordføreren sidder med ved bordet, er en problemstilling, ordføreren gerne må tage med videre.

Så er det ordføreren.

Det er simpelt hen så dejligt med gode kolleger, som også har rigtig stor indsigt og i virkeligheden også brænder for det her område. Og jeg kan huske fra sidste periode, at der havde vi en forespørgsel, hvor ordføreren absolut også var med, lige præcis om afgrænsningscirkulæret, og hvor vi havde tre ministre, der lovede, de ville kigge på det og gøre noget ved det, og der er sket lige så meget.

Så ja, vi prøver at få det ind alle de steder, vi kan, og så må vi se, hvor langt vi når. Det kan jeg jo ikke forudsige, men der er ingen tvivl om, at lige præcis de ting, som ordføreren peger på, er rigtig vigtige.

Næste spørger er hr. Torsten Gejl, Alternativet.

Tak, og tak for talen, og tak for beslutningsforslaget. Det, jeg forstod på ordførerens tale, var noget i retning af, at ordføreren var lidt ærgerlig over, at frustrationerne over, at der var nogle partier, der ikke var med i de forhandlinger, måske ville komme til at overskygge det hele lidt. Forstår ordføreren de frustrationer? Forstår ordføreren, at der er en række partier, som har en ærlig interesse i området og har lysten til at skabe værdi på området, og som får en chance for at nævne den type frustrationer i den her ramme?

Så er det ordføreren.

Ja, at det gør jeg hundrede procent. Derfor startede jeg også min tale med at sige, at jeg på en måde var ærgerlig over det, fordi jeg har set frem til at diskutere det, men at jeg egentlig også godt forstår den frustration, der er, når man rigtig gerne vil have omsat sin politik til konkret handling. Og jeg er helt sikker på, at der er mange her i salen, der ville kunne bidrage positivt til det, så det anerkender jeg fuldt ud. Jeg ville nok også selv være rimelig frustreret, hvis jeg var i samme situation.

Så er det hr. Torsten Gejl for anden runde.

Det kan jo være, at den her debat har tydeliggjort for regeringen, at vi er en række partier, som gerne vil gå ind at være med til at skabe yderligere værdi på det her område. Så det kan måske være det, der er med til at dirke døren op, og så vil det være en ekstra lille gevinst ved SF's gode beslutningsforslag. Er ordføreren fuldstændig enig i, at det er de partier, der kommer til at sidde og forhandle den her aftale, som er ansvarlige for resultatet, når det er færdigt, også selv om det måtte være et rigtig dårligt resultat?

Så er det ordføreren.

Det er klart, at alle de politiske aftaler, vi indgår, har vi et ansvar for, og det må vi tage på os til fulde. Det kan sagtens være, at vi nogle gange indgår nogle forlig, hvor vi ikke er tilfredse med det hele, men hvor det, vi fik, alligevel var så vigtigt, at det var nødvendigt, at vi blev der, så det ikke forsvandt. Det er hele tiden det, som jeg synes kan være en rigtig svær afvejning, nemlig at man rigtig gerne vil gøre en forskel for borgerne og man ved, at det her i det mindste gør en lille forskel, selv om man skal tage imod noget andet. Hvordan det ender i sidste ende, kan jeg simpelt hen ikke sige, men vi skal nok tage ansvar for det, vi selv bærer rundt på.

Tak, og med de ord fra ordføreren for forslagsstillerne er der ikke flere tegnet ind med spørgsmål til ordføreren for SF. Vi siger tak.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget henvises til Socialudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg dette som vedtaget.

Det er vedtaget.