Det sidste punkt på dagsordenen er:

13) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 151:

Forslag til folketingsbeslutning om stop for våbenhandel med Israel.

Af Trine Pertou Mach (EL) m.fl.

(Fremsættelse 01.03.2024).

Den første, jeg byder velkommen til, er ordføreren for forslagsstillerne, fru Trine Pertou Mach, for at give en begrundelse for forslaget.

Tak. Det er lige ved, at jeg skal slå et telt op heroppe. Ganske kort og indledningsvis vil jeg sige: Det her beslutningsforslag er jo en del af, kan man sige, jeg vil næsten kalde det en sanktionspakke, som Enhedslisten foreslår. Altså, det er endnu et tiltag, som er – og man kan sige, at argumentationen minder meget om den, vi havde ved det forrige beslutningsforslag – at ord i forhold til at presse regeringen i Israel til at stoppe sin krigsførelse ikke længere er nok.

Det er en del af forklaringen på det her beslutningsforslag om, at Danmark skal stoppe våbenhandel med Israel. Det gælder altså vores eksport direkte og indirekte, men det gælder også vores indkøb af våben fra Israel. Men den anden side, som i virkeligheden er nok så vigtig, er jo hele det faktum, at Danmark både i EU, men også igennem vores underskrivelse af FN's våbenhandelstraktat er forpligtede til at vurdere, om der er en overhængende risiko for, at det, vi eksporterer, bidrager eller kan risikere at bidrage til krigsforbrydelser eller muligt folkedrab.

Regeringen har foreslået en og har ændret praksis fra en restriktiv til en mere restriktiv linje på dele af den eksport, der foregår til Israel. Deri ligger vel også, antager jeg, en anerkendelse af, at der er en risiko for, at dansk eksport kan bidrage til krigsforbrydelser.

Vores forslag er ganske enkelt at følge den tolkning, der ligger, om, at risikoen er meget stor med den måde, som Israel fører krig på nu. Vi ved, at der er våbendele på kampfly i luftrummet over Gaza, som faktisk er eksporteret fra Danmark, og vores opfattelse af de to regelsæt, som vi er forpligtet af, tilsiger, at vi bør indføre en våbenembargo.

Det er ikke nyt i dansk udenrigspolitik. Det gjorde man tilbage, da udenrigsministeren var statsminister, over for Saudi-Arabien af andre grunde. Nu skal jeg passe på med sammenligningerne, for så kommer vi til at diskutere dem, men det er blot for at sige, at vi før har valgt at sige, at der er en overhængende fare for, at det, vi eksporterer, bliver brugt til noget, vi ikke vil være medansvarlige for, og derfor er vores håb, at vi med den her diskussion kan få en diskussion af Danmarks suspension af våbenhandel med Israel. Jeg glæder mig til debatten. Tak.

Vi siger foreløbig tak til ordføreren for forslagsstillerne, fru Trine Pertou Mach. Forhandlingen er hermed åbnet, og den første, jeg byder velkommen til, er udenrigsministeren.

Tak for det. Jeg kan forstå, at Enhedslistens ordfører havde en overvejelse om at slå et telt op på Folketingets talerstol. Det har jeg ikke, så jeg vil tillade mig at gøre det kort og ikke bruge de 15 minutter, der står til rådighed, selv om jeg er udstyret med et fint manuskript, der sagtens kan fylde tiden ud, og det er jo også lidt i lyset af, at det her beslutningsforslag ligger i forlængelse af en debat, vi nu har haft siden kl. 18.00 i aften om, hvordan vi ser på situationen i Israel og Gaza, og hvordan vi bedst lægger vores lod i den vægtskål, som fremmer den rigtige udvikling, og så er der selvfølgelig også vores juridiske forpligtigelser.

Vi har jo haft lejlighed til at diskutere det her i mange forskellige sammenhænge, og jeg har svaret på en del spørgsmål både her i salen og skriftlige spørgsmål, og jeg har også senest her i dag i Det Udenrigspolitiske Nævn haft lejlighed til at orientere om regeringens tilgang til våbeneksport i al almindelighed og også specifikt i forhold til Israel, og jeg er helt med på, at det selvfølgelig er et lukket forum, men det supplerer jo alle de skriftlige svar, jeg har givet, og de drøftelser, der været her i Folketingssalen, og derfor kan det næppe overraske nogen, at regeringen når frem til den konklusion, at vi ikke kan støtte det her forslag.

Vi er bundet af den EU-linje, der er lagt, og de otte principper, der er defineret i EU, vi er bundet af konventionerne, og vi administrerer det her område på linje med vores allierede i al almindelighed. Det rokker ikke ved, at vi ser med alvor på situationen, og det er jo også ud fra en samlet vurdering af situationen, at vi har skærpet vores tilgang til eksport af militært udstyr til Israel. Den var i forvejen restriktiv, og den er nu meget restriktiv, og den skærpede linje betyder jo ikke, at vi vil suspendere al eksport af militært udstyr til Israel, men det betyder, at vi fortsat vil vurdere det fra sag til sag, og at det også vil ske ud fra en meget restriktiv linje i forhold til kriterierne i Rådets fælles holdning og kravene i FN's våbenhandelstraktat. Vi har også i mange andre sammenhænge haft en mulighed for at diskutere den særlige mekanisme i relation til F 35-programmet, hvor der jo indgår en række sikkerhedspolitiske og forsyningsmæssige overvejelser, der ligger til grund for vores deltagelse i det her program, og hvor vi baserer vores tilgang på en udenrigs- og sikkerhedspolitisk rammevurdering, og hvor vi i øvrigt er på linje med andre lande, der deltager i F 35-programmet.

I forhold til importen er det et aspekt af beslutningsforslaget her, som vi ikke rigtig har haft lejlighed til at drøfte i andre sammenhænge. Der kan jeg sige, at Forsvarsministeriet oplyser, at det følger af lovgivningen på området, at der i forbindelse med anskaffelser af forsvarsmateriel som udgangspunkt ikke må diskrimineres på baggrund af nationalitet, medmindre væsentlige nationale sikkerhedshensyn tilsiger det, og hvis de nationale sikkerhedstilsyn vel at mærke tilsiger, at der skal være tale om en dansk leverandør. Når Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse gennemfører udbud af anskaffelser, tages der både hensyn til operative krav som pris, leveringstid og kvalitet samt en række andre krav, som omhandler bl.a. miljø, korruption, arbejdstager- og menneskerettigheder samt EU og FN's sanktionsliste, og det danske forsvar råder i dag over flere systemer, der er produceret af israelske virksomheder – det er vist også en kendt sag – og der ses ikke at være et grundlag for generelt at udelukke potentielle israelske leverandører i forbindelse med de kommende anskaffelser til forsvaret. Så hvis man skulle gå ned ad det spor, skulle det jo snarere være, fordi man ville gå ned ad det spor, som vi behandlede i forbindelse med det forrige beslutningsforslag, der mere handler om mere generelt at indføre økonomiske sanktioner, end at det skulle være for at fremme en bestemt militær situation på jorden i Israel.

Så jeg vil for en gangs skyld gøre en lang historie fra min mund kort og sige, at regeringen ikke kan støtte det fremsatte beslutningsforslag, og at det ikke mindst skyldes, at Udenrigsministeriet allerede har en meget restriktiv linje i vurderingen i forhold til eksporten af militært udstyr og dual use-produkter til Israel, og at vores tilgang også vurderes at være i fuld overensstemmelse med vores EU-retlige og internationale forpligtigelser. Så vil jeg selvfølgelig også gerne understrege, at regeringen holder nøje øje med udviklingen af konflikten, og at vi er i løbende dialog med vores partnere herom.

Tak for det. Der er foreløbig to korte bemærkninger. Hr. Pelle Dragsted, Enhedslisten. Værsgo.

Tak for det. Der er jo en historik, både internationalt og i Danmark, for våbenembargo mod en række nationer af forskellige årsager. Vi havde det historisk mod Sydafrika på grund af apartheidregimet, og vi har haft det over for mange andre stater – alt for sent med Rusland i øvrigt. Så mit spørgsmål til ministeren er: Hvad skal der til i det her tilfælde? For internationale iagttagere og eksperter kigger jo på de her angreb på Gaza og beskriver det som måske en af de mest brutale krige, når man ser på omfanget af civile ofre, og jeg har svært ved at forstå det, hvis man ikke på nærværende grundlag mener, at det må indebære et ophør af det her våbenhandelsmæssige samkvem med Israel. Så hvad skal der til? Det er egentlig bare mit spørgsmål: Hvad skal der til?

Udenrigsministeren.

Det er jo et af de spørgsmål, som jeg synes at det er vanskeligt at svare på, og som jeg i virkeligheden også synes flytter debatten et forkert sted hen. Altså, jeg forholder mig til den her situation, der er, og gør rede for, at regeringen, givet at der er den situation, ikke har noget forslag om embargo. Vi har løftet vores tilgang fra at være restriktiv til at være meget restriktiv, og så følger vi udviklingen. Jeg kan jo ikke stå her og sige, for det ville være logisk uholdbart, at der aldrig nogen sinde ville kunne opstå en situation, hvor man skulle tage nogle yderligere skridt. Men at stå og på forhånd definere en eller anden konditionalitet for det, synes jeg lidt bliver noget underligt noget. Men vi administrerer det her på linje med langt, langt de fleste allierede inden for rammerne af de EU-retlige og internationale forpligtelser.

Hr. Pelle Dragsted.

Tak for det. I forbindelse med den her type af større våbenhandler, som jeg husker det, uden at vi skal komme ind på det specifikke her, er der jo ofte tale om de her kontraaftaler, altså returkøbsaftaler. Jeg sidder blot og tænker på, om det, når nu Danmark har gennemført store våbenhandler med Israel, så indebærer, at vi, om man så må sige, er bundet til at – eller at vi føler, at vi skal – benytte os af at handle den anden vej, og om det kan influere på eller være årsagen til, at man ikke ønsker at indlede en embargo over for andre lande.

Udenrigsministeren.

Nej, det kan det ikke. Hvis jeg havde brugt min taletid fuldt ud, hvor jeg så ville have repeteret kendt viden, så ville jeg selvfølgelig have holdt et større indlæg om, hvordan opgavefordelingen er bygget op mellem Udenrigsministeriet, der afgiver en udenrigs- og sikkerhedspolitisk vurdering, og Rigspolitiet, der afgiver de konkrete eksporttilladelser, og Erhvervsministeriet, for så vidt angår de her dual use-produkter. Og det, der er vores opgave, og det, som jeg står på mål for her, er i forhold til den udenrigs- og sikkerhedspolitiske indfaldsvinkel, og den handler om at efterleve de EU-retlige og internationale forpligtigelser; det er alene det, der er styrende for vores vurdering.

Hr. Christian Friis Bach, Radikale Venstre. Værsgo.

Tak for det. Jeg vil gerne takke udenrigsministeren for den her meget restriktive linje, som er indført, og hvor jeg jo ikke kan se andet, end at den vej må vi gå, også ifølge de internationale forpligtigelser, vi har. Men jeg vil så lige høre udenrigsministeren, om udenrigsministeren også vil se på eksisterende godkendelser – de godkendelser varer jo, som jeg forstår det, nogle år – og om man i lyset af den dramatisk ændrede situation, der er i Israel, så også vil se på de godkendelser, for det mener folkeretseksperter jo man bliver nødt til.

Så vil jeg også høre, om udenrigsministeren anerkender, at vores forpligtigelser i forhold til EU's regler og våbenhandelstraktaten også gælder ved rammeaftaler, hvis vi er bekendt med en slutbruger, med andre ord at hvis vi under F-35-programmet skulle vide, at F-35-fly bliver eksporteret til Israel, så gælder vores forpligtigelser også inden for en rammeaftale.

Udenrigsministeren.

Det sidste kan jeg fint bekræfte. Altså, hvis der er en kendt slutbruger, foretages der jo en konkret vurdering af slutbrugerlandet. Og det særlige ved F-35-programmet er, at man ikke kender slutbrugeren. Så er jeg helt med på, at det er balanceret, for man kan jo i hvert fald ikke udelukke, at de lande, der indgår som partnerlande i F-35-programmet, er blandt slutbrugerne. Det er de jo pr. definition. Og det omfatter også Israel. Det håndteres så ved en rammevurdering, fordi der jo i virkeligheden eksporteres til USA, og så vil det være den amerikanske våbenkontrol, der ligger til grund for den endelige godkendelse.

Jeg kan sige, at den justerede tilgang, som jo er et udgangspunkt, altså at vi har flyttet os fra at være restriktive til at være meget restriktive, gælder de fremadrettede udtalelser, som Udenrigsministeriet bliver bedt om at give i forhold til nye ansøgninger om eksport.

Hr. Christian Friis Bach.

Tak for det. Så vil jeg da blot opfordre ministeren til også at se på de eksisterende godkendelser. Det mener vi at vi folkeretligt er forpligtet til.

Så vil jeg høre udenrigsministeren, om udenrigsministeren forventer, at Danmark i den retssag, der nu er rejst af en række folkelige organisationer, kunne risikere at blive dømt, hvis vi ikke tager de her eksisterende godkendelser op til overvejelse.

Udenrigsministeren.

Bare for lige at præcisere det vil jeg sige, at det ikke er Udenrigsministeriet, der giver nogle eksporttilladelser. Det er henholdsvis i Rigspolitiet og i Erhvervsministeriets ressort, man gør det. Vi giver den udenrigs- og sikkerhedspolitiske vurdering, der ligger til grund for det. Det er så den ene ting.

Nej, jeg har ikke nogen forventning om, at vi taber nogen retssager. For hvis vi havde en forventning om, at vi tabte nogle retssager, så havde vi jo lagt en anden linje. Altså, vi mener jo, at den linje, vi har lagt, er i fuld overensstemmelse med vores forpligtigelser.

Fru Trine Pertou Mach, Enhedslisten. Værsgo.

Tak for det. De regelsæt, vi diskuterer her, og som er dem, der ligesom er med til at indramme dansk våbeneksportkontrol, er jo FN's våbenhandelstraktater og EU-reglerne med de berømte otte kriterier, som vi har drøftet så mange gange. De regler er jo netop kommet til for at sikre, at vi som stat og de stater, der er dækket af det, forebygger, at man kommer til at bidrage til eller indirekte er medvirkende til krigsforbrydelser og folkedrab. Det er jo det, de er sat i verden for. Derfor ligger der også det i dem, at der ikke skal være konkluderet endeligt på f.eks. en dom om muligt folkedrab eller være jurister, der vurderer, at det, der er sket, er et sæt af krigsforbrydelser, men at det netop er en risikovurdering, som skal ligge i den sikkerhedspolitiske vurdering. Spørgsmålet er, om ikke man kunne se det forslag, som vi har fremsat her, som gående fra det restriktive til det meget restriktive til det meget, meget restriktive, så vi for at være sikre på, at vi ikke bidrager, rent faktisk i en periode suspenderer våbeneksporten.

Ministeren.

Det kunne man da godt, hvis man ville, men det vil regeringen ikke. Altså, det er jo ikke en retssag, vi befinder os i nu; det er et parlament, og jeg gør rede for regeringens linje. I forhold til den politiske tilgang er der jo ingen grund til at lægge skjul på, at det her beslutningsforslag jo er fuldstændig sammenhængende med de andre to beslutningsforslag, vi lige har diskuteret, og hvor vi har diskuteret, hvad vores tilgang til det her er. Jeg synes, at jeg har brugt meget taletid i dag på at forklare regeringens tilgang. Uanset hvad for en politisk tilgang, man så har, er jura jo jura, selv om man kan diskutere, om jura er en eksakt videnskab – jeg er selv jurist – og juraen skal respekteres. Når vi lægger den linje, vi har lagt, gør vi det selvfølgelig, med afsæt i at vi føler, at vi har et sikkert fundament, for så vidt angår den juridiske vurdering af, hvorvidt vores administration af våbeneksportkontrolområdet er i overensstemmelse med EU's retlige grundlag, de otte principper og de konventionelle bestemmelser.

Spørgeren.

Jeg skal bare i al stilfærdighed sige, at det ikke er Enhedslisten, der har lavet Folketingets dagsorden og fået pakket de her forslag. Vi kunne fint have gjort det over tre forskellige uger, men jeg tror, det også er af hensyn til udenrigsministerens kalender, at det er lagt samtidig. Når det sagt, vil jeg sige, at der selvfølgelig er en sammenhæng. Det er jo, fordi vi søger efter veje til, at Danmark kan flytte sig væk fra ordene og også gribe til handling. Derfor spørger vi jo også bare til regeringens linje i det her. Det er også en anerkendelse. Når ministeren siger, at man går over til en meget restriktiv linje, må det antages at være, fordi der er en vurdering af, at risikoen for at bidrage til krigsforbrydelser rent faktisk er eksisterende. Derfor er spørgsmålet: Hvorfor i virkeligheden ikke bare suspendere fuldt ud? Hvad skal der til for at gå fra meget restriktiv til suspension?

Ministeren.

Jeg beklager ikke, at de her beslutningsforslag er lagt på det samme møde. Det skaber også en sammenhæng. Det er bare det, der gør, at jeg synes, at det bliver tungt, hvis jeg skulle starte mit indlæg med, hvad jeg godt kunne, at sige, at der er en alvorlig situation, den er dybt bekymrende, der er kamphandlinger, der er 32.300 dræbte, 85 pct. af befolkningen er fordrevne, det er en katastrofal situation, der er omfattende israelske militæroperationer, der er angreb fra bosættere, 400 palæstinensere er dræbt på Vestbredden osv. osv., for vi har rundet det, og det er ikke for at negligere det. Det er selvfølgelig også alvoren i den situation, der gør, at vi har justeret vores tilgang. Der skal så stadig væk være en konkret vurdering i den konkrete sag, men det er med et skærpet udgangspunkt. Det er også baggrunden for, at vi, selv om vores F-35-program jo sådan set er et program, som hviler på en rammegodkendelse, hvor vi ikke skal høres, midlertidigt har bedt Rigspolitiet om at have en anden praksis for det og altså høre os.

Der er ikke flere korte bemærkninger. Tak til udenrigsministeren. (Udenrigsministeren (Lars Løkke Rasmussen):Samlet set tror jeg, jeg overholdt taletiden). Ja.

Første ordfører i ordførerrækken er hr. Jesper Petersen fra Socialdemokratiet.

Tak. Der er jo egentlig i den seneste ordveksling her blevet redegjort meget godt for, hvad bagtæppet for diskussionen her er, og vi har det tredje beslutningsforslag her i aften. Og som udenrigsministeren redegjorde for, er tilgangen til eksport og våben til Israel for nylig blevet skærpet til en meget restriktiv tilgang. Fra sag til sag vil ansøgninger blive vurderet med baggrund i de kriterier, der ligger på europæisk niveau i Rådets fælles holdning og de krav, der er i FN's våbenhandelstraktat. Danske virksomheder lykkedes med at blive leverandører til elektronisk udstyr og skrogdele på A-35-flyene. Danmarks tilgang og praksis i forhold til udviklingen af A-35-programmet, som er væsentlig for Danmarks sikkerhed, vurderes også at være i overensstemmelse med vores internationale forpligtelser. Også her er der så sket det, at man vil have, at Udenrigsministeriet giver en vurdering, når der er eksportansøgninger.

Regeringen tilkendegiver, som udenrigsministeren lige gjorde, at emnet her fortsat følges nøje, og at der er dialog med vores partnere om det. Der er også redegjort udmærket for forholdene omkring danske køb af våben, hvor Israel som land falder inden for de hensyn og krav, der gælder, når der laves udbud og træffes beslutning om køb af våbensystemer. Også selv om der er rigeligt med grunde til at være kritisk over for den politiske kurs i Israel, er det det, der gør sig gældende. Så jeg kan på Socialdemokratiets vegne bakke op om udenrigsministerens konklusion om ikke at støtte beslutningsforslaget.

Og så synes jeg, at weekendens begivenheder gør, at konteksten for debatten her jo ikke kan isoleres til at handle om kampen mellem Israel og Hamas, men at også den øvrige sikkerhedssituation i Mellemøsten og truslen mod Israel, som vi blev mindet om i weekenden, må tages i betragtning. Hamas' våben, Hizbollahs våben og houthiernes våben kommer fra Iran, som også på andre områder spiller en destabiliserende rolle i regionen, i tillæg til at regimet i landet med voldelige og dødelige midler undertrykker sin egen befolkning. Iran og andre kræfter anerkender slet ikke Israels eksistens, og hvis de kunne, ville man for længst have fjernet Israel fra landkortet. Iran affyrede og afsendte fra forskellige udgangspunkter, men tilsammen jo mere end 300 missiler og angrebsdroner mod Israel, hvis luftforsvar med støtte fra allierede heldigvis nedskød så godt som dem alle sammen. Også A-35-fly bliver brugt til formål i Gaza, men det er vigtigt at huske på, at de også bliver brugt i forsvaret af Israel mod angreb som det, Iran foretog natten til søndag.

Avanceret våbenteknologi og antiluftskyts anvendes løbende til at forsvare sig mod raketangreb og nu senest det store angreb med missiler og droner. Og det skal ikke være forbudt for Danmark og for så vidt også andre lande at handle med Israel, så de kan forsvare sig mod de trusler, der omgiver dem, som eksempelvis et angreb som det iranske. Det ændrer ikke på, at der er skærpet tilgang til den nu meget restriktive tilgang, og at vi selvfølgelig fortsat skal iagttage de forpligtelser, Danmark har, i forhold til våbeneksport. Men det konkluderende er altså, at vi ved at gøre, som vi gør her, ligger på linje med lignende lande, og at Socialdemokratiet ikke kan støtte beslutningsforslaget.

Tak til ordføreren. Der er ingen korte bemærkninger. Næste ordfører er hr. Jan E. Jørgensen fra Venstre.

Tak for ordet. Jeg skal også prøve at gøre det forholdsvis kort, for det er jo tredje beslutningsforslag, vi behandler i rap, som et eller andet sted handler om det samme, nemlig den forfærdelige, ulykkelige krig, der finder sted i Gaza. Der er en humanitær situation, som er dybt alvorlig, og Enhedslisten har så med det her beslutningsforslag foreslået, at al direkte og indirekte handel med Israel og israelske virksomheder med våben m.v. skal standse.

Når det kommer til import og indkøb af våben, militært isenkram og dual use-produkter, er Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse underlagt nogle udbudsregler, præcis som resten af den offentlige sektor er det. Og det betyder, at man ikke bare sådan kan udelukke Israel fra at byde. Når vi taler om eksport af danske produkter, vil jeg godt gøre opmærksom på, at der altså, som udenrigsministeren også var inde på, nu er lagt en meget restriktiv linje, og at det bliver vurderet sag for sag. Det betyder ikke, at Danmark suspenderer al eksport af militært udstyr til Israel. Der vil som sagt blive foretaget en konkret vurdering fra gang til gang. Og på den baggrund må jeg meddele, at Venstre ikke kan støtte beslutningsforslaget.

Tak til ordføreren. Der er ingen korte bemærkninger. Næste ordfører er fru Charlotte Munch fra Danmarksdemokraterne.

Tak. Med forslaget her ønsker Enhedslisten at pålægge regeringen omgående at indstille direkte og indirekte handel med Israel og israelske firmaer med våbenteknologier, hvilket skal sikre, at Danmark ikke direkte eller indirekte medvirker til brud på folkeretten. Udenrigsministeriet skal give tilladelse til eksport af våben. Udenrigsministeren har oplyst, at Udenrigsministeriet i marts 2024 yderligere har skærpet tilgangen til eksport af militærudstyr til Israel. Vi lægger derfor til grund, at danske virksomheders handel med våben og våbendele med Israel sker inden for rammerne af tilladelsen fra Udenrigsministeriet og dermed også lever op til folkeretten. Danske virksomheder har tilladelse til at levere komponenter til de amerikanske F-35-kampfly, der produceres i USA, og som Israel anvender i konflikten. Beslutningsforslaget kan derfor have negativ indvirkning på danske virksomheders deltagelse i F-35-programmet, og det ønsker vi ikke.

Beslutningsforslaget gælder begge veje, dvs. både for køb og salg af militærudstyr. Forslaget kan derfor også have indvirkning på det allerede indkøbte israelske artilleri fra Elbit og et muligt kommende køb af et nyt luftforsvar fra Israel. Et stop for våbenhandel med Israel kan derfor ikke blot have negativ indvirkning for danske virksomheder, men også for det danske forsvar og dermed Danmarks sikkerhed, hvis ikke forsvaret kan købe de våbensystemer til forsvaret af Danmark, som vi har brug for.

Danmarksdemokraterne følger Udenrigsministeriets linje i forhold til dansk eksport af våben og våbendele, og vi lægger til grund, at danske virksomheder følger betingelserne til de tilladelser, der er givet. Derfor støtter Danmarksdemokraterne ikke forslaget.

Der er heller ingen korte bemærkninger til det. Tak til ordføreren. Næste ordfører er hr. Karsten Hønge, Socialistisk Folkeparti.

Palæstinenserne lider under den humanitære katastrofe i Gaza, og Israel led et alvorligt nederlag, da Den Internationale Domstol i Haag tydeligt markerede, at landet i sin krigsførelse skal overholde konventionerne, at de skal efterforske og retsforfølge opfordringer til folkedrab, og at mere nødhjælp skal ind i Gaza. Dommen slår fast, at Israels regering er ansvarlig for, at tilstrækkelig nødhjælp kommer ind, og at det skal være muligt at leve i Gaza. Det er ubegribeligt, at nogen skulle kunne mene det modsatte, når vi alle må være påvirket af de åbenlyse civile lidelser – familier, som rædselsslagne flygter rundt på et meget lille landareal uden beskyttelse mod bomber og kulde og sygdomme; børn, der sulter og tørster. Ja, det er så langt ude, at der på de palæstinensiske hospitaler er en særlig betegnelse, som man kobler op på nogle af børnene, og forkortelsen er wcnsf, som på engelsk står for wounded child, no surviving family – oversat til dansk: et såret barn uden overlevende familie. Det siger vist alt om situationen. Kendelsen indeholdt ikke krav om en våbenhvile her og nu, og vi ser, at krigen har bevæget sig langt ud af proportioner. Domstolen tager senere stilling til, hvorvidt der foregår et egentligt folkedrab i Gaza, og vi må så se på kendelsen, når den falder.

Benjamin Netanyahu og andre religiøse og nationalistiske ekstremister skal erkende, at palæstinenserne faktisk også er mennesker med rettigheder. Internationale konventioner og menneskerettigheder gælder for alle, også for dem, der i en periode måtte være ens modstandere. Her må vi sætte vores lid til, at Israel faktisk som den eneste nation i Mellemøsten er et demokrati. Ja, Netanyahu udfordrer demokratiet ved at ville forsøge at skubbe til højesteret, og ja, retsstaten er under pres, når Israel foretager vilkårlige og administrative fængslinger. Vi kan se bosættere med bulldozere fjerne palæstinensernes hjem, faktisk nogle gange beskyttet af soldater fra den officielle israelske her, og når så en 12-årig dreng kaster en sten mod en soldat, hvad han selvfølgelig ikke skal gøre, risikerer han at skulle tilbringe 5 år i fængsel, mens de bosættere, der kværner de palæstinensiske boliger, går straffri. Men Israel er et samfund med mange partier. Der er organisationsfrihed, og som vi så tit har set det, er der i høj grad demonstrationsfrihed. Derfor må vores håb gå på en stærkere centrum-venstre-fløj, en stærkere frihedsbevægelse og en stærkere fagbevægelse, for Israel er, uanset angrebene på dem, både en retsstat og et demokrati – faktisk, som jeg sagde før, som den eneste stat i Mellemøsten.

Våbenhandel med Israel er problematisk, og SF er tilhænger af det skifte, som er foretaget i Udenrigsministeriet fra restriktiv til meget restriktiv. SF mener bare ikke, at det nuværende tidspunkt er det rette til fuldstændig at stoppe våbenhandel med Israel. Mellemfolkeligt Samvirke og Amnesty International, Oxfam og Al-Haq har lagt sag an, og vi vil afvente sagens gang. Og i øvrigt vil vi afvente de konkrete konsekvenser af regeringens nye praksis. Måske vil det faktisk på et tidspunkt være relevant og nødvendigt at stoppe al våbenhandel. Vi synes bare ikke det er nu, og derfor vil SF til det her beslutningsforslag hverken stemme for eller imod.

Hr. Christian Friis Bach, Radikale Venstre.

Tak for det. Jeg vil blot høre, om hr. Karsten Hønge ikke anerkender, at både EU-reglerne og FN's våbenhandelstraktat jo ikke taler om konkrete og dokumenterede krigsforbrydelser eller overtrædelser af menneskerettighederne, men om en risiko for, at det finder sted. Og med den meget stærke tale, som jeg synes ordføreren holdt, mener ordføreren så ikke, at der er en klar og veldokumenteret risiko for, at der sker alvorlige krænkelser af menneskerettighederne og eventuelt krigsforbrydelser i den konflikt, vi ser?

Ordføreren.

Jo, det tyder alt på. Der er i hvert fald en overhængende risiko for det. Det er ikke dokumenteret endnu, men det vil jeg helt klart give hr. Christian Friis Bach ret i, nemlig at som vi ser det nu, er der en overhængende risiko for det. Og det er der god grund til at respondere på.

I forbindelse med et tidligere forslag i dag har vi jo diskuteret indførelsen af restriktioner, hvor SF støtter, at der bliver indført restriktioner målrettet mod de mest ekstremistiske bosættere, ganske som man har gjort det i USA, men også, som jeg foreslog i min tale fra SF's side, at man også målretter det mod flere af de her ministre, som jo også af zionistiske israelere bliver betegnet som både racister og fascister. Altså, man kunne have målrettede sanktioner mod nogle af de ministre, der puster til hadet og skaber sådan den idémæssige og stemningsmæssige baggrund for, at man kan gennemføre folkedrab. Jeg tror bare ikke lige, at det at stoppe våbenhandelen lige nu er det rigtige svar. Det kunne godt være, det kunne blive det på et tidspunkt, men vi synes ikke, det er nu.

Spørgeren.

Ja, men det beslutningsforslag, vi diskuterede tidligere, handlede jo om økonomiske sanktioner mod Israel og netop ikke de måske helt specifikke personer – og det var grunden til, at vi tøvede lidt i forbindelse med det forslag – mens det her jo meget mere konkret er målrettet mod nogle internationale traktater og risikoen ved anvendelse af våben i den eksisterende konflikt, som kan føre til menneskerettighedskrænkelser. Anerkender ordføreren ikke – og det er et meget åbent spørgsmål – at man, hvis man læser de her traktater, næsten ikke kan se en anden vej, end at man må indføre et stop, som det ligger nu?

Ordføreren.

Nej, jeg vil faktisk sige, at det ikke er rigtigt læst. Sådan læser jeg i hvert fald ikke det beslutningsforslag, vi havde tidligere, om sanktioner. Det var tværtimod meget åbent formuleret, altså at man opfordrer regeringen til først at lægge de mulige sanktioner, som man kunne bringe i anvendelse, frem og dernæst gøre det konkret ud fra de valgmuligheder af sanktioner, der er. Der skulle regeringen så lægge en plan frem for, hvilke sanktioner man vil bringe i brug, og der var det er så SF's indspark til det, at vi syntes, det var to typer sanktioner, som vi syntes kunne være meget interessante. Men jeg giver bare hr. Christian Friis Bach ret i, at det da er et spørgsmål om tidspunktet, hvis man bliver nødt til at stoppe våbenhandelen. Vi synes bare ikke, det er lige nu, fordi der er en retssag på vej, og fordi Udenrigsministeriet netop nu har ændret praksis.

Fru Trine Pertou Mach, Enhedslisten.

Tak til hr. Karsten Hønge for talen. Jeg er lidt nysgerrig på, hvad det egentlig er, der gør, at SF vil vente på retssagen. For det regelsæt, der er her, er jo bundet op på risikovurderinger fra sag til sag. Det er ikke bundet op på, at der skal være dokumenterede krigsforbrydelser eller dokumenteret folkedrab, men at man skal vurdere sin eksport ud fra, om der er en overhængende eller alvorlig risiko for, at man med den eksport kan komme til at bidrage til krigsforbrydelser eller alvorlige menneskerettighedskrænkelser. Så det er bare for virkelig at forstå det: Hvad er det så, der gør, at man vil vente på en retssag? Det her regelsæt handler ikke om det dokumenterede, men om at forhindre, forebygge, at man bidrager til krigsforbrydelser.

Ordføreren.

Men der er jo en idé i, at de her organisationer har anlagt en retssag. Jeg synes da, det vil være rimeligt nok at afvente den og se, hvad der sker med den. Dermed synes jeg da også, det er rimeligt at afvente, hvad de sådan helt konkrete ændringer fra Udenrigsministeriet bliver, når man skifter praksis fra restriktiv til meget restriktiv. Så jeg synes faktisk, at det – i stedet for at gå frem til konklusionen med det samme og sige, at vi her og nu skal stoppe al våbenhandel – er lidt mere seriøst at sige, at vi afventer de ting, der er i gang.

Jeg afviser jo ikke, at det på et tidspunkt kunne blive til et stop for våbenhandelen, men som det ligger lige nu og med de konsekvenser, det vil få for Danmarks køb af F-35-jagerfly , synes vi, at det måske ikke lige er tidspunktet. Det får konsekvenser for vores indsats i Ukraine, hvis vi ikke kan levere de komponenter til F-35-jagerflyene. Og er det så lige netop nu, man skal gøre det, hvor det er risikoen for os? Der er jo til gengæld også mulighed for, at sagen bliver afklaret på anden vis.

Spørgeren.

Tak. Jeg synes, det er virkelig interessant med retssagen, men det er jo et andet spor. Det er jo civilsamfundsorganisationer, som vurderer – i virkeligheden lidt det samme som i den diskussion, vi har her – at der er en overhængende risiko for, at Danmark faktisk kan komme til med eksporten at bidrage til krigsforbrydelser, og at vi ikke er i overensstemmelse med de forpligtelser, vi har internationalt, ved fortsat at eksportere til Israel. Derfor laver de nu en retssag. Herinde foregår det politiske, og der kunne vi jo i fællesskab vælge at sige: Vi ønsker faktisk at stoppe eksporten eller i hvert fald suspendere den i en periode, fordi der er alvorlig risiko for menneskerettighedskrænkelser og krigsforbrydelser.

Ordføreren.

Ja, det kunne vi da. Det er klart, at vi kan det som Folketing. Hos SF er det en afvejning af de muligheder, der ligger. Udenrigsministeriet har meddelt, at de skifter praksis. Der er en civil organisation, der lægger en sag an. Det får konsekvenser også for Danmarks hjælp til Ukraine, for vi kan ikke sige farvel til vores F-16-jagerfly, hvis ikke vi har F-35'eren. Er det så lige præcis nu, man skal gøre det? Igen siger jeg ikke, at det ikke på et tidspunkt skulle være det, men hvorfor er det dog lige nu, hvor det får konsekvenser for Ukraine og der er andre ting, der er på vej. Så synes vi ikke lige, det er at ramme skiven lige nu.

Dermed siger vi tak til hr. Karsten Hønge fra Socialistisk Folkeparti. Næste ordfører er hr. Henrik Dahl, Liberal Alliance.

Tak for ordet. Jeg synes egentlig, at hr. Jesper Petersen holdt en utrolig tankevækkende ordførertale, for det er jo fuldstændig rigtigt, at hvis ånden i det her forslag blev gjort til gældende virkelighed, ville det blive meget svært for Israel at forsvare sig mod Iran, og vi ved jo – det var også noget, som hr. Jesper Petersen fremhævede – at Iran sådan set bare venter på en gunstig lejlighed til at eliminere staten Israel, hvis det er muligt. Så det er et lidt mærkeligt forslag, der som sin konsekvens har, at Israel ikke kan forsvare sig imod de fjender, som landet har.

Danmark håndterer spørgsmålet om våbenhandel med Israel på linje med de fleste af de lande, som vi er allieret med. Det har udenrigsministeren allerede redegjort for, og det har nogle af os også hørt i andre sammenhænge i dag. Det er jo en tingenes tilstand, som vi er godt tilfredse med i LA, og derfor ser vi ikke nogen grund til at lave om på tingene, og derfor kan vi ikke støtte forslaget her. Tak for ordet.

Fru Trine Pertou Mach, Enhedslisten.

Tak. Jeg har bedt om ordet, fordi jeg blev slået af det her argument om, at så kan Israel ikke forsvare sig. Det er jo ikke rigtigt. Altså, det her forslag handler jo om og er en reaktion på, at Israel ikke overholder international humanitær lov og krigens love. Så hvis Israel gør det, kan man jo ophæve suspensionen. Det her handler om, at man ikke eksporterer til et land, som er anklaget for folkedrab, fordi den krigsførelse, der er, bygger op til, at man rent faktisk kan føre den retssag, og fordi der er adskillige dokumentationer for krigsforbrydelser i den måde, som Israel fører sin brutale krig i Gaza på.

Så den sikre vej til at undgå det er jo at indgå en våbenhvile og stoppe krigshandlingerne. Det har ikke noget at gøre med alle mulige andre former for militære konfrontationer. Det handler om, at Israel som alle andre lande i verden skal overholde krigens love og international humanitær folkeret, og at Danmark skal overholde de regelsæt, vi har forpligtet os på, når det gælder vores våbeneksport.

Ordføreren.

Jamen jeg kan ikke forholde mig til, at et medlem af det danske parlament står og smider om sig med anklager imod Israel. Det er noget, der skal afgøres af en passende domstol. Folkemord og krigsforbrydelser har været oppe – grove, grove anklager, som bare bliver brugt som politisk kasteskyts. Jeg kan overhovedet ikke forholde mig til det.

Spørgeren.

Det er fair nok. Men de regelsæt, som Danmark er forpligtet af, taler om, at man skal lave en risikovurdering, når man eksporterer, altså risikoen for alvorlige menneskerettighedskrænkelser eller krigsforbrydelser. Anerkender ordføreren, at der er en risiko for, at den måde, Israel fører sin krig i Gaza på, kan være i uoverensstemmelse med international humanitær lov og krigens love?

Ordføreren.

Men de danske myndigheder, som skal foretage en risikovurdering, kaster ikke om sig med politisk motiverede anklager om grove forbrydelser. De er bare mere besindige, og de er ikke nået frem til de samme vilde konklusioner, som Enhedslisten bl.a. er nået frem til.

Dermed tak til ordføreren for Liberal Alliance. Næste ordfører er mig, hr. Jeppe Søe fra Moderaterne, som febrilsk forsøger at få fat i hr. Karsten Hønge, der nu kommer løbende, så vi lige kan lave et hurtigt bytte.

Hr. Jeppe Søe, Moderaterne.

Det her er endnu et forslag, vi ikke kommer til at stemme for. Vores eksport er, som det allerede er sagt fra udenrigsministeren, allerede meget restriktiv, og det er jo altså en skærpelse i forhold til blot restriktiv. Vi har ikke suspenderet, men der skal jo gives tilladelser til den her type eksport, og der har vi altså en meget restriktiv sagsbehandling.

Jeg er ret tryg ved, at det er Udenrigsministeriets folk og Rigspolitiet, der sagsbehandler og dermed kan vurdere, om en eksporttilladelse giver mening, og altså også, om den lever op til EU-retlige og internationale forpligtelser.

Andre forpligtelser eller holdninger er jo ideologiske tiltag, og det synes vi ikke skal drages ind i sagsbehandlingen, hvilket det jo ville være at suspendere eller lignende, så Moderaterne siger nej tak til det punkt.

Ellers vil jeg også lige sige tak for en god debat – gange tre. Det er rigtigt, at der har været en masse gentagelser, men det har simpelt hen også være meget nuancerende og fordybende, fordi vi har gravet os længere og længere ned i det. Så det er ikke helt dumt med mellemrum at tage hensyn til udenrigsministerens kalender.

Der er ikke nogen korte bemærkninger. Tak til hr. Jeppe Søe, Moderaterne. Næste ordfører er fru Helle Bonnesen, Konservative Folkeparti.

Denne weekend har været endnu et grumt kapitel i krigen omkring Israel. Iran angreb Israel og konflikten eskalerer hvis ikke time for time så i hvert fald dag for dag. Vi har nu en situation, hvor der er flere aktører, og hvor krigen spreder sig til flere aktører.

Fru Trine Pertou Mach sagde i starten, at vi jo med det her forslag vender en lille smule tilbage til det første forslag, der var på, og det har også været mange af de samme argumenter, der har været på banen i løbet af dagen, så jeg skal gøre det ganske kort.

Som andre har været inde på, er der allerede opstillet temmelig restriktive foranstaltninger, både hvad angår import og eksport. Konservative kommer ikke til at stemme for forslaget, og i det her tilfælde kommer vi til at lægge os på linje med regeringen. Vi mener, at der er i forvejen er den nødvendige skærpede bevågenhed på området, og vi stemmer altså imod.

Der er ikke ønske om korte bemærkninger. Tak til fru Helle Bonnesen, Konservative Folkeparti. Næste ordfører er hr. Christian Friis Bach, Radikale Venstre.

Tak for det, og tak til Enhedslisten for at fremsætte det her forslag. Det her er for mig ikke et spørgsmål om politik. Det er, når det gælder eksport til Israel, et spørgsmål om internationale forpligtelser. For Danmark har tilsluttet sig EU-reglerne i Rådets fælles holdning og fælles regler for kontrol med eksport af militær teknologi og udstyr. Vi har tilsluttet os FN’s våbenhandelstraktat, og vi er dermed forpligtet til at vurdere, om Danmark gennem eksport af våben eller våbendele risikerer at medvirke til at alvorlige menneskerettighedskrænkelser eller krigsforbrydelser. Og jeg vil igen understrege, at der blot skal være tale om en risiko.

Der er med optagelsen af sagen om et muligt brud på folkedrabskonventionen ved Den Internationale Domstol, undersøgelserne af mulige krigsforbrydelser fra Den Internationale Straffedomstol, klare udtalelser om ulovlige aktioner fra FN's højkommissær for menneskerettigheder, udtalelser om krigsforbrydelser fra internationalt anerkendte folkelige foreninger og fra de førende danske og internationale folkeretsjurister ingen tvivl om, at der er en risiko. Det er der, og hvis Israel gjorde langt mere for at sikre, at den risiko ikke var så udtalt, ville vi ikke behøve denne debat eller dette beslutningsforslag. Det handler om regler, vi selv har skrevet under på, og som vi selv har været med til udarbejde, og de regler giver os ingen anden udvej end at stoppe for eksport af våben til Israel.

Vi behøver ikke at vente på en retssag, som med stor sandsynlighed kommer for retten om mange, mange måneder, og som med sikkerhed vil blive anket, hvis staten skulle tabe ved første instans. Derfor vil vi også gerne takke udenrigsministeren for at tage de første skridt hen imod, at det sker for nye ansøgninger med en meget restriktiv holdning, og vi vil opfordre udenrigsministeren til også at se på de eksisterende godkendelser af våbeneksport, hvor slutbrugeren kan være Israel.

Det er folkerettens og de internationale regler, vi som lande i verden og som et land i Europa aftaler med hinanden, som Danmark altid har kæmpet for. Det er folkeretten, vi kæmper for i Ukraine. Det er folkeretten, som vores vigtigste håb i en urolig verden, og derfor bliver vi nødt til at stå fast på vores fælles internationale regler, også når det er svært, og også når det kan koste for Danmarks virksomheder, så derfor støtter vi beslutningsforslaget. Tak for ordet.

Der er ikke ønske om korte bemærkninger. Tak til hr. Christian Friis Bach, Radikale Venstre. Næste ordfører er hr. Alex Ahrendtsen, Dansk Folkeparti.

Tak, formand. Dansk Folkeparti vil gerne handle med Israel, også når det gælder våbenindkøb. Derfor kan vi ikke støtte beslutningsforslaget.

Der er ingen korte bemærkninger. Tak til hr. Alex Ahrendtsen, Dansk Folkeparti. Næste ordfører er fru Franciska Rosenkilde, Alternativet.

Stop al salg af våben til Israel. Sådan lyder budskabet fra Alternativet. Vi er helt enige med forslagsstillerne fra Enhedslisten. Vi skal stoppe for våbensalg til Israel og israelske virksomheder. For hver dag der går, hvor vi fortsætter med at sælge våbenteknologi til Israel, stiger risikoen for, at vi direkte eller indirekte gør os skyldige i brud på den humanitære folkeret. Danmark er en del af FN's våbentraktat, og den siger bl.a., at er der i en case en overvejende risiko for, at der vil ske krigsforbrydelser, vil eksport af våben og våbenteknologi til den pågældende case være i strid med FN's våbentraktat. Vi er også en del af EU's våbenhandelsaftale, som siger, at er der en klar risiko for, at der vil ske krigsforbrydelser, vil eksport af våben og våbenteknologi til den pågældende case være i strid med EU's våbenhandelsaftale.

Den Internationale Domstol, ICJ, har slået fast, at det er muligt – de kalder det plausibelt – at Israels aktuelle operationer i Gaza kan forstås som en overtrædelse af folkedrabskommissionen, så lad os nu lytte til international ret. Hvis der er et område, hvor det uden tvivl giver mening at vi er forsigtige i vores dispositioner, så er det da en case som den her.

ICJ vurderer, at det er plausibelt, at Israel overtræder folkedrabskonventionerne. Hvis det ikke er nok til, at vi i det danske Folketing beslutter os for at stoppe med at forsyne det israelske militær med våbenteknologi, så er vores moralske kompas godt nok på slingrekurs. Vi slutter op om forslaget fra Enhedslisten. Tak for ordet.

Der er ikke ønske om korte bemærkninger. Tak til Fru Franciska Rosenkilde, Alternativet. Så er turen kommet til ordføreren for forslagsstillerne, fru Trine Pertou Mach, Enhedslisten.

Verden er vidne til, at Israel gennem mere end et halvt år har gennemført en uhørt brutal afstraffelsesaktion, som foreløbig har kostet langt mere end 30.000 af Gazas indbyggere livet. FN’s og EU's regler for våbeneksport sætter, på papiret, snævre regler for, hvilke stater man kan eksportere våben til, hvis man vil respektere den internationale retsorden. Et land, der eksporterer våben, er efter reglerne forpligtet til at forholde sig til modtagerlandet, eller forbrugerlandet, og til, hvordan dette land respekterer menneskerettighederne og krigens love. I artikel 1 i EU's regler står der, at man fra gang til gang skal vurdere de ansøgninger, der bliver indgivet om eksporttilladelse. Det er ligesom rammen for det her beslutningsforslag, at der er nogle spilleregler, som Danmark skal overholde med sin våbeneksport.

Med de mange civile dræbte og skoler og hospitaler, der er jævnet med jorden, og børn, der dør af sult, og børn, der dør af krig, er der vel nøgternt betragtet ingen tvivl om, at den israelske krigsførelse i Gaza netop krænker netop menneskerettighederne og krigens love. Samtidig er der altså det aldeles alvorlige forhold, man kan nærmeste kalde det en skærpende omstændighed, at Israel lige nu står anklaget ved FN’s øverste myndighed, Den Internationale Domstol, for muligt folkedrab. Det er så vanvittig alvorligt og også for Danmark en alarmklokke af de helt store.

For vi er nemlig som stat som underskrivere folkedrabskonventionen forpligtet til at forhindre og standse folkedrab. Alligevel eksporterer danske virksomheder våben og andet militært udstyr til Israel. Det sker igennem direkte eksport, hvor Danmark har haft, som det er sagt nogle gange her til aften, en »restriktiv tilgang«, som nu er ændret til en »meget restriktiv tilgang«. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at vi i Enhedslisten mener, at det ikke er nok, og det er jo derfor, vi fremsætter det her beslutningsforslag.

Det, der ligger i vores forpligtelser, er at lave en risikovurdering, og hvis risikoen er der for, at Danmark med den eksport bidrager til krigsforbrydelser eller alvorlig menneskerettighedsovertrædelser, skal man ikke tillade eksporten. Det, vi ved om Israels krigsførelse i Gaza, er jo ganske meget, og det burde med en meget restriktiv tilgang betyde, at Danmark slet ikke for nuværende eksporterer våben til Israel, men det gør vi så alligevel.

Det er sådan, at på hvert eneste F-35-kampfly sidder der rundt regnet seks vitale dele, som er produceret i Danmark, også på de fly, som siden oktober har dræbt uskyldige civile børn kvinder og mænd i Gaza. I Udenrigsministeriet, eller i det hele taget regeringen, henholder man sig til, at de eksporterede flydele er blevet eksporteret til en fabrik i USA, og at det så er USA's eksportkontrol, der skal gælde. Det er der bare ret mange internationale eksperter og aktører der siger ikke er den rette læsning og tolkning af reglerne. Og det er jo også det, som den retssag, som civilsamfundsorganisationer har anlagt, er et udtryk for, altså at myndighederne i deres øjne ikke overholder Danmarks forpligtelser efter de to regelsæt.

Vi har tidligere i dag behandlet et forslag om at indføre økonomiske sanktioner mod Israel. Det var der ikke et flertal for. Vi har også forhandlet et forslag om at anerkende Palæstina som en suveræn stat, og det var der heller ikke et flertal for. Vi havde egentlig lidt håbet, at lige præcis det her forslag måske var der, hvor det kunne lade sig gøre at skabe et flertal, nemlig at suspendere våbenhandel med Israel midlertidigt, så længe Israel og Israels regering ikke viser tegn på reel vilje til at overholde folkeretten, herunder den humanitære folkeret.

Den dom, der er afsagt – og anket, siger jeg med det samme, men dog afsagt – i Holland, og som pålægger den hollandske regering at suspendere i F-35-samarbejdet, den kendelse, der er kommet ved Den Internationale Domstol, de udsagn, der er kommet fra FN's Menneskerettighedsråd, de udsagn, der er kommet fra en lang række FN-eksperter og FN-aktører og internationale organisationer, som taler om, at den måde, som Israel fører krig på, ikke bevæger sig inden for de spilleregler, de burde, burde være grundlag nok til, at et flertal i Folketinget ud fra en risikovurdering – eller med et godt gammeldags udtryk, rettidig omhu – beslutter, at man midlertidigt suspenderer våbeneksporten. Sådan ser det ikke ud. Vi håber stadig væk, at der vil være diskussion om, hvad det betyder i forhold til Danmarks forpligtelser.

Vi synes, det er underligt, at Danmark skal løbe risikoen for faktisk at bidrage til krigsforbrydelser og overtrædelser af de spilleregler, vi selv har forpligtet os på, og derfor er det jo ikke kun for palæstinensers skyld, at vi fremsætter det her beslutningsforslag. Det er det også, men det er faktisk også for vores egen, for internationale regler er noget, der er vigtigt, også når de er svære. De skal altid efterleves; det er ikke noget, man kan vælge til og fra, som man synes man har lyst til i nemme eller svære situationer. Det er faktisk regler, der gælder hele tiden, og det gør de af en grund. Det gør de, fordi vi meget gerne vil have en orden i verden, der bygger på menneskerettigheder, krigens love og den internationale humanitære folkeret, og at man reagerer troværdigt, legitimt, konsistent og konsekvent, når stater overtræder den. Tak for ordet.

Der er ingen ønsker om korte bemærkninger. Tak til fru Trine Pertou Mach, Enhedslisten.

Da der ikke er flere, som har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at beslutningsforslaget henvises til Udenrigsudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.