Det næste punkt på dagsordenen er:

5) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 144:

Forslag til folketingsbeslutning om skolemad til børn i folkeskolen.

Af Lotte Rod (RV) m.fl.

(Fremsættelse 29.02.2024).

Ordføreren for forslagsstillerne ønsker at give en begrundelse for fremsættelsen af forslaget. Værsgo.

Tak for det. I Radikale Venstre vil vi folkeskolen. Jeg drømmer om en skole, hvor eleverne har lyst til at spurte af sted på deres cykel om morgenen, fordi de skal over til deres venner, og fordi skolen er sådan et sted, hvor man oplever alt muligt og får lov til at lære alt muligt fedt. Det er også en skole, hvor det er sjovt at være lærer, fordi der er plads til, at man kan brænde for sit fag, fordi man har tid til at forberede sig og diskutere med sine kollegaer, hvor der er masser af materialer, hvor der er skolehaver, hvor der er høns, hvor der er råd til at få besøg af en kunstner eller tage bussen hen på et museum eller måske den lokale erhvervsskole – og hvor der er skolemad.

Nogle gange er det vores opgave som politikere at fortælle om det, der ikke fungerer godt, for ligesom at kunne argumentere for, hvorfor vi har brug for at lave det om. Men nogle gange er det også vores opgave som politikere at have ambitioner og turde at ville noget mere. Og i de her år er der mange forældre, som vælger folkeskolen fra, fordi de frygter, at den ikke er god nok. Jeg tror på, at hvis vi tog det fedeste fra efterskolerne og tog det her med, at man sidder og spiser sammen, elever og lærere, og fik det i folkeskolen, ville det også være en af de ting, der gjorde, at mange flere forældre ville synes, at det kunne være dejligt at have deres børn i folkeskolen.

Jeg synes, at vi savner at prioritere vores skole, og jeg savner, at vi vil noget mere med skolen. Jeg savner, at vi får skolemad, og derfor glæder jeg mig til debatten i dag.

Tak for de ord til introduktion af forslaget.

Hermed er forhandlingen åbnet, og den første, der får ordet, børne- og undervisningsministeren. Værsgo.

Tak til formanden for ordet og til Radikale Venstre for at fremsætte beslutningsforslag B 144 om skolemad i folkeskolen. Forslaget pålægger regeringen inden udgangen af folketingsåret 2024-25 at indkalde til drøftelser med Folketingets partier om at indføre skolemad til børn i folkeskolen. Jeg vil godt starte med at sige, at alle børn skal have de bedste forudsætninger for at trives og for at lære i skolen, og at trivsel og læring går hånd i hånd. Hvis man går sulten i skole og måske også sulten hjem, har dagen sandsynligvis været lang og overskuddet lavt. Det er svært at koncentrere sig på tom mave. Det mærker jeg faktisk netop i disse minutter.

Hvis børnene hovedsagelig spiser mad uden ordentlig næring, påvirker det både krop og hoved, og jeg tror i øvrigt, at dårlige madvaner ofte fører andre dårlige vaner med sig. Derfor er det her også et spørgsmål om social lighed. Madordninger i skolen er derfor noget, som regeringen kigger grundigt på. I folkeskoleloven står der, at kommunerne allerede i dag kan etablere madordninger i skolen. På mine egne børns skole ved jeg f.eks. at der har været lasagne i dag. Kommunerne kan beslutte, om madordningerne skal stilles til rådighed for eleverne gratis eller være baseret på helt eller delvis forældrebetaling eller med et differentieret indkomstafhængigt tilskud. Men det her er heller ikke gratis.

Forslagsstillerne ønsker, at der indkaldes til drøftelser om at indføre skolemad til børn i folkeskolen. Man kunne jo sige, at det er de drøftelser, vi har nu. Det er der vel ingen grund til at fremsætte et forslag om. Men forslagsstillerne er heller ikke selv kommet med et finansieringsforslag, der svarer til ønskerne til en skolemadsordning. Det synes jeg faktisk ikke er helt holdbart. Vi bliver nødt til også at tale om finansiering. Ellers er den politiske diskussion tømt for indhold. I sidste ende handler alt jo om prioritering, og særlig når det handler om et forslag om at indføre skolemad i folkeskolen, som er omfattende og omkostningstungt.

Et nyt krav om, at kommunerne skal tilbyde alle folkeskoleelever skolemad vil betyde betydelige merudgifter. Alt efter om skolemaden skal være gratis, om der skal være krav til maden, f.eks. om økologi, og hvor mange klassetrin ordningen skal omfatte, så kan merudgifterne løbe op i et milliardbeløb. Der blev faktisk stillet et spørgsmål fra fru Pernille Skipper i 2021 til den daværende undervisningsminister, som vurderede, at de kommunale merudgifter rent regneteknisk kunne opgøres til mellem 2 og 3,3 mia. kr. årligt efter indfasning, og det vil altså sige uden de eventuelle anlægsomkostninger, der også følger med. Det skal ses i lyset af, at der er mere 500.000 folkeskoleelever og 200 skoledage på 1 år, og at der dermed potentielt skal laves 100 millioner frokoster på 1 år – 100 millioner frokoster på 1 år.

Regeringen kan ikke på nuværende tidspunkt støtte et så omfattende og omkostningstungt forslag, men tak for ordet og faktisk også tak for at rejse, synes jeg, en relevant debat.

Tak til ministeren. Der er spørgsmål fra fru Lotte Rod, Radikale Venstre.

Ministeren siger, at han ikke kan støtte skolemad. Men hvad mener ministeren egentlig om skolemad?

Så er det ministeren.

Jeg vil godt understrege, at jeg ikke på noget tidspunkt har sagt, at jeg ikke kan støtte skolemad. Min egen søn har fået lasagne i dag; det støtter jeg varmt. I øvrigt er det sådan, at en ny kortlægning skønner, at der findes skolemadsordninger på ca. 65 pct. af alle folkeskoler. Så der er masser af børn, der i dag har fået skolemad.

Det, vi diskuterer, er vel, om der skal indføres som et krav i folkeskoleloven, at der skal være skolemad på alle skoler. Og så synes jeg også godt, at man kan sige, at vi diskuterer seriøsiteten i at fremsætte et forslag, der ifølge det gamle svar til Pernille Skipper regneteknisk kunne løbe op i 3,3 mia. kr., og at Radikale Venstre skriver i bemærkningerne til forslaget, at Radikale Venstre ønsker at prioritere skolemad og er villig til at drøfte andre partiers finansieringsforslag. Det er en lille smule letbenet, er det ikke? Man må starte med selv at lægge noget på bordet. Hvor er det, at 3,3 mia. kr. skal komme fra? Ellers bliver politik jo ligegyldigt, hvis det bare er at slå ud i luften og sige: Vi vil gerne diskutere, hvordan I andre vil finansiere det.

Så er det fru Lotte Rod. Værsgo.

Jeg har jo netop skrevet beslutningsforslaget, så vi kan gøre det på mange forskellige måder. For jeg er jo interesseret i, at vi kommer i gang med skolemad. Så det kan også godt være, at første skridt kunne være, at vi kunne lave nogle forsøg i nogle kommuner. Vil regeringen være med til at prioritere, at vi sætter gang i skolemad?

Så er det ministeren.

Jeg er for det første glad for, at den kortlægning, jeg henviste til før, viste, at 65 pct. af alle folkeskoler allerede har skolemadsordninger. Og så vil jeg da også godt indrømme, at jeg følger lidt med i nogle af de projekter, der allerede kører. F.eks. er der »Generation Sunde Børn«, der kigger på ca. 2.000 børn i 1. til 3. klasse, og som er finansieret af Novo Nordisk Fonden. Resultaterne forventes klar i 2026. Man undersøger sammenhængen mellem mad, søvn, skærmvaner, trivsel og vægt. Det synes jeg er enormt spændende og interessant og måske også noget, der ville kunne kvalificere de politiske diskussioner yderligere.

Vi siger tak til ministeren. Nu går vi så i gang med ordførerrunden, og den første ordfører er fru Astrid Krag fra Socialdemokraterne.

Tak til Radikale Venstre for at have fremsat beslutningsforslaget her og give os lejlighed til at drøfte skolemad også her i Folketingssalen. Det har jeg set frem til, ligesom jeg med stor glæde har besøgt lokale skoler, der allerede har indført skolemad, deltaget i spændende møder om emnet, helt som jeg i øvrigt tror, at de fleste kolleger herinde har gjort. Jeg kan så sige, at mine unger får chili con carne i dag.

Mad betyder noget for os alle sammen, men især når man er barn og skal have energi til krop og hjerne til at lære tabellerne, både de små og de store, skal lære at stave til »kat« og alt det andet, ramme plet i høvdingebold og være der for sit hold, så betyder mad noget. Det er svært at koncentrere sig på tom mave, og det er også svært at have overskud til at være social. Det går ud over læringen, og det går ud over trivslen.

Derfor er der i dag mulighed for at få en skål havregryn i nogle sfo'er i de områder, hvor man oplever, at der er for mange børn, der møder frem på tom mave. Der er skoler både i bykommuner og i landkommuner, hvor man har skolemad – ganske mange endda, kunne vi høre på ministerens tal. Så det er altså ikke noget, vi behøver at opfinde herindefra. Der er allerede mange skoler rundtomkring i landet, der har skolemadsordninger, og de findes i øvrigt i mange forskellige former, alt efter hvordan man lokalt har fundet, at det bedst gav mening. Sådan er vores lovgivning nemlig i dag.

Kommunerne har lov til at beslutte at etablere skolemadsordninger og forholde sig til, hvad det er for en ordning, man ønsker lokalt hos sig. Nogle steder er det en del af børnenes skoledag at tage aktiv del i madlavning og være måltidsværter for klassekammeraterne; andre steder er det et køkken, der laver maden, og skolemadsordningen handler mest om det ernæringsmæssige.

Forslagsstillerne vil have drøftelser om et centraliseret krav om skolemad. Forslaget er sympatisk – bestemt – men som ministeren også var inde på, vil et sådan centraliseret krav medføre store merudgifter, ja, endda i milliardstørrelsen. Det er immer væk lidt af en regning at udskrive uden at forholde sig til, hvordan det skal finansieres.

Jeg synes i al beskedenhed, at vi har lavet en klog aftale om folkeskolen for nylig. Der er mange gode initiativer i den, og grundlæggende er det jo i en bevægelse for vores folkeskole, hvor vi gør op med centralisering og detailstyring og tværtimod lægger vægt på netop det lokale ejerskab til skolen – med lokale valgfag, større ansvar til skolebestyrelserne og jo så i øvrigt 2,6 mia. kr. til nye faglokaler.

Når man ved, hvor populært et valgfag madkundskab er, og at man nogle steder allerede i dag kan være i bekneb med tilstrækkelig med køkkenfaciliteter, så ville det være oplagt at forestille sig, at en del af midlerne til faglokaler til den mere praktiske skole kunne gå til skolekøkkener; og at man nogle steder vil bruge lejligheden til at overveje mulighederne og modellerne for skolemad i samme ombæring synes jeg er utrolig positivt. Jeg synes også, det er værd, at I hver især overvejer, hvad vi kan gøre for at udbrede viden og kendskab til de forskellige modeller og udgaver af skolemad.

Selv er jeg sammen med min gode kollega fru Ida Auken vært ved en konference om skolemad den 10. juni med deltagelse af bl.a. ministeren for landbrug, fødevarer og fiskeri og en lang række kloge mennesker, både skolefolk og madfolk, fra hele landet. Og jeg vil da, hvis man må det fra Folketingets talerstol invitere alle mine kolleger til at komme og være med ved den konference.

I Socialdemokratiet er vi glade for opmærksomheden omkring alle de gode perspektiver ved skolemad, men vi kan ikke støtte det konkrete beslutningsforslag, vi drøfter her i dag.

Tak for talen. Der er spørgsmål fra fru Lotte Rod, Radikale Venstre.

Vil Socialdemokratiet prioritere penge til, at vi får skolemad?

Så er det ordføreren.

Vi har jo allerede i dag en folkeskole, der finansieres centraltvia os herinde, og vi har kommuner, som har en økonomi og en lovgivning, der giver mulighed for at vælge at have skolemad på mange forskellige måder. Nu kunne vi høre fra ministeren, at det har man besluttet i 65 pct. af vores skoler, som jeg forstod tallet fra ministeren, og det synes jeg er rigtig positivt. Jeg synes også, at det er rigtig positivt, hvis det her med flere valgfag kan få nogle skoler til at genoverveje, om de har lyst til at lave noget, hvor de kan kombinere det at have madkundskab med det at have en form for skolemadsordning.

Jeg er selv blevet meget inspireret af at snakke med nogle af de børn, der får lov til både at stå i et køkken, bruge det at kunne læse en opskrift, beregne mængder og bagefter skulle stå for værtskab, når de andre elever på skolen skal ind og have maden. Den læring, der er i det, synes jeg er enormt inspirerende. Jeg synes bare, at vi skal passe på med at synes, at vi skal detailstyre og centralisere herindefra med den slags beslutninger. Der er sådan set mange gode ting i gang derude. Jeg vil gerne gøre mit til at udbrede viden omkring det. Det handler konferencen om, og jeg er sikker på, at vi kan have nogle gode drøftelser herinde af, hvad vi kan gøre for at hjælpe det på vej.

Fru Lotte Rod.

En ting er at udbrede viden, men noget andet er jo herinde i Folketinget at påtage sig ansvaret for at prioritere de penge, der skal til for at gøre det til virkelighed. Derfor spørger jeg bare lige igen: Vil Socialdemokratiet prioritere penge til, at vi får mere skolemad?

Ordføreren.

Vi har lige lavet en meget stor aftale om folkeskolen, hvor vi løfter økonomien til skolerne ret markant og varigt – knap 800 mio. kr. varigt – hvor der er en timebank med en værdi for over 2 mia. kr., man kan prioritere lokalt, og hvor der er 2,6 mia. kr. til faglokaler til den mere praktiske skole. Oven i det kommer de kommuneaftaler, vi fra regeringens side laver løbende med kommunerne, og hvor der jo er et kommunalt råderum at forholde sig til: Giver skolemad mening hos os lokalt? Ønsker vi det? Hvilken model giver mening for os? Jeg synes, at det er en god tilgang, vi har til det. Jeg vil meget gerne sammen med jer være med til at sørge for, at der kommer viden om, hvad der er af forskellige modeller for skolemad.

Tak. Næste spørger er fru Helene Liliendahl Brydensholt fra Alternativet.

Tak for det. Ordføreren sagde i sit svar til fru Lotte Rod, som jeg hørte det, at kommunerne har økonomisk mulighed for at prioritere skolemad. Det vil jeg gerne udfordre lidt, for når jeg hører om, hvordan det står til ude på mange folkeskoler, er der rigtig mange folkeskoler, også efter at man har prioriteret mere økonomi til det, der vil have svært ved at lave den prioritering over f.eks. flere lærere eller ikke at skulle fyre lærere. Så er ordføreren så sikker på, at alle kommuner har økonomisk mulighed for at prioritere det her?

Så er det ordføreren.

Vi kan jo i hvert fald konstatere, at der er skolemad på ganske mange skoler. Det ser forskelligt ud. Der er f.eks. forskellige tilgange til forældrebetaling. Det kan jo være noget, man har en principiel holdning til, eller det kan være det muliges kunst i en kommune, hvor man gerne vil have skolemad. Der kan man blive nødt til at have et niveau af forældrebetaling, hvorimod hvis man havde ubegrænsede midler, ville det se anderledes ud. På den måde er der jo alle mulige spørgsmål hele tiden, når man driver kommune, og når man driver skole, hvor det også er et spørgsmål om at få enderne til at mødes. Men jeg synes jo, at alene det, at vi kan se, at der er skolemad så mange steder, viser, at det er noget, man kan bruge, hvis man synes, at det giver mening lokalt.

Nu må vi få at se. De ekstra midler er jo ikke ude at arbejde endnu i forlængelse af folkeskoleaftalen.Der er ikke en spade, der er sat i jorden; der er ikke noget af det her, der er gået i gang endnu. Jeg synes, at det bliver spændende at følge, hvor meget madkundskab, fællesskab og alt det, som man kan opnå og lære med det, og som jo også er enormt praktisk og konkret, kommer til at fylde. Jeg tror, at det kommer til at fylde en del.

Så er det spørgeren for sin anden korte bemærkning.

Er ordføreren ikke nervøs for, at man ude i de kommuner og i de folkeskoler, hvor man måske netop har de børn, der virkelig ville få gavn af det her skolemad, ikke har økonomien til at prioritere det, fordi man har andre store udfordringer på skolen, som man bliver nødt til at bruge midler til. Er ordføreren ikke nervøs for det, og vil ordføreren så ikke medgive, at hvis man stemte for det her forslag eller som regering selv fremsatte et lignende forslag, så ville man kunne sikre, at nogle af de børn, der har allermest brug for det her, vil kunne få det?

Ordføreren.

Jeg synes jo faktisk, at det er noget af det, det kommunale selvstyre kan, nemlig at have kendskab til, hvor der er nogle skoledistrikter og nogle skoler, hvor man står med en lidt tungere opgave; hvor det faktisk nok er en god idé, at der er noget morgenmad sat frem til de børn, der møder tidligt i skolen, inden de skal i skole; og hvor vi kan få stor gavn af at have et skolemadsprojekt.

Det er jo nogle diskussioner, man har lokalt, når man vurderer, om det her kan give mening. Det kan være i nogle landdistrikter, hvor man kan stå med udfordringer i skolen og både den faglige og sociale trivsel – det kan vi jo desværre se – eller det kan være i nogle af de større byer, hvor der er nogle områder, hvor man kan have særlige behov for det her. Jeg synes, at vi ser eksempler på skolemad begge steder. Jeg vil meget gerne være med til at udbrede yderligere viden om det til dem, der ikke har taget fat på det endnu.

Med de ord siger vi tak til ordføreren. Der er ikke flere indtegnet, så vi går videre i ordførerrækken. Den næste er fru Anni Matthiesen fra Venstre.

Tak for det, og tak til Radikale Venstre for at rejse den her gode debat her i salen i eftermiddag. I Venstre synes vi også, at det med skolemad er godt. Men når det så er sagt, synes jeg faktisk ikke, at det er noget, som vi her fra Christiansborg skal begynde at diktere over for kommunerne. Vi holder egentlig rigtig meget af den lokale indflydelse, altså fra forældrenes side i forhold til at påvirke hverdagen derude på skolerne, og for den sags skyld af, at kommunerne har retten til at tage beslutninger om det med skolemand.

Ud over det er der, som det også tidligere er blevet nævnt, jo oveni en økonomisk regning, der skal betales i forhold til det her forslag. Hvis det bliver på den måde, som Radikale efterspørger i forslaget, er det jo mere end 3 mia. kr., som man forventer så skal findes til at dække omkostningerne.

I mine øjner er der også store forskelle på, hvad det egentlig er, forældrene måske efterspørger, og derfor holder jeg egentlig af det med, at der er en lokal forankring, og at det er forældrene på skolerne, som også er med til at træffe de her beslutninger om at tilbyde skolemad lokalt. Og jeg synes også i forhold til den fælles aftale, vi netop har indgået på folkeskoleområdet, hvor fru Lotte Rod måske også kunne have valgt at bringe det her ind til en drøftelse under forhandlingerne, at forslaget her er i modstrid med mange af de ting, som vi netop har fået skrevet ind i den nye folkeskoleaftale, nemlig det her med nu at give plads til at skabe de lokale skoler med involvering af både forældre og lærere, men for den sags skyld også foreninger rundt omkring skolerne. Ud fra det kommer Venstre ikke til at støtte det her beslutningsforslag.

Der er et spørgsmål til ordføreren fra fru Lotte Rod, Radikale Venstre.

Jeg tror, Venstres ordfører elsker efterskolerne lige så meget, som jeg gør. Derfor har jeg lyst til at spørge, om Venstre ikke kan se, hvor stor en værdi det har, når elever og lærere spiser sammen alle sammen og nogen ikke går ned og henter noget mad eller har madpakker med, altså måltidet som et fællesskab?

Ordføreren.

Jeg har besøgt og kender rigtig mange efterskoler, og jeg nyder for den sags skyld, når jeg besøger dem, at sidde med sammen med eleverne og spise sammen med dem. Akkurat ligesom Radikale Venstre holder af den del, holder jeg også af det, og jeg synes faktisk også, det er vigtigt. Det gør ikke, at jeg så synes, at vi her fra Christiansborg skal diktere det. Jeg synes stadig væk, det er utrolig afgørende, at man som forældre på en eller anden måde også er med til at påvirke hverdagen på skolerne, og jeg vil sige, at jeg glæder mig over, at over 65 pct. ejere af skolerne jo allerede i dag leverer skolemad på forskellige måder, men med udgangspunkt i det sted, hvor den enkelte skole ligger.

Så er det fru Lotte Rod.

Vi kunne jo starte med at lave nogle store forsøg på det, og derfor vil jeg gerne spørge, om Venstre vil være til at prioritere de penge til, at vi kan komme i gang med det?

Ordføreren.

Jeg vil ikke begynde her i dag at sige, at jeg lige finder nogle penge, og at det så er o.k. og vi bare gør det. Men jeg kan gå så vidt som til at sige, at jeg helt klart synes, at det er noget, vi sagtens kan drøfte og arbejde videre på. Socialdemokraternes ordfører kom jo bl.a. med en invitation, her for lidt siden, til, at vi jo bl.a. kunne deltage i den høring, som fru Astrid Krag også står bag, for at blive klogere på det her område. Vi har også været på besøg i Finland osv., så der er jo helt klart noget inspiration at hente forskellige steder. Men jeg kommer ikke til at sig, at vi vil afsætte midler på baggrund af det her beslutningsforslag.

Tak. Der er ikke flere indtegnet, så vi siger tak til fru Anni Matthiesen. Næste ordfører er fra Danmarksdemokraterne, hr. Kim Edberg Andersen, som står klar.

Tak for det, formand. Jeg bliver nødt til at sige til mine ærede kollegaer, at jeg er blevet indkaldt som vikar med kort varsel, og jeg ved, hvor vidnende I er, så nu må vi se, hvor hårde I er ved mig. Men jeg har i hvert fald tænkt mig at læse talen op, så I får mig også at se med briller på – det er ikke mange, der har set mig med læsebriller, men det får I lov til nu.

Med forslaget her kan vi så få en debat om de gode gamle madpakker, som for nogle er elsket – man står i køkkenet med sin bette purk og laver madpakken sammen – og for andre er mindre elsket og forbundet med noget, der skal overstås i en travl hverdag.

Forslaget går ud på at pålægge regeringen inden udgangen af folketingsåret 2024-25 at indkalde til drøftelser med Folketingets partier om at indføre skolemad til børn i folkeskolen. Radikale har foreslået en fuldt indfaset ordning med ét vederlagsfrit måltid mad til folkeskoleelever. Det vil så koste i omegnen af 3 mia. kr. om året i drift at implementere en sådan ordning. Med forslaget her foreslås det altså, at der indkaldes til drøftelser om at indføre skolemad til børn i folkeskolen. Forslagsstillerne lægger sig altså ikke fast på en model, men nævner, at man kunne indføre forsøgsordninger i enkelte kommuner.

I Danmarksdemokraterne mener vi faktisk, det er et sympatisk forslag. Folkeskolen skal i forvejen løfte rigtig mange opgaver, og de 2-3,3 mia. kr., det vil koste at indføre en vederlagsfri madordning, mener vi i Danmarksdemokraterne kunne bruges anderledes, f.eks. til at sikre en mere praktisk-faglig skole, hvor eleverne i højere grad motiveres og udfordres, og hvor kvaliteten af undervisningen og undervisningsmaterialerne er i top. Det er en god intention at prioritere ernæring og trivsel for vores kommende generationer; det anerkender vi fuldt ud i Danmarksdemokraterne. At sikre, at vores børn får sunde og nærende måltider i løbet af skoledagen, som er afgørende for deres fysiske og mentale velbefindende samt deres præstationer i skolen, er noget, der er i alles interesse, selvfølgelig er det det, og det er også i alles interesse at fremme sunde kostvaner og skabe gode rammer for børnenes udvikling og læring. Men samtidig er det dog ret vigtigt at anerkende, at implementering af en ordning med skolemåltider bør være op til de lokale skoler, for skolernes ledelser og bestyrelser kender simpelt hen bedst deres egne behov og deres ressourcer, og de bør have frihed til at træffe de her beslutninger. Så kan jeg så også forstå på ministeren, at ca. 67 pct. af dem har gjort det allerede.

Så mener vi faktisk også i Danmarksdemokraterne, at forældrene selv har et ansvar for at sikre, at deres børn har sunde madpakker med i skole. Det er simpelt hen en del af forældrenes rolle i forhold til at støtte deres børns trivsel og udvikling. Vi må også være opmærksomme på den økonomiske side af det her forslag, altså at implementeringen af en skolemåltidsordning kan være ret omkostningsfuld, og at midlerne nok kunne anvendes, i hvert fald efter vores mening, mere effektivt på andre områder i folkeskolen, såsom til undervisningsmaterialer, lærerressourcer eller infrastrukturforbedringer. Derfor bør vi understøtte og opmuntre til lokale initiativer, hvor skoler og forældre og det lokale samfund samarbejder om at tilbyde sunde madordninger til børnene. Det kan ske gennem frivillige ordninger, partnerskaber med lokale producenter eller andre kreative løsninger, der passer til den konkrete skoles situation.

Sunde kostvaner for vores børn skal være en prioritet, men at implementere det som noget, der bliver detailstyret fra Folketinget, kan Danmarksdemokraterne desværre ikke støtte. Så derfor kommer vi ikke til at støtte forslaget.

Tak. Der er spørgsmål til ordføreren. Fru Lotte Rod, Radikale Venstre.

Danmarksdemokraterne siger, at et sundt måltid bør være en prioritet. Man så skal det jo også være en prioritet. For vi ved jo godt, at realiteten ude i kommunerne er, at de er så presset, og at økonomien på skolerne er så presset, at hvis vi gerne vil have skolemad, har vi her i Folketinget et ansvar for at finansiere det.

Ordføreren.

Fru Lotte Rod blander lige præmisserne sammen. For ja, det skal være en prioritet, og ja, det burde være en prioritet, og ja, det ligger ude hos kommunerne. Der er altså 67 pct. af skolerne, der allerede har fundet ud af det, og det, at kommunerne har valgt at prioritere anderledes, betyder jo ikke, at vi så skal komme med en check til dem her fra Folketingets side. Vi kan jo alle sammen være enige om, at vores børn skal have ernæring. Men som fru Lotte Rod kan høre, synes vi jo faktisk også, at forældrene har et ansvar for at fodre deres børn af. Det mener vi.

Så er der nogle helt specifikke børn, der lever i nogle sociale situationer, hvor der er en problemstilling. Der tror jeg altså, at man mange gange laver den bedste løsning lokalt. Og ja, der er rigtig mange skoler, der i forvejen sørger for, at deres børn i hvert fald får et morgenmåltid, som faktisk nok er vigtigere end et måltid omkring middag i forhold til skoledagens længde. Men ja, det er en prioritet, men det behøver altså ikke være sådan, at Folketinget finder en check på 3 mia. kr. til en folkeskole, hvor vi egentlig bare siger, at det skal prioriteres – selvfølgelig skal det – men det skal undervisningsmaterialer og så mange andre ting i skolen også. Og nu skal jeg passe på med, hvad jeg siger, men vi kan nok finde 3 mia. kr. og putte dem ind i en skole et sted, uden at vi egentlig kan se, at vi er kommet i mål, alligevel. Der mangler penge alle steder.

Jeg skal spørge, om der ønskes anden runde, for så skal man huske at taste sig ind. Så kom der lige en hurtig finder dér – værsgo til fru Lotte Rod.

Men det er jo en politisk prioritering, og det også den diskussion, jeg savner, og det er også derfor, at vi har fremsat det her forslag. For i Radikale Venstre ønsker vi jo, at vi her i Folketinget prioriterer vores børn og skole højere, end vi gør i dag. Jeg vil både gerne have, at der er flere lærere og pædagoger, og at de har mere tid til at forberede sig, at der er flere materialer, at der er fede legepladser, at man kan komme på lejrskole, og at der er råd til en busbillet – men også, at der er skolemad. Og som forælder kan jeg egentlig godt lide selv at smøre madpakke, men jeg tror, at måltidet og det, at alle børnene sidder og spiser sammen med deres lærere, ligesom man gør på en efterskole, kan noget andet og noget særligt.

Så er det ordføreren.

Det er bare, fordi Danmarksdemokraterne ikke ser det her forslag, i forhold til at der sådan er et vakuum i en folkeskole, hvor alting ellers bare kører godt, og så er det her ligesom det sidste problem, vi skal løse. Det er jeg fuldstændig enig med fru Lotte Rod i. Havde det så bare været det sidste problem i den danske folkeskole, som manglede at blive løst, og det bare kostede 3 mia. kr.! Men fru Lotte Rod nævnte jo selv en hel række af ting, som De Radikale prioriterer, og det har jeg hørt tidligere er prioriteringen, og det har jeg stor respekt for. Men der er mange ting i forhold til folkeskolen, som Radikale gerne vil, og det er bare der, hvor vi stilfærdigt siger: Så er der andre ting i folkeskolen, som vi gerne vil prioritere først, altså undervisningsmaterialer osv. Så det er egentlig bare det, vi siger. I Danmarksdemokraterne anerkender vi fuldt ud, at penge ikke bare er en ressource, vi har uendeligt af.

Der er ikke flere spørgsmål til ordføreren for Danmarksdemokraterne. Vi siger tak og går videre til ordføreren for Socialistisk Folkeparti hr. Sigurd Agersnap.

Tak for ordet, formand, og tak til Radikale Venstre for beslutningsforslaget. Jeg har set frem til at debattere det, og jeg synes, det er en vigtig sag at løfte og få drøftet igen. Jeg har også været lidt i gemmerne og fundet ud af, at SF fremsatte et næsten tilsvarende beslutningsforslag for 20 år siden. Det viser jo, at det er en debat, vi har haft i noget tid, men hvor der desværre er sket meget lidt. Det gør den ikke mindre aktuel. Det gør det i min optik faktisk mere aktuelt, at vi endelig kommer i gang.

Vi ved rigtig meget om, hvad skolemad gør, og der er blevet talt lidt om høringer heroppefra i forhold til at samle mere viden. Mere viden er jo altid godt, men jeg vil sige, at det jo ikke er et område, hvor vi mangler viden om, hvad der sker, når man indfører skolemad i skolerne. Vi ved noget af det fra Finland, vi ved noget af det fra Sverige, og vi har også nogle erfaringer her i Danmark fra de steder, hvor man har skolemad. Det er godt for læringen, det er godt for trivslen, og det styrker sundheden. Det kan også styrke fællesskabet på skolen, at man sidder sammen og spiser, og at man måske har et mobilfrit rum mere, hvor man faktisk er fælles om noget. Det øger også ligheden, fordi folk uanset baggrund, og om de har en madpakke i tasken,faktisk får det samme at spise og får mulighed for at få den samme energi til resten af dagen. Alt det synes vi i SF er vigtigt, og vi synes, det er meget tydeligt, at skolemad løser rigtig mange af de problemer, vi har i folkeskolen, ikke fuldkommen, men det er i hvert fald et bidrag til det.

Der er lige nu en god tendens i forhold til skolepolitikken herinde, hvor vi siger, at vi skal blande os mindre i indholdet af hverdagen og fokusere mere på rammernefor,at man kan lykkes derude. Vi skal fokusere på, at rammerne økonomisk, fysisk, men også dem omkring maden er til stede. Og det synes jeg er en god tendens, men jeg synes, det er ærgerligt, at den ikke er slået helt igennem på skolemad, for det er en af de afgørende rammer for, at alle de andre investeringer, vi laver i folkeskolen, også lykkes, i forhold til at man faktisk får noget ud af de sidste timer.

Så er der en debat om, om det her er noget, man kan gøre i kommunerne, eller noget, man skal gøre i kommunerne. Når man snakker med kommunerne lige nu, er det min oplevelse, at de er i gang med at spare på alt det, de kan gøre, altså at man har en presset økonomi, hvor det, man lever op til, er det, man skal gøre og er forpligtet til lovgivningsmæssigt. Så kan man jo godt sige, at kommunerne har friheden til at vælge at prioritere alle mulige ting, men spørgsmålet er, om de har mulighederne for at udnytte de friheder, for hvis ikke økonomien er til det, har man jo ikke muligheden.

Derfor handler det her jo også i sidste ende om finansiering. I SF er vi meget åbne over for at drøfte beslutningsforslaget og en finansiering til om ikke at rulle det ud fuldkommen over hele landet fra den ene dag til den anden så i hvert fald at komme i gang på nogle flere skoler. Nu blev der efterspurgt finansieringsforslag tidligere. Jeg har i hvert fald et par stykker, men jeg vil nævne, at man kunne gennemføre den lagerbeskatning på ejendomsselskaber, som blev besluttet i sidste periode, men som den nye regering har fjernet. Det er en lagerbeskatning, som for mig at se er et klart hul i beskatningen for nogle ejendomsspekulanter, og som vil give statskassen 1 mia. kr. Det er i hvert fald en oplagt mulighed for at starte.

Men jeg synes nu, hvis debatten skal tilbage til at handle om det, den egentlig er sat til, altså skolemad, at det er et entydigt godt forslag. Jeg hører, at alle deler ambitionen, og så er det jo om at finde et fælles forslagtil at komme i gang og i hvert fald få startet på en ordning. Tak for ordet.

Tak til ordføreren. Der er ingen korte bemærkninger. Så går vi videre til den næste ordfører i rækken, og det er fru Helena Artmann Andresen fra Liberal Alliance.

Tak for det. Skatteyderbetalt skolemad til måske lidt over 3 mia. kr. er ikke noget, vi kan bakke op om i Liberal Alliance, og det er der flere grunde til. Hvis man kører en model, som jeg tidligere har hørt Radikale give udtryk for er den, de ønsker, hvor skatteyderbetalt skolemad til de omkring 3 mia. kr. er fuldt indfaset, synes jeg, det lidt er at skyde gråspurve med kanoner, for langt de fleste børn har heldigvis forældre, der kan sende deres børn af sted med en god og ordentlig madpakke i skole. Så jeg synes måske, det er lidt for nemt at bruge andres hårdt tjente skattekroner på noget, der ikke er nødvendigt i den grad.

Jeg er helt med på, at der er børn, der desværre kommer fra familier, hvor overskuddet ikke er særlig stort, og at det kan gå ud over børnene, så de måske ikke får madpakke med i skole, men så er det godt, at vi har nogle gode og omsorgsfulde folkeskoler derude, der kan lave lokale løsninger. Debatten om skatteyderbetalt skolemad har jo kørt en gang før, og jeg synes faktisk, det er vildt, at der er nogle, der kan blive provokeret af, at vi i Liberal Alliance siger, at det er et forældreansvar at sende sine børn i skole med madpakke. Staten skal ikke tage forældreansvaret. De tager mere og mere, og vi vil gerne den modsatte vej.

En af de modeller, der også bliver foreslået, er, at man kan tvinge de velstillede forældre til at brugerbetale for skolemad. Jeg synes faktisk, det er en ret vild model overhovedet at foreslå. Manglende tid bliver også brugt som et argument, og jeg er helt med på, at der er mange børnefamilier, der er pressede, og helt generelt ønsker vi, at der kommer mere fleksibilitet til børnefamilierne. Men langt de fleste skoler har allerede ordninger, hvor man kan tilkøbe frugt, skolemælk og skolemad, og de fleste skoler har også en bod, hvor man kan købe en såkaldt snydemad, 10'er-mad. Jeg har hørt mange forskellige udtryk for det. Liberal Alliance er imod forslaget, fordi vi mener, at de 3 mia. kr. kan bruges bedre, og vi er det også af en værdimæssig årsag.

Lige til allersidst vil jeg sige, at der i bemærkningerne til forslaget flere gange står »gratis«. Kan vi ikke en gang for alle blive enige om, at der ikke er noget, der er gratis i det offentlige? Tak for ordet.

Der er en enkelt kort bemærkning fra fru Lotte Rod, Radikale Venstre.

Liberal Alliance er det første parti, som rent ideologisk er imod skolemad, og derfor får jeg bare lyst til at spørge: Ville Liberal Alliance egentlig synes, det var bedre, hvis man selv skulle have madpakke med på efterskole?

Ordføreren.

Altså, nu er det en lidt anden situation med efterskolen, end det er med folkeskolen, fordi man bor på skolen. Så nej, det ville jeg som udgangspunkt ikke mene. Jeg kan heller ikke lige se, hvordan det rent praktisk kan hænge sammen.

Fru Lotte Rod.

Når jeg godt kan lide idéen om en skolemadsordning, er det jo, fordi den tilbyder det pædagogiske måltid, altså det fællesskab, der opstår, når elever og lærere sidder og spiser sammen. Det er også det, der skulle være argumentet for mig, som egentlig godt som forælder kan lide at lave madpakke og nok skal proppe nogle sunde ting i og nok skal tage det ansvar på mig. Hvis jeg skulle sige ja til skolemadsordningen, skulle det jo være, fordi den kunne tilbyde noget, der var mere værdifuldt end den madpakke, jeg selv kan lave, nemlig det fælles måltid. Kan Liberal Alliance ikke se, at der godt kunne være en idé i det?

Ordføreren.

Altså, jeg anerkender da helt sikkert, at der er noget fællesskab i at sidde og spise sammen. Jeg ikke klar over, hvorvidt det kræver, at alle lige præcis skal sidde og spise den samme mad. Men jeg kan helt sikkert godt følge De Radikales tankegang, og vi har j bl.a. også indført det på fgu osv. Men jeg synes stadig væk, at når man tænker på, at udgifterne for det, der foreslås her, kan løbe op i 3 mia. kr., så kan jeg give mange bud på, hvordan man kunne bruge dem bedre i vores folkeskole.

Tak til ordføreren. Der er ikke flere korte bemærkninger, så vi siger tak. Den næste ordfører i rækken er hr. Lars Arne Christensen fra Moderaterne. Velkommen til.

Tak for ordet, formand. Og tak til Radikale Venstre for at fremsætte beslutningsforslaget. Da jeg blev suppleant her for et par måneder siden, var det bestemt en stejl læringskurve. Jeg skulle lige i gang med det parlamentariske, man skal mestre, os pludselig dukkede der også en pressesag op på mit skrivebord, som jeg lige skulle kommentere live på i TV 2 News. Overskriften var ret enkel: Regeringsparti ønsker at indføre skolemad i folkeskolen. Det parti var så Moderaterne.

Det er jo ikke nogen hemmelighed, at skolemad er en sag, som ligger os meget på sinde i Moderaterne, og ligesom forslagsstillerne i Radikale Venstre har vi bemærket, at skolemad har flere fordele, ikke kun for det enkelte barn i folkeskolen, men for barnets forældre, skolen og barnets lærere. Med skolemad styrker vi koncentrationsevne, indlæring og trivsel. I Moderaterne er vi optaget af, at alle børn og unge lykkes og får succes i deres liv. En forudsætning for det er, at man tidligt udjævner uligheder mellem børn og unge, og det sker først og fremmest i folkeskolen, der er en af vores største og vigtigste investeringer i vores børns livsmuligheder.

Med store forskelle på, hvordan børn udvikler deres faglige og sociale færdigheder gennem deres skoletid, skal man sætte ind tidligt, og her kan skolemad så være et værktøj til at udjævne de forskelle, vi ser i folkeskolen. Ingen børn skal være sultne i skolen, og især er det et problem, hvis deres sult påvirker deres resultater i skolen.

Det store spørgsmål er så nu: Kan B 144 ændre på dette? Min læsning af forslaget fortæller mig, at forslaget handler om at igangsætte drøftelser, som for så vidt er det, vi har nu, og det er selvfølgelig drøftelser, der på sigt skal blive til lovgivning. Men der er også ubekendte ved beslutningsforslaget. Radikale Venstre peger på prisen for skolemaden, men ikke på kilden til finansiering. Vi har selv været der i Moderaterne, og derfor er det også svært bare sådan lige at støtte et så potentielt udgiftstungt forslag. Men i Moderaterne støtter vi intentionen om at indføre skolemad, for som sagt skal børn og unge trives. Det betyder også, at tiden ikke er inde til at trykke på den grønne knap, hvad beslutningsforslaget angår, men at det muligvis på den lidt længere bane kan blive en realitet. Så vi glæder os til at drøfte skolemad nærmere også med Radikale Venstre.

Så vi stemmer imod beslutningsforslaget, men vi støtter idéen om skolemad, og vi håber, at vi i fremtiden kan sætte os sammen og drøfte skolemad og finansieringen heraf.

Tak for ordet.

Tak til ordføreren. Der er en enkelt kort bemærkning fra fru Lotte Rod, Radikale Venstre.

Jeg har lige præcis skrevet beslutningsforslaget sådan, at vi kan gøre det på mange forskellige måder, for jeg er interesseret i, at vi kommer i gang. Jeg vil gerne starte med, at vi laver nogle forsøg. Så vil Moderaterne overhovedet være med til at få gang i et forsøg med skolemad?

Ordføreren.

Moderaterne er som sagt for skolemad, men som beslutningsforslaget konkret foreligger her, synes vi, der er en ubekendt faktor med hensyn til finansieringen. Vi er glade for, at drøftelsen kommer i gang, og vi arbejder for det. I politik er det sådan, at man skal kunne lykkes med det, og det tænker vi også på sigt kommer til at kunne ske.

Finansieringen er en problemstilling. Vi er glade for, at der kommer den her nationale høring, som fru Astrid Krag nævnte tidligere, og det er en debat, der kommer til at folde sig ud. Jeg ved, at vi alle er inviteret til flere arrangementer på folkemødet for at drøfte skolemad, og det ser vi frem til. Finansieringen er en hurdle. Det er dyrt. Det bliver her estimeret, at det kommer til at koste 3,3 mia. kr., og jeg har hørt tal, der ligger langt højere end det. Det er uklart, hvor højt beløbet kommer til at blive.

Tak til ordføreren. Spørgeren for sin anden korte bemærkning.

Hvor meget vil Moderaterne prioritere til at indføre skolemad?

Ordføreren.

Vi er gået til valg på at få indført skolemad, så det ligger selvfølgelig i vores politiske dna, at vi gerne vil arbejde på det, og det gør vi jo også. Og nu har vi jo, som jeg indledningsvis sagde, været ude og fortælle om det på landsdækkende tv. Men det er klart, at vi er en del af en regering, og vi skal alle være enige om, hvordan vi gør det. Vi værdsætter den diskussion og de drøftelser, vi har i dag. Der er en problemstilling med hensyn til finansieringen. Jeg har ikke 3,3 mia. kr. til det her projekt – det er der ingen af os der lige har – så det skal afklares.

Tak for det. Der er en enkelt kort bemærkning fra hr. Kim Edberg Andersen fra Danmarksdemokraterne.

Altså, jeg bliver så nemt forvirret, for Moderaterne går ind for skolemad, men når der så kommer et forslag om skolemad, så går Moderaterne ikke ind for skolemad. Er Moderaterne et parti, som vi skal tro på, når de går igennem en hel valgkamp og siger, at vi skal have skolemad, men så ikke lige har fundet ud af at finde pengene? For på andre områder har Moderaterne da været gode i forhold til over for regeringen ligesom at sætte foden ned. Altså, udlændingepolitikken styrer Moderaterne jo en til en.

Så vil Moderaterne ikke bare sige, om det ikke virker en lille smule useriøst, at Moderaterne, når der så endelig kommer et forslag om skolemad, som de er gået til valg på, så vælger, bare fordi det er et beslutningsforslag, at tage den her snakken i ring? Altså, det er jo næsten sådan helt Venstreagtigt at sige én ting før et valg og så gøre noget andet bagefter. Men Moderaternes formand er jo selvfølgelig tidligere Venstremand, så det kan være, at det er et kulturspørgsmål.

Men vil Moderaterne ikke bare lige fortælle mig, hvorfor man kan sige noget før et valg og så være imod det, når Radikale kommer med noget, der nærmest en til en er det samme forslag?

Ordføreren.

Jeg mener, at vi ret præcist har redegjort for, at der er en problemstilling omkring finansieringen, så der er en intention her om skolemad, som er god, men der er en finansieringsdel, som mangler. Og det skal selvfølgelig afklares, inden man kan stemme for sådan et beslutningsforslag.

Spørgeren.

Jeg er jo bare vikar, men selv jeg læste jo forslaget og kunne se, at det, Radikale egentlig beder om, jo ikke er en færdigpakket pakkeløsning. Altså, det er jo dybest set, at der bliver indkaldt til en snak om et væld af løsninger. Så hvordan ved Moderaterne, at der ikke er finansiering? Det kunne jo være, at Radikale var så dygtige, at de simpelt hen fandt en løsning, der ikke kostede noget.

Så hvordan kan man så bestemt sige, at man er imod noget på grund af finansieringen, når det eneste, der bliver bedt om, er, at der bliver indkaldt til en snak om det?

Ordføreren.

Tak for spørgsmålet. Nu er det sådan, at vi rent faktisk har investeret noget tid i at analysere det her. Der kører også forskellige projekter ude i Danmark, hvor de forskellige interessenter kommer med bud på, hvad sådan noget kan koste, og der er et meget stort udfaldsrum for, hvad sådan et skolemadsprojekt på nationalt niveau i Danmark kan koste. Og når ikke engang interessenterne er enige om, hvad det skal koste, så synes jeg også, det må være ret uklart for os herinde, hvad vi skal ende med at finansiere.

Så derfor er vi simpelt hen ikke klar til at prioritere skolemad endnu – selv om intentionen om det er god.

Tak til ordføreren. Der er ikke flere korte bemærkninger. Den næste ordfører i ordførerrækken er fru Lise Bertelsen fra Det Konservative Folkeparti.

Tak for ordet, og tak til Radikale Venstre for forslaget om at indføre skolemad i folkeskolen. I Det Konservative Folkeparti mener vi ikke, at vi skal pålægge folkeskolerne, at der skal indføres skolemadsordninger. Helt grundlæggende mener vi, at det er familiernes ansvar at sørge for deres børns kost, så den er nærende og dækker barnets individuelle behov. Hvis der indføres skolemadsordninger, vil det være nødvendigt at tage hensyn til allergener, hvilket vi mener at familien er bedst til. Det vil være alt for stort et ansvar at pålægge skolerne. Det er også forældrene, der ved, hvad børnene kan lide af mad, og hvilken overbevisning familien lever efter. Vi mener ikke, at skolerne skal varetage så stor en opgave, som det er at tage hensyn til så mange børns forskellige behov. Det vil være alt for komplekst, bøvlet og dyrt – det har vi jo også hørt – altså over 3 mia. kr. i drift om året. Det vil være alt for dyrt at implementere det. Nogle vil have spegepølse, andre vil have frikadeller, andre vegansk, andre laktose- og glutenfrit, og der er mange, mange andre hensyn at tage.

Derudover køber jeg altså ikke helt argumentet om, at det styrker fællesskabet, for det vil skabe de samme problematikker som man oplever i dag. Der vil være børn, der ikke kan lide maden, og der vil være børn, der er utilfredse med udvalget, og netop det kan være med til at skabe en dårlig stemning i klassen. Jeg anerkender fuldt ud, at man kan styrke fællesskabet med en hyggelig spisesituation ude i klasserne, som jeg i øvrigt i mine knap 25 år som observatør i grundskolen har set foregå på langt de fleste folkeskoler allerede i dag, altså det fællesskab, hvor læreren bedriver højtlæsning for eleverne og der foregår samtaler på kryds og tværs, mens de sidder og gnasker i alt fra gulerødder til hjemmelavede frikadeller. Men vi er simpelt hen nødt til at stole på, at forældrene ved, hvad der præcis er bedst for deres børn at have med i madpakkerne, og at forældrene er i stand til at påtage sig det ansvar, som det medfører som forældre. Det er ikke skolens opgave at sørge for indholdet i madpakkerne.

Når det så er sagt, vil jeg slå fast, at vi er store fortalere for, at folkeskolerne har selvbestemmelse, og hvis nogle skoler vurderer, at de kan administrere en skolemadsordning på deres skole, så vil vi ikke stå i vejen for det. Det skal bare ikke være noget, vi pålægger skolerne. Derfor bakker Det Konservative Folkeparti ikke op om forslaget. Tak for ordet.

Tak til ordføreren. Der er en enkelt kort bemærkning fra fru Lotte Rod, Radikale Venstre.

De Konservative er jo så sammen med Liberal Alliance, kan jeg høre, også ideologisk imod skolemad. Jeg sad bare og tænkte på, da jeg hørte talen, om det vil sige, at De Konservative egentlig også synes, det er en dårlig idé i de daginstitutioner, hvor man har det. Altså, vil man helst have, at det er forældrene, der laver frokosten?

Ordføreren.

Vi er imod, at staten skal beslutte, hvad der skal være i børnenes madpakker. Vi tænker faktisk, at det er et forældreansvar i folkeskolerne. Og det er ikke daginstitutionerne, det her forslag, som I foreslår, er inde på. Det er folkeskolerne, vi taler om.

Fru Lotte Rod.

Hvad er så De Konservatives svar til de børn, hvor forældrene af den ene eller anden grund ikke kan tage det ansvar?

Ordføreren.

Jeg mener absolut, at de forældre, der ikke kan tage et ansvar, skal have hjælp, og rigtig mange gange ved lærerne jo godt, hvad det er for nogle børn, de gang på gang går ned og finder knækbrød eller kiks til, og de børn skal hjælpes, men jeg mener ikke, at det skal være et ansvar, som alle andre forældre skal pålægges. Det skal være den enkelte familie og den enkelte barn, man tager hånd om, og det kan eventuelt være i samarbejde med socialforvaltningen.

Tak til ordføreren. Der er ikke flere korte bemærkninger den næste ordfører i rækken er fru Anne Hegelund fra Enhedslisten.

I Enhedslisten går vi fuldt og helt ind for gratis skolemad. For 5 år siden fremsatte vi selv et forslag om bl.a. gratis sund og økologisk mad i både daginstitutioner og folkeskoler. Så vi vil meget gerne være med til at åbne op for dialog mellem regeringen og alle Folketingets partier om skolemad. Så vi støtter Radikale Venstres forslag, og tusind tak for at tage det op.

Vi er helt med på idéen om, at det er godt med mere fællesskab i vores folkeskole, og at et måltid, hvor man spiser sammen og spiser det samme, kan være rigtig godt i forhold til at skabe både fællesskab, men også mere lige muligheder for at lære. For det må jo ligesom ikke være sådan, at ens forældre enten har svært ved at have overskud til at få lavet en ordentlig madpakke eller har svært ved at få økonomien til at række til noget så grundlæggende som mad og medicin. Nu er jeg selv socialrådgiver, og jeg kan bare sige, at der er nogle forældre, der nærmest ikke selv får nok at spise for at prioritere, at deres børn kan få det, og at det stadig er svært at få det hele til at løbe rundt.

Flere og flere børn vokser op i fattigdom i Danmark, og folkeskolen er jo ikke en ø, så de her ting fylder også noget i skolen. Der er det rigtig vigtigt for os at gøre, hvad vi kan, for, at der ikke er nogen børn, der skal føle sig udenfor eller ved siden af på grund af deres madpakke, eller hvis de ikke har en madpakke med, og at der ikke er nogen børn, der ikke lærer nok i folkeskolen, fordi de er sultne i timerne, og at maven, der knurrer, er det, der kommer til at fylde noget i stedet for det, der foregår af undervisning.

Vi vil også gerne være med til at se på finansieringen, og hvis regeringen nu dropper de skatterabatter til de rigeste, som der er fundet penge til, kunne der jo f.eks. blive brugt nogle penge på gratis og økologisk skolemad til alle folkeskoleelever. På den måde kan Christiansborg også være med til at skubbe til omstillingen af landbruget, sådan at der bliver meget mere økologi og vi sørger for, at der bliver solgt flere økologiske varer, og sørger for, at maden følger de officielle kostråd, så vi får skubbet på for sunde madvaner helt fra start og får rykket udviklingen i retning af, at der skal spises meget mere plantebaseret.

Hvis man spørger os, er vi ikke med på det her med at åbne op for brugerbetaling i folkeskolen, heller ikke, hvis det handler om skolemad. Vi synes, det er et skråplan, at de riges børn selv skal betale, for skolemad skal være noget, som alle børn har ret til, og der skal ikke ses skævt til dem, der spiser gratis. Det er også mindre administrativt bøvlet, at alle forældre bare betaler over skatten. Og så bliver det jo nemmere at få opbakning til også at holde fast i den her fælles ordning, hvis regningen allerede er betalt af fællesskabet.

Skolemad er en solidarisk og effektiv løsning, og vi tænker, at de her penge vil være godt givet ud, for der er mange, der har svært ved at få familielivet til at hænge sammen med fuldtidsjob, og én ting mindre at stresse over kan være guld værd i en travl hverdag. Hvis der bliver lavet mad henne i skolen, slipper børnefamilierne for at stå og smøre madpakker, og den tid, forældrene sparer i køkkenet og i supermarkedet, kan de jo så vælge at bruge på enten at være mere sammen med deres børn eller arbejde mere, eller hvad de nu mangler tid til.

Ordføreren. Der er en enkelt kort bemærkning fra hr. Kim Edberg Andersen fra Danmarksdemokraterne.

Tak for det, og tak til ordføreren. Det gik rigtig godt for ordføreren længe, og selv sådan en som mig fra Danmarksdemokraterne tænkte: Ja, ja, jeg kan jo leve med det. Jeg er klar over, at Enhedslisten gå ind for, at bare alle andre betaler, så er gratis jo altid godt. Men så blev det lige pludselig til økologi, og så blev det lige pludselig landbruget også, og så blev jeg altså nødt til lige at reagere. Det er alligevel imponerende, at man kan have så meget imod dansk landbrug, at man tænker, at nu har vi lige chancen for at give dem kniven, for nu skal børnene have en madpakke i skolen.

Jeg har ikke børn selv, men jeg ved, at fru Astrid Krag har børn selv, og jeg vil næsten tro, at fru Astrid Krag også var klar over, allerede da hun fik børn, at de også skal fodres, mens de er i skolealderen. Så det kan jo ikke komme bag på forældre. Så til det der med at sige, at det her også skal bruges til at kompensere for, at man har bedre tid til at sidde og snakke med ens børn, når man kommer hjem, fordi man ikke skal ud at handle, bliver jeg bare nødt til, selv om jeg har stor respekt for ordføreren, at sige, at det så alligevel bliver så ekstremt venstreorienteret, og så bliver jeg nødt til at stille et spørgsmål: Mener ordføreren simpelt hen ikke, at børn og deres ernæring og deres mad i skolen er et forældreansvar, som man skal være sig selv bevidst som voksen, når man også vælger at få børn?

Ordføreren.

Jo, det er forældrenes ansvar, men det kan jo også være et samfundsansvar at hjælpe til med, at alle børn, også hvis deres forældre mangler overskud, økonomisk eller på andre måder, får det ud af at gå i skole, som de skal. Det er forældrenes ansvar, men det er også samfundets ansvar, hvis børnene ikke lærer nok, fordi de enten ikke har en ordentlig madpakke med eller slet ikke har fået madpakke med.

Hr. Kim Edberg Andersen.

Så kender jeg ordføreren igen, for jeg er slet ikke i tvivl om, at der banker et hjerte for, at folk bliver behandlet ordentligt og har gode liv. Den del køber jeg fuldstændig ind på og anerkender ordføreren for det, men jeg bliver bare nødt til at sige, at hvis ordførerens parti bliver ved med det her med, at hver eneste gang er det landbruget, er det ude på landet, at skolemadpakken skal indføres først, for så bliver vi rigtig mange arbejdsløse ude på landet, og så har vi ikke råd til det. Så håber jeg, at Enhedslisten kommer rendende med en eller anden ordning, sådan at vi også kan blive forsørget af dem i byen til den tid. Tusind tak til ordføreren, som jeg ved har hjertet på rette sted, men vi er bare meget uenige.

Ordføreren.

Jeg tænker da, at det, når man gerne vil have, at landbruget skal stille om til mere økologisk og mere klimavenligt, jo er godt at sørge for, at man er sikker på, at nogle af de varer også bliver købt af f.eks. folkeskolerne til skolemad. Så det var bare for at gøre det nemmere for landbruget at stille om, fordi de ved, at der vil være mange, der vil købe ind til skolemad, f.eks. kommunerne.

Tak til ordføreren. Der er ikke flere korte bemærkninger, så vi siger tak. Den næste ordfører i rækken er hr. Alex Ahrendtsen fra Dansk Folkeparti.

Tak, formand. Dansk Folkeparti støtter idéen om skolemad, men hvilken model det skal være, har vi ikke lagt os fast på, altså om det skal være en statsligt besluttet model, om det skal være en eller anden form for model, der er indført i kommunerne, eller en model, hvor man giver forældrene tilknyttet en skole i skoledistriktet mulighed for at stemme om det, en model, hvor man siger, at der skal være en eller anden form for forældrebetaling, og så kan forældrene selv med et flertal beslutte, at det skal indføres på skolen. Vi har ikke lagt os fast, men vi tror på skolemad som en god ting. Det er fællesskabende, det er kulturskabende – mad og måltider er kultur. Der er gode erfaringer fra andre lande, også lande, som er sammenlignelige med os, bl.a. Finland.

Så vi er som udgangspunkt positive over for beslutningsforslaget, forstået på den måde, at det kunne være godt med nogle drøftelser om det, uden at lægge os fast på, hvilken model vi vil have. Ministeren har jo ret i, at der ikke er udarbejdet noget finansieringsgrundlag fra forslagsstillerens side, men vi læser jo også beslutningsforslaget sådan, at man ønsker at indkalde til drøftelser. Dem har vi så nu, men det kunne også være meget rart at tage det i folkeskoleforligskredsen eller i en bredere kreds. Jeg vil dog sige, at vi i Dansk Folkeparti ikke kommer til at støtte nogen form for indførelse af skolemad, hvis det indebærer, at det medfører halalslagtet kød i skolemaden. Det går vi ikke ind for af hensyn til dyrevelfærden.

Tak til ordføreren. Der er ingen korte bemærkninger. Den næste ordfører i rækken er fru Helene Liliendahl Brydensholt fra Alternativet.

Tak. I Alternativet støtter vi fuldt ud op om det her forslag, da vi klart mener, at børn, uanset hvilken familiebaggrund de kommer fra, skal have et sundt og nærende måltid i skolen. Som det skal fremhæves i forslaget, er der mange fordele ved skolemad. Det kan styrke fællesskabet blandt børn, forbedre deres indlæring og fremme deres generelle sundhed og velvære. Det er vigtigt, at børns sundhed og trivsel ikke bliver betinget af deres forældres socioøkonomiske baggrund. Derfor er der behov for, at vi etablerer nogle rammer omkring folkeskolen, som sikrer, at alle børn uanset forældrenes indkomst eller postnummer har lige muligheder for at få et sundt og godt børneliv. Skolemad kan være en vigtig brik i den indsats for at udligne sociale forskelle og styrke børns trivsel, selv om der naturligvis også er andre nødvendige tiltag.

Som ordføreren for forslagsstillerne påpeger, er skolemad også en fremragende mulighed for at introducere børnene for en grøn og bæredygtig kost. Undersøgelser viser, at plantebaserede kostformer er forbundet med nedsat risiko for nogle typer af hjerte-kar-sygdomme, type 2-diabetes og overvægt samt visse typer kræft. En plantebaseret kost vil altså gavne vores generelle sundhed i befolkningen, samtidig med at den vil mindske vores klimaaftryk, og det kan vi jo godt lide i Alternativet.

Vi mener derfor, at skolemad bør tage afsæt i en grøn og bæredygtig kost, således at vi tager hensyn til børns sundhed og planetens velbefindende på én og samme tid. Vi støtter som sagt op om forslaget.

Tak til ordføreren. Der er en enkelt kort bemærkning fra hr. Kim Edberg Andersen fra Danmarksdemokraterne.

Tak for det, og tak til ordføreren. Jeg kender jo ordføreren, for vi har siddet på den samme gang, og jeg ved, at det kommer fra hjertet. Men det er alligevel sådan, at mine små grå hår rejser sig i nakken, når jeg hører, at for dem, som så skal have skolemad, skal maden ikke længere bare være økologisk; nu skal det simpelt hen være græskar, vi presser ned i munden på de her stakkels børn, fordi de skal omfattes af det. Jeg er ked af, at det på den måde bliver til en landbrugsdebat, for noget af det, ordføreren siger, anerkender vi jo faktisk også i Danmarksdemokraterne, nemlig det i forhold til næring til børn. Men i Danmarksdemokraterne anerkender vi jo også bare, at det ikke er skolemad, vi diskuterer, for det er jo, om børn får mad i løbet af deres dag. Og der har vi jo bare den holdning, at vi siger, at familien også har et kæmpe ansvar for at sørge for, at de børn, man har fået, får næringsrig, både morgenmad, frokost, snack og aftensmad, altså at man dybest set fodrer sit afkom. Der går vi meget ind for, at familien er det ansvar voksen. Og så kan vi sagtens have en debat om de mennesker og de børn, som er i uheldige situationer, hvor de ikke får mad, men det er bare en anden snak. Er ordføreren uenig i, at man skal passe på, at staten ikke overtager alt i forhold til vores børn og det ansvar, der normalvis er familiens?

Ordføreren.

Det var mange ting, der blev sagt på én gang. Nogle af de argumenter, jeg fremførte, var egentlig også med henblik på sundhed i forhold til den plantebaserede kost, og det var ikke bare som et indspark i en landbrugsdebat, og den tager jeg gerne med ordføreren til alle tider. I forhold til forældres ansvar er det jo rigtigt, at alle forældre har et ansvar for deres børn, og det er de fleste forældre også gode til at varetage. Der er desværre også bare børn derude, der har forældre, som ikke er i stand til f.eks. at sørge for, at de får et nærende måltid i løbet af dagen, og der ville sådan et forslag som det her kunne gavne de børn. Dertil kommer så de andre gode argumenter, som jeg også kom med her fra talerstolen tidligere. I min optik var det gode argumenter – så kan ordføreren være uenig.

Spørgeren.

Det er jeg nogle gange, og nogle gange er jeg også enig, og det ved Alternativets ordfører godt. Men jeg bliver næsten bekymret for, at det, Alternativet siger, er, at der ikke er den helt store problemstilling, men at det måske koster 5 mia. kr. ligesom at indføre det sådan generelt. Og så bliver jeg bare nødt til at sige, at så vil jeg da håbe på, at det er sund kost, for så skal vi jo hæve pensionsalderen. Det er mere, fordi penge jo ikke er uudtømmelig ressource. Jeg vil gerne spørge ordføreren: Hvis man nu kun havde, lad os sige 5 mia. kr. at bruge på folkeskolen, ville ordføreren så stadig prioritere at bruge dem på skolemad, eller er der andre områder i forhold til skolerne, som er vigtigere, i hvert fald lige nu, at få rettet op på?

Ordføreren.

Nu stiller ordføreren sådan et hypotetisk spørgsmål: Hvis vi kun havde 5 mia. kr., hvordan ville jeg så prioritere dem? Og det kan da godt være, at jeg ikke lige ville prioritere at bruge dem på skolemad som det første, men at jeg og Alternativet ville prioritere at bruge dem på flere lærere og andre ting. Det kan sagtens være. Nu er det sådan, at vi er et ret velstående land, og der vil være mange fordele ved gratis skolemad, og det går vi ind for, og det vil vi gerne prioritere, for vi prioriterer børnene i Alternativet.

Tak til ordføreren. Der er ikke flere korte bemærkninger. Den sidste, der får ordet, er ordføreren for forslagsstillerne, fru Lotte Rod, Radikale Venstre.

Alle, der har været på en efterskole, har prøvet det. Når det er spisetid, stimler alle eleverne sammen og kommer ind og sidder ved bordene. De begynder at sende fade rundt til hinanden eller går op og henter mad, sidder og spiser sammen, griner sammen, snakker sammen, er stille sammen, giver beskeder til hinanden. Og når de er færdige, samler de tallerkenerne sammen. Man får sådan en familiefølelse, når man spiser med hinanden, og det er en af de fineste former for pædagogik. Jeg elsker det på vores efterskoler, og jeg ville ønske, at det også var sådan i folkeskolen. Der er alle mulige argumenter for at indføre skolemad, men jeg har lyst til at starte her, for det vigtigste for mig er det pædagogiske i at spise sammen og have fællesskabet med hinanden.

I de her år er der jo bare for mange forældre, som vælger folkeskolen fra, fordi de er bange for, at de ikke får den kvalitet, de gerne vil have, og fordi de tror, at de kan få noget bedre til deres børn et andet sted. Det synes jeg vi skal tage mere alvorligt, end vi gør, for folkeskolen er fundamentet for vores samfund. Det er der, vi kommer til at gå i skole på kryds og tværs med hinanden, og det skal vi tage alvorligt. Derfor har vi et ansvar for her i Folketinget at ville folkeskolen og at ville prioritere folkeskolen i en sådan grad, at vi laver så god en skole, at flere forældre har lyst til at vælge den. Jeg tror, at det at have et godt og sundt og hyggeligt og sjovt måltid med hinanden vil have en stor betydning for det; så det har en værdi i sig selv.

Men derudover er der jo også alt mulig, vi ved om skolemad. Vi ved, at det er med til at øge sundheden, at det gør det nemmere at koncentrere sig, at man lærer noget mere, at man i det hele taget jo på den måde får mere ud af at gå i skole. Det har også en betydning for den sociale arv. Nogle partier har snakket meget om forældrenes ansvar, men virkeligheden er jo bare, at der hver evig eneste dag i skolen er børn, som ikke får madpakke med, eller som har en tom madkasse med fra i går, hvor der ikke er blevet puttet noget i, eller som har noget med, som de synes er så pinligt at skulle åbne foran de andre børn.

Der er en kæmpe ulighed i de madpakker, og hvis vi gerne vil have en folkeskole, hvor alle elever får en chance, hvor alle elever er en del af fællesskabet, så betyder det noget, at man kan sidde og spise maden sammen. Jeg tror også på – og det ved vi jo også – at når man laver skolemad, især på den måde, hvor eleverne selv er med i køkkenet, så er det jo også en gave til børnene at introducere dem til al mulig forskellig mad. Det også lidt et svar til den konservative ordfører. Altså, hvis vi gerne vil have, at vores børn skal være nysgerrige på mad, hvis vi gerne vil have, at de skal lære at lave bæredygtig mad, så gør det at gå i køkkenet sammen en forskel.

Jeg besøgte lige en skole for nylig, hvor de kunne se, at når det var nogle af vennerne, der havde været i køkkenet, så smager man også på noget af det, som man ellers ikke ville kunne lide, fordi det er ens venner, der har lavet det. Og endelig kan det her med skolemad betyde, at lige så meget som vi kan tale ansvaret for forældrene op, lige så meget er det en mulighed for, at vi børnefamilier, som har travlt, ville kunne bruge tiden på noget andet. Vi ville kunne lege med vores børn, vi ville kunne læse, vi ville kunne gøre noget andet, hvis ikke vi skulle lave madpakkerne. Jeg tror egentlig, at der, når det kommer til stykket, faktisk ville være ret mange forældre, der ville synes, at det var ret dejligt.

Men det har jo været en lidt sjov debat. Man må sige, at vi har delt os efter anskuelse. Tak til de partier, som har bakket op – tydeligst var det SF, Enhedslisten, Alternativet. Jeg hørte også, at Danmarksdemokraterne og Dansk Folkeparti i hvert fald var enige i, at skolemad er en god idé. To partier – Liberal Alliance og De Konservative – var direkte imod, de er sådan nærmest lidt ideologisk imod skolemad. Så er der regeringspartierne, nemlig Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne, som i deres taler siger al mulig fint om skolemad, men som bare ikke vil prioritere pengene til det.

Derfor vil jeg også gerne sige meget tydeligt til dem, der har fulgt debatten, og som har hørt argumentet fra Moderaterne om, at man ikke lige har 3 mia. kr.: Jamen jeg har jo helt med vilje lavet et forslag, som handler om, at vi skal have nogle drøftelser, fordi der kan være mange forskellige modeller. Jeg ved jo godt, at hvis man som parti fremsætter et forslag, der koster 3 mia. kr., så er det alt for nemt for en regering at sige: Det stemmer vi ned, for det har vi ikke nogen penge til.

Derfor har jeg jo gjort mig umage med at formulere et forslag, så alle de partier, som går ind for skolemad, og som synes, det er en god idé, kan stemme for det, så vi kan komme i gang med at diskutere det. Og så må vi jo se, hvad ambitionerne rækker til. Vi kan jo starte med at lave nogle forsøg. Man kan lave forskellige tildelinger, man kan lave det i forskellig skala for bare at komme i gang. Derfor er jeg fuldstændig uforstående over for, at de regeringspartier, som egentlig synes, at skolemad er en god idé, ikke kan stemme for det her forslag.

Det får mig lidt til at tænke på den debat, vi har haft de senere dage om regnemodeller, for det er sådan set meget forfriskende, at der er kommet så stor en debat om, hvordan vi prissætter ting, og hvordan vi regner på det. Jeg synes, at det her med skolemad er et virkelig godt eksempel på noget, som, når det kommer igennem Finansministeriets maskine, ser utrolig dyrt ud, selv om alle, der interesserer sig for det, jo tænker, at det er noget, der giver så god mening, at det på sigt jo vil føre alt muligt godt med sig; så det giver ikke mening, at det er så dyrt.

Men det afslører jo også bare lidt, at det ikke kun er en diskussion om regnemodeller, men er en diskussion om politisk prioritering. Altså, det her handler jo om, om man vil folkeskolen, om man vil prioritere folkeskolen – det er også derfor, vi har fremsat forslaget. For i Radikale Venstre ønsker vi at lave en ny generationskontrakt. Vi ønsker, at vi her i Folketinget prioriterer en større del af vores penge til folkeskolen. Og for mig er det allervigtigste – for også at svare Danmarksdemokraterne – at vi har lærere, som har tid til at forberede sig, og som har materialer til at lave god undervisning. Men vi ønsker at prioritere folkeskolen så meget, at vi også får råd til at lave god skolemad, fordi jeg tror, at det fællesskab, der er omkring skolemaden, kan noget virkelig værdifuldt i vores skole.

Så tak for debatten for nu. Vi kommer til at fortsætte med at kæmpe for det, for jeg vil virkelig folkeskolen, og jeg ønsker mig sådan, at vi i dansk politik på et tidspunkt virkelig begynder at træffe de store beslutninger, virkelig at prioritere vores skole, for det synes jeg vores børn fortjener. Og vi kunne lave den fedeste folkeskole, hvis bare vi var villige til at investere det, det koster. Jeg synes stadig væk, det er så mærkeligt, at regeringen bare kan finde pengene til forsvaret, men når det kommer til vores børn, bliver man ved med at skyde det ned med, at man ikke kan prioritere pengene til det.

Tak til ordføreren. Der er en enkelt kort bemærkning fra hr. Kim Edberg Andersen fra Danmarksdemokraterne.

Tak for det. Jeg skal prøve at gøre det rigtig kort. Det er mere, fordi der fra talerstolen ligesom blev sat en præmis op om, at enten prioriterer man folkeskolen eller også hader man bare børn, og det er jo ikke det, vi andre siger. Vi siger jo bare, at hvis man ikke prioriterer mad, er det, fordi man har nogle andre prioriteter, altså tæpper til dialysepatienter i Nordjylland eller et eller andet andet, fordi pengene ikke er uudtømmelige. Det var bare præmissen, for jeg mener ikke, at jeg er imod børn, bare fordi jeg vil prioritere pengene anderledes.

Men der er to ting i det, ordføreren siger deroppe, som kunne være interessant. Radikale Venstre har også tidligere været ude at sige, at skoledagen er for lang, men bliver den ikke også rigtig lang, hvis alle børnene skal ud at lave mad morgen, middag, aften? Det skulle de så lave i skoletiden, for det var et pædagogisk princip, sådan som jeg kunne forstå det.

Den anden ting er, at nu begynder man politisk at sige, hvad børnene også skal spise. Jeg er fra Nordjylland; alt under 400 g er jo pålæg. Så hvis jeg nu ønsker, at mine børn bare får T-bonesteaks i madpakken, så er det vel også et politisk statement, man gør, hvis de så kun får grillstegte græskar. Er vi ikke enige om det? Så kommer man også til at styre politisk, hvad mine børn skal spise, og dermed blander sig i, hvad jeg i min familie burde bestemme.

Ordføreren.

Så er det jo godt, at man kan blive ved med at servere alle de steaks, man vil, til aftensmad, hvis det er det, man har lyst til.

Jeg synes, at det fine i det pædagogiske findes de steder, hvor børnene er med i køkkenet, og i nogle af de eksempler, jeg har set på det, er det jo en særlig årgang, som har nogle uger i køkkenet. Det er jo også typisk sådan, det fungerer på en efterskole, hvor man i en periode er den, der har køkkentjansen. Det fine ved det er jo, at man så kan være med til at have forskellige stationer, hvor man kan få ansvaret. Det er jo faktisk noget af det allermest praktisk-faglige, man kan lave i skolen, fordi du jo faktisk kan blive meget inspireret af, hvordan det fungerer på en erhvervsuddannelse, og derfor tror jeg, at der ud over alt det, der handler om måltidet, også er al mulig fed pædagogik de steder, hvor man har mulighed for at gøre det rigtigt.

Hr. Kim Edberg Andersen.

Nu bor jeg jo sammen med en restauratør, og jeg vil nok sige, at hun ville være noget bekymret, hvis vi sendte 1.-klasseselever ud at lave bearnaisesovs hen over et gasblus. Så der er bare nogle ting, der ikke hænger sammen i forhold til, hvad vi kan lære dem.

I stedet for at man politisk vil bestemme, hvordan vi får børn til at spise græskar, tror jeg til gengæld, man skal investere meget mere i at lære dem det i skolekøkkenet – altså der, hvor de lærer det. Jeg synes ikke, man politisk skal presse dem til det, for det tror jeg er en problemstilling. Men hvis man skal skaffe et marked, som Enhedslisten sagde, kunne man i stedet for at tvinge kommunerne til det måske sørge for at lære vores børn at spise sundt, sådan at man kommer derhen på sigt. Men jeg mener stadig væk, at man skal passe på med at blande politik ind i det. Enten vil vi ernære vores børn, eller også vil vi ikke, og politiske præferencer må altså være familiens ansvar.

Ordføreren.

Måske vil jeg bare lægge til, at hele denne diskussion om, hvad man så gør i køkkenet, og hvad det er for en mad, man så spiser, i virkeligheden for mig også bare taler for, at det er vigtigt, at vi gør det ordentligt. Altså, vi må ikke ende i en situation, hvor skolemaden af forældrene opleves som noget, der er dårligere end det, man selv ville have givet med på madpakke. Vi gider ikke at have sådan nogle vakuumpakker, som vi har set eksempler på fra den dårligste ældrepleje, vi har hørt om. Hvis skolemaden skal give mening, skal det være, fordi det er pædagogisk og det giver god mening, og derfor vil jeg hellere starte mindre og så gøre det godt, end at man starter stort og det ikke bliver godt.

Tak til ordføreren. Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget til folketingsbeslutning henvises til Børne- og Undervisningsudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg dette som vedtaget.

Det er vedtaget.