Normalt herinde taler vi jo nærmest kun om, hvordan straffene skal sættes op. Derfor synes jeg, det er rigtig positivt, at vi nu faktisk skal tale om, hvordan vi forebygger – hvordan vi forebygger recidiv, men også hvordan vi forebygger kriminalitet i det hele taget. Det synes jeg er en rigtig god og positiv debat. Jeg siger jo ofte, når vi behandler forslag om straf og fængsler, at målet er at nedbringe tilfælde af kriminalitet og ikke øge antallet af kriminelle.
Det her beslutningsforslag baserer sig på en investeringscase fra Den Sociale Investeringsfond, og jeg synes desværre, at den her case ikke rigtig tager det hele med i betragtning. Når jeg læser det, er det en spændende investeringscase, det er det bestemt, og på den måde kan jeg godt forstå baggrunden eller motivationen for det her beslutningsforslag fra De Konservative.
Men der, hvor jeg synes der mangler noget, er, at når man kigger på den her case, er det, som om det er en spændende investeringscase, fordi nogle kan tjene penge, mens vi som samfund sparer penge ved at lave en social forebyggelsesindsats med henblik på at forebygge kriminalitet. Det giver sådan set meget god mening. Jeg tror bare, vi i Enhedslisten har den indstilling – og det kommer nok ikke bag på De Konservative – at vi synes, det er statens opgave at stå for det her.
Jeg synes, at det, man kan bruge den her investeringscase til, er at sige, at det vel er det samme, der kommer ud af det, om det er nogle private, der laver det, eller om det er kriminalforsorgen, der laver det. For De Konservative har jo helt ret i i bemærkningerne til beslutningsforslaget og i det, som den konservative ordfører sagde i begrundelsen for at fremsætte det, at den resocialiseringsindsats, der sker i kriminalforsorgen i dag, er i knæ. Det er vi helt enige i i Enhedslisten, helt enige. Men vi vil gerne have, at den indsats bliver bygget op. På den måde ser vi ikke nogen grund til som sådan at opfinde noget nyt. For besparelsen for samfundet er vel den samme, uanset om det er en investeringsfond, der laver det, eller om det er kriminalforsorgen selv, der laver det.
Det, jeg også synes gør det her forslag lidt mærkeligt, er jo, at vi ved, at der allerede findes en masse eksisterende tiltag hos kriminalforsorgen i dag – en masse viden, en masse ekspertise – som så bare ikke kan lade sig gøre, fordi der ikke er nogen til at føre værkstederne og der ikke er nok fængselsbetjente til at stå for den kriminalitetsforebyggende indsats. Det er egentlig der, vi i Enhedslisten tænker at man skal starte.
Det her forslag går jo så ud på, at pengene skal komme via private investeringer. Der mener vi i Enhedslisten, at det her er så væsentlig og vigtig en del af vores samfund, at det skal finansieres af staten og ikke af private aktører. Det er der alle mulige grunde til.
En af grundene er, at når det er kriminalforsorgen, altså staten, der står for det, så har vi som borgere også en bedre mulighed for at føre kontrol med det. Vi har også en bedre sikkerhed for, at pengene rent faktisk går til det, som de skal gå til. Hvis man kun regner ind, hvad det koster at lave forebyggende indsatser, så er det jo en udgift for staten. Hvis man så medtager besparelserne ved at undgå recidiv, vil der være mange penge at hente for staten, og det tager forslaget ikke rigtig højde for. Hvis man endelig opgør det hele over en længere periode, får man nok et meget stort overskud til staten, ville være mit gæt. For selvfølgelig er det billigere at bruge lidt penge på at få en person til at blive en skattebetalende borger resten af livet, frem for at personen skal leve en tilværelse i et fængsel eller i kriminalitet.
Når man tager de helt store briller på og ser på, at det rent faktisk økonomisk set vil være en gevinst for statskassen at øge den forebyggende indsats, ja, så er det jo slet ikke nødvendigt at lade private tjene penge på forebyggelsesindsatsen, og det er derfor, vi i Enhedslisten ikke kan støtte det her beslutningsforslag, selv om vi støtter intentionen bag forslaget. Jeg vil endda, måske fordi det er fredag, gå så langt som til at tillade mig at se det her, som at Konservative også gerne vil bruge lidt mere tid på at snakke om, hvordan vi forebygger, og lidt mindre tid på at snakke om, hvordan vi skruer straffene endnu højere i vejret. Men som forslaget ligger her, kan Enhedslisten ikke støtte det.