Det næste punkt på dagsordenen er:

23) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 142:

Forslag til folketingsbeslutning om at sikre offentligt ansattes ytringsfrihed.

Af Karina Lorentzen Dehnhardt (SF) og Lisbeth Bech-Nielsen (SF).

(Fremsættelse 29.02.2024).

Vi kigger lige, om der er et ønske om en begrundelse. Det ser det ikke ud til.

Så vi kan konstatere, at forhandlingen er åbnet, og den første, der får ordet, er justitsministeren. Værsgo.

Mange tak for det, og også tak for det her beslutningsforslag. Jeg mener ligesom forslagsstillerne, at det er vigtigt for vores demokrati, at offentligt ansatte bringer deres viden og synspunkter i spil i den offentlige debat. Det er gennem en fri og åben debat, at vi kan sikre os, at vores samfund fungerer til gavn for alle borgere. Offentligt ansatte spiller en central rolle i den debat, og ved at dele deres viden og erfaringer er de med til at højne det faglige niveau i debatten.

Et af initiativerne i det beslutningsforslag, vi behandler, går ud på, at regeringen lovfæster den udstrakte grad af ytringsfrihed, som offentligt ansatte allerede nyder i dag, og det synes vi i regeringen er en god idé. En forudsætning for at bruge sin ytringsfrihed er jo netop at være klar over, at den er der. Af samme årsag har regeringen sammen med Dansk Folkeparti offentliggjort en aftale om i den kommende folketingssamling at lovfæste de gældende regler om offentligt ansattes ytringsfrihed, og der håber vi jo, at de fleste partier, når det lovforslag sættes til behandling, kan bakke op om det. Med en lovfæstelse af offentligt ansattes ytringsfrihed ønsker vi at sende et klart signal om opbakning til, at offentligt ansatte kan gøre brug af deres ytringsfrihed uden at frygte for de negative reaktioner på arbejdspladsen på grund af deres ytringer.

Regeringen kan dog ikke støtte beslutningsforslagets øvrige initiativer, og det er ikke et udtryk for, at regeringen er uenig i ambitionen om, at vi også skal arbejde for at fremme offentligt ansattes ytringsfrihed. Derfor er der også i de senere år taget forskellige initiativer med henblik på at skabe klarhed om rammerne for offentligt ansattes ytringsfrihed og højne kendskabet til reglerne både hos ansatte og ledere i det offentlige. F.eks. har man lanceret et e-læringskursus for ledere og medarbejdere om offentligt ansattes ytringsfrihed.

Forslagsstillerne opfordrer også regeringen til at tage skridt til at udbrede kendskabet til reglerne om offentligt ansattes ytringsfrihed. En del af beslutningsforslaget går derfor på at genudgive Justitsministeriets vejledning om offentligt ansattes ytringsfrihed fra 2016, og det er en ambition, vi i regeringen deler. Justitsministeriet har da også allerede påbegyndt arbejdet med at opdatere vejledningen om offentligt ansattes ytringsfrihed. Vejledningen vil bl.a. blive opdateret med den seneste praksis fra Folketingets Ombudsmand, og der vil også blive tilføjet nye afsnit om lov om beskyttelse af whistleblowere, som trådte i kraft i december 2021.

Beslutningsforslaget indeholder endelig en række yderligere opfordringer til regeringen om initiativer på området, men jeg mener, at vi i første række skal fokusere på at øge kendskabet til reglerne gennem en lovfæstelse af de gældende regler og ved at genudgive Justitsministeriets vejledning om offentligt ansattes ytringsfrihed.

Så selv om regeringen ikke kan støtte beslutningsforslaget i sin helhed, vil jeg gerne gentage, at det ligger mig meget på sinde, at offentligt ansatte kan føle sig trygge ved at benytte sig af deres ytringsfrihed, og at vi jo derfor også af samme årsag i næste folketingssamling fremsætter et lovforslag om det samme. Jeg vil gerne sige tak til forslagsstilleren for beslutningsforslaget om et vigtigt emne, og tak for ordet.

Tak for det. Der er en kort bemærkning fra fru Karina Lorentzen Dehnhardt.

Tak for ordet. Jeg bliver simpelt hen nødt til at spørge ministeren om noget, for ministerens parti var jo med til at lave en aftale i 2022 med en række partier, herunder SF, om offentligt ansattes ytringsfrihed, og i den aftale indgik faktisk, at vi skulle kigge på privatansattes ytringsfrihed.

Når jeg synes, det er vigtigt, er det, fordi der er en række offentlige opgaver, som i dag bliver udført af private. Det kan være ældrepleje; det kan være i forhold til mennesker med handicap, børn og unge, som vi anbringer på bosteder, og meget andet. De står i virkeligheden ringere ytringsfrihedsmæssigt. Det har Ytringsfrihedskommissionen jo faktisk kortlagt. Så en del af det var egentlig, at vi skulle have kigget på, hvordan vi får givet dem en beskyttelse af deres ytringsfrihed, for det mener jeg faktisk vi som samfund kun kan være optaget af, når de nu har sårbare borgere i deres varetægt. Så kan ministeren give en forklaring på, hvorfor det lige præcis ikke bliver en del af den nye aftale med Dansk Folkeparti, og vil ministeren være med til at undersøge det?

Ministeren.

Jamen svaret på det første er jo, at i første omgang vil regeringen fokusere på at øge kendskabet til reglerne gennem en lovfæstelse af de gældende regler og også ved at genudgive Justitsministeriets vejledning om offentligt ansattes ytringsfrihed.

I den drøftelse, regeringen havde med Dansk Folkeparti, tog vi ikke særskilt stilling til det element, men det er klart, at vi ikke er afvisende over for fremadrettet også at drøfte det spørgsmål med andre partier ved rette lejligheder.

Fru Karina Lorentzen Dehnhardt.

Ja, for jeg synes jo, det er en lille smule mærkeligt, at man kan udføre opgaver for det offentlige uden den sikring. Vi ser jo desværre af og til især bosteder, hvor der er foregået en uværdig behandling af børn og unge eller mennesker med handicap, og det symptomatiske er, at medarbejderne typisk står frem, når de er tidligere medarbejdere, og ikke, mens de er medarbejdere. Det synes jeg er en ret stor udfordring.

Så kunne ministeren ikke tænke sig at lave en beretning til det her punkt, hvor vi igangsætter en arbejdsgruppe, som også kigger på, hvordan vi sikrer ytringsfriheden for privat ansatte.

Ministeren.

Jeg tror ikke, vi på nuværende tidspunkt er parate til at indgå i drøftelser om en fælles beretning om det her specifikke spørgsmål. Den daværende regering, som mit eget parti jo også var en del af, var med til at indgå den aftale, og jeg har meget stor sympati for det ønske og det forslag, som fru Karina Lorentzen Dehnhardt fremsætter. Vi er nu i en ny regeringskonstellation, og derfor tror jeg, arbejdet med det lige må afvente de interne regeringsprocesser. Men det er noget, jeg selv ser konstruktivt på.

Mange tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger. Vi siger tak til ministeren, og så kan vi gå videre til Socialdemokratiets ordfører, og det er hr. Bjørn Brandenborg.

Tak for det, formand. Beslutningsforslaget lægger op til flere initiativer i relation til offentligt ansattes ytringsfrihed, for det første, at vi lovfæster den særlige brede ytringsfrihed, som offentligt ansatte har. Til det kan jeg kort sige, at regeringen sammen med Dansk Folkeparti allerede har meldt ud, at det har man tænkt sig at gøre, altså lovfæste de gældende regler om offentligt ansattes ytringsfrihed. Så ikke overraskende er det noget, vi i Socialdemokratiet bakker op om.

Dernæst lægger beslutningsforslaget op til, at der skal tages forskellige initiativer, som handler om at styrke og øge kendskabet til reglerne om offentligt ansattes ytringsfrihed. Det er en intention, vi i Socialdemokratiet bestemt kan støtte, men det er et arbejde, som også allerede er i gang i Justitsministeriet, hvor man arbejder på at øge kendskabet og skrue op for vejledningen på området. Det synes vi er et fornuftigt skridt, inden vi begynder at overveje at indføre nye regler.

Så vi støtter ikke forslaget, som det ligger her, men vi synes, det er et meget vigtigt emne, så vi vil gerne takke forslagsstillerne for at sætte det på dagsordenen. Tak for ordet.

Tak for det. Der er ikke nogen korte bemærkninger. Tak til ordføreren. Vi kan gå videre til Venstres ordfører, og det er hr. Preben Bang Henriksen.

Tak for det. SF har stillet forslag om at sikre offentligt ansattes ytringsfrihed, derved at regeringen skal pålægges at fremsætte et lovforslag, der lovfæster ytringsfriheden for de offentligt ansatte. Herudover skal man udbrede kendskabet til den ytringsfrihed, der gælder, og det skal en arbejdsgruppe tage sig af. Endelig er der forslag om omvendt bevisbyrde, hvis den offentligt ansatte har benyttet sig af sin grundlovssikrede ret til at udtale sig og herefter sanktioneres på en eller anden facon.

Lad mig sige med det samme, at offentligt ansattes ytringsfrihed er vigtig. Det lægger vi i hvert fald i Venstre meget vægt på. Hvad der også er værd at understrege, er, at der allerede i dag er ytringsfrihed for offentligt ansatte. Det er måske ikke alle, det lige er gået op for, og derfor kan man bestemt ikke udelukke, at en lovfæstelse af de offentligt ansattes ytringsfrihed er en god idé – for at sige det rent ud. Det er i hvert fald det, som regeringen lægger op til, og som jeg kunne forstå på justitsministeren skulle ske til næste år. Det skal være sådan, at de offentligt ansatte kan udtale sig uden risiko for sanktioner af nogen art.

Men som jeg sagde før, er det også vigtigt, at man kender de rettigheder, man har, og her tror jeg desværre, at der i dag mangler en hel del. Det kan godt være, at der, som jeg kunne høre, findes en vejledning fra 2016. Men jeg er nu ikke helt sikker på, at den er trængt ind hos enhver af landets offentligt ansatte. Så der er nok et arbejde, der kan gøres. Jeg har tiltro til, at regeringen kommer til at fokusere på en lovfæstelse, som justitsministeren indikerede, og også at få vejledningen poleret af igen.

Mange tak for det. Der er ikke nogen korte bemærkninger. Tak til ordføreren. Og så kan vi gå videre til Danmarksdemokraternes ordfører, og det er fru Betina Kastbjerg. Værsgo.

Tak for det. I Danmarksdemokraterne mener vi, at offentligt ansatte har gode rammer for ytringsfrihed. Det er helt legalt for offentligt ansatte at deltage i den offentlige debat og udtrykke personlige holdninger og meninger, hvis blot de gør det klart, at de udtaler sig på deres egne vegne og ikke på myndighedens vegne.

Men undersøgelser har også i en årrække vist, at der er mange offentligt ansatte, som egentlig gerne ville ytre sig, men som alligevel ikke benytter sig af retten. Derfor anerkender vi i Danmarksdemokraterne også, at forslaget er båret af et ønske om at forbedre vilkårene og mulighederne for offentligt ansattes ytringsfrihed, og det bakker vi naturligvis op om.

En lovfæstelse af den udstrakte grad af ytringsfrihed for offentligt ansatte vil på den ene side sende et signal om, at ytringsfriheden for offentligt ansatte som privatpersoner er der, men samtidig vil forslaget måske kun have den symbolske karakter. Det skyldes, at det ikke er de nuværende regler, der er problemet, men at det er kulturen og forståelsen for reglerne, der er problemet.

Desuden vil indførelsen af omvendt bevisbyrde i sager, hvor offentligt ansatte afskediges, forflyttes eller udsættes for andre lignende sanktioner fra deres arbejdsgivers side, efter at de har benyttet sig af ytringsfriheden, være problematisk, da det vil være vanskeligt at fastsætte. Hvis nu f.eks. en offentligt ansat fremfører en eller anden kritisk ytring nu og så 2 år senere bliver afskediget, hvor er beviset så for, at det har noget med hinanden at gøre?

Dog mener vi også i Danmarksdemokraterne, at det er fornuftigt at støtte de offentligt ansattes ytringsfrihed ved at udbrede og fremme kendskabet til reglerne, og derudover synes vi også, at det at nedsætte en arbejdsgruppe, der skal undersøge, hvordan ytringsfriheden kan styrkes i forhold til det private, er et fornuftigt tiltag. I Danmarksdemokraterne er vi ikke helt klar til at stemme for hele forslaget, men vi støtter, at offentligt ansatte i højere grad skal gøres opmærksomme på deres ytringsfrihed, og det mener vi i Danmarksdemokraterne konkret kunne være med til at ændre noget.

Tak for det. Der er en kort bemærkning fra fru Karina Lorentzen Dehnhardt.

Det er jo faktisk netop sådan, at i barselssager har vi omvendt bevisbyrde, så i forhold til den gravide, der bliver fyret, er det sådan set arbejdsgiveren, der skal bevise, at det ikke sker på grund af graviditeten. Så det er jo ikke et princip, som vi er helt ubekendte med på arbejdsmarkedsområdet. Og det kan godt være, at det ikke skal være en omvendt bevisbyrde, men kunne det så være en delt bevisbyrde, så det er lige så meget arbejdsgiverens som den, hvad kan vi sige, fyredes ansvar eller den, som er blevet udsat for repressalier? For vi er inde i et vanskeligt bevismæssigt felt, hvor det måske er urimeligt, er det kun er medarbejderen, der står med hele bevisbyrden selv.

Ordføreren.

Som fru Karina Lorentzen Dehnhardt selv siger, er det måske svært at modbevise eller bevise, hvem det er, der har sagt noget, som måske fører til en fyring eller noget andet. Jeg tror, det er noget, vi skal drøfte lidt nærmere, når vi kommer til udvalgsbehandlingen, hvor der måske skal laves en fælles beretning på det. Jeg tror, det bliver svært lige at sige, om jeg på nuværende tidspunkt kan finde et eksempel, hvor det kunne give god mening.

Fru Karina Lorentzen Dehnhardt.

Ja, det er jo i hvert fald noget, som mange fagforeninger har ønsket sig, fordi de her sager netop er så svære. Og jeg mener jo, at vi faktisk har brug for de offentligt ansattes stemme i debatten. Vi har faktisk brug for, at de gør opmærksom på de uhensigtsmæssigheder, der er; ellers får vi jo ret svært ved at lave dem om. Jeg synes, det er meget symptomatisk, at folk ofte først tør stå frem, når de ikke længere er en del af arbejdspladsen, og så er det jo tit for sent at rette op på en svær situation. Så vi bliver nødt til at øve os i, hvordan vi giver mere tryghed til at stå frem.

Ordføreren.

Jeg tror ikke så meget, det var spørgsmål, men mere en konstatering.

Tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger, så tak til ordføreren. Vi kan gå videre til Liberal Alliances ordfører, og det er hr. Steffen Larsen.

Mange tak, hr. formand. Det handler om offentligt ansattes ytringsfrihed, og så burde man jo tænke, at det er en slam dunk for Liberal Alliance med det der ytringsfrihed. Men det her forslag dækker reelt to forskellige områder – for det første, at offentligt ansatte skal have en ytringsfrihed på deres arbejde, som reelt skal være konsekvensfri, og for det andet, at man skal lave en undersøgelse af, hvordan det samme kan komme til at gælde privatansatte.

Men lad mig starte med at sige, at det her jo er et dilemmafyldt område. Offentlige virksomheder er oftest i deres natur monopoler, hvor man, hvis man får forringet sine ansættelsesmæssige vilkår, så ikke nødvendigvis bare kan skifte arbejdsgiver; man kan ikke bare finde et nyt sted at arbejde med sin faglighed, hvis man bor i en region og det er regionen, man har sladret noget om, og ens faglighed er fanget af regionen. Så derfor er man også nødt til at tage visse typer af opråb fra offentligt ansatte endda meget alvorligt. Whistleblowerordninger bør derfor også indrettes således, at de faktisk giver mulighed for, at tingene undersøges og ses igennem ganske konsekvent samt med den rette faglighed.

Hvis vi tager Region Midtjyllands katastrofale situation på en mave- og tarmkirurgisk afdeling, der medførte, at danskere i 2021-2023 fik lov til at stå alt for længe på ventelister med dødsfald og svære, svære sygdomme for borgerne som konsekvens, ja, så kunne det have været undgået. Der havde whistleblowerordningen modtaget indberetninger, men ingen havde reageret på det, fordi man ikke havde nogen med den rette faglighed til at se på anmeldelserne i whistleblowerordningen. Man havde en whistleblowerordning, der altså reelt intet kunne. Det var altså først, da en læge stillede sig offentligt frem og også opgav sin stilling, at medierne fik fat på sagen. Han sagde op, og det kastede denne forkastelige praksis ud i offentlighedens søgelys. Det blev adresseret, og problemerne blev da også løst, men med hvilke konsekvenser for den læge? Lægen havde jo dog så ytringsfrihed, kan vi konkludere. Han havde så ikke retten til eventuelt også at beholde sit arbejde efterfølgende; han sagde i hvert fald selv op. Men offentligheden fik klarhed.

Ytringsfriheden gælder altså også for de offentligt ansatte, og whistleblowerordningen bør jo i udgangspunktet kunne sikre borgernes frihed og muligheder, også de offentligt ansattes. Og når det kommer til de privatansatte, har de jo ligeledes ytringsfrihed. Det er dog her i udpræget grad således, at de privatansatte oftere har mulighed for at finde sig en ny arbejdsgiver eller et andet sted at udføre deres faglighed, da der jo netop er konkurrence på det private marked – selv når det kommer til opgaver udført for det offentlige. Så igen er det også således her, at en whistleblowerordning burde være løsningen, ikke blot i forhold til internt i virksomheder, men også over for det offentlige, som jo så burde kunne håndtere de her sager.

Emnet er som sagt yderst dilemmafyldt. Vi er dog i Liberal Alliance i udgangspunktet imod dette forslag.

Der er ikke nogen korte bemærkninger, så vi siger tak til ordføreren. Vi kan gå videre til Moderaternes ordfører, hr. Tobias Grotkjær Elmstrøm.

Tak for ordet. Og tak til SF for at sætte offentligt ansattes ytringsfrihed på dagsordenen. Som jeg læser beslutningsforslaget, er forslagsstillerne bekymret for, at kritisabelt forhold på arbejdspladsen ikke bliver italesat, fordi de offentligt ansatte er bekymrede for konsekvenserne ved at ytre sig. Derfor vil forslagsstillerne gerne have, at vi lovfæster de offentligt ansattes ytringsfrihed, og der er vi fuldstændig enige med Moderaterne. Det er en grundlæggende ret og en vigtig brik i demokratiet, og selvfølgelig skal man kunne åbne munden og italesætte et kritisabelt forhold uden frygt for sanktioner i forhold til eksempelvis en fyring, og det skal gælde både i det private og i det offentlige.

Som justitsministeren også tidligere sagde, har regeringen lovfæstet og vil regeringen lovfæste offentligt ansattes ytringsfrihed, som Ytringsfrihedskommissionen fra 2017 anbefalede, og det er lige præcis det, SF også gerne vil have. Det er med til at understrege, at offentligt ansatte selvfølgelig kan bruge deres ytringsfrihed på arbejdspladsen. Som jeg har forstået det, at dygtige folk i Justitsministeriet også ved at opdatere vejledninger omkring offentligt ansattes ytringsfrihed. Og denne del, altså oplysningsdelen, mener jeg er lige så vigtig som lovfæstelsen. Så det er rigtig glædeligt, at det også følger med.

Vi har også whistleblowerloven fra 2021, hvor der er en vigtig kanal i forhold til at ytre sig, når der er tale om kritisable forhold. Men jeg er særlig enig med SF i, at det nok ikke er alle offentligt ansatte, som er bevidste om deres ytringsfrihed, langtfra. Derfor er vi også i Moderaterne positive over for at fremme kendskabet til reglerne og derigennem styrke ytringsfriheden for ansatte, både i det offentlige og i det private.

Vi er dog ikke klar til at stemme forslaget igennem lige nu – det kommer nok ikke som nogen overraskelse – men vi går positivt ind i de videre drøftelser om, hvordan vi kan gøre mere opmærksom på de offentligt ansattes ytringsfrihed fremadrettet, for det er utrolig vigtigt. Tak for ordet.

Der er ikke nogen korte bemærkninger. Tak til ordføreren. Vi kan gå videre til Det Konservative Folkepartis ordfører, fru Mai Mercado.

Forslaget, vi behandler, har til hensigt at sikre offentligt ansattes ytringsfrihed, og det er prisværdigt af SF at fokusere på netop dette. Alligevel kommer vi ikke til at bakke forslaget op, fordi der er en række forhold i beslutningsforslaget, som både giver anledning til en række spørgsmål og muligvis også lidt bekymring.

Den første del af forslaget, der vedrører initiativer, som kan udbrede og understøtte kendskabet til reglerne om offentligt ansattes ytringsfrihed, og hvordan man kan styrke ytringsfriheden for ansatte på det private arbejdsmarked, er forholdsvis ukonkret. Der nævnes en revidering af en vejledning, som så skal indeholde relevant praksis samt dialog med arbejdsmarkedets parter, og der nævnes også en nedsættelse af en arbejdsgruppe for ansatte på det private arbejdsmarked. Men der kan vel også samtidig ligge adskillige byrder på erhvervslivet; der kan ligge flere regler, som skaber øget bureaukrati, tilsigtet eller utilsigtet. Hvis det blev formuleret med nogle skarpe grænser og med fokus på, at der altså ikke kommer yderligere administrative eller økonomiske byrder, ville vi måske godt kunne støtte den del af beslutningsforslaget.

Den næste del af forslaget går på at indføre omvendt bevisbyrde i sager, hvor offentligt ansatte, der har ytret sig, oplever repressalier. Omvendt bevisbyrde er ikke bredt anvendt på retsområdet. Der findes dog visse områder som eksempelvis forbrugerbeskyttelse, hvor virksomheder altså kan blive pålagt at bevise, at deres produkter ikke udgør en fare eller er vildledende for forbrugerne. Og her er der nogle objektive kriterier, der skal leves op til. Med omvendt bevisbyrde for ytringsfrihed bevæger man sig potentielt ind i en gråzone, fordi det er mere vanskeligt at nedfælde objektive kriterier, og der findes heller ikke nogen i dag. Derfor kan det være vanskeligt at vurdere, og dermed kan vi ikke stemme for.

Den sidste del af forslaget vedrører kompensation fra arbejdsgiveren vedrørende uretmæssige sanktioner på grund af den ansattes ytringer. Der står kun, at det skal overvejes at indføre kompensation. Så meget konkret er det ikke. Og det kan også være en udfordring i sig selv, fordi det bliver uklart, hvilken model der er tale om. Det er også uklart, hvad den skal kunne, og derfor kan Konservative heller ikke bakke op om den del af beslutningsforslaget.

Så overordnet set, med de tre dele, bakker vi altså ikke op, sådan som det er formuleret i det her beslutningsforslag.

Tak for det. Der er en kort bemærkning fra fru Karina Lorentzen Dehnhardt.

Når der er nogle elementer i forslaget, som kan overvejes, er det, fordi SF jo godt ved, at regeringen ikke er så begejstret for lige præcis de forslag, og derfor var det mere lagt op til frivillighed. Der var en tanke på at gøre forslaget sådan en til en med den aftale, som vi indgik med den tidligere regering, og det er derfor, at der står »overvejes«. Så det er ikke, fordi vi ikke vil være konkrete.

I forhold til de privatansatte vil jeg sige, at jeg jo ved, at ordføreren har været minister på socialområdet og jo også har set indtil flere problematiske hændelser på private bosteder. Jeg har i hvert fald i min research fundet mindst én case, som ordføreren må være bekendt med. Men synes ordføreren ikke, at det er en lille smule mærkeligt, at de privatansattes ytringsfrihed er dårligere beskyttet end de offentligt ansattes ytringsfrihed, når de udfører opgaver for det offentlige? Altså, vi placerer meget sårbare borgere der, mennesker med handicap, børn, unge, og i dag har vi også rigtig meget ældrepleje. Så kunne det ikke give god mening at styrke de privatansattes ytringsfrihed, for vi har jo også ret til at kende konsekvenserne af deres arbejde?

Ordføreren.

Jo, det kan godt give god mening. Man skal heller ikke opfatte det på den måde, at vi slet ikke vil diskutere det eller træffe beslutning om at styrke privatansattes ytringsfrihed. Jeg kan egentlig godt følge ordføreren så langt, at hvis man skal have noget igennem eller have en regering til at gå konstruktivt ind i det, kan man måske ikke formulere det så konkret, som man gerne ville. I det her tilfælde tror jeg bare, at forslaget, når det ikke er mere konkret formuleret, end det er, stiller en række nye spørgsmål for os, fordi vi jo er bekymret for, at det kommer til at pålægge virksomhederne flere utilsigtede eller endda også tilsigtede byrder, men også utilsigtede. Det kan både være administrative byrder, men det kan også bare være flere økonomiske byrder. Og hvis ikke det er hensigten, og det tror jeg ikke nødvendigvis det er med det her forslag, skal man i hvert fald bare gardere sig, så det ikke kommer til at blive det, hverken tilsigtet eller utilsigtet, for så tror jeg, man i højere grad vil kunne få De Konservative i tale på sådan en sag som den her.

Fru Karina Lorentzen Dehnhardt.

Jeg vil sige, at når det ikke er formuleret mere konkret, er det faktisk, fordi Ytringsfrihedskommissionen var inde at kigge på det her spørgsmål, og de sagde egentlig bare, at de syntes, der var en problemstilling, og den måtte man ligesom overlade til nogle eksperter at kigge nærmere på. Det gik de sådan set ikke ind i, og det er derfor, at jeg heller ikke er mere konkret i forhold til det. Jeg har virkelig svært ved at forestille mig, hvad det er for nogle økonomiske byrder, som en bedre ytringsfrihed kan kaste af sig for erhvervslivet. Jeg har i hvert falder aldrig hørt om, at det er en økonomisk byrde for det offentlige system, at deres medarbejdere har en ret til at udtale sig om de forhold, som de ser på deres arbejde.

Det er ordføreren.

Nej, men det kan også være en løs betragtning. Der er ikke noget, der lige betrygger mig i, at man ikke utilsigtet eller tilsigtet kommer til at få utilsigtede byrder ind ad bagvejen, og derfor er vi ikke til sinds, når det ikke er mere konkret, her og nu at slippe for. Men vi vil gerne drøfte det videre, også hvis man i regeringen kunne have et ønske om senere hen at få en drøftelse af, hvordan man styrker ytringsfriheden generelt, både for privatansatte og for offentligt ansatte. Jeg kan bare sige, at dengang jeg var minister, var det ikke kun i de private tilbud, der nødvendigvis var problemer, fordi de var der, for det kunne lige så godt være på offentlige tilbud. Så der var som sådan ikke nogen sondring der. Men vi tager meget gerne diskussionen.

Mange tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger. Tak til ordføreren. Vi kan gå videre til Enhedslistens ordfører, og det er fru Rosa Lund.

Først og fremmest vil jeg gerne sige tak til SF for at fremsætte det her vigtige beslutningsforslag. De sidste mange år og sådan set også i dag har vi allerede diskuteret ytringsfrihed, offentlighedslov, og jeg tror egentlig ikke, at der har været en eneste af de gange, hvor jeg ikke selv er kommet ind, eller hvor Enhedslistens ordfører ikke er kommet ind på offentligt ansattes ytringsfrihed. For det er et problem, når en rettighed kun findes formelt og ikke reelt, og vi ved fra undersøgelser og fra Ytringsfrihedskommissionen, at den her rettighed, ansatte har til at ytre sig offentligt, ikke er en ret, særlig mange offentligt ansatte føler sig trygge ved at bruge. Og det er et demokratisk problem. Vi er desværre kommet i en situation, hvor det er blevet sværere for offentligt ansatte at stå frem, når der foregår noget forkert i vores system, og samtidig har vi med begrænsninger i offentlighedsloven – jeg er ked af at nævne det igen, men jeg har tænkt mig at blive ved, indtil de regeringsbærende partier kan se, hvor stort et problem det er, at offentlighedsloven er skruet sammen, som den er – gjort det tæt på umuligt for pressen at opdage, når tingene ikke er, som de skal være. Vi har jo heldigvis fået taget nogle initiativer i de sidste par år, hvor der bl.a. er indført whistle blower-ordninger, og vi indgik, som fru Karina Lorentzen Dehnhardt også har været inde på, en aftale sammen i 2022, som præcis er det, det her beslutningsforslag går ud på, men der er desværre stadig masser at gøre.

Man skal kunne fortælle, hvad der er galt på ens arbejdsplads, og det skal man kunne gøre både internt og eksternt, hvis man mener, at det vil have en effekt. Mange afstår fra at gøre det i dag, fordi de frygter ansættelsesretlige repressalier, og vi ved desværre også, at der kan være konsekvenser. Vi ved, at folk bliver forbigået ved forfremmelse, at de bliver forflyttet, og vi ved, at de ting sker, fordi den ansatte har sagt fra eller råbt op. Vi har set eksempler, som vi også har diskuteret her i Folketingssalen før, på politibetjente, som deltager i debatter på Facebook som privatpersoner, og som har oplevet degraderinger eller forflytninger, fordi nogle mener, at det er legitimt at kontakte den offentligt ansattes arbejdsgiver. Vi har hørt, at ansatte i Justitsministeriet får skrevet i deres personalemappe, at de er islamister og terrorister, blot fordi de i deres fritid har deltaget på ordentlig vis ligesom alle os andre i den offentlige debat. Det sidste hører heldigvis fortiden til, men alligevel, for at være sikker på det ikke sker igen, burde vi jo bare indføre det her beslutningsforslag, som SF fremsætter i dag.

Som tidligere justitsminister hr. Nick Hækkerup har udtalt i et svar til Folketinget, har ansatte i politiet i lighed med andre offentligt ansatte en udstrakt ytringsfrihed. Det betyder, at man som udgangspunkt ikke kan afskediges, degraderes eller i øvrigt blive mødt med negative konsekvenser på jobbet på grund af ytringer, som de fremsætter på egne vegne. Det synes jeg faktisk er klogt sagt af den tidligere justitsminister, og jeg er for en sjælden gangs skyld meget enig med ham i det udsagn. Men når det så alligevel sker i praksis, at folk bliver forflyttet, og at man bliver mødt med negative konsekvenser, når man ytrer sig, har vi jo et system, der ikke virker, og det skal vi have gjort op med, og derfor er vi i Enhedslisten rigtig glade for, at SF fremsætter det her beslutningsforslag, som vi til fulde støtter op om.

Vi har selvfølgelig også noteret os, at regeringen og Dansk Folkeparti har indgået en aftale, og det er sådan set godt, for det er et lille skridt på vejen, men vi havde dog ønsket os, at man havde indgået en aftale, som indeholdt alle dele af det her beslutningsforslag. Vi kan i hvert fald støtte det her B-forslag. Tak.

Mange tak for det. Der er ikke nogen korte bemærkninger. Tak til ordføreren. Vi kan gå videre til Radikale Venstres ordfører, og det er fru Zenia Stampe.

Tak for det. Nogle gange skal man lige holde tungen lige i munden for at have overblik over alle de der aftaler, der ligger. Nu genlæste jeg lige den aftale, som Dansk Folkeparti indgik med justitsministeren i april, hvor forudsætningen for aftalen var, at man så ikke stemte for det beslutningsforslag, som min politiske leder var nede og præsentere tidligere i dag. Jeg tror, det udefra må virke meget uforståeligt med de der studehandler, vi laver indimellem: Så får I det, og så aftaler vi, at I ikke stemmer for det ene eller det andet.

Nå. Men det er jo ikke en til en det samme, som der ligger i det her, sådan som jeg kan forstå på SF. Det, som Dansk Folkeparti har fået lovning på af regeringen, om en lovfæstelse af offentligt ansattes ytringsfrihed, er ikke en til en det, som ligger i det her forslag.

Jeg vil gerne sige, at vi godt kan støtte det her forslag, og vi har ikke de betænkeligheder, andre heroppe har givet udtryk for. For der er jo kun én ting, der er meget konkret, og det er lovfæstelsen af offentligt ansattes ytringsfrihed. Ellers er det jo løftestænger og opfordringer til at rejse det her emne, igangsætte et arbejde omkring offentligt ansattes ytringsfrihed og ikke kun lovfæstelsen, men jo også kendskabet til, hvad man har ret til – og det handler også om kulturen. Det er i virkeligheden det, jeg også ser i den her tekst: fremelskelse af en kultur, hvor det er naturligt, at man som offentligt ansat og måske også privatansat bruger den viden, man opnår i sit arbejde, til at deltage i den offentlige samtale og kvalificere beslutningerne i vores demokrati. Den kultur vil vi også gerne være med til at fremelske, og vi synes, det er klogt og pragmatisk grebet an i det her beslutningsforslag, fordi det netop er så generelt formuleret, at man jo godt med alle sine betænkeligheder kan gå ind i et forhandlingsrum og så få skrevet alle de forbehold ind, man måtte have.

Derfor synes vi egentlig bare, at vi gerne vil kvittere SF for at tage emnet op igen og igen. Det sagde jeg til min egen gruppe, da vi skulle tage stilling til det. Jeg sagde: Det her er jo et emne, SF har taget op mange gange, og som jeg er glad for at SF tager op. Sådan kan vi jo nogle gange dække hinanden af. Så kan vi bruge energi på en masse andet. Men vi har meget stor respekt for det arbejde, som SF har lagt i forhold til den her vigtige dagsorden. Vi støtter den generelt, og vi synes også, at den er formuleret på en måde, så vi egentlig ikke kan forstå alle de der betænkeligheder, som der er nogen der har rejst heroppefra i dag.

Så med de ord kan jeg i hvert fald erklære vores støtte til beslutningsforslaget.

Tak for det. Der er ikke nogen korte bemærkninger. Tak til ordføreren. Vi kan gå videre til Dansk Folkepartis ordfører, og det er fru Mette Thiesen.

Tak. Jeg har lovet lige at vikariere for min kollega hr. Peter Kofod, som skulle til et andet møde her kl. 16.00.

Det her forslag har rigtig mange gode ting i sig. Jeg ved også selv som tidligere offentligt ansat, hvor vigtigt det er, at man kan ytre sig frit og ikke møde repressalier, hverken fra arbejdsgivere eller i øvrigt fra kollegaerne. Det var egentlig også bl.a. derfor, vi indgik en aftale med regeringen om netop det her, fordi det er noget, der også fylder meget hos os i Dansk Folkeparti.

Jeg kunne egentlig godt se, at vi lavede en beretning, hvor vi måske fik skrevet ind og fik mødtes om de her ting. For jeg tror sådan set helt grundlæggende, vi er enige om, at det er vigtigt, at offentligt ansatte har ytringsfrihed. Både hvis man kritiserer noget internt, men også hvis man stiller sig op eksternt, er det vigtigt, at man ikke møder repressalier, som vi har hørt eksempler på, hvilket også er blevet nævnt fra talerstolen her tidligere.

Så ja, en beretning kunne vi rigtig godt tænke os at lande, og vi er i øvrigt rigtig glade for, at der kommer et lovforslag for netop at sikre og lovfæste offentligt ansattes ytringsfrihed.

Mange tak for det. Der er en kort bemærkning fra fru Karina Lorentzen Dehnhardt.

Jamen jeg vil da helt sikkert også elske en beretning, men jeg tror, det bliver ret svært at få regeringen med på den sidste del.

Nu var fru Mette Thiesen her så ikke, da jeg roste hr. Peter Kofod for at lande den her aftale, for det var jo sådan, at vi faktisk havde en aftale med Dansk Folkeparti og den tidligere regering om præcis en lovfæstelse.

Men der mangler noget i den aftale, som er i det her beslutningsforslag, bl.a. sikringen af privatansattes ytringsfrihed. Vi giver jo flere og flere opgaver til det private. Det er bosteder, der har med sårbare børn og unge og mennesker med handicap at gøre, det er ældrepleje osv., hvor det er private, der udfører opgaver for det offentlige. Deres ytringsfrihed er bare meget, meget ringere sikret, siger Ytringsfrihedskommissionen, end offentligt ansattes ytringsfrihed er. Jeg ville så gerne forstå, hvorfor Dansk Folkeparti ikke tog det element med, da man indgik en aftale med regeringen.

Ordføreren.

Jeg skal ikke kunne sige det helt konkret, da det ikke var mig, der sad og forhandlede det. Men jeg kan sige så meget, at jeg lige talte med hr. Bjørn Brandenborg lige før, hvor vi i hvert fald talte om det her med, om vi måske kunne finde ud af at lande en beretning. Det synes jeg ville være rigtig godt. Det bakker vi gerne op om i Dansk Folkeparti. Nu sidder han og griner dernede – nå, jeg beklager. Men jeg tror ikke, det er helt udelukket, at vi kan lande en beretning. Det er bare for at sige, at det tror jeg ikke. Men lad os da arbejde for det alle sammen. Nu har jeg sagt noget forkert, kan jeg høre. Jeg lader være med at snakke.

Så er det fru Karina Lorentzen Dehnhardt.

Jeg tror i hvert fald, der ligger et lille stykke arbejde med at overbevise justitsministeren. Men det håber jeg at fru Mette Thiesen ville kunne lykkes med, for jeg synes faktisk, det er rigtig vigtigt. Vi har også brug for at kende konsekvenserne af arbejdsforholdene på bosteder. Vi ser jo desværre af og til, både på offentlige, men også på private bosteder, at der foregår ting, som vi burde have vidst noget om noget tidligere, og hvor sårbare mennesker er kommet i klemme. Så jeg ser frem til forsøget med en beretning.

Ordføreren.

Tusind tak. Nu kan jeg ikke engang sige det – det er et engelsk udtryk. Men uden så at udtale mig for meget er det som sagt også noget, jeg har overtaget, så jeg ved ikke noget om den tidligere aftale. Men vi er i hvert fald i Dansk Folkeparti glade for den aftale, vi har lavet med regeringen, og hvis der f.eks. kan landes en beretning med bred opbakning, vil det også være rigtig fint. Uanset hvad, er vi virkelig, virkelig glade for, at vi har landet en aftale med regeringen i forbindelse med det her lovforslag, der kommer efter sommerferien, hvor man så har mulighed for at stadfæste offentligt ansattes ytringsfrihed.

Tak for det. Der er en kort bemærkning fra hr. Bjørn Brandenborg fra Socialdemokratiet.

Tak for det. Jeg vil gerne starte med at undskylde, at jeg forvirrede ordføreren på vej op på talerstolen; det var ikke fair, når ordføreren er vikar på det her forslag. Men det, som jeg prøvede at tale med ordføreren om, var faktisk det næste forslag, vi har på dagsordenen i dag, som handler om en samtykkebaseret voldtægtsbestemmelse og en beretning om det spørgsmål.

Men jeg tænker, at i og med at os, der er her i salen i dag, har syv forskellige forslag til behandling, er det jo fair nok, at vi måske engang imellem kommer til at blande dem lidt sammen. Og de elementer omkring beretningen, som ordføreren fra Dansk Folkeparti har nævnt her, tænker jeg at vi tager en snak om igen på den anden side af det her. Men tak til ordføreren for en, synes jeg, ellers god tale, og jeg beklager forvirringen herfra.

Ordføreren.

Forvir løs; alt er godt. Så skal jeg beklage den forvirring, der kommer af, at vi har mange sager til behandling i salen i dag. Jeg har selv de næste to, og så tager vi også lige den snak om en beretning i forhold til det andet forslag. Det beklager jeg meget. Jeg havde forståelsen af, at det var det her forslag, det handlede om.

Uanset hvad vil jeg sige tak for at sætte tingene rigtigt, hr. Bjørn Brandenborg. Og så vil jeg sige, at vi stadig væk – stadig væk – er rigtig, rigtig glade for den aftale, som vi har lavet med regeringen, om offentligt ansattes ytringsfrihed, og jeg tænker, at det i hvert fald er et rigtig godt udgangspunkt. Og så siger jeg ikke mere herfra.

Så siger vi tak til ordføreren. Der er ikke flere korte bemærkninger. Og så giver jeg ordet til ordføreren for forslagsstillerne, fru Karina Lorentzen Dehnhardt fra Socialistisk Folkeparti.

Tak for ordet. Der røg den beretning vist, men skidt pyt, det vigtigste er jo sådan set kommet igennem, nemlig lovfæstelsen, kan man sige. Det er jo en lille smule utaknemligt at stå med et beslutningsforslag, hvor noget af det jo er afløst af en politisk aftale, men jeg er trods alt glad for, at det nu er lykkedes Dansk Folkeparti at få regeringen til at tage stilling til det her spørgsmål, for jeg har faktisk spurgt til det som udvalgsspørgsmål, og der var regeringen ikke klar til at melde noget ud.

Vi må så også sige, at Dansk Folkeparti jo er sprunget fra et fælles beslutningsforslag om et ministerkodeks, og som betaling har de så fået den her lovfæstelse af offentligt ansattes ytringsfrihed, som vi jo aftalte sammen med Dansk Folkeparti før valget i 2022. Og vi er selvfølgelig lidt kede af, at vi ikke er blevet inviteret med ind i den her aftale, men man skal aldrig græde over spildt mælk, og det vigtige er jo, at vi når et eller andet resultat her. Det, som vi kan undre os over, er så, at det ikke har udløst et ramaskrig i hverken blå eller rød blok, mens man jo var et helt andet sted, da SF forlod et beslutningsforslag om en undersøgelse af FE-sagen. Men jeg tænker, at vi bare skal lade det ligge og konstatere, at det jo ikke er så ualmindeligt at indgå aftaler, hvis man får nogle indrømmelser, som man synes er vigtige.

Det gode er jo, at vi får en lovfæstelse og dermed også en tydeliggørelse af, at offentligt ansatte har ytringsfrihed. For jeg synes klart, at der er et problem, og jeg tænker, at de fleste af os har modtaget et skriv fra FOA forud for behandlingen her. De har nemlig undersøgt, hvordan det står til med ytringsfriheden i deres sektor, og det er ikke så godt, kan jeg godt afsløre. Et ud af fem medlemmer har de seneste 2 år oplevet kritisable forhold på deres arbejdsplads, som de mener at offentligheden burde have kendt til. Samtidig har et ud af fire medlemmer holdt kritik tilbage, fordi de frygter repressalier. Og de er jo ikke alene om problemet. Det samme kan man jo læse, når det handler om politibetjente, og når det handler om socialrådgivere og mange andre faggrupper.

For FOA-medlemmernes vedkommende handlede de kritisable forhold først og fremmest om dårligt arbejdsmiljø og dårlig ledelse, men 50 pct. handlede faktisk om, at der ikke er tid nok til de borgere, som de skal tage sig af. Det er børn, og det er patienter. 47 pct. handlede om, at arbejdet ikke udføres forsvarligt. 38 pct. handlede om sjusk og fejl blandt kollegaerne. Og 24 pct. handlede decideret om omsorgssvigt. Det synes jeg altså er tankevækkende og meget voldsomme ting, hvis det ikke afstedkommer en offentlig debat, for så er det jo udsatte borgere eller ældre, som betaler prisen og måske i værste fald med deres helbred.

På den positive side må jeg så sige, at 61 pct. faktisk havde forsøgt at tage det op med deres kollegaer. Det var kun 2 pct., som gik til offentligheden eller skrev om det på Facebook. Og jeg synes faktisk, at vi har ret til at kende sandheden om de politiske prioriteringer og konsekvenser af dem. Vi går jo glip af vigtig viden, som kan bruges til at forbruge den offentlige sektor med, hvis folk ikke fortæller om deres arbejdsforhold. Men 39 pct. i FOA's undersøgelse har oplevet, at ledelsen direkte eller indirekte fortæller dem, at de skal afholde sig fra at deltage i den offentlige debat, og det går jo ikke; det er faktisk hamrende ulovligt.

Det er derfor, at vi i SF faktisk mener, at vi burde hæve kompensationsniveauet for uretmæssige indgreb i ytringsfriheden ...

Undskyld, at jeg lige afbryder. Det er fint at tale sammen, mens der er nogle på talerstolen, men så skal der hviskes, eller også må man lige gå ud til siden. I bliver nødt til lige at viske eller også gå ud i siden af salen, så det ikke forstyrrer. Der er meget lydt, når man står heroppe og skal holde sin tale. Så tak.

Værsgo at fortsætte.

Jeg er ikke særlig lydfølsom; jeg havde faktisk ikke registreret det. Men jeg kom dertil, hvor jeg sagde, at jeg synes, at vi skulle hæve kompensationsniveauet for uretmæssige indgreb i ytringsfriheden. For jeg tror faktisk, at det her med at skulle betale, hvis man knægter en ansats ytringsfrihed, tit forstås bedre – i hvert fald i forhold til at det er noget, man skal afholde sig fra.

Som vi har nævnt i forslaget, kunne man også overveje en delt eller en omvendt bevisbyrde, så det ikke altid er medarbejderne, der står alene og skal bevise, at en sanktion sker, fordi han eller hun har brugt sin ret til ytringsfrihed. Vi har sådan en mulighed i barselssager, så det er jo ikke et helt ukendt fænomen. De to ting er imidlertid ikke en direkte del af forslaget her. Vi har sagt, at det er noget, man kan overveje, og det lykkedes os jo heller ikke at få dem ind i aftalen fra 2022, så det havde jeg egentlig heller ikke en forventning om kunne blive en del af en eventuel beretning på det her forslag. Nogle gange har jeg det lidt sådan, at ytringsfrihed nok mest er noget, vi hylder i taler, og det er jo så også derfor, at vi har skrevet, at det her var noget, som regeringen kunne overveje.

Til gengæld har vi jo så medtaget de andre dele, bl.a. det om at kunne lave en arbejdsgruppe, som kunne se på, hvordan vi reelt sikrer ytringsfrihed for privatansatte, og det blev jo også en del af den aftale fra 2022. For der er bare flere og flere private, som udfører arbejdsopgaver for det offentlige, og det handler altså også om ældre, sårbare børn og unge og mennesker med handicap på vores bosteder. Vi kan i hvert fald se af Ytringsfrihedskommissionen, at deres ytringsfrihed har det ret meget mere svært end de offentligt ansattes. Der er faktisk ikke så mange regler, der regulerer det. Der er ganske enkelt mindre beskyttelse. Det var derfor, at Ytringsfrihedskommissionen foreslog, at man lavede en arbejdsgruppe, som kiggede nærmere på det her. Og jeg tror, at langt hovedparten af de private udfører et godt job.

Som fru Mai Mercado sagde, er der altså også nogle gange problemer – det ser vi jo også i fjernsynet – på de offentlige institutioner. Pointen er bare, at her er der tit en større gennemsigtighed. Her er der en forvaltning, man skal stå til ansvar over for, og den gennemsigtighed findes altså ikke på samme måde i det private. Så det giver rigtig god mening at kigge nærmere på det. Der har f.eks. lige været en sag her i marts, som handler om et børne- og ungecenter i Vejle. Der er altså en gruppe på ni medarbejdere, som har skrevet om, at der foregår ting på den her institution, som ikke er så gode. Og desværre ser man jo tit, at det lige præcis er de medarbejdere, som er holdt op, som står frem, mens dem, som er i det, ikke tør. Så der er også brug for en beskyttelse af de privatansatte.

Men jeg forstår, at det ikke bliver lige nu, at vi skal diskutere det. Det vil jeg så arbejde videre med, og som den radikale ordfører sagde, er det her et spørgsmål, som SF har bragt op mange gange. Og det er helt klart, at det her ikke er et emne, som vi er færdige med endnu. Tak for ordet.

Tak til ordføreren for forslagsstillerne. Der er ingen korte bemærkninger.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår at forslaget til folketingsbeslutning henvises til Retsudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg dette som vedtaget.

Det er vedtaget.