Mange tak til formanden. Jeg vil også gerne sige tak til alle sammen for de gode ordførertaler, selv om jeg ikke er helt enig i dem alle sammen. Så vil jeg også lige, mens jeg husker det, sige, at jeg skulle hilse fra Radikale Venstre og sige, at de har meldt afbud, og at de bakker op om forslaget.
Det er et anerkendt problem, at den kollektive transport i landdistrikterne bliver dårligere og dårligere. Ud over at busruter nedlægges og forringes, er der et stort fald i udbuddet af taxaer. Det er for mange ikke muligt at få en taxa hjem efter et bryllup eller en 40-årsfødselsdag i det lokale forsamlingshus. HORESTA var for få uger siden ude med en bekymringsskrivelse på vegne af deres mange medlemmer ude i landdistrikterne, og de er af samme overbevisning, nemlig at det koster arbejdspladser i landdistrikterne for hotel- og restaurationsbranchen, at man ikke bare kan tage ud at spise og så være sikker på at kunne komme hjem efterfølgende. Tænk også på de unge, der bor ude i landdistrikterne, og som en fredag eller lørdag gerne vil i byen i den nærliggende storby. Hvad vi tager fuldstændig for givet her i København og andre storbyer i Danmark, altså det, at man kan blive transporteret hjem, hvad enten man har været til fest eller til møde, er for andre andre steder i landet en kamp, og mange steder er det en umulig kamp.
Det er ikke nogen hemmelighed, at et af problemerne i landdistrikterne som følge af mange års velstand er, at folk har erhvervet sig en bil, hvilket gør grundlaget for den kollektive transport dårligere. Derfor mener vi også i Liberal Alliance, at løsningen skal findes ved at aktivere privatbilismen. Med forslaget i dag vil vi åbne op for en liberalisering af taxalovgivningen i landdistrikterne, således at det fremadrettet bliver lovligt via apps at transportere medborgere mod betaling. Helt konkret vil vi fjerne krav om taxameter, sædefølere og chaufføruddannelse, når en taxatur starter i et landdistrikt, og gøre det muligt at oprette et kørselskontor via apps som f.eks. i Uber, Bolt eller nogen af de mange andre kørselstjenester, der udbydes og tilbydes rundt i verden, også i mange af de lande, som vi normalt sammenligner os med.
Som det fremgår af beslutningsforslaget, vil vi også gerne være imødekommende i forbindelse med det om, hvorvidt dem, der tilbyder kørsel via apps, slipper for at betale skat af deres fortjeneste. Derfor mener vi, at skattevæsenet skal have fuld adgang til et kørselskontor, der er oprettet via en app. Hvorfor er det, at vi skal vente på et ekspertpanel? Denne løsning vil skabe bedre mobilitet, og uanset hvilke anbefalinger der kommer fra vores ekspertpanel, vil det her forslag aldrig skade mobiliteten. Vi havde samme argument, da vi for få måneder siden indførte en liberalisering på de danske øer, og det kunne vi godt uden ekspertpanelets vurdering.
Jeg håber, at dem, der kerer sig om landdistrikterne og mobiliteten, vil støtte vores beslutningsforslag. Jeg har lidt svært ved at forstå Venstre og Moderaternes padlen tilbage på det her forslag. De har begge to været ude og været meget positive over for forslaget, ja, det var så konkret Uber, som også er en del af det her forslag, men så stemmer de alligevel nej til forslaget i dag eller siger, at de ønsker at stemme nej til det.
Så er der kommet en række spørgsmål fra Socialdemokratiet, og det første er, hvordan man vil sikre, at man betaler skat af en gadetur. Normalt får man ikke en gadetur, når man bestiller taxakørsel via apps. Så bestiller man via sin app, og så kommer der en bil og henter en. Så jeg er slet ikke bange for, at man kommer ud for en situation, hvor der lige pludselig er rigtig mange, der kører pirattaxa, og hvis det var et problem, var det nok heller ikke lovligt i andre lande.
Der er kommet en lang række andre spørgsmål til, hvordan vi sikrer, at de her kørselskontorer overholder loven, men ligesom i dag skal kørselskontoret jo også overholde loven, og det er jeg da også sikker på at dem, der opretter et kørselskontor via en app, vil gøre, for ellers får de samme straf, som de vil få, hvis et taxaselskab i dag ikke overholder loven.
Så vil jeg bare til de generelle spørgsmål og bekymringer, hvad der skal være landdistrikter, og hvordan det her forslag helt præcis skal strikkes sammen, sige, at jeg egentlig havde regnet med, at vi skulle tage det i udvalgsarbejdet, og ministeren kom med nogle gode forslag til det. Det er jo ikke sådan, at vi har sagt, at det er lige præcis sådan her, det skal være. Vi er åbne over for mange forskellige modeller inden for det her, bare vi får liberaliseret taxalovgivningen. Vi er også åbne over for det, som Alternativet kom med, at nemlig at man, hvis det her blev lovliggjort, så evaluerede på det om 2 år, og fandt man så ud af på det tidspunkt, at det har skabt dårligere mobilitet, eller at der ikke var nogen, der betalte skat, selv om skattevæsenet har adgang til appsene, eller et eller andet problem, så er vi selvfølgelig også med på at evaluere lovgivningen efterfølgende. Ellers vil jeg bare sige tak for debatten.