Det næste punkt på dagsordenen er:

14) 2. (sidste) behandling af beslutningsforslag nr. B 131:

Forslag til folketingsbeslutning om afdækning af mulighederne for indførelse af økonomiske sanktioner mod Israel.

Af Trine Pertou Mach (EL) m.fl.

(Fremsættelse 28.02.2024. 1. behandling 16.04.2024. Betænkning 16.05.2024).

Der er ikke stillet ændringsforslag.

Fru Trine Pertou Mach.

Tak for det. Tilbage i januar kom Den Internationale Domstols med en kendelse, hvor den pålagde Israel en række ting. Måneden efter, hvor Israel skulle rapportere om, hvordan de levede op til nødhjælpen til palæstinenserne, beskyttelse af civile osv., kunne alle, der har kigget på det, der var sket, konstatere, at Israel ikke har levet op til de pålæg. Der var en yderligere skærpelse i marts måned. I forrige uge meldte chefanklageren for Den Internationale Straffedomstol, at han anmodede om en arrestordre på fem navngivne personer, nemlig tre Hamasledere og to ministre fra Israel, herunder den israelske premierminister. I fredags, tror jeg det var, meldte Den Internationale Domstol, ICJ, sig igen på banen og beordrede et øjeblikkeligt stop for den israelske militæroffensiv i Rafah.

Der er ingen domme her. Der er endnu ikke en arrestordre, men det er det internationale samfunds institutioner, der taler med meget store bogstaver omkring alvoren i den situation, som udspiller sig i Gaza. Det er en alvor, vi har diskuteret mange gange i Folketingssalen, som man diskuterer verden over, hvor folk demonstrerer og laver manifestationer, kræver sanktioner, boykot osv., men som indtil videre i dansk sammenhæng primært er blevet ved ord. Det er ikke sådan, at ordene ikke har været vigtige – der har også været skærpet retorik fra regeringens side; det anerkender jeg – men det har endnu ikke ført til egentlig handling.

Den kendelse, som kom fra Den Internationale Domstol i sidste uge, efterlader ikke plads til fortolkning, heller ikke til fordrejning. Domstolen har i sin vurdering også behandlet betingelserne for det argument, Israel bruger, nemlig at de har ret til selvforsvar, og vurderingen er netop, at den plan om at gå ind i Rafah ikke kan lade sig gøre uden fuldstændig uoverskuelige konsekvenser for civilbefolkningen. Det, der foregik i forgårs, understreger den vurdering.

Der er blevet trukket på verdenssamfundets fremmeste stemmer, UNICEF, FAO og WHO, hvis rapporter er fuldstændig enslydende med, hvad internationale organisationer har sagt siden sidste år – det være sig Røde Kors, Amnesty International osv. – nemlig at der ikke er nogen sikre områder, som mennesker kan flygte til, og at dem, der er fordrevet i Gaza, har været fordrevet ikke bare en gang, men to gange, tre gange, fire gange. Og lige så klar, den melding er, lige så klart er det også, at Israel ikke har levet op til den afvejning. De har ignoreret den afvejning og de pålæg, de har fået hele vejen igennem.

Domstolen kan ikke sanktionere. Det er op til resten af verdenssamfundet at handle på den viden, vi har. Det er os, altså Danmark som land. Det er andre europæiske lande, som bryster sig af – med god ret – at være en del af verden, hvor man på stærkeste vis har haft udviklede retsstater, forsvar for menneskerettigheder og velfungerende samfund. Det er også en del af verden, hvor vi påkalder os den internationale retsorden som fuldstændig afgørende i kampen mod barbariet, ufriheden, diktatorer og undertrykkende regimer. Derfor påhviler det os – også som Folketing, mener vi i Enhedslisten – ikke bare entydigt at udtale opbakning til både ICJ og ICC, sådan som udenrigsministeren har gjort, men også med alle midler og ad alle veje at søge måder at få Israel til at stoppe sin offensiv på.

Det er jo sådan med international ret, at den gælder for alle. Heller ikke Israel har ret til at begå folkedrab, krigsforbrydelser eller ignorere folkeretten og krigens love, og derfor mener vi, at vi har pligt til som Folketing, og at regeringen har pligt til, at vi flytter os væk fra det, som i virkeligheden er ved at blive en yderposition, som Danmark placerer sig i ved ikke endnu klart at have taget afstand fra Israels fremfærd. Derfor synes vi, at den her kendelse skal have konsekvenser, også for dansk udenrigspolitik.

Nu ligger der jo to forslag i dag, både et om økonomiske sanktioner mod Israel, men også et om at stoppe for vores våbenhandel, og jeg vil gerne på det allerstærkeste appellere til, at man lytter til, hvad EU's udenrigschef har sagt, nemlig at EU nu må træffe et valg, og Danmark må også træffe et valg, kunne jeg tilføje. Det er at vælge imellem, om vi støtter de institutioner, der står vagt om folkeretten, eller om vi støtter Israel.

I virkeligheden burde det valg ikke være særlig svært. Vi kan aldrig som en lille stat med ekstremt stort behov for en velfungerende international retsorden vælge side med bøllestater og krigsforbrydere. Så derfor vil jeg appellere til, at man fra Folketingets side og regeringspartiernes side bakker op om det her beslutningsforslag om at undersøge, hvordan vi kan indføre økonomiske sanktioner mod staten Israel, både bilateralt og igennem EU. Tak for ordet.

Tak for det. Der er foreløbig to korte bemærkninger. Først er det hr. Mikkel Bjørn, Dansk Folkeparti.

Tak for det. Jeg vil egentlig spørge ordføreren, om ikke ordføreren kan forstå det, hvis der sidder folketingsmedlemmer, som er til stede her i dag og synes, at det er en smule hyklerisk, at Enhedslistens ordfører går på talerstolen og taler om at stå vagt om folkeretten og slå ned på krigsforbrydelser og alle mulige andre ting, når Enhedslisten selv har været med til bevidst at sende penge i hænderne på velkendte terrorister. Det er mennesker, der eksempelvis, som det er blevet afdækket for nylig, var med til at slagte en blot 21-årig civil praktikant. Der vil jeg godt spørge ordføreren, hvad Enhedslisten har tænkt sig at gøre ved det, og hvordan Enhedslisten kan stå på talerstolen i dag og svinge sig så højt op på den retoriske hest, når man ikke har styr på sin egen baghave.

Ordføreren.

Jeg vil gerne gøre det fuldstændig klart, at i Enhedslisten fordømmer vi alles krigsforbrydelser og alles terror, altid og til enhver tid. Og det, der er kommet frem omkring DFLP, som ordføreren henviser til, er fuldstændig rædselsfuldt, og jeg kan kun på det skarpeste tage afstand fra det – kan kun på det skarpeste tage afstand fra det. Det er jo også sådan, og det ved ordføreren, for ordføreren har stillet spørgsmål af den her karakter adskillige gange, at vi faktisk finder det ganske forfærdeligt, og at vi, i det øjeblik vi blev bekendt med, at DFLP selv meddelte, at de havde været aktive den 7. oktober, afbrød relationen til dem. Det er også klart, at den økonomi, der har været omkring projektet, som startede tilbage i 2021, er blevet tjekket og har været igennem en revision, og ingen af de penge er gået til den handling, der foregik den 7. oktober. Men jeg tager på det skarpeste afstand fra den organisation og dens medvirken til de handlinger, som er blevet afdækket.

Hr. Mikkel Bjørn.

Altså, vi taler om en terrororganisation, som har været ude ad flere omgange, mens Enhedslisten har taget initiativ til at sende penge til den organisation, og tage ansvar for angreb på civile. Det har de selv været ude at tage ansvar for offentligt, og efterfølgende har Enhedslisten så valgt at sende dem penge. Jeg er nysgerrig på, hvem »os« er, når ordføreren siger: For os i Enhedslisten er det sådan? For faktum er jo, at der i dag sidder medlemmer af Enhedslistens hovedbestyrelse, som stadig ønsker at sende penge i hænderne på de her terrorister. Hvad har Enhedslisten tænkt sig at gøre med de medlemmer? Kan de fortsat sidde i Enhedslistens hovedbestyrelse?

Ordføreren.

Enhedslistens politik er fuldstændig klokkeklar: Vi støtter ikke terror; vi fordømmer det på det skarpeste. Og vi har ikke nogen samarbejdsrelation med den organisation længere, fordi den meldte, at den havde været aktiv den 7. oktober, og det kan vi på ingen måde leve med. Derfor har vi ikke den samarbejdsrelation længere.

Hr. Peter Kofod, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Hvorfor svarer ordføreren ikke på hr. Mikkel Bjørns spørgsmål? Hvordan kan det være, at Enhedslisten den dag i dag har medlemmer, som jo ikke vil fordømme det her; har medlemmer, som vil fortsætte den økonomiske støtte til den her terrororganisation? Hvis Enhedslisten skal ranke sin ryg, kræver det jo, at man tager et klart opgør med de kræfter, der ønsker, at danske skattepenge skal falde i hænderne på terrorister, der slår civile ihjel.

Hvorfor er det, at Enhedslisten i dag ikke bare laver et clean cut og smider de her medlemmer ud, tager dyb afstand fra dem og siger, at man selvfølgelig ikke kan være medlem af Enhedslisten, hvis man ønsker, at danske skattekroner skal falde i hænderne på en terrororganisation? Hvorfor vil ordføreren ikke give den garanti nu?

Ordføreren.

Fordi det ikke tilkommer mig som folketingsmedlem at smide folk ud af det parti, jeg er en del af. Det har vi processer for, hvilket jeg ved at ordførerens eget parti også har. Jeg vil til gengæld også bare gerne gentage, at Enhedslistens årsmøde entydigt – entydigt – stemte det forslag ned om, at man skulle genoptage det her samarbejde. Det er ikke på nogen måder Enhedslistens politik, og hvis de mennesker mener det, må de stå på mål for de holdninger; det er ikke Enhedslistens politik, og det er ikke min politik.

Hr. Peter Kofod.

Det, jeg ikke kan forstå, er, at ordføreren overhovedet vil være på hold med den slags mennesker. Hvis den slags mennesker havde forsøgt at komme ind i Dansk Folkeparti, så havde vi smidt dem ud på bagdel og albuer lige på stedet. Vi ville ikke have haft den slags mennesker ind. Vi ville ikke røre dem med en ildtang.

Hvordan kan det være, at Enhedslisten insisterer på at være rugekasse for den del af den fanatiske venstrefløj, der ikke tager afstand fra terror, altså for den del af den fanatiske venstrefløj, der synes, at danskernes skattepenge skal gå til en organisation, der slår civile ihjel?

Ordføreren.

Enhedslisten er på ingen måde rugekasse for noget som helst af den karakter. Enhedslistens politik og praksis er fuldstændig klar. Hvis jeg havde de holdninger, ville jeg grundigt overveje, hvilket parti jeg skulle være medlem af, for det er ikke Enhedslistens politik.

Fru Sólbjørg Jakobsen, Liberal Alliance. Værsgo.

Jeg bliver simpelt hen nødt til at følge op på Dansk Folkepartis spørgsmål her. Vi har også en proces her i Liberal Alliance, men jeg tør godt sige her som folketingsmedlem – og det er jeg meget sikker på at alle medlemmer af mit parti, både folketingsmedlemmer og øvrige partifæller, meget nemt ville kunne sige – at hvis man gerne vil genoptage støtten til en organisation, som udfører sådan et terrorangreb som det, vi har set, så skal man ikke være i vores parti.

Kan ordføreren ikke skråsikkert stå og sige, at hvis man støtter terror, så kan man ikke være en del af Enhedslisten?

Ordføreren.

Altså, jeg sidder ikke i hovedbestyrelsen, så jeg kan ikke svare dig vedrørende den formelle proces. Jeg kan bare gentage, hvad jeg sagde før: Jeg mener ikke, at man har placeret sig rigtigt, hvis man har de holdninger. Enhedslistens politik er ikke at støtte den organisation eller nogen som helst andre for den sags skyld, for det er fuldstændig forfærdeligt. I virkeligheden synes jeg, det er fuldstændig rædselsfuldt at konstatere, at nogle, man havde regnet med og havde et samarbejde med, deltager i den type aktioner. Jeg synes, det er fuldstændig forfærdeligt.

Fru Sólbjørg Jakobsen.

Det er heller ikke alle medlemmerne blandt mine partifæller her, der sidder i hovedbestyrelsen, og jeg har heller ikke spurgt dem direkte, men jeg tør sige med et hundrede procents sikkerhed, at selv om de ikke sidder i hovedbestyrelsen, så ville de sige: Man kan ikke sidde i Liberal Alliance, hvis man gerne vil sende penge til en terrororganisation. Hvordan kan det være, at Enhedslisten ikke få de ord ud på sin tunge? Hvordan kan det være, at man ikke få det ud af munden? Det er da helt skørt.

Ordføreren.

Jeg synes, at det skøre er, at man mener, at man skal samarbejde med en organisation, der har deltaget i den terrorhandling, der foregik den 7. oktober. Det synes jeg er fuldstændig forfærdeligt, og jeg synes, det er rædselsfuldt at skulle diskutere det. Men Enhedslistens årsmøde har entydigt stemt det ned og sagt, at det bakker vi ikke op om. Det forslag faldt med et kæmpe brag.

Hr. Lars Boje Mathiesen, uden for grupperne. Værsgo.

Jeg forstår godt, der er processer, ordføreren ikke kan tage ansvar for, altså om det skal udskydes. Men er det ordførerens holdning – det kan ordføreren jo godt svare på – at der er plads til personer i Enhedslisten, som ønsker at sende penge ned til en terrororganisation? Jeg spørger ikke til den officielle holdning. Nu spørger jeg ordføreren. Synes ordføreren, at der er plads til folk i Enhedslisten, som gerne vil sende penge til terrororganisationer?

Ordføreren.

Jeg er i Enhedslisten, fordi det er et parlamentarisk parti, der ikke går ind for den slags metoder i forsøget på at ændre verden. Så det er fuldstændig klart for mig. Jeg deler ikke værdier med nogen, der mener, at man skal støtte terror, hvad enten de placerer sig det ene eller det andet sted på det politiske spektrum. Så det kan jeg godt bekræfte ordføreren i.

Hr. Lars Boje Mathiesen.

Det var overhovedet ikke svar på mit spørgsmål. Jeg spørger bare om ordførerens holdning, og den vil jeg gerne have et svar på. Lad være med at tale udenom. Mener ordføreren, at man godt kan være medlem af Enhedslisten, hvis man ønsker at sende penge til en terrororganisation. Jeg spørger bare om ordførerens holdning, så lad være med alt det andet. Mener man godt, at man kan være medlem af Enhedslisten og gøre det?

Ordføreren.

Altså, jeg gentager, hvad jeg har sagt flere gange før: Jeg synes, man har placeret sig fuldstændig forkert, og at man bør kigge sig om efter et andet parti.

Hr. Rasmus Jarlov, Det Konservative Folkeparti. Værsgo.

Jeg synes, det spørgsmål, som Dansk Folkeparti rejser, er meget interessant. Jeg vil også gerne sige, at vi fra Det Konservative Folkepartis side har det på samme måde. Vi har ikke plads til folk, der støtter terror, i vores parti. Så skal man være et andet sted. Det er da et partis opgave at rydde op i sin medlemsskare. Kan det virkelig være rigtigt, at vi har et dansk parti her i Folketinget, som tolererer at have terrorsympatisører som medlemmer?

Hvis det havde været omvendt, hvis det havde været Dansk Folkeparti, der havde accepteret medlemmer af en eller anden højreradikal eller jødisk organisation, som støttede terror, havde Enhedslisten ligget i fosterstilling. Havde det været et parti, der sad i regering, havde Enhedslisten konstant indkaldt til samråd.

Det er jo totalt hyklerisk, at man accepterer at have folk, der begår terror, i sine egne rækker, uden at rydde op i det. I stedet for fremsætter man forslag i Folketinget om sanktioner mod Israel. Tag da lige og fej for egen dør først.

Ordføreren.

Altså, jeg kan kun gentage, hvad jeg har sagt, nemlig at jeg synes, at man har placeret sig forkert, hvis man mener, at man kan forene støtte til terror og det at være medlem af Enhedslisten. Det kan jeg kun gentage. Jeg har sagt det adskillige gange. Jeg kan godt forstå, at I har en fest i jeres side af salen, for det er nemmere at diskutere det her, end det er at diskutere det, som er sagens substans, nemlig hvordan vi forholder os til staten Israel og dens krigsforbrydelser og vores udenrigspolitiske ansvar for at rykke på det. Jeg kan godt forstå, at ordførerne bliver ved med at stille de her spørgsmål.

Jeg gentager: Det er ikke Enhedslistens politik. Det er ikke Enhedslistens politik at samarbejde med organisationer, der begår krigsforbrydelser eller terror, og det er heller ikke Enhedslistens politik på det individuelle niveau. Og det er min opfordring, at hvis man har de synspunkter, skal man kigge sig om efter et andet sted at være medlem, for det er ikke det parti, Enhedslisten er.

Hr. Rasmus Jarlov.

Jamen vi er jo bare nogle, der synes, at man skal rydde op i egne rækker, før man begynder at beskæftige sig med ting, som ligger langt væk og fremsætte symbolforslag, som ikke har nogen som helst effekt på en konflikt i Mellemøsten. I har terrorsympatisører i egne rækker; de er medlemmer af jeres parti.

Ordføreren.

Vi havde nogle medlemmer, der til Enhedslistens årsmøde stillede et forslag om at genoptage samarbejdet med den her palæstinensiske organisation. Det forslag faldt med et brag. Og jeg og flere af mine kollegaer har adskillige gange stået og sagt, at det ikke er Enhedslistens politik.

Jeg er med på, at det er fint for ordføreren at kalde alt det andet for symbolpolitik, men jeg synes, det er dødsensalvorligt, at vi har en stat i Mellemøsten, som er anklaget for en lang række af de mest alvorlige krigsforbrydelser i verden, og at vi fra dansk side – og det gælder også ordførerens parti – endnu ikke har formået at fordømme det.

Fru Pernille Vermund, Liberal Alliance. Værsgo.

Det, der jo er dødsensalvorligt, er, at vi i Danmark har et parti i Folketinget, som åbenlyst accepterer terrorsympatisører som medlemmer. De er ikke blevet smidt ud. Hvordan har ordføreren det med, at være medlem af et parti, der ikke smider medlemmer, som er terrorsympatisører, ud?

Ordføreren.

Jeg er et medlem af et parti, som fordømmer alles krigsforbrydelser og terrorhandlinger. Det gælder alle parter.

Fru Pernille Vermund.

Det er så let at sige, at man fordømmer noget. Ordføreren har jo reelt mulighed for at handle. Ordføreren og ordførerens kolleger her i Folketinget har mulighed for at handle. Man kunne som medlem af Folketinget sige: Kære venner, vi vil som folketingsgruppe ikke repræsentere et parti, der accepterer terrorsympatisører. Så ville der formentlig blive handlet i hovedbestyrelsen, på trods af at ordføreren ikke selv sidder i hovedbestyrelsen. Men det gør man ikke. Man vil ikke handle. Man vil bare stå her og fordømme noget. Hvor er det nemt.

Ordføreren.

Apropos hvad der er nemt, så er det vel at fortsætte den her dialog, når fru Pernille Vermund i virkeligheden har fået det, hun gerne ville have, nemlig en bekræftelse af, at det her ikke er Enhedslistens politik. Det er ikke Enhedslistens politik at støtte terror eller krigsforbrydelser, uanset hvem der begår dem. Og hvis vi skal tale om ikke at ville tage afstand, vil jeg bare minde om, at der i det her Folketing er en lang række partier, der endnu ikke har formået at kritisere Israel for den form for krigsførelse, de udfører i Gaza.

Fru Susie Jessen, Danmarksdemokraterne. Værsgo.

Det, der er det interessante her, er jo egentlig at høre fra Enhedslisten, hvad der skal til, for at man ryger ud af Enhedslisten som medlem. Der sidder nogle medlemmer af Enhedslisten, som ved et årsmøde vil indlede et samarbejde med terrorister. Det er jo det, der skete på Enhedslistens årsmøde. Det sidder man og behandler som ethvert andet lille forslag og uden egentlig at løfte et øjenbryn over det. Jeg synes, det er forkasteligt, at Enhedslisten accepterer medlemmer i Enhedslistens medlemsskare, som vil samarbejde med terrorister. Vil man ikke gøre mere ved det her? Det er da helt utroligt, hvis Enhedslisten ikke tager initiativ til, at de medlemmer ikke kan være en del af Enhedslistens gruppe mere.

Ordføreren.

Jeg vil sige til ordføreren: Først og fremmest blev ikke behandlet uden debat. Der var en klar debat. Der var en klar afstandtagen fra at genoptage det samarbejde. Det var også det, jeg sagde for få minutter siden til kollegerne nede bagved. Det blev stemt ned med et brag. Det er ikke Enhedslistens politik at genoptage det samarbejde.

Efter det er der kommet de her helt, helt forfærdelige videoer ud, som B.T. har kunnet vise, af det angreb, som var det, som hr. Mikkel Bjørn refererede til, med den 21-årige tanzanianer, der var i praktik på et mejeri, så vidt jeg husker. Det er fuldstændig aldeles rædselsfuldt, og jeg kan ikke få skarpe nok ord i min mund til at kunne få lov til at stå her uden at få en påtale fra formanden. Jeg synes, det er helt forfærdeligt, og jeg synes, det er forfærdeligt, at vi har haft samarbejde med en organisation, der faktisk har valgt at gå den vej. Derfor har vi ikke det samarbejde længere. Det er ikke Enhedslistens politik, og det er stadig væk min overbevisning, at man skal kigge sig om efter et andet sted at være medlem, hvis man har den form for sympatier.

Fru Susie Jessen.

Men problemet her er, at der er medlemmer af Enhedslisten, som stadig ønsker et samarbejde med DFLP. Det er det, der er det primære problem her – at man rigtig gerne vil fortsætte det her samarbejde. Der er mit spørgsmål bare til Enhedslisten, som Enhedslistens ordfører ikke svarede på: Hvad er det så, der skal til for at blive smidt ud af Enhedslisten, hvis det ikke er, at man er terrorsympatisør? Hvad skal der til?

Ordføreren.

Den tilgang, vi havde på årsmødet, var at tage debatten. Det var i øvrigt, før de her videoer kom ud, skal jeg lige understrege. Ikke desto mindre faldt det efter den debat med et kæmpestort brag. De medlemmer, der ønskede at genoptage det samarbejde, fik en meget klar melding om, at det ikke er Enhedslistens holdning og ikke årsmødets holdning, og derfor bliver det samarbejde ikke genoptaget.

Hr. Jeppe Søe, Moderaterne. Værsgo.

Jeg vil bare gøre det meget kort: Jeg tror ikke, der er mange her, der har en fest. Jeg tror faktisk, de tager det meget, meget alvorligt. Det tror jeg også I gør i Enhedslisten. Det håber jeg i hvert fald I vil gøre.

Jeg vil godt tilbage til talen, for jeg synes, det her handler meget om balancer. Det gør det jo altid, når der er to, der er i konflikt med hinanden. Så er det et eller andet ansvar, jeg synes vi alle sammen har, for ikke at male tingene op i sort og hvid. Jeg synes, at problemet i debatten meget ofte er, at noget, man tror, eller noget, man synes, eller noget, man mener at have hørt, fremlægges, som om det er noget, man ved.

Så jeg vil egentlig bare – og jeg skal nok gøre det kort, og jeg tager ikke ordet en gang til – have ordføreren til lige at gentage: Er det rigtigt, at ordføreren sagde, at der ikke er nogen domme, og at der ikke er nogen arrestordre, og at vi med andre ord skal balancere i det der tomrum, hvor vi har viden om noget, der måske kommer, og der er noget, der er på vej, og noget, der er ved at blive undersøgt? Og er det ikke lige præcis det, vi alle sammen, inklusive Enhedslisten, forsøger at balancere i i en meget, meget svær konflikt, som nødig må ende i sort-hvidt.

Ordføreren.

Det er jo ikke en særlig svær konflikt. Vi taler om en besættelsesmagt, som fører en fuldstændig brutal krig ude af proportioner i Gaza som reaktion på et fuldstændig forfærdeligt og brutalt terrorangreb. Men vi er langt forbi den diskussion. Jeg troede, vi havde været igennem det adskillige gange: at på samme måde som man ikke kunne forsvare det terrorangreb med årtiers undertrykkelse, besættelse, udvidelse af bosættelserne, apartheid, og hvad har vi, så kan man heller ikke retfærdiggøre den krigsførelse, som Israel udviser, med det terrorangreb.

Balancen, hr. Jeppe Søe, består i at placere sig konsistent og konsekvent på folkerettens side, menneskerettighedernes side, og det betyder, at man er nødt til at handle. Danmark har underskrevet folkedrabskonventionen, hvilket betyder, at vi er forpligtet til at forhindre et folkedrab. Der kan man ikke vente på, at juristerne har konstateret, at det er foregået, for så har vi ikke levet op til vores forpligtelser. Det her handler om en lang række klare signaler på, at den her krig er kørt af sporet, og det er vores pligt at lave de sanktioner, der er nødvendige.

Hr. Kim Edberg Andersen, Danmarksdemokraterne. Værsgo.

Jeg havde egentlig besluttet mig for ikke at sige noget, men jeg synes virkelig, at Enhedslisten strammer skruen. Jeg kan huske, at Enhedslistens ordfører stod, lige efter at terrorangrebet var sket – børneligene var nærmest ikke kolde endnu – og fordømte Israel. Nu viser det sig så, at Enhedslisten har medlemmer, som har fremsat et synspunkt, og folketingsgruppen synes ikke, det er slemt nok, til at de ligesom vil stille et ultimatum på det.

Så mit spørgsmål er egentlig meget enkelt. For der er det der med hykleri, og man kommer til at snakke i spor. Men Enhedslistens ordfører ved, at de medlemmer stadig væk er medlemmer af partiet. Skal jeg så opfatte det og skal folketingsmedlemmerne herinde opfatte det, som at det er, fordi folketingsgruppen har sympati for forslaget? For man ved jo alle sammen inde i Folketingssalen, der har fulgt debatten, at Enhedslistens kompas har været så skævt i forhold til den konflikt lige siden dag et, at vi synes, det er utroligt. Det er også derfor, det er lidt flabet at begynde at sige, at vi skal forhandle præmissen – at det er det, Enhedslisten siger. Vi synes, det er useriøst, for det kommer fra et parti, der ikke vil smide medlemmer ud, der vil støtte en terrororganisation. Vil Enhedslistens ordfører lige forklare mig det?

Ordføreren.

Jeg vil bare sige til ordføreren – og det ved ordføreren godt, hvis ordføreren i virkeligheden har hørt efter alle de mange debatter, vi har haft – at fra det første sekund har Enhedslisten sammen med det øvrige Folketing entydigt, utvetydigt fordømt det brutale terrorangreb, som Hamas og andre begik den 7. oktober; utvetydigt. Det er halvanden uge siden, vi behandlede et beslutningsforslag fra bl.a. os, hvor der også står, at vi fordømmer det terrorangreb. Det er jo slet ikke det, der er til diskussion.

Det, der er til diskussion, er, om ordføreren og ordførerens parti kan finde ud af at anvende den samme linse, de samme værdier, de samme principper og regler over for staten Israel og den krigsførelse, som de laver. Det er det, det her beslutningsforslag handler om. Det mener vi ikke at man kan undlade, og derfor er man nødt til at handle og ikke bare lade det blive ved ord. For den krigsførelse fortsætter.

Hr. Kim Edberg Andersen.

[Lydudfald] ...

Lige et øjeblik. Vi skal lige have tændt mikrofonen. Sådan. Værsgo.

Jeg synes, der er nogle journalister, der skal gå hjem og så gå igennem, hvad Enhedslisten har fremsat af forslag, og hvad de har sagt på talerstolen, og hvordan de er blevet banket på plads af hele Folketinget siden den dag, da det her terrorangreb skete. Så vil jeg egentlig bare sige, at problemet med, om vi skal behandle det her, og om vi skal køre efter den samme præmis, jo gør, at jeg skal have en tillid til, at det parti, der fremsætter det, er et parti, der tager afstand til terrorsympatisører, og det er det jo tydeligvis ikke, når I anerkender, at de må være medlem af jeres parti. Det er jo det, der er problemstillingen. Hvordan skal jeg kunne tage det seriøst, for jeg kan jo ikke få en ren udmelding fra Folketingsgruppen, om de tager afstand til de medlemmer. Vil I sørge for at smide dem ud, eller vil I bryde med dem, der er medlemmer?

Ordføreren.

For det første troede jeg ikke, at vi bankede hinanden på plads her i Folketinget; jeg troede, vi havde en politisk debat, hvor vi nogle gange bliver mere enige, og andre gange bliver vi mindre enige. Så jeg er lidt ærgerlig over, at ordføreren mener, at det er det, der er opgaven, og at det er sådan, ordføreren ser sin egen opgave over for Enhedslisten og venstrefløjen. Jeg er helt sikker på, at ordføreren og jeg aldrig bliver enige om, hvordan vi ser på den her konflikt, men jeg troede, vi kunne være enige om, at vi bruger de samme principper over for alle stater og aktører i verden; at en krigsforbrydelse er en krigsforbrydelse, at et terrorangreb er et terrorangreb, at overtrædelse af folkeretten er overtrædelse af folkeretten, uanset hvem det er.

Fru Charlotte Munch, Danmarksdemokraterne. Værsgo.

Tak. Ordføreren og jeg har jo været i debat sammen et utal af gange om lige præcis den her sag. Jeg har sådan set heller ikke en fest i dag. Jeg synes, at det her er meget alvorligt. Og jeg tror mest, at det handler om en undren – en undren over, at ordføreren jo har en meget hård og kontant kritik af Israel, men ikke har samme hårde kritik af egne medlemmer. Så ganske kort: Hvorfor er ordføreren ikke ude at sige højt, klart og tydeligt, at man ønsker, at disse medlemmer ikke hører til i ens parti? For jeg kunne da også sige på mit partis vegne, at det ville vi da aldrig acceptere.

Ordføreren.

Det er rigtigt, at ordføreren og jeg har stået her et utal af gange. I virkeligheden synes jeg, at vores samtaleform har været god undervejs, også der, hvor vi har været lodret uenige, hvilket vi immer væk har været nogle gange på det her punkt. Derfor undrer det mig faktisk også, at ordføreren oprigtigt kan være i tvivl om, hvor Enhedslisten og jeg selv står på spørgsmålet om terror. Det undrer mig faktisk rigtig meget.

For vi har fordømt og jeg har fordømt terrorangrebet den 7. oktober den ene gang efter den anden, også flere gange, inden det blev ordførerens tur til at stille spørgsmål. Det er indiskutabelt ikke Enhedslistens politik. Jeg er også glad for være en del af et parti, hvor årsmødet så hårdt stemte det forslag ned. Jeg synes, at det var et vanvittigt forslag at stille. Det var fuldstændig gakket. Jeg håber ikke, at der er nogen af de medlemmer af Enhedslisten, som stadig væk – efter de seneste oplysninger er kommet frem – mener, at det samarbejde skulle genoptages. For så mener jeg faktisk, at man skal finde sig et andet sted at være medlem.

Fru Charlotte Munch.

Det er jo netop det, min undren angår. Det er jo netop det, at vi har kunnet være enige og har kunnet tage diskussionerne på det plan, det nu engang hører til på. Men min undren går på, at ordføreren altid har været meget, meget kontant i sin kritik af Israels angreb, men ikke er klar nok i spyttet til at sige, at medlemmer ikke er velkomne hos Enhedslisten, hvis man støtter en terrororganisation. For det er jo ikke et spørgsmål om, om de har lyst til noget, eller om de vil finde sig et andet parti. Det er jo et spørgsmål om, at Enhedslisten melder ud, at de ikke er velkomne her. Hvad er ordførerens holdning til det? Og hvorfor går ordføreren ikke ud og siger det klart?

Ordføreren.

Jeg synes sådan set, at jeg har sagt det meget tydeligt og meget klart. Jeg synes, at hvis man stadig væk mener, at det samarbejde skulle genoptages efter de seneste oplysninger, skal man grundlæggende overveje med sig selv, om man er medlem af det rigtige parti, for det er i lodret strid med de principper, de værdier og den politik, som Enhedslisten står på, og som er folkeret, menneskerettigheder og internationale regler for krig og andet. Det er indiskutabelt vores politik. Terror kan aldrig nogen sinde – nogen sinde! – forsvares, uanset hvem der begår det mod dem.

Fru Zenia Stampe, Radikale Venstre. Værsgo.

Vi kommer til at stemme gult til forslaget. Men det er meget vigtigt for mig og for os at understrege det, som vi også understregede ved førstebehandlingen, nemlig at Israel skal overholde folkeretten og menneskerettighederne. Vi mener, at EU bør tage sine associeringsaftale op til revision i lyset af mulige menneskerettighedskrænkelser. For det er nemlig forudsætningen for det meget tætte partnerskab, man har i EU med Israel.

Så bare lige for at forklare vores gule stemme: Vi mener, at der er lidt for meget proces i det her, for vi mener, at vi sådan set har overblik over sanktionerne. Men vi bakker fuldstændig op om, at man selvfølgelig også ser på det her spørgsmål i relation til den aktuelle situation.

Ordføreren.

Tak for det. Jeg har glædet mig til netop at skulle have en debat om selve forslaget. Så tak for spørgsmålet til fru Zenia Stampe. Jeg synes naturligvis, at det er ærgerligt, at Radikale ikke bakker op om det her, også fordi en af de økonomiske sanktioner, der er fuldstændig nærliggende at lave, netop er EU's associeringsaftale med Israel. For den hviler præcis på principper om menneskerettigheder, folkeretten og grundlæggende demokratiske retsprincipper. Så jeg håber, at vi kan fortsætte dialogen om, hvordan vi kan lægge et maksimalt pres på Israel, også i handling, enten i dansk eller i europæisk sammenhæng.

Ønsker fru Zenia Stampe anden korte bemærkning? Nej. Så går vi videre til hr. Kenneth Fredslund Petersen fra Danmarksdemokraterne. Værsgo.

Tak. Nu har siddet og prøvet at tolke lidt på ordførerens udlægning. Skal jeg forstå det sådan, at ordføreren opfordrer de omtalte medlemmer til ad frivillighedens vej at melde sig ud af Enhedslisten? Det er sådan, jeg hører det. Hvis ikke de gør det, opfatter jeg det, som om ordføreren accepterer, at de fortsat er medlemmer af Enhedslisten.

Ordføreren.

Det er min klare overbevisning, at hvis man efter de oplysninger, der er kommet frem, med videoerne, som hr. Mikkel Bjørn refererede til indledningsvis, stadig væk mener, at Enhedslisten kunne være samarbejdspartner med den organisation, så har man fuldstændig misforstået Enhedslistens politik, og så deler jeg ikke grundværdier med de personer, og så deler Enhedslisten ikke grundværdier med dem. Og så mener jeg, at man bør overveje grundigt, om man skal være medlem af et andet parti.

Men jeg må også sige til spørgeren og andre: Alle medlemmer af et parti ved godt, at man ikke kan stå fra Folketingets talerstol og indlede en formel eksklusionsproces. Det er ikke sådan, spillet fungerer. Så hvis jeg står og råber det her fra, har det ingen virkning. Jeg mener, man placerer sig fuldstændig forkert, hvis man stadig væk har de holdninger, efter de oplysninger er kommet frem.

Hr. Kenneth Fredslund Petersen.

Altså er konklusionen, at hvis ikke man selv melder sig ud, og hvis ikke man selv mener, at man ikke passer i Enhedslisten, så er det fint. Jeg synes, det lyder helt vildt. Jeg er enig i, at ordføreren ikke kan stille sig op og indlede en eksklusion, men derfor kunne man jo godt sige: Jeg ser gerne, at de omtalte personer bliver fjernet fra partiet.

Ordføreren.

Jeg gentager, at hvis man stadig væk har de synspunkter og den opfattelse, efter de nye oplysninger er kommet frem – der er jeg ikke opdateret med hensyn til min viden om, hvad de pågældende medlemmer mener – så mener jeg ikke, man skal være i Enhedslisten, for så mener jeg ikke, man deler grundværdier med partiet.

Fru Mette Thiesen, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Jeg havde egentlig ikke tænkt mig at sige noget, men man burde jo i Enhedslisten allerede være færdige med den proces med at smide mennesker, der sympatiserer med terror, ud, hvis man virkelig mente, at man tager afstand fra det. Nu er skoleeleverne gået, men det havde ellers været et glimrende for dem lige at se, for det er jo det der med, at man siger et og gør noget helt andet. Og jeg tror, at det er det, der gør, at vi alle sammen sidder her og er store spørgsmålstegn. For på den ene side siger man, at man tager dyb afstand, men på den anden side rummer man nogle mennesker, som støtter terror.

Kan ordføreren slet ikke se, at det, som ordføreren står og siger, stikker i begge retninger? For man burde allerede have smidt de her mennesker ud, hvis man virkelig mente det.

Ordføreren.

Jeg synes ikke, at det stikker i begge retninger. Det stikker i én retning, nemlig et forsvar for menneskerettigheder, fordømmelse af terror og alt, hvad dertil hører. Og hvis jeg må være helt ærlig – helt ærlig – synes jeg, det er ordførerens eget parti og en række andre i den her Folketingssal, som har et forklaringsproblem, fordi man indtil videre kun har formået at fordømme den ene parts krigsforbrydelser, men ikke den andens.

Det er det, der undrer mig rigtig meget i det her – virkelig – og det har det gjort i månedsvis. For jeg synes, at det er en skamplet på dansk udenrigspolitik, at vi ikke formår at se konsistent og konsekvent på aktører ude i verden, der forbryder sig mod grundlæggende retsprincipper i den internationale ret, herunder folkeretten og menneskerettighederne.

Fru Mette Thiesen.

Jeg synes, det er et større problem, at vi har et parti i Folketinget, som aktivt tolererer det utolererbare, det intolerante, altså at der er mennesker i deres eget parti, der støtter terror. Det synes jeg faktisk er et større problem, så jeg er fuldstændig enig i det, der er blevet sagt rundtom: Kunne man ikke lige feje for egen dør, før man begynder at prøve at redde hele verden? Kunne man ikke, hvis man virkelig mener det, som ordføreren står og siger, altså at man tager dyb afstand fra det her, starte med at sige, hvordan de her 22 mennesker, så vidt jeg ved, overhovedet kan være medlemmer af Enhedslisten? For ellers hænger det jo slet ikke sammen.

Ordføreren.

Jeg kan kun gentage, hvad jeg efterhånden har sagt en række gange, nemlig at jeg virkelig ikke håber, at de medlemmer efter at have set de nye oplysninger, der er kommet frem, stadig væk mener, at det ville være værdigt at genoptage det samarbejde. For så ville man være meget, meget langt væk fra det, som er Enhedslistens politik, nemlig et forsvar for menneskerettigheder, et forsvar for folkeretten og en massiv modstand mod krigsforbrydelser og terror.

Hr. Hans Kristian Skibby, Danmarksdemokraterne. Værsgo.

Tak, hr. formand. Jeg synes måske egentlig godt, at ordføreren kunne prøve at svare lidt mere end den der grammofonplade, som vi har hørt så mange gange nu. Altså, hvad er det egentlig, der konkret skal til? En ting er, at Enhedslisten tager afstand fra det, men hvad skal der egentlig til for at ryge ud af Enhedslisten, når man åbenbart kan tillade, at folk er praktiserende terrorsympatisører i partiets partiorganisation? Man er jo praktiserende terrorsympatisør, når man foreslår på partiets møde, at man skal sende penge og støtte til militante grupper, der begår terrorisme.

Hvad skal der egentlig til? Står der ikke noget i partiets vedtægter om, hvor langt man har lov til at gå? For efter vores opfattelse i Danmarksdemokraterne er det jo ret vidtgående, hvis man kan være medlem af et parti, når man sympatiserer åbenlyst med terrorbevægelser.

Ordføreren.

Jeg vil gerne bekræfte ordføreren i, at hvis man har den opfattelse, at Enhedslisten skal samarbejde med den organisation, så er man virkelig, virkelig langt væk fra skiven af det, Enhedslisten står for. Jeg er lodret uenig, og jeg er virkelig glad for, at Enhedslistens årsmøde så massivt stemte det vanvittige forslag ned. Jeg havde klart foretrukket, at det aldrig var blevet stillet, for jeg synes, at det var fuldstændig uden for skiven af det, der er vores politik. Det blev stillet, og det blev stemt massivt ned. Og årsmødet talte meget klart: Det er ikke Enhedslistens politik. Og det er jeg glad for.

Hr. Hans Kristian Skibby.

Hvad er så kriterierne for, hvad man som medlem af Enhedslisten overhovedet kan få lov til at putte på årsmødedagsordenerne? Altså, er der ikke nogen voksen til stede, havde jeg nær sagt, som måske godt kunne bremse de her former for forslag, hvor man åbenlyst kredser rundt omkring terrorsympatiserende organisationer? Er der ikke noget, hvad skal man sige, selvkritik internt i partiorganisationen, som stopper de her forslag? For det er jo åbenlyst for enhver, at man er gået for langt i det her tilfælde.

Ordføreren.

Man er i hvert fald gået for langt ved at stille det forslag med det indhold, der var i det; det er jeg fuldstændig enig med ordføreren i. Altså, nu er vi jo et ret demokratisk parti, så medlemmer har mulighed for at stille forslag. Til gengæld er vi også i den berigende situation, at årsmødet meget massivt og hårdt stemte det forslag ned, fordi det ingen steder hører hjemme i Enhedslisten.

Tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger, så vi siger tak til ordføreren for forslagsstillerne, fru Trine Pertou Mach fra Enhedslisten.

Er der flere, der ønsker at udtale sig?

Da det ikke er tilfældet, går vi til afstemning?

Der stemmes om forslagets endelige vedtagelse, og afstemningen starter.

Afstemningen slutter.

For stemte 17 (SF, EL og ALT), imod stemte 87 (S, V, DD, LA, M, KF, DF, Lars Boje Mathiesen (UFG) og Mike Villa Fonseca (UFG)), hverken for eller imod stemte 5 (RV og Jon Stephensen (UFG)).

Forslaget til folketingsbeslutning er forkastet.