Når vi om lidt stemmer om regeringens beslutningsforslag, er det forhåbentlig starten på noget nyt, starten på et fornyet fokus på det vigtige spørgsmål om organdonation, på vigtigheden af at tage stilling – at vi ikke længere bliver ved med bare at gøre mere af det samme uden for alvor at gøre en større forskel, for der er behov for ikke bare at fortsætte som hidtil. Det siger tallet 28 desværre en hel del om, for alene sidste år døde 28 danskere, mens de ventede på et nyt organ. Det er for mange, og det er vel at mærke flere, end vi har set de seneste år. Det er dermed også svaret på, hvorfor status quo ikke er en mulighed. Årsagen er enkel – det handler om at redde liv.
Her og nu står over 400 danskere på venteliste til at få et nyt organ, 400 mennesker, der venter på at få livet fuldt og helt tilbage, 400 danskere og deres familier, som på en eller anden måde har fået sat deres liv på standby. Det er, på trods af at rigtig, rigtig mange danskere faktisk gerne vil donere deres organer, hvis situationen opstår. Ja, vi står faktisk i den paradoksale situation, at et klart flertal i befolkningen støtter organdonation – det er faktisk helt op mod 84 pct. af danskerne, der har en positiv holdning til organdonation – men at det så alligevel kun er mindre end en tredjedel af danskerne over 15 år, som har fået registreret deres stillingtagen i Organdonorregisteret. Det er jo påfaldende, når der er så mange danskere, der bakker op,
Det vidner om behovet for, at vi går nye veje her fra Folketingets side, og det er for regeringen ikke bare et spørgsmål om at gøre én ting, men at gøre mange ting på en gang. For det er det, der kan være med til at gøre forskellen mellem liv og død. Vi skal have flere til at tage stilling, flere til at vægte den positive opbakning og velvillighed til konkret handling. Som noget nyt foreslår regeringen bl.a., at vi nu vender samtykkemodellen om, så alle over 18 år som udgangspunkt fremover er organdonorer. Det betyder, at man fra det fyldte 18. år automatisk bliver tilmeldt som organdonor i registeret. Vi ønsker som regering at sende et signal om, at danskerne gerne vil være med til at redde flere liv. For husk, at det også er langt de fleste af os, der gerne vil kunne modtage et organ, hvis der pludselig opstår den ulykkelige situation, hvor det måtte være nødvendigt for en selv eller en af ens kære. Vi synes, de to ting hænger sammen.
Undervejs i debatten har nogle spurgt, hvorfor vi som regering har valgt i første omgang at fremsætte det her som et beslutningsforslag. Det gør vi bl.a., fordi vi synes, debatten simpelt hen fortjener at blive taget, og fordi vi synes, det er vigtigt ikke at indføre en ny samtykkemodel hen over natten. Det skal ske på en måde, hvor befolkningen også får god tid til at blive oplyst, men også at gøre sig overvejelser om organdonation, før ordningen træder i kraft. For det er helt afgørende med en grundig og inddragende informationsindsats, som lægger op til en samtale hos borgerne, både om et forslag til en ny samtykkemodel, men jo også mere bredt om vigtigheden af at tage stilling og lade sit ja eller nej til organdonation registrere. Derfor kommer alle danskere også fremover til at modtage et brev om ændringen af samtykkemodellen. Vi kommer også til som noget nyt eksempelvis at indføre, at alle 18-årige fremover kommer til at modtage et brev i forbindelse med deres 18-årsfødselsdag om den nye tilgang til organdonation, så vi på den måde hele tiden sikrer en øget bevidsthed om at huske at tage stilling, også når man er ung og fylder 18 år.
I det hele taget foreslår vi fra regeringens side, at vi sætter ind med oplysningskampagner bredt i samfundet, men også med en langt mere systematisk og styrket påmindelse om vigtigheden af at tage stilling i mødet med det offentlige, f.eks. når man bevæger sig ind på sundhed.dk, eller når man skal have fornyet sit sundhedskort eller kørekort eller noget helt fjerde. Det er også en del af det beslutningsforslag, vi behandler her i dag. Vi tror på, at det kan være med til, at vi får genstartet den vigtige samtale om organdonation med hinanden, så flere vil have truffet de svære valg sammen og i tide, også af hensyn til sundhedspersonalet, der ofte står i en svær situation, når de skal indlede en vanskelig samtale med de pårørende til et menneske, hvis liv ikke står til at redde.
Lad mig igen benytte anledningen til at rydde enhver misforståelse om regeringens intentioner eller motiver for den sags skyld af vejen. Regeringen tvinger ikke nogen til noget. Staten tager ikke nogen organer fra nogen. Forslaget, som vi lægger frem, respekterer netop den enkeltes ret til selvbestemmelse. Ingen vil nogen sinde blive tvunget til at være organdonor. Vi skal hver især også fremover kunne bestemme over vores egen krop, og derfor er det netop en del af forslaget, at man som borger skal bekræfte, om man er potentiel donor i Organdonorregisteret. Man kan sige ja, man kan sige nej, og man kan sige ved ikke. Og hvis man ikke har gjort det, jamen så vil de pårørende altid blive spurgt, altid. Der vil aldrig blive udtaget organer, hvis ikke den afdøde eller de pårørende har givet samtykke til det.
Må jeg så ikke også igen i dag benytte anledningen til at minde om, at vi i Danmark stort set står alene med vores samtykkemodel. Faktisk er vi vel sammen med vores tyske nabo blandt de få lande i Europa, som har den samtykkemodel, som vi har i dag. Vi ønsker ikke fra regeringens side at se passivt til, mens Danmark halter bagefter store dele af Europa, når det kommer til organdonation. Rigtig mange lande har indført en blød model med aktivt fravalg til organdonation, som er den model, regeringen her i dag foreslår.
Det, der springer i øjnene, er, at vi kan se, at de højeste donorrater i Europa i overvejende grad er i de lande, som netop har indført aktivt fravalg. Derfor er jeg også utrolig glad for, at et markant flertal i dag støtter op om regeringens beslutningsforslag. Jeg vil også sige tak til de partier, der måske ikke er enige i alt i vores beslutningsforslag, men som alligevel har sagt klart, at de er glade for, at vi som regering har rejst debatten og fremsat beslutningsforslaget. Som Alternativets ordfører, tror jeg det var, sagde under førstebehandlingen af forslaget, så får alene det, at vi har debatten og diskussionen med hinanden, flere danskere til at huske vigtigheden af at tage stilling.
Som jeg indledte med at sige, skal i dag være starten på et fornyet og tiltrængt fokus på spørgsmålet omkring organdonation og på at gøre en større, men helt afgørende forskel for de patienter, der i dag venter på at få livet tilbage. Når afstemningen er afsluttet, vil vi i regeringen gå videre med forhandlingerne om en samlet national organdonationshandlingsplan. Det er mere end 10 år siden, at Danmarks sidst fik sådan en, og forslaget her bliver naturligvis en vigtig del af den, men også andet og meget mere. Så tak til partierne for de konstruktive drøftelser, vi har haft undervejs med hinanden. Vi vil fortsat fra regeringens side række hånden ud til et bredt samarbejde om en samlet national handlingsplan.
Til det markante flertal, der i dag stemmer for regeringens beslutningsforslag, vil jeg sige af hjertet tak. Jeg er stolt af den beslutning, som vi i dag træffer her i Folketinget. Tak.