Det næste punkt på dagsordenen er:

17) 2. (sidste) behandling af beslutningsforslag nr. B 126:

Forslag til folketingsbeslutning om ændring af samtykkemodel for organdonation til en blød model af aktivt fravalg fra det fyldte 18. år.

Af indenrigs- og sundhedsministeren (Sophie Løhde).

(Fremsættelse 27.02.2024. 1. behandling 12.03.2024. Betænkning 14.05.2024).

Der er ikke stillet ændringsforslag.

Jeg giver nu ordet til sundhedsministeren.

Når vi om lidt stemmer om regeringens beslutningsforslag, er det forhåbentlig starten på noget nyt, starten på et fornyet fokus på det vigtige spørgsmål om organdonation, på vigtigheden af at tage stilling – at vi ikke længere bliver ved med bare at gøre mere af det samme uden for alvor at gøre en større forskel, for der er behov for ikke bare at fortsætte som hidtil. Det siger tallet 28 desværre en hel del om, for alene sidste år døde 28 danskere, mens de ventede på et nyt organ. Det er for mange, og det er vel at mærke flere, end vi har set de seneste år. Det er dermed også svaret på, hvorfor status quo ikke er en mulighed. Årsagen er enkel – det handler om at redde liv.

Her og nu står over 400 danskere på venteliste til at få et nyt organ, 400 mennesker, der venter på at få livet fuldt og helt tilbage, 400 danskere og deres familier, som på en eller anden måde har fået sat deres liv på standby. Det er, på trods af at rigtig, rigtig mange danskere faktisk gerne vil donere deres organer, hvis situationen opstår. Ja, vi står faktisk i den paradoksale situation, at et klart flertal i befolkningen støtter organdonation – det er faktisk helt op mod 84 pct. af danskerne, der har en positiv holdning til organdonation – men at det så alligevel kun er mindre end en tredjedel af danskerne over 15 år, som har fået registreret deres stillingtagen i Organdonorregisteret. Det er jo påfaldende, når der er så mange danskere, der bakker op,

Det vidner om behovet for, at vi går nye veje her fra Folketingets side, og det er for regeringen ikke bare et spørgsmål om at gøre én ting, men at gøre mange ting på en gang. For det er det, der kan være med til at gøre forskellen mellem liv og død. Vi skal have flere til at tage stilling, flere til at vægte den positive opbakning og velvillighed til konkret handling. Som noget nyt foreslår regeringen bl.a., at vi nu vender samtykkemodellen om, så alle over 18 år som udgangspunkt fremover er organdonorer. Det betyder, at man fra det fyldte 18. år automatisk bliver tilmeldt som organdonor i registeret. Vi ønsker som regering at sende et signal om, at danskerne gerne vil være med til at redde flere liv. For husk, at det også er langt de fleste af os, der gerne vil kunne modtage et organ, hvis der pludselig opstår den ulykkelige situation, hvor det måtte være nødvendigt for en selv eller en af ens kære. Vi synes, de to ting hænger sammen.

Undervejs i debatten har nogle spurgt, hvorfor vi som regering har valgt i første omgang at fremsætte det her som et beslutningsforslag. Det gør vi bl.a., fordi vi synes, debatten simpelt hen fortjener at blive taget, og fordi vi synes, det er vigtigt ikke at indføre en ny samtykkemodel hen over natten. Det skal ske på en måde, hvor befolkningen også får god tid til at blive oplyst, men også at gøre sig overvejelser om organdonation, før ordningen træder i kraft. For det er helt afgørende med en grundig og inddragende informationsindsats, som lægger op til en samtale hos borgerne, både om et forslag til en ny samtykkemodel, men jo også mere bredt om vigtigheden af at tage stilling og lade sit ja eller nej til organdonation registrere. Derfor kommer alle danskere også fremover til at modtage et brev om ændringen af samtykkemodellen. Vi kommer også til som noget nyt eksempelvis at indføre, at alle 18-årige fremover kommer til at modtage et brev i forbindelse med deres 18-årsfødselsdag om den nye tilgang til organdonation, så vi på den måde hele tiden sikrer en øget bevidsthed om at huske at tage stilling, også når man er ung og fylder 18 år.

I det hele taget foreslår vi fra regeringens side, at vi sætter ind med oplysningskampagner bredt i samfundet, men også med en langt mere systematisk og styrket påmindelse om vigtigheden af at tage stilling i mødet med det offentlige, f.eks. når man bevæger sig ind på sundhed.dk, eller når man skal have fornyet sit sundhedskort eller kørekort eller noget helt fjerde. Det er også en del af det beslutningsforslag, vi behandler her i dag. Vi tror på, at det kan være med til, at vi får genstartet den vigtige samtale om organdonation med hinanden, så flere vil have truffet de svære valg sammen og i tide, også af hensyn til sundhedspersonalet, der ofte står i en svær situation, når de skal indlede en vanskelig samtale med de pårørende til et menneske, hvis liv ikke står til at redde.

Lad mig igen benytte anledningen til at rydde enhver misforståelse om regeringens intentioner eller motiver for den sags skyld af vejen. Regeringen tvinger ikke nogen til noget. Staten tager ikke nogen organer fra nogen. Forslaget, som vi lægger frem, respekterer netop den enkeltes ret til selvbestemmelse. Ingen vil nogen sinde blive tvunget til at være organdonor. Vi skal hver især også fremover kunne bestemme over vores egen krop, og derfor er det netop en del af forslaget, at man som borger skal bekræfte, om man er potentiel donor i Organdonorregisteret. Man kan sige ja, man kan sige nej, og man kan sige ved ikke. Og hvis man ikke har gjort det, jamen så vil de pårørende altid blive spurgt, altid. Der vil aldrig blive udtaget organer, hvis ikke den afdøde eller de pårørende har givet samtykke til det.

Må jeg så ikke også igen i dag benytte anledningen til at minde om, at vi i Danmark stort set står alene med vores samtykkemodel. Faktisk er vi vel sammen med vores tyske nabo blandt de få lande i Europa, som har den samtykkemodel, som vi har i dag. Vi ønsker ikke fra regeringens side at se passivt til, mens Danmark halter bagefter store dele af Europa, når det kommer til organdonation. Rigtig mange lande har indført en blød model med aktivt fravalg til organdonation, som er den model, regeringen her i dag foreslår.

Det, der springer i øjnene, er, at vi kan se, at de højeste donorrater i Europa i overvejende grad er i de lande, som netop har indført aktivt fravalg. Derfor er jeg også utrolig glad for, at et markant flertal i dag støtter op om regeringens beslutningsforslag. Jeg vil også sige tak til de partier, der måske ikke er enige i alt i vores beslutningsforslag, men som alligevel har sagt klart, at de er glade for, at vi som regering har rejst debatten og fremsat beslutningsforslaget. Som Alternativets ordfører, tror jeg det var, sagde under førstebehandlingen af forslaget, så får alene det, at vi har debatten og diskussionen med hinanden, flere danskere til at huske vigtigheden af at tage stilling.

Som jeg indledte med at sige, skal i dag være starten på et fornyet og tiltrængt fokus på spørgsmålet omkring organdonation og på at gøre en større, men helt afgørende forskel for de patienter, der i dag venter på at få livet tilbage. Når afstemningen er afsluttet, vil vi i regeringen gå videre med forhandlingerne om en samlet national organdonationshandlingsplan. Det er mere end 10 år siden, at Danmarks sidst fik sådan en, og forslaget her bliver naturligvis en vigtig del af den, men også andet og meget mere. Så tak til partierne for de konstruktive drøftelser, vi har haft undervejs med hinanden. Vi vil fortsat fra regeringens side række hånden ud til et bredt samarbejde om en samlet national handlingsplan.

Til det markante flertal, der i dag stemmer for regeringens beslutningsforslag, vil jeg sige af hjertet tak. Jeg er stolt af den beslutning, som vi i dag træffer her i Folketinget. Tak.

Tak for det. Der er foreløbig tre korte bemærkninger. Det er først fru Mette Abildgaard fra Det Konservative Folkeparti. Værsgo.

Tak for det. Ministeren starter med at sige, at status quo ikke er en mulighed. Så langt er vi i hvert fald enige. Der er brug for, at vi gør noget på det her område, og derfor deltager vi også meget konstruktivt i de drøftelser, der lige nu er i Sundhedsministeriet omkring en national handleplan. Men når vi fra konservativ side ikke kommer til at bakke op om det her forslag, er det bl.a., fordi de donoransvarlige læger fra Odense Universitetshospital, fra Skejby Sygehus, fra Rigshospitalet har været ude og direkte advare imod den model, som regeringen er ved at indføre nu. De har advaret imod den model, der er ved at blive stemt igennem her i Folketinget, fordi man frygter, at det vil give færre organer til donation, fordi man frygter, at det vil betyde, at flere danskere vil tænke: Jeg er jo registreret i det der system, så jeg behøver ikke at tage aktiv stilling. Som der bliver sagt, vil det overlade en beslutning til de pårørende, som i forvejen står i en krisesituation. Hvordan kan ministeren sidde den bekymring fra så centrale personer overhørig?

Ministeren.

Først tak til ordføreren for at anerkende, at der er brug for at gøre noget, at status quo ikke er en mulighed. Det er også derfor, at det her beslutningsforslag ikke blot er et spørgsmål om at ændre samtykkemodellen, det er også et spørgsmål om at gøre mange andre ting: At vi styrker oplysningskampagnerne, at vi indfører også meget mere systematiske påmindelser, fordi vi netop ikke skal overlade beslutningen til så mange pårørende, som i dag er overladt til den beslutning selv. Det er velkendt, at der også blandt de faglige miljøer er forskellige holdninger til det her spørgsmål, og det synes jeg er helt okay. Jeg har mødtes med nogen fra de faglige miljøer, der støtter det, og jeg har mødtes med nogen, der er bekymret over det, som også ordføreren refererer til. Men det, vi nu engang kan se i de lande, der har gjort det her – det er også derfor, jeg tillader mig at minde om, hvordan det ser ud i andre lande – er, at der er en positiv sammenhæng, for de lande, der har indført en blød variant af aktivt fravalg, har også langt den højeste donorrate i Europa.

Fru Mette Abildgaard.

Det er jo fint, at ministeren siger, at ministeren kan se det. Men hvis man spørger Dansk Center for Organdonation, som er den enhed, vi har, der sidder og kigger på bl.a. det her, siger de, at de ikke kan pege på, at der er en entydig evidens, der viser, at det her giver flere organdonorer. De har samme bekymring som de tre læger, jeg talte om før. Også Etisk Råd har for nylig været ude og tale imod det her forslag. Frygten er netop, at det er de pårørende, der vil stå med beslutningen, som eksperterne peger på, og overlader det så ikke en større byrde til dem?

Sundhedsministeren.

Jeg tror ikke, at ordføreren var der, da vi faktisk diskuterede det her i forbindelse med førstebehandlingen, hvor jeg også fik spørgsmålet om det selv. Spørgsmålet var netop om Dansk Center for Organdonation. Deres rapport handler om studier, der også går mange år tilbage. De nyeste opsamlinger af flerlandestudierne, som bl.a. professor Albertsen har lavet, viser netop, at de lande, der har indført en blød variant af aktivt fravalg, også er de lande, der har langt den højeste donorrate.

Så er det pudsigt, at den konservative ordfører lige præcis nævner Etisk Råd. På nogle områder synes De Konservative, at så skal man bare følge Etisk Råd, mens det på andre områder er helt forfærdeligt, at man ikke gør det. Lige præcis det beslutningsforslag, som De Konservative selv har fremsat, om det, jeg tror man kalder for obligatorisk stillingtagen, advarer Etisk Råd imod i deres rapport, og de siger, at det kan de ikke anbefale man indfører.

Fru Lisbeth Bech-Nielsen, Socialistisk Folkeparti. Værsgo.

Tak. Det er lidt i samme boldgade, men jeg vil allerførst også gerne rose regeringen for at have taget det her vigtige emne op. Jeg tror, vi er mange, som har haft pårørende, som måske er døde, mens de har ventet på et nyt organ. Så det her er i hvert fald for mig personligt rigtig vigtigt.

Jeg er enig i fru Mette Abildgaards kritik, med hensyn til at det her hverken er fugl eller fisk. I SF ville vi jo ønske, at man i langt højere grad blev mødt med at skulle tage aktivt stilling, både på sin 18-årsfødselsdag, når man skulle tage kørekort, og når man var hos lægen eller på hospitalet, for vi tror på, at mange mennesker rigtig gerne vil, hvis de bliver konfronteret med, at de skal træffe et valg. Vi er bekymrede for, om det her kommer til at skabe forvirring, og at befolkningen derude tænker: Nå, men nu er jeg jo så automatisk organdonor, og så skal jeg vel ikke foretage mig mere.

Så igen vil jeg spørge: Hvad er den materielle forskel på, at man før aktivt skulle gå ind og melde sig som organdonor, og at man nu aktivt skal gå ind og bekræfte, at man er organdonor?

Sundhedsministeren.

Forskellen ligger i, at det handler om, at vi skal være med til at redde flere liv. Derfor vil jeg også sige tak til SF's ordfører for de rosende ord. Jeg er jo sådan set helt enig i, at man skal mødes med meget mere aktiv information om vigtigheden af at huske at tage stilling, og det er jo præcis også en del af den beslutningsforslag, vi fremsætter her i dag, altså at man ikke blot skal informere alle fremtidig unge, der fylder 18 år, og at alle danskere får sendt et informationsbrev, men at det skal ledsages af, at der, som vi også har drøftet med SF under forhandlingerne, skal indføres langt mere systematiske obligatoriske påmindelser, sådan at man eksempelvis, hvis man har den offentlige sundhedsapp, kørekortappen eller andre, bliver mødt med spørgsmålet om, om man har husket at tage stilling.

Det er også derfor, jeg i dag indleder min tale med at sige, at der ikke er en enkelt ting, der kan gøre det her alene. Vi skal gøre mange ting, og vi skal gøre det samtidig, for det er det, der er med til at gøre forskellen i sidste ende.

Fru Lotte Rod, Radikale Venstre. Værsgo.

Jeg synes, at noget af det sværeste i politik er, at man skal være så utrolig tålmodig, fordi ting har det med at gå så langsomt herinde. Derfor har jeg jeg i dag bare virkelig lyst til at sige tak til ministeren. Da jeg for år tilbage startede den her debat, stod jeg næsten helt alene, og dengang turde jeg ikke tro på, at vi ville komme så langt. Derfor vil jeg bare helt fra hjertet sige tak til ministeren for at have engageret sig så meget i det her. Tak for, at vi er så langt nu. Og det siger jeg ikke bare på mine vegne, men på vegne af alle de mennesker, som har kæmpet for det her i så mange år.

Ministeren.

Tusind tak til den radikale ordfører, også for det gode og konstruktive samarbejde om det her. Det er også for mig en hjertesag og har været det igennem rigtig mange år, og det tror jeg også der er mange der vil vide. Og jeg kan fuldstændig bekræfte, at det er svært at være tålmodig, især hvis man, som jeg også nogle gange er, er et utålmodigt menneske. Men tak for de pæne ord.

Hr. Stinus Lindgreen, Radikale Venstre. Værsgo.

Tak for det, og tak for talen. Jeg håber, at ministeren kan tåle lidt flere rosende ord, for jeg er ikke overraskende enig med mine partikolleger. Vi er glade for, at der nu endelig sker noget på det her område. Det er jo noget, vi har kæmpet for i lang tid, også før jeg var ordfører på området. Så jeg vil bare takke ministeren for en god proces.

Med hensyn til nogle af de bekymringer, der er blevet rejst, vil jeg sige: Jeg forstår dem. Jeg deler dem ikke. For man skal huske, at den model, der blev indført, jo er en blød variant, som ministeren siger. Der er ikke nogen, der får taget noget mod deres vilje, og den er, vil jeg påstå, bedre i overensstemmelse med befolkningen. Vi ved jo, at langt de fleste gerne vil være organdonorer; der er bare mange, der ikke får det gjort. Så det, vi jo i dag gør med den her ændring, er, at vi sådan set laver ordningen, så den matcher, hvordan befolkningen generelt ser på spørgsmålet. Så det er bare en tak fra mig.

Ministeren.

Tak, og også tak tilbage til Radikale Venstre for det gode og konstruktive samarbejde og også til Folketingets øvrige partier for de gode og vigtige drøftelser, vi har haft omkring indholdet i forhold til en samlet national organdonationshandlingsplan.

Jeg synes jo, at det er helt fair og legitimt, at vi kan have forskellige holdninger til, hvilken samtykkemodel vi skal have. Men det, jeg også tager med mig, er, at vi deler ønsket om at gøre noget mere og gøre en forskel. Så må vi også, synes jeg jo, række hånden ud til et samarbejde med hinanden om vigtigheden af at gøre mange andre ting samtidig, og det er det, vi også håber at vi kan lande en bred politisk aftale om efterfølgende i forhold til en samlet national organdonationshandlingsplan. Som jeg nævnte i min tale, er det 10 år siden, at vi i Danmark sidst fik sådan en. Det er der brug for. Der er brug for, at vi er med til at gøre en vigtig forskel – en vigtig forskel for de mere end 400 mennesker, der i dag har fået sat deres liv på standby.

Hr. Sólbjørg Jakobsen, Liberal Alliance. Værsgo.

Tak, og tak til ministeren for debatten. Jeg synes også, at der skal ros til for at tage ordet her, også under andenbehandlingen, for det er også meget det, der styrker initiativer for at få flere til at tage stilling til organdonation.

Ministeren kommer ind på rigtig mange initiativer, som jeg ved at de fleste af os er meget enige i kunne være meget relevante at få indført, f.eks. at det er ved fornyelse af kørekort osv., at man kan tage stilling. Men det her med formodet samtykke er der flere som har gjort opmærksom på måske fører nogle bekymringer med sig, og formodet samtykke er jo noget, som vi virkelig ikke vil have på ældreområdet, i forhold til hvad de har behov for, og i forhold til hvad syge har behov for.

I forhold til det om, at der er et gensidigt ønske om samleje, er vi meget, meget præcise med, at man ikke må formode, at der er samtykke, og det, som regeringen vil gøre her med den bløde variant, er jo, at man vil gå til de pårørende og sige: Din kære ligger her og vil desværre ikke overleve, men harikke taget stilling, så vi formoder, at der er givet samtykke. Hvorfor er det okay i det her tilfælde, når vi siger, at det ikke er okay i andre tilfælde?

Ministeren.

Tak for bemærkningen, men der er desværre også mange ting, der simpelt hen er faktuelt forkerte i det, som fru Sólbjørg Jakobsen står og siger her i dag. Først og fremmest er jeg nødt til at korrigere fru Sólbjørg Jakobsen og sige, at det her er en blød variant af aktivt fravalg, vi indfører. Vi respekterer retten til selvbestemmelse, og derfor er det heller ikke korrekt, at man går ind til de pårørende og siger: Nu formoder vi det, og derfor gør vi noget, som måske er imod den enkeltes vilje eller mod de pårørendes vilje. Det vil være fuldstændig som i dag, hvor det er de pårørende, der skal tage stilling i sidste ende, hvis det er, at man ikke har taget stilling.

Det, der er det vigtige, er, at vi gør noget ved det faktum, at alt for få danskere aktivt har taget stilling i Organdonorregisteret, på trods af at vi kan se, at et massivt flertal af danskerne støtter op omkring organdonation. Her ønsker vi at gå nogle nye veje ved at sikre, at vi på den måde får en langt større bevågenhed omkring det her helt ekstremt vigtige område.

Fru Sólbjørg Jakobsen.

Jeg sagde ikke, at man går ind til de pårørende og siger: Der er formodet samtykke, og derfor tager vi organer. Jeg sagde, at man går ind til de pårørende og siger: Vedkommende har ikke taget stilling, og derfor formoder vi, at der er samtykke; men det er jer, der skal tage stilling. Hvis ikke det er rigtigt, er der ingen ændring ved regeringens forslag. For hvis man i dag ikke har taget stilling, er det de pårørende, der tager stilling. Så nu er den eneste forskel, at du tillægger den, som ikke længere kan svare for sig selv,en holdning ud fra en formodning, altså noget,som vedkommende ikke har taget stilling til. Det forstår jeg ikke hvorfor man vil, når regeringen vil have noget igennem. I alle andre tilfælde formoder vi ikke samtykke på andres vegne på den her måde.

Ministeren.

Vi formoder også i dag i Danmark, at man, hvis man falder om, aktivt ønsker at modtage livgivende hjælp fra sundhedsvæsenet. Det formoder vi. Langt de fleste af os, tror jeg, vil også selv gerne modtage et organ til os selv eller vores kære, hvis det måtte være sidste mulighed for at kunne få livet tilbage.

Vi ønsker, at langt flere danskere tager stilling. For det skal netop afhjælpe, at så mange pårørende i dag er overladt til at træffe den svære beslutning, og at så mange sundhedsprofessionelle skal stå med den svære samtale. Og det er derfor, at vi er nødt til at lade være med bare at gøre mere af det samme og også handle på det her område.

Fru Kirsten Normann Andersen, Socialistisk Folkeparti. Værsgo.

Tak for det. Jeg vil gerne melde mig i koret, som giver udtryk for, at det her forslag hverken er fugl eller fisk. Det er det, der i virkeligheden skaber bekymringen. Jeg er glad for, at regeringen er med på, at vi skal sætte det her emne på dagsordenen, ligesom borgere har gjort det med et borgerforslag, hvor over 50.000 mennesker har sagt, at status quo ikke er en mulighed. Jeg har sådan set ikke rigtig hørt nogen partier sige andet, end at status quo ikke er en mulighed.

Det, der er kunsten, er selvfølgelig at finde en model, der virker, og der bliver udfordringen jo, at et aktivt fravalg i regeringens bløde model konkret betyder, at det først gælder, hvis man har bekræftet det, altså ligesom det er i dag, eller at pårørende skal tage stilling, altså ligesom det er i dag. Så når SF om lidt stemmer gult, er det, fordi vi er bekymret for, at vi i virkeligheden nu sender et signal til borgerne om, at nu har regeringen fikset det, og så behøver de ikke at foretage sig andet i den sammenhæng. Men det er jo ikke rigtigt.

Kan ministeren bekræfte, at der ikke er nogen forskel på det forslag, der er fremsat, og det, som vi har i dag?

Ministeren.

Nej, det kan jeg ikke bekræfte, men respekt for de bekymringer, som SF har, og som vi også har haft drøftet med hinanden. Jeg kunne forstå den bekymring, hvis det, vi i dag gjorde, var at lave en ny samtykkemodel og vi så lænede os tilbage og intet andet gjorde. Det er bare ikke det, som beslutningsforslaget her i dag indeholder. For det indeholder netop også, at vi foruden at ændre samtykkemodellen, som vi altså kan se gør en positiv og livsvigtig forskel i andre lande rundt i Europa, også nu sørger for at gøre meget mere, når det handler om at sikre obligatoriske påmindelser til borgerne om vigtigheden af at tage stilling – altså at vi grundigt informerer danskerne om vigtigheden af at tage stilling, og at vi sørger for, at alle fremtidige 18-årige får et brev, og dermed siger, at nok er man som 18-årig fyr og flamme og har mod på hele livet, men derfor er det stadig vigtigt at huske at tage stilling. Vi tager så mange andre initiativer, og det er derfor, at jeg også prøver at nuancere debatten i dag. Det er ikke blot et spørgsmål om samtykkemodel. Det er også et spørgsmål om nu at gøre noget markant anderledes end blot det, vi hidtil har gjort igennem rigtig mange år.

Fru Kirsten Normann Andersen.

Jeg er glad for, at der skal ske mere, for jeg tror simpelt hen ikke, at det her forslag i sig selv er med til at løse problemet. Men jeg tror til gengæld, at et forslag som det, Det Konservative Folkeparti og SF fremsatte i fællesskab for nogle år siden, og som handlede om obligatorisk stillingtagen, kunne have gjort en forskel, altså at alle bliver bedt om at tage stilling i den konkrete situation. For det, vi jo har brug for, er, at mennesker tager stilling. Hvorfor er det ikke det forslag, som regeringen valgte at fremsætte?

Ministeren.

Om det forslag måtte gøre en forskel, er der i hvert fald ingen der ved. For det er indført ét sted i verden, nemlig New Zealand, og der gør det ikke den forskel, fordi det ikke fungerer. Derudover har jeg også kunnet forstå på de partier, der fremsatte forslaget om obligatorisk stillingtagen, at man alligevel ikke rigtig mener det der med, at det skal være obligatorisk. Det er jo derfor, at jeg under førstebehandlingen, tror jeg det var, sagde, at det lidt er en falsk varedeklaration. For obligatorisk betyder jo, man skal være klar til at tilbageholde menneskers kørekort, pas, skattekort eller andet, hvis ikke de tager stilling, og det har jeg forstået at forslagsstillerne ikke ønsker. Så det, vi er enige om, er at sikre obligatoriske påmindelser om vigtigheden af at tage stilling.

Hr. Rasmus Jarlov, Det Konservative Folkeparti. Værsgo. (Rasmus Jarlov (KF): Der er et eller andet galt med min pult her. Jeg har ikke bedt om ordet.) (Munterhed). Det er ikke chikane fra formandsstolen, skal jeg lige sige.

Så går vi videre til fru Helene Liliendahl Brydensholt, Alternativet. Værsgo.

Tak for ordet. Nu har næsten alle partier jo været på, så jeg tænkte, at jeg også lige skulle sige et par ord fra Alternativets side. Vi kommer til at stemme for det her forslag, men det har ikke været et nemt valg for os. Vi har været meget i tvivl og måtte også spørge vores medlemmer om, hvad de syntes. Der var så 54 pct., der syntes, at vi skulle stemme for – og det er så det, vi gør. Det viser jo meget tydeligt, hvor mange gode argumenter der er for og imod, og det er også det, der gør, at partierne står lidt splittet.

Jeg vil ligesom Radikale Venstre også rose ministeren. Jeg synes, at ministeren har kørt en formidabel proces i det her. Ministeren har skabt stor debat ude i offentligheden omkring det, og det er jo nærmest det vigtigste, sådan som jeg ser det. Ministeren har kørt en inddragende proces, hvor ministeren også har inviteret alle partier – også dem, der ikke stemmer for forslaget – til en videre drøftelse af det. Ministeren kunne bare have valgt at invitere Radikale Venstre og Alternativet til de drøftelser. Det gør ministeren ikke. Så ros til ministeren og bare lige en tilkendegivelse af, hvor Alternativet står her.

Indenrigs- og sundhedsministeren.

Tusind tak for det. Og respekt for tvivlen. Respekt også til alle de danskere, der i tvivl om, hvorvidt man ønsker at være organdonor eller måske ønsker at være delvis organdonor. Det er så vigtigt, at vi alle sammen husker at tage stilling, og at vi snakker med vores pårørende om det. Det er i orden at være i tvivl, men det er bare vigtigt, at vi gør meget mere for, at endnu flere husker at tage stilling. Så også respekt for, at I og også jeres medlemmer besluttede sig for at støtte beslutningsforslaget her. Det sætter vi stor pris på. Også tusind tak for de pæne ord. Det sætter jeg også meget stor pris på.

Vi agter fortsat fra regeringens side at række ud til de partier, der ønsker at være med i en samlet national handlingsplan på området – også de partier, som jeg har fuld respekt for ikke stemmer for det her i Folketingssalen i dag, men derfor vil vi også gerne invitere til et samarbejde om alt det andet, som vi kan blive enige om, for at styrke det her vigtige område.

Tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger, så vi siger tak til indenrigs- og sundhedsministeren. Den næste, der får ordet, er fru Mette Abildgaard fra Det Konservative Folkeparti.

Tak for det. Jeg kan sagtens forstå, hvis der sidder et par af mine kollegaer og tænker: Kan de ikke komme videre? Hvis I ikke orker at høre mere om organdonation, så brug i det mindste de næste par minutter – jeg lover, at det ikke bliver mere – på at gå ind på sundhed.dk og registrer jer, hvis I ikke allerede har taget stilling til organdonation.

Når jeg synes, at det er vigtigt at gå på talerstolen, er det, fordi det her er en ekstremt principiel, vigtig beslutning, som det her Folketing træffer i dag. Jeg har sådan set stor respekt for ministerens engagement på det her område og stor respekt for de forhandlinger, vi har om en national handleplan på det her område, og jeg er enig i, at status quo er det eneste, der ikke er en mulighed. Men derfor er det jo også så vigtigt, at det, vi gør, virker.

Når nu de donoransvarlige på de største hospitaler i vores land, som står i den her situation i hverdagen og møder de patienter og pårørende, der ender i den her situation, går ud med et fælles indlæg i aviserne og advarer imod det her, fordi de frygter, at det vil give færre organer til donation, bør vi jo stoppe op som politikere og overveje, om vi har gang i noget, der er uhensigtsmæssigt. Selvfølgelig vil der da, når man som dansker hører, at vi har en model, hvor alle automatisk er registreret, være færre, der vil gå ind aktivt og trykke på knappen – når man indfører den model. Det siger sig selv.

Hvad er konsekvensen så af det? Det er bl.a. det, som donoransvarlig i Region Syddanmark, overlæge Christina Rosenlund, sagde til et medicinsk tidsskrift. Hun sagde: Befolkningen vil tro, at de ikke behøver registrere sig. Det kan betyde, at endnu flere pårørende i sidste ende skal tage stilling. Det er altså pårørende, som står og har mistet et nært familiemedlem, og som står i en potentiel livskrise og skal tage stilling. Det, som tallene også meget tydeligt viser, er, at flere af de pårørende i sådan en situation siger nej. Flere pårørende siger nej, end når man spørger danskerne om deres holdning til organdonation. Det kan altså også betyde, at der i sidste ende kommer færre organer til donation.

Der er også lavet en rigtig spændende ph.d. på det her område, som går ind og kigger på, hvad det er, der er motivationen for at give organerne og for, at de pårørende siger ja. Det er bl.a. det her med, at man giver det som en gave. Det er altså også noget, man går ind og rykker ved, når man arbejder med det her formodede samtykke.

Så har jeg bare lige behov for at understrege til sidst, at jeg var til stede ved førstebehandlingen og deltog aktivt i den her debat. Men vi fra Det Konservative Folkeparti kommer ikke til at bakke op om den her model, fordi frygten er, at den ganske simpelt vil give færre organer til donation, sådan som der er blevet peget på fra mange sider. Tak.

Tak for det. Der er foreløbig en kort bemærkning. Fru Monika Rubin fra Moderaterne. Værsgo.

Mange tak, og jeg vil bare sige tusind tak til alle for, at vi har den her debat i dag, for for hver gang vi tager debatten om organdonation, er der langt flere, der tilmelder sig organdonation inde på sundhed.dk.

Jeg vil bare gerne spørge ordføreren til det datagrundlag, altså den evidens som DTO, Dansk Center for Organdonation, og Det Etiske Råd læner sig op ad, og som jo ikke er up to date. Vi har en professor, Andreas Albertsen, som jo netop har kortlagt det her område med den nyeste evidens helt op til 2023 – altså indtil for ganske nylig – og de nye studier viser jo netop, at i de lande, hvor man har indført den her model, har vi flere organdonorer. Så jeg kunne bare godt tænke mig lige at få ordførerens tanker på, om der ikke er noget i forhold til det datagrundlag, vi debatterer ud fra, der rent faktisk er forfejlet. For hvis vi debatterede ud fra gamle data, som er det, Det Etiske Råd lægger til grund for deres anbefalinger, og det samme med Dansk Center for Organdonation, så kommer vi jo til at have en skæv debat.

Ordføreren.

Som jeg husker det, er Det Etiske Råds udtalelse fra 2022 eller 2023. Dansk Center for Organdonation er kommet med deres udtalelse også nogenlunde i de samme tidsrum. Så jeg er klar over, at de, der bakker op om det her forslag, i høj grad henviser til en enkelt professor, og det er ikke, fordi jeg har noget miskreditere ham for – jeg har sådan set tillid til, at han har lavet en grundig forskning – men der er også en verden til forskel på de lande, der har indført en art af aktivt tilvalg, om det er den bløde model, som vi har her, eller om det er en, hvor du er registreret automatisk og ikke aktivt skal ind at bekræfte det. Jeg lytter til bl.a. de overlæger, som står i den her hverdag, som taler med de her patienter, og som fuldstændig entydigt deler den her bekymring.

Fru Monika Rubin.

Ja, det er korrekt, at de kom med anbefalingerne for ganske nylig, men det datagrundlag, de lægger til grund for deres anbefalinger, er ældre end den nyeste evidens, der er på området, og derfor siger jeg bare, at når vi har den her debat, er det virkelig vigtigt, at vi har debatten ud fra nyeste viden og de bedste studier, og de er altså ikke med, hverken i Det Etiske Råds datagrundlag for deres anbefalinger eller i Dansk Center for Organdonations anbefalinger. Så det er meget, meget vigtigt, at vi også forholder os til ny viden, fordi det her er et område, hvor der kommer ny viden hele tiden.

Ordføreren.

Naturligvis skal vi det, men vi skal også forholde os til dem, som møder den her virkelighed, møder danske patienter. Der kan også være forskel på sindelag, og hvordan man har det med at være formodet organdonor. Der kan være en verden til forskel på, hvordan vi ser på det, og hvordan andre folk ser på det. Jeg har også set, at der er masser, der allerede nu har været ude at sige, at de framelder sig at være organdonor, fordi de ikke bryder sig om princippet om, at man automatisk er registreret, om end jeg er med på, at det er en blød model, vi indfører i Danmark.

Hr. Flemming Møller Mortensen, Socialdemokratiet. Værsgo.

Tak for det, og tak til ordføreren. Jeg er af den opfattelse, at vi har haft en utrolig saglig, ordentlig og oplyst debat hele vejen igennem, når vi har siddet i ordførerkredsen for at tage det her meget væsentlige emne op. Vi har lyttet til alle. Vi har også lyttet til Det Etiske Råd, som jo siger, at de synes, vi skal tilskynde i højere grad. Det synes jeg er noget af det, Det Konservative Folkeparti ikke fremfører som en del af det, der ligger i beslutningsforslaget. Jeg synes, sundhedsministeren gang på gang forsøgte at sige, at vi netop bygger det ind her, for at vi ikke kommer til at stå i den situation, at mange borgere kan være i tvivl om, hvad der er op og ned i det her. Netop hvad angår alle 18-årige og mange andre steder, kan vi lave tilskyndelsen i forhold til at få folk til at forholde sig til det, og det er der nu lagt op til i en ny model.

Der vil jeg blot høre fra ordføreren, om det ikke er det, ordføreren tager ned er en væsentlig del af beslutningsforslaget?

Ordføreren.

Den væsentligste del af det her beslutningsforslag handler jo om at indføre en model for formodet samtykke – en blød model for formodet samtykke. Så er det rigtigt, at der også er tanker om, hvordan man kan øge tilskyndelsen, og det er jo det, vi sidder og forhandler om ovre i ministeriet lige nu, hvor jeg håber vi kan lande en god aftale. Det var også det, vi Konservative sammen med bl.a. SF fremsatte et beslutningsforslag om, som faktisk opnåede støtte fra Socialdemokratiet, som faktisk opnåede støtte fra Venstre, som vi faktisk fik et flertal i Folketinget til at stemme for, og som gav anledning til drøftelser i ministeriet. På den måde synes jeg vi har haft et meget stort engagement i det her, og det har netop handlet om, hvordan man får tilskyndet danskerne til at tage stilling.

Hr. Flemming Møller Mortensen for en anden kort bemærkning. Værsgo.

Derfor startede jeg også med at sige, at vi har haft virkelig gode drøftelser af det her, men jeg synes, det virker, som om Det Konservative Folkeparti lukker ørerne for det argument, som sundhedsministeren også har fremført med stor tydelighed her i dag. Altså, skal der være en konsekvens af det, at man skal ind at tage stilling? Her synes jeg virkelig, det virker, som om Det Konservative Folkeparti på en eller anden måde ikke har gjort sin stilling klar i forhold til det her. Vi siger jo lige nøjagtig i forhold til det her beslutningsforslag, at den enkelte borger skal ind at bekræfte sin stillingtagen her.

Ordføreren.

Jeg vil nok tillade mig at mene, at regeringen og Socialdemokratiet lukker ørerne for de donoransvarlige på de tre universitetshospitaler i det her land, og at de lukker ørerne for Det Etiske Råd og for Dansk Center for Organdonation. Det giver sig selv, at når man skal ind aktivt at registrere sig, men det formidles offentligt, at vi har et formodet samtykke, skaber det da kun mere forvirring hos danskerne.

Der er ikke flere korte bemærkninger, så vi siger tak til fru Mette Abildgaard fra Det Konservative Folkeparti.

Ønsker flere at udtale sig?

Da det ikke er tilfældet, går vi til afstemning.

Der stemmes om forslagets endelige vedtagelse. Afstemningen starter.

Afstemningen slutter.

For stemte 62 (S, V, M, RV, ALT, Jon Stephensen (UFG) og Mike Villa Fonseca (UFG)), imod stemte 36 (DD, LA, KF, EL, DF, Lars Boje Mathiesen (UFG), Heidi Bank (V) og Louise Elholm (V) ), hverken for eller imod stemte 8 (SF).

Forslaget til folketingsbeslutning er vedtaget og vil nu blive sendt til indenrigs- og sundhedsministeren.