Sundhedsudvalget 2023-24
B 12
Offentligt
2796067_0001.png
Slotsholmsgade 10-12
DK-1216 København K
T +45 7226 9000
M [email protected]
W sum.dk
Folketingets Sundhedsudvalg
Dato: 08-12-2023
Enhed: Sundhedsjura og Lovkvalitet
Sagsbeh: JUSJ
Sagsnr.:2023 - 3347
Dok. nr.: 52129
Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr. 3 (B 12) som Folketingets
Sundhedsudvalg har stillet til indenrigs- og sundhedsministeren den 13. november
2023.
Spørgsmål nr. 3:
”Vil
ministeren kommentere henvendelsen af 7/11-23 fra Dansk Kristelig
Sygeplejeforening m.fl., jf. B 12 - bilag 6?”
Svar:
Jeg kan ud fra henvendelsen samt støtteerklæringer konstatere, at Dansk Kristelig
Sygeplejeforening, Dansk Selskab for Palliativ Medicin, Fagligt Selskab for
Palliationssygeplejersker og Lægeforeningen m.fl. er imod beslutningsforslaget B 12
om at legalisere aktiv dødshjælp. Jeg sætter pris på, at foreninger og organisationer
ønsker at dele deres holdning og at de samtidig kommer med anbefalinger til en
værdig afslutning på livet.
De skriver blandt andet i henvendelsen, at meningsmålinger om aktiv dødshjælp ikke
nødvendigvis er samstemmende med det valg, som den enkelte ville tage, hvis
dødshjælp var aktuelt for personen. De skriver også, at de fagprofessionelle pålægges
en pligt ved at vurdere, om den enkeltes lidelser berettiger til aktiv dødshjælp, og at
det vil stride imod de læge- og sygeplejeetiske principper. De skriver videre, at
erfaringen fra andre lande, der har indført aktiv dødshjælp, er, at det er en glidebane.
I henvendelsen præsenteres i stedet tre anbefalinger, som bl.a. omhandler at øge
tiltag til at borgere tager stilling til livsforlængende behandling og at udbrede palliativ
behandling og pleje.
Det beskrives videre i henvendelsen, at foreningernes og organisationernes holdning
til aktiv dødshjælp er baseret på betragtninger om at behandle det enkelte menneske
med værdighed og det menneskelige i at have brug for hjælp. Det beskrives, hvordan
muligheden for aktiv dødshjælp kan reducere et hjælpetrængende menneskes følelse
af værdighed.
Regeringen har som bekendt nedsat Udvalget for en mere værdig død, som skal være
med til at understøtte og nuancere regeringens beslutningsgrundlag for en dansk
model for en mere værdig død.
Udvalget består af medlemmer, som er fortalere for og modstandere af dødshjælp,
ligesom det består af medlemmer, som ikke ved, hvor de står. Og det er afgørende
for, at udvalget kan udarbejde et reflektionsoplæg om danskernes forståelse af en
værdig død ved de forskellige måder, som livet kan afsluttes på.
B 12 - 2023-24 - Endeligt svar på spørgsmål 3: Spm. om kommentar til henvendelsen af 7/11-23 fra Dansk Kristelig Sygeplejeforening m.fl.
Regeringen ser frem til at følge udvalgets arbejde og se debatten udfolde sig.
Med venlig hilsen
Sophie Løhde
Side 2