Det næste punkt på dagsordenen er:

15) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 119:

Forslag til folketingsbeslutning om 4 måneders sorgorlov til den tilbageværende forælder med børn under 18 år i forbindelse med dødsfald (borgerforslag).

Af Leif Lahn Jensen (S), Lars Christian Lilleholt (V), Karina Lorentzen Dehnhardt (SF), Ole Birk Olesen (LA), Henrik Frandsen (M), Peter Skaarup (DD), Mai Mercado (KF), Trine Pertou Mach (EL), Martin Lidegaard (RV), Peter Kofod (DF), Helene Liliendahl Brydensholt (ALT) og Aaja Chemnitz (IA).

(Fremsættelse 22.02.2024).

Dette beslutningsforslag er udsprunget af et borgerforslag.

Forhandlingen er hermed åbnet. Den første, der får ordet, er beskæftigelsesministeren. Velkommen.

Tak for det, formand. Det beslutningsforslag, vi skal behandle her i dag, repræsenterer noget, som jeg tænker at de fleste kan sætte sig ind i og blive berørt af, men som også er svært. Der skal ikke herske tvivl om, at jeg har den største medfølelse og sympati for de mennesker, som mister deres livspartner, og som står alene tilbage med mindreårige børn. Jeg har også den største respekt for,at hovedstilleren midt i sin egen sorg har haft det personlige overskud til at sætte den her sag på dagsordenen.Tak til dig, Maria, og dine medstillere.

Det er desværre et livsvilkår for alle os, at vi mister mennesker, som er tæt på os. Det er heldigvis mit indtryk, at arbejdspladser og arbejdsgivere er gode til at tage hånd om medarbejdere, som oplever dødsfald i den nærmeste familie, uanset om det er en forælder, en partner eller et barn, man mister. Det er også det, jeg hører fra arbejdsmarkedets parter, nemlig at man lokalt i langt de fleste tilfælde finder løsninger, der passer til den enkelte medarbejder, som bliver ramt af så stor en sorg.

Det kan være meget individuelt, hvad man har brug for i den situation. Behovet kan også afhænge af de konkrete omstændigheder, altså om man mister sin partner efter et langt sygdomsforløb eller det sker pludseligt og uden varsel. Det tror jeg er svært at sætte på formel. Derfor er det så vigtigt, at arbejdspladsen tager udgangspunkt i den enkelte medarbejders behov. Derudover har vi et stærkt civilsamfund i Danmark. Der er en række organisationer og patientforeninger, som står klar med rådgivning og samtale til mennesker i sorg. Deres hjælp og deres betydning kan næppe overvurderes. De gør en helt utrolig vigtig indsats.

Hvis man så på grund af sin sorg bliver ude af stand til at passe sit arbejde, har vi sygedagpengereglerne. Det er ikke mange timer siden, at vi præsenterede nogle mere fleksible rammer for netop det. Personer, der er i arbejde, og som bliver uarbejdsdygtige, skal f.eks. kun nu i kontakt med jobcenteret én gang under deres sygemelding, og det kan også nøjes med at være et telefonopkald. De skal i stedet have opfølgning med deres arbejdsgiver, og det er noget, som i høj grad – det er mit indtryk – vil imødekomme ønsket om ro og tid.

Regeringen kan ikke støtte vedtagelsen af beslutningsforslaget. Det handler bl.a. om, at forslaget har økonomiske konsekvenser, som vi ikke kan tage os af her. Det er jo ikke her i Folketingssalen under behandlingen af et beslutningsforslag, at vi kan finansiere et forslag af den her størrelse; det kan man bl.a. med finanslovsforhandlingerne hvert år, hvor et flertal af Folketingets partier fremmer deres vigtigste prioriteter.

Ud over det tror jeg også, at det kan være vigtigt at overveje, om lige præcis den her model er den eneste rigtige løsning for alle i sorg, eller om der kunne være andre måder at gå til det på. I finanslovsaftalen for 2023 blev vi enige om at give ekstra orlov til tvillingeforældre. Det var et forslag, som netop havde rødder i et borgerforslag. I dag har vi andenbehandlet et lovforslag om ekstra orlov til tvillingeforældre og vedtager det efter planen i næste uge. Den proces synes jeg viser to ting: at det nytter noget at stille et borgerforslag, og at selv hvis det ikke finder opbakning i første omgang i Folketingssalen, betyder det ikke, at debatten ikke har betydning, eller at forslaget ikke kan føre til ændringer. Derfor vil jeg afslutte talen med endnu en gang at sige tak til jer, der har bragt det her ind til os. Det er en rigtig vigtig debat. Tak for ordet. Jeg ser frem til en meget vigtig debat her i salen.

Tak til ministeren. Der er en række korte bemærkninger. Den første er til fru Victoria Velasquez.

Tusind tak for den tale og også for at sende en tak til forslagsstillerne og dem, der har stillet borgerforslaget. Det med netop at finde styrken til også at gøre en forskel for andre midt i den sorg, man står i, er helt vildt stort.

Jeg har selv lige for nylig helt tæt på oplevet, hvad der sker, når en forælder ud af det blå, og uden man forventer det, pludselig i en alt for ung alder forsvinder, og hvor det stiller børnene og den anden forælder, og hvilket pres det kommer med i forhold til at skulle have styr på det hele og allervigtigst jo passe på børnene – og hvad med jobbet og det hele? Det er ikke alle, der har et godt netværk, der kan træde til og passe på en og hjælpe.

Derfor kunne jeg rigtig godt tænke mig at høre ministeren, hvad næste skridt nu er. For det er jo rigtig dejligt at høre, at der er en medfølelse og et ønske om, at vi skal gøre noget, men hvad er næste skridt, for at vi sikrer nogle bedre rammer, så man ikke står alene på den måde, som bliver beskrevet her?

Ministeren.

Jeg håber også, at min tale afspejlede, at jeg synes, det er mere komplekst end som så. Derfor står jeg heller ikke med en fiks og færdig plan, men med en anerkendelse af, at det at stå i den her livssituation og i øvrigt også andre livssituationer, som kan vælte en fuldstændig omkuld, netop kan rejse et behov for f.eks. at være sygemeldt i en periode med ro og tid til at komme sig over det. Men jeg håber også, at vi, også når vi taler om det her, husker, at arbejdsmarkedets parter bærer en vigtig opgave i de lokale løsninger, der passer. Jeg har i hvert fald stor respekt for, at man nogle gange gør det til bæredygtige løsninger frem for ting, som vedtages på Christiansborg i en form, der så alligevel ikke passer, når det rammer menneskeliv derude.

Spørgeren.

Tak. Betyder det så, at ministeren tænker at indkalde parterne og de organisationer, som lige nu jo civilsamfundsmæssigt løfter en helt vildt vigtig opgave, eller hvad bliver næste skridt? For det, jeg godt kan være bekymret for, er, at vi har så godt et borgerforslag og der vil være opbakning fra partierne, men at vi så ikke får lavet den del, der handler om at få handlet på det. Så jeg kunne rigtig godt tænke mig, at vi kunne sende et klart signal herfra om, hvad det næste skridt er. Vi har måske ikke en helt færdig løsning nu, men hvordan kommer vi så derhen?

Ministeren.

Jeg synes, det er helt relevant, når man får et borgerforslag ind, også at få det til at blive en anledning til at rejse en generel problemstilling, men, og det prøver jeg også at sige i mine svar, bare fordi man ikke får vedtaget sit borgerforslag, er det ikke det samme som, at det ikke kan starte en vigtig debat, og det synes jeg er det, vi gør her. Der er også andre partier, der har været ude med refleksioner omkring, hvad der sker, når vi bliver ramt af sorg på den her måde. Jeg synes bare, det også er vigtigt, at vi husker de civilsamfundsorganisationer, som gør så uhyre stor en indsats hver dag.

Så er det fru Mette Abildgaard.

Tak til ministeren for talen. Ministeren siger, at regeringen ikke kan støtte forslaget, fordi det har økonomiske konsekvenser. Der vil jeg bare tilføje, at det, vi gør i dag, også har økonomiske konsekvenser. Der er mange, der har berettet om, hvordan de har følt sig presset tilbage på arbejdsmarkedet, før de var klar til det, og at de ikke har været i stand til at tage hånd om deres børn, som står i en frygtelig sorg. Der er kvinder, der har stået frem og fortalt, at deres partner ikke er blevet begravet, før der har været en forventning om, at de mødte op på arbejdspladsen igen, og at de ikke kunne tage sig af deres børn. Det betyder mistrivsel, og det kan også betyde længerevarende traumer, som også koster penge. Så vi skal bare huske det store billede i de her sager. Jeg er godt klar over, at det ikke er sådan, Finansministeriet regner, men ikke desto mindre har det stor betydning.

Jeg kunne godt tænke mig at spørge ministeren: Hvad er principielt forskellen på sorgorlov, når man mister et barn – en ordning, som vi har vedtaget her i Folketinget, også med ministerens partis opbakning – og så den ordning, der foreslås indført her, hvor man altså er imod denne, men for den anden?

Ministeren.

Jeg synes grundlæggende, at den sorgorlov, vi har vedtaget, er rigtig i forhold til nogle familier i en meget svær situation. Det er også mit indtryk, at det heller ikke løser alt for alle, og det gør det jo sjældent, når vi laver tiltag af den her art. Derfor er jeg i hvert fald også optaget af, at de civilsamfundsorganisationer, som virkelig kan noget, og som har en lang erfaring, er i spil, men at vi også husker ansvaret hos arbejdsmarkedets parter. Jeg tror, vi skal passe meget på med ikke at sige til arbejdsgiverne: Den har vi; nu er der ikke noget ansvar hos dig. For det er helt afgørende, at der er arbejdsgivere, der også føler et ansvar i de her situationer.

I forhold til at det også koster noget ikke at gøre noget, vil jeg sige, at det er jeg fuldstændig enig i, og det gælder i rigtig mange af de sammenhænge, hvor mennesker har brug for et fællesskab og vores fællesskab, og hvor mange af de ting, vi finansierer på vores finanslov, kommer godt igen, i forhold til at vi forebygger nogle ting eller investerer i noget. Og den måde at tænke det på er jeg helt enig i.

Spørgeren.

Jamen jeg har også generelt tillid til arbejdsmarkedets parter, men da man i Folketinget valgte at indføre en sorgorlov til forældre, der mister et barn, var det jo i anerkendelse af, at der ikke er nogen, når de sidder ved forhandlingsbordet, der forestiller sig, at det er det, der skal være nødvendigt at forhandle hjem. Der forhandler man bedre løn hjem, flere fridage, flere goder i hverdagslivet. Der er jo ingen, der forestiller sig, at man skal forhandle hjem, hvordan man skal have frihed, hvis man mister sin partner eller mister sit barn, og det var derfor, Folketinget gik ind og lavede den ordning. Anerkender ministeren ikke, at der er nogle af de samme mekanismer på spil i den her type sag?

Ministeren.

Det anerkender jeg, men jeg synes også, vi skylder debatten, som jeg synes er vigtig – og det mener jeg også at ordføreren gør – at anerkende bredden i, at der kan være mange anledninger til at være i en livssituation, hvor ting falder fra hinanden, og hvor vi har brug for forståelse fra arbejdsgiveren, men hvor vi også grundlæggende har brug for et sikkerhedsnet. Derfor synes jeg også, det var relevant at nævne sygedagpengesystemet indledningsvis, i forhold til at vi jo har et sikkerhedsnet. Hvis du bliver uarbejdsdygtig af den ene eller den anden grund i forbindelse med sygdom, er der jo faktisk en offentlig sektor, der griber dig. Og nu har vi ovenikøbet lempet det, sådan at du ikke længere møder et samtaleregime.

Tak. Så er det fru Marlene Harpsøe.

Mange tak til beskæftigelsesministeren for talen. Jeg synes jo, og det gør vi i Danmarksdemokraterne, at der ikke rigtig kan være to holdninger til den her sag, og det er også det, jeg egentlig fornemmer er ministerens holdning her. Det er altså, at man har meget stor sympati for lige præcis det her forslag, og det har vi også i Danmarksdemokraterne.

Jeg sad hernede i salen, fordi jeg er meget optaget af hele sorgområdet og var meget spændt på, hvad regeringen siger, og hvad linjen er. Derfor bliver jeg også lidt ærgerlig over, at man ikke engang vil – hvad ved jeg? – nedsætte en arbejdsgruppe, der kan kigge på det her eller gøre et eller andet. Enhedslisten har også spurgt ind til, hvad næste skridt er, og det synes jeg stadig væk regeringen mangler at svare på. Hvad er næste skridt? Danmarksdemokraterne vil i hvert fald opfordre regeringen til at medvirke til, at vi i udvalget kan finde ud af, om vi kan lave en beretning, i forhold til hvad der skal ske nu. Kan vi gøre et eller andet? Det kunne jeg godt tænke mig ministerens konkrete svar på.

Ministeren.

Det er jo ikke min opgave som minister at diktere, hvad udvalget gør. Jeg tænker, at det i virkeligheden er en meget fin arbejdsdeling, at vi har et folketingsudvalg, som i den grad er aktivt og også kan tage nogle af de her ting op. Min tale i dag bygger i virkeligheden på, at der jo er en problemstilling omkring, at borgerforslag, som er meget udgiftsdrivende, ikke bare kan stemmes igennem, uden at man sætter sig ned og laver en samlet prioritering og finder ud af, hvad der så ikke skal bruges penge på samtidig. Men jeg er også varsom med at tage for meget ansvar væk fra arbejdsmarkedets parter og dermed også fra arbejdsgiverne, som jeg mener bør have et ansvar, når der er en medarbejder, der ender i den her situation. Men der er også refleksionen omkring, at det kan være bredere end det her, og at hver gang vi gør noget for nogle, vil der være nogle lige ved siden af, om hvem man også tænker: Der er en lignende livssituation her, vi bør gribe. Derfor er jeg bare også meget optaget af, at vi har nogle grundlæggende sygedagpengeregler, der virker.

Spørgeren.

Jeg kunne bare godt tænke mig, og Danmarksdemokraterne kunne bare godt tænke sig, at der kommer noget handling her. Og det, jeg bare gerne vil have et konkret svar på, uanset arbejdsdelingen her i Folketingssalen i dag, er: Vil ministeren og regeringens partier, SVM, være med til at sætte sig sammen i Beskæftigelsesudvalget og rent faktisk drøfte, om vi kan blive enige om noget i en beretning – ja eller nej? Er regeringen med på det?

Ministeren.

Men så må jeg igen gentage, at de tre ordførere jo kommer på talerstolen som ordførere og dermed medlemmer af udvalget. Jeg er ikke som minister medlem af udvalget, og derfor mener jeg, at den arbejdsdeling er vi nødt til at respektere. Men det ændrer jo ikke på refleksionen omkring, hvordan vi griber den slags debatter, når der er borgere, der gør en indsats for at få dem bragt ind i den her sal og på den her talerstol. Og som jeg startede med at sige, mener jeg, at man med et borgerforslag kan rigtig meget, også selv hvis det ikke en til en bliver vedtaget, første gang det bliver debatteret. Og jeg håber også, at forslagsstillerne derude sidder med en oplevelse af, at de bliver hørt.

Så er det fru Helene Liliendahl Brydensholt.

Tak, og tak til ministeren for en rigtig sympatisk og empatisk tale. Jeg vil fortsætte lidt i samme spor som fru Marlene Harpsøe, altså at det jo tit er sådan med borgerforslag, at der kommer nogle borgere udefra, og at de så gør os herinde opmærksom på et problem, som vi egentlig ellers ikke ville have haft fokus på, og det synes jeg jo er rigtig godt. Bl.a. peger forslagsstillerne her på, at man, når man mister en medforælder, så slet ikke bliver grebet fra den første dag, men at man selv skal google alting, og der bliver også peget på nogle andre ting.

Så har ministeren ikke gjort sig nogen tanker om, hvordan vi på en eller anden måde kan forbedre det her område, selv om ministeren ikke er klar til at stemme for det her forslag?

Ministeren.

Jeg synes, at spørgeren er inde på noget rigtig vigtigt, i forhold til hvordan vi også menneskeligt oplever, at der er nogen, der kan spejle vores situation, når vi bliver ramt af noget, som det jo er rigtigt at ingen af os forestiller os at skulle stå i, heller ikke dem, det så sker for. Derfor kan jeg også konstatere, at der er organisationer derude, der gør et rigtig vigtigt stykke arbejde. Forældre & Sorg er en af dem, men jeg mener også, at mange af den slags organisationer som Kræftens Bekæmpelse, Hjerteforeningen og SIND har lignende initiativer, hvor de er specialister på lige præcis den livssituation, og hvor de går ind med hjælp. Og jeg har også meget stor sympati for, at vi har bevilget dem penge til lige præcis den indsats, og jeg synes også, det er et spor, vi skal fortsætte med at kigge ned ad.

Spørgeren.

Tak for svaret. Jeg håber, at man på en eller anden måde får dét ud af debatten, at der bliver nedsat en form for arbejdsgruppe eller der kommer en beretning i udvalget eller noget andet, sådan at vi ikke helt glemmer det her. Men ud over det ville jeg egentlig spørge ind til det med økonomien. For ministeren siger, at det har økonomiske konsekvenser, og det er jo ikke skrevet ind i borgerforslaget, og der forventer jeg heller ikke, at folk, når de laver et borgerforslag, kan skrive en finansiering og en økonomi ind i det. Men har ministeren så kigget på, hvad det vil koste, hvis man f.eks. implementerede den her model?

Ministeren.

Det er selvfølgelig en politikers opgave og ikke en borgers opgave at få pengene til at passe. Men det synes jeg så til gengæld også vi skylder, og derfor er sådan nogle spørgsmål her også relevante, når vi kigger på vores samlede prioritering for det her land, i vores samfund, altså hvad det er for nogle indsatser, vi gerne vil prioritere, og hvad vi så dermed tilsvarende kan spare på eller skaffe penge ved. Og det vil jo alt sammen afhænge af modellen, men jeg har ikke et eller andet konkret skøn over, hvad det vil koste, hvis man vælger x antal forskellige modeller. Men det vil i hvert fald skulle finansieres.

Så er det fru Katrine Robsøe.

Tak for det. Jeg kan som start oplyse, at i hvert fald jeg selv har stillet spørgsmål til finansieringen ved det her, allerede dengang man begyndte at samle underskrifter ind til det, så jeg ved, der ligger nogle svar fra ministeriet på det med nogle tal, vi kan kigge videre på. Det håber jeg nemlig også rigtig meget regeringen kunne have lyst til. Jeg deler sådan set ministerens overvejelser, i forhold til at der er mange ting, der skal vejes op imod hinanden, og jeg synes efterhånden, vi har set så mange enkelteksempler dukke op, særlig i forhold til sorgområdet her, hvor vi måske gang på gang er blevet overrasket over, at vi faktisk ikke har grebet de her mennesker bedre.

I fortsættelse af flere andre spørgere kunne jeg godt tænke mig at høre om noget: Har regeringen tænkt sig, at der rent faktisk også skal komme noget ud af det her borgerforslag? For jeg deler ministerens oplevelse af, at det er rigtig godt, vi har debatten her, og tvillingebarsel er et fantastisk eksempel på, at der kan komme handling, også selv om det ikke lige sker i salen ved førstebehandlingen. Men har regeringen nogen planer om, at der skal ske noget her, og hvad der skal ske?

Ministeren.

Til det kan jeg igen svare, at jeg ikke står her med en færdig løsning på, hvordan man griber borgerforslaget – jeg tror, at det ville skulle gøres mere nuanceret – og heller ikke på, hvordan man i så fald ville betale for det.

Jeg tror også i den sammenhæng, hvis jeg bare må anholde f.eks. en organisation som Forældre & Sorgs bekymring, at hvis vi, når der kommer et borgerforslag som det her, vedtager det i den isolerede form, det kommer i, og så gør det løsrevet fra at se ting mere i en helhed, får vi heller ikke nødvendigvis de bedste løsninger. Det er så også et politisk ansvar. Det er ikke en anklage mod borgerforslaget, det er mere et spørgsmål om, hvordan vi bruger de borgerforslag, der kommer ind, og der tror jeg i hvert fald, at der er nogle vigtige pointer at lytte på.

Spørgeren.

Jeg deler sådan set også det, ministeren siger, nemlig: Lad os nu lade være med at tro, at hvis vi bare lige ordner det her, har vi fikset det hele. Jeg må ærligt indrømme, at jeg blev ret overrasket og chokeret, da jeg hørte om den her historie første gang og om grundlaget for, at det her borgerforslag kom op, så derfor vil jeg bare høre, om ministeren har tænkt sig, at det at se samlet på sorgområdet skal indgå i nogle prioriteringer fra regeringens side af.

Ministeren.

Jeg står hverken med en fiks og færdig løsning eller finansieringen til en sådan. Jeg står her med den største medfølelse og forståelse for, at man får lyst til efter at have stået i situationen at rejse et spørgsmål om at have ret til noget. Men jeg synes også, især når vi sidder her som beskæftigelsesminister og ordførere, at vi i hvert fald som minimum skal have øje for arbejdsdelingen mellem, hvad vi normalt anser for at være arbejdsmarkedets parter, der forhandler ting, og hvad der politisk skal lovgives om. Så når vi af og til støder på ting, der ikke er lovgivet om, er det ofte, fordi arbejdsdelingen er, at det er stof for arbejdsmarkedets parter.

Så er det fru Kirsten Normann Andersen.

Tak for det. I min tid i fagbevægelsen er jeg stødt på rigtig mange mennesker, som har stået i en situation, hvor de har været i en personlig krise og har skullet håndtere en sådan personlig krise på grund af dødsfald i den nærmeste familie, og særlig der, hvor man er fælles forældre til børn, kan det være fuldstændig uoverskueligt at være i den situation. Det er min erfaring, at det er fuldstændig rigtigt, som der er beskrevet i borgerforslaget, at man i de situationer meget ofte vil ty til sygemelding, indtil man er klar til at vende tilbage, og det koster jo også noget. Jeg havde nær sagt: Måske ministeren ovenikøbet ved, hvad det koster.

For det er jo en omkostning, ligesom det ville være en omkostning at have en orlov i stedet for. Der er forskel på, om man kan få lov til at være fraværende på grund af sin sorg, eller om man skal betragtes som syg, selv om man faktisk ikke er syg, i den situation. Ministeren sammenligner det selv med barselsområdet. Så har jeg bare lyst til at spørge ministeren, om det også kan tolkes i den retning, at ministeren selv mener, at på det område er der også brug for, at man finder en god løsning.

Ministeren.

Min sammenligning med tvillingebarselsforslaget handlede faktisk mest af alt om, at jeg synes, at det var et eksempel på, hvordan et borgerforslag kunne blive stemt ned, men samtidig starte en debat. Derfor skal der i virkeligheden også bare lyde et par opmuntrende ord udadtil, i forhold til at man ikke skal opleve det som spildt arbejde, at man har knoklet med det her. Jeg har den største respekt for, at man orker det midt i en i forvejen svær situation.

Så kan jeg i øvrigt give spørgeren fuldstændig ret i det med, at de her livssituationer er uoverskuelige. Jeg tror, det handler om langt mere, end om man har en ret til orlov eller ej. Jeg tror til gengæld også, det er meget forskelligt, hvad det er, der bedst hjælper folk tilbage. Jeg tror, de tilbud, jeg også tidligere har nævnt, fra organisationerne og civilsamfundet, spiller en rigtig vigtig rolle, fordi man her bliver spejlet, men jeg synes også, det er vigtigt, hvad man møder, hvis man f.eks. bliver sygemeldt, og der har vi jo så sent som i dag sammen med spørgerens parti lempet reglerne, så det bliver mere værdigt, i forhold til at man faktisk får ro og tid.

Spørgeren.

Jeg har heldigvis mødt mange meget forstående og rummelige arbejdsgivere i sådan nogle alvorlige situationer, men jeg har også mødt det modsatte. Det er jo lige præcis det med at vide, at man er tryg og sikker i forhold til ens egen økonomiske situation, der kan gøre en forskel, mens man skal få styr på rigtig, rigtig mange ting.

Så jeg spørger alligevel ministeren en gang til, om ministeren selv mener, at vi bør finde en model for, at vi kan løse det her problem, sådan at man i fremtiden ikke skal være bekymret for, at dyb sorg kan risikere at vælte en i forhold til ens jobsituation.

Ministeren.

Jeg tror først og fremmest, vi skal være varsomme med at tro, at en enkelt løsning kan være svaret på menneskers situation, og at det at være i dyb sorg kan løses, ved at man har ret til ikke at gå på arbejde. Jeg har også kendskab til sager af den her karakter og ved også, at for nogles vedkommende ville det at få taget hverdagen fra sig være det værste, de kunne forestille sig. Til gengæld er man nødt til at have en forståelse for, at arbejdsgiveren bærer et ansvar, også for forståelsen og fleksibiliteten.

Vi siger tak til ministeren. Der er ikke yderligere spørgsmål. Og så går vi til ordførerrækken, og den første er hr. Jens Joel fra Socialdemokratiet. Velkommen.

Tak for det, formand, og tak til forslagsstillerne for at fremsætte det her forslag. Jeg er ikke overraskende meget på linje med ministeren, som lige har været på talerstolen, og det er klart, at det kan være svært nogle gange at forstå, lige præcis hvad det er, vi diskuterer herinde, og hvad det er for en situation, der er ude i virkeligheden, men med det her forslag og den her diskussion tror jeg, at de fleste kan sætte sig ind i, at det er fuldstændig definerende for ens liv, at man bliver ramt af sådan nogle ting. Og da vi drøftede det i formiddag i den socialdemokratiske gruppe, var der faktisk rigtig mange gruppemedlemmer, som rejste sig op og kommenterede på egne erfaringer eller på ting, de havde hørt, og jeg synes, at de kommentarer, der faldt, i hvert fald viste to ting.

Det første er, at det her er noget, som man bredt set kan samles om og have forståelse for. Jeg tror også, det er baggrunden for, at borgerforslaget har fået så mange støtter relativt hurtigt, altså fordi de fleste kan sætte sig ind i, at det her er en helt umenneskelig situation. Det andet, mine kollegaers kommentarer gav anledning til at tænke over, var i virkeligheden, at bortset fra at de godt kunne forstå det, var det meget forskelligt, hvordan folk havde håndteret det, og hvad det var, de havde haft brug for. Nogle gange var det praktisk hjælp, man havde brug for, nogle gange var det fri fra arbejde, nogle gange var det faktisk at komme på arbejde, og nogle gange var det i virkeligheden nogle forældede systemer, i forhold til hvordan man tildeler ydelser eller børnepenge eller noget andet, som havde voldt problemer. Derfor tror jeg, at der er rigtig meget sandhed i, at man har brug for, at der er nogle, der hjælper en med at finde rundt i virvaret, når man bliver ramt af de her ting. Og nogle gange, ja, vil det nok også være et fravær fra arbejdet, som vil være det rigtige, og der tror jeg, i lighed med det, der også har været diskuteret, mens ministeren stod på talerstolen, at det kan være svært at sige, at man fikser det med én løsning.

Jeg tror, at borgerforslag kan rigtig meget ved at rejse en problemstilling. Det var der også en af kollegerne der sagde. Det at have et borgerforslag er jo et udtryk for, at nogen har en erfaring, og at noget skal gøres bedre, men det er også rigtigt, at borgerforslag jo som regel er med udgangspunkt i den præcise erfaring og ikke nødvendigvis i alle de andre erfaringer. Og hvad er det, der definerer en sorg, som er stor nok til at udløse det her? Man kan også blive ramt af andre ting end at miste sin livsledsager, som kan være livsomvæltende. Derfor tror jeg, det er vigtigt, at vi har en snak om, hvad vi som samfund gør, hvad vi gør på arbejdsmarkedet, hvordan man bliver imødekommet, og hvordan man bliver mødt, når man har brug for noget af det her. Men det handler også om nogle af de civilsamfundsorganisationer, som kan være med til at vise vej, og som flere kolleger også har henvist til.

Når vi ikke kan støtte borgerforslaget, handler det sådan set mere om, at jeg synes, at vi skylder en bredere debat om, hvornår man kommer i en situation, hvor man har brug for hjælp, samtidig med en diskussion om, hvad så den hjælp, man har brug for, er, for det kan være andet end orloven. Men det er selvfølgelig også klart, som ministeren også har sagt, at det jo er en normal procedure, at hvis man ønsker at løfte det her spørgsmål, gør man det også eksempelvis i finanslovsforhandlingerne eller andre steder, hvor vi samlet set prioriterer vores midler.

Der er en rigtig stor rolle at spille for arbejdsmarkedets parter, og det er klart, at det er en absolut undtagelse, når vi går ind og regulerer eller blander os i arbejdstid, og derfor skylder vi også, synes jeg, en respekt for den arbejdsdeling, man normalt har, og i øvrigt for de mange arbejdsgivere, som heldigvis godt kan finde ud af at tage ansvar, når det er påkrævet. Så vi er ikke til sinds at støtte borgerforslaget nu, fordi der jo ikke ligger finansiering – og nej, det er ikke nogen kritik af borgerforslaget, det er sådan set meget normal praksis, at den finder man på andre måder – men også fordi vi egentlig i forbindelse med diskussionen mener, at det kan være forskellige ting, der forårsager en sorg, og at håndsrækningen dertil også kan være forskellige ting. Men som det også er blevet sagt et par gange før, er det jo ikke sådan, at diskussionen forsvinder, fordi man ikke støtter et borgerforslag, eller at den diskussion, der er rejst, ikke har en indflydelse på, hvad der senere kommer til at ske.

Tak til ordføreren. Der er indtil videre en enkelt kort bemærkning, og den er til fru Mette Abildgaard.

Det er jo rigtigt, som ordføreren siger, at fordi man ikke nødvendigvis støtter et beslutningsforslag, betyder det ikke, at diskussionen ikke kan fortsætte. Jeg hører bare ikke ministeren redegøre for nogen initiativer, der skal sikre, at den her diskussion kommer til at fortsætte, og som skal sikre, at der bliver lavet et arbejde, der kan føre til, at man kan lave en god model for det her. Det er jeg bare rigtig ærgerlig over.

Så er jeg også rigtig ærgerlig over, at ordføreren bruger sin tale til at sige, at det jo ikke er alle, der har brug for det her, og at der er mange måder at bearbejde sorg på. Ja, selvfølgelig er der det, men der er jo heller ikke nogen pligt i det her borgerforslag til, at man skal benytte sig af den her sorgorlov. Men når der er 50.000 mennesker, der har skrevet under på det her borgerforslag, er det jo et udtryk for, at der er en efterspørgsel efter at have en ret til i en kortere eller længere periode netop at være væk fra sit arbejde i forbindelse med den her type frygtelige dødsfald.

Men jeg vil egentlig spørge ordføreren om det samme, som jeg spurgte ministeren om: Hvorfor er der sorgorlov med socialdemokratisk støtte, når man mister et barn, men ikke når man mister en partner?

Ordføreren.

Det er jo rigtigt, at det forslag omkring sorgorlov, i forbindelse med at man mister et barn, har vi støttet. Jeg betragter det som en undtagelse fra den normale regel, altså at fravær fra arbejdspladsen er noget, der drøftes arbejdsmarkedets parter imellem, men jeg vil også gerne lægge noget til her. Vi diskuterer her det med at miste en livspartner, men hvad nu, hvis man er alene med sit barn, men har en forælder, som ikke er ret meget ældre end en selv, men som er en meget stor del af hverdagen, er det så ikke også en livsomvæltende situation, at man så står alene med sit barn, som man er vant til at være to om? Min pointe er bare, at det er klart, at vi betragter det som en undtagelse fra den generelle regel, og jeg kan sagtens se, at man også kan gøre undtagelser i andre tilfælde, men jeg kan også godt se, at det så rejser diskussionen om, hvornår det så er en undtagelse – altså hvilke situationer? Og de kan være bredere end det at miste sin partner.

Spørgeren.

Det kan jeg faktisk godt anerkende, og det var sådan noget, der kunne være rigtig interessant at drøfte videre i en forhandling. Forslaget her handler om at miste sin partner og have børn under 18 år. I anerkendelse af at der også er nogle børn, der mister en forælder, og som står med en sorg, der skal håndteres, og man selv er i sorg samtidig med det, synes jeg, det er et ret væsentligt element i det her. Jeg ser det egentlig ikke kun som en sorgorlov til det ene menneske, men til hele familien i forhold til at være der. Men jeg håber, vi kan drøfte det her videre, måske i finanslovsforhandlingerne eller andre steder.

Ordføreren.

Det er klart, at det vil vi gerne drøfte videre. Jeg tror i virkeligheden også, at det, vi lavede omkring det at miste et barn og den sorgorlov, var rigtig godt for rigtig mange, men der har også været nogle, som har sagt, at de har oplevet, at det ikke gjorde den store forskel, at barnet var 19 år, men det gør jo så alligevel, at man ikke længere er omfattet af undtagelsen. Derfor er der en bredere diskussion af, hvordan vi håndterer det, at man kan blive ramt af sorg på flere forskellige måder, uden på nogen måde at underkende det, som forslagsstillerne har været ramt af.

Tak til ordføreren. Der er ikke yderligere korte bemærkninger, så vi går videre i ordførerrækken. Den næste er hr. Kim Valentin fra Venstre. Velkommen.

Tak til formanden. Jeg opfatter det her beslutningsforslag som et opråb, der vil sige til politikerne: Hør, der er altså et problem her, som vi ikke tror at I er helt opmærksomme på, og kan I ikke tale lidt om det, og se, hvad der er den bedste løsning? Der er selvfølgelig også det, at det beslutningsforslag, vi behandler her i dag, jo er et følsomt forslag, fordi det omhandler en sorg og omhandler en situation, hvor nogen har mistet – mistet noget, som ingen ønsker at miste: en vigtig person i ens liv. Og det kan vække rigtig store følelser.

Jeg kan faktisk ikke forestille mig, hvor ulykkelig en situation det må være at være i at miste sin livspartner og stå tilbage med den sorg. Jeg har ikke selv oplevet det. Men det må være forfærdeligt. Samtidig skal man måske også tage sig af sine børn og andre pårørende og af mange andre ting, som der skal tages stilling til for at komme igennem det. Det må kræve en ufattelig styrke, hvis man tænker lidt over det. Derfor har jeg selvfølgelig også den dybeste medfølelse med de mennesker, der mister deres livspartner og står alene tilbage med deres fælles børn.

Langt de fleste har nemlig brug for en eller anden form for hjælp og støtte fra andre. Derfor synes jeg, at det er rigtig vigtigt, at man husker på, at arbejdspladserne faktisk i dag er superdygtige til at hjælpe der. Der har jeg lidt erfaring fra min lange tid som arbejdsgiver. Det er faktisk noget, man kerer sig om som arbejdsgiver. Det er noget, man sætter sig ned og taler med sin medarbejder om. Man spørger, hvordan man hjælper den enkelte med at komme igennem det. Det er man faktisk ret god til.

Det siger jeg også, fordi min oplevelse er, at 4 måneder kan være en god løsning for én person, men en elendig løsning for andre – 4 måneder er måske ikke det, der er det rigtige. Der er måske mange andre løsninger, som man skal finde på den enkelte arbejdsplads eller i det enkelte familieliv. Det tror jeg er vigtigt. Nogle løsninger hjælper for nogle, og andre løsninger hjælper for andre.

Jeg synes ikke, at det er en politisk opgave at opbygge et system, hvis vi har rigtig mange i civilsamfundet, der er dygtige til de ting, og vi har rigtig mange virksomheder, som er dygtige til de ting. Så er det selvfølgelig politikernes opgave at støtte op omkring de her ting. Det synes jeg også at sygedagpengereglerne til dels gør. Hvis man er der, hvor man ikke kan arbejde, er man jo syg, og så har vi nogle sygedagpengeregler, der støtter rigtig godt op om det.

Jeg og Venstre mener, at det rigtige sted at tale om de her ting er i finanslovsforhandlingerne. Det må være det rigtige sted at tale det her ordentligt igennem. Jeg siger ikke, at der ikke skal være hjælp til dem, der mister, fordi vi lægger det over i finansloven. Men det er jo netop et udtryk for, at vi taler det ordentligt igennem og finder nogle ordentlige løsninger.

Jeg håber også, at jeg lige får lov at komme med en refleksion til sidst. Her har vi lov til at spørge, om lovgivning i virkeligheden er det bedste, hver gang vi ser et problem. Jeg synes ikke, at det nødvendigvis er det. Vi skal prøve at kigge på, om ikke vores civilsamfund og vores virksomheder faktisk også er superdygtige til det her. Lad os tage vores drøftelse i den sammenhæng, når vi når til finansloven. Tak.

Tak til ordføreren for talen. Der er et par korte bemærkninger, og den første er fra Victoria Velasquez fra Enhedslisten.

Tak for det. Jeg er lidt optaget af, hvordan vi kan få medfølelsen til at blive til handlekraft, som hjælper de mennesker, som er i klemme, og særlig af, at midt i deres sorg har initiativtagerne fundet styrken til at stille det her borgerforslag og få de nødvendige underskrifter. I forhold til om der skal laves et system, kan man jo sige, at der er et system i dag, men et system, som modarbejder folk midt i deres sorg. Retten til orlov betyder jo ikke, at du skal bruge den, men det betyder, at du har ret til at gøre det. Problemet i dag, som de også beskriver i borgerforslaget, er jo, at man enten risikerer at miste sit arbejde, altså at få en fyreseddel, eller at jobcenteret ånder en i nakken. Derfor kunne jeg rigtig godt tænke mig at spørge ind til det, ordføreren siger om, at finansloven er svaret. Betyder det så, at Venstre vil tænke sig rigtig godt om og så bringe noget op i forbindelse med finanslovsforhandlingerne, eller hvad ligger der i det?

Tak. Ordføreren.

Det var derfor, jeg anmodede om, at man skulle have lov at reflektere lidt over det her. Det synes jeg faktisk ikke at fru Victoria Velasquez gør her. Jeg synes, at man kunne stille følgende modspørgsmål til fru Victoria Velasquez: Er lovgivning det rigtige? Det synes jeg godt man må reflektere over. Det kan godt være, at vi skal hjælpe nogle civilsamfundsorganisationer, og det kan også være, at vi skal fortælle, hvad vi mener, men det er ikke nødvendigvis lovgivning, som er det rigtige her. Jeg har det faktisk sådan, at jeg vil anerkende arbejdsgiverne, og at jeg vil anerkende civilsamfundsorganisationerne først, og så tager vi diskussionen derfra i forhold til finansloven.

Spørgeren.

Det her har jo desværre været et problem i lang tid, og jeg kender nogle helt tæt på, som er blevet direkte ramt af det, så jeg har desværre fået anledning til at reflektere over det her, før borgerforslaget kom. Vi har også flere forslag fra Enhedslistens side, men jeg er nysgerrig på – og ordføreren må jo stille mig spørgsmål, når jeg er på talerstolen – hvor Venstre står her, også som regeringsparti. Vil Venstre tænke sig godt om og så bringe et forslag med til finanslovsforhandlingerne, eller vil man indkalde organisationer fra civilsamfundet og arbejdsmarkedets parter til en drøftelse eller noget helt tredje? Hvad er det næste skridt fra Venstres side her?

Ordføreren.

Jeg synes igen, at der mangler en refleksion, for jeg siger jo netop i min tale, at jeg ikke siger, at der ikke skal være hjælp, men at jeg vil tillade mig at reflektere over det, og at jeg godt vil have en drøftelse af det i finanslovsforhandlingerne. Så det synes jeg faktisk er den handling, der kommer ud af det her. Det synes jeg også man må acceptere fra Enhedslistens side.

Den næste ordfører i rækken er fru Katrine Robsøe fra Radikale Venstre. Værsgo.

Tak for det. Jeg beklager, men jeg har faktisk lidt svært ved at forstå, lige præcis hvad det er, Venstre gerne vil her. Jeg er med på, at man siger nej til borgerforslaget, og jeg er sådan set også med på, at det her virkelig er et område, hvor der efter min mening – og jeg sagde det også selv i mit spørgsmål til ministeren – nok er et behov for, at vi kigger bredere på det og får kigget ned i de forskellige dele. Det kan jeg sådan set have stor respekt for. Jeg har så måske bare lidt svært ved at forstå, at ordføreren bare siger: Det må vi kigge på under finanslovsforhandlingerne.

Skal jeg helt konkret forstå det sådan, at Venstre vil tage det her med ind til finanslovsforhandlingerne, når de på et tidspunkt går i gang, eller er det noget, andre partier skal tage ansvar for, og som Venstre bare vil reflektere over?

Ordføreren.

Det kan jeg ikke svare på, for vi ved jo ikke, præcis hvad det er, der kommer ud af det her, endnu. Men jeg lover, at jeg gerne vil tænke over det, når vi kommer dertil, og jeg vil godt tage dialogen videre. Jeg håber bare ikke, at det bliver et eller andet med, at Radikale så står og råber efter regeringen. Det, jeg prøver at lægge op til her, er jo, at vi løser det på en ordentlig måde, at vi får inddraget civilsamfundet, og at vi får inddraget virksomhederne, som gør et godt stykke arbejde i dag.

Jeg synes, at det, der kommer fra Radikale, bliver lidt negativt, i stedet for at I siger: Ja, det er godt – vi går med i den snak, vi sætter os ned omkring et bord og taler om det, og så laver vi en god løsning.

Spørgeren.

Okay, men så skal jeg bare lige forstå det helt: Så Venstre synes, der skal indkaldes til møder, hvor vi rent faktisk diskuterer det her og prøver at kigge på, hvordan det her kan skrues bedre sammen, hvor vi inddrager civilsamfundsorganisationer, og hvor vi inddrager parterne, så vi finder en bedre løsning på det her?

Hvis jeg skal være ærlig, synes jeg egentlig, at retorikken fra Venstres side er ærgerlig, for det bliver lidt noget med, at man siger, at vi er ukonstruktive, fordi vi ikke bare accepterer, at der bliver sagt, at man ikke rigtig gør noget, og at man ikke rigtig ved, hvad der skal gøres. Det synes jeg da er en ærgerlig tilgang til os andre fra Venstres side.

Jeg skal bare høre: Vil man så gerne være med til at lave det, som fru Victoria Velasquez prøver at bringe på banen i forhold til muligheder for, hvad vi kunne kigge ind i at gøre?

Ordføreren.

Altså, jeg synes, det er ærgerligt, at Radikale bare vil hoppe ud i en lovgivning uden at undersøge, præcis hvad det er, man får ud af det. Det synes jeg bare er ærgerligt. Men det, jeg lægger op til, er jo en dialog, så det håber jeg at Radikale vil være med til.

Den næste spørger er fru Mette Abildgaard fra Det Konservative Folkeparti. Værsgo.

Jeg synes, det er underligt, at ordføreren overhovedet ikke svarer på de spørgsmål, der bliver stillet. For det var jo fuldstændig klar tale fra Radikale Venstre, at man sådan set var indstillet på at sætte sig ned og tale om, hvordan man bedst kunne skrue det her sammen, men det kom der overhovedet ikke noget svar på fra Venstres ordfører.

Venstres ordfører taler om, at vi skal have civilsamfundet til at tage et større ansvar. Så det vil sige, at det er civilsamfundet, der skulle trøste Svandís Funder Svendsens fire børn på mellem 2 og 16 år, da hun mistede sin mand efter 10 måneders svært sygdomsforløb. Hun stod tilbage og blev bedt om at møde på arbejde, inden manden var begravet.

Skal vi så bede civilsamfundet om at komme ind at give en kærlig, trøstende hånd med de fire børn, eller skulle vi give mor mulighed for rent faktisk at være der for sine børn i en tid, som er ubeskrivelig svær? Jeg synes, at ordføreren gerne vil udstråle alt det rigtige og lytter til borgerforslaget, men jo ikke er villig til at gøre noget som helst, ikke engang at opfordre til, at der bliver forhandlinger om det her.

Ordføreren.

Det sidste opfordrer jeg sådan set til i forhold til finansloven, vil jeg sige. Så det kan jeg jo sige med det samme. Det andet, jeg vil sige, er, at ja, selvfølgelig er det da et spørgsmål om, at man anerkender de civilsamfundsorganisationer, der allerede har hånd om det, og anerkender de virksomheder, der allerede har hånd om det.

Der mener jeg ikke nødvendigvis altid, at lovgivning om 4 måneders sorgorlov er det rigtige. Lad os da lave en ordentlig løsning på det. Det er det, jeg opfordrer til. Det er derfor, jeg reflekterer over det.

Spørgeren.

Vil Venstre så bringe det ind i finanslovsforhandlingerne? Kan vi forvente, at det kommer til at ligge i regeringens udspil? Det ville være rigtig dejligt. Kan vi forvente, at det her kommer til at ligge i regeringens udspil til næste års finanslov?

Ordføreren.

Det kan jeg ikke udtale mig om endnu, og det kan jeg da godt forstå at ordføreren så er irriteret over, men sådan er processen jo; nu skal vi ind i udvalgsforhandlinger om det her.

Men jeg siger, hvad Venstre gerne vil. Vi vil gerne anerkende civilsamfundet, vi vil anerkende virksomhederne for at tage del i det her, og vi vil også gerne lave en god løsning.

Den næste spørger i rækken er fru Kirsten Normann Andersen fra SF.

Tak for det. Der er mange virksomheder, som er med til at løse det her problem. Det anerkender jeg også. Jeg forstår simpelt hen ikke ordførerens fremhævelse af civilsamfundet igen og igen. Civilsamfundet kan ikke sikre mig mere frihed i den situation, hvor jeg bare har brug for tid til at være sammen med mine børn og min familie, og derfor synes jeg, at det er det, vi skal tale om.

Det, som sker i praksis, er jo, at mange mennesker bliver nødt til at sygemelde sig, selv om de ikke er syge; de er i sorg, de er i krise, og de har brug for tid til at få orden på alt det kaos, som følger med et dødsfald i den nærmeste familie, når der også er børn. Jeg ved ikke, om ordføreren har et bud på, hvad der koster mest: at jeg sygemelder mig, eller at jeg bare får en legal orlov til at få styr på de her ting. Jeg tror, at prisen er den samme. Derfor synes jeg egentlig også, det kunne være helt oplagt, at Venstre også havde bud på, om ikke frihed af familiemæssige årsager også godt kunne være på tale, når man er i dyb krise, fordi man har mistet en ægtefælle og har nogle børn, man skal tage vare på.

Ordføreren.

Jamen jeg anerkender problemstillingen. Det synes jeg også at jeg sagde i min tale. Og jeg tror, at ordføreren tager fejl i forhold til den interesse og entusiasme, der er fra civilsamfundets side i forhold til at hjælpe på de her dele. Jeg tog mig den frihed at prøve at undersøge det, inden jeg gik på talerstolen, og der er en stor interesse for at være der. Nogle ting er løst bedst, ved at man netop hjælper hinanden, og der er civilsamfundet jo en vigtig ingrediens, og vi har organisationer i dag, der laver alle mulige indsatser i forhold til det her. Dem skal vi selvfølgelig have med i sådan et stykke arbejde.

Spørgeren.

Jeg anerkender også, at der er rigtig mange mennesker, der gerne vil hjælpe, når mennesker er i krise, og det er godt. Men i den her situation har børn ikke brug for, at der kommer nogle andre og hjælper. De har brug for den forælder, der stadig væk er der. I den her situation er det den forælder, der er tilbage, som skal finde ud af, om det overhovedet kan lade sig gøre at blive i den bolig, man bor i, om økonomien kan ordnes, og om man kan få lukket den konto, der skal lukkes, og alle de andre ting, der følger med, og de skal finde ud af, om børnene har brug for psykologhjælp i de situationer, hvor der også er behov for det, og det kræver tid. Derfor vil jeg igen stille spørgsmålet: Giver det ikke mening, at der i forbindelse med lov om frihed af familiemæssige årsager også indføres en ret til orlov, når man er i krise, fordi man har mistet en ægtefælle?

Ordføreren.

Det synes jeg så at jeg prøver at svare på i min tale. Altså, det er jeg ikke helt afklaret omkring, for det vil jeg gerne være i en proces omkring, og jeg vil gerne tale med alle. Jeg siger ikke, at der ikke skal være hjælp, men at jeg er i tvivl om, hvad det præcis skal være. For det, jeg hører, er, at 4 måneders orlov altså ikke er godt for alle. Der er mange forskellige løsninger derude, der er gode, og jeg ved, at der er mange, der hjælper. Der er civilsamfundsorganisationer, der hjælper, og der er arbejdsgivere, der er rigtig dygtige til det her. Så lad os da i stedet for lægge en løsning ind der, hvor vi hjælper de fleste med den rigtige løsning.

Der er ikke flere spørgere, så jeg siger tak til ordføreren for talen. Den næste ordfører i rækken er fru Kirsten Normann Andersen fra Socialistisk Folkeparti.

Tak for ordet, og tak for at stille et vigtigt forslag. I weekenden havde SF landsmøde, og i den forbindelse stillede vi også et forslag om at sikre balance mellem arbejdsliv og privatliv, især fordi livet er uforudsigeligt og der bare ofte er brug for mere rummelighed, når det er sådan, at arbejdsliv og privatliv kolliderer. Mange familier kommer desværre til at opleve, at lynet slår ned i deres familier, og nogle oplever også, at en forælder dør. For den tilbageværende forælder venter der jo ikke kun en ubærlig sorg; der venter også en masse praktiske opgaver. Der skal planlægges begravelse, man skal tage sig af børnene, og måske er der også brug for at søge noget psykologhjælp til børnene eller til sig selv. Der skal styr på økonomi og måske bolig, arbejde og skifteret, og der er bankkonti, der skal lukkes op og deles op.

Som det er nu, kan den tilbageværende forælder, når en medforælder dør, få 2 ugers orlov. Resten hviler på almindelig sygemelding eller en arbejdsgivers forgodtbefindende, og heldigvis er der mange kloge arbejdsgivere derude. Men når man mister en livspartner, er man altså ikke syg. Man er i sorg, man er i krise, og 14 dage er sjældent nok, især ikke, når man også har ansvaret for børnene og børnenes sorg og krise. For det er store og reelle bekymringer, det fører med sig, når ens familie pludselig bliver revet op med rode. Der er intet at sige til, at det hårde psykiske pres kan medføre, at den tilbageværende forælder oplever en psykisk belastning og måske ender med sygdom selv senere hen. En længere sorgorlov kan også bidrage til at fremme mere lighed og tryghed, ved at almindelige mennesker ved, at de er sikret en pause uden frygt for jobtab, når de står over for ulykkelige omstændigheder. Det gælder ikke kun for dem, der arver eller allerede har en formue til at understøtte sådan en pause. Det skal også gælde for helt almindelige mennesker. På den måde er vi også med til at understøtte, at der ikke er nogen uhensigtsmæssige strukturer, der gør, at nogle mennesker bliver presset tilbage i arbejde, inden de er klar.

Derfor er vi i SF også positivt stemte over for det her borgerforslag med henblik på at give den tilbageværende forælder et pusterum i sorgen, tid til at få overblikket over hverdagen og tid til at finde en ny måde at være familie på. Vi bakker op om, at der skal findes en model, der kan løse problemet, hvor en forælder, som mister en medforælder og stadig væk er forælder til nogle børn, også skal have muligheden for at få orlov.

Tak for talen. Der er en enkelt spørger. Jeg giver ordet til fru Karin Liltorp fra Moderaterne. Værsgo.

Tak for det, og tak for en fin tale. Jeg er jo ikke i tvivl om, at de fleste herinde har stor sympati for forslaget og kan se, at det er et kæmpe problem for de forældre, der bliver ladt alene. Jeg kunne bare godt tænke mig at høre ordførerens overvejelser, for nu snakkede vi netop meget om sygedagpengesystemet: Har ordføreren gjort sig nogen tanker om, om det kunne dreje sig om, at man bare skal justere i dét system, så det også kan rumme mennesker i sorg, eller er der behov for at opfinde et helt nyt system til det? Så det er mere sådan en åben forespørgsel.

Ordføreren.

Jeg er sådan set bare optaget af, at vi skal sørge for, at det er en ret, som man ved man har, hvis det er sådan, man står i en situation, der er så uoverskuelig, som tilfældet er, hvis man mister en ægtefælle og samtidig har ansvaret for nogle børn. Modellen er til debat, synes jeg. Jeg har meget svært ved, og det har jeg også sagt under debatten her, at se forskellen på, om man er sygemeldt og får løn under sygdom, eller om man har orlov, så man kan bearbejde en krise. Altså, jeg tror, at prisen er den samme. Så modellen er vi åbne for at se på, og det kunne sagtens være, at der i det system, vi allerede har, kunne skrues på noget, så der også blev plads til egentlig sorgorlov i de situationer, hvor der er brug for det.

Spørgeren.

Tak. Nogle af dem, jeg har snakket med i den forløbne periode, har nævnt, at 4 måneders orlov i virkeligheden også kan have nogle seriøse bivirkninger, bl.a. at arbejdsgiverne fralægger sig ansvaret og forventer, at man efter 4 måneder er fit for fight og klar til at komme tilbage på arbejde igen, og i virkeligheden af den grund ikke tager et medansvar for at få personen ordentligt ind på arbejdsmarkedet. Har ordføreren overvejet, om det er et område, vi skulle se på, og om det af den grund også kunne være rigtig relevant at snakke med arbejdsmarkedets parter om den bedste løsning?

Ordføreren.

Jeg synes helt sikkert, man også skal tale med arbejdsmarkedets parter om, hvordan man kan lave gode løsninger, men jeg synes også, det er et ansvar for os at sikre, at man har frihed af familiemæssige årsager – det er der også en lov der handler om – sådan at man har mulighed for at håndtere kriser. I min tid som fagligt aktiv blev jeg kontaktet af en mand, der var blevet bedt om at komme ned på sygehuset, fordi hans far var døende, og hans arbejdsgiver sagde nej. Der er også en vilkårlighed, og derfor tror jeg i virkeligheden bare, at det er vigtigt, at vi prøver at få rummeligheden tilbage og også sikre nogle rettigheder og noget tryghed. Men samtidig er der selvfølgelig også en opgave, der skal klares på den anden side, både hos arbejdsgiverne og hos de faglige organisationer.

Tak til ordføreren. Der er ikke flere korte bemærkninger. Den næste ordfører i rækken er fru Sólbjørg Jakobsen fra Liberal Alliance.

Mange tak. Først og fremmest tak til de borgere, som har valgt at engagere sig i vores demokrati. Nogle har stillet et borgerforslag, andre har været inde at støtte det. Folk deltager i den demokratiske samtale, og det synes jeg altid fortjener ros og en tak.

Når man i livet rammes af tragiske omstændigheder, har vi alle sammen et ansvar. Når vi i Liberal Alliance prædiker frihed og ansvar, gælder det især også, når det er svært, og det er det, når man som forælder mister en forsøger til sine børn. Jeg kan ikke forestille mig, hvor svært det må være. Man står ikke kun selv med et ansvar i den situation; det gør alle omkring en også. Vi er ikke kun ansvarlige for os selv, vi er også ansvarlige for vores medmennesker, vi er ansvarlige for vores ansatte, hvis vi er arbejdsgivere, vi er ansvarlige for vores venner, vi er ansvarlige for vores familie, og vi skal alle gøre vores bedste for at løfte det ansvar.

Med det her forslag foreslås det at indføre 4 måneders sorgorlov til den, der mister en medforælder og har et barn under 18 år. Jeg finder det utrolig sympatisk, og jeg ikke i tvivl om, at det for mange vil være det rigtige, men jeg er heller ikke i tvivl om, at det ikke vil være det rigtige for alle, og jeg er heller ikke i tvivl om, at det vil være rigtigt for nogle, som ikke er omfattet af det her. Derfor er det ikke Liberal Alliances holdning, at den her model er den vej, vi skal gå.

Så har jeg også den holdning til noget meget, meget svært , at systemet ikke skal varetage noget, som er så sårbart og svært, og som kræver så meget menneskelighed. Det er noget, som mennesker indbyrdes og civilsamfundet skal løfte sammen. Det er ikke noget, vi skal overlade til systemet. For nogle mennesker, som rammes af sorg, medfører det en reaktion, som giver sygdom, og det er en svær omstændighed for rigtig mange, og der er det meget godt, synes jeg, at vi i dag har sørget for, at sygedagpengesystemet – hvis man skulle derind – er blevet lidt mere fleksibelt, så man i sådanne situationer typisk ikke ville skulle igennem et langt forløb. Det tror jeg vil gavne rigtig meget.

Jeg synes også, det skal nævnes, at ikke alle, der har behov for hjælp, har behov for den samme hjælp. Derfor vil en model af den her art ikke være noget, som Liberal Alliance bakker op om. Jeg kan høre, at der er andre partier, der nævner finansiering, hvilket ikke er en del af borgerforslaget. Selvfølgelig skal borgerforslag ikke sørge for det. Derfor vil jeg også bare være ærlig og sige, at det ikke er det, der gør, at vi ikke støtter forslaget. Det handler om, at vi ikke mener, at den her løsning er den rigtige. Tak for ordet.

Tak for talen. Der er en enkelt spørger, der har trykket sig ind, og det er fru Mette Abildgaard fra Det Konservative Folkeparti. Værsgo.

Tak for det. Jeg er lidt nysgerrig efter at høre ordførerens uddybning af, hvad det betyder, at det ikke er systemet, der skal træde til i sådan en situation her. For det er jo det stik modsatte, som forslaget går på. Forslaget går på at give familien rum til at håndtere det traume, den står i. Og hvis man ikke giver familien det rum, er det netop systemet, som man overlader det til; så er det skolen, man overlader det at håndtere børnene, som er i sorg, til; så er det offentligt ansatte i alle mulige andre funktioner eller vores sundhedsvæsen, man overlader det til. Det her er i min optik det stik modsatte, nemlig at man giver rum til familien, som er det mest naturlige sted at vende sig hen, når man er i dyb sorg, og når livet er allersværest. Så jeg er virkelig lidt spændt på at høre, hvad ordføreren mener med »systemet« i det her tilfælde.

Ordføreren.

Jamen jeg er fuldstændig enig i det, ordføreren siger, nemlig at det er familien, der samler sig her, og at det er familien, man henvender sig til. Men jeg er ikke enig i, at det forudsætter, at det skal besluttes politisk, at arbejdsgiverne skal give de ansatte fri, og at skatteborgerne skal betale. Jeg tror ikke, at det er en nødvendighed for, at familien kan komme igennem så sørgelig en tid. Det mener jeg ikke er en forudsætning for, at man som familie kan håndtere en svær tid.

Spørgeren.

Det kan godt være, at ordføreren ikke mener det, men det mener de mange familier, der står bag det her borgerforslag. De peger på, at de som familie har manglet den tid og det rum til at håndtere deres sorg som familie. Så med al ære og respekt vil jeg spørge: Hvad er det værd, hvad ordføreren, der ikke har stået i situationen, vurderer, kontra hvad de familier, der rent faktisk har stået i det, vurderer?

Så er jeg også nødt til at spørge: Er Liberal Alliance imod den ordning, der er om sorgorlov, når man mister et barn? Er man imod den ordning?

Ordføreren.

Men nu har jeg altså sat mig ind i, hvad folk, der har behandlet familier i den her situation, siger. Bare fordi der er nogle, der mener, at noget er det rigtige, kan jeg ikke sige, at så mener jeg også, at det er det, der er det rigtige. Jeg må også sætte mig ind i, hvad det er, jeg selv mener, og hvad det er, der er vores overbevisning, og hvad det er, det offentlige har ansvaret for, og hvad det er, vi som mennesker selv har ansvar for, både i forhold til os selv og hinanden. Og i forhold til retten til orlov i forbindelse med dødsfald af egne børn under 18 år har Liberal Alliance støttet det forslag.

Tak til ordføreren. Der er ikke flere korte bemærkninger. Den næste ordfører er fru Karin Liltorp fra Moderaterne. Værsgo.

Tak for det. For en gangs skyld har jeg skrevet en lang tale, så jeg håber, at jeg kan nå at sige det hele, inden taletiden udløber, for det her er et emne, der ligger mig meget på sinde.

For nogle byder livet desværre på katastrofer, hvor hele livsgrundlaget bliver revet væk, og det er bl.a. tilfældet, når man mister en ægtefælle. Pludselig skal det hele gentænkes; man er alene, alene med ansvaret for børnene, hvilket inkluderer at udvise et overskud, man ikke har, så børnene kan komme bare nogenlunde igennem krisen, alene med alt det praktiske og alene med sorgen, som ingen desværre kan tage fra en. Forslaget om 4 måneders sorgorlov til den efterladte forælder er derfor enormt sympatisk, og jeg er glad for, at vi har mulighed for at diskutere det i dag. For har vi egentlig et samfund, der er godt nok til at rumme mennesker i krise?

Efter at dette forslag er blevet fremsat, har jeg brugt tid på at undersøge området. Jeg har snakket med organisationen Forældre & Sorg, jeg har snakket med Fagbevægelsens Hovedorganisation, og jeg har snakket med Dansk Arbejdsgiverforening for at blive lidt klogere. For mig er det rigtige nemlig ikke at tage en hurtig beslutning, før vi er dykket ned i problemstillingen. Ellers ender vi jo med at lave lovgivning ud fra følelser, og som bekendt er følelser ikke nødvendigvis altid de mest rationelle. For mig er det centrale spørgsmål, hvad man har brug for, når man står i en livskrise. Det er hævet over enhver tvivl, at man har brug for forståelse, og at omgivelserne ikke stiller urimelige krav, men i stedet står klar med støtte. Og hvad støtten skal bestå i, er meget individuelt. Så vi ender med at stemme imod borgerforslaget på trods af det sympatiske udgangspunkt, fordi vi af flere grunde ikke tror, det er den rigtige løsning.

For det første synes arbejdsmarkedets parter ikke umiddelbart, at det er den bedste løsning, og de synes, at en løsning helst skal findes i samarbejde med dem. De har endnu ikke oplevet en stor efterspørgsel efter sorgorlov, men er åbne over for at se på, om det bare er, fordi de heller ikke er dykket ned i problemstillingen endnu. De var derfor meget positive over for at spørge deres medlemmer, om det var et område, de bare ikke havde kigget nok på. Umiddelbart gav de mig dog indtrykket af, at der oftest bliver fundet rigtig gode individuelle løsninger ude på den enkelte arbejdsplads. Langt størstedelen af arbejdsgiverne er jo selv interesseret i at finde en optimal løsning, da de ikke er interesseret i at tvinge en medarbejder, der er tynget af sorg, i arbejde.

For det andet er det ikke netop 4 måneders orlov, der står øverst på ønskesedlen for de efterladte. Foreningen Forældre & Sorg har lavet undersøgelser af, hvad det er, man efterspørger og har gavn af, når man mister. Det er bl.a. hurtig hjælp, også hurtig terapeutisk hjælp i nogle tilfælde, så man kan få støtte, mens det hele er uoverskueligt. Derudover ønsker den efterladte forælder støtte til at komme godt tilbage til arbejdet. Og der er jo faktisk en risiko for, at når der går for lang tid, bliver det så meget sværere at vende tilbage, men de vil gerne have støtte til at komme tilbage. Og for mange er det netop en befrielse at komme tilbage, så man kan slippe sorgen bare i et tidsrum, men det skal jo være under rimelige vilkår.

Desuden har de efterladte brug for at møde ligesindede, og netop inden for dette område spiller de frivillige organisationer en kæmpe rolle – foreninger, hvor børn kan mødes med andre børn, der også har mistet en forælder, og samtalegrupper for den efterladte forælder. Derfor er det altafgørende, at vi sikrer finansiering af de organisationer, der varetager disse opgaver. Det er noget af det, der står rigtig højt på Moderaternes dagsorden. Og inden vi opfinder et nyt system, synes vi at vi skal se på de ordninger, vi allerede har. Vi skal ikke tvinge folk, der er tynget af sorg, tilbage på arbejdet; det er vi helt enige om. Og mange ved vi også i dag ville vælge at bruge den sygeorlov, der er.

Så jeg synes, vi skal bruge lejligheden til at se på, om der er noget ved den her sygedagpengelovgivning, der kan ændres, så man også føler sig rummet, selv om man er i sorg og ikke er syg, også fordi det så kommer til at gælde alle, der oplever en livskrise, så det ikke er begrænset til situationen, hvor man mister en partner. For det er kun en selv, der kan vurdere, hvornår livskrisen er så stærk, at man har brug for at trække stikket.

Jeg takker mange gange for forslaget, og jeg kan sige, at selv om vi ikke støtter op om den nuværende udformning af forslaget, har det været med til at skabe opmærksomhed på et område, der i den grad fortjener opmærksomhed, og det er ubetinget godt.

I Moderaterne vil vi snakke videre med både de frivillige foreninger og arbejdsmarkedets parter for at blive endnu klogere på, hvor der eventuelt kunne være brug for ændringer. Vi er nemlig meget interesseret i at sikre et samfund, hvor man føler sig rummet og forstået og får den fornødne hjælp, når katastrofen rammer. Vi er dog også optaget af, at vi finder de rigtige løsninger, så vi rammer rigtigt, og at vi ikke tyer til hurtige løsninger, der måske viser sig at være mindre optimale. Det fortjener de mennesker, der oplever krisen, nemlig ikke. Tak for ordet.

Tak for talen. Der er en række ordførere, der har bedt om ordet. Den første, der får ordet, er fru Kirsten Normann Andersen fra Socialistisk Folkeparti.

Tak for det, og tak for en, synes jeg, fin tale. Jeg er sådan set grundlæggende enig i, at man ikke bare skal finde hurtige løsninger, og man skal bestemt heller ikke bare lave lovgivning på baggrund af følelser. Men jeg synes, at det er et meget konkret problem, at man ikke har ret til frihed, når man rammes af alvorlige kriser, hvor man også har ansvar for nogle børn, som er i sorg og er i krise. Man er også ramt af bureaukratisk bøvl i forhold til at få styr på skifteret og alle mulige andre ting, som følger med, og man skal også have tid til at finde de rigtige løsninger for ens børn, for selv om der er mange til at hjælpe til derude, også civilsamfundsorganisationer, så er det også vigtigt at finde det helt rigtige tilbud til børn på det tidspunkt, hvor børnene er klar til det.

Så når ordføreren siger, at man ikke vil tvinge folk tilbage på arbejdet, og henviser til sygeorlov, vil jeg egentlig bare spørge, om man kunne forestille sig en sygeorlov eller en sorgorlov, hvor man også var beskyttet på samme måde, som man eksempelvis er det, når man har barsel, så vi ikke risikerer, at folk, der er nødt til at melde sig syge, skal frygte at miste deres arbejde også.

Ordføreren.

Altså, det synes jeg er et godt, konkret forslag. Jeg kan jo ikke stå her og love noget nu. Jeg kan bare glæde mig over, at vi i dag har landet den her aftale om nogle mere fleksible regler for sygedagpenge. Nogle af de her ting rummer netop også, at man ikke skal indkaldes til samtaler, når det ikke giver mening, og jeg tror, at det er noget af det, der kan være med til at stresse en forælder helt vildt. De står jo med sorgen, og så skal de på en eller anden måde stå til ansvar for deres plan om at komme tilbage på arbejdet. Det synes jeg personligt er dybt absurd, og det er jo noget af det, som jeg håber vi får taget livtag med nu. Og jeg håber, at det er noget af det, der bliver landet, når vi for alvor tager fat i den store reform her. Så jeg synes, det er et godt, konstruktivt forslag, og hvor det ender, må tiden vise.

Spørgeren.

Det er jo en slags omvendt bevisbyrde, kan man sige, som så ville gælde i en særlig situation, modsat det, vi i øvrigt kender fra sygedagpengeområdet, hvor man netop både bliver kontaktet af en arbejdsgiver og også bliver kontaktet af jobcenteret og skal stå til rådighed for alle mulige tænkelige ting, som man virkelig ikke har brug for på det tidspunkt, fordi man bare har brug for ro og tid til at finde ud af at få hverdagen til at fungere igen på nye betingelser. Så tak for at medgive, at man måske godt kunne kigge på en løsning, som kunne løse det her meget konkrete problem.

Ordføreren.

Jeg synes, det kunne være så smukt, hvis vi kunne finde frem til en løsning, der en dag også kan rummes i det nuværende system, for jeg ved jo godt, at det er uheldigt, at man bliver nødt til at melde sig syg. Men jeg er samtidig glad for, at vi har det sikkerhedsnet, at man kan melde sig syg. Jeg kunne jo godt tænke mig at dykke mere ned i, hvor mange arbejdsgivere der giver den her meget urimelige behandling af folk, der er i sorg, for jeg håber jo stadig væk – uden at tage tallene – at langt de fleste faktisk er meget medfølende, og at man finder en ordning, som begge parter bliver glade for.

Den næste, der har bedt om ordet, er fru Victoria Velasquez fra Enhedslisten. Værsgo.

Mange tak. Ordføreren kommer ind på det her med, at det ikke er så mange af FH's medlemmer, som har efterspurgt det. Der tror jeg også, man skal se på, at det f.eks. i 2022 var 1.516 mindreårige børn, som mistede en eller begge forældre. Så der er faktisk tale om en mindre gruppe og ikke noget i en størrelsesorden, så man kan sige, at mange har efterspurgt det – og heldigvis for det.

Flere kom ind på det her med, at man ikke er syg, men i sorg. Problemet er jo, at hvis man ikke får ro til rent faktisk at kunne være i sorg og håndtere de her ting, så risikerer man at blive syg. Så selv hvis man kun kigger på det rent økonomisk, er det jo på den lange bane enormt dumt ikke at sikre de her rammer nu, som folk har brug for for at kunne komme ordentligt tilbage. Derfor tænkte jeg, om vi ikke skulle flytte de her drøftelser, ordførerne har med flere organisationer, FH osv., så ministeren faktisk indkaldte til de her drøftelser.

Ordføreren.

Jeg ved ikke, om det er optimalt, at det ligger på ministerens bord. Jeg hørte jo, at ministeren selv sagde, at det var helt oplagt, at vi tog det op i udvalget, og det synes jeg også er en god idé. Men jeg vil bare sige en anden ting: Man har brug for fred, men det kan altså også være enormt farligt at blive efterladt alene derhjemme i 4 måneder. Der er jo videnskabelig dokumentation for, at det faktisk kan være enormt skadeligt, og at det kan gøre det meget sværere at komme tilbage på arbejdsmarkedet. Og hvis det bliver normen, kan det være, at nogle får en suboptimal behandling, netop fordi de ikke får hjælp til at komme tilbage tidligere, hvis det nu ville have været det bedste for dem. Det er derfor, jeg synes, at det her fortjener, at vi taler mere om det for at finde de rigtige løsninger.

Spørgeren.

Jeg tænker netop også, at det at have en trepart også kan være relevant for civilsamfundsorganisationerne og andre for at være med til at få flere af de her ting med i overvejelserne om, hvordan man gør det. At have ret til orlov betyder ikke, at du skal have orlov. Det kender vi jo også fra andre områder som f.eks. barselsorlov. Det er ikke, fordi du skal tage hele barselsorloven, men det er en rettighed, sådan at hvis det giver mening for dig i den situation, som du er i, så har du mulighed for at gøre brug af den her rettighed. Hvor står Moderaterne i forhold til at gøre det rettighedsbaseret?

Ordføreren.

Jeg tror på ingen måde, vi er klar til at gøre det rettighedsbaseret på nuværende tidspunkt, og slet ikke, når vi ikke kender problemets omfang. Jeg anerkender fuldt ud, at man kan have brug for at trække sig, og at det kan være det rigtige, men jeg ved bare også, det kan være en farlig vej at gå. Så siger man, at det ikke er en pligt at tage den, men nogle vil opfatte det som en pligt og sige: Hvis jeg ikke tager de 4 måneders orlov, sørger jeg nok ikke lige så meget. Jeg har jo netop snakket med nogle af de forældre, der følte sig underlige, fordi de efter 2 uger gerne ville tilbage på arbejde, og det var det, de gerne ville have hjælp til. Det er jo derfor, jeg siger, at vi altså skal dykke ned i det og finde de rigtige svar, for ellers kan det blive normen, at 4 måneder er en eller anden hellig konstant, der gør, at så er man klar til at komme tilbage igen.

Den næste, der har bedt om ordet, er fru Helene Liliendahl Brydensholt fra Alternativet. Værsgo.

Tak til ordføreren for talen. Det er dejligt at høre, at ordføreren har sat sig så godt ind i det og talt med så mange forskellige aktører og parter om det. Jeg hører også ordføreren sige, at ordføreren og ordførerens parti vil tage drøftelserne videre internt i partiet, men jeg kunne egentlig godt tænke mig at høre, om ordføreren ikke også kunne tage initiativ til at tage de her drøftelser uden for partiet med os andre partier, så vi netop ikke bare lader debatten ligge her i Folketingssalen og i Moderaternes gruppeværelse, men breder det ud til alle partier i Folketinget.

Ordføreren.

Det er jeg bestemt ikke uvillig til. En af de ting, vi selv har snakket om, var, om det var relevant at holde en høring om emnet, om det var relevant at indkalde til en lille konference. Det er jo de tanker, vi har gang i lige nu.

Jo flere, der er med til ligesom at dykke ned i problemet, jo bedre synes jeg jo det er, så ingen tvivl om det. Igen lover jeg ikke for meget nu, men det er mere et spørgsmål om arbejdspres. Men det er ikke, fordi jeg glemmer området, og jeg skal gerne prøve at føre tanken om, at vi kan holde en lille høring om problemets omfang, videre.

Spørgeren.

Det er jeg rigtig glad for at høre. Det er faktisk første gang i dag, jeg synes jeg hører en ordfører eller minister fra regeringen sige lidt mere tydeligt, at man gerne vil gå videre med nogle lidt mere konkrete drøftelser om det her ud over selvfølgelig i forbindelse med finansloven, som blev nævnt. Så det håber jeg da at Moderaternes ordfører gør. Det betyder jo noget, når det er et regeringsparti, der siger det og så vil tage initiativ til det eventuelt i udvalget eller på anden vis. Så tak for det.

Ordføreren.

Jeg synes altid, det er relevant, at vi dykker ned i problemerne. Og vi har stor respekt for, at der er stillet et borgerforslag, og at der potentielt er et stort hul et eller andet sted i samfundet. Så selvfølgelig fortjener det, at vi dykker ned i det. Men derfor er det også vigtigt for mig at sige, at vi jo ikke tror på, det her er den rigtige løsning. Men vi som politikere har selvfølgelig en pligt til at se på de problemer, der er i samfundet, og så kan det være, at vi ender med en idé om, at der ikke skal gøres noget konkret lige nu. Men muligvis er der nogle helt andre løsninger, der ligger lige for.

Tak til ordføreren. Der er ikke flere korte bemærkninger. Den næste ordfører i rækken er fru Charlotte Munch fra Danmarksdemokraterne.

Tak. Med borgerforslaget foreslås det at indføre 4 måneders sorgorlov til den tilbageværende forælder med børn under 18 år i forbindelse med dødsfald. Forslagsstillerne peger på, at det eneste tilbud, der findes til den tilbageværende forælder, når en medforælder dør, er 2 ugers orlov og derefter en almindelig sygemelding. Det mener forslagsstillerne er uholdbart for forældrene og for det eller de efterladte børn og for samfundet på en lang række områder. Jeg kunne ikke være mere enig.

Som det også nævnes, er man ikke syg, man er i sorg, og man har brug for en anerkendelse af sin sorg. I Danmarksdemokraterne anerkender vi behovet for en sorgorlov. Jeg kan kun forsøge at sætte mig ind i alle de udfordringer, man står over for, når livet tager så drastisk en drejning og man pludselig står med ansvaret for at samle sig selv og ikke mindst sine børn op. Derfor har vi også i Danmarksdemokraterne sendt en forespørgsel til de relevante ministre, hvor vi har spurgt ind til, hvad regeringen agter at gøre for at sikre bedre hjælp og støtte på bl.a. dette område.

Der er ingen tvivl om, at når familier mister den ene forælder, er der tale om en meget traumatisk oplevelse. Den efterladte forælder står i en umulig situation, hvor vedkommende f.eks. både skal arrangere begravelse og foretage boskifte og samtidig tage vare på børnene, som har mistet deres mor eller far. Derfor er vi også åbne over for at drøfte muligheden for at indføre en sorgorlov til den efterladte ægtefælle.

Som fru Marlene Harpsøe nævnte, vil jeg opfordre til, at vi i udvalget laver en fælles beretning, hvor vi anmoder regeringen om at arbejde på nogle forskellige modeller.

Til sidst vil jeg naturligvis gerne takke forslagsstillerne for at skabe noget fokus på det her område og i øvrigt starte en meget, meget vigtig debat.

Tak til ordføreren. Der er ingen korte bemærkninger. Den næste ordfører, vi skal byde velkommen, er fru Mette Abildgaard fra Det Konservative Folkeparti.

Tak for det. Jeg vil gerne starte med at takke forslagsstillerne bag det her forslag. Bl.a. har Therese jo stået frem og fortalt sin historie om, hvordan hun pludselig mistede sin mand og stod tilbage med ansvaret for børnene og alligevel fandt styrken til midt i den sorg at forsøge at gøre en forskel for andre. Det har jeg den største respekt for. Derfor er det godt og vigtigt, at vi får den debat i Folketingssalen i dag i håbet om, at vi kan finde nogle fælles løsninger, der peger fremad.

Men desværre er Therese ikke den eneste, der har oplevet at stå i den her situation. Det er i gennemsnit de her ca. 1.000 danskere om året, der oplever at miste en partner, og som står tilbage med ansvaret for børn under 18 år. En af de andre, der har fortalt sin historie offentligt, er Svandís Funder Svendsen, som mistede sin mand efter 10 måneders hårdt sygdomsforløb og stod tilbage med 4 børn mellem 2 og 16 år. Manden var ikke engang begravet, før der var en forventning om, at hun mødte på arbejde igen. En anden, der har fortalt sin historie i medierne, er Sofie, som mistede sin mand til kræft, da han kun var 38 år gammel. Hun følte sig presset til at raskmelde sig på grund af de krav, der blev stillet på jobcenteret. De har fundet styrken til at stå frem og fortælle deres historier i medierne. Jeg tror, der er mange andre, der ikke har kunnet finde den styrke, og derfor frygter jeg, at der er flere, der står i den her situation.

Heldigvis findes der massevis af gode arbejdspladser, som tager hånd om deres medarbejdere og hjælper dem i sådan en svær situation, men når vi lovgiver her i Folketinget, gør vi det jo ofte for at beskytte de svage parter, for at beskytte dem, der er ramt af ulykke, af samfundsudviklingen og af uforudsigeligheden i livet, og det er jo det, de her mennesker rammes af. Og er vi ikke et fattigt samfund, hvis ikke vi har overskuddet til at hjælpe så ganske få mennesker, der står i så udsat en situation?

Vi blev for ganske få år siden enige om, at vi som samfund selvfølgelig bør have overskud til at hjælpe forældre, som mister et barn, og som står tilbage med en enorm sorg. Her handler det om at hjælpe en hel familie. Vi hjælper ikke alene den partner, der står tilbage; vi hjælper også med at give dem muligheden for at tage et ansvar for børnene, der også står i en ekstremt sorgfuld situation.

Ja, i den ideelle verden forhandlede arbejdsmarkedets parter sig til det her – det kunne jeg da også drømme om – men jeg tror ikke, der er ret mange, der går til forhandlingerne og tænker på, at man skal have forhandlet resultater hjem, der skal træde i kraft, hvis det utænkelige sker. Jeg tror, man tænker på at forhandle om det, der fylder i hverdagen, altså løn, ferie og barsel, og det kan jeg sådan set godt forstå.

Det var netop derfor, vi gik ind og gav en beskyttelse til forældre, der mister et barn, og det er også derfor, vi Konservative mener, at man bør gå ind og give den samme beskyttelse til voksne, der mister en partner og står tilbage med børn under 18 år. Om det skal være 3 eller 4 måneder, har jeg ikke nødvendigvis svaret på. Og det er fuldstændig rigtigt, som flere har peget på, at sorg er individuelt. Det oplever jeg i den grad selv lige for tiden, og jeg oplever det i mit eget parti – man bearbejder tingene enormt forskelligt. Men i dag er det sådan, at vi giver muligheden for, at dem, der vil vende tilbage på arbejde, kan gøre det, fordi det er det, der fungerer bedst i deres liv, men vi giver altså ikke nødvendigvis muligheden for, at dem, der har brug for at trække stikket og være der koncentreret for deres familie, kan gøre det. Så vi imødekommer kun den ene måde at håndtere sorg på, som vores lovgivning er i dag.

Men det er vigtigt – og der er jeg meget enig med Moderaternes ordfører – at vi skal passe på med at italesætte, at der er noget, der er rigtigt og forkert. Det er okay, også hvis man mister et barn, at vende tilbage på arbejde efter 3 uger, hvis det er det, der føles rigtigt for en selv. Vi skal ikke som politikere gøre os til dommere over, hvordan man bearbejder sorgen, men vi skal skabe rammerne for, at også de mennesker, som har brug for at trække stikket på arbejdsmarkedet eller undgå pres fra jobcenteret, kan hellige sig deres familie i en tid, hvor det er en ufattelig god investering, at man er der for sine børn, og at man er der i fællesskab. Det er det, jeg synes det her borgerforslag handler om, og det er derfor, vi Konservative bakker op om det her borgerforslag. Kan vi lande det i en beretning, hvor vi kan blive enige om at prøve at arbejde videre inden for det her område, så kan vi også leve med det. Det vigtige er sådan set, at den styrke, nogle mennesker har vist i en ubeskrivelig sårbar situation, bliver konverteret til noget, der kan gøre en forskel for andre, der måtte ende med at stå i den situation.

Så vi Konservative har meget stor sympati for det her forslag og bakker det op, hvis det kommer til afstemning, men vi vil også meget gerne drøfte en beretning, hvis vi kan lave en med noget substantielt indhold. Tak.

Tak for talen. Der er en enkelt, der har bedt om ordet. Det er fru Karin Liltorp fra Moderaterne. Værsgo.

Tak for det. Og tak for en fin tale. Der er jo ingen tvivl om, at ordføreren brænder for emnet. Jeg kunne godt tænke mig at høre, om ordføreren har et overblik over, hvor mange forældre det drejer sig om, altså hvor mange forældre der bliver mødt af et stift system. For min store frygt er jo, at vi begynder at lovgive på basis af enkeltsager. Jeg anerkender, at jeg ikke ved, hvor stort problemet er, og det er derfor, jeg er interesseret i at høre, om ordføreren ved, hvor stort problemet er, altså om det faktisk er et generelt problem, eller om det faktisk kun er 3 pct. af dem, der bliver ramt, som synes, at de møder muren.

Ordføreren.

Jeg refererede her til tre konkrete sager, og det er mennesker, der har fundet styrken til at stå frem, når de står i deres livs måske allerstørste sorg. Jeg tror, at tallet er meget større, men eftersom der kun er ca. 1.000 om året, der mister deres partner på den måde, som er beskrevet her, så er det klart, at det ikke er store antal, vi taler om her. Men det er jo netop også derfor, at vi kan gøre en forskel for de mennesker; det kan vi gøre uden at slå bunden ud af statskassen. Men det vil gøre en gigantisk forskel for de mennesker, vi rent faktisk går ind og hjælper.

Så for mig er det ikke afgørende, om den her rettighed vil komme 30, 100 eller 200 til glæde og gavn. For mig er det afgørende, at vi hjælper nogle, der lige nu ikke bliver mødt med den fleksibilitet på arbejdsmarkedet, som de har brug for.

Spørgeren.

Tak for det. Altså, for os er det stadig væk relevant at dykke ned i problemstillingen, for det kan godt være, at ordføreren pålægger os den mening, at det ikke er et stort beløb, det drejer sig om, men jeg kan jo ikke lade være med at tænke på, at hvis vi brugte det her beløb på frivillige foreninger, kunne det godt nok også række rigtig langt. Så for os er det jo vigtigere at hjælpe rigtigt, ikke at finde den hurtigste løsning.

Er ordføreren sikker på, at orlov er den bedste løsning, eller kunne der være andre løsningsforslag, der var lige så gode?

Ordføreren.

Det forslag, vi drøfter i dag, er ikke mit forslag. Det forslag, vi drøfter i dag, er et borgerforslag, som mere end 50.000 danskere har skrevet under på; som er stillet på baggrund af mennesker, der selv har stået i den her situation. Det her er deres forslag til, hvad der skal ske. Jeg ved ikke, om ordføreren har mødtes med Therese, men ellers har jeg, og jeg kan fortælle, at det absolut er et menneske, der har stået i den her situation. Jeg synes også, vi må have respekt for, at det er deres bud på, hvad der er behov for.

Der er ikke flere, der har bedt om ordet. Tak til ordføreren. Den næste ordfører er fru Victoria Velasquez fra Enhedslisten.

Tak. Forslaget om sorgorlov er et utrolig vigtigt forslag. I Enhedslisten støtter vi varmt op om det og har gjort det lige fra starten, og jeg vil gerne bruge muligheden her til at rette en stor tak til dem af jer, som oprindelig fandt kræfterne til at stille borgerforslaget. Det er svært, når man i forvejen selv står i en krise, at finde kræfterne til at prøve at bedre den situation, som man står i, og altså ikke bare for en selv, men også for andre, der fremover måtte komme i en lignende situation.

Vi har i det her Folketing i 2020 sikret sorgorlov og specialiseret terapeutisk hjælp til forældre, der mister et barn under 18 år. Det var vi alle sammen enige om at gøre i juni 2016. Smerten og sorgen, der ligger i at miste sin partner, er enorm, og derfor mener jeg også, at det er fuldstændig vigtigt, at vi gør, hvad vi kan som samfund for at sikre de allerbedste rammer. Det at miste sin partner må være noget af det mest forfærdelige, man overhovedet kan komme ud for, og derfor mener jeg vitterlig, at vi som samfund som minimum må kunne sikre de rammer, som der er brug for, for at man kan finde sin vej, så man faktisk får den ro til at håndtere det, der er brug for, når man står i den her krise, inden man skal ud at efterleve de krav, der er på arbejdsmarkedet eller andre steder.

Der er også mange familier med børn, hvor der er brug for at bruge kræfterne til at være der for de børn, som også har mistet en forælder. For ud over at man selv har mistet en partner, har ens børn mistet en forælder, og derfor er det faktisk også på sin plads, at vi sikrer den her rettighed. Sorg er individuelt og forskelligt, men lige nu har du ikke retten til at få orlov, hvis det er det, du har brug for, og derfor er det vigtigt, at vi ser på, hvad det er, vi kan gøre, og at vi samtidig også ser bredere på det, eksempelvis også den del om psykologbehandling og andre tiltag. For når man står i en krise som den her, er man jo ikke syg, som flere andre også refererer til, og som der også bliver refereret til i borgerforslaget, i forhold til det med at være på sygedagpenge. Man er i sorg, men man kan risikere at blive syg, hvis det er sådan, at man bliver presset fra alle sider, når man står midt i en uoverskuelig situation.

Efter bisættelsen her for kort tid siden, hvor en gik bort alt for tidligt, kom den ene forælder, der nu stod tilbage med børnene og manglede den anden, og sagde, at jeg skulle sige noget godt og klogt i Folketingssalen, da vi gav hinanden et knus, inden jeg gik. Og noget af det, som jeg også tænker på, og som jeg også synes gør det her borgerforslag så vigtigt, er forudsætningen for at kunne være der for sine børn og kunne håndtere den her krise. Der er altså også et kæmpe klasseperspektiv og en kæmpe forskel i, hvad det er for nogle økonomiske rammer, man har for at kunne tage fri, hvad det er for en mulighed, man har for at kunne få fri, om man er sin egen chef, eller om man ikke er det, og hvilket job man har. Det er simpelt hen alt for vilkårligt, og der synes jeg, vi skylder at gøre det bedre.

Det her er det rigtige at gøre: at lytte til dem, som har oplevet det i deres levede liv, og som ved, hvad for nogle konsekvenser det har. Og det er det klogeste at gøre. Når flyet styrter, får man at vide, at man selv skal tage iltmasken på først, før man kan give iltmasker videre til andre, for så er det vigtigt, at man selv får ilt, så man ikke mister luften og falder om og ikke kan hjælpe andre. Vi taler også tit om, at du, hvis du er ved at drukne, ikke kan hjælpe andre fra at drukne, og for mig at se handler det her billede jo også konkret om, at vi sørger for, at den her forælder kan få iltmasken, at den her forælder ikke er ved at drukne. Det er vigtigt, hvis vi ønsker, at en forælder skal kunne være noget for sine børn, men også kunne være noget på den arbejdsplads, man er på. Derfor mener jeg også, at det som samfund på den lange bane giver mening, at vi stiller den her iltmaske til rådighed, og at vi støtter op og hjælper. Ellers bliver det langt dyrere, også på den lange bane, hvis man knækker, mister sit job, eller der er andre uoverskuelige konsekvenser.

Så jeg synes virkelig, der er kommet nogle gode indlæg her i salen i dag, og jeg ser frem til den videre behandling i udvalget, hvor jeg håber, at vi kan lande en beretning, og at vi både sikrer menneskene en iltmaske, en rettighed til at kunne få orlov, og samtidig også de andre tiltag, der er brug for, bl.a. en drøftelse med flere af de parter, som ved allermest om det. Tak for ordet.

Tak for talen. Der er ingen korte bemærkninger. Vi siger tak til ordføreren. Den næste ordfører i rækken er fru Katrine Robsøe fra Radikale Venstre.

Tusind tak for det. Det er efterhånden et godt stykke tid siden, at jeg blev ringet op første gang af TV 2 Østjylland. De var i gang med at skrive historien om Therese, der er en af dem, der har været ude at fortælle sin historie om, hvordan hendes mand gik bort, så hun stod tilbage alene med små børn, der havde brug for en mor, men hun havde også en arbejdsplads, der måske ikke viste helt samme forståelse, som vi gerne ser herindefra at man faktisk kan vise, når man er arbejdsplads.

Jeg må jo nok med skam også her sige det samme, som jeg måtte sige på åben skærm til TV 2 Østjylland: Jeg var ret chokeret over, at man ikke havde bedre rettigheder, og var ikke klar over det, før underskriftindsamlingen startede til det her borgerforslag.

For det første vil jeg derfor rigtig gerne sige tak til alle dem, der har været med til at støtte det her borgerforslag i forhold til rent faktisk at få det op på den politiske dagsorden og få os alle sammen til at tage stilling til det. For det andet vil jeg gerne sige, at heldigvis bliver vi klogere herinde, og derfor synes jeg også, at det her borgerforslag rent faktisk fortjener mere, end at vi bare kommer til at parkere det, og at man bare sender det ud som noget, vi ikke skal se på.

Jeg synes faktisk også, debatten her i dag viser tegn på, at vi bør kunne finde nogle løsninger i fællesskab, og at der er mange, der anerkender, at der er en udfordring her. Hvordan vi så finder løsningerne, håber jeg så at vi kan snakke om. Jeg kan ikke forestille mig, hvordan det må være at stå i den situation, hvor man mister sin partner og også står med al det praktiske og al den sorg, det medfører, når man skal tage sig af små børn.

Men jeg kan dog forestille mig, at det må være rart, hvis man har nogle rammer, der skaber fleksibilitet til at bearbejde den sorg på den måde, der er rigtig for en selv og ens familie. Det synes jeg at vi på baggrund af det her borgerforslag er nødt til at gå videre med. Jeg synes simpelt hen ikke, vi kan være andet bekendt.

Jeg håber, at vi kan lande det her i en beretning med noget reelt indhold, der gør, at vi kommer videre med det her. Jeg er meget fleksibel, i forhold til hvordan vi så gør det. Det vigtige for Radikale er, at vi rent faktisk får gjort noget ved det. Vi ønsker også at gøre det i samarbejde med parterne og med civilsamfundsorganisationerne, altså finde løsninger, men vi synes heller ikke, at vi bare skal lægge ansvaret fra os herinde, og det gælder også de rammer, vi stiller op for det. Så vi håber rigtig meget på, at vi kan finde nogle gode løsninger i fællesskab. Hvilke forhandlinger det så kan komme i, ser vi meget gerne på i fællesskab med regeringen og alle andre partier. Tak for ordet.

Tak til ordføreren for talen. Der er ingen korte bemærkninger. Den næste ordfører i rækken er hr. Nick Zimmermann fra Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak for det, og tak til de mange borgere, der har støttet det her forslag og jo dermed har en aktie i, at vi er her i salen i dag, så vi kan behandle det her borgerforslag, som vi i Dansk Folkeparti synes er rigtig, rigtig godt. Sorg kan jo være mange ting, og det kan udtrykkes på mange forskellige måder, og det er selvfølgelig ikke svært at sætte sig ind i, at mange ting vendes på hovedet både for den enkelte, men også for hele familien, når tragedier sker. Derfor er det også vigtigt, at vi får talt om, hvad for en slags velfærdssamfund vi egentlig ønsker at være.

Egentligt er det jo et spørgsmål om, hvorvidt vores velfærdssamfund skal have fleksibilitet, når der sker tragiske dødsfald som eksempelvis en mor eller far, der dør. Det mener vi i Dansk Folkeparti helt klart der skal være plads til. Det skal under ingen omstændigheder være samfundet, der presser på for, at man hurtigst muligt skal komme tilbage, eksempelvis på arbejdsmarkedet. Og så er det jo klart, at sorg behandles forskelligt. Nogle vil måske gerne fortsætte dagligdagen i højest mulig grad som hidtil, mens andre har brug for et større pusterum. Og det pusterum, sorgorloven, giver den nødvendige fleksibilitet.

Så i Dansk Folkeparti støtter vi forslaget.

Tak for talen. Der er ingen korte bemærkninger. Vi siger tak til ordføreren. Den næste ordfører i rækken er fru Helene Liliendahl Brydensholt fra Alternativet. Værsgo.

Tak. Mennesker, der mister deres livspartner, får slået livet ud af kurs. Derfor er der brug for, at vi giver disse familier tid, ro og plads til at bearbejde deres sorg og navigere i en helt ny virkelighed. Den tilbageværende forælder skal ikke oven i sin sorg og alle de praktiske opgaver, som et dødsfald efterlader, også bekymre sig om at miste sit job på grund af fraværsregler eller at skulle tilbage til et jobcenter. De skal have ro til at drage egenomsorg og ikke mindst omsorg for deres børn, der har mistet deres forælder, og som har brug for massiv støtte og kærlighed i en svær tid. Hvis ikke vi frigiver tid og plads til, at familier kan samle sig selv op igen efter et dødsfald, kan det have store konsekvenser for de efterladte forældres psykiske velbefindende, og det går i sidste ende også ud over børnene.

I Alternativet støtter vi forslaget og intentionen bag det, da vi ønsker at give de bedste betingelser for familier i sorg, og det er både godt for den efterladte forælder, for børnene og for samfundet som helhed, at der gives tid og plads til at bearbejde sorgen og etablere et nyt familieliv efter et dødsfald. Vi ser også meget gerne, at man laver en model, der er fleksibel, da sorg, som det er nævnt flere gange i dag, er individuel og sorgforløbet ikke altid er lineært.

Så tak for ordet, og selvfølgelig tak til de mennesker, der har stillet borgerforslaget og skrevet under på det. Tak til ministeren, og tak til alle ordførerne. Jeg synes, det var en rigtig god debat i dag, og jeg håber, det kan ende med en beretning, som Radikale Venstres ordfører også sagde, så vi ikke slutter debatten i dag, men tager den med videre uden for Folketingssalen.

Tak for talen. Der er ingen korte bemærkninger. Vi siger tak til ordføreren.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget til folketingsbeslutning henvises til Beskæftigelsesudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg dette som vedtaget.

Det er vedtaget.