Til beslutningsforslag nr.
B 11
Folketinget 2023-24
Beretning afgivet af Retsudvalget den 29. februar 2024
Beretning
over
Forslag til folketingsbeslutning om automatisk sigtelse for psykisk vold, hvis et
barn er vidne til forældres vold mod deres partner eller børn
[af Mai Mercado (KF) m.fl.]
1. Politiske bemærkninger
Udvalget
Udvalget bemærker, at 33.000 børn i Danmark vokser
op med vold i hjemmet. Ved debatten under 1. behandling
af beslutningsforslaget om at indføre automatisk sigtelse for
psykisk vold, hvis et barn overværer vold i familien, var
der bred enighed om, at vi skal gøre, hvad vi kan for at
modvirke vold i hjemmet.
Der var også en bred enighed om, at det har store og
voldsomme konsekvenser for børnene, også selv om volden
går ud over den anden forælder og ikke direkte rammer
barnet. Justitsministeren invitererede under debatten retsord-
førerne til et møde med henblik på en drøftelse af indsatsen
for de børn, som lever med vold i hjemmet. Udvalget øn-
sker som en del af den kommende kriminalitetsforebyggel-
seskommission, der er en del af aftalen om bandepakke IV,
at afsøge, hvordan børn bedst beskyttes i tilfælde, hvor de
har overværet vold i hjemmet, og hvordan indsatsen kan
styrkes.
Udvalget ønsker med denne beretning at sikre konkret
handling bag den store enighed i Folketingssalen, hvor alle
partierne var enige om, at vi skal sikre, at færre børn vokser
op i hjem med vold.
Javnaðarflokkurin havde ved beretningsafgivelsen ikke
medlemmer i udvalget og dermed ikke adgang til at komme
med politiske bemærkninger i beretningen.
2. Udvalgsarbejdet
Beslutningsforslaget blev fremsat den 4. oktober 2023 og
var til 1. behandling den 15. december 2023. Beslutnings-
forslaget blev efter 1. behandling henvist til behandling i
Retsudvalget.
Oversigt over beslutningsforslagets sagsforløb og
dokumenter
Beslutningsforslaget og dokumenterne i forbindelse med
udvalgsbehandlingen kan læses under beslutningsforslaget
på Folketingets hjemmeside www.ft.dk.
Møder
Udvalget har behandlet beslutningsforslaget i 2 møder.
Bilag
Under udvalgsarbejdet er der omdelt 1 bilag på beslut-
ningsforslaget.
P.u.v.
Steffen Larsen
formand
DokumentId
Journalnummer